Issuu on Google+

Fars  død  førte  til  frivilligt  arbejde   Som   14-­årig   mistede   Natalie   Kaas   Pontoppidan  sin  far  til  lymfekræft.  Sorg   organisationen   ’Løvehjerte’   hjalp   den   unge   teenager   gennem   hendes   tab.   Nu   hjælper  hun  andre,  der  også  har  mistet.     AF  DITTE  NØRGAARD  GOOR     Natalie.  Far  død  af  lymfekræft.     Det   er   den   eneste   information,   du   får   om   Natalie   Kaas   Pontoppidan   inde   på   Børn,   Unge   &   Sorgs   hjemmeside.   Med   den   hårde   introduktion   følger   et   billede   af   en   smilende  ung  pige.     I   snart   to   år   har   Natalie   arbejdet   som   frivillig   i   Børn,   Unge   &   Sorg,   som   hjælper   andre,   der   har   mistet   deres   mor,   far   eller   søskende.   Hver   dag   bruger   hun   sin   dyrekøbte  erfaring.     Bruger  tabet   Natalie   er   i   dag   21   år.   Hun   er   født   og   opvokset   på   Frederiksberg,   hvor   hun   stadigvæk   bor.   Det   er   syv   år   siden,   at   Natalie  mistede  sin  far.     -­‐   Når   du   mister   en   af   dine   forældre,   så   fylder  det  hele  din  hverdag.  Det  optager  alt   i  dit  liv,  fortæller  Natalie.     Hendes  lyse  hår  har  mast  sig  sammen  til  en   lille  knold  på  toppen  af  hendes  hoved.  Med   sit  smilende  ansigt  og  de  vinterrøde  kinder,   ligner  hun  en  hvilken  som  helst  anden  ung   studerende.   Livet   går   Natalie   godt,   og   hun   har   lige   afleveret   sin   bachelor   i   dansk.   Alligevel   finder   hun   tid   til   det   frivillige   arbejde.     -­‐  Jeg  bruger  meget  af  min  tid  på  mit  studie.   Men  jeg  er  også  meget  herinde  i  Børn,  Unge   &  Sorg,  siger  den  unge  studerende.    

-­‐   Når   jeg   er   her   som   frivillig,   så   er   jeg   her   med   min   personlige   erfaring.   Min   erfaring   med   at   miste.   Derfor   prioriterer   jeg   det   højt,   fortæller   hun   og   retter   sig   op   i   læderstolen.     Fik  selv  hjælp   Natalie   er   enebarn,   og   da   hendes   far   døde   tilbage   i   2005,   havde   hun   brug   for   hjælp   ude  fra  til  at  komme  gennem  sorgen.   Hun   fik   hjælp   fra   en   organisation,   der   dengang  hed  ’Løvehjerte’.     -­‐   ’Løvehjerte’   hjalp   børn   og   meget   unge   med  at  bearbejde  deres  tab.  Jeg  gennemgik   et   forløb   hos   dem.   Og   det   var   sådan,   jeg   blev   opmærksom   på,   at   der   er   de   her   organisationer,   som   hjælper   børn,   siger   Natalie.     Give  tilbage   Der  opstod  et  stærkt  ønske  hos  Natalie  om   at  hjælpe  andre  i  samme  situation.  Men  der   skulle   gå   nogle   år,   før   hun   var   klar   til   at   være  frivillig.  Det  gjorde  ondt  at  miste.   Med  tiden  helede  hendes  egne  sår  mere  og   mere,  og  hun  følte  sig  klar  til  at  give  tilbage.     -­‐  Da  jeg  fyldte  20,  gik  det  op  for  mig,  at  jeg   gerne  ville  bruge  min  erfaring  til  at  hjælpe   andre.   Jeg   havde   selv   haft   så   stor   glæde   af   at   få   den   hjælp.   Den   var   helt   uundværlig,   fortæller  Natalie.     Natalie   forsøger   forgæves   at   opsøge   ’Løvehjerte’.   Organisationen   er   i   mellemtiden   blevet   fusioneret   med   Børn,   Unge   &   Sorg.   Her   bliver   Natalie   taget   ind   som  en  del  af  deres  frivillige  team.  Teamet   består   udelukkende   af   unge,   som   selv   har   mistet  en  far,  mor  eller  begge  forældre.     Fra   mandag   til   torsdag   sidder   de   frivillige   klar  til  at  hjælpe  børn  og  unge,  som  ringer   ind   og   vil   snakke   eller   chatte   med   de  


frivillige   gennem   hjemmesiden.   Ikke   to   situationer   er   ens,   hvad   enten   det   handler   om  alvorligt  syge  forældre  eller  tab.  Og  det   hele  kan  foregå  anonymt.     I   et   år   sidder   Natalie   og   er   i   direkte   dialog   med   de   børn   og   unge,   som   kontakter   organisationen   gennem   telefon   eller   onlinechat.   Hver   dag   bliver   hun   konfronteret  med  sit  eget  tab.     -­‐   Jeg   har   ikke   prøvet   at   få   en   opringning,   hvor   jeg   tænkte,   at   nu   kom   det   for   tæt   på.   Jeg   oplever   til   gengæld   stor   glæde   ved,   at   folk   siger,   jeg   har   hjulpet   dem   gennem   dagen.  Faktisk  er  det  en  smule  terapeutisk.   Jeg  får  sat  et  andet  perspektiv  på  min  egen   situation   gennem   de   historier,   jeg   hører.   Så   det  fungerer  lidt  som  en  slags  overbygning   til   at   komme   over   mit   eget   tab,   siger   Natalie.     Hjælper  på  CV’et   Alle   de   unge   er   der   for   at   hjælpe.   Men   alligevel   er   Natalie   bevidst   om   de   fordele,   der   følger   med   det   frivillige   arbejde.   Det   samme  er  de  andre  frivillige.     -­‐  Det  er  ikke  noget,  vi  taler  højt  om  herinde.   Det   er   også   lidt   tabubelagt.   Men   der   en   åbenhed   om,   at   det   frivillige   arbejde   også   giver   os   en   masse   ting   professionelt   og   arbejdsmæssigt,  siger  Natalie.     Den   unge   studerende   mener,   at   hun   i   fremtiden   vil   kunne   bruge   de   lederegenskaber,   som   hendes   frivillige   arbejde  har  givet  hende.     -­‐   Selvom   det   ikke   var   grunden   til,   at   jeg   ville   være   frivillig,   er   det   noget,   jeg   er  

blevet   mere   bevidst   om   efterfølgende,   fortæller  Natalie.     -­‐   Jeg   må   nok   også   indrømme,   at   mit   frivillige  arbejde  som  vejleder,  ser  ret  godt   ud  på  et  CV,  siger  hun  og  smiler  forsigtigt.     Videre  i  livet   I   dag   består   Natalies   frivillige   arbejde   i   at   vejlede  de  andre  frivillige.     Natalie  har  været  glad  for  at  være  en  del  af   Børn,  Unge  &  Sorg.  Men  en  dag  vokser  hun   selv  fra  rollen  som  frivillig.     -­‐   Jeg   skal   også   videre   på   et   tidspunkt.   Jeg   skal  ud  og  have  et  liv,  hvor  sorg  ikke  spiller   så  stor  en  rolle  i  min  hverdag.  Jeg  tror  også,   at   tabet   til   sidst   er   så   fjernt,   at   man   ikke   kan   hjælpe   på   samme   måde   mere,   siger   den  unge  studerende.     Drevet  af  hjertesag   Natalie   havde   aldrig   arbejdet   som   frivillig,   før   hun   begyndte   hos   Børn,   Unge   &   Sorg.   Hun   kan   heller   ikke   se   sig   selv   i   en   anden   frivillig  organisation.     -­‐   Jeg   er   her   på   baggrund   af   min   egen   situation.   Så   bliver   det   jo   en   hjertesag.   Så   når  jeg  er  færdig  her,  er  jeg  ret  usikker  på,   om   jeg   vil   have   lyst   til   at   arbejde   som   frivillig   igen,   siger   Natalie.   Men   hun   er   overbevist  om,  at  hun  tager  en  masse  gode   ting  med  sig.     Selvom   Natalie   stopper   sit   frivillige   arbejde,   vil   hun   aldrig   glemme   det   vigtigste.   De   unge   mennesker   i   organisationen  har  givet  hinanden  et  bevis   på,  at  der  er  en  tilværelse  på  trods  af  tab.  


Natalie  Kaas  Pontoppidan  er  glad  for,  at  hun  kan  bruge  farens  dødsfald  til  noget  positivt.   FOTO:  DITTE  NØRGAARD  GOOR    


Fars død førte til frivilligt arbejde