Page 1

forslag til illustrationer til børnebog om mangfoldighed

af Ditte Lundsgaard Nielsen


Den store klokke ringer nu ind, og alle børnene er kommet ind i deres nye klasselokale. Der er HELT stille. Ingen siger en lyd, da deres lærer pludselig siger ”Velkommen i 0. a”. Ingen af børnene svarer. Læreren smiler fortrøstningsfyldt, for hun kan sagtens se, at alle børnene er ret nervøse, ja næsten skræmte. Nogle børn sidder og kigger forsigtigt rundt, mens andre faktisk bare stirrer ned i gulvet. ”Godmorgen alle sammen”, siger læreren så. ”Og velkommen til jeres nye skole. Det er her I skal lære alfabetet. I skal lære at skrive jeres navn, og I skal også lære at læse og regne”. Børnene virker ikke særlig imponerede, så hun forsætter: ” Ja, vi skal faktisk lære en hel masse ting her i skolen, men det aller første vi skal lære er at kende hinanden”, smilede hun stort. Nu har hun i den grad fået børnenes opmærksomhed. Hvad mener hun så lige med det? Øv mand, det gider de i hvert fald ikke. Alle ser så besynderlige ud.


”Nu vil jeg fortælle lidt om mig selv, og hvad jeg godt kan lide”, siger læreren. ”Og bagefter er det jeres tur. Jeg tør vædde med, at I alle sammen har en helt fantastisk historie at fortælle”. ”Ciao!”, siger hun så. ”Sådan siger man hej på italiensk. Jeg er jeres klasselærer, og jeg hedder Leonora”. Et par af børnene tænker, at det da er et lidt underligt navn, men Leonora fortsætter sin historie. ”Min livret er spaghetti med kødboller. Det lavede min mor rigtig tit til mig, da jeg var lille. Min mor og far kommer nemlig fra Italien, hvor man laver rigtig meget spaghetti og pizza” siger hun glad. Det mener flere af børnene ikke lyder helt dårligt. ”Italien kaldes faktisk også støvlelandet, fordi det ligner en støvle oppe fra luften. Sejt, ikke?”. ”Det er også rigtig varmt om sommeren i Italien, og solen skinner hele tiden. Måske nogle af jer engang har været på ferie i Italien?” Nogle af børnene nikker stille, mens andres tænder løber i vand på grund af al den snak om spaghetti og pizza.

”Det var så lidt om mig”, siger frøken Leonora. ”Nu er det jeres tur til at fortælle om jer selv. Lad os starte fra en ende af”.


Frøken Leonora peger på den tættest siddende dreng og smiler opmuntrende. Drengen rejser sig skælvende op og siger forsigtigt: ”Jambo!” siger den lille dreng med mørke krøller. ”Sådan siger man hej på swahili, som er det sprog, man taler i Kenya. Jeg hedder Nakuru”. Nakuru vipper uroligt frem og tilbage på sine fødder og fumler med fingrene bag på ryggen. Han tør ikke helt kigge på de andre børn, fordi han bliver genert, så han ser ud af vinduet. Selv om Nakuru egentlig ikke syntes, at det er særlig sjovt, fortæller han videre.

”Jeg bor sammen med min mor og far i et gult hus med et stort æbletræ i haven. Min farfar bor stadig i Kenya, og han er den sejeste i verden. Han har nemlig kæmpe gigantiske marker, der vokser kaffe på, og så har han en ananasplante i sin baghave, hvor jeg altid kan få frisk ananas, når jeg besøger ham”.


Smilet spreder sig langsomt på Nakuru’s læber, for han elsker at fortælle om sin farfar. ”Herhjemme tager vi i zoologisk have for at se mine yndlingsdyr, som er løven og giraffen”, siger han så. ”Men hos farfar bor de stadig i naturen, så en gang imellem kan vi se dem fra stuevinduet! Det vil jeg også ønske, at jeg kunne fra mit vindue i Danmark”. Nakuru smiler stolt. Så slemt var det nu heller ikke at fortælle om sig selv, tænker han, da han sætter sig ned igen. Frøken Leonora slår ud med armene af bar begejstring og udbryder ”Godt klaret, Nakuru. Nu er det din tur”, siger hun og peger på den næste.


”Hello!” siger den næste dreng i klassen så. ”Det er sådan man siger hej på engelsk”.

”Jeg hedder Andy og er halv amerikaner. Min far kommer nemlig fra USA, og mine bedsteforældre bor der stadig, så dem ser jeg desværre ikke så meget”, fortæller han stille. Andy er høj og lyshåret, og han har taget sin yndlingskasket på i dag. ”Jeg sender dem tit billeder af mig selv, der spiller amerikansk fodbold. Det er en sport, jeg elsker helt vildt. Det er fodbold, hvor man både må sparke og kaste med bolden”, smiler han, for han ved godt, at det lyder lidt underligt. ”Der er ikke så mange, der spiller det i her Danmark, så min mor har fundet en lille klub, hvor jeg kan gå til det”.


Der bliver stille. Andy kigger opgivende på frøken Leonora, for hvad pokker skal han mere fortælle? Hun klukker og spørger, om han ikke også har en livret, han vil fortælle om? ”Nårh jo” siger Andy glad. ”Det bedste jeg ved, er når vi holder Thanks giving. Det er en amerikansk dag, hvor man fejre, at man er glad for sin familie og sådan noget. Den dag får vi nemlig altid en kæmpe kalkun med sådan nogle sjove orange kartofler til, som smager rigtig sødt. Mums, det er det bedste jeg ved”, griner Andy.


Dette er mine forslag til de fire små historier, I kom med. I kan se, hvordan jeg tegner. Som I kan se, har jeg ikke farvelagt personene og deres tøj, men valgt at farvelægge baggrundene. Hvis I ønsker, at det er personerne og de enkelte ting, der skal farvelægges, vil jeg gerne lave et eksempel til dette. Jeg har valgt ikke at gøre det, da jeg godt kan lide det lidt grafiske udtryk illustrationerne får. Jeg er åben for inputs og ændringer fra jer. Jeg er meget nysgerrig på, hvad jeres forestillinger er omkring bogens design, udtryk, størrelse, altså den røde tråd for bogen. Har jeg ramt noget af det? og kan vi måske sammen viderudvikle på illustrationerne? Jeg har gerne ville skabe en række billeder med brug af kraftige farver, som symboliser verdens forskelligheder. Jeg har gerne vil skabe nogle billeder, som forældre og børn kan snakke ud fra. Derfor har jeg eksempelvis også brugt skrift i billedet fra første skoledag, da læseren dermed selv kan svare på “mit navn er”, “jeg er” og “jeg kan godt lide” og på den måde selv skabe sin egen fortælling om at starte i skole og møde nye venner med forskellige baggrund og kultur.

Kontakt oplysninger Ditte Lundsgaard Nielsen mobil: 26302221 email: dlundsgaardnielsen@gmail.com

Mangfoldighed  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you