Kamp til stre[n]gen Af: Dietmar Berker Der er stuvende fuldt, køen til ølhanerne er provokerende lang, og er man lidt for sent på den, kan man godt glemme alt om en siddeplads. Det er den sidste onsdag i juli og tid til det nyeste skud på sangskriverscenen i Århus: Songwriter Fight Night på Gyngen. Lars Graulund, værten og idémanden bag dysten, byder på slaget ni de mange fremmødte velkommen og forklarer reglerne: Der er otte deltagere i aftenens ’kamp’, og de har nøjagtig otte minutter hver til at fremføre en eller to selvskrevne sange. Der må maksimalt være et instrument og en vokal på scenen, det vil sige, at et band ikke kan være med, mens det er tilladt at dele rollen som sanger og instrumentalist mellem to personer. Det har dog kun en enkelt deltager valgt at gøre; de syv andre holder sig derimod til den klassiske singer/ songwriter-model med at gå på scenen alene. Efter hver performance er det op til publikum at uddele point ved hjælp af de uddelte stemmetavler, og gennemsnittet afgør, hvem der får æren at være blandt de tre finalister. Finalisterne får lov til at spille yderligere en sang for det lydhøre Kris Herman publikum, og derefter kåres vinderen. Efter at have gjort rede for aftenens forløb trækker Lars navnet på den første deltager op af hatten. Det bliver Helene Bak, der er kommet hele vejen fra Esbjerg. Rækkefølgen af de optrædende ligger nemlig ikke fast, men findes via lodtrækning aftenen igennem. Således ved hverken publikum eller sangskriverne, hvem der skal spille hvornår. Dernæst fatter Lars selv guitaren og spiller to sange, hvilket giver Helene en smule tid til at forberede
30
basunen • okt. 2010
sig. Så trækker han navnet på deltager nummer to, og dysten kan gå i gang. Helene er den eneste, der spiller på Gyngens lidt rustne klaver denne aften, og selvom hun har den svære rolle at skulle åbne ballet, klarer hun sig flot igennem. Det afspejler sig klart i pointene, da publikum stemmer for første gang. Mens der trækkes lod om aftenens tredje deltager, går nummer to på scenen, og herefter går det slag i slag. Både stemningen i publikum og kvaliteten blandt sangskriverne er høj, og der bliver lyttet intenst, mens Lars med højt humør og hård hånd styrer slagets gang. Under hver optræden sidder han med en lille gong ved siden af scenen, som han resolut benytter sig af, når de aftalte otte minutter er gået. Der er styr på tingene, og vilkårene skal være ens for alle! Da klokken nærmer sig halv elleve, er de tre finalister fundet. Publikum har aftenen igennem været forbavsende enige i deres vurdering af præstationerne, og bortset fra enkelte fan- og familieborde, der naturligt nok favoriserer ’deres’ sangskriver, er de fleste tilfredse med finalefeltets sammensætning. Kun Jørgen Clausen formåede for alvor at dele vandene med sine for nogle tilsyneladende for provokerende tekster. Til gengæld er alle enige om aftenens favorit: Kris Herman har med sin formidable vokal – den første sang opførte han a capella, den anden akkompagneret af sin
guitarist – taget de fleste på Gyngen med storm. Det er derfor ingen overraskelse, at det samme billede gentager sig i finalen, som Kris vinder suverænt. Arrangementet slutter med præmieoverrækkelser og et par ekstranumre af den synligt glade vinder, der endnu en gang tryllebinder publikum. Selvom det var første gang, at Songwriter Fight Night blev afholdt, har aftenen været en kæmpesucces, og det er tydeligt, at de fleste vil komme igen når der fremtidigt bliver afholdt nye arrangementer.
FAKTABOKS
Songwriter Fightnight - Fight Night afholdes den sidste onsdag i ulige måneder på Gyngen - Der er forhåndstilmelding fra den 1. i måneden før konkurrencen - Deltagerantallet er begrænset til 8, som udvælges efter først til mølle princippet - Nye deltagere har fortrinsret over for dem, der allerede har deltaget - Sangene skal fremføres og være skrevet af deltageren selv Læs mere om arrangementet, reglerne og de enkelte aftener her: www.songwriterfightnight.dk