Page 1

Hans Raun Iversen, dr. theol. h.c. Lektor i praktisk teologi, Leder af Center for Kirkeforskning Københavns Universitet

„Til Visdom og Salighed vil den fornuftige Skabning ingenlunde tvinges ved menneskelig Magt, men ved hjertelig at indbydes og lokkes af den evige Godhed, som fremlyser i Herrens Ord.“ Sådan formulerer Bone Falck Rønne sig i 1821 ved indvielsen af bedehuset „Haabet“ i Taarbæk, hvor han som sognepræst i Kongens Lyngby senere på året tog initiativet til stiftelsen af Det Danske Missionsselskab – nu Danmission. Danmissions tidligere generalsekretær, Harald Nielsen, har sat sig for at skildre Rønnes liv og virksomhed i sammenhæng og i hans samtid. Det er der kommet en velskrevet og oplysende bog ud af. Rønne havde pietismen med sig fra barndommen i klokkerhjemmet i Fredericia. Han voksede op i en tid præget af oplysning og nationaløkonomisk fremgang. Han fandt sit teologiske ståsted i nærheden af biskop Balle, der bestræbte sig på at forlige den lutherske arv med tidens oplysningstanker. Rønne udfoldede sin virksomhed i en brydningstid, hvor vækkelserne udfordrede det kirkelige hierarki og Grundtvig var i færd med at omsætte indsigter fra romantikken til salmesang, kirkesyn og skoletanker. Rønne var pædagog og var bl.a. lærer for prins Christian Frederik, (Christian VIII). Han var folkeoplyser og arbejdede f.eks. på sin præstegårdsjord for kartoffelavlens fremme. Men han var først og fremmest præst med et bankende hjerte for diakonien i form af fattigforsorg og husbesøg. Ud af dette praktisk teologiske engagement sprang hans støtte til etableringen af Det Danske Bibelselskab og fra 1821 til hans død grundlæggelsen af DMS og arbejdet med at få sat mission på den kirkelige dagsorden i Danmark. Peter Fischer Møller, biskop i Roskilde Stift Danmissions formand.

Harald Nielsen, f. 1946, cand. theol. fra Aarhus Universitet 1975, tidligere sognepræst i Viby J., højskoleforstander for Løgumkloster Højskole og generalsekretær i Det Danske Missionsselskab / Danmission. Har været undervisningsassistent i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og lærer i kirkehistorie ved Teologi for Lægfolk. Var medredaktør af L. P. Larsen, Theology for Mission (Bangalore 1982), og Det Begyndte i København (Odense 2005). Har udgivet: Tålmodighed Forpligter. 9 Kapitler af Danmissions Islamhistorie (Frederiksberg 2005); Redaktør af Danmissions historieserie 2003-2006; Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missonsteologi (Frederiksberg 2012).

Harald Nielesn: Bone Falck Rønne – en pioner i folkeoplysning og mission

Vi kender Grundtvig, men hvem kender Bone Falck Rønne, der blev født knapt 20 år før Grundtvig? Målt med vor tids målestok var de begge vækkelseskristne, selv om de ikke tilsluttede sig vækkelsesbevægelserne. På hver deres måde ville de forene det menneskelige og folkelige med det kristelige og kirkelige. Som pioner indenfor pædagogik, socialforsorg, landbrug, præstearbejde, bibelsag og mission udfoldede Falck Rønne en energi og et iværksættergen på omgangshøjde med Grundtvigs. Hvor Grundtvigs nationale engagementer slog rod lokalt, bredte Falck Rønnes lokale engagementer sig nationalt. Derfor er det en sand horisontudvidelse at læse Harald Nielsen bog om denne anderledes Grundtvig 20 år før Grundtvig.

Harald Nielsen

Bone Falck

Rønne – en pioner i folkeoplysning og mission

9

788787

052405

Dansk Missionsråd ISBN: 978-87-87052-40-5

Dansk Missionsråd


Harald Nielsen Bone Falck Rønne En pioner i folkeoplysning og mission

Dansk MissionsrĂĽd


Til Rita med tak for din utrÌttelige støtte


Harald Nielsen:

Bone Falck Rønne – en pioner i folkeoplysning og mission

Dansk Missionsråd


Harald Nielsen Bone Falck Rønne En pioner i folkeoplysning og mission © 2014 Harald Nielsen E-mail: harald2860nielsen@gmail.com Layout og tilrettelæggelse: Jens Riishede Tryk: Akaprint A/S, Aarhus 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-87052-40-5 Bogen er udgivet med tilskud fra: Alfred Good’s Fond CUBUS Advokaterne, København G.E.C. GADS FOND Jubilæumsfonden af 12. august 1973 VELUX FONDEN. VELUX FONDENs støtte er givet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre. Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget alene.

Peter Bangsvej 1D · 2000 Frederiksberg

EKSPEDITION: Harald Nielsen Gyngemose Parkvej 7,4 th 2860 Søborg Tlf: +45 2478 7125 Mail: harald2860nielsen@gmail.com Kopiering fra denne bog må kun ske på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

4


Indhold Rønnes slægtstavle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Kapitel 1:

Barndom og ungdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

21

1.1

Det blev en dreng . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

1.1.1 Slægten

1.1.2 Dåben

1.1.3 Barndomshjemmet

1.2 Skolegang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

1.2.1 Den første undervisning

1.2.2 Guldbergs skolereform 1775

1.3

Teologisk student i 1780’ernes teologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25

1.3.1 Teologisk student

1.3.2 Guldbergs universitetsreform 1775

1.3.3 Kommunitetet

1.3.4 De teologiske lærere

1.3.5 Teologiske retninger

1.4

Pædagogisk arbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27

1.4.1 Professor Treschow og Indfødsskolen

1.4.2 Teologisk kandidat – Jyllandsrejsen

1.4.3 Forholdet til biskop Balle

1.5

Privatlærer for prins Christian Frederik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

1.5.1 Mødet med den lille prins

1.5.2 Rønnes interesse for pædagogik

1.5.3 Er kandidat Rønne den rette lærer for prinsen

1.5.4 Pietas superat doctrinam

1.5.5 Forlovelsen

1.6

Begyndende litterær virksomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35

1.6.1 Uskyldigt Tidsfordriv

1.6.2 Vær høflig, det koster ikke noget

5


1.7

Christiansborgs brand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39

1.7.1 Brandmand Rønne

1.7.2 Lad mig ikke dø på denne måde

Kapitel 2:

At gøre gavn – Rønnes første præsteår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2.1

43

Præst i Tjæreby-Alsønderup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43

2.2 Præstegården . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

2.2.1 Præstegården som landøkonomisk aktiv

2.2.2 Ordination og bryllup

2.3.

Foregangsmand inden for landbrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

2.4

Fattig- og skolevæsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48

2.4.1 Fattigforsorg

2.4.2 Anerkendelse for skolearbejdet

2.4.3 Den dyrebareste bog

2.4.4 Jesus – lærer eller Guds søn

2.4.5 Lokal reaktion

2.5

Rønnes præstetjeneste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

2.5.1 Rønne og Evangelisk-Christelig Psalmebog

2.5.2 Flere prædiketekster

2.6

Afsked med Tjæreby-Alsønderup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55

Kapitel 3:

Kongens Lyngby . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6

57

3.1

Kaldet til Kongens Lyngby . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

3.2

Lyngby sogn ved Rønnes tiltræden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58

3.2.1 Kirken den er et gammelt hus

3.2.2 Kirkens omgivelser

3.3

Under præstegårdens tag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

3.3.1 Jævnt så der ud

3.3.2 Familieliv

3.3.3 Bolette Lumholtz Rønne


3.4

De fattiges talsmand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

3.4.1 Fattigvæsnets organisation

3.4.2 Rønnes udenlandske inspiration

3.4.3 Dovenskab er tyveri

3.4.4 Griber mennesker deres muligheder

3.4.5 „Gid vi kuns inget tvunget Fattigvæsen havde“

3.5

„En stadig opmuntrer for Lærerne og Børnene“ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

3.5.1 Skolevæsnet i sognet inden Rønnes tiltræden

3.5.2 Rønnes indsats

3.5.3 Biskop Balle var imponeret

3.6

Bondens lærermester . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70

3.6.1 Den florissante tid

3.6.2 Økonomisk overophedning

3.6.3 Præster og kartoffelavl

3.6.4 Det Kongelige Landhusholdnings Selskab

3.6.5 Bøndernes forsvarer

3.7

Omhu for det elskede Fædreland – Englandskrigen 1807 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73

3.7.1 Optakt og besættelse

3.7.2 Commission for Ordenens Vedligeholdelse

3.7.3 Arbejdet med at skaffe forsyninger

3.7.4 Landsskadelig virksomhed

3.7.5 Anklaget for højforræderi

3.7.6 Forsvaret

3.7.7 Gør det, der er ret – og frygt ikke djævelen

3.8

Den blideste menneskekærlighed – Rønnes præstetjeneste . . . . . . . . . . . . . . . 80

3.8.1 Prinsens konfirmation

3.8.2 Rønne som prædikant

3.8.3 Tårne fuldmange sank i grus

3.8.4 Herren ledsage og befæste den brave kirkens lærer

3.8.5 „…at være de Syges Trøster, Enkers Værge, Fadersløses Fader …“

Kapitel 4:

Bibler og traktater . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

93

4.1

Nyt århundrede – nye strømninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93

4.1.1 De engelske erfaringer

4.1.2 Brødremenighedens betydning

4.1.3 Bibelselskabets stiftelse

7


4.2

Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97

4.2.1 Den elskværdigste bog – Rønnes bibelsyn

4.2.2 Forspil til et bibelselskab i Lyngby

4.2.3 Det stiftende møde i Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn

4.2.4 Reformationsfesten 1817

4.3

Lyngbye evangeliske Tractat-Selskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102

4.3.1 Optakten

4.3.2 Professor Jens Møllers omtale af de udenlandske traktatselskaber

4.3.3 Familien de Coninck og traktatselskabet

4.4

Rønne som teolog og prædikant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105

4.4.1 Gud som alle tings årsag

4.4.2 Kort Indbegreb af den christelige Religions Hovedlærdomme

4.4.3 En ny tekstrække

4.4.4 Hvorfor gå i kirke

4.4.5 Rønne som prædikant

Kapitel 5:

Det Danske Missionsselskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

115

5.1 Folkemission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115

8

5.1.1 Kirken må komme til menigheden

5.1.2 Rønne får overdraget „Haabet“

5.1.3 Haabets indvielse

5.1.4 Bibelsag og mission

5.2

Det Danske Missionsselskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121

5.2.1 Stiftelsen af DMS – 17. juni 1821

5.2.2 De første medlemmer

5.2.3 Offentlighed og myndigheder

5.2.4 Frygt ikke! Troe ikkun!

5.3

Tilslutningen til DMS . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128

5.3.1 Begyndende tilslutning til DMS

5.3.2 Det første store møde i København

5.3.3 Grønland


5.4

DMS bliver landsdækkende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132

5.4.1 Rejsen 1823 – konflikt med biskop Plum

5.4.2 Royal støtte

5.4.3 Missionen på Kysten Guinea (Guldkysten)

5.4.4 Jyllandsrejsen 1827

5.4.5 Rønne og Grundtvig

5.4.6 Rønne og Grundtvig om mission

5.4.7 Den røde tråd – Rønnes missionssyn

5.4.8 Kritik af Rønne

Rejserne 1822 og 1823 – kort. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154

Rejserne 1826 og 1827 – kort. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155

Kapitel 6:

Rønnes sidste tid

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157

6.1 Sygdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 6.2

Åbent brev til de rådgivende stænderforsamlinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158

6.3

Rønnes sidste tid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159

6.4

Rønnes død og begravelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161

6.5

Hvad kom der ud af det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164

6.6 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165

Noter

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168

Bilag 1: Love for det d. 17 Junii stiftede Missions-Selskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186 Bilag 2: Undersøgelse af Rønnes Dagbog II vedr. altergang oktober 1832-maj 1833 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 188 Bilag 3: Minileksikon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190 Litteraturliste. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 Rønnes bibliografi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 Personindex. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 206 Tidslinie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212

9


Slægtstavle for Bone Falck Rønne

Magnus Mikkelsen Rønne f. ca. 1630

Michael Magnussen Rønne f. ca. 1670

Niels Michaelsen Rønne d. 1763

Albert Rønne (1731-1799 gift med Bolette Hansdatter Lumholtz (1737-1831)

Bone Falck Rønne (1764-1833) gift med Frederikke Marie Brandt (1769-1839) Rønnes børn: Christian Albert, 1797-1859 Christian Frederik, 1798-1890 Niels Simon, 1800-1888 Bolette Ingeborg, 1801-1861 Nicolai Ivar, 1803-1876 Amalie Johanne, 1807-1883 Marcus Clod, 1808-1883

10

Rønnes søskende: Mette Marie Kragh R. 1767-1812 Hans Nicolaj R. 1769-1829 Marcus Clod R. 1771-1835 Inger Margrethe Falck R. 1774-? Johanne R. 1776-? Mathias Lumholtz R. 1778-1838


Forord Præsten Bone Falck Rønne (1764-1833) var en vigtig person i overgangen mellem 1700’ernes oplysningstid og de tidlige 1800’ers romantik og vækkelser. Hans barndomshjem var præget af den første danske pietisme*, mens han fik sin uddannelse i oplysningstidens* brydningstid mellem arven fra luthersk ortodoksi* og rationalismen*. I dette spændingsfelt fandt han sit ståsted i supra-naturalismen*, som han mødte hos biskop Balle, der tidligt tog ham under sine beskyttende vinger. Formålet med denne biografi er at tegne et billede af Rønne i hans afhængighed af tiden og hans indflydelse på tiden i overgangen mellem 1700’erne og 1800’erne. I eftertiden huskes Rønne først og fremmest for at være stifteren af Det Danske Missionsselskab (nu: Danmission) og dermed den folkelige missionsbevægelse i Danmark. Men biografien ønsker ikke kun at tegne et billede af denne side af Rønnes virke. Bogen vil vise hans mangfoldige virke i dansk folkeoplysning og kirkeliv. Med hensyn til folkeoplysning var han forud for Grundtvigs tanker om folkeoplysning. De havde samme forudsætninger i Holbergs tanker om, at man skulle være menneske, før man blev en kristen. Denne indsats i folkeoplysningen vil blive vist ved at tegne et billede af hans engagement for bøndernes myndiggørelse og faglige udvikling i årene efter de store landboreformer i 1787-88 med opbygning af skolevæsen og fattigforsorg i de sogne, hvor han fik sit virke, samt ved driften af hans præstegård som mønsterlandbrug. Rønne var først og sidst præst. Det var i sin selvforståelse af præsteembedet, at han engagerede sig i de folkeoplysende aktiviteter. Som præst var han sat i en hverdag som prædikant og sjælesørger i et sogn. Derfor vil bogen ligeledes vise disse sider af Rønnes virke. Rønne var en veluddannet teolog, men han var ikke en selvstændig teolog, der udviklede store systematiske tanker for sit arbejde. Han var praktiker, for hvem fromheden gik forud for dogmerne. Men han var praktiker på en særdeles belæst baggrund. Dette blev retningsgivende for hans arbejde som præst. Biografien vil vise, at da han oplevede en åndelig afmatning efter Københavns bombardement og statsbankerotten, så han det som sin opgave at fremhæve de værdier, danskerne gennem århundrede havde støttet sig til i den kristne tro. Allerede et par måneder efter statsbankerotten i 1813 holdt han tre fasteprædikener, hvori han udstak den fremtidige linje. Tidsmæssigt faldt dette sammen med tankerne om at stifte et bibelselskab i Danmark, hvorfor Rønne sluttede sig til denne bevægelse allerede ved stiftelsen af Det Danske Bibelselskab i 1814 og dannede få år senere F OROR D

11


en hjælpeforening i Lyngby (1817). Derved fik han kendskab til de evangeliske vækkelsestanker, som i disse år udgik fra England, hvilket fik afgørende betydning for hans videre arbejde med dannelsen af et traktatselskab (1820) og Det Danske Missionsselskab (1821). Den ældste fremstilling af B. F. Rønne finder vi hos Chr. H. Kalkar i „Det danske Missionsselskabs Historie i de første fyrgetyve Aar“ – udgivet i anledning DMS’s 40 års jubilæum i 1871. Denne fremstilling er ganske kort og dækker kun ganske få sider. Der er ikke tale om nogen egentlig biografi men en oversigt, der er integreret i den samlede fremstilling af DMS’s historie. Den lille bog bygger på omhyggelige studier i DMS’s arkiv, men lider af unøjagtigheder i fakta. Bogen afslører Kalkars aversion mod de grundtvigske, som han havde haft et sammenstød med tilbage i 1830’erne. Denne aversion fortsætter hos flere af de følgende forfattere. En egentlig biografisk artikel om Rønne skal vi hen til 1885 for at finde. Den er skrevet af Rønnes næstældste søn, Christian Frederik Rønne, som i Historisk Månedsskrift for Folkelig og Kirkelig Oplysning, skrev en artikel om faderen, der i vid udstrækning byggede på egen hukommelse (hvilket giver mulighed for erindringsforskydninger), familietradition samt i en vis udstrækning faderens dagbog. Artiklen forholder sig som ventet ikke kritisk til Rønne, hans arbejde og teologi, men er alene informerende, og den bærer ligesom Kalkars bog præg af stor unøjagtighed. I Th. Løgstrups: „Det danske Missionsselskabs Historie“ fra 1905 er der et mindre afsnit om Rønne, hans stiftelse af DMS samt hans formandstid. Løgstrup har haft Rønnes dagbog (se nedenfor) til disposition, men citerer den med „løs hånd,“ dvs. han tillemper citaterne til det, han tror, der står, eller det, der passer ind i det billede, han gerne vil tegne af Rønne og hans tid i DMS. Den indtil dato eneste kirkehistoriske biografi om Rønne er udgivet af professor J. Oskar Andersen i anledning af DMS’s hundrede års jubilæum i 1921: „Festskrift til Det danske Missionsselskabs Hundrede-Aars-Jubilæum,“ bind 1, „Rønnes Liv“ (København 1921). Der kom aldrig et bind 2. Andersens bog er kirkehistorikerens grundige kildekritiske studier, der bygger ikke blot på Rønnes dagbog, men også på grundige studier i DMS’s arkiv sammenholdt med samtidens kirkehistoriske udvikling. Svagheden ved fremstillingen er, at han kun i mindre grad lægger vægt på Rønnes mange andre engagementer, men primært koncentrerer sig om DMS-vinklen i Rønnes arbejde. Dertil kommer, at Andersen yderligere har koncentreret sig om at beskrive stiftelsen af DMS i 1821, mens han ikke dykker så dybt i den videre historie efter 1821. 12

F OROR D


Rønnes oldebarn, præsten Jørgen Falk-Rønne udgav i 1929 en populær biografi: „Det første Blad af Indre Missions Historie i Danmark.“ Denne bog indeholder som forventelig heller ingen kritisk tilgang til Rønne, men giver en letlæst og kortfattet fremstilling af hele Rønnes liv. Bogen bygger dels på familietraditionen (og som sådan er den ikke uden interesse), dels på Rønnes dagbog, og endelig i vid udstrækning på J. Oskar Andersens bog. Falk-Rønne angiver at have haft et omfattende privat brevarkiv til rådighed og en optegnelse af Rønnes yngste søn, Marcus Clod Rønne. Dette arkiv har jeg efterlyst hos familien, men det har ikke været muligt at finde det, og det må desværre formodes, at det er gået tabt. Ligesom i Løgstrups DMS-historie fra 1905 har Niels Bundgaard et omfattende afsnit om Rønne og hans formandstid i DMS i sin bog: „Det Danske Missionsselskabs Historie, bd. 1, Hjemmemenigheden i Danmark,“ København 1935, men igen koncentrerer fremstillingen sig alene om Rønne og DMS og behandler ikke Rønnes indsats inden for folkeoplysning. Den foretager heller ingen analyse af Rønnes teologiske udvikling. Kildemæssigt læner Bundgaard sig kraftigt op ad Løgstrup og Andersen, og han har ikke selv været i arkiverne. Kirkehistorikeren Hal Koch giver en forholdsvis grundig introduktion til Rønne i sin: „Den Dansk Kirkes Historie, bd. 6,“ København 1954. I en 10-siders præsentation gør han rede for hele Rønnes virksomhed inden for såvel skolesag som fattigforsorg over hans teologiske udvikling frem til hans vækkelsesarbejde i Nordsjælland med udgangspunkt i Lyngby sogn. I modsætning til de øvrige fremstillinger ser han ikke blot Rønnes sociale engagement som et udtryk for tidens rationalisme, men fremhæver Rønnes tilgang til disse engagementer som kirkelig bestemt. Det begrunder Koch i den kendsgerning, at Rønne driver sine mange selskaber og initiativer ved frivilligt indsamlede midler. Skolearbejde og socialt arbejde er kirkens opgave. Derfor ligger stiftelsen af „BibelSelskabet for Lyngbye og Omegn“ (1817) og Det Danske Missionsselskab (1821) i nøje forlængelse af de andre initiativer, som Rønne i årenes løb har taget. Koch er desuden interessant, idet han giver en nuanceret fremstilling af Rønnes teologiske udvikling, der netop er en udvikling. Hos Rønne er der ikke tale om teologiske brudflader eller selvopgør med fortiden, som anført af især Andersen og Falk-Rønne. Anvendte utrykte kilder:

Ud over de anførte trykte kilder er der ved udarbejdelsen af denne bog anvendt følgende utrykte kilder:

F OROR D

13


Danmissions arkiv i Rigsarkivet, arkiv nr. 10.162. Dette arkiv har været af afgørende betydning for den del af fremstillingen, som handler om Rønnes indsats i forbindelse med stiftelsen af Det Danske Missionsselskab, der var forløberen for Danmission. Her har jeg benyttet såvel DMS’s bestyrelsesprotokol fra Rønnes tid som tilgængelig korrespondance. Jeg takker generalsekretær Mogens B. Kjær, Danmission for arkivadgang til dette arkiv. Danske Kancelli i Rigsarkivet. I Danske Kancellis arkiv i Rigsarkivet har jeg undersøgt to forhold: a. De sagsakter, som findes i forbindelse med den sag for højforræderi, som blev anlagt mod Rønne samt grev Schulin og etatsråd, konsul F. de Coninck, alle Lyngby sogn. Denne sag har Rønne omhyggeligt gjort rede for i Dagbog II, beskrevet over otte sider. Denne fremstilling er sammenholdt med Danske Kancellis sagsakter samt forsvareren, Johan Martin Schønheyders fremstilling i bogen: „Proceduren for Commissionen, samt Dommene og nogle Bilage, i Sagen, anlagt, paa Justitiens Vegne, imod de Herrer Greve Schulin, Etatsraad de Coninck, og Sognepræsten Rønne,“ Kjøbenhavn 1809, 220 sider. b. Desuden har jeg anvendt utrykt materiale fra forskellige pakker i Danske Kancellis arkiv i Rigsarkivet vedr. Rønnes embedsførelse samt hans arbejde med Det Danske Missionsselskab. Missionskollegiets arkiv i Rigsarkivet. Jeg har undersøgt de arkivalier og protokoller i Missionskollegiets arkiv, der har kunnet kaste lys over forholdet mellem stiftelsen af Det Danske Missionsselskab og Missionskollegiet som officielt, statsligt organ, der havde til opgave at administrere missionsvirksomheden i Tranquebar og Grønland. Den vigtigste udtrykte kilde er Rønnes såkaldte dagbog, der i dag forefindes i en fotokopi i Rigsarkivet (arkiv nr. 6866), kopieret 1942 efter originalen i daværende stud. jur. Bent Falk-Rønnes eje. Advokat Bent Falk-Rønne døde 2008. Jeg har forgæves eftersøgt originalen hos Bent Falk-Rønnes søn, advokat Svend Falk-Rønne, København, og dennes kusine, advokat Christel Falk-Rønne. Den er i to dele. Den første del af dagbogen omfatter tiden fra 1790, da Rønne afslutter sin teologisk embedseksamen indtil Rønne udnævnes til præst for Tjæreby-Alsønderup ved Hillerød i 1794, i alt 60 paginerede sider. Den anden del, 140 sider, hvoraf ikke alle er paginerede, omfatter tiden fra at Rønne tiltrådte som sognepræst i Lyngby-Taarbæk i 1802 indtil hans død 13. maj 1833. Der foreligger således ikke nogle optegnelser fra Rønnes egen hånd om hans barndom, hans tid ved universitetet og hans tid som sognepræst i Tjæreby-Alsønderup. 14

F OROR D


Første del har ingen titelblad, men anden del har et titelblad, der bærer overskriften Vita, mens det er arkiveret under betegnelsen dagbog, hvilket også er den reference, der anvendes i den tilgængelige litteratur. Hvis vi ser på første del, så bærer det præg af at være et Vita, for det meste skrevet sammenhængende, formodentlig med en afstand til de begivenheder, som er omtalt i dokumentet. Få steder brydes fremstillingen af aktuelle beskrivelser. Den ene gang er det en omtale af undervisningen af de kongelige børn, dateret Fredensborg Slot, den 3. juli 1793. Den anden gang er Rønnes beskrivelse af begivenhederne i forbindelse med Christiansborgs brand (12 sider i dokumentet) og hans efterfølgende hospitalsophold. Det er dateret Sorgenfri Slot den 9. april 1794. Endelig noterer han også omhyggeligt dag for dag forløbet omkring ansøgningen af stillingen i Tjæreby-Alsønderup, dateret Sorgenfri den 14. april 1794. Herefter slutter første del meget abrupt. Anden del begynder på samme måde som første del med en sammenhængende fremstilling. På side 21 noterer han, at han ikke har ført dagbog fra 1814 til 1832, hvilket er beklageligt, da det betyder, at vi mangler vigtige oplysninger fra denne periode, der alene er beskrevet i oversigter – undertiden med henvisning til en af traktaterne fra Traktatselskabet. Men fra juli 1832 og fremefter skifter dokumentet karakter til at være en regulær dagbog, hvis tilførsler bliver mere og mere stikordsagtige og kortfattede, tydeligt indført dag for dag. Samtidig bliver skriften mere og mere vanskelig at læse, hvilket formodentlig skyldes, at Rønne fra 7. januar 1831 til sin død led af en tiltagende sygdom, der gjorde ham svagere og svagere. Den kendsgerning, at store afsnit i dagbogen er skrevet på (lang) afstand af begivenhederne, antyder klart, at der er tale om et redigeret dokument, beregnet for at skulle læses af andre – formodentligt hans børn. Det gør, at dokumentet ikke har samme kildeværdi som den egentlige dagbogsdel. I brugen af dagbogen har jeg, så vidt det har kunnet lade sig gøre, sammenstillet dagbogen med andre kilder. Bogen udgives som en markering af 250 året for Rønnes fødsel den 20. december 1764. Den har kun kunnet lade sig udgive med økonomisk støtte fra Alfred Good’s Fond, Cubus Advokaterne København, Jubilæumsfonden af 12. august 1973, G.E.C. GADS FOND og VELUX FONDEN, som jeg hermed gerne vil takke. For at lette læsningen af bogen er teologiske fagudtryk markeret i kursiv med en * (pietisme*), der henviser til bilag 3 bag i bogen: Minileksikon. Alle bibelcitater er hentet fra den autoriserede 1992-udgave.

F OROR D

15


Under mit arbejde med udarbejdelsen af bogen har jeg haft stor hjælp af en faglig følgegruppe bestående af afdelingsleder, dr. theol. h.c. Hans Raun Iversen og pastor, dr. theol. Anders Nørgaard, der har læst bogens enkelte kapitler efterhånden, som de blev færdige og har bistået med kritik og forslag, ligesom Anders Nørgaard har ydet en særdeles værdifuld hjælp med transskribering af Rønnes dagbog. For dette er jeg dem stor tak skyldig. Mange personer har hjulpet mig med at besvare enkelte spørgsmål i forbindelse med mit arbejde med stoffet. Det vil føre for vidt på dette sted at nævne dem alle, men jeg vil gerne takke hver især. I forbindelse med indsamling af materiale til bogen, har jeg i en længere periode arbejdet på såvel Rigsarkivets som Det Kongelige Biblioteks læsesale. Jeg vil gerne takke personalet på disse to institutioner for deres altid hjælpsomme og venlige betjening. Ved billedredaktionen har jeg modtaget værdifuld hjælp af Det Kongelige Biblioteks Kort- og Billedsamling, Fredericia Byarkiv, Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv og Lokalarkivet for Asbønderup-Tjæreby Sogne, hvilket jeg takker for. Igen har jeg haft den store glæde at arbejde sammen med min tidligere kollega, grafiker Jens Riishede, der har stået for bogens smukke layout. Jeg vil gerne hermed takke Jens for hans inspirerende og generøse medarbejderskab på dette projekt. Jeg takker generalsekretær, Ph. D, Jonas A. Jørgensen, Dansk Missionsråd, fordi han uden betænkning sagde ja til, at bogen udgives af Dansk Missionsråd. Bogen er tilegnet min kære hustru, Rita, der hele vejen igennem har fulgt projektet med en levende interesse og hele tiden har insisteret på, at jeg skulle fortsætte arbejdet og sørge for, at bogen blev udgivet. Mørkhøj og Højerup, den 2. maj 2014 Harald Nielsen

16

F OROR D


17


Forkortelser Forfatternavn+årstal

Henviser til litteraturlisten

Ord skrevet med kursiv med efterfølgende * (pietisme*) henviser til bilag 3: Minileksikon side 190.

18

Beretning + år

Beretning for Det Danske Missionsselskab + årstal

Dagbog DBS DDS BFBS DMS DMS-RA DMB DRB

Rønnes Dagbog, I og II, i Rigsarkivet Det Danske Bibelselskab Den Danske Salmebog 2002 British and Foreign Bible Society Det Danske Missionsselskab Det Danske Missionsselskabs arkiv i Rigsarkivet Dansk Missionsblad Dansk Religions Blad, 1825-1831

JOA

J. Oskar Andersen

KB Kirk.Hist.Sam.

Det Kongelige Bibliotek Kirkehistoriske Samlinger

L.Tid.

Landoeconomisk Tidender

Mk.

Mark (møntfod)

NDRB NKT

Nyt Dansk Religions Blad, 1832-1833 Nordisk Kirke-Tidende

F OR KORT E L S E R


Protokol

Protokol for Det Danske Missionsselskab 1821-1833

RA Rigsarkivet Rbd. Rigsbankdaler Samling Samling af evangeliske FortĂŚllinger, Afhandlinger, Missions-Efterretninger o.s.v. Sk.

Skilling

Theol.Bib.

Theologisk Bibliothek

F OR KORT E L S E R

19


20


KAPITEL 1

Barndom og ungdom 1.1 Det blev en dreng 1.1.1 Slægten

Det var sognepræsten ved Sankt Michaelis kirke, den ærværdige Jens Jensen Bergendal1, der selv lukkede op, da der blev banket på døren. „Det blev en dreng!“ – sagde den mand, som stod uden for og bankede på. „Kom dog ind, kære Rønne!“ – svarede sognepræsten. Det var kirkens klokker, der var manden uden for præstegården. Albert Rønne2 havde i nogle år været klokker ved kirken samtidig med, at han havde passet sin forretning som maler og forgylder. Stillingen som klokker havde han arvet efter sin far, Niels Michaelsen Rønne3. I maj 1762 havde han giftet sig med Bolette Hansdatter Lumholtz4, som han havde mødt i forbindelse med et arbejde, som han havde udført på Skjærupgaard mellem Fredericia og Vejle, hvor Bolette var i huset hos sin faster og onkel. Efter giftermålet var de flyttet ind i Vendersgade 385 i Fredericia, året efter fødte Bolette en søn6, der dog døde kort efter fødslen, men den 20. december 1764 kom den levedygtige frugt af deres kærlighed. „Det blev en dreng!“ – sagde den stolte far, da han anmeldte fødslen til sognepræsten, der glædede sig over sin klokker og kirketjeners lykke og udtrykte ønsket om, at drengen måtte få et langt liv og vokse op i gudsfrygt og blive til velsignelse for såvel sine forældre som sit land. „Og hvad skal drengen så hedde? Har Rønne tænkt over det?“ – spurgte sognepræsten. „Ja, derom kan der ikke være tvivl!“ – svarede Rønne. „Han skal ligesom vor salig søn, der døde i januar hedde Bone Falck7 efter min kones onkel på Skjærupgaard, som altid har været hende så god og kærlig i faders sted, og han skal hedde Rønne efter mig!“ 1.1.2 Dåben

Tre dage senere blev drengen døbt, og den stolte far skrev ham selv ind i kirkebogen, hvor vi læser: „D. 23de Decembr. blev min 2den Søn Døbt og kaldet Bone Falck, baaren af Hr. Rittmester Lorentz Bloms Frue fra Skiærup. Fadre: Hr. Magister Johannes Neuchs Rector ved Latinske Skolen, Hr. Byeskriver Eegberg, Seiyr Niels Møller, Hr. Borgemester Lunds Frue og Jomfr. Anna Marie Hvalsøe“ – herefter tilføjer Rønne: „Gud forlene mig sin Naade til at opføde mine Børn i Tugt og Herrens formanelse at de maa blive i deres Daabs Naade til deres Salighed amen Albert Rønne Klokker Min Kones Navn er Bodil8 Lumholtz9 “ BA R N D OM O G U NG D OM

21


Albert Rønnes note i kirkebogen – se den transskriberede tekst nederst side 21.

22

Kirkebogsnoten er interessant. Dels at det er Rønnes far, der selv har indført ham i kirkebogen, dels at den oplyser os om, at der var valgt fornemme faddere med reference til såvel moderens familie på Skjærupgaard, som til det bedre borgerskab i Fredericia, byens rektor for latinskolen, en byskriver og en borgmesterfrue. Den hidtidige litteratur ynder at fremhæve, at Bone Falck Rønne blev født i „småkårshjem10 “ i Fredericia, hvilket uden tvivl støtter sig på Rønnes nekrolog over sin mor i 1831, men det må være mere rigtigt at fremhæve, at han var født i et borgerhjem, hvor faderen var håndværksmester og moderen stammede fra en gammel selvejerbondeslægt.11 Efterhånden kom der flere børn til: • Mette Marie Kragh Rønne, født 25. januar 1767, død ugift 17. juni 1812 i Lyngby. • Hans Nicolai Rønne, født 21. marts 1769, død 17. maj 1829 - cand. theol. 1795, præst i Nordland, Norge. • Marcus Clod Rønne, født 30. april 1771, død 26. januar 1835, læge og fra 1804 Regimentskirurg i Kristiansand. • Inger Margrethe Falck Rønne, født 2. februar 1774, død ugift i Roskilde. • Johanne Rønne, født 1. marts 1776, død som barn. • Mathias Lumholtz Rønne, født 31. december 1778, død 15. juli 1858, læge. Vi ser altså, at de fire drenge i familien alle fik en akademisk uddannelse, to som præster og to som læger. Dette vidner også om en vis borgerlig status. BA R N D OM O G U NG D OM


1.1.3 Barndomshjemmet

Rønne selv omtaler barndomshjemmet på følgende måde i sin nekrolog over moderen: „Klokker-Embedets saare ringe Indkomster og det Lidet, han som Maler kunde fortjene i Fridericia, gav kuns et meget tarveligt Udkomme for saa talrig en Familie, saa at hun og kjærlige Ægtefælle kuns under Suk og Taarer opdroge deres 6 Børn (thi 2de døde i en tidlig Alder)12.“ Det har ikke været et velhavende hjem, men et hjem med en borgerlig standard. Og forældrene havde ambitioner på deres børns vegne. Derfor skulle sønnerne studere og løftes op i en højere borgerlig stand. Til billedet af hjemmet hører også dets kristendomsforståelse. Rønne lægger selv vægt på, at begge forældre har været fromme og gudfrygtige mennesker, hvilket understreges af noten i kirkebogen, hvor klokker Rønne efter de obligatoriske oplysninger om dåben og faddere skriver det fromme ønske. Om moderen fortæller Rønne, at hun søgte trøst i kristendommen, da hun blev holdt i en streng skole af sin faster, hos hvem hun blev opdraget, efter at hendes egen mor var død, da Bolette kun var to år. Endvidere understreger Rønne betydningen af, at hun blev konfirmeret af den pietistiske* præst Jakob Ingversen Elling13 i Smidstrup-Skærup. Herfra knyttedes forbindelsen til stiftets biskop, Hans Adolph Brorson, der tilbød hende en plads i bispegården i Ribe, „…for hende en glædelig Tjeneste, i hvilken hendes christelige Sind nød saa megen Opmuntring og Tilfredsstillelse.“ Efter halvandet år hos biskoppen i Ribe vendte hun tilbage til Skjærupgaard for at passe hus for fasteren. Bolette Rønne bevarede livet igennem den pietistiske* ballast, som hun gav videre til sine børn. Det var i dette barndomshjems kristelige miljø, Bone Falck Rønne voksede op og modtog en påvirkning, der kom til at præge ham resten af livet. Der knyttedes et meget stærkt bånd mellem mor og søn, som bevirkede, at hun efter sin mands død i 1801 valgte at flytte til Hillerød, for at bo i nærheden af ham. Da Rønne blev forflyttet til Lyngby i 1802, fulgte hun i 1812 efter. Som et bevis på sønnens hengivenhed for moderen dedikerede han sin „Anden Aargang af Prædikener“ til hende med ordene: „Min agtværdige, gamle Moder, som fra min tidligste Alder indpræntede mig Kjerlighed til Jesu Evangelium, og hvis moderlige Bifald saa ofte opmuntrede mig som Prædikant, være disse Prædikener tilegnede som et Minde om sønlig Taknemmelighed og Kjerlighed.“14

1.2 Skolegang 1.2.1 Den første undervisning

Sin første skoleundervisning fik Rønne i hjemmet. Det siger igen noget om hjemmets standard, at man har været i stand til at undervise børnene selv og forberede dem til at komme i byens latinskole, hvor Bone blev optaget i 1776. Fredericia Latinskole blev ledet „af den udmærkede Mand Simon Jørgensen…,“ og herfra dimitteredes han til Københavns Universitet i 178415. BA R N D OM O G U NG D OM

23


Tegning af Fredericia Latinskole hvorfra Rønne dimitteredes til Københavns Universitet i 1784 – Fredericia Byarkiv

I perioden 1721-1727 lod kong Frederik IV16 opføre 10-25 skoler i hver af kongerigets 12 rytterdistrikter, de såkaldte rytterskoler. Det var begyndelsen til de danske folkeskoler, der blev endelig ordnet med folkeskoleloven af 1814. Skulle barnet videre i sit undervisningsforløb var der latinskolerne. 1.2.2 Guldbergs skolereform 1775

Rønnes barndom kom til at ligge i den periode, da Struensee17 for en kort overgang regerede landet på vegne af Christian VII.18 Efter Struensees fald lå landets egentlige magt hos den konservative Ove Høegh-Guldberg19, der i 1775 fik udvirket en kongelig anordning for latinskolen. Denne ordning understregede latinskolen som en kristelig opdragelsesanstalt, der først og fremmest skulle forberede eleven til at læse teologi. Religionsundervisningen fik en fremskudt plads, og såvel lærere som elever var forpligtet til at yde „sangopvartning“ ved kirkens gudstjenester, hvilket betød, at den unge Bone har tilbragt mangen en søndag som kordreng i en af Fredericias kirker. Til grund for religionsundervisningen blev forordnet Guldbergs egne to bøger: „Den Naturlige Theologie“ (1765) og „Den Aabenbarede Theologie“ (1773). Disse to bøger byggede på Guldbergs noter fra den undervisning, han selv havde givet arveprins Frederik og var bygget op som egentlige undervisningsbøger med flere hundrede paragraffer, som de unge mennesker skulle lære. Den naturlige teologi* i Guldbergs forståelse behandlede ikke blot den naturlige gudserkendelse, men viste også dens sammenhæng med, at åbenbaringen godtgjorde „den 24

BA R N D OM O G U NG D OM


yndige Overensstemmelse imellem Fornuft og Skrift“. Et andet sted hedder det videre: „…hvor megen Yndighed har ikke og den naturlige Theologie? Er noget angenemere end at beskue det deilige Baand, som Fornuftens og Skriftens Lærdomme have med hinanden? den søde Eenighed, som hersker imellem disse vore to eeneste Religions Lærere? den herlige Hielp, de kan, naar de ret bruges, giøre hinanden?“ Hele fremstillingen er i øvrigt præget af, at Guldberg ser den naturlige teologi primært begrundet i Bibelen og kun i anden omgang i naturen.

1.3 Teologisk student i 1780’ernes teologi 1.3.1 Teologisk student

„Aa! Du vantro Thomas! har Du ikke dagligen været Vidne til Guds Godhed? Har Du ikke dagligen set, hvorfra Dine Forældre fik Hjælp?“20 Ifølge familietraditionen var det de ord, som Bolette Rønne sendte sin søn af sted med til universitetet i København. Sagen var den, at den 19-årige Bone, der vel knap havde været uden for Fredericia, var nervøs for den lange rejse til København og bekymret for, hvordan det skulle gå ham i det fremmede. Året var 1784, da Bone blev dimitteret til Københavns Universitet – samme år, som kronprins Frederik (Frederik VI)21 den 14. april sammen med grev A.P. Bernstorff22 havde gennemført sit statskup, hvorved enkedronning Juliane Marie23 og Ove HøeghGuldberg blev sat ud af spillet. Men selvom Guldberg således var blevet „forvist“ til en stilling som stiftsamtmand i Aarhus og dermed ikke havde indflydelse på den daglige regeringsførelse, så var han dog ikke som sådan fjernet fra indflydelse. 1.3.2 Guldbergs universitetsreform 1775

Ligesom Guldberg havde stået for en reform af latinskolerne, reformerede han også universitetet. I den forbindelse kaldte han den unge landsbypræst, N. E. Balle,24 til professor i teologi og året efter to andre yngre mænd, Lorents Ancher25 og Herman Treschow.26 Vi skal efterfølgende se, hvorledes såvel Balle som Treschow kom til at spille en væsentlig rolle for Rønne. De teologiske fag på Rønnes tid var: • Den hellige skrift • Den augsburgske bekendelse og den rene evangeliske lærdom • Kirkehistorie, der var et nyt fag Hovedvægten hvilede på et solidt kendskab til Det Gamle og Det Nye Testamente på grundsprogene, dernæst til de systematiske fag i positiv og polemisk form. Et vigtigt led i den teologiske uddannelse var afholdelse af en prøveprædiken (dimisprædiken) for en af professorerne. BA R N D OM O G U NG D OM

25


1.3.3 Kommunitetet

En vigtig del af undervisningen fandt sted ved universitetets beslægtede institution, Kommunitetet, hvor de studerende hver dag fik et måltid mad. Der var 100 studenter, fordelt ved 10 borde. I spidsen for institutionen var der en provst, og ved hvert bord blev der ført opsyn af en dekan. Mens studenterne spiste, skulle de deltage i øvelser (disputationer), som fandt sted på latin, og som primært omfattede teologiske emner. Efter et års studier bestod Rønne den såkaldte „anden eksamen“ – den filosofiske – hvor han fik karakteren laud27, der var næsthøjeste karakter. Herefter fik Rønne året efter tildelt såvel Kommunitetet som friplads på Regensen. På Regensen kom han til at dele værelse med den teologiske student, Hannibal Brandt28, en præstesøn fra Maarslet, som senere blev Rønnes svoger. For Rønne var pengene små, da hans forældre ikke var i stand til at give ham den nødvendige hjælp. Derfor var Rønne tæt på at opgive for at forsørge sig som huslærer. Men en fætter kom ham til hjælp og tilbød ham timer som privatlærer i København. 1.3.4 De teologiske lærere

Vi ved ikke, hvilke lærere (se omtale i bilag 4) Rønne har hørt. I sit vita afgivet i forbindelse med sin ordination i 1794, hvor det er normalt, at man gør rede for, hvilke lærere, der har været med til teologisk at forme én, skrev Rønne intet om sine lærere eller teologisk påvirkning ud over biskop Balle, der skulle ordinere ham. Men Balle var ikke i Rønnes tid professor ved universitetet.29 1.3.5 Teologiske retninger

Det teologiske miljø, som herskede i den tid, Rønne var student, var generelt præget af oplysningstiden og delt mellem forskellige teologiske retninger. Grænserne mellem de forskellige retningerne var flydende. De vigtigste positioner er (for en mere uddybende beskrivelse – se bilag 4): • Deisme • Naturlig teologi • Neologi • Rationalisme • Supranaturalisme Samtidig med disse forskellige teologiske positioner øvede pietismen* stadig en vis indflydelse hos en række ældre præster rundt omkring, bl.a. gennem Herrnhuternes * virksomhed. Pietisterne* øvede sammen med supranaturalisterne* en vedvarende kritik mod rationalismen* og bidrog til, at en gammel fromhed overlevede i en tid, hvor fornuften ellers blev sat over alt andet.

26

BA R N D OM O G U NG D OM


1.4 Pædagogisk arbejde 1.4.1 Professor Treschow og Indfødsskolen

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, siger ordsproget. Det samme kan man sige om Rønne. Derfor tog han arbejde som privatlærer for at forsørge sig selv. I forbindelse med sit undervisningsarbejde stiftede Rønne kendskab med sognepræsten ved Garnisons kirke, professor Herman Treschow, som Rønne i 1790 kalder „sin Ven, Velynder og Velgjører,“ og „hvis Hus har været mig som en Faders Hus.“30 Dermed blev livet lysere for Rønne. Treschow skaffede ham forskellige timer som religionslærer for officersbørn, og i 1788 ansatte han Rønne som lærer for sin egen søn.31 Rønne må have leveret en tilfredsstillende undervisning, for allerede året efter, 1789, skaffede Treschow ham en stilling som lærer ved Indfødsskolen32, der var en skole for unge piger etableret af Hoffet. Rønne skriver i sin dagbog, at han „nød mange behagelige, ja jeg havde nær sagt salige Timer med deres Undervisning33.“ Hvor glad Rønne var for denne undervisning, får vi et indtryk af gennem den tale, som han holdt, da han ved juletid 1790 skulle tage afsked med skolens elever og deres pårørende. Samtidig får vi gennem denne tale et indtryk af Rønnes syn på den opdragelse, der var en del af skolens opgave. Formålet for ham havde været „at tænde et Lys for de unge Sjæle og lede deres Ungdoms Trin, at bestyrke dem i Uskyldighed, at grundfæste Dyd og Religion i deres Hjerter, at ledsage dem til sand Hellighed, til usminket Gudsdyrkelse, til Lydighed mod Forældre og Foresatte, til Kjerlighed til alle.“34 Talen vidner om, at „hans Sjæl brænder for den helligste Pligt“ at føre de unge til „virksom Religiøsitet.“ Men det specifik kristelige klargøres ikke. At talen virkede gribende på såvel tilhørerne som på ham selv, glemmer han ikke at notere: „alle Tilstedeværende (Forældre, Lærere, Elever og Skolens Støtter, deriblandt Prof. Treschow), baade unge og gamle, fløde hen i Taarer, og jeg var saa rørt, at jeg næppe kunde tale.“35 Forinden afskedstalen havde Rønne eksamineret de 30 unge piger i „Religionens saavel theoretiske som praktiske og historiske Deel; endnu spurgte jeg dem lidet i Sjælelæren, og Tiden var allerede forløben.“36 1.4.2 Teologisk kandidat - Jyllandsrejsen

Set i forhold til samtidens teologiske studenter, var Rønne ikke nogen hurtigløber. Efter seks års studier, der i datiden var ca. 50% over gennemsnittet, indstillede han sig til den teologiske eksamen. Den 2. og 3. april 1790 var han til skriftlig eksamen, som han bestod med udmærkelse, og den 22. april s.å. kunne han kalde sig teologisk kandidat.

BA R N D OM O G U NG D OM

27


„Da jeg i flere Aar ikke havde seet mine Forældre, rejste jeg d. 9 Julii 1790 fra Kjøbenhavn for at gjøre en Tour Hjem… D. 3die August forlod jeg dem [familie på Fyn] og ankom samme Dag til Fredericia, hvor jeg havde den glæde at overrumple mine Forældre, som den Dag ikke ventede mig. Jeg forblev der til d. 11te, da jeg reiste om Morgenen Kl. 6 og ankom om Aftenen Kl. 8 til Maarsleth. Ogsaa her erfarede jeg hvad det er at have Venner. Man lever da fornøjet, hvor man er. Egnen er ikke saa behagelig, fordi den fattes Skov, men god jydsk Ærlighed og Gjestfrihed fandt jeg i den heele Egn. – Den 21de forlod jeg dette for mine Venners Skyld, saa kjere Sted, reiste til Aarhuus ….. Med min lykkelige Sejlads fra d. 22de om Aftenen Kl. 9 til d. 23 Kl. 6 Eftermiddag kom jeg lykkelig til Kjøbenhavn og omarmede atter mine Kjøbenhavnske Venner. (Rønne, Dagbog I, p. 2-4)

Seks år havde han studeret i København. I alle disse år havde han ikke haft råd til at foretage en rejse hjem og besøge forældrene. Nu skulle den teologiske eksamen fejres. Den stolte kandidat skulle hjem og dele den glædelige begivenhed med forældrene i klokkerhjemmet i Fredericia. Besøget kom til at vare en uges tid, og det blev i øvrigt sidste gang, at Rønne så sin far, der døde i 1799. Fra Fredericia gik rejsen videre til Maarslet syd for Aarhus, hvor han besøgte præstegården, der var Rønnes gode ven, Hannibal Brandts hjem. Her i Maarslet præstegård mødte Rønne første gang præstedatteren, Frederikke Marie Brandt37, der senere blev hans hustru. Rønne omtaler hende ikke i dagbogen, men mon ikke hun er omfattet af beskrivelsen: „… dette for mine Venners Skyld, saa kjere Sted…“? I hvert fald står det klart, at næste gang han besøgte Maarslet præstegård var i juli 1794, da han blev gift med Frederikke Marie. Kontakten var etableret. Det ses af, at i subskriptionslisten til „Uskyldigt Tidsfordriv II“ optræder såvel „Hr. Brandt, Sogne-Præst“ og „Jomfr. Brandt, (F.M.)“38, altså Rønnes kommende svigerfar og hustru. Hjemme i København genoptog han sin undervisning i Indfødsskolen samt de privattimer, som han havde ved siden af. Han blev boende på Regensen helt frem til det tidspunkt, da han fik sit første præsteembede.

„….. Min Tid tilbragtes nu for største Deelen med Informationer hos Prof. Treschows og i Indføds Skolen indtil jeg efter Mikkels Dag fik et nyt Arbejde ved at indgaae som Medlem i det Homiletiske-Catechetiske Selskab, hvis Direktør er den ærværdige Biskop Balle. Selskabet bestod dengang af 10 Arbejdere foruden Direkteuren, men blev endnu samme Vinter forøget med 2de…“ Rønne: Dagbog 1, p. 4

28

BA R N D OM O G U NG D OM


1.4.3 Forholdet til biskop Balle

Gennem professor Treschow kom Rønne i forbindelse med biskop N. E. Balle, der kom til at betyde ganske meget for Rønne, såvel for hans teologiske udvikling som for hans karriere. Mikkelsdag 1790 (29. september) blev Rønne medlem af biskop Balles homiletisk-kateketiske selskab, hvor bl.a. også vennen Hannibal Brandt var medlem. Dette selskab var stiftet af biskop Balle i forlængelse af hans arbejde med de praktisk teologiske fag ved universitetet, og blev en forløber for Pastoralseminariet. Her gennemførte han homiletiske og kateketiske øvelser for de teologiske kandidater rundt om i Københavns kirker, hvor kandidaterne dels blev trænet i at prædike, dels i at katekisere børn ud fra Balles lærebog. Dette førte til, at biskop Balle foranledigede, at der blev udstedt en „Forordning af 5. October 1792“ om den kateketiske prøve.39

Rønnes biskop og velynder, N. E. Balle, der bl.a. hjalp Rønne til stillingen som lærer for prins Christian Frederik, den senere Christian VIII – Det Kongelige Bibliotek, Kortog Billedsamlingen. BA R N D OM O G U NG D OM

29


„…Få Uger efter at jeg var bleven kjendt af Biskoppen gjorde han mig et Forslag, som jeg ikke kunde andet end modtage. Han sagde mig, at han hos Professor Treschow og andre af mine Bekjendtere havde underrettet sig meget om mig og havde udseet mig til at være Informator for Hans Høyhed Prinds Christian Friederich om jeg ellers fandt Hans Kongelige Høyheds Arveprindsens og Gemahls Bifald og jeg selv havde lyst. Jeg lærte ved denne Leilighed tillige at kjende min værdige Velynder og Ven Justiceraad J. Malling, Cabinets Sekretair ved H.K.H., som var den anden der tilligemed Biskoppen skulle udvælge Prindsen en Lærer. Ogsaa hans Valg faldt paa mig. Jeg modtog Tilbudet og havde i den Anledning første Gang Audience hos H. K. Høyhed Arveprindsen d. 18de Nov. 1790….“ Rønne, Dagbog I, p. 6

I det Homiletisk-Kateketiske Selskab fik biskop Balle for alvor øje på Rønne og hans pædagogiske evner. Men samtidig har biskoppen kunne noteret sig, at Rønne teologisk og politisk passede godt ind i det konservative miljø, som herskede hos enkedronningen og arveprinsen. Hos Rønne fandt man ingen spor af en forhåbning om en ny og bedre tid som følge af den franske revolution. Tidens klubliv, som ellers var ganske udbredt hos Rønnes samtids akademikere, deltog Rønne heller ikke i. Så da biskop Balle fik til opgave at finde en privatlærer (informator) til arveprins Frederiks40 søn, den 4-årige prins Christian Frederik,41 foreslog han Rønne, hvilket blev sanktioneret af arveprinsen, („…som jeg har udvalgt efterat have brugt al muelig Forsigtighed…“)42. Dermed begyndte et nyt og afgørende afsnit i Rønnes liv.

1.5

Privatlærer for prins Christian Frederik

1.5.1 Mødet med den lille prins

Arveprins Frederik stadfæstede biskop Balles indstilling den 18. november 1790 og ansatte dermed Rønne som informator for prins Christian Frederik. Ansættelsen var pr. 1. januar 1791, men Rønne kunne ikke vente. Allerede den 27. november mødte han første gang op på slottet for at lære den lille prins at kende og vinde hans fortrolighed. Efterfølgende blev det til en del besøg i løbet af december.43 Denne oplysning fra dagbogen siger selvfølgelig noget om en ung mand, der ikke kunne vente med at komme i gang med et spændende arbejde. Men det siger også noget om Rønnes karakter. Han ønskede ikke blot at være en professionel lærer, der skulle bibringe den unge kongelige elev nogle kundskaber. Han ønskede at vinde elevens fortrolighed, fordi i fortrolighed skabes det miljø, hvori sand lærdom kan formidles som andet end objektivt stof, men til subjektiv tilegnelse. Her ligger hos Rønne en kombi30

BA R N D OM O G U NG D OM


nation af det pietistiske, pædagogiske ideal med oplysningstidens. Et pædagogisk ideal, som vi senere ser udfoldet hos Grundtvig. Vi aner også denne holdning i Rønnes tale ved afslutningen på hans virksomhed ved Indfødsskolen. Og i forhold til prinsen og senere dennes søstre skete det i et sådant opfang, at de bevarede en nær kontakt til hinanden livet igennem. Typisk spillede prinsen en rolle, da Rønne 1802 fik embedet som sognepræst i Kongens Lyngby. Og i Lyngby var prinsen en flittig kirkegænger hos Rønne og deltog i dennes begravelse.44 I sin dagbog fortæller Rønne, at han den 2. januar 1791 tiltrådte sit embede som informator for prinsen, der allerede på dette tidspunkt (4 år gammel) kunne det danske alfabet. Rønne skriver, at prinsen gjorde hurtige fremskridt, hvorfor han lod prinsen forsøge med en række logiske slutninger, som han alle bestod, hvorfor Rønne også lod ham prøve at slutte sig logisk til det guddommeliges eksistens. I sommeren 1791 inddrog de geografien og i denne forbindelse fortalte Rønne prinsen om Robinson Crusoe (der var udkommet på dansk i 1719), og „….. den lille Bog, som jeg i Aar har udgivet under Thema af Uskyldigt Tidsfordriv for Børn, har han ligeledes med glæde gjennemlæst.“45

Prins Christian Frederik, hvis lærer Rønne var i 17911794, og med hvem Rønne livet igennem bevarede et nært og fortroligt forhold – Det Kongelige Bibliotek, Kort- og Billedsamlingen. BA R N D OM O G U NG D OM

31


1.5.2 Rønnes interesse for pædagogik

Før John Locke46 i slutningen af 1600’årene og Jean-Jacques Rousseau47 i 1700’årene begyndte at interessere sig for børneopdragelse, eksisterede idéen om barndom som et særligt livsafsnit ikke. Det var ikke mindst den høje børnedødelighed, der var med til at marginalisere børnene set med voksnes øjne. De, der klarede sig igennem de første fem leveår, blev hurtigt trukket ind i et voksenliv, hvor man måtte yde sit i de voksnes arbejdsliv. Inspireret af Locke og Rousseau var det mod slutningen af 1700’erne en udbredt opfattelse blandt pædagoger, at menneskets første lærere i filosofi er fødderne, hænderne og øjnene. Man skulle gå fra det kendte til det ukendte.48

Sorgenfri Slot, som det så ud, da Rønne i perioder boede her for at undervise de kongelige børn – Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

32

Såvel Rønnes udgivne bøger i 1792-94 som hans dagbogsoptegnelser viser hans varme interesse for tidens pædagogiske reformtanker. Det kommer særligt frem ved hans syn på religionsundervisningen. Det stod fast for oplysningsfolkene, at religion måtte barnet ikke undervises i, før dets dømmekraft havde en betydelig udvikling. Eller som det hed hos Holberg i „Moralske Tanker“49: „Børn maa giøres til Mennesker, førend de bliver Christne.50“ Altså de samme tanker, som Grundtvig senere udfoldede i sine skoletanker med slagordet: „Menneske først og kristen så.“ Rønne har uden tvivl med sin store interesse for tidens pædagogik kendt Moralske Tanker.

BA R N D OM O G U NG D OM


Med oprigtig beklagelse fortæller Rønne derfor i dagbogen51, at teorien ikke blev fulgt. Prinsens „fremmelige Forstand og til dels hans store Videlyst“ pressede Rønne til at inddrage eksistentielle emner i undervisningen. Det førte videre til en egentlig religionsundervisning, hvor han lod prinsen foretage forskellige logiske slutninger, hvor han lod ham gå fra det kendte til det ukendte, og dermed til sidst lod ham slutte sig til Guds eksistens. „Det, som jeg især tidlig og sildig arbejder paa, er at vise ham Dyden og Religionen som elskværdig.“52 Pædagogisk viser Rønne her på samme tid sin afhængighed af tidens pædagogiske holdning, og sin selvstændighed til at tage ansvar for at gå videre, end det var normalt at gøre. Det var ikke i oplysningstiden god tone at undervise små børn i religion (kristendomskundskab). Normalt skete dette først omkring konfirmationsalderen, der oftest lå senere end i dag, typisk omkring 16 år eller senere. Da prinsen klarede de filosofisklogiske øvelser, som Rønne stillede ham, gik han videre til også at inddrage beviserne for den guddommelige eksistens, ligesom han lod prinsen læse sin første bog af serien Uskyldigt Tidsfordriv for Børn, som Rønne udgav i oktober 1792 med følgende dedikation: „Til Deres Højhed Prinds Christian Fridrik.“ På titelbladet skrev Rønne: „Uskyldig Tidsfordriv for Børn af Bone Falch Rønne, Informator ved Hans Højhed Prinds Christian Fridrik, Medarbejder i det Homiletisk-Kateketiske Selskab.“53 1.5.3 Er kandidat Rønne den rette lærer for prinsen

Da der skulle ansættes lærere til arveprinsen, der statsretligt kun havde en teoretisk chance for at blive dansk konge, hentede man to professorer54 fra Sorø Akademi som lærere. Derfor kunne det virke lidt tamt, at den unge prins „kun“ skulle informeres af en simpel teologisk kandidat. Det foranledigede den kendte historiker og kongelige historiograf, P. F. Suhm55, til at henvende sig til arveprinsen for at foreslå en bedre kvalificeret. Vi kender henvendelsen i arveprinsens svar: „Hr. Kammerherre Suhm, Skjøndt jeg til dato ei har været betænkt paa at giøre Forandring med Informatoren hos min Søn, da jeg har al aarsag at være tilfreds med ham, som jeg har udvalgt efterat have brugt al muelig Forsigtighed, saa har jeg dog anseet Deres anbefaling af Magister Baden, der er mig bekiændt og som jeg har seet da han kom fra sine udenlands reiser, med den agt Deres Retskaffenhed og Indsigter have givet mig. Det er vist en prøve paa Deres Hiertes godhed, at De ved mangen leilighed har giort sig en fornøielse af at antage sig Mænd af Fortienester; men De bør ei undres at i en Sag, hvor min ømhed for et elsket Barn ogsaa vil virke endeel, jeg bliver lidt vanskelig at træffe et valg, da især jeg finder Rønne fuldkommen passende til hans første Alder, i øvrigt er jeg stedse Deres gandske bevaagne Christiansborg d. 3 Nov. 1792 Friederich arvepr.“56 Arveprinsen ønskede ingen forandring, da han finder Rønne „fuldkommen passende til hans [prinsens] første Alder.“ Dermed var den sag færdig debatteret. Arveprinsens BA R N D OM O G U NG D OM

33


veneration for Rønne ser vi også, da Rønne godt et år senere henvender sig og fortæller, at han er blevet forlovet, hvorfor han beder arveprinsen hjælpe ham med at få et præsteembede.57 Rønne var altså efter arveprinsens opfattelse den rette til at undervise hans søn. Og ikke nok med det. Fra januar 1793 fik Rønne også ansvaret for at undervise prinsesse Juliane.58 I dagbogen skriver han: „D. 28 Junii [1793] forlangte den mindste Prindsesse Louise Charlotte59 … at jeg skulde læse med hende; og fra denne Dag havde jeg at gjøre Regning paa, at hun nogenlunde stadig et Par Gange ugentlig vedblivende at læse lidet, saaledes hun nu har den Alder at hun bleve berigede med de første Elementer. … Det var en sand Lyksalighed at være Lærer for saadanne Børn…“60 Vi ved ikke, hvor meget Rønne fik i løn for at undervise prinsen, men da han også fik ansvaret for de to prinsessers undervisning steg lønnen med 200 Rbd. om året. Ansættelsen medførte også, at Rønne sammen med andre blev kaldt til kongen, som ønskede nogle samtalepartnere om religiøse spørgsmål, ligesom han fulgte den kongelige familie, når de forlagde residensen enten til Sorgenfri, som arveprinsen havde købt i 1789, og som blev den kongelige families foretrukne residens, der siden gik i arv til prins Christian Frederik61, eller til Jægerspris eller Fredensborg. 1.5.4 Pietas superat doctrinam

I sommeren 1793 var Rønne en søndag i Den Reformerte Kirke i København, hvor han hørte „den berømte Lavater“62 prædike. J. C. Lavater var i København, inviteret af kronprins Frederik. Gudstjenesten blev overværet af en stor og anseelig skare, der spændte fra kongehuset, ministre og adelige, teologiske professorer til det højere borgerskab. Midt i den rationalistiske tid handlede prædikenen om bønnen og „dens Kraft paa vor indvortes og udvortes.“ Prædikenen gjorde stort indtryk på Rønne, der omhyggeligt refererer den i sin dagbog – dog først og fremmest prædikenens formelle opbygning.63 En vis skuffelse sporer man dog i dagbogen. Om det „udvortes“ konstaterede Rønne, at „han ikke sagde et Ord andet, end hvad enhver fornuftig Christen kan sige, hvilket jeg dog ifølge den Enthusiasme, man har tillagt ham, ventede.“ Men på trods af denne kritiske note får vi her et indtryk af den unge Rønnes teologi midt i en rationalistisk tid. Den gamle fromhed fra barndomshjemmet finder her en genklang i bønnen, som opliver og opbygger ham. „Pietas superat doctrinam“ skrev en italiensk teolog i 1500-tallet, som forlod den katolske kirke til fordel for lutherdommen. Det betyder: „Fromhed går forud for læren.“ Gang på gang vil vi i Rønnes teologi se denne sætning bekræftet. Han forenede på sin vis et økumenisk åbent sind med luthersk senortodoksi og fromhed. Og nedenfor (Kap. 1.7.2) skal vi se, hvorledes han tolker, at bønnen i en konkret situation griber afgørende ind i hans liv. 34

BA R N D OM O G U NG D OM


Kort forinden havde han selv prædiket i Fredensborg og Asminderød kirker. Her holdt han sig inden for sin tids moralske ideal i prædikenen, hvis tema var „at fremstille Bagtalelsen i al sin Afskyelighed – a. dens Kilder – b. dens Følger.“ I Fredensborg kirke havde han den glæde, at prins Christian Frederik var med til gudstjenesten. Det var første gang, at prinsen var med til en offentlig gudstjeneste. Ikke mindre glad blev han, da prinsen efter gudstjenesten af sig selv kunne genfortælle en stor del af prædikenen.64 1.5.5 Forlovelsen

Ansættelsen ved hoffet lakkede mod enden for Rønnes vedkommende. Han nærmede sig de 30 år, og drømmen om en præstegård og et familieliv trak i ham. Hvornår præcis Rønne forlover sig med Frederikke Marie Brandt kan ikke ses af de tilgængelige kilder, hvor Rønne er særdeles nøjsom med private oplysninger. Den 3. søndag i advent 1793 aflagde han i Frue Kirke i København den kateketiske prøve for biskop Balle og professor Münter65 samt en af kirkens præster, for hvilken han modtog næsthøjeste karakter, laud.66 Dermed var vejen banet til, at han den 31. januar 1794 kunne gå til arveprinsen og bede denne om at hjælpe ham til et præsteembede, hvilket han begrundede med, at han var blevet forlovet.67 Men så kom Christiansborgs brand på tværs (se kap. 1.7) og præstedrømmene blev udsat for en tid.

1.6

Begyndende litterær virksomhed

1.6.1 Uskyldigt Tidsfordriv

Der hersker en udbredt opfattelse inden for verdenslitteraturhistorien om, at barnet i den romantiske litteratur i omkring hundrede år efter Rousseau er fraværende som aktive, selvstændig agerende og talende børn.68 Denne opfattelse holder ikke hos Rønne, der allerede i sit tidlige, pædagogiske forfatterskab bryder nye veje inden for pædagogikken og inddrager barnet som aktiv agerende og barnets sprog som selvstændige elementer.69 Ligesom Guldberg i sin tid havde udgivet det undervisningsmateriale, som han havde udviklet til arveprinsen, således udgav også Rønne det materiale, som han havde anvendt ved sin undervisning af prins Christian Frederik. Dyrebarest Prinds! De har saa ofte bevidnet mig Deres Glæde, naar jeg mundtlig fortalte Dem de smaa Historier og Samtaler, som findes i denne lille Bog, at jeg ikke har kunnet holde det Ønske tilbage, at fornøje endnu flere Børn med samme. Det er altsaa Dem, Dyrebareste Prinds, som har været Aarsag til at de komme for Lyset. Men derfor veed jeg heller ingen anden, som jeg med større Villighed kunde tilegne dem. Antag dem da, Dyrebareste Prinds, som et lidet Beviis for den Glæde, jeg hver Dag føler ved min Lykke, at kunde bidrage til Deres gode Sjels Fremvext i Kundskab og Retskaffenhed. Underdanigst Af B. F. Rønne“ Dedikation trykt forrest i „Uskyldigt Tidsfordriv, 1“

BA R N D OM O G U NG D OM

35


Titelbladet på Rønnes første udgivelse: Uskyldigt Tidsfordriv I, der var frugten af Rønnes undervisning af de kongelige børn

I samme bogs forord: „Mine kjere smaa Læsere!“ skriver Rønne, at der „nu omstunder“ udgives så meget til børnenes undervisning og fornøjelse. „Og hvilken Glæde er det ikke at kunne bidrage noget hertil! Ogsaa jeg har dette Ønske, og leverer Eder derfor denne lille Bog til Læsning i ledige Timer…“70 Pædagogisk gjorde Rønne meget ud af at vise sine læsere, hvilke af de bragte historier og samtaler, der var hentet fra det virkelige liv, og hvilke der var opdigtede. 1.6.2 Vær høflig, det koster ikke noget

De små historier er i tidens ånd oplysende og moralske. Blandt de oplysende bliver børnene belært om ildens farlighed: „Det er farligt at lukke Spjelden paa sin Kakkelovn til, førend Ilden er ganske udbrændt,“ og „Ligesaa farligt er det at have Gløder i Stuen, naar de ikke ere vel udbrændte,“ og „Tag ikke Lys med til Sengen.“ Små historier, der skulle lære børnene respekt for åben ild, som i samtiden var så nødvendig til såvel opvarmning som oplysning. Børnene kunne ikke undgå at skulle have omgang med åben ild. Derfor var det vigtigt, at de lærte, hvordan de skulle forholde sig til den. Det moralske element udtrykkes med små historier som f.eks.: 36

BA R N D OM O G U NG D OM


„Vær høflig imod alle! Det koster ingen Penge.“

Hør Bertel! jeg har noget at sige Dig, sagde Hr. G. Bertel. Hvad befaler, min beste Fader? G. Det er en Ting, som jeg ønskede at tale lidt fornuftigt med dig om. B. Som De befaler, kjere Fader! Jeg skal være opmærksom. G. Seer Du vel! Jeg saae i Formiddags fra mit Vindue, at Du mødte Hans Madsen fra Bondebyen, Ikke sandt? B. Jo! han kom hjem fra Arbejde. G. Og i det han gik forbi Dig, tog han sin Hat af og gik et Stykke med den i Haanden? B. Ja! det gjore han. G. Men Du? – Du glemte at hilse ham igjen? B. (I nogen Forlægenhed) Ja! men – min Fader! Jeg vilde nok hilse ham – men det var jo kuns en Bonde. G. Kuns en Bonde! Gud bevare os! hvor kan Du have hørt saadanne Talemaader? Det skal Du sandelig sige mig strax; thi af Dig selv kan Du ikke være falden derpaa! B. Ja! det har jeg hørt paa Skriverstuen. G. Nu vel! Med dem skal jeg da tale en anden Gang, men nu for det første vil jeg søge at overbevise Dig, hvor slemt det er at være uhøflig imod Folk, fordi de ikke ere fornemme. Du skal selv indsee det, naar Du svarer mig fornuftig paa et Par Spørgsmaale. Og jeg vil da alene for det første spørge Dig, om Du er den fornemste Person i Verden? B. Nej! kjere Fader! Det veed jeg nok at jeg ikke er. G. Du stilstaaer mig altsaa, at mange ere fornemmere, ja! maaskee klogere og dydigere end Du? B. Ja! det indseer jeg tydeligt. G. Hvad mener Du nu om alle de, der saaledes ere fornemmere, klogere eller dydigere end Du, vilde foragte Dig? Vilde Du gjerne det? B. Nej! det vilde gjøre mig meget ont, om nogen foragtede mig. G. Nu! det er vel. Heraf kan Du selv slutte, at Du ikke heller bør foragte andre; thi Du kjender dog det dejlige Tankesprog, som Christus selv har lært os: Hvad I ville at andre skulle gjøre imod Eder, det bør I og gjøre imod dem. Og hvad gjelder! jeg kan endog overbevise Dig om, at en flittig Bonde kan fordre meget mere Agtelse end Du! B. Hvorfor det, min Fader? G. Hvem troer Du der er agtværdigst, enten den som ved sin Flid og sit Arbejde ernærer baade sig selv og andre? eller den, som maae leve af hans Arbejde og Fortjeneste?

BA R N D OM O G U NG D OM

> 37


>

38

B. Ih! det er den første. G. Du dømte rigtigt. Men siig mig nu engang, enten Bonden ernærer Dig? eller Du ernærer Bonden? B. Jeg troer: ingen af Delene; thi jeg veed nok at Bonden ikke faaer noget af mig; men saa faaer jeg heller intet af ham. G. Saa! – Du lever dog af det, jeg giver Dig? B. Ja! det gjør jeg. G. Og har Du nu ikke, siden vi kom paa Landet; seet hvem der pløjer og besaaer mine Agre? B. Ja! det er sandt nok. Det gjør Bønderne. G. Og af hvem troer Du jeg faaer Tiende og Landgilde? B. Ogsaa af Bønderne. G. Om nu Bønderne holdte op at arbejde, mon jeg da selv kunde dyrke al min Jord? B. Nej! saa maatte den vist ligge øde. G. Og mon jeg da kunde give Dig og Dine Sødskende Føde og Klæde, og lade Eder undervise, som jeg nu gjør? B. Kjereste Fader! tilgiv mig! Jeg indseer at jeg har fejlet. De skal vist aldrig mere finde mig uartig mod nogen Bonde; men vil De ikke tillade mig at gjøre Dem eet Spørgsmaal! G. Hjertelig gjerne! Lad mig kuns høre! B. Saa ere jo da Bønderne de agtværdigste af alle Mennesker? thi fra dem faae dog alle andre det Korn de spise, og alle de Fødevarer, som de leve af? G. Vist nok ere Bønderne agtværdige Folk, men derfor ere de dog ikke de eneste; thi ligesom alle Mennesker trænge til Bøndernes Arbejde, saaledes trænge jo igjen Bønderne til andre. Siig mig engang, hvorledes kunde Landmanden undvære Skomageren, Skræderen, Smedden, Tømmermanden og Muurmesteren? B. Nej! det er sandt! saa maatte han forsømme sin Agerdyrkning, naar han skulde selv gjøre alt deres Arbejde. G. Ja! Saaledes gaaer det ogsaa med Skoleholderen, Præsten og Øvrigheden. Alle dem trænger jo Bonden til, for at lære noget nyttigt, og leve i Fred og Rolighed? Du seer altsaa at enhver er agtværdig i sin Stand, naar han kuns er dydig og retskaffen. Jeg kunde endnu sige Dig flere Grunde, hvorfor Du bør være høflig imod alle; men da du selv indseer det, vil jeg kuns tillægge denne ene: Høflighed koster ingen Penge, kuns liden Umage, og dog faaer man derved meget let sine Medmenneskers Yndest.“ Uskyldigt Tidsfordriv, 1, p. 85-90

BA R N D OM O G U NG D OM


Ser vi på denne tekst ud fra en teologisk synsvinkel kan vi konstatere, at kristendommen er et vilkår. Men andet er der vel heller ikke at sige, og det vil ikke være fair over for Rønne at bedømme hans teologi ud fra tekster som denne. Det er i den samfundsopdragene pædagogik, at teksten har sin pointe i samtalen mellem faderen G. og drengen Bertel, der kunne være arveprinsen og prins Christian Frederik. Stedet er bestemt ved ordet „Bondebyen,“ der var det lokale navn for den del af Lyngby, der lå omkring kirken og præstegården. Og den standsmæssige baggrund for samtalen er, at far og søn hører til i samfundets øverste lag, der henviser til erfaringen „…siden vi kom paa Landet….“ og „…af hvem troer Du jeg faaer Tiende og Landgilde?...“ Faderen er en godsejer (arveprinsen ejede Sorgenfri slot), som driver sine marker ved bøndernes arbejdskraft. Men faderen hører desuden til tidens fremskridtsvenlige godsejere, der ønskede at behandle sine bønder anstændigt. Derfor anfægtes han af at have iagttaget, at sønnen ikke hilser på bonden, der selv har hilst på drengen. Det er ikke ond vilje fra drengens side, men en holdning, han har fået „paa Skriverstuen.“ Samtalen udvikler sig herefter med udgangspunkt i Den Gyldne Regel (Matt. 7,12) om, hvordan mennesker uanset stand skal behandle hinanden, og den slutter med at vise, at alle mennesker i stand og kald har brug for hinanden. Samfundet har brug for hver enkelt på det sted, vedkommende er sat. Rønne slutter sit forord „Til mine kjere smaa Læsere“ af med at love dem, at hvis de tager godt imod denne bog, så vil den snart blive efterfulgt af endnu en.

1.7 Christiansborgs brand 1.7.1 Brandmand Rønne

Den 26. februar 1794 havde Rønne været i Danske Kancelli for at tale med kancelliets direktør om et præsteembede. Rønne blev sendt hjem med det nedslående budskab, at heller ikke denne gang var der gevinst. Fra kancelliet gik Rønne direkte til Christiansborg, hvor han skulle undervise prinsesse Juliane. Men han fik andet at bestille. Ankommet til slottet erfarede han, at det stod i flammer. Derfor gik han straks i gang sammen med en række andre at redde, hvad reddes kunne71. I første omgang søgte de at redde prinsens ting over i de gemakker, der lå modsat vindretningen, idet man skønnede, at ilden ikke ville nå disse gemakker. Men det gjorde den. Så igen måtte de i gang med et stort redningsarbejde. Ved aftenstid blev de kontaktet af en kvinde fra øverste etage, der bad om at hjælpe beboerne dér, som også omfattede nogle børn. Rønne tilbød at gå med for at se, hvad han kunne gøre. Da Rønne tog børnene ved hånden og ledte dem til den store trætrappe, kunne de umuligt komme ned ad den, fordi den var omspændt af røg og mørke. Rønne forsøgte BA R N D OM O G U NG D OM

39


Christiansborgs brand den 26. februar 1794, hvor Rønne blev involveret i redningsarbejdet og kom slemt til skade, da han lod sig fire ned fra messaninetagen i et tov lavet af lagener. Tovet brast, da Rønne var ud for 1. sal og Rønne styrtede ned i gården. Rønne skriver i Dagbog I, at der stadig var røgudvikling fra tomten den 9. april. Det Kongelige Bibliotek, Kort- og Billedsamlingen. 40

nu i den anden ende af etagen at nå til marmortrappen, men det var imod ilden, så også dette var umuligt. Røgen væltede allerede ud af de fire fløje på den store slotsbygning, og Rønne troede derfor, at døden ville være uundgåelig for dem, som blev tilbage på etagen. Derfor besluttede Rønne sig for at forsøge at komme ned fra etagen ved hjælp af et redningstov, som blev fremstillet ved at binde lagener og gardiner sammen. Ved hjælp af dette „tov“ lod Rønne sig fire ned mod slotsgården, alt imens han råbte på hjælp fra dem, der befandt sig nede i slotsgården. 1.7.2 Lad mig ikke dø på denne måde

Da han nåede det nederste af de store vinduer, brast tovet. Derfor styrtede han ned på betondækket over den store slotsport, hvorfra han tumlede videre ned på slotspladsen. BA R N D OM O G U NG D OM


I nogle minutter kunne han ikke føle sin krop, så han var overbevist om, at hans sidste øjeblik var kommet, da han skulle dø. Derfor gjorde han sig nogle overvejelser om, hvordan det ville være på den anden side af graven, og „…anraabte min Gud, for Jesu Skyld om en salig Indgang til et andet Liv – kom derefter paa Tankerne paa mine Forældre og andre Venner – denne Tanke rørte mig stærkt og jeg bad om det var den viise Guds Villie, at jeg overfor denne Skyld, ikke maatte omkomme paa denne Maade…“ Følelsen vendte nu langsomt tilbage, først i højre ben, så højre arm, men han kunne ikke bevæge den. Han fik tilkaldt hjælp, som han fik til at tage sig af redningsarbejdet af de mennesker, der var efterladt på øverste etage. Selv blev han bragt til Frederiks Hospital i Bredgade, hvor overlægen til at begynde med var bange for hans liv, da han frygtede at Rønne havde brud på rygsøjlen. Den første uge måtte han ligge ubevægelig på ryggen, hvor han næsten heller ikke fik noget at spise. Så begyndte helbredelsen at indtræffe ganske hurtigt, og den 22. marts blev han udskrevet og tog hjem til Regensen. Begivenheden i forbindelse med Christiansborgs brand blev af afgørende betydning for Rønne. Vi ser det af hans omhyggelige beskrivelse af hele forløbet i Dagbog I, hvor det fylder 12 sider dateret: „Sorgenfrie d. 9de Apriil,“ altså nedskrevet umiddelbart efter selve begivenheden har fundet sted. Men også på anden vis kan vi se et nedslag af erfaringen fra oplevelserne ved branden. I 1830 skrev han en artikel i Dansk Religionsblad, hvori han brugte eksemplet fra branden til at vise bønnens magt.72 Heri siger Rønne: „Selv har jeg og, jeg vidner Sandhed, erfaret Bønhørelse. D. 26 Febr. 1794 gik jeg ud af det brændende Christiansborgs øverste Messanin-Etage. Det Toug, jeg brugte, brast. Jeg faldt paa Altanen, bad Gud om Frelse, og jeg blev reddet.“

BA R N D OM O G U NG D OM

41


42

BA R N D OM O G U NG D OM


KAPITEL 2

At gøre gavn – Rønnes første præsteår 2.1 Præst i Tjæreby-Alsønderup Rønne var i slutningen af marts 1794 atter tilbage i sit arbejde ved hoffet efter de traumatiske oplevelser ved Christiansborgs brand og hans hospitalsophold. Den 25. marts var han i audiens hos den kongelige familie, der viste ham megen deltagelse, og arveprinsen tilbød at betale omkostningerne ved hospitalsopholdet73. Rønne benyttede lejligheden til igen at bringe spørgsmålet om et præsteembede på bane og pegede i den forbindelse på Tjæreby-Alsønderup74 ved Hillerød, der netop var blevet ledigt. Arveprinsen lovede at skrive til enkedronningen75, der dog meddelte, at hun for længst havde besluttet ikke at ville påvirke besættelsen af dette sogn. Dog havde hun samtidig tilkendegivet, at hun ville gøre alt for, at Rønnes ønske skulle blive opfyldt. Nu begyndte det at gå hurtigt. Skønt biskop Balle tilsyneladende havde haft andre præster i tankerne til dette embede, så var det som om Rønnes optræden ved branden, havde fået hoffet til at se med velvilje på hans ønske om at få et embede. Nu skulle det lykkes, og efter at Rønne selv havde været i Danske Kancelli, tog han til Tjæreby „for at besee Gaarden [præstegården], som efter Rygter var meget forfalden. Den var det virkelig! Dog bedre end man havde sagt…“76 På den baggrund meldte Rønne tilbage til arveprinsen, at han stadig var interesseret i embedet. „D. 25de April blev jeg da af H: Majest. Kongen kaldet til at være Sogne-Præst for Tjerebye og Alsynderup Menigheder hvilken behagelige Tidende jeg d. 26de om Eftermiddagen kl. 8 ¼ modtog af Hans K. H. Arveprindsen.“77 Før 1685 havde menighederne haft adskilligt at skulle have sagt i forbindelse med ansættelsen af en ny præst. Det ændredes ved enevældens indførelse. Nu var det kirkeejeren (hvis denne var en rangsperson) ellers kongen, der fordelte embederne og udnævnte. Biskoppen fungerede så som kaldsmyndighed.78 Såvel arveprinsen som enkedronningen lykønskede ham hjerteligt med embedet, om end de begge udtrykte dyb beklagelse over at skulle miste ham som lærer for de kongelige børn. „Hs. K. H. talte adskilligt med mig angaaende sine Børns Opdragelse, og ytrede hvad han saa ofte tilforn havde sagt, at det gjorde saa ont at han skulde miste AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R

43


Tjæreby kirke, hvor Rønne var præst fra 1794 til 1802. De ældste dele af kirken kan dateres til 1100’erne, hvor kirken hørte under Æbelholt kloster. Foto: Harald Nielsen

mig; men at han ikke kunde være min Lykke imod.“79 Ifølge familietraditionen fik Rønne ved sin afsked fra hoffet et guldur af enkedronningen som tak for sit arbejde med hendes børnebørn.80 Ifølge en anden familietradition spurgte kronprinsen ham: „Naa, er De nu fornøjet? Hvor meget tænker De, at Deres Indtægter vil beløbe sig til?“ Da Rønne svarede: „Det har jeg virkelig ikke ret noget Begreb om,“ vendte Kronprinsen ham Ryggen med Ordene: „Aa, bild mig ikke ind, at De søger noget uden at have gjort Overregning over Indtægterne.“81

2.2 Præstegården 2.2.1 Præstegården som landøkonomisk aktiv

Det var ikke omkostningsfrit at blive sognepræst. Ved udnævnelsen måtte den nye præst betale den forrige præst (eller i Rønnes tilfælde dennes enke) et beløb for præstegården, som han så ville få igen, når han fraflyttede præstegården. For Rønnes vedkommende drejede det sig om et beløb på 500 Rdl.82 Dette system udhuledes efterhånden, så en præst ikke ville kunne få det samme for præstegården ved fraflytning, som han havde betalt ved indflytningen. Ikke mindst efter statsbankerotten i 1813 mistede mange præster store summer i den anledning.83 Præsten havde ansvaret for at vedligeholde præstegården i en god stand, og hvis præstegården brændte kunne det blive en omkostningstung affære.

44

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R


Hvorledes Rønne har kunnet betale de 500 Rdl. til at overtage præstegården i Tjæreby ses ikke i de tilgængelige kilder. Man må gå ud fra, at han har været målrettet i sine år ved hoffet. Vi kender ikke hans grundløn for at undervise prinsen. Men vi ved fra dagbogen, at han fik tillagt 100 Rdl. årligt84 for hver af prinsesserne, hvilket gav ham en ganske pæn indkomst, sammenholdt med at han fortsat boede på Regensen.

Den præstegård, som Rønne flyttede ind i 1794, var en fire-længet gård fra 1612, der ifølge ham selv var i en meget dårlig stand. Præstegården var i brug til 1949 og ses her på et luftfoto. Øverst ses den længe, der husede præstefamilien, til venstre kan man ane konturerne af den nordlige fløj, der på dette tidspunkt er revet ned. Nederst ses en staldbygning, og til højre er der endnu på billedet bevaret halvdelen af den sydlige fløj. Resten af fløjen er revet ned for at give plads til kirkegården. Her fik familien fem børn, hvoraf den førstefødte døde som spæd. Lokalarkivet for Alsønderup-Tjæreby Sogne.

Præstegården var en del af præstens løn, idet en præst havde den fulde rådighed over præstegården og dens avl. Af husmænd, der ikke selv havde jord, havde præsten desuden ret til en dags arbejde om året i stedet for tiendeydelsen. Den gennemsnitlige løn for en præst på Sjælland lå omkring 500-700 Rdl. årligt.85 Præstegården i Tjæreby var fra 1612 i fire længer, der lå nord for kirken. Den var i bindingsværk med kalket murværk og tjærede stolper, porte og døre og havde stråtag. Præstens bolig var i gårdens østlige fløj. Af det ældst kendte kort over Tjæreby ses det, at præstegården var langt den største gård i sognet. Ved Tjærebys udskiftning i 1786 – altså få år før Rønne tiltrådte embedet – fik præstegården samlet sine ca. 60 tønder land på kirkens nordside. Denne præstegård blev i årene 1946-1967 nedrevet og erstattet af den nuværende præstebolig. I de sidste år før præstegården blev nedrevet, blev den af kommunen anvendt til husvildebolig.86

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R

45


Det ældst kendte kort over Tjæreby Sogn, opmålt 1786 ved jordens udskiftning og samling til enkelte gårde. Nr. 1 er præstegården, som man kan se er sognets største gård med 60 tdr. land, som Rønne selv dyrkede som en mønstergård. Kirken er senere indtegnet. Lokalarkivet for AlsønderupTjæreby Sogne.

2.2.2 Ordination og bryllup

Den 14. maj 1794 blev Rønne ordineret i Vor Frue Kirke, København, af biskop N. E. Balle. I den forbindelse indskrev han sig på latin ind i stiftets protokol: „Vitæ Candidatorum.“ I dansk oversættelse lyder det: „Jeg Bone Falk Rønne f. i Fredericia i Jylland med Albert Rønne som fader, (han) som forretter hvervet som kirketjener ved Michaelis kirken, og med Boletta Lomholz som moder; jeg fik de grundlæggende skolefærdigheder i Fredericia skole under ledelse af den udmærkede mand Simon Jørgensen. 20 år gammel kom jeg til Københavns universitet og blev akademisk borger i 1784. År 1785 underkastede jeg mig den filosofiske examen. Ikke før 1790 forlod jeg theologien smykket med laud ved exminerne. Mine offentlige prøver i homiletik og naturligvis katekisation bedømte theolgiens censorer værdige til egregie [cum] laude. Samme år, hvor jeg havde taget theologisk examen, blev jeg optaget i det homiletisk-kateketiske selskab, hvis medlem jeg nu har været gennem 4 år. Dette selskabs leder Biskop Balle har hjerteligt gjort tjenester mod mig, som jeg altid vil være taknemmelig for, og han har lært mig mange nyttige ting, og den allerbedste Prins, Kong Chr VII’s broder, anbefalede, at denne allerbedste prins allerede i 1790 overdrog mig at indgyde hans søn Chr Frederik elementær lærdom.“ 87 Rønnes Vita er interessant, da det ikke siger spor om, hvilke teologiske lærere, der har påvirket ham under studiet ud over, at han udtrykker stor veneration for sin ordinerende biskop, der „har lært mig mange nyttige ting…“ Indsættelsen som præst ved kirkerne i Tjæreby og Alsønderup skete den 1. juni ved provsten P. M. Hoffmann88 fra Kregme. 46

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R


Således vel installeret som sognepræst i Tjæreby-Alsønderup kunne Rønne nu tage til Maarslet præstegård, for den 29. juli 1794 at blive viet til sin forlovede, Frederikke Marie Brandt, der blev ham en god og trofast hustru gennem næsten 39 år. Knap to år efter brylluppet fødte Frederikke Marie den 3. april deres første datter, Sophie Frederice. Det blev en kort glæde. Den lille pige døde allerede den 11. april samme år. Herefter gik der ca. halvandet år. Så fødtes sønnen Christian Albert89 den 30. oktober 1797, opkaldt efter de to bedstefædre. Herefter fulgte sønnerne Christian Frederik,90 født den 2. oktober 1798, opkaldt efter prinsen, og Niels Simon,91 født den 14. august 1800, samt datteren Bolette Ingeborg,92 født 5. december 1801, opkaldt efter de to bedstemødre. Disse fem børn blev født, mens familien boede i Tjæreby præstegård.

2.3 Foregangsmand inden for landbrug Kronprinsens regering gennemførte 1787-88 de store landboreformlove. De socialt vigtigste reformer angik udskiftningen og udflytningen, som slog an i løbet af 10-15 år og betød, at bønderne nu kom til at bo midt i deres ejendom i stedet for i en klynge i landsbyen. Det betød endvidere, at bøndernes økonomiske forhold ændredes mærkbart. Slutningen af 1700’erne var en økonomisk højkonjunktur, der satte bønderne i stand til at erhverve den jord, som de hidtil havde haft i fæste.93 I denne situation skulle Rønne nu til at være landmand, samtidig med, at han som ny præst skulle passe et to sogns pastorat. Det var ikke de store forudsætninger, Rønne havde for pludselig at blive kastet ud i at skulle forestå bedriften af en gård. Hele sit liv havde han levet som bymenneske uden tilknytning til landbruget. Men Rønne gik på med frisk mod. Han drev selv sine præstegårde, og i den anledning læste han en række bøger og udenlandske landbrugstidsskrifter, hvilket satte ham i stand til med tiden at blive en særdeles dygtig landmand, der kunne stå som foregangsmand i sine sogne. Det var formodentlig de franske huguenotter, der indførte kartoflen i Danmark, da de omkring 1720 bosatte sig i Fredericia. Her lærte Rønne uden tvivl den lille rodfrugt, at kende – og spise. Men helt op i begyndelsen af det 19. århundrede betragtede bønderne de små „tyskerklumper,“ som de hånende kaldte dem, for svinefoder, der ikke var egnet til menneskeføde. Rønne arbejdede energisk for at vise bønderne, at „kartøflen“ er en næringsrig spise, som de med fordel kunne dyrke og spise. På samme måde anbefalede Rønne bønderne at holde får, mens han advarede mod svin, som han kaldte for det skadeligste husdyr, der gik om i flokke på markerne og rodede sæden op94. Eftertiden har nedladende talt om oplysningstidens* præster og hæftet sig ved, at de var mere optaget af landbrug end af teologi. Det er ikke en korrekt beskrivelse. OpAT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R

47


lysningstidens* præster var også optaget af teologi. Men de var optaget af en anden teologi end den, man dyrkede få år senere i romantikken og vækkelserne. Man har ofte karakteriseret dem ved at sige, at de mere prædikede kartoffelavl end evangeliet. Det er en karikatur, som i høj grad skyldes, at vi ser oplysningstiden gennem romantikkens og vækkelsernes briller, hvilket ikke er fair for den tids præster. Oplysningstidens* præster var lige så forskellige som de teologiske retninger, der herskede i tiden op til århundredskiftet (se bilag 4). En lang række præster var præget af en tradition, der gik tilbage til pietismen* og forenede de nye oplysningstanker med gammel, luthersk fromhed. Dertil kom, at herrnhuterne* i årene op mod år 1800 spillede en ikke ubetydelig rolle blandt danske præster og lægfolk. For at placere Rønne kirkehistorisk må man se på forholdet mellem pietismen* og oplysningstiden*, hvor pietismen* er oplysningstidens* forudsætning. Der er ikke indbygget en automatisk modsætning imellem de to retninger. Tværtimod. Pietismen* satte gang i den udvikling, der blev videreudviklet i oplysningstiden*. Ud over den teologiske understregning af den personlige fromhed havde pietismen* to store projekter, som udsprang af deres kristendomssyn: det pædagogiske (kateketiske) og fattigforsorgen (diakonien). For at det enkelte menneske skulle nå til den personlige fromhed, var det vigtigt, at almuen kunne læse Bibelen og andagtslitteraturen. Derfor oprettede pietisterne* skoler, så børnene kunne lære at læse og skrive, og satte dermed en lærdomsudvikling i gang i oplysningstiden*. Pædagogikken indeholdt desuden et element mere: fattigforsorg. Gennem lærdom lå der en myndiggørelse af almuen. Troen skulle være virksom i kærlighed, derfor grundlagde de vajsenhuse og diakonianstalter som et led i bekæmpelsen af fattigdommen, som oplysningstiden* satte i system i form af nye fattigdomslove. Disse elementer finder vi i Rønnes præstetjeneste allerede i de første år i Tjæreby-Alsønderup.

2.4 Fattig- og skolevæsen 2.4.1 Fattigforsorg

Rønne skriver selv senere, at han havde været meget ivrig for fattigvæsnets indretninger i sine sogne, fordi han ventede sig store ting af den industri, som skulle fremmes overalt i landet. Han håbede nemlig, at et modvilligt tiggeri på den måde kunne ophøre.95 Han gik i gang med at organisere en fattigforsorg og gjorde sig i den grad bemærket, at da regeringen indførte en ny lov om fattigforsorg i 1803, var han en af de præster, lovforslaget blev sendt i høring hos forud for den endelige vedtagelse.96 Til Rønnes syn på fattigforsorg hørte ikke blot at bringe tiggeriet til ophør. Han tænkte også konstruktivt i retning af at understøtte den udvikling, som var indeholdt i regeringens landboreformer. Derfor gik han i gang med at udvikle sin præstegård som et 48

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R


mønsterlandbrug, som bønder kunne tage ved lære af, så de blev i stand til at samle intentionerne i landbolovene op og realisere dem i deres egen økonomiske fremgang. Endelig ligger der også i Rønnes fattigdomssyn et moralsk aspekt: bekæmpelsen af den meget omfattende tendens til udenoms ægteskabelig sexualitet, hvilket resulterede i ganske høje procentdele af fødte børn uden for ægteskab. 2.4.2 Anerkendelse for skolearbejdet

Da Rønne begyndte som præst, var der i pastoratet kun en gammel skolelærer i annexsognet Alsønderup. Skolegangen var yderst forsømt og vankundigheden tilsvarende stor. Derfor gik Rønne straks i gang med ud fra sin pædagogiske erfaring at forbedre denne skole, hvilket skulle vise sig hurtigt at bære frugt. Det viste sig nemlig, at læreren trods sin alder var samarbejdsvillig, så han tog Rønnes idéer til sig og udførte dem. Året efter fik Rønne oprettet en ny skole i Tjæreby. Her var han dårligere stillet end i annex sognet, da han kun kunne få en seminarist uden de bedste kvalifikationer til lærer ved skolen. Derfor trådte Rønne ofte selv til som lærer, hvilket bevirkede, at han fik et nært kendskab til børnene og deres sprog. I begge skoler gjorde han et stort arbejde. Han forsynede skolerne med de fornødne hjælpemidler til undervisningen. De børn, hvis forældre ikke selv var i stand til økonomisk at skaffe deres børn bøger og andre hjælpemidler, forsynede han gratis med bøger, blæk, papir, tavler osv.97 „Indtægtskilderne vare de sædvanlige Tavlepenge98 ved Barnedaab, Barselsqvindens Indledelse99 og Brøllupper. Da dette havde været meget ringe, ombar han selv Tavlen ved Huusbrøllupper, hørte derfor mangen Dadel, men forøgede SkoleIndkomsterne. Alligevel kunde han ikke herved bestride Udgifterne, men det Kongelige Rentekammer, som aldrig nægtede ham Bistand, erstattede hvad der manglede.“100 I stedet for den gamle ABC indførte han sin egen Læsebog for Bønderbørn (1795). I forordet til denne lille bog beskrev han bl.a. sine intentioner med bogen:

„Mit Øjemed med denne lille Bog har været at give Bøndernes Børn noget, som de kunde forstaae, som maatte rette en Deel af deres, eller Forældrenes urigtige Begreb, som maatte lære dem at afskye Lysten og elske Dyden. Give Gud, at dette maatte opnaaes, og jeg saaledes maatte have givet den, af mig elskede Bondestand, et Lidet, men sandt Beviis for min Kjerlighed til den. Sproget, som jeg har brugt, er ikke for det fine Kjøbstæd-Øre; men det er saadant, som jeg har lært det af Bøndernes Børn. For dem skrev jeg – af dem vilde jeg forstaaes – deres Sprog maatte jeg da og bruge.“ Læsebog for Bønderbørn, 1795

AT G ØR E G AV N  RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R

49


I bedste oplysningsstil formulerer Rønne som et vigtigt formål, at han med den lille bog vil lære børnene (og deres forældre) „at afskye Lysten og elske Dyden,“ og han beder fromt Gud om, at det må lykkes ham for således at bevidne sin kærlighed til bondestanden. Den pædagogiske indsats havde for Rønne en sammenhæng med det pietistiske „tro virksom i kærlighed.“ Men i modsætning til tidligere ABC’er, så havde Rønne ikke blot hentet sproget hos børnene i landsbyen, men også de små eksempler, som de skulle lære at læse ud fra. Det var små hverdagshistorier i stil med dem, vi finder i hans Uskyldigt Tidsfordriv I-II (1792-93) og Stave og Læsebog for Smaa Børn (1793). De små historier kunne børnene identificere sig med. De havde et folkeopdragende tilsnit, der skulle lære børnene, hvad der var rigtigt og forkert. Bogen indeholdt ikke noget katekismusstof, hvilket fik stor ros fra en af samtidens store personligheder inden for pædagogik, stiftsprovst Frederik Plum101, der bedømte bogen til at være „den bedste vi have.“ I tidsskriftet Egeria skrev han bl.a.: „Her er ingen Troes Artikler, som Barnet med Besværlighed maae gjennemstave, uden at forstaae et Ord deraf. At denne gjennem Aarhundrede fortsatte Misbrug af Religionen ikke maae have bidraget saa lidet til at hindre Oplysning og Religiositet hos Almuen…“102 Da Rønne i 1798103 udgav bogen i andet oplag havde han tilføjet nogle små stykker om „Kartøffelavl,“ „Kartøflers nytte,“ samt om svineavl og fåreavl. Bogen var ikke blot målrettet mod børnene, men indirekte mod forældrene ud fra en gammel erkendelse af, at det børnene lærer, får forældrene også glæde af. Endelig indføjede han et kort afsnit til sidst, hvor han introducerede latinske bogstaver, så børnene kunne få en vis træning i også at læse andet end gotiske bogstaver. Da den gamle skolelærer døde i 1796, fik Rønne i stedet ansat en ung seminarist, der ud over at undervise børnene i de sædvanlige skolefag også tog fat på at lære drengene forskelligt husflid (f.eks. at lave træsko eller træskeer), som de kunne beskæftige sig med i aftentimerne og endda tjene sig lidt ekstra penge ved. „Fremgangen var kiendelig og enhver Menneskeven, som saa den, yttrede deeltagende glæde. De fleste Børn havde bragt det saa vidt i begge Skoler, at de læste i Bog, havde temmelig Kundskab i Religion og den bibelske Histore, kunne regne, skrive, forfatte en Beregning, en Attest, et Skudsmaal etc.“104 2.4.3 Den dyrebareste bog

Allerede da Rønne i 1794 havde udgivet tredje bind af Uskyldigt Tidsfordriv, som var en religionsundervisning, havde han i forordet skrevet om Bibelen, at den var „den dyrebareste Bog i Verden, som er saa elskværdig at man ikkun behøver at kjende den, for at ære og elske den…“105 Det var i 1794 en personlig udmelding, der ikke var i tråd med den herskende teologi. Men det var en udmelding, som klart viser, at Rønne livet igennem havde et særligt forhold til Bibelen og dens budskab. Som præget af tidens supranaturalisme* holdt han fast i Guds åbenbaring. Men hans luthersk-pietistiske tradition fastholdt ham også i en bundethed til Bibelen og dens budskab. Med et kunstord kan man godt karakterisere Rønne som oplysningspietist*. 50

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R


Dette var også baggrunden for, at han 1801 udgav en Bibelhistorie106 til brug i skoleundervisningen. Han skriver selv i „Forerindringen“ til denne bog, at det er med de gode erfaringer, han har haft med læsebogen og dens hverdagssprog, at han nu vover sig ud i at skrive en bibelhistorie efter samme principper: „Jeg ønsker, at den Bibelske Historie, der er saa ganske nødvendig at forudskikke, førend Lærebog eller Catechismus læses, ogsaa maatte kunne forstaaes af Almuens Børn og gives dem i Hænder for en let Priis.“107 Det var ikke for økonomisk vindings skyld, at han havde påtaget sig opgaven. Derfor bestemte han, at hvis bogen gav et overskud, skulle det gå til en fattig familie i sognet.

„Naar vi komme i en smuk Have, og see, hvor ordentligt alle Ting staae – enhver Ting paa sit Sted – saa troe vi, at der maae have været Nogen, som har indrettet denne Have. Og naar vi nu betragter alle Ting omkring os i Verden, saa see vi jo en dejlig Orden. Solen gaaer bestandig saaledes, at den lyser for os og varmer Jorden; Stjernerne og Maanen lyse for os om Natten; Træer og Urter voxe til Nytte for Mennesker og Dyr. De umælende Dyr faae alle Livets Ophold og glæde sig; de ere ogsaa til stor Nytte for Menneskene – og Mennesker have saa megen Fornøjelse her paa Jorden, og kunne allevegne finde noget til Livets Ophold. Naar vi betænke alt dette, saa maae vi og vist troe, at der har været Nogen, som har indrettet alle Ting saa vel. Vi have en meget ypperlig Bog, som er skrevet for mange hundrede Aar siden. Denne Bog kaldes Bibelen. I den læse vi det samme, som vi selv kunne begribe, at der var En, som indrettede Jorden og Alting. Den, som gjorde dette, kaldes Gud. Og denne Gud har saa stor en Magt, at han kan gjøre alt, hvad han vil.“ Rønne: Kort Udtog af den bibelske Historie, 1801, p. 3-4

Pædagogisk bruger Rønne den velkendte metode at gå fra det kendte til det ukendte. I børnenes verden er det kendte den smukke have, verden omkring dem med mennesker, dyr og planter, solen og månen. Fra det kendte går han over til det ukendte og laver sin allegori. Det kendte bliver der fortalt om i Bibelen, siger Rønne. Derpå går han over til i barnets sprog at genfortælle den gammeltestamentlige og nytestamentlige historie om Gud, der skabte alt og „bestandig glæder sig ved at gjøre godt.“ Bogen slutter med beretningen om Jerusalems ødelæggelse, som opfyldelsen af „Jesu vigtigste Spaadom.“108 2.4.4 Jesus – lærer eller Guds søn

Teologihistorisk fornægtede Rønne ikke sin supranaturalistiske* baggrund. Han søgte ikke at bortforklare åbenbaringen, men omtalte til gengæld hellere Jesus som lærer end som Guds søn. Jomfrufødslen forklarede han ved at sige, at Maria „havde ikke forseet sig; men var ved et guddommeligt Mirakel, bleven frugtsommelig og skulde føde Menneskenes Frelser.“109 Han gennemgik derpå en række af de centrale af Jesu undere AT G ØR E G AV N  RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R

51


som et vidnesbyrd om Jesu guddommelige magt. I sin gennemgang af Bjergprædikenen holdt han Jesus op som et spejl, hvori børnene kunne spejle sig selv og deres handlinger, idet han uafladeligt opfordrede dem til at gøre det gode og ikke at dømme andre, „thi vi have og selv vore egne Fejl, og undertiden have vi de største Fejl; men man seer lettere Andres, end sine egne!“ Han sluttede i pietistisk* tradition med det manende ord: „Det er ikke nok at vi kalde os Christne: men vi maae gjøre Guds Villie.“110 Med hensyn til Jesu lignelser sagde han selv i Forerindringen, at han ikke ville gennemgå de lignelser, som blev læst i søndagsgudstjenesternes perikoper.111 Rønnes folkeoplysende arbejde havde altid ét mål: at pege hen på søndagsgudstjenesten. Lidelseshistorien fylder forholdsvis meget (en sjettedel af bogen) i Rønnes gengivelse, hvilket understreger den vigtighed, han teologisk tillagde denne del af Jesu liv. Men stadig er frelseshistorien nedtonet til fordel for forestillingen om Jesus som læreren. Om nadverens indstiftelse hedder det bl.a.: „Derpaa indsatte han den hellige Nadvere, og forsikrede dem, at hans Lidelse skulde være til deres Lyksalighed, dersom de troede paa ham, og fulgte hans Befalinger.“112 „Lyksalighed“ er et tidstypisk ord, som Rønne havde lært i sin ungdom hos Guldberg. Det udtrykker såvel en dennesidig som en hinsidig tilstand, der var nøje forbundet med, at mennesker „fulgte hans Befalinger.“ Om selve korsfæstelsen hedder det: „Da de nu sloge Sømmene igjennem Jesu Hænder og Fødder, bad han til Gud: ‘Fader! forlad dem det! thi de vide ikke hvad de gjøre!’ – Saa roelig var Jesus i sin Sjel, at han torde bede, og saa from var han, at han bad for sine Fiender.“113 Og ved selve Jesu dødsøjeblik hæfter Rønne sig ved de mirakler, der skete samtidig: jorden skælvede, solformørkelsen, tæppet i templet flængedes, ligeledes nedtones det underfulde heller ikke ved opstandelsen: en engel steg ned fra himlen og væltede stenen fra graven, „og Jesus opstod levende!“114 Sådan! Der er ikke brug for en masse rationalistiske udenoms forklaringer. Jesus opstod levende! Interessant er det med henblik på Rønnes senere stærke missionsengagement at se på hans gengivelse af Kristi Himmelfartsdag. Her fortæller han om, hvordan disciplene samledes på bjerget i Galilæa: „Endelig samlede han de 11 Apostle og sagde, at de skulde blive i Jerusalem, indtil den Hellig Aand aabenbarede sig for dem, og gav dem Viisdom til at forkynde hans Religion, samt Kraft til at gjøre Mirakler. Da skulde de rejse omkring til alle Slags Folk i Verden, undervise dem om den Christelige Religion og døbe dem til Ære for Gud Fader, Søn og Hellig Aand.“115 Dåben er til „Ære for Gud Fader, Søn og Hellig Aand,“ hvilket ligger i god forlængelse af tidens neo-supranaturalistiske* opfattelse. Der er ikke meget missionsperspektiv i denne fremstilling, og det hænger fint sammen med, hvad Rønne senere udtrykker, at han aldrig havde haft nogen forestilling om mission, før han blev kastet ud i det.116 2.4.5 Lokal reaktion

Alle var ikke begejstrede for Rønnes nye pædagogik. En gårdmand i sognet klagede over ham på grund af „den gale ABC, der ikke indeholder et Guds Ord.“117 Da Rønne blev 52

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R


forflyttet til Lyngby i 1802, gik skolearbejdet i stå, og stiftsprovst Plum kunne berette, at da en „paalidelig Mand,“ der havde kendt skolerne i Rønnes tid og nu igen havde besøgt dem i 1805 kunne fortælle om de forskelle, der var indtruffet på kun tre år: „I Stedet for at Tuulstrup Skole i Rønnes Tid havde 80 til 90, og i Pløietiden 30 til 40 Børn, fandt jeg nu kun 11 der. De sadde i Skoleholderens Stue, hver med den gamle ABC, som indeholder Religionens Mysterier, eller en Katechismus i Haanden, af hvilke de plaprede som i en Jødeskole. Alle de ikke anordnede Bøger var for lang Tid siden afskaffede. Tavlen med de bevægelige Bogstaver, som Rønne havde anskaffet, brugtes ikke meget, og Haandarbejde var forsvunden af Skolen.“118 Det var det! Rønne var flyttet!

2.5 Rønnes præstetjeneste 2.5.1 Rønne og Evangelisk-Christelig Psalmebog

Om Rønnes præstetjeneste ved vi kun ganske lidt. Kirkehistorikeren J. Oskar Andersen konkluderer på baggrund af en behandling af Rønnes Bibelhistorie, at hans prædikener sikkert har haft samme præg, og at de på ingen måde har fornægtet eller bekæmpet det grundkristelige. Men at de omvendt ikke har indeholdt noget klart vidnesbyrd om frelsen.119 Strengt taget ved vi intet om Rønnes prædikener! Vi har ikke overleveret nogen fra tiden i Tjæreby-Alsønderup. Derfor er det også betænkeligt at fælde dom over dem.

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R

Alsønderup kirke, hvis ældste dele kan dateres tilbage til 1100’erne. 1561 blev Alsønderup og Tjæreby samlet i ét pastorat med Tjæreby som hovedsogn. Foto: Harald Nielsen

53


Derimod har vi et par indberetninger fra Rønne til biskop Balle, som siger noget om hans kirkelige virksomhed, nemlig indførelsen af den nye „Evangelisk-Christelige Psalmebog,“ der var udkommet 1798 med biskop Balle som redaktør. Den 15. januar 1799120 skrev han til biskoppen og forsikrede ham om sit „ivrige Ønske for den smukke Andagtsbogs Brug,“ og han forventede, at den nye salmebogen ville blive taget i brug i hvert fald i det ene, og måske i begge sogne. Dog minder han om, at den kgl. resolution af 13. april 1798 havde overladt det til menighedernes frie valg121 at indføre den. Rønne kunne fortælle, at efter at han havde omtalt salmebogen fra prædikestolen, havde 20 subskribenter tegnet sig for den, „hvilket jeg anseer for en god Begyndelse.“ Han bad om nogle frieksemplarer til fattige, men den 22. december samme år måtte han beklage sig over, at det endnu ikke er lykkedes ham at få den indført ved gudstjenesterne, på trods af, at han fra prædikestolen havde udtalt sin glæde over dens „skjønne, opbyggelige Sange“ og ved katekisation havde gennemgået nogle af salmerne. Dog kunne han fortælle, at den nu blev brugt i skolerne, ligesom han havde brugt den ved konfirmation og flere lignende lejligheder. „Alt dette er skeet uden mindste Modsigelse fra Menighedernes eller Andres Side.“ Det var dog en lidt pyntet sandhed, idet han senere måtte indrømme, at en enkelt gammel i menigheden havde udtrykt, at han ikke kunne læse den, hvorfor Rønne foreslår, at man trykker et oplag i forstørret skrift for de svagtseende. Og Rønne konkluderede: „En Andagts-Bog, der har saa fortrinlig Værd frem for den, som bruges,122 og som, selv uden Relation til den ældre, har indvortes Værdi, kan ikke finde Modstand af Betydning hos Almuen, naar denne ikke føres af andre Ledere – og sligt har jeg i mine Sogne, og af de Mænd, der have Indflydelse paa dem, aldeles ikke at befrygte. Det algode Forsyn, styre det saaledes, at den til Dyds og Gudfrygtigheds Fremme snart maatte bruges.“ Rønnes indsats gav frugt. Den 11. januar 1805 kunne Rønnes efterfølger i sognet skrive til biskoppen: „I Tiereby og Alsynderup Sogner har bemeldte Psalmebog længe været i Brug.“ 2.5.2 Flere prædiketekster

I det samme brev til biskop Balle tager Rønne et andet emne op. Det drejer sig om prædiketeksterne, som han ønsker fornyet med et større udvalg af bibeltekster, samt forbedrede kollekter. Det er en sag, som han senere vender tilbage til, nemlig i 1812, da han besvarer en opgave, stillet af Sjællands Stifts Landemode.123 I forbindelse med diskussionen om en ny tekstrække, blev det debateret, om man overhovedet skulle have forordnede tekster til brug ved gudstjenesterne, eller om præsterne frit skulle kunne vælge sine prædiketekster efter behag. Med hensyn til spørgsmålet om frie eller fastsatte tekster, så Rønne både fordele og ulemper. Han kritiserede perikopeteksterne for, at de alt for ofte ikke passede til den pågældende gudstjenestedag. Dertil kom, at de også ofte var klippet ud af en sammen54

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R


hæng, der gjorde dem uforståelige, eller endnu værre: at de kom til at sige noget, som teksten slet ikke ønskede at sige. På den anden side så han det som en ikke ubetydelig lettelse at have faste prædikentekster. Han opstillede i den forbindelse som en præmis for gudstjenesten, at menigheden ikke kom blot for at høre noget nyt, eller for at rose eller dadle prædikanten, men for at undervises i kristendom og opbygges til et kristeligt liv. I den henseende så han de faste prædikentekster som en fordel, da det så ikke alene kom an på præstens idérigdom eller kæpheste. Efter at have diskuteret sit spørgsmål med en række eksempler, konkluderede han, at han foretrak: „at Mænd af Kundskab og Forstand, besjelede af Jesu Religions-Aand, gjøre Udvalg af Texter, som ere indholdsrigere end de gamle – som overalt ikke tages af de vanskeligste Bibelsteder, som passe til Højtidsdagenes Bestemmelse og staae i Forbindelse med hinanden, saa at Prædikanten har Lejlighed til, paa forskjellige Søndage at afhandle og gjennemgaae Religions-Lærdommene og Sædelærens Bud i en vis Orden og Forbindelse.“ Rønne skrev i det ovenfor nævnte brev til biskop Balle, at han havde bemærket, at hans menigheder var meget mere opmærksomme, når han forklarede en bibeltekst, end når han holdt en af sine sædvanlige prædikener. Derfor foreslog han, at prædiketeksten blev trykt i salmebogen124, så at præsten fra tid til anden kunne forklare teksten og derved udbrede „gavnlig Bibel-Kundskab.“ Denne oplysning er interessant, da den dels sætter Rønne ind i en tradition, som gik tilbage til pietismen* med bibelforklaringer, dels peger fremad mod Rønnes fremtidige arbejde i Lyngby, hvor han senere (1821) gjorde Bibellæsninger til en fast del af sit arbejdsprogram. Men mest interessant er noten, fordi den er skrevet til biskop Balle, som selv med succes havde gennemført Bibellæsninger i København i årene efter 1793.125 Når Rønne her føler trang til at fortælle biskoppen dette, skyldes det dels, at Balle mødte stor modstand for sine bibellæsninger i København, dels at Rønne har set en fordel i at fortælle, at han har haft succes med biskoppens arbejdsmetode. Man kan så spørge, hvorfor vi skal helt hen til 1821, før Rønne tager denne metode op og gennemfører den systematisk resten af livet. Om Rønne som sjælesørger i tiden i Tjæreby-Alsønderup siger kilderne intet.

2.6 Afsked med Tjæreby-Alsønderup I 1797 døde herredsprovsten, P. M. Hoffmann i Kregme. I hans sted valgte provstiets præster enstemmigt Heinrich Ussing126 i Lille-Lyngby til hans efterfølger. Ussing havde i hele sin præstetid haft en evne til at komme i strid med sine nabokolleger. Således også her.

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R

55


Blandt de nabopræster, som han hurtigt kom på kant med, var Rønne. Efterhånden blev Ussings chikanerier så ulidelige for Rønne, at han måtte søge hjælp hos sine tidligere arbejdsgivere ved hoffet, og 1802 blev han forflyttet til Kongens Lyngby.

56

AT G ØR E G AV N – RØN N E S F ØR ST E PR Æ ST E Å R


KAPITEL 3

Kongens Lyngby 3.1 Kaldet til Kongens Lyngby „Jeg spiste hos Kongen. Efter at min Fader saavel som jeg havde giort sig ald Umage derfor, er Hr. Rønne i dag bleven beskikket til Sognepræst i Lyngbye…..“127 Således skrev den 15-årige prins Christian Frederik i sin dagbog den 13. marts 1802. Rønnes forbindelse til hoffet fik igen afgørende betydning for ham. Som nævnt ovenfor blev Rønnes forhold til provsten, Heinrich Ussing, efterhånden så anstrengt, at han følte det nødvendigt at søge væk fra Tjæreby-Alsønderup, hvor han ellers var faldet godt til. Lyngby sogn blev ledigt i begyndelsen af 1802, idet stedets sognepræst, Frederik Christian von Haven døde128. Derfor henvendte Rønne sig til arveprins Frederik for at komme i betragtning til embedet. I 1789 havde arveprins Frederik købt Sorgenfri slot, hvorved han havde fået en stærk, personlig interesse i, hvem der skulle være sognepræst ved Lyngby kirke. Valget faldt på prins Christian Frederiks tidligere lærer, Bone Falck Rønne, der i sin dagbog skriver: „Aar 1802, Maji Maaned tiltraadte jeg i Guds Naade mit Embede i Lyngbye“.129 Den 16. maj blev han indsat af provst Høegh130 i Gentofte. Indsættelsen blev overværet af arveprinsen og hans familie, og den unge prins Christian Frederik skrev senere på dagen i sin dagbog: „Om Morgenen vare vi i Kirke, hvor Provst Høeg installerede Hr. Rønne og holdt en gandske passende Tale, hvori han skildrede, hvilke der i Menighederne kunne have Gavn af Læreomskivtning, og hvilke der selv giorde denne Begivenhed unyttig for sig, nemlig de Gienstridige, der ledtes af Fordomme og bespottede deres Lærere, hvorved han ogsaa meget kiønt tiltalte Hr. Rønne, der stod i Chordøren. Hans Udtale er ham meget ufordeelagtigt, især ved Mesningen, hvorved Hr. Rønne snøvler meget…“131 Hvis Rønne troede, at han ved at flytte blev fri for provst Ussing, så måtte han tro om. Ussing søgte at sprede de mest ufordelagtige rygter om den nye sognepræst, inden han tiltrådte.132 Var det dette, provst Høegh hentydede til i sin indsættelsestale, ved at tale om de „Gienstridige, der ledtes af Fordomme?“ På trods af dette blev Rønne mødt med velvilje af sognets folk. I første omgang var det kun Rønne selv, der flyttede til Lyngby. Først i oktober samme år flyttede hans kone, Frederikke Marie, samt ægteparrets fire børn ind i præstegården, og familien var igen samlet. KONG E N S LY NG BY

57


3.2 Lyngby sogn ved Rønnes tiltræden 3.2.1 Kirken den er et gammelt hus

Lyngby kirke er byens ældste hus og vigtigste historiske mindesmærke. Den er beliggende på toppen af den stejle kirkebakke, hvor den med sin markante røde bygning står som et vartegn og åndeligt centrum, der er snævert knyttet til Lyngbys historie. Neden for bakken løber Mølleåen, og på det eneste bekvemme overgangssted over åen voksede byen frem på det sydlige bakkedrag, der nordfra strækker sig gennem Sorgenfri slotspark.133 Det er sandsynligt,134 at der på kirkens sted har stået én eller flere trækirker, som man dog ikke har fundet arkæologiske spor af. Derimod er der spor af en stenkirke, der daterer sig tilbage til ca. 1150. I løbet af Christian IV’s tidlige regeringsår blev Lyngby kirke ligesom så mange andre kongelige kirker udstyret med såvel en prædikestol som altertavle. Prædikestolen er et fornemt stykke håndskærearbejde, der er velbevaret, og består af en fire sidet kurv med en himmel over, forbundet ved et såkaldt rygskjold. Prædikestolens felter viser de fire evangelister.135 Det var på denne prædikestol, Rønne søndag efter søndag i 31 år forkyndte evangeliet for menigheden i Lyngby.

Gadekæret med Lyngby kirke på kirkebakken, tegnet af H. G. F. Holm (kaldet Fattig-Holm) i 1826, altså som det har set ud på Rønnes tid i Lyngby. Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

58

KONG E N S LY NG BY


I 1805 fik Lyngby kirke sit første orgel.136 På dette tidspunkt var det en sjældenhed i en sjællandsk landsbykirke. Det var uden tvivl kirkens nære tilknytning til de kongelige på Sorgenfri slot, den foranledigede, at man fik dette instrument. 3.2.2 Kirkens omgivelser

Nordvest for kirken ligger møllen, der kan spores tilbage til 1492. Dengang tilhørte møllen kongen, hvis ejerskab til Lyngby allerede tidligere er bevidnet i f.eks. Valdemars Jordebog fra ca. 1230. Af samme grund kaldtes byen allerede fra middelalderen Kongens Lyngby, og det er nærliggende at mene, at også kirken tilhørte kronen fra dens grundlæggelse og frem til grundloven i 1849. Da Rønne i 1802 blev præst i Lyngby, boede der i sognet 1980 indbyggere. Da han døde i 1833 var dette indbyggertal vokset til 2719137. Til sammenligning var der i 1805 ca. 6.000 indbyggere i Odense, der på det tidspunkt var landets næststørste by med tre kirker og en del præster.138 Det var altså ikke et lille landsbysogn, Rønne blev præst for. Sognet bestod af en række mindre landsbyer foruden hovedbyen, Lyngby. Det drejer sig om Taarbæk ved Øresund, Strandmøllen, Ørholm, Brede, Nymølle og Raadvad – alle ved Mølleåen. Dertil kom landsbyerne Virum, Lundtofte, Fortunen og Hjortekær, samt Sorgenfri slot og godserne Frederiksdal, Sophienholm og Marienborg. Beliggenheden så nær København gjorde, at sognet ikke blot bestod af bønder og fiskere, men også af en del arbejdere ved de bemærkelsesværdig mange industrier, som fandtes i sognet. Dertil kom, at mange velhavende københavnere havde landsteder i såvel Lyngby som i Taarbæk samt ved Furesøen og Bagsværd sø.

3.3 Under præstegårdens tag 3.3.1 Jævnt så der ud

Den gamle landsby kaldes i folkemunde for Bondebyen. Den ligger nordøst for kirken og har bevaret sit landsbypræg indtil i dag. Her ligger også præstegården, der dog ikke er den præstegård, som Rønne boede i. Rønnes præstegård, der var bygget 1681, brændte 1845. Rønnes barnebarn, præsten Karl Rønne139 beskrev i en artikelserie i Højskolebladet 1891 bl.a. præstegården i Rønnes tid på baggrund af en familietradition: „… Ja – jævnt saa der ud, naar man kom ind i Præstegaarden. Bohavet var af simpelt Træ uden Polering, og Væggene var med Undtagelse af den store Dagligstue utapetserede, hvidkalkede og temmelig nøgne. Men der førtes et virksomt Liv i Præstegaarden, baade inden Døre og i Have og Mark. Inden Døre var Husmoderen lige saa flittig til huslige Sysler som Faderen paa sit Studereværelse; saa Børnene voksede op under Indtrykket af, at Dagen er skabt til Arbejde.“ KONG E N S LY NG BY

59


Lyngby præstegård, som den så ud på Rønnes tid. Til venstre ses den fløj, som præstefamilien beboede. Præstegården i Lyngby var på 36 tdr. land, som Rønne selv drev. Her voksede familien med tre børn. Der udfoldedes et muntert og livligt liv i og ud fra præstegården, der var bygget 1681 og brændte 1845. LyngbyTaarbæk Stadsarkiv.

Rønnes oldebarn, Jørgen Falk-Rønne,140 beskriver Lyngby præstegård i Rønnes tid som et gæstfrit hjem, der var vidt berømt for sit gode køkken, sin dejlige have med skønne rosenbrede, hvor Frederikke Maries varme smil og Bones hjertelige velkomst modtog mange gæster fra omegnens store landsteder og præstegårde, og hvor alle følte sig glade og vel tilpas. Der herskede en livlig munterhed og glæde kombineret med en vis alvor og åndelig optagethed.141 3.3.2 Familieliv

Frederikke Marie og Bone Falck Rønne flyttede ind i Lyngby præstegård med deres fire børn. I Lyngby voksede børneflokken med sønnen Nicolai Ivar,142 født 10. april 1803, datteren Amalie Johanne,143 født 25. september 1807 og endelig sønnen Marcus Clod,144 født den 20. december 1808 (på Rønnes 44 års fødselsdag), opkaldt efter en af Rønnes brødre. Efterhånden som børnene voksede op, tiltrak de en stor kreds af kammerater. Den megen ungdom skabte fest og glade dage med musik, sang og dans, og om sommeren blev der festet i haven. Undertiden blev hestene spændt for vognen, og man kørte til stranden eller på skovtur med madkurve, unge piger i hvide kjoler, værdige matroner med

60

KONG E N S LY NG BY


kapper, muntre studenter og velærværdige præster. Ingen kunne sætte legen i gang som Rønne, og ingen kunne en regnfuld efterårsdag få startet en diskussion om åndelige eller praktiske emner som han. Man kedede sig aldrig i det hjem. „Og naar man forlod det, vidste man ikke, hvad man højest skulde prise: Husfaderens muntre Aandfuldhed eller Husfruens milde Venlighed, der fyldte Hjemmets Stuer med Hygge.“145 Samme kilde kan fortælle, at den unge og voksne prins Christian Frederik ofte besøgte præstegården, når han var på Sorgenfri slot. Fra bl.a. prins Christian Frederiks dagbog ved vi, at det nære og fortrolige forhold mellem lærer og elev varede ved, så længe Rønne levede. Ved „…saadanne Lejligheder var hun [Frederikke Marie] saa genert, at hun ikke var sig selv; men ellers var hun ‘den huldsaligste Værtinde’, som ikke kunde blive træt af med kærlig Omhu at sørge for Gæsternes Fornødenheder.“146 Rønne var meget karrig med i de skriftlige kilder at udtrykke sine følelser over for sin kone. I Dagbogen finder vi kun to små noter, der viser hans kærlighed til hende. I forbindelse med deres 38 års bryllupsdag i 1832 skimter man en kærlighedserklæring til Frederikke Marie, når han skriver: „D. 29 Julii erindrede jeg, at Gud i 38 Aars Ægteskab havde skjenked mig ufattelige Velgjerninger…“147 Ud over Rønnes egne syv børn boede der også undertiden et eller flere fattige børn fra sognet i præstegården, hvor de fik del i det rige familieliv. Det var en del af Rønnes bidrag til sognets fattigforsorg. En af Rønnes niecer, Anine,148 der også blev opdraget i præstegården sammen med Rønnes børn, fortæller følgende om livet i Lyngby præstegård: „Et Hjem, hvor Husfaderen altid var i godt Humør, gav sine Ordrer bestemt men

Frederikke Marie og Bone Falck Rønne – Danmissions fotoarkiv.

KONG E N S LY NG BY

61


venligt til Store og Smaa, foregik Børn og Tyende med et godt Eksempel paa Flid, Nøjsomhed og stille Glæde og uden Skænden eller vrede Ord forstod at faa alle til at tage fat med Orden og villigt Sind; et Hjem hvor Husmoderens stille Venlighed uden mange Ord gjorde Hjerterne varme. Allerbedst var der i den store Spisestue, naar Aftensmaaltidet var fortæret og der var taget af Bordet, naar Rokken kom i Gang og Skinnet fra den store Brændeovn lyste rødt og varmt ud i Stuen. Da kunde det ret gaa muntert til med Sangleg og Gaader, da gættede vi Byer og Floder, og Pigerne sang deres Spindevise. Allergladest var dog Rønne, naar han kunde faa nogen til at deklamere et skønt Digt eller en Sang; men var der ingen, der havde noget paa sit Repertoire, fandt han altid selv et eller andet, som fornøjede os.“149 Rønne var et familiemenneske, der uanset hvor mange opgaver han engagerede sig i, og hvor travlt dagligdagens arbejde belastede ham, så holdt han indtil sin allersidste tid en nær forbindelse med sine børn og andre i familien. Det vidner hans dagbog om, hvor han flittigt noterer sig, hvornår han modtog breve eller skrev til sine børn – eller fik besøg af dem. 3.3.3 Bolette Lumholtz Rønne

Endnu én person skal nævnes i denne forbindelse, nemlig Rønnes mor, Bolette Lumholtz Rønne. Da hendes mand, Albert Rønne, døde i 1799, blev hun alene med to ugifte døtre, hvoraf den ene kom i huset hos sønnen, Mathias, mens den anden blev hos moderen og passede hende. Begge døtre forblev ugifte. I første omgang flyttede mor og datter til Haderslev. Men trangen til at være nær ved hendes børn gjorde, at hun 1801 flyttede til Hillerød. Det var mens Rønne var præst i Tjæreby-Alsønderup. I 1812 flyttede hun videre til Kongens Lyngby, hvor hun boede i et lille hus tæt ved præstegården indtil sin død i 1831.150 Hendes pension var kun på 20 Rdl. årligt, men takket være „flere formaaende Mænd“ blev det udvirket, at hun fik en fast årlig understøttelse fra kongen.151 Hvem disse „formaaende“ mænd var, ved vi ikke, men det vil være nærliggende at tænke på arveprins Frederik eller prins Christian Frederik – eller dem begge. Dertil kom, at biskoppen i Ribe, Victor Chr. Hjorth152, der var Rønnes gode ven, bevilligede hende et årligt beløb fra det Mathurinske Legat.153 Derved blev hun sikret en pension, som hun kunne leve af. Jørgen Falk-Rønne fortæller om den eneste gang, da hans far154 mødte den gamle Bolette Rønne. Det var i 1831 og må have været kort før hendes død. „Jeg var i Lyngby Præstegaard med min Fader155 på Besøg hos Bedstefader. Dagen efter vor Ankomst siger Fader til mig: ‘børst Dit Haar og se Din Trøje godt efter, vi skal op og hilse paa Oldemor.’ Han sagde det, som om det var Kongen, vi skulde have Audiens hos, og jeg blev meget betaget, det var ikke frit, at jeg rystede, da jeg ved Faders Haand gik op mod hendes lille Hus med den zirlige Have. Saa kom vi ind i hendes Stue, og jeg saa en gammel smilende Dame i sin Lænestol med Blondekappe og lange Baand, hun rakte 62

KONG E N S LY NG BY


Haanden ud efter mig, og min Fader førte mig frem for hende. ‘Maa jeg præsentere Dig den førstefødte af den yngste Slægt Farmor,’ sagde min Fader og kyssede ærbødigt hendes Haand. Jeg havde aldrig set nogen kysse paa Haanden og blev endnu mere betagen. Oldemor tog mig ind til sig og løftede mit Ansigt, saa hun rigtigt kunde se mig ind i Øjnene, saa lagde hun sin Haand paa mit Hoved og sagde: ‘Gud velsigne Dig, mit kære Barn.’“ Skønt dette var alt, som skete i dette møde mellem den 93 årige Bolette Rønne og det seksårige barn, glemte barnet det aldrig.156 I sine unge år havde hun været halvandet år i huset hos biskop Brorson157 i Ribe. Sammen med påvirkningen fra hendes pietistiske* konfirmationspræst kom disse år i Ribe Bispegaard til at præge hende for livet.158 Måske var det her i Ribe, at hun lærte Brorsons salme: „Kom regn af det høje! Lad jorden oplives som lilliedal,“ der livet igennem forblev hendes yndlingssalme.159 Især efter hun i 1812 flyttede til Lyngby kom hun til at have stor indflydelse på Rønne, som dagligt besøgte hende og talte med hende i timevis om åndelige spørgsmål.160

3.4 De fattiges talsmand 3.4.1 Fattigvæsenets organisation

„…Allerede til October /: da min Familie ogsaa flyttede hid:/ var jeg færdig med den første Organisation af Sognets Fattigvæsen, ved hvilken Lejlighed jeg modtog mange og udmærkede Prøver paa Menighedens Velvillie, efterdi Mængden tegnede frivilligt og betydeligt til denne Sags fremme…“161 Således skrev Rønne i sin dagbog et halvt år efter sin tiltræden som sognepræst i Lyngby.162 Det har ligget Rønne i generne at gå i clinch med de problemer, som dukkede op foran ham. Når han mødte en opgave, så han den som en opgave, der var lagt hen til ham at tage sig af og løse. Ved hoffet gjaldt det de kongelige børns oplæring, som han søgte at løse så samvittighedsfuldt som muligt. I Tjæreby-Alsønderup drejede det sig om bøndernes sociale vilkår, såvel i form af børnenes undervisning som i den landbrugsfaglige udvikling. Og i Lyngby var udfordringen et relativt stort sogn med en meget sammensat og uens befolkningsgruppe. Lyngby var ved Rønnes tiltræden et af de eneste sogne i landet, hvor man kunne tale om en begyndende industrialisering og et dertil knyttet arbejderproblem. Til landsbyerne Lyngby, Raadvad, Brede, Strandmøllen og Ørvad knyttede sig de første danske fabriksvirksomheder med Mølleåen som energikilden. Hertil kom de mange mennesker fra København, som slog sig ned i sognet, enten sæsonbestemt om sommeren eller for en dels vedkommende i store helårsvillaer eller deciderede landsteder. Endelig var der den traditionelle befolkningsgruppe af fiskere og bønder. Alt dette skabte et stort skel mellem rig og fattig. Endelig var der også knyttet problemer til de mange sommergæster, KONG E N S LY NG BY

63


som strømmede til Dyrehaven (der ligeledes lå i sognet) i sommermånederne.163 Det tiltrak dels et stort antal kroer og værtshuse, dels tiltrak det også en stor del tiggere. Derfor havde fattigforsorgen set i forhold til befolkningstallet allerede i gammel tid krævet relativt store midler og særlige foranstaltninger. Allerede i 1600’erne, tog man sig af folk, der ikke kunne klare sig selv. Der blev etableret et fattighus for vanføre mennesker i et af kirkens fæstehuse. Men det var først med Rønne, at fattigomsorgen blev sat i system.164 3.4.2 Rønnes udenlandske inspiration

Omkring 1800 fremlagde en præst i Brøndbyerne et forslag til en plan for fattigvæsnet, der blev godkendt af kongen som en foreløbig ordning.165 Rønne blev af kancelliet bedt om at kommentere på dette forslag, inden det blev ophøjet til lov med virkning for alle landsogne. Rønne bifaldt som helhed planen, men rådede dog til at give den en foreløbig karakter, for at detaljerne kunne afprøves og diskuteres rundt omkring i landet og erfaringer indsamles. Kancelliet valgte at følge Rønnes anvisning, som det kom til udtryk i loven af 5. juli 1803.166 Rønne havde som baggrund for disse udtalelser allerede i nogen tid studeret den i samtiden kendte og beundrede engelsk-amerikanske Grev Rumfords167 filantropiske program, der bl.a. omfattede etablering af arbejdsanstalter og bespisning for fattige. Grev Rumfords program stemte i høj grad sammen med de tanker om akademikernes rolle i det enevældige samfund udformet af den tyske filosof, J. G. Fichte,168 der hævdede, at menneskeslægtens udvikling beroede på fremskridt, der var muliggjort gennem en skare af lærde og selvstændigt tænkende og handlende embedsmænd, der kunne lede samfundet i denne udvikling, og som alle derfor måtte underordne sig. Fichtes ideer vandt beundring i kronprins Frederiks nærmeste kreds af rådgivere, og kunne også spores hos Grundtvig, der talte om „de Boglærde“ som „Folkenes Adel og Aand.“169 Disse tanker omsatte Rønne nu i et arbejdsprogram for organiseringen af fattigvæsnet i Lyngby. Umiddelbart efter den kongelige forordning af 15. juni 1802 var blevet udstedt, gik Rønne i gang med at organisere Fattigvæsnet i Lyngby sogn. Det første han gjorde var at få nedsat en kommission bestående af 14 medlemmer foruden ham selv, sammensat af indflydelsesrige mænd fra alle dele af sognet. Kommissionens første mål var at få tiggeriet i sognet afskaffet. Derpå blev sognet delt op i 13 distrikter med hver af kommissionens medlemmer som leder for et distrikt, dog således, at Virum distrikt fik to ledere.170

64

KONG E N S LY NG BY


Den 5. september 1802 holdt kommissionen sit første møde. Derpå gik det slag i slag med jævnlige møder i september-oktober. Kommissionen var enig om, at bidragene til driften af Fattigvæsnet skulle komme ad frivillighedens vej. Dog besluttede man, at hvis folk ikke frivilligt ville yde et rimeligt beløb, der svarede til hvad folk i samme position og formåen betalte, ville man påligne dem det forventede beløb. Dernæst besluttede man efter Grev Rumfords principper, dels at der skulle indkøbes varer af de mest almindelige livsfornødenheder, der så senere kunne sælges til en rimelig pris til de fattige, dels at der skulle etableres arbejde, som de fattige kunne beskæftiges med og ernære sig ved. Rønne fik som formand bemyndigelse til at bevilge tilskud til trængende personer imellem kommissionens møder. Ved kommissionens tredje møde blev det besluttet, at man skulle snarest etablere en „Fattig-Skole.“ Kommissionen sørgede også for, at der blev etableret en slags folkekøkken, hvor de fattige for en beskeden betaling kunne få næringsrig mad. 3.4.3 Dovenskab er tyveri

Hele projektet byggede på hjælp til selvhjælp princippet. Folk skulle væk fra tiggeri ved, at kommissionen hjalp dem med at få et arbejde. Derfor skulle Fattig-Skolen ikke blot lære eleverne boglige færdigheder, men også lære dem forskellige former for husflid, bl.a. at strikke, karte og spinde. I den forbindelse betalte kommissionen for en enkes uddannelse i København, hvor hun skulle lære fabriksfærdigheder, så hun kunne lede skolen industrielt. Kommissionen indkøbte eksempelvis råvarer, som de fattige kunne købe til en rimelig pris, ligesom de igen kunne sælge produkterne til kommissionen, der så kunne videresælge dem og på den måde skabe en industriel udvikling. Den 3. oktober 1802 var man så vidt, at man første gang kunne samle de fattige for at uddele almisser. Projektet var i gang.171

„Jesus vilde ingen Lediggængere og Dovne have iblandt de Christne; han lærte derfor sine Tilhørere, at Lediggang og Dovenskab ligesaavel ere Gud imod, som enten Tyverie eller nogen anden Last.“ Rønne: Bibelhistorie, 1801, p. 91 Rønnes udlægning af lignelsen om de betroede talenter.

Tiggeri var i Rønnes optik teologisk det samme som at grave sit talent ned og ikke udnytte de muligheder, som Gud i skabelsen havde givet den enkelte. Derfor var det at sammenligne med tyveri, en overtrædelse af det syvende bud.172 Da kommissionen den 31. oktober 1802 igen var samlet, kunne den glæde sig over, at tiggeriet i sognet var ophørt. For at skaffe sig indtægter blev det besluttet at opsætte en indsamlingsblok i kirken samt i Sorgenfri skov.173 KONG E N S LY NG BY

65


Ved årets udgang havde 415 personer med arveprinsen i spidsen tegnet sig for årlige bidrag på ca. 1.050 Rbd. Indtægterne i oktober kvartal var på ca. 500 Rbd., mens udgifterne var på ca. 400 Rbd. Der blev i dette første kvartal ydet støtte til 54 trængende personer. I 1804 var dette tal vokset til mere end 100 personer I de følgende mange år udgav Rønne årligt regnskabet for dette arbejde, for at folk i sognet kunne se, hvad deres penge var brugt til, men også for at opmuntre folk til at give endnu mere til sagen, som han ivrigt gik i spidsen for. I en af de årlige beretninger skriver han med stolthed om børnene i Fattig-Skolen, eller Læse- og Arbejdsskolen, som den hurtigt kom til at hedde: „…mange af Børnene vare tilforn Betlere, men nu ere de virksomme, nyttige Mennesker…“174 Rønnes iver for denne sag bevidnes af prins Christian Frederik, der den 15. august og igen den 22. august 1802 fortæller i sin dagbog, at den kongelige familie havde været i kirke: „Hr. Rønne talte i dag, da vi var i Kirken, meget vel om Fattigforsørgelsen og mod Betlerie“175 og ugen efter hedder det: „Vi var idag i Kirken. Hr. Rønne prækede atter meget vel angaaende de Fattiges Forsørgelse.“176 3.4.4 Griber mennesker deres muligheder

Idealisten Rønne var overbevist om, at når mennesket fik de reelle muligheder, ville det udnytte dem i god overensstemmelse med oplysningstidens udviklingstro. Hans egen historie bevidnede denne teses rigtighed. Klokkerhjemmet i Fredericia havde ikke de store økonomiske muligheder, men alligevel var de fire sønner ved forældrenes målrettede flid og nøjsomhed ført igennem til en akademisk eksamen og – som Rønne skriver – alle havnet i „Kongelige Embeder.“177 Derfor oprettede han Læse- og Arbejdsskolen, hvor der dagligt blev givet 2-4 timers undervisning i de boglige fag. Dertil kom en aftenskole, hvor der blev givet 2 timers undervisning dagligt. I aftenskolen deltog 60-70 elever, hvoraf en stor del var voksne mennesker, der for manges vedkommende bogligt set var på bar bund, da de begyndte. Det er ikke uden stolthed, at Rønne et år efter konstaterer, hvilke fremskridt, der var opnået: „Den største Deel læser nu en taalelig vel i Bog, skriver tildeels ret godt, læser Skrivt, regner lidet, har begyndt at øve sig i Sang, har gjennemgaaet de tre Fjerdedele af den bibelske Historie, og lidet af den anordnede Lærebog, har hørt adskillige gode Lærdomme og Formaninger, og stadfæste allerede ved en sædeligere Opførsel, at Religionen og nyttige Kundskaber ere de saare kraftige Midler til Menneskeslægtens Forædling og Lyksaligheds Fremme.“178

66

KONG E N S LY NG BY


„Den 14de Martii overbragte Politiet en David Larsen og Kone, forhen Gaardfolk i Wirum, midaldrende, stærke Folk, med fire Børn, hvilke alle sex havde søgt at nære sig af Betlerie i Gientofte Sogn. Commissionen saae sig nødt til at modtage de 3de Børn, hvilke saae ud som den gustne Hunger selv, vare næsten ganske nøgne, fulde af Udslæt paa hele Legemet, og i flere Henseender saa uordentlige, at det blotte Syn opvakte Væmmelse. Commissionen bekostede nyt Linned og nye Klæder for disse Børn, lod dem jevnlig vaske, og gav dem Kosten fra Morgen til Aften i Arbejdsskolen, hvor de bleve underviste i nyttig Haandgjerning. Man nød allerede den ubeskrivelige Glæde, at see disse Børn rene, muntre, sunde, og at gjøre god Fremgang i det, de lærte, da Faderen den 17de April imod Commissionens Forbud, tog dem ud af Skolen, fordi Commissionen forlangte, at han og Moderen af deres ugentlige Fortjeneste, som den Tid var 3 Rd. 48 Sk. skulde bidrage 1 Rd. til de tre Børns Underholdning.“ „Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen“,Kjøbenhavn 1804, p. 6

Rønne kastede sig med oplysningsåndens idealisme og fremskridtstro ind i projektet med fattigvæsnet og ydede en stor indsats såvel arbejdsmæssigt som økonomisk. Men selv om Rønne i begyndelsen kunne glæde sig over fremgang i arbejdet med og for de fattige, så kom skuffelserne efterhånden til at stå i kø foran præstegården. Eksemplet med ovennævnte familie taler sit eget sprog. Der var mennesker, der valgte at hutle sig igennem ved forefaldent arbejde eller tiggeri, i stedet for at tage imod de tilbud, der blev lagt hen til dem, og som de så til gengæld også skulle bidrage til finansiering af alt efter, hvad de evnede. 3.4.5 „Gid vi kuns intet tvunget Fattigvæsen havde“

I 1816 kunne han i Theologisk Bibliothek gøre projektet op i en artikel.179 Hudløst ærligt beskriver han sin skuffelse: „Da jeg selv tilforn har været meget ivrig for Fattigvæsenets nye Indretning, fordi jeg ventede mig store Ting af den Industrie, som paa slig Maade skulde fremmes overalt i Landet, fordi jeg haabede at et modvilligt Betlerie skulde ophøre, og fordi jeg ikke forudsaae, hvad jeg dog burde seet, hvor lettelige Præsten ved dets Bestyrelse vilde afdrages fra sine Pligter og compromitteres med sin Menighed, saa kan jeg nu desto mere ufortænkt, da Erfaringen bedre har underviiset mig, yttre mine Tanker om hiin Indretnings Hensigtsmæssigheder, saaledes som den nu findes paa de fleste Steder…“180 Rønne havde taget fejl. Han havde i oplysningstidens ånd troet på det gode i mennesket. Han havde troet, at når mennesket fik tilbudt muligheder, så ville det også med taknemlighed tage imod dem og udnytte dem. I stedet var fattigvæsnet vokset og vokset fra 54 almissemodtagere i 1802 til 150 modtagere i 1816.181 For Rønne personligt var det også KONG E N S LY NG BY

67


skræmmende, at han som sognets præst følte, at han ved sit arbejde i fattigvæsnets bestyrelse blev kompromitteret i forhold til sin menighed – dvs. at han af nogle blev betragte mere som et økonomisk sikkerhedsnet end som sognets præst og sjælesørger. Det var selve ideen bag indretningen af fattigvæsnet, der var forkert, efter Rønnes mening. Fattigvæsnet i Lyngby havde efterhånden oplevet mange gange, at personer afviste at påtage sig et arbejde for den hjælp, de fik udbetalt med den begrundelse, at de „ikke kunde taale at sidde, eller at de ikke forstode at gjøre det etc. Har man endelig tvungen dem dertil, ved at tilbageholde Almissen, have de viist sig saa trevne eller saa utroe, at man atter har maattet lade dem gaae…“182 Og Rønne konstaterede desillusioneret: „Jo rigere Fattig-Kasse, des mindre Virksomhed; jo flere større Almisser, des flere, som hengive sig til Lediggang.“183 Fejlen var ifølge Rønne, at man ikke havde fulgt det engelske eksempel, hvor omsorgen for de fattige var forblevet inden for menigheden som en kristen, medmenneskelig barmhjertighedsgerning (diakoni). I Danmark var fattigvæsnet med loven af 1803 organiseret som en rettighed, der ifølge Rønne havde vist sig at gøre modtagerne passive. Det er vigtigt at iagttage, at dette skifte i Rønnes syn på fattigvæsnets organisation faldt sammen med, at han blev mere og mere optaget af nye kirkelige strømninger, som kom fra England, nemlig det missionerende, som vi skal se nærmere på i kapitel 4.

3.5 „En stadig opmuntrer for Lærerne og Børnene“ 3.5.1 Skolevæsnet i sognet inden Rønnes tiltræden

Da Frederik IV i 1721 udstedte sin forordning om oprettelse af skolerne i de sjællandske rytterdistrikter, fik Lyngby som en del af Københavns Rytterdistrikt også sin rytterskole, der kom til at ligge i Bondebyen. Ud over denne kongelige skole, fik Lyngby sogn desuden en af de såkaldte prinsesseskoler, opkaldt efter Frederik IV’s søster, prinsesse Sophie Hedevig.184 Ved en fundats af 28. august 1719 bestemte prinsesse Sophie Hedevig, at der skulle opføres syv skoler i forbindelse med hendes slot, Dronninglund Hovedgaard i Vendsyssel, og syv skoler på prinsessens godser i Nordsjælland. Disse sjællandske skoler blev administreret fra det nu forsvundne Dronninggaard. En af disse skoler kom til at ligge i Virum, hvorved Lyngby sogn allerede på Frederik IV’s tid havde to skoler. Vi ved, at prinsessens skoler var nogenlunde af samme type som kongens. Det var små stråtækte bindingsværkshuse på seks fag, hvoraf skolestuen indtog de tre, forstuen det ene og skoleholderen fik de to til at bo i („Vaanstue“). Skolestuen var forsynet med en kakkelovn af jern, og et primitivt inventar, der bestod af et bord, nogle bænke samt et skab, hvori man opbevarede skolebøgerne, som i fundatsen var bestemt til at være: 68

KONG E N S LY NG BY


en Brockmanns Postil, to Bibler, 12 Nye Testamenter med tilhørende salmebøger, 100 katekismer og 100 ABC’er for hver skole. I en årrække måtte de to skoler i Lyngby og Virum bestride undervisningen af alle sognets børn, men efterhånden som antallet af arbejdere ved Mølleåens store industrielle værker steg, øgedes også børnetallet, og flere af værkerne anlagde selv skoler for arbejderbørnene i Raadvad. I 1784 blev der oprettet en skole i Brede.185 Da biskop Balle 1785 visiterede186 i Lyngby, skrev han blandt andet: „Eftersom denne Menighed er udsat for megen Adspredelse og blandes ideligen med mange fremmede, maa jeg tilstaa at have fundet en bedre Kundskab i Almindelighed end jeg forventede.“ 3.5.2 Rønnes indsats

Således var situationen, da Rønne tiltrådte sit embede i Kongens Lyngby. I modsætning til Rønnes hurtige fremskridt med hensyn til fattigvæsnet, så gik det væsentlig langsommere, end Rønne brød sig om, med skolevæsnet. I sin dagbog skrev han: „…med Skolevæsenet kunne ikke enhver Forbedring strax foretages, da Lyngbye Skole havde en gammel skrøbelig Lærer ved Navn Mohr, – Wirum Skole ligeledes en gammel og ikke nok skikket Lærer ved Navn Mehldahl, – Raadvad Skole en Studiosus Westergaard, som nok ikke er uskikket til at undervise, men dog i sin Ungdom havde savnet den Anviis­ ning, som er nødvendig til at forestaa en Almue Skole. Desuden savnedes der i flere Henseender den Orden og Omhue for Sagernes Vigtighed, som kunde ønskes. Brede Skole var den eneste, som havde i Jes Hansen en duelig Seminarist, men saavel denne, som foregaaende Skole, vare alene private Indretninger uden Fasthed, og uden Fundatz. Somme saa vel gjerne, at Præsten besøgte deres Skoler, men dersom de ikke havde, saa havde han dér egentlig intet at gjøre eller anordne.“187 På den baggrund gik Rønne i gang med at organisere skolevæsnet i sognet. Som ovenfor nævnt fik han i forbindelse med fattigvæsnet etableret en arbejdsskole, der hurtigt gav gode resultater. Rønne, der siden sin tidligste ungdom, havde været stærkt optaget af pædagogik, havde særlige forudsætninger for at støtte skolevæsnet i sognet. Men som det var indrettet, havde han ingen myndighed over for hverken den kongelige rytterskole i Lyngby eller prinsesseskolen i Virum. I forbindelse med sit arbejde med organiseringen af fattigvæsnet, fik han hurtigt øje på de enorme problemer, der herskede blandt arbejderfamilierne ved sognets industrier. Det var i vid udstrækning svenske og tyske indvandrerfamilier, der levede under særdeles usle forhold i dyb fattigdom og uvidenhed – og usædelighed. Derfor kastede Rønne sig over denne opgave med ekstra iver. Da det ikke var danske familier, var de ikke omfattet af de danske skoleforordninger, hvorfor initiativer måtte foregå på frivillig basis.188 Derfor gik han i gang med at overtale fabriksejerne i Ørbæk til, at de skulle etablere en skole for arbejderbørnene dér. KONG E N S LY NG BY

69


Denne skole blev etableret i Ørbæk i 1806.189 Rønne tog selv aktivt del i undervisningen i denne skole, der havde ganske særlige udfordringer, idet der til stadighed var en stor udskiftning blandt arbejderne, eller som Rønne formulerer det i sin dagbog: „Det har og stedse havt og vil fremdeles have saa store Vanskeligheder, at fremvirke en ordentlig og stadig Skolegang i et Sogn, der ligner en Ebbe og Flod hvor Indbyggerne hver Maaned, ja hver Uge ombyttes og forandres, og hvor man endog spørge: „Hvor meget koster det, at holde sine Børn i Skole!“190 Dog – Rønne måtte indrømme, at børnene i det store og hele lærte noget i sognets skoler, når han lige så bort fra Virum skole. 3.5.3 Biskop Balle var imponeret

Dette blev bekræftet af biskop Balle, da han den 14.-15. maj 1805 visiterede i sognet. Han var især imponeret over resultaterne i den nye arbejdsskole, der var oprettet i forbindelse med fattigvæsnets arbejde. I biskoppens visitatsbog hedder det om denne skole: „Nye-Skole, oprettet til fattige Børns Undervisning om Aftenen, som arbeyde om Dagen ved Fabrikken, efter Sogne Præstens Hr. Rønnes Foranstaltning og ved Skole Lærer Hansens Biestand, som deler Underviisningen med Sogne Præsten. Da disse Børn havde været gandske raa og ligesom forvildede, var deres Fremgang i trende Vintre passelig; thi de flittige læste meget vel i Bog, uagtet de tilforn neppe havde kiendt Bogstave, og vidste at svare med godt Begreb efter den første Part i Catechismus, vel ogsaa for en Deel efter anden Part og havde tillige adskillig Kundskab om den Bibelske Historie. Ligeledes havde de lært Psalmer og andre Sange samt begyndt at regne og skrive. Guds Velsignelse være mangfoldiggjort over den troefaste Sogne Præst og den redeborne Skole Lærer, som virke i Forening med saa megen Iver til Kundskabs og Sædeligheds Udbredelse. Dette indskrevet i Skole-Journalen. 12 Bøger uddeelte.“191 Taarbæk fik sin skole i 1821 i det skole- og bedehus, Haabet, som Rønne fik af de engelske grosserer Gordon192 og Watt193 ved stiftelsen af Det Danske Missionsselskab (se kap. 5) og i 1829 fik sognet endnu en Arbejdsskole. Året efter Rønnes død var der i alt 482 børn i sognets skoler.194

3.6 Bondens lærermester 3.6.1 Den florissante tid

Rønne kom til Kongens Lyngby i slutningen af den økonomiske højkonjunktur, der havde hersket i de sidste årtier af 1700’erne. Den florissante tid har man kaldt perioden (1778-1807), der var blevet til gennem en lang fredsperiode, som havde strakt sig siden afslutningen af Den Store Nordiske Krig (1700-1721). Danmark havde formået at holde sig neutralt under de mange krige, der i 1700’erne prægede Europa. Den økonomiske opgang udnyttede københavnske købmænd ved dels at overtage de handelsruter, som de krigsførende nationer ikke længere kunne besejle, dels ved at fragte krigsførende nationers ladninger pro forma under dansk flag. Det sidste var forbudt ifølge de 70

KONG E N S LY NG BY


internationale konventioner og bragte Danmark på kollisionskurs med bl.a. England. Perioden endte med Københavns bombardement (1807) og Danmarks indtræden i den store europæiske krig på Napoleons side. Det er i denne florissante tids befolkningsoptimisme, at de store landboreformer 17871788 blev til. En vigtig del af landboreformerne var, at bønderne fik lejlighed til at købe deres egen gård og dermed slippe fri af hoveripligten. Intentionen var god, og reformerne betød et stort fremskridt for dansk landbrug. Dog skete der en overophedning, der førte til en stor økonomisk krise i landbruget efter Englandskrigen (1801-1814), der endte i den store statsbankerot 1813. 3.6.2 Økonomisk overophedning

Den økonomiske overophedning skyldtes ifølge Rønne, at mange bønder finansierede deres nyerhvervede jord ved at sælge nogle parceller fra, der kunne betale for den resterende jord, som bonden så kunne beholde for sig selv og dyrke. Køberne af parcellerne brugte så igen samme trafik, og derved havde man en spekulationsspiral, der udhulede landbrugets indtjeningsmuligheder.195 Man kan så at sige tale om en datidens boligboble. „Men – hvorfor har da denne virket så lidet godt? Var det da ikke mueligt, at de store Gaarde kunde deles i mindre, dyrkes bedre, føde deres Eiere og give et forholdsmæssigt rigere Overskud!“ – spurgte Rønne, og han benægtede ikke dette. Men han mente at udparcelleringerne var blevet udført alt for hurtigt, og han sammenlignede det med, at det var ligesom, hvis bonden købte koen, før han havde græsset til koen. Fejlen var ifølge Rønne, at man havde foretaget udparcelleringen, før landet havde den fornødne arbejdskraft til at dyrke alle de små ejendomme, og lige så vigtigt: før bønderne havde den fornødne kundskab til at dyrke jorden så effektivt, som de mindre enheder krævede. Endelig pegede Rønne på, at folket moralsk ikke var egnet til at påtage sig denne store opgave. Kort sagt: ifølge Rønne savnede den fornødne folkeoplysning. Rønne mente, at man ganske enkelt begyndte i den forkerte rækkefølge, at man troede, at rigdommen ville komme af sig selv, blot man fik jord. „De, som modtoge Parcellerne, føelte sig løste fra de Baand, der hidtil havde indskrænket deres Lyster, og meente, at de nu kunne leve friere, mageligere og overdaadigere – at pløje og saae var alt, hvad de forstode, og dog maadeligt nok; - mange havde endog kjøbt paa Credit.“ Rønne sluttede sin artikel med at sige: „Ville vi altsaa see en gavnlig Udparcellering i møde; saa lader os stræbe at opdrage en gudfrygtig, sædelig, flittig og tarvelig Slægt – ved Skrivter og Exempler udbrede Kundskab om et forbedret Avlsbrug – ved allehaande Lettelser og Opmuntringer arbeide for Agerdyrkningens Fremme og Landmandens Velstand.“ De centrale ord i Rønnes konklusion er for bondens vedkommende: gudfrygtig, sædelig, flittig og tarvelig, og for opdragerens vedkommende: udgive skrifter og vise det gode eksempel samt opmuntre til arbejdet for agerdyrkningens fremme. KONG E N S LY NG BY

71


3.6.3 Præster og kartoffelavl

Præsterne er i overgangen mellem 1700’erne og 1800’erne ofte blevet karikeret som om de kun interesserede sig for kartoffelavl og ikke prædikede evangeliet. Det er en karikatur, der i vid udstrækning skyldes den senere vækkelsesbevægelse. Vé de besejrede! Men hvis vi skal være fair over for de præster, der levede i denne sene oplysningstid, skylder vi dem at vurdere dem på det, de sagde og skrev, altså på deres egne betingelser og ikke på eftertidens. De levede i én tid, og skal ikke vurderes på baggrund af en senere tid. Rønne er netop en af de præster, der ivrede meget for „Kartøflens“ udbredelse i Danmark. Men en gennemgang af alle hans udgivne prædikener viser, at han aldrig „prædikede kartoffelavl.“ Han misbrugte ikke i noget kendt tilfælde prædikestolen til landbrugsforedrag. Som allerede nævnt i kap. 2.3 kendte Rønne „Kartøflen“ fra sin barndomsby, Fredericia, hvortil den var kommet med de franske reformerte, huguenotterne, i 1719. I skrift og tale søgte han at lære bønderne at sætte pris på denne plante. Når Rønne talte så varmt for kartoflens udbredelse, så hang det sammen med hans selvopfattelse som samfundsopdrager. Gennem skrifter og gode eksempler så han sin opgave at undervise og opdrage bønderne, der gennem landboreformerne var blevet selvejere. Hidtil havde bønderne normalt dyrket deres jorder i et såkaldt „6-års-drift,“ hvilket betød, at de i seks år dyrkede (og udpinte) jorden, hvorefter de lod den hvile i de følgende seks år. Det var ikke en særlig effektiv udnyttelse af jorden. Over for denne dyrkningsform introducerede Rønne erfaringerne fra huguenotterne i Fredericia, der dyrkede korn det ene år og kartofler det følgende år – den såkaldte vekseldrift. Derved kunne man uden pauser dyrke jorden år for år uden at udpine den. 3.6.4 Det Kongelige Landhusholdnings Selskab

Rønne dyrkede selv de 36 tdr. land, som præstegårdens jorder bestod af196. Han gjorde det til en forsøgsgård, for at andre bønder her kunne se det, han havde skrevet og talt om. Som udryk for hvilken anseelse han nød i landbokredse blev han valgt til medlem af Det Kongelige Landhuusholdnings-Selskabs første Agerdyrknings-Commission i årene 1815-1826, og sammen med bl.a. sin gode ven og sognebarn, fabrikant J. C. Drewsen197, var han med til at starte tidsskriftet: Landoeconomiske Tidender, hvor Rønne især i de første år var en særdeles flittig skribent. Rønnes søn tøvede ikke med at påstå, at Rønnes arbejde inden for landhusholdningen i samarbejde med bl.a. J. C. Drewsen og etatsråd Collin198 var medvirkende til at løfte dansk landbrug frem til dets høje niveau i Europa.199 Et andet område, hvor Rønne blev foregangsmand og samfundsopdrager var biavl. Det skete igen såvel i praksis med bistader på præstegårdens jorder som skriftligt ved udgivelse af bogen: „Kort Veiviisning for den hæderlige Almuesmand, til at behandle sine Bier med Klogskab,“ hvis første udgave kom 1809, og som han selv finansierede udgivelsen af. Samtidig med Rønnes udgivelse af bogen om biavl, var der en borger, der 72

KONG E N S LY NG BY


indsendte et forslag til kongen, Frederik VI, om at fremme biavlen i Danmark. Derfor henvendte det kongelige rentekammer sig til Rønne og anmodede ham om, at foretage nogle forandringer i sin første udgave og genudgive den. Rentekammeret overtog 4000 eksemplarer, som fordeltes over hele landet som inspiration for biavlere.200 3.6.5 Bøndernes forsvarer

Ud over sit omfattende oplysningsarbejde med at hjælpe bønderne til at forbedre deres dyrkning af deres jord, var Rønne også optaget af den anden del af den opgave, vi så ham formulere ovenfor: opmuntre til agerdyrkningens fremme. Dette skete ud over oplysningsdelen også ved, at Rønne gang på gang gik ind og forsvarede bønderne. I den økonomiske krise, som landet befandt sig i på grund af den fejlslagne udenrigspolitik i forbindelse med Napoleonskrigene, oplevede Rønne, at mange bønder var hårdt ramt økonomisk. Det skyldtes som vist ovenfor, at nogle bønder var hoppet på spekulationsvognen og bragt sig selvforskyldt i en vanskelig situation. Men det skyldtes også generelle vanskelige vilkår for landet, hvor den dårlige økonomi ramte alle borgere. I den situation opstod der en misundelse mod bønderne blandt mange (byboere), som mente, at bønderne havde det meget bedre end andre borgere, fordi de havde den direkte adgang til landets råvarer. I den anledning skrev Rønne flere indlæg i Landoe­ conomisk Tidender til forsvar for bonden, hvori Rønne tegnede et billede af bondens reelle situation og beskrev, hvor lidt bonden tjente på sine afgrøder, og hvor meget bonden var forpligtet på at udrede økonomisk til fattigvæsen, vejenes vedligeholdelse samt lønninger til birkedommer, præst og lærere.201 Derfor reagerede Rønne da også kraftigt, da regeringen under krisen forordnede, at der i hvert sogn skulle nedsættes en skattekommission, hvor sognepræsten skulle være født medlem. Det ville undergrave præstens stilling i sognet og den tillid, der var en nødvendighed for hans arbejde. I et langt og personligt brev til geheimestatsminister Reventlow202, som han må have kendt fra sine år ved hoffet, fremlagde han sine problemer med denne forordning og forklarede, hvorledes præsten ved at sidde i skattekommissionen ville blive kompromitteret i sit sogn. Han bad derfor Reventlow om at arbejde for at befri præsterne for denne opgave. Brevet findes i afskrift i sin helhed i Rønnes dagbog, men der er intet, der tyder på, at hans henvendelse har ført til ændringer i forordningen.203

3.7 Omhu for det elskede Fædreland Englandskrigen 1807 3.7.1 Optakt og besættelse

Et forsvar for sine sognebørn, først og fremmet bønderne, ser vi desuden et stærkt eksempel på i en sag, som Rønne blev involveret i under den engelske besættelse af Nordsjælland i efteråret 1807. KONG E N S LY NG BY

73


Da Rønne anede, at englænderne måske ville gå i land i Danmark og tilmed i Nordsjælland, samlede han unge mænd i sit hus, som ikke allerede var indkaldt til militærtjeneste, for at spørge om de ville bidrage til at gøre modstand mod en indtrængende fjende. Da de unge mænd var villige til dette, skrev Rønne til de danske myndigheder for at få stillet en chef til rådighed for gruppen samt vejledning i, hvorledes de skulle forholde sig. Men alting udviklede sig så hurtigt, at englænderne gik i land, før Rønne fik svar på sit brev. I stedet valgte en del af de unge mænd at melde sig frivilligt ved kystværnet, men organiseringen af dette værn blev også overhalet af englændernes hurtige besættelse, og for at undgå, at der skete plyndringer og brandstiftelser på de nordsjællandske landsbyer, valgte man ikke at gøre modstand.204

Rønnes to gode venner i sognet og nære samarbejdspartnere, grev J. S. Schulin (tv) og etatsråd, konsul F. de Coninck (th) – Det Kongelige Bibliotek, Kort- og Billedsamlingen.

74

Den 16. august 1807 landede den engelske hær i Nordsjælland nord for Taarbæk. Amtets embedsmænd boede alle i København, og de valgte at forblive i tryghed inden for hovedstadens volde. Det betød, at amtet var uden myndighed til at beskytte borgerne. Dertil kom, at en del borgere var flygtet ind til byen, hvilket betød, at deres ejendomme stod tomme og uden beskyttelse mod fjenden. Da nu englænderne stod i Nordsjælland, søgte de forgæves efter amtets embedsmænd med henblik på at udstede deres ordre til, hvorledes amtet skulle sørge for forsyninger til hæren. Da der ikke var nogen myndighed, var der en overhængende fare for, at englænderne ville forsyne sig selv – til skade for amtets bønder.

KONG E N S LY NG BY


Det var en usikker situation at leve under. Derfor søgte mange væk, hvis de havde nogen mulighed for det. Rønne sendte selv sin højgravide hustru samt børn til Hillerød, hvor de blev indkvarteret hos hans mor, Bolette Rønne. Rønne selv mente, at det var hans pligt som kongelig dansk embedsmand at forblive på sin post og gøre sin pligt.205 3.7.2 Commission for Ordenens Vedligeholdelse

I den situation – og for at skåne amtets borgere – dannede Rønne sammen med to af sine gode venner i sognet, grev Schulin206 og konsul de Coninck207 en komité, „Commission for Ordenens Vedligeholdelse,“ der i praksis skulle træde i myndighedernes sted og forhandle vilkår med englænderne. Dette skete, efter at egnens borgere havde været indbudt til et møde den 18. august 1807 i Lyngby præstegård. Rønnes bevæggrund for at indgå i denne komité var med hans egne ord: „Jeg maatte være en slet Dansk Mand, om jeg ikke underkastede mig enhver Møie, for at frie mine trykkede Medborgere for Plyndringer og saa mange af Krigens Ulykker, som det stod til mig at afværge.“208

„Efterat en engelsk Armee den 16 August 1807 havde gjort Landgang paa Sielland, og en Deel deraf endnu samme Dag var gaaet igiennem Lyngbye, blev dette Sogn næste Dag besat af en fiendtlig Trop, hvis Anfører den 18de kaldte Præsten Hr. Rønne til sig, og som han har forklaret, tiltalte ham saaledes: Jeg er her efter Befaling. De har Valget. Enten maae jeg indqvartere i hver Mands Huus, og kan ikke vaage tilbørlig over Soldatens Forhol, eller jeg maae have Livets Nødvendigheder leverede, da jeg beholder alle mine Undergivne her i Hovedqvarteret paa Sorgenfrie Slot, og indestaaer Dem for, at ikke den ringeste Vold ustraffet øves af Nogen under min Commando. Soldaten maae leve; kan han faae det, hvoraf han skal leve, saa skal han straffes strængeligen, om han øver Voldsomhed; hvis ikke, er han nødsaget, til at øve den.“ Citeret fra Domsafsigelsen, RA, Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. – og Schønheyder, p. 162

På grev Schulins foranledning udvirkede komitéen, at englænderne udstedte en autorisation til komitéen som stedets myndighed „indtil den rette myndighed indfandt sig.“209 Egnens beboere var glade for denne ordning, da de engelske plyndringer allerede var begyndt i Gentofte og flere andre af omegnens sogne.210 De blev nu indskrænket. Komitéen indberettede dette initiativ til såvel den kommanderende general som til amtets øvrighed, der sad inde i København, „men fik et uartigt Svar, som en Jurist skal have forfattet. Vi alle følte det uværdige i Svaret.“211

KONG E N S LY NG BY

75


3.7.3 Arbejdet med at skaffe forsyninger

I de følgende uger drog komitéen omsorg for, at bønderne ikke blot i Lyngby sogn, men i hele det besatte Nordsjælland, ikke led overlast, når de skulle levere forsyninger til de engelske besættelsestropper. Gennem løbende forhandlinger med den engelske generalstab, der havde taget kvarter på Sorgenfri slot, sørgede komitéen for, at bønderne fik en betaling for deres leverancer, der svarede til den dagspris, der var på området.212 Man opbyggede en respekt hos englænderne, der bevirkede, at komitéen også kunne tale borgernes sag på andre områder end de forsyningsmæssige. Da en engelsk soldat f.eks. havde voldtaget en dansk pige, blev sagen bragt op for den engelske general, der straks foranledigede en kontant afstraffelse af soldaten. Han blev dødsdømt – og dommen straks eksekveret! Dette eksempel forhindrede, at der fulgte en voldsbølge i hælene af de engelske soldater, som man så det i andre besatte områder. Derfor var de nordsjællandske borgere særdeles tilfredse med komitéens arbejde.213 Kort før englændernes bombardement af København den 5. september skrev grev Schulin på komitéens vegne igen til de danske myndigheder i København, hvori han gjorde rede for den frustration, som komitéen delte med den nordsjællandske befolkning. Han beskrev den situation befolkningen befandt sig i uden en øvrighed og med fjenden som nabo. Og han gav udtryk for sin egen frustration og tilføjede: „Dem, der troe, at vi kunne handle mod Ed og Pligt, maa handle af Ondskab eller Dumhed“, eller som Rønne udtrykte det: „Grev Schulin fortørnedes især og skrev et djervt Brev, vist vel fuldt af Sandhed.“214 Dette brev blev taget meget ilde op hos de danske myndigheder i København, der svarede, at Københavns Amt havde ingen andre myndigheder end de af kongen lovlig valgte personer. Med andre ord, man ville ikke acceptere komitéen og dens arbejde. 3.7.4 Landskadelig virksomhed

Samtidig begyndte der at cirkulære rygter mod Rønne og de øvrige medlemmer af komitéen, der blev beskyldt for landskadelig virksomhed, og at de var blevet bestukket økonomisk til at fraternisere med fjenden. I aviser og tidsskrifter215 udtrykte flere sig meget nedladende imod komitéen og især imod Rønne. Ikke mindst var det faldet mange for brystet, at Rønne i Berlingske Tidende216 i de højspændte septemberdage havde udtalt, at de engelske officerer, som han havde samarbejdet med, havde vist en korrekt og medmenneskelig opførsel.217 Man skulle ikke rose de fjendtlige styrker! Hvor meget Rønne end søgte at gøre rede for sine bevæggrunde hertil, må man konstatere, at her viste Rønne sig fra den naive side. På foranledning af stiftsprovst Plum tog Rønne i november 1807 offentligt til genmæle mod rygterne. Det skete i en lille bog, som han lod udgive, dels med Plums brev til Rønne, og dels med Rønnes svar.218 Heri gav han en detaljeret beskrivelse af forløbet omkring englændernes besættelse af Nordsjælland og hans bevæggrunde til at lade sig involvere i denne sag. Men det lykkedes ikke Rønne at aflive de negative holdninger til ham og den øvrige komité. 76

KONG E N S LY NG BY


Under hele den engelske belejring og det efterfølgende bombardement af København havde Kronprinsen og hans regering søgt tilflugt i Kiel. Da de efter kapitulationen var kommet tilbage til København, blev komitéens medlemmer angivet for majestætsforbrydelse.219 Rønne modtog meddelelsen om den anmeldelse med sindsro, for han mente, hans samvittighed var i orden. Han havde kun handlet, som enhver dansk patriot burde handle, mente han. Derfor anså han anmeldelsen som en ren formalitet.220 Men det skulle vise sig, at det ikke var nogen formalitet! 3.7.5 Anklaget for højforræderi

I en ordre fra Danske Kancelli af 21. januar 1808221 blev højesteretsadvokat Hans Bilsted222 beskikket til at være anklager i en sag om højforræderi over for de tre komitémedlemmer, grev Schulin, etatsråd, konsul de Coninck og pastor Rønne. Sagen var allerede indledt på foranledning af Danske Kancelli223, da stiftsamtmand Hauch224 og auditør Aagesen225 var ankommet til Lyngby præstegård og havde beslaglagt alt materiale, som måtte findes vedrørende komitéens arbejde. Efter en række indledende forhør begyndte den endelige retssag den 18. marts 1808 ved Hof- og Stadsretten i København.226 Som nævnt blev der beskikket en anklager i sagen, men ingen forsvarer! Derfor måtte de anklagede selv antage sig en forsvarer. Det blev etatsråd, højesteretsadvokat Schønheyder,227 „som med glæde paatog sig Sagen, da det, som han yttrede sig, havde ærgret ham, at der kunde formeres en Proces over den Handling.“228 Ved retssagen blev en meget stor del af bønderne i Lyngby og de omkringliggende sogne indkaldt som vidner.

„Alle Levnetsmidler, der bringes til Salg, skulle betaltes efter en bestemt billig Pris, men da en bestandig Levering af Levnetsmidler, Fourage, Brænde og Vogne er nødvendig for alle Armeer, saa er det velbekiendt, at Rekvisitioner ikke kunne undgaaes, og, maae drives igiennem. Det vil derfor være en stor Lettelse for Indbyggerne, og bespare dem baade Tab og Ubehageligheder, hvis der i de forskiellige Districter forefindes Embedsmænd, til hvilke Reqvisitionerne kunde vorde rettede, og af hvilke Fordringerne om Betaling kunde vorde bestemte og liqviderede.“ Engelsk Prokalamation, dateret Kysten af Sielland i August 1807 RA: Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl., jf. Schønheyder, p. 4

Der var fire anklagepunkter, hvoraf det vigtigste var en anklage om, at komitéen havde ladet sig beskikke af den engelske øverstbefalende, general Cathcart229 som engelske feltkommissærer, indtil de kongelige embedsmænd genindtrådte i deres embeder i KøKONG E N S LY NG BY

77


benhavns Amt, herunder at komitéen havde påtaget sig myndighed som politi og civiladministration230. I denne forbindelse mistænktes de anklagede for at have modtaget privat bestikkelse fra englænderne. Den anden anklage omfattede det ovenfor nævnte brev, som grev Schulin havde sendt til Københavns kommandant, og som man fandt upassende, eftersom det skulle læses af den engelske general, før det kunne videresendes til de danske myndigheder231. Den tredje anklage omfattede den kendsgerning, at komitéen var vedblevet i deres arbejde efter de havde modtaget brev om, at den danske hærledelse ikke godkendte deres beskikkelse232. Endelig drejede den fjerde anklage sig om, at komitéen ikke havde fordelt rekvisitionerne ligeligt mellem de store og små gårde, og at de anklagede havde sørget for ikke selv at skulle levere til englænderne233. Som nævnt bestod hovedanklagen i, at de tre overhovedet havde ladet sig konstituere af englænderne som myndighed, indtil de kongelige embedsmænd indtog deres embeder i stedet for at skjule sig i København. Anklageren brugte da også det meste af sin procedure til at bevise, at de anklagede betragtedes som i ledtog med fjenden,234 og at det ikke havde været nødvendigt for de tre at lade sig beskikke i dette embede, ikke fordi de kongelige embedsmænd allerede havde indtaget deres pladser, men fordi „den Udaad, som siges at være begaaet i Gientofte og flere Sogner. Hvilke disse flere Sogne ere, har Hr. Rønne ikke opgivet. Uordenerne i Gientofte finder man ei heller at have været saa frygtelige, som nu foregives.“235 Selv om anklageren havde indkaldt en lang række bønder fra Lyngby og de omkringliggende sogne som vidner, lykkedes det ham ikke at bevise, at nogen af bønderne havde oplevet de anklagedes arbejde som et overgreb. Tværtimod bevidnede alle, at de var glade for, at de på denne måde havde undgået plyndringer. Dermed faldt anklagerens påstande til jorden. Anklageren sluttede med at påstå, at de anklagede havde handlet på egen hånd imod danske interesser og gjort sig skyldige i majestæstsforbrydelse, hvorfor de krævedes straffet med lovens strengeste straf: tab af liv, ære og gods, samt dækning af sagens omkostninger.236 3.7.6 Forsvaret

Forsvareren, højesteretsadvokat Schønheyder, indledte sit forsvar med følgende: „Efterat de under nærværende Sag Tiltalte…, i det uheldige Tidsrum, da Landet oversvømmedes af Fiender, med Tilsidesættelse af egen Roe, den de kunde have nydt, have opofret Tid, Arbeide og Formue, for, som Kongens troe Undersaatter, og som redelige danske Mænd, at fremme Medborgeres Gavn; er det ganske vist en lige saa haard, som uventet Skiebne, for disse Mænd, at høre sig anklagede for Majestætsforbrydelse, for at have taget Tieneste hos Fienden, for at have bistaaet denne med Raad og Daad, – altsaa for at have begaaet den skiendigste Misgierning, hvis umiddelbare Følge for dem maatte være, ikke blot Lovens høieste Straf, men, tilligemed denne, alle gode Borgeres Forbandelse….“237 Forsvareren fremhævede for det første som en notorisk sandhed, der fremgik af sagens akter, at samtlige embedsmænd under hele belejringen befandt sig i København med 78

KONG E N S LY NG BY


undtagelse af politimesteren, der ifølge forhørsprotokollen efter eget vidnesbyrd støttede komitéen.238 Forsvareren anførte herefter en lang række af citater, der alle viste, at de anklagede gang på gang over for hinanden og offentligt havde tilkendegivet, at de kun gjorde dette, fordi der ikke var nogen anden myndighed i landet, og fordi de dermed mente bedst at tjene deres konge og land. Af samme grund havde de også den 23. august taget et møde med politimesteren, efter at denne var blevet løsladt af engelsk fangenskab, for at få hans råd med hensyn til, hvorledes de burde forholde sig. Denne havde bekræftet de anklagede i, at de handlede ret, hvilket han senere bevidnede over for retten.239 3.7.7 Gør det, der er ret – og frygt ikke djævelen

Med hensyn til de anklagedes hensigt med at lade sig beskikke, fremdrog forsvaret fra Rønnes forklaring, at de anså det for fornødent at have den engelske øverstbefalendes tilladelse, da de derved ville undgå, at der blev lagt hindringer i vejen for deres arbejde fra det engelske militær.240 I modsætning til anklageren mente forsvareren, at de tiltalte havde udvirket en lang række fordele for befolkningen: 1. afværget fjendens plyndringer, hvilket havde været uundgåeligt uden denne indsats 2. at de havde sikret, at bønderne havde fået frigivet deres heste og vogne, når disse var blevet beslaglagt af fjenden, hvilket ellers ikke havde været tilfældet før komitéen gik ind i sagen 3. at de, ved at påtale og bevirke afstraffelse af enkelte voldsomheder, havde forebygget lignende ulykker 4. at de, ved flytningen af St. Hans Hospital havde sørget for, at patienterne ikke havde lidt overlast 5. at de havde sikret, at fiskerne i Vedbæk, Taarbæk og Skovshoved havde kunnet fortsætte deres næring 6. at de Coninck havde understøttet fabrikanterne med penge til udbetaling af arbejdernes lønninger 7. at de fra Sverige havde anskaffet salt, tobak, humle, sæbe og andre fornødenheder, som almuen manglede, og som ved komitéens foranledning var blevet solgt videre uden fortjeneste.241 På denne baggrund krævede forsvareren fuldstændig frifindelse for sine klienter. Den 19. oktober 1808 faldt dommen. Den lød på frifindelse i hovedanklagen. Dog skulle grev Schulin betale en bøde på 100 Rdl. til Københavns Fattigkasse for sin „uærbødige Skrivemaade“ i brevet til general Peymann. De tre anklagede skulle betale sagens omkostninger. Dommen blev stadfæstet ved Højesteret den 9. februar 1809. Rønne slutter sin gennemgang af sagen i Dagbog II af med at skrive: „Thue was Recht ist - scheue den T[eufel] nicht.“242 KONG E N S LY NG BY

79


En af tidens mest indflydelsesrige jurister, A.S. Ørsted, gav en grundig vurdering af sagen i sine erindringer, hvor han nåede frem til den konklusion, at dommen var korrekt. Ifølge Ørsted havde de tre mænd kun gjort, hvad andre embedsmænd havde gjort uden at blive anklaget.

3.8 Den blideste menneskekærlighed – Rønnes præstetjeneste 3.8.1 Prinsens konfirmation

Sagen sluttede altså med frifindelse for højforræderi. Men den borttog ikke det traume, som Rønne måtte leve med livet igennem: at have været anklaget for ikke at have været sin konge tro! Om nogen var Rønne i bund og grund kongetro. Rønne var fra sine år som huslærer for prins Christian Frederik så nært knyttet til den kongelige familie, at han livet igennem var familien hengiven og næsten opfattede prinsen som sin egen søn. Derfor var det ham også magtpåliggende at støtte og opmuntre prinsen, da denne i 1803 skulle konfirmeres. Dette fremgår af prinsens dagbog: 16. maj 1803 skrev han: „…Hr. Rønne var hos mig for personligen at bede mig om Billetter til Confirmationshøjtiden. Jeg fortalte ham Maaden, jeg var gaaet frem paa i Henseende til Forberedelsen, … Han raadede mig til ej formeget at binde mig til Ordene, men at kunne det med Friehed til at omsætte Ordene. Han opmuntrede mig, og alle siger, at det kun gielder om de første Spørgsmaale…“243 Prinsen blev konfirmeret 22. maj sammen med sine søstre i Frederiksberg Slotskapel. Rønne fik sine billetter til den kirkelige handling og overværede den, og den 24. maj var han i audiens hos prinsen for at takke for billetterne. 3.8.2 Rønne som prædikant

Den første prædiken, vi kender af Rønne, er en høstprædiken til 16. søndag efter Trinitatis 1804244. Prædikenen er interessant, da den giver os en anvisning af Rønnes teologi – ikke kun, som den tog sig ud i slutningen af hans liv, men allerede i de tidlige år i Lyngby. I den hidtidige litteratur om Rønne, dvs. primært hos J. Oskar Andersen245 og Jørgen Falk-Rønne, fremstilles Rønnes teologi som et før og et efter 1813. Før 1813 var Rønne rationalist. Jørgen Falk-Rønne skriver ligefrem, at Rønne i tiden efter krigen mod England havde en religiøs depression – hans trosbrønd var tom!246 De to forfattere påstår, at i 1813 indtrådte der et vendepunkt med tre fasteprædikener, som ændrede Rønne fuldstændigt. Derefter var han vækkelsesteolog. Metodisk hænger tesen fint sammen med den gængse tolkning af vækkelserne i nyere dansk kirkehistorie, udtrykt af P. G. Lindhardt, der i bogen „Vækkelse og kirkelige Ret80

KONG E N S LY NG BY


ninger“, så vækkelsen som et brud med det gamle liv ikke blot i religiøs, men i højeste grad også i social, i økonomisk og dermed i politisk forstand.247 Men hos Rønne leder man forgæves efter det radikale brud, selv om oldebarnet, Jørgen Falk-Rønne, forsøger at tegne dette billede. Nej, hos B. F. Rønne er der tale om kontinuitet. Allerede i sine første pædagogiske skrifter er det kristne element indeholdt, sådan som vi har set i kap. 1.6.3, og Falk-Rønne har ikke ret, når han påstår, at B. F. Rønne holdt op med sine landbrugsfaglige interesser efter 1813.248 Snarere tværtimod! 1815 var han med til at stifte Landoeconomiske Tidender, som han var medredaktør af og en særdeles flittig bidragyder til. Og i årene 1815-1826 sad han som medlem af Det Kongelige Landhuusholdnings-Selskabs første Agerdyrknings-Commission. KONG E N S LY NG BY

Lyngby Kirke er byens ældste hus og vigtigste historiske mindesmærke, hvis ældste dele kan dateres tilbage til ca. 1150. Foto: Harald Nielsen

81


Teologisk er der heller ikke tale om et brud – om et før og et efter 1813. Det fremgår tydeligt af høstprædikenen fra 1804. Prædiketeksten er teksten om Enkens søn fra Nain (Luk 7,11-17). Den er opbygget pædagogisk i tre tydeligt markerede afsnit, sådan som han har lært det i biskop Balles Homiletisk-Kateketiske Selskab. Prædikenens store spørgsmål er, siger Rønne: „Hvortil kan den afvigte høst opfordre os?“ Og han svarer med disse tre afsnit: A. Den opfordrer os til at erkende vor egen afmagt B. Den opfordrer os til at erkende Herrens altformående godhed C. Den opfordrer os til at bevise os taknemmelige. Prædikenen er bibelsk. Hele vejen igennem henvises til relevante bibelsteder. Som god landmand ved Rønne med Paulus, at det er ikke nok at plante og vande. Det giver ikke vækst. Og med den gammeltestamentlige salmist må han erkende, at hvis Herren ikke bygger huset, er bygningsmændenes arbejde forgæves. Sådan har det været med årets høst. Bønderne har beredt jorden og sået. Væksten var kommet, men kort før høsten satte det ind med en voldsom regn i syv dage og syv nætter, der var nær ved at ødelægge afgrøden. Men netop på det tidspunkt, da alle var ved at fortvivle, vendte Gud deres fortvivlelse til tro, og høsten kom i hus – i rigt mål. Dette skulle få menigheden til at erkende Guds altformående godhed. Her inddrager Rønne dagens tekst om Enkens søn fra Nain. Da Jesus så den sørgende kvinde, ynkedes han over hende og kaldte hendes søn tilbage til livet. Dermed demonstrerede Jesus sig som skabelsens og underets Gud, hvilket i sig selv er alt andet end rationalistisk teologi. Det var „Jesu milde Hjerte,“ der skabte underet den sommer, da høsten var nær ved at blive en katastrofe for bønderne i Lyngby. „Da Nøden var paa sit Højeste, da var den Almægtiges Hjelpetime paa det Nærmeste, da bønhørte han vore barnlige Bønner,“249 sagde Rønne og fremstillede Jesus ikke blot som rationalistisk morallærer, men identificerede ham som „den Almægtige.“ Det førte frem til tredje og sidste afsnit af prædiken, der var en opfordring til taknemlighed. Og han mindede om, at taknemlighed skulle ikke blot vise sig i ord, men i handling, som skulle kendes i omsorg for dem, der trængte til hjælp. Han advarede mod at nedgrave sit pund (de betroede talenter) i jorden, men handle med det, „…at vi aabne vore Hænder for dem, som ere trængende! at vi fremdeles aftørre Armods-Taarer, ligesom Herren aftørrede vore Taarer! at vi høre lidende Brødres Suk! at vi mætte den hungrige Broder, ligesom vor Fader mættede os! at vi forbarme os over det forladte og vankundige Barn, ligesom den Allerhøjeste forbarmede sig over os.“250 Rønne vidste, at han var enig med sine tilhørere i dette. Teologisk valgte han ikke pietistisk at sætte skel i menigheden, men at være inkluderende i sit menighedssyn. Hos Rønne er der ikke brudflader i teologien, som vi f.eks. ser hos Grundtvig. Hos Rønne er der en udvikling i teologien i overensstemmelse med de spørgsmål og udfor82

KONG E N S LY NG BY


dringer, han blev stillet over for. Men dybest set var han livet igennem tro mod den teologi, som han havde lært hos biskop Balle. Vi vil i det følgende se på, hvilke spørgsmål der rejste sig for Rønne i 1813. 3.8.3 Tårne fuldmange sank i grus

Da de engelske bomber regnede ned over København i dagene 2.-4. september 1807, var det ikke blot Københavns tårne, der sank i grus, sådan som Grundtvigs salme antyder.251 Grundtvigs salme er ikke et studie i falden arkitektur. De tårne, der efter Grundtvigs mening sank i grus under bombardementet, var i langt højere grad den rationalistiske oplysningsoptimisme, som havde ført Danmark ind i katastrofen, der var karakteriseret i en flertrinsraket. Først Københavns bombardement og tabet af flåden, der var nationens stolthed. Dernæst dyrtid og fattigdom, der besegledes i statsbankerotten den 5. januar 1813. Og endelig i tabet af Norge ved freden i Kiel den 14. januar 1814. Ulykkerne stod i kø og så ud til ingen ende at ville tage. Allerede før Københavns bombardement har vi vidnesbyrd om, at kirkegangen i København var stærkt vigende. En af de fornemste repræsentanter for oplysningsteologerne, M. F. Liebenberg252 klagede 1805 over de tomme kirker: „…vi vanhellige ikke Gudsdyrkelsen; men – vi forsømme den, vi vende os ligegyldige bort fra den, vi forvandle Kirken til en Ørk, til en tom, øde … unyttig Levning af Oldtiden, til et, snart overflødigt, Mindesmærke… At vore Dages Christne i Almindelighed, eller i det mindste her i disse Landes Egne, der ligge Hovedstaden saa nær, ere ligegyldige imod den offentlige Gudsdyrkelse, og uden Betænkning forsømme at deltage deri, er saa øiensynligt, at jeg med Grund kan antage det som en uimodsigelig Sandhed.“253 Liebenbergs udsagn bekræftes af en undersøgelse af fem københavnske sognes kommunionsbøger fra 1795-1815, foretaget af Kaj Baagø254. Undersøgelsen omfatter Vor Frue, Helligåndskirken, Vor Frelser, Holmens og Garnisons danske menighed. Heraf fremgår det, at altergæsternes antal faldt fra 37.547 i 1795 til 22.608 i 1815 – eller ca. 40%. Biskop Münter reagerede på den faldende kirkegang ved i 1812 at stille krav om, at den gamle lov om kirketugt blev genindført. Kancelliet reagerede ved at nedsætte et udvalg, der skulle behandle sagen. Dermed var sagen officielt begravet. Men alligevel fremkaldte forslaget en debat, hvori en landsdommer bl.a. i nøje overensstemmelse med den herskende rationalistiske* teologi fremsatte det synspunkt, at præsternes arvesynd var, at de ville herske over medmenneskenes tænke- og handlemåde, hvilket var imod kristendommens egentlige væsen, der var slet og ret at lære mennesker den mest enkle hverdagsmoral.255 Herpå reagerede Rønne kraftigt med en protest mod påstanden om, at kristendommen kun var moral. Det er imod Jesu egen selvforståelse, at hævde, at han kun var KONG E N S LY NG BY

83


morallærer. Jesus havde netop selv hævdet sin guddommelighed, og hvis man forkastede hans guddommelighed, så fik hans lære heller ingen kraft. Derpå vender han sig mod spørgsmålet om kirketugt, som han også er imod. Han ønsker ikke statslig tvang i åndelige sager. Hans pointe er interessant. Rønne er nemlig af den teologiske opfattelse, at religion danner samfund (kirke), og samfundet må værnes. Men det er hverken statens eller præsternes opgave at værne kirken, men kirkens egen. Derfor bør der være et menighedsråd256 i hver menighed, hvoraf præsten i princippet ikke bør være medlem. Dog kan præsten være medlem, men kun i nødstilfælde. Dette råd skulle have myndighed til at udstøde medlemmer, men for at undgå vilkårlighed skulle der være en eller to instanser over menighedsrådet, hvortil man kunne anke en afgørelse. Rønnes mening var, at kirken er et selvstændigt samfund, hvis herre er Kristus og ingen anden. Kirken bør derfor have egne styrelsesorganer, og han er ikke bange for at lægge tilsynet med præsterne hos disse menighedsråd.257 Ud fra de tilgængelige kilder er det ikke muligt at se, om Rønne gennemførte sine tanker om menighedsråd i Lyngby.258 Når befolkningen vendte sig fra gudstjenesten, skyldtes det i høj grad den herskende rationalistiske* teologi, som netop toppede i disse år op mod Københavns bombardement. I denne teologi var der ikke plads til Jesu undere, der blev betegnet som overtro. Men hvor skulle folk gå hen, hvis de ikke kunne komme til kirken og få en forklaring på alt det i livet, som de ikke kunne forklare? Almuen vendte sig i høj grad mod hekse, trolde, kloge mænd og kvinder, hvad allerede den helt unge Rønne var opmærksom på og talte imod i sine tidligste skrifter259. I 1817 besvarede Rønne en opgave udskrevet af Roskilde Stift: „Hvilke ere de almindelige og virkelige Hindringer for Søndagens Helligholdelse i Guds Huus, især paa Landet, og Aarsagen til at saa mange udeblive for samme?“260 Når biskop Münter udskrev denne opgave i forbindelse med reformationens 300 års jubilæum, så var det et udtryk for det generelle problem, som den faldende kirkegang var. Rønnes svar lægger sig op af den holdning, som også Grundtvig havde udtrykt i sin dimisprædiken261. Grundlæggende tager Rønne afstand fra, at menigheden skulle komme i kirke for at høre præstens veltalenhed. Den væsentligste grund til at gå i kirke, hævder Rønne, er, at blive oplært i sand kristendom. Men er præsterne optaget af det, spørger Rønne, og han sætter det på spidsen med følgende udsagn:

84

KONG E N S LY NG BY


„…men, er Foredraget virkelig slet, er det et opera operatum, et Hastværksarbeide, som Prædicanten ikkun stræber efter at faa fra Haanden; har han ikke forud, under Bøn og Studering, beredet sig til sit vigtige Foretagende, snakker han hid og did, istedet for at prædike, skynder han sig med sin Tale og de flere Kirkeforretninger, som om der var Bud efter ham til et vigtigere Arbeide, taler han uden Værdighed og Følelse, behandler han det guddommelige Ord med Letsindighed og Kulde, eller holder han ikke fast ved den sunde Lære, forkynder han sig selv og sin egen verdslige Viisdom, i stedet for at forkynde Jesum, foredrager han endog Lærdomme, som ikke ere grundede i den christelige Religion, ja! som muligt have til Hensigt at undergrave eller svække dens guddommelige Myndighed: da have vi her en virkelig Hindring for Søndagens Helligholdelse i Guds Huus; da er dette ikke længere et Bedehuus, men en Røverkule, da er det vel endog Pligt at flye den Forargelse, som her er at vente…“ Theologisk Bibliothek, bind 15, Kjøbenhavn 1818, p. 200f

Bombardementet blev en øjenåbner for befolkningen. Oplysningstidens* fornuftige optimisme, der havde haft gode kår under den florissante tids økonomiske højkonjunktur, havde taget fejl. Oplysningen, der var præsenteret som det godes uafbrudte fremgang, kollapsede i bomberegnen. Den rationalistiske* ideologi havde ikke kunnet forhindre krigen. Dens tårne sank i grus. Ulykkerne kulminerede i statsbankerotten den 5. januar 1813. Det er på den baggrund, Grundtvig mange år senere skriver sin salme for at pege på troens hus, som erstatning for det menneskeskabte hus, der var sunket i grus: Give da Gud, at hvor vi bo, altid, når klokkerne ringe, folket forsamles i Jesu tro der, hvor det plejed at klinge. Troen på Jesus sættes således som troens hus i stedet for rationalismens* menneskeskabte hus. Eller sagt på en anden måde: midt i den nationale katastrofe kaldes der til en bevidsthed om at vende tilbage til de gamle værdier, der har båret folket i tusind år. Det er i denne sammenhæng, vi skal læse Rønnes fasteprædikener fra 1813, der blev holdt ca. to måneder efter statsbankerotten. Han bygger på den gamle fromhed, der på trods af rationalismen* havde overlevet i befolkningen, hvor man havde ærefrygt for Bibelen og kendte sin katekismus og salmebog. Da han derfor holdt sine fasteprædikener, knyttede han til ved den gamle forståelse af fasten som bodens og eftertankens KONG E N S LY NG BY

85


tid, hvilket han indledningsvis mindede menigheden om ved at sige, at tidligere holdt man i kirkerne særlige fastegudstjenester på fastens hverdage, men da folk efterhånden ikke havde tid til at komme til disse hverdagsgudstjenester, havde kongen forordnet, at de skulle nedlægges og i stedet skulle man på fastesøndagene have fokus på Jesu lidelseshistorie262. Og lidelsen kendte menigheden her i krigens sidste år. På trods af det arbejde, Rønne, grev Schulin og konsul de Coninck havde udført i krigens dage, for at befolkningen ikke skulle lide overlast under den engelske besættelse, så havde man mærket besættelsens efterveer i form af en voldsom dyrtid, der udhulede bøndernes arbejde i en eksplosion af priserne. Statsbankerotten havde også ramt befolkningen i Lyngby hårdt. Derfor kan han tale om lidelse for menigheden i Lyngby. Men Rønne understregede for menigheden, at den (han talte i 1. person!) var ikke de eneste, der led. Han negligerede ikke menighedens lidelse, men han perspektiverede den ved at tale om den lidelse, som Jesus gennemlevede i Gethsemane have, hvor hans angst var så gennemgribende, at hans sved var som bloddråber. Dette understregede Rønne ved at henvise til at „Jesus leed i mit og mine Brødres Sted.“ Over for den optimistiske tro på forstanden som vejen til idel lykke satte Rønne de bibelske værdier: „Jeg agtede mig ikke, at vide noget andet, end Jesum Christum og ham korsfæstet!“ Jesu sjælelidelser var begrundet i hans forsoning. Der er altså ikke hos Rønne tale om en klassisk omvendelse forstået som et brud med fortiden, men det er en omvendelse, der fremhæver, hvad menigheden allerede har i troen på Jesu lidelse og død. Læsning af den tyske professor Reinhard263 havde hjulpet ham til at erkende, at fornuften var „aldeles formørket og blind“ i henseende til det guddommelige, hvis ikke „Lyset herovenfra, som skinner i det aabenbarede Ord, oplyser og veileder den.“ Dette var erfaringen fra krigsårene og statsbankerotten, at fornuften i sig selv havde spillet fallit. Rønne erkendte derfor som supranaturalist*, at „det aabenbarede Ord“ (Bibelen) måtte stilles ved siden af fornuften. Derfor var det uomgængeligt for ham, at han ved alle lejligheder måtte indskærpe den kristne tro, uden hvilken synderen ikke kan finde trøst og lyksalighed264, og uden hvilken ingen ægte dyd kan blomstre iblandt „Jesu Navns Bekjenere.“265 3.8.4 Herren ledsage og befæste den brave kirkens lærer

I 1805 fik Lyngby kirke et orgel, hvilket var usædvanligt på den tid i en sjællandsk landsbykirke. Hvornår dette orgel var taget i brug, er ikke oplyst. Men det må have været inden midten af maj 1805. Den 14.-15. maj visiterede biskop Balle nemlig i Lyngby-Taarbæk sogn266. Vi har allerede ovenfor (kap. 3.3) set, hvorledes biskoppen var imponeret over den standard skolevæsnet havde fået i sognet under Rønnes ledelse. Rønnes gamle velynder, biskoppen, var bestemt ikke mindre glad for det, han oplevede på visitatsens første dag, der omhandlede kirken.

86

KONG E N S LY NG BY


Om Rønne hedder det i visitatsbogen, at han prædikede over Ps. 119,9-11:

„Hvordan holder den unge sin sti ren? Ved at følge dine ord! Af hele mit hjerte søger jeg dig, led mig ikke vild fra dine befalinger. Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig.“

Rønnes prædiken er ikke bevaret, men han har tilfredsstillet sin gamle læremester fra det Homiletisk-Kateketiske Selskab, der om prædikenen skrev, at den var holdt i et opbyggeligt, tydeligt, opvækkende og lærerigt foredrag. Om Rønnes kirketjeneste skriver biskoppen, at han messer „skikkeligt“. Heri var han altså ikke ganske enig med den unge prins Christian Frederik, der i forbindelse med Rønnes indsættelse tre år tidligere skrev om Rønnes kirketjeneste i sin dagbog: „Hans Udtale er ham meget ufordeelagtigt, især ved Mesningen, hvorved Hr. Rønne snøvler meget…“267 Valget af bibelord til prædikenen vidner om, at Rønne har været bevidst om, at der ville være en del unge i kirke, sandsynligvis årets konfirmander, der var blevet konfirmeret søndag efter påske, som var Rønnes faste konfirmationsdag. Efter prædikenen var der overhøring af de unge, som var delt mellem Rønne og lærer Jes Hansen, der foruden lærer også var organist ved kirken. Om Rønne hedder det i visitatsbogen, at han katekiserede „fortrinligen godt,“ og om organisten skrev biskoppen: „Kirkesanger og Skole Lærer Hansen, som tillige er Organist, spiller meget godt, synger godt og catechiserer skiønt. Menigheden sang godt. Paa Orgelet stode Børn af begge Kiøn [for] at synge – Tavlen blev ombaaret ved Prædikenens Slutning under Sang og Orgel.“ Om menigheden hed det, at det var en talrig forsamling, „især af Qvindekiønnet.“ Det er altså ikke nyt, at kvinderne var sat til at passe hjemmets religiøsitet. Videre noterer biskoppen, at „Mængden af begge Kiøn svarede meget fermt, med Tænksomhed, klar Indsigt, Færdighed og Liv saavel efter Lærebog og Catechismus som af den Bibelske Historie.“ Biskoppen havde været tilfreds med, hvad han havde oplevet og tøvede ikke med at slutte med følgende: „Herren ledsage og befæste den brave Kirkens Lærer i sine heldige Bestræbelser for Christel. Oplysnings og Sædeligheds og Vindskibeligheds Fremme.“ Rønne havde stadig sin biskops bevågenhed og tillid. Et billede af de kirkelige forhold i Lyngby i Rønnes embedstid får vi i en oversigt, som han selv offentliggjorde i Dansk Religionsblad i 1825 over altergangen i sognet over 20 år fra 1804 til 1824268. Rønnes oversigt viser følgende tal for deltagelse i altergangen: KONG E N S LY NG BY

87


1804

1818

1820

1824

449 mænd 592 kvinder

i alt: 1.041

585 mænd 740 kvinder

i alt: 1.325

524 mænd 834 kvinder

i alt: 1.358

787 mænd 822 kvinder

i alt: 1.609

Rønne selv beskriver, at tallene viser et „Tidens Tegn, som vel spaaer om nogen Fremgang til det Bedre.“ Den store fremgang ligger i den korte periode mellem 1820 og 1824, der netop falder sammen med perioden, hvor Rønne indledte sine systematiske bibellæsninger rundt om i sognets skoler. Selv siger han: „Og dog kan det ikke antages, at Folkemængden betydeligen har tiltaget, efterdi adskillige Fabriqver, som dreves med Kraft, mere og mere have aftaget og nu tildeels i nogle Aar have ophørt at virke, ligesom det ei heller kan antages, at Qvindekjønnet i Sognet har været betydeligen talrigere end Mandskjønnet.“ 3.8.5 „…at være de Syges Trøster, Enkers Værge, Faderløses Fader…“

Rønnes præsteideal i disse år kommer til udtryk i den begravelsestale, han holdt i 1805 over sin ven, nabopræst og provst H. I. C. Høegh, hvor han sagde: „…at være de Syges Trøster, Enkers Værge, Faderløses Fader, de Fattiges Talsmand, en stadig opmuntrer for Lærerne og Børnene, Bondens Lærermester og det almenes oprigtige Ven, altid stemt for den blideste Menneskekærlighed og Omhu for det elskede Fædreland.“269 Ordene var ment som en del af en karakteristik af provst Høeghs præsteideal, men det kunne lige så godt stå som en del af Rønnes eget præsteideal. Sønnen C. F. Rønne skrev mange år senere en artikel om sin far i Historisk Maanedsskrift, hvori han bl.a. beskrev faderens arbejde som præst således: „Det er både af Rønnes udgivne skrifter, og i hans hele virken kendeligt at spore, hvilke mægtige fremskridt vor herre hjalp ham til at gøre, så at han til sidst stod som en af herrens længst fremskudte forposter her i landet, ingenlunde på grund af lærdom eller begavelse, men ifølge hans faste tro og varme nidkærhed.“270 Det er ikke meget, vi ved om Rønne som sjælesørger fra hans første præsteår i Lyngby. I hans sidste år derimod, har han i sin Dagbog II minutiøst noteret hvem og hvor han har været på husbesøg hos gamle, syge og døende. Det var normalt, at han besøgte fem 88

KONG E N S LY NG BY


hjem i gennemsnit hver dag i sine sidste præsteår. Et sådant kildemateriale findes ikke vedrørende hans tidlige præsteår. Der findes tre offentliggjorte begravelsesprædikener fra årene 1805, 1811 og 1813271, der kan give os et indtryk af, hvorledes han forvaltede sit præsteideal vedrørende sjælesorg. Det er en udbredt risiko, også i vore dage, at der ikke prædikes ved begravelser, men tales – eller holdes en nekrolog. Derved reduceres begravelsen til en højtidelighed, frem for en gudstjeneste, hvor man er samlet i en særlig anledning for at tage afsked med et konkret menneske. Hvis vi ser på de tre prædikener/taler, som Rønne har ladet offentliggøre, så deler de sig i to grupper. Prædikenerne fra 1805 og 1813 er tydeligt prædikener, mens prædikenen fra 1811 mere er en nekrolog. Prædikenerne fra 1805 og 1813 er bygget over en bibelsk tekst og har en klar forkyndelse af det kristne håb, således som det må lyde ved ethvert kristenmenneskes begravelse. Samtidig mestrer Rønne i disse to prædikener at fremhæve afdøde og afdødes betydning i livet. Især kan man hæfte sig ved, at Rønne taler direkte til de efterladte for at række dem evangeliets trøst i den svære tid, der er, og der kommer. Teologihistorisk er de to prædikener også interessante. Ser vi nærmere på prædikenen fra 1805 ved provst Høeghs begravelse, så noterer vi os, at ifølge Rønnes eget udsagn havde han været provst Høeghs personlige konfessionarius.272 Bibelteksten er hentet fra Jesu afskedstale i Johannesevangeliet, Joh 16,16-20, hvor Jesus siger: „En kort tid ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig…“ Det er Rønnes tema for prædikenen, der homiletisk er bygget op i tre hovedafsnit: A. En beskrivelse af den person, der er gået bort B. Det kristne håb om opstandelsen og mødet igen C. Trøst til de efterladte. Vi vil her koncentrere os omkring Rønnes teologi, sådan som den kommer til udtryk i forkyndelsen af det kristne håb om opstandelsen og hans trøst til de efterladte. I den forbindelse taler Rønne imod den herskende teologi på bjerget, når han slår fast, at vel sørger man over tabet af en god og kærlig mand og far, men sorgen skal vendes til glæde, for „See! Vor Ven er ikke død – han lever!“ Eskatologien er således ikke forvist til en ukendt fremtid. Eskatologien er præsentisk. Den afdøde er allerede her og nu gået over fra døden til livet. Dette er på samme tid forkyndelsen af det kristne håb – og trøsten til de efterladte. En liden stund skal vi ikke se hinanden, er Rønnes budskab. KONG E N S LY NG BY

89


Men atter om en liden stund skal vi mødes igen i Guds himmel, er Rønnes trøst. Denne forkyndelse er alene forståelig på baggrund af troen. Den, som tror, har allerede del i budskabets realitet. En tilsvarende forkyndelse finder vi ved Frøken Christiane Louise Warnstedts273 begravelse den 29. april 1813. Derimod er det interessant at se, at den, tale Rønne holdt den 9. september 1811 for vennen etatsråd de Coninck, næsten udelukkende var en stor og rosende omtale af denne mand og hans bedrifter uden videre teologisk indhold. Sjælesørgerisk skal denne prædiken i stedet ses som en rehabilitering af etatsråden efter katastrofen i 1808 og dennes efterfølgende depression. Et eksempel på Rønnes sjælesørgeriske virksomhed skal nævnes, nemlig omsorgen for de faderløse. Den 21. september 1826 skete der en tragisk ulykke i fiskerlejet Taarbæk, hvor en del fiskere omkom, hvorved mange familier kom til at stå uden forsørgere. Rønne reagerede spontant ved i Dansk Religionsblad274 at fortælle om ulykken og opfordre læserne til at støtte de ramte familier økonomisk. Fra hele landet strømmede det ind med gaver, som Rønne løbende kunne berette om og takke for. Også kong Frederik VI bidrog til indsamlingen, der i alt nåede et beløb på omkring 200 Rbd. I 1829 blev Rønne foreslået at gøre en indsats for forældreløse børn275. Endnu en gang ser vi, at hos Rønne var der kun kort fra tanke til handling. Han udsendte en indbydelse til at være med i dette arbejde, og prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie svarede straks ved at tegne sig for 100 Rbd. årligt. Og med de kongelige var der flere, der tilkendegav, at de også ville være med. Men de, som var Rønnes medbestyrere ønskede, at man skulle søge kongelig autorisation, hvilket Rønne var imod. Alligevel blev der uden om Rønne indsendt en ansøgning til Danske Kancelli, som via biskop Münter bad Rønne om en udtalelse. I denne gav Rønne sin mening til kende og dermed faldt sagen. Dog vedblev de kongelige samt tre af Lyngbys borgere at yde deres bidrag til sagen, som betød, at man kunne sætte tre forladte piger i pleje „hos brave Folk.“ Rønnes initiativ førte i øvrigt til, at hans gode ven, grev Holstein276, oprettede et børnehjem, Holsteinsminde, på sit gods.

90

KONG E N S LY NG BY


KONG E N S LY NG BY

91


92

KONG E N S LY NG BY


KAPITEL 4

Bibler og traktater 4.1 Nyt århundrede – nye strømninger 4.1.1 De engelske erfaringer

„Skønt vi ikke forstod et ord af prædikenen, kunne vi forstå på forsamlingen, at det var ikke Kristi evangelium, der blev forkyndt. Senere erfarede vi, at vor formodning havde været rigtig. Vi blev således straks overbeviste om, at der var lige så stort et behov for missionærer i København som i Indien.“277 To skotter kom til København i 1805. De var på vej fra Skotland til Indien for at arbejde som missionærer. Da British East India Company ikke ville fragte missionærer til Indien, rejste de via København for at få skibslejlighed med et dansk skib. De to unge skotter, der var kommet til København, var Ebenezer Henderson278 og John Paterson279. Da de ankom til København konstaterede de, at det skib, som de skulle have været rejst med, var afgået fra København to uger forinden. Og på grund af monsunvindene var det for sent at tænke på at få skibslejlighed før det følgende år. Altså var de strandet i København – og hvad så? Det var i den situation, de skrev hjem, at København trængte lige så meget til missionærer som Indien. De to missionærers baggrund var den såkaldte nye „evangeliske vækkelse“ i Storbritannien. Denne vækkelse var udsprunget af 1700’ernes engelske kirkelige virkelighed med spændinger mellem deistiske* strømninger over for en statskirkelighed, der var stivnet i traditioner. I århundredets løb var der i protest mod denne situation dannet flere samfund af evangeliske troende, der var i opposition til statskirken, men som mere eller mindre var blevet undertrykt af denne280. Selv om der havde været et par missionsselskaber i England fra omkring år 1700, så havde det ikke ændret situationen. I midten af 1700’erne opstod der blandt studerende i Oxford en Holy Club281 i protest mod den apatiske engelske statskirke, som i deres øjne ikke gjorde noget aktivt for at fremme kristne dyder i befolkningen. Dette blev begyndelsen til den metodistiske vækkelse, der fik afgørende indflydelse på de vakte også i andre mindretals grupperinger. Ud af denne spirende vækkelse voksede der en missionsforståelse, som i første omgang blev konkretiseret af baptistpræsten William Carey282, der gav anledning til dannelsen BI BL E R O G T R A K TAT E R

93


af et baptistisk missionsselskab den 2. oktober 1792. Året efter rejste han som selskabets første missionær til Indien (med dansk skib). Næste skud på denne stamme blev dannelsen af London Missionary Society (LMS) i 1795. Dette selskab havde en anglikansk præst som inspirator, men selve selskabet var tværkirkeligt, og som noget bemærkelsesværdigt i tiden: med lægmandsledelse. Som svar på dette tværkirkelige missionsselskab kom i 1799 det rent konfessionelt anglikanske: „Society for Missions to Africa and the East,“ der fra 1812 fik navnet „Church Missionary Society“ (CMS)283. Samtidig grundlagdes det tværkirkelige „Religious Tract Society,“284 der fik til formål at udarbejde og sprede religiøse traktater. Som et datterselskab af Traktatselskabet, stiftedes i 1804 – ligeledes på tværkirkeligt basis – British and Foreign Bible Society, som fra starten havde til formål at finansiere trykning og spredning af Bibler og bibeldele, der ifølge fundatsen skulle være den autoriserede udgave og uden noter.285 De to skotter, Henderson og Paterson, landede 13. september 1805286 som børn af denne britiske, evangeliske vækkelse. Da de skulle vente på skib til Indien, fik de nu ufrivilligt tid til rådighed i København. Derfor gik de igang med at bruge tiden bedst muligt som missionærer i København. Ud over at gå i kirke rundt om i København, hvilket de ikke fik meget ud af, da de ikke talte eller forstod dansk, søgte de at få kontakt med folk, som talte engelsk. Der var på dette tidspunkt ingen engelsk menighed i København, mens der var fire tyske menigheder.287 De fik kontakt til en engelsk handelsmand, der åbnede sit hjem for dem, „og på vor anden søndag i København var vi adskillige mennesker forsamlede i vor vens lejlighed.“288 Det skulle hurtigt vise sig, at denne lejlighed var for lille til at rumme de mange mennesker, der kom søndag efter søndag for at deltage i den engelske gudstjeneste, som de to missionærer holdt. I deres søgning efter bedre pladsforhold kom de i kontakt med Rønnes ven, konsul Frederic de Coninck, der var en af byens største skibsredere. Han stillede omgående sit auktionslokale gratis til rådighed for de to missionærer på den betingelse, at de fik deres gudstjenester godkendt af politiet i henhold til den såkaldte Konventikelplakat289. Kort efter begyndte de også at holde engelske gudstjenester i Helsingør og uddele traktater i Kongens Have. Dette arbejde var tænkt som en midlertidig foranstaltning, mens de ventede på skibslejlighed til Indien. Men ventetiden kom til at ændre en hel del i deres fremtidsplaner. De vakte splittedes hjemme i Skotland, og den økonomiske opbakning smuldrede. Derfor besluttede de at blive i København og se tiden an, samtidig med at deres arbejde greb om sig, og de begyndte at lære sig dansk. Efter et år var Henderson så dygtig til dansk, at han kunne prædike på dansk.290 Ud over kontakten til englænderne søgte de også at lære danskere at kende, som de kunne forvente ville være positivt indstillede over for deres mission. Blandt disse var 94

BI BL E R O G T R A K TAT E R


grosserer Johannes Hammerich291, kontorchef i Rentekammeret og justitsråd Johannes Boesen292, der var svogre og begge indflydelsesrige medlemmer af Brødremenigheden i Stormgade. 4.1.2 Brødremenighedens betydning

Ifølge Kaj Baagø293 var det først og fremmest tilstrømningen til Brødresocietetet (Brødremenigheden), som markerede begyndelsen til den gudelige vækkelse i København.294 Brødremenigheden var stiftet 1739 ved kongelig reskript, og fra en beskeden start nåede det snart ca. 400 medlemmer (1760), hvorefter det gik ned ad bakken igen. Først efter at menigheden havde fået en ny og dynamisk forstander, Johannes Reuss295, vendte udviklingen. Kort efter, at Reuss havde tiltrådt sin stilling i København, ytrede flere af medlemmerne ønske om, at menighedens møder blev offentlige, da trangen til evangelisk forkyndelse var stor i København. Disse lokaler blev nu gjort større, så de fra november 1816 kunne rumme 600 deltagere til menighedens møder. Og salen var normalt fyldt til søndagsmøderne. I påsken 1819 måtte 400 københavnere gå forgæves. Menigheden havde altså kontakt med en betragtelig del af Københavns befolkning, der på dette tidspunkt var på ca. 110.000 indbyggere. Som en slags bestyrelse (Gehülfen) havde Reuss en gruppe indflydelsesrige mænd omkring sig, af hvilke kan nævnes bl.a. Johannes Hammerich, Johannes Boesen og M. P. Kierkegaard296. Siden 1733 havde Brødremenigheden været engageret i mission i Grønland, altså kun 12 år efter Hans Egedes297 udsendelse til Grønland, hvor de slog sig ned i Frederiksdal, der ligger i nærheden af det nuværende Nanortalik. Af særlig betydning var det, at adskillige studerende sluttede sig til Brødremenigheden. I årene 1758-1792 drejede det sig om mindst 112 personer. Det var især teologer, der her fik en livslang påvirkning, som de bragte med sig ud i sognene rundt om i landet. Først da Reuss på grund af sygdom forlod menigheden i 1835, sivede en del af menigheden over til Grundtvig, der fra 1832 havde fået tilladelse til at holde aftensangs gudstjenester i Frederikskirken på Christianshavn. 4.1.3 Bibelselskabets stiftelse

Hendersons og Patersons missionsarbejde i København blev i august 1807 pludseligt afbrudt af krigen mellem England og Danmark. Henderson forlod straks København og slog sig ned i Göteborg, mens Paterson forblev i København, indtil krigen var drevet over i september 1807. Det skulle vise sig at blive fatalt for ham. For da han nogle år senere ønskede at vende tilbage til Danmark, blev han nægtet visum og opholdstilladelse. Man mistænkte ham for at have øvet femte kolonne virksomhed i København under krigen. Paterson kom aldrig tilbage til Danmark. Henderson derimod blev optaget af BI BL E R O G T R A K TAT E R

95


engelsk missionsarbejde i Göteborg, hvor han bl.a. hjalp danske krigsfanger. Desuden blev han optaget af bibelarbejde. Først i 1812 kom han tilbage til København. Tilbage i København fortsatte Henderson sit arbejde med at knytte kontakter til indflydelsesrige personer, blandt hvilke var biskop F. Münter, der i 1808 havde efterfulgt biskop Balle som Sjællands biskop, og professor Jens Møller298. Henderson var ivrig efter at få oprettet et dansk bibelselskab efter britisk forbillede. Men stemningen i København var ikke umiddelbart gæstfri. Henderson repræsenterede trods alt en nation, som Danmark stadig var i krig med. Langsomt men sikkert opbyggede Henderson et tillidsforhold til danskerne, som efterhånden anerkendte, at han havde været aktiv i et humanitært arbejde for danske krigsfanger i Göteborg. Dertil kom, at han var britisk kongregationalist og ikke luthersk. Derfor kunne han ikke få lov at prædike i en dansk kirke. På grund af krigen kunne han heller ikke få lov at genoptage de engelske gudstjenester, som han havde afholdt før krigen. Dette blev afhjulpet, da den internationale sekretær for British and Foreign Bible Society (BFBS), K. Friedrich Steinkopf299 i november 1812 kom til København og prædikede ved to velbesøgte gudstjenester i Garnisons kirke og Helligåndskirken.300 Biskop Münter mente, at så længe Danmark var i krig med England, kunne det ikke komme på tale med dannelsen af et dansk bibelselskab som en del af BFBS. Brobyggere i denne proces blev Johannes Hammerich og Johannes Boesen fra Brødremenigheden samt professor Jens Møller. Sidstnævnte skrev i forbindelse med Steinkopfs besøg i København en længere artikel om BFBS, som han indledte med følgende ord: „Det vil sikkert være mine Læsere kjert her at faa en ligesaa nøiagtig som tilforladelig Efterretning om et af de meest velgjørende Samfund, som det nittende Aarhundrede avlede.“301 Med freden i Kiel den 14. januar 1814 var vejen åbnet for stiftelsen af Det Danske Bibelselskab den 22. maj 1814. Hvornår Rønne er kommet i kontakt med Henderson, og om han har deltaget i en af Steinkopfs gudstjenester, ligger ikke ganske klart. Rønnes søn, C. F. Rønne, skrev således mange år senere i en artikel om faderen: „Da skotterne Henderson og Patterson på deres missionsrejse i Evropa kom til Danmark, nærmest for at vidne for Bibelens større udbredelse blandt folkene, da søgte de blandt andre Rønne i Lyngby, hvad der vist gav et stød til hans arbejde.“302 Ifølge denne oplysning skulle det altså have været Henderson og Paterson, der opsøgte Rønne. Hvis det skal passe på kronologien, så skulle Rønne have mødt dem allerede før krigen mod England, altså før august 1807, da Henderson og Paterson måtte forlade Danmark, og Paterson aldrig vendte tilbage. Rønne selv efterlader sig intet, hverken om dette møde eller senere møder med enten begge de to skotter eller kun Henderson. Det er mest sandsynligt, at C. F. Rønne, der skrev sin beretning i 1885, har været unøjagtig med hensyn til kronologien og fejlhusket situationen. Det mest sandsynlige er, at Rønne og Henderson har mødt hinanden, 96

BI BL E R O G T R A K TAT E R


efter at Henderson i 1812 kom tilbage til København, og at Rønne har været en af de danske kirkemænd, som Henderson har fundet væsentlig at møde. Vi ved, at der opstod et venskab mellem Rønne og Henderson. I DMS’s arkiv findes der et brev fra Henderson, der bevidner dette venskab.303 Brevet er fra 1823 og skrevet på et tidspunkt, da Henderson var tilbage i London, og da Rønne havde stiftet sine forskellige selskaber. Da Det Danske Bibelselskab blev stiftet den 22. maj 1814 var Rønne til stede ved mødet304. Men det er en myte, som har cirkuleret gennem mange år, at det var Rønne, der var stifteren af Det Danske Bibelselskab305. Det passer ikke. Rønne var end ikke med i bibelselskabets første bestyrelse, og kom heller aldrig med i denne bestyrelse. Derimod blev han sammen med Henderson og professor Møller en af de enkeltpersoner, der mest ivrigt arbejdede for bibelsagen i Danmark.

4.2 Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn 4.2.1 Den elskværdigste bog – Rønnes bibelsyn

„…og derved faaer jeg da tillige Lejlighed til at gjøre Eder lidt bekiendte med den dyrebareste Bog i Verden, som er saa elskværdig, at man ikkun behøver at kjende den, for at ære og elske den…“306 Det kan udmærket have været en arv fra klokkerhjemmet i Fredericia, som gav sig udtryk i Rønnes livslange holdning til Bibelen. I hvert fald er hans teologi ganske klar på dette punkt. Bibelen er Guds åbenbarede ord. Eller med Rønne egne ord: „…dersom jeg er Christen, det er: dersom jeg antager Bibelens hellige Skrivter for Faderes Ord….“307 Det er da også en modig bekendelse, han udtrykker i Forerindringen til tredje bind af Uskyldigt Tidsfordriv fra 1794, når han i rationalismens* højglans periode kalder Bibelen for „den dyrebareste Bog i Verden.“ Ud over inspirationen fra sit pietistiske* hjem, så har Rønne uden tvivl også været påvirket af biskop Balle, der fra 1793 holdt bibellæsninger hver søndag aften. Rønne nævner ikke i sin Dagbog noget om, hvorvidt han har deltaget i disse bibellæsninger, der hurtigt blev et stort tilløbsstykke. Uanset om Rønne har deltaget i nogle af de første af Balles bibellæsninger, så har han uden tvivl hørt om dem og deres indhold, bl.a. ved møderne i Balles Homiletisk-Kateketisk Selskab. Hos Balle hentede Rønne sit supranaturalistiske* bibelsyn, at Bibelen var Guds åbenbarede ord. Og hos Balle hentede Rønne en dyb forståelse for bibellæsningens betydning for lægfolkets opbyggelse. Skønt Balle ikke var pietist*, greb han tilbage til statspietismens tid i Danmark i midten af 1700’tallet og kopierede de præsteledede bibellæsninger. BI BL E R O G T R A K TAT E R

97


Rønne understregede sit bibelsyn, da han 1801 udgav „Kort Udtog af den bibelske Historie for Børn som kun have liden Skolegang.“ Baggrunden for denne udgivelse formulerede han i bogens Forerindring med ordene: „Jeg ønskede, at den Bibelske Historie, der er saa ganske nødvendig at forudskikke førend Lærebog eller Catechismus læses….“ Altså en korrektion til den herskende pædagogik i rationalismen*, der ikke mente, at Bibelen var en børnebog. 4.2.2 Forspil til et bibelselskab i Lyngby

I sin Forerindring til Prædikener 1819 skrev Rønne bl.a.: „Havde jeg ikkuns med fordomsfrie Aand flittigere gransket det guddommelige Ord og sat den tilbørlige Mistillid til Tidens Aand, som jeg dog ikke hyldede, eller, havde jeg kuns med fuld Opmærksomhed agtet paa Virkningerne af hiin indbildte Viisdom og de Sædeligheds-Love, som ikke byggedes paa Troen, da skulde jeg neppe saaledes have feilet.“308 Det er ikke muligt ud fra det eksisterende kildemateriale at se, hvad Rønne hentyder til, når han her indser, at havde han blot flittigere granske det „guddommelige Ord“ – der i Rønnes teologi er Bibelen – da skulle han ikke have været endt i en situation, hvor han kunne kritiseres for at have flirtet med „Tidens Aand,“ der er en hentydning til rationalismen. Der foreligger som nævnt kun fire prædikener trykt, før han 1819 udgiver sin første prædikensamling. Af disse fire prædikener er der en høstprædiken og tre begravelsesprædikener. Høstprædikenen og to af begravelsesprædikenerne har et klart bibelsk indhold, mens den ene begravelsestale er af mere human karakter. Heller ikke Rønnes Dagbog efterlader noget spor om, at Rønne skulle have haft en periode mellem Tjæreby-tiden og 1819, hvor han skulle have været under indflydelse af „Tidens Aand.“ Der må altså have været en anden grund til Rønnes udsagn. Om denne kan der kun gisnes – og det vil jeg afholde mig fra. Derimod ved vi, som ovenfor nævnt, at Rønne deltog i det stiftende møde i DBS og ved denne lejlighed blev optaget blandt de første medlemmer. Derfra er der et slip i vor viden frem til Kristi Himmelfartsdag 1817 – den 15. maj309. Denne dag prædikede Rønne i Lyngby kirke med „Nogle Betragtninger over den Virksomhed, der egner os som Jesu Christi Tilbedere.“310 Med udgangspunkt i dagens evangelium, der er Mark 16,14-20, slår Rønne sit tema an: „Virksomhed, der egner os, som Jesu Christi Tilbedere, bør vise sig derudi, at den udbreder sand Oplysning, Forbedring og Lyksalighed.“ Hvad han her taler om, er folkeoplysning og folkemission. Som kristne er vi kaldede til både at arbejde for medmenneskenes timelige velfærd og evige lyksalighed, siger Rønne. Dette er en vigtig kommentar til forståelse af hans folkeoplysende arbejde i fattigforsorg, skolearbejde og landsbrugsforbedring.

98

BI BL E R O G T R A K TAT E R


„Altsaa, bort med denne falske Oplysning, som i Grunden er Intet andet end Aandens Formørkelse! derimod lader os, efter Jesu Bud, virke og arbejde af al vor Kraft og Styrke for at undervise vore Børn, vore Lærlinge, vore Tjenere, vore Beslægtede og Venner og alle dem, med hvilke Herrens Forsyn sætter os i Forbindelse! Lader os undervise dem om alt det, vi vide, som er sandt og nyttigt! Lader os meddele dem af vore Kundskaber i Henseende til dette Timelige, dette Jordiske! thi ogsaa her satte Herren Mennesket, til at arbejde en liden Stund; men fremfor alle Ting lader os stræbe, at meddele dem af vore Kundskaber om det Aandelige, det Evige! lader os stemme deres Sjele for det Uforkrænkelige! Lader os see til, at vi kunne hæve dem over Jorden til Himlene!“ Rønne: Prædikener, 1819, I, p. 467, Prædiken paa Christi Himmelfartsdag 1817

Dog, siger Rønne, skal vor virksomhed være kristelig, så skal den også være med til at forbedre. Og skal man forbedre andre, må man selv forbedre sig. Skal man oplyse andre, må man selv være oplyst. På den baggrund inviterede han menigheden til et møde i kirken på Trinitatis søndag, den 1. juni 1817, om eftermiddagen. Det Danske Bibelselskab havde efter stiftelsen i 1814 ført en temmelig stille tilværelse på trods af, at dens bestyrelse bestod af rigets fornemste repræsentanter og med kongen som protektor. Først den 29. februar 1816 havde man vedtaget lovene for DBS, hvor det i §7 blev bestemt, at for at DBS’s virksomhed „desbedre kan udstrække sig overalt i Riget, tilforordnes dette Hovedselskab adskillige Biselskaber, som Underafdelinger af samme. Biselskaberne ere deels Hjælpeselskaber, deels selskabelige Foreninger. De første oprettes i Stifts-Stæderne, de sidste i de mindre Kjøbstæder, dog saaledes, at de forbindes med hine, og alle antage de samme Hovedregler, som foreskrives Bibelselskabet for Danmark.“311 4.2.3 Det stiftende møde i Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn

Ved mødet i Lyngby kirke den 1. juni 1817312 talte Rønne først om den forandring, der var sket inden for de seneste år, hvor de rationalistiske tanker var afløst af en respekt for Bibelen. Som eksempel herpå nævnte han stiftelsen af BFBS i 1804 og de mange nationale bibelselskaber, der var dannet efterfølgende. Som et resultat heraf var Bibelen nu udbredt på 63 forskellige sprog. Også i Danmark var der i 1814 blevet oprettet et bibelselskab, og nu „i Dag tilbydes det os at tiltræde denne Forening,“ hvorved Lyngby menighed kunne være med til at understrege pinseunderet: at alle jordens slægter blev forenet ved kærlighedens og samdrægtighedens bånd. 1817 var reformationens 300 års jubilæumsår, som biskop Münter havde opfordret til, at man festligholdt rundt om i hele landet. Derfor opfordrede Rønne til, at man skulle BI BL E R O G T R A K TAT E R

99


benytte denne lejlighed til at gøre en indsats for bibelsagen og han sluttede opflammende med at sige: „Altsaa op! I Jesu Tilbedere! op at virke af al Eders Kraft og Styrke! I kunne ikke alle paatage Eder det egentlige Lære-Embede, og I kunne ikke alle drage omkring fra Stad til Stad…, men I kunne alle ved Eders Gavmildhed bidrage til at lade det skrevne Ord komme til Eders Landsmænd, ja til de fjerneste Nationer.“ DBS’s love havde bestemt, at man skulle arbejde på at danne Hjælpeforeninger for DBS i stiftsbyerne, mens man i købstæderne og de mindre byer kunne danne små foreninger. Rønne mente, at kærligheden til bibelsagen måtte være så stor i Lyngby, at man ikke behøvede at stå tilbage for stiftsbyerne, så han foreslog, at man dannede en hjælpeforening for Lyngby og omegn. Heri fik han opbakning af deltagerne ved mødet den 1. juni 1817 i Lyngby kirke. Der blev straks tegnet bidrag for ca. 300 Rdl., og man valgte en bestyrelse på fem mand. Efter Rønnes tanker om menighedsråd, skulle han ikke selv stå som leder af den nye forening. Formand for Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn blev grev Schulin, blandt de øvrige bestyrelsesmedlemmer var bl. a. konsul Frederic de Coninck jr.313. Rønne selv blev selskabets sekretær. Desuden inddeltes sognet i ni indsamlingsdistrikter med hver sin forstander, efter samme forbillede som vi tidligere har set fattigvæsnet organiseret. Dertil kom et 10. distrikt, som omfattede de omkringliggende sogne. 4.2.4 Reformationsfesten 1817

Den 31. oktober 1517 opslog Luther sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, hvilket blev indledningen til den lutherske reformation. For at festligholde denne begivenhed, og for at forny forståelsen af den lutherske arv, foreslog biskop Münter bakket op af alle landets biskopper at festligholde jubilæet rundt om i alle landets sogne. Selv om bestyrelsen havde haft vedtægterne for Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn klar siden den 20. juli, havde man besluttet, at man først ville fremlægge dem og dermed endelig konstituere selskabet i forbindelse med reformationsfesten, der i Lyngby blev fejret over tre dage, den 31. oktober og 1.-2. november 1817. Hovedfesten blev lagt på festens sidste dag314. Rønne, der havde sans for det festlige, havde hos prins Christian Frederik på Sorgenfri lånt kanoner, der i dagens anledning var opstillet på kirkebakken i Lyngby. Den 2. november kl. 18 indledtes festen ved, at der blev affyret kongesalut med 27 skud fra kirkebakken315. Heri lå en markering af, med hvilken ærbødighed man burde møde Bibelen, der var „hovedpersonen“ ved reformationsfesten. Bibelen var den konge, som indtog hæderspladsen ved reformationsfesten. Efter de 27 kanonskud, blev der spillet koraler fra kirketårnet ved indkaldte musikere. Ingen var i tvivl om, at det var en stor og festlig begivenhed, der stod for døren. Kort inden højtideligheden i kirken begyndte, modtog selskabet fra prins Christian Frederik et brev, hvorved prinsen lykønskede selskabet med dets stiftelse og samtidig 100

BI BL E R O G T R A K TAT E R


sendte 50 Rdl., der skulle anvendes til at uddele Bibler, især Det Nye Testamente, iblandt fattige, „særdeles blandt Saadanne paa Sorgenfrie Grund.“ Efterfølgende accepterede prinsen efter bestyrelsens anmodning at stå som selskabets protektor316. Inde i kirken begyndte festen igen med „Musique af blæsende Instrumenter,“ hvorefter man sang de første fem vers af salmen: „Gud! Herre! hvo kan fatte dig?“317 Herefter gik Rønne på prædikestolen og talte til den fyldte kirke. Han indledte med at minde menigheden om, at det, den var vidne til denne aften, var den eneste gang i deres liv, de kom til at opleve – nemlig et reformationsjubilæum. Derpå talte han om det naturlige lys, som oplyser dagen, og som nu var erstattet af mørket uden for kirken. Men herinde i kirken skinnede lyset fra alteret, og det lys kunne de alle se, også den blinde, for det lys var ikke et naturligt lys, men Guds lys, der især skinner med en himmelsk klarhed, når livets lampe er ved at slukkes: „…da viser det os, saa mange som ere i Sandhed troende, at vi ikke skulle døe; men leve – ja! at selv vore Lemmer skulle høre Guds Søns Røst og opstaae af Gravene og forenes med Sjelene, for at indgaae til en evig Herlighed. Saa vist, som Jesus lever og saa vist, som han opstod, skulle ogsaa vi leve og opstaae.“

„Christne! hvilket herligt – hvilket saligt Lys – O! det mørknes ingensinde – og dette Lys finde vi i Bibelens hellige Skrivter – og for at skue det dagligen og nær hos – og for at udbrede dets Straaler til de Fattige, til de Vankundige – til dem, som ere omhyllede af Syndens Mørke, til de Bedrøvede, til de Angergivne og til de Døende… derfor have de christelige Bibelselskaber forenet sig – derfor stiftedes ogsaa vort lidet Selskab.“ Af Rønnes prædiken ved Jubelfesten 2. november 1817

Derpå opfordrer han alle i sognet – og i de omkringliggende sogne – til at melde sig ind i Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn. Henvendt til sognets fattige, som ikke var i stand til at anskaffe sig en Bibel, opfordrede han dem til at ansøge bestyrelsen om at få en Bibel eller et Ny Testamente gratis. Og det var ikke nok at anskaffe sig en Bibel. De skulle også granske den grundigt og tale med deres børn om Bibelens indhold. I alt blev der indtegnet 506 personer som medlemmer ved festgudstjenesten samt de følgende dage, og med et tilsagn om 711 Rbl. Rønne var lykkelig: „I de 23 Aar, jeg har været Præst, har jeg aldrig været Vidne til saa almindelig og virksom en Iver for nogen Sags Fremme – og saaledes burde det være! En heel Skoles Ungdom meldte sig endog samlede, for at række hver sin liden Skjærv. Gud være storligen priiset! og han den algode Fader give fremdeles Held til vore Bestræbelser!“

BI BL E R O G T R A K TAT E R

101


Da DBS vedtog sine love i 1816 var det ikke meningen, at der skulle være et Bibelselskab for Lyngbye og Omegn som hjælpeselskab i lighed med de selskaber, som man tænkte sig oprettet i stiftsbyerne. Men det gik langsomt med at etablere hjælpeselskaber i stiftsbyerne. Dertil rakte engagementet ikke. Odense kom til at stå som en enlig svale. På den baggrund vakte Rønnes initiativ opsigt. I Theologisk Bibliothek skrev DBS’s sekretær, professor Jens Møller318 en artikel, hvori han beklagede, at det ikke havde slået an med stiftelsen af hjælpeselskaber og sogneforeninger, sådan som DBS’s love ønskede. I sin artikel skrev Møller, at måske havde flere præster forstået det, som om man ikke ønskede sig disse lokale foreninger. Det var ingenlunde tilfældet, fastslog Møller. Hovedsagen var at skabe almindelig interesse for Bibelen. Det syntes for Møller at halte en del bagud de fleste steder, men fremhævede nogle små landsbysogne, hvor man uden opfordring fra moderselskabet havde dannet nogle særdeles aktive foreninger og nævnede i den forbindelse Lyngby319, der „har endog havt et held, hvortil jeg selv i de engelske Raporter neppe kan finde Mage.“ Møller sluttede sin omtale af selskabet i Lyngby med at fortælle, at det havde 506 medlemmer, der var flere medlemmer end i hovedforeningen, og som „i Fjor bidrog med 836 Rbl.,“ - over 10% af det samlede beløb i hele Danmark. Bibelsagen havde altså i Lyngby vundet genklang i menigheden. 506 medlemmer var rundt regnet 20% af hele sognets befolkning, hvilket har været en særdeles markant opbakning. Men begyndte folk at læse i Bibelen af den grund?

4.3 Lyngbye evangeliske Tractat-Selskab 4.3.1 Optakten

„Angaaende hvad der fra min Side er gjort for Tractatselskabet her, da bestaaer det i følgende: Allerede for 6 á 8 Aar læste jeg … om disse Selskabers Virken i andre Lande, og jeg mindes, at man beraabte sig paa Reinhards fulde Bifald, hvilket gjorde et stort Indtryk paa mig, hvorfor jeg bad Hofboghandler Schubothe320, at forskaffe mig nogle af de Skrifter og en nærmere Efterretning om Selskabernes Bestræbelser etc., hvilket han lovede. Det varede omkring et Aars Tid, at jeg af og til forhørte hos ham om Svar, men fik Intet andet end at han endnu selv ventede derpaa. Imidlertid trættedes jeg … indtil Deres H. [Højærværdighed] atter vækkede den ved Deres Afhandling i Theologisk Bibliothek.“321 Det må have været allerede i 1812, at Rønne første gang stiftede bekendtskab med det engelske traktatselskab. Professor Jens Møller havde i hvert fald dette år en omtale af traktatselskabet i Theologisk Bibliothek322. Men efter et års venten på at få de ønskede traktater opgav han at gøre mere ved traktatarbejdet. Det er bemærkelsesværdigt, at Rønne på dette tidspunkt ikke er opmærksom på, at der allerede i Danmark var et traktatselskab: „Det danske Selskab til Udbredelse af 102

BI BL E R O G T R A K TAT E R


Evangeliet og sand praktisk Christendom.“323 Dette selskab var dannet i 1801 af en gruppe præster, der i deres studietid i København havde været under stærk påvirkning af Brødremenigheden i Stormgade, og som nu var præster på Fyn og i Sønderjylland. De ledende personer var præstebrødrene Jens Fr. Boesen324 og U. Chr. Boesen325 samt Rasmus Balslev326, som Rønne tilsyneladende ikke har kendt fra studietiden, skønt de var jævnaldrene. Dette skyldes formodentlig, at Rønne ikke kom i Brødremenigheden i sine studenterdage. I 1812 var selskabet i øvrigt under opløsning327. 4.3.2 Professor Jens Møllers omtale af de udenlandske traktatselskaber

Gennem sit nære forhold til Henderson havde professor Jens Møller hørt om det engelske traktatselskab og Hendersons arbejde med også at oprette et sådant i Island. Herved havde Møller fået øjnene op for den værdi, som de religiøse småskrifter havde for den nye evangeliske vækkelse.328 Den entusiastiske tro, der bar den nye engelske vækkelse, stod i skarp kontrast til den rationalisme*, som havde spillet fallit sammen med Englandskrigen og statsbankerotten. Dette satte for Møller en helt ny teologisk dagsorden som først var udtrykt i oprettelsen af bibelselskabet. Nu gjorde han også opmærksom på traktatselskabet og dets virke parallelt til bibelselskabet. Kirkehistorisk betød dette, at dansk teologi, som siden reformationen havde været orienteret mod det lutherske Tyskland, nu vendte sig mod England, hvilket betød en åbning, ikke blot mod den nye engelske, evangeliske vækkelse, men også mod en økumenisk inspiration fra såvel den anglikanske kirke, som de frie kirker i England og Skotland. Fromheden kom til at gå forud for dogmerne. I marts 1819 holdt Møller et foredrag i Det Skandinaviske Litteraturselskab329, hvor han gav en grundig indføring i det engelske traktatselskab og dets søsterselskaber i det øvrige Europa. Han gjorde i den forbindelse rede for, hvor nær det engelske bibelselskab, traktatselskab og missionsselskaber var knyttet til hinanden. De blev drevet i den samme ånd, og i vid udstrækning var det de samme personer, der stod bag disse selskaber, både som medlemmer og som bestyrelser. I foredraget opfordrede Møller litteraturselskabet til at påtage sig opgaven med at etablere et tilsvarende selskab i Danmark. Men dette forslag vandt ikke opbakning. Samtidig hermed havde grev F. A. Holstein i et brev til DBS331 foreslået, at bibelselskabet skulle tage initiativ til oprettelse af et traktatselskab i Danmark til udbredelse af populære skrifter om Bibelen og bibelfortolkninger samt andre opbyggelige småskrifter. Dette afslog DBS’s bestyrelse med den begrundelse, at det lå uden for bibelselskabets formål og love. Overalt holdt bibelselskaberne fast i en konsekvent linje, at man kun udgav den autoriserede Bibel uden kommentarer for at undgå beskyldninger om sekterisme. Da Rønne læste professor Møllers foredrag i Theologisk Bibliothek, skrev han en opfordring til Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn332 om dannelse af et dansk traktatselskab. ForBI BL E R O G T R A K TAT E R

103


målet med et sådant traktatselskab skulle ifølge Rønne være at undgå de mange dårlige publikationer, som almuen forlystede sig med. I stedet skulle traktatselskabet tilbyde små bøger eller hæfter, der forkyndte „Sandheds-Ordet.“ Han gik ud fra, at der ville være en del, der med glæde ville støtte en sådan sag, og han forestillede sig, at selskabet skulle have forskellige slags medlemmer. Nogle medlemmer skulle bidrage med litterære fortællinger, andre skulle som redaktion gennemgå disse og sørge for, at de blev udgivet. Andre igen skulle så støtte selskabet som faste subskribenter på traktaterne og endelig forestillede han sig, at nogle mennesker ville træde til ved at yde de fornødne pengebeløb, som skulle til for at planen kunne sættes i værk. Rønne meldte sig straks som medlem og ville gerne stå som formidleren, som andre kunne henvende sig til. Der meldte sig ingen!333 Og Rønne var ved at opgive håbet om et dansk traktatselskab. 4.3.3 Familien de Coninck og traktatselskabet

Da Rønne var ved at opgive håbet om et dansk traktatselskab, dukkede hjælpen pludselig op fra en uventet kant: familien de Coninck. I sommeren 1819 kom der en af familien de Conincks slægtninge på Dronninggaard i Lyngby. Det var den franske, reformerte præst Frédéric Monod334. Han var født i København som søn af den daværende reformerte præst ved den københavnske menighed, Jean Monod335, og altså en nevø af Dronninggaards ejer, Frederic de Coninck jr.. Som student i Geneve havde han 1816 oplevet den britiske præst og vækkelsesmand, Robert Haldane336, der havde gjort stort indtryk på ham. F. Monod så det som sin livsopgave at føre Haldanes vækkelse videre. Under sit ophold på Dronninggaard besøgte Monod Rønne i Lyngby præstegård, hvor de to præster talte sammen „om det Ene vigtige.“337 I samtalens løb fortalte Rønne om sine skuffede forventninger til et dansk traktatselskab, som han nu havde opgivet. Det skulle vise sig, at Rønne her havde søgt støtte hos den rette. Med Monods solide kontakter til den engelske vækkelse, skaffede han Rønne i forbindelse med det britiske traktatselskab, der straks bevilgede ham 20 pund sterling til at etablere et selskab i Danmark, som Rønne sammen med bl.a. Fr. de Coninck jr. dannede i 1820, hvor man også udgav de første otte numre af traktater. Monod satte desuden Rønne i forbindelse med en af sine studiekammerater fra Geneve, J. C. Rieu338, der var præst for den reformerte menighed i Rønnes hjemby, Fredericia. Kendskabet med Rieu blev meget inspirerende for Rønne, hvilket han beskrev i en stor nekrolog over ham339. Nu begyndte der at komme opbakning fra forskellige danskere, der blev optaget af sagen. Dog gik afsætningen af de enkelte traktater langsomt, og selskabet kunne ikke i længden løbe rundt økonomisk ved egen kraft. Da skete det, at det engelske traktatselskabs sekretær, Peter Treschow340, kom til København – egentlig for at mødes med DBS’s bestyrelse. Men Rønne blev inviteret med til mødet, og efterfølgende forelagde han Treschow, hvad der var sket med hensyn til det danske traktatselskab og dets økonomi. På den baggrund besluttede Treschow sig til at yde endnu en økonomisk støtte på 20 pund sterling341. 104

BI BL E R O G T R A K TAT E R


Dette økonomiske tilskud bevirkede, at traktatselskabet nu havde midler til at fortsætte sit arbejde med at udgive sine småskrifter, og i 1821 kunne Rønne samle de tre første årganges 26 traktater i et samlet bind. I alt blev det i Rønnes tid til udgivelse af 58 traktater trykt i sammenlagt omkring 100.000 eksemplarer. Salget blev organiseret ved, at en række boghandlere rundt om i landet indvilgede i at være sælgere. En væsentlig medvirkende årsag til, at traktatselskabet nu fik medgang, skyldes uden tvivl en større artikel, som professor Jens Mølles skrev i sit Theologisk Bibliothek i 1821, der var med til at åbne øjnene hos præster over hele landet, i hertugdømmerne342, i Norge og Island for det nye selskab343. Rønne skrev selv traktaterne eller fandt indholdet i i tyske magasiner og tidsskrifter. Det var i vid udstrækning små opbyggelige fortællinger. Fra 1821 kom der også jævnlige informationer om verdensmissionen, som han hentede fra „Baseler-Magasin“, der blev udgivet af Basel Missions Institut. Det var f.eks. også i traktaterne, at Rønne udsendte sin indbydelse til oprettelsen af Det Danske Missionsselskab samt gav efterretninger om stiftelsen af dette. Som en knopskydning på traktatselskabet føjede Rønne i 1828 endnu et skud: Selskabet for et Christeligt Læsebibliothek. Indbydelsen indrykkede han i Dansk Religionsblad344 i september 1828 og allerede den 1. november samme år fandt stiftelsen sted. Med Rønnes aldrig svigtende sans for det royale, fandt stiftelsen sted den dag, da prins Christian Frederiks søn, prins Frederik Christian345 blev gift med sin kusine prinsesse Vilhelmine Marie346, hvilket Rønne ikke undlod at fortælle. Formålet med læsebiblioteket var at etablere et sted i København „bestaaende af Bibler, nye Testamenter, andre evangeliske Skrivter, sande Historier, især Kirke- og Missions-Historier, gudfrygtige Menneskers Levnets-Beskrivelser og flere ægte Skrivter,“ som Rønne formulerede det i sin indbydelse. Biblioteket blev åbnet i Store Kirkestræde i København den 1. marts 1829347 og modtog efterhånden betragtelige mængder af den ønskede litteratur. En afdeling af biblioteket blev desuden åbnet i Helsingør348, men denne filial blev dog lukket igen, da lokale præster beskyldte det for at føre metodistisk litteratur349.

4.4 Rønne som teolog og prædikant 4.4.1 Gud som alle tings årsag

Efter at Rønne i 1792 og 1793 havde udgivet Uskyldigt Tidsfordriv I og II, der som ovenfor nævnt (kap. 1.6) indeholdt små opbyggelige og oplysende fortællinger for børn, kom han i foråret 1794350 med et tredje bind af Uskyldigt Tidsfordriv, der havde et helt andet indhold. Rønne ville med denne bog udfordre børnenes „Forstand og Eftertanke – Jeg mener en sammenhængende Underviisning om den gode Gud og hans Villie til vor Lyksalighed.“351 Dog vovede Rønne ikke at kaste sig ud i eksperimentet uden først at have fået opbakning fra biskop Balle og to af tidens førende pædagoger. BI BL E R O G T R A K TAT E R

105


„Læreren: … Men – hvad mener Du da om Træerne? – De ere dog komne af sig selv? Johannes: Det troer jeg ikke heller; thi alle de Træer, som staae i min Faders Hauge, ere plantede eller satte af Kjerner – og ligeledes har jeg hørt af andre Mennesker, at de have plantet deres Træer; men jeg har aldrig seet at et Træe er kommet af sig selv. L.: Da har jeg ofte seet at der ere komne Træer op i Haugerne, som man slet ikke har saaet. Da vi for Ex. besøgte Din Fader ude paa Landet i Fjor, saae vi jo adskillige smaa Nøddetræer, som Din Fader selv sagde at han slet ikke havde saaet. Joh.: Ja! det er sandt nok; men – De skal ikke fixere mig, kjere Hr. F.! - jeg husker ret got, at jeg gravede nogle af dem op, og fandt endnu Nødderne, hvoraf de vare komne, hængende ved Roden… De smaa Nøddetræer maae vel altsaa være komne deraf. L.: Du har Ret, Johannes! Naar jeg skal tilstaae Sandheden, saa har jeg endnu aldrig seet et Træe eller nogen anden Væxt, som jo er kommen af Frøe eller Planter. – Og saaledes har jeg hørt … at naar de har seet noget blive til, saa har der været noget, som har frembragt det… Og veed Du vel hvad man med et Ord kalder det, som gjør eller frembringer noget? Joh.: Ja! man kalder det jo en Aarsag – og den Ting, som bliver gjort eller frembragt, kalder man Virkningen. L.: Ganske rigtigt. – Men – siig mig nu da med andre Ord, hvad det vil sige: at der bliver ingen Ting til, uden der er noget, som frembringer det. Joh.: Ja! det er jo let at sige. Det er med andre Ord: at intet bliver til uden Aarsag. Uskyldigt Tidsfordriv, III, p. 3-4, første samtale

„Jeg har brugt den Maade, som jeg helst plejer at følge ved Børne-Underviisningen – og først talt lidet med Eder om det, som Fornuften kan slutte sig til om den gode Gud – og siden begynde med Bibelhistorien….“352 Samtalen er et eksempel på Rønnes pædagogik. Filosofisk anvendte han det såkaldte teleologiske gudsbevis*. Gennem samtalen med Johannes stillede læreren eleven over for et spørgsmål, der havde sit udgangspunkt i den verden, som eleven kendte fra sin hverdag. Derved ledtes eleven til at erkende, at der er en årsag og en virkning med alle ting. I de følgende tre afsnit fortsattes samtalen om det samme emne. I den anden samtale er emnet, at hvor der er orden, må der være nogen, som har skabt denne orden. Det fortsatte i tredje samtale med temaet, at verden må have haft en årsag og i fjerde samtale rundes emnet af med temaet: Gud er ånd, hvorledes vi kan slutte os til at Gud er til. Eleven blev altså ledet frem til en logisk slutning, en fornuftig erkendelse af, at Gud er til. Herefter lod Rønne eleven føre igennem en række samtaler (nr. 5-12) om Guds almagt, Guds godhed mod såvel mennesker som dyr, Guds visdom, alvidenhed og allestedsnærværelse, Guds retfærdighed og hellighed. Metoden er den samme hele vejen igen106

BI BL E R O G T R A K TAT E R


nem, induktivt at lade eleven gå fra det kendte til det ukendte ved skridt for skridt at slutte sig til Guds væsen. I den 13. samtale tog Rønne fat på Bibelens fortællinger, der præsenteres således: „Der er kuns een Bog, som fortæller os noget rimeligt, fornuftigt og fuldkommen sandt om Verdens Skabelse. Det er en herlig, en fortreffelig – en guddommelig Bog – en Bog, som Verden ikke maatte undvære for alle de Bøger der ellers ere til.“353 Rønnes supranaturalisme* viser sig i, at han fremhæver Bibelen som en guddommelig bog, og hans slægtskab med den rationalistiske* samtid viser sig i beskrivelsen, at Bibelen „fortæller os noget rimeligt, fornuftigt…“ Med sin indledning skærpede Rønne elevens nysgerrighed: „Hvad mon det er for en Bog?“ – lyder det spontant, og svaret er Bibelen. Den er skrevet af mange mennesker, fortæller Rønne, og spørgsmålet lyder da: „Hvorfor kaldes den da Guds aabenbarede Ord?“ Hvortil Rønne svarer (supranaturalistisk*): „Fordi Gud selv har aabenbaret disse Mennesker hvad de skulle skrive og befalet dem at gjøre det.“ Derpå følger i samtalerne 14-20 bibelhistorien til og med Noah-fortællingen. Der har formodentligt været planlagt et fjerde bind af Uskyldigt Tidsfordriv med en fortsættelse af den bibelske historie. Det kom ikke. Rønne blev i de følgende måneder sat tilbage på grund af sin ulykke ved Christiansborgs brand (kap. 1.7), og efterfølgende blev han optaget af udsigten til at få præsteembede. Først i 1801 kom Rønnes „Kort Udtog af den bibelske Historie for Børn som kun have liden Skolegang,“ der kan ses som en efterfølger af Uskyldigt Tidsfordriv III. 4.4.2 Kort Indbegreb af den christelige Religions Hovedlærdomme

Pædagogikken blev for Rønne et livslangt projekt. Langt uden for sognets grænser var hans konfirmationsforberedelse vidt berømt, og ved konfirmationerne i Lyngby kirke, der hvert år fandt sted første søndag efter påske, var det almindeligt, at der kom folk fra hovedstaden for at overvære den opbyggelige og højtidelige handling354. Ved konfirmationsforberedelsen brugte Rønne biskop Balles Lærebog355 fra 1791. Men pædagogen Rønne var ikke ganske tilfreds med sin lærers og biskops lærebog, der efter Rønnes mening nogle steder havde for lange og for vidtløftige forklaringer, som børn – ikke mindst almuens børn – havde svært ved at forstå, og dermed også at lære. Andre steder følte han, at der savnedes forklaringer. Da han i sommeren 1819 fik en henvendelse fra en mor, som selv underviste sine børn i „Jesu Religion“, om at skrive en supplerende lille bog til Lærebogen, tog han efter nogen tøven opgaven op. Det blev til den lille bog: „Kort Indbegreb af den christelige Religions Hovedlærdomme,“ der udkom i 1820.356 BI BL E R O G T R A K TAT E R

107


I sin Forerindring til bogen skrev Rønne: „I 27 Aar har jeg som Præst, ved Confirmations-Underviisningen357 brugt den anordnede Lærebog, ikke alene fordi den var anordnet, men ogsaa fordi den, efter min Overbeviisning, var den bedste af de danske Lærebøger i Religion for Ulærde, hvilken jeg kjendte.“ Rønnes kritik af Lærebogen overskyggede således ikke, at han var af den overbevisning, at lærebogen var den bedste, der var på markedet. Og Rønne overvandt da også sine betænkeligheder og skrev bogen, der ikke måtte træde i stedet for lærebogen, „men kuns bruges foran, eller ved Siden af denne…“ Det var Rønnes tanke, at bogen skulle bruges af de mindre børn, der endnu ikke kunne læse selve Lærebogen. Derfor fulgte han da også Lærebogens disposition og anvendte dens sætninger og udtryk. De anvendte bibeltekster fulgte „den nye, reviderede Oversættelse“ – dvs. den oversættelse fra 1819, der var udkommet på DBS’s foranledning. Det var Rønnes ønske, at dette „…lidet Arbeide [maatte] bidrage til at udbrede Guds Kundskab, Troe, Kjerlighed og Lydighed iblandt mine yngre Brødre og Søstre…“ Vi bemærker, at ordet „Troe“ nu er kommet med som en del af undervisningens formål, hvilket var nyt i forhold til Rønnes tidligere pædagogiske skrifter. Bogen var så at sige en oversættelse af Balles Lærebog, så den blev forståelig for især almuebørnene. Når Rønne først tog opgaven op i 1819-1820, skønt han havde brugt lærebogen i alle sine præsteår, så skyldtes det uden tvivl, at nu var vejen åben. Biskop Balle var død i 1816, så Rønne risikerede ikke at komme til at støde sin gamle lærer og biskop. 4.4.3 En ny tekstrække

I 1808 trådte biskop Balle tilbage som Sjællands biskop på grund af svagelighed. I stedet blev den lærde kirkehistoriker, professor F. Münter, valgt. Dermed mistede Rønne sin ordinationsbiskop, der helt siden Rønnes kandidatår havde været ham særdeles venligsindet. Også med biskop Münter fik Rønne et godt og gnidningsløst samarbejde. Biskop Münter lagde vægt på at højne præsternes niveau. Han fik omdannet Balles Homiletisk-Kateketisk Selskab til Pastoralseminariet, ligesom han fik indført bispe­ eksamen.358 Ligeledes fik han gennemført, at kongen tillod, at man udvidede landemodet, så det blev et forhandlingsmøde for alle stiftets gejstlige359, hvor teologiske og pastorale emner kunne drøftes. Desuden indførte Münter en ny ordning, der betød, at landemodet udskrev konkrete opgaver, som man ønskede stiftets præster ville komme med besvarelser af til oplæsning på landemodet. Rønne besvarede to gange landemodets opgaver. Første gang var i 1812, hvor Rønne og J. P. Mynster360 begge besvarede spørgsmålet: „Ere frie eller fastsatte Texter fortrinligere?“361, hvilket allerede er omtalt i kap. 2.5.2. 108

BI BL E R O G T R A K TAT E R


Rønne ønskede at få nye, faste tekster, der var udarbejdede „af Mænd af Kundskab og Forstand, besjælede af Jesu Religions-Aand.“ Et kriterium for valget af disse tekster skulle være, at de var mere indholdsrige end de gamle, og de skulle „giennemgaa Religions-Lærdommen og Sædelærens Bud i en vis Orden og Forbindelse.“ Det er bemærkelsesværdigt, at Rønne foreslår, at en sådan ny tekstrække dog først kan indføres, hvis præst og menighed er enige om det, hvilket korresponderer med Rønnes kirkesyn, som vi har set udviklet ovenfor (kap. 4.1.5). Den nye tekstrække kom til at vente på sig i mange år, og Rønne nåede aldrig at opleve den. 4.4.4 Hvorfor gå i kirke

Anden gang Rønne gav sig i kast med at besvare en opgave stillet af landemodet, var i 1817, hvor han gav sit bud på spørgsmålet: „Hvilke ere de almindelige og virkelige Hindringer for Søndagens Helligholdelse i Guds Huus, især paa Landet, og Aarsagen til at saa mange udeblive for samme?“362 Rønne delte emnet op i to dele: 1) de almindelige og 2) de virkelige hindringer. Angående de almindelige hindringer „maae jeg vel her forstaae alt det, som gjør det vanskeligt eller næsten umueligt for dem, der ellers Intet havde derimod, at komme i Guds Huus, for at helligholde Søndagen.“ Disse hindringer kunne ifølge Rønne f.eks. være sygdom, hvilket ikke gav Rønne anledning til at reflektere dybere over disse ting, da de var mange og personlige. Derefter tog han fat på de virkelige grunde, som han beskrev i stil med undskyldningerne i lignelsen om det store gæstebud. Her opremsede han en række eksempler: man havde ikke tid, fordi man skulle have gæster; man havde forskellige arbejdsopgaver; der var for langt til kirke; kirken var i øvrigt kold og uopvarmet om vinteren, eller man kunne ikke lide præsten eller hans evne til at tale. Det var alt sammen noget, som Rønne karakteriserede som tomme undskyldninger. Og hvad angik præstens evne til at tale, sagde han, at man jo ikke skulle gå i kirke, for at høre veltalenhed, men for at lære, hvad sand kristendom er. Til de virkelige hindringer nævnte Rønne desuden de mange „Foranstaltninger“ fra de verdslige myndigheder og nævnte i den forbindelse bl.a. offentlig søndagsarbejde og kystmilitsens øvelser. Den slags bevirkede, at kirken på den slags dage stod gabende tomme. Men den alvorligste af de virkelige hindringer var ifølge Rønne, at troen på Bibelens guddommelighed var svækket blandt mennesker, først hos de lærde og senere hos folket i almindelighed. Derfor var det vigtigt at sætte ind med bibelundervisning af menigheden – en opgave, Rønne tog op gennem bibelselskabet (se kap. 5.1.1). 4.4.5 Rønne som prædikant

„Agtværdige Guds Ords Tilhørere!“ Således begyndte Rønne søndag efter søndag sine prædikener. Dagen var skabt til arbejde – og natten til hvile! Det var den lektie, børnene BI BL E R O G T R A K TAT E R

109


Titelbladet på Rønnes første prædikensamling fra 1819, der var tilegnet: „Lyngbye Menigheds Medlemmer og de flere kjere Tilhørere, som saa ofte glædede mig ved deres Nærværelse i Guds Huus.“ Eksemplaret har tilhørt „Det Christelige Læsebibliothek i Kjøbenhavn,“ som Rønne stiftede 1828. Privateje.

110

BI BL E R O G T R A K TAT E R


i Lyngby præstegård lærte gennem deres forældres eksempel. Og søndagen var skabt til gudstjeneste. Som luthersk præst var Rønne ikke i tvivl om, at prædikenen var det vigtigste element i gudstjenesten. Menigheden kom ikke sammen for at blive underholdt af præstens retoriske evner – eller mangel på samme. Menigheden kom sammen for at lære noget om, hvad sand kristendom var. Her slog Rønnes supranaturalistiske* teologi af den ortodokse* skole igennem. Rønne var en omhyggelig præst, hvad angik forberedelsen til søndagens prædiken. Dette kan man få et indblik i ved at læse hans Dagbog II. Et tilfældigt opslag363 på torsdag den 1. marts 1833, hvor han noterede, at han var begyndt på prædikenen til 3. søndag i fasten. Mandag den 4. marts noterede han, at han var fortsat med prædikenen, og tirsdag den 5. marts noterede han, at han havde afsluttet den. Den 7. og 9. marts noterede han, at han havde memoreret prædikenen, som han så holdt den 10. marts. Altså halvanden uges forberedelse. Prædikenen var nedskrevet fuldt ud og lært udenad, så han kunne holde den uden manuskript. Som landsbypræst prædikede han hver søndag året rundt. Ferier og fridage var ikke opfundet på den tid. Enkelte gange havde han inviteret en gæst som prædikant. Blandt disse kan fra midt i 1820’erne nævnes den kendte grundtvigske præst, J. C. Lindberg364 og den senere biskop i Aarhus, G. P. Brammer365. Rønne havde altså altid mindst to prædikener på beddingen. Dertil kom begravelser og bryllupper. Ud over de allerede omtalte fire prædikener, en høstprædiken (1804), samt tre begravelsesprædikener (1805, 1811 og 1813) har vi ikke overleveret trykte prædikener fra Rønnes hånd før 1819, da han i to bind udgav: „Samling af Prædikener over de til Søndagene og Festerne anordnede Texter, holdne og udgivne til Brug ved Huus-Andagt.“ De to bind var tilegnet: „Lyngbye Menigheds Medlemmer og de flere kjere Tilhørere, som saa ofte glædede mig ved deres Nærværelse i Guds Huus.“ Prædikenerne var opsamlet fra flere år, og de bar præg af, at der var en teologisk udvikling gennem årene (jf. kap 4.1.4). Vi bemærker, at Rønne har ordnet prædikenerne i de to bind, så de starter med nytårsdag og slutter med søndag i julen. Rønne har altså ikke fulgt kirkeåret, som ellers ville være normalt. Næste Prædikensamling udkom 1824. Den var ligeledes i to bind. Denne gang var 1. bind: „Tilegnet min agtværdige, gamle Moder“ og bind 2: Tilegnet: „Dig min kjere Hustrue! Og Eder, Mine elskede Børn.“ Denne gang fulgte Rønne kirkeåret i sin organisering af prædikensamlingen. Ud over de to store prædikensamlinger, udgav Rønne i 1827 en prædiken og to prædikener i 1830 i særtryk. Hertil kommer 13 prædikener i manuskript omfattende perioden 1. søndag i advent 1830 til Sexagesima søndag 1831366. Disse prædikener er samlet af Rønnes søn, N. S. BI BL E R O G T R A K TAT E R

111


Rønne. De foreligger i én maskinskrevet afskrift, indbundet, i Danmissions bibliotek i Hellerup367. Denne udgave er interessant, fordi den viser os Rønnes arbejdsproces, idet vi her kan følge hans arbejde med prædikenen med overstregninger i teksten mm. Desuden bidrog han med en række prædikener, der ikke havde været trykt i andre sammenhænge, i to bind „Kirkelige Leilighedstaler“368 samlet og udgivet af G. P. Brammer. Dertil kommer et stort antal prædikener, der blev holdt i forbindelse med DMS og offentliggjort i enten Dansk Religionsblad eller DMS’s Aarsberetninger. Det bemærkes, at flere af de udgivne prædikener har med markering af reformationens forskellige årsdage at gøre, mens der ikke er overleveret spor – hverken i Dagbog II eller de udgivne prædikener – af 1000 årsfesten for kristendommen i Danmark i 1826. Livet igennem holdt Rønne fast ved den prædikenform, som han havde lært hos biskop Balle i det Homiletisk-Kateketiske Selskab. Han holdt sig til en streng formel retorik, der kan karakteriseres som en klassisk luthersk lære-prædiken, som var let genkendelig for menigheden og var bygget op over en disposition, der kunne se således ud:

1. Indledning, der kort præsenterede dagens tekst 2. Annoncering af de forskellige temaer, som han ville behandle i prædikenen 3. U  dfoldelsen af de enkelte temaer a. U  nderbygget med hyppige skrifthenvisning fra både Det Gamle og Det Nye Testamente b. Delkonklusioner efter hvert afsnit 4. G  entagelsens pædagogik, som f.eks.: a. „Saa mange timelige Glæder….“ b. „Saa mange Sorger….“ c. „Saa mange opfyldte eller fejlslagne Forhaabninger….“ d. „Saa mange Udsigter….“ 5. Opsummering og konklusion 6. Bøn, der var inkluderet i prædikenen. Ofte holdt Rønne en prædiken, der strakte sig over to eller flere søndage. Han angav så i indledningen temaet for serien af prædikener og fortalte, hvordan han ville dele dem, og de følgende søndage indledte han med et kort resume af den/de foregående prædiken(er). Rønnes grundholdning til prædikenen var, at menigheden kom for at blive oplyst om, hvad sand kristendom var. Det var altså folkeoplyseren, der prædikede. Men folkeoplyseren prædikede, for at menigheden skulle tro. Derfor var prædikenens mål altid folkemission. Rønne var inkluderende i sin prædiken. Han prædikede altid for sig selv: „M[ine] T[ilhørere]! Er det da vor Villie, at vorde Guds Børn formedelst Troen paa Jesum Christum, saa lader os med Frimodighed og Glæde træde ind i det begyndte Aar…..“369

112

BI BL E R O G T R A K TAT E R


Troen er hos Rønne ikke teoretisk, men eksistentiel: „Endelig viser Apostlen af Jødernes Eksempel, at det ikke er nok, at vi ere døbte og indviede til Jesu Menighed; men vi skulle besjelede af Kjerlighed til ham, som elskede os først, forsage alle Ting, for at gjøre hans Villie…..“370 Når Rønne talte om at forsage alle ting, så var det inkluderende. Rønne levede hele sit liv et nøjsomt og puritansk liv, og han levede med Paulus som sit forbillede i en livslang stræben efter at være et tro vidne. Det gjaldt i hans arbejde som lærer for de kongelige børn. Det gjaldt i hans folkeoplysende arbejde for bøndernes livsvilkår, i skolesager, i fattigforsorg og i præstearbejde. Og det gjaldt hans sidste store projekt: missionen. I alt hvad han foretog sig var det ønsket om at være en trofast præst, et tro vidne, der drev ham. Rønnes opgør med rationalismen* kan vi bl.a. se i hans prædiken: „Hvad tykkes Eder om Christus? Hvis Søn er han?“371 I prædikens indledning understregede han, at det var vigtigt, at enhver kristen offentlig bekendte, at han ikke skammede sig ved Jesu Kristi evangelium. Rønne henviste til, at farisæerne på Jesu tid ventede en Kristus, en Davids søn, der kunne oprette Israels verdslige rige og understrege farisæernes magt og position. De ønskede ikke en Kristus, der var Guds søn – en Kristus, der både var Gud og menneske. Derfor ville Rønne udfolde prædikens tema i tre afsnit. Først ville han besvare selve spørgsmålet: hvem er Kristus? Dernæst ville han erindre menigheden om dens vigtighed, og endelig komme med nogle kristelige påmindelser. Rønnes enkle svar på det stillede spørgsmål var: „Jesus er Menneskesøn; men han er tillige Guds Søn!“ Til belæg for dette fremførte Rønne en lang række bibelsteder, der skulle vise, at allerede Det Gamle Testamente havde profeteret om Jesus som både menneske og Gud. Rønne holdt sig i dette afsnit tæt til den klassiske kristologi og det oldkirkelige dogme: Kristus er sand Gud og sandt menneske. Længere fremme understregede han med henvisning til missionsbefalingen: „Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden; derfor gaaer bort og lærer alle Folk og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands, og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende! Saa talede han, og vi have seet det, og vi see det endnu, at just der, hvor han forkyndes at være Guds Søn, hvor man vidner, at Gud var i Christus og forligte Verden med sig selv; der er han med sine Tjenere, der gaaer hans Religion frem, der omvendes Slægterne fra Satans Magt til Gud…“ Det hele samlede han sammen i følgende: „Nu forstaae vi, hvorfor han siger: Dette er det evige Liv, at de kjende Dig, den eneste sande Gud og den, Du udsendte, Jesum Christum. – Ja! lyksalige Jesu Tilbeder, som troer, at Menneskesønnen er Guds Søn! Du vandre ikke i Mørket, men haver det Livets Lys; Altsaa en saare vigtig Sag, at Jesus Christus, Menneskesønnen er Guds Søn!“

BI BL E R O G T R A K TAT E R

113


I det sidste afsnit kommer kritikken mod rationalisterne* med følgende bredside: „… vi have oplevet en Tid, hvilken Guds Menighed i disse Verdens-Egne neppe nogensinde forhen oplevede. Vi have oplevet en Tid, paa hvilken selv Nogle, som kalde sig christelige Lærere, ikke i Hemmelighed, som i det egentlige Pavedømmes Tider, men aabenbarligen fornægte deres Frelsers Guddom, og stræbe at gjøre sig selv til Christus, og sige reent ud, at han ikke er den evige Sandhed, men, at Sandheden er i Dem, og de prædike deres gruelige Vildfarelser for den unge ubefæstede Sjæl, og stræbe saaledes at stjæle de Christnes dyrebare Klenodie fra den opvoxende Slægt, og at reise en nye Pavestoel iblandt os, paa hvilken de ville føre Herredømmet over Herrens Arv…“ Prædikenen er holdt ca. to år efter Grundtvigs store opgør med professor H. N. Clausen372, og Rønnes henvisning til „at reise en nye Pavestoel“ kan læses som en polemik mod Clausen.373 Spørgsmålet om Rønnes missionssyn vil blive behandlet i det følgende kapitel.

114

BI BL E R O G T R A K TAT E R


KAPITEL 5

Det Danske Missionsselskab 5.1 Folkemission 5.1.1 Kirken må komme til menigheden

Angående de almindelige hindringer „maae jeg vel her forstaae alt det, som gjør det vanskeligt eller næsten umueligt for dem, der ellers Intet havde derimod, at komme i Guds Huus, for at helligholde Søndagen.“ Således havde Rønne formuleret sig i den ovenfor omtalte besvarelse af Sjællands stifts landemodes opgave i 1817 (se kap. 4.4.4). Til de almindelige hindringer, som Rønne ikke var gået nærmere ind på, var de problemer, som gamle mennesker kunne have ved at bo langt fra kirken, så de havde svært ved rent fysisk at komme til gudstjeneste. Det kom til at stå klart for Rønne, da han den 13. februar 1821 blev kaldt til Taarbæk for at tage en gammel kone til nadver374, som „for sin Skrøbeligheds Skyld i lang Tid havde været borte fra Kirken375.“ Typisk for Rønne nøjedes han ikke blot med at iagttage et problem. Han handlede på det. Når menigheden ikke kunne komme til kirken, måtte kirken komme til menigheden. Når det var et fysisk problem for menigheden eller dele af menigheden at komme til kirken, havde kirken et problem, som den skyldte at løse. Da Rønne den dag i sin vogn kørte hjem fra Taarbæk, funderede han over det problem, han havde iagttaget og hvilke muligheder, han havde for at løse problemet. I hans pressede kalender var der ikke mange ledige stunder, men han fik den tanke, „at jeg burde anvende Søndag Eftermiddag til at læse, forklare og anvende 1 á 2 Capitler af Bibelen og foredrage Noget om Christendommens Fremgang blandt andre Folkeslægter o.d.l. for dem, som i de forskjellige af Sognets Skoler vilde høre mig.“ Det blev indledningen til Rønnes bibellæsninger. Den første fandt sted i Taarbæk den 25. februar 1821 hos den pågældende familie, hvor Rønne havde haft den gamle kone til nadver. For Rønne var der ikke langt fra tanke til handling. Rønne påstår, at han ikke havde forventet, at der ville komme ret mange mennesker til disse bibellæsninger. Heri tog han fejl. Tilstrømningen var så stor, at mange måtte gå forgæves. De kunne ikke komme ind. Rønne var glad. Han gennemgik et par kapitler af Bibelen, og fortalte efterfølgende lidt om „Christendommens Fremgang blandt andre DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

115


Folkeslægter.“ Rønne koblede altså fra første begyndelse bibellæsning sammen med mission i fremmede lande. Hos Rønne var bibelsagen og missionssagen én og samme sag, som man senere benævnte som indre og ydre mission. Eller sagt på en anden måde: mission blandt hedninger begyndte med mission i Danmark. 5.1.2 Rønne får overdraget „Haabet“

Bygningen, som ses til højre i billedet var landstedet Neptunus, som Rønne i marts 1821 fik overdraget af de tidligere ejere, de engelske grosserere Gordon og Watt. Stedet blev indviet den 1. april 1821 af Rønne, og han gav det navnet „Haabet.“ Her stiftedes Det Danske Missionsselskab den 17. juni 1821. Pennetegning af Carl Baagøe 1863. LyngbyTaarbæk Stadsarkiv

116

Efter den første bibellæsning i Taarbæk havde Rønne et positivt problem. Tilstrømningen havde sprængt de fysiske rammer i et privat hjem. Han måtte finde en anden løsning. Han henvendte sig derfor til den lokale kromand for at få hans råd om, hvor forsamlingen fremover kunne mødes. Denne henviste til to engelske grosserer, Watt og Gordon, der havde et lyststed i Taarbæk, som de ikke brugte376. Han mente, at der var gode chancer for, at Rønne kunne låne et lokale til sine bibellæsninger. Da Rønne ikke selv kendte de pågældende englændere, bad han kromanden opsøge dem for at spørge om mulighederne for at låne et lokale. Kort efter vendte kromanden tilbage til Rønne med besked om, at de ikke kunne låne et lokale, da englænderne ønskede at sælge huset. Men de kunne erhverve huset på særdeles favorable vilkår. På den baggrund foreslog kromanden, at de købte stedet, hvilket Rønne kategorisk afviste. Hvorfra skulle de skaffe pengene? Kromanden mente, at folk

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


i Taarbæk var så glade for de påbegyndte bibellæsninger, så de gerne ville bidrage til købet, men Rønne stod fast. Han turde ikke tage det økonomiske ansvar. Men englænderne kunne jo forære dem stedet, konkluderede Rønne. Derfor tog Rønne den 5. marts 1821 selv til København, hvor han opsøgte de to englændere på deres kontor, hvor englænderne gentog, at de ikke kunne låne huset i Taar­ bæk, men de var villige til at sælge det på favorable vilkår. Rønne hævdede, at han ikke var i stand til at købe huset, da han var en fattig landsbypræst, der ikke ejede de nødvendige penge, hvorpå han sagde: „Maaske er det derfor heller Deres Ønske, at forære os det?“ Studsende svarede de: „Nei, Tiderne er ikke længere saadanne, at man kan gjøre saa store Foræringer.“ Jeg: „Dette kan være rigtigt sagt ved de fleste, men dog var der endnu Nogle, som kunne, og dem bør det at gjøre det! De sætte saaledes og Deres Capital paa Rente hos Herren, og tabe aldrig enten Capital eller Rente.“ Jeg tilføjede derefter: „Mine Herrer! De ere Englændere af Fødsel! Jeg maae fortælle Dem, hvad Deres Landsmænd gjøre for Bibel og Christendom … men de afbrøde mig, sigende: „Det kjende vi, da vi selv læse Beretningerne.“ „Nu,“ var mit Svar, „saa maae jeg dog sige Dem, hvad vi foretage os i vore Samlinger: Vi læse et Stykke af Bibelen, forklare og anvende det læste, synge og holde

Gavebrevet på „Haabet“, der indledes med ordene: „Efter af Sognepræsten i Lyngbye for os Undertegnede havde beklaget, at han manglede et Sted i Taarbæk, hvor han kunne holde de af ham begyndte Bibellæsninger, efterdi Fiskernes Boliger ere alt for indskrænkede til at rumme den Mængde som indfinde sig… har vi besluttet … at skjænke det os i Taarbæk … tilhørende Lyst-sted Neptunus…“ – Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

117


Bøn med hinanden.“ … Derpaa vendte Gordon sig til Watt sigende: „Jeg have ingen Grund til at nægte Præsten hans Begjæring.“ Denne svarede: „Jeg ikke heller.“ Begge gave mig Hænderne med disse Ord: „Stedet er Deres, gjør med det, hvad De vil; skriv selv Skjøde eller Gavebrev, det som De behage…“377 Rønne fortæller i sin Dagbog, at han „let som en Yndling“ drog hjem fra København, og hans glæde var så stor, så han nødvendigvis måtte køre omkring sine venner for at fortælle dem den glædelige nyhed.378 5.1.3 Haabets indvielse

Efter at Rønne havde fået tilsagn om, at han kunne erhverve Haabet uden vederlag, gik han i gang med at ordne de nødvendige formaliteter, og den 1. april 1821 kunne han indbyde til den højtidelige indvielse af stedet. I sin indvielsestale fortalte Rønne den store forsamling om, hvorledes han havde fået overdraget huset af de to engelske grosserer, og han understregede, at stedet var givet til at huse de bibellæsninger, som Rønne et par måneder tidligere havde påbegyndt. Han citerede Rom 10,14: „Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?“ Dermed slog han fast, at bibelundervisningens formål var at kalde sognebørnene til tro. Bibelundervisningen var folkemission. Det er første gang, vi oplever, at Rønne så direkte knytter bibellæsningerne sammen med folkemission, og han understregede at: „Dersom Ordet ikke prædikes og høres, saa forsvinder Kundskaben og Troen og Bønnen, Christendommen og Saligheden. Derfor have vi og Skoler for de Yngre og Kirker for de Ældre, Steder, hvor Lærerne skulle prædike for Folket om ham, som Faderen udsendte, for at frelse de Fortabte og gjøre Syndere salige.“379 Rønne henviste til, at der herskede en „Vantroens og Letsindighedens Aand,“ som afholdt flere og flere fra at beskæftige sig med „det Aandelige og Evige.“ Derfor var da også så mange ligegyldige med deres børns kristelige opdragelse, og derfor svigtede så mange menighedens gudstjeneste. Dette havde de verdslige myndigheder overvejet at bekæmpe med tvang, men Rønne troede ikke på tvang i åndelige sager. „Nei, til Viisdom og Salighed vil den fornuftige Skabning ingenlunde tvinges ved menneskelig Magt, men vel kjerligen indbydes og lokkes af den evige Godhed, som fremlyser i Herrens eget Ord.“ Rønne sammenfattede det hele i følgende: „Nu, saa være da ogsaa dette Sted, som Herren selv har skjenket os, i det han ved sin gode Aand rørte de ædle Giveres Hjerter fra denne Dag indviet til hans Ære, og helliget til hans Tjeneste! … Dette, christelige Tilhørere! er vort glade Haab; og derfor kalde vi herefter dette Sted „Haabet“ thi det 118

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


bør, selv ved sit Navn, minde os om, at vi have det urokkelige Haab til Herren, at han, som skjenkede os Midlet, ogsaa vil velsigne det til hans Æres Udbredelse og til Sjelenes Frelse.“ 5.1.4 Bibelsag og mission

Efter at Rønne havde påbegyndt sine bibellæsninger i skolerne i Raadvad, Brede og Virum, samt i Haabet i Taarbæk og i Lyngby kirke, så følte han et behov for at kunne give sine tilhørere noget mere end gennemgangen af de bibelske skrifter. Derfor begyndte han at læse engelske beretninger om missionssagen, for at han kunne fortælle forsamlingerne disse380, og han skriver: „Ved slig Læsning vaktes hos mig den Tanke og Overbeviisning, at en Christen ingenlunde burde forglemme at virke for Missions-Sagen.“

I 1824 restaurerede Taarbæks indbyggere Haabet og skænkede dette skilt, som blev anbragt over indgangsdøren. På tegningen side 116 vil man kunne ane skiltet over døren. Skiltet hænger i dag inde i Taarbæk skole. Foto: Per Falkjær

Disse små efterretninger om missionsvæsenet, som han dels bragte i sine traktater, dels fortalte for deltagerne i bibellæsningerne, vakte tilhørernes interesse, og de spurgte nysgerrigt om at høre mere. „Med den inderligste Glæde kan jeg og tilføie, at de faa Efterretninger af hiin Art, som iblandt os ere bekjendtgjorte, have havt den Virkning, at der i forskjellige Huse og ved passende Leiligheder her i Egnen ere sammenbragte Gaver til Missionsvæsenets Fremme…“ Derved fødtes tanken hos Rønne om, at også i Danmark burde der rejses en „Iver for Missionsvæsenet.“ Derfor udsendte han den 17. april 1821 indbydelse til stiftelse af et missionsselskab. Tidspunktet var fastsat til søndag den 17. juni 1821 kl. 15 i Haabet i Taarbæk.381 Rønne forestillede sig, at ligesom DBS havde fået mange medlemmer i hovedstaden, så ville disse medlemmer også bakke op om et missionsselskab, og han regnede med, at der ville dannes lokale hjælpeselskaber efter Bibelselskabets forbillede. Sådan kom det DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

119


ikke helt til at gå. Selv om der er en del gentagelser i DMS fra DBS, så var der stor forskel i opbakningen til de to selskaber. For at tænde godt op under missionssagen holdt Rønne Store Bededag en meget indtrængende prædiken382, hvor han i vækkelsesstil kaldte menigheden til omvendelse og aktiv medansvarlighed for, at den kristne tro bliver levende for den enkelte. Derfor var forældrene forpligtede på at oplære deres børn i den kristne tro. Derfor havde husfaderen pligt til at holde husandagt og fastholde sin husstand i et fromt levned. Som vi har set, at Rønne i sin pædagogik gik fra det kendte til det ukendte, gør han det også i denne prædiken. Efter at have kaldt sin menighed til omvendelse til en levende tro, så fortsatte han: „Og hvad maae vi ikke føle, naar vi kaste et Blik til de Folkeslægter, som sidde i Dødsmørket, og ikke kjende Menneskeslægtens store Frelser! Endnu hviler Forbandelsen for hans Blod over Israels Børn, endnu tilbeder Tyrken sin falske Prophet, regjeres med et Jernscepter, mishandler sin trælbaarne Qvinde og hader Jordens øvrige Folkeslægter, endnu sælges den arme Neger til Slaverie under en fremmed Himmelegn – endnu kaster Chinas Indvaaner sit Spæde Barn hen for det bidske og graadige Dyr… Disses og Hines jamrende Skrig, og deres fortvivlede Angestraab, og deres gruelige Vee­ klager have … naaet vore Øren og have fyldt vore Sjele med Skræk og Afskye, og de have stundom gjennemboret vore Hjerter med de smerteligste Følelser – og vi kunde have frelst Utallige iblandt dem – frelst dem fra den legemlige og aandelige Nød, dersom vi havde været ivrige for Guds Riges Udbredelse.“ Mindesten foran Taarbæk skole med indskriften: „Den 17de Juni 1821 stiftedes her af Præsten Bone Falck Rønne i Bygningen ‘Haabet’ Det Danske Missionsselskab.“ Foto: Per Falkjær.

120

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


5.2 Det Danske Missionsselskab 5.2.1 Stiftelsen af DMS – 17. juni 1821

Søndag den 17. juni 1821 mødtes „en meget talrig Forsamling“383 i Haabet. Mødet indledtes med, at forsamlingen sang salmen: „Vel os! vi have grundfast Haab,“ der ifølge Rønne skulle være en opmuntring for forsamlingen i forbindelse med den sag, de var samlet om at påbegynde. Derpå talte Rønne til forsamlingen. Han indledte med ordene: „Store, talrige Forsamling! Dog slet ikke større, end jeg forud i Aanden har øinet Dig paa denne Dag, paa dette Sted, i denne vigtige Hensigt! Store, talrige Forsamling! her staaer jeg med den inderligste Glæde, for at tale til Dig….“ Efter at have skildret de vilkår, som 6-800 millioner mennesker levede under i andre religioner, der „sidde i Mørket, og ere derfor baade timelig og aandelig ulykkelige.“ På den baggrund spurgte han: „Men, kunne vi da være Mennesker, end sige Christne, og Medlidenheden skulde ikke røre vore Hjerter? – Kunne vi da ihukomme, at det ikke er givet Menneskene at vorde frelste ved noget andet Navn end ved Jesu Christi Navn?“ Vi noterer os, at for Rønne var missionen motiveret i såvel den timelige som åndelige nød. Mission og diakoni hørte fra begyndelsen sammen i Rønnes missionsforståelse, ligesom vi har set, at fattigforsorg var en diakonal præstetjeneste for Rønne (se kap. 3.4 og kap. 5.4.7). Rønne mindede om, at vi handlede med disse mennesker og købte deres varer, og spurgte derpå, „men skulde vi ikke bringe dem Kundskaber om den eneste sande Gud og den han udsendte, Jesum Christum?... Dog, det er ikke Medlidenhed alene, som her bør tilskynde os; men det er tillige vor guddommelige Frelsers udtrykkelige Fordring, at vi skulle forkynde hans Evangelium for alle Jordens Slægter. – Fra Bjærget, der hvor han stod rede til sin Himmelfart, lyder endnu dette hans sidste Ord til Jorden til os: „Gaaer ud og prædiker Evangelium for alle Kreaturer, og lærer dem at holde alt det, jeg haver budet Eder, og seer! jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende.“ Det er interessant at iagttage, at Rønne her henviser til Jesu afskedsord, men ikke som det senere blev almindeligt at citere missionsbefalingen (Matt 28,18-20), men i en sammenblanding af ordene fra Mark 16,15 og Matt 28,20. Senere vil vi se, at Rønne primært begrunder sit missionssyn i Mark 16,15f. På denne baggrund kom Rønnes kraftige opfordring til forsamlingen om at slutte op om det planlagte missionsselskab med ordene: „Saa undervise, raade, paaminde, trøste den Foresatte sine Undergivne, Faderen sin Søn, den Ældre og Erfarne sin yngre Broder, Vennen sin Ven og Læreren sine Tilhørere! Saaledes arbeide Enhver i eget Hjem, og i det Fædreland, hvor Guds Forsyn satte ham; men derhos glemme Ingen, at der DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

121


endnu, efter Lignelsen, ere Faar af en anden Stie, som ogsaa skulle føres hid, saa der maae vorde een Hjord, som der er een Hyrde! Saa glemme Ingen de Millioner, som endnu sidde i Mørket og sukke efter et Lys, hvilket de ikke kjende. Med Hensyn hertil er det jeg i Dag i Herrens Navn opfordrer de tilstædeværende Christne. Ja! forbarme Eder over hine lidende Brødre og Søstre! Viser, at sand Kjerlighd boer i Eders Hjerter! Lader det til syne, at I troe paa Eders guddommelige Frelser! Adlyder hans Bud! gaaer ud og prædiker hans Evangelium for dem, som ikke have hørt Andet end Dødens og Forbandelsens Dom.“ Rønne sluttede sin tale med: „Danske Medborgere! I som saa ofte viiste Eder ivrige, for at afhjelpe den timelige Nød, viser Eder endnu ivrigere, for at afhjelpe baade den timelige og den aandelige. Ja, lader os see til de Exempler, som næsten alle Europas christnede Folkeslægter og de fra Hedenskabet i andre Verdens Egne nyeligen Omvendte opstille for os, efterfølge dem, stræbe at naae dem og kjæmpe med dem, at vi, som engang vare iblandt de første, medens fjerde Frederik tænkte paa Ostindien og Grønlands Hedninger, ikke skulle være iblandt de Sidste.“ Efter Rønnes tale sang forsamlingen salmen: Jesus, Herre! lad dit Rige Vidt udbredes paa vor Jord! Mørkhed, Vantroe, Laster vige For det lyse Sandheds Ord! Kundskab, Troe og Kierlighed Her os give Fryd og Fred, Til vi skue dig, Forsoner! Hvor du hos din Fader troner!384 5.2.2 De første medlemmer

Hvor stor den „meget talrige Forsamling“ var, får vi ikke at vide, men et vist indtryk kan vi danne os, ved at konstatere, at 63 personer ved stiftelsesmødet tegnede sig som medlemmer og dermed faste bidragydere. Rønne lagde vægt på, at man kunne tegne sig som bidragyder, dels ved at forpligte sig til et årligt beløb, dels ved at påtage sig at have „Sparebøsser, som hensattes i Husene,“ og Rønne understregede, at det i visse tilfælde netop var ønskeligt, at man påtog sig at have en sparebøsse stående, fordi man så kunne lægge sine bidrag i fortløbende, ligesom man kunne opfordre besøgende til også at lægge et beløb i sparebøssen. Sparebøsserne skulle desuden gøre det muligt, at også fattige mennesker kunne være med. Igen og igen understregede Rønne værdien af den fattige enkes skærv. De første medlemmer spændte vidt, socialt set. En stor del var jævne mennesker fra Taar­bæk, blandt hvilke vi finder kromand Clausen, som havde været involveret i erhvervelsen af Haabet samt den familie, hvor Rønne første gang holdt sine bibellæsninger. Derimod er det sparsomt med medlemmer fra Lyngby (ud over Rønnes egen 122

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


familie). Dog bemærker vi os, at Rønnes venner, grev Schulin og konsul F. de Coninck jr. var med. Fra Raadvad var der nogle få, bl.a. gørtlermester L. Eyermann385. Fra København lægger vi mærke til professor Jens Møller, derimod er ingen af de kendte fra Brødremenigheden til stede ved det stiftende møde. De kom først senere. „Saaledes er Sennepskornet kastet i Jorden; men vi have den glade Forvisning, at den Gud, som giver Væxten, skal lade det her, som i andre Verdens Riger, opvoxe til et stort Træe, der fylder Grene og indbyde utallige til Vederqvægelse under sin Skygge.“ Rønne fik ret i, at sennepskornet voksede til et stort træ: Danmission, der er efterfølgeren af Det Danske Missionsselskab, er i dag landets største missionsselskab.

Ved stiftelsesmødet blev tobaksspinder Siegumfeldt386 og bogbinder Falck387 i København udpeget til, at københavnere hos dem kunne melde sig som medlemmer og bidragydere. 5.2.3 Offentlighed og myndigheder

„Det er sagt, at Foreningen er grundlagt; dog er den endnu ikke organiseret. Dertil var Trængselen d. 17de for stor og Samlingen for meget blandet, saa at det vilde medført megen Vanskelighed roeligen at vælge Embedsmænd eller nedskrive de Love, som man tænkte at følge.“388 Sagt med andre ord, så fandt man det ikke formålstjeneligt at lave brain storm i forsamlingen om det nye missionsselskabs organisering og love. Hen over sommeren gik et lille udvalg i gang med at forberede et kommende møde, hvor man kunne fremlægge en organisationsplan samt forslag til love. DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

DMS’s første protokol 18211833, RA, hvor Rønne skrev følgende: „I Guds og Jesu Navn stiftedes d. 17 Junii 1821 et Missions-Selskab, hvorom Tractat-Selskabet No. XI giver udførligere Efterretning, og hvorom saa i denne Protocol, Tid efter anden agtes meddelet Hoved-Momenterne af Selskabets Forhandlinger og Fremgang.“ Foto: Harald Nielsen

123


Fredagen efter stiftelsesmødet i Taarbæk aflagde biskop Münter besøg i sognet for at visitere i kirke og skoler389. Af visitatsbogen fremgår, at han var særdeles tilfreds med, hvad han her blev præsenteret for: „1821 D. 22 Junii visiterede jeg i Lyngbye Kirke og fandt en talrig ypperlig oplyst Ungdom. Gud velsigne fremdeles den verdige Lærers Bestræbelser. Det var en Glæde at visitere i Lyngbye Kirke. Ungdommen var denne Gang meget bedre end forrige Gang... Herr Rønne prædikede over Philipp IV 4: Glæd Eder altid i Herren. Meget passende. Hans Katechisation er fri og i alle Maader god. ....Kirken, Præstegdn., Have er forbilledligen, alting i god Stand og Orden…“ Over for offentligheden orienterede Rønne om stiftelsen af DMS i sit skrift nr. XI fra Traktatselskabet, der senere udkom i bogform som Samling af evangeliske Fortællinger mm. Det er dette skrift, der ligger til grund for denne fremstilling. Den 23. juli skrev Rønne til Missionskollegiet390 for at orientere om dannelsen af missionsselskabet og tilbyde sin støtte til missionen i Grønland391. Missionskollegiets392 protokol refererer Rønnes brev393, der noterer, at ved Rønnes foranstaltning er dannet en „Missions Forening… I Taarbek den 17 May….“394 Videre meddeler protokollen, at det stiftende møde havde besluttet, at man skulle samarbejde med „det Baseler Missions Selskab…“395 Det betød, at missionsselskabet ikke ville oprette sin egen missionsskole, men sende sine kandidater, „som ville gaae Missionair-Veien, uden at rejse til Grønland…“ til Basel for dér at „dannes til sin store vigtige Bestemmelse, og nyde det Danske Selskabs Understøttelse….“ Desuden ville selskabet „hvis det maatte ønskes, med Glæde komme den Grønlandske Missions-Indretning til Hjælp…“ Rønne turde ikke på selskabets vegne love, at man kunne finansiere alle udgifter vedr. en missionær i Grønland, men foreslog at støtte en af de grønlandske missionærer gennem Missionskollegiet. Det fremgår af protokollen, at biskop Fabricius396 foreslog, at selskabet kunne finansiere en missionær i Frederikshåb, men det fandt det øvrige kollegium for vidtløftigt, og ved sit møde den 6. august 1821 konkluderede kollegiets medlemmer følgende: „Saa rosværdig Hensigten med det her oprettede Selskab end er, synes det dog betænkeligt for et kongeligt Collegium at indlade sig med et privat Institut, der synes at ville gribe ind i Collegiets Virksomhed, forinden man nærmere kjender Planen, hvorefter Instituttet skal virke, og de Midler, hvormed det kan virke, samt hvordan Instituttet, og dets Virken til dets Formaal maa paa en eller anden maade sanktioneres eller autoriseres med Hans Majestæt Kongens Bifald. Det som endvidere forøger Betænkelighederne er, at Selskabets Hoved Bestyrere erklærer at, man agter at virke i Forening med det Baseler Missions Selskab, hvorimod det danske, af Danmarks Konge stiftede Missions Collegium med tilhørende Underviisnings Anstalt befandtes kun en Bisag, man kan ofre en Gave, naar det behøves. Det synes ikke passende for et Kongens Collegium at modtage saadanne Gaver, og end neppe at formode, at Hans Majestæt vilde bifalde, at hans Embedsmænd tillade sig det. 124

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


Paa Grund heraf kan Collegiet ikke modtage det givne Tilbud.“ Denne beslutning blev meddelt Rønne i brev af 12. oktober 1821. I Missionskollegiets afvisning bemærker vi os to forhold: 1) Man mener for det første ikke, at kunne samarbejde med „et privat Institut, der synes at ville gribe ind i Collegiets Virksomhed,“ før man kendte mere til dette selskabs formål, arbejdsplan og økonomiske stabilitet. 2) For det andet måtte selskabet autoriseres af kongen, før Missionskollegiet kunne forholde sig til et evt. samarbejde. Det var altså først og fremmest en afvisning, der skyldtes usikkerhed om, hvorvidt DMS var en døgnflue, eller det ville kunne løfte opgaven. Det var ikke en principiel afvisning af at samarbejde med „et privat Institut,“ hvilket Missionskollegiet da også allerede gjorde i Grønland med Brødremenigheden. Rønne ønskede ikke, at DMS skulle arbejde for at få kongelig autorisation ligesom DBS397. I modsætning til de øvrige i bestyrelsen, forudså Rønne – kan det være på baggrund af hans nære forbindelse til prins Christian Frederik? – at man ikke ville kunne opnå kongelig autorisation, hvorfor han heller ikke mente, at man skulle ansøge kongen, fordi et afslag ville kunne skade sagen. Alligevel foranledigede nogle i bestyrelsen398 en henvendelse uden om Rønne til chefen for Danske Kancelli, A. S. Ørsted399, der indkaldte Rønne til et møde, hvor han lod ham vide, at man „ikke kunne vente andet end et Afslag.“ Da Rønne meddelte den øvrige bestyrelse dette, stillede den sig tilfreds, og først efter Rønnes død blev sagen igen åbnet i 1834 af Rønnes efterfølger, grev F. A. Holstein. Uden resultat. Missionskollegiets anden afvisning kan se ud til at have en lidt fornærmet karakter. Man henviser til DMS’s beslutning om ikke selv at etablere en missionsskole, men samarbejde med Basel Missions Institut (altså en missionsskole), der var grundlangt 1815 af bl.a. K. Steinkopf, som Rønne kendte fra BFBS (se kap. 4.1.3). Men i Missionskollegiet fejllæste man denne oplysning, som om DMS prioriterede samarbejdet med Basel frem for Missionskollegiet. Det gjorde man ikke. Tværtimod. Man stillede sig til rådighed for missionen i Grønland som det første, og forudså, at hvis der meldte sig missionærkandidater til at rejse andre steder hen end Grønland, ville man lade dem uddanne i Basel frem for at bekoste en dyr uddannelse i Danmark. At Rønne læste denne afvisning som en fornærmet holdning hos Missionskollegiet fremgår af hans Dagbog400, hvor han skriver: „Iøvrigt viiste det meget snart, at Selskabet ikke burde gjøre nogen Regning paa de Mægtiges og Lærdes Bistand. I Anledning af en Yttring fra vor Side401, om at komme den Grønlandske Miss. til Hjælp, hvilken kuns var udtrykt i en af de første Beretninger, tilskrev det Kongl. Miss. Collegium os, at Samme ikke seer at Kongl. Cl. kunde overtage Bidrag fra et privat Selskab.“ Denne oplysning er skrevet væsentlig senere end 1821 – formodentlig i 1832 – og bærer præg af den modstand, Rønne oplevede i de følgende år. DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

125


5.2.4 Frygt ikke! Troe ikkun!

Da man mødtes den 2. september 1821 i Haabet i Taarbæk til det andet stiftende møde i DMS, var medlemskredsen vokset til 84 personer, hovedsageligt folk fra København. Blandt disse nye medlemmer finder vi kateket H. Egge402 fra den tyske menighed på Christianshavn. Han var en af Grundtvigs tidligste tilhængere og blev brobygger til de unge grundtvigske præster, der kom til at præge DMS de næste 40 år. Desuden kunne forsamlingen glæde sig over opbakning fra dronning Marie403, der i brev af 3. august 1821 havde sendt Rønne sin tilslutning til sagen.

DMS’s første protokol 1821-1833, RA, hvor Rønne skrev følgende: „1821. D: 2 Sept: blev Selskabet organiseret og vedtog Lovene, som findes i Tract. Selskabets No. XIII m.v. Mange, endog nogle Bedretænkende yttrede Frygt for, at Sagen ikke endnu kunde have Fremgang iblandt os. – I Troe til Gud, som kan giøre langt mere, end vi bede og forstaa, ere vi derimod overbeviiste om en herlig Fremgang. Vor almægtige Frelser er med os alle Dage indtil Verdens Ende. Frygt ikke! Troe ikkun! B. F. Rønne.“ Foto: Harald Nielsen

126

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


Ved mødet den 2. september vedtog forsamlingen lovene for DMS (se bilag 1). I den første paragraf udtaltes håbet om, at „Medborgere, fra Danmarks forskjellige Egne, ville tiltræde Foreningen, [der] kalder sig, i dette Haab: Det danske Missions-Selskab.“ Selv om man i den første indbydelse havde tilkendegivet, at man forventede, at København skulle være selskabets „Middelpunkt“ ligesom bibelselskabet, så vaklede man ikke her ved at kalde selskabet „Det danske Missions-Selskab.“ Der var ikke tale om et støtteselskab til et evt. senere stiftet selskab i København. Dette var det danske missionsselskab, stiftet af danske kristne til på den danske menigheds vegne at løfte missionsopgaven. Når man havde denne ambition, kan det virke påfaldende, at ud over Rønne, hans søn C. F. Rønne, professor Jens Møller, kateket Egge samt en stud. theol. Ingerslev405, var der ingen præster eller teologer i medlemskredsen ved de to stiftende møder. Præsterne kom først langsomt til senere. Selskabets formål blev formuleret til „at virke til Christendommens Udbredelse blandt vilde og barbariske Folkeslægter.“ Dermed udtrykte man sig i tidens civilisationsforståelse, der opfattede Europa og Nordamerika som civilisationens hjemsted og kristendommen som civilisationens udtryksform, mens andre steder og religioner – jf. argumentationen i indbydelsen til missionsselskabet – var uciviliserede og barbariske. Selskabets bestyrelse skulle bestå af 6-8 medlemmer, heraf en formand, en sekretær og en kasserer. Medlem var alle personer, der ydede økonomisk bidrag – stort eller lille – til selskabet. Personer, der gav mindst 1 Rigsdaler, havde stemmeret ved selskabets årlige møder, hvor selskabets anliggender blev vedtaget ved almindelig stemmeflerhed. På den måde markerede DMS sig som samfundsmæssigt moderne med demokratiske afgørelser lang tid før demokratiet blev indført i Danmark som styreform. Lovene foregreb, at der kunne – i lighed med bibelselskabet – dannes hjælpeforeninger rundt om i landet til støtte for den samlede danske missionsindsats. Ved mødet valgte man fem medlemmer til bestyrelsen, idet man dispenserede fra lovene med den begrundelse, at så længe selskabet ikke havde flere medlemmer, var det ikke nødvendigt med flere bestyrelsesmedlemmer. De fem bestyrelsesmedlemmer var tre fra København: konsul Hjorthøi406, (sekretær), tobakspinder Siegumfeldt (kasserer), kateket Egge, og to fra „Landet“ (dvs. Lyngby): grev Schulin og Rønne. Vi bemærker, at Rønne ikke markeres som formand. Han blev aldrig formelt valgt som formand, men blev betragtet som sådan og virkede som sådan til sin død. Af DMS’s protokol fremgår, at der var en diskussion om arbejdssynet. „Mange, endog nogle Bedretænkende yttrede Frygt for, at Sagen ikke endnu kunde have Fremgang iblandt os. – I Troe til Gud, som kan gjøre langt mere, end vi bede og forstaa, ere vi derimod overbeviiste om en herlig Fremgang. Vor almægtige Frelser er med os alle Dage indtil Verdens Ende. Frygt ikke! Troe ikkun!“ Men Rønne stod fast. Dette selskab skulle ikke blot være en sogneforening for Lyngby – som bibelselskabet – men det skulle være DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

127


den danske kirkes missionsindsats. Han havde i sommeren 1821 været inviteret med til et bestyrelsesmøde i DBS, hvor der var besøg af to af de fremtrædende skikkelser i BFBS og i dette møde, var han blevet overbevist om, at man i sager vedrørende mission ikke skulle være forsigtig, men handle i tro på, at Gud ville sagen. Så skulle de nødvendige penge nok komme. Derfor blev hans motto: „Frygt ikke! Troe ikkun!“ (Luk 8,50) – et motto, som DMS beholdt helt frem til sammenlægningen til Danmission i 2000.

5.3 Tilslutningen til DMS 5.3.1 Begyndende tilslutning til DMS

Allerede i sommeren 1821 opsøgte sognepræst Rasmus Lassen407 fra Kværndrup på Fyn Rønne408. Han havde hørt om det nye missionsselskab og ønskede, at Rønne skulle komme til Fyn for at fortælle om DMS og besøge en række præster, der var positive for tanken – formodentlig den omtalte gruppe præster, der stod bag det tidligere fynske traktatselskab. Rønne afviste i første omgang denne invitation, men efter gentagne henvendelser fra Rasmus Lassen, besluttede Rønne sig for at tage imod indbydelsen i 1822. Inden Rønne rejste til Fyn, fik DMS’s kasserer i december 1821 et interessant brev fra Kerteminde. Det var afsendt af Rasmus Klink409 og „yttrede i sit og Fleres Navn den hjerteligste Glæde over, at man her havde oprettet et Missionsselskab, samt tilsagde os, at der fra hiin fyenske Stad og dens Omegn sikkerligen vilde indsende Bidrag, saavidt Evner tillod saadant.“410 Dermed blev der knyttet en forbindelse mellem DMS og den østfynske vækkelse og den første af DMS’s filialforeninger var en realitet. Forbindelsen til vækkelsesfolkene i Kerteminde skulle også komme til at få negativ betydning for DMS. Vækkelsen i Kerteminde havde nemlig sine fjender. Det var sognepræsten, professor Andresen411 og stiftets biskop Frederik Plum. Begge havde tidligere været Rønne venligt stemt. Professor Andresen var en af de pædagoger, som Rønne havde rådført sig med, da han udgav Uskyldigt Tidsfordriv III, og Plum havde rost Rønne i høje toner for hans skolearbejde (se kap. 2.4.2), ligesom han i 1807 var kommet Rønne til undsætning ved modstanden mod ham i forbindelse med Englandskrigen (se kap. 3.8.4). I januar 1822 foranledigede disse to øvrighedspersoner en retssag mod en af den østfynske vækkelses ledere, Kristen Madsen412, der anklagedes for at overtræde konventikelplakaten af 13. januar 1741. Ved retssagens begyndelse var Kristen Madsen blevet spurgt af anklageren, om „Sekten holdt Udsendinge blandt Hedningerne.“413 Hertil svarede Kristen Madsen nej, og tilføjede så, at efter „Sognepræsten i Lyngby, B. F. Rønnes Opfordring skete der ganske vist Indsamlinger blandt dem efter enhvers Evne og Behag, til Missionærer, som Regeringen udsendte for at omvende Hedninger.“ I juni og juli 1822 rejste Rønne til Fyn. I Nyborg blev han modtaget af Rasmus Lassen, der fragtede ham rundt til en række præster, der lovede at støtte missionen ved at op128

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


sætte missionsbøsser i deres kirker. Under rejsen aflagde Rønne også besøg hos biskop Plum, hans gamle ven, for at stemme ham venligt over for missionen, og dengang „gav han ikke ringeste Vink om, at jeg efter hans Mening helst burde lade den Sag fare.“414 Den 19. oktober 1822 udstedte Danske Kancelli efter henvendelse fra samme biskop Plum en plakat415, der forbød „at der anstilles Collekter eller udsættes Bækkener for Kirkedørene uden i de Tilfælde, hvor enten en almindelig Anordning eller en speciel kgl. Bevilling hiemler saadan Indsamling … saaledes kan heller ikke … tilstedes Præsterne fra Prædikestolene at opfordre Menigheden til Gaver til en vis bestemt Person eller Indretning, være sig indlændisk eller udlændisk.“416 Dermed faldt de fleste af de fynske præster fra. De skulle ikke have en konflikt med deres biskop. Kancelliets plakat satte en stopper for indsamlingsbøsser og kollekter i kirkerne. Men den satte ikke en stopper for Rønnes kreativitet. Når man ikke måtte indsamle penge i kirkerne, så måtte Rønne finde en anden måde at rejse penge til missionssagen. Løsningen blev at lade trykke sangark med de salmer, der skulle synges ved DMS’s store møder og gudstjenester. Allerede i 1823 forelå det første af disse salmeark, som solgtes ved indgangen til gudstjenesten, og det var ganske betragtelige beløb, der i den anledning kom ind. I Dansk Religionsblad og senere Dansk Missionsblad meddeltes det løbende, hvor mange penge salget af salmeark havde givet, hvilket ofte blev mere end 100 Rbd. ved en enkelt gudstjeneste. Dermed skabtes der en tradition i Danmark for at skrive missionssalmer. Den flittigste i de første år var Rønnes søn, C. F. Rønne, men også H. A. Timm417, grev Holstein, og senere Grundtvig, Oldenburg418, Fr. Hammerich419 og Th. Løgstrup420 bidrog. 5.3.2 Det første store møde i København

I lovenes paragraf 7 havde stifterne formuleret, at „Et aarligt, høitideligt Møde holdes enten d. 17de Junii, eller saa nær ved denne Tid, som mueligt.“ Denne tradition med at markere DMS’s fødselsdag blev fastholdt indtil sammenlægningen til Danmission i 2000. I Rønnes tid blev DMS’s fødselsdag fejret i Lyngby i samarbejde med Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn. I januar 1822 besluttede bestyrelsen sig for at træde frem for en større offentlighed. For at tilfredsstille de københavnske medlemmer, at de ikke skulle rejse så langt væk som til Lyngby, blev det besluttet at holde mødet i København. Men hvor skulle man holde mødet? Selv om stifterne opfattede sig som den danske kirkes missionsarbejde, så var der ingen af de københavnske præster, der var villige til at åbne deres kirker for Rønne og hans mission. Da viste en ny mulighed sig: Brødremenigheden. Som nævnt havde Rønne ikke personligt kendskab til Brødremenigheden i Stormgade. Men de havde en sal, der kunne rumme 600 personer. Derfor henvendte Rønne sig til forstander Reuss for Brødremenigheden og bad om lov til at afholde mødet i dette lokale. „Det gjorde et ganske egenartet Indtryk paa mig at se en saadan Forhandling DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

129


foranstaltet paa vor Sal af en nærboende Præst, hvem vi hidtil har været ganske ukendt for. Det nye ved Sagen rørte mig ligesaa meget som det store Øiemed, og jeg overlod mig gærne til en Anelse om en skøn Frugt af denne Udsæd fra en Mand, hvem man maaske allermindst blandt hans Embedsbrødre skulde have tiltroet, at han skulde blive den første, der paa denne Maade vilde vise sig virksom for Jesu Riges Udbredelse,“421 skrev Reuss til en ven. Den 21. januar 1822 mødtes en forsamling på omkring 500 personer af begge køn til det første store møde i DMS. Blandt mødedeltagerne var der adskillige „Standspersoner“ og mange unge studerende. Rønne holdt først en tale (prædiken) ud fra Jesu ord: „Ild er jeg kommen at kaste på jorden,“ der glædede forstander Reuss, ikke mindst, at Rønne huskede at minde om, at Jan Hus422 og Brødremenigheden havde været med til at holde den hellige ild ved lige. Ved mødet kunne Rønne oplyse, at DMS nu havde 150 medlemmer samt en del personer, der ønskede at støtte DMS anonymt. Blandt de nye medlemmer var Søren Kierkegaards423 far, hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard, kongelig konfessionarius Liebenberg og balletmester August Bournonville.424 Rønne kunne ved mødet oplyse at DMS havde haft ca. 480 Rbd. i indtægt siden stiftelsen425, og forsamlingen skulle tage stilling til, hvorledes den disponible kapital skulle anvendes. På bestyrelsens vegne forslog Rønne tre formål426: 1. Det første formål var støtte til en ny oversættelse og trykning af Det Gamle Testamente med 150 Rbd., et arbejde, som DBS allerede havde foranlediget sat i værk, men som trængte til finansiering. Rønne begrundede dette formål således: „Da [det] nu ikke alene især maae anses som et Missions-Foretagende, at skaffe Hedninger, og de fra Hedenskaben nyeligen Omvendte til Herrens Ord, men Grønlænderne tillige staae under Danner-Kongens Scepter, og just begjere Hjelpen paa en Tid, da vort Selskab kan begynde sin Virksomhed, troe vi at Herren her tilraader os: Gaaer didhen med Eders Gaver…“427 2. Det andet forslag var at skaffe og sende „et tilstrækkeligt Antal Exemplarer af den lille Børnebibel“ til Grønland. Også dette forslag støttedes med 150 Rbd. 3. Det tredje forslag kan opfattes som Rønnes elegante „tak for sidst“ til Missionskollegiet, der havde afvist at samarbejde med DMS om en fjerde missionsstation i Grønland. „Og, da det Høi-Kongl. Missions-Collegium, uden noget Bidrag fra vort Selskab, selv vil bestride alle Udgivterne ved de, for den Danske Regjerings Regning anlagte Missions-Stationer, formenes det særdeles passende, for det 3die: at understøtte den 4de Station, som er begjert anlagt af Brødremenigheden, der vist med Velvillie vil modtage dette lidet Kjerligheds-Offer…“ Dette forslag støttedes med 200 Rbd. Samtidig med, at Rønne hermed sendte en finte til Missionskollegiet, sendte han ligeledes en tak til Brødremenigheden, der – i modsætning til statskirkens præster – åbnede deres hus for DMS. Dermed indledtes et mangeårigt nært og fortroligt samarbejde mellem Brødremenigheden og DMS om Grønland. 130

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


5.3.3 Grønland

Grønland blev DMS’s første missionsmark. De første år bestod indsatsen i formidling af Bibler og børnebibler. Efter nogle år udvidedes det til også at omfatte uddannelse af grønlandske kateketer (hvad man i moderne mission kalder: kapacitetsopbygning). I 1825 besluttede man at indsamle midler til opførelse af en kirke i Julianehaab428. Til dette formål fik Rønne fra en ven i England kendskab til en indsamlingsmetode, som bestod i, at menighedernes damer syede og forærede værdifulde håndarbejder, der så senere kunne sælges til fordel for sagen, og den 29. oktober 1827429 afholdt DMS i København Danmarks første basar, der blev støttet af kongen og dronningen samt flere af hoffets medlemmer. Basaren indbragte ifølge Rønne mellem 1.400 og 1.500 Rbd.430 – et ganske betragteligt beløb. Dermed var indført en arbejdsform, der senere skulle blive en særdeles vigtig indtægtskilde og arbejdsform for DMS.

„Det har allernaadigst behaget Deres Majestæter, Kongen og Dronningen, hver at tilstille Udgiveren 100 Rbdlr., i Anledning af Udstillingen for den grønlandske Kirke. Saa har det og behaget Hr. Major, Divisions-Adjudant, Kammerjunker Hagemann, at sende 50 Rbdlr. i samme Anledning. Den Vanskelighed, som i Foraaret mødte i Henseende til den grønlandske Kirkes Overførelse, har da, ved Guds naadige Styrelse, været et saare vigtigt Middel til at fremme Missions-Sagen i Danmark, og skjenker deres Venner mange skjønne Glæder, for hvilke vi prise Herrens hellige Navn.“ Rønne i DRB, 1827, p. 368

Der indkom mange værdifulde håndarbejder til denne basar, og da Rønne i sommeren 1827 foretog en større rejse, kunne han med glæde fortælle, at han rundt omkring „modtog flere ædle Danneqvinders frivillige Tilbud om at indsende Bidrag af Haandarbejder til Hjælp for den grønlandske Kirkes Overførelse.“ Da han udtrykte skepsis over for en ung pige, om hendes optimisme for sagen ville kunne indfries, svarede hun: „…at de, der kunde frygte Sligt, maatte kuns kjende Lidt til den Velvillie, som Kjønnet, saavidt hun kjendte sine Medsøstre, følte for Religionens Udbredelse…“431 Kirken kom til at volde DMS store problemer. Først afviste Missionskollegiet at lade DMS fragte en kirke til Grønland på et af statens skibe, men efter at kong Frederik VI personligt havde interveneret i sagen432, fik DMS tilladelse til selv at leje et skib og fragte kirken, der var fremstillet i Danmark, til Grønland. Men under fragten strandede skibet, og kirken drev i land ved Frederikshaab. Her kom den til at ligge længe og vente på at komme videre, og det kom til at koste DMS lige så meget at bjærge skibet fra strandingen til Julianehaab, som det oprindeligt havde kostet at bygge kirken og fragte den til Grønland. Først den 29. juli 1832 blev kirken indviet.

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

131


Grønland blev DMS’s første missionsmark. I 1825 besluttede man at indsamle midler til opførelse af en kirke i Julianehåb. Kirken kom til at volde DMS store problemer. Skibet, der fragtede kirken til Grønland, forliste, og kirken drev i land. Det blev en meget dyr affære at få den fragtet det sidste stykke vej og samlet, og først den 29. juli 1832 blev kirken indviet. DMS sluttede sit engagement i Grønland i 1908. Danmissions fotoarkiv

I 1824433 meldte en ung mand, Christian C. Østergaard434 sig som missionær. Hans uddannelse blev betalt af DMS, og han blev undervist af magister Jacob Christian Lindberg, der dengang var lærer på Metropolitanskolen. Efter teologisk embedseksamen kunne han 1833 udsendes til tjeneste i Grønland. Gennem Lindberg knyttede Østergaard kontakt til den unge grundtvigske generation af præster. DMS’s hjælpeforening i grevskabet Holsteinsborg bevirkede, at DMS allerede i 1820’erne engagerede sig i uddannelsen af grønlandske kateketer. Gennem Dansk Religionsblad, som Rønne udgav fra 1825 til sin død, fik medlemmerne løbende en grundig orientering om Grønland ved breve til og fra danske missionærer i Grønland. DMS sluttede sit engagement i Grønland i 1908435

5.4 DMS bliver landsdækkende 5.4.1 Rejsen 1823 - konflikt med biskop Plum

Under Rønnes rejse til Fyn i 1822 havde han fået en opfordring436 om at fortsætte rejsen til hertugdømmet Slesvig, men tiden forhindrede ham i at efterleve dette ønske. Men året efter rejste han imidlertid på ny. Første mål på rejsen i 1823 var Holsteinborg. Grev Holstein havde allerede i 1822 meldt sig ind i DMS, og i et julebrev samme år til Rønne, havde greven skrevet angående plakaten af 19. oktober 1822 imod indsamlinger og udtrykt: „Men ilde er det dog, at et saadant offentligt Skridt er skeet, baade imod Bibel Selskaberne og imod Missions Selskaberne; … og det [er] ogsaa meget vort Ønske, at det paa en offentlig Maade blev udtalt, at ville Collectering til Bibel Selskaberne og til Missionsvæsenet være tilladt, og en Christelig Regjering burde sandelig gjøre mere, end blot tillade den. Jeg finder at den Anordning i flere Henseender er en Plet paa vores Regjering….“437 I samme brev havde 132

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


greven fortalt, at en del af egnes præster havde returneret indsamlingsbøsserne, og flere „var lunkne“ og kun på grund af deres forhold til greven, undlod de at returnere bøsserne. Nu ønskede Rønne at tale med greven om en yderligere indsats i missionen. Skønt grevens positive indstilling til missionen, måtte Rønne vente til 1827, før der blev oprettet et hjælpeselskab på Holsteinsborg – i øvrigt under tilstedeværelse af Rønne438. Derfra gik turen til Fyn, hvor han igen gjorde ophold i Kværndrup hos pastor Rasmus Lassen. Videre gik turen til Haarslev, hvor han besøgte pastor Rasmus Balslev. Begge præster satte Rønne i forbindelse med en række af deres nabopræster, der lovede at arbejde for missionen. Rønnes ophold på Fyn blev omtalt i Fyens Adresseavis439, der kunne fortælle, at „Missionsvæsenet har nu ogsaa udbredt sig til Fyen, hvor Hr. Pastor Rønne fra Lyngby paa Missionsselskabets Vegne i denne Tid rejser omkring og lader indrette Missionsbøsser, som alt er anskaffede af mange Præster og ophænges i Forstuen med en trykt Opfordring ved Siden. Bemældte Bøsser er (efter Forskriften til Blikkenslageren) firkantede til to Laase og sort lakerede med hvide Bogstaver og følgende Paaskrifter: 1ste Side: Missionsbøsse for N. N. Sogn, 2den Side: En Skærv til Hedningers, Tyrkers og Jøders Omvendelse, 3die Side: Tilkomme dit Rige, 4de Side: En glad Giver har Gud kjær, 2 Kor. 9,7.“ Der er meget, der tyder på, at såvel avisen som biskoppen har sammenknyttet Rønnes rejse og agitation for DMS med lægfolkets vækkelse i Kerteminde og omegn, og at dette har været med til at forbitre biskoppen, som indsendte en klage til Danske Kancelli, hvori han bl.a. skrev: „Jeg har erkyndiget mig om Sagen og befinder, at Hr. Pastor Rønne ved at henvende sig til nogle gejstlige, som betragtede denne Sag ensidigt, har forskaffet sine Missionsbøsser Indgang. Ideen er aldeles methodistisk, af samme Art som ogsaa hans her til Udsalg henlagte Traktatskrifter … Da tænkende Mænd har overbevist sig om, at der ved det hele evangeliske Missionsvæsen udrettes lidet eller intet til Jesu sande Læres og Evangeliets Udbredelse440 – da det synes upassende, at Danmark med sine indskrænkede Midler til at forskaffe Skolelærere for sine indfødte tilstrækkeligt Udkomme, skal betale Lærere i andre Verdensdele for at undervise og døbe Mennesker, som førend de kaldtes Kristne, var Bærmen af Hedninger, og efter at de ophørte at kaldes Hedninger, blev Bundfaldet af Kristne … og det altsaa er vor Lovgivnings Mening, at det for Protestantismen uværdige og stedse upolitiske Proselytmageri ikke skal finde Sted – og da Hr. Pastor Rønne desuden ikke vides at være autoriseret til at virke for Jøders og Hedningers Omvendelse i fremmed Stift – saa indstiller jeg ærbødigst, at han ved sin Biskop maatte formaaes til at indskrænke sin Virksomhed i denne Henseende.“441 Biskoppen havde ganske rigtigt forstået, at såvel missionsvæsenet som bibelsagen var tværkirkelig i dens oprindelse fra England, mens den i Danmark alene var en sag, der DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

133


udviklede sig inden for den evangelisk-lutherske statskirke. Men rationalisten* Plum oplevede, at de nye vinde, der blæste i kirken efter 1807 truede hans skolesag, hvis man flyttede midler til missionssagen, idet den fattige landalmue efter hans begreber ikke kunne få råd til både at vedligeholde skolerne og betale til missionen. Kancelliet videresendte klagen til Rønnes biskop, Münter, med hvem Rønne generelt havde et godt forhold. I Rønnes erklæring af 2. oktober 1823 redegjorde han stilfærdig for missionssagen og sine rejser, som var foretaget efter invitation fra Fyn og på værternes bekostning. Han understregede, at det var efter Jesu befaling, at han arbejdede for missionssagen, hvorefter han fortsatte: „Men da jeg nu lever i et kristent Land, hvor Jesu Bud offentligen antages og hyldes som Guds Bud, hvor Religionslæreren selv af Landets Regjering ved Ed forpligtes til at lære og lyde Jesu Forskrifter, hvor hele Rigets Lov er bygget paa Jesu Ord, hvor det hedder D.L. [Danske Lov] 2-4-12: ‘Præsterne skal al Tid slutte med Bøn til Gud for Ordets frie Fremgang …’ samt 2-11-1 ‘…at deres Liv og Lærdom (følgelig ogsaa deres Liv og offentlige Bønner) skal svare til hinanden…,’ i et Land, hvor de offentlige Lærebøger og Andagtsbøger lærer os at bede: Komme dit Rige, hvor og Ritualet paalægger os ved ethvert Barns Daab at forny Erindringen om hans Bud: Lærer og døber alle i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, i et Land, hvor Folkets Fader, fjerde Frederik, var den første protestantiske Konge, som lagde Haanden paa et Missionsværk, hvilket sjette Frederik endnu fortsætter, og endelig i et Land, hvor Bibelselskaber yndes, fremmes og understøttes af høje og lave, der bør jeg ikke vente andet, end at Regjering og Folk, lærde og ulærde og især alle Kirkens Tjenere vil bede af inderste Hjærte for Sagens Fremme og lovprise Gud for ethvert nok saa lidet Foretagende, som han velsigner…“ Rønne var af den opfattelse, at han handlede i overensstemmelse med den pligt, som Gud og kongen havde pålagt ham, ligesom han heller ikke mente at have overtrådt plakaten af 19. oktober 1822, „… da der efter min Opfordring hverken udsattes Bækkener ved Kirkedørene, ej heller nogen Steds ombares Tavler, Bøsser eller Kollektbøger…“ Biskop Münter indsendte Rønnes erklæring til Danske Kancelli sammen med sin egen indstilling, hvori han bl.a. skrev: „… at Hr. Rønne ingenlunde har haft den Hensigt med sin Fremfærd at overtræde eller eludere den seneste kongelige Anordning af 19de October f.A., men at han, besjælet af en varm, skjønt mindre betænksom Iver for Missionsvæsenet, har søgt at indsamle aldeles frivillige Gaver til dets Fremme…“ Münter gjorde opmærksom på, at han gennem sit arbejde i bestyrelsen for DBS var velbekendt med missionsvæsenet i andre lande, og han understregede, at han „…tør da i Betragtning af disse Omstændigheder bede det høje Kollegium om at behandle den retskafne og i sit Embede ulastelige og overalt for det gode efter sin Synsmaade ærligt virksomme Mand med Mildhed.“ Münter erklærede sig enig med biskop Plum angående traktaterne og fortsatte: „… saa 134

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


meget beklager jeg, at jeg med Hensyn til Missionerne efter min Anskuelse af Kristendommen maa være af en aldeles afvigende Mening, og at jeg endog som Biskop i Kristi Kirke og som Medlem af Missions Collegiet maa holde det for Pligt at ytre denne. Kristendommen er af Gud bestemt til at vorde en almindelig Religion for Menneskeslægten. Den maa altid forkyndes for dem, som endnu ej kender den, Rom 10,14-15. Den er gaaet ud fra Mission. Uden Mission var Europa aldrig blevet kristnet.“ Danske Kancelli meddelte i brev af 6. december 1823 sin afgørelse. I en skrivelse til Rønne via biskop Münter tilkendegav kancelliet, at man ikke „miskjendte Hr. Rønnes gode Hensigter.“ Dette blev meddelt biskop Plum samtidig med, at man bad ham sørge for, at de omhandlede bøsser blev nedtaget. Takket være opbakning fra sin biskop slap Rønne med en meget lille næse, der ikke begrænsede hans aktiviteter. I skærende kontrast til denne sag står Rønnes videre rejse til hertugdømmet Slesvig, hvor plakaten af 19. oktober 1822 ikke havde retsgyldighed. Turen gik via barndomsbyen Fredericia og Kolding over grænsen til hertugdømmerne, hvor hans vært var provst C. F. Callisen442, Slesvig. Invitationen til Rønne var bl.a. en frugt af det kendskab, som man i hertugdømmet havde til Rønnes Traktatselskab. Gennem et stykke tid havde man rekvireret Rønnes traktater og solgt/fordelt dem rundt om i hertugdømmet som åndelig inspiration for den spirende vækkelse.443 Provst Callisen introducerede Rønne i Christiansfeld, Haderslev, Aabenraa, Flensborg, Slesvig, Kappelen og Arnæs. Dermed grundlagdes et nært venskab med provst Callisen, der varede resten af Rønnes liv, og Callisen blev en vigtig faktor i DMS’s udbredelse i hertugdømmerne, og stiftede bl.a. en hjælpeforening for DMS i Slesvig444. 5.4.2 Royal støtte

Rønnes gamle elev, prins Christian Frederik, havde været guvernør i Norge i 1814, da Norge og Danmark blev adskilt som konsekvens af den fejlslagne politik under Napoleonskrigen. For at undgå at komme under Sverige havde nordmændene udråbt Norge som en fri, uafhængig stat og valgt prins Christian Frederik som Norges konge445 og vedtaget Eidsvoll forfatningen, der var en moderne, demokratisk forfatning, som vakte håb om også en demokratisk forfatning i Danmark. Men stormagterne anerkendte ikke den nye norske stat, og prins Christian Frederik måtte forlade Norge, hvorefter han blev udnævnt til guvernør over Fyn med bopæl på Odense slot. I september 1822 var han og hans hustru, prinsesse Caroline Amalie446 på ferie på Sorgenfri og et par uger efter den festlige modtagelse, som Rønne havde arrangeret, var Rønne og grev Schulin indbudt til at spise hos prinsen, der ønskede at høre om udviklingen i „Tractat og Missions Selskaberne.“447 Besøget har fundet sted, mens Danske Kancelli behandlede sagen om at udgive plakaten, der forbød at indsamle penge i kirkerne. Prinsen har ikke kunnet forhindre, at DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

135


denne plakat blev udgivet, men har sandsynligvis udvirket, at plakaten ikke blev rettet personligt mod Rønne og DMS. Rønne skulle ikke tvivle om sin gamle elevs støtte. Det fik han et håndfast bevis på forud for fejringen af DMS’s tre års fødselsdag i Lyngby kirke i 1824, da han modtog dette brev:

„Hr. Pastor Rønne! Den Anledning som det danske Missionsselskabs Forsamling her i Lyngby frembyder, forekommer min, min Gemalinde og min Søster Prindsesse Juliane Sophie den meest passende til ved at oversende et Pengebidrag at bevidne Selskabet vor Deeltagelse i dets fortjenstlige Bestræbelse og vore varme Ønsker for Udbredelsen af Christendommen, hvor den prædikes for Hedninger. Vi overlade Anvendelsen af de sendte hundrede Rigsdaler til Selskabets Forgodtbefindende, men ønske helst, at de maatte anvendes til Bedste for Missionsvæsenet i Grønland. Sorgenfrie, den 15de Junii 1824 velvilligst Christian Frederik“ Brev af 15. juni 1824 fra prins Christian Frederik til Rønne, DMS- RA

Som nævnt ovenfor (kap. 5.3.1) foranstaltede biskop Plum en retssag mod lederne af vækkelsen omkring Kerteminde. Der blev faret hårdt frem, og Kristen Madsen måtte i fængsel flere gange på grund af sin overbevisning. Rønne havde lært disse mennesker at kende, da de som de første i landet i december 1821 havde dannet en hjælpeforening for DMS. Derfor smertede det ham at erfare om de trængsler, disse mennesker var udsat for, og den 25. maj 1824 skrev han et indtrængende brev448 til prins Christian Frederik, hvori Rønne satte prinsen ind i sagen og gik i forbøn for de fynske lægmænd. Rønnes pointe var, at der ikke skulle bruges magt i åndelige sager. Rønnes henvendelse fik prinsen til at engagere sig i sagen449, og gennem Danske Kancelli fik han udvirket et reskript udstedt til samtlige biskopper af 7. september 1824, hvori præsterne blev pålagt kun at bruge åndelige våben mod „Sværmerne,“ som det hed. Da prinsen i 1840 var blevet konge, beordrede han den 1. oktober 1840 forfølgelserne af baptisterne på Langeland standset netop med henvisning til dette reskript. Det er nærliggende at se dette som Rønnes elegante „tak for sidst“ til biskop Plum efter de fortrædeligheder, biskoppen året før havde påført Rønne. I sit brev til prinsen henviste Rønne til, at „adskillige Præster og Provster saavel mundtligt som skriftligt har forsøgt at bevæge Biskoppen [Plum] til at fare med Mildhed…“ Men forgæves. Som vi skal se i næste afsnit (kap. 5.4.3) gik prins Christian Frederik også aktivt ind i støtten til oprettelsen af missionen på Guldkysten ved at sætte Rønne i forbindelse med 136

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


den danske guvernør og ved at møde personligt op, da de fire missionærer udsendtes fra Lyngby kirke den 19. juni 1828. I 1826 strøede Rønne så igen, med prinsens hjælp, lidt ekstra salt i såret hos biskop Plum. I juli-august foretog Rønne en rejse til Als450, for at samle nye støtter til missionssagen. Als var 1819-1847 et selvstændigt bispedømme med Stephan Tetens451 som eneste biskop. Under opholdet på Als knyttede Rønne kontakt til en lang række præster og lægmænd, der lovede at støtte DMS, og biskoppen „gav mig det Løvte, at lade vort Selskabs 5te Aars Beretning cirkulere blandt Stiftets Geistlige.“ Desuden aflagde Rønne besøg på Augustenborg, „hvor jeg gjorde Hendes Kongelige Høihed Prindsesse Caroline Amalie og Augustenborgs Durchlautige Herskaber min underdanigste Opvartning…“ På tilbagerejsen lagde Rønne vejen forbi Odense „for at opvarte H.K.H. Pr. Christ. Fridrik, som just den Dag havde Kuur. H.K.H. bad mig at komme igjen næste Morgen, da der var Offenl. Audience. Biskoppen var der, men saae mig ikke. Efter at han havde havt Audience kom han derimod og indbød mig til at hospitere i det Litteraire Selskab, som sene[re] den Dag skulde holde et højtideligt Møde.“452 Rønne var ikke i tvivl om, at det var prinsen, der havde udvirket denne indbydelse, hvilket han blev overbevist om, da han selv kom i audiens, hvor Rønne bad prinsen om at lægge et godt ord ind for missionssagen i Fyn, men prinsen, der var fuldt ud bevidst om, hvilke besværligheder biskoppen havde forvoldt Rønne, sagde, „at det vilde synes mindre passende, om han som det Litteraire Selskabs President talede for Miss.Sagen, men derimod vilde det være i sin Orden, at jeg gjorde saadant. … Jeg talede da efter givet Vink, og da jeg havde udtalet, sagde Prindsen: „Det glæder os at see Dem i vor Midte, og jeg tør haabe, at De i Deres vigtige og christelige Ærinde ikke heller i Fyen har reist forgjeves.“ Efterat jeg havde svaret, at jeg baade forhen, saa og denne Gang havde vundet Nogle for M.Sagen, bevidnede H.K. Høihed mig igjen sin glæde derved.“ Endnu en gang havde Rønne, denne gang i prinsens nærvær og med hans bistand, sendt biskoppen en hilsen og påmindelse om, at Rønne ikke lod sig kyse af den biskoppelige modstand. 5.4.3 Missionen på Kysten Guinea (Guldkysten)

Ud over de danske kolonier i Indien (Tranquebar og Frederiksnagor) og De Vestindiske Øer, havde Danmark fra 1658 også etablissementer i Vestafrika ved det, der blev kaldt Kysten Guinea, eller populært: Guldkysten. Det nuværende Ghana. Navnet ‘Guldkysten’ kom af, at frem til begyndelsen af 1700’erne var danskerne hovedsageligt interesseret i at erhverve landets guld. Handlen blev organiseret fra to forter, Christiansborg og Fredensborg, hvoraf det sidste allerede i 1685 blev solgt til englænderne.

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

137


Fra begyndelsen af 1700’erne ændrede handelen karakter og skiftede til handel med slaver i den såkaldte „trekanttrafik,“ der betegnede, at danske skibe fragtede våben og brændevin fra Danmark til Vestafrika, slaver fra Vestafrika til De Vestindiske Øer og sukker fra Vestindien til Danmark. I 1792 besluttede kong Christian (kronprins Frederik) som den første regent i verden, at slavehandelen skulle ophøre med udgangen af 1802453. Det skønnes, at der i alt i de år slavehandelen varede, blev fragtet omkring 100.000 slaver fra Vestafrika til Vestindien på danske skibe. Efter slavehandelens ophør forsøgte man sig med plantagedrift, men her kunne man ikke konkurrere med briterne, og 1850 solgtes de danske besiddelser til englænderne. Normalt havde der været en dansk præst ved Christiansborg, og blandt disse var to af Grundtvigs ældre brøde, nemlig Jacob (1775-1800) og Niels (1777-1803), der begge døde kort tid efter deres ankomst til Guldkysten. Generelt betragtedes de danske præster ikke som missionærer, dvs. de havde kun ansvar for at betjene det udsendte danske mandskab. Det første missionsforsøg på Guldkysten454 blev gjort i 1736 af to missionærer fra Brødremenigheden. Den ene af disse døde kort efter ankomsten. Den anden vendte efter nogle års forløb tilbage til Europa for siden at rejse tilbage til Guldkysten to gange. Men det synes ikke som om arbejdet bar frugt. I 1768 gjorde Brødremenigheden et nyt forsøg, og sendte fem nye missionærer til Guldkysten. Af disse døde de tre kort efter, og de sidste to led så meget af sygdom, så de ikke fik udrettet noget. Endnu nogle stykker udsendtes, men i 1809 opgav Brødremenigheden missionen på Guldkysten. Således var situation i 1825, da Baseler Missions Selskab besluttede sig for at etablere en mission i den danske koloni på Guldkysten. Siden Brødremenigheden havde opgivet missionen på Guldkysten, havde der hverken været dansk præst eller missionærer i kolonien. Tilgangen af missionselever i Basel var så stor, så man i Basel hele tiden var på udkik efter nye områder, hvor man kunne påbegynde et arbejde. Blandt eleverne var den norske student, Jørgen Cappelen455, som man sendte til Danmark for at forelægge DMS tankerne om en mission på Guldkysten456. Dette skete ved bestyrelsens møde den 25. april 1825. Basel ønskede at etablere denne mission i tæt samarbejde med DMS. Til dette formål havde man nedsat en komité i Basel og bad nu DMS om at gøre det samme i Danmark. Det blev understreget, at denne danske komite skulle stå i nært forhold til DMS’s bestyrelse og være mellemled mellem Basel og den danske regering. Til denne komité udpegede DMS bestyrelsesmedlemmerne Rønne og Dr. Rudelbach457. Desuden bad man Brødemenighedens agent, Reuss, Rønnes søn, C. F. Rønne, samt konsul de Coninck om at indtræde i komiteen, og endelig de to englændere Watt og Gordon, der havde foræret Haabet i Taarbæk til Rønne. Denne komité korresponderede med Basel, uden der skete videre fremskridt. 138

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


Det var typisk for Rønne, at det var ham, der løftede sagen fra korrespondance til handling. Den 2. januar 1826 var Rønne til nytårsaudiens hos prins Christian Frederik, der spurgte sin gamle lærer om, hvad han var optaget af for tiden. Det gav Rønne anledning til at fortælle om henvendelsen fra Basel, og prinsen svarede spontant, at det var så heldigt, at guvernøren, major Richelieu458, netop var i København, „hvem man burde foredrage Sagen, paa det den igjennem ham kunne forelægges Landsfaderen.“459 Herefter kom der skred i sagen. Guvernøren var meget positiv og lovede Rønne, at han af alle kræfter ville hjælpe til at nå målet og „skal jeg heri sætte min største Ære, at jeg af Guds store Naade er sat paa et Sted, hvor jeg som et Middel eller Redskab maaskee kan virke og medvirke til Frelsers Jesu Christi Ords sande og eneste sande Ords rigtige Fortolkning.“460 Kongen var også meget positiv over for initiativet og overdrog sagen til Danske Kancelli, der indhentede biskop Münters udtalelse i sagen. Biskoppen støttede i sin indstilling af 11. februar 1826 sagen, og dermed var initiativet sendt tilbage til kongens afgørelse, der faldt den 3. juni 1826 og blev meddelt Rønne få dage senere i brev fra biskoppen.

„Vi ville allernaadigst have tilladt, at der paa Missions-Selskabets Regning udsendes en Missionair til vore Etablissementer paa Kysten Guinea, og at denne Missionair, med hvis Beskikkelse og Ordination bliver at forholde ligesom med de grønlandske Missionairer, maae underordnes Biskoppen over Sjellands Stift. Dog vil den, der saaledes beskikkes til Missionair, forinden han udsendes, have at godtgjøre, at han er fuldkommen bekjendt med den indbyrdes Underviisnings Methode.“ Kong Frederik VI’s resolution af 3. juni 1826, Beretning 1826, p. 53

Da Cappelen i 1826 var hjemme i Norge på sommerferie, anvendte han ferien på at rejse rundt i Norge for at skabe opbakning til projektet. På det tidspunkt regnede han vel med, at han selv skulle rejse til Guldkysten. Sommeren 1827 stod det klart, at det skulle han ikke. Hans helbred var ikke til et liv som missionær. I stedet vendte han tilbage til Norge, først for at læse teologi i Christiania, og fra 1829 etablerede han sig som boghandler. Men han fortsatte sit ivrige arbejde for at skabe interesse i norsk kirkeliv for missionen på Guldkysten, og i Trondhjem blev der etableret en støttekomite med biskop Bugge461 som formand, og i Christiania med pastor Wexels462 som formand. Missionen på Guldkysten modtog i de kommende år betydelig økonomisk støtte fra Norge, og mellem Rønne og biskop Bugge opstod der en betydelig korrespondance. I juni 1827 ankom så fire missionselever til København fra missionsskolen i Basel463. De skulle lære dansk, inden de kunne udsendes til den danske koloni. De fire vordende DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

139


missionærer var: C. F. Salbach464, P. Henke465, J. G. Schmid466 og G. Holzwarth467. I København skulle de udover at lære dansk også lære noget om medicin og kirurgi, ligesom de skulle lære engelsk og det lokale sprog, accraisk. Sidstnævnte bistod den kendte danske sprogforsker, professor Rask468 med, og der blev inden udsendelsen udarbejdet en accraisk-dansk ordbog.469. Året efter, den 13. juni 1828 kunne biskop Münter ordinere de fire tyske mænd til præster470 i den danske evangelisk-lutherske kirke ved en gudstjeneste i den tyske Sct. Petri kirke i København. Dermed var de klar til at blive udsendt som de første missionærer i det unge missionsselskabs historie, hvilket skete ved DMS’s 7 års fødselsdagsfest, der fandt sted i Lyngby kirke den 19. juni 1828 under overværelse af prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie. Kirken var fyldt til bristepunktet af mennesker, der ville overvære denne historiske begivenhed.

Biskop Friedrich Münter efterfulgte 1808 Balle som biskop over Sjællands Stift og blev således Rønnes anden biskop, med hvem Rønne også fik et godt og tillidsfuldt samarbejde. Münter støttede Rønne i konflikten med biskop Plum, og det var også Münter, der ordinerede de fire missionærer, der 1828 blev sendt til Guldkysten. Det Kongelige Bibliotek, Kortog Billedsamlingen

Det var Rønne, der udsendte de fire mænd til deres gerning på Guldkysten. Han sagde bl.a.: „Brødre i Herren! Hvad skal jeg, i Forsamlingens og eget Navn, tale til Eder paa denne Dag – en Dag, efter hvilken min Sjel længtes, da vi for 7 Aar siden stiftede vort lidet Selskab; men som jeg den Gang neppe torde vente at opleve? – O! hvor glæder sig mit Hjerte! hvor fryder sig min Aand i den Herre, som har gjort langt over alt det, jeg har bedet og forstaaet. - Dog min Glæde er ikke aldeles ublandet; thi jeg skuer Eder vel sidste Gang i dette Liv, og jeg øiner en Vei, som ligger for Eder, fuld af Torne og bevogtet af mægtige Fiender. Dersom I skulde vandre den alene, maatte I vist nok tabe Modet og aldeles gaae til Grunde. – Med veemodig Deeltagelse seer jeg Eder i Aanden paa det oprørte Hav, i det usunde og udyrkede Jordstrøg, i Kamp med Overtroe og slavisk Tænkemaade, i Kamp med Vantroe og Herskesyge … jeg veed, at Djævelen selv og alle hans Tjenere ville reise sig imod Eder…“471 Rønne kendte sin missionshistorie. Han vidste, at det var en farefuld færd, de fire unge mennesker begav sig ud på. Nok havde de den danske konges fulde opbakning, men rejsen var farefuld, og livet på Guldkysten krævede sine ofre. Dertil kom, at modstanden mod missionærerne blandt de europæiske udstationerede var massiv472. Endelig vidste Rønne, at „Climat-Feberen“473 havde taget de fleste af Brødremenighedens missionærers liv og ligeledes mange udstationerede europæere, bl.a. de to Grundtvig-brødre. Det ligner næsten en tanke. Få dage efter stiftelsen af DMS i juni 1821 holdt biskop Münter visitats i Lyngby kirke og sogn (se kap. 5.2.3). Igen efter missionsfesten i Lyngby kirke med udsendelsen af de fire til Guldkysten var biskoppen så på visitats i Lyngby. I sin visitatsbog skrev biskoppen: „D. 22. Jun. som var 3 Søndag e.T. visiterede jeg s.m. H. Kgl. HH Prinds Christian Friedrich og Gemalinde C. Amalie i Lyngbye Kirke, hvor en stor og kundskabsrig Ungdom var forsamlet, som gjorde fuldkommen god Rede for sin Religions Kundskab. Gud velsigne fremdeles den nidkære Lærer og lade ham endnu længe høste gode Frugter af hans trofaste Arbejde. Hr. Rønne prædikede over Sønda-

140

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


gens Evangelium – godt – kraftfuldt… Alle Embedssager i Orden. Præstegd. God….“474 Den støtte, som Rønne havde nydt fra sin ordinationsbiskop, Balle, overførtes i 1808 til Balles efterfølger og varede ved hele Rønnes liv. Münter og Rønne kunne være sagligt uenige, som f.eks. i forhold til spørgsmålet til traktater, som Münter betegnede som man „sættes ved at læse dem mere end eet Aarhundrede tilbage…“475 Men uenigheden skyggede ikke for en respekt for Rønnes arbejde. De fire missionærer forlod Danmark den 26. august. Rejsen gik via Holland og England, hvorfra de rejste den 11. oktober 1828 med skibet „Haabet.“ De nåede Christiansborg på Guldkysten den 17. december 1828, hvor de blev julen over og Rønne kunne fortælle missionsvennerne: „Prædiken have de hidtil holdt i Fortet [Christiansborg] hver Søndag, og Holzwarth lærer i Ugen Skolebørnene de Melodier, som skulle synges om Søndagen i Kirken. De fremmeligste Børn kunne læse taaleligt, men forstaae kun lidt. Hencke tænker paa at begynde Confirmationsunderviisning, og de to Andre ville undervise i Religion og Udvikling af, hvad der læses. Al denne Underviisning skeer i det danske Sprog, som dog ikke forstaaes af mange Negere, hvorfor Missionairerne af al Evne ville lægge sig efter de Indfødtes Sprog.“476 Rønne fik ret i sine bange anelser ved udsendelsen. Holzwarth, Schmid og Henke blev ramt af klimatfeberen allerede i begyndelsen af 1829, hvorfor Rønne kunne fortælle, at deres arbejde havde været meget begrænset.477 Senere på året var det Salbachs tur til at blive ramt af sygdommen – og inden året var gået var Holtzwarth, Salbach og Schmid „gaaet Hjem til den himmelske Konge.“478 Henke holdt lidt længere. Han døde først i 1831!

Kort før jul 1828 ankom de fire missionærer til den danske fæstning Christiansborg på Guldkysten og gik i gang med deres arbejde. Det Kongelige Bibliotek, Kort- og Billedsamlingen

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

141


Trods dette store Tab meldte der sig igen tre andre unge mænd i 1831 til at fortsætte missionen på Guldkysten. Det drejede sig om de to sønderjyder, Peter Petersen Jæger479, og Andreas Riis480, der blev ordineret i Baden i Tyskland, hvilken ordination biskop Münter kun anerkendte meget modvilligt. Den tredje var en tysk læge C. F. Heinze481. Jæger og Heinze døde kort efter ankomsten til Guldkysten482, mens Riis virkede på Guldkysten indtil 1845. I de første år blev Riis støttet af DMS, men efterhånden gled hans udsendelse over til at være et rent anliggende for Basel. 5.4.4 Jyllandsrejsen 1827

I sommeren 1827 foretog Rønne sin fjerde store „missionsrejse,“ der strakte sig over en måned483. Det skulle vise sig at blive hans sidste store rejse. Rønne var en mand på 63 år, og rejsen var meget strabadserende. Befordringen var hestevogn, og ofte måtte han rejse om natten, hvilket må have trukket store veksler på hans fysik. Rejsen gik til Sydsjælland med stop i Vordingborg og til Holsteinborg, hvor han var med til et stort møde, som grev Holstein havde indbudt til i riddersalen på godset. Der var 2-300 tilhørere, som hørte Rønne tale om missionen, hvorefter der blev tegnet 85 nye medlemmer „… og der herskede stor Glæde…“ Fra Holsteinborg gik rejsen videre over Storebælt, hvor han benyttede lejligheden – i lighed med sine tidligere rejser over Storebælt – til om bord på færgen at tale med passagerer og besætning om missionens sag og uddele nogle traktater, „hvilket havde den Virkning at Nyborgs Indvaanere, som saae disse hos Passagererne, bestormede mig for at faae Tractater.“ Næste mål for rejsen var Kerteminde, hvor DMS havde fået sin første hjælpeforening allerede i december 1821. Det var Kertemindevækkelsens folk med lederne Rasmus Klink og Kristen Madsen, „som fra Missions-Selskabets Oprettelse standhaftigen have sendt os deres Bidrag, og saaledes ladet sig kjende af deres Frugter.“ Det var de mennesker, der efter opfordring fra biskop Plum og den lokale sognepræst, professor Andresen (se kap. 5.3.1) var blevet indstævnet for retten, og som havde ført til, at Kristen Madsen var blevet idømt fængsel, hvilket havde fået Rønne til at gå i forbøn for dem hos prins Christian Frederik (se kap. 5.4.2). Der lå derfor et stærkt signal fra Rønne til biskoppen, når Rønne på denne rejse for første gang lagde sin vej forbi Kerteminde, og Rønne kunne da heller ikke dy sig for i sin beretning at indføje en parentes, hvor han skrev med tydelig adresse til biskoppen: „Hvad kunne der ikke udrettes med saadanne Mennesker, naar de lededes med Sagtmodighedens og Kjærlighedens Aand!“ Da han nu var i Kerteminde, så gik han fra vækkelsens folk direkte til sognepræsten, professor Andresen, for diskret at sende ham en hilsen om sin tilstedeværelse hos vækkelsesfolkene og fortælle ham om missionssagen, som han lovede at støtte, som han „ifølge sin Yttring ansaae sig forpligtet som Christen.“ Det kan ikke af medlemsfortegnelserne eller bidragslisterne ses, at professor Andresen gjorde alvor af denne „forpligtelse.“ Rønne sluttede sin beretning fra Kerteminde med at konstatere: „Nu have alle hine bedende 142

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


Mennesker udvortes Fred, undtagen forsaavidt at Letsindigheden spotter dem, og opdigter adskillige ret underlige Fortællinger om dem.“ Fra Kerteminde drog Rønne til Odense, hvor han ikke besøgte biskop Plum, men nogle af de kontakter, han året før havde etableret, blot for at konstatere: „I øvrigt havde de kun liden Tillid til en Missionsforenings betydelige Tilvæxt i Odense, og efter hvad jeg skjønner, er det sandt, at her endnu ei er vakt meget Sands for det Aandelige.“ Biskop Plum havde formået at skræmme de fleste fynske præster fra at beskæftige sig med missionssagen – og Rønne! Fra Odense rejste Rønne mod syd til Kværndrup og videre til Haarslev, hvor han deltog i søndagens gudstjeneste og „talede med en Deel af Sognefolkene paa Kirkegaarden, og modtog Løfte om at der skulde virkes for Missions-Sagen.“ Herefter forlod han Fyn (31. juli) og satte over Lillebælt ved Strib og kom til Jylland, „…. hvor jeg saae min Fødebye, Fredericia, der herfra [fra Lillebælt] præsenterer sig saa herligt for den Reisendes Øie. Min Sjel rørtes forunderligt. Det var just Dagen efter min 33te Brøllupsdag. Jeg kunde ikke andet end i Stilhed prise Gud og Fader, som der for 63 Aar siden kaldte mig til Livet, som der ved Jesu Daab optog mig i Pagt med sig, lod mig fornye Pagten, og ved saa mange Glæder og Sorger og flere Midler tiltalede mig, sigende: ‘min Søn! giv mig dit Hjerte!“ I Fredericia besøgte han byens præster – også den reformerte kirkes præst – der lovede at arbejde for sagen. Men Rønne beklagede sig over, at han næsten var aldeles fremmed for byen. „Jeg besøgte min sal. Faders Grav, og hørte med Glæde, at hans Minde endnu levede med Velsignelse i Fredericia.“ Det blev sidste gang, han besøgte sin fødeby. Rejsen gik nu til Vejle med „Extra-Post.“ Ved Skjærup, som hans mødrende slægt stammede fra, gjorde han holdt ved en udflyttergård, „hvis Eier med hjertelige Taknemmeligheds Yttringer modtog nogle christelige Skrivter, og spurgte om mit Navn, og glædede sig over at see en Søn af Forældre, som han i sin Barndom havde kjendt og elsket.“ Det er tydeligt, at besøget i Fredericia og Skjærup gjorde dybt indtryk på Rønne. Det var den aldrende mand, der vendte hjem for endnu en gang at dvæle i barndommens egn. Og han må have haft en klar fornemmelse af, at det sandsynligvis var sidste gang, han besøgte disse egne. I Vejle og Horsens besøgte han ligeledes byens præster og andre indflydelsesrige personer, der alle lovede at arbejde for sagen – nogle endda at stifte en missionsforening. Videre gik rejsen over Skanderborg til „… det kjære Maarsleth, til hvilket jeg ved saa mange vigtige Erindringer fra min tidligere Alder er bunden, og for hvis Indvaanere jeg saa ofte, ogsaa paa den Reisse, har anraabt Gud om Velsignelse.“ Her boede han et par dage i præstegården hos sin svoger, der nu som sognepræst havde efterfulgt Rønnes svigerfar. Da svogeren var syg, bad han Rønne om at prædike ved søndagens gudstjeneste, hvilket var en kærkommen lejlighed for Rønne til at møde menigheden. „Jeg prædikede DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

143


saaledes i den Kirke, hvor jeg for 33 Aar siden sluttede Ægtepagt med en kjær Ægtefælle, mine Børns kjærlige Moder, og takkede den Fader i Himlene, som hidtil bevarede hende for mig og dem.“ Hvad Rønne ikke vidste på denne dag, var at Frederikke Marie lå alvorligt syg hjemme i Lyngby præstegård. Heldigvis for Rønne og familien nåede hun at blive rask igen, inden Rønne vendte hjem. Fra Aarhus noterede Rønne: „Allerede havde Biskoppen484 og flere af Stadens hæderværdige Geistlige tegnet sig for aarlige Bidrag, og en større Mængde Civile for Gaver, eengang givne. – Veien er der glædeligen bedredt….“ De gejstlige i Aarhus er hæderværdige! De fulgte ikke Odense-biskoppens eksempel og lagde hindringer i vejen for missionen. Tværtimod havde de allerede med biskoppen i spidsen meldt sig som medlemmer af DMS med løfte om årlige bidrag, og „…alle lovede at gjøre for Sagen hvad de formaaede…“ Efter Aarhus gik rejsen til Randers, hvor der også blev taget vel imod Rønne. Derpå rejste han med Extra-Post til Viborg. Denne rejse gik over heden, som dengang strakte sig over en stor del af vejen mellem Randers og Viborg. Her fik landmanden Rønne noget at se på. „Overalt er Egnen skarp, men især de sidste 2de Mile, som ere idel Hede og Lyng, dog saae jeg trindt omkring Vidnedsbyrd om Herrens Godhed; thi ikke alene de længe dyrkede Marker i en Strækning af 2½ Miil fra Randers vare prydede med en skjøn og herlig Afgrøde; men endog de enkelte Pletter i Lyngen, hvilke en fattig og vindskibelig Haand hist og her havde vovet at bryde, frembar deilig Rug og Boghvede; endog Havren, ja selv Bygget stod deels taaleligt, deels godt, Noget meget godt. Med en rørt Sjel skuede jeg disse Nyebyggeres vidt og bredt adspredte enkelte Hytter, hvis Indvaanere havde kastet i Lyngen ud, og kastet Sæd i Furen med tillid til vor Gud. De have dog endnu ingen nærboende Naboer, men leve som Eremiter imellem deres sparsomt fødte Hjorde, og, hvad der især maae røre os, de er langt fjernede fra Kirke og Skole.“ I Viborg tog Rønne ind hos biskop Bloch485, som Rønne kendte fra sin studietid, hvor Bloch havde været dekan på Kommunitetet samtidig med, at Rønne havde været student. Biskoppen „modtog mig som en Broder, og lovede, ufortøvent at sætte MissionsSelskabets Subscriptionsplaner og Aarsberetninger i Omløb blandt Stiftets Geistlige, samt indbød mig til Aften hos sig, og viste mig meget Godhed.“ Fra biskoppen gik Rønne rundt til byens præster, der lovede at virke for sagen i Viborg. Via Hobro nåede Rønne sidste station på rejsen, Aalborg. Igen besøgte han som den første den konstituerede biskop486, der arrangerede et møde med byens gejstlige, der alle var positive over for sagen, men samtidig udtrykte skepsis med hensyn til, hvorvidt det kunne lykkes at stifte en missionsforening i byen, for der havde få år tidligere været stiftet en afdeling af Bibelselskabet, som dog var sygnet hen, fordi man ikke hørte noget om dets bedrifter, hvilket fik Rønne til at skrive, at læren fra Aalborg var: „Saa ønskeligt og glædeligt det er, naar de første Mænd, som ifølge deres Stand og Stilling 144

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


især burde virke for et aandeligt Maals Fremme, virkelig med Iver og Kraft antage sig Sagen; saa urigtigt er det, naar det Modsatte finder Sted, endelig at ville have dem med i Bestyrelsen. Langt mere virker en varm Underordnet end en for Sagen lunken Foresat, som endog ved sin Lunkenhed flovgjør Flere, og formedelst sin Stillings Anseelse er til Hinder for de Ivriges Virksomhed.“ Denne bemærkning kan ses som Rønnes diskrete svar til de bestyrelsesmedlemmer, der gerne vil have, at DMS skulle have kongelig autorisation ligesom DBS. Rønnes konklusion efter besøget i Aalborg var, at det ikke nødvendigvis var en fordel for et selskab at have samfundets spidser til at tegne selskabet i bestyrelsen. Tværtimod kunne det være en hindring for arbejdet. Rejsen var slut. Den 13. august om aftenen gik han ombord i dampskibet Dania, der „i temmelig stærk Storm af Vesten tilbagelagde de 36 Mile fra Aalborg til Kjøbenhavn i lidt over 18 timer.“ Stærk storm – men Rønne skriver ikke noget om søsyge! Og hvad kom der så ud af det? I Dagbog II487, der er skrevet nogle år efter rejsen, skrev Rønne meget usentimentalt: „1827 gjorde jeg igjen om Sommeren en Reise, der gik over Sjelland og Fyen til Aalborg i Jylland. Overalt uddeltes Traktater, og blev givet Løvder til at fremme vore religieuse Selskabers Kasse. Religionsbladet for s.T. vil og vise, at jeg fik adskillige gode Løvder, af hvilke dog kuns nogle faa bleve holdte. Herren selv opvarme Hjerterne, saa at det for Alvor maatte kjendes. Tilkomme Dit Rige!“ De mest synlige resultater af rejsen kom fra Holsteinborg, Skanderborg og Aarhus. Allerede ugen efter Rønnes besøg stiftede man „Missions-Selskab for Aarhuus og Omegn“488 med biskoppen, stiftsprovsten og byens præster, og efter et år kunne man indsende beretning om denne forenings virke og vækst. I Domsogn var der 120 medlemmer og i Vor Frue sogn var der 73 medlemmer, og i alt havde man indsamlet 294 Rbd., der var indbetalt til DMS’s kasserer489. Fra Skanderborg modtog Rønne ligeledes brev om, at man havde stiftet en missionsforening490. Missionsforening på Holsteinborg havde Rønne selv været med til stifte og med grev Holstein som formand indløb der i de følgende år løbende indberetning om foreningens virksomhed491. I sin Dagbog II492, noterede Rønne følgende: „Da jeg har forsømt i tide at opskrive, hvad der mødte mig, tilføjer jeg her blot, at jeg ogsaa i Aarene 1828, 29 og 30 gjorde Smaareiser, men ikke uden for Sjelland, og at jeg paa disse Reiser ikke havde synderlig Leilighed til at virke for vore Selskaber; dog uddelede jeg hver Gang paa mine længere Reiser i Stiftet flere Hundrede Traktater. Ogsaa Tractat-Selskabet har havt besynderlige Prøver paa Guds Velsignelse; thi ikke alene har jeg modtaget mange Forsikringer om den Nytte, som dette Selskabs Skrivter bevirkede, men flere Gange, naar der formedelst Mangel paa Pengebidrag var nær ved at standses, da sende Herren den meest uventede Hjælp.“ DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

145


Rønnes dedikation i sin lille bog „Kort Indbegreb af den christelige Religions Hovedlærdomme“ (1820), som han sendte til Grundtvig med følgende ord: „Til S. T. Hr. Pastor Grundtvig, Høiagtelses- og Hengivenheds-Minde fra Forfatteren.“ Foto: Harald Nielsen

5.4.5 Rønne og Grundtvig

Da Rønne i 1820 udgav sin lille bog: „Kort Indbegreb af den christelige Religions Hovedlærdomme, især til Brug for mindre Børn,“ sendte han et dedikeret eksemplar til N.F.S. Grundtvig. Rønne talte om et „Hengivenheds-Minde,“ der kunne tyde på, at Rønne og Grundtvig har mødtes mindst én gang, og at de i hvert fald i Rønnes opfattelse har været på god talefod med hinanden. Det var før Grundtvig 1822 flyttede til sit embede ved Vor Frelsers kirke på Christianshavn. Det fælles tilknytningspunkt kan have været deres fælles interesse for pædagogik. Det var en katekismus, Rønne sendte Grundtvig. De har mødtes på landemode i Roskilde i 1812, hvor Grundtvig oplæste sit Roskilde-Riim, og hvor Rønne oplæste sin afhandling om tekstrækker. Pædagogisk havde de også en fælles platform i deres syn på undervisningens nødvendighed som et middel til at løfte almuen til en myndig tilværelse. Den pædagogiske tanke, der lå bag Rønnes tidlige skrifter om at gå fra det kendte til det ukendte i tilslutning til Holbergs tanker om, at barnet skulle gøres til menneske, før det kunne blive kristen, 146

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


var den samme inspiration, der en del år senere førte Grundtvig til at formulere sin tese om „Menneske først og kristen så.“ Men hvor Rønne med arven fra Guldberg ønskede, at skolen skulle være med til at bevare det nedarvede kristelige, så udviklede Grundtvig sig efterhånden i retning af en adskillelse af kirke og skole. Men denne holdning hos Grundtvig indtræffer først for alvor efter Rønnes død. Rønne bevarede livet igennem en dyb veneration for Grundtvig, uden at den ældre Rønne nogensinde nærmede sig en form for discipelskab af den yngre kollega. Da Grundtvig i 1825 med udgivelsen af stridsskriftet „Kirkens Gienmæle“ mod professor H. N. Clausen493 foranledigede en kirkekamp med en del aktører, hvor det blev antydet af nogle af aktørerne på Grundtvigs side, at „alle Præstetunger ere som bundne ved denne Leilighed494.“ Især da „nogen“ havde udæsket Rønne en holdning i spørgsmålet, undrede Rønne sig over, at det skulle være nødvendigt for ham at ytre sig, „thi jeg haa­ ber, at hver Linie, saavel i nærværende Ugeblad, som i mine øvrige større eller mindre Skrivter, tydeligt nok viser, at jeg ingenlunde hylder den Lære om Gud og hans Villie, eller om Mennesket og dets Forhold til ham, hvilken den menneskelige Forstand mener at have, ligesom Edderkoppen, udspundet af sig selv.“ Hvem denne „nogen“ var, som havde udæsket Rønne et svar, oplyses ikke, men det vil være nærliggende at antage, at det enten har været Jacob Christian Lindberg, der var en nær ven af Rønne og Grundtvigs tro væbner i kirkekampen, eller dr. Rudelbach, som ligeledes var en af Grundtvigs nære kampfæller i disse år og samtidig fra 1824 medlem af DMS’s bestyrelse. Eller måske ligefrem dem begge. Således provokeret tog Rønne bladet fra munden og udtalte: „Saa har jeg og allevegne mundtligt gjort, hvor man i Selskaber har æsket mig min Mening, og uden al Forbeholdenhed yttret, at jeg i Henseende til Trosbekjendelsen og den protestantiske Religionslærers Forpligtelse, ikke kunde være af anden Mening, end Hr. Pastor Grundtvig, der flere Gange, uden at frygte, ogsaa denne Gang, er fremtraadt som Sandhedens varme Tolk; dog nægter jeg og ingenlunde, at jeg hjerteligen vilde ønske, at han kunde [have] gjort det i sagtmodigere, roligere og blidere Tone; thi det er, efter min Overbeviisning, denne Tone, der egner og anstaaer Sandhedens Majestæt…“ Rønne gav altså Grundtvig sin opbakning, der i det saglige var uforbeholden, men beklagende sig over Grundtvigs toneleje495. At denne erklæring ikke kun var til offentlig brug for at behage „nogen“ ses af en note i Rønnes Dagbog II for den 6. november 1832: „6te Reist til Kjøbenhavn, hvor der fortaltes et forargeligt Optrin, som skal have fundet Sted i Metropolitan-Kirken496.“ Denne note må henvise til en begivenhed, der skete den 4. november s.å. ved en barnedåb i Vor Frue Kirke forrettet af stiftsprovst H. G. Clausen497, der var en typisk repræsentant for rationalismen* i dansk teologi. Derfor kom han også i skudlinjen i Grundtvigs og hans venners kamp mod rationalismen, hvor bl.a. Lindberg beskyldte Claussen for at udgive „Hovedindholdet af Hedenskabet for at være Hovedindholdet af Christendommen.“498 Clausen havde nemlig i sin præstetid tilladt sig at ændre i ritualerne for dåb og nadver i overensstemmelse med sin rationalistiske* teologi. DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

147


Således erstattede han f.eks. ordet „Djævelen“ med ordet „Synden“ i forsagelsen og udelod leddet „nedfor til Helvede“ i trosbekendelsen. Under den omtalte dåb den 4. november 1832 protesterede barnets far over disse ændringer, men uden at Clausen lod sig berøre deraf. Det medførte en voldsom offentlig polemik – anført af Lindberg. Men sagen var ved at dø ud, da Clausen igen skulle forrette dåb i begyndelsen af december. Under denne dåb protesterede en af fadderne så voldsomt mod stiftsprovstens ritual, at Clausen lod manden fjerne fra kirken. Den efterfølgende polemik blev så voldsom, så Danske Kancelli gav stiftsprovsten en kraftig irettesættelse og pålagde ham fremover at holde sig til ritualet.499 Som nævnt blev Rønne aldrig en discipel af Grundtvig. I det hele taget må man sige, at Rønne var før vækkelserne – om end han havde stor veneration for de vakte. Anderledes forholdt det sig for den næste generation, Rønnes børn. Sønnen Christian Frederik Rønne var nær ven med Lindberg og blev fra starten medlem af det grundtvigske „Det Sydvestsjællandske Broderkonvent.“ Da sønnerne og den senere svigersøn, A. Olsen500 stredes i kirkekampens dage, om man skulle følge Grundtvig eller Mynster, skrev ire­ nikeren Rønne 1830 et formaningsbrev til dem om at holde fred om det væsentlige. Enden blev, at sønnen Niels Simon501 og A. Olsen fulgte Mynster, mens ud over C. F. Rønne, så fulgte sønnerne Nicolai Ivar502 og Marcus Clod503 Grundtvig. 5.4.6 Rønne og Grundtvig om mission

Allerede i 1792, mens Rønne var ansat ved hoffet, lærte han efterkommere af grundlæggeren af missionen i Grønland, Hans Egede504 at kende505 - et venskab han bevarede hele sit liv. Det gav dog ikke Rønne anledning til at overveje en tilværelse som missionær i Grønland. Men uden at Rønne fik noget forhold til missionssagen, før kort forinden han stiftede DMS, så bevarede han en stor respekt for Hans Egedes indsats i Grønland, og han sluttede sin omtale af stiftelsesmødet i DMS med at minde om, at missionen i Grønland ville have det nye missionsselskabs bevågenhed: „End raaber Hans Egede, som 1721 drog did, til os, at vi ikke skulle glemme, hvad han gjorde og ofrede for hine arme Hedninger.“506 Og synet på Hans Egede forenede Rønne og Grundtvig. I Grundtvigs barndomshjem havde forholdet til hedningemissionen ligget i forlængelse af den lutherske ortodoksi*, der principielt afviste al tale om hedningemission, da man mente, at hedningene allerede havde fået evangeliet forkyndt af apostlene og derfor havde haft chancen for at omvende sig. Når de ikke havde taget imod dette tilbud, så skulle man ikke tvinge dem til at ændre dette valg. Men på trods af denne principielle modstand havde man også en praktisk tilgang til spørgsmålet. Og denne praktiske side af sagen hang sammen med den kendsgerning, at Kongeloven forpligtede kongen til at drage omsorg for, at alle hans hedenske under148

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


såtter blev tilskyndet til at omvende sig til kristendommen. Derfor sendte den danske konge, Frederik IV, missionærer til Tranquebar i Indien – og senere Hans Egede til Grønland. Grundtvigs far, Johan Grundtvig507, havde grundlæggende dette luthersk-ortodokse synspunkt, men i sin katekismus fra 1779 havde han dog formuleret sig positivt om hedningemissionen ved at fastslå, at kirken „ikke [er] bundet til noget vist Sted eller FolkeSlag.“508a Dette gjorde han med henvisning til afslutningsordene i Markusevangeliet: „Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.“ (Mark 16,15). Det er interessant, at det netop er dette bibelord, Rønne henviser til i sin begrundelse for mission, så man må spørge, om Rønne skulle have denne formulering fra Grundtvigs far? Vi ved fra Johan Grundtvigs bibliotek, at han havde Hans Egedes bog: „Kort Beretning om den grønlandske Missions Beskaffenhed“ fra 1737. Det er derfor rimeligt at antage, at Grundtvig har taget kendskabet – og beundringen – for Hans Egede med sig fra barndomshjemmet, hvilket fremgår af såvel den omtale han gav Egede i Verdenskrøniken (1812) som i Roskilde-Riim (1812). I sin afhandling fra 1827: „Om Christendommens Sandhed,“ gjorde Grundtvig op med den luthersk-ortodokse afvisning af hedningemissionen, idet han understregede, at evangeliet skulle prædikes i „den ganske Verden“ helt „til Jorderigs Ende.“ En luthersk bibeltroskab måtte altså ifølge Grundtvig ikke lede til uvirksomhed med henblik på hedningemission. Og så tilføjer han den begrænsning, der lige siden har stået til diskussion inden for dansk mission. Afgørende er det, at opgaven gribes rigtigt an. Fremgangsmåden måtte hverken være tvang (som man havde set i middelalderen) eller „Lokke-Mad“ (som han mente karakteriserede den moderne mission), men ordets forkyndelse til fri afgørelse for de pågældende tilhørere. Grundtvigforskeren K. E. Bugge508b konkluderer i denne forbindelse følgende: „Sammenfattende kan man fastslå, at Grundtvig med disse betragtninger fra 1826/27 vender ortodoksiens opfattelse på hovedet. Ortodoksien afviste hedningemissionen af principielle grunde og med bibelske argumenter, men i praksis godkendtes en sådan mission i særlige tilfælde. Grundtvig støtter hedningemissionen af principielle grunde, samt under henvisning til den hellige skrift, men han afviser en forkert missionspraksis. Dette standpunkt fastholdt han helt frem til 1871, hvor han sidste gang udtalte sig om emnet.“509 Men denne holdning hos Grundtvig slog først for alvor igennem efter Rønnes død. Ligesom Grundtvig aldrig blev medlem af Bibelselskabet, således blev han heller aldrig personligt medlem af eller støtte til DMS. Men Grundtvig forsvarede altid vækkelserne, og hans anden kone, Marie Toft510, tilhørte vækkelserne. Rønne besøgte Grundtvig i Køge på sin første rejse for mission i 1822511, men fandt ham uinteresseret både i bibelDE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

149


og missionssagen. Derimod fik Rønne nær kontakt til nogle af de første grundtvigianere. Som nævnt var Lindberg en personlig ven i Lyngby præstegård. Andre af Grundtvigs tidlige disciple var dr. Rudelbach, den senere missionær i Grønland C. C. Østergaard, den unge tyske præst ved Frederiks tyske kirke på Christianshavn, Lorenz Siemonsen512 og den senere formand, J. F. Fenger513. Rønnes bibellæsninger blev inspiration for Lorenz Siemonsen, der i januar 1829 begyndte efter Rønnes forbillede at afholde gudelige forsamlinger i sit skolelokale i tilknytning til kirken. De holdtes på samme måde som Rønnes bibellæsninger som „Missions- og Bibeltimer.“ Disse bibellæsninger fik stor betydning for en del af den kreds, der havde sluttet sig til Grundtvig514. 5.4.7 Den røde tråd – Rønnes missionssyn

C. C. Østergaard var en vestjysk bondesøn, der 1824 meldte sig som misionselev hos DMS. Han udsendtes 1833 som DMS’ første danske missionær

Rønne var ikke dogmatiker. Han udtænkte ikke store eller originale tankesystemer, der lå til grund for hans virke. Han responderede i stedet på det, han så, hørte og oplevede. Når han hørte børnenes ivrige spørgsmål for at forstå den verden, de levede i, så svarede han dem, som vi har set i Uskyldigt Tidsfordriv, og da disse spørgsmål drejede i retning af det eksistentielle, så han stort på, hvad der var god pædagogik i tiden og talte med børnene om den kristne tro. Tilmed bekendte han for dem, at Bibelen var „den dyrebareste Bog i Verden, som er saa elskværdig at man ikkun behøver at kjende den, for at ære og elske den…“ Når han hørte bøndernes opgivende modløshed over for deres nye situation efter de store landboreformer i slutningen af 1700’erne, måtte han stille sig til rådighed og hjælpe dem med at se vejen fremad, og han gik selv foran i den nye landbrugsfaglige udvikling og gjorde sin præstegård til et mønsterlandbrug. Når han blev stillet over for den håbløse fattigdom, der herskede på landet i hans sogne, måtte han etablere en effektiv fattigforsorg. Han troede på det gode i mennesker, og blev dybt skuffet over, at mange fattige ikke ønskede at bevæge sig ud af deres situation, men var tilfredse med at modtage uden at yde. Efterhånden indså han, at den eneste fattigforsorg, der havde værdi, var nøje knyttet til den kristne diakoni. Når han hørte sine sognebørns frustration i forbindelse den nationale katastrofe efter Englandskrigen og statsbankerotten, måtte han gå foran sin menighed i dens søgen efter at finde et værdigrundlag, der kunne bære folket. For Rønne stod det klart, at dette værdigrundlag var at finde i det kristne budskab. Når han hørte den gamle kone i Taarbæk kalde på sin præst, fordi hun var for gammel og skrøbelig til at komme til kirke og høre Guds Ord og få del i den hellige nadver, så han hende ikke blot som et sjælesørgerisk tilfælde, som han måtte trøste med en præ-

150

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


diken og hjemmealtergang, men han reflekterede over, at sådan forholdt det sig med så mange mennesker i hans sogn. De kunne ikke komme til kirken – altså måtte kirken [Rønne] komme til dem. Med et moderne udtryk fra missionsteologien valgte han en „gå-kirke“ frem for den traditionelle „kom-kirke.“ Livet igennem blev det drivkraften for ham at svare på de spørgsmål, der blev stillet til ham. Han forenede i sig arven fra pietismen og oplysningstiden, så han kan karakteriseres som oplysningspietist*. Gå-strukturen blev drivkraften i hans bibellæsninger rundt om i det store sogn. Tankevækkende er hans sogn i dag identisk med Kongens Lyngby provsti med 6 kirkesogne515, hvor det første skud på stammen blev indvielsen den 1. april 1821 af bedehuset Haabet i Taarbæk. Gå-strukturen standsede for Rønne ikke ved sognegrænsen. Når han i beretninger fra det internationale bibelarbejde erfarede om hedningemissionen, så måtte han stille sig til rådighed for en missionsbevægelse i Danmark. Han efterlyste unge mennesker, der ville lade sig udsende som missionærer. Og han oplevede, at der var en del, der meldte sig, hvoraf nogle blev udsendt – og flere faldt fra igen, når det kom til stykket. Men indtil der kunne sendes missionærer, der kunne gøre kirken nærværende blandt hedningene, måtte han sende den trykte missionær: Bibelen, fordi han som flittig bibellæser selv oplevede Bibelen som missionæren, der over for ham selv forkyndte livets ord. Når han lod DMS oversætte bibeldele til grønlandsk og finansierede trykningen og afsendelsen af disse til Grønland, så var det i hans optik et svar på grønlændernes bøn om Bibelen og altså et udtryk for gå-kirken. Det samme gjorde sig gældende i spørgsmålet om kirken til Julianehaab.

Jesus, Herre! lad dit Rige Vidt udbredes paa vor Jord! Mørkhed, Vantroe, Laster vige For dit lyse Sandheds Ord! Kundskab, Troe og Kierlighed Her os give Fryd og Fred, Til vi skue dig, Forsoner! Hvor du hos din Fader troner!

Således sang man ved stiftelsesmødet i Haabet i Taarbæk den 17. juni 1821 efter Rønnes tale. Heri så Rønne sin oplysningspietisme udtrykt i nøgleordene: „Kundskab, Troe og Kierlighed.“ Det var også nøgleordene i Rønnes missionssyn. Kundskab. Mennesker kunne ikke tro på noget, de ikke havde hørt om og fået kundskab til. Rønne citerede ofte Paulus, der Rom 10,14 skriver: „Men hvordan skal de påkalde DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

151


ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?“ Heri var Rønne et barn af oplysningstiden. Troe. I forkyndelsen åbenbarede Kristus sig som forsoneren på hvem mennesket kun havde ét svar: Tro! Heri var Rønne et barn af supranaturalismen*. Kierlighed. Som en rød tråd fra arbejdet som lærer på Indfødsskolen og for de kongelige børn og frem til embedet som sognepræst i al dets mangfoldighed lå kærligheden til de mennesker, han var sat iblandt. Eller som han sagde ved indvielsen af Haabet: „Nei, til Visdom og Salighed vil den fornuftige Skabning ingenlunde tvinges ved menneskelig Magt, men ved kjerligen [at] indbydes og lokkes af den evige Godhed, som fremlyser i Herrens eget Ord.“ Den samme argumentation Rønne havde fremført for prins Christian Frederik, da han 1824 var gået i forbøn for den fynske vækkelse. Heri var Rønne et barn af pietismen. „Her os giver Fryd og Fred.“ Troens glæde var for Rønne ikke blot eskatologisk. Den bar sine frugter allerede her i livet. Derfor erkendte Rønne, at fattigforsorg løsrevet fra den kristne diakonitanke havde ingen gang på jorden, men lod sig pervertere i en dovenskab, der kun ville modtage uden at yde Og dovenskab var for Rønne oprør mod Gud og medmennesket, som Rønne ligefrem karakteriserede som tyveri. 5.4.8 Kritik af Rønne

Dette missionssyn måtte nødvendigvis støde på modstand. Biskop Plum, der var repræsentant for den ortodokse, rationalistiske* skole, gik op imod Rønne. I første omgang forsøgte han at få Danske Kancelli på banen, for at få bremset Rønnes arbejde for missonssagen. Det lykkedes kun i meget begrænset omfang, formodentligt fordi Rønnes biskop, Münter, og prins Christian Frederik holdt hånden over Rønne. Men biskop Plum gav ikke op. I sit tidsskrift „Efterretninger om den udenlandske nyere theologiske og pastorale Literatur“ advarede han sine præster imod missionssagen. I en anmeldelse af en tysk prædikensamling skrev Plum bl.a.: „Især burde denne Præken læses af vor Tids pietistiske Missionssværmere, som paastaae, tvertimod Jesu tydelige Ord Matth. 7,6 [Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke perler for svin], at Christendommen virker med lige Held paa alle den menneskelige Dannelses Trin, ogsaa paa de raaeste Horders…. og som til Skade for Menneskeheden vedblive at miskjende Nødvendigheden i, at de hedenske Folkeslag maae dannes til at blive menneskeligere, førend man søger at danne dem til Christne….“516 Dette var med tydelig adresse til Rønnes missionsselskab, hvis formål det var „ at virke til Christendommens Udbredelse blandt vilde og barbariske Folkeslægter“ (§2). Efter biskoppens mening burde hedningene først dannes til at være civiliserede mennesker, før man kunne begynde at overveje at bringe dem evangeliet. Og når DMS lod Bibelen oversætte til grønlandsk, svarede Plum igen med

152

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


følgende: „Og førend trykte Skrifter kunne være Almuen til Nytte maae Skoler være oprettede. Ellers ere Bibelselskaber og Missionsanstalter en Daarlighed.“517 Rønne fandt en harmoni med den unge Grundtvig, hvis salme fra reformationsåret 1817 „Guds Ord det er vort arvegods,“ passede som hånd i handske med Rønnes åbenbaringsteologi. Han levede ikke længe nok til at opleve virkningen af Grundtvigs mageløse opdagelse 1825 slå igennem i Grundtvigs missionsforståelse, som først skete med en prædiken af Grundtvig fra 1833518, og som blev taget op af Grundtvigs unge discipel, Lorenz Siemonsen i en tale ved DMS’s sommermøde den 19. juni samme519 år. Talen var i vid udstrækning et opgør med Rønnes missionssyn. „See vi nu tilbage til den Maade, hvorpaa Selskabet hidtil i de tolv Aar, det har bestaaet, har søgt at virke til Christendommens Fremme: saa maae vi, for retteligen at vurdere denne Virksomhed, aldrig glemme, at et Missionsselskab har til Formaal, at sørge for Hedningers Omvendelse, at bringe dem, der tilforn ikke have hørt noget om den i Verden komne Frelser, til Kundskab om ham, til Troe paa ham og til den almindelige Kirkes Samfund ved Daaben.“ Derpå kritiserede han Rønnes missionspraksis, der gav sig udtryk i kirken til Julianehaab, der uanset hvor smuk en tanke den symboliserede, ikke var en del af et missionsselskabs formål. Og kraftigere kritiserede han spørgsmålet om trykning og forsendelse af bibeldele, som efter Siemonsens opfattelse måtte være en biting for et missionsselskab, „fordi disse alene kunne komme de allerede Omvendte og Døbte tilgode, til deres Forfremmelse i Christentroe og Kundskab, men ikke nytte dem noget, der endnu vandrer i Hedenskabets Mørke.“ Siemonsen fandt ikke gehør for sin kritik i den øvrige bestyrelse, og i 1835 udtrådte han af bestyrelsen som en konsekvens heraf, samtidig med at også Lindberg meldte sig ud af DMS.

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

153


Rejserne 1822 og 1823 Rejsen 1822

Rejsen 1823

Lyngby

Holsteinborg

Slagelse

Kværndrup

Kværndrup

Haarslev

Fåborg

Fredericia

Veflinge

Kolding

Haarslev

Christiansfeld

Odense

Haderslev

Slagelse

Aabenraa

Lyngby

Flensborg Slesvig Arnæs Kappeln

Lyngby Roskilde Fredericia Kolding Christiansfeld

Odense Haarslev

Slagelse

Haderslev Aabenraa

Veflinge Fåborg

Holsteinborg Kværndrup

Flensborg

Kappeln

Slesvig Arnæs

154

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


Rejserne 1826 og 1827

Aalborg

Rejsen 1826

Rejsen 1827

Lyngby

Lyngby

Slagelse

Vordingborg

Vemmelev

Holsteinborg

Egens

Nyborg

Augustenborg

Kerteminde

Odense

Odense

Holsteinborg

Kværndrup

Næstved

Haarslev

Kjøng

Fredericia Vejle Horsens

Hobro

Skanderborg Maarslet

Viborg

Aarhus

Randers

Randers Viborg Hobro Aalborg

Aarhus Maarslet

Skanderborg Horsens

Lyngby Roskilde

Vejle Fredericia

Kerteminde

Odense Haarslev

Slagelse Vemmelev Næstved Nyborg

Kjøng

Holsteinborg

Kværndrup

Egens

Vordingborg

Augustenborg

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B

155


156

DE T DA N S K E M I S S ION S S E L S K A B


KAPITEL 6

Rønnes sidste tid 6.1 Sygdom „I Aaret 1831 hjemsøgte min himmelske Fader mig paa en nye Maade, hvorved jeg dreves til endnu oftere og indstændigere at bede. Det var omtrent d. 7de Januarii; jeg stod frisk og munter, som jeg indtil den Tid havde havt udmærket god Helbred, færdig til at kjøre ud, da der pludselig overfaldt mig en Hovedsvimmel, som endte sig ved Brækning. Efter nogle Dages Forløb befandt jeg mig bedre; men Anfaldet vendte atter stærkere tilbage. Saaledes gik det flere Gange; nogle Dage var jeg bedre, derefter blev jeg svagere. Brækningerne bleve idelig voldsommere, Svimmelheden saa stærk, at jeg maatte bæres i Sengen og jeg føelte mig, naar Bedring vendte tilbage, dog saa svækket i Benene, at jeg kuns vanskeligt kunde gaae op ad en liden Bakke.“520 Rønne havde livet igennem haft fuld fart på, indtil denne januardag et par uger efter sin 66 års fødselsdag. Sygdom521 ændrede med ét slag hans liv radikalt. Men sygdommen satte ham ikke ud af spillet. Trods sygdom og stort besvær i dagligdagen med smerter og svimmelhed fortsatte han sit virksomme liv til det sidste. En månedstid efter, at Rønne var ramt af sin sygdom, var det hans mors tur. Hun havde siden 1812 boet i Lyngby i et lille hus nær ved kirke og præstegård og været et aktivt medlem af menigheden med en åben dør for sognets beboere, og mange søgte hende for at nyde godt af hendes livsvisdom. Trods sin sygdom stod han op for at være hos sin mor i hendes sidste tid, og da hun var død, satte han et smukt minde over hende i sin begravelsesprædiken522. I dagbogen kan vi dag for dag følge Rønnes sygdoms op- og nedture. Pinsedag holdt han gudstjeneste, men 2. pinsedag blev han så svimmel under gudstjenesten, at han måtte bæres hjem523. Heldigvis havde han netop den dag aftalt med en ung teologisk kandidat, H. B. Berg524, at han skulle prædike, og Rønne foreslog samme dag, at Berg skulle være hans kapellan, hvilket han straks tog imod. Men først 4. september gav Danske Kancelli525 tilladelse til, at Berg kunne ordineres og indsættes af provsten. Til stede ved indsættelsen af Berg som Rønnes kapelan var prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie. Efter mange svingninger i helbredet begyndte det i efteråret 1831 at gå bedre, og i april 1832 noterer han, at nu kan han gå en kvart mil. Men så kom der nye anfald. RØN N E S S I D ST E T I D

157


Sygdom eller ej – Rønne holdt sig ikke tilbage, men arbejdede med sine mange projekter i det omfang, han overhovedet kunne. I 1831 udgav han sin sidste bog: „MorgenBetragtninger og Bønner til hver Dag i Maaneden,“ som han havde oversat fra tysk. Han forestillede sig, at bogen kunne være en relevant gave til alle konfirmander. Det var i denne periode, at han i juli 1832 igen begyndte at føre dagbog. I begyndelsen var det meget oversigtsagtigt med omtale af nogle af de væsentlige begivenheder, han havde været med til. Fra begyndelsen af juli skiftede det over til at være en regulær dagbog, hvor han dag for dag noterede, hvad han havde foretaget sig, herunder, hvem han havde besøgt, hvad han havde læst, forberedt prædiken, skrevet artikler mm. Det hele bærer præg af, at han var klar over, at livet snart ebbede ud, og at han derfor ville efterlade sig noget skriftligt til sine børn og børnebørn om det liv, han havde levet. Dagbogen vidner også om, at hans omgivelser var klar over, at han ikke havde lang tid igen. Hans børn og venner besøgte ham flittigt for at opmuntre ham. Ved DMS’s vintermøde i København den 26. januar 1831 var Rønne for første – og eneste – gang ikke i stand til at være til stede. Hans beretning blev i stedet læst af pastor Østrup526, der også havde holdt prædikenen ved mødet. I sommeren 1832 rejste Rønne og Frederikke Marie til deres fire børn i Sydvestsjælland. De håbede, at en sådan rejse og en pause fra embedets mange forpligtelser kunne føre til en bedring af hans helbred527. Men Rønne kunne ikke holde sig i ro. Han måtte besøge venner rundt omkring i omegnen, og han måtte virke for missionssagen og uddele sine traktater. Han måtte også tale med præsterne i Vester Flakkebjerg Herred for at opmuntre dem til støtte de gudelige forsamlinger, som der var en del af i området. Rejsen varede ca. en måned og blev Rønnes sidste.

6.2 Åbent brev til de rådgivende stænderforsamlinger I september 1832 skrev Rønne et åbent brev528 til de rådgivende stænderforsamlinger529, hvis medlemmer ganske vist ikke var valgt endnu. Royalisten Rønne understregede, at han aldrig havde ønsket nogen forandring i statsanliggender, men nok forbedringer. Derfor tillod han sig at stille to forslag, som han syntes, de kommende stænderforsamlinger skulle tage stilling til. Uden at nævne Grundtvig og Lindberg, var hans første forslag: „…at ingen Præst var indsluttet af snævre Sogne-Grændser, men turde være Sjælesørger for Enhver, som attraaede at have og bruge ham….“ Hermed sluttede Rønne op om Grundtvigs fremsatte ønske om sognebåndsløsning, hvilket Rønne allerede i foråret 1831 havde støttet offentligt530. Rønne argumenterede ikke for forslaget.

158

RØN N E S S I D ST E T I D


Det andet forslag: „Det er at Præsterne maatte løses fra de mangfoldige ikke præstelige, tildeels endog imod Præstens egentlige Bestemmelse stridende Forretninger.“ Dette var en gammel hjertesag for Rønne, som han allerede 1812 (se kap. 3.7.5) havde skrevet om såvel offentligt som i et personligt brev til geheimestatsminister, grev Reventlow. Det var først og fremmest præsternes forpligtelse til at skulle være medlem af de lokale skattekommissioner, der generede Rønne, fordi det var i strid med præstens embede som sjælesørger. Præsten kunne som medlem af skattekommissionen blive tvunget til at skulle foretage udpantning hos sine sognebørn, hvilket ville kompromittere ham som sjælesørger. Og sjælesorgen lå ham stærkt på sinde. Trods sygdom besøgte han flittigt sognets syge og døende, ligesom han opmuntrede sin menighed til at søge nadveren. På Rønnes tid var nadveren i praksis henvist til at skulle nydes af den enkelte en gang om foråret og en gang om efteråret, samt efter konfirmationen og eventuelt på dødslejet. Denne praksis ses bekræftet i Rønnes Dagbog II (se bilag 2), hvoraf det fremgår, at Rønne i lange perioder forår og efterår holdt en række nadvergudstjenester, mens man kan se, at nadveren ikke var en del af gudstjenesten i andre perioder.

6.3 Rønnes sidste tid Den 20. december 1832 fyldte Rønne 68 år. Dagen blev fejret med mange gæster, hvoraf et par stykker havde skrevet en sang til lejligheden. Det er ikke den største poesi, men giver et fint billede af, hvorledes Rønne så på sig selv, sit liv og sine fremtidsudsigter – og hvorledes hans omgivelser så på det. Det hed blandt andet: Hvor saligt for den Alderstegne Som svaghed havde døjet med, At see i Aanden hine Egne Hvor Jesus har beredt ham Sted. Naar Døden kommer, han sin Aand Befale i Alfaders Haand. Som Simeon i fordums Dage, Han beder: (da han er beredt) Gud! lad i Fred din Tjener fare! Thi jeg din Frelser havde seet! At være der, hvor Jesus er, Er Christnes højeste Begjer.531 Man talte åbent om, at Rønne var en gammel mand, der ligesom den bibelske Simeon (Luk 2,22-35) var beredt til at dø, og man fornemmer, at versene afspejler Rønnes livstræthed. Men livstræt – eller ej! Rønne fortsatte samvittighedsfuldt sit virke. Den 23. RØN N E S S I D ST E T I D

159


december noterede han: „23de Dcbr. Herrens Dag. I dag præket min yngste Søn for første Gang i Lyngbye. Gud være priiset for de mange Velgjerninger, hvormed Hans Naade ihukommer mig. Holdt Aftenlæsning for en talrig Forsamling.“ Den yngste søn, Marcus Clod havde netop afsluttet sit teologiske studium. Man sporer Rønnes glæde ved at have nået at få denne oplevelse med – og så fortæller han, at han om aftenen havde holdt en af sine bibellæsninger i sognet. At det ikke var alle i sognet, der sympatiserede med disse bibellæsninger, noterede Rønne få dage senere, da han i dagbogen fortæller om en mand i sognet, der den 23. december havde hånet dem, der gik til bibellæsning, og dagen efter var blevet ramt af „smertelig Nervekrampe.“ Rønne besøgte straks manden og noterede: „Give Gud at han maatte agte Herrens Paamindelse og vorde frelst!“532

Kopi af den sidste side i Rønnes Dagbog II med teksten: „D. 10de Syg og 11te ligesaa. D. 12te store Smerter, ikke vel.“ Derpå har en anden tegnet et kors og skrevet: „13de hjemgangen i Jesu Tro til sin Herres evige Glæde.“ – Foto: Harald Nielsen

160

Året 1832 sluttede han med nytårsaften at holde en bibellæsning i kirken for en „talrig Forsamling,“ hvorefter han i dagbogen takker Gud „for sine Velgjerninger i det henrundne Aar, især for det Lys, den Veiledelse og Trøst, han af sit hellige Ords daglige Læsning skjenkede mig. Ogsaa Helbredsforbedring har min himmelske Fader skjænket mig. Han give mig Naade til at bevise mig taknemmelig!“533 Næste morgen prædikede han over temaet: „Hvad kan og skal trøste os imod Regnskab og Dom.“ Igen ser vi, at Rønne livet igennem var inkluderende i sin prædiken. Han prædikede til sig selv til stadig påmindelse om den kommende regnskabsdag. Det nye år begyndte for Rønne helbredsmæssigt godt. Han havde nogle måneder, hvor han ikke i dagbogen henviste til nye anfald. Søndag efter påske konfirmerede han sine 43 konfirmander, men få dage senere fik han influenza. Dog – også dette rejste han sig fra og fortsatte sit aktive arbejde. Søndag den 5. maj forrettede han skriftemål og altergang i kirken og eksaminerede 18 børn fra Brede skole. To dage efter begyndte han forberedelsen af sin prædiken til

RØN N E S S I D ST E T I D


Kristi Himmelfartsdag i den følgende uge. Den 9. maj var han på Sorgenfri hos sin søn, slotsgartneren, for at hente georginer til haven. Det får én til at tænke på Luthers ord, at han ville plante et træ, hvis han vidste, at han skulle dø næste dag. I dagene efter noteres det i dagbogen: „D. 10de Syg og 11te ligesaa. D. 12te store Smerter, ikke vel.“ Den 13. maj 1833 slutter dagbogen med, at en anden har tegnet et kors og skrevet: „13de hjemgangen i Jesu Tro til sin Herres evige Glæde.“534 Døden indtraf klokken fem om eftermiddagen.

6.4 Rønnes død og begravelse Den 13. maj 1833 noterede Rønnes gamle elev, prins Christian Frederik i sin dagbog: „…pastor (Falch) Rønne, Lyngby, død…..“535 I dagene efter Rønnes død og frem til begravelsen lørdag den 18. maj stod Rønnes kiste i hjemmet i Lyngby præstegård. Ved middagstid på begravelsesdagen samledes folk fra sognet, nabopræster samt venner fra nær og fjern i præstegården. Klokken 13 blev kisten båret til kirken, hvor prins Christian Frederik ventede følget for at sige farvel til sin gamle lærer. Efter Rønnes ønske skulle hans kapellan prædike, mens hans unge ven, J. C. Lindberg havde skrevet en salme til lejligheden. Prædikenen blev efter Rønnes ønske holdt over 2. Tim 4,7: „Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.“ Kapellan Berg understregede indledningsvis, at Rønne fuldt ud var klar over, at han ikke i sig selv kunne leve op til Paulus’ ord, men støttede sig til, at han måtte være omsluttet af Guds nåde. Derpå spurgte han, om Rønne havde stridt den gode strid og svarede som repræsentant fra Rønnes menighed: „Ja! Vidnesbyrdet er i alle Maader sandt: han har stridt den gode Strid! – Hans Strids-Vaaben vare ikke kjødelige; at aftvinge Verden Bifald og Roes, eller tvistes med den om dens Gods, det var ikke hans Sag, det var ei en forkrænkelig Krone, han kæmpede for, men en uforkrænkelig: at vinde Sjæle for Guds Rige, det var Maalet for al hans Længsel, for al hans Stræben. Og med hvilken inderlig Iver, med hvilken urokkelig Standhaftighed han virkede for dette store Øiemed, det er vitterligt for os Alle; thi det kjendtes grant af al hans Tale, af al hans Skrivt, af al hans øvrige Idræt. Her i Herrens Huus have vi hørt ham med Klarhed og Kraft at forkynde Ordet om Ham, der kom til Verden, for at frelse det Fortabte. I vore Skoler hørte vi ham blideligen opmuntre de Smaae til tidlig at søge den Frelser, der haver sagt: Lader de smaae Børn komme til mig! – Hans Ord og hans Prædiken var ei i menneskelig Viisdoms overtalende Ord, men i Aands og Krafts Beviisning, udrunden af fast Tillid til Hans Forjettelse, som siger: Mit Ord skal ikke vende tomt tilbage!“ Derpå henviste Berg til Rønnes omfattende arbejde og til de mange initiativer, Rønne havde stået i spidsen for. Han pegede på Rønnes kærlighed til børnene i skolerne – og deres kærlighed til ham. Han omtalte missionens store sag. Til sidst konkluderede han: RØN N E S S I D ST E T I D

161


„Den Troens Grund, som i gudfrygtige Forældres Huus var lagt i hans Barne-Hjerte, den bevarede han, den byggede han paa; i Troen gjorde han al sin Gjerning, af Troen flød al hans Tale, hvad enten den lød i Herrens Huus, i Fyrste-Sale, eller under HytteTag; … Din Strid er endt, dit Løb er fuldkommet, din Tro haver staaet sin Prøve, du er indgangen til din Herres Glæde, og for dig er henlagt den Retfærdigheds-Krone, som Jesus tilkjøbte dig med sin Torne-Krone, og som Han vil række dig paa den Dag, da Hans Røst skal lyde over Gravene og vække dit Støv til et uforkrænkeligt Liv! Du var i Livet os dyrebar, uforglemmelig skal du være os efter din Død!“ Efter prædikenen sang man de sidste fire vers af Lindbergs salme, der sluttede med dette vers:

O, Venner, skulle vi da sørge For ham, der Døden overvandt? Nei lad os kun om Frelsen spørge, Som han ved Barne-Troen fandt! Og troe som han paa Jesu Navn, Som han og finde Frelser-Havn!

Med prins Christian Frederik i spidsen blev kisten båret ud af kirken til familiens gravsted lige uden for indgangsdøren på kirkens nordside, hvor Rønne blev stedt til hvile. Prinsen skrev senere på dagen i sin dagbog: „…Til Rønnes begravelse kl. 13.30: sagde ved graven nogle trøstende ord til sønnerne, men gav ikke pastor C. F. Rønne noget særligt håb om kaldet, der i øvrigt ikke bortgives til CF….“536 Bone Falck Rønnes grav på Lyngby kirkegård med teksten: „Minde om Kirkens ivrige og hengivne tiener Præsten Bone Falch Rønne – 20 December 1764 – 13 Mai 1833 – og Hustru Frederikke Marie født Brandt – 5 Januar 1767 – 26 september 1839.“ Foto: Harald Nielsen

162

RØN N E S S I D ST E T I D


Prinsen havde allerede besluttet, hvem der skulle have embedet efter Rønne. Det skulle være P. D. Ibsen537, som prinsen kendte personligt fra Svendborg. Da prinsen nogen tid efter Ibsens ansættelse i Lyngby mødte en af sognets ansete bønder, spurgte han ham: „Naa, hvad synes I om Eders nye Præst?“ Denne svarede: „Gud velsigne Hr. Ibsen, Deres kgl. Højhed, men vores Præst, han er død!“538 Da meddelelsen om Rønnes død blev kendt, skrev Rønnes gode ven, J. Chr. Lindberg, et mindedigt om Rønne539: Atter en Kjæmpe sig lagde til Hvile, Herren hjemkaldte sin Stidsmand og Ven; Bort han fra Frænder og Slægt monne ile, Aanden kun stunder mod Paradiis hen! Børnene græde og Vennerne sørge, Ikke alene i Danias Land, For de ei Budskab nu mere skal spørge, Budskab fra Fader, fra Ven og fra Mand!

Kjendt kun af Faae, men miskjendt af de Mange, Tjente han ærlig sin Konge og Gud, Trodsed’ paa Ham og for Verden ei bange, Troligt han retted’ hans Ærinde ud! Stor var hans Virksomhed, stor var hans Lykke, Alt han begyndte i Frelserens Navn, Boved’ paa Ham som paa Klippen at bygge, Fandt under Klippen den tryggeste Havn!

Derfor ei Døden ham kunde betvinge, Seier over Døden og Djævlen han vandt, Svang sig saa dristig paa Lys-Engel-Vinge, Hen til sin Jesum, hvor Frelse han fandt! Der var beredt ham alt Bolig og Sæde, Salige Aander modtog ham med Fryd, Der skal han nyde den evige Glæde, Frelst ved sin Troe ei ved Menneske-Dyd. Samtidig bragte han en nekrolog i Nordisk Kirke-Tidende under overskriften: „Kirkelige Efterretninger.“ „Den 13 Mai døde Pastor Bone Falch Rønne, en af Danmarks virksomste Præster, i en Alder af 69 Aar. Hans Virksomhed indskrænkede sig ikke alene til en christelig Omsorg for hans eget Sogn, men han opoffrede sig ganske for at fremme Christendommens Sag i enhver Retning, han ansaae for gavnlig, og hans Øie var ikke alene henvendt paa Fædrelandet, men med stor Iver søgte han at opRØN N E S S I D ST E T I D

163


vække Deeltagelse, for at udsende Missionærer til Hedninge-Folkene. Hans Virksomhed, som stødte paa mangfoldige Hindringer, fortærede hans Kraft, og i de sidste Aar følte han sig for svag til at bestyre sit Embede uden Medhjælp… han syntes atter at komme til Kræfter igjen; men efter et par Dages Sygdom hjemkladte Herren ham til at nyde den Naade-Løn, han havde beredt en saa troe og nidkjær Medarbeider i sin Vingaard. Døden havde mistet sin Braad for ham, og ikke som dens Bytte men Overvinder fuldendte han sin jordiske Virksomhed, og forlod et Arbeide, som Ingen efter ham paa hans Maade og med lige Iver og Dygtighed vil kunne fortsætte…“ I Nyt Danske Religions-Blad skrev kapelan Berg en kort meddelelse om Rønnes død, ligesom han bragte sin begravelsesprædiken og Lindbergs salme. I DMS’s protokol er der ikke markeret noget omkring Rønnes død. Frederikke Marie Rønne døde 29. september 1839 i Lyngby og blev begravet ved siden af sin mand.

6.5 Hvad kom der ud af det Rønne døde på toppen af sit virke. Hans søn, N. I. Rønne, der var slotsgartner på Sorgenfri, videreførte Rønnes bibellæsninger. Hans initiativ til at tage sig af forældreløse børn udviklede sig på kort tid til at blive til børnehjemmet Holsteinborg, som grev Holstein gav plads til på en af sine gårde. Traktatselskabet og Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn var så udpræget Rønnes børn, så de forsvandt ud af historien efter hans død. Men Traktatselskabet fik dog en varig betydning for vækkelsen i hertugdømmet Slesvig, der hentede åndelig inspiration og kraft i Rønnes skrifter. Det mest betydningsfulde af hans initiativer var stiftelsen af Det Danske Missionsselskab. I september 1833 samledes bestyrelsen, og man besluttede at rette henvendelse til grev Holstein om at „paatage sig Præsidentskabet for det Danske Missionsselskab, som Pastor Rønne hidtil de facto har udøvet.“ Ved samme møde blev det besluttet, at selskabet fra nytår 1834 skulle udgive et „Dansk Missionsblad,“ som en Fortsættelse af det af Pastor Rønne i en Række af Aar udgivne Religionsblad“540. Det Danske Missionsselskab blev ikke blot det store danske missionsselskab, der i dag er videreført i Danmission med et arbejde i Asien, Afrika, Mellemøsten og Danmark og med en balance i 2013 på 74 mio. kr. Det blev også indledningen til en stor og vidtforgrenet missionsbevægelse i Danmark med en række større og mindre missionsselskaber samlet i paraplyorganisationen Dansk Missionsråd.

164

RØN N E S S I D ST E T I D


6.6 Konklusion Formålet med denne bog har været at skrive en biografi om Rønne – ikke blot som grundlæggeren af den folkelige danske missionsbevægelse, men om hele hans mangfoldige virke i den periode i dansk kirkehistorie, der ligger i overgangen mellem 1700’erne og 1800’erne. Det almindelige billede af denne periode har været set gennem vækkelsernes og romantikkens briller, hvilket har vist et modsætningsforhold mellem tiden før og efter vækkelsernes frembrud. Denne fremstilling har påvist, at dette billede er forenklet i forhold til de mennesker, der levede i tiden. Bone Falck Rønne havde sine rødder i et pietistisk* barndomshjem og fik sin teologiske uddannelse i oplysningstiden*. I tiden kom han til at stå som en overgangsfigur, der i kraft af supranaturalismen*, som han lærte hos biskop Balle, bevarede gammel fromhed og kombinerede denne med oplysningstidens* virkelyst. Rønne var aldrig rationalist*, som hævdet af en del af den hidtidige litteratur. Han kan karakteriseres som oplysningspietist*. Dette kom til udtryk gennem hans folkeoplysende arbejde såvel som lærer for Danmarks kommende konge, Christian VIII, som i de to sogne, han kom til at virke i med oprettelse af skoler, fattigforsorg, mønsterlandbrug mm. Det kom også til udtryk i hans pastorale arbejde, først og fremmest som klassisk, luthersk forkynder i sine sogne, hvor han aldrig betvivlede, at Jesus var Guds søn, og Bibelen var „den elskværdigste Bog.“ Dernæst kom det til udtryk i hans organisatoriske arbejde med bibelselskab, traktatselskab, lånebibliotek, hjælpeselskab for forældreløse børn og missionsselskabet. Teologisk var Rønne ikke dogmatiker. For ham stod fromheden over læren. Det betød, at han ikke havde problemer med at hente inspiration hos og samarbejde med mennesker af en anden kristen konfession, f.eks. fra det anglikanske eller metodistiske England, eller med Brødremenigheden. På den måde var han økumenisk teolog lang tid før den økumeniske bevægelse blev dannet. Rønne udviklede ikke store systematiske tanker, som lå til grund for hans vidt forgrenede arbejde. Han lyttede til folks spørgsmål og behov – og svarede så vidt muligt derpå. Dette udtryktes i hans missionssyn i en „gå-kirke-struktur.“ Når mennesker kaldte, kom han. Når mennesker spurgte, svarede han. Når mennesker ikke kunne komme til kirken, kom han (kirken) til mennesker. Missionsteologisk var han mere et barn af den lutherske ortodoksi* end af vækkelserne. Mission var for ham først og fremmest „indre mission,“ dvs. en mission til kongens undersåtter, hvad enten de boede i Lyngby sogn, i Grønland, Tranquebar eller Guldkysten. Derfor ser vi, at han ikke støttede sig til Missionsbefalingen (Matt 28,18-20) som begrundelse for missionen, således som vækkelserne senere gjorde. I stedet finder vi hos Rønne missionens begrundelse i Mark. 16,15 og Rom 10,14, som netop var arvegods fra den lutherske ortodoksi*. RØN N E S S I D ST E T I D

165


Den moderne protestantiske missionsbevægelse begyndte i København med Frederik IV’s udsendelse af to missionærer til Tranquebar. Den moderne danske folkelige missionsbevægelse begyndte i Taarbæk i 1821, da en gammel kone kaldte på sin præst, fordi hun var for svagelig til at komme i kirke. Derfor måtte kirken svare ved at komme til hende. DMS fik aldrig kongelig autorisation, sådan som Bibelselskabet gjorde, men Rønnes nære forbindelse til den kongelige familie bevirkede, at DMS nød kongelig velvilje fra såvel kong Frederik VI og dronning Marie som prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie. Som overgangsfigur mellem 1700’erne og 1800’erne var Rønne livet igennem overbevist royalist. Han ønskede ikke på noget tidspunkt en ændring af statsforfatningen. Men han ønskede forbedringer. Derfor arbejdede han med oprettelse af selskaber, der var civilsamfundets svar på den enevældige konges samfundsorganisation. Det var ikke uproblematisk for Rønne i en tid, hvor det enevældige statsapparat søgte at holde fast ved magten. Det bevirkede, at Danske Kancelli forbød indsamling i kirkerne til missionen. Rønnes svar på dette forbud var at lade trykke salmer til gudstjenester og møder, som deltagerne købte for at støtte missionen. Det medførte en tradition i Danmark for at skrive missionssalmer. Det har ligget uden for denne bogs rammer at gå ind i en undersøgelse af disse missionssalmer, men der findes et meget stort materiale, som det kunne være spændende at foretage en særskilt undersøgelse af, da man derigennem ville kunne få et billede af, hvad der rørte sig i bredere forstand i den første tid af den danske missionsbevægelse. Rønne var før vækkelserne. Men han fik stor betydning for vækkelserne i såvel kongeriget som i hertugdømmerne. Det skete ved udbredelse af traktatselskabets små skrifter, der i Rønnes tid nåede ud i et oplag på omkring 100.000. Disse skrifter blev rekvireret af de vakte og var brænde på de tidlige vækkelsers bål. Derfor finder vi også nogle af DMS’s første medlemmer blandt vækkelsernes folk, og Kerteminde blev den første hjælpeforening for DMS. For Rønne var det derfor svært at bære, at disse vakte skulle være udsat for myndighedernes forfølgelse, og han brugte sin indflydelse hos prins Christian Frederik til at udvirke, at de vakte på Fyn skulle behandles med mildhed. Hans forhold til den yngre kollega, N. F. S. Grundtvig, var varmt, uden at han nogensinde blev discipel af Grundtvig. Hvorvidt varmen var gensidig, lader sig ikke bestemme ud fra det materiale, der har ligget til grund for denne bog. Men Grundtvig blev i hvert fald aldrig medlem af DMS, selv om han i 1839 åbnede Vartov for DMS’s årlige vintermøder og også en enkelt gang prædikede ved et af disse møder og skrev salmer til dem. På indbydelse fra DMS holdt Grundtvig 1865 foredrag ved Ansgarsfesten om missionshistorie541. Selv om Rønne livet igennem havde opbakning fra den kongelige familie, havde han et anstrengt forhold til den officielle kirkeledelse. Danske Kancelli forbød 1822 indsamling til mission i kirkerne og Missionskollegiet afviste allerede 1821 at samarbejde 166

RØN N E S S I D ST E T I D


med det nye missionsselskab. Livet igennem havde Rønne sine to biskopper, Balles og Münters tillid, mens de københavnske præster var mere forbeholdne. Med undtagelse af kongelig konfessionarius Liebenberg, professor Jens Møller og de helt unge grundtvigske præster Egge og Siemonsen, var der ingen københavnske præster eller teologer blandt DMS’s medlemmer i Rønnes tid. En af tidens mest toneangivende præster, den senere biskop Mynster, udtalte tilmed en stærk kritik af Rønne i et privat brev542. Rønnes præsteideal kom til udtryk i en begravelsestale, han holdt i 1805: „…at være de Syges Trøster, Enkers Værge, Faderløses Fader, de Fattiges Talsmand, en stadig opmuntrer for Lærerne og Børnene, Bondens Lærermester og det almenes oprigtige Ven, altid stemt for den blideste Menneskekærlighed og Omhu for det elskede Fædreland.“543 Disse ord var bærende for hans arbejde i sognet og de selskaber, han stod i spidsen for. Derfor betvivlede Rønne heller ikke, at hans initiativer var en frugt af hans forpligtelse som præst, og han vaklede aldrig, når han mødte modstand, hvad enten det var fra myndigheder, kolleger eller venner i bestyrelsen. Hans svar på bekymringerne var: „Frygt ikke! Troe ikkun!“ (Luk 8,50)

RØN N E S S I D ST E T I D

167


Noter 1

2

3

4

5

6 7

8

9

168

 Jens Jensen Bergendal, 1727-1787, sognepræst ved Fredericia S. Michaelis kirke, 1764-1787 Albert Rønne, født 11. november 1731  – død 5. august 1799, maler, forgylder og klokker ved S. Michaelis kirke i Fredericia. Slægten Rønne stammede fra Bornholm, hvor vi kan spore den tilbage til Magnus Mikkelsen, f. ca. 1630. Han var bager i Rønne og flyttede ud til en mølle på landet, hvorved han fik kaldenavnet Rønne føjet til Mikkelsen. Han leverede brød og anden proviant til den danske flåde, som lå ved Bornholm. To af hans sønnesønner forlod Bornholm og slog sig ned i Fredericia, heraf Peter Michaelsen Rønne, 1694-1771, der var far til Niels Michaelsen Rønne, d. 1763. Han var den sidste, der bar det gamle slægtsnavn Michaelsen for fremover udelukkende at føre navnet Rønne. Kilde: Albert E. Rønne: Slægten Rønne, p. 1-2. Bolette Hansdatter Lumholtz, født 8. september 1737 – død 15. februar 1831. Hendes slægt havde i generationer ejet Skjærupgaard mellem Vejle og Fredericia. Det var en gammel selvejergård, der oprindeligt havde været en kongsgård, hvor kong Hans ifølge traditionen var født, en anden tradition hævder, at kong Hans blev født i Aalborg på Aalborghus. Mail af 6. november 2013 fra lederen af Fredericia Lokalhistoriske Arkiv, Karsten Merrald Sørensen, PhD, til forfatteren. Bone Falck Rønne, født 22. november 1763, død 12. januar 1764 Der er ikke enighed om stavemåden af  Rønnes mellemnavn. Nogle skriver Falch og andre skriver Falck. Jeg vælger stavemåden: Falck, der er den stavemåde, der er brugt i kirkebogen, og som Rønne selv anvender oftest. Bodil er et dansk pigenavn, som stammer fra det oldnorske „Bóthildr,“ som kan deles op i „bót“ („lægeurt“/“modgift“) og „hildr“ („kamp“). En variant af navnet er Boel, med diminutivet: Bolette. Fredericia S. Michaelis kirkebog, 1764 1815, opslag 12.

10 11

JOA, p. 37 Denne antagelse støttes af de oplysninger, vi kan hente i subskriptionslisten til Rønnes: „Uskyldigt Tidsfordriv, bd. 2,“ (1793), hvoraf fremgår en lang række borgere i Fredericia, alle tilhørende byens højere borgerskab. 12 DRB 1831, p. 91 – kildeværdien af denne nekrolog skal ses i sammenhæng med, at den er skrevet, da Rønne var en ældre mand, og den bærer tydelig præg af at idyllisere barndomshjemmet. 13 Jacob Ingvardsen Elling, 1713-1778, sognepræst i Smidstrup og Skjærup 1751-1774. 14 Anden Aargang af Prædikener, 1, Kjøbenhavn 1824, p. 1 15 C.F. Rønne, p. 176, og Rønnes vita ved ordinationen, (RA, Sjællands Stiftsarkiv, Vitæ Candidatorum, 1793-1810, p. 17-18). Magister og rektor, Simon Jørgensen optræder som subskribent til Rønnes: „Uskyldigt Tidsfordriv“ bd. 2, 1793, og viser således, at Rønne har bevaret en kontakt til sin rektor så mange år efter, at han har forladt Fredericia latinskole. 16 Frederik IV, 1671-1730, dansk konge 16991730, under hvem pietismen kom til Danmark. I 1705 sendte han de første to missionærer til den danske koloni Tranquebar, og 1721 udsendtes præsten Hans Egede til Grønland som missionær. 17  Johann Friedrich Struensee, 1737-1772, tysk læge, 1767-1772. 18  Christian VII, 1749-1808, dansk konge 1766-1808, fra 1784 til sin død med kronprins Frederik (Frederik VI) som reel regent. 19 Ove Høegh-Guldberg, 1731-1808, teolog, historiker og dansk statsmand. Efter en tid som professor ved Sorø Akademi blev han 1764 ansat som lærer for arveprins Frederik (Christian VII’s halvbroder), og efterhånden arbejdede han sig op ved hoffet til en stilling som kabinetssekretær. Han var en af hovedkræfterne i kuppet mod Struensee og blev sammen med enkedronning Juliane Marie den egentlige regent for Christian VII i årene 1772-1784. 20 J. Falk-Rønne, p. 24f


21

22

23

24

25 26

27

28

29

30 31 32

 rederik VI, født 28. januar 1768 – død 3. F december 1839, regent 1784-1808, konge af Danmark-Norge 1808-1839, søn af kong Christian VII og dronning Caroline Mathilde. Gift med sin kusine, prinsesse Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel den 31. juli 1790. Andreas Peter greve von Bernstorff, 17351797, kom som ganske ung i den danske konges tjeneste og blev minister i flere omgange, herunder udenrigsminister i årene 1773-1780 og 1784-1797, blev den unge kronprins’ fortrolige i forbindelse med statskuppet 14. april 1784 og frem til sin død 1797. Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern, født 4. september 1729, død 10. oktober 1796, dansk dronning, gift 8. juli 1752 med Frederik V, hvorved hun blev stedmoder til kronprins Christian (VII). Hendes egen søn, arveprins Frederik, blev senere Rønnes arbejdsgiver. Nicolai Edinger Balle, 1744-1816, 1765  teologisk kandidat og rejste i de følgende år på studierejse i udlandet, efter et kort ophold som sognepræst i Han Herred, blev han 1772 af Guldberg kaldet til at være 4. professor i teologi ved Københavns Universitet, som han bestred indtil han 1783 blev Sjællands Biskop, hvilket han var indtil 1808. Balle var teologisk konservativ af den supranaturalistiske retning. Som professor dyrkede Balle især de eksegetiske fag, kirkehistorie og de praktiske teologiske fag (homiletik og kateketik) ligesom han indførte, efter tysk forbillede, faget dogmehistorie i København. Lorents Ancher, 1746-1798. Herman Treschow, 1739-1797, 1773 professor i teologi og allerede året efter blev han sognepræst ved Garnisons kirke i København, en stilling han beklædte til sin død. Thomas Hansen Erslew: Supplement til Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, København 1864, p.891 Hannibal Brandt, 1769-1831, blev 1794  præst ved Randers Hospital, 1797-1831 præst i Dalby-Tureby på Sjælland. Vitæ Candidatorum, 1793-1810, p. 17-18, Sjællands Stifts Bispearkiv, Rigsarkivet, dateret 9. juli 1794 JOA, p. 40 C  . F. Rønne, p. 177, Egeria, 1. Årg. Bd. 1, 1804, p. 413f: „Ind-

føds-Skolen. Den underholdes ved det Højkongelige Huses Gavmildhed, og de fleeste af Eleverne ere Døttre af Militaire.“ 33 Rønne, Dagbog I, p. 9 34 Rønne, Dagbog I, p. 7-13 Rønne Dagbog 1, - JOA, p. 40f – JOA nævner, at der efterfølgende er udrevet nogle blade af dagbogen. Det vides ikke, om originalerne til dagbogen stadig findes. Senest kendte ejer af originalen var stud. jur. Bent Falk-Rønne i 1942. Jeg har i forbindelse med forarbejdet til denne bog været i kontakt med flere af B. Falk-Rønnes arvinger for evt. at kunne få adgang til originalen, men de har ikke kunnet finde den. De udrevne sider ser ud til at kunne omhandle indtrykkene fra hans teologiske studium, om hvilket han ellers intet har meddelt. 35 Rønne, Dagbog I, p. 9 36 Rønne, Dagbog I, p. 13 37 Frederikke Marie Brandt, døbt (fødselsdagen er ikke angivet i kirkebogen) i Maarslet kirke 13. januar 1767, død i Lyngby 29. september 1839. Frederikke Marie Brandt var datter af sognepræst Christian Frederik Brandt, f. 20. april 1721, sognepræst I Maar­slet 13. januar 1756, død 10. februar 1797 i Maarslet, og hustru Ingeborg f. Fæster, født 22. juli 1735, viet i Maarslet 1757, død i Maarslet 14. maj 1798 38 Uskyldigt Tidsfordriv for Børn, bd. 2, 1793 39 Jens Møller: Theol. Bib.,12, p. 152-153, København 1817 40 Arveprins Frederik, født 11. oktober 1753, død 7. december 1805, dansk prins, søn af kong Frederik V og dronning Juliane Marie. 1772-1784 var han formelt regent for sin sindssyge halvbroder Christian VII, men i virkeligheden lå magten hos enkedronning Juliane Marie og Guldberg. Gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: Christian Frederik (Christian VIII), Juliane Sophie, Louise Charlotte og arveprins Ferdinand. 41  Prins Christian Frederik (Christian VIII), født 18. september 1786, død 20. januar 1848, norsk konge 17. maj-10. oktober 1814, dansk konge 1839-1848, gift første gang: 1806-1810 med prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin, i dette ægteskab fødtes sønnen, prins Frederik Christian (VII), ægteskabet opløst; gift anden gang: 1815-1848 med prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg, ægteskabet var barnløst. 42  Arveprins Frederiks brev til professor 169


Suhm, 3. november 1792, Historisk Tidsskrift, udgivet af den danske historiske Forening ved Selskabets Bestyrelse, redigeret af C. Molbech, Bd. IV, 1843, p. 360f. 43 Rønne, Dagbog I, p. 6 44 Kong Christian VIII.s Dagbøger, III, Register, København 1983, p. 80 45 Rønne, Dagbog I, p. 16 46 John Locke, 1632-1704, engelsk filosof og læge, uddannet og senere ansat ved Oxford Universitet, indtil han af politiske årsager blev afskediget i 1684, hvorefter han flyttede til Holland, hvor han udviklede sin filosofi. Hans filosofiske hovedværk er An Essay Concerning Human Understanding fra 1689. 47 Jean-Jacques Rousseau, 1712-1778, schweizisk-fransk filosof, forfatter og komponist, der som moralist, samfundstænker og pædagog har haft afgørende indflydelse på den moderne vestlig civilisation. 48 Denne skildring støtter sig til: Jens Andersen: Andersen, en biografi, I, p. 365ff 49 Ludvig Holberg, 1684-1754, norsk-dansk teolog, historiker, forfatter, en af de betydeligste danske til at indføre de dengang nyeste europæisk oplysningstanker i Danmark. 50  Her citeret efter Høirup, Vartov-Bogen 1947 51 Rønne: Dagbog I, p. 14 52 Jf. hertil også JOA, p. 49f. 53 B. F. Rønne: Uskyldigt Tidsfordriv for Børn 1, Kjøbenhavn 3. oktober 1792 54 Jens Schielderup Sneedorff, 1724-1764, og Ove Høegh-Guldberg, 1731-1808. 55 Peter Frederik Suhm, 1728-1798, dansk historiker og bogsamler, 1769 konferensråd, 1774 kammerherre, 1787 kgl. historiograf 56 Historisk Tidsskrift, udgivet af den danske historiske Forening ved Selskabets Bestyrelse, redigeret af C. Molbech, Bd. IV, 1843, p. 360f. 57 Rønne: Dagbog I, til 31. januar-18. februar 1794 og 23. marts-14. april 1794. 58 Rønne: Dagbog I, p. 22 59  Prinsesse Louise Charlotte, 30. oktober 1789-28. marts 1864, gift med landgreve Wilhelm X af Hessen-Kassel (1787-1867). Hun afstod 1851 sin arveret til tronen til fordel for sin datter Louise (1817-1898), der overførte den til sin mand den senere Christian IX (1818-1906). Der var seks børn i ægteskabet. 60 Rønne: Dagbog I, p. 25 170

61 B irgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: Lyngby Kirke, Lyngby 1997, p. 5963 62 Johann Caspar Lavater (1741–1801) var en schweizisk reformert præst og forfatter. 63 Rønne: Dagbog I, 30. juni 1793 64 Rønne: Dagbog I, 3. juni 1793 65 Friederich Christian Carl Hinrich Münter, 1761-1830, biskop, kirkehistoriker, arkæolog, 1788-1808 teologisk professor, 18081830 Sjællands biskop. 66 Rønne: Dagbog I, 15. december 1793, to uger tidligere havde hans ven, Hannibal Brandt, bestået samme prøve. 67 Rønne: Dagbog I, 31. januar – 26. februar 1794, 68 Jens Andersen, I, p. 368f. – Andersen henviser til en række internationale videnskabelige undersøgelser om dette emne. 69 Plum, Egeria, 1806, p. 287 70 Uskyldigt Tidsfordriv, 1, 1792, forordets p. 1 71  Hele forløbet omkring Christiansborgs brand er nøje beskrevet i Rønnes Dagbog I, p. 45-57, dateret Sorgenfri, den 9. april 1794. Denne fremstilling bygger på Rønnes beskrivelse. 72 DRB, 1830, No. 26, p. 201-208. 73 Rønne: Dagbog I, p. 58 74 Rønne skriver konsekvent: Alsynderup. 75  Når det er enkedronning Juliane Marie, arveprinsen vil henvende sig til, så skyldes det, at Tjæreby-Alsynderup hørte ind under Frederiksborg Slot, som var enkedronningens slot, hvorfor hun formelt havde kaldsret. 76 Rønne: Dagbog I, p. 58, biskop Balle karakteriserede præstegården på følgende måde: „ „i nogenledes Stand.“ (N.E. Balle: Magasin for den nyere danske Kirkehistorie, II, 1, 1794, p. 30 jf. 61) 77 Rønne: Dagbog I, p. 60 78 Georg Hansen: Præsten, p. 54 79 Rønne: Dagbog I, p 59 80 J. Falk-Rønne, p. 28, denne oplysning har ikke kunnet bekræftes i nogen af de tilgængelige kilder. 81 JOA, p. 176 – citatet stammer fra sønnen M. C. Rønnes optegnelser om faderen, p. 14. Det har ikke været mig muligt at få adgang til disse optegnelser. De kan spores til Rønnes oldebarn, sognepræst J. Falk-Rønne, og J. Oscar Andersen har haft dem til sin rådighed, da han skrev sin biografi om Rønne. Jeg har søgt optegnelserne hos J.


82

83 84 85 86

87

88

89 90

91 92

93 94 95 96 97

98

Falk-Rønnes efterkommere, der har meddelt mig, at de ikke kender noget til disse optegnelser. Mail af 19. september 2013 fra museumsinspektør ved Nationalmuseet, dr. phil. Ulla Kjær med henvisning til reskript af „15. juni 1792 for Sælland og 19. oktober 1802 for hele landet.“ Rønne: L. Tid., bd. 3, 1816 , p. 76 Rønne: Dagbog I, 1. januar 1793 G. Hansen: Præsten, p. 59 Oplysningerne stammer fra medlemsblad for Lokalarkivet for Alsønderup-Tjæreby Sogne, nr. 3, 2006 Sjællands Stifts Bispearkiv, Vitæ Candidatorum 1793-1810, p. 17-18, den danske oversættelse skylder jeg Ida og Anders Nørgaard. Peder Madsen Hoffmann, 1736-1797, teologisk kandidat 1764, 1773 sognepræst i Kregome(Kregme)-Vinderød Christian Albert Rønne, 1797-1859, landbrugsuddannet ved Kiels Universitet Christian Frederik Rønne, 1798-1890,  student 1817, cand.theol. 1821, derefter huslærer forskellige steder og uordineret kateket ved Holmens kirke, blev 1830 sognepræst i Haarslev og Ting Jellinge, hvorfra han 1834 flyttede til Høve og Flakkebjerg som sognepræst. Var medlem af det grundtvigske „Det Sydvestsjællandske Broderkonvent.“ Havde håbet på at efterfølge sin far i Lyngby, men det skete ikke. C. F. Rønne var medlem af DMS’s bestyrelse 1828-1863 og den første redaktør af Dansk Missionsblad 1834-1836. Han blev den første gejstlige formand for Indre Mission 1858-1881. Niels Simon Rønne, 1800-1888, lærer i  Haar­slev ved Holsteinborg Bolette Ingeborg Rønne, 1801-1861, gift  med Frederik Christian Rasbech, landmand, forpagter på Appelsbjerg under Holsteinborg, medlem af DMS’s bestyrelse 1834-1860 Lindhardt, Vækkelser, p. 22 Her citeret efter JOA, p. 177 Rønne: Om Fattigvæsenet, Theol.Bib.,  1816, p.235 Lov af 5. juli 1803, Nystrøm, 1934, p. 13 Fremstillingen af Rønnes skolearbejde i  Tjæreby-Alsynderup bygger på stiftsprovst Fr. Plums artikel i tidsskriftet Egeria, 1806, 285-289 Indsamlingsbøsse, der blev båret rundt i menigheden under gudstjenesten

99

 t ritual, der brugtes når en kvinde første E gang efter barsel kom i kirke. 100 P  lum: Egeria, 1806, p. 289f. 101  Frederik Plum, 1760-1834, dr.phil. og dr.theol., efter at have været præst forskellige steder blev han 1803 stiftsprovst ved Vor Frue Kirke, København, 1811 til sin død var han biskop i Odense. Han var stærkt engageret i skole- og fattigvæsnet rundt om, hvor han var præst. Efter Rønnes stiftelse af DMS var han med til at lægge hindringer for ham i Fyens Stift. 102 P  lum, Egeria, 1806, p. 287 103 Rønne: Læsebog for Almuebørn, 1798 104 P  lum: Egeria, 1806, 2. årg. II, p. 290 105 Rønne: Uskyldig Tidsfordriv III, 1794, „Forerindring“ 106 Rønne: Kort Udtog af den bibelske Historie for Børn som kun have liden Skolegang, 1801, 3. rev. udg. i 1811 107 Rønne: Bibelhistorie, 1801, p. 2 108 R  ønne: Bibelhistorie, 1801, p. 118 109 Rønne: Bibelhistorie, 1801, p. 57 110 R  ønne: Bibelhistorie, 1801, p. 68-70 111 Rønne: Bibelhistorie, 1801, p. 2 112 R  ønne: Bibelhistorie, 1801, p.100 113 Rønne: Bibelhistorie, 1801, p. 111 114 R  ønne: Bibelhistorie, 1801, p. 113 115 Rønne: Bibelhistorie, 1801, p. 114 116 R  ønne: Dagbog II, p. 57 117 Rønne: Brev af 16. juni 1806 trykt i „Egeria,“ 1806, 2.årg.II, p. 179f. 118 P  lum: Egeria, 1806, 2. årg. II, p. 291. 119 JOA: p. 57 120 De citerede kilder befinder sig i: „Indberetninger fra Præsterne om den evang.chr. Psalmebog“ i Sjællands Bispearkiv, RA. 121 Denne oplysning er interessant og sætter De Stærke Jyders modstand mod netop indførelsen af Evangelisk-Christelig Psalmebogs indførelse i perspektiv. Her var det åbenbart ikke menighedens frie valg, men præstens valg, der blev prioriteret. 122 G  uldbergs salmebog fra 1778 123 Rønne: Ere frie eller fastsatte Texter fortrinligere, p. 75-85 124  Ifølge mail fra salmehistorikeren Jørgen Kjærgaard af 1. april 2014, var det fra det 18. årh., da Vajsenhuset fik monopol på udgivelse af salmebøger mere reglen end undtagelsen, at Alterbogens tekster og bønner var med i salmebøgerne. Man må derfor gå ud fra, at Rønne – måske af økonomiske grunde – har fået salmebøger uden tekstdelen og været uvidende om, at man også 171


kunne få salmebøger med tekstdel allerede i 1799. 125 J. Møller: Biskop Balles Levnet og Fortjenester, Theol. Bib, bd. 12, 1817. 126 Heinrich Ussing, 1743-1820, blev teologisk kandidat 1763, præst forskellige steder, 1790 blev han præst i Lille-Lyngby og 1797 provst, havde et stort forfatterskab, hvis hovedværk er: Kirkeforfatningen i de kongelige danske Stater I-IV, 1786-89. 127 Axel Lindvald: Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser, I, p. 53 128  Magister Frederik Christian von Haven, 1752-1802, sognepræst i Lyngby 1793 til sin død. 129 Rønne: Dagbog II, p. 2 130 Hans Jørgen Christian Høegh, 1738-1805, flere præsteembeder, sidst i Gentofte 17731805 heraf provst for Sokkelund Herred fra 1783. Foregangsmand inden for landbrug. Bror til Ove Høegh-Guldberg. Provst Høegh var Rønnes gode ven, et venskab, der stammede tilbage fra Rønnes første år i arveprinsens tjeneste. Det var Rønne, der forrettede hans begravelse, og ifølge Rønnes Dagbog II, p. 4, var Rønne hans personlige konfessionarius. 131 Kong Christian VIII.s Dagbøger, I, p. 59 132 Rønne: Dagbog II, p. 2 133 Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: Lyngby Kirke, Lyngby 1997, p. 5-8 134 Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: Lyngby Kirke, Lyngby 1997, p. 1027 135 Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: Lyngby Kirke, Lyngby 1997, p. 5559 136  Birgitte Bøggild Johannsen og Hugo Johannsen: Lyngby Kirke, Lyngby 1997, p. 112 137 H. Stern: Statistisk-topografisk Beskrivelse over Kjøbenhavns Amt, Kjøbenhavn 1834, p. 327-377 138 Jens Andersen, I, p. 47 139 Carl Christian Frederik Rønne, 1842-1907, søn af Rønnes yngste søn, frimenighedspræst og højskoleforstander på Stevns. 140 Jørgen Falk-Rønne, 1865-1939, præst og forfatter 141 Jørgen Falk-Rønne, p. 79f. 142 Nicolai Ivar Rønne, 1803-1876, slotsgartner på Sorgenfri. 143  Amalie Johanne Rønne, 1807-1883, gift med sognepræst Emil Anton Conrad Olsen, sognepræst i Dalby-Tureby (i øvrigt efter Rønnes svoger, Hannibal Brandt). 172

144 M  arcus Clod Rønne, 1808-1883, præst i Magleby, gift 1836 med kusinen Caroline Sophie Vilhelmine Rønne, 145 Jørgen Falk-Rønne, p. 80 – hans beskrivelse bygger på en på hans tid levende familietradition, der ikke har kunnet verificeres i tilgængelige kilder. Jørgen Falk-Rønne (p. 5) har haft adgang til et stort privat arkiv, som ikke har kunnet opledes af forfatteren. Arkivets sidst kendte opholdssted er hos Jørgen Falk-Rønnes søn, advokat Bent Falk-Rønne, der døde 2005. Hans arvinger har ikke kunnet oplyse noget om arkivets videre skæbne. 146 Jørgen Falk-Rønne, p. 82 147 Rønne: Dagbog II, p. 74, se også noten i Dagbog 2, p. 108 for 5. januar 1833. 148 Anine Bolette Mathilde Rønne, 1814-1893, datter af Rønnes yngste broder, Mathias Lumholtz Rønne, død ugift i Sorø. 149 Jørgen Falk-Rønne, p. 82f. 150 DRB 1831, p. 92f. 151 DRB 1831, p. 93 152 Victor Christian Hjorth, 1765-1818, medlem af biskop Balles Homiletisk-Kateketiske Selskab sammen med Rønne, en årrække sognepræst ved Holmens kirke i København og 1811-1818 biskop i Ribe. Det Mathurinske Legat var stiftet ved skøde af 9. februar 1751 udstedt af Maturin Caspersen Carstensen af Ribe som et legat på fiskeriretten på Ribe Aa; legatet ejede Ribe Slotsbanke indtil midten af 20. århundrede, og havde til formål at uddele livsvarige legatportioner til fattige i Ribe Stift. Legatet eksisterer stadig og administreres af Ribe Stift og har en legatkapital på 220.000 kr. Det uddeler for tiden 11 portioner årligt. Når Bolette Rønne kunne komme i betragtning må det skyldes, at hun var enke efter en klokker i Ribe Stift. 153 DRB 1831, p. 93 154 Peter Falck Rønne, 1825-1887, præst, Rønnes barnebarn 155 Rønnes ældste søn, Christian Albert Rønne, 1797-1859, var landmand i Skåne 156 Jørgen Falk-Rønne, p. 7f. 157 Hans Adolph Brorson, 1694-1765, 17221729 præst i Randerup, 1729-1739 præst i Tønder, 1739-1741 stiftsprovst i Ribe og 1741-1764 biskop i Ribe. 158 DRB 1831, p.91 159 Jørgen Falk-Rønne, p. 15 – DDS nr. 313 160 Jørgen Falk-Rønne, p. 52 161 Rønne Dagbog II, p. 2


162 D  et mest sandsynlige er dog, at Rønne ikke har skrevet om forløbet 1802-1809 før i 1809, hvor han har skrevet beretningen om denne periode som en sammenhængende skildring, sandsynligvis under indtryk af de traumatiske begivenheder i forbindelse med Englandskrigen 1807. 163 R  ønne: Theol. Bib., bd. 15, 1818, p. 220ff. 164 Nystrøm, p. 11 165 Kgl. approberet Plan til Fattigvæsnets provisoriske Indretning og Bestyrelse paa Landet i Sjælland – af 15. juni 1802. 166 Lov af 5. Juli 1803 om Pligt for Landkommunerne at underholde deres Fattige 167 Benjamin Thompson, 1753-1814, var en anglo-amerikansk fysiker og opfinder, der blev adlet under navnet grev Rumford. I årene 1785-1796 havde han arbejdet som adjudant for kurfyrsten af Bayern, og i disse år omorganiserede han hæren og etablerede arbejdsanstalter for de fattige. I den forbindelse foranstaltede han bl.a. et program for fremme af kartoffeldyrkning i Bayern. 168  Johann Gottlieb Fichte, 1762-1814, tysk filosof, der i 1790’erne holdt en række forelæsninger over de lærdes bestemmelse, på dansk udgivet under titlen: „Den Lærdes Bestemmelse“, Kjøbenhavn 1796, med et begejstret forord af Jonas Collin, som Rønne havde et nært samarbejde i Landøkonomisk Selskab. 169 P. Bagge, 1969, p. 433f. 170 „Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen“ - Fredericia 1803 – dateret 3. januar 1803, p. 7. 171 „Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen“ - Fredericia 1803, p. 8-12. 172 En gennemgang af Rønnes offentliggjorte prædikener viser ingen prædikener over teksten om de betroede talenter, Matt 25,14-30, der først blev forordnet som prædiketekst til Septuagesima søndag med indførelsen af anden tekstrække i 1895. 173 „Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen“ - Fredericia 1803, p. 14-16. 174 „Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen“ – Kjøbenhavn 1804, p. 8 175 K  ong Christian VIII.s Dagbøger, I, p. 77 176 Kong Christian VIII.s Dagbøger, I, p. 78 177 DRB 1831, p. 92 178 „Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen“ – Kjøbenhavn 1804, p. 8 179 Rønne: Om Fattigvæsenet, Theol.Bib., bd. 9, Kjøbenhavn 1816, p. 234-262

180 T  heol. Bib., 1816, p. 235 181 Rønnes foredrag i Det kongelige Landhuus­ holdnings-Selskab, 4. februar 1819 efter indbydelsen fra præsidenten, etatsråd Jonas Collin, over emnet: „Nogle Betragtninger, Fattigvæsnet angaaende.“ -Land.T., bd 9, Kjøbenhavn 1819, p. 1-44 182 Theol. Bib., 1816, p. 236f 183 Theol. Bibl., 1816, p. 236, se også Rønne: Dagbog II, p. 74f: „ D. 10de udbrød Ilsvaade hos Smeden Møller, hvorved hans, Magnus Sybergs og Jfr. Bruhns Stuehus afbrændte. Ved denne som ved flere Ildsvaader her i Sognet stadfæstedes for mig den Overbeviisning, at frivillige Gaver til Nødlidende ikke savnes. Gid vi kuns intet tvunget fattigvæsen havde![min fremhævning]“ 184 Prinsesse Sophie Hedevig, 1677-1735, var søster til Frederik IV. Hun ejede blandt andet Sorgenfri Slot samt godserne Dronninggård og Frederiksdal, som hun har modtaget som gave af sin far, Christian VI, ved dennes tronbestigelse 1730. Hun forblev ugift. 185 Eiler Nystrøm: Lyngby Sogn i Fortid og Nutid, København 1934, p. 11f. 186 Christian Larsen: Biskop Balles Visitatsindberetninger, København 1999 187 Rønne: Dagbog II, p. 4f. 188 J. Falck-Rønne, p. 38 189 Eiler Nystrøm: Lyngby Sogn i Fortid og Nutid, København 1934, p. 11f. 190 Rønne: Dagbog II, p. 4 191 Christian Larsen: Biskop Balles Visitatsbog 1799-1807, 1999, p. 253f. – Balles visitats i Lyngby den 15. maj 1805. 192 James Gordon, død 1840, engelsk grosserer i København 193 Rønne: Dagbog II, p. 54, Watt, ukendte årstal, engelsk grosserer i København 194 Eiler Nystrøm: Lyngby Sogn i Fortid og Nutid, København 1934, p. 12. 195 Rønne: Angaaende Udparcelleringer, L.Tid, I, p. 317-326, Kjøbenhavn 1815 196 J. Falk-Rønne, p. 37 197 Johan Christian Drewsen, 1777-1851, var født på Strandmøllen nord for Taarbæk i Lyngby sogn. Han var ejer af papirmøllen, som han udviklede til en moderne papirfabrik. Desuden var han agronom og politiker og sad i Roskilde Stænderforsamling. 198 Jonas Collin, 1776-1861, dansk jurist og gehejmekonferensråd, han havde en lang række tillidsposter, bl.a. som medlem af direktionen for Det Kongelige Teater. 173


Han var mæcen for flere af guldalderens kunstnere, bl.a. H. C. Andersen. Fra 1805 var han medlem af Det Kongelige Land­ huusholdsnings-Selskab, hvis ene præsident han var i årene 1809-55, bl.a. sammen med J. C. Drewsen. Der findes flere breve i Det Kongelige Biblioteks håndskriftssamling mellem Collin og Rønne om landbrugsspørgsmål. 199 C. F. Rønne, 1886, p. 181 200 Rønne: Dagbog II, p. 29 201 Se bl.a. L. Tid. I, 1815, p. 89-108 202  Christian Ditlev Reventlow, 1748-1827, lensgreve, geheimestatsminister, der var en central figur ved kronprins Frederiks statskup i 1784, og ligeledes den centrale arkitekt bag landboreformerne i de følgende år. Han kom på kant med kronprins (og senere konge) Frederik i spørgsmålet om udenrigspolitikken, der førte Danmark ind i Napoleonskrigene imod England med statsbankerotten 1813 som følge. Han fratrådte som statsminister i 1813. 203 Rønne: Dagbog II, p. 41-51 (det skal bemærkes, at brevet er kun indskrevet i dagbogens venstre-sider). 204 Rønne: Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum til Pastor Rønne, og dennes Erklæring over over samme i Anledning af sidstnævntes Forhold under Krigen med England i August og følgende Maaneder, Kjøbenhavn 1807, p. 7. 205 Rønne: Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum mm., 1807, p. 8 206 Johan Sigismund Ludvig lensgreve Schulin, 1777-1836, dansk godsejer, der ejede Frederiksdal i Lyngby. 1807 cand. jur. fra universitetet i Kiel. 1821 blev han medlem af den første bestyrelse for DMS. 1824 blev han udnævnt til kammerherre og 1824-1831 var han amtmand i Præstø. 207 Fredéric de Coninc, født 1740 i Haag, død 1811 på Dronninggaard i Lyngby, var en nederlandsk handelsmand, der var virksom i Danmark, kom 1763 til Danmark, hvor han startede rederi- og handelsvirksomhed med oversøiske produkter. Efterhånden blev han landets 5. største skibsreder med 64 skibe og en stor formue. Ejede det senere Moltkes Palæ i Bredgade samt Dronninggaard i Lyngby. 208 Rønne: Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum mm., 1807, p. 9 209 Schønheyder, p. 2-3 – se også Hjorth 2006, p. 161 174

210 R  ønne: Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum mm., 1807, p. 14 211 Rønne: Dagbog II, p. 12 212 Rønne: Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum mm, 1807, p. 9 213 Rønne: Dagbog II, p. 12 – dette bekræftes af samtlige de mange bønder og borgere, der blev indkaldt som vidner i den efterfølgende retssag, RA, Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. 214 Rønne: Dagbog II, p. 12 – se også Hjorth 2006, p. 161 215 Penia, 2. årgang, Kjøbenhavn 1807, J. H. Bärens, p. 260: „….Han, Han skulde see dansk Mand række Fienden hjelpsom eller Venskabs Haand, og dansk Mand offentlig takke ham, fordi hos enkelte Fiende endnu var Følelse af Retskaffenhed og taalelig Behandling mod værgeløse og fornærmede Borgere…..“ 216 Berlingske Tidende 13. september 1807 217 Rønne: Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum mm, 1807, p. 16 218 Rønne: Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum til Pastor Rønne, og dennes Erklæring over samme i Anledning af sidstnævntes Forhold under Krigen med England i August og følgende Maaneder, Kjøbenhavn 1807. – For ikke selv at tjene noget økonomisk på denne sag, bestemte Rønne, at overskuddet fra salget af bogen skulle gå til genopbygningen af den nedbrændte Vor Frue Kirke i København. 219 J. Falk-Rønne, p. 44 220 Rønne: Dagbog II, p. 16 221 Schønheyder, p. 1 222 Hans Bilsted, 1774-1830, dansk kammeradvokat, 1797 cand. jur, 1802 højesteretsadvokat, 1813 justitsråd, 1824 gereralfiskal og etatsråd, 1828 kammeradvokat. Beskikket som anklager i den særlige sag mod Schulin, de Coninck og Rønne 18081809 223 Danske Kancellis ordre af 10. november 1807 – forundersøgelsen blev afleveret af stiftsamtmand Hauch til Danske Kancelli den 6. januar 1808. 224 Frederik Hauch, 1754-1839, 1802 blev han stiftsamtmand over Sjællands Stift og Amtmand for Københavns Amt, far til digteren Carsten Hauch 225 August Aagesen, 1781-1846, cand. jur. 1801, auditør 1802, 1807 tillige surnummerær assessor i den kgl lands-, over- samt hof- og stadsret, 1822 generalauditør


226 R  A: Danske Kancelli. Kommissionsprotokol 1808 i sagen mod Grev Schulin, Etatsraad de Coninck og Præsten Rønne, p.2 227 J ohan Martin Schønheyder, 1752-1831 228 Rønne: Dagbog II, p 18 229 William Schaw Cathcart, 1755-1843, 1st. Earl of Cathcart, skotsk adelsmand, officer og diplomat, øverstkommanderende for de engelske styrker i krigen mod Danmark 1807. Blev adlet få uger efter hjemkomsten fra København. 230  RA: Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. 1808, og Schønheyder, p. 2ff. 231  RA: Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. 1808, og Schønheyder, p. 52ff. 232  RA: Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. 1808, og Schønheyder, p. 61ff. 233  RA: Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. 1808, og Schønheyder, p. 72ff. 234 Brev af 22. august 1807 til Rønne, hvori grev Schulin anfører: „…at vi [han og de øvrige] – have indgaae en stiltiende Contract med Fienden, ei at handle som Fiende…..“ (RA, Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl., og Schønheyder, p. 20 235  RA: Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. 1808, og Schønheyder, p. 36. 236  RA: Danske Kancelli, Sagen mod Grev Schulin m.fl. 1808, og Schønheyder, p. 83. 237 Schønheyder, p. 84 238 Schønheyder, p. 85 239 Schønheyder, p. 86-88 240 S chønheyder, p. 91 241 Schønheyder, p. 92f. 242 Rønne: Dagbog II, p. 21- i oversættelse: „Gør det, der er ret, og frygt ikke djævelen.“ Se også Ørsted 1855, p. 355-70. 243 Kong Christian VIII.s Dagbøger, I, p. 114, 16. maj 1803 244  Rønne: Præken holden ved Høstfesten i Lyngbye Kirke den 16de September 1804, Kjøbenhavn 1804. (Høstprædiken) 245 JOA p 70, p. 85-92, Falk-Rønne p. 54 246 Falk-Rønne, p. 52 – denne tese er ikke fundet bekræftet i nogen af de tilgængelige kilder, hverken i Rønnes dagbog eller hos sønnen, C. F. Rønne. 247 Lindhardt, p. 20 ff 248 F  alk-Rønne, p. 58 249 Høstprædiken, 1804, p. 11 250 Høstprædiken, 1804, p. 16 251 Kirken den er et gammelt hus, DDS 323,1 og 7, se også DDS 329 252 Michael Frederik Liebenberg, 1767-1828, dansk præst og salmedigter, cand. theol.

253

254 255 256 257

258

259

260 261

262 263

264

265

1792, præst på Frederiksberg 1799 og 1805 tillige slotspræst. Efterfulgte biskop Balle som kongelig konfessionarius i 1816, hvorefter han flyttede til København, hvor hans gudstjenester blev meget besøgte. 1819 til sin død medlem af DBS’s bestyrelse. Udgav 1805-1809 to bind prædikener: Kristelige Religionstaler. Meldte sig ind i DMS allerede ved det første store møde i Brødremenighedens sal i Stormgade i januar 1822. M. F. Liebenberg: Samling af Christelige Religionstaler, Kjøbenhavn 1805-1809, bind 1, p. 96ff. Baagø: Vækkelser, 1960, p. 13f. Kjøbnhavns Skilderi, 1817, nr. 13 Menighedsloven blev først gennemført i  1903 Kjøbenhavns Skilderi, 1817, nr. 16-17: „I Anledning af Skilderiets Nummer 13 for Aaret 1817.“ Hal Koch, Den Danske Kirkes Historie, VI, 1954, p. 117f. hævder, at Rønne gennemførte disse tanker i det menighedsliv, som i de følgende år voksede frem i Lyngby. Koch har ret i dette, hvad angår organiseringen af såvel Bibelselskabet som Tractatselskabet og DMS, der alle fik en bestyrelse, der i vid udstrækning var demokratisk valgt, men selve Lyngby sogn fik så vidt det kan ses af kilderne ikke et menighedsråd efter Rønnes forbillede. Jf. hertil f.eks. Uskyldigt Tidsfordriv, I, p. 28: Det er skadeligt at være overtroisk, og p. 32: Om Hexerie Offentliggjort i Theol. Bib., bind 15, Kjøbenhavn 1818, p. 193-238 N. F. S. Grundtvig: „Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Huus?“, Kjøbenhavn 1810 Rønne: Prædikener I, 1819, p. 179f. Franz Volkmar Reinhard, 1753-1812, tysk teolog og prædikant, var en af de fornemste forkæmpere for den supranaturalistiske teologi, der imod rationalismen søgte at hævde såvel den positive kirketro som Bibelens guddommelige autoritet. Rønne kan have stiftet bekendtskab med professor Reinhard gennem Theologisk Bibliothek, hvor professor J. Møller i 1812 havde en præsentation af Reinhard og hans teologi. Lyksalighed er et ord, som Rønne har fra Guldberg. Det refererer til såvel en lykketilstand her i livet som den evige frelse. Rønne: Prædikener 1819, I, Forerindring p. VI-VIII. 175


266 C  hristian Larsen: Biskop Balles Visitatsbog 1799-1807, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 1999, p. 252 – Balles visitats i Lyngby kirke den 14. maj 1805. 267 Kong Christian VIII.s Dagbøger, I, p. 59 268 En søgning i Rigsarkivet efter Kommunionsbogen fra Rønnes embedstid viser, at netop denne bog mangler. Rønnes opgørelse er bragt DRB 1825, p. 80 269 Rønne: Liigprædiken over Provst og Sognepræst H. I. C. Høegh i Gjentofte, Kjøbenhavn 1805. 270 C. F. Rønne, p. 182f. – C. F. Rønnes retskrivning 271 1805: Sørge-Tale, 1811: Ved Etatsraad de Conincks Begravelse, 1813: Ved Frøken C. L. Warnstedts Begravelse 272 Rønne: Dagbog II, p. 4 273  Christiane Louise von Warnstedt, 17411813, var ugift og boede på Frederiksdal i hvis skov, hun blev begravet i en gravhøj. Hun var moster til Rønnes gode ven, grev J. S. Schulin. 274 DRB, 1826 nr. 39-40 275 Dagbog II, p. 70-71, og DRB 1829, p. 369370 276 Frederik Adolph Holstein, greve af Holsteinsborg, 1784-1836, dansk jurist og greve, overtog 1808 grevskabet Holsteinsborg, 1810 grundlagde han landets første sparekasse og i 1814 udarbejdede han et forslag til grundlov for Norge. 1833 blev han valgt til formand for DMS ved Rønnes død og 1835 valgtes han som kongevalgt medlem af Roskilde Stænderforsamling. Holstein var stærkt kirkeligt engageret og foranledigede en stor del af præsteembederne i sit grevskab besat af yngre grundtvigske præster, bl.a. brødrene Fenger og Rønnes søn. 277 Brev fra september 1805 fra de skotske missionærer E. Henderson og J. Paterson til deres kirke hjemme i Skotland – her citeret fra F. Olafsson: Ebenezer Henderson, Bibelselskabets Stifter, København 1989, p. 35 278  Ebenezer Henderson, 1784-1858, skotsk missionær, der aldrig kom til Indien, men blev en væsentlig medarbejder for British and Foreign Bible Society (BFBS) i Nordeuropa, var den ledende kraft bag stiftelsen af Det Danske Bibelselskab 22. maj 1814. Blev 1817 æresdoktor ved Københavns Universitet i anledning af reformationsjubilæet. 279 John Paterson, 1776-1855, skotsk missionær, der ligesom vennen Henderson heller 176

aldrig kom til Indien, men fik sit virke hovedsageligt i Sverige, Finland og Rusland. Blev 1817 æresdoktor ved Helsingfors’ universitet. 280 Beskrivelsen af den engelske vækkelse støtter sig til JOA, p. 3-33 281 To af medlemmerne af denne studenterklub var brødrene John (1703-1791) og Charles Wesley (1707-1788), som blev grundlæggere af den metodistiske vækkelse, der senere konstituerede sig som en fri kirke i forhold til den engelske statskirke. 282 William Carey, 1761-1834, engelsk missionær i Indien i den danske koloni Frederiksnagore (i dag: Serampore) 283 Nu: Church Mission Society (CMS) 284 Nu: United Society for Christian Litterature. 285 Olafsson, p. 18 286  Ved et interessant tilfælde dannedes det første Indre Mission i Danmark på denne dag 48 år senere ved et møde hos gårdmand Peder Pedersen i Ordrup ved Ringsted. 287 S. Petri og Frederikskirken på Christianshavn (nu: Christianskirken) var begge tyske kirker, mens Garnisons kirke havde en tysk præst. Desuden havde den reformerte kirke i Gothersgade også en tysk menighed. 288 Olafsson, p. 40 289 Konventikelplakaten var kgl. Forordning af 13. januar 1741, der bestemte, at der ikke måtte finde lægmandsforsamlinger sted, uden de var godkendt af sognets præst, og disse møder måtte kun bestå af „ganske faa Personer, hvilke i al Stilhed paa kort Tid maae samles, og igien adskilles, uden nogen Slags Æden og Drikken at foretage, og ved lys Dag, ikkun af Mandfolk med Mandfolk, Qvinder med Qvinder.“ Friluftsmøder var ikke tilladte, og bøger, der ikke var godkendt af censuren måtte ikke benyttes. Konventikelplakaten findes aftrykt i Frederik Nygård: Kristenliv i Danmark, Kjøbenhavn 1897, p. 439-448 290 Olafsson, p. 50 291  Johannes Hammerich, grosserer, agent, 1777-1852, hørte til Brødremenigheden i Stormgade, medlem af Bibelselskabets bestyrelse og dets kasserer. 292 Johannes Boesen, justitsråd, kontorchef i Rentekammeret, præstesøn fra Fyn, medlem af Brødremenigheden i Stormgade, medlem af DMS’s bestyrelse 1833-1846, svigerfar til DMS’s senere formand J. F. Fenger.


293 K  aj Baagø, 1926-1987, dr. theol. 1958, missionær for DMS i Indien 1959-1968, konsulent i Danida 1968-1985, dansk ambassadør i Indien 1985-1987. 294 Det følgende afsnit vil primært bygge på Kaj Baagø: Vækkelse og Kirkeliv i København og Omegn, København 1960, p. 18-29 – i det følgende vil jeg anvende betegnelsen Brødremenigheden om brødresocietetet. 295 Johannes Christian Reuss, 1778-1838, efter uddannelse og forskellige stillinger som forstander for tyske menigheder kom han april 1815 til København som forstander, hvor han var indtil sygdom tvang ham til at gå af 1835, hvorefter han flyttede til sin fødeby, Christiansfeld. 296 Michael Pedersen Kierkegaard, 1756-1838, hosekræmmer, Søren Kierkegaards far, 1815 valgt ind i Brødremenighedens „Gehülfen“, 297  Hans Egede, 1686-1758, dansk præst og grundlægger af missionen i Grønland 298 Jens Møller, 1779-1833, dansk teolog, fra 1808 professor i teologi, han fik meget stor indflydelse på en lang række præster og den teologiske debat i Danmark gennem udgivelsen af Theologisk Bibliothek (1811-1821) efterfulgt af Nyt theologisk Bibliothek (1822-32), der igen afløstes af Tidsskrift for Theologi og Kirke (1833). Han var medstifter af Bibelselskabet, hvis udenlandske sekretær han var fra 1818 til sin død. Han var efter sigende den danske teolog, der havde det største internationale netværk i sin tid. 299 Karl Friedrich Adolf Steinkopf, 1773-1859, tysk luthersk teolog og præst, der 1804 blev valgt som international sekretær i BFBS for at danne en modvægt mod selskabets stærke frikirkelige vægt. Denne stilling besad han indtil 1825, hvorefter han helligede sig mange andre kirkelige formål. Fra 1804 og resten af sit liv var han desuden sekretær for Religious Tract Society. Han var desuden blandt initiativtagerne til dannelsen af Basel Missionsskole 1815 og efterfølgende af Basel Missionen i 1822. 300 Olafsson, p. 149ff. 301 Jens Møller: Authentisk Beretning om det britiske Bibel-Selskabs Fremgang, Theol. Bibl. III, Kjøbenhavn 1812, p. 315-335 302 C  . F. Rønne, p. 183 303  DMS-RA, Diverse breve til formanden, 1831-1833: „Min kiære Pastor Rønne. Med stor Glæde har jeg erfaret Tid efter anden,

304

305 306 307 308 309

310 311

at Deres ivrige Bestræbelser for at befordre Sandhedens Rigets Anliggender have haft en velsignet Fremgang. Vor fælles Ven Herr Prof. Møller har oversendt mig de smaa Afhandlinger som ere trykte af Deres Tractat-Selskab – hvorfor jeg føler mig inderlig forbunden. At De ikke skal troe, at jeg har forglemt Dem og til Beviis paa min inderlige Deeltagelse i Deres Foretagende Unterretninger oversender jeg herved 100 Explr. af en Hebraisk Tractat som jeg har oversat efter en Amerikansk Berettelse, som nyligen har kommet mig i Hænde. Gewahr Visseligen vil De finde Leilighed at uddele dem iblandt Abrahams Afkom som opholde sig i Deres Hovedstad. Originalen er simpel og rørende. I Oversættelsen har jeg givet den noget af et Gammel Testamentisk Dragt for meer at skaffe den Indgang hos Jøderne. I det jeg beder Dem at hilse fra min Kone og mig, Madam Rønne og hele Deres Familie og forsikkrer Dem hvor meget det vil glæde mig om jeg leve til næste Aaret at atter høre om Deres Velangaaende og den hellige Sags Fremgang fremlever jeg Deres inderlig hengivne E. Henderson.“ Brevet er dateret Marts 1823 og journaliseret af Rønne som No. 8/1823, men i Rigsarkivets journalisering er angivet som nr. 4/1833, hvilket må bero på en sorteringsfejl på et senere tidspunkt. Rønnes navn findes i den første liste over DBS’s medlemmer, jf. Anden Beretning fra Bibelselskabet i Danmark, Kjøbenhavn 1816, p. 62, se også: Baagø: Vækkelser, 1960, p. 33 „…men i 1814 var i alt fald en af de ivrigste ved stiftelsen af bibelselskabet….“ Sidst fremført af professor J. H. Schjørring i Kirkens Historie, bd. 2, p. 459 Rønne: Uskyldigt Tidsfordriv III, Kjøbenhavn 1794, Forerindring Rønne: Prædikener 1819, I, p. 216 Rønne: Prædikener 1819, I, p. VIII I Rønnes Dagbog II mangler siderne 44, 46 og 48, der dækker netop disse år. Hvornår disse sider er fjernet lader sig ikke besvare. Selv skriver Rønne i Dagbogen II, p. 21: „ Jeg forbigaaer nu her adskilligt fra 1814 til 1819, fordi jeg, efter saa lang Tids forløb ikke ubindeligt nok kan erindre det.“ Det er beklageligt, at Rønne har valgt tavsheden om disse vigtige år i hans liv. Rønne: Prædikener 1819, I, p. 460-480 Jens Møller: Det danske Bibelselskabs Historie, Theol. Bib., X, Kjøbenhavn 1816, p.313f. 177


312 M  ødet er grundigt dokumenteret i: Rønne: Efterretning om et Bibelselskabs Oprindelse i Lyngbye og dens nærmeste Omegn, Kjøbenhavn 1817 313  Louis Charles Frederic de Coninck jr., 1779-1852, sammen med en broder overtog han efter faderens død dennes store virksomhed, der havde lidt meget under Napoleonskrigen og den efterfølgende statsbankerot. Virksomheden gik fallit i januar 1821, og Frederic de Coninck flyttede 1822 til Paris, hvor han bosatte sig hos sin datter, der var gift med den reformerte præst Fr. Monod jr.. 314 Dette møde er udførligt dokumenteret i: B. F. Rønne: „Fortsat Beretning om det i Lyngbye oprettede Bibel-Selskab m.v.“, Kjøbenhavn 1818. 315 Ifølge Merete Wilkenschildt: „Kongeligt Leksikon,“ 1999, p. 201: „For dronning Margrethe…. er salutten 27 skud, mens der er 21 skud for prins Henrik, kronprins Frederik, rigsforstanderen, andre medlemmer af kongehuset med prædikat af Kongelig Højhed samt fremmede, kongelige personer og andre statsoverhoveder.“ – Det var altså „kongesalutten“ Rønne lod affyre i anledning af Jubelfesten for 300 året for Reformationens indførelse, samt for stiftelsen af Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn. 316 Prins Christian Frederik havde allerede året før sagt ja til at være protektor for Bibelselskabet i Odense, stiftet 8. maj 1816, Olafsson, p. 206 317 Evangelisk-Christelig Psalmebog, Nr. 7 318 Jens Møller: Bibelens frie Læsning og Uddeling blandt Menigmand, forsvaret i et Sendebrev, tilligemed et Forslag til Fædrenelandets Geistlige om at oprette Herreds- og Sogne-Bibelselskaber, Theologisk Bibliothek, bd. 16, Kjøbenhavn 1819, p. 1-100 319 Ud over Lyngby drejede det sig bl.a. om Holsteinborg, Vallø, Vemmetofte samt grev Reventlows gods på Lolland. 320  Johan Jürgen Heinrich Schubothe, 17611828, kom som 14-årig i lære hos Heinecks og Fabers Boghandel, der havde stade nr. 5 på Børsen, 20 år senere overtog han boghandlen, som han drev i eget navn til sin død. 321 Rønne: Efterretning om Selskabet i Kongens Lyngbye, meddeelt i et Brev af Pastor Rønne, dat. Lyngbye d. 8de Octbr. 1820 [til professor Jens Møller], Theologisk Bibliothek, Bind 19, Kjøbenhavn 1821, p. 321-326 178

322 M  øller: Theol. Bib., Bind 3, Kjøbenhavn 1812 323  Omtalen af dette selskab støtter sig til Olafsson, p. 54ff. 324  Jens Frederik Boesen, 1765-1839, sognepræst og provst i Vigerslev og Veflinge, Fyn, de to brødre var broder til ovenfor omtalte Johannes Boesen, der kom i DMS’s bestyrelse. 325 U. Chr. Boesen, 1769-1840, sognepræst i Faaborg 326 Rasmus Balslev, 1762-1840, sognepræst i Haarslev 327 Rasmus Balslev i Theol. Bib., bd. 19, Kjøbenhavn 1821, p. 310ff. 328 Møller i Theol. Bib., bd. 14, Kjøbenhavn 1818, p. 350 329 Møllers foredrag er aftrykt i Theol. Bib., bd. 16, Kjøbenhavn 1819, p. 230-280 331  Bibelselskabet Fjerde Beretning, Kjøbenhavn 1819, p. 79f. 332 Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, Aargang 16, Kjøbenhavn 1819, No. 65, sp.. 1029-1030, dateret 7. august 1819 333 Samling, Kjøbenhavn 1821, bd. 1, Forerindring, p. III 334 Frédéric Jean Noël Gerard Monod, 17941863, fransk reformert præst i Geneve og Paris, gift 1821 med sin kusine Marie Louise Constance de Coninck, datter af Frederic de Coninck jr.. Monod havde i Geneve været under stærk indflydelse af den skotske vækkelsesprædikant Robert Haldane. F. Monod var en ledende kraft i dannelsen af Unionen af Evangeliske Kirker i Frankrig. 335 Jean Monod, 1765-1836, fransk reformert præst, 1794-1808 præst ved den reformerte kirke i København, senere præst i Paris. Gift 1793 med Louise Philippine de Coninck, datter af Frederic de Coninck sen. 336 Robert Haldane, 1764-1842, britisk præst, der blev en ledende skikkelse i den skotske vækkelse med indflydelse på bl.a. Henderson og Paterson. 1816 foretog han en rejse rundt i Europa til bl.a. Geneve, hvor han øvede stor indflydelse på en lang række teologiske studenter, bl.a. F. Monod. 337 Forerindring p. IV, til Samling af Evangeliske Fortællinger mm, Kjøbenhavn 1821, 338 Jules Charles Rieu, 1792-1821, reformert præst, født i Geneve, hvor han også studerede teologi sammen med bl.a. Monod, og hvor de kom under Haldanes indflydelse. 1818 blev Rieu præst for den reformerte menighed i Fredericia, og han blev i sin


korte tid i Danmark en ivrig medarbejder for traktatselskabet og DBS.. 339 Tractat XXV, Kjøbnhavn 1821, se også: L.P. Rosendahl i Nyt Theologisk Bibliothek, bd. 2, Kjøbenhavn 1832, p. 273ff. 340 Peter Treschow, 1760-1827, født i Drammen i en borgerlig gren af den dansknorske adelsslægt, præst, tilhørte Brødremenigheden, 1817 blev han ansat i London og virkede her som sekretær for Londoner Jødemissionsselskabet og sekretær for det engelske traktatselskab, ligesom han i perioder var vikar for Steinkopf som sekretær for BFBS. 341 Rønne: Dagbog II, p. 342 I 1820’erne fik Rønnes traktater stor betydning for vækkelsen i hertugdømmerne, jf. Pontoppidan Thyssen, 1977, p. 82ff. 343 Møller: Efterretning om de hidtil oprettede Selskaber i Danmark og paa Island for asketiske Skrifter, Theol. Bib., XIX, Kjøbenhavn 1821,p. 304-334 344 DRB 1828, p. 305-308 345 Prins Frederik Christian, 1808-1863, dansk konge (Frederik VII), 1848-1863, ægteskabet blev opløst i 1837 346  Prinsesse Vilhelmine Marie, 1808-1891, dansk prinsesse, datter af Frederik VI. 347 D  RB 1829, p. 175 348 DRB 1830 p. 57f 349 Dagbog II, p. 71 350 Forerindringen er dateret „Kjøbenhavn i Jan. 1794“ 351  Uskyldigt Tidsfordriv III, Kjøbenhavn 1794, p. II 352 Uskyldigt Tidsfordriv, III, p. III 353 Uskyldigt Tidsfordriv, III, p. 83 354 E. Mau i DMB 1868 p. 199 355 Balles Lærebog er den populære betegnelse for en udgave af Luthers Lille Katekismus med forklaringer, som biskop Balle udgav 1791 med titlen: „Lærebog i den evangelisk christelige Religion.“ Den var bestemt til brug i alle skoler i Danmark til afløsning af Erik Pontoppidans forklaring fra 1740. I 1849 blev den delvist afløst af biskop Bals­ levs: „Luthers Katekismus med en kort Forklaring,“ og de to bøger var indtil 1856 de eneste autoriserede til anvendelse i skolen. 356 Rønne har dateret sit forord i februar 1820. En interessant detalje ved denne bog er, at det eksemplar, som findes i Det Kongelige Bibliotek har følgende dedikation: „S.T. Hr. Pastor Grundtvig, Høiagtelses- og Hengivenheds-Minde fra Forfatteren.“ Dedika-

tionen viser, at der allerede i 1820, var en kontakt mellem Rønne og Grundtvig. 357  Rønne bruger ordet „Confirmations-Underviisningen“ i stedet for det ord, der har været anvendt i den kgl. anordning lige siden den første i 1736 indtil den seneste: „konfirmationsforberedelse.“ Med Rønnes stærke pædagogiske engagement i oplysningsånden kunne det tyde på, at det ikke er tilfældigt, at han anvender begrebet: undervisning. 358  Fallesen: Theologisk Quartalsskrivt for Fædrelandets Religionslærere, Kjøbenhavn 1809, bd. 1, p. 225-230 – se også Chr. Larsen: Et institut for pastoralvidenskaberne, Pastoralseminariet 1809-1990, Kirk. Hist. Sam. 2014, p. 7-48 359 Fallesen, bd. 1, p. 230ff. – kgl. Reskript af 20. januar 1809 360 Jakob Peter Mynster, 1777-1854, blev teologisk kandidat 1794 og derefter huslærer, senere sognepræst på Sydsjælland, 18111828 var han kapellan ved Vor Frue kirke i København, 1826 blev han hofprædikant og 1828 kgl. Konfessionarius, fra 1834 til sin død var han Sjællands biskop. 361 Foredraget blev offentliggjort i: Videnskabelige Forhandlinger ved Sjællands Stifts Landemode, I, Kjøbenhavn 1812, p. 75-85, og året efter kom det i svensk oversættelse ved Marcus Rosenschöld og udg. i Journal för Religionslærere. 362 Foredraget er offentliggjort i Theol. Bib., Kjøbenhavn 1818, , bind 15, p. 193-238 363 Rønne: Dagbog II, p. 119f. – der findes mange lignende forløb dokumenteret i Dagbog II 364  Jacob Christian Lindberg, 1797-1857, cand. theol. 1822 og dr. phil. 1828, i mange år lærer ved Metropolitanskolen, videnskabeligt nært knyttet til biskop F. Münter, nær ven med Rønnes søn, C. F. Rønne og kom meget i Lyngby præstegård, efter Rønnes ønske medvirkede Lindberg ved Rønnes begravelse. Fremtrædende i den tidligste grundtvigske vækkelse i København. 365 Gerhard Peder Brammer, 1801-1884, cand. theol. 1822, lic. theol. 1829, dr. theol. 1836, 1830-1842 forstander for Snedsted seminarium, 1842-45 biskop over Lolland-Falster Stift, 1845-1884 biskop over Aarhus Stift. Brammer var i sine helt unge år discipel af Grundtvig, men brød med denne og sluttede sig senere til biskop Mynster. Han endte som en udpræget konservativ teolog og kirkepolitiker. 179


366 D  MS-RA, pakke nr. 392: Manuskripter af Bone Falck Rønne 1828.1830. Dateringen af prædikenerne fra 1. s.i advent til Anden Juledag 1830 er rigtig, hvilket støttes af, at Rønne i sin prædiken til 4. s.i advent taler om „denne for mig høitidelige Dag, da jeg ender mit 66de Leveaar,“ hvilket henviser til Rønnes fødselsdag den 20. december 1830. Men da prædikenen til Nytårsdag omtaler den franske julirevulotion og Grækenlands befrielse fra det tyrkiske herredømme i 1830, må denne og de efterfølgende prædikener være holdt i 1831. 367 Maskinafskriften er foretaget af fhv. missionær A. Andersen, hvornår fremgår ikke af afskriften. 368 G. P. Brammer: Kirkelige Leilighedstaler, 2 bind, udgivet 1832 og 1834 i Kjøbenhavn 369 Rønne: Prædikener 1819, I, p. 14 – prædiken til Nytårsdag 1818 370 Rønne: Prædikener 1819, I, p. 126 – prædiken til Septuagesima søndag (år ikke oplyst) – 1 Kor 9,24-10,5 371 Rønne: „Hvad tykkes Eder om Christus? Hvis Søn er han?“ – Kjøbenhavn 1827. Prædiken holdt 18. søndag efter Trinitatis 1827. 372 Nicolai Henrik Clausen, 1793-1877, dansk teolog og politiker. 1822 blev Clausen professor i teologi og udsendte 1825 bogen: Catolicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus, der fremkaldte Grundtvigs berømte: Kirkens Gjenmæle, hvori Clausen anklagedes for falske lærdomme. Clausen tilhørte den „ældre“ nationalliberalisme. 373 Se også Rønne: „Erklæring fra Udgiveren i Anledning af Kirkens Gjenmæle ved Hr. Pastor Grundtvig,“ DRB 1825, p. 356-359, hvor Rønne kommer med en støtteerklæring til Grundtvig. 374 Rønne: Dagbog II, p, 52 – se også Samling af Evangeliske Fortællinger, Kjøbenhavn 1821, p, 264ff. og 350ff. 375 Rønnes brev af 5. oktober 1821 til professor Jens Møller, Nyt Theologisk Bibliothek, bind 1, 1821, p. 326-336 376 Rønne har beskrevet hele forløbet om erhvervelsen af Haabet i sin Dagbog II, p. 5256 377 Rønne: Dagbog II, p- 54-56 378 Rønne, Dagbog II, p. 56 379 S amling I, Kjøbenhavn 1821, p. 264-272 380 R  ønne: Dagbog II, p. 56 381 Samling I, Kjøbenhavn 1821, p. 256-263 180

382 Samling I, Kjøbenhavn 1821, p. 275-292 383 Stiftelsen af DMS er grundigt refereret i Samling I, Kjøbenhavn 1821, p. 292-311 384 Evangelisk-Christelig Psalmebog, nr. 193 385 Laurits Eyermann, 1782-1841, gørtlermester i Raadvad 386 Christian Anthon Siegumfeldt, 1755-1831, tobaksspinder i København, medlem af DMS’s bestyrelse 1821-1831. 387 Jens Christian Falck, bogbinder i København, var en nær samarbejdspartner med Rønne, hos hvem Rønne udgav flere af sine skrifter. 388 Samling I, Kjøbenhavn 1821, p. 306 389 Biskop F. Münters Visitatsbøger 1808-1829. Landsarkivet for Sjælland. 390  Missionskollegiet, Collegium de cursu evangelii promovendo, oprettet 1714 af Frederik IV, havde til formål at udbrede evangeliet blandt hedninge som sin primære opgave. Tranquebarmissionen kom til at høre under Missionskollegiet. Og året efter oprettelsen, i 1715, overtog kollegiet ansvaret for missionen i Finmarken i de nordligste områder af Norge. I 1737 kom den grønlandske mission under Missionskollegiets administration. 391  Det Kgl. Missions-Collegii Protocol fra 1792-1829, RA, p. 482-83 392 Missionskollegiets medlemmer var i 1821: Geheimestatsminister Julius von Kaas, præsident, biskop Friedrich Münter, rådmand Friedrich Hammerich og professor, dr. theol. Otto Fabricius (i sager vedr. Grønland). Kilde: Den Danske Hof- og Stats-Callender, Kjøbenhavn 1821 393 Det har ikke været muligt at finde selve Rønnes originale brev i Missionskollegiets arkiv. 394 Bemærk, at protokollen noterer en forkert stiftelsesdato. 395 Igen en unøjagtighed, det var Basel Missions-Institut, man ville samarbejde med, fordi man ikke selv mente at kunne magte at etablere en dansk missionsskole. Missionsselskabet i Basel først blev stiftet året efter, i 1822. 396 Otto Fabricius, 1744-1822, dansk præst og zoolog, var 1768-1774, missionær i Frederikshåb, Grønland, fra 1789 lektor ved det grønlandske seminarium i København, udgav 1791 en grønlandsk grammatik, i 1794 en nyoversættelse af Det Nye Testamente på grønlandsk og i 1804 en ordbog over det grønlandske sprog. Fra 1789 var han konsu-


lent for Missionskollegiet i sager vedr. Grønland og som sådan den egentlige ledere af missionen i Grønland med titel af biskop. 397 R  ønne: Dagbog II, p. 61f. 398 Rønne oplyser ikke hvilke af bestyrelsens medlemmer, der foretog denne henvendelse, og hvilket år. 399 Anders Sandøe Ørsted, 1778-1860, dansk jurist, der indledte sin karriere som dommer i Hof- og Stadsretten, blev senere dommer i Højesteret inden han 1813-1848 blev chef i Danske Kancelli og dermed en af rigets mægtigste mænd. 400 Rønne: Dagbog II, p. 57f. 401 Rønne husker forkert ang. dette forhold. Som det fremgår af korrespondancen, var det ikke først i DMS’s Aarsberetning, at man tilbød at støtte en missionær i Grønland. 402  Heinrich Egge, 1796-1843, tysk teolog, kandidat fra Glücksburg 1819, kateket ved Frederiks tyske kirke (i dag: Christianskirken) 1820-1826, derefter præst i Gottorp. Medlem af DMS’s bestyrelse 1821-1825 403 Marie Sophie Frederikke, 1767-1852, dansk dronning, gift med kong Frederik VI 405 Hans Christian Ingerslev, 1798-1888, sognepræst i Boeslunde, et af de første medlemmer af DMS, medlem af Sydvestsjællands Broderkonvent. 406 Johan Peter Hiorthøi, 1771-1845, konsul i København, som Rønne allerede i 1793 havde stiftet bekendtskab med. Han var medlem af DMS’s bestyrelse i årene 18211827. Hiortshøi tilhørte den grundtvigske retning. 407 Rasmus Lassen, 1755-1825, sognepræst i Kværndrup, var en af præsterne, der havde tilknytning til det fynske traktatselskab, påvirket af Brødremenigheden i Stormgade, København 408 R  ønne: Dagbog II, p. 58f.. 409  Rasmus Klink, 1766-1833, købmand og snedker i Kerteminde, en af de ledende skikkelser i den østfynske vækkelse, der begyndte i Kerteminde 1814. 410 Tractat XIX, 1822 her citeret fra Samling II, 1825, p. 582 411 C. S. Andresen, 1760-1832, teolog og pædagog, efter embedseksamen blev han lærer på Bornholm, hvor han efterhånden blev udnævnt til professor inden han 1820 blev sognepræst i Kerteminde. 412 Kristen Madsen, 1776-1829, var en af lederne af Kertemindevækkelsen, oprindelig

tømrer og skaffer ved fester, efter sin omvendelse blev han lægprædikant, måtte gå i fængsel flere gange i 1820’erne. 413 Nygård: p. 241 414 Kirk.Hist.Sam. 3. R. III, p. 111f. 415 En „plakat“ er en kongelig anordning 416 Samling af Forordninger, Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve, som vedkomme Gejstligheden II, Kjøbenhavn 1839, p. 65354, det fremgår ikke af offentliggørelsen af plakaten, at den var specielt rettet mod Rønne eller DMS. 417 Herman Andreas Timm, 1800-1866, dansk præst og salmedigter, medlem af DMS’s bestyrelse 1831-1839 418 Theodor Wilhelm Oldenburg, 1805-1842, dansk præst og salmedigter, medlem af DMS’s bestyrelse 1837-1842, redaktør af Dansk Missionsblad, 1836-1842 – Oldenburg bidrog bl.a. med salmerne: I Herrens hus er godt at bo (DDS 424) og Dybe, stille, stærke milde (DDS 398). 419 Peter Frederik Adolph Hammerich, 18091877, dansk teolog, professor i kirkehistorie, medlem af DMS’s bestyrelse 1846-1870, - Hammerich bidrog bl.a. med salmen: De hellig tre konger så hjertensglad (DDS 138) 420 Jens Theodor Nicolai Løgstrup, 1853-1933, præst forskellige steder, DMS’s første generalsekretær 1889-1908, repræsenteret med DDS 359: Du Ånd fra kirkens første tider 421 Reuss i brev til vennen Hans Wied i Kirk. Hist.Sam. 4. R. VI, p. 101ff. 422 Jan Hus, 1369-1415, bøhmisk teolog og reformator, der på grund af sin kritik af den katolske kirke, blev brændt som kætter i forbindelse med koncilet i Konstanz. Hans „hussitiske“ bevægelse fortsatte efter hans død og smeltede sammen med Herrnhutterne til den Herrnhutiske Brødremenighed. 423  Søren Aabye Kierkegaard, 1813-1855, dansk teolog og filosof. 424 Antoine Auguste Bournonville, 1805-1879, balletmester ved Det Kongelige Teater 425 Protokol, 21. januar 1822, og Beretning ved mødet den 21. januar 1822 i Samling II, p. 506 426 Protokol, 21. januar 1822, 427 Samlingen II, Kjøbenhavn 1825, p. 509 428 Protokol, 23. august 1825, fortæller, at bestyrelsen på sit møde besluttede at sende en skrivelse til Missionskollegiet med tilbud om at bygge en kirke i Julianehaab. 429 DRB 1827, p. 342 – interessant er det, at den kvinde, „Jomfru Warburg“, som er angivet 181


som modtager af de gaver, som skulle sælges på basaren i 1827, var jøde og den 11. juni 1829 døbte Rønne hende og hendes søster, „de to Jomfruer Warburg“ – se Rønnes prædiken ved den lejlighed i Brammer II, p. 123 og 134. 430 Beretning 1828, p. 7 431 DRB, 1827, p. 257f. 432 Kopibog 1825-1833 den 4. januar 1830 og Kalkar, 1871, p. 7 433 Protokol, 16. august 1824, 434  Christian Christensen Østergaard, 18041883, præst og missionær i Grønland 1833-41, derefter sognepræst i Husby-Sdr. Nissum. Østergaard blev DMS’s første missionær. 435 Brev af 2. marts 1908 fra DMS’s bestyrelse til præster og kateketer i Grønland, Mappe: „Vestgrønland“ i DMS-RA 436 Rønne: Dagbog II, p. 62 437  Brev af 21-23. december 1822 fra grev Holstein til Rønne, DMS-RA, journal nr. 10/1822 – Kalkar, p. 20, daterer fejlagtigt brevet til 24. december 1823. 438 DRB 1827, p. 265-69 439 Fyns Adresseavis, udgivet af forlagskommissær S. Hempel, Odense, nr. 122 af 2. september 1823 440 Biskop Plum har i sit tidsskrift: „Efterretninger om den udenlandske nyere theologiske og pastorale Literatur, Odense 1821, p. 109ff. en gennemgang af tysk kirkehistorisk litteratur, der forholder sig kritisk til mission. 441 Ang. hele sagen se: Kirk.Hist.Sam. 3. R III, p. 709-20 442  Christian Friedrich Callisen, 1777-1861, studerede teologi i Kiel og Jena, hvorfra han tog filosofisk doktorgrad i 1799, samme år tog han teologisk embedseksamen i Glückstadt og blev året efter privatdocent i Kiel. 1803 blev han sognepræst uden for Slesvig, men forflyttedes året efter til Frederiksberg i Slesvig som sognepræst og provst. 1835 blev han generalsuperintendent (biskop) for hertugdømmet Slesvig og deltog som sådan i Christian VIII’s kroning i Frederiksborg Slotskirke. Ved krigen i 1848 nedlagde han sit embede, da han ikke kunne støtte hverken slesvigerne eller de dansksindede. Han levede sine sidste år i Slesvig. 443 Pontoppidan Thyssen, p. 82 444 Pontoppidan Thyssen, p. 111-112 445 Grev F. A. Holstein havde bl.a. skrevet et udkast til forfatningen for Norge. 182

446  Caroline Amalie, 1796-1881, augustenborgsk prinsesse, der 1815 blev gift med prins Christian Frederik og blev således dansk dronning 1839-1847. Ægteskabet var barnløst. Caroline Amalie var et stærkt religiøst menneske, der knyttede sig til Grundtvig og blev en værdifuld støtte for den grundtvigske bevægelse. 447  24. september: Prins Christian Frederik i Dagbog, I.I.2, 1976, p. 497 „…Pastor Rønne spiste hos mig, talte med mig om de Fremskridt, som Tractat og Missions Selskaberne giøre. Grev Schulin besøgte mig ligel[edes].“ 448 Dansk Kirketidende 1867, sp. 698-704 449 Baagø, 1958, p. 60, 271ff, 340f., og Jens Rasmussen, 1979, p. 48 450 Rejsen er grundigt refereret i DRB 1826, p. 287-91 og 293-96 451  Stephan Tetens, 1773-1855, 1792 cand. theol., 1797 dr. phil., 1797 konrektor i Ribe, 1804 sognepræst i Fredericia, 1811 stiftsprovst i Odense (hvor han bl.a. konfirmerede H. C. Andersen), 1819 biskop i Ribe, men allerede samme år blev han udnævnt til biskop over det nye stift Als, hvilket embede han havde indtil sin afsked i 1847. Kirkepolitisk støttede han den danske linje under den vågnende nationalitetskamp og fra 1839 kom det til et direkte brud med hertugen på Augustenborg. 452 Historien om Odense findes i tre udgaver. De to er de mere officielle, som Rønne bragte i hhv. DRB, 1826, p. 293ff, og Beretning 1827, p. 7, mens den tredje, som dette citat stammer fra, er fra Rønnes Dagbog II, p. 63f. – I dagbogen skinner Rønnes hoveren tydeligst igennem, men det er tydeligt i alle tre versioner, at Rønne har nydt at fortælle historien. 453 På De Vestindiske Øer fortsatte slavehandelen dog blandt slaver født på øerne indtil 1849. 454 DRB 1828, p. 125f. 455 Jørgen Wrigh Cappelen, 1805-1878, havde fået vakt sit missionskald gennem læsning af Rønnes traktater, 1824 blev han student og af DMS sendt til Basel for at uddanne sig til missionær i Afrika, men 1827 måtte han opgive at blive missionær af helbredsgrunde, 1827 begyndte han at studere teologi ved Christiania Universitet, men forlod studiet i 1829 for at grundlægge sin egen boghandel og forlag. Han var 1842 medstifter af Det Norske Misjonsselskap


(NMS). Kalkar, p. 12, skriver fejlagtigt, at han tog teologisk første del i 1827 i Christiania, hvorefter han blev sendt til Basel. 456 P  rotokol, 25. april 1825. 457  Andreas Gottlob Rudelbach, 1792-1862, efter omfattende tværfaglige studier cand. theol. i 1820, dr. phil. i 1822, sluttede sig tidligt til Grundtvig og Lindberg og deltog i deres kirkekamp, indleverede 1824 en teologisk disputats til Kiels Universitet, der dog ikke blev antaget. 1829-1845 superintendent (biskop) i Glauchau i Sachsen, vendte tilbage til Danmark og forsøgte forgæves at få en stilling ved Københavns Universitet, hvorefter han blev sognepræst i Slagelse indtil sin død. Var 1824-1828 medlem af DMS’s bestyrelse. 458  Johan Christopher Richelieu, 1789-1858, guvernør på Guldkysten 1823-1826. 459 Beretning, 1826, p. 49-53 omhandler den kommende mission til Guldkysten, og Beretning 1828 p. 31, hvor Rønne siger: „Et Ord, som jeg Leilighedsviis sagde til Hans Kongel. Høihed Prinds Christian Frederik angaaende det Baseler Missions-Selskabs Ønske…..“ 460 Brev fra Richelieu til Rønne, 24. maj 1826, journal 20/1826, DMS-RA 461 Peter Olivarius Bugge, 1764-1849, norsk teolog, biskop i Trondhjem 1804-1842. Han var først præget af oplysningstiden, siden af den herrnhutiske bevægelse. 462  Vilhelm Andreas Wexels, 1797-1866, var norsk præst, 1818 blev han cand.theol. og 1819 udnævntes han til sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Christiania, hvilken stilling han beholdt indtil sin død. 463 DRB 1827, p. 193f 464 Carl Ferdinand Salbach, 1799-1829, var fra Koepenick i Preussen 465 Philipp Henke, 1798-1831, var fra Kirberg i Nassau, der veksles mellem at bruge stavemåden Henke og Hencke, jeg anvender Henke, da det er den stavemåde Henke selv anvender i sit Vita i Sjællands Bispearkiv, men i citater anvender jeg den stavemåde, som er angivet i citatet. 466 Johan Gottlieb Schmid, 1804-1829, var fra Arburg i Schweiz 467 Gottlieb Holzwarth, 1802-1829, var fra Almersbach i Würtemberg. 468 Rasmus Kristian Rask, 1789-1832, professor, dansk sprogforsker. 469 Ifølge Protokol, 25. april 1826 finansierede DMS trykningen af ordbogen.

470 D  e fire curriculum vitæ er indført i: Vitæ Candidatorum 1826-32, p. 83-91, Sjællands Bispearkiv, RA, Münters ordinationstale er udgivet: Rede bey der Einweihung von vier nach der Küste Guinea bestimmten Missionaren, Kjøbenhavn 1828 471 D  RB, 1828, p. 289-295 472  „Derimod have hjemkomne Europæere mundtligen givet mig [Rønne] den sørgelige Efterretning, at der i Missionærernes Nærhed ikke gives nogen Europæer, som ynder Missions-Sagen eller rækker den en hjelpende Haand.“ (DRB 1829, p. 234) 473 Climat-Feberen er en samlet betegnelse for en række tropesygdomme, der har det til fælles, at de hurtigt medfører meget høj og dødelig feber, ofte benævnt som malaria. 474 Biskop Münters Visitatsbøger 1808-1829, Landsarkivet for Sjælland. 475 K  irk.Hist.Sam. 3. R III, p. 709-20 476 DRB, 1829, 244 477 D  RB, 1829, p. 377-379 478 DRB 1829, p. 385-400 479 Peter Petersen Jæger, 1808-1832, kom fra Løjt ved Aabenraa, antaget af DMS til missionselev ved bestyrelsens møde den 6. november 1826 og derpå sendt til Basel i 1827 på DMS’s regning, ordineret til præst i Baden og derpå udsendt 1832 til Guldkysten. 480 Andreas Riis, 1804-1854, fra Løgumkloster, uddannet for egen regning i Basel, ordineret til præst i Baden og derpå udsendt 1832 til Guldkysten, hvor han virkede indtil 1845, hvorefter han slog sig ned i Norge, hvor han døde. 481  Christian Friedrich Heinze, 1804-1832, tysk læge, udsendt 1832 til Guldkysten som dansk missionær. Hans tyske lægeeksamen blev godkendt af den danske regering. 482 Rønne: Dagbog II, p. 97f: „10de. [december 1832] Modtaget Brev fra Riis paa GuineaKysten med den sørgelige Efterretning, at Jäger er bortkaldet fra dette Liv, hvorover Riis, som og selv har været syg, er meget nedslagen. Herren forbarme sig over de arme Negere, som saaledes tabe den ene christelige Lærer efter den anden.“ 483 Rejsen varede fra den 15. juli til 14. august 1827 og er grundigt behandlet i en række breve, bragt i DRB, 1827, p. 257-291, som denne fremstilling støtter sig til. Rønne har desuden ultrakort nævnt rejsen i sin Dagbog II, p. 69. Rejsen er ikke nævnt i Beretning 1828. 183


484  Andreas Birch, 1758-1829, cand. theol. 1779, derpå studierejse rundt i Europa, 1783 beordrede kongen (Guldberg) ham til at foranstalte udgivelsen af en tekstudgave med noter over Det Nye Testamente (udg. 1788-89), 1790 præst ved Vajsenhuset, 1798 teologisk professor, 1803 udnævnt til biskop over Lolland-Falster og 1805 forflyttedes han til Aarhus. 485 Jens Bloch, 1761-1830, cand. theol. 1784, derefter dekan på Kommunitetet. 1790 dr.phil. 1790 blev han præst i et landsogn ude på Sjælland, men vendte allerede 1795 tilbage til København, hvor han blev præst ved Holmens kirke, og meget hurtigt sognepræst og provst, samme år blev han dr.theol., 1804 blev han biskop i Kristiansand (Norge), og året efter forflyttedes han til Viborg. 486 Claus Vilhelm Claude, 1752-1829, dr. theol., stiftsprovst i Aalborg 487 Dagbog II, p. 69 488 DRB 1827, p. 311-312 489 Beretning fra Missions-Selskab for Aarhuus og Omegn er offentliggjort som tillæg til DMS’s Beretning 1828 490 DRB 1827, p. 349-350 491 Første indberetning DRB 1827, p. 353-358 og 361-365, se derefter DRB løbende i de følgende år. 492 Dagbog II, p, 69-70 493 Henrik Nicolai Clausen, 1793-1877, dansk teolog og politiker, påvirket af den tyske teolog Fr. Schleiermacher, 1822 professor i teologi, 1825 udgav han bogen: „Catolicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus,“ der fremkaldte Grundtvigs voldsomme protest. Politisk hørte Clausen til de ældre nationalliberale og var blandt de politikere, der stod bag kravet om en fri forfatning og grundloven af 1849. 494 DRB 1825, p. 356-360, jf. hertil også Rønnes prædiken: „Hvad tykkes Eder om Christus? Hvis Søn er han?“ 495 Rønne: Dagbog II, p. 97, noterer Rønne, at han har læst Grundtvigs stykke „Daabspagten“ og anmeldt samme. 496 Rønne: Dagbog II, p. 92 – „Metropolitankirken“ er Vor Frue Kirke i København. 497 Henrik Georg Clausen, 1759-1840, cand. theol. 1784, derefter præst forskellige steder før han 1797 blev præst ved Vor Frue Kirke, København, hvor han 1811 efterfulgte Frederik Plum som stiftsprovst. Clausen tilhørte den rationalistiske retning og hu184

skes bl.a. for sin modstand mod Grundtvig. Han var far til professor H. N. Clausen. 498 Lindberg: „Om Stiftsprovst H. G. Clausens vilkaarlige og uforsvarlige Forandringer ved den christelige Daab“ – Adresseavisen 28. november 1832 499 Baagø, 1958, p. 215-232 500  Emil Anton Conrad Olsen, 1806-1872, præst i Dalby i Sydsjælland, hvor han efterfulgte Rønnes svoger, H. Brandt. 1835 blev han gift med Rønnes yngste datter, Amalie Johanne Rønne, 1807-1883. 501 Niels Simon Rønne, 1800-1888, lærer i Haarslev i Sydvestsjælland. 502 Nicolai Ivar Rønne 1803-1876, slotsgartner på Sorgenfri, der i øvrigt fortsatte faderens bibellæsninger efter dennes død – se Baagø 1960, p. 56f. 503 Marcus Clod Rønne, 1808-1883, præst i Magleby, han havde læst teologi med Lindberg som privatlærer, og det er interessant, at prins Christian Frederik i sin dagbog under 30. juni 1833 skrev: „….i Kirke, Marcus Rønne prædikede – ej uden gaver….“ - Kong Christian VIII.s Dagbøger, III, Register, København 1983, p. 82. Oplysningerne om Rønnes sønner stammer ifløge JOA p. 193 fra nu tabte oplysninger fra M. C. Rønne. 504  Hans Egede, 1686-1758, norsk-dansk præst, kaldet Grønlands Apostel, 1704 cand. theol., derefter præst på Lofoten i Norge, 1721-1736 rejste han til Grønland, hvor han grundlagde den grønlandske mission; tilbage i København grundlagde han Det Grønlandske Seminarium til uddannelse af missionærer til Grønland. 17401747 var han biskop for Grønland. 505 Dagbog I, p. 21-22 506 Samling I, 1821, p. 306 507 Johan Grundtvig, 1734-1813, dansk præst, i årene 1776-1813 i Udby, Sydsjælland 508a Her citeret efter K. E. Bugge: Menneske først – Grundtvig og hedningemissionen, Grundtvig Studier 2001, p. 115-165 508b Knud Eyvin Bugge, 1928- , kirke- og skolehistoriker, 1854 cand.theol., dr. theol 1965, i flere omgange professor ved United Theological College, Bangalore, Indien, 1981-98 professor ved Danmarks Lærerhøjskole. 509 Bugge: Menneske først – p. 126 510 Ane Marie Elise Toft, 1813-1854, gift 1851 med Grundtvig 511 JOA p. 167 512 Lorenz Siemonsen, 1800-1872, født i Flensborg, havde studeret teologi i Kiel hos


Claus Harms og siden i Berlin hos Schleiermacher. Cand. theol. fra 1823 og blev 1826 ansat ved Frederiks tyske kirke på Christianshavn som medhjælper. Han sluttede sig straks ved ankomsten til København til Grundtvig og Lindberg. Var medlem af DMS’s bestyrelse 1828-1835. 1836 blev han sognepræst i Husby (Angel). 513  Johannes Ferdinand Fenger, 1805-1862, cand. theol. 1825, lic. theol. 1828, studier i udlandet, 1832 konkurrerer han om et ledigt professorat, men får det ikke, angiveligt p.gr.a. hans nære forhold til Grundtvig. 1832 kommer han i DMS’s bestyrelse, hvor han sidder til 1855 (1836-1855 som selskabets 3. formand), 1833-1854 spr. i LyngeBroby, 1854-1855 spr. i Høje Taastrup, 1842-1852 redaktør af Dansk Missionsblad, 1853-1855 medlem af Kirkekommissionen. Initiativtager til og drivkraften i Det Sydvestsjællandske Broderkonvent, forfatter til den første bog om Tranquebarmissionen. 514 Baagø, 1958, p. 154ff. 515 Kongens Lyngby, Christianskirken, Lundtofte, Sorgenfri, Taarbæk og Virum 516 Plum: Efterretninger, Odense 1828, p. 8 517 Plum: Efterretninger, Odense 1821, p. 91 518 Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis 1833 af Grundtvig 519 Beretning 1833, p. 38 520 Rønne: Dagbog II, p. 71-72 521 Overlæge Preben Olsen, Diakonissestiftelsens Hospice, skriver: „Der er nok tale om en svulst i hjernen af en eller anden slags. Et menangiom kunne det være. Det er relativt langsomt voksende.(Og han levede jo 2,5 år efter første anfald). Sidder ofte et sted hvor det kan foranledige, at man får let parese i begge ben. Og han beskriver at han blev svag i sine ben.“ Mail af 7. april 2014 til forfatteren. 522 D  RB, 1831, p. 89-99 523 Dagbog II, p. 73 524 Hans Broge Berg, 1802-1889, Rønnes kapellan og medredaktør af DRB og NDRB 1831-1833, derefter sognepræst i Seiling, og senere i Thorup, efter sin pensionering blev han kapellan hos Rønnes søn, C. F. Rønne i Hørve. Tilhørte den grundtvigske retning. 525 Kong Christian VIII.s Dagbøger, III, Register, p. 51 526 Johan Peter Østrup, 1800-1833, sognepræst i Gørlev-Bakkendrup, medlem af bestyrelsen for Holsteinborg Missionsforening, ivrig for mission til Finmarken. Det var

tydeligt, at Rønne havde ventet, at Østrup ville bliver en del af et generationsskifte. 527 Rejsen er grundigt dokumenteret gennem en række „Breve fra Udgiveren“ i NDRB 1832, p. 201-204, 209-212, 223-224, 229231 og 238-240 528 N  DRB, 1832, p. 289-295 og 291-302 529 Frederik VI udsendte 28. maj 1831 en foreløbig anordning, der meddelte, at der ville blive nedsat et udvalg (hvori bl.a. grev Holstein havde sæde), der skulle forberede valg af de rådgivende provinsialstænderforsamlinger. Den endelige anordning kom 15. maj 1834. 530 B  aagø, 1960, p. 107-115 531 Rønne: Dagbog II, p. 100-101, sangen er indskrevet i dagbogen på dens kronologiske plads, men med en anden skrift end Rønnes. 532 Rønne: Dagbog II, p. 105, 27. december 1832 533 Dagbog II, p. 108 534 D  agbog II, p. 130 535 Kong Christian VIII.s Dagbøger, III, Register, København 1983, p. 80 536 Kong Christian VIII.s Dagbøger, III, Register, København 1983, p. 80 537 Peter Didrik Ibsen, 1793-1855, blev 1825 præst i Lunde på Fyn, 1831-1833 ved Sct. Nicolai kirke i Svendborg, 1833-1855 Kongens Lyngby. 538  H. A. Rosendal: Nogle Meddelelser om Præster i Lyngby efter Reformationen, Lyngby-Bogen, 1934, p. 347 539 NKT, 1833, spalte 332-334 540  DMS’s Bestyrelsesprotokol, 1821-1833, DMS-RA, Rønnes kapellan fortsatte udgivelsen af Nyt Dansk Religions Blad resten af året 1833. 541 Dansk Kirketidende 1865, p. 127 542 Holger Fr. Rørdam: Breve fra J. P. Mynster til W. F. Engelbreth, Kirk.Hist.Sam. 4.Rk, IV, p. 702, 705: „…naar jeg betænker, hvor ivrigt han i sin Tid tog sig af den trivielleste Opklaring, hvor ivrigt han siden plukkede Gæssene, hvor ivrigt han nu i sine Prædikener skælder og smælder, og hvor gierne han samler Selskaber omkring sig, i hvilke han kan spille en Rolle: saa synes Forfængeligheden vel virksom i det hele Væsen…..“ 543 Rønne: Liigprædiken over Provst og Sognepræst H. I. C. Høegh i Gjentofte, Kjøbenhavn 1805.

185


Bilag 1: Love for det d. 17 Junii stiftede Missions-Selskab. § 1 Selskabet, som har det glade Haab, at Medborgere, fra Danmarks forskjellige Egne, ville tiltræde Foreningen, kalder sig, i dette Haab: Det danske MissionsSelskab. § 2 Dets Hensigt og Bestræbelse er: at virke til Christendommens Udbredelse blandt vilde og barbariske Folkeslægter. § 3 Enhver, som virker med os til dette Maals Opnaaelse, var det ogsaa kuns ved et aarligt Bidrag af nogle faa Skillinger, optages, naar han ønsker det, som Selskabets Medlem, og har Ret til at bivaane alle dets Møder. – Den der bidrager en Rbd., eller mere aarligt, har tillige Stemmeret ved dets Forhandlinger. § 4 Ethvert Medlem paatager sig glædeligen den Forpligtelse: „at gjøre Bøn til Gud om hans Velsignelse ved vore Forretninger, og at anbefale Selskabets Formaal til Andres varme Deeltagelse.“ § 5 Selskabet vælger sig 6 á 8 Bestyrere, af hvilke Een, som Formand, sammenkalder Bestyrerne, eller hele Selskabet, naar sligt ansees fornødent; en Anden, som Secretair, fører Selskabets Correspondance og en Tredje, som Casserer modtager dets Indtægter, samt udbetaler dets Udgivter. Men saalænge Selskabet ikke faaer nogen betydelig Tilvæxt, nøies det med at vælge 4 á 5 Bestyrere, hvilke skifteviis iagttage Formandens Pligter; kuns Casserer og Secretair vedblive deres Forretninger uden at omskiftes. § 6 Ingen af Selskabets Bestyrere modtager anden Løn, end den, vor evige Herre af sin Naade giver. Men virkelige Udlæg til Porto, Skrivematerialer, Bud eller deslige godtgiøres, efter Regning, af Selskabets Kasse. § 7 Et aarligt, høitideligt Møde holdes enten d. 17de Junii, eller saa nær ved denne Tid, som mueligt. § 8 Af Bestyrerne fratræde aarlig, ved det høitidelige Møde de 2de ældste, dvs. de 2 førstvalgte, hvorfor ogsaa de Stemmeberettigede medbringe i Mødet deres skrivtlige Stemmer for de Fratrædendes nye Udvælgelse eller for Andres i deres Sted. 186


§ 9 I det aarlige Møde afgjøres ved fleste Stemmer Selskabets Beslutninger; ligeledes skeer dette ved andre offentlige Møder, som mueligt kunne finde Sted; men uden for Møderne tage Bestyrerne de fornødne Beslutninger, hvilke Selskabet anseer gjældende, naar i det mindste 2/3 af Bestyrerne have været enige. § 10 I det ovennævnte aarlige Møde fremlægger Secretairen eller en Anden af Bestyrerne de Beretninger, som angaae Selskabets Virken i det forløbne Aar, samt tilføier Et og Andet om Missions-Væsenets Fremme iblandt andre Folkeslægter. – Tillige aflægger Selskabets Casserer Regnskab for Indtægter og Udgivt, hvilket Regnskab forud maae være revideret af Tvende iblandt Bestyrerne. Sligt overgives i Udtog til Trykken, og om mueligt, til en Indretning, der gratis vil offentliggjøre samme. § 11 I det aarlige Møde aabnes Bøsserne, som dog ogsaa i Mellemtiden ved Qvartalseller i det mindste ved Halvaarsmøder maatte aabnes. § 12 Hvad der indgaaer i Kassen, indsættes, om det vorder tilladt, i den Kjøbenhavnske Sparekasse eller nogen anden offentlig, sikker Indretning, indtil Anvendelse finder Sted. § 13 Saalænge der ikke kan tænkes paa en nye Dansk Underviisnings-Anstalt, er det Selskabets Bestemmelse, at understøtte udenlandske Missions-Anstalter; og i denne Henseende tager Selskabet i sine Møder, den fornødne Beslutning om: hvilken eller hvilke af de udenlandske, der bør understøttes; dog at vor egen Underviisnings Anstalt for Grønlandske Missionairer fortrinlig kommer i Betragtning, om den skulde behøve og ønske noget Bidrag. § 14 Da det er mueligt, at flere Selskaber ville opstaae i Landets fjernere Egne, hvorfra Bidragene ikke beqvemmest kunne sendes til Kjøbenhavn, som haabes at vorde det Danske Missions-Selskabs Middelpunkt, saa erklærer Selskabet dog dermed sit inderlige Ønske om, at faae Meddelelser angaaende slige Søsterselskabers Virken og den Guds Velsignelse de erfare, hvorimod man igjen lover herfra at meddele dem lignende Efterretninger, saa at vi maae glæde os med hinanden og, i Virkelighed, ikkuns udgjøre eet Selskab, ligesom vi ikkuns have eet Maal „Guds Riges Udbredelse,“ og at vi saaledes maae ligne det hæderværdige Bibelselskab, der egentlig ikkuns udgjør eet Selskab i hvert Rige, og igjen ikkuns eet stor Selskab, paa hele Jordens Kreds, – og med hvilket Missions-Selskaberne gaae Haand i Haand. Kilde: Samling af evangeliske Fortællinger m.v., I, Kjøbenhavn 1821, p. 358-362

187


Bilag 2: Undersøgelse af Rønnes Dagbog II, vedr. altergang oktober 1832-maj 1833: Søndag 28. oktober 1832 – p. 91

„Prædiket, forrettet Altergang…“ Torsdag 1. november 1832 – p. 91

„Forrettet Gudstjenesten.“ [Alle Helgen] Søndag 4. november 1832 – p. 92

„Søndag. Forrettet Skriftemaal.“ [uklart om det også omfatter altergang] Søndag 11. november 1832 – p. 93

„Forrettet Comm. [Communion] og Barnedaab.“ Søndag 18. november 1832 – p. 94

„Prædiket og forrettet Altergang.“ Søndag 25. november 1832 – p. 94

„Prædiket og forretteet Comm.[union]“ Søndag 2. december 1832 – 1. s. i Advent – p. 95

„Forrettet Barnedaab og Altergang samt hørt en opbyggelig Præken om Jesu Indtog.“ Søndag 9. december 1832 – 2. s. i Advent – p. 96

„Prækede over Ev. 2. S. i Adv. Forrettede Communion.“ Søndag 16. december 1832 – 3. s. i Advent – p. 99

„Forret. Bd[Barnedaab] og Communion og hørt en opbyggelig Præken.“ [derefter skriver Rønne intet om altergang i nogle måneder]

188


Søndag 4. april 1833 – p. 124

„Skriftetale, hørt Præk.“ [uklart om der har været altergang] Søndag 21. april 1833 – p. 127

„Bivaanet Gudst., forrettet Communion“ Søndag 28. april 1833 – p. 129

„Herrens Dag. Biv. Gudstjeneste, forret. Alterg.“ Søndag 5. maj 1833 – p. 130

„Forrettet Skrifte og Altergang“ Torsdag 9. maj (p. 130)

„Skrevet Pr. til K. Himmf.“ D. 10.-11.-12. maj – syg Mandag den 13. maj dør han og begraves 18. maj 1833

189


Bilag 3: Minileksikon: GUDSBEVISER: I den klassiske filosofi opererer man med tre gudsbeviser: 1. det ontologisk gudsbevis, der går ud fra, at Gud er den højeste eksistens, der kan tænkes, og hvis man kunne tænke en højere eksistens, så ville det være Gud. 2. det kosmologiske gudsbevis, der går ud fra, at alt i naturen er i bevægelse og den, der har sat det hele i bevægelse er Gud – den første bevæger. 3. det teleologiske gudsbevis, der går ud fra, at der er en årsag og et formål med alt i tilværelsen, og denne årsag er Gud. TEOLOGISKE LÆRERE 1780’erne: Cl. Frees Hornemann, 1751-1830, Hornemann var uddannet i Göttingen under professorerne Heyne og Michaelis. Han bliver betegnet som en stor begavelse, der havde tilegnet sig de orientalske sprog og tekstkritik. Takket være Guldbergs bevågenhed blev han straks efter sin hjemkomst fra Göttingen i 1776 ansat i et ekstraordinært professorat og året efter blev han ordinær professor. Han kom til at virke i 54 år ved universitetet. Kirkehistorikeren Bjørn Kornerup konstaterer: ”Ejendommeligt er det at se, hvorledes den Mand, der for Eftertiden kom til at staa som Indbegrebet af ”Rationalisme,” i sine yngre Aar blev stærkt begunstiget af den konservative Guldberg.” H. Fr. Janson, 1737-1805 Janson var blevet professor efter Herman Treschow. Han var født tysk og havde studeret i Göttingen hos professorerne Heyne og Michaelis, 1766 kom han til København som hofpræst og blev 1774 professor, han var ansat af Guldberg og karakteriseres som konservativ supranaturalist. 1788 blev han forflyttet til Aarhus, hvor han blev biskop indtil sin død.

han leder af Det Kongelige Bibliotek, som han nyorganiserede efter forbillede i universitetsbiblioteket i Göttingen, samtidig med at han beholdt sin titel som professor i teologi, men det var på biblioteket han lagde sin hovedarbejdskraft. Efter 1805 fik han en række politisk-administrative opgaver. Han lærte aldrig at tale dansk og en af tidens store teologer (Mynster) gav følgende karakteristik af ham: ”Han meddelte intet uden, hvad man lige så godt kunne finde i de bekendte håndbøger og kommentarer.” Friedrich Christian Carl Heinrich Münter, 1761-1830 Fr. Münter, var født i Tyskland som søn af Baltha­ sar M., der 1765 kom til København som tysk præst ved S. Petri. Fr. Münter tilskrev N. E. Balle æren for, at hans interesse for kirkehistorien blev vakt, i 1781 bestod han den teologiske embedseksamen, hvorefter han studerede i Tyskland i bl.a. Göttingen, hvor han kaldte Heyne for læreren over alle lærere. Efter et kort ophold hjemme i København rejste han videre til Italien. Da han 1790 blev professor i teologi i København, var der en udbredt ængstelse for, at han skulle indlede en radikal teologisk kurs, men denne bekymring gjorde han til skamme. Han deltog aldrig i tidens heftige kirkelige kampe, men holdt sig til sine fag som kirkehistoriker og arkæolog, for hvilken han vandt sig internationalt ry som forsker. Han fastholdt på den ene side ”den kristne Religions Guddommelighed” og på den anden side åbenbaringens nødvendighed, men han stod med stor kritik over for den nedarvede dogmatik og foretog et skarpt skel mellem religion og teologi. Personlig synes Münters religiøsitet at have samlet sig om en barnlig, tillidsfuld tro på Guds forsyns styrelse, og han var fortaler for en vidtstrakt frihed i tænkning og teologisk opfattelse. I 1808 efterfulgte han Balle som Sjællands biskop og blev som sådan Rønnes biskop.

TEOLOGISKE RETNINGER PÅ RØNNES TID: D. G. Moldenhawer, 1753-1823 Moldenhawer var født i Königsberg og uddannet i Göttingen, efter en tid som professor i Kiel, og en studierejse til Spanien kom han 1783 til København som teologisk professor. I 1788 blev 190

Deisme: Udtrykket er beslægtet med ordet teisme; begge ord betegner hævdelsen af en eller flere guders eksistens, men hvor teisme for det meste står for


religiøs ortodoksi, betegner deisme en uortodoks fornuftreligion eller en naturlig religion. Fordi deisme ofte anvendes i nedsættende betydning, er det undertiden blevet brugt i betydningen ‘ateisme’; deister er også blevet kaldt fritænkere. Deisme betegner ikke nogen samlet religionsfilosofisk bevægelse eller retning, og ordet ‘deist’ er blevet brugt om filosoffer og forfattere tilhørende vidt forskellige skoler, der hævdede, at der var universelle fornuftsandheder, at der findes en gud, at denne bør dyrkes, at dyd og fromhed er en del af gudsdyrkelsen, at mennesket bør angre sine synder, samt at guddommen straffer og belønner i denne såvel som i en kommende tilværelse. I Frankrig regnes Voltaire og Rousseau blandt deisterne. Herrnhuterne: Herrnhuterne – eller på dansk Brødremenigheden – er et evangelisk kirkesamfund, der blev grundlagt 1727 af den tyske greve Zinzendorf for bøhmiske flygtninge, der var på flugt fra katolsk forfølgelse. Individets rette hjerteforhold til Kristus er kernen i Zinzendorfs menighedsideal: Kristendom er kærlighed til Kristus. Herrnhuterne blev ledet af 12 ældste med Zinzendorf som forstander; menigheden inddeltes i kor efter alder og køn og efter gift eller ugift stand. Der blev lagt vægt på menighedstugt og sjælesorg med daglige gudstjenester, dagens løsen og inddragelse af gamle oldkirkelige skikke som kærlighedsmåltider, broderkys og fodtvætning. I 1760’erne blev brødremenigheden en frikirke, hvis lovgivende myndighed var synodal, dvs. bestod af repræsentanter, som menigheden valgte. Kirkesamfundet har ikke noget kirkeretligt bekendelsesskrift. Gudstjenesten foregår i salen, renset for billeder. Kirkegården kaldes Gudsageren, og gravene er udstyret med ens udformede tavler. Brødremenigheden kom til Danmark i 1727, og Zinzendorf besøgte København 1731. I 1773 grundlagdes kolonien Christiansfeld i Sønderjylland, der er en evangelisk frikirke; de fleste medlemmer er også medlemmer af folkekirken. Luthersk ortodoksi: Den lutherske ortodoksi betegner tiden fra ca. 1555 til 1700’ernes begyndelse. I denne periode cementeredes den lutherske hhv. den reformerte opfattelse af det væsentlige i kristendommen. I de lutherske kirker blev Luther og hans skrifter autoriteten. Konfessionalisme er et af periodens kendetegn med store systematiske dogmatikker.

For lutheranerne blev den rette forståelse af nadveren (Kristi legemlige tilstedeværelse i brød og vin) vigtig, og Bibelen blev anset for at være den eneste kilde til kristen tro og lære og De Ti Bud som etikkens grundpille. Politisk set var ortodoksiens teologer samfundsbevarende; de lutherske teologer sluttede op om den begyndende enevælde med henvisninger til Bibelen. Den lutherske ortodoksi peger frem mod pietismen. Naturlig teologi: Bestræbelsen på at erkende Gud på grundlag af den menneskelige fornuft eller erfaring uden støtte i skrift, tradition, særlige åbenbaringer mm. Neologi: Retning inden for oplysningstidens protestantiske teologi. Neologi (den nye lære) blomstrede ca. 1740-80 og fik blivende betydning gennem sin konfessionsløse udforskning af Bibelen og af tidlig kristen historie. Dogmatisk forsvarede neologerne sjælens udødelighed og saligheden, men var afvisende over for centrale elementer i den kristne tradition (f.eks. arvesynd og frelseslæren). De tog skarpt afstand fra deisme og naturalisme, idet de fastholdt den guddommelige åbenbaring i Kristus. Eftertiden har kritiseret neologien for åndløshed og flad rationalisme. Oplysningstiden: Periode i europæisk åndshistorie fra ca. 1690 til ca. 1780, der overordnet var præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og en overbevisning om det nødvendige i at udbrede kendskab til al menneskelig viden med det formål at frisætte mennesket for traditionens og sædvanens snærende bånd. Oplysningspietisme: Betegner teologer, der forener oplysningstidens optimistiske tro på den menneskelige fornuft med den pietistiske fromhed. Lægger vægt på Bibelens autoritet og er politisk konservativ i tråd med den lutherske ortodoksi. Pietisme: Pietisme, (af lat. pietas = fromhed), en europæisk fromhedsbevægelse grundlagt af den lutherske præst Ph. J. Spener, der siden 1670 i Frankfurt am Main havde søgt en reform af prædikengudstjenesten og katekismusundervisningen. Centralt for pietismen er ikke den rette, men den levende og personlige tro som bodskamp, omvendelse, helliggørelse og efterfølgelse. Pietisme 191


findes i så mange udformninger, at man kun med varsomhed bør benytte betegnelsen i bestemt form. Dens historiske rødder findes bl.a. i den engelske puritanisme med dens præcise forskrifter for dagligdagens religiøse praksis. Desuden lægger pietismen vægt på bod og verdensforsagelse, og i nogle grene agter den ikke kirke og sakramenter højt.

Dette medførte en dybtgående omfortolkning af kristendommen. Man tog afstand fra dogmerne og underne, som man fandt moralsk anstødelige, og fremhævede i stedet moral og dyd, hvilket underbyggede det enevældige (af Guds nåde) herskende samfundssystem. Rationalisternes arbejde var grundet i en dybtgående kritisk sprogvidenskab og historieforskning.

Karakteristisk for pietismen er dannelsen af små kredse af lægfolk (konventikler), hvor man læste og diskuterede Bibelen. I den officielle kirke opfattede man disse konventikler med skepsis, idet man var bange for separatisme. Et andet karakteristisk træk ved pietismen var dens engagement i fattigforsorg og pædagogik.

Supranaturalisme: Ordet kommer af supra (over) og naturalisme – altså: ud over det naturlige. Supernaturalisme er i bibelforskningens historie den tidlige del af oplysningstiden, da man fastholdt den overnaturlige åbenbaring og stort set ukritisk lod undere indgå i verdenshistoriens almindelige forløb. Den såkaldte ældre supranaturalisme formede sig som en historisk parafrase af den bibelske fortælling med en kun let rationaliserende tendens. I mødet med deismen forandrede den sig til et fornuftbestemt forsvar for nødvendigheden af en åbenbaring, som samvittigheden må bøje sig for, et forsvar, der indeholdt en moderat kritik af Bibelen ud fra moralske og religiøse kriterier. Teologisk står supranaturalismen i gæld til middelalderens store teolog, Thomas af Aquinas, der afdækkede det grundlæggende problem om forholdet mellem fornuft og tro, og stillede spørgsmålet: Hvor meget var fornuften i stand til selv at nå frem til, når man taler om den kristne lære, og hvor meget måtte åbenbares den fra Gud. For Thomas var det faktisk muligt ved hjælp af den menneskelige fornuft at nå et langt stykke ad vejen til en erkendelse af Gud og hans egenskaber. Man kunne jo blot se på skaberværket. Fuld gudserkendelse opnår man dog ikke ved fornuftens hjælp alene. Troslærdomme som treenigheden, inkarnationen og sakramenterne ville man ikke kunne slutte sig til alene ved fornuftens hjælp. Derfor måtte der være en kilde til erkendelse ved siden af fornuften. Ifølge Thomas fandtes den i den guddommelige åbenbaring, dvs. i Bibelen, således som denne var blevet forstået og udlagt i den kirkelige tradition.

Rationalisme: Rationalisme bruges ofte som en fælles betegnelse for hele den teologiske periode op til romantikken i begyndelsen af 1800’erne. Sprogligt kommer rationalisme af det latinske ord: ratio (beregning, fornuft) og endelsen –isme. Det dækker den opfattelse, at den menneskelige fornuft (i modsætning til guddommeligt åbenbaret eller jordisk autoritet og i modsætning til følelser, fantasi og empiri) er hovedkilden til erkendelse. Ordet dækker et bredt spektrum af erkendelsesteoretiske positioner, der spænder fra påstanden om, at en virkelighedserkendelse kan udvikles af fornuften ud af fornuften selv, hvilket forudsætter et absolut skel imellem fornuft og sansning, til den opfattelse, at erkendelse kun opstår, når sanseindtryk bearbejdes og ordnes af fornuften, en position, der ikke nødvendigvis forudsætter en absolut distinktion imellem fornuft og sansning. Den fornuft, der er tale om, kan enten opfattes som en overordnet rationalitet, dvs. som noget fællesmenneskeligt, eller være en individuel, intellektuel evne. Hvis det første er tilfældet, opfattes fornuften som en konstruktiv evne, dvs. en evne til ud af egne resurser at opnå erkendelse; hvis det sidste er tilfældet, opfattes fornuften som en kritisk, antiautoritær evne. Derfor kom rationalisme i almen tale til at betegne en tør fornufttro, der ikke gav plads til tro og følelser. Rationalismen prægede protestantisk teologi i perioden ca. 1750-1830. Rationalisterne ønskede at fremstille kristendommen som et hjælpemiddel til et lykkeligt liv og en moralsk samfundsorden. Forkyndelsens opgave blev derfor at vise sammenhængen mellem fornuft og religion, nemlig at mennesker ikke kan komme til fornuft og moral uden en religiøs vished, og at religion kun er forsvarlig som virkeliggørelse af fornuftens idealer. 192


Literaturliste Andersen, J. Oskar . . . . . . . . . . . . . . F  estskrift i Anledning af Det danske Missionsselskabs Hundrede-Aars-Jubilæum I, Rønnes Liv, København 1921 Andersen, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . . . Andersen – en biografi, bind 1 og 2, København 2004 Bagge, Povl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Akademikerne i dansk politik i det 19. århundrede, Historisk Tidsskrift, bd. 12, 4. rk., 1969-1970 Brammer, G. P. . . . . . . . . . . . . . . . . . Kirkelige Leilighedstaler af Danske Prædikanter, bind 1+2, Kjøbenhavn 1832 og 1834 Bugge, K. E. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Menneske først – Grundtvig og hedningemissionen, Grundtvigstudier, København 2001 Bundgaard, Niels . . . . . . . . . . . . . . . Det Danske Missionsselskabs Historie I, Missions­ menigheden i Danmark, København 1935 Baagø, Kaj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Vækkelse og Kirkeliv i København og Omegn, København 1960 Baagø, Kaj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Magister Jacob Christian Lindberg, København 1958 Clausen, H. P. . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den sociale problemstilling ved udforskningen af de gudelige vækkelser, Kirkehistoriske Samlinger, 7.rk. 6, 1965-68, p. 137-167 Engberg, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den standhaftige tinsoldat – en biografi om Frederik 6, København 2009 Erslew, Thomas Hansen . . . . . . . . . . Almindeligt Forfatter-Lexicon, bd. 2, Kjøbenhavn 1847 Erslew, Thomas Hansen . . . . . . . . . . Almindeligt Forfatter-Lexicon, 7 Supp bd. 2, Kjøbenhavn 1864 Evangelisk-Christelig Psalmebog . . Kjøbenhavn 1819 Fabricius Møller, Jes . . . . . . . . . . . . . Biografien som moderne genre, Historisk Tidsskrift 109, 2, 2009, p. 504-512 Falk-Rønne, Jørgen . . . . . . . . . . . . . Det første Blad af Indre Missions Historie i Danmark, København 1929 Fenger, Johannes Ferdinand . . . . . . Det Sydvestsjællandske Broderkonvent (18371854), København 1890

193


Grundtvig, N. F. S. . . . . . . . . . . . . . . G  rundtvigs Skrifter i Udvalg, bind 4, „Om Christendommens Sandhed,“ – ved Holger Begtrup, København 1906 Grundtvig, N. F. S. . . . . . . . . . . . . . . Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?, Udvalgte Skrifter, II, p. 5-20, ved Holger Begtrup, København 1905 Grundtvig, N. F. S. . . . . . . . . . . . . . . Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis, 1833, N. F. S. Grundtvigs Prædikener VI ved Christian Thodberg, København 1984 Hansen, Georg . . . . . . . . . . . . . . . . . Præsten, København 1950 Hansen, Ruth Gunde og Hartby, Inger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Lyngby Kirkebog 1641-1699, udgivet og transkriberet af – Lyngby 1986 Harbsmeier, E. og Iversen, Hans Raun . . . . . . . . . . . . . . Praktisk teologi, København 1995 Hjorth, Karen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . Slottet og Slægten. Familien Schulin på Fredriksdal 1740-1840. København 2006 Høirup, Henning . . . . . . . . . . . . . . . Menneske først – En Grundtvig-Holberg Studie, Vartovbogen, København 1947 Ingesman; Per m.fl. . . . . . . . . . . . . . . Kirkens Historie, I+II, København 2012 Johannsen, Birgitte Bøggild og Hugo Johannsen . . . . . . . . . . . . . Lyngby Kirke, Lyngby 1997 Kalkar, Chr. H. . . . . . . . . . . . . . . . . . Den Christelige Mission blandt Hedningerne, anden del, København 1879 Kalkar, Chr. H. . . . . . . . . . . . . . . . . . Det danske Missionsselskabs Historie i de første 40 Aar, København 1871 Koch, Hal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den Danske Kirkes Historie, VI, 1800-1848, København 1954 Kolderup-Rosenvinge, J. L. A. . . . . . Samling af Forordninger, Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve etc., Anden Del, Kjøbenhavn 1839 Kornerup, Bjørn . . . . . . . . . . . . . . . . Den Danske Kirkes Historie V, København 1951, p. 237-505 Larsen, Christian . . . . . . . . . . . . . . . Biskop Balles Visitatsbog 1799-1807, København 1999 Larsen, Christian . . . . . . . . . . . . . . . Biskop Balles Visitatsindberetninger 1783-1793, København 1999 Larsen, Christian. . . . . . . . . . . . . . . . Et institut for Pastoralvidenskaberne, Pastoralseminariet 1809-1990, Kirkehistoriske Samlinger 2014, p. 7-48 Liebenberg, M. F. . . . . . . . . . . . . . . . Samling af Christelige Religionstaler, 2 bind, Kjøbenhavn 1805-1809 194


Lindhardt, P. G. . . . . . . . . . . . . . . . . . V  ækkelse og kirkelige retninger, 3. rev. udg., Aarhus 1978 Lindvald, Axel (udg.) . . . . . . . . . . . . Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser, Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie, København 1943 Løgstrup, T. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Det danske Missionsselskabs Historie, København 1907 Mau, Edv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Johannes Ferdinand Fenger. Et Mindeskrift, Odense 1865 Münter, Friedrich . . . . . . . . . . . . . . . Rede bey der Einweihung von vier nach der Küste Guinea bestimmten Missionaren, Kjøbenhavn 1828 Møller, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Authentisk Beretning om det britiske BibelSelskabs Fremgang, Theologisk Bibliothek, III, Kjøbenhavn 1812, p. 315-335 Møller, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Biskop Balles Levnet og Fortjenester, Theologisk Bibliothek bind 12, Kjøbenhavn 1817 Møller, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Det danske Bibelselskabs Historie, Theologisk Bibliothek, X, Kjøbenhavn 1816, p. 299-326 Møller, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Efterretning om de hidtil oprettede Selskaber i Danmark og paa Island for asketiske Skrifter, Theologisk Bibliothek XIX, Kjøbenhavn 1821,p. 304-334 Møller, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Brev fra Udgiveren til en Geistlig om adskillige Pastoral-Anliggender, Nyt Theologisk Bibliothek, XX, Kjøbenhavn 1832, p. 293-301 Nygård, Frederik . . . . . . . . . . . . . . . . Kristenliv i Danmark, Kjøbenhavn 1897 Nystrøm, Eiler . . . . . . . . . . . . . . . . . . Lyngby Sogn i Fortid og Nutid, København 1934 Olafsson, Felix . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ebenezer Henderson. Bibelselskabets stifter, København 1989 Pedersen, Johannes . . . . . . . . . . . . . . Den Danske Kirkes Historie V, København 1951, p. 11-229 Pontoppidan Thyssen, Anders . . . . . Vækkelse, kirkefornyelse og nationalitetskamp i Sønderjylland 1815-1850, Åbenrå 1977

195


Rasmussen, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . E  n brydningstid, Kirkelige holdninger i Guld­ alderperioden 1800-1850, Odense 2002 Rasmussen, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . Forholdet mellem kirke og stat i Danmark, Odense 2011 Rasmussen, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . J. P. Mynster, Sjællands biskop 1834-1854, Kampen for en rummelig kirke, Odense 1999 Rasmussen, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . Kampen for indflydelse i statskirken, Nicolai Faber, Fyns biskop 1834-1848, Odense 1996 Rasmussen, Jens . . . . . . . . . . . . . . . . Sekularisering og romantikkens statskirke 18001850, Historie 2005/2, p.245-256, Aarhus 2005 Rosendal, H. A. . . . . . . . . . . . . . . . . . Nogle Meddelelser om Præster i Lyngby efter Reformationstiden, Lyngby-Bogen 1934, p. 327-57 Rønne, Albert E. . . . . . . . . . . . . . . . . Slægten Rønne, Sorø 1905 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Brev til prins Christian Frederik, Fyens Guvernør, af 25. maj 1824, Dansk Kirketidende, 1867, sp. 698-704 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum til Pastor Rønne og dennes Erklæring om samme i Anledning af sidstnævntes Forhold under Krigen med England i August og følgende Maaneder, Kjøbenhavn 1807 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Brev til den danske Bonde angaaende en betydelig Indtægt af Gjæssenes Sommerplukning, Kjøbenhavn 1808 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Efterretning om Selskabets Stiftelse, Samling I, Kjøbenhavn 1821, p. 293-312 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ere frie eller fastsatte Texter fortrinligere? Videnskabelige Forhandlinger ved Siellands Stifts Landemode, Kjøbenhavn 1812, p. 75-85 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Erklæring fra Udgiveren i Anledning af Kirkens Gienmæle ved Hr. Pastor Grundtvig, Dansk Religionsblad, 1825, p. 356-360 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Et Par Ord om Fodertrang, Landoeconomiske Tidender, bd. 1, Kbh. 1815, p. 79-83 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Forerindring, Samling af evangelisk Fortællinger, afhandlinger, Missions-Efterretninger o.s.v., bind 1, p. III-VI, København 1821 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Forslag til en nye Indretning med Præstegaardenes Overdragelse fra Mand til Mand, Landoeconomiske Tidender, bd. 3, Kbh. 1816, p.75-86 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Om Avlskarlens Pligter og Rettigheder, Landoeconomiske Tidender, bd. 4, Kbh. 1816, p. 195-228 196


Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . F  ortsat Beretning om det i Lyngbye oprettede Bibel-Selskab m.v., København 1818 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvad tykkes Eder om Christus? Hvis Søn er han? Kjøbenhavn 1827 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvilke ere de almindeligste og virkelige Hindringer for Søndagens Helligholdelse i Guds Huus? Theologisk Bibliothek, XV, Kjøbenhavn 1818, p.193-237 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Iver for Missionsvæsenet – Forslag om et Missions-Selskabs Stiftelse, Samling af Evangeliske Fortællinger m.v., I, p. 256-63, Kbh 1821 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kort Efterretning – samt Udtog – for 1803, Kjøbenhavn 1804 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen for 1802, Fredericia 1803 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kort Indbegreb af af den christelige Religions Hovedlærdomme, især til Brug for mindre Børn, Kjøbenhavn 1820 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kort Udtog af den bibelske Historie for Børn som kun have liden Skolegang, Kjøbenhavn 1797 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Love for det d. 17. Juni stiftede Missions-Selskab, Samling I, p. 358-362 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Læsebog for Almuebørn, Kjøbenhavn 1798 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Læsebog for Bønderbørn, Kjøbenhavn 1795 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Prædiken paa 23de Søndag efter Trinitatis 1830, Kjøbenhavn 1831 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Prædiken paa Jubelfesten d. 27de Junii 1830, Kjøbenhavn 1830 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Prædiken paa Landets almindelige Bededag den 18. Mai 1821, Samling I, p. 275-292, Kbh 1821 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Prædikensamling, ikke offentliggjort, findes i ét maskinskrevet eksemplar i Danmissions bibliotek, original manuskript i RA. Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Præken holden ved Høstfesten i Lyngby Kirke den 16de September 1804, Kjøbenhavn 1804 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Regnskab for Lyngby Sogns Fattigvæsen for årene 1804-1811, Kjøbenhavn 1805-1812 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Stave og Læsebog for smaa Børn, Kjøbenhavn 1793

197


Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . S ørge-Tale i Anledning af Hans Jørgen Chr. Høeghs Jordefærd, Kjøbenhavn 1805 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tale ved Indvielsen af Stedet „Haabet“ i Taarbek d. 1. April 1821, Samling I, p. 264-274, Kbh 1821 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . To Breve fra Hr. Pastor Rønne til Stiftsprovst, Dr. Plum, Eregia, Anden Aargang, II, 1806 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Uskyldigt Tidsfordriv, I, Kjøbenhavn 1792 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Uskyldigt Tidsfordriv, II, Kjøbenhavn 1793 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Uskyldigt Tidsfordriv, III, Kjøbenhavn 1794 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ved Sal. Etatsraad de Conincks Begravelse den 9de September 1811, Kjøbenhavn 1811 Rønne, B. F. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ved Salig Frøken Christiane Louise Warnstedts Begravelse, Kjøbenhavn 1813 Rønne, C. F.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bone Falck Rønne, Historisk Månedsskrift for folkelig og kirkelig Oplysning, IV, 1885, p.176-189 Rønne, K. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Christian Frederik Rønne, Højskolebladet 1891, sp. 577-587, 624-628, 651-655, 685-691, 726-729, 757-760, 792-798, 822-826, 853-857, 888-891, 923-926, 951-953, 983-985, 1019-1022 Rørdam, Holger Frederik . . . . . . . . .  Kongens Lyngby i gamle Dage, Kirkehistoriske Samlinger, Vol. 5 rk. IV, p. 647-82 Schønheyder, Johan Martin . . . . . . . Proceduren for Commissionen samt Dommene og nogle Bilage i Sagen anlagt paa Justitiens Vegne imod de Herrer Greve Schulin, Etatsraad de Conninck og Sognepræsten Rønne, Kjøbenhavn 1809 Thaning, Georg . . . . . . . . . . . . . . . . . Den Grundtvigske Retning og Hedningemissonen, Odense 1922 Ørsted, A.S.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Af mit Livs og min Tids Historie, Bd. 3, Kjøbenhavn 1855.

198


Rønnes bibliografi Bibliografien medtager ikke Rønnes artikler i Dansk Religions Blad samt Nyt Dansk Religionsblad – heller ikke evt. avisartikler og andre artikler i lokale blade. Uskyldigt Tidsfordriv, I, 3.oktober, 1792, Dedikeret: „Til Deres Højhed Prinds Christian Fridrik“ Stave og Læsebog for smaa Børn, 1793, Uskyldigt Tidsfordriv, II, 1793, Uskyldigt Tidsfordriv, III, Januar 1794, Læsebog for Bønderbørn, 1795, 6. oplag i 1821 Læsbog for Almuebørn, 1797, 2. reviderede oplag af Læsebog for Bønderbørn – udkom i 6 oplag – sidst i 1821 Kort Udtog af den bibelske Historie for Børn som kun have liden Skolegang, 1801, 3. oplag i 1811 Kort Efterretning om Lyngbye Sogns Fattigvæsen for 1802, Fredericia 1803 Kort Efterretning – samt Udtog – for 1803, Kjøbenhavn 1804 Prædiken til 16. september 1804, høstgudstjeneste i Lyngby kirke., Kjøbenhavn 1804, første kendte prædiken af Rønne Regnskab for Lyngbye Sogns Fattigvæsens og dermed forbundne Indretninger … for 1804, 1805, Ligeså 1805, 1806, 1807 og 1808 på en gang, 1809, 1810, 1811 Liigprædiken over Provst og Sognepræst H. I. C. Høegh i Gjentofte, 1805, Forsøg til en kort Veiledning for Almuens Børn til at kjende Dyrenes Natur, 1806 To Breve fra Hr. Pastor Rønne til Stiftsprovst, Dr. Plum, 1806, Trykt i tidsskriftet Egeria, Anden Aargang, II, 1806 Brev fra Høiærværdige Herr Stiftsprovst Plum til Pastor Rønne, og dennes Erklæring over samme i Anledning af sidstnævntes Forhold under Krigen med England, i August og følgende Maaneder, Kjøbenhavn 1807 Brev til den danske Bonde angaaende en betydelig Indtængt af Gjæssenes Sommerplukning, 1808, Kort Veiviisning for den hæderlige Almuesmand, til at behandle sine Bier med Klogskab, 1809, 2. udg. 1810 efter opfordring fra Rentekammeret Kort Udtog af den bibelske Historie for Børn som kun have liden Skolegang, 1811, 3. rev. udg. af bogen fra 1801 Sørgetale over Etatsraad F. de Coninck, 1811, Ere frie eller fastsatte Texter fortrinligere, 1812, Videnskabelige Forhandlinger ved Sjællands Stifts Landemode, I, Kjøbenhavn 1812, p. 75-85 Ere frie eller fastsatte Texter fortrinligere, 1813, Foredraget oversat til svensk af Marcus Rosenschöld og udg. i Journal för Religionslærere

199


Sørgetale over Frøken C. L. Warnstedt, 1813, Tanker i Anledning af Professor Guldbergs saakaldte Børsprædiken, 1813, Et Par Ord om Fodertrang, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 79-83 Noget om den jydske og sjellandske Høstmaade, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. p.84-88 Nogle Betragtninger i Anledning af den danske Bondes Forfatning, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 89-108 Kan Agerdyrkningen føde sin Mand? Kan den føde ham rigeligen?, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 109-133 Hvad er Aarsagen, hvorfor Agrene i Nærheden af Kjøbenhavn ere saa stærkt betagne, med den saakaldte Agerkaal?, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 134-136 Nogle Aarsager, hvorfor Forbedringer i Agerdyrkningen gaae saa langsomt, frem iblandt os?, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 137168 Angaaende Præmiers Udsættelse, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 257-273 Om Ævred, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 292-299 Angaaende Danmarks Tab ved den alt for tykke Udsæd, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 300-304 Et indtruffet Uheld ved en Høeleverance, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 310 Om et Par Køer, som døde af Trommesyge, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 311 Forsigtigheds-Regler ved Kartøflers Opbevaring, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 312-314 Angaaende Udparcelleringer, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 317-326 Om Humle-Avl, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 327-330 Hvorfor kan en Mand over Bondestanden ikke leve af en almindelig Bondegaard?, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 331-339 Er det mueligt at staldfodre den første Deel af Aaret?, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 1, Kjøbenhavn 1815, p. 340-346 Svar paa Hr. Amtsprovst Lütkens Indvendinger imod Brændevinens Frigivelse, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 2, Kjøbenhavn 1815, p. 111-137 2de Anmældelser, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 2, Kjøbenhavn 1815, p. 141-142 Brev til Hr. Drewsen om Kartøflers Ankomst til Danmark m.v., 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 2, Kjøbenhavn 1815, p. 194-198 Hvorledes kunne de Aarsager, som hindre Agerdyrkningens Fremskridt hos os, hæves, 1815, Landoeconomisk Tidender, bd. 2, Kjøbenhavn 1815, p. 199-283 200


Om Landsbye-Præster skulle have Avlsbrug, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 3, Kjøbenhavn 1816, p. 3-27 Om Præstegaardenes Overdragelse fra Mand til Mand, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 3, Kjøbenhavn 1816, p. 73-86 Nogle Betragtninger foranledigede af 2de Documenter i Lyngbye Sogne-Kalds Papirer, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 3, Kjøbenhavn 1816, p. 118-138 Brev til Hr. Drewsen angaaende Kartøffelsalg, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 3, Kjøbenhavn 1816, p. 137-138 Brev til en Ven paa Landet, i Anledning af Kartøflernes ringe Priis i Aaret 1815-1816, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 4, Kjøbenhavn 1816, p. 1-16 Brev til en Ven paa Landet, i Anledning af Markfreds-Sagen i Almindelighed, og Høiærværdige Hr. Amtsprovst Lütkens Afhandling i Særdeleshed, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 4, Kjøbenhavn 1816, p. 68-119 Om Avlskarlens Pligter og Rettigheder, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 4, Kjøbenhavn 1816, p. 193-228 Brev til en Ven paa Landet, foranlediget af en Reise i Sjelland, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 4, Kjøbenhavn 1816. p. 262-287 Om nogle comparative Forsøg med tyndere og tykkere Udsæd, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 4, Kjøbenhavn 1816, p. 374 Om en Afgrøde af Byg, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 4, Kjøbenhavn 1816, p. 375 Brev til en Ven i Jylland angaaende Staldforing, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p. 121-144 Nogle Erindringer angaaende Agerdyrknings-Redskabers Conservation, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p. 169-178 Nogle Bemærkninger i Henseende til Høebjergningen, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p. 220-236 Nogle Erindringer angaaende Forpagtningers Til- og Fra-Trædelses Tid, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p. 237-243 Gaaer det an at lade sine Kalve patte deres Mødre? Er dette fordeelagtigt og tilraadeligt?, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p. 244-251 Brev til en Ven paa Landet, angaaende: Vægt i Kornhandelen, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p 322-341 Et Spørgsmaal angaaende Brand i Byg og Havre, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p. 345 Kunde Sæden ikke i vanskeligt Høstveirligt bjerges paa en anden end paa nogen af de sædvanlige Maader, 1816, Landoeconomisk Tidender, bd. 5, Kjøbenhavn 1816, p. 346 Nogle Betragtninger i Anledning af Barberissens Skadelighed eller Uskadelighed paa nogle af de Sædarter, som dyrkes her i Danmark, 1817, Landoeconomisk Tidender, bd. 6, Kjøbenhavn 1817, p. 75-93 201


Noget om Religiositetens og Sædelighedens Vigtige Indflydelse paa Agerdyrkningen, 1817, Landoeconomisk Tidender, bd. 6, Kjøbenhavn 1817, p. 161-188 Ogsaa et Bidrag til de toradede Bygs Anbefaling, 1817, Landoeconomisk Tidender, bd. 6, Kjøbenhavn 1817, p. 235-239 Brev til en Ven, foranlediget ved en lille Reise uden for Kjøbenhavns Amt, 1817, Landoeconomisk Tidender, bd. 7, Kjøbenhavn 1817, p. 69-83 Kan Vexeldrivten udbredes i Danmark under nærværende Forhold, 1817, Landoeconomisk Tidender, bd. 7, Kjøbenhavn 1817, p. 121-213 I Anledning af Skilderiets Nummer 13 for Aaret 1817, 1817, Kjøbenhavns Skilderi, nr. 16-17, Kjøbenhavn 1817 Efterretning om et Bibelselskabs Oprindelse i Lyngbye og dens nærmeste Omegn, 1817, „Hvilke ere de almindelige og virkelige Hindringer for Søndagens Helligholdelse i Guds Huus, især paa Landet, og Aasagen til at saa mange udeblive for samme?“ Theologisk Bibliothek, Kjøbenhavn 1818, bind 15, p. 193-238 Fortsat Beretning om det i Lyngbye og Omegn oprettede Bibel-Selskab, 1818, Om at fore Heste med Kartøfler, 1818, Landoeconomisk Tidender, bd. 8, Kjøbenhavn 1818, p. 35-46 Nogle Betragtninger, Fattigvæsenet angaaende forelæste i det Kongl. Landhuusholdnings-Selskab, 1819, Landoeconomisk Tidender, bd. 9, Kjøbenhavn 1819, p. 1-44 Opfordring til dannelse af et Tractatselskab, 1819, Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn, Aargang 16, Kjøbenhavn 1819, No. 65, sp. 1029-1030, dateret 7. august 1819 Samling af Prædikener over de til Søndagene og Festerne anordnede Texter, holdne og tilegnet: „Lyngbye Menigheds Medlemmer og de flere kjere Tilhørere, som så ofte glædede mig ved deres Nærværelse i guds Hus.“ Udgivne til Brug ved Huus-Andagt – Bind I-II, Kjøbenhavn 1819 Kort Indbegreb af den christelige Religions Hovedlærdomme, især til Brug for mindre Børn, 1820, „Det Kongelige Biblioteks eksemplar er dedikeret: ‘Til S. G. Hr. Pastor Grundtvig Høiagtelses- og Hengivends-Minde fra Forfatteren.’ 2. udgave: 1824“ En Fortælling om Guds retfærdige Styrelse, 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 25-31 Et Par Ord om Bibelselskaber, 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 31-33 Kort Forklaring over nogle af det gamle Testamentes Spaadomme over Messias og Guds Rige, 1821, Anmeldt: Lit.Tid. 1822, Nr. 15 Ivar for Missionsvæsenet – Forslag om et Missions-Selskabs Stiftelse, 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 256-263 Tale ved Indvielsen af Stedet „Haabet“ i Taarbæk d. 1 April 1821, 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 264-274

202


Prædiken paa Landets almindelige Bededag den 18 Mai 1821, 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 275-301 Efterretning om Selskabets Stiftelse [incl. Medlemsliste], 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 302-312 I den treenige Guds, Faders, Søns og Hellig Aands Navn [Rønnes tale ved mødet 2. sept. 1821], 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 349-357 Love for det d. 17 Juni stiftede Missions-Selskab, Selskabets Bestyrelse mm., 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 358-371 Brev til Udgiveren fra Hr. Pastor B. F. Rønne angaaende hans Bibellæsning og de af ham, udgivne religiøse Smaaskrifter, 1821, Nyt Theologisk Bibliothek, I, p. 326336, Kjøbenhavn 1821 Meddelelser fra Missions-Selskabet, Yderligere Medlemmer af Missionsforeningen, mm., 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 391-403, 414-416, 445-456, 457-459 Prædiken holden til Aftensang i Lyngbye Kirke d. 4de Novbr. 1821, 1821, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 1, Kjøbenhavn 1821, p. 404-413 Aarsberetninger fra det Danske Missions-Selskab, 1-11, 1822-1832, Forord til Andet Bind af Samling af evangeliske Fortællinger mm , 1822, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 2, Kjøbenhavn 1822, p. III-VI Veiviisning til at læse den hellige Skrivt til sin Sjels Oplysning og Frelse, 1822, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 2, Kjøbenhavn 1822, p. 467-486 Efterretning om det Danske Missions Selskabs Forhandlinger, 1822, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 2, Kjøbenhavn 1822, p. 487-514 Beretning fra det Danske Missions Selskab om det, som her og Andensteds i vort Fædreland paa den senere Tid er virket for Missionssagen m.v., Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 2, Kjøbenhavn 1822, p. 577-590 Betragtninger i Anledning af Bibelselskabers Stifteltse, Fremgang og Virken, 1822, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 2, Kjøbenhavn 1822, p. 591-634 Er det ønskeligt, at vi faae mange smaa Seminarier istedetfor de store?, 1823 Et Par Ord i Anledning af Stykket om Almueskolelærernes Dannelse, 1823, i Kjøbenhavns Skilderie En Troe Tjeners Bøn, med Hensyn paa hans Tjeneste, 1823, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 2, Kjøbenhavn 1823, p. 14-16 Indbydelse til Bibelselskabet i Lyngbyes aarlige, høitidelige Møde i Lyngbye Kirke (19 Juni 1823), 1823, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd.2, Kjøbenhavn 1823, p. 63-64 Regnskab over Indtægt og Udgivt for det evangeliske Tractatselskab i Aaret 1822, 1823, Beretning angaaende Bedehuset i Taarbæk, 1823, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd.2, Kjøbenhavn 1823, p. 119-120

203


Nogle Ord, talede ved Indvielsen af det i Taarbæk nyopbyggede Bedehus, 1823, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd.2, Kjøbenhavn 1823, p. 136-144 Anden Aargang af Prædikener, 1+2, 1824, Bind 1: „Tilegnet min agtværdige, gamle Moder“ – Bind 2: Tilegnet: „Dig min kjere Hustrue! Og Eder, Mine elskede Børn“ Kort Udtog af den Bibelske og Kirkens Historie til brug for evangelisksindede Christnes mindre Børn, 1825, „5. aldeles omarbejdede udgave af Bibelhistorien fra 1801- 8. og sidste udg. 1843“ Et Par Ord om den befrygtede Fodertrang, 1826, Kort Udtog af C. F. Klödens Beskrivelse over Palæstina (med Kort over Palæstina), 1826, Synd, ingen Ubetydelighed, 1826, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 3, Kjøbenhavn 1826, p. 9-16 Venskabelige Raad til alle Dem, som maatte ville modtage det, 1826, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 3, Kjøbenhavn 1826, p. 97-106 Hvorledes seer det ud i en Menighed, som retteligen høitideligholder Herrens Dag, 1826, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 3, Kjøbenhavn 1826, p. 163-178 Den Varslende Stemme, 1826, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 3, Kjøbenhavn 1826, p. 211-226 De to Veie og deres Ende, 1826, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 3, Kjøbenhavn 1826, p. 227-234 Tvende Prædikener om Selvmord, 1826, Samling af evangeliske Fortællinger mm., bd. 3, Kjøbenhavn 1826, p. 291-314 Prædiken: „Hvad tykkes Eder om Christus? Hvis Søn er han?“ , 1827, Prædiken holdt i Lyngby kirke 18. s. e. Trin 1827 Prædikensamling, 1830, Findes kun i ét eksemplar i Danmissions bibliotek, originalmanuskript i RA Prædiken paa Jubelfesten d. 27de Junii 1830 , 1830, I anledning af jubelfesten for Confessio Augustana Morgen-Betragtninger og Bønner til hver Dag i Maaneden, efter „Sturms Unterhaltnungen mitt Gott“ samt Bønner til visse Fester og andre mærkværdige Dage af forskjellige Forfattere, 1831, Oversat og udgivet af B. F. Rønne Giver Keiseren det Keiserens er, og Gud det Guds er. Prædiken, 1831,

204


Tidsskrifter:

Samling af Evangeliske Fortællinger, Bind 1, 1820-1821, Udgivet af Lyngbye evangeliske Tractat-Selskab Samling af Evangeliske Fortællinger, Bind 2, 1822-1825, Udgivet af Lyngbye evangeliske Tractat-Selskab Samling af Evangeliske Fortællinger, Bind 3, 1826-1830, Udgivet af Lyngbye evangeliske Tractat-Selskab Beretning om Guds Riges Fremgang i Verdens forskjellige Egne, 1824-1833, Udkommer 4 gange årligt i tilknytning til DMS, med Rønne som redaktør – en slags kirke- og missionshistorie Dansk Religions-Blad , 1825-1831, Udgives af Rønne i tilknytning til DMS med Rønne som redaktør Nyt Dansk Religions-Blad, 1832-1833, Efter Rønnes død redigeret af Rønnes kapelan H. B. Berg Medudgiver: Landoeconomiske Tidender, 1815-1819, Udkom med i alt 9 bind.

205


Personindex Ancher, Lorents 25, 169 Andersen, A. 180 Andersen, H. C. 174, 182, 193 Andersen, J. Oskar 12, 13, 53, 80, 168, 169, 170, 171, 175, 176, 184, 193 Andersen, Jens 170, 172, 193 Andresen, C. S. 128, 142, 181 Baden, magister 33 Bagge, Povl 173, 193 Balle, N. E. 11, 25, 26, 28, 29, 30, 35, 43, 46, 54, 55, 69, 70, 82, 83, 86, 87, 96, 105, 107,112, 140, 141, 165, 167, 169, 170, 172, 173, 175, 179, 190, 194 Balslev, Rasmus 103, 133, 178 Berg, Hans Brage 157, 161, 164, 185, 205 Bergendal, J. J. 21, 168 Bernstorff, A. P. 25, 169 Bilsted, Hans 77, 174 Birch, Andreas 184 Bloch, Jens 144, 184 Blom, Lorentz 21 Boesen, Jens Fr. 103, 178 Boesen, Johannes 95, 176, 178 Boesen, Ulrik Christian 103, 178 Bournonville, August 130, 181 Brammer, Gerhard Peder 111, 112, 179, 180, 182, 193 Brandt, Christian Frederik 169 Brandt, Hanibal 26, 28, 29, 169, 170, 172, 184 Brandt, Ingeborg f. Fæster 169 Brorson, H. A. 23, 172 Bugge, Knud Eyvin 149, 184, 193 Bugge, Peter Olivarius 139, 183 Bundgaard, Niels 13, 193 Bärens, J. H. 174

206

Baagø, Kaj 83, 95, 175, 177, 182, 184, 185, 193 Callisen, C. F. 135, 182 Cappelen, Jørgen Wrigh 138, 139, 182 Carey, William 93, 176 Caroline Amalie, prinsesse (dronning) 90, 135, 136, 137, 140, 157, 166, 169, 182 Caroline Mathilde, dronning 169 Carstensen, Maturin Caspersen 172 Cathcart, W. S. 77, 175 Charlotte Frederikke, prinsesse 169 Christian Frederik, prins (Christian VIII) 30, 31, 33, 34, 35, 36, 39, 57, 61, 62, 66, 80, 87, 90, 100, 101, 105, 125, 135, 136, 137, 139, 140, 142, 152, 157, 161, 162,163, 165, 166, 169, 170, 172, 173, 175, 178, 182, 183, 184, 185, 195, 196, 199 Christian IV 58 Christian IX 170 Christian VII 24, 43, 46, 57, 138, 168, 169 Christians VI 173 Claude, Claus Vilhelm 184 Clausen, H. P. 193 Clausen, Henrik Georg 147, 148, 184 Clausen, kromand 122 Clausen, Nicolai Henrik 114, 147, 180, 184 Collin, Jonas 72, 173 Coninck, Fredéric de (jun.) 100, 104, 123, 138, 178 Coninck, Fredéric de (sen.) 14, 74, 75, 77, 79, 86, 90, 94, 104, 174, 175, 178, 198, 199 Coninck, Louise Philippine de 178 Coninck, Marie Louise Constance de 178


Drewsen, J. C. 72, 173, 200, 201 Eegberg 21 Egede, Hans 95, 148, 149, 168, 177, 184 Egge, Heinrich 126, 127, 167, 181 Elling, Jacob Ingversen 23, 168 Engberg, Jens 193 Engelbreth, W. F. 185 Erslew, Th. Hansen 169, 193 Eyermann, Laurits 123, 180 Faber, Nicolai 196 Fabricius, Otto 124, 180 Falck, Jens Christian 123, 180 Falk-Rønne, Bent 14, 169, 172 Falk-Rønne, Christel 14 Falk-Rønne, Jørgen 13, 60, 81, 168, 170, 172, 173, 174, 175, 193 Falk-Rønne, Svend 14 Fallesen, L. N. 179 Fenger, Johannes Ferdinand 150, 176, 185, 193, 195 Ferdinand, arveprins 169 Fichte, J. G. 64, 173 Frederik Christian, prins (Frederik VII) 105, 169, 179 Frederik IV 24, 68, 122, 134, 149, 166, 168, 173, 180 Frederik V 169 Frederik VI (Kronprins Frederik) 25, 34, 44, 47, 64, 73, 77, 90, 99, 124, 125, 130, 131, 134, 138, 139, 140, 166, 168, 169, 174, 179, 181, 185 Frederik, Arveprins 24, 30, 33, 34, 39, 43, 46, 57, 62, 66, 168, 169, 170, 172 Gordon, James 70, 116, 118, 138, 173 Grundtvig, Jacob 138, 140 Grundtvig, Johan 149, 184 Grundtvig, N. F. S. 11, 31, 32, 64, 82, 83, 84, 85, 95, 126, 129, 138, 140, 146, 147, 148, 149, 150, 153, 158, 166, 175, 179, 180, 182, 184, 193, 194, 196, 198 Grundtvig, Niels 138, 140

Guldberg, professor 200 Haldane, Robert 104, 178 Hammerich, Frederik 129, 181 Hammerich, Friedrich 180 Hammerich, Johannes 95, 96, 176 Hans, konge 168 Hansen, Georg 170, 171, 194 Hansen, Jes 69, 87 Hansen, Ruth Gunde 194 Harbsmeier, E. 194 Harms, Claus 185 Hartby, Inger 194 Hauch, Carsten 174 Hauch, Frederik 77, 174 Haven, Frederik Christian von 57, 172 Heinze, Christian Friederich 142, 183 Hempel, S. 182 Henderson, Ebenezer 93, 94, 95, 96, 97, 103, 176, 177, 178, 195 Henke, Philipp 140, 141, 183 Heyne 190 Hiorthøi, Johan Peter 127, 181 Hjorth, Karen 174, 194 Hjorth, Victor Christian 62, 172 Hoffmann, P. M. 46, 55, 171 Holberg, Ludvig 11, 32, 146, 170 Holstein, Frederik Adolph greve 90, 103, 125, 129, 132, 133, 142, 145, 164, 176, 182, 185 Holzwarth, Gottlieb 140, 141, 183 Hornemann, Cl. Frees 190 Hus, Jan 130, 181 Hvalsøe, Anna Marie 21 Høegh, H. J. C. 57, 88, 89, 172, 176, 185, 198, 199 Høegh-Guldberg, Ove 24, 25, 35, 52, 168, 169, 170, 171, 172, 175, 184, 190 Høirup, Henning 170, 194 Ibsen, Peter Didrik 163, 185 Ingerslev, Hans Christian 127, 181 Ingesman, Per 194 Janson, H. Fr. 190 207


Johannsen, Birgitte Bøggild 170, 172, 194 Johannsen, Hugo 170, 172, 194 Juliane Marie, enkedronning 25, 30, 43, 44, 168, 169, 170 Juliane Sophie, prinsesse 34, 39, 136, 169 Jæger, Peter Petersen 142, 183 Jørgensen, Jonas A. 16 Jørgensen, Simon 23, 46, 168 Kalkar. Christian H. 12, 182, 183, 194 Kierkegaard, Michael P. 95, 130, 177 Kierkegaard, Søren Aabye 130, 177, 181 Kjær, Mogens B. 14 Kjær, Ulla 171 Kjærgaard, Jørgen 171 Klink, Rasmus 128, 142, 181 Klöden, C. F. 204 Koch, Hal 13, 175, 194 Kolderup-Rosenvinge, J. L. A. 194 Kornerup, Bjørn 190, 194 Kaas, Julius von 180 Larsen, Christian 173, 176, 179, 194 Lassen, Rasmus 128, 133, 181 Lavater, J. C. 34, 170 Liebenberg, M. F. 83, 130, 167, 175, 194 Lindberg, Jacob Christian 111, 132, 147, 148, 150, 153, 158, 161, 162, 163, 164, 179, 183, 184, 193 Lindhardt, P. G. 80, 171, 175, 195 Lindvald, Axel 172, 195 Locke, John 32, 170 Louise Charlotte, prinsesse 34, 169, 170 Louise, prinsesse (dronning) 170 Lund, borgmester 21 Lütken, amtsprovst 200, 201 Løgstrup, Th. 12, 13, 129, 181, 195 Madsen, Kristen 128, 136, 142, 181 Malling, J. 30 Marie, dronning 126, 131, 166, 169, 181 Mau, Edv. 179, 195 Mehldahl, lærer 69 Michaelis 190

208

Mikkelsen, Magnus 168 Mohr, lærer 69 Molbech, C. 170 Moldenhawer, D. G. 190 Monod, Frédéric 104, 178 Monod, Jean 104, 178 Mynster, Jacob Peter 108, 148, 167, 179, 185, 190, 196 Münter, Balthasar 190 Münter, Friedrich 35, 83, 84, 90, 96, 99, 100, 108, 124, 134, 135, 139, 140, 141, 142, 167, 170, 179, 180, 183, 190, 195 Møller, Jens 96, 97, 102, 103, 105, 123, 127, 167, 169, 172, 175, 177, 178, 179, 180, 195 Møller, Jes Fabricius 193 Møller, Seyr Niels 21 Napoleon 71, 73, 135, 174, 178 Neuchs, Johs. 21 Nielsen, Rita 16 Nygård, Frederik 176, 181, 195 Nystrøm, Eiler 171, 173, 195 Nørgaard, Anders 16, 171 Nørgaard, Ida 171 Olafsson, Felix 176, 178, 195 Oldenburg, Theodor Wilhelm 129, 181 Olsen, Emil Anton Conrad 148, 172, 184 Olsen, Preben 185 Paterson, John 93, 94, 95, 96, 176, 178 Pedersen, Johannes 195 Pedersen, Peder 176 Plum, Frederik 50, 53, 76, 128, 129, 132, 133, 134, 135, 136, 137, 142, 143, 144, 152, 170, 171, 174, 182, 184, 196, 198, 199 Pontoppidan, Erik 179 Rasbech, Frederik Christian 171 Rask, Rasmus Kristian 140, 183 Rasmussen, Jens 182, 196 Raun Iversen, Hans 16, 194


Reinhard, F. V. 86, 102, 175 Reuss, Johannes 95, 129, 130, 138, 177, 181 Reventlow, C. D. 73, 159, 174 Richelieu, Johan Christopher 139, 183 Rieu, J. C. 104, 178 Riis, Andreas 142, 183 Riishede, Jens 16 Rosendahl, H. A. 185, 196 Rosendahl, L. P. 179 Rosenschöld, Marcus 179, 199 Rousseau, Jean-Jacques 32, 35, 170, 191 Rudelbach, Andreas Gottlob 138, 147, 150, 183 Rumford, greve 64, 65, 173 Rønne, Albert 21, 46, 62, 168 Rønne, Albert E. 196 Rønne, Amalie Johanne 60, 172, 184 Rønne, Anine B. M. 61, 172 Rønne, Bolette (Bodil) Lumholtz 21, 23, 25, 46, 62, 63, 75, 157, 168, 172 Rønne, Bolette Ingeborg 47, 171 Rønne, Caroline Vilhelmine 172 Rønne, Christian Albert 47, 171, 172 Rønne, Christian Frederik 12, 47, 88, 96, 127, 129, 138, 148, 162, 168, 169, 171, 174, 175, 176, 177, 179, 185, 198 Rønne, Frederikke Marie f. Brandt 28, 35, 47, 57, 60, 61, 75, 144, 158, 162, 164, 169, 177 Rønne, Hans Nicolai 22 Rønne, Inger M. F. 22 Rønne, Johanne 22 Rønne, Karl 59, 172, 198 Rønne, Marcus Clod (bror) 22 Rønne, Marcus Clod (søn) 13, 60, 148, 160, 170, 172, 184 Rønne, Marie K. 22 Rønne, Mathias Lumholtz 22, 62, 172 Rønne, Nicolai Ivar 60, 148, 161, 164, 172, 184

Rønne, Niels Michaelsen 21, 168 Rønne, Niels Simon 47, 111, 148, 171, 184 Rønne, Peter Falck 172 Rønne, Peter Michaelsen 168 Rørdam, Holger F. 185, 198 Salbach, Carl Ferdinand 140, 141, 183 Schjørring, J. H. 177 Schleiermacher, Fr. 185 Schmid, Johan Gottlieb 140, 141, 183 Schubothe, J. J. H. 102, 178 Schulin, J. S. L. lensgreve 14, 74, 75, 76, 77, 78, 79, 80, 86, 100, 123, 127, 135, 174, 175, 176, 182, 198 Schønheyder, J. M. 14, 75, 77, 78, 174, 175, 198 Siegumfeldt, Christian Anton 123, 127, 180 Siemonsen, Lorenz 150, 153, 167, ¨184 Sneedorff, Jens Schielderup 170 Sofie Frederikke, prinsesse 169 Sophie Hedevig, prinsesse 68, 173 Spener, Ph. J. 191 Steinkopf, K. F. 96, 125, 177, 179 Struensee, Johann Friedrich 24, 168 Suhm, P. F. 33, 170 Sørensen, Hans Merald 168 Tetens, Stephan 137, 182 Thaning, Georg 198 Thomas af Aquinas 192 Thyssen, A. Pontoppidan 179, 182, 195 Timm, Andreas Timm 129, 181 Toft, Marie 149, 184 Treschow, Herman 25, 27, 28, 29, 30, 169, 190 Treschow, Peter 104, 179 Ussing, Heinrich 55, 57, 172 Vilhelmine Marie, prinsesse 105, 179 Voltaire 191 Warnstedt, C. L. 90, 176, 198, 200 Watt, engelsk grosserer 70, 116, 118, 138, 173 209


Wesly, Charles 176 Wesly, John 176 Wexels, Vilhelm Andreas 139, 183 Wilhelm X, landgreve af Hessen-Kassel 170 Wilkenschildt, Merete 178 Wind, Hans 181 Zinzendorff, greve 191 Ørsted, Anders Sandøe 80, 125, 175, 181, 198 Østergaard, Christian C. 132, 150, 182 Østrup, Johan Peter 158, 185 Aagesen, August 77, 174,

210


211


Tidslinie År

Internationalt

1764

Rønne

Danmark

Rønne fødes i Fredericia

1766

Frederik V dør - Christian VII bliver konge

1770-72

Struensees regering

1772-84

Dronning Juliane Maries og Guldbergs regering

1784

Rønne student og flytter til København

Kronprins Frederik begår statskup og bliver egentlig regent

1786

Rønne bliver lærer samtidig med sit studium

1788 1790

Rønne bliver teologisk kandidat Jyllandsrejsen Balles Homiletisk-Kateketiske Selskab

1791

Rønne bliver lærer for prins Christian Frederik

1792

Uskyldigt Tidsfordriv I, første udgivelse

Carey stifter det britiske Batist Missions Selskab

1793 Carey rejser til Indien

Rønne forlover sig med Frederikke Marie Brandt Rønne tager de praktisk, teologiske prøver

1794 Rønne præst i Tjæreby-Alsønderup Rønne gift med Frederikke Marie Brandt 1795

London Missionary Society

212

De store landboreformer

Biskop Balles bibellæsninger

Christiansborgs brand, hvor Rønne forulykker


År

Internationalt

Rønne

1796 1797

Det Nederlandske Missionsselskab

1799

Church Missionary Society Det Britiske Traktatselskab

Danmark Enkedronning Juliane Marie dør

Albert Rønne dør

1801

Slaget på Rheden Tabet af flåden

1802

Romantikken kommer til Danmark

Rønne flytter til Lyngby Rønne etablerer fattigvæsnet i Lyngby

1803 1804

Det Britiske Bibelselskab

1805

Henderson og Paterson kommer til Danmark

Lovgivning om indførelse af et fattigvæsen i Danmark

Arveprins Frederik dør H.C. Andersen fødes

1807

Sammen med grev Schulin og etatsråd de Coninck etablerer Rønne Committee til Ordenens Opretholdelse

Engelsk besættelse af Sjælland Københavns bombardement

1808

Retsag mod Rønne m.fl. for landsforræderi

Christian VII dør Frederik VI bliver konge

1809

Frifindelse ved Højesteret

1810

American Board

1811

Grundtvigs dimisprædiken Grundtvig præst i Udby

1812 Henderson vender tilbage til DK Rønne taler på Roskilde Landemode

Professor Jens Møller begynder udgivelsen af Theologisk Bibliothek

1813 Britisk Metodist Missionsselskab Rønne holder sine fasteprædikener

Statsbankerot Søren Kierkegaard fødes Grundtvig flytter til København

213


Tidslinie År

Internationalt

Rønne

1814 Wienerkongressen afslutter Napoleonskrigene 1815 Basel Missions Institut Det Tyske Missionsselskab 1816

Danmark Folkeskoleloven Tabet af Norge Bibelselskabet stiftes

Rønne er medstifter af tidsskriftet: Landoeconomiske Tidender Rønne bliver medlem af Det Kongelige Landhuusholdnings-Selskab – indtil 1826

Robert Haldanes Europarejse

1817 Rønne stifter: Bibelselskabet for Lyngbye og Omegn

Reformationens 300 års jubilæum

1818

Rønne taler på Roskilde Landemøde

1819

Lyngbye evangeliske Tractat-Selskab Rønne udgiver sin første prædikensamling

1821

Februar: Rønne kaldes til Taarbæk til en gammel kone Februar: Rønne holder første bibellæsning i Taarbæk Marts: Rønne får landstedet Haabet April: Rønne indvier Haabet 17. juni: Rønne stifter DMS

Grundtvig præst i Præstø

1822 Baselen Missions Selskab

DMS’s første møde i Brødre- menighedens sal DMS beslutter at støtte mission i Grønland Rønnes første rejse for DMS

Grundtvig præst på Christianshavn

1823

Rønnes anden rejse for DMS

214


År

Internationalt

Rønne

Danmark

1824

C. C. Østergaard melder sig som missionær i Grønland

Grundtvig skriver Nyaarsmorgen

1825

DMS beslutter sig for at arbejde sammen med Basler Missionen om mission på Guldkysten DMS beslutter at bygge en kirke i Julianehåb, Grønland

Striden mellem prof. N. H. Clausen og Grundtvig – den mageløse opdagelse

1826

Rønnes tredje rejse for DMS

Grundtvig nedlægger sit embede

1827

De fire missionselever kommer til København Rønnes fjerde rejse for DMS

1828

De fire udsendes til Guldkysten Rønne opretter selskabet for et Christeligt Læsebibliothek

1829 1831

Januar: Rønne bliver syg Rønnes mor dør Rønne får hjælpepræst

1832 Kirken i Julianehåb indvies 1833 1835

Grundtvig: Menneske først og kristen så

Maj: Rønne dør Juni: C. C. Østergaard sendes til Grønland som DMS’s første danske missionær.

Det Svenske Missionsselskab

1839 1842

Den grundtvigske præst L. Siemonsen begynder efter Rønnes forbillede bibellæsninger på Christianshavn

Frederikke Marie Rønne dør

Det Norske Missionsselskab

215


216


Hans Raun Iversen, dr. theol. h.c. Lektor i praktisk teologi, Leder af Center for Kirkeforskning Københavns Universitet

„Til Visdom og Salighed vil den fornuftige Skabning ingenlunde tvinges ved menneskelig Magt, men ved hjertelig at indbydes og lokkes af den evige Godhed, som fremlyser i Herrens Ord.“ Sådan formulerer Bone Falck Rønne sig i 1821 ved indvielsen af bedehuset „Haabet“ i Taarbæk, hvor han som sognepræst i Kongens Lyngby senere på året tog initiativet til stiftelsen af Det Danske Missionsselskab – nu Danmission. Danmissions tidligere generalsekretær, Harald Nielsen, har sat sig for at skildre Rønnes liv og virksomhed i sammenhæng og i hans samtid. Det er der kommet en velskrevet og oplysende bog ud af. Rønne havde pietismen med sig fra barndommen i klokkerhjemmet i Fredericia. Han voksede op i en tid præget af oplysning og nationaløkonomisk fremgang. Han fandt sit teologiske ståsted i nærheden af biskop Balle, der bestræbte sig på at forlige den lutherske arv med tidens oplysningstanker. Rønne udfoldede sin virksomhed i en brydningstid, hvor vækkelserne udfordrede det kirkelige hierarki og Grundtvig var i færd med at omsætte indsigter fra romantikken til salmesang, kirkesyn og skoletanker. Rønne var pædagog og var bl.a. lærer for prins Christian Frederik, (Christian VIII). Han var folkeoplyser og arbejdede f.eks. på sin præstegårdsjord for kartoffelavlens fremme. Men han var først og fremmest præst med et bankende hjerte for diakonien i form af fattigforsorg og husbesøg. Ud af dette praktisk teologiske engagement sprang hans støtte til etableringen af Det Danske Bibelselskab og fra 1821 til hans død grundlæggelsen af DMS og arbejdet med at få sat mission på den kirkelige dagsorden i Danmark. Peter Fischer Møller, biskop i Roskilde Stift Danmissions formand.

Harald Nielsen, f. 1946, cand. theol. fra Aarhus Universitet 1975, tidligere sognepræst i Viby J., højskoleforstander for Løgumkloster Højskole og generalsekretær i Det Danske Missionsselskab / Danmission. Har været undervisningsassistent i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og lærer i kirkehistorie ved Teologi for Lægfolk. Var medredaktør af L. P. Larsen, Theology for Mission (Bangalore 1982), og Det Begyndte i København (Odense 2005). Har udgivet: Tålmodighed Forpligter. 9 Kapitler af Danmissions Islamhistorie (Frederiksberg 2005); Redaktør af Danmissions historieserie 2003-2006; Erik W. Nielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens missonsteologi (Frederiksberg 2012).

Harald Nielesn: Bone Falck Rønne – en pioner i folkeoplysning og mission

Vi kender Grundtvig, men hvem kender Bone Falck Rønne, der blev født knapt 20 år før Grundtvig? Målt med vor tids målestok var de begge vækkelseskristne, selv om de ikke tilsluttede sig vækkelsesbevægelserne. På hver deres måde ville de forene det menneskelige og folkelige med det kristelige og kirkelige. Som pioner indenfor pædagogik, socialforsorg, landbrug, præstearbejde, bibelsag og mission udfoldede Falck Rønne en energi og et iværksættergen på omgangshøjde med Grundtvigs. Hvor Grundtvigs nationale engagementer slog rod lokalt, bredte Falck Rønnes lokale engagementer sig nationalt. Derfor er det en sand horisontudvidelse at læse Harald Nielsen bog om denne anderledes Grundtvig 20 år før Grundtvig.

Harald Nielsen

Bone Falck

Rønne – en pioner i folkeoplysning og mission

9

788787

052405

Dansk Missionsråd ISBN: 978-87-87052-40-5

Dansk Missionsråd

Bone Falk Rønne - en pioner i folkeoplysning og mission  

Harald Nielsen -