Helge Dürrfeld
Fra Neodepressionistisk poppoet til artistisk vinbonde Tekst og foto af Jeppe Abildgaard
”Det er meget godt, når man går oppe i vinmarken, så skal man ikke tænke på noget - og når man render rundt deroppe og er helt hjernelam, så kommer der faktisk nogle gode idéer.” Ordene er taget fra multikunstneren Helge Dürrfeld, der er mest kendt fra firserfænomenet Det Neodepressionistiske Danseorkester. Jeg besøgte ham en efterårsdag på hans idylliske Hylkegaard, efter at årets vinhøst var kommet i hus, og der var god tid til at snakke om hans livslange og mangfoldige, kunstneriske virke. Vi sidder her på Hylkegaard i Voldby nogle få kilometer fra Grenå, og er der egentlig en forbindelse mellem Helge og Hylke? ”Jo, det betyder Helge. En dag da vi lige havde høstet, sagde en kammerat, der havde googlet på Hylkegaard, at det faktisk betød Helge. Så der må være en mening med galskaben”. Ejendommen, hvis materielle karakteristika drager unægtelige associationer til det kendte, danske kulturbegreb ’Morten Korch’, købte han i 2012, primært på grund af en række jordbundsprøver der viste, at der her var gunstige forhold til dyrkning af vinstokke og især hvidvinssorten
28
basunen • dec. 2018 - 31. årgang
Solaris. ”Der er to hektar jord i alt, og det er rigeligt, særligt hvis man skal lave vin. Jeg skal ikke have flere vinstokke, for så kan jeg ikke lave andet. Jeg kunne se idéen med at flytte herud og dyrke vin om sommeren og så male og lave musik om vinteren. Da jeg flyttede ind, lignede det hele kaos, og der var ikke gjort noget siden 1942.” Som billederne viser, har Helge ved egenhændig arbejdskraft samt ekspertise og hjælp fra venner forvandlet ejendommen til et sted, der emmer af hygge, kunst, virkelyst, og hvor der er plads til store armbevægelser. En af de gamle længer fungerer som et atelier i sommerhalvåret, dernæst en rustik gårdbutik, hvor Helge både sælger sin egen Solaris vin og grappa samt diverse specialvarer og gode vine fra syden. Derudover er der et produktionsrum med vinpresse og gæringstanke, og endeligt er den gamle svinesti blevet nænsomt renoveret, og fremtidsplanerne er, at den skal bruges som en koncertsal med plads til 120 mennesker. Opvæksten i Sønderborg Helge er opvokset i 1960-70ernes Sønderborg, og allerede i de helt unge år blev grundlaget for Helges karakteristiske kunstneriske virke dannet. ”Min far malede jo og spillede mandolin, men det har ikke noget med den baggrund at gøre, fordi jeg er meget mere radikal. Jeg spiller sgu ikke så meget mandolin, og det, jeg maler, er mere provokerende”. Allerede som 5-årig begyndte Helge at male. Da han var 7, solgte han sit første maleri til naboen og har udstillet fra han var 13, så det kunstneriske har
altid været Helges ventil til at belyse hans syn på verden. ”Jeg er ikke den store sanger eller musiker, men jeg ved, hvordan jeg kan provokere med nogle ting og ruske op i nogle ting i stedet for. Og det samme gør jeg også med de billeder, jeg maler.” Hvilke musikalske og kulturelle indflydelser har dannet dig i de unge år? ”Jeg har boet tæt ved Tyskland, så jeg har hørt enormt meget alternativt tysk musik, men ikke Schlager, det er jeg ikke så meget for. Kraftwerk var jo det førende, men det, synes folk jo, var underligt at lytte til og spurgte, om ikke bare jeg kunne høre noget rockmusik, hvilket jeg selvfølgelig også dyrkede. Men bands som Kraftwerk, Frank Zappa, David Bowie, T-rex og Talking Heads synes jeg godt, at jeg kunne bruge til et eller andet. Jeg kan godt li’ noget af det, som kan lidt noget andet end bare at sige 3-4. Men der var også hele den sorte funk/soul business, som vi jo alle har været fuldstændigt forblændede af - det rykker ikke kun i hovedet, men også i underlivet.” Det Neodepressionistiske Danseorkester (DND) I 1980 flyttede Helge til Aarhus for at studere på Kunstakademiet, men det progressive miljø, som han havnede i, førte mange andre muligheder med sig. ”En dag sagde Frank Megabody til mig: ’Det er skide nemt med dig, du skal bare male nogle billeder, og vi andre kan fandme ikke engang få en pladekontrakt’. Så sagde jeg: ’Gi mig tre år, så har jeg en pladekontrakt – skal vi vædde?’ Der vidste jeg slet ikke, hvad musik var. Jeg kunne godt tælle til fire og spille lidt guitar, men jeg har det sådan, at sætter jeg mig noget i hovedet, skal jeg nok få det gennemført. Så lavede vi et væddemål om 12 flasker Dom Perignon, og hvis han tabte, skulle han spille på sit lem.” Væddemålets udfald kan den opmærksomme læser lytte til på DNDs første album fra 1985 ”Flere