Page 1

HVID RØG

1


1. Pulsen bankede i Elias’ tindinger. Han krummede sig sammen bag bilen og håbede på, at mørket i carporten skjulte ham godt nok. Sveden i hans håndflader satte fugtige aftegninger på asfalten, og han kæmpede desperat for at holde vejrtrækningen i ro. Efter et kort stykke tid vovede han at løfte hovedet en anelse, så han kunne se den øde villavej. Røgen var der stadig. Hvid røg, der lå som en tung dyne og dækkede for udsynet til husene på den anden side af vejen. En kraftig lugt af svovl fandt vej til hans næse, båret af en mild sommerbrise, der under normale omstændigheder ville have fået aftenen til at føles frisk og behagelig efter en lummer dag. Men intet var længere normalt. De mærkelige hændelser begyndte for mindre end en uge siden i Byens nordlige del. De høje skyskrabere var på skift blevet indhyllet i den hvide røg, og når den forsvandt, efterlod den folk i en dvaleagtig tilstand, som ingen læger kunne få bugt med. Elias vidste, at beboere i både den nordlige og østlige del af Byen var blevet evakueret til teltlejre på den anden side af Floden. Regeringen havde indsat militæret. Røgen havde holdt sig fra den sydlige del af byen. Indtil nu. Elias bed kæberne sammen og forsøgte at undertrykke sin angst. Han skulle aldrig være gået ud den aften, men de andre havde beskyldt ham for at være en bangebuks. Han havde mødt dem ved havnen, som han plejede. De havde hængt ud og fuldstændig ignoreret de mærkelige ting, der skete i byen.

2


Det havde været befriende bare for nogle timer at skubbe angsten væk. Men nu åd fortrydelsen ham op indefra. Han skulle være blevet hjemme. Han kiggede op igen. Røgen havde bevæget sig længere ned ad vejen, hvor den havde form som en gigantisk slange, der hvislede sig ind ad folks havelåger, blot for at komme ud igen et splitsekund senere. Røgens bevægelser var aggressive og hurtige. Elias bed

sig i læben. Den hvide røg var på

vej væk fra hans skjulested. Heldet var med ham. Nu gjaldt det bare om at komme hjem.

3


2. Frygten kravlede ned langs Elias’ rygrad som et tusindben af is, da han åbnede døren. Det var blevet sent, og den langtrukne skumring var ved at vige for nattens mørke. Huset lugtede kraftigt af svovl. Elias styrtede indenfor med hjertet pumpende hårdt i brystet. Hans så sin søster ligge på sofaen. Hun så fredfyldt ud, og Elias vidste, allerede inden han ruskede hendes skuldre, at han ikke kunne vække hende. Fjernsynet kørte og malede stuen i flimrende, blålige farver. Elias snurrede rundt og vendte sig mod køkkenet. Han kunne ikke længere mærke sit hjertes slag. Det føltes, som om det var stoppet. Med langsomme skridt gik han fremad, og selvom han vidste, hvad der ville møde ham, udstødte han et skrig, da han så sin mors slappe krop. Han kastede sig ned ved siden af hende og lagde øret til hendes mund. Hun trak vejret roligt. Ligesom alle de andre, der var i dvale. Elias rev sin mobil op af lommen. Hans far arbejdede for rådet, og efter at den hvide røg var dukket op, havde han været på arbejde konstant. Han ville vide, hvad Elias skulle gøre. Med rystende fingre tastede han nummeret. Først stilhed i den anden ende, derefter….

RING RING ...RIIING! Elias’ blod frøs til is i hans årer. Lyden kom fra arbejdsværelset. Med nervøse skridt gik han derind - og stivnede i døren, da han så sin far ligge akavet ind over skrivebordet. Hans ene øjenlåg sitrede.

4


- Far! Elias styrtede hen til sin far og løftede ham op i siddende stilling. Faren kæmpede for at trække vejret. - Jeg opdagede det for sent, Elias, hviskede han. – Men jeg ved, hvordan man stopper den... Han hostede svagt. Med en anstrengelse løftede han hånden og rakte en lille kugle med noget pink, geléagtigt indeni over mod Elias. - Men, far ...? Elias tørrede tårer væk fra øjnene. Han ville ikke græde. Han ville være stærk. Faren lagde en hånd på hans kind. – Du må redde Byen. Den hvide røg må ikke brede sig. Ondskaben skal slås ihjel. - Hvordan? Elias’ stemme knækkede over. - Kuglen skal ind i dens indre, sagde hans far svagt. – I røgens hjerte. Han gispede et par gange. – Den holder til i Olderpaladset. En kraftig krampetrækning gennemrystede hans krop. Øjnene rullede rundt. - Du kan ikke stole på nogen... overhovedet! var hans sidste ord, inden dvalen overmandede ham. Elias sank ned på gulvet med den lille kugle i hånden. Hans følte sig tom indeni. Ondskab. Hvad var der dog sket i Byen?

5


3. Månen havde rejst sig på himmelen, og dens stråler ramte Elias i ansigtet. Han knyttede hænderne. Han måtte af sted. Hele verden afhang af ham. Tanken sendte en kold rysten gennem hans krop. Han ønskede ikke, at noget skulle afhænge af ham. Hvorfor kunne alt ikke bare være normalt igen? Han kom på benene og gik gennem husets alt for stille rum. Olderpaladset, hvor rådet normalt holdt til, lå i den nordlige del af Byen. Hurtigt samlede han nogle ting i en taske. Lidt mad og drikke. En ekstra bluse og en lommelygte. Kuglen pakkede han ind i et viskestykke og puttede den derefter i taskens forreste rum. Han afsøgte hurtigt gaden, inden han bevægede sig ud. Det ville være fatalt, hvis nogen opdagede ham. Vejen var øde og stille, og den evindelige lugt af svovl rev i hans lunger. Med hurtige skridt, der snart blev til løb, satte Elias af sted mod nord. Han havde på forhånd opgivet at få hjælp af nogen. Hans fars ord rungede i hovedet. - Du kan ikke stole på nogen... overhovedet! Hurtigt spurtede han gennem villavejene i Byens sydlige del, hvor han havde boet hele sit liv. Under normale omstændigheder ville han have taget metroen ind til centrum, men i denne nat turde han ikke. Han var klar over, at det gjaldt om at holde sig langt væk fra steder, hvor han kunne risikere at støde på andre. -

Holdt!

6


Stemmen fik Elias til at fare sammen. Den var dyb og brysk. Han vendte sig langsomt og kiggede soldaten, der var dukket op bag ham, ind i øjnene. - Hvor tror du, at du skal hen? Soldaten løftede sit gevær og pegede på Elias. Elias’ hjerte hamrede, og sveden piblede frem på panden. – Jeg... Han kunne ikke finde på noget at sige. - Alle skal til lejren på den anden side af Floden, bjæffede soldaten. Elias bed sig i læben. Han måtte ikke blive sendt til lejren. Hvis han først kom dertil, havde han ingen chance for at slippe væk igen. Soldaten vippede utålmodigt med geværet. – Kom så! Af sted! Elias trippede nervøst fra den ene side til den anden. Han måtte finde på noget. En pludselig indskydelse fik ham til at pege op bag soldatens hoved, mens han skreg af sine lungers fulde kraft. Reaktionen var som forventet. Soldaten vendte sig forskrækket, og i det splitsekund satte Elias af. Han spurtede, alt hvad han kunne, ind mellem to huse, gennem haverne, hoppede over plankeværk og bragede igennem hækkene. Bag sig hørte han soldatens vrede råb, lyden af tunge, løbende støvler, høje knald og en uhyggelig hvislen af kugler, der skar sig gennem luften. Elias gispede efter vejret, og frygten gjorde hans ben tunge som bly. Soldaten kom nærmere. - Her! Stemmen kom fra en container. En hånd stak ud under låget.

7


Elias betænkte sig ikke. Hurtigt kastede han sig ned i det ildelugtende mørke og klappede låget i bag sig. En finger blev holdt for hans læber som tegn på, at han skulle være stille. I samme sekund tordnede soldaten forbi udenfor, mens der lød ophidsede råb fra hans radio. Han havde allerede alarmeret sine overordnede, og de var ikke begejstrede. Da der atter var stille udenfor, vendte Elias sig mod sin redningsmand. - Toby?

8


4. Elias kunne ikke skjule sin overraskelse. Toby var søn af en af hans fars arbejdskolleger, og han var nogle år ældre end Elias. Han virkede altid cool. Som om han havde tjek på tingene. - Hvad fanden laver du her? udbrød Toby. – Hvorfor er du ikke bragt i sikkerhed i lejren? Elias hev kuglen frem fra sin taske. Han stolede på Toby. – Min far gav mig denne, sagde han og holdt den op foran Tobys ansigt. – Han sagde, at den kunne dræbe røgen. Toby bed sig i læben. – Så er det rigtigt. Han nikkede tænksomt. – Min far fablede om noget lignende, inden han gik i dvale. Toby skubbede kasketten op i panden. – Jeg troede ærlig talt, at han var blevet tosset. Jeg mener... levende røg og ondskab? Elias trak på skuldrene. Han havde ikke tvivlet på sin fars ord et eneste øjeblik. Toby tog kuglen mellem sin tommel- og pegefinger. – Og denne her dims skulle kunne slå røgen ihjel? Elias nikkede og snuppede kuglen tilbage. – Det sagde min far. Toby slog klik med tungen. – Jamen, så må jeg jo hellere hjælpe dig, smilede han. Elias havde lyst til at kaste sig om halsen på ham, men styrede sig. Det var garanteret ikke særlig cool. - Tak. Toby skubbede låget til containeren op. -

Hvorfor er du ikke i lejren? spurgte Elias undrende.

9


Toby hoppede ud og rakte en hånd op for at hjælpe Elias. – Jeg er i hæren, sagde han dystert. – Men jeg flygtede, da vi begyndte at få besynderlige ordrer. Han kiggede Elias direkte i øjnene. – For eksempel at slå alle civile, der ikke makker ret, ihjel. Han sukkede. – Der er noget grueligt galt. Derfor er jeg her.

10


5. De påbegyndte turen til Olderpaladset. - Har militæret fået at vide, hvad der foregår? spurgte Elias, mens de gik gennem byen. Toby rystede på hovedet. – De har ikke sagt andet, end at nogle forsøger at overtage herredømmet i Byen. Vi aner ikke, hvem vi kæmper imod, men der går rygter om, at borgmesteren er taget til fange, og rådet sat ud af spillet. De to drenge nåede frem til den brede boulevard, der førte mod den nordlige bydel og Olderpaladset. Boulevarden var mennesketom, hvilket Elias aldrig før havde oplevet. Det var uhyggeligt at befinde sig et sted, der normalt summede af liv, men som nu var stille som graven. - Kom. Toby førte Elias ned ad en smal sidegade mellem høje skyskrabere. Pludselig kunne de atter lugte svovl. Elias kiggede op, og i lyset fra den opadgående sol så han den slanke form af røg slange sig ud og ind mellem vinduerne højere oppe. - Løb! Toby havde allerede sat af, og Elias fulgte lynsnart efter. De spunsede gennem den nordlige bydels labyrintagtige gader. Elias kiggede op. Røgen var stoppet op, og i næste øjeblik vendte den sig mod de to drenge. - Den har opdaget os! skreg Elias og satte farten op. Den hvide røg skød nedad.

Toby satte skulderen mod den første den bedste dør, og begge drenge tumlede indenfor. De befandt sig i en tøjforretning, og spredt på gulvet lå mennesker, som var gået i dvale. Toby rev fat i Elias’ ærme, da synet af alle de dødslignende mennesker fik ham til at stoppe.

11


Videre! Kom nu! Døren bag dem lukkede morgensolens lys ude, så de masede sig frem mellem mennesker og tøjstativer i dunkelt mørke. Desperat styrtede de om bag disken og ud gennem døren til baglokalet. - Pis! Der var ingen vej videre. Toby tog sig panisk til hovedet. - Hvis vi lægger os sammen med de andre? foreslog Elias. – Måske kan vi snyde den. Toby nikkede, bed kæberne hårdt sammen og nærmest skubbede Elias ud i butikslokalet igen. – Hurtigt, det er vores eneste chance. Drengene kastede sig ned på gulvet, kun få sekunder før den hvide røg kom hvislende ind gennem et vindue i butikken. Elias holdt vejret og lå helt stille. Hans brystkasse var ved at sprænges, og den stærke lugt af svovl gav ham så kraftig kvalme, at han næsten ikke kunne lade være med at brække sig. Han forsøgte at lade være med at trække vejret for dybt indad, mens han lå og lyttede til den svage, hvislende lyd af røgen, der afsøgte lokalet. Efter nogle lange minutter var der atter stille. Elias løftede forsigtigt hovedet og sikrede sig, at røgen var forsvundet. - Toby? Lidt væk rejste Toby sig. - Føj for en stank! De forlod butikken og fortsatte mod Olderpaladset.

12


6. Normalt kunne man ikke bare vade ind i paladset, hvor rådet i Byen holdt til, men i dag var der ingen vagter og intet politi. Elias syntes, at paladset så mere gråt og mindre prangende ud, end det plejede, men måske virkede det bare sådan, fordi han vidste, at en frygtelig ondskab holdt til derinde. Han skuttede sig ved lyden af portens hvinende hængsler, da Toby skubbede den op. - Hvor tror du, vi skal lede? hviskede Elias. Toby løftede det ene øjenbryn. – Tingsalen måske? Elias fulgte efter han op ad mørke trapper. En svag lugt af svovl hang i luften, og en kølig træk fik Elias’ små hår til at rejse sig. Rundt omkring på gulvet lå der livløse kroppe af vagter, der var blevet overrasket af røgen. Da de endelig befandt sig foran døren ind til Tingsalen, var lugten af svovl stærk, og begge drenge standsede et øjeblik. -

Har du kuglen parat? Elias nikkede. Han havde taget den op af tasken og knugede den hårdt i hånden. Han undertrykte en trang til at vende om og løbe hjem.

Toby trak vejret dybt. – Godt, så går det løs! Han lagde hånden på håndtaget og skubbede forsigtigt døren op. I Tingsalen var alle gardiner trukket for, så salen henlå i dystert mørke. Alligevel så drengene med det samme alle rådsmedlemmerne, der lå akavet rundt omkring i rummet. For enden af det lange blanke bord sad en skikkelse på en stol. Hans hænder var bundet på ryggen, benene var snøret fast til stolen, og om halsen havde han en jernring, holdt sammen af

13


en hængelås. Han vrikkede hovedet tilbage, som om han forsøgte at sno sig ud af den tykke ring. Han var den eneste, der ikke var livløs. – Det er borgmesteren! udbrød Toby bestyrtet og styrtede frem i salen. Ved fælles hjælp fik drengene løst borgmesterens reb, men jernlåsen kunne de ikke få op. Borgmasteren gned sine håndled. – Hvordan fandt I mig, drenge? hviskede han forpustet. - Min far, begyndte Elias. – Han havde fundet ud af noget om røgen. Han ... Elias tog kuglen frem og viste den til borgmesteren. – Han sagde, at man kunne komme den til livs med denne her. Borgmesterens øjne lyste op. Så lavede han en hurtig bevægelse og snuppede kuglen fra Elias, mens han grinede hæst. - Jeg tænkte nok, at jeg ville få dig at se, Elias. Elias kiggede undrende på ham. Borgmesteren løftede kuglen. – Rådet er nogle fæhoveder, sagde han hårdt. – Da de fandt ud af, hvad jeg ville bruge røgslangen til, beordrede de, at jeg skulle fanges. Han gned sig om håndleddene igen. - Heldigvis reddede røgen mig, men din far slap desværre væk. Han kiggede på kuglen. – Med denne her.

14


Tingene begyndte at dæmre for Elias. Han tog et skridt væk fra borgmesteren. – Du ...? Men hvorfor? Borgmesteren lo igen. – Der var for meget demokrati i denne her by, hvæsede han. – Jeg vil bestemme alt! Han bredte armene ud og snurrede en gang rundt. – Nu skal alle få at se, hvad virkelig magt er! I samme øjeblik gled den hvide røg ind gennem døren til salen. - Har I hilst på min ven? spurgte borgmesteren hånligt. – Yderst nyttig at have ved hånden, kan jeg love jer. Røgen slangede sig hen og lagde sig ved hans fødder. Det virkede som om der var mindre af den nu, end da den huserede udenfor. Borgmesteren kastede et kærligt blik på den. Så kiggede han på Elias. - Din far… begyndte han. – Din far har faktisk hjulpet mig med at skabe dette væsen. Vreden boblede op i Elias. - Det er løgn. Han ville aldrig ... Borgmesteren løftede en finger i luften. – Hvordan skulle han ellers kende til denne? Han rystede den pink kugle foran Elias’ ansigt. Elias tav. Borgmesteren nikkede. – Åh jo, jeg havde aldrig klaret det uden din far. Han er en dygtig videnskabsmand. Han vendte rundt. - Men alt for blødsøden. Det kunne jeg ikke bruge til noget. Derfor... Borgmesteren knipsede. Noget eksploderede inden i Elias.

15


Han sprang frem og ramte borgmesteren i ryggen. Kuglen gled ud af hans hånd og trillede hen over gulvet. Lynhurtigt vendte borgmesteren sig rundt og holdt Elias i så stærkt et greb om halsen, at han ikke kunne få luft. - Tsk, tsk. Det skulle du ikke have gjort. Elias kæmpede for at trække borgmesterens hånd væk, men han var for stærk. I det samme sprang Toby frem og snuppede kuglen. Røgslangen var over ham med det samme. De tumlede rundt på gulvet, og Elias kunne ikke gøre andet end at kigge på, at røgen langsomt pressede livet ud af Toby. Med en sidste kraftanstrengelse løftede Toby hånden med kuglen og borede den ind i væsenet. Borgmesteren skreg og slap Elias. Toby sank om på gulvet. - Neeeejjj!!!! Borgmesteren styrtede over mod væsenet, men det var for sent. Røgen løftede sig og spredtes uden en lyd i den store sal. Elias kravlede udmattet over mod Toby. Han trak ikke vejret. - Hvad sker der her? Rådsmedlemmerne og vagterne begyndte stille at røre på sig, så snart røgen var opløst. En vagt i nærheden kom famlende på benene. Han kiggede fra borgmesteren og over til Elias. Nu var næsten alle medlemmer af rådet ved at komme til sig selv. - Grib borgmesteren, kommanderede en af dem, og et par vagter reagerede dem det samme. Elias sank om på gulvet. Han havde klaret det. Nu ville han bare hjem.

16

Hvid røg  

Byen er opslugt af en farlig, hvid røg, der lægger alle, der nærmer sig, i en tung dvale. Men Elias ved måske, hvad der kan gøres for at red...