Page 14

FAKTA

Af Mads Mazanti

ikke at forcere noget, for så bliver det ikke ægte. Der er ikke noget værre end et stykke musik, hvor man kan høre, at folkene bag har tænkt det, inden de har lavet det. Giv slip – så skal det nok komme, for der er altid interessante historier rundt om os hver eneste dag, siger hun. Ridser i lakken For Julie Aagaard starter en sang ofte med, at en sætning popper op i hovedet. Bliver sætningen siddende mere end en uge, har hun den hovedregel, at den kan bruges til et eller andet. - Så kan jeg godt bygge en sang op omkring den sætning, hvis jeg synes, den er potent nok. Det kan også sagtens starte med et melodistykke, som jeg ikke kan få ud af hovedet. Så bygger jeg en sang op omkring dét, men det skal være noget, der føles stærkt, understreger hun. Kreativiteten kommer til hende, når hun aner ridser i lakken; når noget er rigtig beskidt, hårdt, sørgeligt eller uretfærdigt. - Det er tit de vildt ubehagelige ting, man kan skabe noget vildt smukt og sigende ud fra. Det er minder mig lidt om Piss Christ (kendt fotografi af den amerikanske kunstner og fotograf Andres Serrano, der forestiller et lille plastikkrucifiks nedsænket i et glas fyldt med kunstnerens urin, red.). Man tager noget meget ulækkert og frastødende og viser, hvor smukt det kan være, siger hun og refererer også til Charles Baudelaires digtsamling ”Les Fleurs du mal” fra 1857, som beskriver de forfaldne prostituerede i Paris. For Julie Aagaard henter gerne inspiration fra andre kunstarter. Ikke fordi hun opsøger det direkte; det sker ubevidst og tilfældigt. - Når jeg for eksempel ser dokumentarfilm med nogle fede soundscapes, kan jeg blive ret inspireret. Så er jeg nødt til at stoppe og nynne noget ind på min diktafon eller spille noget på klaveret, fortæller hun. Cool, calm and collected I arbejdet med det kommende album forsøger Julie Aagaard at udfolde en tematik og et afsæt for det samlede værk. - I starten af album-processen havde jeg en tommelfingerregel om, at alt det unødvendige skulle sorteres fra som en del af min æstetik. Alt, der foregik i mellemtonen, skulle væk, fordi min vokal er meget lys, skrøbelig og sitrende. For at opveje det manifesterer jeg en meget buldrende,

26 ⁄⁄ MUSIKKEN

Kill J’s musiske virke voldsom, dyb, mørk og dyster bund. De to ting må så spille sammen, forklarer hun. Som musiker har hun aldrig hængt fast i skriveblokering eller oplevet stor frustration over døde perioder uden inspiration. - Det er nok en anden måde at manifestere dét der med at give slip på. Hvis det ikke kommer, så lad være med at prøve. Så kommer det af sig selv på et eller andet tidspunkt, og det har det heldigvis også gjort for mig. Det lyder måske sådan lidt cool, calm and collected, men måske har der bare været så mange andre ting, jeg kunne fortvivle over, griner Julie Aagaard. Selv forsøger hun til stadighed at lære nyt og bygge på fagrepertoiret, som producer og elektronisk musiker. Det er med til at puste til den kreative ild. - Jeg tror, det er vigtigt, at man som musiker hele tiden udvikler sit håndværk. Om det er at studere en ny sangteknik eller lære at spille på et eller andet mærkeligt instrument, er underordnet. Men det er vigtigt, at man også på det punkt sørger

Signede i januar 2017 en international kontrakt med amerikanske Nettwerk Music Group.

• Har tidligere været signet hos danske NO3. • Udgav efter en række singler i 2016 debut-EP’en “Quasi”. • Optrådte på SXSW 2016. •

Nomineret til ’Årets Håb’ ved dette års Steppeulv samt til ’Årets Kvindelige Kunstner’ ved Zulu Awards 2017.

• Hendes musik er flittigt blevet spillet på BBC1, BBC6 og P3. • Kill J udsender sit debutalbum i 2017.

DEN KREATIVE ÅRE

Tem

Tem

DEN KREATIVE ÅRE

Af Kaspar Vig · Foto af Mads Mazanti

Essay:

Den Blå Avis og tingenes uendelige historie...

Der gemmer sig noget derinde; i instrumentet. Når man lægger øret helt ned til det, kan man næsten høre det hviske. Instrumentet bringer en historie med sig. En historie om dets tidligere ejer, og hvor det har været, før det landede på Den Blå Avis. Stedet, der emmer af at være en legestue for gearnørder. Eller måske en hemmelig verden, hvor tingene får liv?

“For mit vedkommende handler det om ikke at forcere noget, for så bliver det ikke ægte. Der er ikke noget værre end et stykke musik, hvor man kan høre, at folkene bag har tænkt det, inden de har lavet det.” – JULIE AAGAARD

for at blive stimuleret, siger hun. Det er hele tiden en balance mellem at få inputs udefra og en tilbagevendende mærken efter i maven. - Der er rigtig mange mennesker, der kan komme med gode idéer til det, du skal lave, men i sidste ende skal det føles rigtigt, ægte og vigtigt for dig. Det er en sindssyg svær disciplin. At lære at tage dét ind udefra, som man har brug for, uden at miste sig selv, tror jeg, er noget af det vigtigste. Det håber jeg en dag at kunne mestre, slutter Julie Aagard.

KILL J: • Sanger og elektronisk musiker • Født i Hørsholm og bor i dag i København • Uddannelse: Cand. public (BA i Litteraturvidenskab og kandidat i Journalistik) • Musisk baggrund: Klassisk trænet sanger og autodidakt sangskriver/producer

Den Blå Avis. Man er på opdagelse. Men hvad er det, man leder efter? Inspiration? Ligger den i instrumenterne; altså inspirationen? Det er en underlig verden inde på Den Blå Avis. Nogen sælger ud. Andre køber ind. What goes around, comes around. Men følger musikken med? Jeg solgte engang en guitar på Den Blå Avis, da jeg ikke brugte den mere. Jeg havde købt den i New York. Den var en del af mig, syntes jeg, så den var svær at sætte til salg. For hvad nu, hvis jeg mistede noget af mig selv? Mistede noget af den inspiration, jeg havde følt tidligere. Men jeg savner den faktisk ikke. Den havde tjent sin tid hos mig. Tror jeg. Den kunne ikke det samme længere, som den kunne engang. Der kom ikke rigtig musik ud af den. Sikke noget vrøvl. Det havde jo ikke noget med guitaren at gøre. Den er jo bare en ting, eller? Lige nu er der et lydmodul til salg på Blocket, den svenske

version af Den Blå Avis. Jeg føler, jeg har brug for sådan et lydmodul, for lydene er anderledes end dem, der er i mit indspilningsprogram. Mere ægte. Mere varme. Mere analog i sin lyd. Det ligner en bilradio fra halvfemserne. Den runde knap. Det grønne display. Og så har det en historie. En historie, jeg bliver nysgerrig på. For hvor har det mon været? Måske har det været med på turné i et svensk danseband en gang? Verden rundt? Ligesom den guitar, jeg solgte. Jeg købte guitaren i Chelsea Guitars i regnvejr. Johnny Ricco fra bandet Warrior Soul havde haft den. Jeg kender ikke bandet, men der lå en lille seddel i kassen. “Johnny Ricco – Warrior soul.” Tjekket. Jeg har googlet ham. Han ser ret sej ud. Badass. Der stod også, at trommeslageren fra bandet var blevet myrdet. Tragisk. Hvis man ville sende et brev til familien, kunne man sende det til Johnny, og så skulle han nok sende det videre. Han virker som en god fyr, ham Johnny. Det gjorde ham fyren fra Vallensbæk også. Ham der købte guitaren af mig. Han så sgu også sej ud. Tatoveringer dækkede begge hans arme. Han spillede simpelthen så fint på Johnny Riccos guitar. Jeg synes, det er inspirerende at ’bladre’ rundt på Den Blå Avis. Jeg får lyst til at skrive og komponere, når jeg ser, hvilke musikalske dimser folk sælger.

Der er en genuin kærlighed forbundet med tingene. En historie, som følger med, og som giver tingene et liv. En historie, man skriver sig selv ind i, før man sender den videre til endnu en gearnørdet historiefortæller et sted ude i verden. Det er måske også derfor, man så hurtigt kan fortabe sig på Den Blå Avis. Først er det instrumenterne. Dimserne. Priserne. Men når man har siddet længe nok, specielt når det er sent, og man ligger i sengen, og tommelfingeren gnider kilometervis af skærm ned foran øjnene. Så glemmer man helt, hvad det er, man leder efter, og pludselig er det folks hjem, man kigger på. Indretningen. Billederne på væggene. Somme tider er der et kæledyr med på et billede. Så er der alle fejlene. Detaljerne, som uheldigvis har sneet sig ind på billederne. Jeg opdagede faktisk noget ret specielt for et stykke tid siden. Jeg fandt tilfældigvis billederne af min guitar, som jeg havde brugt på salgsannoncen. Det var underligt at se den igen. Jeg kiggede længe på den. Pludselig så jeg en refleksion i guitaren. En menneskekrop. Så kom jeg i tanke om, at jeg jo lige havde været i bad, da jeg tog billederne til annoncen, og der var absolut ikke sparet på detaljerne i refleksionen. Det tror jeg ikke, Johnny Ricco havde forestillet sig, da han en dag i halvfemserne gik ind i Chelsea Guitars for at sælge sin guitar.

MUSIKKEN ⁄⁄ 27

Musikken 1.17  
Musikken 1.17