__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 6

VI ER NØDT

TIL AT REDDE

BØRNENE I 8 år har flere end 100 000 mennesker, som er fordrevet fra deres hjem, hutlet sig igennem i overbefolkede flygtningelejre i det nordlige Myanmar. Halvdelen af dem er børn. Der er alarmerende mangel på mad, medicin og skolegang, og folk er desperate efter at kunne vende hjem - selv om det er risikabelt. Danmissions katolske partner i Kachin er en af de få, der hjælper familier, som trods risikoen beslutter at rejse tilbage til de forladte konfliktområder. Af Magdalena Vogt, journalist i Myanmar „Mest af alt er jeg bekymret for mine børn. De har ingen fremtid her,“ siger Ja Tawng som er blevet tvunget til at flygte fra sin landsby og slå sig ned i St Josephs flygtningelejr uden for Myitkyina, Kachins hovedby i det nordlige Myanmar. Derfor ønsker han og hans hustru Zaw Ngai inderligt at vende hjem. Trods den store risiko. „I det mindste havde vi nok at spise i vores by,“ siger Ja Tawng. „Vi havde husdyr, og vi kunne dyrke vores egne grøntsager, men i lejren har vi primært ris og salt. Nogle gange er det kun børnene, som får mad, fordi der bare ikke er nok til alle.“ Hans hustrus blik søger mod gulvet, mens hun stille tilføjer: „Jeg har meget ondt af mine børn. Det her er ikke et godt sted at vokse op.“ Og mange af flygtningene står i det samme næsten umulige dilemma: Skal vi blive i lejrens håbløshed, eller skal vi forsøge at vende hjem trods frygt for nye kampe mellem regeringshæren og oprørere?

402 familier bor på én fodboldbane St Josephs flygtningelejr for internt fordrevne er skudt op ved den katolske kirke, som gør, hvad den kan for at hjælpe landsmænd på flugt. Den katolske kirke, som er en af Danmissions partnere i landet, står for denne og flere andre lejre, hvor de kæmper for at skaffe mad, medicin og et sted at sove til de mange nødstedte. St Josephs lejren er ikke meget større end en fodboldbane,

6

og alligevel er det ”hjem” for over 2.000 mennesker fordelt på 402 husholdninger. I de små firkantede læskure er der knap nok gulvplads til den tynde madras, familierne sover på. „Jeg er meget bekymret for børnenes helbred. Epidemier spreder sig som løbeild i de her omgivelser,“ siger Ja Tawng og peger mod de vævede bambusvægge, der adskiller hans families lille aflukke fra nabofamilien. De er ti familier om at dele det hul i jorden, som udgør toilettet, og da der kun er få brønde i lejren, er der ofte ikke nok vand til at gøre rent. Og Ja Tawngs bekymringer er berettigede. Lejrchefen fortæller om et massivt udbrud af diarré for nylig. Diarré er en af de mest udbredte grunde til dødsfald blandt små børn i Myanmar, og i lejrene er de fleste børn meget sårbare.

Kirken rækker ud – trods risikoen Så der er mange vægtige grunde til, at flygtningene gerne vil ud af lejren og hjem. Men det er bestemt ikke ufarligt. Der er placeret masser af landminer i både landsbyer og landbrugsjord, og der er en stærk frygt for fornyede kampe og nye overgreb, da våbenhvilen er forholdsvis ny og skrøbelig. Og hvis folk vender tilbage, har de en stor opgave foran sig med at rydde op og genopbygge deres hjem og deres liv. Hvad gør man som kirke, når man bliver sat i det dilemma? Den katolske kirke i Myitkyina har valgt helt

Profile for Danmission

Danmission Magasin nr. 1 2020  

Tema: Ska´ vi følges?

Danmission Magasin nr. 1 2020  

Tema: Ska´ vi følges?

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded