tikler er folkekirkelige og tager udgangspunkt i den folkekirkelige virkelighed. Det er i for sig ikke underligt, da folkekirken som nævnt er majoritetskirke i Danmark og det naturlige referencepunkt for danskernes forståelse af kristendommen. Men jeg undrer mig over, at bogen ikke giver et eneste casestudie af en frikirkelig menighedsplantning. Frikirkerne har dog plantet en jævn strøm af nye kirker, siden den karismatiske vækkelse og Jesusfolket holdt deres indtog i de tidligere 70-ere2, og omkring en fjerdedel af kirkegængerne en given søndag går i en frikirke3. I betragtning af antallet af nye etniske kirker havde det også været naturligt, at vi her var blevet taget om bag de generelle beskrivelser af etniske kirker i Danmark. Her virker det som om, at det har været vigtigere at få de forskellige folkekirkelige grupperinger repræsenteret. Jeg siger ikke dette for at være frikirkeligt mavesur, eller fordi jeg tror, at sådanne casestudier havde afdækket nogle helt anderledes menighedsmønstre end dem, vi møder hos fx Oasekirken i Silkeborg eller Bykirken i Århus. Tværtimod mener jeg, at de ville have vist, at de nystartede folkekirkelige menigheder i virkeligheden er frikirker med et luthersk teologisk udgangspunkt. At meget mere forener i mentalitet og praksis end det, der adskiller. At når vi bliver intentionelt missionale, udvikler vi fra hvert vores udgangspunkt mange fællestræk, uanset konfession. Og det havde for mig at se været en væsentlig pointe. Når så det er sagt, så vil jeg gerne anerkende, at de nystartede Oasekirker indenfor folkekirken repræsenterer et væsentligt åndeligt nybrud, lige-
194
som de er en velkommen inspiration for os, der kommer fra en karismatisk, frikirkelig baggrund. Oasekirkerne tager for mig at se noget af de lutherske kirkers traditionelle teologiske tyngde og folkelige legitimitet med ind i en symbiose med frikirkelige karakteristika, såsom klar missional selvforståelse, karismatiske gudstjenester, vægt på frivillighed, menighedsplantning, valg af ledere på baggrund af åndelige gaver og international orientering. Svagheden kan være, at de hovedsageligt vokser gennem at tiltrække unge fra de folkekirkelige missionsbevægelser, der er kommet til storbyerne for at studere eller søge job. Det er selvfølgelig glædeligt, at disse unge bliver en del af et levende, kirkeligt fællesskab. For nogles vedkommende sikkert i stedet for at glide ud i kirkelig ligegyldighed. Men jeg tænker ofte på en kommentar, som en pioner fra den karismatiske bevægelse kom med for en del år siden: ”Det, som mange kalder kirkevækst, kalder jeg at flytte kornet rundt fra en lade til en anden.” Den kommentar har ikke kun kant i forhold til de nye folkekirkelige fri - og valgmenigheder. Den er også en vigtig kommentar til selvevaluering i frikirkerne: kommer vores vækst (hvis den altså i det hele taget kommer) fra overførsel af aktive kirkemedlemmer fra andre kirker, eller kommer den gennem mennesker, der bliver vundet for den kristne tro og ikke tidligere var en aktiv del af et kirkeligt fællesskab?
Den missionale udfordring Sagen er nemlig, at omkring 68 % af den danske befolkning aldrig kommer i kirke, eller kommer der mindre end en gang om året4. Og fra et missionalt perspektiv er det interessante spørgsmål, om
Tonny Jacobsen