nr. 2 · oktober 2024 26. årgang
FORÆLDREKREDSEN DANSK HANDICAP FORBUND
Hospitalsklovne skaber glæde
Solsikkekoncert og fjernstyrede skibe til søs på Stranden
Fartstyret fællesskab. RC Sport for alle aldre og evner
Vi kom ikke i BonBonland i dag, men så ser vi en film i stedet
7-9
10-11
12-13
14-15
Solsikkekoncert og fjernstyrede skibe til søs på Stranden
FK-nyt besøger Stranden i Charlottenlund til koncert og søsætning af fjernstyrede skibe.
Fartstyret fællesskab. RC Sport for alle aldre og evner
FK-nyt besøger en modelbilklub i Tølløse.
Til Gilbert fra mor - Et råb om hjælp
Dokumentarserie afslører manglerne i sundhedssystemet for alvorligt syge børn og deres pårørende.
Hospitalsklovne skaber glæde
Måske har du og dit barn mødt en hospitalsklovn på et af landets hospitaler?
16-17
18-19
20-23
Boganmeldelse: Sundhed og trivsel for børn og voksne med udviklingshandicap
Ny bog sætter fokus på livsstil og begribelige aktiviteter.
Mai-Britts klumme
Til vigtige livsbegivenheder er det nødvendigt at have både en plan A og en plan B.
Vi kom ikke i BonBon-land i dag, men så ser vi en film i stedet
FK-nyt har talt med Bine Rønholt, som er mor til fire børn om hverdagen, når et barn har et handicap.
25 Boganmeldelse: Kong Krøbling 27 Boganmeldelse: Yes, vi kan lytte til børnene i skolen 29
FK-nyt
Forældrekredsen er en landsdækkende specialkreds i Dansk Handicap Forbund. FK-nyt udgives af Forældrekredsen.
ISSN 2445-9135
Dansk Handicap Forbund
Carl Gustavs Gade 3,st .tv. 2630 Taastrup Tlf. 39 29 35 55
dhf@danskhandicapforbund.dk www.danskhandicapforbund.dk
Redaktion
Ansvarshavende redaktør: Gitte R.R. Nielsen (Kontaktperson for Forældrekredsen)
Susanne Olsen Landsformand i Dansk Handicap Forbund
Redaktør Bente Rødsgaard bente@danskhandicapforbund.dk
Sats og tryk
Intryk ApS · Tlf. 7021 1000 · www.intryk.dk
Annoncer / ekspedition
Dansk Blad Service ApS Vestergade 11 A, 5540 Ullerslev Tlf. 70 70 12 25 Kl. 8.30 – 12.00 og 12.30 – 15.00
Hvortil alle spørgsmål vedr. annoncer bedes rettet.
Næste nummer 23. april 2025
Deadline 6. marts 2025
Forsidefoto: Sine Wedel Jensen og Freja var glad for Solsikkekoncerten. Foto: Monica Rahbek.
Stort set alle forældre til børn med handicap har på et eller andet tidspunkt været nødsaget til at søge om tabt arbejdsfortjeneste (TAF), og det gør man jo kun, fordi man er nødsaget til det.
Men vi ved også, at det ikke er nemt, og at mange ikke får dækket ret mange timer til trods for, at behovet er der. Så man kan godt få den tanke at den individuelle konkrete vurdering nogle gange bliver glemt.
I Barnets Lov §87 står der:
Formålet med dækning af tabt arbejdsfortjeneste er at hjælpe med;
• at give familier med børn under 18 år med funktionsnedsættelse en ydelse til forsørgelse, som dækker en mistet indtægt.
• at forhindre at barnets funktionsnedsættelse forværres eller får andre og mere alvorlige følger.
• at børn med funktionsnedsættelse kan blive i familien og leve så normalt som muligt på trods af barnets funktionsnedsættelse.
Ovenstående gør, at forældre starter med at søge om TAF. Men rundt om i kommunerne klager de. Nu har vi hørt sangen om, at det specialiserede område bare bliver dyrere og dyrere, men det gør alt jo! Det drejer sig om mennesker med funktionsnedsættelser, som de ikke kan gøre for, og de er vores børn.
#Undskyldvierher gik landet rundt, men vi skal ikke undskylde! Vi skal fortælle om det, vi ER. Vi skal sikre, at vores børn får en god tryg opvækst med lige vilkår. De har ret til en god skolegang osv. Og for at dette kan ske, skal der sikres, at der skabes den rette kompensation, så de kan vokse op på lige fod med andre med lige muligheder. Derfor er det også vigtigt, at TAF ikke bliver noget, som man tror, at man kan spare på. For det kan betyde, at nogle af vores kære børns funktionsnedsættelser forværres eller får andre og mere alvorlige følger. Et af formålene ved §87 er netop at kompensere, så dette ikke sker.
Lige nu ved deadline skal landets kommuner igen se på budgetterne, og i år er der igen store besparelser i budgetforslagene. I nogle kommuner er det mange millioner, der skal spares. Derfor forstår vi godt, at de berørte kommuner råber højt om, at de gerne vil have flere penge til at kunne dække området. Det, er vi meget enige i, ville være det bedste.
Men som noget helt nyt står der nu i mange kommuners budgetter, at der skal ses på en opstramning af TAF til forældre med børn på specialskoler. Det er helt nyt, at man nu går direkte efter TAF i budgetforslagene.
Man bør nok huske som politiker, at det ikke er af dovenskab, at man som forældre bliver hjemme med barnet. Der er en grund. Vi investerer i vores børn, for at de kan få en barndom med lige muligheder til trods for mange indlæggelser, megen pleje osv. Hvis kommunerne ville huske dette, så tænker jeg ikke, at de ville gå målrettet efter TAF. Vi er ikke uenige i, at det er målet, at man som forælder igen skal ud på arbejdsmarkedet, men det er måden, at det sker på.
I dette nummer af FK-nyt kan du læse om en familie med fire børn, hvor en af dem har et handicap, men som finder veje for at få alt til at gå op i en højere enhed. Som noget nyt kan børn og voksne prøve at sejle med modelskibe på Stranden i Charlottenlund, som ejes af Dansk Handicap Forbund. Vi håber, at mange vil prøve det til næste år. Redaktionen har haft cand. comm. Monica Rahbek i virksomhedspraktik, som har bidraget med artikler til dette nummer. Du kan også læse om hospitalklovnenes historie og læse boganmeldelser.
God fornøjelse
FK-nyt besøger Stranden i Charlottenlund til koncert og søsætning af fjernstyrede skibe.
Af Monica Rahbek, cand.comm.
Musikglæde ved solsikkekoncert i Strandens café
Det er første gang, jeg besøger Stranden, nord for København, og sikken en dag at komme på. Septembersolen er så varm, at folk har sommertøj på og går med bare fødder i sandaler. Jeg parkerer cyklen og træder ind i Strandens café, hvor lyden af “Tænder på et kys” af Alberte Winding fylder rummet. I caféen spiller en sangerinde, en pianist og en guitarist danske hits fra 80’erne og 90’erne. Sangerinden udstråler glæde, sender store smil og taler med
publikum mellem hvert nummer. “Wauw nogle sangere vi har med os her i dag,” siger hun med et glimt i øjet.
Blandt publikum sidder unge som gamle - nogle i kørestole, andre med rollator og nogle uden hjælpemidler. Stemningen er festlig med balloner og en troldegren pyntet med solsikker. På de forreste rækker sidder børn og unge fra Vennernes Klub i Gentofte og fra Hjernebarnet sammen med deres forældre. Deres glæde over musikken er tydelig gennem smil, grin og små hvin. Det er svært ikke at synge med på klassikere som “Indianer” og “Sig Du Ka’ Li’ Mig” af Tøsedrengene. “I er så seje,” lyder det fra sangerinden til de unge, efter de har sunget med på et nummer.
Efter koncerten trækker solen os udenfor. Andre gæster sidder allerede på ter-
rassen ved cafébordene tættere på vandet og nyder varmen fra solens stråler.
Nogle gæster har endda vovet sig i vandet for at bade fra Strandens badebro.
Musikalsk fællesskab:
Sine fortæller om solsikkekoncerten
Ved badebroen, med den smukke udsigt over Øresund, møder jeg Sine Wedel Jensen, mor til Freja, som sidder i kørestol. Sine kender sangerinden, Nadja, fra et musikhold, hun går til sammen med Freja. Idéen til koncerten kom fra Sine, som gerne ville dele musikglæden med flere: “Freja elsker musik, og jeg spurgte Nadja, om hun havde lyst til at spille for Vennernes Klub.
Jeg foreslog 80’er og 90’er musik, da det er noget, som alle kunne synge med på.”
Det ville Nadja gerne, og med forpagteren Lisbet Gads hjælp til lån af lokaler blev Strandens café fyldt med livsglad musik til glæde for børn, unge, forældre og voksne. Sine fortæller, at Freja havde glædet sig hele formiddagen til at komme ud på Stranden og høre musik. Det samme havde hun og hendes mand: “Musik binder folk sammen. Alle kan samles om musikken, og man bliver i godt humør.” Sine havde også inviteret et vennepar og deres søn med, som de kender fra Foreningen Hjernebarnet. En forening for forældre, der hjemmetræner deres børn, der har hjerneskader og særlige behov. Venneparret kendte ikke til Stranden, og de er positivt overraskede over, hvor dejligt og imødekommende stedet er. Da de sagde farvel, var det med en hilsen om, at de bestemt vil komme igen. Tilbage står jeg med en meget smilende Sine. Hun smiler, fordi det har været en god dag: “Jeg kunne se, at Freja var rigtig glad i dag, fordi der var flere, hun kendte. At være et sted, hvor du ikke er forkert. Det er ikke forkert at sidde i kørestol, og du må sige alle de lyde, du vil. Man bliver taget så godt imod af forpagteren Lisbet så snart, man kommer ind ad døren. Hun er et menneske med et stort hjerte. Det varmer rigtig meget, at man føler, at man er velkommen. Det her fællesskab betyder
meget for Freja og for os.” Sine har solsikker i håret ligesom dem, der var på troldegrenen i caféen: “Min mand og jeg lavede de her solsikker, så alle børnene kunne få en solsikke med en autograf fra musikerne. Det er jo en solsikkekoncert.”
Nye fjernstyrede skibe på Stranden Jeg ser ud over vandet, hvor folk er gået ud på badebroen for at se de to fjernstyrede skibe, som er sat i vandet. Det er noget helt nyt, som testes i dag. Lisbets to børnebørn styrer skibene og siger begejstret: “Det er sjovt!” Da jeg spørger ind til sværhedsgraden, rækker deres far mig den ene sender og siger: “Prøv selv.” Det er nemt og ligetil at styre skibet gennem de lette bølger, og selv i fuld fart glider skibet ubesværet hen over vandet. En anden far styrer det andet skib sammen med sin søn, som følger spændt med hver gang, skibet forsvinder under broen og dukker op på den anden side. Faderen synes bestemt, at det er en sjov aktivitet, som kan blive et hit til næste forår. Moderen er også med, og hun nævner, at det måske kan være udfordrende at styre skibet, hvis man ikke kan bruge begge hænder. Heldigt er det, at det er en social aktivitet, som man kan være sammen om og følge med i skibets færd på kryds og tværs af havets bølgeskvulp. Pludselig løber et af skibene tør for batteri, og det anden har fået tang viklet om
motoren. Godt solen skinner, og flere allerede er i badetøjet, for det krævede en tur i vandet for at få skibene i land. Kort efter er de klar til at blive søsat igen - denne gang med opladte batterier og en tang-fri motor.
Lisbet - ildsjælen bag Stranden Det er Lisbet Gads anden sæson som forpagter af Stranden, og hendes energi og ambitioner er ikke til at tage fejl af. “Da jeg overtog Stranden, spurgte jeg: “Hvem kommer hernede?” Jeg fik at vide, at det var voksne i alderen 60+. Hvad med børn og unge med handicap, tænkte jeg?” Herefter tog det fart. Lisbet fik kontakt til Vennernes Klub og begyndte at arrangere aktiviteter for børn og unge med handicap. Der har været børneteater, spaghettiaftener og i dag er det musikken, der fylder stedet. Lisbets energi smitter af på gæsterne, som har nydt caféens retter, mens de har siddet udenfor i den varme septembersol. Ni fjernstyrede modelskibe er nu en fast del af Stranden takket være en fondsbevilling fra Hempelfonden. Pengene er blevet doneret med henblik på at skulle bruges på aktiviteter for børn og unge med handicap. Og i dag var en testdag, og til næste år skal de alle i Øresund. Lisbet havde spurgt sit barnebarn om idéer: “Hvad med nogle fjernstyrede skibe,” svarede mit barnebarn. Ja, det er da sjovt. Så nu er Stranden blevet bådejer,” griner Lisbet.
Af Monica Rahbek, cand.comm.
Midt i Tølløse på Sjælland er en stor hal, der rummer Midtsjællands Mini Racing Club. Her kan voksne og børn køre ræs med fjernstyrede biler - populært kaldet RC sporten. RC står for Radio Controlled eller fjernstyret sport, hvis vi oversætter til dansk. FK-nyt besøger klubben en september aften for at finde ud af, om RC Sporten kan være for alle - også for kørestolsbrugere.
Allerede ved parkeringspladsen får jeg øje på skakternede flag og to racerbiler, der pryder vinduerne. Den jævne asfalt og niveaufri indgang lover godt i forhold til tilgængelighed. Indenfor er der glasmontrer fyldt med pokaler og fjernstyrede modelbiler. Jeg går videre ind i det store opholds-
rum, og ved et langbord sidder fem voksne mænd og tre drenge og skruer på hver deres adskilte bil. De er i gang med at rense, justere og smøre, og nogle påfører dækmiddel på hjulene. Her sidder også Jørn Poulsen, som er bestyrelsesmedlem i klubben. Han har været medlem siden 2017. “Jeg kom herned, og jeg fornemmede hurtigt den gode energi. Klubben har ildsjæle, og det er der brug for i en lille by som Tølløse,” siger Jørn. I starten kom han med sin søn, men han er ikke længere aktiv, så nu bliver Jørn ved, fordi han ikke kan undvære fællesskabet.
Fra værksted til vildt ræs
– på rundtur i klubbens baner Bagerst i rummet er klubbens mindste bane til mini-Z biler. Banen ligger på et bord, som er let at overskue, også siddende. I klubbens allerstørste rum er indendørsbanen. “Prøv at gå op i køretårnet og se ud over banen,” opfordrer Jørn. Jeg bevæger mig op ad trapperne og får et overblik over hvert et sving på banen. To medlemmer er i fuld gang med at køre, der er fart på bilerne, som suser gennem banen i flotte kurver. Hvert år afholder klubben en banelægger-dag, hvor medlemmerne kommer med forslag til en ny bane. Der tegnes og præsenteres idéer, og til slut afgøres det ved afstemning, hvilken bane der skal lægges. “Så bliver det ved med at være sjovt - vi får alle sammen lov til at sætte vores præg på banen, vi kører på hver sæson,” oplyser Jørn.
Dernæst viser Jørn mig klubbens udendørsbane, som er på asfalt, og området omkring banen er også asfalteret. Jørn fortæller, at om sommeren flytter de borde, stole og værktøj udenfor, så medlemmerne er samlet. Det er lettere at køre på asfalt end på indendørs underlag, så mange nye medlemmer føler sig hurtigt bedre kørende, når sommersæsonen starter. På vej ind igen viser Jørn mig en buggybane til hop, som nogle af medlemmerne selv har bygget hen over nogle weekender. Der er ramper og forskellige hop, som man kan køre på. “Hvor der er vilje, er der vej,” siger Jørn og understreger, hvor stort et arbejde der er lagt i klubben.
Et værksted med plads til hygge og hjælp Tilbage i værkstedet går snakken lystigt ved det store bord. “Det er fint at køre, men det er hyggen ved at fortælle historier og hjælpe med at skrue, der får mig herned,” fortæller Jørn og forsætter: ”I RC Sporten er der ingen træner, som man ofte ser i andre sportsgrene. Her kan man være med på det niveau, man har lyst til. Det, synes jeg, er godt.”
I klubben er alle velkomne, og nye får hjælp til at komme i gang. “Man skal have det sjovt sammen. Har du nogle stumper eller noget, der er gået i stykker, så hjælper vi hinanden. Selvom vi er konkurrenter på banen, så skal vi stadig have det sjovt,” fortæller Johnni Lyng, der er klubmedlem og har kørt med fjernstyrede biler i over 20 år.
I RC Sporten er vi lige Klubben har omkring 80 medlemmer, hovedsageligt drenge og mænd, hvoraf det yngste medlem er 6 år og det ældste omkring 70 år. I sommerferien åbnede klubben dørene for børn, unge og voksne, som blev budt indenfor til at stifte bekendtskab med RC Sporten. 60 nysgerrige børn og unge kom på besøg - heriblandt to unge drenge i kørestol.
Jørn kendte til besøget, da en far havde ringet på forhånd og spurgt til klubbens faciliteter. Jørn fik målt alle døråbningerne, som viste sig at være brede nok til, at drengenes kørestole kunne komme igennem. Han fjernede også en palle ved mini-Z banen, så der var plads til drengenes kørestole ved banen. 12 drenge øvede sig på mini-Z banen, og da de havde øvet længe nok, blev der kørt løb, og begejstringen var stor. ”Drengene råbte, grinte og havde det sjovt. De levede sig fuldt ud ind i legen. Det er jo sjovt at lege, og på banen er alle lige. Der var ikke nogen af dem, der kom med en forhåndsviden om at køre på baner,” fortæller Jørn. Desværre kan klubben ikke tilbyde et handicaptoilet, da den gamle bygning kun har et meget lille toilet, men det havde Jørn informeret om på forhånd, så de to drenge i kørestole vidste besked inden besøget.
Fællesskab på tværs og med plads til alle
I klubben har der tidligere været et medlem, som var kørestolsbruger. Det var en ung dreng, der kom i klubben sammen med sin far. Jørn fortæller, at de også har og tidligere har haft unge med koncentrationshandicap som Aspergers og ADHD, som fandt stor
glæde ved sporten. “RC Sporten er fantastisk, fordi man indlever sig fuldt i sin egen bil. Det at koncentrere sig om én ting og gå ind i legen, det fungerer virkelig godt for mange,” siger han.
Ifølge Jørn vil klubben gerne have medlemmer, som bruger kørestol. Han ser ikke mange udfordringer i det - ud over de manglende handicaptoiletter. Særligt på
RC Klubber i Danmark
FK-nyt har været i kontakt med flere RCklubber i Danmark, som gerne vil byde nye medlemmer velkomne. Desværre er mange af klubberne i gamle bygninger uden handicaptoiletter. Mange har køretårne, som kun kan tilgås via trapper. Nogle klubber har asfalt omkring udebanerne, men ikke alle klubber har indendørs baner. Enkelte klubber har meddelt, at de har medlemmer, som er kørestolsbrugere, som er fint tilfredse med at dyrke sporten uden at komme op
– hvad dækker det?
RC er en forkortelse for ‘radio controlled’, som betyder ‘fjernstyret’. RC bliver både brugt i forbindelse med fjernstyrede modelbiler, modelfly, modelskibe, modeltog og droner. Modelbilerne, der køres med, er fra 15 cm. i længden til 80 cm. i længden. De mindste kan dog ikke skilles ad.
mini-Z banen kan kørestolsbrugere sagtens være med. ”Klubben er bygget op på fællesskab, hvor vi har det sjovt sammen og hjælper hinanden. Alle kan finde en plads her både på og uden for banerne,” siger han.
Jeg prøver selv, inden jeg siger farvel, at køre med en bil, og indrømmet, jeg forstår godt, at man bliver grebet af den her sport.
i køretårnet. Nogle klubber har indkøbt udstyr, som de udlåner og udlejer.
Kontakt
Hvis du gerne vil vide mere om RC Sporten og blive henvist til klubber i dit nærområde, så kan du kontakte Dansk Automobil Sports Union, DASU.
Er du bosiddende i Jylland eller på Fyn, kan du kontakte Dansk RC Modelbil Union, DRCMU, da denne union hovedsagelig er en sammenslutning af klubber i Jylland og på Fyn.
Dokumentarserie afslører manglerne i sundhedssystemet for alvorligt syge børn og deres pårørende.
Af Bente Rødsgaard
Skuespiller, instruktør og forfatter AnneGrethe Bjarup Riis har fotograferet sin søns kræftforløb over 2,5 år, og filmen bliver nu et værktøj for sundhedsfaglige, forskning, uddannelse og sundhedspolitik. Dokumentaren ”Til Gilbert fra mor - Et råb om hjælp” er i fire afsnit og er en udvidet version af Bjarup Riis’ DR-Dokumentar fra 2021, hvor der nu frigives endnu flere private optagelser. Serien viser de udfordringer, som familien kastes ud i. Den ligger gratis på nettet, og alle kan se med.
Smerter og angst
Det starter med, at Gilbert på otte år har meget voldsomme rygsmerter. Det viser sig at være leukæmi, og han skal i et kemoog kurforløb, der kommer til at vare 2, 5
år. Ingen i Danmark har tidligere fulgt et kræftramt barn på så tæt hold og over så lang en periode. Heldigvis kom Gilbert igennem det opslidende forløb og er i dag en ung mand, som har det godt, og det samme har hans søster, som også blev meget påvirket af at have en meget syg lillebror i flere år.
Gennem fire afsnit følger vi Gilberts kamp – ikke mindst med medicinen og de mange bivirkninger. I serien er vi både med på hospitalet, i hjemmet og i skolen. Men hvad er der så galt, når alt ender godt, tænker du måske?
Og her må man bare sige: Rigtig meget er galt, fx læger der taler hen over hovedet på forældrene og ikke oplyser ordentligt om bivirkninger. Efter de første prøver får Gilbert indopereret et venekateder, det vidste forældrene ikke, de troede blot, at det var en undersøgelse.
Gilbert er ikke på hospitalet hele tiden, han er også meget hjemme, og det er forældrenes opgave at give ham medicin
og pleje ham. En dag begynder han at tale usammenhængende, går i koma, og kommer med fuld udrykning til hospitalet, hvor en gruppe læger kæmper i timevis for, at han overlever. Den slags giver ham dødsangst og gør ham utryg, når han er hjemme, hvor der ikke er læger og sygeplejersker omkring ham. Det gør det heller ikke bedre, da han erfarer, at en pige på hans skole er død af kræft. De mange forskellige bivirkninger var forældrene ikke oplyst om, så det er et stort chok for dem, at han er ved at dø i hjemmet.
Mangel på hjælp og støtte
Familien savner en koordinerende person, der sætter sig ned sammen med dem og fortæller om bivirkninger, og hvordan de skal håndtere deres angst. Eller hvordan de skal takle, at deres almindelige liv og hverdag er forbi. Der er heller ikke nogen, der taler med dem om Gilberts og hans søsters angst. Søsteren Yrsa bliver et skyggebarn, fordi forældrene hele tiden
skal tage sig af Gilbert. De er begge så bange for at miste ham og de synes, at de er blevet dårlige forældre overfor Yrsa, og det piner dem.
Gilbert får i perioder kun sporadisk undervisning, og da de en dag tager hen på skolen og ind i klassen med ham, så står ingen rigtigt parat til at modtage dem.
Familien ved heller ikke, at de kan tale med en psykolog, men da de endelig får en tid, så er vedkommende mere interesseret i at fortælle, at hun har så mange patienter og pårørende, og derfor ikke rigtigt har tid til at være der for nogen overhovedet. Forældrene slides langsomt op, og da de efter, at Gilbert er erklæret rask, går i parterapi, så er det alt for sent, og de ender med at blive skilt efter 20 års ægteskab.
Men når alt dette er sagt, så er det også en livsbekræftende film om overlevelse, ikke mindst fordi den nødvendige behandling, der tilbydes, er potentielt livstruende. Der er også mange glade stunder med fx jul og nytårsfyrværkeri, en 10-års fødselsdag og en tur på stranden, men også svære øjeblikke med smerter, næseblod og opkast. Gilbert kæmper virkelig hårdt med forældrene som tætte vidner.
”Efter Gilbert har været i behandling i et halvt år har kemoen alvorligt fat i hans krop, men vi insisterer alle på det gode børneliv midt i mørket. Ikke mindst takket være morfin. Gennem det sidste halvandet år af behandlingen bliver sejrene flere
og flere, og livet skal leves, men vi er alle mærkede af et umenneskeligt forløb og det fatale svigt,” forklarer Anne-Grethe Bjarup Riis i en pressemeddelelse.
En ressource for forskning, uddannelse og sundhedspolitik
Familien håber, at læger, sundhedspersonale, psykologer, skolelærere, forskere, politikere, kommuner og andre fagpersoner, der arbejder med alvorlig syge børn, vil både se og drøfte serien, som er et råb om hjælp til alle, der aktivt kan gøre en forskel for alvorligt syge børn og deres familier. Forhåbningen er, at serien vil inspirere til en ændret tilgang til alvorligt syge børn, så børnene i højere grad kan bibeholde deres børneliv og blive hele mennesker igen på den anden side af sygdommen. Efter det voldsomme forløb har familien nogle anbefalinger:
Konkrete anbefalinger
• Tilbyd familien en sundhedsfaglig og praktisk tovholder, som gennem hele forløbet kan hjælpe og støtte familien og samtidig sikre, at det syge barn og familiens mentale sundhed også får opmærksomhed med bl.a. psykologhjælp under sygdomsforløbet.
• Tilbyd familien, at en sygeplejerske kommer i hjemmet mellem indlæggelserne, assisterer med blanding af medicin og professionel støtte, så foræl-
drene ikke lades alene med det enorme ansvar.
• Indfør obligatorisk handlingsplan i skolen, når et barn bliver alvorligt syg, så lærerne rustes til at inkludere syge børn, så de ikke tabes.
• Hjælp pårørende, familie og venner med at støtte hinanden og komme sygdomstabuer og berøringsangst til livs, så både det syge barn og familien ikke isoleres og lades alene uden omsorg, hjælp og støtte fra deres nærmeste.
Støttet af Egmont Fonden
Dokumentarserien er blevet til med støtte fra Egmont Fonden, som er en erhvervsdrivende fond med et dobbelt formål: At udvikle medier og støtte børn og unge i svære livsvilkår. Egmont Fonden støtter børn og unge i Danmark, Norge og Sverige.
Links til dokumentarserien
Du kan se dokumentarserien via dette link:
https://www.tilgilbertframor.dk/ Du kan se en trailer: https://www.tilgilbertframor.dk/ trailer
Du kan læse om baggrunden for serien: https://www.tilgilbertframor.dk/ baggrund
Måske har du og dit barn mødt en hospitalsklovn, som skaber glæde blandt indlagte børn på landets hospitaler?
Af Bente Rødsgaard
En hospitalsklovn samarbejder med det faglige personale på fx børneafdelinger, hvor de hjælper børnene til at føle glæde og blive tryggere i en stor og fremmed hospitalsverden. Den første hospitalsklovn i Danmark var ”Gunil”, som i 2001 overbeviste Aarhus Universitetshospital i Skejby om hospitalsklovnens styrke, virke og vigtighed for både indlagte børn, familier og personalet.
I 2003 blev foreningen Danske Hospitalsklovne stiftet med det formål at sikre en faglig- og grundig hospitalsklovneuddannelse. Siden da er der uddannet 70 klovne, og flere er på vej. Uddannelsen tager 1,5 år. De uddannede klovne stilles gratis til rådighed for alle landets børneafdelinger,
samt børne- og ungdomspsykiatriske afsnit og specialområdet.
Hospitalsklovne og videnskab Hospitalsklovnen som begreb stammer fra USA. Den første hospitalsklovn i verden var amerikaneren Patch Adams eller Hunter Adams, som er hans rigtige navn. Han fik i en alder af 17 år en depression og blev indlagt på et psykiatrisk hospital efter et selvmordsforsøg. Her mødte han en masse patienter, som var fortvivlede og ensomme med et stort behov for glæde og omsorg.
Senere uddanner han sig til læge, men allerede på studiet har han svært ved ideen om, at mennesker kun er diagnoser. I studietiden begynder han at lave sjov med patienterne og gå med rød klovnenæse. Patienterne elsker det, men det var ikke helt velset af alle på medicinstudiet. Han slipper dog for bortvisning, og i 1971 er han uddannet læge og grundlægger “The Gesundheit Institute”, som fx uddanner
hospitalsklovne. Han lever stadig og underviser hospitalsklovne i hele verden. Og der er videnskabelig evidens for, at hospitalsklovne kan gøre en forskel. En dansk forskningsundersøgelse fra 2024 af SUS -Socialt Udviklingscenter konkluderer, at Danske Hospitalsklovnes indsatser har stor værdi for børn, unge og forældres oplevelser af sygdom og behandling. Ifølge undersøgelsen skaber hospitalsklovnene otte forskellige typer af værdi.
Hospitalsklovnene…
• skaber et frirum, hvor sygdom og behandling for en stund træder i baggrunden
• ser og fornemmer børnene, som de er, og fornemmer deres følelser, interesser og ressourcer
• bryder med rammer, rutiner og roller, hvilket virker befriende
• skaber glæde, og de sjove møder med klovnene bliver en del af familiens fortælling
• rummer alle slags følelser – både de lette og de svære
• giver barnet kontrol, handlekraft og håb. Barnet bestemmer ikke meget i behandlingsverdenen, men hospitalsklovnen lader barnet have kontrollen
• gør, at hospitalet bliver ok. Hospitalsklovnene kan få børn, unge og forældre til at synes, det er sjovt og trygt at være på hospitalet, selvom situationen er præget af smerte, bekymring og ventetid
• har tid, ro og nærvær, som er en kontrast til det travle personale i behandlingsverdenen
Dronning Mary som protektor
Danske Hospitalsklovne oplevede for nylig noget meget opmuntrende for de -
res virke. De næste fem år er Hendes Majestæt Dronning Mary protektor for Danske Hospitalsklovne. Det er foreningen meget taknemmelige for. ”Det her får hjerterne til at banke og klovnenæserne til at gløde,” siger Tania Dethlefsen, direktør i Danske Hospitalsklovne, i en pressemeddelelse og fortsætter: ”Da foreningen startede for 21 år siden, var der en del skepsis i forhold til, hvad hospitalsklovne havde at gøre på hospitalerne. Men i dag lukker ikke bare børn og deres familier og gode sundhedsfaglige kolleger døren op for os, det gør også hele
Danmarks Dronning, som nu vil hjælpe os med at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af leg, nærvær og magi midt i sygdom og livets svære stunder,” siger Tania Dethlefsen.
Kilder
Du kan læse mere og se videoer med grundlæggeren Patch Adams på: https://www.patchadams.org/
Læs SUS undersøgelse om hospitalsklovne https://danskehospitalsklovne. dk/wp-content/uploads/2024/05/ Vaerdien-af-hospitalsklovnenesindsats_rapport.pdf
Danske Hospitalsklovne har deres egen hjemmeside, hvor der er videoer, hvor hospitalsklovne fortæller om deres arbejde og familier med børn om deres oplevelser. https://danskehospitalsklovne.dk/
Mennesker med udviklingshandicap har dårligere sundhed og trivsel end resten af befolkningen. Faktisk er den gennemsnitlige levealder for denne målgruppe ca. 20 år lavere end almenbefolkningen. Det skyldes både genetik, men også livsstilssygdomme som overvægt, type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og forhøjet blodtryk.
Genetikken kan ikke ændres, men forældre, hjælpere og fagprofessionelle har stor indflydelse på livsstilsvalg. Derfor ønsker socialpædiatrisk fysioterapeut Pernille Thomsen med denne bog at motivere andre til at skabe mere sundhed og trivsel for børn og voksne med udviklingshandicap.
Udgangspunkt i den enkeltes behov og interesser Pernille Thomsen beskæftiger sig primært
inden for håndboldens verden som træner for voksne med særlige behov i AB Gladsaxe og landstræner for håndboldkvinderne i Special Olympics Danmark. Håndbold og holdsport er dog ikke nødvendigvis for alle, særligt hvis de sensoriske stimuli kan virke overvældende for den enkelte. Det vigtigste er, at man sammen finder en aktivitet, som er meningsfuld, begribelig og håndterbar for den enkelte.
Med meningsfuldhed forstås, at den enkelte ved, hvorfor man skal udføre aktiviteten. Begribelighed betyder, at det skal være tydeligt, hvordan man skal udføre aktiviteten. Og håndterbarhed indebærer, at den enkelte skal være i stand til at gøre det. Dette kan man sikre ved at lave aktiviteten sammen. Hvis dette er opfyldt, vil den enkelte have en oplevelse af sammenhæng.
I bogen gives eksempler på aktiviteter, fx hvordan man kan tilføre et fysisk element til mere passive aktiviteter. Hvis barnet kan lide at spille kort, kan man indføre, at man skal hoppe fem gange, inden man spiller et nyt kort. Hvis barnet kan lide at spille skak, kan man lave løbeskak. På denne måde kan man udvikle alverdens nye lege, og det er således kun fantasien, der sætter grænser for aktiviteten.
Sundhed og trivsel er også sociale fællesskaber
For Pernille Thomsen handler sundhed ikke bare om KRAM (kost, rygning, alkohol, motion). Målgruppen er også hyppigere ramt end andre af psykisk mistrivsel i form af angst, depression og ensomhed. Sociale fællesskaber kan derfor være mindst lige så vigtige for den enkeltes trivsel og sundhed. Hun skriver følgende: ”Hvis niveauet af fysisk aktivitet og andre sunde vaner skal fastholdes og forankres i hverdagen, er det helt essentielt, at tiltagene opleves som meningsfulde, begribelige og håndterbare,
samt at tiltagene foregår i stærke, trygge og inkluderende fællesskaber”. (s. 72).
Det er vigtigt at holde sig for øje, at man kan deltage i fællesskaber på mange måder. Man skal derfor være opmærksom på, i hvilket omfang den enkelte ønsker at deltage og ikke presse vedkommende til at deltage mere. Det er også helt legitimt at deltage mere perifert i fællesskabet, så længe det føles godt for den enkelte.
En god og autentisk leder
Bogen beskæftiger sig primært med psykiske funktionsnedsættelser i form af autismespektrumforstyrrelse grad 3, lav IQ og begrænset talesprog samt Downs Syndrom. Bogen går i dybden med hjernens opbygning hos netop disse målgrupper med fokus på kognitive udfordringer som manglende konsekvensberegning, sanseoverstimulering, nedsmeltninger og udbrændthed.
Viden om børn med multiple funktionsnedsættelser er begrænset til et meget kort kapitel i slutningen af bogen. Bogen er derfor formentlig ikke lige relevant for alle. Men alle kan lære noget om, hvordan man kan være en god, autentisk, motiverende og professionel rollemodel og leder. Det handler blandt andet om engagement, respektfuldhed og ligeværdig kommunikation. Derudover er det godt, hvis man kan finde allierede medspillere, der kan være med til at motivere de andre på holdet til at deltage.
Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog, men med mange fagtermer, så den henvender sig primært til pårørende, handicaphjælpere, pædagoger og omsorgspersoner. Pernille Thomsen har dog lavet et fint og kort kapitel til personer med udviklingshandicap til sidst i bogen. Dette kapitel kan man få læst op ved at scanne en QR-kode.
Da redaktionen har modtaget to eksemplarer af ovenstående bog, har vi efter aftale med Gads Forlag fået lov til at give det ene væk til en læser i en konkurrence.
Hvis du gerne vil vinde et eksemplar, skal du sende en mail til redaktør Bente Rødsgaard, bente@danskhandicapforbund.dk.
Sundhed og trivsel for børn og voksne med udviklingshandicap af Pernille Thomsen.
Gads Forlag, 2023.
Du skal blot skrive: Konkurrence. Sundhed og trivsel for børn og voksne med udviklingshandicap. Husk at skrive dit navn og adresse på din mail.
Vi finder vinderen ved en ordinær lodtrækning i sekretariatet. Sidste dag for indsendelse er den 12. november 2024 kl. 12.00.
Mai-Britt Vester er gift med Jesper og mor til Emma og Jakob. Emma blev HF student i sommer, og Jakob var med på sidelinjen, selvom ikke alt forløb efter planen.
Tekst og foto af Mai-Britt Vester
Vi har haft en stille sommer. Vi lavede bevidst ikke de store planer i år, da Emma blev student, og sommeren bød på fester og masser af gilder, inklusiv hendes eget. Der har været huepåsætning, dimission og vognkørsel. Og det har været virkelig fan-
tastisk at stå på sidelinjen og se, hvordan hun blomstrede.
Hun afsluttede sin HF med et 12 tal i huen, og vi var pavestolte. Ikke af selve karakteren, for det betyder ikke så meget for os, men mere det faktum at hun har påbegyndt noget, som hun også har afsluttet. Allerede da skoleåret var ved at være slut, måtte vi have en samtale om en plan B og Jakob.
Jakob skal give Emma huen på For vi er nødt til at tænke alle mulige scenarier igennem og prøve at planlægge os ud af, hvordan succesraten mon bliver størst, når Jakob også skal deltage i ting, for selvfølgelig skal han det! Hvis han altså kan. Og Emma har altid sagt: Jakob skal give mig huen på!
Der var derfor følgende muligheder. De kunne vælge mellem huepåsætning i kantinen, i skolegården eller i den smukke park overfor Katedralen. Vi var allesammen enige om, at det bedste sted for Jakob ville være i parken overfor. Kantinen ville være for varm og klaustrofobisk, og skolegården ville også være tætpakket af mennesker, så parken ville uden tvivl være bedst.
Jesper kørte Emma ind til eksamen ved middagstid, og så skulle Jakob, Jesper og jeg komme derind 10 min før eksamen sluttede, for at Jakob ikke skulle vente for længe. Så ville hun gå ned i haven, hvor Jesper, Jakob, jeg og vores tætteste familie stod klar med blomster og champagne, og så skulle Jakob give hende huen på.
Det startede så fint, vi ankom og fik Jakob i trækvognen, som i dagens anledning var pyntet med flag. Vi gik til parken, hvor vores familie allerede stod klar. MEN pludselig skulle der åbenbart trimmes have i parken. En kæmpe græsslåmaskine, græstrimmer og bladpuster blev sat i gang, lige som Emma kom gående mod os - og så satte Jakob i et skrig.
Jeg fik hurtigt lige krammet hende, men forsøgte så at gå hurtigt væk med Jakob skrigende af frygt i trækvognen. Hold op hvor folk dog glor! Det føltes så trist.
Selvfølgelig måtte vi løbe hen i bilen og skynde os ind, tænde musik og aircondition i bilen, så jeg kunne skærme ham fra lydene.
Plan B for huen
Så det måtte blive plan B, at hvis det gik galt på dagen, så skulle Jesper give hende huen på, og sådan blev det så.
Sådan er det bare. Store begivenheder forløber ikke altid efter plan A her, men
sådan er det, og nogle gange bliver man ked af det, men der er ikke så meget at gøre ved det. På vej hjem i bilen fjollede de, og hun gav Jakob huen på, og så endte det alligevel hyggeligt på vores måde.
Alle gæsterne kom med hjem til os, hvor vi fik en lille anretning og hyggede i haven, og så var Jakob med til hygge i sine vante omgivelser. Senere på aftenen gav han hende huen på igen, så det lykkedes alligevel, bare ikke som man havde håbet, at det ville.
Fest – uden Jakob
Selve gildet skulle holdes midt i juli. Tre uger efter huepåsætning. Vi skulle egentlig have holdt det hjemme, men fik mulighed for at låne fælleshuset i et bofællesskab hos et vennepar, vi har. Og det ville gøre det meget nemmere for os, så vi takkede selvfølgelig ja. Velvidende om at det måske ville betyde, at Jakob ville hjem, før festen sluttede. Det er altid nemmere for ham herhjemme i hans egne rammer, men tilbuddet om at låne det fælleshus ville betyde, at vi ikke skulle ud og hente borde og stole, leje service, overveje telt osv., for man ved jo aldrig med det danske sommervejr!
Dagen kom, og Jakob var glad fra morgenstunden af, så det tegnede godt. Jesper, Emma og farmor tog over til lokalet nogle timer før, og så skulle Jakob og jeg komme lige inden spisningen. Men sådan blev det ikke.
En halv time før vi skulle køre, faldt Jakob i søvn. Jeg forsøgte flere gange at vække ham, men det er også bare svært. Han virkede helt færdig, og jeg nænnede det ikke.
Timer gik og gik, og det endte med at blive så sent, at det ikke længere kunne
betale sig for os at køre derover. Da Jakob vågnede, var de i gang med at rydde af fra kaffen, og det eneste der manglede, var natmaden. Jeg ringede og spurgte Emma, om hun ville blive meget ked af det, hvis vi ikke kom. Det sagde hun nej til, hun synes, det ville blive for stressende for Jakob, at han skulle have fint tøj på og ud og køre for måske bare at kunne være der en time eller to.
Så vi blev hjemme, Jakob og jeg, og så gik vi glip af Emmas studentergilde. Igen trist. Men det er nogle gange vilkårene her. Når man har en dreng som Jakob, men vi vænner os allesammen til det.
Emma tog det fint
Det kan være nødvendigt at acceptere plan B, og så får man det bedste ud af
det. Da de kom hjem sent om aftenen, fik Emma sin gave fra Jakob, og flere af gæsterne havde også en lille gave til Jakob, som han så fik.
Det vigtigste var, at Emma var glad. Hun var ikke ked af det eller skuffet. For vi har vænnet os til, at ting ikke altid forløber efter planen, men så får vi alligevel det bedste ud af det, og det er jeg taknemmelig for! For livet kører alligevel ikke altid efter en snor. Det har vi lært at leve med, og stadig er vi lykkelige, fordi vi er sammen og får det bedste ud af det, vi har.
FK-nyt har talt med Bine Rønholt, som bor i Ringsted med sin kone og fire børn om hverdagen, når et barn har et handicap.
Af Monica Rahbek, cand. comm.
Bine dukker op på skærmen. Det er en almindelig tirsdag eftermiddag, og vi sidder i hver vores stue. Bine er hjemme i sin villa i Ringsted, hvor hun bor med sin kone, Gitte, og deres fire børn: Victor på 15 år og trillingerne Laura, Frida og Olivia på 11 år. Vi er sammen på Zoom for at tale om deres familieliv - for hvordan griber man hverdagen an med fire børn, når et af dem har et handicap?
En stor familie på en rolig villavej Bine smiler gennem skærmen, hun kender godt Dansk Handicap Forbund og FK efter, at familien deltog i familieweekenden sidste år, og hun er glad for at bidrage til FK-nyt. Med fire børn under samme tag er der altid noget på programmet med skole, venner og fritidsaktiviteter. Victor går i 8. klasse, mens trillingerne går i 5. klasse.
Familien bor på en stille, dobbeltlukket villavej. Her er den ro, som familien har brug for.
Til daglig arbejder Bine som folkeskolelærer på samme skole, som Laura og Frida går på, og Gitte arbejder der som børnehaveklasselærer. Pigerne går i hver sin klasse, hvilket har været godt for dem. “De bliver ikke trætte af hinanden i løbet af skoledagen, så de vil også hinanden, når de kommer hjem. De har deres egne oplevelser og venner.” Bine tilføjer, at det også er godt for dem ikke at være på den samme skole som Olivia, som går på en anden skole i en centerklasse. Olivia er udfordret kognitivt og er ikke alderssvarende med sine søstre, men som Bine fortæller med et smil, har Olivia en knivskarp hukommelse: “Olivia ser Ultra-nyt, så vi får nyhederne fra hende. Hun kender hele kongerækken og præsidenterne, og hvad de står for. Victor går på en tredje skole, hvor han har gode venner, som han giver mere opmærksomhed end selve undervisningen. Trillingerne elsker at gå i skole, og det kan godt være en udfordring ved
aftensmaden, når de alle vil fortælle om deres dag på én gang”.
Når logistik er det mindste problem
Når det kommer til børnenes fritidsaktiviteter, skal Bine holde tungen lige i munden. Laura og Frida går til fodbold to gange om ugen plus kampe i weekenden. Olivia går til ridning en gang om ugen og vil gerne gå til flere fritidsaktiviteter, men hendes uge er allerede fyldt med ridefysioterapi, ergoterapi og fysioterapi. Heldigvis kan Laura og Frida selv tage til fodbold, og deres voksende selvstændighed letter logistikken i hverdagen.
Men det er ikke logistikken, der er familiens største udfordring. Olivia bliver træt i løbet af dagen og får store nedsmeltninger og epileptiske anfald, som er blevet sværere med årene. Tidligere havde Olivia mest brug for fysisk støtte, da hun ikke går så godt, men nu er udfordringerne mere komplekse. “Olivia ved nu, at hun er anderledes, og hvordan hjælper vi hende bedst i de følelser og den ensomhed, det kan medføre? Det fylder meget. Når man bliver teenager, bliver det ikke nemmere at være i,” fortæller Bine.
Hun arbejder på deltid for at kunne hente Olivia kl.12.00 fra skole. Olivia får nedsmeltninger, når hun kommer hjem, og det er hårdt for hele familien både fysisk og følelsesmæssigt. ”Vi bliver nødt til at tage en ting ad gangen, en dag ad gangen og nogle gange en time ad gangen. Vi ved aldrig, hvad der sker, og specielt ikke nu, hvor Olivia får de her epileptiske anfald, så kan al vores planlægning gå ned. Men det er planlægning, der skal til. Vi fortæller Olivia, hvad der skal ske, og vi forbereder hende.” Bine stopper kort og tilføjer så med et smil: “Vi er glade for at have tre søskende, som er meget fleksible og har lært at være det. Så kom vi måske ikke i BonBon-land i dag, men så ser vi en film i stedet.”
Selvom både Bine og Gitte er veluddannede og har taget utallige kurser, ef-
terspørger de stadig viden og værktøjer:
“Elsass Fonden har kurser for teenagere om, hvordan de kan klare sig, men jeg ville ønske, at der også var et kursus i at være forælder til en teenager med handicap og alle de udfordringer, der er omkring det at være anderledes, når man er ved at finde ud af, hvem man er,” siger hun.
Bine har erfaret, at det er planlægning, fleksibilitet samt tålmodighed, der skal til for at få familielivet til at hænge sammen. ”Min kone er et meget tålmodigt menneske, og det har jeg lært meget af. Lige at trække vejret og sige: okay hvad er det vigtigste, vi gør nu.” Bine introducerer et ekstra familiemedlem, hun indtil nu har holdt skjult. Familiens labrador, som har en enorm god føling med familiens medlemmer - især Olivia. “Når Olivia har det svært, lægger hun sig på gulvet, og så kommer han hen og lægger sig sammen med hende. Man kan mærke den der ro, han giver. At han også er en bandit og stjæler en sko, det kan vi godt acceptere,” ler Bine.
Venskaber som byggesten til et stærkt selvværd Selvom der er bekymringer for Olivia, føler Bine sig lettet over én ting: rideholdet har åbnet op for nye venskaber for Olivia. “Venner er så vigtige. En ting er, hvad Olivia kommer til at arbejde med - det finder vi nok ud af. Men at have venner og føle sig som en del af et fællesskab er vigtigt. Det giver et stærkt fundament for et godt selvværd. Selvtilliden kan vi arbejde på, men selvværdet er sværere. Specielt i teenageårene kommer man langt med gode venner.”
Olivia har en god ven i sin klasse - en pige, hun har kendt siden barndommen. Hun har ikke et sprog og kommunikerer via en øjenstyret computer. Selvom det giver udfordringer, har de et stærkt venskab. Olivia har også andre venner uden for skolen, da flere venskaber er blomstret op på rideholdet. “Det er det bedste, vi har gjort for Olivia. Vi har gennem Elsass Fonden søgt penge til et ridehold sammen med fem andre familier, som vi mødte til en ridecamp arrangeret af Elsass Fonden. Vi forældre snakkede sammen om, at det kunne være godt for vores piger, som alle har CP. Rideholdet startede i Vallensbæk for halvandet år siden.”
Det er ikke kun pigerne, der nyder godt af rideholdet. Det gør forældrene også. De har fået et stærkt fællesskab omkring deres
børn, og de kan spejle sig i hinanden, da de står med meget lignende udfordringer. “Der er fem andre familier, der har det ligesom os, så dem bruger vi som sparringspartnere. Det har givet os meget, at vi har dem. Olivia har det, der hedder diplegi, så hun er primært ramt i benene og lidt i den ene arm. Selvom pigerne er ramt på forskellige måder, rummer rideholdet pigernes forskellige udfordringer, som alle har hestene som fælles interesse.”
Bine og de andre forældre støtter pigerne i deres venskaber gennem et stærkt forældresamarbejde, hvor de arrangerer alt fra sommerhusture til shoppeture og en udflugt til Store Hestedag.
Teenageforelskelse på afstand Bine fortæller med stor glæde i stemmen om Olivias kæreste, som hun mødte sidste år på familieweekenden på Slettestrand. Kæresten er en stor del af Olivias hverdag, og mange timer forsvinder med gode samtaler via FaceTime. “Nu har de været kærester i et helt år, og det er meget godt holdt ud, når de bor i hver deres ende af landet. Det ved jeg ikke engang selv, om jeg kunne,” griner Bine. Også her har Bine og Gitte et godt forældresamarbejde med hans forældre: “Vi taler med dem om deres relation - især at der ikke er nogens grænser, der skal overskrides. Men det har der ikke været noget af. Tværtimod er de så søde, når de taler sammen. Mest af alt handler det om, at kæresten har en
tvillingebror, og de bruger hinanden meget til at tale om, hvordan det er at være anderledes i forhold til deres søskende. Det er meget dét, der er deres forhold og venskab”.
Fremtiden for Olivia
Når det kommer til Olivias fremtid, er Bine ikke bekymret for, hvordan Olivia skal bo. Olivia har selv gjort sig tanker om dette, fortæller Bine med et smil: “Olivia er overbevist om, at hun skal bo med en af ridepigerne eller med sin kæreste. Vi tænker, at det bliver noget, der minder om det. Der er heldigvis mange gode bofællesskaber for unge mennesker.” De er lige startet op med, at Olivia er på en institution hver anden weekend, da Olivia gerne vil være sammen med andre unge. Familien har en familievejleder tilknyttet, som hjælper Bine og Gitte med at skabe overblik og få enderne til at mødes, når hverdagen buldrer afsted. Familievejlederen hjælper også Bine og Gitte med at være i de svære følelser og tale om dem - fx familiens behov for aflastning. “Familievejlederen har sagt, at det nok er Olivias liv fremadrettet at bo på en institution, så det er fint, at hun stille og roligt lærer, hvordan hendes voksenliv vil være.”
Hvornår er ”vinduet åbent”?
Med alle de tanker om Olivias fremtid bliver det en helt anden samtale, når vi kommer ind på Olivias tre søskende. De er
alle i en alder nu, hvor de kan være alene hjemme, de kan selv tage i svømmehallen og have en kammerat overnattende. De er med andre ord meget selvstændige til sammenligning med Olivia. Omvendt er det - ligesom det kan være med Oliviasvært med deres følelsesmæssige liv, hvor Bine kan få at vide, at “det kan du ikke forstå”. Her har Bine og Gitte erfaret, at det vigtigste er at lytte til børnene: “Med Victor har vi lært, at det handler om at se efter, hvornår ”vinduet er åbent”. Vi har
Bine kan varmt anbefale at finde et netværk, hvor ens børn har de samme udfordringer, så man som forældre kan relatere til hinanden - fx som det ridehold, hun nævner i artiklen, hvor forældrene taler sammen, mens pigerne er til ridning. Bine foreslår at opsøge lignende netværk og fællesskaber gennem parasport eller LykkeLiga: “Foreningslivet giver virkelig børnene noget, og det giver også de voksne noget. Det er rammesat, så man ikke skal opfinde det hele selv hver gang. Jeg tror, forældre til børn med handicap er en lille smule mere presset på logistik end andre, fordi der også er alle hospitalsbesøgene, nedsat skoletid og meget andet, som skal passes ind. Så find noget, der er rammesat for dig.”
Bine kan også anbefale Facebookgruppen: ‘Handicappede børns klub’. Her er der altid nogen, der kan give et godt råd eller et praj om et relevant arrangement.
I Bines tilfælde er det relevant at holde øje med arrangementer arrangeret af CP Danmark, som samarbejder med Elsass Fonden om fx temadage, hvor man kan møde familier i samme situation.
Derudover kan du undersøge, om der udbydes kurser i din kommune. I Ringsted Kommune har Olivias søskende deltaget i søskende-kurser over nogle weekender om, hvordan det er at have søskende med et handicap. Især Victor har fået meget ud af forløbene og har fået en anden forståelse for sin søster.
prøvet at sætte os ned med ham og tale om tingene, men det fungerer ikke, hvis ”vinduet er lukket”. Vi er nødt til at være der, når de giver noget af sig selv. Selv hvis vi var på vej i Netto, så må vi vente med det.” For Bine er det vigtigt, at Victor, Laura og Frida kan tale om, hvordan det er at have en søskende med et handicap, og at de kan være åbne omkring de udfordringer, der er. Det er Bine og Gittes måde at løse udfordringerne på: “Vi taler meget om det her med, hvad kan Olivia gøre for, og hvad
kan hun ikke gøre for, og hvordan hjælper vi hende, så vi hjælper os alle sammen,” fortæller Bine og tilføjer: “Det bedste er, at vi taler højt om det, og vi snakker også med de andre, når Olivia ikke er der, og vi taler også med Olivia om det.”
”Vi kan ikke forudse alt, men vi kan gøre vores bedste for at skabe et hjem, hvor alle føler sig set. Nogle dage kræver det lidt mere tålmodighed og planlægning - og måske en god film, når BonBon-land må vente til en anden dag,” slutter Bine.
”Vi ved selvfølgelig alle sammen, hvem du er,” sagde
Sølvtunge og bragte fokus tilbage på Vincent. ”Men hvad skal vi kalde dig?” Der var noget ærligt og oprigtigt i hans toneleje, og Vincent tog sig et øjeblik inden han svarede.
”Jamen,” begyndte han. ”Folk har altid kaldt mig Krøbling bag min ryg, så jeg tror det er på tide, folk siger det til mit ansigt.”
Så grinede Sølvtunge igen, løftede sit glas til læberne og tog en slurk, før han skålede til sin kronprins. ”Ved du hvad, Krøbling? Så er du kommet til det rette sted!”
Og deres latter faldt ind med spisesalens støj. Som førstefødte søn er prins Vincent arving til kongeriget
De Blå Bjerge, men at være bundet til et liv i kørestol giver ham udfordringer socialt og med selvtillid. Sammen med sin fysisk perfekte tvillingebror, Niklas, vokser han op isoleret og beskyttet. Men som de bliver ældre, bliver det tydeligt for kongeparret, at drengene har behov for at integrere sig med børn og unge på deres egen alder. Som unge voksne begynder de på hver sin rejse; Vincent som akademiker og Niklas i militæret. Deres største udfordring kommer med de prinsesser, som deres mor prøver at arrangere ægteskaber med, og hvor besværligt livet kan være, når man ikke helt er samfundets version af perfekt.
“Aurora har velsignet os, og dronningen har født os TO smukke drenge!” Folkemængden under dem jublede, og kongen satte sig på sengen med sin familie. “Vincent!” Sagde han, atter med sin arving i sine arme. “Efter min far.””
Sådan begynder eventyret om kronprins Vincent, tronfølgeren til kongeriget De Blå Bjerge, og hans tvillingebror prins Niklas. I følgeskab med tvillingebrødrene bliver vi ført ind i en eventyrlig fortælling om broderskab, hvor den ene bror, Vincent, har et fysisk handicap og sidder i kørestol.
Forskelle
Mens tvillingebrødrene vokser op, opdager de, at der er flere forskelle mellem dem end blot fysikken. Kronprins Vincent er meget klog og overgår næsten deres far, Kongen, i De Blå Bjerges historie, mens prins Nicklas viser sig at have fremragende lederevner. Dog har Prins Niklas svært ved at følge med i undervisningen på slottet, og Kronprins Vincent sakker bagud i undervisningen til hest. Gennem velmenende drillerier udfordrer og hjælper brødrene hinanden i det skjulte: Vincent laver Niklas’ lektier, og Niklas hjælper Vincent med at blive en dygtigere rytter.
Kongen og dronningen opdager, at Niklas har en usynlig udfordring - han er ordblind. På den måde skildrer bogen både synlige og usynlige handicaps, og vi oplever de følelser, der kan opstå som ung (prins), når man føler sig fysisk utilstrækkelig og dum, fordi man ikke kan læse.
Fra en beskyttet tilværelse på slottet følger vi brødrenes rejse fra unge prinser til voksne mænd, da de kommer uden for slottets mure, og Vincent begynder på universitetet, og Niklas starter i militæret. De har hvert sit at kæmpe med, og selvom deres liv tager forskellige retninger, bevarer de deres dybe bånd. Jo ældre de bliver, kommer flere forpligtelser til, og det er underholdende at følge de unge tvillingebrødre blive til mænd med venskaber, kærlighed og krig på spil. Vi introduceres til flere karakterer i De Blå Bjerge som Dronningen af Bier, Sølvtunge og Prinsesse Vanellinae, der bringer både udfordringer og humor ind i fortællingen.
Finde sin plads i tilværelsen Kong Krøbling er en varm, fantasifuld og
rørende fortælling om to brødre med hver deres handicap og deres forståelse af dem selv i verden. Igennem deres kærlige og drillende forhold hjælper de hinanden med at overvinde de udfordringer, de står over for - både som prinser og som unge mænd, der skal finde deres plads i tilværelsen. Forfatteren skaber et rigt og spændende univers, som på humoristisk og hjertevarm vis berører temaer om identitet, broderskab og det at leve med et handicap.
Budskabet i bogen er klart. Acceptér dig selv for den, du er, og lær at elske dig selv, så andre kan elske dig. Det er en oplagt bog til fælleslæsning med større børn og til teenagere, der elsker eventyrlige fortællinger. Bogen er en god indgangsvinkel til at udfordre de gængse normer for hvem, der - i dette tilfælde - kan besidde tronen i et kongerige. På den måde kan bogen være til inspiration for børn og unge med handicaps samt søskende i forhold til at læse, at det ikke altid er en ideelt fysisk prins, der løber afsted med prinsessen og det halve kongerige.
Af Michael Gradenwitz, cand. mag og pædagog
I bogen møder vi Jens, som skal starte i skole. Han har ikke store forventninger eller behov for at starte i skolen. Han befandt sig udmærket i sin skovbørnehave. Mest forbinder han skolen med en masse ting, som hans mor synes, man skulle kunne før skolestart, fx at binde snørebånd og pakke sin taske. Jens havde spurgt en større dreng, Lauges storebror, hvordan det var at gå i skole. Og han havde svaret; ”Skolen, den stjæler min ungdom”. Så Jens forventninger var ikke i top; men han vil godt give skolen en chance.
Det går imidlertid galt allerede første dag. Jens kommer til at spise et æble på et forkert tidspunkt, og under et alenlangt navneopråb finder Jens ud af, at det her er for absurd. Det er spild af tid. Han vil forlade skolen og vende tilbage til sin skovbørnehave.
Morfar i aktion
Jens meddeler sin elskede morfar sin beslutning. Morfaderen, der har fællestræk med bogens forfatter, forstår godt Jens, men mener ikke, det er en løsning at vende tilbage til børnehaven, bl.a. går Jens kammerater nu i skole. Men noget må gøres. Skolen skal lære at lytte til børnene. Så morfar og hans ven Ove formummer sig som FBI-agenterne Mr. Giga og Mr. Byte og ankommer til skolen i limousine og solbriller spillende ”The Star Spangled Banner” i højtalerne. De går til skoleinspektøren, som de besnærer med en påstand om, at han i USA er kendt som et pædagogisk fyrtårn, og ex-præsident Obama har sagt ”Go to Denmark and find inspector Olsen på Munkebroskolen. He is the man, som can løft’ den opgav’ det ærr at andr’ på skolen, så skolen i sted for at kede børn lytter til dem!” Således i gang får børnene skabt en kæmpestor og succesfuld cirkusforestilling. Obama hører om projektet og donerer et cirkustelt mod at få en videooptagelse til brug for fremtidige foredrag og kampagner. Munkebroskolen får et nyt slogan: Hos os lytter vi til børnene.
Manipulation af børn
Birger Dalgaard har begået en såre sympatisk og morsom bog om et alvorligt emne, nemlig skolevægring, altså at en del børn ikke ønsker at gå i skole. Et problem, som ifølge debatten og medierne synes at være stigende. Dalsgaards budskab er, at det nytter ikke at foregøgle børn, at man lytter til dem, hvis man i virkeligheden ikke gør det. I en sjov sekvens har lærerinden Sofie fået besked på at inddrage børnene. Hun forsøger at afværge de værste katastrofer ved at spørge et par fornuftige piger først for ”det var nu frøken Sofies erfaring, at hvis man spørger en klasse om noget, så er det vigtigt, at man spørger de fornuftige piger først, for så har man ligesom lagt en bund af fornuftige svar, som man kan gentage, når man til sidst vil konkludere på det, børnene har sagt.” (s. 29). En fin iagttagelse af den lille hverdagsmanipulation, som mange lærere og pædagoger nok kan nikke genkendende til. Der er i det hele taget mange morsomme scener i bogen, som hvor Benny, der skal optræde
Fortrinlig som højtlæsningsbog.
En rigtig god inspiration for lærere og forældre, der tror på børn!
Yes We can lytte til børnene i skolen.
Af Birger Dalgaard. Forlag: Saxo Publish.
som løve, da han er god til at udstøde brøl, træner ved at skræmme kondiløbere.
Bogen er fantasi og eventyr; men måske er dens løsninger slet ikke så langt ude? I en artikel i Ældresagen (august 2024) fortæller Carl Quist-Møller, kendt for ”Jungledyret Hugo,” om sin skolegang på en lilleskole, hvor eleverne selv måtte bestemme, om de ville holde frikvarter eller gå til time. I løbet af tre år valgte Carl Quist-Møller at holde frikvarter bortset fra tre matematiktimer. Så nogle gange er det måske utraditionelle midler, der skal til frem for uendelige tilbagevendingsplaner eller ressourceteams møder?
Jeg var glimrende underholdt, mens jeg læste bogen. Den er fortalt i en sjov deadpan-agtig, satirisk stil med præg af mundtlig fortælling fx i form af små gentagelser, der både samler historien op og skubber den videre. Satiren over lærere og skolesystemet er mild, og i sidste ende viser alle sig at være sympatiske rare mennesker. En velskrevet og morsom bog om et vigtigt emne.
Det Centrale Handicapråd lancerer ny kampagne om fritidsfællesskaber
Hvis man har et handicap, er der mindre sandsynlighed for, at man er en del af en sportsklub eller anden form for fritidsfællesskab. Det er et vigtigt, men overset problem, mener Det Centrale Handicapråd, som sætter fokus på området med en ny kampagne, der skal give inspiration og anbefalinger til, hvordan flere kommer med. ”Når vi snakker om personer med handicap, har vi ofte fokus på, hvordan flere får mulighed for at tage en uddannelse eller komme ind på arbejdsmarkedet. Fritidslivet er dog et mindst lige så vigtigt, men desværre ofte overset område. At være med i et fritidsfællesskab har nemlig først og fremmest potentiale i forhold til at forbedre den enkeltes livskvalitet, sundhed og trivsel, og derudover smitter det også ofte positivt af på andre områder som fx uddannelse og beskæftigelse,” siger Mogens Lindhard, der er formand for Det Centrale Handicapråd og fortsætter: ”For mange personer med handicap er en fritidsaktivitet den eneste mulighed for at være en del af et fællesskab, som man selv har valgt, og hvor lyst og interesse er det styrende element. Et frirum, hvor man hverken er borger, patient eller bruger, men aktiv medspiller. På den måde bliver fritidsfællesskabet en vigtig identitetsmarkør.”
Et underprioriteret område med stort potentiale Selvom potentialet for at få flere med er enormt, viser en ny undersøgelse blandt kommunalpolitikere, handicaprådsformænd og
INSPIRATIONSKATALOG
F r it id sf æ l les s k ab er o g h a n d i c ap
Inspiration til at skabe inkluderende fællesskaber i folkeoplysende foreninger
fritidskonsulenter, at området er underprioriteret. Derfor lancerer Det Centrale Handicapråd en kampagne med en podcast samt et inspirationskatalog med anbefalinger.
Lyt til podcast
Du finder podcasten ”Er det et handicap?!”, sæson 2, på https:// dch.dk/er-handicap-saeson-2 med Felix Smith som vært. I Podcasten fortæller Sasha, hvordan rollespil giver hende et frirum fra psykiske diagnoser. Den tidligere håndboldspiller Rikke Nielsen fortæller om LykkeLigas fællesskab. Du kan også møde spejderen Tobias, der med kørestol og talebesvær kan være med ved bålet i Specialspejd.
Inspirationskataloget med 10 anbefalinger til at styrke inklusion af personer med handicap i fritids- og foreningsliv målrettet politikere i både kommuner og på landsplan, finder du på dch. dk/fritidsfaellesskaber-handicap
Et barn har ret til at blive inddraget i sin egen sag – uanset alder og modenhed. Men hvordan inddrager man børn mellem 0 og 6 år? Det er temaet for en ny udgivelse, der vejleder om muligheder og opmærksomhedspunkter. Barnets lov styrker børn og unges rettigheder og deres muligheder for at blive inddraget, uanset alder. Det er fagpersonens ansvar at tilrettelægge inddragelsen, så barnet har reel mulighed for at udtrykke sine synspunkter. Men det kan være udfordrende for fagpersoner at inddrage mindre børn, hvis sprog og forståelsesramme er begrænset.
Udgivelsen præsenterer blandt andet de mange nonverbale udtryksformer, man kan gøre plads til og være opmærksom på - fx leg, kropssprog, ansigtsudtryk, tegning og maling. Gennem disse kan selv et meget lille barn udtrykke sin forståelse, sine valg og sine præferencer.
Udgivelsen kommer også omkring forskellige etiske overvejelser. Det er fx vigtigt at være opmærksom på, at det at udtale sig er en ret, barnet har, ikke en pligt.
Du kan gratis hente publikationen: Videnstema – Inddragelse af børn mellem 0 og 6 år på https://www.sbst.dk/
VIDENSTEMA:
INDDRAGELSE AF BØRN
MELLEM 0 OG 6 ÅR
DGI har som den første store landsdækkende civilsamfundsorganisation indgået et samarbejde med Solsikkeprogrammet med det mål at hjælpe idrætsforeninger med at tage godt imod børn og unge med usynlige handicaps og samtidig sikre, at flere finder vej til foreningerne.
I alt 6.700 idrætsforeninger i DGI kan derfor blive en del af Solsikkeprogrammet, så flere børn og unge med usynlige handicaps får gode oplevelser og mærker fællesskabet i foreningerne, skriver DGI i en pressemeddelelse.
Solsikken er kendt
Solsikkesnoren er kendt af to ud af tre danskere, og den kan også bæres som et armbånd, en kasket, t-shirt eller broche. Det er en måde at vise, at en person har et usynligt handicap eller en skjult diagnose, og der kan være brug for ekstra hjælp, tid eller tålmodighed.
DGI’s indtræden i Solsikkeprogrammet betyder bl.a., at personer med usynlige handicaps fremover kan få udleveret en Solsikkesnor eller et Solsikkearmbånd hos
DGI’s landsdelsforeninger. Lige så vigtigt er det, at DGI kommer med en række anbefalinger til trænere og ledere om at tage godt imod mennesker med usynlige handicap. Vorbasse KFUM er en af de foreninger, der gør noget ekstra for børn og unge med usynlige handicaps, bl.a. har foreningen oprettet et svømmehold kun for børn og unge med autisme.
18-årige Nanna Holm Lorentsen, som har autisme, har været en del af trænerteamet, og det har gjort noget godt for hende: ”Jeg kan godt lide, at børnene får lov til at føle sig normale i en eller anden grad og føler sig velkomne. Og så giver det mig mulighed for at se børnene udvikle sigbåde svømmemæssigt, men faktisk mest socialt,” siger Nanna Holm Lorentsen.
Fakta om DGI og
Solsikkeprogrammet:
• Solsikkeprogrammet blev skabt i 2016 i England og kom til Danmark i 2020 i Københavns Lufthavn. I dag er over 450 virksomheder og knap 20 handicaporganisationer med i Solsikkeprogrammet i
Danmark, bl.a. LEGO, Movia, Novo Nordisk og Salling Group.
• En undersøgelse udarbejdet af Wilke og Videnscenter om handicap viste bl.a., at 65 % af de voksne brugere mener, Solsikken har gjort deres liv bedre. og 83 % af danskerne er positive overfor Solsikken.
Hvad vil det sige at være inkluderet? Hvad vil det sige at tage aktiv deltagelse i en aktivitet eller måske en sport?
Jeg tror, vi alle har nogle meget stereotype forestillinger om, hvad deltagelse egentlig er for en størrelse. Men jeg tror også, vi lever i en tid, hvor netop det her med deltagelse finder nye former, fordi samfund og teknologier udvikler sig med lynets hast, og fordi der i diverse klubmiljøer inden for aktiviteter, som ikke er handicaprelaterede, ses en åbenhed og rummelighed over for mennesker med eksempelvis bevægelseshandicap.
Jeg skriver, som jeg gør, fordi jeg på det seneste har oplevet flere gode eksempler på deltagelse inden for områder, der som udgangspunkt intet har med handicap at gøre.
I dette blad kan man fx læse om foreninger for såkaldt RC Sport, som dækker over fjernstyrede biler, skibe, droner m.v. Her ser vi eksempler på, at mennesker med bevægelseshandicap kan deltage på lige fod, fordi det primært handler om at kunne fjernbetjene en enhed og i fællesskab arbejde på justering og reparation af de fjernstyrede enheder. Et andet eksempel er E-sporten og gaming, hvor man, trods et bevægelseshandicap, kan være stillet lige i sporten.
Et tredje eksempel er nye trends omkring træning, som fokuserer på åndedrætsteknikker, hvor man også kan være på lige fod.
Endelig falder mine tanker også på Team Tvilling, hvor en kørestolsbruger med et indgribende handicap har deltaget i en række løb, og hvor man har kunnet måle fysiske forbedringer i forbindelse med deltagelsen – også selvom det er sket fra en kørestol, hvor udefrakommende eller uindviede umiddelbart ville tænke, at det er
en passiv deltagelse. Senest er jeg faktisk også blevet præsenteret for yogacentre, som kigger i retning af at arrangere yoga, som er åben for kørestolsbrugere.
Når vi så samtidig kan konstatere, at mange klubber, som ikke som udgangspunkt er relateret til handicapområdet, udviser stor interesse og åbenhed i forhold til at invitere flere grupper fx børn og unge med ind i aktiviteterne, så tænker jeg det som en rigtig positiv udvikling. Der kan være fysiske udfordringer med tilgængelighed, men det er udfordringer, som i mange tilfælde kan løses ved, at man går sammen med andre parter og søger midler
til at sikre de rette rammer, for i mange tilfælde er det ikke selve aktiviteten, der er udfordringen.
Jeg tror, vi i løbet af de kommende år vil opleve, at vi sammen med andre parter vil finde nye veje til inklusion i fritids- og sportsaktiviteter, som vi slet ikke havde set komme, og jeg tror, vi skal være kreative og nytænke, for mulighederne er faktisk mange flere, end vi umiddelbart tror, og effekten af den inklusion, der kan opnås ude i det brede almene område, er uvurderlig.
Susanne Olsen Landsformand
... der er flere måder, du kan gøre det på
Brug hjemmesiden: www.danskhandicapforbund.dk
Brug hjemmesiden
Health & Rehab 2025
-www.danskhandicapforbund.dk
Ring til os på 39 29 35 35:
>>Tryk på bliv medlem øverst i højre hjørne af siden og følg linket<<
Health & Rehab er den største og førende skandinaviske fagmesse, der præsenterer det nyeste inden for sundheds- og velfærdsteknologi, rehabilitering, hjælpemidler, services og pleje- og hospitalsudstyr. På messen er det muligt at se mange hjælpemidler også målrettet børn. Dansk Handicap Forbund vil i lighed med tidligere have stand på messen.
Ring til os på 39 29 35 55
Du skal have følgende informationer klar:
Navn – Adresse – Fødselsdato
Kommune – Telefon – E-mail
Her finder du en indmeldingsblanket, der med det samme sendes direkte til sekretariatet fra hjemmesiden.
Send os et brev:
Det er nemt og hurtigt.
På sekretariatet sidder en medarbejder klar til at tage imod din indmelding Du skal have følgende informationer klar:
Navn | Adresse | Fødselsdato
Kommune | Telefon | Email
Udfyld nedenstående blanket og send den til:
Dansk Handicap Forbund
Carl Gustravs Gade 3 – 2630 Taastrup
Ordinært medlemskab – bliv en del af et stærkt netværk af mennesker med bevægelseshandicap og få adgang til forbundets medlemsblad(e), rådgivning, bisiddere og politiske niveau.
Bliv ordinært medlem 1 års kontingent for enkeltpersoner koster 320,- kr., og par/familiemedlemskab koster 480,- kr.
Send os et brev
Health & Rehab 2025 finder sted den 4.- 6. marts i Bella Center Copenhagen. Hjemmeside: www.health-rehab.com
Du skal oplyse, hvilket medlemskab du ønsker, om du har et handicap, og om du ønsker at blive medlem af en af forbundets fire specialkredse.
Du kan også sende os din tilmelding pr. brev. Fyld den nedenstående blanket ud og send den til forbundet på adressen:
Dansk Handicap Forbund
Sommerkursus på Egmont Højskolen
Carl Gustavs Gade 3 2630 Taastrup
Leg, latter og livsglæde – for børn og voksne, uge 29, 14. juli – 20. juli
Program ikke fastsat. Hold øje med Egmont Højskolens https://www.egmont-hs.dkhjemmeside
Støttemedlemskab – vi arbejder aktivt for, at mennesker med bevægelseshandicap får mulighed for et liv med lige muligheder, med dette medlemskab kan du støtte vores arbejde.
Bliv støttemedlem fra 26 kroner om måneden
Indmeldingskort Skriv tydeligt, gerne med blokbogstaver
Hvilket medlemskab ønskes:
Ordinært medlem
☐ Enlig
☐ Par
☐ Støttemedlem
Jeg ønsker medlemskab af (sæt kryds):
☐ Forældrekredsen (FK - For forældre med børn under 18 år med handicap)
Barnets navn:
Fødselsdato (d.m.å):
☐ Ungdomskredsen (UK) – 15-36 år
☐ Amputationskredsen (AK)
☐ RYK – Rygmarvsskadede i Danmark (RYK)
☐ Iværksættere med handicap (merpris 30,- kr.)
☐ Polionetværket
Dato og underskrift
Navn:
Virksomhedsstøtte – mulighederne for støtte og samarbejde er mange. Har du og din virksomhed lyst til at høre mere, kan I kontakte direktør Jens Bouet direkte på telefon 53 56 13 33 eller mail: jens@danskhandicapforbund.dk.
☐ Jeg har et handicap ☐ Jeg har ikke et handicap
Evt. Ægtefælle/samlevers navn:
Adresse:
Postnummer/by:
E-mail:
Telefon:
Fødselsdato (dato.måned.år):
☐ Jeg har et handicap ☐ Jeg har ikke et handicap
Med min underskrift giver jeg samtykke til at Dansk Handicap Forbund håndterer mine oplysninger.
- Læs om håndtering af personlige oplysninger i forbindelse med medlemskab på: https://www.danskhandicapforbund.dk/privatlivspolitik