Issuu on Google+

Hej, vores navne er May og Morten Jao Hansen. Vi er et ungt ægtepar på 21 år, som siden vi mødte hinanden har haft en drøm om at rejse ud og opleve verden, ikke kun som turister, men også for at hjælpe, hvor vi kunne. Vi mødte hinanden første gang på en lejr, som hedder Gaf og senere endte vi på samme efterskole i Mariager ved navn Alterna. Det var kærlighed ved første blik og i sommeren d. 7. August 2010 blev vi gift. May flyttede fra Viborg til Århus og sammen færdiggjorde vi gymnasiet på Århus Katedralskole. At rejse kræver penge, så efter gymnasiet tog vi syv mdr., hvor vi intensivt tjente penge, så vi kunne realisere en af vores drømme. Vi havde hørt fra nogle venner om DanskJødisk Venskab, og jo mere vi tænkte og talte om det, jo mere fik vi en brand for at det var netop det vi skulle. Så efter at have flettet vores jordomrejse sammen, besluttede vi os for at tage til Israel og være volontører i tre mdr. Vi blev så anbefalet at komme på et handicaphjem i Netanya, og det tog vi gladeligt imod.

Maon Nechim Hjemmet hedder Maon Nechim, det ligger i Netanya, hvilket er ca. 35 km nord for Tel Aviv, og 2 km fra middelhavet. Der er 57 beboere hvoraf hovedparten lider af CP (Cerebral Parese/spastisk lammelse) og MS (Multipel Sklerose). Så næsten alle beboerne fræser rundt på deres elektriske kørestole som de styrer med hånden, eller - som nogle få på imponerende vis gør - med fo-

DJV - side 6

den. Det er helt utroligt at se hvor meget beboerne er i stand til på trods af deres sygdomme. Flere af dem maler virkelig flotte malerier meget bedre end vi nogensinde ville kunne - med deres mund eller fødder! Mange har også terapi/træning med computere, som de kan styre med et specielt tastatur, munden eller øjnene. Det gør så utrolig meget for beboernes livskvalitet at de er aktive, og i stand til at udrette og lave noget på trods af de handikaps de har. En af grundene til at de har så mange midler er at de er en statsejet institution. Det er sjovt hvordan det næsten er sit eget lille samfund med læge, syge-plejersker, lærere og fysioterapeuter. Der er sådan en god stemning, og man har en følelse af at det er mere et hjem end en institution. Som volontører på Maon Nechim er vi blevet givet tre beboere hver som vi sørger for. Vi er begge blevet givet beboere af vores eget køn, hvilket har været betryggende for begge parter. Vores arbejde indebærer at tage dem op om morgenen, og sørge for personlig pleje, hvilket inkluderer at bade dem, made dem og lægge dem i seng igen til en middagslur. Udover dette tager vi dem også ud og shoppe, tager dem på hospitalet og generelt sørger for at de kan fungere i deres hverdag. Da May før har arbejdet i hjemmeplejen, kom den personlige pleje ikke helt som en omvæltning, men for Morten var der helt klart nogle grænser som lige skulle udfordres. At komme til et andet land er altid en udfordring og utroligt spændende. Der er en anden kultur, sprog, væremåde, temperament og ja vi kunne jo blive ved. En af de ting som har overrasket os begge er, at hele kulturen er meget mellemøstlig. Høflighed (set med danske øjne), er en by i Rusland, og folk er meget ligefremme og bramfrie! Vi oplevede forleden, da vi skul-

le med bus hjem fra Jerusalem, hvordan folk er fuldstændig ligeglade med konceptet at stå i kø. Morten var lige ved at komme op og skændes med en ældre dame som bare tromlede ind foran os. Vi har nu fundet ud af, at det er både charmen og irritationen. Det har været en udfordring ikke at blive stødt over, at folk umotiveret kommenterer på vores ægteskab, vores udseende, stiller spørgsmål om vores parforhold og giver kærlige klap og berøring, ca. 15 min efter vi har introduceret os. Vi har skullet vænne os til at dette var et tegn på interesse, varme og accept fra deres side, og ikke som noget uhøfligt og snagende. Noget af det som vi har fundet allermest fascinerende er den kontakt jøderne har imellem hinanden. Det er fantastisk at se det sammenhold de har, og historien har jo også vist, at det har de været nødt til og det mærker man! Der er en meget stærk identitetsfølelse og fortid, nutid og fremtid flyder på en eller

anden måde lidt mere sammen. Det er især noget vi har mærket og set i Jerusalem. Vi er meget taknemmelige for den mulighed vi har fået igennem DJV, og vi føler begge at vi har set et Israel, som er nuanceret og fyldt med historier. At gå de steder Jesus har gået, og se det landskab og noget af den kultur som han voksede op i, har givet os en større forståelse for biblen og vores tro. Det er en gave, som vi bestemt vil opfordre andre til at tage imod.


6