__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 28

28

“Angsten er væk” – MORTINE MINDERMANN FORTÆLLER TIL LENE VENDELBO. FOTO: POUL MADSEN –

Jeg ligger vågen i min seng på plejehjemmet Lergården i Aabenraa. Det er den 28. december sidste år, og klokken er 02. Det pusler lidt i mit kombinerede soveværelse og stue. Her er ikke ret mange møbler. Jeg har kun boet her i et par uger. Ind kommer en midaldrende kvinde. Hun snakker kort med den vågekone, der har siddet ved min seng de seneste timer. Så sætter hun sig på en stol ved siden af mig. ”Jeg hedder Mona. Jeg er vågekone fra Røde Kors. Jeg sidder ved dig her de næste fire timer,” fortæller hun og tager mig i hånden.

min side, jeg kunne komme i kontakt med. Og jeg mistede lysten til livet. Men den angst, som har redet mig som en mare den seneste tid, forsvinder helt i takt med, at Mona og jeg begynder at tale. Jeg taler og taler. Taler om mine mange rejser, som jeg har været på som pensionist. Om det store krydstogsskib, som sejlede mig til Sydamerika, om det vidunderlige Grønland, og hvor smukke isbjergene var, når vi gled forbi i båden. I lyset fra natlampen føles det, som om, vi er i en lille boble. Da der er gået halvanden time, siger jeg:

Jeg følte mig pludselig dårlig og fik stor angstfølelse. Derfor har jeg bedt personalet om at tilkalde en vågekone til at sidde ved mig, så jeg ikke skal være alene. Da Mona tager min hånd, føler jeg varmen sprede sig i min gigtplagede krop. Jeg tænker, at det er det, der hedder hjertevarme. Hvad kan det ellers være?

”Jeg har ikke brug for en vågekone alligevel! Det er vist nærmere en besøgsven, jeg har brug for.”

Jeg har været ret rolig de seneste timer, men det har været en forfærdelig tid. Jeg er angst. Angst for det mørke, som fortærer dagslyset allerede midt på eftermiddagen. Mørket får mig til at føle, at jeg er forladt, selvom jeg er bevidst om, der ikke er noget at frygte. Men alligevel er det en vedvarende angst for ensomheden og mørket. Jeg er også plaget af mareridt, hvor jeg skal pakke døde dyr ind i avispapir.

”Jeg synes, du skal lægge dig over på min sofa og hvile dig.” Mona lægger sig på den brune lædersofa. Tager en pude under hovedet. Jeg lukker også øjnene. Angsten er væk.

Jeg har aldrig døjet med angst før. Det er kommet efter, jeg er flyttet fra mit hjem igennem 40 år i den lille landsby Genner og ind på plejehjemmet. Nogle spørger, om det er, fordi jeg ser drabelige ting i fjernsynet. Men det er over 50 år siden, jeg havde et fjernsyn, og det leverede min mand og jeg tilbage, fordi de kun sendte bras. Jeg lytter i stedet til radioen – jeg holder mest af klassisk musik. Gerne Bach. Men mit musikanlæg er ikke blevet flyttet herind endnu, så jeg kan ikke høre musik. Det var lige før jul, det slog klik for mig. Jeg blev pludselig bange for alting og følte, at der nok ikke var en sjæl ved

Jeg synes pludselig, at jeg har snakket rigtigt meget – det er jo midt om natten, og Mona giver sin bedste tid – sin nattesøvn – til mig, så jeg siger til hende:

Mona er frivilli g i Røde Kors og besøger hv 98-årige Mortin er tirsdag e. Mona var m ed til at give M lysten tilbage ortine livs­ .

Profile for Røde Kors

Frivillige styrker integrationen  

Hver dag hjælper tusindvis af frivillige med at give flygtninge en god start i Danmark og falde til i deres nye lokalsamfund.

Frivillige styrker integrationen  

Hver dag hjælper tusindvis af frivillige med at give flygtninge en god start i Danmark og falde til i deres nye lokalsamfund.