Page 1

Da hun begyndte at tigge om at komme ud at se din fars

Porsche, skulle jeg havde bremset det. Jeg skulle have forudset det. Alt i mig burde reagere på den lille fornemmelse af anspændthed, som havde sneget sig ind i kredsen.”

Stiklinger er en novellesamling, som kredser om grænser, der overskrides uigenkaldeligt, om kroppe, der kommer på tværs, og om sår, der ikke vil hele. Men novellerne handler også om at søge trøst og finde nye begyndelser i det, der måske kun på overfladen er en afslutning.

Stiklinger omsl ryg 7 mm.indd 1

Trine Juul

Trine Juul Stiklinger

bliver klar til, selvom de er sket. Sådan har jeg det med den her nat.

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

“Der er ting, man er klar til, når de sker. Og så er der ting, man aldrig

Stiklinger

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG 08/10/2019 12.22


TRINE JUUL

Stiklinger

DA N S K L ÆR E R F O R E N I N G E N S F O R L A G


Stiklinger

Af Trine Juul © Dansklærerforeningens Forlag 2019 1. udgave, 1. oplag 2019 Forlagsredaktion: Sofie Buhl Pedersen, Lisa Marie Henderson og Anne Fægteborg Foreningskonsulent: Jens Raahauge Forsideillustration: Els Cools Forfatterportræt: Sisse Langfeldt Grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Trykt hos Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2019 ISBN 978-87-7211-076-9 dansklf.dk Citater Side 12: fra Forudsigelsen af Peters fornægtelse, I: Lukasevangeliet, kap. 22, v. 31-34 (Bibelen Online) Side 14: fra Kain og Abel, I: 1. Mosebog, kap. 4, v. 9 (Bibelen Online) Side 73: fra Jeg har en angst som aldrig før, af H.C. Andersen, 1864 Side 80: fra Kom, hjælp mig, Herre Jesus, af Holger Lissner, 1993


Indhold Før natten er omme 7 Totalt banal 17 Moderkage 23 Anemoner 27 Sæbebobler 33 Iskold 39 Far kører rigtig godt 45 En fletning 53 Ach, Du lieber Augustin 57 Solen er så rød, mor 61 Jeg spiller blokfløjte 69 I denne tunge nat 73


Før natten er omme Han havde på en måde advaret mig. “Før natten er omme, har du tre gange benægtet, at du kender mig!” “What?” “Før natten er omme, har du tre gange benægtet, at du kender mig!” “What the fuck, Moses. Slap nu af!” “Jesus.” “What?” “Du mener Jesus.” “Jeg mener, tag nu for helvede bare og slap af!” Jesus. Det gjorde mig nervøs, at han var så nervøs. Hvorfor rablede han som en religiøs galning? Hvad var der at være så bekymret for? Ja, vi skulle til en stor fest. Ja, vi kendte nærmest ingen. Og hvad så? Det skulle nok gå. Jeg var hans ven, jeg ville passe på ham. Min mor kunne huske ham lige fra første skoledag. Det talte hun stadig af og til om. Hvordan han havde været sådan en frisk og udadvendt dreng. Hvordan hans forældre, som havde været på alder med hende og far, havde været så rare og imødekommende. De kaldte os yin og yang i svømmeklubben. Det kan jeg godt forstå. Ikke bare kom og gik vi altid sammen, der var også noget med vores svømmestil. Folk havde svært ved at 7


kende forskel på os, når vi crawlede. Det var vores elegante måde at bevæge os på, sagde de. Især Simon gled nærmest lydløst gennem vandet. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at lugten af klor gennemtrænger alle mine minder fra de år. Træning 20 timer om ugen og stævner minimum en gang om måneden sætter sig i næsen. Når jeg i dag tænker tilbage på den tid – Simon stoppede i midten af 8. klasse, og jeg stoppede først lige før sommerferien op til 1. g – er det alligevel ikke konkurrenceårene, jeg tænker på. Faktisk er det altid ét bestemt billede, der popper op: Vi har frisvømning, og lille, spinkle Simon kravler op på kanten i sine små, blå badeshorts med hajer på. Han ved godt, at han ikke må løbe, så han prøver at løbegå, hvilket får flere af de forældre, som sidder på bænken og kigger, til at smile. Men Simon er for lille til at tænke på, hvad andre tænker. Som en selvfølge hopper han op i sin mors favn. Hun pakker ham ind i et håndklæde og trykker ham ind mod sit bryst. Hvis hun kan huske det, må det være et lykkeligt minde. Vi kom ikke i samme klasse i gymnasiet. I begyndelsen ærgrede det os begge. Nok mest Simon. Faktisk var jeg mere og mere nået til den konklusion, at det var det bedste. Det er så tydeligt for mig nu. At han simpelthen bare blev mere og mere underlig. Mere og mere indelukket. Det skete lige så langsomt, og det var først til festerne i 9., at det for alvor gik op for mig. Gad vide, om det havde været anderledes, hvis han ikke havde drukket? Om alkoholen skubbede til noget i hans 8


psyke, der måske kunne være bremset? I virkeligheden kan det ikke betale sig at spekulere over det, for drak det gjorde han. Som et svin. Selvfølgelig var der også mange andre, der drak meget, men problemet for Simon var, at han forandrede sig. Totalt. Når han var fuld, var det, som om jeg fik et glimt af noget sort og bundløst i hans personlighed, som jeg aldrig havde set før. Jeg kunne ikke kende ham, og det skræmte mig. Til sidst kom det dertil, at det på ingen måder var sjovt for mig at komme til fester, hvor han også var med. Alle i klassen, inklusive deres forældre, havde – måske naturligt nok – en forventning om, at jeg tog mig af ham. Det ville jeg selvfølgelig også gerne, men det betød bare, at jeg ikke selv kunne drikke eller feste overhovedet. Til en fest måtte jeg trække af med ham allerede ved 20-tiden, fordi han hele tiden blev ved med at lægge sig i fosterstilling foran Silles far. “Bare for at se hans reaktion,” som han snøvlede, da vi skred hjem ad de tomme villaveje. Til en anden fest stod han i et bryggers bag en fryser og skreg, når man prøvede at røre ved ham. Det var hjemme hos Thea, og hendes mor så bange ud, da hun hentede mig, og sagde, at jeg måtte få ham væk. Helt ærligt, jeg gad ikke mere. Alt det her var blevet endnu mere tydeligt i 1. g. Nu var han ikke kun underlig til festerne, men også i hverdagene. Det var i hvert fald noget, jeg tænkte, når jeg tilfældigt så ham rundt omkring på gangene. Han, der ellers før i tiden havde været så social, stod nu altid alene. Godt nok sørgede han for at stå med sin mobil 9


og se travl ud, men for mig var det tydeligt, at han ikke syntes, det var fedt. Og jo, jeg kunne da godt have gjort mere for at få ham ind i fællesskabet. Men det er jo den klassiske: Jeg var havnet i en vildt fed klasse. Vi var en stor gruppe af både drenge og piger, der altid holdt fester sammen. Drak med hinanden, grinede med hinanden, græd med hinanden. I begyndelsen gik vi også i seng med hinanden. Det var så langt fra Simon. Så uendeligt langt, at det aldrig faldt mig ind at lukke ham ind. Det var først en dag, da min mor kom hjem fra Meny og sagde, at hun havde mødt Simons mor. De havde snakket lidt, og nu havde hun så tænkt, at jeg skulle prøve at invitere Simon med til en af de mange fester, jeg gik til. Det trængte han vist til. Det trængte han vist til? Okay!? Og hvad skulle jeg så gøre ved det? Hvad var det, min mor ikke fattede? Jeg kunne på ingen måder tage Simon med til en af festerne med de andre. Det ville være en katastrofe. Jeg var ikke engang sikker på, om nogle af dem vidste, at jeg havde været venner med Simon. Og så skulle jeg smadre en fest for dem ved at tage ham med? Det var Otto, vores gamle ven fra svømning, der uden at vide det kom med løsningen. Ja, han var allerede kommet med den. Et par uger før havde han inviteret mig til en fest, og jeg havde ikke fået svaret, fordi jeg ikke havde haft lyst før. Det var længe siden, jeg havde set Otto, sådan føltes det i hvert fald, og jeg gad ikke en kæmpefest i et klubhus et sted, hvor 10


jeg ingen kendte. Men nu kunne jeg jo svare, at jeg godt kunne, og at jeg ville tage Simon med. De to kendte hinanden fra svømning, og Otto ville bare synes, at det var godt, jeg havde Simon med. Det var med andre ord den perfekte mulighed for at give Simon en god oplevelse (og gøre min mor og hans mor glade). En stor, anonym fest, hvor vi ingen kendte, og hvor jeg ville kunne koncentrere mig fuldt ud om ham. Jeg ville være der for ham som i gamle dage. Han havde ikke noget at være bekymret for. Jeg ved ikke, hvor længe vi sad i toget. Eller det må jeg jo kunne regne ud, for de steg på i Lyngby. Jeg genkendte dem med det samme, selvom de var i en vogn noget længere nede. Carl, Esther, Julius og Thea. Hvad lavede de her? Jeg vidste, at de skulle hjem til Nikolaj, som holdt noget senere, men hvorfor var de med toget allerede? Hvis de så mig, ville de vide, at jeg havde løjet. Jeg havde bildt dem ind, at mine gamle havde tvunget mig med i sommerhus. Ikke særlig troværdigt, men det var det bedste, jeg lige kunne komme på. Det var på alle mulige måder noget lort. Jeg var nødt til at gå endnu længere frem i toget, indtil de var stået af. Det var måske ikke ligefrem sandsynligt, at de ville komme helt herned, når de skulle af, men det var en mulighed. “Øjeblik, jeg skal lige ringe.” Der var nærmest noget skræmt i Simons blik, da han så op på mig, men han spurgte ikke om noget. Ligesom han heller ikke spurgte om noget, da jeg satte mig igen efter Hellerup. Han sad bare helt stille og kiggede ud ad vinduet. 11


Otto lyste op i et stort smil, da han så os. Han var allerede rimelig fuld og hældte halvdelen af sin fadøl ned ad ryggen på Simon, da vi hilste i baren. Der var også godt gang i dansegulvet, og for første gang mærkede jeg en lettelse. Det her kunne godt blive en fin aften. Jeg kiggede på Simon. Han virkede ikke mere så stille og nervøs. Med en fadøl i hånden var det, som om han blev mere sig selv. Mere den gamle Simon. Vi skålede og smilede mod dansegulvet. Og i et andet liv, i en bedre verden, kunne det garanteret også være blevet ved sådan. Bare ham og mig med en fadøl, omgivet af glade mennesker. Men allerede efter den tredje øl mærkede jeg ubehaget igen. Vi var ikke mere end lige færdige, før han bestilte to til. Han bestilte også to shots og råbte “skål” ud i luften uden at kigge på mig. “Skal vi ikke finde Otto?” Jeg spejdede allerede halvt efter ham, da jeg spurgte. “Hvorfor?” “Vi kan også gå ud og ryge?” “Det er kun, fordi du ikke vil have, at jeg drikker.” “Slap nu af!” “Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.” “What?” “Simon Peter sagde til ham: ’Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.’” “Jeg prøver lige at finde Otto.” “Men han svarede: ’Jeg siger dig, Peter, hanen når ikke at gale i nat, før du tre gange har nægtet, at du kender mig.’” 12


Da hun begyndte at tigge om at komme ud at se din fars

Porsche, skulle jeg havde bremset det. Jeg skulle have forudset det. Alt i mig burde reagere på den lille fornemmelse af anspændthed, som havde sneget sig ind i kredsen.”

Stiklinger er en novellesamling, som kredser om grænser, der overskrides uigenkaldeligt, om kroppe, der kommer på tværs, og om sår, der ikke vil hele. Men novellerne handler også om at søge trøst og finde nye begyndelser i det, der måske kun på overfladen er en afslutning.

Stiklinger omsl ryg 7 mm.indd 1

Trine Juul

Trine Juul Stiklinger

bliver klar til, selvom de er sket. Sådan har jeg det med den her nat.

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

“Der er ting, man er klar til, når de sker. Og så er der ting, man aldrig

Stiklinger

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG 08/10/2019 12.14

Profile for Dansklærerforeningens Hus

Stiklinger  

Stiklinger  

Profile for dansklf