6 minute read
PRÆSTEN SOM HUN ALDRIG SÅ
Af Nicolaj Stubbe Hørlyck, dansk præst i Thailand, som løbende assisterer nødstedte danskere.
Jeg møder Tonni i Hua Hin, en by for dejlige bade- og golfferier. Han har svært ved at nyde de smukke omgivelser, for hans kone ligger på hospitalet i respirator. To gange dagligt tager han derud for at sidde hos hende. Det er hårdt at være der, og der er ikke meget, han kan gøre.
Samtidig er det svært at kommunikere med personalet. De bruger medicinske fagtermer og har stærk thailandsk accent. Det værste er, at forsikringsselskabet ikke vil dække en hjemtransport, så han er overladt i en håbløs situation, selv om venner og familie prøvet at hjælpe.
Det bliver til mange snakke mellem os. Ferien, der skulle have været en hyggelig tur med fejring af Kirstens fødselsdag, er blevet et mareridt.
Tonni siger flere gange, at han altså ikke havde regnet med, at en dansk præst ville spille en rolle i deres ferie. Men i den situation han står i, er der ikke umiddelbart andre, der kan træde til.
Det ender med, at Tonni selv betaler et ambulancefly til Kirsten. En kompliceret og dyr affære. Og over de næste uger kommer jeg derfor til at spille en stor rolle i koordinering af den medicinske evakuering. Jeg taler med thailandske sygeplejersker, parrets bankrådgiver, piloter, paramedicinere, ambassaden m.m.
Jeg kniber en tåre den dag, Kirsten og jeg hilser på hinanden
Den sidste aften vi ses, giver Tonni en pizza på deres yndlingsrestaurant i Hua Hin, og han lover, at han vil fortælle Kirsten om den præst, hun aldrig så.
Jeg kniber en tåre den dag, Kirsten og jeg hilser på hinanden over telefonen. Hun sidder i haven hjemme på Djursland og fortæller, at hun nu er udskrevet og i gang med genoptræning.
--------------------------------------
Her kan du læse hele Tonnis og Kirstens historie:
Af Anne Meldgaard, redaktør
Den første uge forløber idyllisk. Ferieglæde, fællesskab og varme dage. Men så vender det hele.
Kirsten og Tonni elsker Thailand. De har været der adskillige gange, og i februar sidste år gik turen til Hua Hin, ca. 200 kilometer syd for Bangkok, sammen med søstre og svogre.
Kirsten går i koma
På en udflugt bliver Kirsten pludselig utilpas. ”Ligesom køresyg,” fortæller hun. De tager tilbage til hotellet, men dagen efter er det værre. ”Jeg kan ikke rigtig få luft.” Tonni får fat i hotellets sundhedsassistent. Kirsten bliver indlagt – og kort efter går hun i koma.
Tonni, der kun taler engelsk nok til at bestille en øl, står nu alene tilbage ved hospitalsskranken og med sin frygt. Kirsten får konstateret corona, og senere støder lungebetændelse til. Familien orienteres, og rejseforsikringen kontaktes, da hospitalet kræver løbende betaling. Første regning: 1 million baht – godt 200.000 kroner.
Forsikringen siger nej
Parrets rejseforsikring via et kreditkort vil ikke dække. Begrundelsen er en bihulebetændelse ugen før afrejse. ”I skulle have haft en forhåndsgodkendelse inden udrejse,” lyder svaret. Kirsten undrer sig: ”Min læge udskrev penicillin og sagde intet om, at jeg ikke burde rejse. De kalder lungebetændelsen en følge af bihulebetændelse – men jeg fik jo corona først?”
Tonni er på herrens mark. Kreditkortet er lukket på grund af de store betalinger. Han har hverken MitID eller mail på telefonen. ”Jeg føler mig meget alene, og jeg kan ikke forstå, hvad de siger på hospitalet,” fortæller han med et kig til Kirsten, som sidder overfor ved spisebordet hjemme på Djursland. Familien hjælper med oversættelser, og gennem ambassaden får Tonni kontakt til den danske præst i Thailand, Nicolaj Stubbe Hørlyck. ”Hans støtte var fantastisk. Jeg ved ikke, hvordan det var gået uden ham.”
Kasseapparatet tikker
Hospitalet vurderer, at Kirsten skal flyttes til Bangkok, hvor mulighederne er bedre – men også langt dyrere.
Omkring 1 million baht om dagen. Tonni ser ingen forandring hos Kirsten, kun maskinerne omkring hende. ”Jeg tænker seriøst, om jeg mon bliver bedt om at skulle slukke for respiratoren.”
Samtidig holder han hovedet koldt! Med regninger på over 200.000 kroner om ugen er det kun et spørgsmål om tid, før det hele kollapser. En af sønnerne hører om et ambulancefly i Tirstrup, der kan chartres privat. Familien i Danmark går i gang.
En stor bekymring hos Tonni går på hospitalsregningerne. ”Jeg ved bare, at hvis de ikke betales, så kommer vi ikke ud derfra. Det med hospitalsflyet kan vi nok finde ud af, når vi er hjemme igen.”
Tonni kontakter sin bank. ”Vi har brug for rigtig mange penge – meget hurtigt.” Banken lytter og hjælper trods GDPR og alt muligt andet, de ikke må. Tonni er på hospitalet to gange dagligt og underskriver papirer, han ikke forstår. ”Hatten af for ham,” siger Kirsten. ”Jeg ved ikke, om jeg kunne have klaret det.”

En flyver til en million
”Nærmere 1,2 millioner,” retter Kirsten Tonnis fortælling om hospitalsflyet, som det lykkes ham og familien at chartre. ”Vi skulle bare hjem,” siger Tonni. Mødet med den danske læge fra flyet bliver et vendepunkt. ”Først dér kunne jeg trække vejret igen.” Kirsten og Tonni ender med at være 3 ½ uge i Thailand.
Den samlede regning er pt. på 1,7 millioner kroner. Parret har hyret en advokat, og sagen behandles p.t. i et klagenævn. ”Vi håber, det bliver anerkendt, at corona – ikke bihulebetændelsen – var årsagen. Men jeg forventer intet. Jeg er bare rasende over at stå med en forsikring, der ikke hjælper,” siger Tonni med et intenst blik.
Tonni og Kirsten fremstår rolige i den alvorlige fortælling. De er begge tæt på 60 år. Kirsten er førtidspensionist, og Tonni arbejder i en grusgrav. De har tre voksne sønner og bor i et dejligt hus små 20 km fra Grenaa.
Tilbage til livet
Kirsten husker intet fra komaen hverken i Thailand eller Danmark. Hun vågner op på intensiv i Randers. ”Det er mærkeligt ikke at vide, hvad der er sket med én selv.” Hun lærer at gå og spise igen og kommer hjem 16. april 2025 lige op til påske. Genoptræning, hjemmehjælp og rollator. Hun siger til fysioterapeuten: ”Jeg skal altså med til dansktopfestival og havnefest til sommer.” Og det kommer hun.
Ikke Thailands skyld
Hvis helbredet tillader det, vil de gerne afsted igen – med styr på forsikringen og med åbne øjne. ”Vi elsker Thailand og befolkningen,” siger Kirsten. Hun drømmer om at fejre deres 60-års fødselsdage derude og også finde en afslutning på mareridtsferien fra 2025.
Og så er der præsten. ”Vi havde aldrig forestillet os, at en dansk præst skulle få så stor betydning på en ferie. Nicolaj har også fulgt op og ringet til mig bagefter. Det har betydet meget,” slutter Kirsten.
FAKTABOX
Hvordan dækker en forhåndsgodkendelse?
Din rejseforsikring dækker almindeligvis kun sygdom og tilskadekomst, der er opstået akut under rejsen. Den dækker derfor ikke omkostninger forbundet med eksisterende sygdom eller skade. Ønsker du at være på den sikre side, så du ikke selv skal stå for ekstra udgifter i forbindelse med forværring af sygdom eller behov for lægehjælp i forbindelse med sygdommen, skal du have en medicinsk forhåndsvurdering – også kaldet en forhåndsgodkendelse.
Kilde: Rejseforsikringsguiden.dk









