Om herkomst, opvækst og litterære aspirationer Hvad lavede dine forældre? Min mor var hjemmegående, som de fleste kvinder var på den tid. Min far havde ikke en uddannelse af nogen slags, men var ansat i et forsikringsselskab og var nået så højt, at han var blevet udnævnt til overinspektør. Titlen gjorde han selv meget nar af. Han havde ingen folk under sig. Stillingsbetegnelsen havde han simpelthen, fordi kunderne blev så ærbødige, når de hørte den fine titel. Han tegnede forsikringer rundt omkring i Jylland. Det var altså slet ikke noget litterært miljø jeg voksede op i, og jeg har ikke nogen viden om slægtninge, som skulle have udøvet billedkunst, musik eller litteratur. Hvordan var det at vokse op i dit barndomshjem? Jeg voksede op i et meget trygt område. Det var et jævnt arbejderklassemiljø. Lejlighederne var små sammenlignet med i dag, men det var de ikke dengang. Det var to-værelses-lejligheder, hvor familier boede med op til fire børn. Det var godt sted at vokse op som barn. Det var et grønt område, og der var altid børn hjemme, som man kunne lege med. Hvad står tydeligst fra din ungdom? Det ved jeg snart ikke, man kan jo slå ned på så mange ting. Men der var jo jazzen, som var vældig betydningsfuld for mig. Jeg var kolossalt optaget af Miles Davis – og altså kun af den moderne jazz fra Miles Davis og frem. Til nøds fra Parker. Jazzen der kom før kendte jeg ikke noget til, og det interesserede mig ikke rigtigt. Jeg spillede selv trompet og prøvede i første omgang på at efterligne Miles Davis. Senere kom Coltrane til. De to var mine helt store idoler. Jeg kan huske et par koncerter, hvor jeg valfartede til København for at opleve dem. Det var virkelig nogle kæmpe oplevelser for mig. Man så de idoler, som ellers var så fjerne for én. Dengang så man dem jo ikke i fjernsynet, så det var kun navne og lyden på grammofonen. Pludselig at stå overfor dem – det gjorde et stort indtryk på mig. Hvornår begyndte du at skrive? Det gjorde jeg meget tidligt. Det har i hvert fald været i folkeskolen - engang i de første fem skoleår. Jeg har altid læst meget og havde en del børnebøger, som jeg læste i laser. Den første bog, jeg kan huske, jeg var i gang med at skrive, var i ni- eller tiårsalderen - det kan godt være jeg trækker lidt fra, fordi det er fint at have været tidligt i gang. Jeg lavede den som en blanding af de to børnebøger, jeg var gladest for ud fra en fornemmelse af, at når den ene var god og den anden var god, hvis jeg så skrev en der indeholdt begge bøger, så måtte det blive toppen. Jeg nåede ikke særlig langt – 50-60 sider måske, så kom der andre interesser. I mellemskolen var jeg ved at lave nogle kriminalhistorier og var blevet optaget af Sherlock Holmes. I gymnasietiden tror jeg ikke, jeg skrev overhovedet. Der var jeg kommet væk fra det. Det var matematikken
og den side af naturvidenskaben, som optog mig mest. Det var det, jeg interesserede mig for. Sidst i gymnasietiden fik jeg hul på den moderne litteratur. Jeg kom ind til Kafka og alt der fulgte med, da jeg først fik fat i den ende. Joyce og Beckett og den franske ’ny roman’. Det fyldte meget for mig. Så meget i min studietid på universitetet, at jeg begyndte at lave små skriftprøver, hvor jeg prøvede at efterligne de forfattere, jeg var mest optaget af. Jeg prøvede at se hvor Kafkask, jeg kunne lave en historie eller hvor Beckettsk. Det blev til små penneprøver, og til sidst var der nogen af dem, der voksede op og blev til små noveller, og dem prøvede jeg at sende ind til Gyldendal og fik tilbage med pæne ord. Var der et bestemt tema i de første historier? Det var først og fremmest alle de ungdomsovervejelser, som vi alle går igennem. Identitetsovervejelser – forsøg på at finde sig selv, forstå sig selv og forstå denne her verden, vi er kastet ud i. Og jeg kan se, at der er en tendens til pluralisme – altså en stilblanding, som også var i børneforsøget med mine yndlingsbørnebøger. Men en optagethed af at vi ser forskelligt på verden – at vi har forskellige tilgange til den. Noget jeg prøvede at fange ved at lade to forskellige personer opleve det samme eller nærme sig det samme problem fra forskellige vinkler. Det er et af de træk, jeg gennemgående har haft i mit forfatterskab – at man altså kunne have set anderledes på tilværelsen, og det er lidt vilkårligt, hvad man bliver kastet ud i. Om det så er kulturelt bestemt, bestemt af ens personlighed, eller hvad det nu er. Det er altid en vilkårlig opfattelse, man kommer til at have. Jeg har svært ved at tro på, at der er nogen absolut forståelse af tingene. Det er vores vilkår, at vi er kastet ud i noget, vi har begrænset indblik og begrænset tilgang til på grund af vores fortid og på grund af den kulturelle baggrund vi kommer med, som gør, at verden tager sig forskelligt ud. Det er meget forskelligt, hvordan vi oplever verden – eksempelvis er oplevelsen afhængig af om vi er i opture eller nedture. Mine tidlige historier, og også mit forfatterskab nu, er bl.a. et forsøg på skildre relativismen. Når du nu vil skildre de her forskellige oplevelser af virkeligheden, hvordan hænger det så sammen med, at du egentlig kun har din egen oplevelse at trække på? Selvfølgelig er vi alle sammen bundet til vores egen synsvinkel, men vi bliver jo meget hurtigt, hvis vi er lidt opmærksomme, klar over at andre har en anden opfattelse. Og vi prøver i et vist omfang at sætte os ind i andres opfattelse. Det gør vi jo alle sammen, hvis vi ikke er helt autistiske. Vi ved godt, at andre mennesker har nogle andre forestillinger og derfor vil vurdere ting anderledes. Jeg følte dengang, jeg skrev de første historier, at jeg som forfatter kunne sætte mig ind i andres tankegang og oplevelsesmønstre – at det var en af mine styrker.
OM SVEND ÅGE MADSEN Født i Århus i 1939 et sted midt imellem Ceres og den Gamle By. Matematisk student fra Marselisborg Gymnasium i 1958. Begyndte samme år på matematik på Aarhus Universitet og læste dette i to-tre år, men dumpede til eksamen i det, der dengang hed første del. Skrev ved siden af studierne skønlitteratur og sendte som 20-årig en novellesamling ind til Gyldendal. Denne fik han tilbage med skulderklap om, at det var godt, men ikke godt nok. Det var dog tilstrækkeligt opmuntrende til at han fortsatte med at skrive og gradvist droppede studierne. Som 22-årig fik han antaget sin første roman. Udvalgt bibliografi Besøget, 1963. Lystbilleder, 1964. Tilføjelser, 1967. Modsatterne og Omvendterne, 1967. Liget og lysten, 1968. Tredje gang så tar vi ham, 1969. Sæt verden er til, 1971. Dage med Diam eller Livet om natten, 1972. Jakkels vandring, 1974. Tugt og utugt i mellemtiden, 1976. Hadets bånd, 1978. Se dagens lys, 1980. Den største gåde, 1982. Vi? - Vi, Vi!, 1982. Af sporet er du kommet, 1984. Lad tiden gå, 1986. Slægten Laveran, 1988. At fortælle menneskene, 1989. Jagten på et menneske, 1991. Edens gave, 1993. Syv aldres galskab, 1994. Den usynlige myre, 1995. Kvinden uden krop, 1996. Finder sted, 1998. Genspejlet, 1999. Nærvær og næsten: Tomas Fants familiekrøniker, 2000 Den ugudelige farce, 2002. De gode mennesker i Århus; Læselysten, 2003 Levemåder, 2004 Det syvende bånd, 2006
Screenshots fra Malmros’ nyeste film ”Kærestesorger”
47 45
DELFINEN