Page 18

18 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 Laakso, Vuorinen, & Rinne, 1998; Mok & Müller, 2014). Forskningen viser, som vi også har påpeget, at personer med demens ofte bruger ressourcer i de(n) umiddelbart foregående taletur(e) når de responderer (Mikesell, 2010), og at det er med til at skabe en sammenhæng i samtalen. I vores studie har vi observeret at samtaledeltagere i nogle tilfælde kan bidrage aktivt til at skabe disse muligheder for personer med demens ved at indbygge og/eller gentage indholdsord i deres tale. I en undersøgelse af madoverrækkelsessituationer beskriver vi fx hvordan samtaledeltagere eksplicit fortalte at noget overrækkes, og benævnte hvad det er der overrækkes, frem for at tage for givet at personen med demens vidste hvad man kalder den ting som blev ham/hende overrakt. Når en person med demens fx blev spurgt om hun eller han vil have en mandarin, blev overrækkelsen således ikke blot kommenteret (”du får en her”), men referenten ”mandarin” blev gentaget (”du får en mandarin her”) (Kristiansen, Andersen, & Rasmussen, indleveret-b). Vi har ligeledes observeret situationer hvor samtalepartneren gentog referenten flere gange i løbet af en ordudveksling. Eksempelvis så vi en besøgende der var ved at servere kaffe, hente og komme mere sukker i kaffen og i øvrigt røre rundt for beboeren, gentage i mange af sine ture at der var tale om ”kaffen” som personen med demens skulle have overrakt og have sukker i (”nu kommer jeg her med kaffe”, ”det er kaffe”, ”jeg har kommet to teskefuld sukker i din kaffe”). Samtalepartneren leverer således et indholdsord som personen med demens kan støtte sig til og evt. anvende i sin egen tale, og muliggør at personen med demens kan være med til at skabe sammenhæng i samtalen. Sammenhæng gennem associationer I hverdagssamtaler bruges associationer ikke sjældent til at udvikle samtaler. Det ses nogle gange i form af udbrud som ”Gud, ja, det minder mig om …”, men man kan også observere mere subtile associationer som fx folk der går og synger ”I’m singing in the rain” når det regner (E. A. Schegloff, 2004). Ord, lyde og syntaktiske konstruktioner ses også at give associationer der dermed kan udgøre grundlaget for udviklingen af samtaler (Jefferson, 1996). Vi har observeret at associationer også bruges til at levere kommunikative bidrag i samtaler

ARTIKEL med personer med demens. Sang kan, som vi nævnte ovenfor, opstå på den måde når en samtalepartner bruger et ord eller en vending gentagende gange i samme samtale (”var det en danserestaurant?”, ”lærte han nye danse”, ”sjove danse”), og personen med demens begynder at synge en sang, hvis tekst indeholder det ord eller den vending (”danse så bøgen er lyk’lig det er bedst”) (Rasmussen & Drew, 2016). Men vi har observeret associationer brugt i andre sammenhænge: I en situation hvor en besøgende forsker bladrede i en bog med titlen ”De grå synger”, afviste personen med demens at læse i bogen med henvisningen ”den er sgu for gammel”. Således impliceres der en relation mellem ”de grå” og det at være ”gammel”. Sådan nogle associationer kan, som her, blive opfattet som humoristiske bidrag, men de kan også være poetiske, som i en situation hvor Jimmy, en mand med demens, tilsyneladende begyndte at recitere en sang eller et digt der lød ”det bedste jeg ved er at tænke på dig, dig der er livet selv for mig” efter at Gyda, som vi omtalte ovenfor, havde fortalt at ”når jeg er alene så tænker jeg bare på ham” (Rasmussen et al., 2018). Gydas tale og pointe var i denne sammenhæng temmelig usammenhængende og ingen vidste, hvem ”ham” var. Men Jimmys association skabte sammenhæng i interaktionen og blev i øvrigt efterfølgende brugt som samtaleemne imellem alle involverede parter. Tale der opstår via association, kan altså i hverdagen bruges som kommunikationsbidrag. Det kan associationer også i samtaler der involverer personer med demens. De fysiske rammer og objekter som interaktionelle ressourcer Fællesrummet skal opfylde mange formål idet lokalet i nogle tilfælde både tjener som køkken, spisestue og opholdsrum som betjenes af ansatte og benyttes af beboere. Det anbefales at gøre omgivelserne for personer med demens hjemlige, samtidig med at omgivelserne bør være overskuelige for at undgå overstimulering (Reimer & Keller, 2009). På den baggrund og fordi nogle personer med demens kan have tendens til at hamstre, altså samle på ting eller tage ting der ikke er deres (Koehn et al., 2012), eller putte ikke-spiselige ting i munden (Rasmussen, 2018), er der opmærksomhed på hvilke ting der er placeret inden for beboernes

Profile for Dansk Audiologopædi

Danskaudiologopaedi_2019_1  

Danskaudiologopaedi_2019_1