Issuu on Google+

”Det her det skal ikke tage livet af mig” For et år siden fik 45-årige Dorthe Lyby den alvorlige besked, at hun led af sklerose. På trods af den foruroligende diagnose, nægter hun dog at lade sygdommen styre sit liv. Af Danni Christiansen Paulsen Det var ved et tilfælde, at lægerne fandt ud af,$ at den 45-årige århusianer Dorthe Lyby led af sklerose. Hun havde længe haft muskel- og ledsmerter, som man mente, at hendes leddegigt var skyld i. I marts måned sidste år skulle hun opereres for gigtbetændelse i sin skulder. For at lægerne kunne fastslå betændelsens omfang, skulle Dorthe igennem en rutinemæssig scanning af hjernen, og hér fandt de så forklaringen på de mange smerter. En aha-oplevelse Selvom det ikke ligefrem var en glædelig nyhed at få konstateret sklerose, så var Dorthe på en eller anden måde glad for at få en afklaring, ”Jeg fik den her aha-oplevelse, fordi så var der jo mange ting, jeg bedre kunne forstå. Et eller andet sted var det en lettelse. Så kunne jeg bedre finde forklaringer på mange af de ting, der skete med min krop.” Sklerose er en kronisk uhelbredelig sygdom, som rammer nervesystemet i hjernen og rygmarven.På sin vis ødelægger sklerose hjernen, idet celler omkring nerverne dør. Dorthe lider ikke af den fremskredende form for sklerose. Sygdommen er dog kendetegnet ved at have et meget uforudsigeligt forløb, der varierer fra person til person. På trods af sygdommens alvorlighed, var hendes første reaktion dog ikke afmagt, ”Jeg satte mig ned, og så besluttede jeg mig for, at det var ikke det her, der skulle tage livet af mig. Det er ikke særligt sjovt at sidde i venteværelset til skleroseklinikken, så der bestemte jeg mig hurtigt for, at dér skal jeg ikke ind.” Hun begyndte med det samme at læse en masse materiale om sygdommen, så hun kunne finde ud af, hvad hun selv kunne gøre, for at sygdommen ikke skulle styre hendes liv. I dag har hun fundet ud af, hvad der hjælper hende bedst i dagligdagen, ”Jeg træner røven ud af bukserne, for at sige det rent ud. Jeg træner med en fysioterapeut tre-fire gange om ugen, samtidig med at jeg selv træner lidt.” Derudover supplerer hun træningen med en sund kost, der indeholder en masse antioxidanter. På grund af muskel- og ledsmerterne har hun haft gangbesvær, men det skal være slut, ”For mange år siden sagde man, ”nu må du endelig ikke bruge din krop”, hvis man havde fået konstateret sklerose. I dag SKAL man. Jeg har lige nu sat mig det mål, at inden d. 31/12 så vil jeg kunne gå normalt.” Medlidenheden er det sværeste En af de hårdeste oplevelser, hun har haft med sygdommen, har været, at erkende den overfor de mennesker hun er tæt på i hverdagen. Efter hun fik beskeden, sagde hun det ikke til nogen. ”Jeg er ikke en person, der bryder mig om, at man skal sidde og snakke om sådan noget. Det er ikke fordi, at folk de ikke må vide det – det må de såmænd gerne.” Ifølge den 45-årige århusianer, så er det medlidenheden der er svær at håndtere. ”Jeg synes bare, at det er svært at se på det der medlidenhedsblik. Det er faktisk en af de ting, der har været sværest for mig. Dét og så tanken om at sidde som gammel uden at kunne bevæge sig. For mig handler det om, at folk skal være direkte og åbne. Det kan jeg da forholde mig til. Folk skal komme og spørge mig i stedet for at snakke om det indbyrdes. Jeg blev konfronteret med det en dag, da jeg var på vej ind til to kollegaer. Idet jeg kommer hen i døren, så vendte de sig om, og så blev der stille. Så var der det ansigtsudtryk og blik der siger ”ej, hvor er det synd”. Det bryder jeg mig ikke om. Især ikke på arbejdspladsen. Der vil jeg jo hellere kendes for min faglighed end som hende med sklerosen.” Ikke bange for fremtiden Da Dorthe for nylig skulle have et handicapskilt til sin bil, skulle der udfyldes en lægerapport. På den stod der, at prognosen var særdeles kritisk. ”Det er sådan nogle ord, som jeg ikke bryder mig om at se. Det gør igen, at jeg tænker, ”Nej, sateme nej, jeg skal nok”. Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke har sygdomserkendelse. Det betyder


ikke, at jeg ikke ved, hvad det her drejer sig om. Jeg har det bare sådan, at lige nu der er det ikke det, der skal have indflydelse på mit liv.” Selvom hun godt ved, at hun ikke vil komme til at arbejde til hun er 60 år, frygter hun dog ikke for fremtiden. ”Jeg er slet ikke bange for, at jeg ville komme til at sidde derhjemme og ikke lave noget. Det tror jeg har noget med min personlighed at gøre. Jeg skal nu nok finde noget andet. Min omgangskreds er meget hjælpsomme. Det er rigtigt lækkert, og det er jeg glad for, men min stædighed gør jo, at der er mange ting, jeg kan selv. En dag brugte jeg seks timer på at slå en skrue ind i en væg. Men jeg gjorde det sgu'.”

 


Det her skal ikke tage livet af mig