Tema: Nye genrer
Tegneserier, tegneserier, tegneserier! Tegneseriens verden har alle dage været forunderlig, fantastisk, fjantet og farverig, men igennem en lang årrække har formen udviklet sig i mange forskellige stilistiske og genremæssige retninger. Er man til selvbiografiske, sort-hvide grafiske romaner, svimlende sci-fi-romancer eller historiske dramaer, kan man i tegneserien finde en titel af høj kvalitet, der udnytter den verbalt-visuelle hybrid til at skabe komplekse fortællinger og seriøs faglitteratur.
I et tema, der handler om nye genrer, er det givetvis dårlig stil at lægge ud med at konstatere, at tegneserien ikke er en genre, ej heller særligt ny. Når den alligevel er yderst relevant for denne sektion, er det, fordi både det nye og det genremæssige påvirker tegneserien lige nu, hvor den i al sin mangfoldighed er mere interessant end nogensinde. Der er rigtigt gode grunde til både at inddrage tegneserier i undervisningen og have dem liggende på natbordet derhjemme. Vi begynder med det nye. Tegneserien har en lang historie, og i forskningen diskuteres jævnligt, hvilken tegneserie, der er den allerførste. Det er en debat, der knytter sig til, hvordan man definerer en tegneserie, og i sidste ende også, hvilken region, der kan bryste sig af at være tegneseriens vugge. Hvis man lægger vægt på, at tegneseriens definerende træk er kombinationen af tekst og billede i sekvens, hælder mange til, at schweiziske Rodolphe Töpffer er tegneseriens stamfader med sine fortællinger om Monsieur Jabot fra 1833 (Kunzle, 2007). Mener man imidlertid, at tegneserien i sin moderne skikkelse først rigtigt finder sig selv i avisernes masseproducerede form, kandiderer amerikaneren R.F Outcaults Yellow Kid (1895) til prisen som den allerførste tegneserie (Blackbeard, 1995). Der er også dem, der mener, at det at fortælle med billeder er en særlig måde, menneskeheden beretter om sine bedrifter på, og de peger på, at tegneseriens forfædre skal findes så langt tilbage som hulemalerierne i Lascaux eller Bayeuxtapetets broderede frise (McCloud, 2000: 12-13+141). Tegneserien er, uanset hvordan man definerer den, en ret gammel kunstform, men det er også en kunstform, der har været præget af temmelig faste formater og genrer. Tegneseriens liv i den populære kultur har betydet, at
52 DANSK NOTER
markedsmekanismerne bidrog til, at de bedstsælgende genrer kom til at tegne indholdet i avisstriber såvel som tegneseriehæfter og albums. Derfor var tegneserien i mange år synonym med humorserier, krimi- og gyserfortællinger, superhelte- og eventyrlige action-historier, der alt efter temperament blev anset for at være underlødig genrelitteratur eller det mest underholdende, den litterære form havde at tilbyde. Det nye er, at tegneserien ikke længere er bundet af bestemte genrer, hvilket medfører, at der findes tegneserier om stort set alle emner og i mange forskellige udformninger. Desuden er den visuelle fremtoning også blomstret med fremkomsten af mindre, knap så kommercielt fokuserede forlag, så tegneserierne ser også meget forskellige ud: Mere smalle udgivelser har bedre vilkår, og med internettet har flere kunstnere fået mulighed for at distribuere deres tegneserier udenom de sædvanlige kanaler. Det har også betydet, at den traditionelt set hvide, heteroseksuelle og mandsdominerede tegneserieverden har fået både hovedpersoner og forfattere/tegnere, der i højere grad afspejler den diversitet, der findes i samfundet generelt og hos tegneserielæserne selv. Det er altså vigtigt at understrege, at tegneserien IKKE er en genre. I Frankrig kalder man tegneserien for den 9’ende kunstart, og det er mere korrekt at tænke på den som en kunstnerisk form, der kan rumme mange genrer og undergenrer, ligesom litteratur kan underopdeles i prosa og poesi, eller film kan inddeles i actionfilm, romantiske komedier, thrillere og westerns. Et af de formater, der har været medvirkende til at ændre den måde, vi betragter tegneserien på, er ’graphic novel’, eller på dansk: den grafiske roman.