Page 1

sogneindsamling Hvad skal du lave mens verden sulter? Side 12-13

N U M M E R 2 F E B R U A R 2 0 0 9

U-land i minusgrader tĂŚt pĂĽ Kirgistan


synspunkt

Det er muligt! Første gang man besøger Kirgistan, overraskes man ofte over at se et tilsyneladende velorganiseret samfund: Murstenshuse, asfalterede veje og kæmpestore landbrug. Men medaljen har en bagside, og den reelle fattigdom er skjult bag den gamle, sovjetiske facade. Langsomt får man øjnene op for befolkningens virkelighed: Det sociale system, der faldt bort, korruptionen, en regering der laver love, men ikke er i stand til at føre dem ud i livet, en udslidt infrastruktur og en energikrise, der betyder mangel på vand, varme og elektricitet selv i den iskolde vinter. Kirgistan og de øvrige centralasiatiske lande deler skæbne efter 70 års fælles sovjetstyre, som etablerede en infrastruktur, men samtidig skabte en afhængighed og gjorde folk passive. Derfor var Centralasien under sovjettiden en af de fattigste og mest undertrykte regioner i Sovjetunionen. Efter løsrivelsen i 1991 gik udviklingen den forkerte vej. I dag rangerer Kirgistan lavere end lande som Honduras og Sri Lanka i FNs fattigdomsindeks. Og at reparere et system har vist sig at være endnu sværere end at begynde helt forfra. Alligevel er der håb for befolkningen om at skabe et retfærdigt og anstændigt samfund. Hvilket er det, som Folkekirkens Nødhjælp og de lokale partnere har arbejdet på det seneste årti. Vi støtter initiativer til at mobilisere folk i selvhjælpsgrupper og til at forbedre uddannelse og levevilkår for udsatte børn, fattige tilflyttere samt pensionister. Men vigtigst lige nu er at opmuntre folk til at tale deres egen sag, samarbejde kritisk og konstruktivt med myndighederne og deltage i reformprocesserne. Og det er muligt! For Kirgistan er det mest demokratiske land i Centralasien, og med sin centrale beliggenhed bidrager det væsentligt til den politiske stabilitet i regionen. Faktisk er Kirgistan det eneste land i verden, som er vært for både en russisk og en amerikansk militærbase. Folkekirkens Nødhjælps tilstedeværelse er derfor af stor betydning, ikke kun for Kirgistan, men for udviklingen i hele Centralasien.

den reelle fattigdom er skjult

Tatiana Kotova regional repræsentant i Centralasien

2

nød 02.2009

Kirgistan er et nyt u-land, der kun er 17 år gammelt. Alligevel har lokale organisationer udviklet sig hurtigt på kort tid

U-land for begyndere tekst ANETTE KRARUP foto

SONJA ISKOV

Det var som at sætte foden på uopdyrket jord, da de første internationale hjælpeorganisationer begyndte at arbejde i Centralasien. Det var i midten af 1990erne få år efter Sovjetunionens fald. ”Der var ingen NGO’er i vestlig forstand, kun et miks af forskellige interessegrupper. Nogle var statslige foreninger, som havde overlevet kommunismen, andre var hjælpegrupper, der var opstået som et modsvar på de voksende sociale behov. Det kunne for eksempel være en gruppe af forældre med handicappede børn eller arbejdere, der var blevet syge efter oprydningen i Tjernobyl,” forklarer Jørgen Thomsen, Folkekirkens Nødhjælps koordinator for Centralasien. Alt skulle opdyrkes fra bunden, og Folkekir-


kirgistan

To dollar om dagen I kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud i 1991 opstod en række nye u-lande blandt de forhenværende sov­ jetrepublikker. Befolkningerne måtte stå model til ikke mindre end tre omvæltninger på en gang: Fra diktatur til demokrati, fra planøkonomi til markedsøkonomi og fra unionsmedlem til selvstændig stat. Det resulterede i en ny fattigdom, som folk ikke var i stand til at tackle. De havde været vant til, at systemet tog sig af stort set alt. Nu skulle de pludselig være deres egen lykkes smed. Manglende uddannelse, hiv/aids, sult og diskriminering af kvinder - problemerne ligner dem, vi ser i de traditionelle udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Dog er den kolde vinter en afgørende forskel. Derfor har Verdensbanken gjort opmærksom på, at den gænge fattigdomsgrænse på under en dollar om dagen ikke gælder i de tidligere sovjetrepublikker. Her skal man have mindst to dollar om dagen for at klare sig, fordi befolkningen har brug for flere kalorier, mere tøj og bedre isolerede huse end folk i varme u-lande.

NGO’erne, de folkelige organisationer, arbejder blandt andet med at forbedre de ældres vilkår

kens Nødhjælp gik sammen med britiske og hollandske søsterorganisationer i gang med at teste potentielle samarbejdspartnere. ”Det var vigtigt at finde ud af, om en gruppe havde et bagland og en seriøs leder, eller om der var tale om en afdanket partikammerat, som dybest set kun var interesseret i at hjælpe sig selv,” siger Jørgen Thomsen. Da de nye samarbejdspartnere var fundet, handlede det om træning i basale kundskaber, som for eksempel hvordan man bygger en forening op, hvordan man laver regnskab, og hvordan man mobiliserer folk. Næste skridt var at få organisationerne til ikke kun at støtte her og nu projekter, men også til at tænke i mere langsigtet hjælp. Desuden var det vigtigt, at de fandt sam-

men i netværk og kæmpede for de samme sager for at få større gennemslagskraft.

Et øje på magthaverne De fleste organisationer, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med i dag, er de samme som dengang. Og de har udviklet sig fra små græsrodsbevægelser til velfunderede NGO’er med national gennemslagskraft. ”Det er ikke længere kun de basale behov som mad og tøj, de tager sig af. De forsøger især at ændre forholdene gennem lobbyarbejde og ved at samarbejde med myndighederne,” fortæller Jørgen Thomsen. Organisationen CPC har for eksempel været med til at præge indholdet af en ny lov om børns rettigheder. Flere pensionist­organisationer har med

held fået politikerne til at forhøje pensionen. Og Arysh, som støtter fattige tilflyttere til hovedstaden, arbejder på højeste niveau for at forbedre et bureaukratisk registreringssystem. Derudover har lederen af International Center Interbilim, der er kendt over hele Kirgistan for at holde et vågent øje med magthaverne, været med til at skrive på en ny grundlov i samarbejde med præsidenten. ”Det er ret godt klaret i et land, hvor der aldrig har været tradition for at spørge manden på gulvet til råds, og som i over 70 år har været reguleret og ofte også været undertrykt af et kommunistisk regime,” siger Jørgen Thomsen. I Centralasien arbejder Folkekirkens Nødhjælp i Kirgistan, Kasakhstan og Tadsjikistan. 02.2009 nød

3


kirgistan

Allerede under hedebølgen i sommer gik kirgiserne rundt og spekulerede på, hvordan de skulle overleve vinteren

Lagt på is

TEKST ANETTE KRARUP FOTO LARS BERTELSEN

Skoler lukkede for at spare på varmen. Busser gik i stå, fordi dieselolien blev til grød. Og hjemløse, der overnattede på gaden, fik amputeret arme eller ben. Sidste vinter står som et mareridt for alle i Kirgistan. Den var ekstrem kold og lang. I næsten tre måneder var der 30 minusgrader om natten og 20 minusgrader om dagen. Frygten er, at denne vinter skal blive lige så hård som den forrige. Derfor begyndte myndighederne allerede i sommer at lukke for elektriciteten i op til ti timer hver dag for at have nok strøm til vinteren. Samtidig lånte den kirgisiske stat sidste vinter elektricitet af sine nabolande for at komme igennem de kolde måneder, og denne el skulle også betales tilbage i sommerperioden. De langvarige strømafbrydelser medførte mange trafikuheld, da gaderne i de større byer lå mørke hen kun oplyst af billygter. Og hjemme hos kirgiserne måtte folk finde lommelygte og stearinlys frem om aftenen. Desuden havde de svært ved klare selv de mest dagligdags gøremål som tøjvask og madlavning. ”Det var ved at slå benene væk under os, da de lukkede for strømmen i august, for hvordan skulle vi så få lavet varm mad til børnene. At købe gas eller en generator til

Rusland

komfuret var for dyrt. Så vi forsøgte at lave mad på åben ild uden for,” forklarer Mira Itikeeva, som er leder af organisationen CPC, der hjælper gadebørn tilbage på skolebænken. En del af arbejdet består blandt andet i at sørge for, at børnene får et varmt måltid hver dag.

For lidt vand Elektricitet bruges både til belysning, madlavning og varme i Kirgistan. Alt bliver styret centralt, og førhen var folk vant til, at der automatisk kom varme i radiatorerne den 15. oktober. Denne vinter ventede myndighederne med at skrue op for temperaturen til midt i november, selv om der kun var få plusgrader uden for. Regeringen har lovet, at der er el nok til hele vinteren. Men mange frygter, at den ikke er i stand til at holde sit løfte, hvis behovet for elektricitet bliver lige så stort som sidste vinter. Elektriciteten bliver produceret ved hjælp af vandkraftværker, og det tørre forår og en sommer, som udartede sig til at blive én lang hedebølge, har været med til at tære på vandreservoirerne. Derfor forsøger indbyggerne, så godt de kan, at tage deres forholdsregler, hvis radiatorerne pludselig går kolde hen over vinteren. Pensionisterne, som hører til dem, der må vende hver en øre, griber til alternative metoder. Nogle flytter sammen for at være sikre på at kunne holde varmen. Andre forsøger at klare sig alene: ”Hele året samler jeg grene, pap og aviser sammen. Det skal være med til at opvarme de to små rum, som jeg bor i nu. Det er for dyrt at opvarme mit hus, så derfor er jeg flyttet ud i udhuset. Det er dog svært at varme ordentligt op, da taget er utæt, og væggene ikke er isolerede,” fortæller Anastasia Jakovleva, der er pensionist i Bisjkek.

Nyttige links

Kirgistan • Kirgistan – også kaldet Kirgisien eller Kirgisistan – er en del af Cen-

www

tralasien. Kirgistan er et af de fem stan-lande, som blev uafhængige efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. De er alle styret af magtfulde præsidenter, dog anses Kirgistan som det land, der er længst med forvandlingen fra kommunisme til demokrati.

noedhjaelp.dk/ centralasien

Mongoliet

• Kirgistan er fem gange større end Danmark og har fem millioner Kazakhstan BISJKEK

Usbekistan

KIRGISTAN Tadsjikistan

Turkmenistan

4

nød 02.2009

Kina

indbyggere, hvoraf en million arbejder i udlandet. Udover kirgisere bor der blandt andet usbekere og russere samt utallige andre nationaliteter. Hovedsprogene er russisk og kirgisisk. Størstedelen af de troende er sunni-muslimer.

• I gamle dage gik Silkevejen gennem Kirgistan, hvor også den mongolske storfyrste Djengis Khan hærgede. Langt op i 1900-tallet levede kirgiserne som nomader. I 1852 erobrede russerne imid­lertid store dele af landet, og i 1936 blev Kirgistan en Sovjet­ republik. På det tidspunkt var befolkningen blevet fastboende og arbejdede på de nye statsdrevne fabrikker og kollektivfarme.

centralasien.dk eurasianet.org crisisgroup.org/home irinnews.org/Asia-Country 24.kg


Kirgistan

Tørke i foråret og en meget varm sommer har medført fejlslagen høst mange stez der i Kirgistan. Det har fået de i forvejen høje priser på brød til at stige endnu mere. På et år er priserne steget til det tredobbelte, og derfor forsøger folk at sælge alt lige fra gammelt køkkengrej og syltekrukker til æbler og mælk for at få råd til en bid brød.

Ændret klima Hagl i maj og 20 grader i oktober. Kirgistan har de seneste år oplevet ekstreme vejrskift. Og de fire årstider, som før næsten kom på klokkeslæt, er nu ustadige. Derfor har Folkekirkens Nødhjælp sammen med flere andre udenlandske søsterorganisationer udviklet en strategi, der skal ruste befolkningen til bedre at kunne tilpasse sig klimaforandringerne. Det sker med hjælp og rådgivning til: • Bedre isolering af huse

• Udvikling af vedvarende energi • Bedre udnyttelse af vand • Nye afgrøder og dyrkningsmetoder • Katastrofeforebyggelse ved jordskred, oversvømmelser og tørke

Køb en kamel Heste, kameler, tasker, dukker og tørklæder. Du kan støtte arbejdet med at få flere kirgisiske børn i skole ved at købe filtvarer, som er lavet af børn tilknyttet organisationen CPC. Gå ind på www.noedhjaelp.dk/netbutik under brugskunst.

02.2009 nød

5


kirgistan

En registrering fra sovjettiden umyndiggør mange kirgisere

Uden for lands lov og ret tekst ANETTE KRARUP foto MALIK ALYMKULOFF

Den nyfaldne sne ligger som vatklumper på de høje bjergtoppe, sensommersolen kaster sine lave stråler ned på den golde, lysebrune jord, og en ældre Volga tøffer stille forbi. Det er en af de dage, hvor det nye bosætterområde umiddelbart tager sig ud fra sin bedste side. ”Men det her er ikke et sted at bo for mennesker. Der er ingen elektricitet, ingen vand, ingen kloakering og ingen veje, og til vinter vil det være umuligt at komme herud i bil,” fortæller Manasbek Turgunaliev. Han er chauffør og socialarbejder i Arysh. Det er en organisation, som arbejder for at forbedre vilkårene for nogle af de mange kirgisere, der er flygtet fra arbejdsløsheden på landet til hovedstaden Bisjkek. Men det, der møder dem i hovedstaden, er i de fleste

6

nød 02.2009

tilfælde et endnu mere usselt liv end det, de kom fra. For Bisjkek er slet ikke gearet til det store rykind. Derfor arbejder tilflytterne som daglejere eller har de dårligst betalte småjobs på byens to store markeder. Og deres eneste måde at finde et sted at slå sig ned er i områder uden for byen, som er ulovlige at bebo. ”Der kommer flere og flere, og der er så lidt plads nu, at folk bor i usunde sumpområder, ved lossepladser og klos op ad kirkegårde. Ja, faktisk har myndighederne været nødt til først og fremmest at begrave de døde i en ring udenom en ny anlagt kirkegård for at bremse de tilflyttere, der ville bygge på selve begravelsesgrunden,” forklarer Manasbek Turgunaliev.

Børn alene hjemme Når en person forlader det sted, hun bor, mister hun sin ”propiska”. Det er en regi-

strering, som stammer fra sovjettiden, men som stadig gælder. Mangler registreringen, betyder det, at man mister alle sine rettigheder så som at søge et officielt job, få socialhjælp og sygehjælp eller stemme ved valg. Man eksisterer med andre ord ikke officielt i det kirgisiske samfund. ”Propiskaen er det største problem for tilflytterne. For når de ikke eksisterer, bliver der for eksempel heller ikke bygget skoler og børnehaver i de områder, hvor de bor. Det betyder, at forældrene er nødt til at lade børnene blive alene hjemme uden opsyn, mens de går på arbejde. Og det resulterer nogle gange i tragedier,” fortæller Temirova Nurija, der også er socialarbejder i Arysh. Hun har blandt andet kendskab til en familie, hvor en 10-årig pige indebrændte, mens hun var alene hjemme. Og hun kender en anden familie, som ikke kunne finde deres 5-årige søn, da de kom hjem fra arbejde. De ledte alle vegne, men først


kirgistan

Strå, sten og lerjord. Bisjkeks nye tilflyttere har kun råd til at bruge de materialer, der er i området. Det gør husene utrolig sårbare over for kulde, jordskælv og smeltevand fra bjergene

efter en måned fandt de ham død i et gammelt køleskab, som stod uden for deres hus. Arysh organiserer familier i selvhjælpsgrupper, så de kan støtte hinanden i hverdagen med blandt andet børnepasning. En del af Arysh’s arbejde er også at yde advokatbistand til dem, der har problemer med myndighederne, eller som har mod på at søge om at få en ny registrering. En ny propiska er nemlig ikke blot noget, man går hen og trækker i en automat. Den er forbundet med stort bureaukrati og koster en del penge. Det bedste for tilflytterne ville være, hvis registreringen blev afskaffet, men det ligger ikke lige for: ”Propiskaen er en del af et større offentligt system og kan ikke ændres fra den ene dag til den anden. Desuden tror jeg, den er meget belejlig at have for myndighederne. For når alle disse mennesker ikke eksisterer, behøver myndighederne jo heller ikke forholde sig til dem,” forklarer Temirova Nurija.

Flugten fra landet Da fabrikker og kollektivlandbrug gik neden om og hjem efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, begyndte folk fra landet at søge ind til hovedstaden Bisjkek i søgen efter job. Officielt ligger tallet nu på cirka 300.000 tilflyttere, men Arysh vurderer, at tallet i virkeligheden er meget højere. Derudover er omkring en million - ud af en befolkning på fem - søgt til især Rusland og nabolandene for at arbejde. Det betyder, at mange landsbyer i dag er forvandlet til spøgelsesbyer. Kun ældre, og i visse tilfælde børn, er blevet tilbage. De, der flytter til Bisjkek, tager oftest børnene med. Mens de, der arbejder i udlandet, overlader børnene til deres bedsteforældre. 02.2009 nød

7


kirgistan

Jeg hedder Zimirat Gyiasidin Kysy. Min drøm er at blive læge, så jeg kan hjælpe andre mennesker. Da jeg var en lille pige, døjede min far meget med hovedpine. Så var det mig, der gav ham nogle piller og noget massage. Min far sagde altid, at det var jeg god til, for hovedpinen forsvandt. Så lige siden har jeg gerne villet være læge.

På markedet samler min familie papkasser, når de er blevet tømt. Og så bærer vi dem hen til et bestemt sted, hvor vi sælger dem. Det er et meget hårdt job. Vi bærer dem på ryggen, fordi de handlende siger, vi spreder alt for meget støv, når vi slæber dem efter os. Det gør ondt i ryggen og skuldrene. Det var rigtig slemt, da jeg for to år siden arbejdede hele dagen. Om vinteren gik vi på markedet allerede klokken 5 om morgenen for at være nogle af de første til at få fat i papkasserne. Der er nemlig stor konkurrence. Vi fortsatte med at arbejde til klokken 8 om aftenen. Det var så koldt, at jeg græd, og jeg måtte hele tiden stå og hoppe, fordi jeg frøs så meget.

Jeg er 14 år, og jeg er meget glad for, at jeg er kommet tilbage i skolen. For det er altid godt at blive klogere. Når man bliver gift, kan man så også fortælle sine børn, at man har gået i skole. Om formiddagen går jeg i skole, og om eftermiddagen hjælper jeg min mor, storesøster på 20 og storebror på 18 på det lokale marked med at samle papkasser. Min lillesøster på 7 er hjemme hos min far, fordi han ikke kan se.

8

nød 02.2009

På en dag kan vi tjene op til 400 som ( knap 60 kroner, red.), men det rækker ikke til at betale huslejen og mad til os alle sammen.


kirgistan

Pigeliv

i Kirgistan

Mange af de børn, der er flyttet fra landet til Bisjkek med deres familie, dropper ud af skolen for at arbejde. Derfor er Kirgistan på vej til at få sin første generation af analfabeter. I 2005 valgte Operation Dagsværk at samle ind til organisationen CPC, som netop hjælper disse børn tilbage på skolebænken. Et af børnene er Zimirat Gyiasidin Kysy

Her i vores hjem i Bisjkek har jeg to ting. En bog fra 5. klasse med russiske gloser. Normalt sælger folk deres bøger, når de har brugt dem. Men jeg har beholdt denne her, fordi min lillesøster en dag vil få brug for den. Jeg har også en parfume. Den dufter af blomster. Den fik jeg af nogle veninder til min fødselsdag. Og jeg bruger den hver dag.

Mahat er en af mine bedste veninder. Vi mødte hinanden på CPCs børnecenter. Vi plejer at lave lektier sammen, for vi går i den samme skole. På centret får vi noget at spise, og så lærer vi om børns rettigheder. Sådan noget med at børn har ret til uddannelse, ret til at lege, og at folk ikke må ydmyge os, når vi arbejder på markedet. Vi lærer også om sygdomme – at man for eksempel ikke skal kysse en, der har influenza. Og at rygning ikke er sundt. Jeg er vejleder på centret, og det betyder, at jeg har til opgave at fortælle om børns rettigheder for nogle af de andre børn, der kommer på centret.

www Læs mere om CPC og børn i Kirgistan på noedhjaelp.dk/centralasien 02.2009 nød

9


Den visne tulipan Tekst ANETTE KRARUP

”Hvad så. Stemte I til lokalvalget i går?” Jeg sidder og presser knæ og lår sammen på bagsædet af en mindre bil i Bisjkek på vej hen til et interview. På min højre side sidder tolken Svetlana på 50 år. Til venstre sidder Malik. Han er fotograf og 33 år. ”Nej, det kan ikke betale sig. De politikere er ikke til at stole på, og de fusker alligevel bare med stemmerne,” svarer Svetlana, mens hun med foragt i stemmen kikker ud af bilruden. ”Jeg stemte heller ikke. Jeg havde nemlig slet ikke fået tilsendt nogen stemmeseddel. Højst sandsynlig fordi jeg er medlem af oppositionspartiet,” fortæller Malik og læner sig hen over mig for at få øjenkontakt med Svetlana: ”Men jeg synes da, man i det mindste skal afgive sin stemme, hvis man har muligheden. Også selv om de snyder. For det er vigtigt at vise dem, hvor man står,” pointerer han. Samtaleemnet er nu slået fast for resten af køreturen, og hen over mine ben udspiller sig en debat mellem de to om politik og landets tilstand. En diskussion, som er karakteristisk for Kirgistan i dag. For knapt fire år efter den såkaldte tulipan-revolution er befolkningen frustreret over, at opstanden ikke har ført til reelle forbedringer.

Nepotisme og korruption I marts 2005 gik flere tusinde demonstranter på gaden i deres utilfredshed med det siddende styre. Præsident Akajev lovede i de første år efter uafhængigheden i 1991, at han ville gøre Kirgistan til Centralasiens Schweiz. Visionen var at indføre demokrati og folkeafstemninger efter schweizisk forbillede. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det mest er høje bjerge, som de to lande har til fælles. For Akajev var mere optaget af at skrabe magt og penge til sig selv og sin familie end af at løse de enorme problemer, som en omstrukturering fra planøkonomi til markedsøkonomi skaber. Efter nogle ugers forholdsvis fredelige demonstrationer flygtede Akajev ud af landet, og derefter blev oppositionspolitikeren Bakijev valgt til ny præsident. Han lovede fremgang og demokrati, men mange mener, at han hurtigt gik i sin forgængers fodspor. Han har ligesom Akajev udnævnt flere af sine familiemedlemmer til ministre, og ved flere valg har uafhængige observatører dokumenteret klare uregelmæssigheder.

10

nød 02.2009

Kvinde, fra fattige kår og med en fortid i NGO-miljøet. Gulnara Derbisheva er alt andet end et typisk parlamentsmedlem

Gulnaras

Tekst ANETTE KRARUP foto MALIK ALYMKULOFF

Når Gulnara Derbisheva hver dag tager på arbejde, får hun næsten lyst til at knibe sig i armen. Drømmer hun, eller er hun vågen: ”Jeg bliver hentet af min chauffør i bil, og herinde i parlamentet har jeg både egen sekretær og kontor. Jeg synes, jeg bliver forkælet og spekulerer en del på, om jeg kan gå hen og blive afhængig af det,” forklarer hun med en anelse bekymring i stemmen. For der var intet, der for blot få år siden tydede på, at hun ville havne som medlem af landets regering. Gulnara Derbisheva kommer fra det fattige Batken i den sydlige del af Kirgistan og tilhører hverken eliten eller præsidentens klan, hvilket ellers er det gængse adgangskort til magtens korridorer. Hun havde ingen planer om at blive politiker, men blev opfordret til at stille op for regeringspartiet ved valget i 2007. Dengang var hun ansat i en lokal NGO, som netop arbejdede for at få flere kvinder i politik. ”Mange kritiserer præsidenten for at være lige så uduelig som den forrige, men der er i hvert fald en ting, der er blevet bedre. Før var der ingen kvinder i parlamentet. Nu er der 30 procent,” forklarer den 40-årige politiker.


Gulnara Derbisheva har skrevet kirgisisk historie, fordi hun er det første parlamentsmedlem i Kirgistan, som kommer fra NGO-verdenen

kirgistan

Bedstemødre med slag i

kvantespring Der er mange ting, hun er utilfreds med i regeringen, men frem for at stå uden for i oppositionen har hun valgt at søge indflydelse ved at blive en aktiv del af magt­ apparatet.

Splittet familie Førhen var Gulnara Derbisheva lærer i en landsbyskole, men i midten af 1990erne fik hun på skift job i flere af de nye græsrodsorganisationer, som opstod på grund af den stigende fattigdom. Og netop de sociale forhold er i dag hendes mærkesag. ”Jeg har nogle få kolleger, som har samme baggrund som jeg. Vi prøver at holde sammen og støtte hinanden i det daglige politiske arbejde,” fortæller Gulnara Derbisheva, hvis største succes er, at hun har fået de folkelige organisationer på finansloven. ”I Kirgistan er NGO’er jo ikke noget, som er

populært blandt magthaverne. De betragtes nærmest som en form for modstandere. Derfor er jeg meget stolt over, at vi nu har et par organisationer, som er begyndt at modtage støtte fra staten,” siger Gulnara Derbisheva og understreger, at hun nok stadig føler sig mere som NGO’er end som politiker. Og måske vender hun inden alt for længe også tilbage til den verden, da det er svært at kombinere det politiske liv med familielivet. Gulnara Derbisheva har seks børn. De tre ældste bor hos hende i Bisjkek, mens de tre yngste, hvoraf den mindste kun er tre år, bor hos deres far i Batken. Han er alvorlig ramt af diabetes, og hun ved, at han har brug for hendes støtte derhjemme: ”Så selvfølgelig stiller jeg mig selv spørgsmålet, om prisen for mit politiske arbejde er for høj.”

Elsket af befolkningen og hadet af magthaverne. 57-årige Asiya Sasykbaeva er leder af en organisation, der holder et skarpt øje med magthaverne.

Læge, lokalpolitiker og lobbyist. 60-årige Svetlana Mamutova kæmper på flere fronter for diabetikernes vilkår. Og hun sætter en ære i at opsnuse korrupte embedsmænd.

www Læs mere om de to kvinder på noedhjaelp.dk/centralasien 02.2009 nød

11


sogneindsamling

Anette er indsamlingsleder, fordi...

Det er sådan en smadder god sag TEKST Lene Ejg Jarbøl

For over 30 år siden fik Anette smækket en dør lige i hovedet, da hun som barn var ude at samle ind for Dansk Flygtningehjælp. ”Det var en dansker, der tilsyneladende havde taget Glistrups idé om ”ikke en krone til u-landshjælpen” til sig,” mener Anette Schjødt Thorsen i dag. Men den nu 42-årige Anette Schjødt Thorsen lod sig ikke sådan afskrække af den hårde afvisning. For ottende år i træk er Anette Schjødt Thorsen fra Østerbro indsamlingsleder i Brønshøj og Tingbjerg ved København til årets sogneindsamling. Her får hun både unge og gamle op af sofaen og ud på gaderne med raslebøssen for Folkekirkens Nødhjælp. Hun svarer grinende på spørgsmålet om, hvorfor netop hun er blevet indsamlingsleder i de to sogne. ”Fordi jeg er skide god til det,” lyder det.

Spørger bare Anette Schjødt Thorsen kender ikke til blufærdighed, når det handler om at skaffe de cirka 100 indsamlere til de to sogne. ”Jeg synes, det er sådan en smadder god sag. Så jeg tænker, at det må alle andre også synes. Jeg snakker med folk og spørger dem. Og så kan de jo bare sig nej,” siger Anette Schjødt Thorsen. Hun blev indsamlingsleder via sit frivillige engagement i FDF. Og

12

nød 02.2009

hun er glad for at kunne deltage aktivt med andet end blot at donere penge. ”Det rækker lidt videre. Det betyder meget for mig, at jeg kan være med til at løfte en opgave,” siger hun. Sogneindsamlingen har også en ”samlende” betydning for sognet – her er en opgave, alle kan være fælles om, mener hun.

Det blir’ i familien Som barn oplevede Anette Schjødt Thorsen både en mormor og far, der var dybt begravet i hjælpearbejdet. Blandt andet i forhold til et støtteselskab for Pakistans Kirke. I dag er stort set hele familien involveret i sogneindsamlingen. Anettes far er indsamlingsleder i Rødding, begge søstre er på gaden som indsamlere i Vejgård ved Ålborg og i Århus, mens hendes mand og tre børn går på gaden i Lundehus ved Emdrup, hvor børnene er FDF’ere. ”Vi ved bare, at den første weekend i marts kan vi ikke andet. Jeg har da prøvet at melde fra til en fødselsdag”, siger hun.

Gevinst næsten hver gang Selv om Anette Schjødt Thorsen skal stå for at tælle penge op på selve indsamlingsdagen, insisterer hun på selv at tage en


sult

Hvad skal du lave mens verden sulter? Meld dig som indsamler på

80 60 80 60

Sultkatastrofe skal afbødes Millioner af etiopiere er på randen af hungersnød på grund af tørke og prisstigninger på fødevarer

SØNDASOGNEINDSA M ING G D. 1. MARLT S

2009

TEKST Jutta Weinkouff FOTO kit halding

Sogneindsamling

2009

halv rute med bøssen. - fokus på sult ”Jeg vil gerne ud og have lidt jord under Flere end 1.200 sogne sender neglene. Det er hygfrivillige indsamlere på gaden den 1. marts 2009. geligt at møde bidragyderne og rart, at jeg De indsamlede penge går til Folkekirkens Nødhjælps også ved, hvad indprojekter til bekæmpelse af samlerne bliver mødt sult i hele verden. med.” Ved sogneindsamlingen i Langt de fleste gange får 2008 sam­lede 20.000 frivillige Anette og hendes ind15 millioner kroner ind til samlere mønter i raslekampen mod aids. bøssen. www noedhjaelp.dk ”Det er kun 1-3 gange på en rute på måske 100-200 huse, at folk siger blankt nej. Og jeg kan godt lide, når folk ligefrem har ventet på os og viser, at de sætter pris på det arbejde, vi udfører,” siger hun. Brønshøj/Tingbjerg samlede ca. 55.000 kroner ind i 2008. Og i år skal det tal forhåbentlig stige - bare lidt, sådan som det har gjort hvert år de foregående år. Ellers bliver Anette Schjødt Thorsen godt ærgerlig: ”Der er jo mange penge i det danske samfund.”

Truslen om en ny sultkatastrofe i Etiopien fik udviklingsminister Ulla Tørnæs til at love ekstra humanitær hjælp, da hun deltog i Afrika Kommissionens møde i Addis Abeba i november. Den danske ekstrabevilling på 10 millioner kroner går til Folkekirkens Nødhjælps og Red Barnets arbejde i de hårdest ramte provinser i Etiopien. ”Med de ekstra penge kan Folkekirkens Nødhjælp komme omkring 65.000 mennesker i Oromiya-provinsen til undsætning,” fortæller Kasper Engborg fra Folkekirkens Nødhjælps katastrofeafdeling. Oromiya-regionen har været ramt først af oversvømmelser, siden af langvarig tørke, og med de aktuelle prisstigninger på fødevarer har folk ingen mulighed for at skaffe mad nok. Ekstrabevillingen betyder, at Folkekirkens Nødhjælp frem til næste regntid – som forhåbentlig kommer i juni – hver måned kan udlevere 4,5 kg fødevarer og 0,5 liter vegetabilsk olie per familiemedlem i de 13.000 familier. De ekstra rationer kan forhindre en yderligere forværring i underernæring, som især er udbredt blandt børn under fem år. Samtidig er håbet, at nødhjælpen vil forhindre, at mange mennesker bryder op fra deres hjem for at søge bedre levevilkår andre steder. Erfaringen viser, at når større folkestrømme begynder at vandre, skaber det ofte konflikter med andre befolkningsgrupper. Den etiopiske regering, der er kendt for at underdrive sultproblemernes omfang, skønner, at mindst 6,4 mio. mennesker nu er afhængige af nødhjælp udefra. 02.2009 nød

13


rundt om

Efter tsunamien

Grøn fisk Butik fisk er udnævnt som Grøn Butik af Københavns Miljønetværk. Butik fisk lever op til en lang række af de krav, som stilles til at være Grøn Butik, blandt andet ved at sortere affald, sælge økologiske varer i caféen, genbruge emballage, tilbyde medarbejdere økologiske varer og benytte sig af energibesparende pærer.

Foto Simon Stagis

Folkekirkens Nødhjælp afsluttede i december fire års indsats med genopbygning efter tsunamien i Indien og Sri Lanka. De over 70 millioner indsamlede kroner fra Danmark er gået til katastrofeindsatsen og til genopbygning af ødelagte huse og både. Se multimediefortælling på: www.noedhjaelp.dk/indien

Unge fortællere Alle volontører er hjemme igen efter begivenhedsrige ophold hos Folkekirkens Nødhjælps partnere i Zambia, Malawi, Honduras og Kirgistan. De kan fortælle om mødet med en anden kultur, oplevelser fra dagligdagen og de lokale organisationers arbejde. Hvis du vil bestille et volontørforedrag til din klasse, din menighed eller det lokale kulturhus, skriv til volontør@dca.dk

10.000 sagde ja

Støtte til unge i Sudan

Over 10.000 mennesker sagde i 2008 ja tak til at blive medlem af Livredderklubben i Folkekirkens Nødhjælp. De nye Livreddere betaler mellem 50-100 kr. månedligt. De nye bidrag vil på sigt betyde 20 mio. kr. mere til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. De nye bidragydere er hvervet på gaden af Face2Face-kampagnen, som i 2009 vil fokusere på Aalborg, Århus, Odense og Esbjerg.

De danske spejdere arbejdede næsten 450.000 kr. hjem i Spejderhjælpsugen i september. Pengene går for 3. år i træk til at støtte sudanesiske unge i flygtningelejre i Kenya og Uganda, så de kan vende hjem til Sydsudan.

C02 neutralt NØD Du sidder nu med et endnu mere bæredygtigt NØD i hænderne. KLS Grafisk Hus, der trykker NØD, er blevet CO2 neutralt fra 1. januar.

Giv en Ged Geder, høns, køkkenhaver og griseprutter var nogle af de populære gaver, som danskerne købte via Giv en Ged-kampagnen, som i 2008 indbragte Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt verdens fattigste omkring fem millioner kroner.

www

Læs mere på noedhjaelp.dk/livredder

Ulandsfrekvens Folkekirkens Nødhjælp har lanceret et nyt website for skoleelever og unge, der vil vide mere om u-lande, udviklingsarbejde, sult, klima m.m. På websitet findes masser af info, video, quizzer, afstemninger, spil og muligheder for at gøre en indsats i kampen for verdens fattigste. Der er også gratis undervisningsmateriale målrettet 7-9. klasse.

www ulandsfrekvens.dk

Redaktion Linda Nordahl Jakobsen (ansv.) lin@dca.dk. Redaktionen af dette nummer sluttede d.7. januar 2009. Redaktionen påtager sig intet ansvar for uopfordret tilsendt materiale. Adresseændringer mail@dca.dk. eller tlf: 3315 2800 februaroplag 77.600 Forsidefoto Scanpix Design og Layout Kit Halding Tryk KLS Grafisk Hus A/S. NØD sendes til alle, der indbetaler bidrag til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Folkekirkens Nødhjælp er en del af ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp Adresse Nørregade 15, 1165 København K Telefon 3315 2800 FAX 3318 7816 E-mail mail@dca.dk. GIRO 540 0023 Giro gavebrev 627 2800 Hjemmeside www.noedhjaelp.dk Formand Kirsten Lund Larsen Generalsekretær Henrik Stubkjær Tegn et gavebrev Ved at tegne et tiårigt gavebrev er du med til at sikre, at vi bedre kan planlægge hjælpearbejdet, fordi vi på forhånd kender de kommende års ind-

14

nød 02.2009


Tak for din gave

Støt bedsteHJÆLP i Kirgistan – giv dit bidrag via Betalingsservice

Foto act

Mobile klinikker bombet Tre mobile sundhedsklinikker, støttet af Folkekirkens Nødhjælp, blev ødelagt af et israelsk bombardement i Gaza By i januar. Folkekirkens Nødhjælp støtter indkøb af nyt medicinsk udstyr, som palæstinensiske læger og sygeplejersker i organisationen Union of Healthcare Committees kan bruge til sårede og nødlidende på Gazastriben. Støt vores katastrofehjælp.

www noedhjaelp.dk på Giv et bidrag

For 100 eller 250 kroner om måneden kan du adoptere en selvhjælpsgruppe for ældre i Kirgistan. Læs mere om projektet på: www.noedhjaelp.dk/bedstehjælp Med din underskrift på nedenstående PBS-tilmelding giver du tilladelse til, at Folkekirkens Nødhjælp hver måned kan trække et fast bidrag på din konto. Med BetalingsService overføres beløbet direkte og gratis. Du kan til hver en tid standse overførslen ved at henvende dig til Folkekirkens Nødhjælp, og du kan også springe et enkelt bidrag over ved at give dit pengeinstitut besked.

Brug venligst blokbogstaver og udfyld alle rubrikker Navn: Adresse: Postnummer og by: JA, jeg ønsker at bidrage med: kr. Hver måned Hver 3. måned Hvert år

Sæt kryds ( ) ( ) ( )

Dato

første gang (dato) / / /

pr. træk (beløbsstørrelse) Mit pengeinstitut hedder: Registreringsnummer Kontonummer CPR-nummer

Underskrift

Sendes i en lukket frankeret kuvert til Folkekirkens Nødhjælp, Nørregade 15, 1165 København K

tægter. Samtidig giver gavebrevet dig et fuldt skattefradrag – også for de første 500 kroner, som er det årlige minimumsbeløb. Gaver Hør om fradragsregler. Ring eller send en mail. BRUGTE FRIMÆRKER Send til Preben Albrechtsen, Lodsvej 49, 5270 Odense N, eller Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik, Slotsgade 9, 6300 Gråsten og støt Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Her finder du FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP Nørregade 15, 1165 København K • Skt. Knuds Kirkestræde 11, 5000 Odense C • Klostertorv 6 3.sal 8000 Århus C • Østerågade 4 3.tv, 9000 Ålborg. GENBRUG Rikke Hovgaard Lorentzen, rhr@dca.dk, 3315 2800 fisk Skt. Peders Stræde 1, 1453 Kbh. K, 3315 2801, fisk@dca.dk LANDSKONSULENTER Sjælland: Nikoline Agger, 3315 2800, nag@dca.dk; Århus: Søren W. Christensen, 8739 1661, sc@dca.dk; Ålborg: Gritt H. Hedehus, 8739 1662, ghh@dca.dk. Fyn og Sjælland: Miriam Munksgaard, 2969 9112, mmu@dca.dk. 02.2009 nød

15


Overførsel fra kontonummer

GIRO INDBETALING 8

Sorteret Magasinpost 41030

7

PP

Meddelelser til Folkekirkens Nødhjælp kan ikke skrives på dette girokort. Tilmelding til BetalingsService kan ske på telefon 3315 2800. Hvis du vil øremærke dit bidrag til hjælpearbejdet, skal du ringe på 3315 2800 og få tilsendt et andet girokort.

Modtager

Indbetaler

Øre

.

,

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Afsender 540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X

4030S (01-09) DB-485-026492

.

.

Øre

,

Returneres ved vedvarende adresseændring

7 grader i stuen Anastasia Jakovleva på 78 bor alene sammen med sin kat i et lille udhus i Kirgistan. Hun har ikke råd til at købe brændsel og har svært ved at holde kulden fra døren. Hjælp hende og andre fattige gennem vinteren.

foto Malik Alymkulov

Afrives inden indbetaling

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når du betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitterings­ tryk, der er bevis for, hvilket beløb du har betalt.

Afsender 540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800

110902

Kroner

.

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

KVITTERING

NØD februar 2009  

Tæt på Kirgistan

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you