De levende døde

Scroll for more

Page 1


De levende døde Daniel var alvorligt syg. Det var den eneste grund til, at Kaspar nu var med i Vagten. De kunne ikke undvære et eneste medlem, og selvom Kaspar kun var 13 år, havde han fået lov at træde til i sin brors sted. Det var han både glad og trist over. På den ene side var hans største drøm gået i opfyldelse, men på den anden side led hans bror. De søgte altid nye medlemmer hos Vagten, men det var sjældent, at nogen nye meldte sig. Daniel havde været den yngste i Vagten i lang tid nu i en alder af bare 19 år. Zombieudryddelse var ikke ligefrem det mest sikre arbejde i byen. Zombierne angreb altid om natten og helst på nætter uden måne, da de ikke brød sig om lys. De var nemme at genkende med deres skæve, hængende kæbeparti, savlende, vidt åbne mund og slørrede blik. Deres grålige hud sad stramt omkring skellettet, og lugten af råddenskab fulgte dem, hvor end de gik. Kaspar havde selv kun mødt én zombie på tæt hold, men erindringen stod meget klart for ham. Han gøs ved tanken og trak sin vinterjakke tættere omkring sin smalle krop. Det var en kold nat at have vagt på. Sneen var i det mindste stoppet med at falde nu, men havde efterladt jorden hvid og glitrende i stjernernes skær. Kaspar stod på den nu tilsneede, tre meter høje mur, som omkransede byen, og spejdede efter zombier. Der havde ikke været noget i flere timer nu, og Kaspar var udmattet. Han frøs, hans mave knurrede af sult og han ville bare gerne sove. At være medlem af Vagten var ikke, som han havde regnet med. Et skingert skrig skar med et gennem natten og vækkede Kaspar til live. Det kom inde fra byen af. Han sprang ned fra muren, landede tungt i den dybe sne og satte i løb mod lyden af rædsel. Hele hans krop dirrede af spænding, og han mærkede sit hjerte sætte farten op. Der var ingen folk på gaderne, og alle huse lå mørklagte og stille hen. Der havde kun lydt det ene skrig, og nu var alt tyst igen. Det betød sikkert, at der nu var mindst to zombier inden for muren, nåede Kaspar lige at tænke, før han, ved næste sving, stødte frontalt ind i en varm krop. Han væltede ved sammenstødet og trak den anden med sig i faldet. ”Kaspar!” Det var Daniel. De to brødre lå side om side i sneen og åndede tungt. ”Hvad laver du her, Daniel? Du er jo syg!”


”Jeg har ledt efter dig overalt,” forklarede Daniel og rakte sin lillebror en hjælpende hånd. ”Det er for farligt herude. Vi må se at komme i sikkerhed.” De kom op at stå og børstede deres tøj af for sne. ”Men jeg er jo i Vagten nu. Jeg bliver nødt til at hjælpe dem med zombien.” ”Glem zombien,” råbte Daniel af ham. ”Du er kun et barn!” ”Derfor kan jeg da godt slå en zombie ihjel,” sagde Kaspar og trak sit sværd. ”De er jo ikke…” ”Pas på!” skreg Daniel og kastede sig ind foran sin bror, idet en zombie trådte frem fra en sidegade. Stanken fra det levende lig hamrede mod dem som en flodbølge. Daniel havde allerede trukket sit sværd og svang det med alt sin kraft. Så let som ingenting skar bladet sig tværs igennem zombiens bryst og huggede den over i to. Mørkerødt blod sprøjtede ud til alle sider og splattede ildelugtende pletter på Daniels ansigt og tøj. I det næste øjeblik lå zombiens overkrop dybt i sneen, i en pøl af sit eget rødsorte blod. Zombiens ben stod oprejst lidt endnu, indtil de skæve knæ endelig knækkede sammen under sig selv. ”Kom!” Daniel tog Kaspars hånd og førte ham med væk fra den besejrede zombie. Kaspar lod sig blot føre med. Han kunne stadig lugte råddenskaben og døden, kunne stadig se det tykke mørke blod mod den hvide sne. Hvis ikke Daniel havde været der… ”Der er en til derovre.” Kaspar så efter Daniels finger og rigtig nok, der var endnu en stavrende zombie længere fremme. ”Vi gemmer os her,” sagde Daniel og trak Kasper med ned ad en udendørs kældertrappe. De kunne ikke komme ind i selve kælderen, men fordybningen i jorden skjulte dem for zombiens blik. ”Jeg er bange.” Kaspar rystede over det hele. Hans tidligere selvsikkerhed var forsvundet. Hans øjne sved, men han ville ikke græde. Det ville ikke hjælpe noget. ”Bare rolig, jeg har dig,” forsikrede Daniel ham og tog fat om Kaspars skuldre. ”Jeg vil bare gerne hjem!” ”Jeg har dig.” Kaspar snøftede og lagde armene om sig selv. Han lyttede efter den mindste lyd fra zombien på gaden over dem, men kunne kun høre sit eget hektisk bankende hjerte. Måske var den gået den


anden vej, tænkte han håbefuldt, men kunne så pludselig igen lugte en svag stank af død. ”Daniel,” hviskede Kaspar ynkeligt og pressede sig tættere ind mod sin bror. ”Jeg har dig.” Kaspars hjerte slog hurtigere og hurtigere, så hurtigt at det næsten gjorde ondt. Daniel strammede sit greb om hans skuldre. ”Jeg har dig,” hviskede han for fjerde gang mod Kaspars øre. Den ildelugtende stank blev stærkere. Lige i det øjeblik gik det op for Kaspar. Daniels hjerte slog slet ikke.