Bøger til omtaler sendes til: Dansklærerforeningen
Rathsacksvej 7
1862 Frederiksberg C
Billedredaktører
Anne Haugaard Thomsen
Annette Düring Nielsen
Øvrige redaktionsmedlemmer
Anne Mari Borchert annemariborchert@gmail.com
Anne Haugaard Thomsen anov@aabc.dk
Jacob Kjærgaard jk@grenaa-gym.dk
Karen Wagner kwa@oegnet.dk
Anne Krogh Madsen fgakm@frsgym.dk
Annette Düring Nielsen ring@aabc.dk
Benedikte Fogh Rostbøll bfr@rysensteen.dk
Dansknoters redaktion vil gerne støtte kommatolerance. Artikler bringes med eller uden startkomma som skribenterne selv har valgt det. Redaktionen benytter ikke startkomma.
Indsendte bidrag dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller Dansklærerforeningens holdninger.
Kommende numre i 2024
Dansknoter 1 Ufint Deadline: 07.01.24
Dansknoter 2 Nord Deadline: 02.04.24
Dansknoter 3 Ung Deadline: 03.06.24
Dansknoter 4 Årsmøde Deadline: 21.10.24
Abonnement
kr. 300,- ekskl. moms.
Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.
Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansknoter.
Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektioner for gymnasielærere.
Annoncering i Dansknoter
Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansknoter.
Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk Tlf. 33 27 60 77
Bidrag til bladet
Vi modtager gerne bidrag til bladet og dets forskellige faste klummer. Forespørgsel eller artikler kan sendes til birgitte.darger@gmail.com.
Redaktionen vælger ud efter relevans.
Maksimallængde på artikler til tema er normalt 12.000 tegn inklusive mellemrum og i øvrigt på 10.000.
Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler.
Fagfællebedømte artikler markeres med
Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.
For temaartikler og de kunstneriske bidrag gives honorar.
Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk.
ISSN: 0107-1424
Oplag: 2.700
Printed in Denmark 2024
Dansknoter udgives af Dansklærerforeningen med støtte fra Bladpuljen. dansklf.dk/dansknoter
Grafisk tilrettelæggelse
Rikke Albrechtsen, Quote Grafik
Korrektur
Kristoffer Kildelund
Tryk
Tarm Bogtryk A/S
Forside
Miriam Kongstad: Heart Of Steel (strike), 2023, foto af David Stjernholm
Bagside
Miriam Kongstad: Heart Of Steel, 2023, foto af David Stjernholm
DANSKNOTER
08 17 13 31
INDHOLD
Faste sider Artikler
05 Leder
06 Præsentation
07 Kunstner
41 Dansk takeaway
44 Ny litteratur
48 Forskerinterview
50 Sproget.dk
58 Din forening
– Kurser
– Skrivecup
– Indkaldelse til generalforsamling
– Omtaler
08 De smukke, sårbare og stærke
unge mennesker
Af Laura Rye Bislev
13 En ungeanmelder at spejle sig i
Af Emma Karlebjerg
17 Dyr: de flænselystne og de bevingede
Af Johanne Gormsen Schmidt
23 Det bedste og det værste ved dansk
Interview med seks elever
31 Detektiv eller dansklærer?
Af Signe Riis Petersen & Sidsel Nordentoft Poulsen
36 Litterær stemme, fanfiction og transition
Af Amalie Buchard
54 Kollaborativt arbejde i skriftligt dansk
Af Mads Damgaard Fangel
Tema: Ung
08 En generationskarakteristik
Det handler blot om at skabe et miljø, der opmuntrer til frivillighed og belønner initiativ med tillid.
13 Når unge læser
De unge er bundet af, at de er vant til se læsning som en selvstændig aktivitet, i stedet for at se fællesskabsmulighederne.
17 Tendenser i unge forfatterskaber
Hvor selvbiografisk litteratur i 10’erne typisk taler fra og om et menneskeligt jeg i relation til andre mennesker, ofte med fokus på de nære og intime relationer, bliver perspektivet hos Nathan og Dalgas bredt ud.
23 Elevernes perspektiv på danskfaget
Jeg tror, at rigtig mange gange sidder man og siger, at forfatteren mener et eller andet, som han overhovedet ikke havde til hensigt. Nogle gange er en dør bare en dør!
31 De unge lærere
Vi oplevede, både som eksaminator og censor, at vi i nogle tilfælde næsten blev besatte af mistanken om snyd.
BOGPAKKE PÅ VEJ
Glæd jer til efterårets nye udgivelser til ungdomsuddannelserne
60 % MEDLEMSRABAT
8. okt. til 11. nov.*
Læs mere på dansklf.dk/bogpakken
FORLØBSBØGERNE
Det er goth!
En rejse ind i den gotiske litteraturs motiver
DANSKLÆRERFORENINGENS
Det er Goth!
En rejse ind i den gotiske litteraturs motiver
Fokus for den nye forløbsbog er at inspirere til at dykke ned i den danske romantisme og gotiske litteratur og se den som sin egen, men også i forlængelse af en angelsaksisk genretradition. Bogen kan bruges tværfagligt i krydsfeltet imellem danskfaget og engelskfagets litteratur. Bogen tager udgangspunkt i et udsnit af gotiske motiver og ser på, hvordan de er forbundet til den gotiske genre, og hvordan de gør det muligt at tale på tværs af litterære tekster.
NY FORLØBSBOG med tilhørende FORLØBSBESKRIVELSE dansklf.dk/forloebsboegerne
NU KOMMER VEJLEDNINGEN!
Kortprosa. Antologi – Vejledning
NYHED I SERIEN TIL VÆRKS
Genrebetegnelsen “kortprosa” dukkede op i 1990’erne, men der har været skrevet kort prosa siden tidernes morgen. Når man læser i Kortprosa. Antologi af Lars Bukdahl og Peter Adolphsen, som udkom i 2023, bumler man derfor gennem litteraturhistorien fra Holberg og Blicher over Andersen og Bang med stop hos Seeberg og Højholt og foreløbig endestation hos Hagen og Ørntoft. Og undervejs har man passeret alle slags landskaber: det eksistentielle, det økokritiske, det kønnede, det absurde, det uhyggelige, det metafiktive og det slet og ret fjollede.
I vejledningen, der udkommer til november, giver de to erfarne gymnasielærere, Astrid Midtgaard Hvelplund og Boline Albæk Ravn bud på kreative, sjove og anderledes øvelser med afsæt i antologiens korttekster – alt sammen med fokus på oplevelse, at vække nysgerrighed, litteraturlyst og undren hos eleverne.
Mathilde Fibigers TOLV BREVE
TIL VÆRKS er en ny serie fra Dansklærerforeningens
Forlag i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hensigten er at genudgive klassikere, der fortjener ny opmærksomhed i danskfaget, og som kan læses med gymnasieelever. Nu kommer anden bog i serien, Mathilde Fibigers TOLV BREVE som kom under pseudonymet Clara Raphael i 1850. Bogen var en kritik af kvindens samfundsmæssige stilling og udløste en storm af protester og kritik. I romanen kritiserer hun kvindens samfundsmæssige stilling og hævder hendes ret til at have de samme vilkår som manden. Værket vil have noter og introduktion af Ditte Eberth Timmermann, Mischa Sloth Carlsen og Jesper Gehlert Nielsen. Bøgerne i serien udgives både analogt og digitalt. Læs mere på dansklf.dk/til-vaerks
Pernille Byberg Christoffersen
Af Matilde Malmberg
Læsevejleder og dansklærer på Paderup Gymnasium, medlem af G-bestyrelsen for stx og hf
Sommerferien er for mange – ikke kun dansklærere – et pusterum der blandt andet kan give tid til romanlæsning. Om sommeren kan vi endelig dykke ned i Aidts nyeste Øvelser i mørke og få bekræftet værdien af fællesskaber og venskaber, også når traumer og ubehag dominerer, eller vi kan forsøge at sætte os ind i generation Y’s kamp med flydende identitet og det frie liv når vi læser Kun til navlen om den moderne skærsommernatsdrøm af Linea Maja Ernst. Men det er ikke altid en selvfølge at vi giver os selv rum og tid til at dykke ned i romanlæsningen selv i en lang sommerferie. For vi bliver forstyrret på så mange områder. I de unge år er det småbørn der skal kigges efter, tørres op efter og trøstes, så er der EM, Tour de France, OL og hvad der ellers skal holdes øje med i fjernsynet i løbet af en sommer, der er kantareller og lyng der skal findes på heden, og så er der djævelen over dem alle – det digitale liv. Det er så utroligt nemt at blive forstyrret, men også at lade sig forstyrre.
Det er altså bestemt ikke kun vores elever der lader sig forstyrre af det ene og det andet, og det er lige netop forstyrrelse der er en af læsningens helt store fjender. For læsning kræver fordybelse. Den svenske hjerneforsker Katarina Gospic er kommet frem til at det kan tage op til 25 minutter at vende tilbage i flow med en arbejdsopgave når man bliver forstyrret. Det kan forklare hvorfor det i dag står lidt sløvt til med læsningen. Vores elever har svært ved at overkomme og huske selv korte læselektier, måske fordi de hele tiden bliver forstyrret og lader sig forstyrre, og flere gymnasier tyr til lektiefri og fælleslæsning m.m. Det kan der være rigtig gode didaktiske grunde til at gøre – lektien er præsent for eleverne, alle har læst det samme, og læreren har måske mulighed for at påvirke læsningen og forståelsen undervejs. Men det hjælper desværre ikke på elevernes læsehastighed. Gymnasieskolens læsevejledere ser en dalende læsehastighed hos eleverne når de tester dem i 1.g. Det er ikke kun læsehastigheden der er nedadgående, men også elevernes ordforråd bliver dårligere og dårligere. Det bliver meget tydeligt at det ikke er nok at læse snaps fra vennerne, statusopdateringer, undertekster på Netflix og overskrifter på diverse internetsider. Læsemusklen skal trænes, for jo langsommere og dårligere man læser, jo sværere bliver det at bevare koncentrationen og forståelsen.
Som dansklærere står vi ofte på hovedet for at få eleverne til at læse derhjemme – lektier, frilæsning, bare et eller andet. Vi ved at læsning giver vid, bedre formuleringsevner og forståelse og samtidig, i et livs- og samfundsperspektiv, mulighed for øget empati, demokrati og engagement. Gennem litteraturen har vi muligheden for at sætte os ind i hvordan det er at være transkønnet, handicappet, misbrugt, forelsket, gammel, skilt og underlagt alle mulige andre eksistentielle vilkår. Vi kan læse om klodens tilstand, om aktivisme og om krigens konsekvenser. Men hvordan får vi eleverne og nogle gange også os selv i gang med at læse?
Mit bedste bud er at forsøge at møde eleverne der hvor de er. Jeg har forsøgt med Ved vejen fordi jeg selv elsker Bangs stille eksistenser, de mange tomme pladser og langsomheden. Men da mine 3.g’ere blev studenter i sommer, indrømmede de blankt at rigtig mange af dem ikke havde fået kæmpet sig igennem romanen på trods af gode intentioner. Det gik langt bedre med en anden gammel klassiker, nemlig Rifbjergs Den kroniske uskyld i foråret inden 3.g’erne fik huen på hovedet. Pludselig kunne de spejle sig i Janus og Tores livtag med ungdomslivet, kærligheden, venskaber og det spirende voksenliv der venter – for nogle – truende på den anden side af gymnasiets trygge rammer. Her lod mine elever for et øjeblik telefonen ligge og læste mere end 20 sider til hver lektion, og nogle enkelte læste endda foran. Det må være den våde drøm for enhver dansklærer.
I Dansklærerforeningen samarbejder vi med Undervisningsministeriet for at øge læselysten. 10 kendte har valgt et værk af en kvindelig forfatter som de synes, vores elever skal læse. Det kunne være et sted at starte – at tænde elevernes læselyst ved at motivere med andres bedste læseoplevelser.
Sommerferien er slut, og det langsomme må vige for Turèlls hverdagsglæde, men håbet er stadig at vi finder huller – i hverdagen, i undervisningen, i bussen, lige inden søvnen indtræffer – hvor vi kan fordybe os i læsningen og de rum og oplevelser den lukker op for.
God fornøjelse
OMSORG, TEKNOLOGI, EMPOWERMENT OG FÆLLESSKABER
Mødet med en ung gymnasieelev, en ung frivillig, en ung underviser eller en ung forfatter er møder med stemmer, der giver indsigter i at være ung i forskellige kontekster, og med temaet UNG er indgangen til dette nummer af Dansknoter at ‘tænke ungt’ i forhold til emner, problemstillinger, skribenter og kunstner.
Motiverne bag at vælge UNG som tema er spørgsmål, som vi nok alle i vores branche interesserer os for, og som vi dagligt møder i medierne, i vores undervisningsjob, på lærerværelset eller i litteraturen.
Hvad optager de unge?
Hvordan får vi dem til at interessere sig for vores fag?
Hvilken rolle spiller teknologi og sociale medier i unges liv som i skolen?
Hvilke værdier og styrker kendetegner ungdommen?
Hvilke udfordringer har de?
Hvad læser de unge – og hvilken rolle spiller danskfaget og danskundervisningen i deres ungeliv – og senere liv?
Spørgsmålene belyses på forskellig vis af dette nummers bidragsydere. I artiklen “De smukke, sårbare og stærke unge mennesker” nuancerer Laura Rye fra tidsskriftet SEIN således den ofte fremførte påstand om nutidens unges sårbarhed ved at fremhæve ungdommens styrker – herunder styrkegivende fællesskaber. Emma Karlebjerg præsenterer i sin artikel “En ungeanmelder at spejle sig i” sine erfaringer med unge og læsning, og hvordan læsekrise kan blive til læseglæde – også i den sammenhæng bliver fællesskaber vigtige, da de medvirker til at styrke læselysten.
Tendenser i unge forfatterskaber i 2020’erne udfoldes i Johanne Gormsen Schmidts artikel “Dyr: de flænselysne
og de bevingede”. Hun ser hos yngre forfattere en udpræget tendens til at skrive om dyr – heste, hunde, fugle, ræve etc. – og undersøge forholdet mellem mennesker og dyr i forlængelse af egen (selvbiografiske) udsathed og med en ny åbenhed mod det religiøse.
Og så vender vi os mod gymnasieskolen. Først gennem interviews med forskellige 3.g’ere om deres blik på, hvad der er det bedste og værste ved dansktimerne, dernæst reflekterer to unge – eller yngre – lærere, Signe Riis Petersen og Sidsel Nordentoft Poulsen, i artiklen “Detektiv eller dansklærer?” over danskundervisningens moderne tider med AI, prøveformer og bedømmelsessituationen og deler deres frustrationer over den mistænksomhed over for eleverne, der har sneget sig ind med AI-muligheden.
I værkserierne Heart Of Steel og Powerhouse undersøger kunstner Miriam Kongstad grundspørgsmål om identitet, ambivalens, kropslighed, råstyrke og empowerment. I Kongstads værker er kroppen et energifelt. Det er både kroppens energiske og dynamiske positurer i billederne, og det er tematisering af kroppen som et ‘batteri’ af energi i forskellige livssituationer. Værkerne kan måske tages med ind i klasseværelset og give stof til en samtale om de grundspørgsmål, som (også) vedrører livet som ung.
Artiklerne og kunsten peger i flere retninger, men giver forhåbentligt indsigter i ungeliv og inspiration til didaktisering af og indhold i danskundervisningen.
God fornøjelse!
MIRIAM KONGSTAD
– Billedkunstner og koreograf
– Uddannet ved Inter-University Center for Dance Berlin (HZT) samt Sandberg Institute i Amsterdam
– Bor og arbejder i Berlin og København
– Født 1991
– www.miriamkongstad.com
– Repræsenteret af Wilson Saplana Gallery i København
Med en baggrund som både koreograf og billedkunstner er min kunstneriske praksis tværfaglig og formgives som skulptur, maleri, performance, lyd og tekst. Ved at benytte kroppen som analyseværktøj undersøger jeg kulturelle og politiske
strukturer samt grundspørgsmål om identitet, ambivalens og kropslighed. Ud fra dette arbejder jeg med en udvidet forståelse af, hvad det vil sige at bebo en krop, som en kødelig, seksuel, social, metafysisk og sjælelig enhed. Via intense og ladede billeduniverser adresserer jeg ofte ømtålelige emner og forsøger hermed at indfange elementer af både det barske, det ømme, det emotionelle og delikate, og at skabe rum for at behandle disse strømninger sanseligt.
Min udstilling Heart Of Steel (2023, Wilson Saplana Gallery) tager udgangspunkt i den historiske, mandlige, portrættering af ‘the female nude’ som passiv og yndig. Udstillingen forener performativitet og objektbaserede kunstformer, hvorved fremstillingen af værkerne foregik som en koreografisk gestus med koben og stålbørster, således at sporene fra min egen afklædte krop forblev synlige som slag, ridser og penselstrøg i malerier på store aluminiumsplader. I malerierne spejles de store mestres passive nøgenbilleder, som nu aktivt rejser sig og slår tilbage på det lærred, de var fastfrosset på. De portrætteres som stærke kvindeliv fra samtiden, på egne præmisser, i rollerne som nydende, legende, som pin-up og styrketrænende, midt i fødslen, begærende og urinerende. I udstillingen undersøges, hvad kvindelig identitet er eller kan være i dag, ved at flytte (kvindeligt) begær og emotionalitet væk fra den traditionelle kategorisering som ‘hysteri’ eller ‘blødhed’ og snarere portrættere den som råstyrke og empowerment.
Råstyrke og empowerment er også nøgleord for min seneste udstilling Powerhouse (2024, Ringsted Galleriet), hvor jeg benytter batteriet som metafor for den enorme kraft, der særligt findes i kvindekroppen. En krop, der til stadighed eksisterer på trods, i en verden præget af utrættelig ulighed i magtstrukturer, økonomiske vilkår, sundhedsindustrier og sociopolitiske systemer. Fælles for både batteriet og kroppen er den iboende spænding mellem potentiale og risiko. Potentialet for enorm energitransformation, risikoen for total nedsmeltning. Liv og død. Udstillingen fokuserer netop på disse skæringspunkter, hvor højspændingen dirrer af intensitet – i fødslen, erotikken, nervespidsen, førstehjælpen, sprintløbet og stramningen af korsettet.
Foto af David Stjernholm
De sårbaresmukke, og stærke unge mennesker
Der sættes som regel et altoverskyggende lighedstegn mellem det at være ung i dag, at være på vej gennem uddannelsessystemet og at være i mistrivsel.
Denne artikel forsøger at nuancere det billede ved at fremhæve alle de styrker, der også hører med til ungdommen.
Som nyudklækket student i sommeren 2023 så jeg TV2-dokumentaren Presset ungdom. Den følger en lille håndfuld gymnasieelever, især de to piger Yasmina og Olivia. Igennem historier om Yasminas pludselige lyst til at hoppe ud ad vinduet en hel normal skoledag og om Olivia, der ikke kan magte at møde i skole i mange uger i 2.g, udfoldes et generationsportræt.
Jeg sad efterfølgende på varme sensommeraftener til de sidste studentergilder og talte med flere andre fra min tidligere klasse. Flere beskrev at have grædt af ren og skær lettelse, da de så dokumentarens to afsnit. Lettelse over at være sluppet nogenlunde helskindet ud på den anden side af det uddannelsessystem, der fremstilles som så nedbrydende i dokumentaren. Ikke fordi de nødvendigvis selv havde nogle diagnoser eller direkte kunne relatere til Yasmina og Olivia –men fordi truslen om mistrivsel altid lurer i baggrunden, når man tilhører vores generation. Det er en allestedsnærværende del af fortællingen om os.
Formålet med denne artikel er på ingen måde at modbevise den fortælling. For den vækker uden tvivl genklang i min egen omgangskreds, og jeg frygter, ligesom så mange andre, hvad de langsigtede konsekvenser af et presset uddannelsessystem, sociale medier og et snævert perfekthedsideal kommer til at være for min generation. Jeg har også grædt på skoletoiletter og bandet uddannelsesparathedsvurderinger langt væk, og på min nuværende højskole taler vi om vores
erfaringer med psykiatri lige så naturligt, som vi fortæller om vores første øl. Sårbarhed er en del af fortællingen om min generation.
I stedet vil jeg gerne være med til at nuancere den fortælling. Og jeg vil gerne fremhæve noget af det, der ud over den udprægede mistrivsel er med til at gøre min generation til noget særligt. Når der bliver snakket så meget om alt det, vi ikke kan, vil jeg gerne være med til at starte samtalen om alt det, vi kan. Hvad er vi bedre til end tidligere generationer? Hvad er vores styrker? Og hvordan kan de bruges aktivt i en uddannelsesmæssig sammenhæng?
Ideen udsprang fra en samtale med min mor, da jeg gik i 3.g på Århus Statsgymnasium. Hun havde lige overværet vores årlige teaterkoncert på gymnasiet. Teaterkoncerten er en tradition, der videreføres årgang efter årgang – og så er den 100 % elevstyret. Skolen stiller sine fysiske rammer til rådighed, men så er det ellers 250 elever, der frivilligt i løbet af tre uger får stablet teaterkoncerten på benene. Det er elever, der er forfattere, instruktører og skuespillere, elever, der er tovholdere med forskellige ansvarsområder, bl.a. dans, kostume og scenografi. Der er to øveweekender, hvor man er på skolen hele weekenden, og efterfølgende mange sene aftener, mens teaterkoncerten spiller, hvor man først er færdig klokken 22, inden man møder ind til normal undervisning klokken 8 dagen efter.
Min mor fortalte, at de også havde haft en musical, da
Laura Rye Bislev
F. 2003. Student i 2023 fra Århus Statsgymnasium, elev på Testrup Højskole og kulturredaktør for ungdomsmagasinet SEIN
hun gik på Hasseris Gymnasium i slutningen af 80’erne, men at gymnasiets lærere havde stået for og været drivkraften bag den. Det var dem, der havde fordelt rollerne og bestemt historien, og skemaet kunne tilrettelægges rundt om musicalen. Med andre ord var hun helt blæst bagover af det enorme frivillige engagement og den bevidsthed om at løfte i flok, det krævede at få teaterkoncerten på mit gymnasium til at lykkes.
Selvfølgelig kan man argumentere for, at der er tale om to forskellige gymnasier, forskellige steder i landet, og at det ikke nødvendigvis kun er en generationsforskel, der er på spil. Alligevel er det for mig at se bemærkelsesværdigt, at min generation, der er berygtet for at ligge bag nedrullede gardiner og pille i hver sin navle, tilsyneladende også er i stand til at skabe noget så stort i fællesskab.
SEIN
Et andet vigtigt fællesskab at fremhæve er SEIN. Jeg har siden august 2023 været kulturredaktør for ungdomsmagasinet SEIN. Magasinet blev stiftet i 2017 af Sara Mering og to andre piger, der i løbet af gymnasietiden havde følt sig ensomme og havde savnet et sted i mediebilledet, hvor de kunne føle sig set, hørt og spejlet. Da det ikke fandtes, skabte de deres eget. Siden dengang for 7 år siden har over 600 frivillige unge været igennem SEIN som skribenter, illustratorer, redaktører, korrekturlæsere og SoMe-producenter. Seinmag.dk fungerer i dag som et online magasin, der hver eneste hverdag udgiver et nyt indlæg. Det kan være en artikel fra klimaredaktionen om Århus’ nye genbrugskopper, et personligt indlæg fra tekstgruppen med titlen “Hvorfor forstår alle, at jeg ikke anmeldte min voldtægt?” eller en dokumentar fra filmgruppen, der følger det unge upcoming band UngSkab. Fællesnævneren for indlæggene er, at de er skabt af unge og med unge som tiltænkt målgruppe. Vi laver de historier, vi selv gerne vil læse. Ideen bag SEIN bygger meget på et citat, der ofte fejlagtigt tilskrives Pippi Langstrømpe: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af”. Mediebranchen
er fuld af steder, der kræver erfaring, inden du søger – SEIN er derimod stedet, man kan gå hen for at få erfaring. Jeg blev ansat som 19-årig som kulturredaktør og fik lige pludselig lov til at være mellemleder, holde møder, give konstruktiv kritik på artikler skrevet af 25-årige, være moderator for en samtale på Bogforum og have ansvar for, at kulturgruppen på 10-12 andre trivedes og var motiverede i deres frivillige arbejde. Alt sammen uden at have prøvet det før. Og alt sammen med et fællesskab af andre unge i ryggen, der heller ikke har prøvet det før. SEIN blev skabt ud af ingenting. Tilliden til hinanden er med andre ord en central motor i organiseringen af SEIN, hvor vi tager hinanden seriøst og stoler på, at vores arbejde har værdi.
Og samtidig kan jeg også godt se, at den kompromisløse tillid, jeg nu forsøger at beskrive, også kunne gå under andre navne som forventningspres, og at det måske i virkeligheden er to sider af samme mønt. For der bliver stillet kæmpestore krav til ungdommen i dag, samtidig med at vi fra en tidlig alder lærer at stille meget høje krav til os selv. Vi bliver præsenteret for valg efter valg: “Vil du helst lege med den røde eller den grønne skovl, vil du helst have matematik på A-niveau eller B-niveau?”. Vi lærer at tage stilling og vælge rigtigt, for meget hurtigt kan et valg af matematikniveau have betydning for, hvilke videregående uddannelser vi har adgang til. Det er den formbarhed i det senmoderne samfund, vi lærer at kende som farlig. Det er måske også den, der gør os i stand til selv at tage stilling til, hvordan en teaterkoncert bedst kan afvikles.
Med andre ord er løsningen nok ikke at lade være med at give os valg eller stille krav til os. Det er snarere at mangfoldiggøre typen af de valg og krav, vi præsenteres for – at give os rum og mulighed for at være ambitiøse, ikke kun på vegne af vores karaktergennemsnit og karriere, men også inden for mere kreative og fællesskabsorienterede områder. At foretage valg, der ud fra en samfundslogik forekommer unyttige, men som alligevel kan få lov til at føles vigtige. Derfor kan man som uddannelsesinstitution også skabe plads til, at vores valg indimellem kan kanaliseres over i unyttige
Med andre ord er løsningen nok ikke at lade være med at give os valg eller stille krav til os. Det er snarere at mangfoldiggøre typen af de valg og krav, vi præsenteres for – at give os rum og mulighed for at være ambitiøse, ikke kun på vegne af vores karaktergennemsnit og karriere, men også inden for mere kreative og fællesskabsorienterede områder.
fællesskaber – hvor resultaterne kan være lige så imponerende, men hvor de også kan blive til uden at være overskygget af frygten for at fejle.
Det sker heldigvis allerede mange steder. Eksempelvis var jeg med til at lave skolebladet på mit gymnasium. Igen var der tale om et frivilligt, elevdrevet initiativ, men vi fik hvert år ca. 80.000 kr. af skolen til at trykke bladet, og vores layouter fik også løn. Med andre ord så blev vores indsats legitimeret og motiveret af, at skolen valgte at investere tillid og penge i os, så vi kunne lave et smukt blad med tykke, blanke sider.
Det er selvfølgelig klart, at ikke alle skoler har muligheden for den form for økonomisk understøttelse, men penge er langt fra den eneste måde at udvise tillid og danne gode rammer for de kreative fællesskaber. Under skabelsen af den førnævnte teaterkoncert skulle der bruges en kiste til en scene, hvor en af karaktererne omkommer. Det lykkedes mod al forventning eleverne at lande en aftale med et bedemandsfirma om at låne en kiste, der var over 10.000 kr. værd – med den betingelse, at kisten skulle opbevares i et aflåst lokale, når den ikke blev brugt til forestillingen. Aftalen med firmaet var dog lige ved at falde til jorden, fordi gymnasiets ledelse i første omgang sagde nej til at finde et lokale, der kunne være låst med kisten i en uge – men i sidste ende ombestemte de sig, så den sidste brik i puslespillet kunne falde på plads.
Plads til sårbarhed
Det vigtige er altså at være med til at facilitere og skabe de bedste betingelser for, at sådanne ting kan foregå på skolen. Om det så er vha. penge eller sikre opbevaringssteder til lånte kister, er sådan set underordnet. Det handler blot om at skabe et miljø, der opmuntrer til frivillighed og belønner initiativ med tillid.
Samtidig er det også vigtigt for min generation, at der gives plads til sårbarheden. Endnu en af de kvaliteter, jeg gerne vil fremhæve ved SEIN, er netop, at det er et sted, hvor sårbarheden ikke fornægtes. Magasinet fungerer således som en platform, hvor sårbarheden også bruges konstruktivt, eksempelvis ved at skabe kreativt indhold om psykisk
sygdom og fysiske handicap. Vi har bl.a. udgivet indlæg med titler som: “Kan jeg tillade mig at blive mor, når jeg har en personlighedsforstyrrelse?” og “How to: Rejse med Angst”. Jeg har også selv udgivet reportagen “SEIN møder Katinka og Caspar Eric: At skabe et sprog for kroppen som en kamp”, hvor jeg interviewede forfattere og musikere Katinka Bjerregaard og Caspar Eric og samtidig trak på mine personlige erfaringer med handicappet cerebral parese.
Det at være med til at styre samtalen om os selv, om mistrivsel, diagnoser, kærestesorg, alkoholkultur og hvad der ellers hører ungdommen til, er altså en central funktion hos SEIN. På samme måde kan man også i højere grad i undervisningsrum opfordre til, at sårbarheden gerne må få sin egen plads og ikke blot som verdens største elefant i rummet indtager de tomme stole efterladt af elever, som har for højt fravær eller forlader lokalet for at tale med studievejlederen.
For vi er en sårbar generation. Jeg er 20 år, jeg har et medfødt handicap, og jeg er diagnosticeret med generaliseret angst. Jeg kan stadig blive helt paralyseret, når jeg skal tage stilling til, om den røde eller grønne skovl er den rigtige i situationen, og jeg har oplevet perioder med skolevægring. Desuden har jeg et snit på 12,3 fra gymnasiet – et snit, der bunder langt mere i et forskruet perfekthedsideal end et reelt behov for at skulle ind på en bestemt uddannelse. På papiret passer jeg derfor perfekt ind i fortællingen om min generation som porcelænsskrøbelige 12-talspiger.
Men jeg har gennem diverse frivillige ungefællesskaber erfaret, at mistrivslen ikke kun er ensbetydende med, at der er en masse ting, jeg ikke kan. For der er så mange ting, vi også kan. Når vi får lov til at gøre dem i fællesskab, når der udvises tillid til os, og mistrivslen blot bliver en puslespilsbrik i det sammensatte billede af, hvem vi er som generation.
Et grundbogssystem med både en litteraturhistorie og en litteraturhistorisk antologi, introduktioner til metode og analyseværktøjer samt aktuelle temaforløb, senest forløbet Følelser og affekt i litteraturen og livet
iBøgerne Litteraturens genveje og Litteraturens huse kan købes som sampak.
Se mere på systime.dk
Damer der vil – 11 kvindelige forfattere-1915
Af Sara Alfort og Birgitte Darger
En anderledes vinklet nordisk litteraturhistorie og antologi, der via historien om kvindelige forfattere og malere kaster nyt lys over tiden omkring det moderne gennembrud, hvor kvinderne kæmpede for frihed og uafhængighed.
25 % rabat
på værker fra Gyldendal v. køb af klassesæt
iBog Bog
Af Johannes Fibiger, Sine Dalsgaard Kristensen og Gerd B. Lütken
EN UNGEANMELDER AT SPEJLE SIG I
Læsekrisen er over os. Litteratursiden, bibliotekernes hjemmeside om litteratur, har igangsat et initiativ, der skal fremme læselysten blandt unge og give ordet til dem, der sjældent får det i litteraturkritikken.
Emma Karlebjerg
Formidler på Silkeborg Bibliotekerne, tidligere redaktør på Litteratursiden og projektleder på projektet Inspiration til unges lystlæsning Cand.mag. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet.
Læselysten har længe været under pres, og særligt børnene i folkeskolen står for skud, når koden til læsekrisen skal knækkes. Men hvad med dem, der allerede har forladt folkeskolen og dens tiltag som læsespor og læsestafet? Hvordan kan vi engagere unge til at nyde fordybelsen ved læsningen, når glæden er erstattet med pligt; en glæde, de måske har haft som børn, men nu er tilsidesat for kærester, fester og karakterræs?
Unge er en bred størrelse, og det vidner diverse tiltag og undersøgelser også om, hvor unge kan spænde mellem 12-30-års-alderen. Sjældent bliver der grebet fat i gruppen 16-25-årige, selvom denne alder for mange betyder uddannelsesskift og skift på hjemmefronten, fordi mange her går fra at være hjemmeboende til voksne med egen husholdning. Der synes fra autoriteters side at være en berøringsangst overfor denne målgruppe, eftersom unge i uddannelse (også ifølge unge selv) umuligt har tid til at læse, eller at de selv skal stå til ansvar for egen læring, og tiden derfor er bedre brugt andetsteds end på læsning.
Det er ikke overraskende, at de unge underprioriterer læsning. Den litteratur, der typisk præsenteres for dem, er enten som på bibliotekernes ungeafdeling udelukkende YA-bøger (Young Adult-bøger) og romance eller på gymnasierne gamle, slidte eksemplarer fra kælderen (fordi skolen ikke har råd til nye fysiske eksemplarer) af en af kanonforfatterne, hvis liv umiddelbart synes langt fra unge anno 2024.
Det har dog samtidig aldrig været lettere at finde inspiration. De sociale medier med BookTok og Bookstagram har gjort deres indtog og har netop de unge som primære brugere. Hvordan kan det så være, at selvom læseinspirationen ligger lige for hånden (bogstaveligt talt), så griber unge den ikke?
Drømme, der brister
På Litteratursiden igangsatte vi projektet “Inspiration til unges lystlæsning”, fordi vi var interesserede i at finde ud, hvad de unge selv oplever som hæmmende for deres læselyst, og således ville udarbejde et initiativ, der kunne tale ind i dette med fokus på målgruppen 16-25-årige, der netop ofte bliver overset i læselystinitiativer. Vi indledte med at afholde fokusgruppeinterviews, hvor vi kunne lære de unge at kende: Hvad interesserer de sig for, hvordan ser deres hverdag ud, på hvilke medier
befinder de sig, hvordan agerer de der, og hvilken rolle spiller læsning i deres hverdag?
Under fokusgruppeinterviewene var vi meget opmærksomme på at arbejde med et udvidet læsebegreb, altså havde vi stor opmærksomhed på, at de unge kunne læse på lyd, læse faglitteratur i deres fritid og læse tegneserier, så vi ikke ekskluderede bestemte læsevaner.
Vi var også meget opmærksomme på at undgå at indlede med spørgsmålet “Hvordan har I det med at læse?” eller at spørge direkte til deres læsevaner, eftersom de ikke har greb om, hvorvidt de kan lide at læse eller ej, hvilke bøger de i så fald kan lide at læse, og hvad de efterspørger fra litteraturformidling. Man skal i arbejdet med denne målgruppe have in mente, at det er en generation, der er opvokset med læselyststrategier og -tiltag. Læsning har derfor været en forceret aktivitet, som autoriteterne omkring dem ikke nødvendigvis selv har efterlevet eller prioriteret, og det er derfor nærliggende for dem at fravælge fritidslæsningen, når de nu står helt alene med det og ikke nødvendigvis har læsende forbilleder (fx forældre) omkring sig.
“Hvis jeg på noget tidspunkt under dette interview har sagt, at jeg ikke har tid til at læse, lyver jeg. Jeg har tid. Jeg bruger den bare på alt muligt andet.”
Vi erfarede, at der er en bevidsthed om, at læsning er vigtig. Der er et ønske om at holde sig opdateret på litteratur og et ønske om at eje litteratur, der kan holde drømmen om at være læsende i live – særligt hos dem, der engang elskede at læse – men drømmen bliver sjældent indfriet. Bogreolen er stadig et statussymbol, og der er et ønske om at besidde en litteraturhistorisk viden, fordi det stadig symboliserer en klassisk dannelse, men tiden bliver optaget af ups-tid. Upstid er tid brugt på sociale medier, som de hellere ville bruge på andet, fx at læse. Vi havde bl.a. én, der sagde: “Hvis jeg på noget tidspunkt under dette interview har sagt, at jeg ikke har tid til at læse, lyver jeg. Jeg har tid. Jeg bruger den bare på alt muligt andet.” De kæmper en brav kamp for at lægge
telefonen fra sig. Den fysiske bog er derfor også den mest appellerende, idet den digitale bog blot forkorter afstanden til, at koncentrationen ryger: “Jeg vil kun læse fysiske bøger, fordi jeg så ikke bliver forstyrret af en notifikation”, som én udtalte. Det synes derfor alarmerende, at vi med tiden har opbygget et uddannelsessystem, hvor knappe ressourcer og let tilgængelighed har vundet over børn og unges koncentration – særligt når de egentlig selv foretrækker andet. Koncentrationen har svært ved at indfinde sig, fordi den hele tiden bliver afbrudt af telefonen, og fordybelsestilstanden er truet. Når de unge skal læse, skal der derfor opstilles de ultimative betingelser for, at læsningen kan finde sted. De skal have opfyldt alle andre behov, før de sætter sig med en bog. Mange talte om en form for social medie-rutine, hvor de først scroller Instagram igennem, herefter TikTok og til sidst Facebook, før de kan begynde at læse. Her skal de også gerne have tændt stearinlys og sat noget lækkert musik på – der skal altså være de ultimative ro- og fordybelseskriterier, og det er desværre denne uopnåelige tilstand, der afholder dem fra at læse. Når de endelig er klar til at læse, har de brugt den times læsetid, de havde til rådighed, på alt andet end litteratur.
Hvis det lykkes dem at skabe tid til at læse, opstår næste problem: “Jeg forholder mig ikke til, hvad jeg skal læse. Jeg spørger bare min mor. Det er lettere at søge på mine forældres bogreol end aktivt at bestille en bog på biblioteket”, som én udtalte. De unge, vi snakkede med, ønskede egentlig at læse, og når inspirationen kom til dem, gik de på jagt det letteste sted: forældrenes bogreol. Den var dog ofte utilstrækkelig. Mange af de unge, vi snakkede med, oplevede desværre, at når læselysten kom til dem og skulle indfries, udviklede den sig til en dårlig oplevelse, fordi forældrenes bogreol ikke appellerede til dem. Hvorfor skulle en anden autoritet (bibliotekar eller underviser) så kunne bidrage til en radikalt anderledes oplevelse?
Fællesskabets betydning for unges læseglæde Efter fokusgruppeinterviewene kom vi frem til to hovedindsigter, som skulle ligge til grund for projektets initiativ: 1. De unge søger nogle, de kan spejle sig i. 2. De vil rigtig gerne indgå i et læsefællesskab.
De unge er bundet af, at de er vant til se læsning som en selvstændig aktivitet, i stedet for at se fællesskabsmulighederne, men de mangler hjælp til at opstille rammerne for
“Hvornår begynder folk at tage unge seriøst og se dem som individer i stedet for en gruppe forvoksede børn?”
fordybelse, og at ligesindede begynder at tale højt om, at de kan lide at læse, så læsning ikke forbliver fremmed.
Omgangskredsen spiller nemlig den absolut største rolle som inspirationskilde, men det kræver, at der er læsende i omgangskredsen. Vi snakkede med en gymnasieklasse, hvor der var én, der var begyndt at læse, og han agerede pludselig bibliotek for hele klassen. Pludselig var de en hel klasse, der jævnligt diskuterede litteratur: “Hele vennegruppen læste det samme. Det var så fedt!”, som der rammende blev pointeret.
De unge er også opvokset med en god portion kritisk sans, og ligesom hos de fleste ungdomsgenerationer før dem står autoriterne tit for skud: “Man kan ikke regne med anmelderne. De er utilregnelige og kommercielle”, udtalte en interviewperson. De synes, at anmelderne er for langt fra deres interesser, eller at de har en uudtalt kommerciel eller kapitalistisk agenda, der kommer til udtryk ved at være særligt positive over for bestemte bøger, som de kontroversielt nok ikke oplever hos influencerne.
Influencerne har dog også mangler: “Det optimale ville være en influencer, der anbefalede, men det skulle helst være en, der lignede mig”, som én udtalte. De unge mangler nogle at spejle sig i, og de er derfor interesserede i at få læseinspiration fra unge, der ligner dem selv. Vi har derfor igangsat “Ungeanmelderne”, som har til formål at skabe formidling i øjenhøjde. En ungeanmelder kan agere en læsende, de kan spejle sig i, så det at læse ikke udelukkende bliver en selvstændig og isolerende aktivitet. Som det sås med gymnasieklassen, vi var ude hos, kræver det en enkelt engageret, hvorfra læselysten kan sprede sig som ringe i vandet.
Ungeanmeldere: et frirum for kreativitet og kritisk tænkning I løbet af vores fokusgruppeinterviews fandt vi ud af, at det var ekstremt svært at få fat i unge, så vi kunne ikke forvente, at ungeanmelderne selv ville henvende sig til os. Vi udarbejdede derfor en fagdag om anmelderi, som ungdomsuddannelser kunne melde sig til, hvor de unge ville høre om anmelderi og selv prøve kræfter med at skrive anmeldelser til både hjemmeside og Instagram. Der havde vi mange positive oplevelser, hvor de unge, selvom de ikke alle var læsende, aktivt havde valgt en frilæsningsbog til lærerens store overraskelse, som de gerne ville anmelde. Selvom de ikke nødvendigvis var interesserede i at skrive anmeldelser fremover, var der mange af dem, der havde gode oplevelser med at skrive mere kreativt. I nogle af de klasser, vi var ude i, oplevede vi, at der var
en frygt for at sige noget forkert, men anmeldelsen formår at agere fagligt frirum. Anmeldelsen skaber et rum, hvor de unge ikke er fastlåst af overordnede kriterier, men i højere grad kan være kreative og frie til at sige deres mening: “Det er en super fed mulighed for unge, der har lyst til at prøve kræfter med at anmelde, og det er lidt mere motiverende at skrive en anmeldelse, der faktisk bliver udgivet, end bare at skrive den til sig selv eller en skoleopgave”, som én vores ungeanmeldere formulerede det. Til fagdagene meldte en håndfuld unge sig som anmeldere, og derfra har det spredt sig til over 35 anmeldere, der gerne vil engagere sig i litteraturformidling og indgå i et nationalt fællesskab.
Ungeanmeldelsernes største funktion er at være et sted, hvor andre unge kan spejle sig i litteraturkritikken, når autoriteterne netop synes for fjerne, og influencerne for polerede. Det skal være et sted, hvor anmelderne lige så godt kan være ens ven, men hvor der også laves ambitiøs litteraturformidling, som mange unge ikke oplever, er tilfældet i øjeblikket. Der er derimod en følelse af at blive talt ned til: “Hvornår begynder folk at tage unge seriøst og se dem som individer i stedet for en gruppe forvoksede børn?”, som en ung har udtalt det.
Der er ikke et ønske om, at formidling altid skal være effektivt og lige ved hånden, men derimod at anmeldelser gerne må være lange, så man som forbruger netop får et fyldestgørende indblik i litterære værker. Det skyldes også, at mange unge er interesserede i klassikere og at få opbygget en litteraturhistorisk viden, men ikke tør kaste sig ud i det alene: “Jeg bliver eksponeret for andre genrer og bøger, jeg ellers ikke ville “turde” læse, da det ofte er nogle, jeg ville tænke var for “tunge” at gå i gang med, hvis ikke jeg blev præsenteret for dem af andre unge”, som det er udtalt af en ung, der finder inspiration i vores ungeanmeldelser. Ungeanmelderne er derfor en udstrakt hånd for andre unge til at komme i gang med at læse mere og at kaste sig ud i det, selvom det kan virke uoverskueligt og overvældende. Det er en adgang til den litterære verden, der ellers synes langt væk, og et tilbud, der beror på lysten til at vide mere fra ligesindede, man kan spejle sig i.
Tendenser i unge forfatterskaber ved indgangen til 20’erne
Dyr: de flænselystne og de bevingede
Johanne Gormsen Schmidt F. 1985, ph.d., postdoc på Nordic Humanities Center, Syddansk Universitet
10’erne var præget af de unge forfattere, der debuterede i starten af årtiet. Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen og Yahya Hassan fik gennemslagskraft ved at skrive selvbiografisk om udsathed, omsorgssvigt og psykisk sårbarhed. Denne tendens er stadig udtalt, men man ser samtidig nogle forskydninger blandt de yngre forfatterskaber. Jeg vil fokusere på en ny tendens til at skrive om dyr, som er relateret til en aktuel afsøgning af den konkrete menneskelige virkeligheds grænser og evt. begrænsninger, herunder en ny religiøs åbenhed (Gregersen 2023), som jeg vil anskue i dens specifikke kobling til dyret. Fokus er på danske værker udgivet omkring indgangen til 20’erne af enten debutanter eller forfattere med få udgivelser bag sig. Bjørn Rasmussen vil blive brugt som en overgangs- og sammenbindingsfigur mellem generationerne.
Fra menneskekrop til hundekrop Rasmussen brød igennem med debuten Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet i 2011. Titlen peger
direkte på kroppen og kroppens møde med verden, som den på én gang er afgrænset fra og i udveksling med. Debuten blev i litteraturforskningen hurtigt læst ind i “en kropsorienteret strømning” (Skiveren 2020, 8), som angår erfaringen af den menneskelige krop. Strømningen kan ses som en videreudvikling af den selvbiografiske tendens, der har præget dansk litteratur siden omkring årtusindskiftet, og som i 10’erne bliver knyttet til kroppen som et uomgængeligt vilkår at slæbe rundt på. I Rasmussens nylige digtsamling, sonetkransen Fiskesonetterne (2023), henviser titlen til en hund, der hedder Fiske, og som også er portrætteret på forsiden. Senest har han udgivet romanen Kirstens hævn (2024), der bærer genrebetegnelsen “hestepigeroman” og har en hest på forsiden. Der er masser af dyr – særligt heste og hunde – i hele Rasmussens forfatterskab, men det er ikke noget, forskningen har beskæftiget sig med. I de to seneste udgivelser er dyret imidlertid kommet så meget i forgrunden, at det ikke kan overses. Og dét peger ind i en bredere tendens i den helt nye litteratur: en interesse for vores forhold til den større ikke-menneskelige verden, bl.a. repræsenteret ved dyret. Det litterære dyr lægger op til at blive læst både symbolsk og bogstaveligt, og det skal ikke forstås som et enten-eller, men som to mulige betydninger, der sameksisterer i den enkelte tekst (Lönngren 2020, 43). Hvor der er tradition for symbolske tolkninger af dyremotiver – som repræsentanter for menneskelivet – trænger en interesse for dyret som dyr sig på i samtidslitteraturen uden dermed fuldstændig at overtage scenen. Fiskesonetterne, for eksempel, handler om en helt konkret hund, og Rasmussen forlader ikke det selvbiografiske stof, for han har selv haft en hjortehund ved navn Fiske, blot er perspektivet flyttet over på forholdet
mellem jeget og hunden. Rasmussen forlader heller ikke kroppen, og der er fortsat knald på de kropsvæsker, som den kropslige vending er blevet forbundet med (Rösing 2013), nu er der bare mindre tale om jegets hud med snit og åbninger og mere om fx “din blege hundehud med sting i kønnet” (Rasmussen 2023, 3), hundelorte og kødsår i Fiske.
Dyret som omsorgsproblem
Den indflydelsesrige tænker Donna Haraway fremstiller forholdet mellem mennesker og bl.a. hunde som et intimt forhold mellem uadskillelige livsledsagere, jf. betegnelsen “companion species” i hendes The Companion Species Manifesto (2003). Hun anskuer arter som aktører, der i deres udvekslinger med hinanden indgår i en gensidig “becoming with”-proces (Haraway 2008, 16). Når aktuelle forfatterskaber giver dyret en plads i den litterære tekst og forestiller sig, hvordan menneske-dyr-forholdet kan se ud, er de bl.a. med til at afsøge muligheder og evt. begrænsninger ved en sådan vægt på forbundethed af gensidig karakter mellem arter.
I intro-novellen “Hundene i Aix” i Pernille Abd-El Dayems novellesamling Omsorgsdage (2022)1 bliver jegfortælleren sat til at passe nogle kamphunde, som er fremavlede til at være vilde og bidske. De er skabt i menneskets billede – i menneskets fascination af “ren flænselyst” (Dayem 2022, 20) – men de er af den grund ikke i stand til at indgå i en tæt relation til mennesket, hvilket komplicerer Haraways “companion species”-begreb. Selvom disse hunde er kulturelt producerede, har denne proces ført dem væk fra et fungerende samliv med mennesket. Det er umuligt at trøste hundene, at befri dem for deres evindelige rastløshed. “Hvad har vi gjort ved sig” (Dayem 2022, 11), spørger jegfortælleren i et forsøg på at berolige hunden Rusty, samtidig med at hun er sig pinefuldt bevidst om, at hunden ikke får noget godt ud af at blive tiltalt som et lille barn: “Det virkede som den helt forkerte
Og dét peger ind i en bredere tendens i den helt nye litteratur: en interesse for vores forhold til den større ikkemenneskelige verden, bl.a. repræsenteret ved dyret.
tilgang. […] Det var trist at se ham give efter for min stemme. Så jeg ville altså hellere have en grim ulverest? Jeg ville slet ikke have ham. Han var ikke et godt sted” (Dayem 2022, 23).
Den pludrende trøstesnak om, at “vi” har gjort noget slemt ved “sig”, som sammenblander første- og tredjeperson, flertal og ental, peger ind i den fælles kattepine, som både menneske og hund er havnet i; forbundetheden som en vej, der er blevet taget, og som i dette tilfælde problematiseres som en entydigt god vej. Både jegfortælleren og hundene lider i relationen, fx: “Jeg kunne ikke lide Rusty, men heller ikke måden han peb på, når jeg flere gange var nødt til at rykke i linen fordi han busede frem mod en anden hund – endda en gang mod et mindre barn” (Dayem 2022, 11). Følelsesmæssigt nærmer jegfortælleren sig kun hundene i sin med-liden-hed over selve det lidelsesfulde ved deres forbundethed. Hun fantaserer om bare at lukke hundene ud i naturen igen og lade dem leve vildt, adskilt fra mennesket, men de formår heller ikke at klare sig selv; de er lænket til mennesket, uden at mennesket kan give dem det, de har brug for. På den måde udgør hundene et omsorgsproblem, som forekommer uløseligt. Jegfortælleren bliver i relationen novellens handling ud og lever på den måde op til Haraways “staying with the trouble”-påbud (Haraway 2016). For omsorgsopgaven er jo påtrængende. Men den er samtidig umulig.
Dyret som omsorgsgiver I kontrast til Dayems novelle beskrives menneske-hundforholdet i Fiskesonetterne som en bundløs hengivenhed fra begge parter, fx: “Din omsorg flyder over min forstand” (Rasmussen 2023, 3). Fiske fremstilles ikke som et problematisk produkt af det menneskelige samfund, men som en trøst og et helle for den, der har svært ved at være i det. Dyrene giver jeget den tryghed, jeget ellers ikke kan finde: “og tæller hver en ting, der gør mig tryg, / men kommer kun
på dig og ridesporten” (Rasmussen 2023, 4). I forlængelse heraf ser man i flere yngre forfatterskaber, at dyrene kommer til hjælp i et udsat liv med tilknytning til psykiatrien. Fx får dyret en fremtrædende plads i Gry Stokkendahl Dalgas’ At performe transkønnet vrede (2022),2 der bakser med, hvordan det er at skulle tale ind i et behandlingssystem, som opererer med bestemte definitioner af køn, og hvilken litterær stemme man kan tale med som transkønnet kvindelig forfatter. Værket er en hybrid, som klipper citater fra andre – ofte vrede – tekster ind, bl.a. Mary Shelleys klassiker Frankenstein, men som også skriver en anden stemme frem, der på én gang udtrykker ængstelighed ved at træde ind i verden og samtidig en strålende fryd over verden, ledsaget af et blik fuldt af omsorg. Det er i det naturspor, der løber gennem bogen, at denne fryd og omsorg især folder sig ud. Jeget er fugleentusiast og finder stor glæde i at spotte og lytte til fuglene i sine omgivelser, men i bogens afsluttende del – Del 4 – tager fuglen pludselig helt over: Hvor det før var en menneskelig stemme, der talte, er det fortællende jeg nu en gærdesmutte: en meget lille og sky fugl, der helst smutter rundt inde i buskadser frem for at komme frem i det åbne, men som ikke desto mindre har en stor og klar sangstemme. Jegets fuglekiggeri modsvares altså til sidst af gærdesmuttens forundrede kig ind på menneskenes verden. Gærdesmutten nyder sit fugleliv i fulde drag, og teksten kvidrer løs med stor udtryksglæde, hopper fra den ene sansemættede detalje til den næste. Dog føler gærdesmutten også en udlængsel og ender i en skov, hvor den møder Frankensteins monster. De to udgør et umage par: det monstrøse og buldrende over for det nuttede og skønt syngende, men i sammenføringen af disse to – som trods deres forskelligheder deler en fælles outsiderposition præget af indbyrdes omsorg – finder Dalgas sin stemme. En fuglestemme, der gør det muligt at være forsigtig og omsorgsfuld og glædesfuld midt i vreden og frustrationen.
Sebastian Nathan lader i sin anden digtsamling Engle (2024)3 også dyr optræde som en form for hjælpere – her for et jeg i behandling for psykiske lidelser. Mens Dalgas’ gærdesmutte ender i naturen, danner København ramme for dyremøderne i Engle. Værket har, som hos Dalgas, selvbiografiske træk, og der er masser af virkelighedsstof, men udtrykket er nedbarberet; et udtalt skriftsprog, hvor de samme poetiske motiver – fx måne, sø, himmel, træer, lys, stjerner, engle – optræder igen og igen og blander sig med henvisninger til en genkendelig virkelighed som psykiatrisk patient i København gennem ord som “kontaktperson”, “rigshospitalet”, “tagensvej”, “psykofarmaka”, “panum”, “bispebjerg” og “opus”. Hos Dalgas kommer gærdesmutten ind og overtager scenen fuldstændigt til sidst. Hos Nathan er dyret – ræven –i stedet det, der kun lige øjnes, før det igen er væk. Den dukker op allerede i det første ultrakorte digt i Engle, så kort som ræveglimtet selv: “i nat så jeg ræven // hvad er det der løber ud på vejen og forsvinder” (Nathan 2024, 7). Ræven veksler mellem at være dyr i kød og blod og være mere æterisk, som de væsner jeget hele tiden søger selskab hos uden helt at kunne få hold på: “at der er væsner jeg ikke kender // falder ud af bede og sprækker / som skygger // stiller spørgsmål og forsvinder / efterlader øjnene så fucking ensomme” (Nathan 2024, 16).
Hvor selvbiografisk litteratur i 10’erne typisk taler fra og om et menneskeligt jeg i relation til andre mennesker, ofte med fokus på de nære og intime relationer, bliver perspektivet hos Nathan og Dalgas bredt ud. De skriver på selvbiografisk stof, men vennerne hedder ikke bare genkendelige navne som morten og bjørn, som de eksempelvis gør hos Nordenhof. De hedder – hos Nathan – “carmen og rasmus” (s. 56) og kører rundt på almindelige cykler, men også “ræv”, “væsner” og “engle”, og de hedder – hos Dalgas – “Fryd” (s. 15) og “Zylvester” (s. 15), men også monster og gærdesmutte. Kredsen består fortsat af venner, godhjertede hjælpere, som vil jeget det godt og gør godt, men det er en udvidet kreds, der dækker over både det menneskelige og noget mere end dét. “men ræven er en ven i det der er” (s. 52), som det hedder hos Nathan.
Der er på den ene side en harawaysk “making kin”-energi over disse møder (Haraway 2016). På den anden side indgår ræven hos Nathan ikke entydigt i en gensidig forbundethed med jeget. Den har også noget fuldstændig urørligt over sig, fx: “den kender et sted der hemmeligt for os andre” (Nathan 2024, 67). Det er, som om den med sin glimtagtige opdukken peger ind i en anden verden eller dimension, som den psykiatriske patients forrykkede sind kommer på sporet af. Digtsamlingens direkte benævnelse af engle, både i titlen og som en konkret tilstedeværelse, der følger jeget rundt i København på linje med ræven og de andre venner, bekræfter
denne læsning. Her kan Fiskesonetterne også være med, for sonetkransens besyngelse sender hunden højt op i det himmelske: “Hundene er evigt engle, amen”, som den enlige linje, der udgør bagsideteksten, lyder, taget fra et vers i bogen (s. 5). Mens en religiøs tråd faktisk er til stede hos Rasmussen lige fra debuten (Rösing 2017), hvor der bl.a. optræder en død hund, der vækker Kristus-associationer, ser man nu, at den får selskab i de forfatterskaber, der siden er kommet til.
Det selvbiografiske spor med vægt på hverdagsliv og et etisk og politisk engagement, som har præget 10’erne, finder et nyt udtryk hos de yngre forfattere. Dayems novelle zoomer ind på en dagligdags hundesitter-tilværelse, men der er en underliggende uhygge på færde foranlediget af de fraværende (og derfor gådefulde) hundeejere, som har overladt deres indeburede hunde til jegfortælleren, og et umuligt omsorgsarbejde, der stiller større etiske og eksistentielle spørgsmål om menneske-dyr-forholdet og den dybt indfiltrede tilstand, det er havnet i. Det er hverdagsliv med indslag af noget andet – noget mørkt og foruroligende qua hundenes smertefulde afhængighed af mennesket. Til sammenligning er de mere positivt ladede dyremotiver hos Nathan og Dalgas forbundet med en forestilling om en relativ uafhængighed ift. den menneskelige verden. I forlængelse af det nemme og det ensomme fra 2013
formulerede Nordenhof en ambition om at skrive, som man taler. “Jeg betragter det som at sige noget”, udtalte hun om sin forfatterpraksis samme år. “At udtale noget i det offentlige rum, som folk kan respondere på og som kan invitere til samtale. […] Det er simpelthen en dagligdag” (Hansen 2013). Hvad man hos yngre forfatterskaber ser, er en mere bevidst stiliseret skrift – fx ordknap modernisme-inspireret hos Nathan og dyrestemmeudsyret hos Dalgas – og særegne universer befolket af bl.a. hunde, ræve og fugle, til tider iblandet englestøv og monsterbrøl, som til sammen markerer en afstand til den velkendte sociale virkelighed og en åbenhed over for at kigge længere ud, ind i skriften – og op.
Noter:
1 Dayem debuterede i 2015.
2 Dalgas debuterede i 2019.
3 Nathan debuterede i 2022.
Litteratur:
Dalgas, Gry Stokkendahl. 2022. At Performe Transkønnet Vrede. Amulet Dayem, Pernille Abd-El. 2022. Omsorgsdage. Gyldendal Gregersen, Martin. 2023. “Troen finder vej i ny litteratur: Flere forfattere trækker på Biblen”. Kristeligt Dagblad, 27. december, 2023
Hansen, Ask. 2013. “Asta Olivia Nordenhof: Man må leve sine litterære idealer”. Information, 20. december, 2013 Haraway, Donna. 2003. The Companion Species Manifesto: Dogs, People, and Significant Otherness. Prickly Paradigm. Haraway, Donna. 2008. When Species Meet. University of Minnesota Press Haraway, Donna. 2016. Staying With the Trouble: Making Kin in the Chthulucene. Duke University Press Lönngren, Ann-Sofie. 2020. “Metaphor, Metonymy, More-Than-Anthropocentric: The Animal That Therefore I Read (and Follow)”. I The Palgrave Handbook of Animals and Literature af John Miller, Susan MgHugh og Robert McKay (red.), 2020. Springer International Publishing Nathan, Sebastian. 2024. Engle. Gad Rasmussen, Bjørn. 2023. Fiskesonetterne. Gyldendal Rösing, Lilian. 2013. “Når kroppen flyder. Om kropsvæsker i aktuel dansk litteratur”. Kritik, årg. 46, nr. 209: 44-50, s. 44-50 Rösing, Lilian. 2017. “Kød, blod og ord. Om nadveren som litterært topos”. K&K, årg. 45, nr. 123: 191 -212 Skiveren, Tobias. 2020. Kødets poiesis: Kropumulige kroppe i ny dansk litteratur. Spring
Interviews med elever
DET BEDSTE OG VÆRSTE VED DANSK
Vi har spurgt seks 3.g'ere om deres syn på danskfaget, nu hvor de afslutter gymnasiet. Hvad har været spændende og relevant? Har faget været med til at udvikle dem i løbet af gymnasiet? Hvad er det værste ved dansk? Burde man ændre noget?
Interview med Tobias Christensen (musik/eng) og Isabella Sol Kjærulff Àsgeirsdóttir (biologi/kemi), Frederikssund Gymnasium og HF.
Hvornår er dansk spændende og relevant?
Tobias: For mig er det spændende og relevant, når tekster siger noget om personer og relationer, når man kommer ind på personerne og får en større indsigt i, hvordan mennesker kan være.
Isabella: Helt generelt er det også bare relevant med dansk, at man kan finde ud af at analysere tekster og ikke bare ser dem overfladisk. At man kan se, hvad forfatteren vil med teksten.
Tobias: Ja, fx med retorik, når man lige pludselig forstår, hvorfor fx politikere eller kongehuset holder en tale på den måde, de gør. Der er visse ting, de gør for at ramme den målgruppe, de går efter. Alle de kneb, de bruger, er interessant at vide noget om. Jeg synes generelt, at emner om sprog, og
hvordan jeg bruger sprog, er mere spændende frem for det litteraturhistoriske, selvom det jo selvfølgelig er noget man skal igennem.
Isabella: Ja, jeg tror også, det har at gøre med ens interesser. Jeg er ikke den største fan af dansk, selvom jeg er god til det. Jeg er biokemi-elev og mere interesseret i naturfag. Jeg er meget god til fakta, og hvor jeg sådan visuelt kan se noget og så sætte ord på det. Jeg kunne godt lide nyhedsformidling, men det var der mange andre, der ikke kunne. Jeg var også rigtig glad for sproganalyse med forskellige sproghandlinger og facework. Jeg synes, at jeg kan forstå det. Så kunne man bare kigge ned i en tekst og analysere hver eneste sætning.
Hvad er så det værste ved dansk?
Tobias: Det obligatoriske stof kan godt blive lidt kedeligt.
Når det bare er tekstlæsning, og man skal læse og analysere så meget.
Isabella: Ja, især gamle tekster synes jeg personligt er tørre og svære at forstå. Og så tror jeg, det er nemmere at give op og så bare lave noget andet.
Tobias: Det tænker jeg er noget mere generelt, fordi vi er en generation, der er vokset op med elektronik, telefoner og det ene og det andet. Vi har været vant til, at alt bliver fodret til os, så vi har ikke en mega stor opmærksomhedstærskel. Vi får bare et eller andet direkte, hvor vi ikke skal sidde og arbejde med det hele tiden. Det er de her små impulser. Så det er generelt lidt svært at holde koncentrationen, tror jeg.
Isabella: Nu kan vi jo ikke længere komme på Pinterest og de der shopping-hjemmesider [pga. firewall på skolen, red.]. Det tror jeg hjælper, fordi det var meget nemt bare at klikke ind på det og lave noget andet, fordi det er sjovere. Jeg tror også det kommer an på, hvad man kan lide. Jeg er meget logisk, jeg er ikke særlig glad for at finde symbolik og sådan noget, hvis det ikke står direkte i teksten. Altså, jeg kan godt læse mellem linjerne og forstå, hvad de mener, men at sætte konkrete ord på og sige ‘det betyder det her’, det synes jeg er rigtig svært.
Tobias: Jeg synes ikke, symbolik er noget problem! Det er det, der gør det spændende at læse en tekst.
Isabella: Jamen, jeg er bare ikke særlig meget for sådan noget, du ved, ‘en rød sol’ eller ‘en solnedgang’.
Tobias: Enig. Jeg tror, at rigtig mange gange sidder man og siger, at forfatteren mener et eller andet, som han overhovedet ikke havde til hensigt. Nogle gange er en dør bare en dør!
Isabella: Ja, og nogle gange er den jo noget andet! Det er lidt ligesom, da vi skulle analysere “Fasaner”, og en af vores klassekammerater begyndte at bruge Freuds personlighedsmodel med id’et og sådan noget, fordi der var en kælder. Det giver fint nok mening at proppe sådan noget på, når der er flere etager, som der fx er i filmen Psycho. Men i “Fasaner” er der jo kun en kælder og stueetagen, der giver det ikke så meget mening for mig.
Har dansk ændret jer i løbet af de 3 år?
Tobias: Nej! (griner).
Isabella: Jeg flyttede jo til Danmark for fire år siden [fra Island, red.], så det har hjulpet mig til at blive bedre til at snakke og skrive dansk med kommaregler og sådan noget. Det er jo vigtigt at kunne kommunikere og også bare skrive ordentligt, især, du ved, i fremtiden, når man bliver voksen og måske skal skrive vigtige breve eller mails, eller hvad det nu er.
Tobias: At analysere en helt normal tekst, det kan være mega sjovt og hyggeligt, men jeg tror godt, at den almene borger i Danmark kunne springe det over og stadigvæk være på niveau med alle andre.
Isabella: Ja, vi har analyseret tekster gennem hele folkeskolen, så det er ikke noget, der skal trænes meget mere. Det er fint, at man kan finde ud af det, men det er måske ikke så relevant i ens daglige liv i samfundet.
Hvis I kunne lave noget om ved danskfaget i gymnasiet, hvad ville I så ændre?
Tobias: Det var et godt spørgsmål. Altså det er selvfølgelig vigtigt at vide noget om litteraturhistorien, men på den anden side, hvor vigtig er det at vide noget om, hvem der skrev for 200 år siden, og hvad de skrev om? Hvor relevant er det for os i dag?
Isabella: En del af det handler også bare om forløbene, hvordan du opstiller dem, hvilke temaer du kører. Det skal være noget, der interesserer eleverne. Fx vores tema ‘Det psykologiske gys’, det synes jeg var spændende. Jeg elsker gys. Vi så nogle film og brugte teorier på filmene. Det var til at forstå.
Tobias: De skriftlige genrer giver fint mening, men man kunne måske vægte det anderledes, så den analyserende fyldte noget mindre, for jeg hører ofte, at det er den debatterende, som er populær at vælge. Hvis den debatterende havde en mulighed mere, ville det være ret fedt, for nogle gange er der bare emner, der er svære at skrive om.
Isabella: Ja, det er ikke altid de mest spændende emner, man får i den debatterende – den med forfattere på Instagram fx. Vi havde også en om gamle og nye tekster. Det var rigtig tørt.
Tobias: Ja, men den om klimajournalistik var meget spændende.
Isabella: Ja, den var virkelig god.
“Vi har været vant til, at alt bliver fodret til os, så vi har ikke en mega stor opmærksomhedstærskel”.
Tobias Christensen
Interview med Bertil Huus-Johansen og Ida Gaarsdal Schouborg, HHX-Gymnasiet Viby J
Hvornår er dansk spændende og relevant?
Bertil: Jeg synes, altså personligt, så har jeg mest været interesseret i dansk, når det har været de moderne ting, som Thomas Korsgaard for eksempel. Det har jeg kunnet relatere mere til på en eller anden måde, og det har været mere relevant, i forhold til det også er ungdomsting, de snakker om [i Korsgaards tekster]. I stedet for at skulle analysere et eller andet gammelt maleri eller sådan noget.
Ida: Jeg synes, det har været mest spændende, når det har været noget, vi kunne relatere til selv som unge eller som borgere i samfundet nu i dag, frem for at skulle kigge på ting, som skete i 15-1600-tallet, men det er jo en udvikling, som vi har været en del af, som også er spændende at kigge på. Men jeg synes, det er mest spændende at kigge på, hvordan vi er i dag med ungdom og teknologi, og noget, som vi kunne relatere til som en del af vores hverdag.
Hvad er så det værste ved danskfaget?
Bertil: Billedanalyse er det, jeg har haft lidt svært ved. Det der med, at man skal lægge mening i alting. Det er måske der, hvor jeg har følt, at måske kan nogle ting godt bare være grønne, fordi de er grønne eller sådan noget.
Ida: For mig tror jeg, det har været, hvis man har haft en meget tung tekst med rigtig mange ting at tage fat i, og man ligesom skulle gå i dybden og være tekstnær med det hele. Det kan godt være en meget langsommelig proces at skulle igennem en hel novelle for eksempel og få rigtig meget med.
Er der noget, der er meningsløst eller kedeligt ved dansk?
Bertil: Jamen, det er jo ikke meningsløst, fordi man ved jo godt, at det på en eller anden måde er godt at vide altså eller tage stilling til, at man ikke bare skal tage alting, som det er. Ja, jeg synes jo ikke som sådan, at der er noget, der er meningsløst.
Er der noget I synes, der skulle laves om, eller noget, der burde være anderledes ved dansk i gymnasiet?
Bertil: Analysere mere ny musik og lyrik. Jeg synes, at de tekster siger lige så meget om den kultur eller det samfund, vi har nu, som alle de der gamle tekster gjorde dengang. De gamle tekster fylder for meget i dansk.
Ida: Ja, det tror jeg også ville være godt i forhold til, vi er en ungdom, der lytter til meget musik og har meget med musik at gøre. Jeg tror også, det vil få folk til at være mere interesserede, hvis man for eksempel kunne vælge en selvvalgt sang, som var ens yndlingssang, og som man kunne få lov at gå i dybden med.
Hvornår er dansk spændende og relevant?
Interview med Andrea Tolstrup (mat/samf) og Anton Johansen (mat/samf), Ørestad Gymnasium.
Anton: Når danskfaget bliver et refleksionsrum, det er noget af det, jeg godt kan lide. Man reflekterer meget, lærer at argumentere. Man får en grundlæggende dannelse, både sprogligt og litterært, historisk og på sin vis også demokratisk dannelse.
Andrea: Ja, det er meget vigtigt, det med dannelse. Jeg synes personligt, at det er mest relevant, når det er det moderne, man beskæftiger sig med. Medieforløb har været mine favoritter, også fordi de kigger lidt ind i fremtiden. Men det er ikke, fordi jeg synes, at gamle tekster som eventyr og trylleviser er irrelevante, at lære at læse gammelt sprog, det skal man også holde fast i, for det er der jo vildt mange, der ikke kan.
Anton: Og så er der også noget med den der litterære dannelse, litteraturen kan lære os noget om, hvem vi er, også den historiske ballast, man har med sig. Refleksionen over hvem vi er, og at kunne sætte sig ind i, hvordan andre tænker, at sætte sig ind i andre menneskers følelser. Man får en grundlæggende ide om, hvordan andre mennesker tænker, igennem litteratur.
Andrea: Ja, også sådan noget som argumentation, at man lærer at argumentere for forskellige synsvinkler, uden at man nødvendigvis er enig i det. Det er også vigtigt for at få en bredere forståelse for, hvordan andre mennesker tænker. Vi har haft mange forløb med fokus på forskellighed, noget med køn, klasse, seksualitet. Men der kan også være ting, man skal passe på med, for folk er så krænkelsesparate, fx sådan noget som integration. Vil det gavne eller skabe konflikter, for nogen føler sig stødt. Men fx kan man læse Yahya Hassan.
Anton: Ja, for så kan man bedre sætte sig ind i, hvordan det er at vokse op der, hvor han er. Så der er noget med empati og indsigt i andre. Men danskfaget har jo også fokus på det, vi har til fælles. I litteraturhistorien er der noget erindringshistorie over det, Danmark som nation, hvor kommer vi fra, hvad har vi til fælles. Også gennem demokratisk dannelse i medier.
Har dansk ændret jer i løbet af de 3 år?
Andrea: Jeg ved ikke, om det har ændret mig som person, men det er klart, at jeg har lært noget om, hvilke interesser jeg har. Det er et af mine yndlingsfag, jeg vil jo gerne læse medievidenskab, men har altid troet, det skulle være noget samfundsfag, så blev det sociologi, men her det seneste år har jeg fundet ud af, at det skal være mere danskfagligt og mere medievidenskabeligt. Også kreativ skrivning har jeg altid syntes var spændende, altså jeg har aldrig været vildt god til det, men min barndomsdrøm var at blive journalist. Og det har så været fedt, at vi har lavet afleveringer, hvor man har kunnet øve sig i det, for ellers har jeg jo ikke tid til bare at sidde og skrive et eller andet.
Anton: Og så giver det helt sikkert nogle gode kompetencer, altså det her med at lære at begå sig sprogligt og argumentationsmæssigt, altså hvis du følger med, så får du virkelig nogle kompetencer for at begå dig i et demokratisk samfund. At man skal kunne argumentere for sine holdninger, når man er med i en offentlig debat.
Er der nogle arbejdsformer, I især godt kan lide?
Andrea: Jeg har været stor fan af – og det tror jeg, der har været mange delte holdninger om – at sidde i en rundkreds og analysere sammen, og det ved jeg, at der er nogen, der synes bliver virkelig tungt, men det har været godt, for så kan man bygge på hinandens tankegange, og så synes jeg, man kommer mere i dybden med det, end hvis man bare sidder selv og har et eller andet arbejdsark.
Anton: Det er jeg sådan set enig i, at det er noget af det, der har været godt ved danskundervisningen, for så bliver det også at tage tempoet ud, bygge ovenpå hinanden, hjælpe hinanden. Der er mange fag, hvor det bliver meget ensartet, så skal man bare udfylde det her arbejdsark. Her bliver det anderledes og mere reflekterende, vi hjælper hinanden, bruger hinandens kompetencer i stedet for bare at sidde med hvert sit.
Er der noget, I synes burde laves om i danskfaget?
Anton: Det er da sikkert, at så mange mål i faget og så meget overstyring fra ministeriets side ikke altid er en god ting. Vo-
“Når danskfaget bliver et refleksionsrum, det er noget af det, jeg godt kan lide”.
Anton Johansen
res dansklærer er meget selvstændig og lytter til os og tager hensyn til vores ønsker, den vej vi vil, og gør tingene på lidt anderledes måder. Men jeg er ikke sikker på, at de mange mål giver så meget frirum for alle lærere.
Andrea: Ja, og nu kørte vi jo det der klimaforløb til sidst, og det ville da give god mening, at alle skulle det. Det er klima! Det kan man jo ikke komme udenom.
Anton: Og det giver god mening for unge, det handler også om, at det skal være relevant for unge, så vidt muligt, og der er klimaet rigtig, rigtig relevant for mange unge.
Andrea: Ja, det kunne måske være en god ide, at dansklærerne havde mere frihed. Og jeg synes jo her, at medier er vildt spændende, men det kunne være fedt med noget mere retorisk, der er mange gymnasier, der har det som valgfag, for det giver så gode kompetencer til at blive velformuleret. Og måske gerne endnu mere sprog i faget.
Anton: Noget af det jeg har været meget glad for, har været det der sociofiktionsforløb, for det med at kunne sætte sig ind i andre klasser og andre livsformer, og nu er vi et meget multikulturelt gymnasium, og derfor er der måske nogle af de elever, der kan kende til de problematikker og den virkelighed, der er i sociofiktion. I sådan et forløb får man noget empati og forståelse for andre. Og det er også vigtigt i et demokratisk samfund, at vi kan sætte os ind i andre klassers virkelighed. Og det kan litteraturen og danskfaget være med til.
Andrea: Altså Glenn Bech-forløbet var virkelig spændende, fordi han bare ramte så mange som person, altså udfaldsgrupper. Det er godt, at han er blevet forfatter, sådan en som ham, som både rammer underklassen, men ikke passer ind i stereotyper, at han har så stor en stemme, er vildt vigtigt. Og så en anden ting – og det synes jeg ikke, vi har manglet – men altså kvinder, kanonlisten, kom nu! Men der kunne jo godt være andre steder, hvor man derfor ikke læste så mange kvinder. Det bør laves om. Der går feminist i den. Vi er i 2024.
Anton: Ja, det er jo noget med repræsentation, som kan gøre det mere væsentligt for flere i den klasse, man underviser. Når der er 50 procent kvinder i en klasse, duer det jo ikke, at man kun læser mænd.
Er der noget, der er meningsløst i dansk?
Anton: Der var det der Ghita-forløb, vi kørte, det der sprogforløb, og det var ikke decideret irrelevant, men der var noget, hvor jeg stod lidt af, det blev lidt forsimplet med de der høflighedsprincipper, næsten lidt for let, for selvfølgelig skal vi snakke høfligt til hinanden.
Andrea: Men det var så et af mine yndlingsemner, at kunne analysere en samtale, det har jeg da tænkt over rigtig mange gange. Jeg har brugt det på mit arbejde. Jeg arbejder på McDonalds lige under de øverste ledere. Mit arbejde er at coache folk og få dem til at lave noget, når de bare står og glor. Og jeg kan godt tale meget direkte, så det har da fået mig til at tænke over, hvis jeg siger det på den måde, så forstår de det sådan. Fordi det har en effekt. Ghita er det sjoveste menneske, så det har været det fedeste forløb.
Anton: Ja, jeg er mere til de historiske tekster.
Andrea: Og jeg kan godt lide det, der foregår i morgen.
Anton: Det kan måske blive for kliche-agtigt, men der er noget med hjemmearbejde og opgaveskrivning. Jeg synes selv, det er meget spændende, det der med at skrive en debatterende artikel, men altså når man har ti fag og opgaver og lektier, man kan godt blive stresset, og det har jeg også mærket selv, man kan godt synes, man har meget på én gang. Hvis du ikke har et eneste fritidsøjeblik, så bliver det også for meget. Danskfaget er tungt afleveringsmæssigt, så lærerne skal være opmærksomme på, at de ikke stresser eleverne, så der er den tid og ro til refleksion. Det kan give dårlig trivsel i gymnasiet, hvis man er for stresset.
Andrea: Ja, det har jeg også mærket. Det kan være frustrerende at sidde og skulle skrive og reflektere over noget, der kan virke ligegyldigt, når man samtidig har en endnu længere opgave, der handler om Europa-parlamentsvalget.
TALEFEST20 25
Tilmeld din klasse nu, og få undervisningsmaterialer, kurser og workshops ganske gratis! Kom med til regionale talefester og den store afsluttende Nordiske Talefest 2025 i Uppsala.
STYRK DINE ELEVERS MUNDTLIGHED
TILMELD JER OG LÆS MERE HER
talefest.nu
Nordisk Talefest er støttet af A.P. Møller Fonden og er et samarbejde mellem Danske Taler og universiteterne i Bergen, Uppsala, Lund, Växjö og København. Målet er at styrke demokratisk selvtillid og mundtlighed blandt skandinaviske unge. Arbejdet med taler styrker både klassekultur, mundtlighed, selvtillid og ikke mindst faglighed. I år skriver de deltagende klasser taler med temaet ’TILLID’. Det er gratis at melde sin klasse til.
Foto:
GotFat Productions
Detektiv eller dansklærer?
To yngre dansklærere gør status på en eksamensperiode med mange første gange. Første censorat, første mundtlige eksamination og første indsigt i, hvor håbløst utidssvarende vores prøveformer er.
I de forgangne uger har vi været igennem vores første danskeksaminationer. Både de skriftlige og de mundtlige, som både censor og eksaminator. Når man som “yngre” og mere uerfaren lærer skal gøre status på den cyklus, som et treårigt danskhold er, er det med en vis mængde sommerfugle i maven, at man sætter sig ved det grønne bord. Har de nu lært det, de skulle? Virkede de didaktiske tanker efter hensigten, har vi ramt deres niveau i karaktergivningen, og hvad tager vi med videre til næste kuld?
Det var, i hvert fald for læreren, en god måde at tage afsked med en klasse på og overordnet set en kæmpe forløsning og lettelse at have dem til mundtlig eksamen. For de havde jo lært noget, og der var da noget, der hang ved. Men en anden følelse, der også meldte sig, var følelsen af frustration. Frustration over fokusset på at være detektiv frem for
fagperson, mistænksom frem for tillidsfuld. En følelse, som vi jo kender fra den daglige undervisning, men som vi, måske en my blåøjede, ikke ville have troet kom til at fylde så meget til eksamen.
Når vi i hverdagen prøver at navigere i den mistænksomhed, som ChatGPT, Studienet og andre digitale hjælpemidler afstedkommer, prøver vi på forskellige måder at opsætte benspænd, der skal få eleverne til at tænke selvstændigt, lave rugbrødsarbejdet og ikke gøre brug af hjælpemidler, der anses som snyd til eksamen. Hele tiden med mantraet “til eksamen skal I kunne det her uden hjælp fra ChatGPT og Studienet”. But boy, were we wrong!
Spøgelser i kulissen
For det viste sig, at selvom der til den skriftlige danskeksamen gøres en masse for at forhindre, at eleverne tilgår websites og platforme, hvor de kan kommunikere med hinanden og omverden, så sker det alligevel, at nogle elever, som har kæmpet på grænsen til at bestå skriftlig dansk gennem tre år og kun lige består mundtlig eksamen i dansk, pludselig får et 10-tal til skriftlig eksamen. Selvfølgelig findes der højdespringere, som på overraskende vis præsterer godt til en danskeksamen, men at springe fra 00 til 10 forekommer mystisk. Dette var tilfældet på en skole, den ene af os var censor på i sommer. Det viste sig, at eleverne sandsynligvis havde gjort brug af iCloud, hvor to computere kan synkroniseres, så det, der foregår på computerne, er identisk. Der kan hermed sidde en ghostwriter et andet sted end i eksamenslokalet og tilgå opgaven, når eleven i eksamenslokalet tilgår opgaven. Ghostwriteren har fuld adgang til elevens computer, herunder også noter og gamle afleveringer, og kan
Signe Riis Petersen
F. 1987, Christianshavns Gymnasium
Sidsel Nordentoft Poulsen
F. 1987, Allerød Gymnasium
Hver gang en elev trak et spørgsmål, vi vidste lå på Studienet, føltes eksaminationen mere som et forsøg på at afsløre snyd end en faglig samtale, der skulle hjælpe eleven til at vise, hvad de havde lært de sidste tre år.
dermed besvare opgaven for eleven. Alt dette uden at Exam Cookies opdager det, da denne kun optager elevens skærm. Det eneste, eleven i eksamenslokalet skal gøre, er at lade, som om at vedkommende selv skriver, mens bogstaverne på magisk vis danser frem på skærmen foran hende. Så i dette tilfælde giver vi i virkeligheden huen for skuespiltalent frem for tillærte danskkundskaber.
Selvom vi ikke har flere årtier på bagen som undervisere, er vi godt klar over, at det til alle tider har været muligt at snyde til eksamen på den ene eller anden måde. Men at mistanken om snyd ved den mundtlige prøve også var så gennemtrængende, kom bag på os. Vi oplevede, både som eksaminator og censor, at vi i nogle tilfælde næsten blev besatte af mistanken om snyd.
Hvis man er førstegangseksaminator
Det er et kæmpe arbejde at lave eksamensspørgsmål, og selvom vi heldigvis er sluppet for at skulle producere 30 forskellige spørgsmål, tager det lang tid at finde tekster og udforme spørgsmål, så de passer til lige den vinkling, undervisningen har haft. Nuvel, så er det jo godt, at man kan trække på dygtige og mere garvede kollegaers tidligere arbejde, men her oplevede vi igen en udfordring. For når man eksempelvis opgiver en gammel traver som “Karens Jul” af Amalie Skram, så ligger den gennemanalyseret på Studienet. Og hvis man så som førstegangseksaminator forbereder sig til tænderne og aftenen inden eksamen lige tager et kig på denne analyse, skriver pointerne ned og markerer, hvilke tekstnedslag der bruges på Studienet, så kan man hurtigt blive paranoid, når den første elev i sit oplæg slavisk gennemgår netop Studienets pointer og tekstnedslag. Den svage elev vil, som det også var tilfældet i dette eksempel, falde igennem til selve samtalen, hvilket selvfølgelig vil blive afspejlet i karakteren, og så kunne man måske være tilfreds med det. I dette tilfælde var der tale om en hueeksamen, hvilket lagde et yderligere pres på at kunne løfte bevisbyrden, hvis vi skulle sende eleven ud i armene på familien med en anklage om snyd. For kan vi overhovedet bevise, at eleven har snydt? Nettet var lukket, telefonen var inddraget, men vi ved jo alle, at det er muligt for eleven at snyde, hvis hun vil, og hvor stiller det så os? Både eksaminator og censor var relativt uerfarne, så selvom
vi var rimelig sikre på, at eleven havde snydt, valgte vi ikke at inddrage ledelsen, og det var måske dumt. Dumme følte vi os i hvert fald, da næste elev kom ind og selvstændigt kæmpede sig op på samme lave karakter som den forrige elev. Det var i det mindste elevens eget arbejde denne gang, men det gør noget ved retfærdighedsfølelsen og elevens retssikkerhed, når mistanken om snyd nager.
Resten af eksaminationerne blev også farvet af situationen. Hver gang en elev trak et spørgsmål, vi vidste lå på Studienet, føltes eksaminationen mere som et forsøg på at afsløre snyd end en faglig samtale, der skulle hjælpe eleven til at vise, hvad de havde lært de sidste tre år. Denne følelse skal man som underviser passe på ikke kommer til at overskygge den faglige praksis, men den er utrolig svær at gemme væk, når først den har sat sig. Da vi efterfølgende kontaktede ledelsen på skolen for at høre, hvordan vi skulle håndtere sådanne tilfælde, stod det klart, at det er stort set umuligt at afsløre: Vi må ikke tjekke elevens computer. Eleven har krav på en høring 5 dage efter eksamen – altså lang tid efter vedkommende har fået sit eksamensbevis. Pointen fra ledelsen var: Den rygende pistol skal helst efterlades på det grønne bord, hvis der skal gøres en sag ud af det. Efterfølgende talte den ene af os til huefesten med en gruppe elever, hun netop selv havde haft til danskeksamen. Da de fik ovenstående historie, sagde en af de dygtige elever, at han da havde været på Studienet og havde hentet de analyser ned, som han vidste var blevet trukket, dagen før han selv skulle op. Og selvfølgelig havde han det. Og havde han trukket en af de tekster, havde han også let kunne gennemføre hele eksaminationen uden at falde igennem. For sådan er det jo med de dygtige elever. Men hvad gør vi så?
Det er snyd, at eleverne bruger andres analysearbejde, men hvis de kommer med en downloadet analyse fra Studienet til eksamen, kan vi ikke tage dem for plagiat, da det ifølge uvm’s hjælpemiddeloversigt er “tilladt for eleverne på forhånd at hente og gemme sider, som de ønsker at bruge til prøven”, fx “fra Studienet”.
Vi sidder nu tilbage og overvejer, hvad vi selv som undervisere kan gøre for at få denne mistanke til at træde i baggrunden. Prøveformen har vi svært ved at ændre på.
Vi er klar over, at kloge hoveder er i fuld gang med at se på,
hvad der kan gøres på den front, men kan vi selv gøre noget, mens vi venter?
I vores andet fag, tysk, er vi allerede blevet meget mere analoge med et stigende fokus på godt gammeldags skriftligt arbejde med pen og papir, men danskfaget har sværere ved at rumme samme analoge tilgang. Trods kollegers ellers gode erfaringer med at lade eleverne skrive dele af danskafleveringer i hæfter, har vi svært ved at se, at dette format kan rumme de skriftlige genrer, især mod slutningen af 3.g. For ikke at tale om, at læreplanens krav om, at “eleverne skal kunne deltage reflekteret i og bidrage til digitale fællesskaber” samt lære at analysere og fortolke tekster i alle medier, ikke tilgodeses ved en analog tilgang til undervisningen. Og så har vi endda ikke berørt emnet omkring den tid, der går fra undervisningen til den analoge skrivning.
Undervisere kommer på arbejde
Digitale hjælpemidler, internettet og sociale medier er en del af virkeligheden, som hverken skal eller bør fjernes. Så måske ligger løsningen i den tydelige rammesætning i undervisningen i forhold til, hvornår vi træner at læse andres analysepointer, lægge dem væk og derefter kombinere dem med vores egne? I princippet svarer det til den del af skriftlig eksamen i samfundsfag, hvor eleverne indledningsvis sparrer med hinanden om guf og guldkorn. Hvornår træner vi selvstændigt at finde relevante citater, og hvornår anvender vi ChatGPT til at finde relevante citater for os, for netop at kunne forholde os kritisk til hjælpemidlet og se på, om den har gjort arbejdet godt eller skidt? Hvis vi navigerer med tydelige instrukser omkring, hvornår vi gør hvad, kan vi forhåbentligt slippe for de ubehagelige og tidskrævende plagiatsamtaler, som også kan have en noget negativ effekt på den vigtige lærer-elev-relation. Samtidig trænes eleverne i de kompetencer, de skal bruge til eksamen, og de forbereder sig på den virkelighed, som eksisterer uden for skolelivet. Et andet bud på, hvordan der kan arbejdes både i det daglige og til en mundtlig prøve, kunne være at lade eleverne føre portfolio i løbet af undervisningen, så prøven i højere grad bliver en status på de tre år med dansk. Prøveformen kunne også ændres, således at der udelukkende eksamineres i spritnye tekster eller tekster, som ikke ligger gennemtær -
skede på Studienet. Alt sammen for elevernes retssikkerheds skyld. Så de med høj moral ikke scorer lavere karakterer til en mundtlig eksamen end de med lav moral. Eller de, som skal op på første eksamensdag, ikke er dårligere stillet end elever, som skal til eksamen på tredje eksaminationsdag og dermed kender titlerne på nogle af de tekster, der kan trækkes.
Fælles for det hele er, at vi som undervisere kommer på overarbejde. For enten skal vi producere spritnye eksamenstekster hvert år, eller også skal vi agere detektiver til den mundtlige prøve. Og for at gøre det endnu mere nedslående: Inden en ny prøveform bliver vedtaget, har virkeligheden og den teknologiske udvikling alligevel rykket os et andet sted hen, og så kan vi begynde forfra. Netop derfor er det måske vigtigt, at fokus bliver, hvor vi står principielt i forhold til digitale hjælpemidler, og hvilke kundskaber vi gerne vil have vores elever skal komme ud af gymnasiet med.
Erfaringerne fra undertegnede “unge” undervisere viser sig altså i højere grad at være dilemmaer, som de fleste dansklærere har stået med de sidste år, og som vi nok fortsat kommer til at diskutere. Hermed går vi opløftede på sommerferie og glæder os over, at det ikke er os, der træffer de vigtige beslutninger om læreplan og prøveformer.
Amalie Buchard
Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab. Jobsøgende. Skriv gerne til mig på amaliebuchard@gmail.com
Litterær stemme, fanfiction og transition
Hvordan kan værket At Performe Transkønnet Vrede (Gry Stokkendahl Dalgas, 2022) transformere følelsen af vrede beskrevet i titlen til følelsen af ømhed som jeg sad med efter endt læsning? Med fokus på bogens fjerde og sidste del; en fanfiction over Mary Shelleys Frankenstein, vil jeg undersøge hvordan litterær stemme indvirker på den transformation.
Jeg følte en stor ømhed i brystet da jeg var færdig med at læse At Performe Transkønnet Vrede (herefter APTV) første gang. Ømheden er den her mærkelige blanding af smerte og så noget nænsomt eller omsorgsfuldt. Alle delene i bogen bærer denne følelse med sig, men især den sidste del “Skabningen og gærdesmutten” bærer på ømheden. Jeg vil i det følgende undersøge værkets litterære stemme og hvordan den skaber alliancer og litterær aktivisme i APTV. Jeg håber at kunne inspirere til undervisning om stemme i internettets tidsalder.
Stemme – en begrebsafklaring
Stemme kan være svær at få hånd om analytisk. Det er indlysende at en tekst har en stemme; vi hører den for vores indre øre når vi læser for os selv, eller hvis vi læser op. Stemmen kan lyde kold, forelsket, trist, vred, sarkastisk. Den kan lyde stille, insisterende, skinger, monoton. Det er givtigt at bruge musikalske og affektive termer til at beskrive stemme, netop fordi stemmen er et akustisk fænomen og giver udtryk for affektive stemninger. Stemmen farver det indhold som fortælleren fortæller om, men er adskilt fra den (Rösing 73). Når jeg skriver om stemme i APTV, er det altså ikke fortælleren jeg hentyder til; det er til det overordnede indtryk af værkets stemme. Bare fordi fortælleren beskriver
systemisk mistillid, kropsdysfori og uretfærdigheder, betyder det ikke at stemmen er nedtrykt, svag eller rasende. Tværtimod: Den litterære stemme i APTV er flerstemmig, håbefuld og omsorgsfuld.
En ikke vred, men håbefuld stemme “Jeg ville være vred allerede før, jeg mødte jer, / der er ansat på CKI, rygterne havde løbet mig i møde” (Dalgas 10). Jegfortælleren vil gerne være vred, fordi der er ting at være vred over. Hun er transfeminin og vil gerne godkendes til hormonbehandling, så hun kan begynde sin transition og få sin rette krop. Behandlingen varetages af Center for Kønsidentitet der har afdelinger i Aalborg og i København. Centrene får ikke nok midler af den danske stat til at kunne varetage en hurtig behandling af patienterne. Lige nu er der fem måneders ventetid for overhovedet at kunne starte et forløb, og på deres hjemmeside melder centret at de har ressourcemangel og lav fleksibilitet (aalborguh.rn.dk). Gennemsnitsforløbet fra patienten starter, til hun bliver vurderet, er to år. Til trods skriver jegfortælleren: “Det er svært for mig at være vred. Jeg forbinder vrede med mænd, med noget der ikke må være i min krop. / Jeg har brug for at finde min egen vrede” (Dalgas 112). Den mandige udgave af vrede er traditionelt set voldelig og hovedløs og tæt forbundet med destruktiv handling. Den transkønnede vrede som jegfortælleren vil finde, er snarere opbyggende, styrkende og håbefuld. Og den kan høres og føles i bogens litterære stemme.
Fanfiction og flerstemmighed
Gennem bogen bliver Frankensteins monster brugt som et billede på den transkønnedes krop og erfaring, en metafor som Susan Stryker bruger i en tale i 1990’erne, og som Dalgas har oversat og inkluderet i APTV: “Den transkønnede krop er en unaturlig krop. Den er et produkt af medicinsk videnskab. Den er en teknologisk konstruktion. Den er kød revet fra hinanden og syet sammen igen” (Dalgas 41). I fanfictionen møder læseren Frankensteins skabning, men det er ikke ham der taler, det er en gærdesmutte. Fanfiction er indholdsmæssigt kendetegnet ved at være en videredigtning på eksisterende universer og figurer indenfor litteratur og film. Fanfictionen findes i store mængder på internettet; i tråde
på Reddit og Tumblr eller i større arkiver som Archive of Our Own. Bidragene er utallige, for alle med internet kan tilføje deres historier, og mange af dem digter kendte ciskønnede figurer om til queer figurer og lader dem udspille et queer kærlighedsplot (Duggan 149).
I “Skabningen og gærdesmutten” bliver fuglen en ven og allieret for skabningen, som afvises igen og igen af menneskene. Fanfictionen kan opfattes som en aktivistisk praksis, der i sin udvidelse og omskrivning af eksisterende narrativer producerer forandringspotentiale. ‘Monstret’ bliver fx til ‘skabning’ og ‘ven’ i fanfictionen, og det viser hvordan nye muligheder kan opstå med nye benævnelser. Og med nye ideer og figurer: Hvordan ville skabningens historie have udviklet sig anderledes hvis den havde haft en ven? De to mødes i en omsorgshandling; skabningen filtrer den lille fugl ud af et net, og de to bliver umage venner. Gærdesmutten bærer vidne til skabningens vrede når den afvises af den ellers så noble bondefamilie De Lacy. “Jeg følger dig som et efterårsblad, ud ad døren, trukket frem af dit hastige løb. I din slipstrøm. Vi er vreden og vennen, og sådan møder vi natten og skoven” (Dalgas 161). Skabningen er ulykkelig og brænder bondehuset ned og river træerne op med rod. Fanfictionen slutter med at fuglen håber på at Frankenstein vil lytte til skabningens ord og skabe ham en fælle, så han ikke skal være alene. I den originale fortælling afslår Frankenstein skabningens ønske, og de to udsletter støt og sikkert hinanden. Gærdesmutten håber på en anden slutning: “Brug din sang, alle ordene. Et sted i ham må kærligheden være, et sted i hans hjerte må ligne en mor … Hvis han vil lytte. Jeg håber virkelig, at han vil gøre det” (Dalgas 168). Mens vreden overtager skabningen og bliver en ødelæggende kraft, bliver gærdesmutten med ham som en ven der kan bære håbet til trods for at det ser håbløst ud. Selvom gærdesmutten er den mindste fugl, kan den også bære vreden. “Tag mit liv med ind i din vrede” (Dalgas 161), siger fuglen og tilbyder en nænsomhed, en omsorg, en alliance til monstret som ingen i Frankenstein tilbyder ham.
Korets ømhed
Gærdesmutten er én af mange stemmer i APTV som er med til at skabe følelsen af ømhed. Jeg vender tilbage til et punkt
i bogens begyndelse hvor der står: “jeg hænger ikke sammen” (Dalgas 11). Jeg læser det som en indre splittelse men også som udtryk for en følelse af ensomhed. Ikke at hænge sammen med nogen, at være løsrevet. Gærdesmutten er et eksempel på den flerstemmighed bogens litterære stemme bærer præg af. Ligesom oversættelsen af Strykers essay er der også citater fra andre transfeminine. Citaterne fra dagbøger, internetfora og dokumentarer skaber det lydlige indtryk af stemmer der afløser hinanden, som svarer på hinandens følelser, drømme og bitre erfaringer. Som sætter jegfortælleren i forbindelse med et erfaringsrum fyldt med forskellige stemmer fra 1960’erne og indtil i dag. Og med fanfictionen helt tilbage til starten af 1800-tallet. Det lydlige indtryk af stemme bliver det af korets, eller flokkens. Citaterne, genfortællingerne og oversættelsen performer hvordan stemmerne i et kor afløser hinanden. Lyden af en stemme der er gjort af hundreder af stemmer. Bagved dem der ikke er citeret eller fortalt om, ved man at der står flere, fordi det er sådan flokken fungerer. Den er mangfoldig. Det lydlige indtryk er samtidig nøgternt. Citaterne indledes kort med navn “Wendy Carlos siger”, “Greer siger” eller “Diana skriver inde på facebookgruppen Danmarks Transkønnede” (Dalgas 88, 119, 107). Nænsomt og nøgtern får de forskellige transfeminine ordet og giver plads til synsvinkler og oplevelser som sjældent præsenteres. Alle introduceres i nutid, og som læser, eller lytter, får man det indtryk at alle taler nu. Dalgas skriver stemmerne ind i vores samtid og giver dem en øget nødvendighed og vigtighed fordi følelserne, ventetiden, mistilliden foregår nu. Også selvom flere af de citerede er gået bort. Dødeligheden blandt transkønnede er høj, og nutidsformen virker også politisk; de kan ikke ties ihjel, og jegfortælleren skriver: “Jeg er træt af, at målet er at redde transpersoner fra døden. Lad os lade dem leve – og leve godt … Alle fortjener at have det bedst mulige liv” (Dalgas 109).
Bagved dem der ikke er citeret eller fortalt om, ved man at der står flere, fordi det er sådan flokken fungerer. Den er mangfoldig.
Konklusion
Bogen bliver et omsorgsfuldt projekt der ikke kun heler jegfortælleren, men også kan give trøst og fællesskab til andre i samme system. Den litterære stemme i APTV lyder altså øm og ikke vred når den vækker omsorg og håb midt i de smertelige erfaringer. Jegfortælleren vil ikke brænde systemet ned, men ser på det som fejlbarligt, med det blik som hun ønsker selv at blive mødt med. Jegfortælleren skriver det frem; håbet om omsorg og alliance i form af gærdesmutten. Det er en skøn metaskrift om hendes planer for teksten: “Jeg hygger mig lige så stille med at skrive en fanfiction over nogle kapitler af Frankenstein. Det er som at brodere i noget foræret, en god trøje … Monsteret skal have en ven i skoven, måske den mindste fugl” (Dalgas 93). Med fanfictionen kan hun skrive en ny håbefuld figur ind i en ellers håbløs og tragisk fortælling. Når fanfictionen stopper, ved jeg godt hvord an det ender for skabningen i originalen. Men gærdesmutten findes nu – en stemme i de transkønnedes kor; et alternativ til den destruktive vrede.
Litteratur:
Dalgas, Gry Stokkendahl. 2022. At Performe Transkønnet Vrede. Forlaget Amulet
Duggan, Jennifer. 2022. “Transformative Readings: Harry Potter Fan Fiction, Trans/Queer Reader Response, and J. K. Rowling”. Childrens’s Literature in Education, volume 53, 2022
Rösing, Lilian Munk. 2013a. “Stemme”. I Litteratur. Introduktion til teori og analyse af Lasse Horne Kjældgaard m.fl. (red.), 2013. Aarhus Universitetsforlag
Du kan nu booke en forfatter fra Lindhardt og Ringhof til et besøg på dit gymnasium eller tilmelde din klasse til ét eller flere af næste års webinarer.
Forfatterbesøg
Fra november til marts har du mulighed for at planlægge med et besøg af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Du modtager også tilhørende materiale, der kan bruges før, under og efter besøget.
Vi tilføjer flere forfattere i løbet af skoleåret.
For uddybende spørgsmål eller en aftale kontakt Shân Mari Nissen på 2639 6268 eller på mail smn@praxis.dk.
Webinarer
Vi afholder forfatter-webinarer, der er målrettet din undervisning. Derfor kan du, nu sætte kryds i kalenderen og tilmelde dig og din klasse næste års webinarer.
Forfatterne er:
• Siri Ranva
• Thomas Korsgaard
• Anna Juul
• Malte Tellerup
• Asta Olivia Nordenhof Læs mere om datoer og tilmeld dig her
At lære at skrive er at lære et nyt sprog
Titlen på denne Dansk Takeaway er faktisk et omskrevet elevcitat. En frustreret og ganske indigneret elev udbrød til en individuel feedback på en stil noget i retning af: “Altså, vil du have jeg skal lære et helt nyt sprog, eller hvad?” I hans hoved var det for at udstille hvor galt afmarcheret jeg var med mine forslag om at slå ord efter på ordnet.dk, men i mit hoved faldt der en hel del på plads: Mine elever behersker ikke skriftsproget. Indtil videre havde jeg fokuseret skriveundervisningen på skrivehandlingerne (diskutere, analysere, osv.), men for at citere sprogforsker Lars Stæhr (2015): “Leksikal kompetence er fundamentet for kommunikativ kompetence”. Og det siger jo sig selv at uden et stort ordforråd som man kender godt og har adgang til, kan man ikke udtrykke sig i overensstemmelse med kravene til skriftlig formidling i dansk. Dvs. bredde, dybde og kontrol er essentiel. Hvad nu hvis jeg præsenterede det at lære at skrive som det at lære et nyt sprog? Jeg var ret begejstret for indsigten eleven serverede for mig; eleven selv, tror jeg, blev lidt forundret over anerkendelsen.
Mht. til kontrollen over ordforrådet sker den indlæringsmæssigt på et kontinuum fra receptiv til produktiv, og jeg tror vi alle kan være enige om at des mere eleverne læser
(af sig selv), des bedre bliver de også til at skrive. Jeg præsenterer dog her øvelser der forsøger at gå direkte til den produktive dimension, men man kan sagtens også have fokus på det skriftsproglige når man alligevel læser debatindlæg, taler m.m. med sine klasser.
Hvad vil det sige at kunne et ord? Igen indlæres det fra blot genkendelse (jeg ved jeg har set eller hørt ordet før) til at kende dets præcise betydning, dernæst dets konnotationer og associationer, at kende dets form (stavning fx), bøjninger, dets bestanddele, mulige præ- og suffikser, faste ordforbindelser og ordets stilistiske og sociale restriktioner. Når eleven derfor skriver “umildbart” eller “beskærelse”, “forsager” men mener “forårsager”, “se over skulderen med” men mener “gennem fingrene”, anvender forkerte præpositioner eller anvender ordet skævt i forhold til dets semantik, er det dybden der skal arbejdes med.
Første skriftlige aflevering når jeg møder stamklassen i november, er altid en skriftlig formidling (og dermed repetition) af den tale de analyserede i grundforløbets retorikforløb. Øvelserne her knytter sig til Sofie Lindes tale til ZULU Awards, 2020. Alt efter om man vil arbejde induktivt eller deduktivt, kan man starte med at give stilen for og arbejde sig frem mod ordforrådet eller stilladsere undervejs mod afleveringen. Det tager som regel 2-3 moduler. Jeg starter med at påstå at ingen forfattere, taleskrivere, digtere, skribenter “snakker” om noget som helst. Og de skal heller ikke “snakke” i deres stile. I en brainstorm får vi derfor skriftlige pendanter til “snakke” skrevet på tavlen, og når de løber tør, skal de lede videre på ordnet.dk (som de skal placere i den øverste bjælke på deres computer) under “ord i nærheden”. På tavlen ender der gerne med at stå ord som fx fremføre, tale om, nævne, henvise til, referere til, argumentere for, mene, postulere, hævde, udtale sig om, udtrykke sig om, plædere for. Alt efter klassen opgiver jeg enten ordforbindelserne (som
Marianne Boss Gribskov Gymnasium
Dansk Takeaway
Dansk
Dansk takeaway
Dansknoter bringer på disse sider øvelser, forløb og ideer fra lærer til lærer som du kan tage direkte med ud i din egen undervisning. Har du selv lyst til at bidrage, skal du skrive til kristoffer.kildelund@gmail.com
her de refleksive pronominer og præpositioner) eller jeg beder dem lede efter ordforbindelser under “grammatik” i ordbogsopslaget. Således får de kendskab til to vigtige funktioner på ordnet.dk (variation af ordforråd og korrekte ordforbindelser). Dernæst beder jeg dem kategorisere ordene efter betydning, og igen skal de anvende ordnet.dk. Inden vi vender tilbage til ordforrådet fra tavlen, plejer jeg at undervise i forskellen på tale- og skriftsprog og medtager kohæsion (ikke kohærens, blot den sproglige forbindelse i en tekst).
Øvelse 1
Tal sammen om de to sætninger, find alle talesprogs- og skriftsprogsmarkører:
Sofie Linde starter med at snakke om Sofie Linde indleder talen med Sådan nogle mænd med magt disse magtfulde mænd
Øvelse 2
Kategorisér følgende udsagn fra skriftsprog til talesprog (som jeg opgiver i tilfældig rækkefølge og uden svarene):
Genaktualisere metoo (skriftsprog) bringe metoo på bane igen (skriftsprog, men ikke så kort og komprimeret) tage metoo op igen (kan anvendes begge steder, men nærmer sig talesproget) snakke om metoo en gang mere (talesprog)
Diskutér hvor mange præcise betydninger der ligger i “genaktualisere”.
Øvelse 3
Oversæt følgende skriftsprog til talesprog. Gør det først mundtligt, og skriv det så ned ordret – husk også at skrive småord ned, fx øh, jo, altså, ligesom. Diskutér forskellen.
Sofie Linde formåede imidlertid at genaktualisere metoo-debatten i Danmark og igangsatte således hurtigt anden bølge af metoo.
Øvelse 4
Markér skriftord med grønt (dvs. nogle du ikke vil bruge som de første når du taler med dine klassekammerater eller lærer) og “pegepindene” med gult (kohæsion). Afgør om de peger frem, tilbage eller ud af teksten (husk også bestemthed i substantiver).
Sofie Linde formåede imidlertid at genaktualisere metoodebatten i Danmark og igangsatte således hurtigt anden bølge af metoo. Talen er bl.a. interessant i forhold til Sofie Lindes etos. Danskerne kender nemlig Sofie Linde som en person, der skaber god stemning. Men her ser vi for første gang en anden side af den ellers så omsorgsfulde og glade X-factorvært, idet hun sætter fokus på et tungtvejende og seriøst emne, der i den grad bryder den gode og lette stemning.
Efter disse fire øvelser vender vi tilbage til deres ordliste over skriftlige udgaver af at “snakke”. De skal vælge fem til en hitliste som skal medtages i følgende stil(e). De skal skrive eksempler med dem i deres ordliste som skal godkendes af mig.
I næste aflevering plejer jeg at have skønlitteratur som analyseobjekt og have fokus på skrivehandlingen analysere og evt. perspektivere – alt efter klassen. Først gennemgår vi
I skal ikke nødvendigvis analysere på nuværende tidspunkt.
Opgave 2: Arbejde alene: Udfyld så godt du kan.
Novellen foregår i Australien
Miss Gavan og Eveline er samme person
Familien havde 4 medlemmer da Eveline var barn
To familiemedlemmer er døde
Evelines far er kærlig og omsorgsfuld
Eveline er 20 år
Familien er fattig
Eveline er vildt forelsket i Frank
Frank bor i Argentina
De to hvide breve er kærlighedsbreve fra Frank
Hendes mor havde et godt liv
Eveline sidder over for et livsafgørende valg
Eveline har nemt ved at beslutte sig
Novellen foregår udelukkende i hendes tanker i vindueskarmen
Eveline er i tidsnød
Eveline hopper i havet til sidst
SAML OP I KLASSEN, og diskutér hvis der er uenighed. Del og stjæl citater. Tal om teksten som helhed – hvad er der egentlig på spil? Hvorfor er det så svært for Eveline at vælge?
Opgave 3: Find i bordgruppen de 4-6 citater I finder vigtigst. Skriv dem ned med en forklaring på hvorfor hvert sted er væsentligt for analysen og fortolkningen.
Opgave 4: Læs teksten igennem igen med en blyant i hånden hvor du noterer følgende i marginen:
Fortællertypen
Fortællestil
realistisk / ikke realistisk
selve ordet “analyse”; hvad betyder det egentlig, hvad er det rent faktisk de bliver bedt om? Og hvad kan man analysere? Hvad gør man hvis man analyserer en blodprøve eller elevernes madvaner? Og hvordan gør man så med en tekst? Ordnet.dk er i spil igen. Min oplevelse er dog at forklaringerne på ordnet.dk nogle gange også skal forklares, og at eleverne ikke altid gider slå videre op. Fx under “analyse, vb” står der “foretage en analyse”, og så er man jo lige vidt hvis man ikke slår substantivet “analyse” op. Og mange gange mener eleverne også at de forstår et ord fordi de kender det og tit har set det eller ovenikøbet selv anvendt det. Min erfaring er at “analyse” er et af dem. Næste trin er at dokumentere denne analyse ved hjælp af citater, og her anvender jeg James Joyce: “Eveline” fra Dublinere (1914). Opgaven hjemmefra er at læse novellen med en blyant i hånden (de får en udprintet version) og anvende “reaktionslæsning”, altså at skrive ens reaktioner undervejs i læsningen ned i teksten. Det kan
være alt: kommentarer til personernes handlinger, domme, følelser, forundring og spontane spørgsmål. I timen arbejdes der så ud fra et sandt / falsk arbejdsark, samtidig med at jeg introducerer hvordan man sprogligt inkorporerer et citat i sin tekst, idet man skal undgå selve ordet “citat”. Jeg anvender den klassiske PEE-model (point, example og explanation). Derefter følger et stilesæt der er stærkt stilladseret (se QR-kode på denne side). Teksterne i dette forløb omhandler at træffe valg, og alt efter hvilke tekster vi har læst, opgives nogle andre i stilesættet. Læses fx disse tekster i timerne: James Joyce: “Eveline” (fra Dublinere, 1914), Axel Danielson og Maximilien Van Aertryck: “Hopptornet” (svensk kortfillm om spring fra 10-meter-vippen, 2013, Vimeo), Helle Helle: “En stol for lidt” (fra Fasaner, 1996), Henrik Nordbrandt: “På Israels Plads” (fra Drømmebroer, 1998), kan disse anvendes i stilesættet: Henrik Nordbrandt: “Pak ikke din kuffert ud” (fra Støvets tyngde, 1992), Jesper Wung-Sung: “Med 50 kilometer i timen” (fra Ud&Se, 2007) og Villy Sørensen: “De dødsdømte” (fra De mange og De enkelte, 1986) – den sidste tekst var et forslag fra nogle elever der havde læst den i folkeskolen. Det er med vilje at opgaveformuleringerne her i 1.g er mere simple end dem de møder i eksamensstilene. Min erfaring er at hvis der er for mange ord, læser mange ikke grundigt nok til helt præcist at have afkodet hvad de bliver bedt om. Risikoen ved denne fremgangsmåde er at eleverne kan blive frygteligt trætte af ordnet.dk (selv i opgaveformuleringerne beder jeg dem slå ord op). Dertil kommer at det frie og legende er pillet helt ud af skrivningen, så der skal kompenseres med opgaver af denne type også. Målet med denne tilgang er at styrke sproglig bevidsthed på det leksikale plan og dermed opnå bedre udtryksmuligheder.
Litteratur:
Stæhr, Lars Stenius. 2015. “Ordforrådstilegnelse – fundamentet for kommunikativ kompetence”. I Sprogfag i forandring af Annette Søndergaard Gregersen (red.), 2015: Kapitel 5. Samfundslitteratur.
Sandt Falsk Uddybende svar med linjehenvisning
På disse sider bringer Dansknoter ny nordisk litteratur der lige er udgivet eller på vej.
Eva Maria Lund Nielsen
F. 1992. Debuterede med bogen Purt i 2018 og er lige nu i gang med sin anden bog, der udkommer på Politikens forlag i 2025, heraf uddraget. Hun er kandidat i litteraturvidenskab og har i øvrigt gået på Talentskolens forfatterlinje.
Nu er det maj, hun er stadig gravid, og nu vågner hun, det er isnende tidligt. Soveværelset er småt og består næsten kun af seng under skråvæggen — et hav af seng, som Elias siger — lyset pibler ind ad sprækkerne langs siderne af mørklægningsgardinet.
Et øjeblik bliver Johanne liggende i mørket, blankøjet og vågen, og mærker, hvordan det pulserer i kroppen. Hendes åndedræt er let ved siden af Elias’, han sover stadig. En lille uro er der da, klart, men først og fremmest, hovedsageligt, vild, ublandet glæde. Hun lader fingrene køre hen over en tør, ru håndryg, strejfer huden mellem fingrene. Både mørket og huden slår sprækker, hun er glad, bristefærdig, bogstaveligt talt, tørheden skyldes delvist graviditeten, delvist håndspritten, som ligger i hendes taske, og som hun bruger et par gange om dagen, når de er ude og gå. Hun og Elias fik begge corona, netop som landet blev lukket ned, de vidste ingenting om virussen på daværende tidspunkt, hun var hønsesyg, nygravid, feberglitrende, bad skiftevis til Gud og barnet, opad og nedad, indad og udad: Lille skat, hold fast og den anden vej: Lad det blive, lad det få ilt — lad det blive, lad det få ilt. Da hun stiger ud af sengen, mærker hun det: Trusserne er våde af et eller andet, med dundrende hjerte tonser hun ud på gangen, ud i køkkenet i det bragende morgenlys, får dem vredet ned på knæene og hevet op i natkjolen, så hun kan se. Intet rødt, intet springer i øjnene som et skrig, en alarm, gudskelov, støvpartiklerne dirrer i morgen-
lyset, hjertet med. Den plet dér kunne sagtens være udflåd, ét af mange små læk; det er det. Natkjolen slippes, hun lader trusserne kure ned ad benene med et suk, lader dem ligge på køkkengulvet for nu.
Johanne misser med øjnene, lyset er virkelig skarpt, hun er hundesulten, kvalm, spiser havregryn, drikker vand, juice, kaffe. Hun både indtager og producerer umådelige mængder væske her under graviditeten, det bare stryger, fosser igennem hende, i mandags, da hun stod op, opdagede hun i køkkenet et læk under vasken — vandet piblede i en tynd stråle ud af en af hanerne, kunne ikke slukkes, og straks begyndte tårerne at vælte ned ad kinderne, selvom det virkede dumt at producere endnu mere væske i lige dén situation. Hun fik fat i en VVS’er via boligkontoret, dér stod de i køkkenet i næsten matchende cowboyklapbukser, cute omend tilfældigt, han fik vredet hanens håndtag om og satte en prop i for en sikkerheds skyld, dét satte en stopper for gråden. De har foreslået hende at tage en lille smule medicin, forslaget var samstemmigt, både jordmoderen fra sårbarhedsteamet, lægen og Elias pressede på, og fosteret kommer ikke til at tage skade, har de forsikret hende om, risikoen er større, hvis hun går rundt og er stresset og ængstelig. På skrivebordet bag jordmoderen i det lille konsultationsrum havde der stået en kop med påskriften What would Beyoncé do?, og Johanne havde stirret på denne kop, den gjorde hende vred på en måde, der var afsindig, og som hun ikke
forstod. Reelt var der intet andet for end at indvillige og sluge pillen. Hver gang hun trykker pillen ud af plastforsejlingen og fylder vand i glasset, tænker hun på koppen. Og hun er i tvivl og tænker: Er det ikke normalt at bekymre sig? For det meste er hun glad, fuld af virketrang, hun mærker dette hurtige, heftige i sig, så snart hun slår øjnene op. Men er det i virkeligheden dén energi, dette hurtige, heftige, der er det problematiske? Foråret er vel altid en øvelse i ikke at blive sindssyg, kan Johanne tænke videre og få lyst til at slå ud med hænderne. Årstiden har noget stakåndet over sig, og med det voksende liv inside er forårsenergien fordoblet, det er som om årstiden og graviditeten highlighter hinanden. Har hun så alligevel brug for medicin? På nuværende tidspunkt er døgnet omtrent halvanden time for langt til dosis, og som hun svulmer op, fortyndes den (Johanne tænker på den overskydende halvanden time som en stribe pink blottet maveskind mellem nederdelen og den matchende top) så når hun vågner, struttende og sindssyg, for et godt ord, som Elias siger, må hun straks tænke i beroligelse, selvom det tørner direkte sammen med den dundrende energi, det dundrende morgenlys, der rammer, så snart hun træder ud i køkkenet.
Johanne har ikke lyst til at tænke i beroligelse. Hellere rive vattæppet væk med et snuptag, med et sæt og en blafren i lyset, sådan.
Virketrangen, der får tag i hende i foråret, kender hun fra sin mor, hun kender den som et jag i brystet. Et SKRALD af nyt lys rammer i marts, og der er intet til at skærme dem hernede på jorden, de kommende blade er stadig stramt indpakket i knopper. Man kan vel kalde det, hvad man vil. Alt, Johanne ved af, er en ommøblering i hovedet, en pludselig gennemstrømning af vand-lys-luft, massiv adgang, væske, der pisker afsted, slam, der fiskes op af et afløb, et vindue, der slås op, og et klæde, der hænger og blafrer, dertil: vind i fjæset, klirren for ørerne, pludseligt forbrug, svirren i hovedet, hvidere tænder — eller bare drømmen om hvidere tænder? Drømmen om et tæppe så fluffy som den hund, hun overhaler på sin travetur rundt om søerne. Drømmen om det funktionelle, om lagner, der
dufter hvidt og senere: morgenglorien om barnets kobberhoved i den høje stol. Fornemmelsen af at den høje stol pludselig bliver højere, tårner sig op. En lysstribe over et trægulv; lysstriber, der falder friere.
Men foråret varer jo ikke evigt, nu er det fx blevet maj, og så bliver det juni, og lyset føles ikke så afsindigt længere, nu blot den altomsiggribende norm. Det var i det helt tidlige forår, den helt tidligere graviditet, at hun rev modermærket på venstre arm af. Intet skal true mit barn var logikken. Der opstod et skinnende lyserødt kødsår, som langsomt heledes og blev afløst af et lille perlemorsglitrende område. Vil det nogensinde blive indlemmet i det omkransende beige igen? tænker Johanne, som p.t. ligger ved skråvinduet og lader sig lyse på.
Over sommeren svulmer hun yderligere op, hun bliver trængt ud i sære afkroge af sin garderobe, af en eller anden grund ofte præget af stramt kunststof — der er et billede, hvor hun står på deres lille badeværelse en hedebølgenat i juni, struttende gravid i sin døde mormors badedragt med palmemotivet, og med den nye vaskemaskine som en uinstalleret kolos bag sig midt i rummet (man kan umuligt få et barn uden at have en vaskemaskine i lejligheden, mener Bodil, det er derfor, de har købt den), og med badedragt og vaskemaskine føles det, som om der er hele fire generationer til stede på billedet — men da hun sidst på sommeren kun kan passe en enkelt kjole med batik (batikken er vel på mange måder den sidste destination), går Johanne ud for at købe nyt. Butiksekspedienten er i starttyverne og siger nej, da Johanne spørger, om de har graviditetstøj, og hendes ansigt får vist lavet et spjæt, for pigen spørger: Er du begyndt at blive lidt emotional? Slukøret må Johanne følge sin bugnen ud ad døren igen, først graviditeten, så hende, klokkeklang. En opsigtsvækkende stor hund på vej hjem, trafikken går i stå og måber.
Hun mærkede barnets bevægelser meget tidligt, mente, at hun kunne spore en iver i dem, lille skat, hej. Det er blevet en vane, en fryd, at lægge sig på siden og vække barnet med en filuris. Når hun syn-
ger for det, ligger det helt stille og lytter — høfligt, excited? — og når sangen er slut, BULDRER det rundt. Jubler det derinde, tænker Johanne, er det et bifald, en protest? Det er stort nu, dets bevægelser manifesterer sig tydeligt på hendes maveskind, en lyserød bølgegang, en gungrende krusning hen over rundingen. Da hun tager til digtoplæsning, og et gammelt crush læser op, spræller barnet — en anden mands barn — så højlydt i hende, at det får hele situationen til at blævre. “Slutty på et helt nyt niveau,” siger hun senere til Alva.
Hun begynder at købe bittesmå bodyer, tænke i navne, hun tager det meget alvorligt. Navnet skal ramme et punkt lige midt imellem det hjemlige og det fremmede; fornavnet dette lillebitte sted, man må bryde ud af ved behov, mens det fulde navn altid bør føles glitrende og nyt og en lille smule fiktivt, det skal stå til den pæne kjole, stift og uformeligt, en skavende lykke. Man skal kunne gispe, første gang en rektor eller en klaverlærer siger: “Den næste person på scenen er …”, nå at tænke hvem er den pige? før man rejser sig, befippet, til dette navn.
I det lille kontor kniber hendes specialevejleder øjnene sammen og stirrer på hendes mave, som vil han foretage et fosterskøn. Så siger han: “Hvor længe kan du egentlig arbejde endnu?” “Vil du gerne amme?” spørger jordemoderen til konsultationen et par dage senere, Johanne, som har konstateret at Beyoncékoppen i dag må være i opvaskemaskinen, nikker heftigt. I en samtale med en ven kommer hun senere til at sige, at hun synes, at amning lyder som en “hård og fucking stenet industri, EN TRUMMERUM”, og så snart ordene er sagt, sortner det for øjnene, som var hun netop, svup, kommet til at vælte en vase ud af vindueskarmen med en rask håndbevægelse, hun kan ikke kigge ud. Hver gang føles det sådan: “Jeg er træt”, “det gør ondt her”, “etc., etc.” siger hun måske, og med ét føler hun, at hun med ordene har kastet en forbandelse, der ikke kan kaldes tilbage. Som om hun ikke ønskede barnet. Som om hun med ordene tilintetgør det.
De tager til demonstration, Johanne er skingren-
de synlig med den globelignende mave. I sensommeren er de på Bornholm med Elias’ familie, og en flåt pryder en af aftenerne maven som en lille sort prik på den enorme lyserøde. Hun vrider Østersø ud af Elias’ badeshorts, de vandrer i klipperne, spiser masser af fisk. Hun har ført streng justits med sit madindtag under hele graviditeten, hver aften gør hun regnskabet op for at vurdere, om hun har fået, hvad hun og barnet har brug for (i sit hoved kalder Johanne dette øjeblik for fiskeregnskabets time eller bare Fiskeopgøret). I metroen tilbage i København denne tanke: Kunne dørene i princippet kappe maven af, hvis jeg stiller mig det helt rette sted på det helt rette tidspunkt?
Da efteråret endelig melder sig med en knasen, dug på ruden om morgenen, glitrende spindelvæv i græsset i gården, er Johanne mere end klar. Tungere bliver hun hver dag. Graviditeten følger bladene på træerne, frugterne, det tænker hun, da hun går tur i H. C. Ørstedsparken. Helt splinterny i det tidligste forår, nu snart overmoden, klar til at plukke, til at slippe. Barnet, derimod, er stadig for nyt til at være nyt. Hun er vel et umådeligt kredsløb, og indeni hende findes et lillebitte, delvist lukket ét, principielt adskilt fra hendes, men med en lille udveksling, et lille, kontinuerligt: Hej, jeg bringer dig noget med blodet, jeg vil dig noget med blodet. Mændene og drengenes råb går direkte i mellemgulvet. Johanne lægger en hånd over maven og sætter sig på bænken med støjreducerende høretelefoner på, de slutter tæt, et lydbillede afvikles eller bliver blødt. Alt imens sparker hendes baby, hun langt tydeligere end lydene, langt mere insisterende end trafikken, fuglene, byen udenfor. At skabe passage for sit lille, lille barn. Om hun kan lide at blive klemt? Absolut.
Forskerinterview
Dansknoter bringer på disse sider interviews med forskere hvis forskning har interesse for læserne.
Har du et forslag til et interview, skal du skrive til annemariborchert@gmail.com
Pigefigurens tvetydighed
Cecilie Louise Kjølholt
Cand.mag. i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og ph.d.-studerende ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.
Hvad går den forskning du sidder med lige nu, ud på?
Mit ph.d.-projekt handler helt overordnet om pigen som en særpræget senmoderne figur inden for vestlig litteratur- og kulturhistorie. Jeg er optaget af de meget modsætningsfyldte forhold, der kendetegner pigen, som fx uskyld og magt, passivitet og agens, begærsobjekt versus begærende, osv. Og så er jeg interesseret i at prøve at forstå, hvordan de her modsætningsforhold er viklet ind i kapitalistiske strukturer og måder at være i verden på.
Jeg anskuer pigen som en tærskelfigur, hun er altid både det ene og det andet. Der ligger et enormt frihedspotentiale i den position, hun indtager, og samtidig er det meget begrænset, hvad hun faktisk har af handlemuligheder. “Den unge pige” udgør stadig en ret ny identitetskategori, og fordi hendes position stadig er så åben for fortolkning, er hun på én eller anden måde blevet overlæsset med betydning over en relativt kort periode. Det er særligt hendes seksuelle kapital, der er blevet fremhævet som værdifuld og identitetsgivende, og det udgør en konflikt i mange af de værker, som jeg undersøger. Lige nu sidder jeg og skriver om, hvordan Laura Palmer (fiktiv karakter i serien Twin Peaks) forbinder sig til mytologien omkring Nabokovs Lolita-figur. I den forbindelse spørger jeg: Hvad er det for en æstetik, der kendetegner Laura Palmer? Hvad er det for et blik, der vedvarende hviler på hende? Og hvad er det for nogle forbindelser, der bliver tegnet op mellem Laura Palmer og amerikansk konsumkultur?
Udover at beskæftige mig med pigen som en æstetisk figur, så forsøger jeg med min afhandling også at lave et lille korrektiv til den feministiske teori og praksis, som (i mine øjne) har haft svært ved at rumme pigen i sit politiske projekt. Bl.a. fordi det, vi kan kalde for “pigekultur”, og kapitalistisk kultur er så intimt forbundet, har feminismen haft behov for at distancere sig til det pigede. Den problematik tager jeg livtag med i min forskning.
Kan du give et eksempel på et fund du har gjort?
Inden jeg gik i gang med mit ph.d.-projekt, havde jeg beskæftiget mig en del med forskellige litterære pigefigurer, men det har været sjovt og spændende at se, at der også inden for den kritiske teori har været og er et fokus på pigen som særligt formet af senkapitalistisk kultur. De forestillinger, vi gør os om pigen inden for populærkulturen, er fuldstændig viklet ind i det her tunge, marxistiske teoriapparat, som jo selvfølgelig også altid har været meget optaget af og formet af pop. Jeg synes, at det er vildt interessant at finde frem til forbindelserne mellem det poppede og det, vi har besluttet os for at kalde “teori”, ikke mindst fordi det er med til at nivellere og fjerne den hierarkiske struktur, som opdeler og organiserer tekster og kilder som enten “seriøse” eller “useriøse”. Pigen er jo på en eller anden måde altid blevet placeret inden for det lette, poppede, det sukrede … Det har sådan én som Siegfried Kracauer (kritisk teoretiker med forbindelser til Frankfurterskolen) sjovt nok været med til at foranstalte.
Hvad er din empiri og analysemetode?
På sin vis er mit projekt et klassisk kulturanalytisk projekt. Jeg stiller nogle overordnede kulturanalytiske spørgsmål, som jeg så forsøger at svare på ved at læse udvalgte æstetiske og teoretiske værker på tværs af hinanden. Mit samlede empiriske materiale består altså af alle de forskellige tekster og værker, som jeg arbejder med, det være sig både fiktive og kulturteoretiske tekster.
Pigen figurerer jo mestendels inden for det poppede, og jeg er ikke interesseret i at fjerne hende fra det domæne, for det er hendes domæne. Oprindeligt var mit projekt udelukkende et litteraturanalytisk projekt, men jeg indså hurtigt, at fordi pigen jo eksisterer i et krydspunkt mellem alle mulige forskellige æstetiske og kommercielle “rum”, så ville det give meget mere mening for mig at læse på tværs af medier og genrer.
I Cecilie Linds roman Pigedyr lytter hovedpersonen Sara til sangerinden Lana Del Rey inde på sit værelse. Og jeg kan høre Del Reys stemme i den roman, jeg kan fornemme, hvordan den musik har været med til at forme teksten og Saras blik på sig selv som pige. Det vil jeg gerne tage alvorligt ved at inddrage ikke bare Del Reys tekster, men også det visuelle univers, som hun har skabt omkring sin persona. Pigekultur er en meget visuel kultur, og det er vigtigt for mig at lade den komme til sin ret i mit projekt.
Kan jeg gøre noget lignende i min undervisning?
Når jeg underviser i kurser, der har med litteratur og æstetik at gøre, så forsøger jeg altid at få de studerende til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, de læser på. Jeg tror, at mange af os har lært, at teori er sådan noget, man applikerer på et æstetisk objekt; at det er noget, man kan dissekere den litterære tekst med og på den måde nå frem til en sandhed om den givne tekst. Det er sjovt at få studerende til at vende den struktur på hovedet og give litteraturen og kunsten mere “autoritet” så at sige; lad nu kunsten fortælle os noget om, hvordan vi tænker og hvorfor. Hvordan vi skruer et argument sammen fx. Måske kan en skønlitterær tekst være med til at vise os, hvordan en antagelse om noget meget let kan blive til en overbevisning? Jeg kan godt lide idéen om, at alle de her forskellige tekstgenrer er i dialog med hinanden, i stedet for at tænke dem som under- og overordnede.
Og så vil jeg også bare opfordre til at “turde” lade litteraturen og kunsten fylde noget mere, også inden for fag, som ikke umiddelbart har noget med æstetik at gøre. Det vil jeg jo egentlig vove at påstå, at de fleste fag har. Det er rigtig vigtigt at påpege især i disse tider, hvor universiteterne med stor hast nedprioriterer de æstetiske og sproglige fag. På lige linje med teoretikeren Sianne Ngai, så tror jeg ikke på, at det i dag er muligt at adskille det æstetiske fra resten af vores liv og dagligdag. Det er over det hele – ikke mindst inden for den politiske sfære – og vi er nødt til at finde på nye måder at forholde os til det på. Det gør vi ikke ved at skære ned på de uddannelser, som på forskellig vis beskæftiger sig med kunsten.
Hvordan endte du som forsker på det institut du er tilknyttet?
Det var faktisk lidt af en tilfældighed. Jeg legede med idéen om at lave en ph.d.-afhandling om det her emne, som jeg var så optaget af, og så søgte jeg simpelthen bare alle de stillinger, jeg kunne, på de forskellige danske universiteter. Det endte med at
være Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, der bed på, og det er jeg rigtig glad for, at de gjorde. Jeg tror, at mit projekt passer godt ind her, fordi jeg arbejder tværdisciplinært. Det har RUC en tradition for, og derfor bliver det opfattet som en ret naturlig ting at gå til et emne på dén måde, som jeg gør det. Det er der ikke nogen, der sætter spørgsmålstegn ved.
Foto af Josephine Lund Leviné
Ungdomssprog
På sproget.dk har vi samlet en række sproglige temaer hvor vi zoomer ind på forskellige sproglige forhold. Bl.a. finder man et tema dedikeret til denne klummes overskrift, Ungdomssprog. De unges sprog berøres dog også i andre af temaerne, fx Bandeord, Dialekter, Sproget på de digitale og sociale medier og Udtale. Denne klumme giver et lille indblik i hvad man kan læse mere om i disse temaer.
Der findes – selvfølgelig, fristes man til at sige – ikke et sprog der kun tales af unge, hvorfor termen ungdomssprog på sin vis kan siges at være misvisende. Men der findes sproglige træk som nok er mere udbredte i den yngre del af befolkningen, på samme måde som der findes sproglige træk der primært benyttes af den ældre del af befolkningen. Næsten alle bruger dog indimellem ord og vendinger der kan beskrives som ungdomssproglige.
Som alle andre typer af sprog – hvad enten vi taler fagsprog, gruppesprog, dialekter, sociolekter osv. – er også ungdomssprog en identitetsmarkør. Forskellige grupper har forskellige måder at udtrykke sig på som er med til at definere hvem de er, og hvordan de adskiller sig fra andre. Således også de unge.
På den måde er også ungdomssproget i konstant bevægelse og udvikling, idet nye unge jo stedse kommer til, i takt med at de der ikke længere er helt så unge, bliver ældre. Nye ord og vendinger, og nye måder at sætte dem sammen på, introduceres i sproget. Og på den måde bidrager det særlige ungdomssproglige til at de unge kan skille sig ud fra såvel ældre sprogbrugere som tidligere tiders ungdomssprog – og er dermed med til at skabe netop disse nye unges identitet.
Engelske låneord
Brug af engelske låneord er langtfra kun et ungdomssprogligt fænomen. De seneste årtiers eksplosive udvikling inden for fx teknologi har bragt os en lang række nye engelske ord, heriblandt også ganske mange som i dag kan synes så naturlige at vi næsten (!) ikke ser dem som engelske længere, heriblandt computer, harddisk og software, for nu blot at nævne tre fra den digitale verden. Men også den stigende
internationalisering, hvor fx danske virksomheder skal operere på et globalt marked, har været med til at introducere engelske stillingsbetegnelser som keyaccountmanager, controller mmfl.
Alligevel er brugen af engelske låneord ikke sjældent én af de ting der bliver fremhævet som noget negativt ved de unges sprog. Og jeg skal da heller ikke fuldstændig kunne udelukke at jeg måske selv en enkelt gang eller to er kommet til at oplyse mine egne (nu voksne) poder om at vi har aldeles glimrende danske ord som udmærket kan anvendes til at udtrykke det de nogle gange bruger engelske ord til.
Men faktisk kan man muligvis se det som en form for tillidserklæring når unge bruger ‘deres sprog’ til at tale med os ældre. For det kan betyde at man bliver betragtet med et skær af ligeværdighed. Alt tyder nemlig på at de unge både kender – og er i stand til at bruge – forskellige sproglige stilarter. Og at unge således taler mere ungdomssprogligt når de er sammen med deres venner, og mindre ungdomssprogligt når de fx taler med deres bedsteforældre.
Multietnisk dansk
Multietnisk dansk kaldes også multietnolekt og dækker over at unge der færdes i flersprogede (storby)miljøer, kan udvikle et multietnisk dansk sprog som indeholder ord fra tyrkisk, arabisk, punjabi og andre indvandrersprog. Multietnolekter tales dog ikke kun af unge med anden etnisk baggrund end dansk, men også af etnisk danske unge. En multietnolekt er således knyttet til sprogbrugere fra flersprogede miljøer, hvor dansk er det sprog der er fælles for sprogbrugere med ellers forskellige etniske og sproglige baggrunde.
Skan QR-koden for at se (eller gense) scenen fra den amerikanske komedieserie Loudermilk, hvor hovedpersonen, Sam Loudermilk, i irritation parodierer en yngre kvindes måde at tale på (på engelsk). Scenen er fra første afsnit i sæson to fra 2018 og gengives her fra YouTube (https://www.youtube.com/watch?v=rHHt-tYS2es). Serien kan streames på Amazon Prime.
Undersøgelser tyder således på at den karakteristiske multietnolekt ikke er et udtryk for et dårligt tilegnet dansk, men har sine egne ord og normer for udtale, bøjning osv. Fx kan substantiver (navneord) blive ændret fra intetkøn til fælleskøn, fx den hus i stedet for det hus, mens omvendt ordstilling kan blive lavet om til ligefrem ordstilling som i sætningen da jeg var færdig, jeg var glad
Det er ikke forkert at opfatte multietnolekten som markering af etnisk identitet. Det er den også, men i mange tilfælde er der i højere grad tale om en markering af en ungdomsstil:
Man tilhører en bestemt social gruppe ved at bruge det sprog der tales i gruppen. For fleres vedkommende er der altså tale om en stil der især anvendes når man er sammen med sine kammerater, men som man i andre sammenhænge lægger fra sig. Præcis som når man i øvrigt taler med nogen der er ældre én selv, fx ens forældre eller bedsteforældre.
Læs mere om ungdomssprog og de forskellige “-lekter” på sproget.dk, hvor du finder alle vores temaer på adressen https://sproget.dk/temaer.
Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL).
Visionen for hjemmesiden er at være det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark.
Klummen her skrives på skift af de tre redaktører, Laurids Kristian Fahl og Andrea Stengaard fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Michael Nguyen fra Dansk Sprognævn.
Courtesy of Sony Pictures
Kollaborativt arbejde i skriftligt dansk
Kollaborativt arbejde kan opkvalificere elevernes læring og samtidig være tidsbesparende for læreren. Artiklen viser, hvordan kollaborativt arbejde kan anvendes både i forbindelse med den klassiske Wordaflevering og i forbindelse med multimodale formater.
Mads Damgaard Fangel F. 1974, lektor, Egaa Gymnasium. Erfaring fra udviklingsprojekter om kollaborativ skrivning og IT-didaktik bl.a. i samarbejde med DPU, Aarhus Universitet
Hvad er kollaborativt arbejde?
Kollaboration handler om samskabelse forstået som fælles konstruktion af viden, i modsætning til kooperation, der handler om overførsel af viden mellem individer (Bang og Dalsgaard 2005 1). Når elever skaber skriftlige eller andre produkter i fællesskab, hvor de på flere niveauer arbejder sammen, udvikler og konstruerer i en integreret proces, er der tale om kollaborativt arbejde. Hvis de blot opdeler skrivehandlingen imellem sig og sætter deres individuelle afsnit sammen til sidst uden i fællesskab at have udviklet på indhold og form, er der tale om kooperation. I praksis er forholdet mellem kooperation og kollaboration dog et kontinuum på en skala, hvor der findes flere mellempositioner, og hvor arbejdsprocessen på skift kan befinde sig forskellige steder på skalaen. Men det er væsentligt at være bevidst om de to begreber for at kunne skubbe eleverne i retning af det kollaborative, der indeholder mest læringspotentiale.
Word-afleveringen som kollaborativt arbejde
Når eleverne skal arbejde kollaborativt med den klassiske, verbalskriftlige aflevering i eksamensgenrerne, handler det i første omgang om at nedbryde opgaven i mindre dele. Delene skal så diskuteres og udvikles af eleverne i fællesskab, hvorefter skrivehandlingen på baggrund heraf opdeles mellem gruppens forskellige medlemmer med efterfølgende fælles runder af revision. For at kunne nedbryde opgaven kræver det på den ene side en nærlæsning af opgaveformuleringen og på den anden side en viden om, hvad den pågældende skrivegenre skal indeholde. Dette arbejde skal læreren hjælpe eleverne med. I arbejdet kan bruges nogle af de læremidler, der detaljeret gennemgår eksamensgenrerne (fx Nicolai Rekve Eriksen m.fl. Eksamensgenrerne i dansk (Systime 2020) eller Susan Mose m.fl. Skriftlig eksamen i dansk (Gyldendal 2014)), eller læreren kan bruge sit eget materiale. Pointen er blot, at eleverne skal have hjælp til at se, hvad opgavens delelementer indeholder, for dermed at få hjælp til at diskutere og opdele opgaven
og skrivearbejdet. Et konkret eksempel kunne være følgende eksamensstil om en novelle af Marie Aubert, men principperne for arbejdet kan bruges i alle opgaver:
Fiktive fremstillinger af mennesker, der falder udenfor normen (stx, 21. maj 2021)
Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger fiktion, der fremstiller mennesker, som falder udenfor normen. I din artikel skal du analysere, fortolke og perspektivere “Du burde skamme dig” (tekst 2).
I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og særligt fokusere på:
– at analysere og fortolke novellens fremstilling af fortælleren og hendes udvikling, miljøet og relationen mellem novellens personer.
– at perspektivere novellen til andre eksempler på fiktion, der fremstiller mennesker, som falder udenfor normen. Du kan perspektivere til både litteratur og film.
– at formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning.
Til en start skal elevgrupperne i fællesskab diskutere den indholdsmæssige “krop” i opgaven, dvs. hvad er vigtigt i præsentationen af teksten i forhold til temaet mennesker, som falder udenfor normen, og hvilke analyse-/fortolkningspointer og citater skal de bruge til at besvare opgavens fokusspørgsmål med: fremstillingen af fortælleren og hendes udvikling, miljøet og relationen mellem novellens personer. Når de i fællesskab har fundet ud af, hvad de vil nå frem til, skal de opdele skrivehandlingen imellem sig, således at der i en tremandsgruppe fx er en, der skriver præsentationen af teksten i forhold til temaet, og to, der skriver om hhv. fortælleren og hendes udvikling og miljøet og relationen mellem novellens personer. Når eleverne har skrevet deres afsnit hver for sig, følger første revisionsfase, hvor de giver respons og derefter hver især retter til ud fra den respons, de har fået.
Når analysen og fortolkningen er skrevet færdig, følger arbejdet med indledning, perspektivering og afslutning. Igen skal eleverne lægge ud med en fælles diskussion, denne gang af 1) hvad de kan komme på af andre eksempler på fiktion, der fremstiller mennesker, som falder udenfor normen (perspektiveringsspørgsmålet), og hvordan disse eksempler skal sættes i relation til Auberts novelle, og 2) hvad indledningen og afslutningen skal indeholde i forhold til det overordnede tema om normer og normbrud. Igen opdeles skrivehandlingen: i en tremandsgruppe i form af, at de hver især skriver hhv. indledning, perspektivering og afslutning. Derefter læser eleverne de nye afsnit, giver
respons og retter til og laver måske til sidst en højtlæsning i gruppen med fokus på den røde tråd i opgaven og korrektur.
I forbindelse med den reflekterende og den debatterende artikel skal der faciliteres en brainstorm-runde i starten af processen, som kan give forskellige vinkler på emnet, og der skal indgå et fælles arbejde med at lave en disposition.
Læreren skal hjælpe eleverne med at finde tid til at mødes enten i eller uden for undervisningen, hvis processen skal være vellykket. Desuden bør læreren også hjælpe eleverne med at give hinanden lektier for og opstille deadlines for dele af arbejdet undervejs. Efterhånden som eleverne bliver fortrolige med formen, kan de evt. gives mere fri i arbejdet.
Den optimale gruppestørrelse i forbindelse med Word-afleveringen er 2-3 personer.
En punkt-for-punkt-plan til arbejdet kan ses i min artikel på emu.dk, “Kollaborativt arbejde i skriftlig dansk” (2023).
Den multimodale aflevering som kollaborativt arbejde I STX-vejledningen til Dansk A (2021) står der:
“Tidligere har den produktive dimension været identificeret stærkt med verbalskriftlig produktion. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der med begrebet udtryksfærdighed nu principielt åbnes for, at produktion også skal forstås multimodalt, dvs.: Som andet og mere end at udtrykke sig med ord (s. 3).
Eleverne skal prøve at producere multimodale tekster, hvor tekst og ord kombineres med andre repræsentationsformer, fx billede, lyd og bevægelse (s. 12).”
Arbejdet med multimodale produktioner som en del af det skriftlige arbejde i dansk, dvs. som en substantiel del af arbejdet med udtryksfærdighed, åbner op for en række muligheder for kollaborativt arbejde, alternativ brug af fordybelsestid og afleveringer i andre formater end Word-filen. Formaterne kan evt. kobles op på de tre eksamensgenrer, således at også de multimodale afleveringer træner delelementer af eksamensgenrerne. Man kan fx forestille sig bogtraileren træne elementer af den analyserende artikel, webfeaturen træne elementer af den reflekterende artikel, eller man kan lade den debatterende artikel omsætte til en video, der kreativt spiller på det multimodales mange muligheder for at overbevise læseren om et bestemt synspunkt. Også podcasten er oplagt at inddrage – og der er selvsagt flere muligheder. Det gode ved disse formater er, at de mere umiddelbart og intuitivt lægger op til en fælles proces både i forbindelse med ideudvikling, skabelse af indhold og færdiggørelse af produktet. Min erfaring er da også, at eleverne oplever gruppeprocessen i disse formater som nemmere og mere “naturlig” end processen i forbindelse med eksamensgenrerne, der kræver en stærk stilladsering.
Den optimale gruppestørrelse i forbindelse med multimodale produkter er 3-4 personer.
Hvorfor og hvor ofte
– og hvad med karakterer og feedback?
Det kollaborative arbejde har den fordel for eleverne, at de i det tætte samarbejde får en bevidsthed, de ikke får i deres individuelle arbejde: En bevidsthed om deres egen arbejdsproces, en udvidet refleksion over den genre, de arbejder i, en dybere forståelse med flere vinkler på det indhold, de arbejder med, eller inspiration til at skabe et kreativt, multimodalt produkt. Desuden flyttes fokus delvist fra præstation og produkt til proces og samarbejde, hvilket er gavnligt i en tid med en udfordrende perfektionskultur.
Kollaborative afleveringer skal ikke erstatte de individuelle afleveringer, men kan supplere dem fx 3-5 gange i et treårigt gymnasieforløb – måske med en årlig aflevering i eksamensgenrerne og derudover et par multimodale produktioner.
Det giver bedst mening at evaluere de kollaborative afleveringer gennem formativ feedback med anvisninger til forbedringer, der evt. derefter kan udføres af gruppen. At give eleverne individuelle karakterer understøtter ikke didaktikkens ide. En samlet karakter er selvfølgelig en mulighed, men kan potentielt skabe frustration i elevgruppen, hvor bidragene måske har været forskellige eller ujævne. Det er i denne type af opgaver bedre at lade de fremadrettede læringspotentialer i såvel proces som produkt være i fokus.
Arbejdet med multimodale produktioner som en del af det skriftlige arbejde i dansk, dvs. som en substantiel del af arbejdet med udtryksfærdighed, åbner op for en række muligheder for kollaborativt arbejde, alternativ brug af fordybelsestid og afleveringer i andre formater end Word-filen.
Litteratur:
Dalsgaard, Christian m. fl. 2020. Digitale kompetencer i fagene. Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, Aarhus Universitet Bang, Jørgen og Christian Dalsgaard. 2005. “Samarbejde – kooperation eller kollaboration?”. Tidsskrift for universiteternes efter- og videreuddannelse, 2. årgang, nr. 5, 2005 Fangel, Mads Damgaard. 2023. “Kollaborativt arbejde i skriftlig dansk”. Børne- og undervisningsministeriet: emu.dk, 2023. Krogh, Ellen. 2016. Udviklingsprojekt om elevers samskrivning: Evalueringsrapport. Fredericia Gymnasium. Syddansk Universitet
FLIPPED
LEARNING
TIL DIN UNDERVISNING
Praxis
66 flipped learning videoer på vej til Det til dansk - grundbog inden for danskfagets tre perspektiver litteratur, sprog og medier.
Login på praxisOnline, og få adgang til det første færdige kapitel i bogen: Retorik og argumentation.
Der åbnes for nye kapitler frem til den færdige udgivelse i december.
Få adgang her
Inviter Europa ind i klasseværelset
eTwinning er Europas største netværk for interkulturelt samarbejde i ungdomsuddannelserne. Her samarbejder elever og lærere gennem autentiske møder på tværs af alle fag.
Kom godt i gang eller inviter din lokale ambassadør på besøg via ‘etwinning.dk’.
Opret profil og invitér din kollega med. Kan bruges i alle fag. Hold øje med gratis events: Rejs ud i Europa til workshops eller deltag virtuelt Find relevante samarbejdspartnere. Find inspiration internationale samarbejde.
Dansk- og historielærerkursus om kulturmøder i Grønland i dansk og grønlandsk
Dansk- og Historielærerforeningen og teatergruppen Det Olske Orkester udbyder i samarbejde med Falkonergårdens Gymnasium et inspirationskursus for dansk- og historielærere med fokus på Grønland. Deltagerne vil blive præsenteret for oplæg, der dels omhandler Grønlands og Danmarks fælles fortid i et postkolonialistisk perspektiv og dels giver indblik i tendenser i undervisningen i Grønlands historie. Der vil være oplæg om grønlandsk litteraturhistorie og workshops, hvor man bl.a. selv kan afprøve dilemmaspil til brug i undervisningen. Endelig vil der være forslag til konkrete undervisningsforløb til DHO, der kan bruges direkte eller tilpasses efter behov.
Tilmelding kan ske via Historielærerforeningens hjemmeside: https://historielaerer.dk/kurser/groenland-i-historie-og-danskundervisningen/
Kontaktperson:
Maren Pilgaard
Mail: mp@falko.dk
Kursusafgiften bruges til at betale for oplægsholdere og mad og forplejning. Et eventuelt overskud vil blive doneret til Grønlandske børn
DIN FORENING
Tilmeld din klasse Skrivecup 2024-2025
Årets Skrivecupemne er Tvivl
Både i og uden for kanon vrimler det med tekster om tvivl der er særdeles relevante for nutidens unge. Vi samler forslag til tekster og ideer til undervisning som vil blive lagt på
Skrivecuppens hjemmeside www.skrivecup.dk og facebookgruppe i løbet af september.
Der er tilmeldingsfrist i december og finale i april 2025.
Varsling af justering af G- og E-sektionens vedtægter
Som konsekvens af nye vedtægter for den samlede Dansklærerforening vil sektionernes vedtægter skulle justeres. Det handler blandt andet om en ny konstruktion for den fælles bestyrelse mellem de 4 sektioner som foreningen samlet består af, plus det forhold at sektionens budget fremover skal konkretiseres og besluttes på sektionens GF. I vil via mail modtage dagsorden til generalforsamlingen med link til vedtægtsforslaget som kommer til at ligge på foreningens hjemmeside.
Det nordiske samarbejde fortsætter
Lige før sommerferien fik Nordspråk tildelt midler fra Nordisk Kulturkontakt der betyder at vi kan fortsætte vores aktiviteter.
Nordspråks Sommerkursus 2025:
Kurset afholdes i Trondheim med titlen “Vandringer –Mennesket i naturen – naturen i mennesket”. Der vil være oplæg om Sigrid Undsets Kristin Lavrandsdatter, vandring på den sidste del af pilgrimsvejen St. Olavsleden mod Nidaros og en undersøgelse af troldens genkomst i den nordiske litteratur og meget mere.
Programmet og de præcise datoer vil blive meldt ud senere på året, men kurset ligger typisk over fem dage i ultimo juli, primo august.
Konference 15. november i København: Konferencen “Det nordiske klasserum” har fokus på hvordan vi styrker læselyst og læsefordybelse i Norden. Vi får besøg af nordiske forfattere, forskere og didaktikere der vil dele deres erfaringer og viden om læsning.
Sted: Nordatlantens Brygge, København
Tid: Fredag 15. november, kl. 8.30-17.00
Et detaljeret program findes på nordsprak.dk.
DIN FORENING
OMTALER AF EKSAMENSSÆT 2024
STX 24. MAJ
Årets sæt var en fin blanding af tradition og fornyelse: Strindberg og Bang, tekst genereret af en chatbot, debat om sociale mediers indflydelse, populærvidenskabelig formidling og fantastisk litteratur. Som altid var den debatterende artikel mest populær; dog havde også en del elever i år turdet kaste sig over den sproglige opgave. Her gav det nok pote, at man havde valgt et fokus tæt på elevernes livsverden med brugen af en AI-tekst. At der var opgaver, som eleverne kan relatere til deres eget liv, havde klare fordele og nogle ulemper. Den sproglige opgave med Bangs gode gamle “Foran Alteret” og en chatbots version af novellen var populær, og mange elever kom godt i mål, da de sproglige forskelle var så tydelige. Opgaven om Strindbergs “Uheldig” var også ganske populær, og endskønt ikke lige let at fortolke hele vejen igennem havde novellen tilpas mange aspekter til, at mange klarede sig ganske udmærket alligevel, bl.a. ved at fange de omvendte kønsroller.
HHX 23. MAJ
HHX-sættet bestod af fem meget spændende, men også generelt svære, opgaver: En komparativ analyse af novelle og maleri fra Det moderne gennembrud, en analyse af samtidslitteratur, et essay om storbyens portrættering i kunsten, en analyse af en Greenpeace-kampagnefilm om vegetarisme og til sidst en sproglig analyse af en kronik om flygtninge og deres “manglende” sprog ved ankomsten til et nyt land.
De to opgavetyper, som i mindste grad blev valgt til, var forventeligt den litteraturhistoriske analyse og essayet, hvilket også var to svære opgaver. Mange elever havde svært ved at gennemskue, at Illa Christensens novelle (fra 1884) var en kritik af Romantikken, og troede fejlagtigt, at det var en tekst fra perioden. Essayet indeholdt for første gang hele fem inspirationstekster, hvoraf mindst tre skulle inddrages, samt et krav om inddragelse af tekster “udefra”. Dén formulering voldte mange problemer, og næsten ingen elever inddrog det antal tekster, de faktisk skulle. Dernæst endte mange besvarelser med at være
Smertensbarnet i skriftlig dansk, den debatterende artikel, var i år særligt fristende for mange med dens fokus på sociale medier, hvor ulemperne ved det elevvenlige emne desværre vejede tungest. Eleverne skrev så personligt engageret om egne erfaringer, at de både forsømte at forholde sig danskfagligt til emnet og at skrive genrebevidst. Her blev griflet løs til endeløse 4-taller.
De to niche-prægede opgaver talte særligt godt til elever, der kendte til emnerne på forhånd. Havde man som naturvidenskabelig elev arbejdet med den populærvidenskabelige artikel, så var der guld at hente her. Og var man en læsehest af en elev med et bredt bagkatalog af eventyr og fantasyromaner, kunne man både reelt reflektere, inddrage et hav af eksempler og skabe troværdige narrativer, som det netop kræver for at løfte den reflekterende artikel til et fagligt niveau.
en gennemgang af Københavns historie eller en sammenligning af land- og byliv, hvor kunstperspektivet ofte helt blev udeladt.
Samtidsteksten, romanuddrag af Anna Juuls Penge og bacon (2022), var én af højdespringerne, men også en tekst, som voldte en del problemer i analysen. De satiriske elementer blev i høj grad overset, og i visse tilfælde udmundede det i en noget firkantet fortolkning af teksten, som omhandlende skizofreni el.lign. psykiske problemer. Et andet populært opgavevalg var Greenpeace-kampagnen, og der var relativt mange relativt fornuftige besvarelser her. Mange elever overså, at Greenpeace som afsender også potentielt kunne være problematisk ift. målgruppen.
Opinionsteksten var en flot, poetisk og rørende tekst, men også en svær af slagsen. Mange elever havde svært ved at gennemføre en fornuftig argumentationsanalyse og at gennemskue den sproglige stil, ligesom fastsættelse af modtagerforhold også gav en del problemer.
Helene Lindberg Skovmand, Gefion Gymnasium.
Martin Leth Andersen, U/NORD Frederikssund.
HTX OG TEKNISK EUX 23. MAJ
Årets emne var “snyd og bedrag” – et emne, som eleverne virkelig kunne identificere sig med. Ikke mindst fordi mange af eksamenssættets tekster handlede om at snyde sig til at fremstå bedre, end man er, for eksempel ved at snyde sig til bedre karakterer i gymnasiet. Interessen for emnet afspejlede sig i elevernes valg af opgavetyper, hvor opgavetypen analyse, vurdering og diskussion (opgave 1) og kronik og refleksionstekst (opgave 2) var de mest populære valg. I opgave 1 skulle eleverne analysere og vurdere argumentation og retorik i kronikken “Dyt, dyt, dyt, vi har alle snydt!” af lektor på Risskov Gymnasium Gitte Ahrendsbach. Teksten lagde op til en diskussion af den stigende tendens til at snyde sig til gode karakterer i gymnasiet samt en samfundsmæssig diskussion af fejlfindingskulturen og elevernes egen tilgang til skolearbejdet, hvorfor kronikken blev afsluttet med et omskrevet, filosofisk citat: “Hav mod til at bruge din egen fornuft og forstand. Også selv om det indebærer, at du fejler”. Der var i
HF 23. MAJ
Rigtig mange valgte sættets opgave 1, en analyse af den serbiske forfatter Jelena Lengolds novelle “Strejfture”. Flere så den symbolske relation mellem katten og den mandlige hovedperson og den potentielle utroskab. Andre gjorde ikke, på trods af at den næsten åbenlyse konflikt i parforholdet lå lige til venstrebenet.
Apropos venstrebenet fyldte fodbold en hel del i opgave 2, hvor fokus var fremstillinger af op- og nedture i serien Esbjerg fB – love it or leave it. Som oftest i denne type opgaver var der en tendens til opremsning af filmiske virkemidler, fortabelse i næranalyse og skriblerier om fodbold generelt. Som noget nyt opfordrede opgaven til at bruge skærmbilleder som dokumentation. Spændende.
Sangeren Malte Ebert har ikke bare skrevet årets hyldest til det danske herrefodboldlandshold, han formåede også i 2022 at hylde Dronning Margrethe i forbindelse med hendes 50-års jubilæum. Opgave 3 var en analyse af Eberts hyldest
den grad lagt op til en omgang livslæring for eleverne.
Problematikken med snyd fik også mange elever til at kaste sig over kronik og refleksionstekst i opgave 2, hvor de med deres egne ord kunne formulere deres holdning til den stigende tendens til at snyde sig bedre, end man er. Elevernes besvarelser viste med al tydelighed, at de brændte personligt for emnet, men omvendt var der også en stor andel af eleverne, hvis argumentation lagde sig lige lovlig tæt op ad Ahrendsbachs kronik (som lå til grund for opgave 1).
Eftersom opgave 1 og 2 vækkede den største genkendelse hos eleverne, betød det at både analyse og fortolkning af fiktionsteksterne (opgave 3 og 5) og analyse, vurdering og perspektivering af TV2’s dokumentarprogram Operation X (opgave 4) blev nedprioriteret. Både opgaveformuleringer, samt tekster til disse, var ellers velvalgte i forhold til årets emne. Men det var helt tydeligt, at de opgaver, hvor elevernes egen stemme kunne komme i spil, trak mest i år.
til dronningen med både levende billeder og tekst.
Den debatterende artikel var en undersøgelse af, hvorvidt der bør være grænser for, hvordan man omtaler offentlige personer på sociale medier. Opgaven lagde op til debatter om ytringsfrihed, sproglig og etisk adfærd på nettet og sociale mediers udfordringer – megaspændende vinkler og superrelevant for danskfaget. Omdrejningspunktet var shitstormen mod Mads Geertsen, der spiller Onkel Reje på DR. Flere fik fantastisk flot påpeget pointer og paradokser i teksterne, men en del snublede undervejs i et sidespor om, hvorvidt Onkel Reje er godt TV eller ej.
Man hører fra tid til anden kollegaer forholde sig til kompleksiteten i opgaveformuleringerne, men i dette års sæt syntes det nuancerede tekstvalg at afbalancere dette, således at både den fagligt stærke og den fagligt knap så stærke kursist kunne klare sig igennem.
Henrik Romby Madsen, Frederiksberg VUC & STX.
Ea Øst Normann, Hillerød Tekniske Gymnasium, U/NORD.
DIN FORENING
Indkaldelse til ordinær generalforsamling
Torsdag den 7. november 2024, kl. 15.15-17.00
Comwell Bygholm Park, Schüttesvej 6, 8700 Horsens
Generalforsamling i Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx, eux og eud
Dagsorden, jf. vedtægterne
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent og stemmetællere
3. Forpersonens beretning til godkendelse, herunder underudvalg og kassererens beretning
4. Indkomne forslag fra medlemmerne a. Bestyrelsen foreslår: justering af sektionens vedtægter
5. Opstilling og valg af kandidater som er på valg til Sektionens bestyrelse og af suppleanter i prioriteret orden
Bestyrelsen består af 6-8 medlemmer. Halvdelen er på valg hvert år.
På valg for kommende 2 år er:
Bjarne Ove Hansen (modtager genvalg)
Bjarke Fredskild Pedersen (modtager genvalg)
Carsten Ullum (modtager ikke genvalg)
Vi opfordrer alle med lyst til bestyrelsesarbejdet til at stille op!
6. Eventuelt
Jf. § 7 i vedtægterne skal forslag til dagsorden være bestyrelsen i hænde senest en måned før en ordinær generalforsamling. Indkomne forslag skal meddeles til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamling i Dansklærerforeningens sektion for stx og hf
Dagsorden ifølge vedtægternes § 7
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent og stemmetællere
3. Forpersonens beretning til godkendelse
4. Indkomne forslag:
a. Bestyrelsen foreslår: justering af sektionens vedtægter
5. Opstilling og valg af kandidater som er på valg til Sektionens bestyrelse og af suppleanter i prioriteret orden
Bestyrelsen består af 12 medlemmer. Halvdelen er på valg hvert år.
På valg for kommende 2 år er:
Lotte Prætorius (modtager genvalg)
Birgitte Rye Lund (modtager genvalg)
Mathilde Lund Sinding (modtager genvalg)
Peter Graarup Westergaard (modtager genvalg)
Henrik Romby Madsen (modtager genvalg)
Birgitte Darger (modtager ikke genvalg)
Der skal vælges to suppleanter. Suppleanter er på valg hvert år.
6. Eventuelt
§ 6 Forslag til dagsorden skal være bestyrelsen i hænde senest en måned før den ordinære generalforsamling.
Indkomne forslag skal meddeles til medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.
