1967-loven Loven om udtagelse af menneskeligt væv m.v. blev vedtaget som lov nr. 246 af 9. juni 1967. Efter loven var det tilladt at udtage organer til transplantation fra afdøde, hvis denne forinden skriftligt havde truffet bestemmelse herom. Hvis afdøde ikke havde truffet en sådan bestemmelse, kunne transplantation dog alligevel ske. Med mindre afdøde eller afdødes nærmeste havde udtalt sig imod et sådan indgreb, hvis indgrebet måtte antages at stride mod afdødes eller hans nærmestes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt talte imod indgrebet. Man krævede altså ikke et udtrykkeligt samtykke til organdonation. I betænkningen var denne model anbefalet. Om sine overvejelser anførte udvalget bag betænkningen blandt andet: ”Ved principielt at opretholde et krav om udtrykkelig samtykkeerklæring fra afdøde selv ville der da skabes en tilstand, der let kunne føre til, at læger, herunder også sygehuslæger, mere eller mindre måtte se sig påført en pligt til at rejse spørgsmålet over for deres patienter, også uden at disse selv havde bragt det på bane. Dette må formentlig anses for uacceptabelt både af humane og lægeetiske grunde”45. Og videre: ”Med den forståelse, nutidens mennesker vil have af disses problemer, er det da også udvalgets opfattelse, at man kan tage udgangspunktet for en transplantationslovgivning i den antagelse, at langt de fleste ville stille sig positivt til, at organer og væv fra dem selv efter deres død kan anvendes til behandling af andre mennesker for alvorlige lidelser, såfremt spørgsmålet stilledes dem under forhold, hvor de i ro og uden bekymring for eget helbred kunne tage stilling dertil. Denne præsumerede indforståelse med indgrebet må falde, ikke blot hvor afdøde har udtalt sig derimod, men også hvor der i øvrigt foreligger sådanne oplysninger om hans livsopfattelse, at et indgreb må antages at være uforeneligt hermed. Der tænkes herved i første række på afdødes religiøse opfattelse”.
45 Betænkningen side 21.
ORGANDONATION – ETISKE OVERVEJELSER OG ANBEFALINGER | 1 3 7