Page 1

OPINION

18 | november 2011 | LIXEN En praktikant fortæller

Da jeg fandt ud af... Her godt tre måneder efter start titter de stadig frem. Tvivlen. Forventningspresset. Den snigende følelse af utilstrækkelighed. Men der er mange oplevelser, der skubber dem i baggrunden. Her er et udpluk. Søren Dal Rasmussen Praktikant på Fagbladet 3F

… at jeg var endt det rigtige sted Det  er  sjældent,  at  jeg  har  hørt  en  så  barsk  livshistorie,  som  kvinden  over  for  mig  lige  har  fortalt.  Hun  kan  gå  100  meter.  Så  får  hun  ondt.  Det bliver værre. Ka?kask. 15 år med  diskusprolapser,  en  hjerneblød‐ ning,  fremstormende  invaliditet,  følelsesnedsættelse  i  benet  og  en  kommune,  der  stadig  nægter  hende  førtidspension. Vi taler et par timer.  Lige inden jeg går derfra, stopper hun  mig. Hun skærper sit blik og siger, at  hun er så glad for, at jeg vil prøve at  hjælpe  hende.  Det  er  et  øjeblik,  der  stadig kan give mig gåsehud. 

… at  alkohol  ikke  giver  et  seriøst  førstehåndsindtryk Der er et par uger til, jeg skal starte,  og  jeg  er  inviteret  til  fredagsøl  med  noget  af  min  kommende  redaktion.  Det  er  fedt.  Så  kan  jeg  møde  dem  i  private rammer, og så bliver det nok  ikke så skræmmende at skulle møde  første dag.        Den  første  øl  glider  ned.  Og  den  næste. Og næste og næste og næste.  Og snart har jeg (og alkoholen) også  fået  modet  til  at  fortælle  anekdoter  om  mig  selv.  Og  taget  min  hukom‐ melse med sig.     Så kommer whiskyen på bordet. På  cykelturen  hjem  får  jeg  lovet,  at  jeg  skam nok skal strippe, når min prak‐ tikantvejleders  lillesøster  holder  polterabend.  Jeg  kan  ikke  huske  no‐ gen navne, da jeg starter et par uger  senere.  … at journalistik også handler om  ego  Jeg  har  efterårsferie  og  venner  på 

besøg derhjemme  fra.  Telefonen  ringer. Jeg siger til min ven, at det er  fra  arbejdet,  og  at  jeg  er  nødt  til  at  tage  den.  Det  er  min  redaktør.  Hun  siger, hun er ked af at forstyrre, men  de har ringet fra TV 2 Regionerne. De  vil lave min historie. Det giver et jag  af  bekræftelse,  da  jeg  lægger  på  og  fortæller min ven, hvad der er sket.     Jeg lyder glad, mens jeg oser med  en  selvfedme  så  stor,  at  den  kunne  skaffe  mig  et  job  som  skribent  på  magasinet Københavner.     En anden redaktør ringer kort efter.  Jeg skal lige tage kontakt til en jour‐ nalist  fra  DR,  der  overvejer  at  køre  historien. Kort efter har jeg DR‐jour‐ nalisten  i  røret.  Fortæller  ham,  jeg  har ferie, men jeg da liiiiige kan kigge  på det igen.     »Fedt, men bare det ikke er en ulej‐  lighed.«       »Man  er  jo  journalist  døgnet  rundt,« hører jeg min mund joke kli‐ chéagtigt.     Vi griner henkastet. Måske ud af en 

fælles forståelse  for  vores  fag.  Men  nok  nærmere  af  min  midlertidige  megalomani. …  at  det  kan  betale  sig  at  høre  efter I  hele  den  første  uge  undrer  jeg  mig  over  blomsterne  på  mit  skrive‐ bord.  Indtil  dagen  hvor  en  mand  med  lige  del  ferieskæg  og  lys  bornholmsk accent triller ind på kon‐ toret.  Spørger  om  jeg  kan  li’  blom‐ sterne.  Han  præsenterer  sig  pænt,  men den metaforiske abe i mit hoved  har  for  travlt  med  at  juble,  hyle  og  dreje  på  håndsvinget  til  lirekassen  over,  at  det  næsten  Sherlock  Holm‐ ske  mysterium  nu  er  blevet  løst  til  at  lytte  efter.  Jeg  kigger  forlorent  og  prøver,  om  jeg  kan  placere  hans  an‐ sigt.  Men  tavsheden  er  for  Klovnsk.  Jeg må kapitulere.       »Undskyld,  hvem  sagde  du,  at  du  var?«    »Øøh, jeg hedder Palle.«    »Okay,« svarer jeg med et fåret smil, 

der bliver siddende, lige til han dre‐ jer rundt og forlader lokalet.    Det er her, jeg endelig mentalt får  barberet  skægget  væk  og  chokeret  må  indse,  at  det  er  ansigtet  fra  le‐ derpladsen i det blad, som jeg til min  ansættelsessamtale  sagde,  jeg  læste  religiøst.  Et  sted  i  det  ?jerne  hører  jeg  senator  Clay  Davis’  bebrejdende  stemme,  mens  min  krop  undertryk‐ ker gentagne cirkelspark til skrotum.  I det mindste scorer jeg billige point  på  at  fortælle  historien  til  mine  nye  kollegaer. Men det er nok heller ikke  hver  dag,  at  en  nyansat  praktikant  ikke  ved,  hvem  chefredaktøren  på  bladet er.   soera09@student.sdu.dk

Meninger

Goddag mand, sportsjournalist Daniel Hedelund, 3. semester

Tv‐redaktør på  Politiken,  Henrik  Palle, kritiserer den 25. oktober dan‐ ske sportsjournalister. I en klumme i  Politiken kalder han sportsreportere  for  ”ukritiske”  og  ”?ladpandede”  og  beder  om  mere  fokus  på  sportens  ideologiske og økonomiske aspekter.    “Talentet og viljen,” skriver Henrik  Palle (og hentyder til sportsjournali‐ sterne),  “rækker  kun  til  hjernedøde  interviews.”    I forlængelse af Henrik Palles kom‐ mentarer rejser sig et par væsentlige  spørgsmål:        Skal  sportsjournalister  være  kri‐ tiske?  Hvis  ja  –  hvor  og  hvornår  og  hvordan  stiller  man  kritiske  spørgsmål til sportsudøvere?        For  at  svare  kronologisk:  Sports‐ journalistik skal være kritisk. Og per‐ sonligt  savner  jeg  også  magasiner,  der går bag om sporten, som Henrik  Palle efterlyser.        Men  når  det  er  slået  fast,  handler  genren i sin inderste substans om at  vise atletens følelser.        Er  Caroline  Wozniacki  glad,  lyk‐ kelig, rasende på dommeren, skuffet  eller sur på sig selv eller sin far? Pub‐ likum vil underholdes, ellers zapper  de væk. Ukritisk mikrofonholderi? Ja  – men underholdende.       Når  journalister  også,  som  jeg  skriver,  bør  takle  sportsdækningen  kritisk,  er  det  relevant  at  stille  de  rigtige spørgsmål.     I spørgeteknikken skelner man mel‐ lem  at  være  kritisk  og  ”pseudokri‐ tisk” (unødvendigt provokerende).    Desværre ser man ofte sportsjour‐ nalister  være  netop  pseudokritiske, 

når de trigger, for eksempel fodbold‐ trænere, med spørgsmål á la:     »Er det ikke på tide, at du trækker  dig? Og har du overhovedet evnerne  til at føre klubben videre?«    Det er dårlig spørgeteknik, da fod‐ boldtræneren  let  afværger  med  et  ”ja” eller et ”nej” og runder talestrøm‐ men af med et par klichéer.        Hvordan  bør  sportsjournalisten  i  stedet interviewe?     For at illustrere følger her en his‐ torie:  TV  3+  viste  den  24.  oktober  bundgyseren  mellem  Silkeborg  IF  og  Brøndby  IF.  Jeg  tunede  ind  på  kanalen,  og  kort  før  dommerens  slut?løjt  afgjorde  Henrik  ”Tømrer”  Perdersen  kampen  til  slutresultatet  2‐1.  Brøndby  IF  befandt  sig  nu  kun  sølle ?ire point over nedrykningsstre‐ gen, og nederlaget øgede ikke Henrik  Jensens chancer for at forsætte i rol‐ len som cheftræner. Tværtimod. Efter  kampen stillede han op til interview i  spillertunnellen.     »Det må være en hård tid for dig…«  indledte  reporteren  sin  (empatiske)  præmis  og  spurgte  med  et  åbent,  men kritisk spørgsmål: »Hvor stiller  den her kamp dig?«       Fodboldtrænere  er  rutinerede  i  interviewsituationer.  De  bjæffer  løs  om  alt  og  ingenting  –  lidt  lige  som  politikere  –  når  reportere  spørger  kritisk.        Men  hvor  var  dét  her,  tænkte  jeg,  hele vejen igennem et godt og ærligt  og  afvekslende  tv‐interview.  Henrik  Jensen  blottede  sig  verbalt  og  er‐  kendte, det var en svær tid. Han sva‐ rede,  at  han  desværre  nok  endte  på  morgendagens  forsider  og  bestemt  var ”fyringstruet”.

    B.T.’s  fodboldredaktør,  Morten  Crone  Sejersbøl,  skrev  samme  aften  bloggen  ”Jensen  tvinger  BIF  til  at  reagere”.  Underforstået,  at  besty‐ relsen  måtte  fyre  Henrik  Jensen,  da  han virkede uden motivation i inter‐ viewet.        Ifølge  Morten  Crone  Sejersbøl  ta‐ ler  Henrik  Jensen  normalt  ”uden  ?loskler”. Men at han gik længere end  forventet i interviewet, var efter min 

mening også reporterens fortjeneste,  der var hø?lig – men skarp.     Dagen efter interviewet endte Hen‐ rik  Jensen  på  forsiden,  da  Brønd‐ by  IF’s  bestyrelse  fyrede  ham  fra  cheftrænerposten. En selvopfyldende  profeti?  Jo,  fyringen  var  forståelig:  Brøndby IF havde tabt nok en Super‐ ligakamp og lå akkurat over nedryk‐ ningsstregen.        Men  grunden  til,  at  bestyrelsen 

fyrede Henrik  Jensen  netop  dagen  efter  nederlaget  i  Silkeborg,  var  måske, at han i interviewet ”virkede  tømt  for  idéer”,  som  B.T.’s  Morten  Crone Sejersbøl skrev i sin blog.       Svaret  har  kun  bestyrelsen,  men  eksemplet  viser,  at  sportsjournalis‐  ter  kan  være  kritiske  i  interviews.  Og måske endda rykke noget i virke‐ ligheden.  dahed10@student.sdu.dk

LIST JOURNA SPORTS

Illustration: Paul Sauer

Goddagmandsportsjournalist  

opionionsindlæg i lixen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you