Page 1

DANSK AUDIOLOGOPÆDI FAGBLAD FOR AUDIOLOGOPÆDER

SPROGRAKETTEN S. 32 Artikel skrevet af Lone Engel Westphall & Birgit Gade

55. årgang • MARTS/APRIL 2019 • Nr. 1


VELKOMMEN Indhold 3   4 12 22 32  

LEDER Helene Callisen: Kommunikation i praksis Elisabeth Muth Andersen, Gitte Rasmussen og Elisabeth Dalby Kristiansen: Sprog og interaktion ved moderat og svær demens: Systematisk logopædisk involvering på demensområdet kan gøre en forskel Sif Eriksen og Susanne F. Hansen: Høreomsorg i Grønland Birgit Gade og Lone Engel Westphall: Sprograketten sætter animationsfilm i kredsløb

ALF’s bestyrelse Formand: Jakob Stenz Ærtemarken 87, 2860 Søborg Tlf. 2830 8262 Email: formand@alf.dk Næstformand og tovholder for de regionale kurser: Sahra Mengal Formand for kursusudvalget Nyborg Strand: Jette Flattum Email: Jette.flattum@fiberhjem.dk

Webmaster: Mette van Amerongen Email: webmaster@alf.dk Kasserer: Karina Grønnemose Email: kgr@greve.dk Sekretær: Nina Pedersen Email: ninaped@roskilde.dk Bestyrelsesmedlem tilknyttet Dansk Audiologopædi: Birthe Wittenhoff Madsen Email: bima.email@gmail.com

1. suppleant Frederikke Marie Simonsen 2. suppleant Trine Marie Hansen Medlemmers indmeldelse, udmeldelse, adresseændring, kontingentspørgsmål, kursusbetaling etc. varetages af: Lone Aabye – administrator@alf.dk


LEDEREN

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 3

LOGOPÆDFAGLIGT A-HOLD ELLER B-HOLD…? AF JAKOB STENZ, FORMAND FOR ALF Siden oprettelsen af kandidatuddannelsen i audiologopædi i 80’erne og den senere afløsning af speciallæreruddannelsen på Lærerhøjskolen med en PD i specialpædagogik/logopædi, er der opstået et gab mellem det logopædfaglige niveau, man kommer ud med på de to uddannelser. Jeg mener ganske enkelt ikke muligt at opnå det samme faglige niveau på en PDuddannelse på 60 ECTS points som på en kandidatuddannelse på 300 ECTS point, eller for så vidt en bachelor i logopædi på 180 ECTS points. Argumentationen/retfærdiggørelsen for den logopædfagligt langt mindre uddannelse er, at den lærer- eller pædagoguddannelse på 200240 ECTS points, som er en forudsætning for PD-uddannelsen, giver de PD-uddannede nogle fordele ift. pædagogisk arbejde. Jeg har også talt med adskillige universitetsuddannede audiologopæder der har efterlyst mere pædagogik på deres uddannelse og anerkender, at mange PD-uddannede kommer ud i praksis med anden pondus ift. at arbejde med børn, forældre, skolekultur, institutionskultur m.m. Men hvor meget af f.eks. en læreruddannelse er logopædfagligt relevant? Pædagogiske, psykologiske og didaktiske fag? Givetvis! Linjefag i dansk? Muligvis, hvis man kan være sikker på at læseindlæring og grammatik har været en prioriteret del af pensum. Men fysik, Kemi, idræt, samfundsfag, matematik osv.? Listen er lang over fag der i min optik ingen som helst relevans har for arbejdet som logopæd.

FUA, FTHF og ALF er blevet enige om at anbefale et højere uddannelsesniveau for overbygningsuddannelsen for lærere/pædagoger m.fl. Vi mener at diplomuddannelsen burde afløses af en Master/Kandidat i logopædi på 120 ECTS points. Det er sådan, det er konstrueret vores naboland Norge. Der kan man som lærer eller pædagog, på 5 eller 6 universiteter, landet rundt tage en Master som overbygningsuddannelse i logopædi, på 120 ECTS point. (Norge bruger det internationale udtryk: Master og ikke det danske Kandidat.) Det vil ikke gøre os ens, men det vil gøre os mere ligeværdige. En Master og en kandidat er jo det samme i omverdenens øjne. Det logopædfaglige niveau blive dobbelt så højt, og der vil være et højere krav om videnskabelig forankring. På nuværende tidspunkt er det, man kalder en masteruddannelse i Danmark, kun på 60 ECTS point. Så blot at ændre diplomuddannelsen til en Master vil i mine øjne ikke kunne løse problematikken om for lidt regulær uddannelse i logopædi. Jeg vil gerne slutte af med at sige at min egen logopædfaglige uddannelse er en diplomuddannelse fra 2007, og jeg var meget glad for både underviserne og indholdet af uddannelsen. Det har dog været åbenlyst for mig, siden jeg begyndt at arbejde i praksis, at diplomuddannede starter med at være bagud på point i forhold til universitetsuddannede, når de kommer ud i praksis. Min intention er at samle logopæderne i Danmark, og en af de ting der adskiller os, er vores uddannelsesniveau.


4 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019

ARTIKEL

KOMMUNIKATION I PRAKSIS Artiklen er skrevet af Helene Callisen Helene Callisen er cand.mag. i dansk og pædagogik og har en PD i specialpædagogik. Helene har arbejdet inden for hjerneskadeundervisningen i 16 år. Hun har gået på Dramaskolens skuespiller-linje, da hun var ung. Helene er ansat på CSV i København. Mailadresse: EK7J@kk.dk.

Læring og forskning i læring har traditionelt været knyttet til individet og det, der foregår inde i hovedet på den enkelte. Læring forstås inden for denne optik primært ud fra en påfyldningsmetaforik. Inden for specialpædagogikken og hjerneskadeundervisningen har denne anskuelse måske endog været særligt fremherskende, og vi kan forbinde den med apparatfejlsmodellen. De seneste 20-30 år er der imidlertid sket en massiv drejning i uddannelsessystemet imod at tænke læring ind i relationer og kontekster. Man kan forbinde denne drejning med udtryk som situeret læring (Lave og Wenger 1991). I moderne pædagogik er læring og refleksion uadskillelige begreber. Viden akkumuleres, når læringen foregår via eksempler og træning og atter træning i praksis. Der er således tale om to vidt forskellige teoretiske positioner. Denne artikels forfatter argumenterer for, at det som logopæd er muligt at tilrettelægge undervisningen i en ”dramaramme” og derved gøre den sociale kontekst og samspillet mellem deltagerne i læringsprocessen til det centrale. En sådan konkret og praksisnær tilgang til rehabiliteringen vil vi kalde en pragmatisk tilgang (Peirce 1905). Med en interaktiv tilgang til sprog og kognition flyttes fokus fra en fejl- og mangeltænkning til et spørgsmål om at kunne deltage og gøre sig sine egne erfaringer på holdet. Brug af direkte tale og improvisationer ude på gulvet over emner, som deltagerne selv er med til at vælge, gør samtidigt undervisningen sjov og meningsfuld.

Logopæd inden for hjerneskadeundervisningen I vores arbejde med de hjerneskaderamte borgere står vi over for et problem, der nærmer sig et paradoks. Logopædien opfatter som oftest sproget og udtalen som sit genstandsfelt - i stedet for kommunikationen. Vi risikerer derved at tage fejl af opgaveløsningen, som ikke kan være at genoprette skaden, men derimod må være at hjælpe disse mennesker med at deltage i livet - på trods af skadesfølgerne. Vores udgangspunkt må nødvendigvis være, at vi ikke i egentlig forstand kan lære folk sprog og kommunikation, men at det er noget, der opøves gennem praksis, dvs. konkret i interaktionen med andre mennesker og i fælles situationer, som vi forsøger at gøre så tydelige som muligt. Forudsætningen er altså den (eventuelt minimale) sproglige kompetence, som de har i forvejen, som kan blive vakt og opøvet i sproglige fællesskaber. Inden for hjerneskadeområdet har der imidlertid været tradition for at adskille sproglige og kognitive vanskeligheder og arbejde med at genoptræne kognitive vanskeligheder, som om man skulle træne en kognitiv delfunktion (f.eks. opmærksomhed) eller sproget, som om man skulle lære ord og grammatik. Lidt forenklet sagt vil det sige, at vi som logopæder træner ordmobilisering før en borger kommer på samtalehold. Eller, ironisk sagt, at vi træner udtale af enkeltord i stedet for at tale sammen. Eller tungen, før talen. Sådan behøver det ikke at være. Hvis vi går ud


ARTIKEL fra en pragmatisk tilgang til sprog, kan vi i stedet tage udgangspunkt i genkendelige menneskelige situationer og udnytte spontanitet og interaktion i undervisningen. Vores problemfelt er dermed ikke de enkelte personers hjerner, men de problemer mellem mennesker, som en hjerneskade kan afstedkomme. Problemet er ikke inde i individet, men i individets møde med dets omverden. Og netop dette kan vi arbejde praktisk med. På CSV har vi siden 2012 haft et dramahold, som vi tilbyder til borgere på tværs af diagnoser (dysartri, afasi, kognitive vanskeligheder og kognitive kommunikationsvanskeligheder), hvor der kan være stor aldersspredning mellem deltagerne. Dette er en ny måde at tilrettelægge hjerneskadeundervisningen, som vi hidtil har organiseret ud fra borgernes diagnoser og alder. Med dramaholdet har vi på CSV på denne måde ønsket at flytte fokus fra diagnosen og i stedet samle deltagere til holdet med udgangspunkt i tilgangen: Kommunikation i praksis. Ideen til holdet opstod, fordi jeg i eneundervisningen af voksne hjerneskadede mennesker med afasi og dysartri begyndte at anvende replikker f.eks. fra ”De tre bukke bruse” eller ”Rødhætte og ulven”. En anden idé for at få direkte tale var, at jeg interviewede mine elever om forskellige ting, ”som om de var en anden”, f.eks. deltager i et litteraturmagasin, til forhør på politistationen eller som reportage f.eks. øjenvidne til en brand. Jeg erfarede, at legens form bevirkede, at eleverne lagde ”identiteten som hjerneskadet” på hylden. Det virkede rent ud sagt frigørende på kommunikationen at spille en anden. Eleverne blev mere aktive og livlige. En hustru, som overværede undervisningen, sagde f.eks. til sin mand: ”Dér livede du nok op, hva’?”. Jeg kunne også finde på at give mine elever en udfordring til næste gang, vi så hinanden. F.eks.: ”Du skal gå hen til en fremmed på gaden og spørge hvad klokken er”. Det var selvfølgelig ligegyldigt, hvad klokken var, men udfordringen bestod i at turde tage kontakt og bede om hjælp. Med disse erfaringer fra eneundervisningen opstod mit ønske om at lade mine elever bruge hinanden i forbindelse med kommunikationstræning.

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 5 Så snart vi flytter vores forståelse fra funktionen i sig selv til funktionen i brug, må vi betragte de vanskeligheder, som vores målgruppe fremviser som kognitive kommunikationsvanskeligheder. God Praksis: ”Vejledning i udredning af kognitive vanskeligheder og kognitive kommunikationsvanskeligheder” anvender CASLPO’s definition på kognitive kommunikationsvanskeligheder: ”Cognitive-communication disorders are communication impairments resulting from underlying cognitive deficits due to neurological impairment. These are difficulties in communicative competence (listening, speaking, reading, writing, conversation, and social interaction) that result from underlying cognitive impairments (attention, memory, organization, information processing, problem-solving, and executive functions). These disorders are distinct from other neurological communication disorders (e.g. aphasia, dysarthria etc.) and require specific techniques.” (Vejledning i udredning af kognitive vanskeligheder og kognitive kommunikationsvanskeligheder, 2016 s. 25). Man anslår, at 80-100 % med erhvervede hjerneskader vil have kognitive kommunikationsvanskeligheder (MacDonald 2012, s. 4). En pragmatisk tilgang vil nødvendigvis hævde, at vi som logopæder skal arbejde med sprog i faktiske situationer mellem mennesker, dvs. kommunikation i brug, også ved afatiske sprogforstyrrelser og dysartri. Det er min opfattelse, at vores undervisningsmetoder inden for logopædien ikke er fulgt med rehabiliteringstanken og mere moderne betragtninger om sprog og læring. Det markante fokus på delfunktioner, som kendetegner hjerneskadeundervisningen, bør tages op til revision, når vi går ud fra en pragmatisk tilgang (se også Penn 2002). Når man læser rapporter om hjerneskadeområdet, efterlyses der metoder, som implementerer rehabiliteringsbegrebet ved at bygge på borgerinddragelse og empowerment (se f.eks. Hjerneskaderehabilitering - en medicinsk teknologivurdering 2011 s. 22, 118,132, 202 og Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet 2004 s. 29, 45 og Udfordringer til rehabilitering 2011, s. 183).


6 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 Jeg har interesseret mig for, hvordan vi som logopæder bliver mere moderne, dvs. at vi finder nye arbejdsmetoder, som bygger på et læringsog sprogsyn, som går bedre i spænd med rehabiliteringsbegrebet. Den offentlige sektor er i gang med en forandringsproces, hvor dialog og borgerinddragelse er grundstenen i at løse velfærdsopgaven på en ny måde, der skaber mere kvalitet for den enkelte og samfundet. En pragmatisk sprogmodel vil stemme meget bedre med det politiske grundlag for arbejdet ved at have fokus på livskvalitet og aktivitet og deltagelse i samfundslivet. Med en pragmatisk tilgang kommer den logopædiske indsats i meget højere grad til at indbefatte de psykosociale følger af hjerneskaden. At gøre logopædien moderne Det kan overraske at en pragmatisk tilgang til logopædarbejdet ikke i højere grad har været i spil. Inden for sprogvidenskaben har strukturalismen og pragmatismen udgjort to uforenelige retninger, som har medført lidenskabelige diskussioner om sprogsyn. Vi har mig bekendt ikke den debat om sprogsyn i logopædien herhjemme. Lad os begynde de diskussioner også i vores fag om det, man inden for sprogvidenskaben har kaldt den ”pragmatiske vending”! Sprogteori og sprogsyn er selvsagt ikke kun noget, der foregår på universiteterne, men også noget vi udfolder i vores praksis som logopæder. Logopædien udspringer af apparatfejlsmodellen og bør orientere sig mere i retning af humaniora, fordi vi i dag skal arbejde ud fra en biopsykosocial forståelsesramme (ICF-modellen) og rehabiliteringsbegrebet. Den teoretiske diskussion er så vigtig, fordi den også sætter en ramme for, hvad det er, vores elever skal lære i undervisningen - og den er dermed med til at redefinere logopædrollen (se f.eks. et bud på dette i Life Participation Approach to Aphasia, A Statement of Values for the Future). Vi må som logopæder forholde os aktivt til den forståelsesramme, som ICF-modellen bygger på; herunder hvilke implikationer den har for vores praksis. ICF-modellen er - så vidt jeg kan se – inspireret af konstruktivistiske tanker om, at ”problemet” ikke findes i sig selv, men er under indflydelse af personlige faktorer og

omgivelsernes støtte. Derfor skal vi arbejde helhedsorienteret og inddrage borgeren aktivt. Hvis en læge taler med en patient, vil det sige, at han ikke blot skal orientere om skadens placering og mulige konsekvenser, men tale med patienten om hans samlede situation. Lægen kan f.eks. være med til at hjælpe patienten videre ved at sige: ”Du skal være glad for det du kan. Du er sluppet nemt”. På den måde hjælper lægen patienten i forhold til, hvordan han kan placere sig i forhold til tabet og komme videre. I takt med at den offentlige sektor har udviklet sig i en ”sproglig retning” med vægt på at inddrage borgeren i selve problemforståelsen - og dets mulige løsning, bliver det mere og mere tydeligt, at logopædien ikke i tilstrækkelig grad er fulgt med udviklingen ved at nuancere vores sprogsyn og i højere grad gå væk fra ekspertrollen, hvor vi lærer den anden at tale og kommunikere. Vi har brug for at udvikle tilgange, som er i overensstemmelse med en helhedsorienteret og borgerorienteret tilgang til rehabiliteringsopgaven. For os som logopæder vil det betyde, at vi skal arbejde med kommunikationen, livskvalitet og mål på aktivitets- og deltagelsesniveau frem for med skaden i sig selv. Samtidigt vil det implicere, at vi går i dialog med borgeren i selve konstruktionen af problemet. Det er også disse værdier, som vi kan finde i den narrative tilgang (White 2006). Jeg vil ikke give en samlet kritik af ICF-modellen, der jo som bekendt også opfatter sproget som en mekanisk størrelse på kropsniveau, men bruge den til at påpege det dialogiske aspekt. ICF-modellen åbner op for flere stemmer end den medicinske ekspertstemme. Borgeren og de pårørende inviteres ind på en måde, hvor de kan udtrykke deres synspunkter. Det er en ”flerstemmighed” (for dette udtryk se Møller Andersen 2002). Vi har inden for vores fag allerede set en åbning imod at inddrage de pårørende og forholde os aktivt til, hvordan skaden påvirker et system (familien). Men jeg har savnet, at vi begynder at forholde os mere reflekteret til de metoder vi anvender - herunder om der er sammenhængskraft imellem de metoder, vi anvender. Er metoderne afstemt ud fra en teoretisk overbevisning - og er der kongruens mellem det politiske grundlag, teori og metodevalg?


Sprog og tale er en socialt formidlet kompetence, som udvikles i social interaktion, derfor skal vi arbejde med den sproglige og kognitive genoptræning i en kommunikativ og situeret ramme, hvor eleven gør sig sine egne erfaringer og får mulighed for tale fra en subjektiv position (jeg’ets sted). Samtidigt er det nødvendigt at anskue kommunikation på en mere nuanceret måde end den klassiske kommunikationsmodel - også kaldet transportmodellen (se herfor Dysthe 2003) – som vi efter min bedste overbevisning læner os ukritisk op ad som logopæder. Endelig bør vi forholde os mere reflekteret til læringsspørgsmålet, idet der ikke er nogen grund til at tro, at vi lærer mest, når vi gør os mest umage eller bliver konfronteret med vores fejl og mangler (se også Tanggaard 2018). Ved at tilrettelægge undervisningen i en dramakontekst udnytter vi den del af den menneskelige viden og kunnen, som den hjerneskadede har intakt. Samtidig kommer vi meget tæt på at arbejde med de reelle problemer, som de måtte have i den virkelige verden. Personligt har jeg været overrasket over så lidt æstetiske læringsforme bliver brugt af logopæder. Jeg ville selv synes det var kedeligt, at skulle tale om nyhederne eller vejret. Især hvis jeg var i en livskrise, hvor jeg havde svært ved at tænke på andet end mig selv og det tab af mening, som jeg stod midt i. Dramaholdet giver mulighed for et sorgarbejde (Freud 1917) i form af at fortælle historier og genforhandle identiteten efter hjerneskade. I denne forbindelse har overskridelsen f.eks. i form af at tale fra en anden position i rollespil, leg og dans en forløsende virkning (se også Hammershøj 2012 og Tanggaard 2018). Ved at arbejde med udsigelsen, arbejder vi med subjektet i sproget, ikke med sproget som en kompetence komplet løsrevet fra den, som siger noget. Fokus i den pragmatiske tilgang til arbejdet er derfor, hvilke implikationer det sagte har i et virkelighedsorienteret samvær, ikke hvad det er muligt at sige rent leksikalsk eller grammatisk (se også Wittgenstein 1971 og Møller Andersen 2002). Dette er en afgørende forskel på de to teoretiske positioner, som jeg her skitserer.

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 7 Drama er et pædagogisk værktøj til at arbejde med at se sig selv udefra og den anden indefra dvs. reflektere over det sociale. Vi kan gøre dette til det centrale i undervisningen. Inden for hjerneskadeområdet er vi begyndt at skelne mellem et indefra- og et udefra-perspektiv (Glintborg 2018). I udefra-perspektivet er det os som professionelle, der beskriver og definerer borgeren. Med et indefra-perspektiv er borgeren med til at konstruere billedet. Dramarammen egner sig virkelig godt til at inddrage deltagerne på holdet og få dem til at forholde sig aktivt til sig selv og hinanden og skabe et fællesskab, dvs. en måde at være sammen på, som er båret af nogle regler, som løbende bliver italesat omkring samspillet. På denne måde bliver selve refleksionen over selv/anden og egen læring emnet for samværet. En anden måde at invitere til refleksion er at interviewe eleverne om, hvordan de kan bruge dramaholdet. Undersøge hvad det betyder for dem. ”Har du lagt mærke til på hvilken måde, dramaholdet påvirker dig udenfor dramalokalet”? Deltagerne er meget opmærksomme i sådanne situationer og lytter koncentreret til hinanden. Jeg oplever, at de nyder at tale om læring, mestring og personlig udvikling. En deltager på holdet nævnte, at hun havde lagt mærke til, at hun var blevet bedre til at få opmærksomhed og tage ordet i en gruppe af veninder. Vi talte i plenum om dynamikken mellem at tage pladsen og få opmærksomhed. Resultatet blev, at vi var jævnbyrdige og udvekslede synspunkter i gruppen. Hvad tænker mine kolleger om dette? Når jeg har vist videoklip fra rollespil på dramaholdet til kolleger, er jeg ofte blevet spurgt, hvordan jeg forholder mig til de sproglige fejl deltagerne måtte lave, f.eks. parafasier. Jeg har svaret, at målet med undervisningen ikke er at undgå fejl. Vi er ikke i kontrol over dette. Desuden har jeg erfaret, at fortalelser ofte fungerer som humor, når de indgår i et rollespil. De sproglige ydelser kan have en helt anden karakter, når de indgår i et situationsbåret sprogspil. F.eks. lavede vi engang et rollespil mellem en læge og en patient. Lægen, som blev spillet af en afasiramt, forvekslede forskellige kropsdele


8 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 og dette var netop med til at gøre det ekstra morsomt, intenst og relevant. For vi kender allesammen historier om læger, der har taget fejl af højre og venstre og har forvekslet kropsdele eller patienter. Jeg har tænkt på, at meget humor faktisk bygger på, at vi bevidst laver fejl, fortalelser, ombytninger og forvekslinger. Mange af deltagerne på dramaholdet er på en overraskende begavet vis i stand til at bruge det i spillet. Desuden må vi regne med, at det i en kreativ proces er normalt, at man i processen får en ny idé og går videre med den og erstatter noget med noget andet. Dette så vi i et rollespil, hvor en kvinde med svær flydende afasi indledte med at sige til lægen, at hun havde så ondt i ryggen, at hun ikke kunne gå. Men da lægen bad hende om at rejse sig op og tage tøjet af, så ændrede hun klagen til, at hun havde så små bryster og gerne ville have nogle større ligesom hendes veninde, som havde nogle kæmpe store. Vi lo alle af hendes indfald, som var meget sjovere end det med ryggen. Når vi gør os tanker om læring og kommunikation har transportmodellen domineret i en sådan grad, at vi har vanskeligt ved at acceptere nogen anden (Dysthe 2003). En pragmatisk tilgang går ud fra, at betydning bliver skabt i interaktionen eller dialogen mellem den talende og lyttende, den skrivende og læsende. Eksempler på dette: ”Jeg ved ikke, hvad jeg mener, før jeg har sagt det” (frit efter forfatter Karl Ove Knausgård). ”Og bagefter er jeg måske mere enig med den anden end med mig selv og det jeg lige sagde” (frit efter psykolog og debattør Svend Brinkmann). Dette er eksempler på moderne diskurser om sprog, subjekt og betydning. Der kan selvfølgelig opstå situationer på dramaholdet, hvor vi faktisk har svært ved at forstå, hvad hinanden siger – og hvor det ikke hjælper at gentage. Det er typisk i situationer, hvor vi brainstormer eller samtalen er fri. Dette lægger op til, at vi i fællesskab sammen forsøger at byde ind og komme med forslag på det, der høres. Her har jeg oplevet, at når nogen fra gruppen foreslår, hvad der bliver hørt og den der sagde noget bøjer af og siger ”ja” og giver ret - det var dét han mente, så oplever vi alle

en forløsende villighed til at komme videre og henover noget i stedet for at insistere på noget specifikt. Ofte ved taleren måske heller ikke præcist, hvor han ville hen med det sagte og her er det min pointe, at ens indstilling til tingene, det at ville samspillet, letheden og legen, er det afgørende. Dette ”ja” er en slags overgivelse, ligesom når et barn græder og moren foreslår: ”Er det er fordi xyz?”, og barnet svarer ”Ja!”. Vi ved godt alle sammen, at virkeligheden er meget mere kompleks, men vi godtager tolkningen for at lukke den anden ind og komme videre. Jeg har tit ved evalueringer fået feedback fra deltagerne på dramaholdet om, at undervisningen har gjort dem opmærksomme på pragmatiske spørgsmål. F.eks. var der en kvinde på holdet, som spontant fortalte, at hun vist nok var begyndt at sige ting for direkte efter hjerneskaden, og hun havde opdaget, at hun kunne støde folk fra sig på den måde. Dramaholdet gør deltagerne mere opmærksomme på, hvordan de fungerer kommunikativt, så de bedre kan ændre adfærd. Det vigtige, når man arbejder på denne måde, er, at deltagerne kommer frem med deres egne ideer. Jeg er inspireret af empowerment-bevægelsen (Freire 1980) og ønsker at inddrage deltagerne så meget som muligt i form af, at de lærer af hinanden. Jeg bruger i denne sammenhæng at lade deltagerne lede hinanden. F.eks. var der på et tidspunkt en mandlig deltager, som med sin dejlige stemme kunne lede gruppen, når vi sang. F.eks. brugte vi ”Mandalay” med The Four Jacks. Vi har også prøvet at danse jødiske folkedanse og koordinere trin med sang - ledet af en deltager på holdet. På andre hold har der været deltagere, der f.eks. kunne spille et instrument og vedkommende har spillet til, når vi andre sang - eller har blot optrådt for os med sit spil og vist os den side af sig selv. Deltagerne sætter pris på at lære hinanden at kende på denne mere facetterede måde. De frie indfald skaber en gunstig situation. Det normaliserer noget for deltagerne og fjerner noget angst. En værdifuld gevinst ved arbejdet er for mig at se, at deltagerne oplever, at de ved at lade sig inspirere af hinanden rent fak-


tisk kan komme med forslag og ideer. Et område, som mange ellers døjer med i privatlivet, hvor de kan være meget passive. Det er min fornemmelse, at deltagerne, mens vi spiller, kommer til at associere til andre lignende situationer - og at det er dette konkrete, fysiske og kropslige element ved at bruge det narrative og legen som tilgang i undervisningen, som virker så godt. Det spontane, hvor fokus er flyttet fra dem selv til emnet, vi interagerer om, bevirker, at mange bliver mere aktive. I legen er vi alle lige. Vi læser os ind i hinanden og nye fortællinger opstår. Jeg bygger det gerne op omkring en simpel grundsituation, f.eks. at spørge en fremmed om hjælp på gaden. Vi taler om nogle situationer. Situationerne får deltagerne til at brainstorme. Hvis en deltager fortæller om en situation, sætter det andre historier i gang. ”Det minder mig om dengang…” En kvinde med svær flyende afasi formåede på holdet at fortælle om en situation fra sit arbejde, hvor en mandlig kollega var blevet opsagt. Hun havde sagt til en kvindelig kollega, at han også så ret alkoholiseret ud. Den kvindelige kollega havde holdt en pause, hvorpå hun havde svaret: ”Det er min mand”. På denne måde udviklede legen sig fra at handle om situationer, hvor vores tillid var blevet misbrugt, da vi bad om hjælp, til at handle om situationer, hvor vi selv har sagt noget dumt og hvor vi måske uden at ville det undertrykte et andet menneske. Forslag til undervisningsmål Undervisningen på dramaholdet tager udgangspunkt i social handling, som den enkelte deltager i sammen med andre. Den sproglige virkelighed er en kompleks størrelse, der findes og virker mellem flere personer, der interagerer. Sproget er ikke i mennesket, men mellem mennesker, der samvirker i talen. Læring er erfaringsbaseret og relationel. Gennem udviklingen af evnen til at tage andres perspektiv øges den refleksive evne (kognition). Man kan på denne baggrund forestille sig følgende undervisningsmål: • Blive mere opmærksom på sine medmenne sker • Opleve at sætte sig ud over kulturelle, socia le, fysiske og psykiske begrænsninger

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 9 • Opleve fællesskabsfølelse • Blive bedre til at udtrykke sig • Blive bedre til at aflæse kropssprog • Øge den personlige selvindsigt • Beherskelse af og indsigt i egne ressourcer og udtryk • Øge opmærksomheden på, hvad man kan bidrage med i samspil • Udvikle personlige og sociale kvalifikationer så som empati • Blive bedre til at forstå og indleve sig i an dres livssituation. Konkrete forslag • Sct. Hans (hekseforfølgelse) • Krybbespil • At køre i taxa til CSV og blive spurgt af chauf føren, hvad er der galt med dig? • At vente på banegården på ens kæreste, som kommer for sent • At henvende sig til en fremmed på vejen og spørge om hjælp • Statusøvelser med udgangspunkt i oplevel ser med handicap (f.eks. læge-patient) • Livsfortællinger, f.eks. situationer hvor no gen har misbrugt vores tillid • Sanseøvelser. Forestil dig en varm sommer dag osv. Efterfølgende sættes ord på de in dre billeder, der kom frem • Mit livs kærlighedshistorie • Livsfortællinger (Ting jeg aldrig glemmer) • ”Jeg synes du drikker for meget” • Forhør på politistationen • Revyviser • At læse et digt højt • At spille en sang på cd for de andre • At synge sammen • Hos frisøren. Frisøren er snaksaglig og taler løs om private ting. Hvad gør du? • Læse højt af selvvalgt litteratur f.eks. en mo nolog, et brev • Hvad drømte du som barn om at blive som voksen (profession)? (mimes) • Gæt et dyr (mimeøvelse) • Folkedans, hvor trin og sang koordineres • Sanglege • Fri dans • Kontaktøvelser (at tage kontakt versus at af vise kontakt) • Coblenzer-øvelser • Skælde ud versus at rose og give kompli ment


10 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 • Dramatisere forskellige fabler, fortællinger eller eventyr. F.eks. ”Det forbudte træ” (ud drivelsen af paradisets have) og ”Kejserens nye klæder”. • Hvad har deltagerne sagt (evaluering) • Det er en måde vi bliver socialiseret • Det er en antiautoritær måde at arbejde på • Det er mere ligeværdigt • Jeg er blevet overrasket over mig selv • Jeg har fået mere mod og føler mig mere tryg • Der er stor åbenhed • Man behøver ikke gemme sig • Holdet er som en slags ’familie’ • Man er forskellige men alligevel venner • Jeg tager nu mere initiativ socialt og folk gi ver mig mere plads • Det er det sjoveste jeg nogensinde har gået til • Jeg bliver god med Jer! Jeg har interviewet deltagerne om, hvordan det fungerer for dem med aldersspredningen og, at de har forskellige typer handikap (dysartri, afasi og kognitive vanskeligheder) af forskellig sværhedsgrad. De synes der er nogle fordele ved, at man har forskellige problemer og kan bidrage med forskellige ting på holdet. F.eks. kan en deltager være virkelig god til at læse højt og fungere som fortæller ved dramatisering af eventyr. Det giver en bedre dynamik i en gruppe, når vi er gode til noget forskelligt. Samtidigt er det mit indtryk, at mange deler den oplevelse med mig, at vi jo alligevel altid er forskellige og at det er værdifuldt at støtte og hjælpe hinanden og se alt det andet end handicappet og finde ressourcerne frem (White 2006). Jeg tror også, at mange lærer indirekte ved at iagttage de andres vanskeligheder og måder at mestre. Det er nok spørgsmålet om alder, som jeg vil anbefale, at man er opmærksom på, når man danner hold, idet de yngre ramte er i en anden type krise end en 80-årig deltager. For de unge handler sorgen om tabet af det mi-stede arbejdsliv, muligheder for at finde en partner, få børn, seksualitet, familieliv m.m. Afrunding Når mennesker rammes af sproglige, udtalemæssige eller kognitive vanskeligheder er det min erfaring, at mange føler, at de har ”mistet sig selv”. De føler sig udenfor og alene. Sjæl-

dent kan de professionelle rumme at tale med dem om tunge og svære følelser - og i de nære relationer til familie og venner skåner den ramte og de pårørende ofte hinanden. Smerten rammer lysten og modet til at kommunikere. Måske er det muligheden for at håndtere dette ”sår”, som mange har brug for at udforske i en tryg ramme sammen med andre? Vi kan lade de ramte komme i kontakt med noget, som giver dem en fornemmelse af, at der er noget ”derinde” som er intakt, som de finder ind til - og tilbage til - og som måske også kan give en fornemmelse af at være noget værd for andre? Æstetiske læreprocesser – herunder leg - rummer muligheder for at bringe mennesker i kontakt med de store grundfølelser og giver os en erfaring af ikke at være alene og, at der er nogle andre. Denne oplevelse er værdifuld i rehabiliteringen af hjerneskadede. Litteratur

• Andersen, Møller N.: I en verden af fremmede ord. Bachtin som sprogbrugsteoretiker (2002) • Boal, A.: Spil! Øvelser og lege for skuespillere og medspillere (1992/2003) • Bloch, A. og Sundorph, M. (red.): Musik og dra ma. Pædagogisk arbejde med forskellige mål grupper (2011) • CASLPO: Preferred Practice Guidelines for Cogni tive-Communication Disorders (2014) • Dysthe, O. (red.): Dialog, samspil, læring (2003) • Freire, P.: De undertryktes pædagogik (1968/1980) • Freud, S.: Sorg og melankoli (1917) • Gergen, K.: En invitation til social konstruktion (1999/2015) • Glintborg, C.: Grib mennesket – en konceptuel og empirisk undersøgelse af koordineret rehabi litering: Objektivt biopsykosocial udbytte for voksne med erhvervet hjerneskade samt klien ters og pårørende oplevelse af rehabiliteringen med og uden kommunal koordinering (2015). Rehabiliterings psykologi. En introduktion til teori og praksis. Red. Glintborg, C. (2018) • Hammershøj, L. Geer: Kreativitet. - Et spørgsmål om dannelse (2012) • Hjerneskaderehabilitering - en medicinsk tekno logivurdering, Sundhedsstyrelsen (2011) • Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Rehabilite ringsforum Danmark (2004) • Jacobsen, J.C. (red.): Refleksive læreprocesser (1997) • Jørgensen, Gall, K.: Semiotik (1993) • Kirkebæk, B.: Afmagt og almagt (2010)


DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 11

• Life Participation Approach to Aphasia. A State ment of Values for the Future. LPAA Project Group: Chapey R., Duchan J.F., Elman, R.J., Gar cia, L.J., Kagan, A., Lyon, J. og Simmons Mackie, N. • Lave, J. og Wenger, E.: Situeret læring og andre tekster (1991/ 2003) • MacDonald, S.: Assessment and treatment of cognitive-communication disorders level 1 (2012) • Mik Meyer, N. og Villadsen, K.: Magtens former. Sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren (2007) • Penn, C.: Clinical Pragmatics and Assessment of Adult Language Disorders In: Pragmatics in Speech and Language Pathology, Red. Mûller, N. (2002) • Peirce, C.S.: “What pragmatism is” In: The Mo nist, 15:2 (April 1905), s.161-181

• Tanggaard, L.: Læringsglemsel (2018) • Udfordringer til rehabilitering i Danmark. Rehabi literingsforum Danmark (2011) • Vedledning i udredning af kognitive vanskelighe der og kognitive kommunikationsvanskeligheder (2016) • Vejledning om specialundervisning af voksne. Undervisningsministeriets vejledning nr. 9396 af 2/7 2009 • Wenger, E.: Praksisfællesskaber (1998/2010) • White, M.: Narrativ teori (2006), Narrativ praksis (2006) • WHO: ICF – International klassifikation af funkti onsevne,funktionsevnenedsættelse og helbreds tilstand. Sundhedsstyrelsen (2003) • Wittgenstein, L.:Filosofiske undersøgelser (1953/1971) • Ørsted, Å.: Coblenzer metoden (2004)

Coblenzer/Ørsted VRF kurser 2019 - 2020

VRF Fortsætterkursus I: STEMME Afholdes i København i uge 21, d. 20.-24. maj 2019 Instruktør Åse Ørsted - Deltagergebyr: 6.500 kr. - Tilmelding senest 1. april 2019 Fortsætterkursus II: ARTIKULATION Afholdes i København i uge 39, d. 23.-27. september 2019 Instruktør Åse Ørsted - Deltagergebyr: 6.500 kr. - Tilmelding senest 15. juni 2019 Fortsætterkursus III: TALE Afholdes i uge 47, d. 18.-22.november 2019 Instruktør Åse Ørsted - Deltagergebyr: 6.500 kr. - Tilmelding senest den 1. oktober 2019 VRF GRUNDKURSUS Afholdes i uge 11, d. 9.-13. marts 2020 Instruktør Åse Ørsted - Deltagergebyr: 6.000 kr. - Tilmelding senest den 15. januar 2020 Fortsætterkursus I: STEMME Afholdes i uge 20, d. 11.-15. maj 2020 Instruktør Åse Ørsted - Deltagergebyr: 6.500kr. - Tilmelding senest 15. marts 2020 Fortsætterkursus II: ARTIKULATION Afholdes i uge 37, d. 7.-11. september 2020 Instruktør Åse Ørsted - Deltagergebyr: 6.500 kr. - Tilmelding senest 15. juni 2020 Fortsætterkursus III: TALE Afholdes i uge 48, d. 23.-27. november 2020 Instruktør Åse Ørsted - Deltagergebyr: 6.500 kr. - Tilmelding senest 1. oktober 2020 Alle tilmeldinger til: Logopæd Åse Ørsted E-mail: orsted@coblenzer.net eller aase.orsted@get2net.dk Hjemmeside: http://coblenzer.net Tlf.: 45 81 76 30, Mobil: 23 42 36 30 Læs om kursernes indhold i artiklen: Vejrtrækningsrytmisk fonation, VRF – Status 2010, der kan hentes fra Downloads på hjemmesiden.


12 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019

ARTIKEL

SPROG OG INTERAKTION VED MODERAT OG SVÆR DEMENS: SYSTEMATISK AUDIOLOGOPÆDISK INVOLVERING PÅ DEMENSOMRÅDET KAN GØRE EN FORSKEL Artiklen er skrevet af Adjunkt Elisabeth Muth Andersen

Professor Gitte Rasmussen

Post.doc. Elisabeth Dalby Kristiansen

Alle fra Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet

Demens omfatter en række neurodegenerative sygdomme, der medfører at hjernen og hjernens funktioner gradvist nedbrydes (se http://www.vidensc enterfordemens.dk / v i d e n - o m - d e m e n s /d e m e n s sy g d o m m e / neurodegenerative-demenssygdomme/). Den tiltagende styrke af demensrelaterede vanskeligheder medførte tidligere at man betragtede rehabiliterende indsatser som irrelevante. Det har ændret sig siden, og i dag tilbydes både i Danmark og i udlandet en bred vifte af fysiske og kognitive rehabiliteringsindsatser, der ikke mindst ses som bidrag til at øge livskvaliteten hos såvel personer med demens som hos pårørende (Thuesen et al., 2018) samt til eventuelt at udskyde sygdommens påvirkning.

endnu ikke at have forstået audiologopædiens relevans på området (http://www.danskekommuner.dk/Debat/Active/Rehabilitering-ved-demens--der-mangler-noget/). Det kan skyldes flere omstændigheder, som fx at sprogets og kommunikationens rolle i fx sygeplejerskens og ergoterapeutens indsatser tages for givet, at andre fagområder har en noget begrænset forståelse for audiologopædens arbejde, hvilket nok igen kan hænge sammen med disse områders ofte noget snævre sprog- og kommunikationsbegreb, eller at andre fagområder ikke kender til hvor stor en rolle sproglige og kommunikative nedsættelser har for såvel personen med demens som den pårørende i deres liv - også i livet på plejecentre.

I forskningslitteraturen er det velkendt at demens medfører sproglige og kommunikative vanskeligheder i form af usammenhængende tale, ordfindingsvanskeligheder og brug af semantisk tomme ord (Bayles & Tomoeda, 2007; Macoir & Turgeon, 2006; Mok & Müller, 2014), og international forskningslitteratur peger da også på audiologopædisk udredning og rehabilitering som relevant (Kim et al., 2006; Kindell, Keady, Sage, & Wilkinson, 2017). I Danmark synes man dog generelt

Humanistisk funderet forskning har ellers argumenteret for at alle mennesker har basale behov for at deltage i social interaktion, og at socialt samvær ideelt set omfatter aktiv deltagelse fra alle parter (Acton, Yauk, Hopkins, & Mayhew, 2007). Hvis vi ikke involverer den enkelte og dermed anerkender hende eller ham og interesserer os for hendes eller hans oplevelser, behov og ønsker, glemmer vi mennesket (Kitwood, 1997). Oplevelser, behov og ønsker udtrykker vi ofte konventionelt igennem sprog i


ARTIKEL

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 13

interaktion med hinanden, ligesom vi opbygger vores sociale relationer igennem sprog i interaktion (Mok & Müller, 2014). Vi udfører faktisk mange af vores sociale handlinger via sprog, og det er således også ofte igennem sprog at vi får en opfattelse af hvem og hvordan vi er hver især. Når personer med demens i moderate til svære stadier af bestemte demenssygdomme for eksempel beskrives som gentagende, uinteresserede eller som havende en socialt uacceptabel adfærd, så baseres sådanne beskrivelser ofte ikke mindst på hvordan personen med demens har talt og kommunikeret til sine medmennesker. Viden herom ligger inden for det audiologopædiske område, og audiologopæder kan derfor bidrage med fx rehabiliterende indsatser, herunder vejledning af pårørende og af andre fagpersoner inden for feltet, ligesom de i øvrigt også med fordel vil kunne bidrage til udredning af demens (Elsey et al., 2015).

snit på et plejecenter 1-2 gange om ugen over ca. 9 måneder. Beboerne har forskellige typer af moderat eller svær demens. Artiklens forfattere har foretaget etnografiske observationer og har under nogle af disse besøg lavet videooptagelser fra fællesrummene med ansattes og pårørendes skriftlige samtykke. Undersøgelserne, som vi har foretaget, anvender etnometodologisk konversationsanalyse som metodisk grundlag (Maynard & Clayman, 2003), og vi giver i denne artikel en oversigt over nogle af de observationer og undersø-gelser vi mener kan have relevans for audiologopædens arbejde. Det drejer sig om i) tilbageværende sproglige og kommunikative ressourcer og deres anvendelser for personer med demens og ii) interaktionelle strategier i interaktion med mennesker med demens (For andre strategier i eventuelt andre faser og omgivelser og i andre relationer, se fx Loehr & Malone, 2014; Powell, 2000).

Som international forskning peger på, tiltager sproglige og kommunikative vanskeligheder efterhånden som sygdommen forværres, og de involverede parters interaktionelle vanskeligheder øges i takt hermed. Forskningen har hidtil typisk været centreret om vanskeligheder i lette til moderate stadier af sygdommen. Vi har i forskningsprojektet DAP: ”Dementia: Abilities and Possibilities” på Syddansk Universitet imidlertid undersøgt interaktion mellem personer med moderat til svær demens, pårørende, plejepersonale og os besøgende forskere på et dansk plejecenter. Formålet var at undersøge sproglige og interaktionelle ressourcer, muligheder og udfordringer i dagligdagen. Projektets grundlæggende antagelser var at parter i dagligdagsinteraktion nødvendigvis må gøre noget med de ressourcer de har, i et forsøg på at opnå en fælles forståelse, og at systematiske og detaljerede analyser af sprogbrug og interaktion imellem dem ville kunne bidrage til at opdage og beskrive hvordan personer med demens og deres samtalepartnere håndterer sproglige og kommunikative udfordringer der er forbundet med sygdommen, eventuelt ved i fællesskab at anvende kompenserende ressourcer. Vanskelighederne kan være store i moderate til svære stadier af sygdommen.

Resultater I) Personer med demens: sprog og handlinger Gentagende spørgsmål – formålsløse eller funktionelle? Gentagende adfærd forekommer hyppigt hos personer med demens. Det gælder både adfærd som hvileløs vandring og gentagende bevægelser, men også brug af samme spørgsmålsformer, påstande og historier igen og igen, og disse verbale adfærdstyper er blandt de hyppigste ifølge et studie om gentagende adfærd hos personer med Alzheimers (Cullen et al., 2005). I forskning der undersøger de underliggende biologiske mekanismer som forklaring på gentagende adfærd, be-skrives denne adfærd som formålsløs og som et sygdomstegn (Cipriani, Vedovello, Ulivi, Nuti, & Lucetti, 2013).

Artiklens tre forfattere har besøgt to demensaf-

Vi har undersøgt hvordan en mand med demens brugte samme spørgsmålstype gentagne gange, hvilket var en udfordring for personalet. Vores undersøgelse (Andersen, Rasmussen, & Kristiansen, 2018) afdækker at manden vi kalder Jacob, i nogle perioder, fx i løbet af den samme eftermiddag, rigtignok gentagne gange stillede varianter af spørgsmålet ”hvad må vi så lave?” når han befandt sig i opholdsrummet sammen med andre. Ser man, som vi gjorde, imidlertid på detaljerne i hvordan spørgs-


14 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 målene blev formuleret, viste det sig at Jacob faktisk formulerede spørgsmålet forskel-ligt afhængig af situationen. Fx brugte han modalverbet ”må” der spørger om tilladelse, når han stillede spørgsmålet til personalet, mens hans brugte modalverbet ”skal” når spørgsmålet var rettet til en besøgende forsker. På den måde viste han igennem sit ordvalg sin forståelse af den situation han indgik i, dvs. hvem der bestemte (personalet) og hvem der eventuelt ville kunne lave noget sammen med ham (den besøgende forsker). Hvad der på overfladen kunne synes ens og have karakter af palilali viste sig ikke at være helt så ens endda. Spørgsmål kan have mange forskellige funktioner uanset hvem der stiller dem, og det kan en gentagelse af et spørgsmål også. Mens et informationssøgende spørgsmål som man får svar på, kan siges at være overflødigt at stille igen (ifald man husker svaret), kan det være relevant at gentage spørgsmål der tjener andre formål end at søge information. Det kan, som Lindley (2016) viser, være tilbud om at give en hjælpende hånd som i fx ”kan jeg gøre noget?”. I vores undersøgelse gentog Jacob ofte en (version af) spørgsmålet ”hvad må vi så lave?” i situationer hvor der ikke foregik nogen fællesaktivitet i fællesrummet. Spørgsmålet tjente med andre ord til at igangsætte en fællesaktivitet, og når spørgsmålet blev gentaget, var det i situationer hvor der ikke blev igangsat noget på trods af hans spørgsmål, eller fordi det der var igangsat, blev afsluttet. Det at gentage kan altså ikke blot affærdiges som et patologisk træk ved sygdommen, men kan have en relevant kommunikativ og interaktionel funktion. Rituel adfærd – at sidde fast eller finde en vej? Hos især personer med frontotemporal demens ses rituel adfærd såsom gentagelser af de samme bevægelser (Pressman & Miller, 2014), hvilket vi også kunne observere i form af at gnide hænder mod hinanden eller at vende tilbage til at knappe knapper i tøjet op og i. Derudover fandt vi at konventionelle sociale ritualer (velkomst, hilsen og orientering imod fælles frokost eller middag) blev brugt i samtaler med os og andre på måder der umiddelbart syntes bemærkelsesværdige. Fx oplevede vi flere gange når vi kom på besøg, at blive taget

ARTIKEL imod af en person med demens som en personlig bekendt, og vi blev budt på kaffe og brød (hvilket vi høfligt afviste da vi var bekendte med at beboerne ikke har lov at betjene køkkenet). En anden beboer, Gyda, brugte ritualet at hilse, ”hej”, over for en anden beboer efter at have siddet ved siden af ham i længere tid og i øvrigt at have snakket med ham kort tid forinden (Kristiansen, Andersen, & Rasmussen, indleveret-a). Jacob, som vi omtalte ovenfor, vendte i interaktioner ofte tilbage til et hverdagsritual i samværet med andre mennesker, nemlig tilbud om, opfordring til, og efterspørgsel efter mad og drikke. Det skete ofte efter anden samtale var afsluttet eller i forbindelse med at der var forståelsesproblemer i samtalen (Andersen, Kristiansen, & Rasmussen, i trykken). I alle tre cases tjener ritualet kommunikative formål i form af at igangsætte, opretholde eller genoprette en samtale. I første case indledte beboeren en ny interaktion, i anden case genoptog beboeren samtalen og i tredje case tjente ”hvad skal vi have at spise” til at gøre noget relevant efter at samtale om et andet emne og potentielt hele samtalen var afsluttet eller som en måde til at slippe ud af et kommunikativt lidt besværligt arbejde med at opnå en fælles forståelse. Formuleringsvanskeligheder og sang som en løsning Kognitive vanskeligheder påvirker også sprogproduktionen hos personer med demens. Mange har som nævnt vanskeligheder med at producere såkaldte indholdsord: Sproget er ofte præget af pronomener og usammenhængende tale (Bayles & Tomoeda, 2007), og der forekommer hyppigt ordfindingsvanskeligheder (Mok & Müller, 2014). Herudover kan der ses problemer med at lave længere sætninger og at skabe sammenhæng mellem taleture i samtalen. Til gengæld har forskningen peget på at evnen til at synge, huske og lære sange bevares i længere tid ved demens, og sang har vist sig at bidrage til en øget livskvalitet (Aldridge, 2000). Ikke mindst derfor organiseres der i rehabiliteringsøjemed fællessang og individuel sangterapi. Vi deltog også i fællessang, tog selv initiativ til sang, og vi deltog også gerne i sang når personer med demens begyndte at synge spontant. Ved nærmere analyse af vores data viste det sig imidlertid at den spontane


ARTIKEL sang ikke opstod ud af ingenting, når beboeren igangsatte den. Det skete typisk, hvor samtalen var ved at gå i stå, og teksten i sangen viste sig at passe ind i samtalen. I en diskussion kunne teksten i den sang som en beboer, Nancy, stemte i, ses som argumentation imod det hendes samtalepartner havde sagt lige forinden, og som Nancy var uenig i. I en anden forbindelse tjente hendes sang til at uddybe noget hun havde sagt tidligere, og som hun havde svært ved at forklare yderligere for sin samtalepartner. Således begyndte hun at synge en sang der synges når man lærer at danse i en sammenhæng hvor den besøgende havde problemer med at finde ud af om Nancy var i gang med at fortælle om en danserestaurant eller om en danseskole (Rasmussen, Andersen, & Kristiansen, 2018; Rasmussen & Drew, 2016)). Sang kan altså ses som andet end blot terapi: Sang bruges også som kommunikative bidrag i interaktion. Normafvigende adfærd – selvoptagethed eller en kamp om autonomi? Socialt upassende adfærd nævnes som et træk der kan findes ved frontotemporal demens. Nogle former for adfærd kan siges at være upassende sammenlignet med sociale normer vi kender fra hverdagslivet, såsom at begynde at afklæde sig i fællesrummet eller udbryde bandeord som ”hold kæft mand” eller skældsord som ”din ko”. Disse brud på sociale normer behandles ofte som sygdomstegn af personale og pårørende som hurtigt hjælper personen med demens til at klæde sig på eller griner af eller irettesætter upassende udbrud ud fra en antagelse om at personen med demens ikke kender til gældende sociale normer. Andre former for adfærd fremstår derimod som og opfattes som kalkuleret, altså intentionel, og som udtryk for selvoptagethed hvilket kan føre til at personen med demens bliver oplevet som et problem. Herigennem tillægges personen med demens moralsk ansvar for den normafvigende adfærd (Koehn, Kozak, & Drance, 2012). Samtaler reguleres også af sociale normer, fx at man sikrer sig at begge parter er indstillede på at interagere, og at man undersøger, hvorfor en person ikke svarer umiddelbart efter hun eller han er blevet stillet et spørgsmål. Vi har observeret nogle strategier som nogle personer med

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 15 demens bruger, som kan synes intentionelt normbrydende. Det gælder fx situationer hvor en person med demens forfulgte et svar på et stillet spørgsmål ved at kalde ”HALLOOO” uden at have sikret sig at samtalepartneren overhovedet var med på at der var stillet et spørgsmål, og at spørgsmålet var stillet til hende eller ham (Kristiansen et al., indleveret-a), altså situationer hvor der ikke var etableret en fælles forståelse af at der er en samtale i gang. Normbrydende adfærd så vi fx også i situationer hvor en person med demens svarede afvisende på spørgsmål uden at forklare sit afvisende svar og uden at gøre noget for at føre samtalen videre (Andersen et al., i trykken). Det så vi fx i en situation hvor en person med demens svarede ”nej, det har jeg ikke” til spørgsmålet ”har du pynt inde på dit værelse?” og derefter ikke gjorde mere for at fortsætte samtalen. Som andre studier også har argumenteret for, kan der være en række andre forklaringer på denne type adfærd end at den er udtryk for selvoptagethed eller kalkuleret normbrydende afvisning. Ved nærmere analyse viste det sig i vores projekt at beboeren i sin formulering af sit afvisende svar i høj grad genbrugte de ord og vendinger som den spørgende havde brugt i sit spørgsmål. Også i andre sammenhænge sås personen med demens i overvejende grad genbruge samtalepartnerens sproglige materiale snarere end at hun eller han brugte andre ord, vendinger og sætningsopbygninger i opbygningen af sin respons (Mikesell, 2010; Rasmussen, under udarbejdelse). Det ses ellers oftest i samtaler (Sacks, 1995; E. Schegloff, 1996b). Om svaret nu er afvisende eller ej, kan den omstændighed at en person med demens begrænser sig til i stor grad at genbruge samtalepartneres ord uden at udbygge svaret yderligere ses som en måde at evne at svare relevant på og eventuelt at kontrollere en aktivitet i tilfælde hvor personen med demens ikke har et overblik over hvad der foregår (Mikesell, 2009, 2010, 2014). I tilfælde hvor personer med demens forfølger respons på et stillet spørgsmål ved at bruge virkemidler der kan virke meget demonstrative, kan man på samme måde forestille sig at fx et tilsyneladende bebrejdende og utålmodigt ”HALLOOO” er den metode som den pågældende person har tilbage til at hævde sig selv og kræve at få et svar i situationen, altså selvom han ikke har overblik over den.


16 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 Disse responser kan således være udtryk for at personen med demens har brug for støtte for at kunne deltage i samtalen og er ikke nødvendigvis udtryk for selvoptagethed eller et bevidst valg om at overtræde samtalenormer. Det er således afgørende hvordan disse ”normbrydende” handlinger behandles af samtalepartnerne (se II) Interaktion med personer med demens). Kroppen kommunikerer Biomedicinsk funderede studier af demens fokuserer på kognitive og neurologiske processer, mens humanistisk funderede studier af demens har tendens til at fokusere mere på sociale og sproglige aspekter, men en række nyere humanistisk funderede studier centrerer sig om kroppen idet det påpeges at verden jo tilgås gennem kropslige erfaringer. Disse studier påpeger at selvopfattelse ikke blot skabes mentalt, sprogligt og socialt, men også skabes førrefleksivt gennem aktive kropslige bevægelser, koordineringer og kropsligt forankrede interaktioner med verden (Rasmussen 2018). Kropslige bevægelser giver dermed også udtryk for internaliseret kropslig erfaringsbaseret viden om de sociokulturelle omgivelser personen omgiver sig med, fx kunne det være personens madpræferencer eller kropslige indikationer af sociale klasser (se Kontos & Martin, 2013 for en oversigt). Det er velkendt at kropslig adfærd også bruges og behandles som kommunikation. I vores undersøgelse fandt vi også at såvel besøgende som personale i høj grad orienterer sig imod ansigtsudtryk og blik for at forsøge fx at fastslå om personen med demens er tilgængelig og vil deltage i interaktion eller ej (Rasmussen, Kristiansen, & Andersen, i trykken): hvis en person med demens havde et udtryksløst ansigt eller et tomt blik når en ansat eller besøgende forsøgte at hilse eller starte en samtale, blev det ofte behandlet som et sygdomstegn, altså som et udtryk for at personen med demens ikke kunne indikere villighed til at deltage gennem ansigtsmimik og blik. Vores analyser og observationer viste dog at denne kropslige adfærd i nogle tilfælde faktisk indikerede et bevidst valg om ikke at engagere sig i interaktion med andre i konkrete situationer. Det kom fx til udtryk når en hilsende gentog sin hilsen over

ARTIKEL for beboeren når denne ikke havde hilst igen første gang. Beboeren responderede på denne anden hilsen med et ”ja, det har du så sagt to gange nu”. Omvendt kan kropslig organisering også bruges til aktivt at indikere villighed og interesse i at blive inkluderet i interaktion. Fx viser vores analyser hvordan Gyda som er næsten blind, og hvis ansigt ofte forekom at være det man vil kalde ’udtryksløst’, kropsligt orienterede sig imod (lyden af) at nogen åbnede døren og kom ind ved at læne kroppen frem i stolen og holde den fremme indtil den ankomne havde haft en udveksling med fx en anden tilstedeværende end hende. Herefter lænede hun sig tilbage i stolen igen. Selvom Gydas skift i kropslig positionering var tydelig og vedholdende, blev disse kropslige indikationer ikke af andre tilstedeværende behandlet som Gydas opfordring til at inkludere hende i interaktion af andre tilstedeværende (Kristiansen et al., indleveret-a). Fortolkningen af ansigtsudtryk som indikator for en person med demens er villig til at deltage i interaktion kræver altså hver gang et aktivt fortolkningsarbejde. På den ene side er ’udtryksløse’ ansigtsudtryk ikke altid et symptom på demens, men kan være udtryk for mangel på interesse. På den anden side er udtryksløse ansigtsudtryk andre gange ikke udtryk for manglende interesse, men en indikation på demens. I sådanne tilfælde kan en interesse i at deltage i socialt samvær ses indikeret ved andre kropslige handlinger, som fx at læne sig frem. II) Interaktion med personer med demens En ’whatever you say’-tilgang Hukommelsesvanskeligheder kan medføre at personer med demens fortæller ting der ikke er sande (Lindholm, 2015), at de fortæller de samme historier igen og igen til de samme samtalepartnere (Hydén, Plejert, Samulesson, & Örulv, 2013), og at hvad der ligner brudstykker fra en tidligere oplevelse, inkluderes i en samtale der handler om noget helt andet (Hamilton, 2008). Det at nogle personer med demens tilsyneladende ikke altid kan skelne mellem nutid og fortid og heller ikke altid viser at de husker tidligere fælles oplevelser eller nylige fælles samtaler med hyppige samtalepartnere, som fx deres pårørende, kan give den opfat-


ARTIKEL telse at personen med demens lider af vrangforestillinger og ikke kan huske den pårørende. Det kan være meget smertefuldt for pårørende at opdage og genopleve – ikke mindst fordi det som allerede nævnt er igennem tale og kommunikation at vi opbygger vores indbyrdes relation og hvem vi selv er i den relation. I vores datamateriale forekommer der ligeledes påstande og beretninger fortalt af personer med demens i samtaler med samtalepartnere der ikke er pårørende, og en del af disse påstande og historier må siges ikke at kunne være sande i fortællesituationen. Det gælder fx en påstand om at den talende person med demens skal ud at gå med hunden senere, eller en påstand om at den talende person med demens som er en ældre mand på 80 år, har en far på 84 år som er rask og rørig. I sådanne situationer hvor samtalepartneren fik oplyst noget som ikke kan være sandt i fortællesituationen, fandt vi at disse beretninger og påstande ofte alligevel blev behandlet som relevante bidrag til samtalen, fx ved at samtalepartneren spurgte ind til hunden eller faren og dermed anerkendte informationen. Vi har endda talrige eksempler på hvordan også usammenhængende, nogle gange uforståelig tale behandles som relevante og forståelige bidrag til samtalen. Det gjorde samtalepartnerne især ved som minimum at bruge diskursmarkører som ”okay”, ”nå” eller ”lige præcis” som netop opnåede at anerkende talen og gav mulighed for at føre samtalen videre ved fx at starte på et nyt emne. Ved at behandle sådan ’usand’, ’uforståelig’ og ’ulogisk’ tale som et relevant bidrag tillægger samtalepartneren det størst vægt at hun/han kan have en samtale og et socialt samvær med personen med demens, mens det er mindre relevant hvad der tales om, eller om det er sandt eller ej. Relationen opbygges i de sammenhænge igennem det faktum at samtalepartnerne overhovedet har en samtale. At de i det øjeblik kan være sammen på den måde – i øvrigt uanset om indholdet af samtalen er husket rigtigt eller om det vil blive husket senere. Spørgsmål som igangsættere Demens medfører svækkelse af hukommelsen og rammer ofte den episodiske hukommelse (dvs. specifikke erfaringer knyttet til tid og sted) i højere grad end langtidshukommelsen

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 17 da oplevelser længere tilbage typisk er gentaget utallige gange og er lagret på en anden måde end en enkeltstående nylig oplevelse er (se fx http://www.videnscenterfordemens. dk/kognitivsvigt/episodisk-hukommelse/). Litteraturen påpeger at det derfor kan være problematisk når samtalepartnere stiller personer med demens spørgsmål hvis svar kræver anvendelse af episodisk hukommelse (Small & Perry, 2005). Manglende svar sætter fokus på demenssygdommen hvilket kan være smertefuldt for såvel den pårørende som personen med demens. Vi har undersøgt hverdagssamtaler mellem personer med demens og besøgende der ikke er pårørende og altså ikke har en fælles livshistorie med personen med demens, og fundet at spørgsmål der stiller krav til den episodiske hukommelse, også blev brugt her. Det kunne være spørgsmål som ”hvad har du fået til frokost?” eller ”har du pynt inde på dit værelse?”. Ved nærmere analyse viste det sig imidlertid at den spørgende ikke brugte spørgsmålet for at få information eller mindes eller huske. Manglende svar på spørgsmål blev altså ikke fulgt op ved fx at give hints eller forslag til et svar, ligesom det ikke blev søgt besvaret på anden vis. I stedet blev spørgsmålene systematisk brugt til at indlede eller udvikle et samtaleemne. Når beboerne som oftest svarede på sådanne spørgsmål med et ”det ved jeg ikke”, blev spørgsmålet og svaret brugt som trædesten til at komme videre i samta-len (den besøgende kunne således fortsætte med fx ”jeg har pyntet op derhjemme til jul, kan du tro” eller ”det dufter så dejligt af gran, synes jeg”). At stille spørgsmål tjener i hverdagen imellem borgere uden diagnosticeret demens ikke kun til informationssøgning, men også til at starte og udvikle samtaler. Det gør de også i samtaler der involverer beboere med demens. I interaktioner der tjener til at skabe socialt samvær med fokus på at have en samtale og ikke på væsentligheden af at kunne huske eller ej, synes spørgsmål med samtaleigangsættende funktion ikke at give problemer for nogen af parterne. Indbygning af indholdsord i tale som støtte Som nævnt har personer med demens ofte svært ved selv at producere indholdsord og ved at skabe sammenhæng i en samtale (Laine,


18 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 Laakso, Vuorinen, & Rinne, 1998; Mok & Müller, 2014). Forskningen viser, som vi også har påpeget, at personer med demens ofte bruger ressourcer i de(n) umiddelbart foregående taletur(e) når de responderer (Mikesell, 2010), og at det er med til at skabe en sammenhæng i samtalen. I vores studie har vi observeret at samtaledeltagere i nogle tilfælde kan bidrage aktivt til at skabe disse muligheder for personer med demens ved at indbygge og/eller gentage indholdsord i deres tale. I en undersøgelse af madoverrækkelsessituationer beskriver vi fx hvordan samtaledeltagere eksplicit fortalte at noget overrækkes, og benævnte hvad det er der overrækkes, frem for at tage for givet at personen med demens vidste hvad man kalder den ting som blev ham/hende overrakt. Når en person med demens fx blev spurgt om hun eller han vil have en mandarin, blev overrækkelsen således ikke blot kommenteret (”du får en her”), men referenten ”mandarin” blev gentaget (”du får en mandarin her”) (Kristiansen, Andersen, & Rasmussen, indleveret-b). Vi har ligeledes observeret situationer hvor samtalepartneren gentog referenten flere gange i løbet af en ordudveksling. Eksempelvis så vi en besøgende der var ved at servere kaffe, hente og komme mere sukker i kaffen og i øvrigt røre rundt for beboeren, gentage i mange af sine ture at der var tale om ”kaffen” som personen med demens skulle have overrakt og have sukker i (”nu kommer jeg her med kaffe”, ”det er kaffe”, ”jeg har kommet to teskefuld sukker i din kaffe”). Samtalepartneren leverer således et indholdsord som personen med demens kan støtte sig til og evt. anvende i sin egen tale, og muliggør at personen med demens kan være med til at skabe sammenhæng i samtalen. Sammenhæng gennem associationer I hverdagssamtaler bruges associationer ikke sjældent til at udvikle samtaler. Det ses nogle gange i form af udbrud som ”Gud, ja, det minder mig om …”, men man kan også observere mere subtile associationer som fx folk der går og synger ”I’m singing in the rain” når det regner (E. A. Schegloff, 2004). Ord, lyde og syntaktiske konstruktioner ses også at give associationer der dermed kan udgøre grundlaget for udviklingen af samtaler (Jefferson, 1996). Vi har observeret at associationer også bruges til at levere kommunikative bidrag i samtaler

ARTIKEL med personer med demens. Sang kan, som vi nævnte ovenfor, opstå på den måde når en samtalepartner bruger et ord eller en vending gentagende gange i samme samtale (”var det en danserestaurant?”, ”lærte han nye danse”, ”sjove danse”), og personen med demens begynder at synge en sang, hvis tekst indeholder det ord eller den vending (”danse så bøgen er lyk’lig det er bedst”) (Rasmussen & Drew, 2016). Men vi har observeret associationer brugt i andre sammenhænge: I en situation hvor en besøgende forsker bladrede i en bog med titlen ”De grå synger”, afviste personen med demens at læse i bogen med henvisningen ”den er sgu for gammel”. Således impliceres der en relation mellem ”de grå” og det at være ”gammel”. Sådan nogle associationer kan, som her, blive opfattet som humoristiske bidrag, men de kan også være poetiske, som i en situation hvor Jimmy, en mand med demens, tilsyneladende begyndte at recitere en sang eller et digt der lød ”det bedste jeg ved er at tænke på dig, dig der er livet selv for mig” efter at Gyda, som vi omtalte ovenfor, havde fortalt at ”når jeg er alene så tænker jeg bare på ham” (Rasmussen et al., 2018). Gydas tale og pointe var i denne sammenhæng temmelig usammenhængende og ingen vidste, hvem ”ham” var. Men Jimmys association skabte sammenhæng i interaktionen og blev i øvrigt efterfølgende brugt som samtaleemne imellem alle involverede parter. Tale der opstår via association, kan altså i hverdagen bruges som kommunikationsbidrag. Det kan associationer også i samtaler der involverer personer med demens. De fysiske rammer og objekter som interaktionelle ressourcer Fællesrummet skal opfylde mange formål idet lokalet i nogle tilfælde både tjener som køkken, spisestue og opholdsrum som betjenes af ansatte og benyttes af beboere. Det anbefales at gøre omgivelserne for personer med demens hjemlige, samtidig med at omgivelserne bør være overskuelige for at undgå overstimulering (Reimer & Keller, 2009). På den baggrund og fordi nogle personer med demens kan have tendens til at hamstre, altså samle på ting eller tage ting der ikke er deres (Koehn et al., 2012), eller putte ikke-spiselige ting i munden (Rasmussen, 2018), er der opmærksomhed på hvilke ting der er placeret inden for beboernes


ARTIKEL rækkevidde. Herudover har beboerne på det plejecenter vi besøgte, ikke lov til at færdes i køkkenområdet, men må sidde ved spisebordet eller i opholdsområdet hvor der er lænestole, sofaer, et sofabord og et tv. Vi har set at de objekter der er tilgængelige i omgivelserne, fx pyntegenstande, en stak blade på bordet eller objekter som besøgende har med, såsom det tøj de har på, eller strikketøjet de tager frem, bliver brugt som ressourcer til samtale. Disse objekter kan således bidrage til at indlede eller holde en samtale på sporet, og de giver samtalepartnerne en fælles referenceramme i situationen som personer med demens som nævnt kan have svært ved at skabe sprogligt. Objekter kan også bruges som udgangspunkt for at fortælle historier og mindes noget, fx fortalte en person med demens at han havde fået skjorten han havde på, af sin kone. Der er også objekter i omgivelserne der indeholder illustrationer af et levet liv. Der hænger nogle steder avisudklip med historier der involverer beboere som fortæller deres egen historie, og som også kan bruges som fælles samtaleemne. Beboernes nedskrevne livshistorie som de havde udformet i fællesskab med plejepersonale og evt. pårørende, var ikke umiddelbart tilgængelige for beboerne selv eller for besøgende og udgjorde derfor ikke en ressource i interaktion eller en ressource som personerne med demens kunne beskæftige sig med i hverdagen. Opholdsrummet bruges som nævnt af både beboere og ansatte. Vi fandt at objekter som fx et ugeblad, en avis og i særdeleshed tv’et havde flere funktioner. En af dem var kommunikativ, en anden var at legitimere beboerens manglende (lyst til) deltagelse i interaktion med andre. Det skete ved at disse objekter blev brugt til underholdning af den enkelte person, og eftersom fællesrummet deles af mange, heriblandt mennesker som personerne med demens ikke selv har valgt at bo sammen med, kan dette være en vigtig funktion. Objekter er med andre ord også vigtige i hverdagslivet for en person med demens, og et fravær af dem ikke uden konsekvenser. Snarere end at fjerne dem helt, bør man iværksætte undersøgelser af hvilke objekter der kan være tilgængelige og hvordan de kan designes til personer med demens.

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 19 Opsamling Vores arbejde viser hvordan nogle sproglige og kommunikative strategier, der bruges af personer med demens, og som ofte udpeges som sygdomstegn, i mange tilfælde også bruges og kan ses som relevante kommunikative bidrag, og at udfaldet af en interaktion bl.a. er afhængig af hvordan samtalepartnere behandler det, personen med demens siger. Herudover er den også afhængig af hvordan samtalepartneren bruger sit eget sprog og andre ressourcer (modaliteter), som hun eller han har inden for rækkevidde. Viden om sprog og kommunikation, om særlige kommunikative behov og om tilrettelæggelse af rehabiliteringsforløb med henblik på at afhjælpe sproglige og kommunikative udfordringer hører til audiologopædens spidskompetencer. Systematisk audiologopædisk involvering på demensområdet betragter denne artikels forfattere derfor som en bydende nødvendighed. Fra vores perspektiv bør audiologopæden inddrages i tværfaglige samarbejder om både udredning og rehabilitering og i vejledning og undervisning af relevante fagprofessionelle og pårørende. Der bør fx vejledes i hvilke samtalestrategier personer med demens kan støtte sig til, og hvordan deres (sproglige eller multimodale) handlinger kan betragtes og anerkendes som kommunikative bidrag, også ved moderat og svær demens. Audiologopædiens mangeårige erfaring med atypiske kommunikationsbehov er med andre ord også central inden for demensområdet. Referencer

• Acton, G. J., Yauk, S., Hopkins, B. A., & Mayhew, P. A. (2007). Increasing social communication in persons with dementia. Research and Theory for Nursing Practice, 21(1), 32. • Aldridge, D. E. (2000). Music therapy in de mentia care: More new voices. London: Jessi ca Kingsley. • Andersen, E. M., Kristiansen, E. D., & Rasmussen, G. (i trykken). Routines of ‘sitting’ and ‘enjoying ou rselves’ in the common room of a dementia unit. Logopedics Phoniatrics Vocology. • Andersen, E. M., Rasmussen, G., & Kristiansen, E. D. (2018). ” Hvad må vi så gøre?”: Repetitive spørgs mål og adfærdsregulerende responser i interaktion med en person med demens. NyS, Nydanske Sprogstudier(54), 33-63. • Bayles, K. A., & Tomoeda, C. K. (Eds.). (2007). Cog nitive-Communication Disorders of Dementia. San Diego: Plural Publishing.


20 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 • Cipriani, G., Vedovello, M., Ulivi, M., Nuti, A., & Lucet ti, C. (2013). Repetitive and stereotypic phenome na and dementia. American Journal of Alzheimer’s Disease & Other Dementias®, 28(3), 223-227. • Cullen, B., Coen, R. F., Lynch, C. A., Cunningham, C. J ., Coakley, D., Robertson, I. H., & Lawlor, B. A. (2005). Repetitive behaviour in Alzheimer’s disease: de scription, correlates and functions. International Journal of Geriatric Psychiatry: A journal of the psy chiatry of late life and allied sciences, 20(7), 686 693. • Elsey, C., Drew, P., Jones, D., Blackburn, D., Wake field, S., Harkness, K. Reuber, M. (2015). To wards diagnostic conversational profiles of pa tients presenting with dementia or functional me mory disorders to memory clinics. Patient educati on and counseling, 98(9), 1071-1077. • Hamilton, H. E. (2008). Narrative as snapshot: Glimpses into the past in Alzheimer’s discourse. Narrative Inquiry, 18(1), 53-82. • Hydén, L.-C., Plejert, C., Samulesson, C., & Örulv, L. (2013). Feedback and common ground in conver sational storytelling involving people with Alzhe imer’s disease. Journal of Interactional Research in Communication Disorders, 4(2), 211. • Jefferson, G. (1996). On the Poetics of Ordinary Talk. Text and Performance Quarterly, 16(1), 1-61. • Kim, E. S., Cleary, S. J., Hopper, T., Bayles, K. A., Mahendra, N., Azuma, T., & Rackley, A. (2006). Evi dence-based practice recommendations for wor king with individuals with dementia: Group remi niscence therapy. Journal of Medical Speech-Lan guage Pathology, 14(3), xxiii-xxiii. • Kindell, J., Keady, J., Sage, K., & Wilkinson, R. (2017). Everyday conversation in dementia: a re view of the literature to inform research and prac tice. International journal of language & communi cation disorders, 52(4), 392-406. • Koehn, S. D., Kozak, J.-F., & Drance, E. (2012). ‘The problem with Leonard’: A critical constructionist view of need-driven dementia-compromised be haviours. Dementia, 11(6), 725-741. • Kontos, P., & Martin, W. (2013). Embodiment and dementia: Exploring critical narratives of selfhood, surveillance, and dementia care. Dementia, 12(3), 288-302. • Kristiansen, E. D., Andersen, E. M., & Rasmussen, G. (indleveret-a). ’Spelling it out: How persons with dementia use their remaining resources to demon strate availability for participation. • Kristiansen, E. D., Andersen, E. M., & Rasmussen, G. (indleveret-b). Transfer sequences involving per sons with dementia: Instrumental tasks as possibi lities for conversation. • Laine, M., Laakso, M., Vuorinen, E., & Rinne, J. (1998). Coherence and informativeness of discour se in two dementia types. Journal of Neurolingui

ARTIKEL stics, 11, 79-87. • Lindholm, C. (2015). Parallel realities: the interacti onal management of confabulation in dementia care encounters. Research on Language and Soci al Interaction, 48(2), 176-199. • Lindley, L. M. (2016). Competence in everyday in teraction: A conversation analytic approach to re petition, confusion and getting things done when living with dementia. (Doctoral dissertation), Uni versity of Leeds. • Loehr, J. L., & Malone, M. L. (2014). Here’s How to Treat Dementia. San Diego: CA Plural Publishing. • Macoir, J., & Turgeon, Y. (2006). Dementia and lan guage. In E. K. Brown & A. Anderson (Eds.), The En cyclopedia of Language and Linguistics (2nd ed., pp. 423-430): Elsevier. • Maynard, D. W., & Clayman, S. E. (2003). Ethnomet hodology and conversation analysis. Handbook of symbolic interactionism, 173-202. • Mikesell, L. (2009). Conversational practices of a frontotemporal dementia patient and his inter ocutors. Research on Language and Social Interac tion, 42(2), 135-162. • Mikesell, L. (2010). Repetitional responses in fron totemporal dementia discourse: Asserting agen cy or demonstrating confusion? Discourse studies, 12(4), 465-500. • Mikesell, L. (2014). Conflicting demonstrations of understanding in the interactions of individuals with frontotemporal dementia: Considering cogni tive resources and their implications for caring and communication. Dialogue and dementia: Cognitive and communicative resources for engagement, 147-180. • Mok, Z., & Müller, N. (2014). Staging casual conver sations for people with dementia. Dementia, 13(6), 834-853. • Powell, J. (2000). Care to Communicate: Helping the Older Person with Dementia. London: Hawker Publications Ltd. • Pressman, P. S., & Miller, B. L. (2014). Diagnosis and management of behavioral variant frontotem poral dementia. Biological psychiatry, 75(7), 574 581. • Rasmussen, G. (2018). On the Social Constraints of Having a World. Rask, 47, 79-107. • Rasmussen, G. (under udarbejdelse). Singing as a resource in conversations involving persons with dementia. • Rasmussen, G., Andersen, E. M., & Kristiansen, E. D. (2018). Associative talk as an asset. Paper pre sented at the Creativity and Dementia, University of Southern Denmark. • Rasmussen, G., & Drew, P. (2016). ‘Singing’ as an interactional resource for people with dementia. Paper presented at the Conference: Life With De mentia, Norrköping.


DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 21

ARTIKEL • Rasmussen, G., Kristiansen, E. D., & Andersen, E. M. (i trykken). Working out Availability, Unavailability, and Awayness in Social Face-to-Face Encounters the Case of Dementia. Discourse studies, 21(3). • Reimer, H. D., & Keller, H. H. (2009). Mealtimes in nursing homes: Striving for person-centered care. Journal of Nutrition for the Elderly, 28(4), 327-347. • Sacks, H. (1995). Lectures on Conversation. Oxford: Blackwell. • Schegloff, E. (1996b). Turn organization: one in tersection of grammar and interaction. In E. Ochs, E. Schegloff, & S. Thompson (Eds.), Interaction and grammar (pp. 52-133). Cambridge: Cambridge University Press. • Schegloff, E. A. (2004). Whistling in the dark: No-

Foreningen af tale-hørelærere I Folkeskolen

audiologopædisk forening

tes from the other side of liminality. Paper presen ted at the Proceedings of the Twelfth Annual sym posium about Language and Society–Austin. • Small, J. A., & Perry, J. (2005). Do you remember? How caregivers question their spouses who have Alzheimer’s disease and the impact on commu nication. Journal of Speech, Language, and Hea ring Research, 48(1), 125-136. • Thuesen, J., Kristensen, F., Frausing, S. E., Kruse, E.-M. R., Johansen, H., & Mikkelsen, T. B. (2018). Rehabilitering ved demens i let til moderat grad: National kortlægning af forståelser, indsatser og organisering i regioner og kommuner (8793356285). Retrieved from http://www.rehpa. dk

Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder

Kursus 2019 Introduktion til Palin Parent-Child Interaction Therapy (PCI) indsats over for tidlig børnestammen I samarbejde med Audiologopædisk Forening, Foreningen af tale-hørelærere i Folkeskolen og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder arrangerer Stammeforeningen i Danmark igen i år en workshop for logopæder. For at tilgodese så mange som muligt, holder vi samme workshop i Jelling og i Hellerup. Dato og sted: 6. november 2019 University College Lillebælt, Vejlevej 2, 7300 Jelling. Stedet ligger tæt på banegården i Jelling 7. november 2019 Kommunikationscentret Region Hovedstaden, Rygårds Alle 45, 2900 Hellerup Overordnet program (detaljeret program sendes til deltagerne i oktober) 9.30-10.10 Kaffe og velkomst 10.10-12.15 Forelæsning 12.15-13.00 Frokost 13.00-17.00 Forelæsning 17.00-17.30 Opsamling Deltagergebyr: 950 kroner, indbefatter kaffe/te og frokost Tilmeldingsfrist: 1. september 2019 Tilmelding pr. e-mail til fsd@fsd.dk. Tilmeldingen skal indeholde dit navn, e-mailadresse, om du ønsker at deltage i Hellerup eller i Taastrup, samt ean.nr., hvortil opkrævning skal sendes Mål og indhold, Se Michael Palin Centrets omtale af kurset på næste side, hvor bl.a. kursets indhold og deltagernes mål/udbytte er beskrevet Underviser Kevin Fower, der har været ansat på Michael Palin Centret siden 2009. Hans meritter er også beskrevet på næste side. Kevin vil tale et letforståeligt engelsk på kurset Yderligere oplysninger: Vedr. tilmelding: Karen Thorsen, fsd@fsd.dk. Vedr. indholdet af workshoppen: Hermann Christmann, hc@nordfiber.dk


22 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019

ARTIKEL

HØREOMSORG I GRØNLAND Artiklen er skrevet af Sif Eriksen: sieri14@student.sdu.dk

Artiklen er skrevet af Susanne F. Hansen: suhan14@student.sdu.dk

Forfatterne har modtaget støtte fra Vibeke og Victor Blochs Fond for at kunne deltage i praktikophold i Grønland i forbindelse med deres uddannelse til audiologer på Syddansk Universitet. I Grønland er der en del af populationen, der har eller har haft problemer med betændelse i mellemøret, også kaldet Otitis Media (OM). Grønland er kendt for at have en høj prævalens af kronisk sekretorisk otitis media (CSOM). Børn der ofte diagnosticeres med OM eller CSOM er i risikogruppe for at ende med en permanent konduktiv hørenedsættelse (Jensen et al., 2013, Avnstorp et al., 2016). Vi har i dette studie, over en periode på 4 uger, undersøgt 23 børn og voksnes hørelse med en rentoneaudiometri og en elektrofysiologisk målemetode, på Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk, Grønland. Participanterne blev udvalgt, fordi de havde haft betændelse i mellemøret. Alle var kendte med eller under mistanke for at have et konduktivt høretab. Vi har i studiet teoretisk fokus på børn og deres sproglige og mentale udvikling i forbindelse med et høretab. Hørenedsættelser som en senfølge af Otitis Media i Grønland Med indførelsen af civilisationen i Grønland, der tidligere var et isoleret samfund, kom også de smitsomme sygdomme, der ændrede levevilkårene for den grønlandske befolkning. Fra at have været et nomadesamfund, blev Grønland ændret til et bysamfund med Hans Egede, der i 1721 blev udsendt af kongen og her oprettede en boplads, han gav navnet Godthåb, byen der i dag er kendt som Nuuk. Herved opstod de betingelser der via handelsskibe og kajakpost, gjorde at de smitsomme sygdomme kunne spredes iblandt befolkningen, ude i de små bygder, der var opstået rundt omkring i Grønland. Pest, mæslinger og influenza førte

til mange dødsfald og lagde mange bosteder øde. De der ikke døde af sygdommene, risikerede følgesygdomme bl.a. i form af mellemørebetændelse og det er stadig i dag et stort problem blandt den grønlandske befolkning (Homøe, P., 2014). I 2013 undersøgte et hold af forskere om der var en sammenhæng mellem høretab og CSOM. CSOM optræder oftest i de tidlige barndomsår, og man ved at der er risiko for at multiple OM kan påvirke hørelsen og den sproglige udvikling negativt, samt give varige skader i mellemøret. Undersøgelsen blev foretaget i Grønland. Deres formål var at estimere forekomsten af høretab i en population kendt med en høj risiko for CSOM. Deres sampling bestod af 438 personer i alderen 11-24 år, der alle var kendt for at have haft CSOM. De fandt at ud af de 438 participanter havde 91 % udviklet et permanent høretab. De konkluderede at CSOM var en stærk predictor for at udvikle et permanent høretab senere i livet og at CSOM var hovedårsagen til høretabet i deres sampling af participanter (Jensen et al., 2016). I et andet studie (Avnstorp et al., 2016) undersøgte man om der var en forskel i sværhedsgraden af et høretab som følge af CSOM, Otitis media med efussion (OME), Tympanic Membrane sequelae (Otitis media, OM), der alle er definitioner på forskellige grader af mellemørebetændelse. Deres sampling var en kohorte på 223 grønlandske børn født i Nuuk og Ilulissat, i alderen fra 4-10 år. Børnene blev testet med rentoneaudiometri for at finde deres høretærskel. De fandt at 207 ud af de 223 undersøgtebørn havde et høretab. Høretabene blev kategoriseret og sammenlignet indenfor grupperne


ARTIKEL CSOM, OME, og OM. De kunne konkludere at sværhedsgraden af OM svarede til et signifikant stort høretab. Over halvdelen af de 207 undersøgte børn havde en mild hørenedsættelse på det ene øre, 13,4% havde et moderat unilateralt høretab, mens 6,5% havde et moderat høretab på begge ører. En kronisk mellemørebetændelse, kan give et varigt høretab på 30 - 35 dB (Avnstorp, et al., 2016). Mellemørebetændelse rammer børn alle vegne, også i Danmark. Danske børn bliver ofte behandlet med dræn i mellemøret, men sådan er det ikke altid i Grønland, blandt andet grundet mangel på speciallæger (Homøe, P., 2014). Mellemørebetændelser er tæt forbundet med forkølelser. I de fleste tilfælde går det over af sig selv, men det kan udvikle sig til et forkølet mellemøre, med en sej væske i mellemøret, og det er her der behandles med dræn i Danmark, hvis ikke tilstanden er bedret efter 3 måneder (Homøe, P., 2014; Sundhed.dk, u.å.). Væsken i mellemøret, gør at risikoen for en ny betændelsestilstand er større. Jo yngre man er, når man rammes af mellemørebetændelse, jo større er risikoen for at udvikle gentagne mellemørebetændelser. De gentagne mellemørebetændelser gør, at der kan ses kroniske forandringer, såsom hul på trommehinden, og der kan være langvarige perioder med øreflåd. Det er en udfordring i Grønland, fordi der findes et begrænset antal ørelæger. Grønlandske børn er forkølet 40% af tiden mellem deres 1. og 2. leveår. Det er mere end dobbelt så hyppigt som i Danmark. Rammes barnet i 0 - 6 måneders alderen er der således en 8 gange højere risiko for at udvikle kroniske problemer, og en ofte uoprettelig hørenedsættelse. Hørenedsættelser forekommer med sikkerhed i 90 % af tilfældene, hos de børn, hvor der konstateres kroniske tilstande i mellemøret, og de må forvente en livslang nedsættelse, med mindre der kan foretages en operation, for en genetablering af hørelsen (Homøe, P., 2014). Elektrofysiologiske målinger I den audiologiske verden i dag findes der forskellige metoder at teste hørelsen på. Der findes mange måleinstrumenter og strategier som alle kan give os et godt billede af hvordan en persons hørelse fungerer. Der findes metoder som måler en persons subjektive op-

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 23 fattelse af hørelsen, blandt andet rentoneaudiometri. Den subjektive metode har en del måleusikkerheder, blandt andet høretelefonernes placering på øret, mangelfuld instruktion, eller forglemmelse af otoskopi (Gelfand, 2009). Der findes også metoder som måler på en persons objektive hørelse. De objektive målinger er gode når det kommer til at måle på børn og handicappede som ikke selv kan medvirke til en almindelig audiometri (Gelfand 2009). De objektive målinger findes i flere udgaver, blandt andet Auditory Steady State Response, forkortet ASSR. ASSR er en elektrofysiologisk undersøgelse, hvor man med elektroder, anbragt 4 forskellige steder på patienten - en på hver mastoid, som er den lille knogle bag øret, en elektrode i panden og en på kinden, måler patientens objektive hørelse. Elektroderne registrerer det nervesignal der fremkommer i hørebanerne ved akustisk stimulation. Der stimuleres med toner, hvis frekvenser hele tiden varieres efter et bestemt mønster, med en høj repetitionsrate i et spektrum. ASSR kan måles simultant, d.v.s. i begge ører samtidig. Metoden anvendes til en bestemmelse af en høretærskel, og man får et validt audiogram på følgende fire frekvenser: 500, 1000, 2000 og 4000 Hz. Måleusikkerhed ved denne metode er, om udstyret virker som det skal, elektrodernes placering, patientens vågenhedstilstand, og inserttelefonernes placering i øret (Hearingreview, 2007; Gelfand, 2009). Det omtalte studie i denne opgave har fokus på hørenedsættelser som følge af mellemørebetændelser i Nuuk, Grønland. Studiet vil også komme ind på diagnosticeringen af børn og voksne via elektrofysiologiske målinger. Resultaterne af disse målinger vil blive sammenlignet med almene audiometrimålinger. I løbet af de fire ugers ophold i Grønland, blev der optaget elektrofysiologiske målinger på børn, såvel som voksne. Grunden til at vi benyttede os af ASSR-metoden, frem for andre elektrofysiologiske metoder, som eksempelvis Auditory Brainstem Response (ABR), er at hvor ABR kræver en del mere erfaring at kunne bruge og aflæse resultater, er ASSR mere brugervenlig og nemmere at lære at udføre. Det var første gang at der var medbragt elektrofysiologisk udstyr fra Danmark til Grønland, så derfor skulle det også


24 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 være udstyr som de ansatte på Dronning Ingrids Sundhedscenter relativt nemt kunne lære betjene. (Small et al. 2006). Procedure For at kunne udføre de elektrofysiologiske målinger i Nuuk, blev der benyttet udstyr lånt af Interacoustics. Efter participanterne havde underskrevet en samtykkeerklæring og var blevet informeret om hvordan målingerne skulle foregå, blev der foretaget en otoskopi, for at sikre optimale øregangsforhold. Herefter blev der, i nogle tilfælde, foretaget en tympanometri. Da der kun var et tympanometer på hele sundhedscentret, var det ikke muligt at lave tympanometri på alle participanter. Ved en tympanometri, undersøger man om mellemørets akustiske og mekaniske egenskaber fungerer, altså om trommehinden kan vibrere og om øreknoglerne er i stand til at føre lyden ind til det indre øre. Ved hjælp af tympanometeret måles også øregangsvolumen og resonans. Tympanometret vil tegne en kurve der viser trommehindens bevægelighed. Alt efter kurvens form og de andre oplysninger man får fra tympanometrien, kan der stilles forskellige diagnoser, bl.a. om der er mellemørebetændelse. Mellemørebetændelse giver et midlertidigt konduktivt høretab, indtil det er reverseret, men kan som tidligere nævnt, give et varigt høretab, hvis man gentagne gange har haft betændelse i mellemøret (Gelfand, 2009). Efter en eventuel måling af mellemøret, blev en almindelig rentoneaudiometri foretaget, både med luft- og benledning. En luftledning bliver målt med enten høretelefoner eller inserttelefoner. På den måde kommer lyden ind gennem mellemøret og den vej ind til det indre øre. Ved en luftledning måler man derfor en generel høretærskel. Benledning er en målemetode, hvor man sender vibrationer gennem kraniet, som derved transmitterer lyd ind i øresneglen. Dette gøres ved at en lille vibrator sættes på mastoiden, knoglen bag ved det ydre øre, eller i panden på patienten. Herefter vibrerer den med forskellige hastigheder, alt efter hvilken frekvens der ønskes testet. Benlederen tester det indre øre, og kan være med til at afgøre høretabets karakter (Widex 2007, Gelfand 2009). Selvom nogle participanter kun oplevede problemer med hørelsen på det ene øre, blev alle

ARTIKEL målinger foretaget bilateralt. Sidste del af studiet bestod af en bilateral ASSR måling. Her blev der målt simultant på begge ører og ved fire frekvenser, nemlig 500, 1000, 2000 og 4000 Hz samtidig. Participanterne blev opfordret til at ligge helt stille og tømme hovedet for tanker. Participanterne faldt ofte i søvn under målingerne, hvilket gjorde at målingerne gik hurtigere. Der blev først målt en ASSR med inserttelefoner, for at sikre os at målingen kunne foretages på den pågældende participant. Efter en succesfuld ASSR med inserttelefoner, blev en ASSR med benledning foretaget. Starttærsklen for ASSR med inserttelefoner, blev bestemt ud fra rentoneaudiometritærsklen. ASSR med inserttelefoner blev startet 5-15 dB over rentoneaudiometritærsklen, for at være sikker på at få en positivt første respons. ASSR med benledning blev startet, enten ud fra ASSR tærsklen målt med luftledning, eller ud fra benledningstærsklen målt ved rentoneaudiometrien. Dette var en vurderingssag, som kom an på den pågældende participant. Det var forskelligt hvor lang tid målingerne tog, da nogle havde sværere ved at slappe af end andre. Målingerne tog i alt mellem en halv til to en halv time, afhængig af participanten. Som nævnt tidligere, er prævalensen af mellemørebetændelse i Grønland en af de højeste i verden. Mellemørebetændelse kan medføre et konduktivt høretab, som opstår når passagen for lyd er blokeret, enten ved det ydre øre, øregangen eller mellemøret. Dette kan eksempelvis ske, hvis mellemøret er fyldt med betændelse eller der er noget galt med trommehinden. Hvis passagen for lyd er blokeret, er lydens styrke reduceret på vej ind i øresneglen. De fleste konduktive høretab kan behandles medicinsk, kirurgisk eller med høreapparater (Widex 2007), men det er vigtigt at diagnosticere dem korrekt, så man undgår fejlbehandling. Især fejlbehandling af børn kan være et stort problem, da ikke alle børn forstår instruktionen af en almen audiometri. Her er de elektrofysiologiske metoder gode, da de kan minimere risikoen for at fejldiagnosticere. Et konduktivt høretab er når der er en forskel på luftledningstærsklen og benledningstærskel på 10 dB eller mere (Gelfand 2009).


ARTIKEL Dataindsamling Målgruppen for dette studie var, som nævnt tidligere, voksne og børn med allerede diagnosticerede konduktive høretab, eller hvor der er mistanke om konduktive høretab, som senfølge af mellemørebetændelse. Der blev rekrutteret participanter i samarbejde med en ørelæge fra Odense Universitetshospital og en sekretær fra Dronning Ingrids Sundhedscenter. De fremkomne resultater af ASSR målingerne, udført med både luft- og benledning, vil blive sammenlignet med resultaterne fra en almindelig rentoneaudiometri, også udført med luft- og benledning. Ved at sammenligne de to målemetoder, kan man se om ASSR-målingens resultater stemmer overens med rentoneaudiometriens. På den måde, kan man se om der er en målbar forskel mellem de to metoder. Dette kan have stor indflydelse når det kommer til at skulle diagnosticere konduktive høretab i praksis, især hos børn (Jeng et al. 2004). Studiet har til formål at se om der er en målbar forskel mellem resultaterne fra de to metoder. Resultaterne af rentoneaudiometrien samt ASSR målingerne har vi skrevet ind i en tabel, så det er nemmere at danne sig et overblik

De røde boxplots viser højre øres luftledningstærskler målt med almindelig rentoneaudiometri og de orange boxplots viser højre øres luftledningstærskler målt med ASSR-udstyret. På x-aksen ses ved hvilken frekvens der er målt

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 25 over den indsamlede data, samt at analysere disse data. Studiet sætter også fokus på diagnosticering og behandling af børn og voksne med høretab i Nuuk, Grønland, hvad der bliver gjort i dag samt hvor der er plads til forbedring. Eksempel på resultater Studiet inkluderede 23 participanter, heraf fire børn og 19 voksne. Alle fik undersøgt hørelsen med en rentoneaudiometri med luftledning samt en luftlednings-ASSR. Der blev udført benledning med rentoneaudiometri på 21 af participanterne og ASSR med benledning på 20. Da benlederen kan være svær at sætte korrekt på nogle participanter, var det ikke på alle at man kunne måle benledningstærsklerne. Det samlede datasæt består af en liste over alle de målte tærskler hos de 23 participanter samt information om relevant sygehistorie. Ud fra disse data kan man kreere forskellige figurer, alt efter hvilke data man gerne vil sammenligne og have uddybet. I figuren herunder, ses et eksempel på dette:

ved (500, 1000, 2000 eller 4000 Hz) og y-aksen viser tærskelniveauet i decibel. På figuren ses det at tærsklerne for almen audiometri generelt ligger højere end ASSR-tærsklerne. Figuren viser data fra 22 af participan-


26 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 terne, og kigger man på middelværdien, som er markeret med et X i boksene, ligger ASSR-målingen i gennemsnit 7,75 decibel lavere end den almindelige audiometri måling. Det er dog vigtigt at huske på de forskellige usikkerhedsfaktorer der findes ved begge målemetoder. Resultaterne af de forskellige målinger bliver yderligere forklaret og diskuteret i specialet, hvor der også vil være fokus på participanternes sygehistorie. For at kunne diagnosticere børns hørelse effektivt og sikkert kan man benytte sig af de beskrevne elektrofysiologiske metoder. Grunden til at det er så vigtigt at børn bliver diagnosticeret korrekt, skyldes primært deres sproglige og mentale udvikling, i de vitale år af den sproglige indlæringsproces. Et barns sproglige udvikling Et barn lærer at tale og kommunikere via de sproglige input, de auditivt har lyttet til. Undersøgelser viser at vores hjerne, fra fødslen, foretrækker sproglyde fremfor andre lyde. Forudsat at barnet har et intakt sansesystem, så organiseres hjernen til at varetage en effektiv sprogprocessering ved hjælp af erfaring. Sproget er en kognitiv evne der har stor betydning i vores hverdag og det er vigtigt at børn får tilstrækkelige muligheder for at tilegne sig et sprog (Servicestyrelsen, u.å.). En normal hørelse er alfa og omega for social- og intellektuel udvikling af et barn (Avnstorp, et al., 2016). Vilkårene for social og intellektuel udvikling og integration i skole- og samfundsmæssige sammenhænge, bliver vanskeligere når en sansehæmning rammer det, der er specifikt menneskeligt, nemlig den måde vi kommunikerer på. Et barn med en hørenedsættelse, der ikke har adgang til alle sproglyde, vil derfor ofte have langt sværere ved at indgå i dele af de sociale og samfundsmæssige sammenhænge, fordi en hørenedsættelse har en negativ effekt på indlæring generelt (DeAntonio, R., et al., 2016; Hansen, N.M.2006; Sundhedsstyrelsen, 2004; Grønlie, S.M.,1995). Når man bliver forsinket i erhvervelsen af egnede strategier for taleperception på grund af den nedsatte hørelse, så vil det helt naturligt have en effekt på den fonologiske udvikling, fordi børnene grundet hørenedsættelsen, ikke har adgang til den fonetiske struktur som spro-

ARTIKEL get består af (Nittrouer S. et al. 2004). Det er derfor ikke uden betydning for et barns leksikale og fonetiske udvikling, hvornår et høretab bliver opdaget. Børn der tidligt bliver identificeret med et høretab, vil have langt større muligheder for indlæring (Yoshinaga-Itano C. et al. 1998), og der er undersøgelser som konkluderer, at en langsigtet leksikalsk-semantisk viden, også er en vigtig faktor for den verbale korttids- og langtidshukommelsespræstation (Majerus S. et al. 2011), fordi hjernens udvikling har brug for de input den får fra omgivelserne i dens mest sensitive periode, dvs. fra fødslen og op til 4-5 års alderen (Servicestyrelsen, u.å.). Et barn med et høretab, er et barn som alle andre børn. De har ret til selvbestemmelse, og skal ses på med respekt og beskyttes mod diskrimination. De skal være fuldt inkluderet i samfundet, og være en del af det liv der omgiver dem. Dette kræver en massiv indsats fra forældrenes og samfundets side. Sprog er altafgørende for at opnå den fulde personlige udvikling (Stensgaard, S., 2015). I FN’s handicapkonventions grundlæggende principper (Stensgaard, S., 2015), står der: “...respekt for de udviklingsmuligheder, som børn med handicap har, samt respekt for deres ret til at bevare deres identitet” Dette er centralt i relation til børn med et høretab eller nedsættelse, fordi det at udvikle og bruge et sprog, ikke kun er forbundet til deres udviklingsmuligheder, men også deres identitet. Sproget er af afgørende betydning for, at de kan skabe et identitetsmæssigt forhold til familie og andre sociale grupperinger. Barnets tarv kommer i første række i virkeliggørelsen af et barns rettigheder. Et barn med et handicap skal sikres retten til frit at kunne udtrykke deres synspunkter vedrørende dem selv, på lige fod med andre børn. Et normalthørende barn overtager automatisk forældrenes modersmål mens det vokser op, men for et barn med et høretab eller en hørenedsættelse, er der ingen automatik i, om dette barn får et sprog eller ej. Det kræver aktiv stillingtagen fra alle sider, men det ændrer ikke på at børn har ret til at have et sprog, ligesom alle har ret til undervisning i sit modersmål, herunder også tegnsprog (Stensgaard, S., 2015).


ARTIKEL Omkring 3-års alderen har næsten alle børn haft mindst en episode med mellemøreproblemer, og 5% af disse børn vil fra 2-4 års alderen have en bilateral hørenedsættelse, grundet en persisterende sekretorisk otitis media (SOM) (Sundhed.dk). Fakta om Otitis Media Otitis Media er en af de mest almindelige infektionssygdomme hos førskolebørn på verdensplan, og den repræsenterer den sygdom, hvor flest børn bliver behandlet med antibiotika eller gennemgår en øreoperation med f.eks. dræn, i vores del af verden. Det er også en infektion, der i svære tilfælde, kan have en dødelig udgang. Der er estimeret omkring 20.000 årligt, der dør af komplikationer i forbindelse med OM, hvoraf de fleste er børn under 5 år (DeAntonio, R. et al., 2016). Når det oftest er børn der bliver diagnosticeret med OM, skyldes det at deres eustakiske rør er kortere end voksnes, og dermed har infektionen lettere ved at nå ud til mellemøret (Sundhedsstyrelsen, 2004). Det eustakiske rørs funktion er, at opretholde et ensartet lufttryk i mellemøret på begge sider af trommehinden. Det sker ved at mellemøret ventileres, når vi synker, for at udligne undertrykket. Det eustakiske rør er hos voksne ca. 3-4 cm langt og løber fra mellemøret til svælget bag den bløde del af ganen (Brandt, C., u.å.). OM opstår oftest efter en forkølelse, fordi smitstoffet spredes fra næsehule og svælg til mellemøret via det eustakiske rør (Sundhedsstyrelsen, 2004). OM hos voksne skyldes for det meste en øvre luftvejsinfektion, barotraumer, eller en lokal tumor (Sundhed.dk, u.å.). OM kan inddeles i forskellige sygdomsstadier: Akut Otitis Media (AOM), recurrent AOM (rAOM), OM med effusion (OME), og kronisk sekretorisk Otitis Media (CSOM). AOM er den hyppigste forekomst hos børn, og det er den største kilde til den antibakterielle behandling med antibiotika (DeAntonio, R. et al., 2016), hos børn under 2 år (Ovesen, T., et al. 2012). AOM er en akut infektion i mellemørets slimhinder, og er næsten altid sekundært til slimhindeirritation i næsen og det eustakiske rør. Slimhindeirritationen i det eustakiske rør, fører til en hævelse der gør, at mellemøret ikke ventileres optimalt, dermed kan der opstå væske i mellemøret og dette giver nedsat hørelse (Sundhed.dk, u.å.). OME

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 27 kan opstå når den akutte AOM er forsvundet, men bakterien stadig sidder i kroppen. CSOM opstår ved vedvarende inflammation af mellemøret, det medfører øreflåd og perforation af trommehinden (DeAntonio, R. et al.,2016). CSOM defineres som en tilstand i mellemøret, uden egentlige sygdomstegn, hvor AOM giver feber, øreflåd og smerter. CSOM kan optræde som en primær tilstand eller som følge af AOM (Sundhed.dk, u.å.). Generelt opstår OM af bakterier eller vira. De to væsentligste bakterier er Streptococcus pneumoniae og Haemophilus influenzae. Andre væsentlige bakterielle årsager til OM er Staphylococcus aureus, Moraxella catarrhalis og S. pyogenes (DeAntonio, R. et al.,2016). Forebyggelse af Otitis Media Man kan ved en forebyggende indsats, være med til at mindske antallet af mellemørebetændelser. Syge skal børn holdes hjemme, og man skal forsøge at begrænse antallet af personer, der omgås den syge. God hygiejne og håndvask med sprit er nødvendig. Varm påklædning, og i særdeleshed varmt fodtøj, er godt når det er så koldt som der er i Grønland det meste af året, også selvom kulden dog intet har med mellemørebetændelsen at gøre. Behandling med penicillin og opfølgning hos en læge er en vigtig del af behandlingen, især for børn under 2 år. Man skal dog være opmærksom på at der findes risikofaktorer, som for eksempel familiære dispositioner, rygning i hjemmet, samt trange og tætte boligforhold. Hvis en hørenedsættelse er indtruffet, skal man tale tydeligt til barnet og så vidt muligt have øjenkontakt. I skolen skal man flytte barnet op, så det sidder forrest i klassen, samt evt. anvende FM-systemer og høreapparater. Selvom børn ikke nødvendigvis er glade for disse hjælpemidler, men det er nødvendigt (Homøe, P., 2014). Vores oplevelse af Grønland og det grøndlandske sundhedssystem I løbet af de fire ugers ophold på Dronning Ingrids Sundhedscenter fik vi dannet os et godt billede af hvordan høreomsorgen fungerer i Grønland; to gange om året tager personale fra Odense Universitetshospital til Grønland og besøger forskellige byer og bygder. Med sig har de audiologisk måleudstyr bestående af et audiometer og et tympanometer. Der bliver og-


28 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 så medbragt en hel del høreapparater fra Oticon, alle stort set ens i farve og type. Der er på forhånd booket patienter til de ansatte fra Odense og der er sørget for at der er en ansat fra Grønland til stede, som skal hjælpe med de sproglige udfordringer der er hos nogle af patienterne. I Grønland foretages der en rentoneaudiometri med luft- og benledning samt en tympanometri- og stapediusrefleks-måling hos alle patienter. De får desuden foretaget en otoskopi og de fleste kommer ind til en lægesamtale. I Danmark er det en standardiseret del af den audiologiske praksis at foretage en skelnetest i støj, en såkaldt diskriminationsscore, DS. Skelnetesten består af en ordliste på 25 ord, hvor patienten skal gentage de ord der høres (Delta 2011). Ved at foretage en skelnetest, kan man vurdere om patienten har problemer med at forstå hvad der bliver sagt, og ikke kun problemer med at høre det bliver sagt. En persons skelneevne afhænger af hvor god personen er til at frekvensspecificere. Frekvensspecificering er evnen til at skelne lyde af forskellige frekvenser fra hinanden. Det betyder, at man kan have svært ved at skelne to forskellige toner fra hinanden, for eksempel 2000 Hz og 2010 Hz. Dette har stor indflydelse på, hvor godt man forstår almindelig tale, da frekvenserne kan smelte sammen og gøre talen mumlende at høre på (Dillon 2012). Når man måler et høretab på de audiologiske afdelinger i Danmark, måler man derfor både personens hørbarhed og talegenkendelsesevne. I Grønland foretages en sådan test ikke, hvilket kan føre til misforståelser og frustrationer. Hvis der blev sat fokus på folks skelneevne, ville de hørehæmmede i Grønland måske få en bedre forståelse for deres eget høretab og nemmere kunne lære hvordan man skal leve med den hørelse de har, og ikke mindst kunne få tilpasset deres høreapparater korrekt. Det er ikke kun en skelnetest der halter bagefter i den grønlandske høreomsorg. Screeningsprogrammet i Grønland, er eksempelvis et to-trins screeningsprogram, hvor de nyfødte, ligesom i Danmark, får lavet en måling af deres otoakustiske emissioner. Hvis denne måling viser sig at være negativ, bliver barnet henvist til yderligere eksamination og audiologiske undersøgelser, enten på den lokale audiologiske

ARTIKEL afdeling eller på øre-næse-hals afdelingen i Nuuk. Hvis der skal foretages yderligere undersøgelser, bliver barnet henvist til Danmark (Homøe et al. 2013). Som nævnt tidligere, er det essentielt at behandlingen af hørehæmmede børn kommer i gang tidligt, for at opnå så gode sproglige resultater som muligt. Det kan forsinke en eventuel behandlingsproces, grundet rejsetider og ventetider, hvis en værge og et barn skal til undersøgelser i Danmark. Helhedsorienterede løsninger Grønlands befolkning består i dag af ca. 56.000 individer, hvoraf de ca. 15.000 lever i Nuuk. Resten af befolkningen bor rundt omkring i 16 mindre byer og 60 landsbyer. I 2003 vedtog hjemmestyret en lov om udviklingen af det første officielle folkesundhedsprogram. Resultatet af det første initiativ, skulle føre til en forbedring af folkesundheden. Problemet er bare at man hovedsageligt kun har fokus på den voksne del af befolkningen. Kvaliteten i den akutte sundhedsservice består af alt, ligefra en lokal sundhedsfaglig person, til hospitalet i Nuuk. Den forebyggende indsats mod sygdomme, der tilbydes på børneområdet, består af vaccinationer (Niclasen B.V., et al., 2007) straks efter fødslen mod tuberkulose og Hepatitis B (Niclasen, B.V., et al., 2007; Birgitigroenland, 2012). De tilbydes desuden de almindelige vaccinationsprogrammer som de danske børn bliver tilbudt (Niclasen, B.V., et al., 2007), samt som tidligere nævnt, et to-trins screeningsprogram med otoakustiske emissioner, for en test af hørelsen hos nyfødte (Homøe et al., 2013). En af de store trusler for sundheden i Grønland, er forskellene i befolkningens socioøkonomiske grundlag. Forskelle i indkomst afspejles i den måde man lever, spiser, arbejder og uddanner sig på i forskellige regioner, og det kan ses på helbreds- og sundhedsområdet. Man skal derfor anerkende at et barns basisgrundlag for sundhed, formes i barndommen og det kræver konstant overvågning og en tidlig intervention, for at undgå en videreførsel af en negativ sundhedseffekt (Niclasen, B.V., 2007). Den grønlandske population af børn med kroniske mellemørelidelser er uændret siden 1996 (Avnstorp, M.B. et al., 2016), og prævalensen af diagnosticerede, er en af de højeste i verden (Demant, M.N. et al., 2017). En ud af 10 børn i Grønland, har høremæssige problemer på


ARTIKEL grund af mellemørebetændelse. Det er mere end 10 gange flere end i Danmark. Selvom levestandarden i Grønland er forbedret i forhold til tidligere, er den store forekomst af den uændrede population af børn og voksne, med senfølger af mellemørebetændelser, stadig alarmerende høj (Homøe, P., 2014). Derfor bør der også være en bedre kommunikation mellem behandlersystemet og familierne om information til forebyggelse af mellemørebetændelse, samt kommunikationsstrategier i skolen, for de børn der har en hørenedsættelse, får bedre indlæringsmuligheder (Avnstorp, M. B. et al., 2016). Det er vigtigt at anerkende et barn i det offentlige sundhedssystem, fordi de er en udsat gruppe, der ikke har mulighed for at varetage egne interesser. De er børn i en voksen verden (Niclasen, B.V., et al., 2007). Forældre har i den periode, hvor et barn diagnosticeres og skal udredes med et høretab, behov for en rådgivning der bør være vidensbaseret og helhedsorienteret. Forældrene skal på baggrund af rådgivningen, kunne tage stilling til, hvordan de ønsker deres barn skal lære at kommunikere og udvikle sprog, herunder også tegnsprog. Rådgivningen bør vægte forældrenes frie valg, for at varetage barnets tarv bedst muligt. Der bør derfor være fokus på en helhedsorienteret omsorg for barnet i forhold til den støtte familierne har brug for. Det er kommunernes pligt at yde denne støtte, men her kan familier ofte opleve store frustrationer på en række områder. De skal i nogle tilfælde selv være opsøgende for at få den hjælp der er behov for, og der kan gå kostbar tid til spilde i barnets udvikling, fordi tildeling af støtte i mange tilfælde har en lang sagsbehandlingstid (Stensgaard, S., 2015). I skolen kan der være behov for at benytte sig af de teknologiske muligheder der udbydes i dag, FM-systemer, høreapparater eller teleslynge, samt en god akustik i klasselokalet (Homøe, P., 2014; Stensgaard, S., 2015). Det at et høretab er et usynligt handicap, gør måske at betydningen af disse tiltag nedprioriteres, og ofte er der heller ikke tilstrækkeligt med specialiseret viden eller støtte i skolen (Stensgaard, S., 2015). Det er dog vigtigt at understrege at, et barn i Grønland i dag, er meget sundere end for bare få årtier siden, og at de fleste børn er tilfred-

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 29 se med deres tilværelse, så netop derfor er det vigtigt at der skal der holdes særlig stor fokus på børnenes almene sundhedstilstand i Grønland, både nationalt og regionalt (Niclasen, B.V., et al., 2007). Forslag til forbedring Som tidligere nævnt, er der mange ting som godt kunne trænge til fornyelse eller forbedring når det kommer til høreomsorgen i Grønland. De områder hvor der er plads til forbedring, er eksempelvis ved brugen af telemedicin, bedre kommunikation mellem forældre til børn med høretab og det grønlandske sundhedsvæsen, et bedre opfølgningsprogram og en større viden om høretab og høreapparater hos de ansatte, der til daglig arbejder med patienterne. Telemedicin er noget som i fremtiden har et stort potentiale (Krumm et al. 2011, Homøe et al. 2013), især når det kommer til undersøgelse og behandling af patienter, som bor i et andet land end den fagprofesionelle. For at dette ville kunne indføres i Grønland, specifikt i Nuuk, kræver det at personalet på afdelingen kender til udstyret og ved hvordan de skal sætte det op. I Grønland er der mangel på speciallæger (Homøe, P., 2014), og netop derfor kan brugen af telemedicin, blive et vigtigt redskab i diagnosticeringen af børn, hvor man på afstand, vil kunne foretage elektrofysiologiske målinger. Der er dog både fordele og ulemper ved dette. For at man kan og må lave undersøgelser over internettet, kræver det en sikker og meget stabil internetforbindelse, både i Danmark og i Grønland. Personalet i Grønland skal vide hvordan man klargør og instruerer patienten korrekt, da der ikke skal meget til for at forstyrre en elektrofysiologisk måling. Det kræver desuden at man indkøber det elektrofysiologiske udstyr til Grønland, hvilket er en stor, økonomisk investering. Apparatet i sig selv er dyrt at anskaffe, og hertil kommer så de løbende omkostninger til vedligehold, insertørepropper, elektrodepads og skrubbecreme til afrensning af huden. Selvom der er mange ting der skal falde på plads før elektrofysiologiske målinger vil kunne benyttes som telemedicin i Grønland, vil det være en stor hjælp, for både personale og borgere. Herudover er der tidsforskellen - Grønland er fire timer bagefter Danmark, så man vil kun kunne benytte sig af telemedicin-udstyret en


30 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 1/2019 halv arbejdsdag, hvis arbejdstiderne fortsat skal være inden for det normale i begge lande. I løbet af de fire uger i Nuuk, nåede vi at afprøve det medbragte elektrofysiologiske udstyr på afstand, via denne form for telemedicin. Ideen er at en ansat i Grønland kobler udstyret op og klargør patienten med en otoskopi samt påsættelse af elektroder og inserttelefoner. Herefter sidder der så en fagperson i Danmark som overtager styringen af computeren, som udstyret er koblet op til, og på den måde foretager selve målingen. Her er det vigtigt at de ansatte i Grønland ved hvordan udstyret skal klargøres og at de kan instruere patienten korrekt. To af de ansatte på Dronning Ingrids Sundhedscenter fik en kort introduktion til brug af udstyret. En anden ting som der godt kunne forbedres i høreomsorgen i Grønland, er måden der bliver udleveret og tilpasset høreapparater på. Når ansatte fra Odense Universitetshospital tager til Grønland, foretager de en audiometri og i nogle tilfælde tilpasser de også høreapparaterne på stedet. Dette afhænger af høreapparatog proptypen. Når høreapparaterne skal tilpasses, bliver de indstillet til 100% target i grundindstillingen. Dem der ikke får udleveret apparaterne på stedet, eksempelvis dem der skal have BTE med støbte propper, sendes apparaterne op til den lokale sundhedsklinik, hvor en af de ansatte udleverer høreapparaterne inklusive propper. Der er ikke mulighed for at få høreapparaterne justeret, bortset fra når personalet fra Odense er til stede. Det, at personalet i Grønland ikke kan justere og indstille et apparat, gør at nogle at patienterne ikke får brugt deres høreapparater så meget som de ellers ville. Hvis man kunne få installeret softwaren til justering og tilpasning af de udleverede høreapparater, ville en ansat i Grønland have muligheden for at justere apparaterne, hvis behovet opstod. Alle høreapparaterne der udleveres er fra samme firma, så det er kun nødvendigt at installere en software. For at dette vil kunne lykkes, kræver det at en eller flere af de ansatte i Grønland får undervisning i hvordan softwaren fungerer og hvordan man justerer og tilpasser høreapparater. Selvom der er en del, der skal læres for personalet, ville det kunne hjælpe høreapparatbrugerne i Grønland til en mere individuel behandling.

ARTIKEL Referenceliste • Avnstorp, M. B., Homøe, P., Bjerregaard, P., & Jen sen, R. G. (2016). Chronic suppurative otitis me dia, middle ear pathology and corresponding hearing loss in a cohort of Green-landic children. International journal of pediatric otorhinolaryngo logy, 83, 148-153. • Birgitigroenland (2012), Jordmoder i Uper navik:https://birgitigroenland.wordpress. com/2012/02/18/jordemoder/ læst d. 22. august 2018 • Brandt, Christian: eustakiske rør i Den Store Dan ske, Gyldendal. Fra http://denstoredanske.dk/in dex.php?sideId=73222 Hentet 17. august 2018 • DeAntonio, Rodrigo, Juan-Pablo Yarzabal, James Philip Cruz, Johannes E. Schmidt, Jos Kleijnen (2016). Epidemiology of otitis media in children from developing countries: A systematic review. International Journal of Pediatric Otorhinolaryn gology,Volume 85, 2016. • Demant, M.N. et al. (2017). The effects of venti lation tubes versus no ventilation tubes for recur rent acute otitis media or chronic otitis media with effusion in 9 to 36 month old Greenlandic children, the SIUTIT trial: study protocol for a ran domized controlled trial. Trials. DOI 10.1186/ s13063-016-1770-x • Delta (2011). Standardiseret rapportering af audiometriske test. https://audiologi.dk/art/ audiometri/ besøgt den 15/8-18. • Dillon, H. (2012). Hearing Aids, second edition. Sydney Boomerang Press. • Gelfand, Stanley A. (2009). Essentials of Audio logy. Thieme Medical Publishers Inc., Third Editi on. • Grønlie, Sissel M., (1995) Når noen ikke hører. Døves forlag AS Norge • Hansen N.M. (2006) ”Ung og hørehæmmet. Hø retab, kommunikation og trivsel”. Center for ung domsforskning. • Hearingreview (2007). http://www.hearingre view.com/2007/11/auditory-steady-state-re sponse-assr-a-beginners-guide/ læst 08-12 2017 • Homøe, Preben (2014). Ørerne er syge i Grøn land. Dagens Grønland. Det Grønlandske Hus KBH. Kalaallit. Illuutaat. • Homøe, P., Andersen, T., Grøntved, A., Per cy-Smith, L., & Bille, M. (2013). Experience with cochlear implants in Greenlanders with profound hearing loss living in Greenland. International journal of circumpolar health, 72(1), 20974. • Jeng, F. C., Brown, C. J., Johnson, T. A., & Vander Werff, K. R. (2004). Estimating air-bone gaps using auditory steady-state responses. Journal of the American Academy of Audiol-ogy, 15(1), 67-78.


ARTIKEL • Jensen, Ramon Gordon et al. (2013). The risk of hearing loss in a population with a high prevalen ce of chronic suppurative otitis media. Internati onal Journal of Pediatric Otorhinolaryngology, Volume 77, Issue 9, 1530 - 1535 • Krumm, M., & Syms, M. J. (2011). Teleaudiology. Otolaryngologic Clinics of North America, 44(6), 1297-304. • Majerus, Steve, Arnaud D’Argembeau(2011). Verbal short-term memory reflects the organiza tion of long-term memory: Further evidence from short-term memory for emotional words. Jour nal of Memory and Language, Volume 64, Issue 2, February 2011. Pag-es 181-197, ISSN 0749-596X. http://dx.doi.org/10.1016/j.jml.2010.10.003. • Niclasen, B.V., et al. (2007). Child health in Gre enland. Scandinavian Journal of Public Health. 35: 313-322 • Nittrouer, Susan, Lisa Thuente Burton (2004). The role of early language experience in the de velopment of speech perception and phonologi cal processing abilities: evidence from 5-year olds with histories of otitis media with effusion and low socioeconomic status. Boys Town Na tional Research Hospital, 555 North 30th Street, Omaha, NE, USA • Ovesen, T., & Buchwald, C. v. (2012). Lærebog i øre-næse-hals-sygdomme og hoved-hals-kirur gi (2. udgave ed.). Kbh: Munksgaard Danmark. • Servicestyrelsen (u.å.) ”Teorier om sprogtilegnel se” Sprogpakken.dk http://www.sprogpakken. dk/materialer/Teorier%20om%20sprogtilegnel se.pdf • Small, S. A., & Stapells, D. R. (2005). Multiple auditory steady-state responses to bone-con duction stimuli in adults with normal hearing.

DANSK AUDIOLOPÆDI # 1/2019 31 Journal of the American Academy of Audiology, 16(3), 172-183. • Small, S. A., & Stapells, D. R. (2006). Multiple auditory steady-state response thresholds to bo ne-conduction stimuli in young infants with nor mal hearing. Ear and Hearing, 27(3), 219-228. • Stensgaard, Signe (2015). Børn med høretab og døve børn. Anbefalinger til efterlevelse af menne skeretlige forpligtelser. Ligebehandlingsafdelin gen, Institut for Menneskerettigheder. Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution. ISBN 978-87-9341-11-4. EAN 978879324114 • Sundhed.dk (u.å.) https://www.sundhed.dk/ sundhedsfaglig/laegehaandbogen/oere-nae se-hals/tilstande-og-sygdomme/mellemoere/ mellemoerebetaendelse-akut/ læst d. 16/8 2018 • Sundhed,dk (u.å.) https://www.sundhed.dk/ sundhedsfaglig/laegehaandbogen/oere-nae se-hals/tilstande-og-sygdomme/mellemoere/ mellemoerebetaendelse-sekretorisk/ læst d. 17/8 2018 • Sundhedsstyrelsen (2004). Sundhedsstyrel sens retningslinier af 12. august 2004 for neo natal hørescreening.https://www.sundhedsgui den.dk/da/temaer/alle-temaer/boernesygdom me/oejne-og-oerer/betaendelse-i-det-eusta kiske-r-oslash;r-(ser-oslash;s-otit)/ læst d. 17/8 2018 • Widex (2007). Sound and Hearing, third edition. Widex A/S. • Yoshinaga-Itano, Christine, Allison L. Sedey, Di ane K. Coulter and Albert L. Mehl(1998). Lan guage of Early- and Later-identified Children With Hearing Loss. Pediatrics 1998;102;1161 1171 DOI:10.1542/peds.102.5.1161.


32 DANSK AUDIOLOGOPÆDI # 4/2018

ARTIKEL

SPROGRAKETTEN

SÆTTER ANIMATIONSFILM I KREDSLØB Viborg Kommune har lavet en ny animationsfilm, der giver forældre tre lette fif til, hvordan de får deres børns sprog til at udvikle sig.

Artiklen er skrevet af Lone Engel Westphall, afdelingsleder hos Viborg Bibliotekerne og teamleder Birgit Gade, PPL – Sprog Kontaktinformation: Birgit Gade, Teamleder Pædagogisk praksis & Læring, Viborg Kommune, T: 29 40 17 69 / M: bg1@viborg.dk Lone Engel Westphall, afdelingsleder Læring & viden, Viborg Kommune, T: 20 56 05 42 / M: lew@viborg.dk

Små samtaler er alt, hvad der skal til for at få børns sprog til at blomstre og udvikle sig. Hvor let det er, viser en helt ny animationsfilm (se filmen her ”Barnets sprog – 3 små fif”). - Vi er så glade for, at filmen nu er klar til at komme ud og fortælle på en let forståelig måde, hvordan forældre, men også dagplejere og pædagoger, kan støtte børns sprog ved hjælp af enkle strategier. Og animation kan bare noget andet end foldere og pjecer, fortæller Birgit Gade, der er teamleder hos Pædagogisk Praksis & Læring - Sprog i Viborg Kommune. Muligheden for at samtale er et redskab, som vi altid har med os – lige ved munden. Filmen viser, at hvis vi lytter til det børnene siger, og ud fra det skaber små samtaler, gør vi børnene nysgerrige på sproget og dets muligheder. Nationale sprogstrategier Filmens tre små fif tager udgangspunkt i tre af de ti nationale understøttende sprogstrategier ”Samtaler i hverdagen”, som EMU Danmarks læringsportal under Undervisningsministeriet har udgivet.

- Samtaler i hverdagen var en fokusopgave i PPL-sprog i 2018 og er det forsat 2019. Sammen med pædagoger og forældre har vi stor opmærksomhed på, hvordan børn tilegner sig sprog og udvikler det. Det handler ikke kun om, at børnene får et flot og varieret sprog, indsatsen er også afgørende, når barnet senere skal lære at læse, siger Birgit Gade. Et sprogligt samarbejde Animationsfilmen er en del af Sprograketten, som er et samarbejde Viborg Bibliotekerne og Pædagogisk Praksis & Læring - Sprog i Viborg Kommune. Filmen er produceret af Tumblehead, der er en del af Viborgs animationsmiljø. Hos PPL - Sprog arbejder de blandt andet med børn, der har sproglige udfordringer, og hos Sprograketten stimulerer de med forskellige værktøjer og aktiviteter børns sproglige udvikling i et fysisk rum på Børnebiblioteket i Viborg. Så det var indlysende at skabe en film sammen, der netop sætter fokus på børns sprog. I forvejen samarbejder de to, når Sprograketten flyver ud i kommunens lokalområder, hvor de laver forløb for dagpleje-, vuggestue- og børnehavebørn. Sidst var de i Stoholm, og til foråret lander raketten i Skals.


DANSK AUDIOLOGOPÆDI 55. årgang • Marts/april 2019 • Nr. 1 Fagblad for tale-, høre- og læsepædagoger. Udgives af Audiologopædisk Forening

Redaktør (ansv.): Per Nielsen, Randrupvej 14, 2610 Rødovre. Tlf. 40750682, Email: pnnn@vordingborg.dk Redaktionsmedl.: 

Birthe Wittenhoff Madsen Email: bima.email@gmail.com

Sats: Effective, 6840 Oksbøl DANSK AUDIOLOGOPÆDI udkommer fire gange årligt – i marts, juni, september/oktober og december. Manuskripter skal være redaktionen i hænde senest hhv. 1/2, 1/5, 15/8 og 1/11. Manuskriptvejl. på www.alf.dk Priser pr. 1.10.2007: Institutionsabonnement: kr. 500,-. Privat abonnement: kr. 350, . Abonnement i udlandet: kr. 500,-. Løssalg: kr. 100,- pr. nr. Annoncepriser pr. 1.9.2013, excl. moms: Omslagets s. 2: 5650,-. 1/1 side: 5350,-. 1/2 side: 3100,-. Ved annoncering i samtlige numre i en årgang gives en rabat på 10%. Annoncestr.: 1/1 side til kant (3 mm besk.) 210x280 mm. 1/1 side 170x242 mm. 1/2 side 170x121 mm. Oplag: 1300. © Forfatteren og Audiologopædisk Forening. Synspunkter i artikler og indlæg deles ikke nødvendigvis af bestyrelse og redaktion. Eftertryk – også i uddrag – kun med forfatterens og redaktionens skriftlige tilladelse. Abonnement m.v. Lone Aabye Email: administrator@alf.dk

Audiologopædisk Forening v/ formand Jakob Stenz Ærtemarken 87 2860 Søborg Tlf. 2830 8262 Email: formand@alf.dk

ISSN 2596-5263

Profile for Dansk Audiologopædi

Danskaudiologopaedi_2019_1  

Danskaudiologopaedi_2019_1