__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 6

6

PORTRÆT ANH LÊ YEN HOANG

DEN STÆRKE Anh Lê er kendt for restaurantsuccesen LêLê. Men hun er også bådflygtning fra Vietnam. Her er fortællingen om pigen, der fik at vide, hun ikke måtte græde. TEKST: LENE VENDELBO. FOTO: CAMILLA SCHIØLER

Anh er fem år og sidder i et styrhus og kigger på sin far. Han har bundet et tov om sig selv og det ror, som han er den eneste, der kan håndtere. Faren må ikke falde i søvn. Han er eneste styrmand på et skib med omkring 1.000 flygtninge. I styrhuset er også Anhs seksårige bror. De er på flugt fra det kommunistiske Vietnam. Året er 1979. Faren var under Vietnam-krigen andenstyrmand i den USA-allierede sydvietnamesiske flåde. I flere år efter krigen formåede familien at leve i ubemærkethed, men det kommunistiske greb strammedes om dem. Faren skulle genopdrages. Han blev sendt ud for at rydde miner. Og indså snart, at hans liv ville blive kort, hvis han fortsatte. Da Anh sidder i styrhuset, er de midt i familiens tredje flugtforsøg. Hendes mor og to mindre søskende ligger i lastrummet. Der var ikke plads andre steder. Og familien kom kun med, fordi Anhs far er en dygtig styrmand. Skibet er bygget, så de flygtende kan ligge i lag. I begyndelsen er der mad, rent drikkevand, og folk forsøger at besørge så anstændigt som muligt, men som dagene går, lægger der sig en tung stank af afføring på skibet. Folk er svage af mangel på mad og vand. I styrhuset koger Anhs far ris på saltvand. Anh bliver meget tørstig af det. Hun er også bange. De første dage har hun kunnet gå lidt rundt, men nu må hun ikke forlade styrhuset. Et af de andre børn er nemlig faldet over bord. Ned til de hajer, der følger

skibet. Sulten, tørsten og frygten får Anh til at græde, men hendes bror siger: ”Du må ikke græde. Det må du holde op med.” Fra den dag græder Anh ikke længere, hvis hun er ked af det eller bange. Lige indtil i dag, hvor hun sidder i sin succesrige restaurant Lê Lê på Vesterbrogade i København og for første gang fortæller detaljeret om flugten. Anh undskylder sine tårer, som hun forsøger at tørre væk. ”I min familie lagde vi flugten bag os, da vi kom til Danmark. Vi talte aldrig om det. Vi havde fået en ny mulighed. Men med alle de syriske flygtninge, der kommer nu, synes jeg, det er vigtigt at fortælle, hvordan det egentlig er at være flygtning. At være flygtning ønsker jeg ikke for min værste fjende,” siger den nu 42-årige Anh med tyk stemme. Rød er flugtens farve I 11 dage sejler faren fra land til land i håb om, at nogen vil tage imod skibet. Men alle steder bliver det afvist. De første flygtninge fra Vietnam strømmede ud fra landet i 1975. Nabolandene er trætte. Mætte af flygtninge. Situationen bliver mere og mere desperat. Anhs far kan ikke blive ved med at holde sig vågen ved roret. På et tidspunkt sejler de tættere på en kyst, og små handelsbåde med frisk frugt falbyder deres last til de sultne. Duften af æbler fylder Anhs næsebor. Men hendes far har ingen

penge. Anh må nøjes med duften. En duft, som stadig sidder i hendes næsebor i dag. Anhs far beslutter at sejle skibet på grund en kilometer ud for Indonesiens kyst. Mange af mændene kan svømme. Børn og kvinder oftest ikke. Heller ikke Anh og broren. Faren finder en træplade, som han sætter dem op på, og svømmer dem ind til nogle klipper. Her placerer han dem. Det er koldt. Anh har en rød striktrøje på. I dag kan hun ikke gå i farven rød. Integration er lørdagsrengøring Familien havner i en flygtningelejr i Indonesien, hvor de er i tre måneder, før de som kvoteflygtninge får muligheden for at komme til Danmark. De havner i Nordjylland. Her bliver de mødt af Røde Kors, der serverer varm kakao og boller. Anh lukker øjnene, snuser ind og genkalder sig den søde duft. ”Allerede da jeg kom til Danmark, var jeg taknemmelig. Taknemmelig over, at jeg havde fået en ny chance. Flugten skulle lægges bag os. Vi var de heldige.” Anhs familie flytter ind i et socialt boligbyggeri i Nørresundby. Her får de en kontaktfamilie, der skal hjælpe dem i gang med deres nye liv i Danmark. ”Mine forældre var hurtige til at kopiere de danske vaner. Vi ville jo så gerne integreres og gøre som danskerne, så da familien fortalte os, at de gjorde rent hver lørdag, så

Profile for Røde Kors

51,2 mio på flugt  

Ikke siden 2. Verdenskrig har der været flere mennesker på flugt. Det har store konsekvenser at måtte flygte fra alt, hvad man kender.

51,2 mio på flugt  

Ikke siden 2. Verdenskrig har der været flere mennesker på flugt. Det har store konsekvenser at måtte flygte fra alt, hvad man kender.