Issuu on Google+

Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning

02

Nicolaj Suhr JEnsen Cand.mag. Læring og forandringsprocesser Ledelses- og organisationskonsulent UCN act2learn LEDELSE & HR, 2013 ©

Forord Artiklen er bygget op af tre dele. (I) Et indledende metodisk afsnit, der behandler områder som videnskabsteori og i denne sammenhæng særligt retningen socialkonstruktionisme. Dette indbefatter afsnittene: Indledning og Socialkonstruktionisme. (II) Et definitoriskrettet afsnit omhandlende plastisk hjerneteori. Dette indbefatter afsnittene: Den plastiske hjerne og Neuroplastisk introduktion. (III) Et praksisorienteret afsnit med afsæt i artiklens tema med adskillige eksempler og fortællinger, der retter sig mod en organisatorisk kontekst. Dette indbefatter afsnittene: Et praksisorienteret afsnit, Brain and business, Den plastiske medarbejder og I gear

til kommende forandringer.

Afsnittene kan læses uafhængigt alt efter behov og interesse.

18

Indledning Nogle vil straks, når de ser ordet hjerne, skabe forventninger af mere håndgribelig, objektiv eller sand videnskab. Det, jeg med hjælp fra Psykologen Kenneth Gergen kunne antage, søger mod det virkelig virkelige, det vil sige det mere sande (Gergen: 66, 213). Men er det nu det? Er det det mere sande, vi får adgang til? Thomas Wiben Jensen beskriver i sin bog; Kognition og konstruktion, hvorledes biologien anses at være den sidste bastion, hvis skær har en urokkelighed over sig, det vil sige en status af nødvendighed og universalisme (Wiben Jensen: 112). Men spørgsmålet er, om biologien har denne urokkelighed? Ikke hvis Wiben Jensen selv besvarer dette:

”Groft sagt tror hverken kognitivisten eller konstruktivisten på den såkaldt naive realistiske forestilling om, at verden foreligger i en ren objektiv form foran os” (Wiben

Jensen: 231). Således kom vi frem til en central pointe for denne artikel, nemlig at verden ikke foreligger rent objektivt. Men dette er ikke rent metodologisk svar nok på artiklens tilgang til plastisk hjerneteori. Mere afklaring må foreligge. Med reference til de to ovennævnte paradigmer, kognitivisme og konstruktivisme, så tænkes begge paradigmer at fjerne sig fra realistiske forestillinger om verden og kan i denne sammenhæng tænkes at have et fælles udgangs-

detpostmodernelederliv


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌

punkt. Efterfølgende rettede kognitionsvidenskaben og konstruktivismen deres fokus i forskellige retninger, som beskrevet herunder:

”Kognitionsforskningen () vendte () opmærksomheden indad mod de kognitive processer og mentale skemaer, som man anser for konstituerende for vores oplevelse og erfaring af verden og endvidere strukturerende for sprogets opbygning og funktion. Konstruktivismen derimod () satte fokus på det ydre i form af sprogets virkelighedsskabende funktion i forhold til den sociale virkelighed” (Wiben Jensen: 231). Denne forståelse bliver væsentlig, idet artiklen her tager form af en socialkonstruktionistisk inspireret tænkemåde med stor interesse for og lyst til at lade hjerneforskningen og tænkere herinde for, komme med bud på, hvorledes deres perspektiver vil kunne belyse verden. Konstruktionismen har rødder tilbage til det konstruktivistiske paradigme, særligt gennem socialkonstruktivismen. Kort fortalt har socialkonstruktionistisk tænkning fokus på, at ingen ”sandhed” kan gøre krav på en privilegeret status (Wiben Jensen: 83), hvilket vi skal se nærmere på i nedenstående afsnit. Men først skal vi have en forsmag på, hvad konstruktionistisk tænkning får af konsekvenser for hjerneforskningen.

”…hjernescanning lægger ikke bevidstheden åben for

inspektion. Den udskifter slet og ret et område for spekulation med et andet. Hjernescanninger taler ikke for sig selv. At læse dem som vidnesbyrd om depression, løgn, tillid, empati, moralitet osv. er intet andet end en øvelse i at udvide vores kulturelt betingede anskuelser” (Gergen: 215-16).

Artiklen her ønsker ikke at så tvivl om hjerneforskningen, men den gør heller ikke det modsatte. Den udtaler sig ikke om, hvad der er objektivt sandt. Den søger blot at bibringe, hvad hjerneforskningen, og i denne sammenhæng neuroplasticitet, menes at kunne give organisatorisk tænkning. For med inddragelse og tilsagn til den socialkonstruktionistiske tænkning må det fremstå endeligt, at denne artikels indhold ikke er andet end et bud på eller en konstruktion af muligheder. Vi lægger ud med en kort introduktion til socialkonstruktionismen, og hvad dennes inddragelse får af betydning. Socialkonstruktionisme Socialkonstruktionismens primære fokus ligger på sprogets konstruerende funktion. Socialkonstruktionister har konstruktionsprocesserne placeret i interaktionen mellem mennesker og vægter relationer stærkere end enkeltindivider. Identiteten betragtes således som socialt gennemtrængelig (Søndergaard: 7, 17). Wiben Jensen

detpostmodernelederliv

19


Virkeligheden er inden for denne tænkemåde et socialt produkt, hvorved den sociale virkelighed er konstrueret og samfundsskabt. Viden er en social konstruktion opbygget gennem interaktion og skabt i et socialt samspil med andre samt vævet ind i den kultur og i de sproglige forståelser, vi har til rådighed og anvender. Vores forståelse af verden udgør derfor en mulig frembringelse af virkeligheden, ikke en kopi.

beskriver den konstruktionistiske hensigt således:

”Gergen () har pointeret, at alle forståelser af verden kun kan opnås i kraft af relationer mellem mennesker, og at ingen beskrivelse af virkeligheden dermed kan gøre krav på en særligt privilegeret status” (Wiben Jensen: 83).

Virkeligheden er inden for denne tænkemåde et socialt produkt, hvorved den sociale virkelighed er konstrueret og samfundsskabt. Viden er en social konstruktion opbygget gennem interaktion og skabt i et socialt samspil med andre samt vævet ind i den kultur og i de sproglige forståelser, vi har til rådighed og anvender. Vores forståelse af verden udgør derfor en mulig frembringelse af virkeligheden, ikke en kopi. Forståelsen er et produkt af historiske og kulturelle specifikke udvekslinger mellem mennesker og bør tillægge sig det faktum, at vores forståelse af verden ikke er bedre og sandheden nærmere end andres forståelse heraf (Burr: 3; Søndergaard: 35-36; Larsen & Pedersen: 630; Hansen, Thomsen & Varming: 248: Leksikon.dk). Og ved at gå lidt yderligt kan det siges, at socialkonstruktionismen kræver, at vi tillægger et kritisk blik på vores almene forståelse af verden og således også os selv (Burr: 2). Ud fra en sådan tilgang til plastisk hjerneteori vil en udpegning af mere sandhedsnære forestillinger om for 20

eksempel hjernen ikke kunne indgå. På en lidt humoristisk måde modsvarer lektor Steen Nepper Larsen en for snæver tilgang til hjernen således:

”Vi er ikke udelukkende hjernemennesker, og jeg er ikke det samme, som min hjerne eller for den sags skyld identisk med min mave eller min storetå. Mennesker går i skole, det gør hjernen ikke. Det er hele mennesker – af kød, blod, tanker, kultur, sprog og selvfølgelig også gener, neuroner og synapser og millioner af andre ’ting’ - der vælger at læse filosofi eller at lave gulerodssalat”

(Nepper Larsen (b): 4-5).

I tråd hermed anses den konstruktionistiske pointe om objektiviteten at være følgende: ”Spørgsmålet er ikke, om

de er objektivt sande, men hvad der sker med vores liv, hvis disse ideer indgår i vores relationer” (Gergen: 210).

Og netop denne pointe ønskes særlig central i artiklen her. Hvad sker der med vores liv, hvis disse ideer indgår? Derved får en anden af Gergens vigtige pointer en mere sekundær og moralsk betydning:

”Når som helst vi er sikre på, hvad der er virkeligt, afskærer vi os selv fra andre muligheder” (Gergen: 212).

Til at eksemplificere ovenstående kan følgende forsøg afprøves.

Figur 1

detpostmodernelederliv


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌

Rul et stykke A4-papir på den lange led, så du står tilbage med et langt rør. Du sætter så røret op til dit ene øje, hvorefter du lukker det øje, som ser ind i røret. Dit andet øje, som er uden for røret og åbent, guider nu din hånd, som ikke holder røret, op for enden af røret, hvor hånden i udfoldet form placeres på siden af røret så langt ud på røret, som muligt. Når dette er gjort, åbner du begge øjne. Du skulle nu gerne se et hul gennem den hånd, du førte op til røret. Forsøget er afbildet i figuren til højre herfor. Denne lille øvelse har til hensigt at skabe debat om, hvorvidt vores hjerne konstant lapper huller i den verden, vi ser. Du ved nok godt, at det hul, du ser i din ene hånd, ikke er et rigtigt hul i hånden, men at det blot er en form for fejlinformation. Men hvorledes sker lignende ting ikke konstant i vores kontakt med omverden ved, at vores hjerne blot korrigerer herfor og får tingene til at passe sammen til meningsgivende objekter? Et spørgsmål kunne så være, om øvelsen fremmer en forståelse af hjernen som sat over det relationelle og dermed en bevægelse væk for konstruktionismen. Hertil er svaret nej. Personer ser ikke det samme hul i hånden. Nogle vil endda mene, at de slet ikke kan se et hul. Men skyldes dette forskellighed i biologien, eller har relationerne også en betydning?

”Idéen om menneskehjernens fundamentale plasticitet betyder imidlertid, at det ikke længere giver mening at skelne skarpt mellem, hvad der skyldes arvemæssige faktorer, og hvad der kommer af miljøpåvirkninger, for selvom vi alle fødes med specifikke (arvemæssige) genetiske dispositioner, så forandrer hjernen sig løbende hele livet ud fra måden, hvorpå den bliver brugt. Ligesådan forholder det sig med forholdet mellem, hvad der udspringer af biologien, og hvad der menes at være kulturelt forårsaget” (Wiben Jensen: 242). Trods at det i citatet fremhæves, at det ikke længere giver mening at skelne skarpt mellem, hvad der skyldes arvemæssige faktorer, og hvad der kommer af miljøpå-

virkninger, ja så bør det understreges, at socialkonstruktionismen særligt fokuserer på den relationelle og sproglige konstruktion af verden og dermed, uden at negligere arvemæssige faktorer, i mindre grad fokuserer herpå. Dette fremmer således en socialkonstruktionistisk opfattelse af, at erkendelsen skaber fænomenet. Dermed ikke sagt, at der ikke findes en verden uafhængigt af mennesket:

”…hvad der end måtte være, så er det der slet og ret. Men i det øjeblik vi begynder at udtale os om, hvad der er – hvad der i sandhed eller objektivt er tilfældet – så går vi ind i en diskursverden, og dermed i en tradition, i en livsmåde og et sæt af foretrukne værdier” (Gergen: 211).

Med henvisning til Wiben Jensens konklusion, det vil sige, at det ikke længere giver mening at skelne skarpt mellem, hvad der skyldes arvemæssige faktorer, og hvad der kommer af miljøpåvirkninger, ja så må det være op til den enkelte at vurdere, om socialkonstruktionismen netop skelner skarpt herimellem. Læs derfor ikke denne artikel som det virkelig virkelige, der er sandheden nærmere, men som et bidrag; et perspektiv på de forskellige emner, som artiklen her tager op. Lad således ikke artiklens indhold styre dig, men lad det inspirere dig til eksempelvis at tænke: Ud fra et sådant perspektiv kunne dette således give mig følgende idéer. Vi flytter nu fokus væk fra artiklens såkaldte metode og bevæger os ind i et felt af neuroner, synapser og plasticitet. Dog slippes ikke helt den socialkonstruktionistiske stemme, som løbende gennem artiklen vil være at finde, som et slags modspil til den til tider sandhedsfremmende kognitionsforskning. God læselyst! Den plastiske hjerne

”Ifølge de gængse ordbøger dækker ordet neuroplasticitet () over »nervesystemets evne til at ændre sig som følge af påvirkninger og erfaringer«”. (Nielsen & Gade:

5). Din hjerne er under løbende forandring og tilpasning. Hvad du vælger at gøre styrker bestemte områder af din

detpostmodernelederliv

21


hjerne, hvilket gør det lettere og mere gunstigt at gøre det igen. Dette sker hver eneste dag (Brann: 117).

”Den menneskelige hjerne vejer kun ca. 1,3 kg; men den er uhyre plastisk og tager form af, hvad vi bruger den til” (Nepper Larsen (b): 2). Den er ikke et færdigt appa-

rat, ikke isoleret, hverken fra kroppen eller omverden, hvorved den forandres efter den erfaringssammenhæng, den er en del af. Hjerner tager eksempelvis form af de opgaver, de stilles overfor (Nepper Larsen (a): 23-24).

”Det viser sig, at når vi lærer noget nyt, og når vi husker eller glemmer noget, skyldes det fysiske forandringer i nervevævet. Det er denne foranderlighed, som benævnes plasticitet”. (Nielsen & Gade: 5)

Udtrykt mere skarpt, men således også det mere forsimplet, beskriver ph.d., cand.psych Christian Gerlach, hjernen som en skulptur formet af vores erfaringer (Gerlach: 79).

Den plastiske hjernes egentlige omdrejningspunkt går på hjernens formbarhed og dermed nervesystemets evne til at tilpasse sig nye omgivelser. Denne foranderlighed kan ses som menneskets mulighed for at være omstillingsparat og dermed må vurderes at være en stor hjælp i det såkaldte hyperkomplekse samfund, vi i dag jf. Qvortrup tænkes at befinde os i. Men at hjernen er i stand til at forandre sig er ikke ensbetydende med, at den kan forandres under alle omstændigheder. Et yderst positivt syn på ideen om neuroplasticitet (hjernens plasticitet) relaterer sig til en opfattelse af, at hjernen nærmest på alle områder kan forbedres eller omformes. Eksempelvis skriver Blakemore og Frith i deres bog: Den Lærende Hjerne, at der nærmest er ingenting, man ikke kan forbedre, og med henvisning til gartnerfaget og deres evne til at så kimet, kan man ”opnå

det resultat, at kattens visuelle cortex blev uigenkaldeligt neuralt forandret. Det vil sige, at kattene forblev blinde. Derimod viste det sig, at samme forsøg med voksne katte ikke havde sådanne konsekvenser. De voksne katte kunne hurtigt anvende deres forblindede øje igen uden mén (Blakemore & Frith: 38; Hart: 62). Sådanne forsøg fortæller os dermed, at neuroplasticitet kan have sine begrænsninger, i dette tilfælde når det relaterer sig til den tidlige udvikling. Inden vi bevæger os over i et mere praksisorienteret organisatorisk perspektiv på neuroplasticitetens eventuelle muligheder for at berige organisatorisk tænkning, er det nødvendigt kort at berøre den neurobiologiske del af neuroplasticitet.1 Neuroplastisk introduktion Kort fortalt drejer det sig om nerveceller og deres indbyrdes kommunikation. Nerveceller formidler hurtige informationer fra en celle til en anden, og denne information mellem nervecellerne sker gennem såkaldte synapsekløfter. Synapser formidler nervesignaler og er knudepunkter mellem nervecellerne, der kan op- og nedreguleres i styrke (Blakemore & Frith: 30; Hart: 50-51). Til at skabe en større indsigt i hjernens komplicerede system beskriver Blakemore og Frith det på en pædagogisk og lidt humoristisk måde således:

”…der er omkring en million milliard forbindelser mellem hjernens celler. () En million er 1.000 gange 1.000

Myelinskede Axon

små mirakler på grundlag af de eksisterende forudsætninger” (Blakemore & Frith: 18-19). Hjernen kan i denne

sammenhæng til dels betegnes som et slags mulighedsorgan med de sårbarheder, et sådant organ nu engang må tænkes at besidde (Nepper Larsen (a): 22). Men som Blakemore og Frith også selv senere i bogen omtaler, findes der studier af for eksempel nyfødte kattekillinger, hvor man tildækkede kattens ene øje i tre måneder med

Synapseterminaler

Figur 2

22

detpostmodernelederliv

Synapsekløft


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌

og svarer fx til befolkningstallet i en større by. En miliard er 1.000 gange en million. Antallet af forbindelser i den menneskelige hjerne er meget større end jordens befolkningstal, som er omkring 6 milliarder” (Blakemore

& Frith: 19).

Hvert eneste neuron kan have op til 10.000 forbindelser til andre celler (synapser) og kan tænde og slukke i en alsidig og storslået symfoni (Hart: 53). I relation til denne artikels hensigt er det mest centrale ved disse synapser:

”…deres evne til hurtigt at ændre styrken og effektiviteten af denne kommunikation. Denne evne kaldes synaptisk plasticitet og er hjernens mulighed for at oplagre information” (Nielsen & Gade: 29).

Dette kan ske gennem for eksempel undervisning, arbejde og dagligdagsbegivenheder. Mere centralt er det, at neuroplasticitet i lige så høj grad handler om såvel styrkelse og svækkelse af neurale kredsløb. Styrkelse eller bevarelse af synapser kaldes synapotogenese, hvor svækkelse af samme kaldes apoptose (Hart: 62). Når synapser styrkes eller svækkes, relaterer det sig særligt til deres anvendelse, hvilket vil sige, hvad eksempelvis vores erfaringer, miljøet og nuværende sammenhænge kræver af vores hjerne.

”De neurale netværk konkurrerer med hinanden, og de mest aktive netværk overlever…” (Hart: 62). Dette kaldes

neural Darwinisme. Konceptet er enkelt. De synapser som taber mister magten, hvilket medfører, at forbindelserne bliver meget svage, og de, der forstærkes, bliver des stærkere. I livmoderen producerer fosteret nye neuroner med en hastighed på 250.000 pr. minut. Når vi fødes, går processen med apoptose i gang (også kaldt programmeret masse selvmord), og kun de kredsløb, der kan vise, at de er en del af et nyttigt kredsløb, overlever (Brann: 118; Hart: 62). Billedligt har hjerneforsker Kjeld Fredens søgt at beskrive styrkelse af synaptiske bindinger som følger:

”Først er der et svagt spor, men ved gentagelse bliver det større, på samme måde som nogle få dyr danner et svagt

spor i naturen, der senere bliver trampet til en synlig sti”

(Fredens 2012: 232). 2

Fredens afslutter dette citat med at konkludere, at dette er et eksempel på epigenese. Og netop epigenese kan i denne sammenhæng bruges til at eksemplificere en større pointe i denne artikels sammenhæng. Epigenese kan definitorisk beskrives som en

”organismes udvikling ved nydannelser fremkaldt ikke bare af indre, anlægsmæssige, men også af ydre forhold”

(Lübcke: 178). Det vil sige, at medfødt ikke er lig ubetinget genetisk betinget, og at et foster gennem svangerskabet indgår i et samspil med moderen. ”Moderens hor-

moner påvirker også barnets hjerneudvikling og er med til at fremme nogle anlæg frem for andre” (Fredens 2012:

332). Fredens understreger således miljøets betydning for og påvirkning af vores gener. Det er denne miljømæssige genpåvirkning, Fredens sammenkobler med epigenese. Denne tankegang ses særligt inden for en retning af kognitionsforskningen, kaldet Neurokonstruktivisme. Det må siges at være en interessant sammenkobling, idet fokus her særligt går på at medtage miljøet som skabende for vores kognitive system, eller som Fredens skriver i bogen; Innovation og ledelse:

”Neurokonstruktivismen (…) interesserer sig ikke så meget for, hvor i hjernen de kognitive processer befinder sig, men hvordan de er opstået. Den inddrager kroppen, fordi kognitiv udvikling bygger på en aktiv interaktion med omgivelserne” (Fredens 2010: 43). Der findes bøger om denne retning; Neuroconstructivism (Spratling, Sirois, Johnson et al) og sågar artikler, der bringer neurokonstruktivisme og plastisk hjerneteori sammen (Westermann, Mareschal, Johnson et al: 76).

Nu hedder retningen ikke neurokonstruktionisme, hvilket må anses at være en for radikal tanke, men ikke desto mindre finder jeg hjerneforskningens fokus på miljøet spændende og et vigtigt skridt i retning af mere fokus på interaktionens skabelse af hjernen. Dette efterlader os således med ideen om mennesket som et unikt relationelt neuroplastisk individ, der er forskelligt fra alle andre. Dog kædes det unikke i denne

detpostmodernelederliv

23


sammenhæng særligt sammen med de relationelle muligheder som begrænsninger (Fredens 2012: 323).

”Erfaringsafhængig plasticitet tillader mennesket og dyr at opnå en viden, som er specifik for netop det miljø, som de er en del af” (Hart: 62). Og som en sidste begrundelse

af, hvorfor neuroplasticitet anses for relevant i en organisatorisk sammenhæng, kan professor Jens Bo Nielsens afsluttende indledningsbeskrivelse til den før citerede bog; Den plastiske hjerne, anvendes:

”Plasticitet giver os evnen til konstant at tilpasse os nye udfordringer, og den er derved den fundamentale egenskab, der har skabt grunden for den menneskelige udvikling og kultur” (Nielsen & Gade: 7).

Fokus drejes nu væk fra en mere introducerende beskrivelse af neuroplastisk forskning til et forsøg på at inspirere og eksemplificere, hvorledes man i en organisatorisk sammenhæng kan anvende denne. Brain and Business I bogen; Your Brain and Business, beskriver professor Srinivasan Pillay følgende eksempel på en leders frustration over og modstand på at skulle forandre adfærd:”I´ve

always done this a certain way, and I can´t do it any differently” (Pillay: 8). Inspireret af neuroplastisk forsk-

ning, og med en coachende tilgang til lederen, giver Pillay følgende eksempel på, hvorledes man kunne besvare dette udsagn:

”Brain science teaches us that the brain can change even in adulthood; in fact, the brain can form new connections and pathways and by trying out something new, your brain can rewire itself in time” (Pillay: 8)

”Vi bliver alle en lille smule ændret hver eneste dag”

Pillay vælger i ovenstående eksempel, med afsæt i neuroplastisk forskning, at frembringe et optimistisk syn på udvikling og læring og dermed fjerne sig fra lederens mod24

stand ved, som Pillay selv skriver, åbenlyst at beskrive en biologisk virkelighed (Pillay: 8). Der kan stilles spørgsmålstegn ved ordvalget biologisk virkelighed om, hvor virkelig den biologiske virkelighed nu en gang er. I denne sammenhæng finder jeg det nu mere relevant at anskue Pillays inddragelse og anvendelse af neuroplastisk forskning. Med bogen får vi et lille glimt af, på hvilken måde man i mere organisatoriskrelateret litteratur inden for neuroforskning søger at illustrere, hvordan hjerneforskningen kan inspirere organisatorisk tænkning og måske endda opkvalificere denne tænkning. Hvad Pillay ovenover søger at beskrive ved hjælp af neuroplastisk forskning går på hjernens evne til at forandre sig. Med hjælp fra Adjungeret Professor Jesper Mogensen kunne Pillay også have sagt følgende:

”Vi bliver alle en lille smule ændret hver eneste dag. På de kognitive områder - med hensyn til vor viden, vor evne til at løse diverse problemer () osv. - bemærker vi måske (eller måske ikke) disse ændringer. Vi bemærker ikke den selvfølgelighed, hvormed vi mere og mere effektivt gennemfører arbejdsgange ved et nyt apparat på arbejdspladsen… (Nielsen & Gade: 66).

Den ellers så afvisende leder fra ovenstående eksempel beriges således med information om, at han hele tiden ændrer sig, og at han hele tiden, bag om ryggen på sig selv (Nepper Larsen (b): 4-5), bliver eksempelvis mere eller mindre effektiv, succesfuld eller kompetent. Steen Nepper Larsen har eksemplificeret dette på følgende måde:

”Hjernen synes nærmest at være den linse, vi ser igennem, men ikke ser” (Nepper Larsen: (b): 10). Lederen,

ja og alle os andre, bliver således i en vis forstand blinde medpassagerer i vores egen ændring. Et spændende forskningsforsøg i denne sammenhæng beskriver, hvorledes taxachauffører i London gennem deres virke havde opnået en større hippocampus grundet deres brug af deres rumlige hukommelse. Forskergruppen kom endvidere frem til, at størrelsen af chaufførernes hippocampus hang direkte sammen med, hvor længe personerne havde kørt taxa. (Blakemore & Frith: 168-69). Først og fremmest er dette interessant fordi,

detpostmodernelederliv


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌

at udviklingen af hippocampus sker løbende, også op i voksenlivet. Men det problematiserer således også ideen om, eller måske vigtigere relevansen af, at det at være født med en eventuelt større hippocampus skulle give en taxachauffør, med en sådan biologisk fordel, en større mulighed for at få succes i faget. Derimod har i dette tilfælde anvendelsen af den rummelige hukommelse størst indflydelse på hippocampus størrelse og dermed en eventuelt øget rummelig hukommelsesfærdighed. Det kan altså tænkes, at anvendelse i mange tilfælde kommer før eventuelt biologisk potentiale. Ph.d. Emeritus professor Michael Merzenich har i den sammenhæng en interessant udtalelse om potentiale kontra anvendelse:

“I know a woman who didn’t begin to paint until she was in her 60’s, yet ended her life as a professional painter of high quality. We are capable of remarkable brain changes contributing to the development of remarkable new abilities at any stage of life. Still, I often wonder how far this woman might have gone if she had mastered and elaborated the physical and aesthetic abilities that supported her painting when she was a child or young adult. There’s no doubt you can acquire new abilities and continuously improve them as an adult learner, but that doesn’t mean that you’ll reach the level of mastery or the complete neurological powers that you would have had if you had started at a younger age” (http://www.kavlifoundation.

org). Velvidende at en sådan diskussion nemt kunne drejes over imod, hvorledes vi så eksempelvis burde scanne fostre og børn med hensigt på at kunne guide dem ud fra et biologisk potentiale for, at de udnytter eventuelle fordele, evner m.m. mest optimalt, ja så er det ikke hensigten. Et hurtigt modspil hertil kunne blot være; Og hvad med relationerne - kender vi betydningen af disse? Nej, Merzenichs udtalelse medtages med ønske om at understrege vigtigheden af hans undren, nemlig hvad kan træning gøre alene kontra, hvad kan potentiale og træning gøre tilsammen? Sådanne spørgsmål understreger med tydelighed den usikkerhed, som følger med forskningen, eller vendt helt om, ”al god forskning efterlader vores arbejde en

del svar, og endnu flere nye spørgsmål” (http://nyheder. ku.dk) Afsluttende kan Karen Dawsons bedstemor være på sin plads at give ordet: ”…søge venskab med dem, der søger sandheden, men hold (dig) langt væk fra dem, der har fundet den” (Gergen: 211).

For at vende tilbage til både den frustrerede leder, hvis holdning til ændring af adfærd var noget skeptisk, samt til de hippocampus-voksende taxachauffører fra London kunne Jesper Mortens udtale om, at vores plastiske hjerne ændrer sig, uden vi nødvendigvis bemærker det, videretænkes. I denne sammenhæng kunne et organisatorisk spørgsmål lyde: Hvad gør I/du i jeres organisation for at få vished om såvel medarbejdere som lederes plastiske ændringer, og med reference til Kjeld Fredens skovstimetafor, hvilke stier er så blevet trådt synlige, måske endda for synlige, og hvilke er under opbygning men med stor risiko for tilvoksning? Eller hvorledes arbejder I med at dokumentere disse plastiske ændringer? Det kan, som tidligere beskrevet, være svært at være bevidst om de plastiske ændringer, vores hjerne gennemgår, idet vi jo som nævnt ændres en smule hver eneste dag. På den baggrund introduceres nu et dokumentationsredskab, organisationer kunne anvende til øget orientering om neuroplastisk ændring og tilstand. Den plastiske medarbejder Redskabet, som organisationer og medarbejdere kunne søge at indtænke som et tiltag mod at få synliggjort disse plastiske ændringer, er portfolio. 3 Betegnelsen portfolio betyder, i snæver forstand, bære – blad og relaterer sig til at være ”en mappe, et ringbind eller en diskette med et særligt indhold” (Ellmin: 29), og det er netop det særlige indhold, der skaber og former portfolioen. Der findes adskillige portfoliotyper, som organisationer og medarbejdere kan afprøve ud fra en vurdering af et eventuelt ønsket resultat. Eksempler på forskellige portfoliotyper er lærings-, udviklings-, evaluerings-, kompetence- og arbejdsportfolio (Lund: 15-17). Jeg vil herunder illustrere på hvilken måde, en eksempelvis kompetenceportfolio kan kædes sammen med neuroplasticitet.

detpostmodernelederliv

25


Ved at definere hvad en kompetence står for, vurderes det ikke blot at kunne indføre lærings- og udviklingselementet i kompetenceportfolioen, men også at kunne trække tydelige tråde til plastiske perspektiver.

handlen, hvor vi for eksempel mere effektivt gennemfører arbejdsgange, som Jesper Mogensen tidligere kædede sammen med neuroplasticitet. Et sidste eksempel på, hvorledes kompetencebegrebet ses i relation til neuroplasticitet, går på, at kompetence ses at:

”binde sig til kvaliteter, der ikke lader sig reducere til fag, professioner og uddannelser (samt), at kompetencer ikke indlæres, men snarere udvikles indefra, samt at kompetencers værensmodus er at være i udvikling og forandring” (Larsen & Pedersen: 320).

Med kompetence sat foran portfolio får indholdet i mappen et specifikt formål:

Kompetenceportfolioen(s) formål er at fremvise og dokumentere en persons egen kompetence, () og minder på sin vis om en ”ansættelsesportfolio” og en ”offentlig portfolio” (Lund: 16).

Hensigten med at inddrage en kompetenceportfolio er, ud fra et medarbejderperspektiv, at medarbejderen får fremvist sine professionelle kompetencer klart og tydeligt, hvorved såvel medarbejderen som organisationen får mulighed for at se denne ind i de rigtige sammenhænge, det vil sige, hvor medarbejderen antages at kunne bidrage og udvikle sig bedst muligt. Endvidere ligger der naturligvis også et væsentligt element af refleksion i udarbejdelsen af en kompetenceportfolio, hvilket vurderes at gøre medarbejderen skarpere på egen kunnen, egne muligheder og udfordringer. Men hvad har dette med neuroplasticitet at gøre? Ved at definere hvad en kompetence står for, vurderes det ikke blot at kunne indføre lærings- og udviklingselementet i kompetenceportfolioen, men også at kunne trække tydelige tråde til plastiske perspektiver. Først og fremmest defineres en kompetence ved ord som: ”erfa-

ring, egenskab, holdninger, viden, kundskaber, færdigheder, beføjelse, myndighed, kvalifikation (samt) evnen til at udføre en opgave” (Hansen, Thomsen & Varming: 242; Gads lille leksikon: 601), men kan også defineres ”som et individs evne og beredskab til i handling at møde en udfordring” (Larsen & Pedersen: 319). En kompetenceportfolio kan således siges at have tydelige henvisninger til

26

En kompetenceportfolio relaterer sig således ikke blot til en bestemt profession men medarbejderens samlede plastiske fundament. Portfolioen anses endvidere for at have neuroplastiske undertoner der relaterer sig til læringsdokumentationen. Såvel som at læring, som vist i ovenstående, kan indgå i en kompetenceportfolio, kan der også være tale om en mere læringsfokuseret portfoliotype, for eksempel læringsportfolio. Og netop læring og neuroplasticitet har en særlig forbundenhed, ifølge Steen Nepper Larsen:

”…begreberne ’neuroplasticitet’ og ’læring’ (synes) definitorisk at være familiebeslægtede (). De har del i hinanden – eller mere radikalt formuleret: De er hinanden. () Hjernens omgivende miljø – eller mangel på samme – spiller begrænsende eller negativt-formende ind på dens mulighed for at udfolde sig. Hér kan der således for det andet tales om kontekstuelle og sociokulturelle grænser for neuroplasticitet” (Nepper Larsen (b): 5, 10).

Nepper Larsen får i denne sammenhæng endnu engang understreget den relationelle betydning for neuroplasticitet i hans optik. Vi flytter nu fokus væk fra portfolioværktøjet. Velvidende at ovenstående ikke har givet et klart og tydeligt operationelt billede af, hvorledes man i en organisatorisk sammenhæng kan anvende og arbejde med portfolio, så er håbet, at du har fået en lille indsigt i, at blot det at tage et tiltag til mere dokumentation, naturligvis med portfolioværdier indarbejdet dvs., at det ikke opleves som kontrol af medarbejderne men med ønske om øget vished og forståelse for såvel den enkelte som organisationen, vil relatere sig til neuroplastisk orientering i arbejdet.

detpostmodernelederliv


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌ at vi faktisk helt bevidst kan medvirke til at ændre hjernen kan for mange være lidt af en udfordring rent forståelsesmæssigt og sågar give anledning til at opponere herimod.

I gear til kommende forandringer Tidligere i artiklen er det beskrevet, hvad neuroplasticitet er, og at vores hjerner ændrer sig hver eneste dag. Men, at vi faktisk helt bevidst kan medvirke til at ændre hjernen kan for mange være lidt af en udfordring rent forståelsesmæssigt og sågar give anledning til at opponere herimod. Men ikke desto mindre er det, hvad vi nu skal se nærmere på.

”Ren mental træning har () i vid udstrækning vist mange af de samme plastiske ændringer som egentlig fysisk træning” (Nielsen & Gade: 61). Bag en sådan udtalelse

ligger en antagelse om, at vi med vores tankers kraft kan påvirke vores hjerne til rent plastisk at ændre sig. Til at eksemplificere dette kan et forsøg af neuroforskerne Guang Yue og Kelly Cole anvendes. Deres forsøg gik ud på at vise, at når vi forestiller os, at vi bruger en muskel, så styrker vi rent faktisk denne muskel. De undersøgte to grupper, hvor gruppe 1 rent fysisk udførte motion, mens gruppe 2 forestillede sig mentalt, at de udførte motion. Forsøget kørte over fire uger fra mandag til fredag. Begge grupper skulle udføre (fysisk/mentalt) 15 maximale muskelsammentrækninger med 20 sekunders hvile mellem hver. Mens den fysiske gruppe, gruppe 1, udførte øvelserne, forestillede visualiseringsgruppen, gruppe 2, sig blot hertil. Dog forestillede gruppe 2 sig ligeledes en stemme, der råbte: “Hårdere, hårdere, hårdere.” Resultatet blev, at dem, der udførte den fysiske motion, øgede deres styrke med 30%,4 mens de, der forestillede sig at gøre motionen, øgede deres styrke med 22% (Brann: 146). Resultatet af denne undersøgelse er temmelig op-

sigtsvækkende og nok også i en sådan grad, at mange vil stille spørgsmålstegn herved. Trods at professor Jens Bo Nielsen og Postdoc, Ph.d. Jesper Lundbye-Jensen ikke i ovenstående citat sætter kilde på, hvor ren mentaltræningsantagelserne stammer fra, ja, så findes der også andre undersøgelser, som underbygger denne tankegang. Sharon Begley inddrager eksempelvis i hendes bog; The Plastic Mind, et forsøg, hvor to grupper pianister, som i ovenstående forsøg, opdeles i en fysisk udøvende gruppe og en mentalt udøvende gruppe. Gruppen, der blot forestillede sig, hvordan de ville flytte deres fingre til at generere noderne på klaveret, opnåede ligeledes en forøgelse af den motoriske hjernebark, som den fysiske udøvende gruppe have opnået, hvilket fik Pascual-Leone og hans kollegaer (forskningsgruppen) til at skrive: “Mental

practice alone may be sufficient to promote the plastic modulation of neural circuits “(Begly: 188-89). Og som

et sidste eksempel finder man på nuværende tidspunkt et træningsprogram igangsat af Forskningsgruppen for Uhæmmet Vidensanvendelse under Aalborg Universitet, hvor man i en præsentation fra forskningsgruppen om såvel hensigt med og effekt af finder tydelige referencer til, hvad artiklen her tidligere har beskrevet:

”Træning af nytænkning kan sammenlignes med træning af at spille et instrument eller fodbold, træning af at synge eller dyrke gymnastik. Fælles for dem er, at det handler om at blive - mere end det handler om at forstå. Forskellen er dog, at træning i nytænkning giver mærkbare fordele, når du skal tænke nyt på arbejde eller fritid, skal modtage og arbejde videre på andres ideer og når du bliver udsat for ændringer i arbejdsmiljø, form, indhold og interaktion” (http://www.uva.aau.dk)5 Der er således tale om et træningsprogram, der overordnet set søger at gøre deltagerne mere produktive og effektive i at tænke nyt ved simpelthen at træne dette. Men som forskningsgruppen også påpeger, vil man skulle:

”…starte forfra på de samme træningsforløb for resten af livet for at videreudvikle og vedligeholde evnen til nytænkning. Træningsprogrammet kan også anvendes periodevis, når nytænkning er specielt vigtigt” (http://

www.uva.aau.dk).

detpostmodernelederliv

27


I relation til Fredens tidligere citat, forbliver skovstien kun tydelig, hvis den bruges. Med afsæt i ovenstående mentale fokus vil jeg nu give enkelte eksempler på, hvorledes dette kan tænkes ind i en organisatorisk sammenhæng. Med respekt for udtryk som 10.000 timers reglen6, hvor

”man skal bruge 10.000 timer på træning for at blive så god som muligt til hvad som helst” (Nielsen & Gade: 59) og ”at træning skal gøre ondt for at have effekt” (Nielsen

& Gade: 61), kan organisationer, med inspiration fra ovenstående eksempler, arbejde med at flytte medarbejdere som lederes mentale fokus i specifikke situationer. Det være sig at finde fem til ti positivt funderede oplevelser ved et ellers negativt funderet syn på bestemte opgaver, hvor man ser sig særligt udfordret i forskellige sammenhænge, eller at medarbejder som leder udvælger enkelte udviklingspunkter, de rent mentalt øver sig på. Anette Prehn og Kjeld Fredens giver i bogen: ”Play your brain”, følgende eksempler herpå ved hjælp af lukkede og åbne spørgsmål: •

Lukket: Har du haft succes med noget lignende før? • Åbent: Hvad har du haft succes med i lignende situationer? • Lukket: Har du nogen muligheder? • Åbent: Hvilke muligheder har du? • Lukket: Kan du håndtere opgaven? • Åbent: Hvilke ressourcer har du brug for at trække på nu? (Egen oversættelse - Prehn & Fredens: 33) Prehn og Fredens giver endvidere følgende begrundelse for sådanne tiltag. Hjerner er tilbøjelige til at begå mange fejl, når nye stier skal trampes. Så lær af dem og fortsæt rejsen ad stien. Dette bevirker, at hjernen hjælper dig med at skabe ændring, da du således respekterer dens logik (Prehn & Fredens: 32). Prehn og Fredens tilføjer i forlængelse heraf, at man bør undgå ordet hvorfor, idet man nemt kan lyde anklagende.

28

Sådanne ellers harmløse tankestrømme kan, som vi har set i ovenstående, og som jeg skal illustrere senere, ændre hjernens synaptiske struktur. I ovenstående har der særligt været fokus på ren mental træning relateret til fysisk aktivitet eller forbedring af samme. Det vil sige, at man ved blot at træne rent mentalt kan forbedre fysisk aktivitet. Men man kan også rent mentalt ændre sin tænkemåde og dermed ændre og fremme bestemte ønskværdige grundsyn. Srinivasan Pillay eksemplificerer dette i sin bog ved at beskrive, at vores hjerne overordnet ændres, når vi flytter fokus. For eksempel kan bekymring nedsætte overførelsestiden mellem vore neurale kredsløb og derved hæmme vores beslutninger og arbejdsgange (Pillay: 40). Et andet eksempel går på vores evne til at lade bekymringer få en central plads i vores mentale arbejde for derved at få en stor indflydelse på vores tænkeevne. Pillay beskriver det som følger:

“When you have hope and optimism, you have an automatic way of replacing fear in the line of emotions asking for attention from the amygdala. That is, hope and optimism decrease the emotional distractions that affect thinking. As a result, leaders can think more effectively. We now know that optimism actually “opens up” the brain for less anxiety-driven processing. As a result, it is not a “soft” attitude; it actually impacts how your brain searches for solutions. It is a particular brain environment that replaces fear as the number one emotion in line for amygdala processing” (Pillay: 46).

Det vil sige, at håb og optimisme mindsker de følelsesmæssige forstyrrelser, der påvirker tænkning, og at det er et særligt hjernemiljø, der erstatter frygten som følelse nummer et i køen for amygdalabehandling. Prehn og Fredens henviser til et forskningsforsøg, der viser, at hvis man evaluerer sig selv som værende en smule bedre, end man er i øjeblikket, vil man forventeligt nærme sig opgaver på en mere positiv måde, sætte flere kræfter ind, være mere vedholdende, erfare mindre stress og udføre netop arbejdet bedre. Omvendt hvis du tror, det er så vidt du kan gå - og ikke længere, vil du ikke gå længere. Optimister klarer sig bedre - så længe de

detpostmodernelederliv


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌

ikke er for optimistiske! (Egen oversættelse - Prehn & Fredens: 20). Der vil på den baggrund være flere gode grunde til at orientere sig om egne arbejdsgange for eventuelle muligheder for ændring heraf. Som vi så tidligere, kunne forskningen fra forskningsgruppen for Uhæmmet Vidensanvendelse være et sådant tiltag. Det kunne relatere sig til, at man i virksomheden kan se, at der i fremtiden vil blive et større og større behov for at kunne træffe en hurtig beslutning med et højt innovationsindhold og derfor afsætter tid og ressourcer til at få hjernen i gear til de kommende forandringer. Et andet eksempel kunne omhandle organisationernes behov for at have medarbejdere, der kan debattere og diskutere forskellige emner med sigte på øget refleksion mod bedre produktion. Det relaterer sig ikke blot til den tunge industri men i særdeleshed også til et område som folkeskolen, hvor man som leder eksempelvis ønsker mere refleksion indarbejdet i de enkelte lærerteams. Der findes flere modeller, som søger at rammesætte behovet for og legitimeringen af debat og diskussion i faglige sammenhænge. Eksempelvis kan Bruce Tuckmanns fasemodel for teamsamarbejde nævnes, hvor man i fase to, kaldet storming, decideret indtænker disse holdningsmøder. Står man således som organisation på springet til at skulle indtænke mere refleksiv praksis, eller lytter man blot til de samfundsmæssige jungletrommer, hvis tone blandt andet lyder, at hyperkompleksitet kræver refleksivitet med evne til produktivitet, ja, så kunne ovenstående eksempler være relevante at arbejde med. Men det tager tid at flytte neuroner, såvel det heller ikke nødvendigvis er en behagelig proces for den enkelte. At flytte sig fra noget eksisterende for måske at bevæge sig ud i usikkert område kan være lidt af en overvindelse, der i særlig grad nok behøver forklaring. Og når forskning endvidere hævder, at en sådan proces skal være ubehagelig, må forklaringen siges at blive særlig central:

”Brain imaging research has shown that to remain committed to a new decision, the left frontal cortex of the

brain has to activate. This part of the brain will not activate without cognitive dissonance” (Pillay: 12).

Pillay understreger således behovet for og nødvendigheden af en form for ubehag, i dette tilfælde kaldet kognitiv dissonans. Men hvad er kognitiv dissonans?

”Hypotesen siger, at når et kognitivt system, dvs. en persons intellektuelle processer (fx ens tankesæt, hvad man ved eller tror), rummer (selvmodsigende) elementer af viden (fx modstridende viden, modstridende perceptioner, antagelser el. anden information), () så vil denne person opleve ubehag el. spændinger, der motiverer ham til at søge at reducere dissonansen (mislyden) ved at ændre et el. flere aspekter af systemet ”(Hansen, Thomsen &

Varming: 238) Et sådant perspektiv på forandring vil fremhæve, at forandring vil være en forstyrrelse og måske endda en ubehagelig forstyrrelse. Og interessant er det, når Pillay senere i bogen beskriver:

“Oftentime, making a big leap is very difficult for most people, and many people postpone chance due to this. It takes a long time to develop commitment to a large chance…” (og vigtigere) “We only move ourselves to action when the brain feels that the rewards of the action outweigh the losses” (Pillay: 127)

Det efterlader os med en påmindelse om, at tilsigtes en organisatorisk forandring, bør netop organisationen gøre sig overvejelser over forandringens forstyrrende tendens, og hvad organisationen bør afsætte af ressourcer til at imødekomme disse. Det fremhæver endvidere, at et eventuelt ubehag gennem forandringsprocessen ikke bør betragtes som unaturligt, men at denne forandring blot er anderledes (Pillay: 12). Derimod er det øjensynligt vigtigt at møde dette ubehag: ”…maximal discomfort is a

necessary initial step to stimulate that part of the brain that will increase commitment to a new decision” (Pil-

lay: 12). Dette giver således betegnelsen modstand mod forandring et andet skær. Møder vi ikke organisatorisk modstand til nye forandringer, vil dette kunne give anledning til bekymring. Dog må dette ikke tages for bogstaveligt og opildne til større forstyrrelse end nødvendigt, men nok i højere grad blot tage form af en forstyrrelse af

detpostmodernelederliv

29


ellers vante tankemønstre. Pillay fremhæver videre, at ved at italesætte over for eksempelvis medarbejderen, at processen kan være ubehagelig, vil dette fremme et øget negativt fokus på fortiden og dermed skærpe et øget positivt syn på fremtiden (Pillay: 174). Budskabet tænkes her at være kommunikation om og afklaring af forandringsprocessen. Dette efterlader os med budskabet om, at forandring gør ondt, no pain, no gain, men at orientering og forklaring herom vil understøtte en succesfuld proces med vidende og velvillige medarbejdere. mens du har læst denne artikel, ja så har din hjerne ændret sig. Du er ikke længere den person, der begyndte at læse artiklen. De plastiske ændringer sker hele tiden, og det handler om at være bevidst herom, således du kan handle aktivt, når hjernen ændres, frem for blot at søge at hænge i når den plastiske hjerne formes bag vor ryg.

30

Således kom vi til vejs i denne artikel. I artiklens efterskrift findes enkelte uddybninger, som lovet i teksten. Måske er du blevet lidt klogere eller inspireret, eller som noget helt tredje kan du blot sige ja til at have købt billet til Steen Nepper Larsens plasticitets-tog:

”Det drejer sig om at komme med på plasticitets-toget, hvad enten man nu måtte være neurokirurg, neuropædagog (fx fysioterepeut eller undervisningsteoretiker), neurobiolog (fx hjerneforsker eller evolutionsteoretiker), neuromarketingagent (fx virksomhedsrådgiver eller PRchef), ’neuro-enhancer’ (biokemiker el.lign.) eller ’neuroæstet’ (kunstner, kunstteoretiker eller event-manager) eller ’neuro-teolog’ (religionsvidenskabelig forsker)” (Nepper Larsen (b): 6).

Men hvad der er særligt centralt er, at mens du har læst denne artikel, ja så har din hjerne ændret sig. Du er ikke længere den person, der begyndte at læse artiklen. De plastiske ændringer sker hele tiden, og det handler om at være bevidst herom, således du kan handle aktivt, når hjernen ændres, frem for blot at søge at hænge i når den plastiske hjerne formes bag vor ryg. At læse denne artikel var måske det første skridt til en ny sti, men husk, stier vokser hurtigt til, de skal benyttes, hvis de skal forblive tydelige og kunne bruges.

detpostmodernelederliv


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌

Efterskrift The Embodied Mind The Embodied Mind (legemliggørelse) – Hvordan kroppen former sindet. Embodied mind indgår jf. filosofferne Philip Robbins og Murat Aydede under betegnelsen Situerede kognition (Haaning & Riisager: 271) . Embodied mind relaterer sig til ideen om det legemliggjorte sind, hvor det menneskelige sind i vid udstrækning bestemmes af formen af det menneskelige legeme. Alle aspekter af kognition er formet af aspekter af kroppen. Eller som Fredens udtrykker det: ”Embodiment handler

om, hvordan kroppen former de mentale funktioner”

(Fredens 2010: 29; Fredens 2012: 19). Lidt skarpt formulerer Robbins og Aydede sig således om embodied mind:

”Uden samarbejde med kroppen kan der ikke være nogen sensoriske input fra omgivelserne og (…) dermed ingen føling med handlen. Og for at problematisere dette, uden føling og handlen, er tænkningen tom” (Egen oversæt-

telse - Robbins & Aydede: 3-4).

For yderligere læsning kan følgende bøger anbefales: • Fredens, Kjeld 2012: Mennesket i hjerne Hans Reitzels Forlag. • Mareschal, Denis. Johnson, Mark. Sirois, Sylvain. el al 2007: Neuroconstructivism - I: How the Brain Constructs Cognition, Oxford University Press

Robbins, Philip, & Aydede, Murat (red.) 2009: The Cambridge Handbook of Situated Cognition, University Press, Cambridge.

Embedded mind Ideen om embedded mind ser vores kognitive funktioner som indlejret i verden og fremfører ideen om det indlejrede sind. For at forstå vores tænkeevne bør vi ”undersøge samspillet mellem hjerne, krop og verden” (Fredens 2010: 29). Man bliver således nød til at forstå, hvorledes kroppen og omverden understøtter og hjælper os med at tænke eventuelt hurtigere og nemmere. Finder man embedded mind tankegangen spændende, kan det anbefales at undersøge ideen om extended mind ligeså. Ideen om extended mind kan lidt kortfattet formuleres ved spørgsmålet om: Hvor stopper bevidstheden, og hvor begynder resten af verden? (Clark & Chalmers). Forskere inden for extended mind tankegangen undersøger, hvor grænsen går mellem indre og ydre kognition. Som eksempel er ideen, at vi anvender visse objekter i miljøet i en sådan grad, at genstandene kan ses som en forlængelse af selve sindet. Det indre og ydre smelter sammen og former hinanden. Embedded mind relaterer sig for eksempel til Davis Kirsh og Paul Maglio og deres artikel; On Distinguishing Epistemic from Pragmatic Action, hvor Extended mind fx relaterer sig til Andy Clark og David J. Chalmers og deres artikel;

The Extended Mind.

detpostmodernelederliv

31


For yderligere læsning kan følgende bøger og artikler anbefales: • Clark, Andy & Chalmers, David J., 1998: The Extended Mind, Analysis 58:10-23 • Fredens, Kjeld 2010: Innovation og ledelse, 1. Udgave, 2. Oplag, Academica. • Kirsh, David & Maglio, Paul 1994: On Distinguishing Epistemic from Pragmatic Action, COGNITIVE SCIENCE 1 8, 513-549 • Mareschal, Denis. Johnson, Mark. Sirois, Sylvain. el al 2007: Neuroconstructivism - I: How the Brain Constructs Cognition, Oxford University Press • Robbins, Philip, & Aydede, Murat (red.) 2009: The Cambridge Handbook of Situated Cognition, University Press, Cambridge. noter 1 Der vil ikke i artiklen være tale om en deltaljeret gennemgang. Der henvises til anvendt litteratur, hvor særligt; Den plastiske hjerne, HjerneForum, har en mere indgående gennemgang. 2 Nogle hjerneforskere bruger denne huskeregel : What fires together, wires together” (Blakemore & Frith: 178). 3 I hovedparten af de bøger der beskriver og behandler portfolio, gøres det i en uddannelsesmæssig sammenhæng (Lund 2008; Dysthe og Engelsen 2005; Ellmin 2001), hvor portfolioen relaterer sig til at være et pæda32

gogisk redskab. Dette element bør naturligvis ikke ses som hæmmende for en organisatorisk anvendelse af metoden, men blot behøver en anelse omkonstruering. 4 Trods der i bogen; Make your brain work, står skrevet at, gruppe 1 kun opnåede 20% øget muskel styrke, er dette en fejl. En søgning på forskningsresultatet viser tydeligt denne fejl. 5 Se forskergruppens ideer til hvorledes organisationerne kommer i gang med dette i PDF introduktionen. 6 De 10.000 timer kommer oprindeligt fra et studie på cubanske tobaksarbejdere. Man undersøgte, hvor hurtigt tobaksrullerne på en fabrik kunne rulle en cigar, og sammenholdte det med, hvor mange år/timer de havde været ansat på fabrikken – og fandt, at det krævede, at man havde været ansat på fabrikken i mindst 10.000 timer for at kunne rulle en cigar så hurtigt, som det er muligt. Litteraturliste

Blakemore, Sarah-Jayne & Frith, Uta 2011: Den lærende hjerne –Hvad hjerneforskningen kan fortælle pædagogikken, 1. udgave, 3. oplag, Dansk Psykologisk Forlag. Begley, Sharon 2009: The plastic mind: new science reveals our extraordinary potential to transform ourselves, Constable. Brann, Amy 2013: Make your brain work: how to maximize your efficiency, productivity and effectiveness, Kogan Page Burr, Vivien 1995: An Introduction to Social Constructionis, London Ellmin, Roger 2001: Portfoliomodellen, 1. Udgave, 1. Oplag, Gyldendal Uddannelse.

detpostmodernelederliv


02 Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning 0213‌

Fredens, Kjeld 2010: Innovation og ledelse – hjernen som medspiller, 1. Udgave, 2. Oplag, Academica. Fredens, Kjeld 2012: Mennesket i hjernen – En grundbog i neuropædagogik, 2. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag. Gergen, Kenneth J. 1985: The Social Constructionist Movement in Modern Psychology, American Psychological, VoL 40, No. 3, 266-275 Gergen, Kenneth j. 2010: En invitation til social konstruktion, 2. udgave, 1. Oplag, Forlaget Mindspace. Gerlach, C. 2007: Den menneskelige ontogeneses betydning for læring: hjernens udvikling. IT.S.S Schilhad og B. Steffensen (red.): Nervepirrende pædagogik – en introduktion til pædagogisk neurovidenskab. København: Akademisk Forlag. Hart, Susan Hjerne 2006: Samhørighed, personlighed – Introduktion til neuroaffektiv udvikling,1. udgave, 4. oplag, Hans Reitzels Forlag Illeris, Knud 2006: Læring, 2. Udgave, Roskilde Universitetsforlag. Jensen, Thomas Wiben 2011: Kognition og konstruktion – To tendenser i humaniora og den offentlige debat, Samfundslitteratur. Lund, Birthe (red.) 2008: Portfolio – I et lærings og uddannelsesperspektiv, Aalborg Universitetsforlag. Madsen, Peter Lund 2012: Dr. Zukaroffs testamente – En bog om menneskehjernen, Gyldendal Nielsen & Gade (red.) 2011: Den plastiske hjerne, HjerneForum Pillay, Srinivasan S 2011: Your Brain and Business, FT Press Prehn, Anette & Fredens, Kjeld 2011: Play your brain: adopt a musical mindset and change your life & career, Udgivet af Marshall Cavendish Business. Søndergaard, Dorte Marie 1996: Tegnet på kroppen – Køn: Koder og konstruktioner blandt unge voksne i akademia, Museum Tusculanums Forlag Københavns Universitet.

Larsen, Steen Nepper (b): Menneskets plastiske hjerne – På én gang gådefuld og genstand for store forventninger, GNOSIS. Søndergaard, Dorte Marie 1996: Social konstruktionisme et grundlag for at se kroppen som tegn, Sosiologi i dag. Westermann, Gert, Mareschal, Denis, Johnson, Mark H. et al 2007: Neuroconstructivism, Developmental Science 10:1, pp 75–83

Opslagsværker

Gads Lille Leksikon 1999, 2 bogklubudgave, 1. Oplag, Gade Forlag. Hansen, Mogens. Thomsen, Poul & Varming, Ole 2006: Psykologisk – pædagogisk ordbog, Hans Reitzels Forlag. 15. udgave, 1. oplag. Larsen, Steen Nepper & Pedersen, Inge Kryger 2011: Sociologisk Leksikon, Hans Reitzels forlag Lübcke, Poul 2010: Filosofi Leksikon, Politiken

Links

(http://www.kavlifoundation.org) - http://www.kavlifoundation.org/ science-spotlights/columbia-kibs-fantastic-plastic-brain http://nyheder.ku.dk - http://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2013/2013.3/ forskere_kortlaegger_cellers_ungdomskilde/ http://www.uva.aau.dk/digitalAssets/48/48247_projektbeskrivelse.pdf

Sekundær litteratur

Mareschal, Denis. Johnson, Mark. Sirois, Sylvain. el al 2007: Neuroconstructivism - I: How the Brain Constructs Cognition, Oxford University Press

Artikler

Larsen, Steen Nepper 2011 (a): Kampen om den plastiske hjerne – tanker om den plastiske hjerne som mulighedsorgan & lidt om samtidens smag for ’neuroplasticitet’ og dens grænser, GNOSIS.

detpostmodernelederliv

33


Hvad neuroplasticitet bibringer organisatorisk tænkning - detpostmodernelederliv august 2013