Page 1

Rapperen MK skjuler sit ansigt Burmas militærstyre bryder sig ikke om hans budskab WhoMadeWho møder det burmesiske protestband Generation Wave

Burma VJ

Filmer for næste generation

’Mine søskende skal lære at læse’ Kin på 16 samler skrald fra morgen til aften


Troen på Burma samler skrald, så mine forandring Jeg søskende kan gå For 25 år siden trak de første danske gymnasieelever i arbejdstøjet på Dagsværk-dagen. Mere end 120 millioner indtjente kroner har siden da gjort uddannelse til hverdag for unge i andre dele af verden

Af Stine Thorsen, medlem af Operation Dagsværks bestyrelse Andre 25-års jubilæer lider måske under, at de friske unge mennesker, der i tidernes morgen startede tingene op, er blevet ældre. Måske er ølkassen skiftet ud med et enkelt glas vin, og troen på forandring skiftet ud med dagligdagens opgaver. Men sådan er det ikke hos os. Vores stiftere er for længst ude af klappen. De er nok i fuld gang med midtvejskrise og ny fladskærm – for Operation Dagsværk er de unges organisation. Hvert år kommer der nye, friske kræfter til – drevet af troen på forandring. Det har skabt en dynamik, som findes de færreste steder. Bare forestil dig, hvor mange unge, der i alt har arbejdet på Dagsværk-dagen de sidste 25 år. Hver og én er med til at forme organisationen, så hvordan skulle vi køre fast i gamle vaner? Et sted, hvor tingene til gengæld er kørt helt fast, er i Burma. I over 50 år har militærdiktaturet holdt befolkningen i et jerngreb. Alligevel findes der unge burmesere, som tror på forandring. De tror på, at vejen til demokrati går gennem uddannelse. Det er de unge, vi skal arbejde for den 3. november. Fordi vi også tror på forandring.

Vidste du … ... at der ikke findes en eneste McDonalds i hele Burma Udgiver: Operation Dagsværk Studiestræde 24, 3.th 1455 København K tlf. 33 11 45 40 / web: www.od.dk

i skole - 3 ’Hvis du er uddannet, er du sværere at undertrykke’ - 4

Burmesere ryger sig til viden - 5 Tager demokratiet i Burma et skridt frem eller to tilbage? - 6 ’Tænk, hvis jeg kunne fange det billede, som gør en forskel’ - 7 Burma Vj - 10

Medieaktivister maskerer politiske budskaber i Burma - 12

Operation dagsværk 25 år

’Det er fedt at kunne føre sine visioner ud i livet’ - 14 Allan Ahmad, Kim Bildsøe Lassen og Ninna Thomsen om at være Dagsværk-frivillige - 15 25 år med Operation dagsværk 16 Resultater af tidligere Dagsværk-projekter -18

Søren Pind om frivilligt arbejde - 19

Vidste du … ... at man kan købe en universitetsuddannelse for cirka 300 amerikanske dollar i Burma. Redaktion: Julie Hjerl Hansen Mathilde Fruergaard Dea Andersen Bjarke Lindeman Jepsen Anders Hjernø Signe Skovmand Grafisk design: The Emperor of Antarctica Grafisk opsætning: Magnus Udbjørg Forsidefoto: Me & Anton


Foto: Christian Holst

’Jeg samler skrald, så mine søskende kan gå i skole’

Fattigdommen i Burmas militærdiktatur har fået mange hundredetusinde burmesere til at flygte. En af dem er 16-årige Kin Ta Na Wee. Hun bor på en losseplads i den thailandske grænseby Mae Sot, hvor hun forsøger at tjene penge til sine søskendes skolegang Af Mathilde Fruergaard

Vejene bliver smallere, og asfalten hører op. Husene er ikke længere bygget af bordeauxrøde mursten, men af slidt blik og bambus. Der er bjerge af skrald så langt, øjet rækker. Den kvalme lugt stiger op fra de enorme mængder affald, som består af alt fra gamle stofrester til forældet mad fra hele Mae Sot. 16-årige Kin Ta Na Wee går rundt i skraldet med sin stofsæk og sin le. Hun lever af at samle plastikaffald og sælge det til thailandske opkøbere. Hendes turkise bluse skjuler ikke, at arbejdet er beskidt og krævende, men bortset fra de mørke skjolder på blusen stråler de beskedne stjerneformede ørenringe i hendes ører og de brede strøg af burmesisk thanaka-creme på hendes kinder og pande. Tidligere boede Kin i en burmesisk landsby med

sin familie, hvor de levede af at dyrke afgrøder. Kins far flygtede til Thailand i håbet om at kunne tjene penge og sende dem hjem til familien i Burma. Da det ikke lykkedes, flygtede Kin til Mae Sot sammen med sin mor og sine mindre søskende, og de bosatte sig på lossepladsen. Her har hundredvis af illegale burmesiske flygtninge slået sig ned i håbet om et bedre liv. Kin står op klokken to hver nat for at samle affald. Hun arbejder for at give sine søskende den skolegang, som hun selv kun fik lov til at opleve i to år. »Jeg er meget glad for, at det er muligt for mine søskende at gå i skole. Jeg ønsker ikke for dem, at de skal have et liv som mig,« siger Kin. I det daglige arbejde på lossepladsen oplever hun problemerne ved ikke at kunne læse og regne. »Jeg kan ikke tælle mine penge, og hvis nogen tæller dem for mig, ved jeg ikke, om de snyder mig,«

03


fortæller hun. Der er intet system i, hvornår skraldebilerne kører ind på lossepladsen. Kin er nødt til at være på vagt 15 timer i døgnet. For det gælder om at være klar, når skraldebilerne kommer. Der er netop kørt en gul skraldebil ind på lossepladsens indfaldsvej. Samtlige skraldesamlere råber og løber op for at udføre det, de er her for. »Hvis man ikke når at stille sig ind i rækken, kan man ikke tage del i affaldssamlingen. Man skal være hurtig for at få en god plads,« fortæller Kin om den rutine, der sætter i gang, hver gang en skraldebil kommer med nye forsyninger. Alle skraldesamlerne løber op til foden af skraldebjerget, hvor de presset står skulder mod skulder med hver deres le og stofsæk. Da lastbilen har læsset af, bakker den ud. Kin Ta Na Wee slutter sig rutineret til cirklen af hurtigtarbejdende skraldesamlere, som med hver deres le hakker i den enorme dynge af ubestemmeligt skrald. Fanger leen plastik, putter hun det hurtigt i sækken, som hænger på ryggen. Sådan bliver alle skraldesamlerne ved, indtil bunken er fuldstændig gennemsøgt. Sidst på eftermiddagen har en skraldebil læsset af, og skraldesamlerne har samlet og solgt dagens sidste ration plastik. Kin Ta Na Wee har tjent penge til sine søskendes uddannelse og kan tage et bad inden sengetid.

Årets Operation Dagsværkindsamling går til Burma

I militærdiktaturet Burma er uddannelse stærkt nedprioriteret. Formålet med årets projekt er at støtte de demokratiske kræfter gennem uddannelse og på den måde skabe et modstykke til militæret. I 2010 støtter Operation Dagsværk 218 skoler med over 8.000 fordrevne burmesiske unge i alderen 12-20 år.

Pengene går til:

• • • • • •

Mellemskoler og gymnasier i grænselandet mellem Burma og Thailand. Tekniske skoler for elever, der har afsluttet gymnasiet. Uddannelse i lokal ledelse med fokus på projektadministration. Læreruddannelse med særligt fokus på undervisning, der gør op med envejskommunikation og udenadslære. Produktion og uddeling af undervisningsmaterialer, der fremmer selvstændig og kritisk tankegang. Løn til lærere, hvor lokalsamfundet ikke har råd til at betale.

’Hvis du er uddannet, er du sværere at undertrykke’ Ywa Hay Tha er 17 år gammel og ligesom mange andre unge burmesere illegal flygtning i Thailand. Selvom det bliver svært for ham at få et job, er han glad for at kunne gå i skole, for uddannelsen giver ham en stemme i samfundet Af Anders Hjernø Morgensolen skinner ind igennem bambushyttens væg og rammer Ywas ansigt i smalle orange striber. Duften af frisk koriander fylder spisesalen til lyden af bliktallerkeners klirren. Ywa blander risene med grøntsagerne og griner med sine venner, mens de spiser. »Vi taler ikke om vores personlige oplevelser fra Burma,« siger han: »Vi ved godt, hvad vi hver især har været igennem.« Ywa Hay Thas historie starter med skud. Skud affyret i tusmørket i den burmesiske jungle. Ywa og hans familie kan ikke se, hvor skuddene kommer fra, men lyden kommer nærmere og nærmere. Regeringsstyrkerne og oprørene kæmper tit i området omkring landsbyen. Selvom Ywa kun var et barn, kan han huske, hvordan de vildfarne kugler borede sig ind i træerne omkring ham og hans familie. I dag bor Ywa på en kostskole i Nordthailand, få kilometer fra Burmas grænse. Her studerer han sammen med et par hundrede andre unge burmesere. Ingen af dem har thailandsk statsborgerskab, og de færreste har en thailandsk opholdstilladelse. De er i Thailand på tålt

04

ophold, som brikker i et kompliceret spil mellem det burmesiske militærstyre, oprørsbevægelsen i Burma og en presset thailandsk regering, som har svært nok ved at brødføde sin egen befolkning. Et spil, der berører millioner af burmesere på begge sider af grænsen.

En enklave midt i konfliktzonen

I pigernes sovesal, som er et virvar af mønstre og farver, fletter pigerne hinandens hår og skriver sirlige bogstaver i slidte kladdehæfter. Udenfor kan man høre drengene spille svulstige burmesiske kærlighedssange på en af deres utallige ramponerede guitarer. Ywa har ikke altid boet her. Da han havde færdiggjort anden klasse, besluttede hans forældre at sende ham ud af Burma, til en thailandsk flygtningelejr. Sikkerhed og uddannelse. To ting, som det burmesiske militærstyre hverken kan eller vil give landets befolkning, men som findes i de thailandske flygtningelejre. »Jeg forestillede mig, at lejren ville være ligesom en by. Så da jeg kom til en masse små hytter, tænkte jeg, at det ikke kunne være flygtningelejren. Men jeg tog fejl.« Årene gik, men selvom skolen i lejren var fin, blev Ywa mere og mere træt af livet som flygtning.


»På et tidspunkt foreslog min far, at jeg rejste til den her skole i stedet. Jeg havde fået nok af livet i flygtningelejren, så jeg tog imod tilbuddet,« siger Ywa. Til næste år er han færdig i skolen. »Selvom jeg færdiggør min uddannelse, bliver det meget svært for mig at finde et job, for jeg har ikke statsborgerskab i Thailand, og jeg kan ikke rejse væk,« siger Ywa. Han tænker sig lidt om og siger så: »Men hvis jeg var blevet i Burma, havde jeg nok passet kvæg eller vogtet får nu.« Ywa mener, det aldrig er forgæves at uddanne sig. Selvom det ikke er nemt at få et godt job, er det lettere, når man har gået i skole. Men for Ywa handler det også om andet end at få et arbejde. »Hvis du er uddannet, er du sværere at undertrykke. En uddannelse giver dig en stemme i samfundet,« siger han.

Vidste du … ... at Burma bruger 2 procent af statsbudgettet på uddannelse og 50 procent på militær.

Foto: Christian Holst

Burmesere ryger sig til viden

For de fleste danskere er cerutter noget, man ryger. Men for burmesere er cerutter også en kilde til information Af Viktoria Anneberg Jacobsen Regnen tordner mod bliktagene og gennembløder alt, der ikke er kommet i ly. Det er regntid i Burma. En gruppe burmesere har søgt beskyttelse under et halvtag i byen Mae Sot på grænsen mellem Burma og Thailand. Snakken går lystigt, og pludselig trækker en af de lokale en cerut frem. Han knækker cerutten over på midten. Ud af cerutten trækker han et lille stykke avispapir, som normalt bruges til at antænde den med. Han forklarer, at avislappen ofte var hans families eneste mulighed for at få uafhængig viden, da han var barn. Militærstyret censurerer de fleste af Burmas medier. Det betyder, at oppositionsgrupper bliver forhindret i at komme ud med deres holdninger. Her kommer cerutten ind i billedet. For cirka 20 år siden fandt nogle oppositionsgrupper på at udskifte avislapperne med deres politiske budskaber. På den måde lykkedes det mange oppositionsgrupper at sprede deres holdninger til den almene befolkning. Under bliktaget trækker manden en ny cerut frem, som han giver sig til at ryge. Imens forklarer han, at det ikke er en metode, som bliver brugt længere. »Internettet og sms’er kan nå langt flere mennesker meget hurtigere,« siger han og griner.

Foto: Anna Irgens Møller

05


Foto: Christian Holst

Tager demokratiet i Burma et skridt frem eller to tilbage? Burma har for nylig annonceret det første valg i 20 år. De fleste burmesere er glade ved udsigten til endelig at komme til stemmeurnerne, men mange sætter spørgsmålstegn ved valget, som vanskeligt kan kaldes demokratisk i vestlig forstand Af Lærke Skærlund »Folket bør stemme – valget er ikke en afslutning, det er en begyndelse.« Ordene kommer fra Toe Zaw Latt, som de sidste mange år har arbejdet for at sikre verden nyheder om Burma som chefredaktør for mediet Democratic Voice of Burma – en af de eneste muligheder der er for at få indblik i det militærstyrede Burma. Samme morgen lokal tid, den 13. august 2010, har regeringen annonceret det første valg i 20 år. Valget er af mange burmesere ventet med længsel. Den 7. november 2010 skal de stemme for første gang siden valget i 1990, hvor oppositionspartiet National League for Democracy (NLD) vandt valget med Aung San Suu Kyi spidsen. Magten blev aldrig overdraget, og Suu Kyi sidder nu i husarrest i Rangoon på 14. år.

Valg uden opposition

Mange burmesere er af samme overbevisning som Toe Zaw Latt. De synes, man skal gribe den chance, valget er – også selvom det på mange måder ligger langt fra demokrati i vestlig forstand. Styret har i løbet af foråret gennemført en række

06 06

restriktioner, som bl.a. forhindrer Suu Kyi i at deltage i valget. Derfor bliver valget kritiseret for at være udemokratisk internationalt såvel som nationalt. Den overbevisning deler en af grundlæggerne af den politiske aktivistgruppe Generation Wave: »Vi vil have et ordentligt valg – ikke et valg, hvor oppositionspartnerne bliver udelukket og den demokratiske proces nedsat,« siger han. I den forhenværende hovedstad, Rangoon, modtager en gruppe unge heller ikke nyheden om valget med udelt jubel. »Ungdommen interesserer sig for politik, men vi er meget bange. Så vi venter og ser, hvordan det går med valget,« siger de. Mange frygter ligesom Generation Wave, at valget ikke vil ændre noget i Burma. Men selvom holdningerne til valget er delte, lever håbet om forandring stadig hos mange burmesere. De håber, valget kan blive første skridt på vejen mod demokrati. Både grundlæggeren af Generation Wave og de unge i Rangoon er nødt til at lade sig interviewe anonymt, fordi det er farligt at udtale sig om politik i Burma.


’Tænk, hvis jeg kunne fange det billede, som gør en forskel’

Foto: Christian Holst

Christian Holst satte alt ind for at dokumentere munkenes protester under Safranrevolutionen i Burma. Med sine fotografier ville han åbne omverdenens øjne og presse militærdiktaturet i knæ. Her giver han en øjenvidneberetning fra de blodige dage i september 2007

Fortalt til Dea Andersen I starten af september gik munkene på gaden i en lille by i det nordlige Burma. De ville ikke længere se til, mens stigende benzinpriser pressede befolkningen ud i yderligere fattigdom. Men de blev stoppet og banket af regeringssoldater på åben gade. Munke over alt i landet krævede en undskyldning. Den kom aldrig. Nu har protesterne bredt sig til den forhenværende hovedstad Rangoon. Det er blevet en kamp for rettigheder og demokrati. Nogle hundrede kilometer derfra i Bangkok har jeg fulgt udviklingen tæt gennem nyhederne. Da jeg modtager en mail fra en dansk veninde i Burma, som fortæller, »at nu er det stort,« hopper jeg på det første fly mod Rangoon.

Buddhistisk boykot

Et par timer senere går jeg i Rangoons gader sammen med titusinder munke og studerende. Det er meget

intenst. Munkene er klædt i safranfarvede rober. Folk omkring mig klapper, hujer og vinker. Enkelte græder. De studerende holder sig i siderne og bagerst. Nogle bærer bannere og plakater. Jeg har mit kamera i hånden. En del af munkene har vendt almisseskålen om. De er vrede. Meget vrede. De vil ikke tage imod generalernes almisser. Det er det kraftigste pressionsmiddel, de har. Generalerne bliver ramt på deres karma. Til min overraskelse får munkene lov til at demonstrere. Det hele foregår fredeligt. Enkelte ældre mennesker lægger sig på knæ over for munkene. En kvinde smiler angst. De ældre vil så gerne tro på, at forandringen er på vej. Men de kan huske, hvad der skete i ’88. Militæret skød og dræbte over 3.000 fredelige demonstranter. De unge kan af gode grunde ikke huske det. I deres ansigter ser jeg en intens glæde, stolthed og håb. De tror på, at nu er forandringen på vej. 

07


Foto: Christian Holst Det tror jeg faktisk også selv. Pludselig presser en ældre mand sig igennem menneskemængden. Respekten for munkene er så stor, at folk normalt aldrig ville gøre det. Han er på vej mod mig. Han ser meget beslutsom ud og skal til at sige noget. Men nu fryser han fuldstændig, idet han tager min hånd. Tak, siger han. Tak fordi du er her. Han ved godt, hvad jeg er her for. Han har set igennem det hele. Journalister og fotografer har altid en historie klar, som bortforklaring, hvis de bliver taget af soldaterne. Men den ældre mand, der lige nu ser mig i øjnene, ved godt, at jeg ikke er turist. Jeg føler mig meget privilegeret og lille på samme tid.

Oprustning

Den næste dag går jeg rundt i et tempel i midtbyen. Jeg ved, at munkene er på vej herned. Pludselig lyder burmesiske ord gennem megafoner. Soldaterne er ved at rømme stedet. De vil ikke have, at vi slutter os til munkene. Lige pludselig kommer fem-seks soldater gående med automatvåben og granater fra den ene ende af templet. Jeg risikerer at blive smidt ud af landet, hvis de opdager, at jeg fotograferer dem. Jeg står og kigger ind i en glasmontre og lader som om, jeg fotograferer de gyldne buddhastatuer. Jeg fanger soldaternes refleksion i glasset, idet de går forbi. Udenfor er gaderne afspærret. Flere soldater er på vej.

Jeg følger dem videre ud i byen. Stemningen er helt anderledes. Meget mere aggressiv nu, hvor munkenes bønner er afløst af de studerendes kampråb. Jeg er nervøs.

‘Dem, der ikke er bange for at dø, går forrest nu’

‘Den ældre mand, der lige nu ser mig i øjnene, ved godt, at jeg ikke er turist’

De unge stopper op og diskuterer. To unge knægte træder frem. Jeg fanger et billede af dem. Den ene har et rødt pandebånd på. De klamrer sig til den metalstang, de bærer i mellem sig. »Dem, der ikke er bange for at dø, går forrest nu,« sådan blev der råbt den dag i september. Det havde gjort mig skide bange, hvis jeg havde kunnet forstå, hvad de sagde dengang. Med ét ser jeg det. Længere fremme kommer 200 uniformerede mænd marcherende imod os. Det er oprørspoliti og soldater. De unge kaster sten efter dem. I samme øjeblik kommer tre-fem store lastbiler fyldt med soldater kørende mod os fra den anden side.

De, der ikke er bange for at dø

Med soldaterne i hælene

I løbet af natten har militæret erklæret natligt udgangsforbud. Flere tusinde er blevet arresteret. Soldaterne er mødt talstærkt op, og mange af klostrene er belejret. Jeg tager alligevel en taxa til midtbyen. I det øjeblik jeg stiger ud, hører jeg skud. Der er ikke længere rødt af munke. Men de studerende holder protesterne i live.

08

For at slippe væk fra soldaterne hopper jeg over en mur. Andre har fået samme idé. En mand er stoppet op og filmer gennem de små huller i murværket. Hvis soldaterne ser ham, skyder de ham. De ved godt, at de burmesiske videojournalister leverer nyheder ud af landet. Jeg løber alt, hvad jeg kan. Pludselig fortryder jeg, at jeg ikke blev siddende på muren et øjeblik


Foto: Christian Holst længere. Tænk, hvis jeg så havde kunnet nå at fange det billede, som ville gøre en forskel. Billedet, der ville åbne politikernes øjne og få dem til at reagere. Der er røg og tåregas i luften. Vi begynder at lunte lidt. Kigger på hinanden og griner lidt fjoget. Vi er helt ude at skide. Foran os venter en ny mur. Jeg ved, at soldaterne har afspærret områder inde i byen, så de lettere kan arrestere folk. Mit hjerte banker. Venter der en vogn med soldater på den anden side? Jeg kravler over. Ingen soldater. Kun en vej. Vi hopper alle på den nærmeste bus. Jeg venter lidt, står af bussen og sætter mig ind i en taxa. Angsten og den dårlige samvittighed over ikke at have hjulpet andre over muren sidder i mig. Mindst otte mistede livet på den vej. Vi grinte. Fuldkommen absurd. Vi tænkte jo på dem, der ikke nåede over muren.

Vidste du … ... at Burmas officielle begrundelse for at skifte hovedstad var, at det var bedre ifølge astrologien. Det er derfor nu Naypyidaw i stedet for Rangoon.

Christian Holst

Fotograf på Operation Dagsværks Burma-kampagne. Skandinavist fotograf, der siden 2006 har beskæftiget sig med Burma gennem flere længerevarende projekter. Christian Holst er et dæknavn. Han har været nødt til at lade sig interviewe anonymt for fortsat at kunne arbejde i Burma. Flere billeder fra demonstrationerne og andre Burma-problematikker kan ses på christianholstphotography.com

Safranrevolutionen

I 2007 stod buddhistiske munke i spidsen for omfattende demonstrationer i Burma. Militærstyret havde fjernet støtten til brændstof. Med ét blev priserne fordoblet med store konsekvenser for den fattige befolkning. Efterhånden gled protesterne over i krav om demokrati. Den 24. september gik ca. 150.000 mennesker på gaden i landets forhenværende hovedstad. Den følgende nat blev der erklæret nationalt udgangsforbud. Ifølge Human Rights Watch blev minimum 20 mennesker dræbt under urolighederne, og mange hundrede demonstranter blev arresteret.

09


’Jeg arbejder for den næste generation’

Foto : Stine Bang

De burmesiske videojournalister er blevet verdensberømte, fordi de tør trodse militærjuntaens forbud. Operation Dagsværk har mødt en af de VJ’s, som på trods af risiko for livslange fængselsstraffe og tortur filmede Safranrevolutionen og sendte optagelserne videre til de internationale medier Af Anne Sofie Skemt Hjuler Bilens tonede rude bliver rullet ned. Manden på chaufførsædet rækker hånden frem: »Andrew,« siger han og venter på, at bildøren smækker. Så sætter han kurs mod Democratic Voice of Burma’s hemmelige tilholdssted i grænsebyen Mae Sot. Det burmesiske eksilmedie, Democratic Voice of Burma, blev verdensberømt efter dokumentarfilmen ’Burma VJ’, som beskriver, hvordan Burmas videojournalister sætter livet på spil for at vise landets befolkning, hvad militærjuntaen prøver at skjule. Andrew Orlando er et påfaldende lidt burmesisk navn, og det virker naivt at spørge, om det mon er hans rigtige navn. Han er én af de videojournalister, som filmede munkenes oprør under Safranrevolutionen i 2007, og han har en lang fortid som politisk aktivist i Burma. Han studerede på universitetet i slutningen af 80’erne og var med til at starte studenteroprøret i 1988. Oprøret startede den 13. marts, og allerede fire dage senere, blev han arresteret. »Jeg var en del af den første studentergrupper, der blev arresteret. Vi sad i fængsel fra marts til

010

juli, hvor vi blev tortureret af den militære efterretningstjeneste,« fortæller han.

‘Munkene var ikke glade for kameraer, fordi de troede, vi var regeringsspioner. Og regeringsspionerne regnede med, at vi var journalister. Så det var ret farligt for os.’ Siden har Andrew Orlando kæmpet for demokrati i sit hjemland. Det tog ham 10 år at færdiggøre sin bachelor, fordi hans engagement i studenterbevægelsen kostede ham fire år i fængsel. Han måtte flere gange flygte fra


Burmas forhenværende hovedstad Rangoon, fordi det politiske arbejde gjorde livet for farligt for ham. Til sidst måtte han helt opgive at bo i Burma, og i dag arbejder han fra Thailand, hvor han bor med sin familie.

På flugt

Det var Andrew Orlandos arbejde som VJ under Safranrevolutionen, der tvang ham til at forlade Burma. I ’Burma VJ’ ser man at et kontor bliver ransaget af militærpolitiet. »Det var mit kontor,« fortæller Andrew Orlando og fortsætter: »Min kollega blev arresteret og idømt to års fængsel. Han er her i Thailand med mig nu. Alt vores personale blev taget til fange, og vores udstyr blev inddraget. Det var derfor, jeg var nødt til at flygte.« Først håbede han, at han kunne klare sig igennem ved at holde lav profil og blive væk fra Rangoon. »Jeg skjulte mig omkring et år inde i Burma, men min bevægelsesfrihed var meget indskrænket, så derfor måtte jeg flygte ud af landet.« Selvom det ikke ligger til den burmesiske kultur at bære sine følelser uden på tøjet, aner man ærgrelsen i stemmen, når Andrew Orlando fortæller om sit forhenværende arbejde som VJ. Han vil gerne tilbage. »Hvis sikkerhedssituationen er stabil, og vi kan være der lovligt, så tager vi tilbage. Jeg har meget arbejde at udføre i Burma,« siger han.

Revolution

Safranrevolutionen i 2007 startede fordi militærjuntaen fordoblede priserne på brændstof. »Alle blev meget vrede og utilfredse,« fortæller Andrew Orlando. I nogle af Burmas udkantsområder opstod der spredte demonstrationer, og munkene som ellers ikke blander sig i politik, gik på gaden i protest. Munkene er religiøse og menneskelige forbilleder for burmeserne, så da regeringen begyndte at nedkæmpe munkene, tog konflikten for alvor fart. »Der var munke, der fik tæsk og munke, der døde. Da folk hørte om det, blev de meget gale, for munkene er ærbare folk,« siger Andrew Orlando. Demonstrationerne bredte sig fra provinsen til Rangoon. »Så begyndte ’88-generationen’ at deltage i demonstrationerne, og nu var munkene også virkelig sure.« Det handlede ikke længere blot om benzinpriser, der var så høje, at almindelige burmesere ikke kunne betale dem, men om menneskerettigheder og demokrati. Andrew Orlando dokumenterede demonstrationerne med sit videokamera. »Vi lavede optagelser og nyheder, som vi kunne transmittere meget hurtigt. Tre til fire timer efter begivenhederne havde fundet sted, kunne vi sende

dem via en satellitkanal,« fortæller han.

Filmede i smug

Det var risikofyldt at dokumentere demonstrationerne på video, for begge parter i konflikten var skeptiske over for kameraer: »Vi havde problemer med begge sider. Munkene var ikke glade for kameraer, fordi de troede, vi var regeringsspioner. Og hos regeringsspionerne, var vi heller ikke populære, fordi de regnede med, at vi var journalister. Så det var ret farligt for os.« Andrew Orlando var nødt til at udføre arbejdet med største forsigtighed for ikke at blive taget. »Jeg var nødt til at lægge en plan. Jeg gættede på hvilken rute, demonstrationen ville gå, og så fandt jeg et sted, hvor jeg kunne filme den oppe fra en høj bygning. Der var mange udfordringer, men jeg har samlet erfaring siden 1988, så jeg ved, hvordan man skal gribe tingene an,« siger han og fortæller, hvordan han filmede demonstrationerne, uden at blive opdaget af militærjuntaens spioner. »Først finder jeg et sikkert sted og filmer derfra. Har jeg brug for at komme tættere på, beder jeg en af mine kollegaer se efter, om der er nogen, der holder øje med mig. Hvis nogen holder øje med mig, giver min kollega mig et tegn: ’Hey – hey, der kommer nogen!’ og så gemmer jeg mit kamera væk og forsvinder,« siger han. Andrew Orlando har sat alt på spil for sit land. Det har kostet ham flere år i fængsel og et liv i eksil. Men selvom omkostningerne har været store, håber han, at hans børn vil følge i hans fodspor. »Jeg vil bifalde, hvis de gør de samme ting, som jeg har gjort, men det er deres valg. Jeg ville sige ’det er alle tiders’, for jeg arbejder for deres generation, men de er nødt til at arbejde for den næste,« siger han. Andrew Orlando er et dæknavn, for at beskytte sig selv og sin familie er han nødt til at lade sig interviewe anonymt.

Vidste du … ... at Burmas officielle navn er Myanmar.

Fotos : Stills fra dokumentaren Burma VJ

011

011


Medieaktivister maskerer politiske budskaber i Burma Foto: Me & Anton

Regeringskritik er farligt i Burma. Så farligt at aktivisterne i protestgruppen Generation Wave ifører sig masker og dæknavne, når de med musik, kunst og graffiti forsøger at puste ild i demokratibevægelsen. Operation Dagsværk var med, da de burmesiske musikere mødtes med danske WhoMadeWho for at lave årets kampagnesang i juli 2010 Af Dea Andersen Isterningerne driver langsomt rundt i colaen og opløses af tropevarmen. Bassist og forsanger Tomas Høffding skal til at tage en tår. På den anden side af bordet sidder trommeslageren, Tomas Barfod. WhoMadeWho er i Thailand. Pludselig kommer fire maskerede mænd brasende ind på hotellet. De har sorte hætter på. På nær én. Hans intense øjne er det eneste, der ses gennem en hvid maske formet efter et udtryksløst ansigt. Glasset glider ud af hånden og splintres mod gulvets hårde overflade. Danskerne rejser sig panisk fra bordet og sætter i løb, mens colaen farver de mønstrede klinker. Første scene til musikvideoen er i hus.

Et internationalt budskab

WhoMadeWho er taget til Thailand for at mødes med tre musikere fra den burmesiske protestgruppe Generation Wave. Det burmesiske militærstyre bryder sig ikke om Generation Waves politiske budskaber, så for dem er det sikrest at indspille musikvideoen i Thailand. »Alle vores aktiviteter er ikke-voldelige. Vores målgruppe er unge mennesker i Burma, og vi har fundet ud af, at medieaktivisme er rigtig kraftfuld, når man vil have et budskab ud. Vi er faktisk ret kendte.

012

Folk kender os som musikere, men vi laver også andet end musik,« fortæller den 27-årige ’YG’, der er leder af en af de otte uafhængige lokalgrupper i Burma. Ved siden af ham sidder den 23-årige sanger, ’ZA’. »Det er meget farligt at udføre politisk arbejde i Burma. Derfor bruger vi altid masker i vores musikvideoer og på covers. I musikvideoen til kampagnesangen bruger vi maskerne aktivt. Vi bortfører WhoMadeWho til et lydstudie.« Smilet breder sig på den jævnaldrende rapper, ’MK’s ansigt. »Vi sagde ja til at lave kampagnesang sammen med WhoMadeWho, fordi det er en stor chance for os at samarbejde med et internationalt band. På den måde kan vi få budskabet endnu længere ud,« siger han.

Change: New government

En måned efter de omfattende demonstrationer mod militærstyret i 2007 blev protestgruppen Generation Wave dannet. »Safranrevolutionen var en stor gnist. Det var lige før den ændrede det hele,« fortæller ’YG’: »Men indtil der kommer sådan en gnist igen, kan vi stadig gøre noget.« De mange aktive i Generation Wave kender kun deres egen gruppe. På den måde er de andre grupper sikret, hvis en gruppe skulle blive afsløret. Hvis en gruppe får en idé til aktiviteter, melder de tilbage til lederne. Det er


farligt at være i direkte kontakt med dem, der er inde i Burma. »Jeg viderestiller altid mine opkald, hvis jeg skal kommunikere med min gruppe,« siger ’YG’. I 2005 annoncerede militærstyret en treårs-plan, som skulle udskifte den daglige import af fyrretusinde tønder olie med hjemmedyrket biodiesel fra jatrophaplanten. Syv millioner hektar landbrugsjord blev tvangsomdannet til jatrophaplantager i 2008. Bønderne blev tvunget til at stoppe deres risproduktion. Fødevaremangel og omfattende stigninger i leveomkostningerne var resultatet. Ændringen blev annonceret på store plakater overalt i landet med ordene Change: New fuel. »Vi lavede vores egne plakater og klistrede dem ovenpå. De var fuldstændig identiske med regeringens. På vores stod der blot Change: New government,« griner ’YG’, der er meget stolt over aktionen, fordi det lykkedes dem at gøre grin med regeringen. opholdssted i Thailand. Blå plastic-presenninger dækker hullerne i det hvide murværk og skærmer for nysgerrige blikke. Væggene er dækket af graffiti. »Hvad siger I til at bruge noget fra jeres manifest til omkvædet?« spørger Tomas Høffding. Rapperen ’MK’ fortæller, at de ser sig selv som bokserens venstre hånd, mens han sender en lige venstre ud i luften og illustrerer, hvilken effekt gruppens aktiviteter har på militærstyret. »Det er et defensivt træk, men det kan også indlede en serie af slag. Det er den mest direkte vej til modstanderen. Vi kan ikke fjerne regeringen alene. Vi kan puste ild til en bevægelse. Men det er folket, der skal give militærstyret knockoutet,« siger han. Af sikkerhedsmæssige årsager kan det ikke oplyses, hvor det sikre opholdssted er. MK, YG og ZA er dæknavne. Deres rigtige identitet er kendt af redaktionen.

Foto: Me & Anton

Vidste du … ... at det indtil for nylig var forbudt at gå i cowboybukser i Burma.

Foto: Me & Anton

Blå bog – Generation Wave

• Dannet den. 9. oktober 2007 af Kyaw Kyaw, Nyein Nwae, Moe Thway og Min Yan Naing. • Benytter sig af medieaktivisme for at engagere unge burmesere i kampen for demokrati. • Var de første til at lave politisk hip hop i Burma, og blev kendt af mange unge i de store byer. • Flere af grundlæggerne sidder nu fængslet.

Omkvæd

Learning to cover your tracks It’s a matter of survival We’re the left hand of the boxer But the people do the knockout Kampagnesang og musikvideo kan ses og downloades gratis fra od.dk

Blå bog – WhoMadeWho

• WhoMadeWhos karriere startede i 2006 med albummet WhoMadeWho. • Bandet består af forsanger og bassist Tomas Høffding, trommeslager Tomas Barfod og guitarist Jeppe Kjellberg. • Musikkens genre kan bedst beskrives som diskofunk.

013 013


Dobbelt- eller tripelbooket

Én efter én kommer de 16 frivillige ind og sætter sig. Kampagneleder Signe Skovmand indleder mødet: »Hvordan gik det med at ringe rundt til gymnasierne i går?« En lyshåret pige svarer, at der ikke rigtigt var nogen, der tog telefonen. »Jo, Fredericia Gymnasium svarede. De kører med klatten. De vil være nummer et og samle flere penge ind end Christianshavns Gymnasium i år,« siger Lærke. Morgenmødet er det store samlingspunkt. Her bliver der gjort status over, hvor langt de frivillige er med kampagnen, og der bliver lagt en plan for dagens aktiviteter. De fleste frivillige er med i firefem forskellige grupper, som holder møder om forskellige dele af kampagnen i løbet af dagen. Lærke er med i Pressegruppen, Magasingruppen, Globamentargruppen og Indsamlingsgruppen. Det kan være svært at få alle møderne til at passe sammen. »Hvor mange er dobbelt- og tripelbookede nu?« spørger kampagnelederen. En skov af hænder ryger i vejret.

Stadig jetlag

’Det er fedt at kunne føre sine visioner ud i livet’ Foto: Sofie Brink Nielsen

Lærke Skærlund har afsat det næste halve år af sit liv til at arbejde som frivillig for Operation Dagsværk. Vi fulgte hende på en helt almindelig dag – selvom ingen dage ligner hinanden, når man arbejder for Operation Dagsværk Af Julie Hjerl Hansen Klokken er ti minutter i ni. Der er halvtomt i Operation Dagsværks lokaler i Studiestræde i København. En lille klynge frivillige hænger ud i køkkenet og småsludrer, mens de brygger kaffe. Fem minutter senere er roen forbi. Døren åbner og lukker i takt med, at kontorlokalerne fyldes med ivrige stemmer og latter. Morgenmødet skal til at gå i gang ved det store bord i mødelokalet. »Det er ikke lige til at overskue, hvor ens ting er blevet af,« siger Lærke og løfter en burmesisk avis, et sanghæfte og en bunke løse papirer for at se, om hendes notesblok ligger under dem. Et glas med kuglepenne er væltet ud over bordet, hvor der også ligger en gammel, sur karklud, en stump ubestemmelig ledning, en jumbobog og utallige papirer med håndskrevne noter fra diverse møder. Lærke Skærlund er 19 år og frivillig på Operation Dagsværks sekretariat – eller sekten, som de selv kalder det. »Det her er vores andet hjem,« siger hun.

014

Da mødekabalen er lagt, bliver mødet ophævet, og alle de frivillige bryder op i små travle arbejdsgrupper. »Det er meget anderledes end at gå i gymnasiet. Det er fedt at få så meget ansvar og at se, hvor meget vi udretter,« siger Lærke. Hun er lidt træt i dag – har stadig jetlag. Det er kun fem dage siden, alle de frivillige kom hjem fra en 16-dages tur til Burma, hvor de lavede research til årets kampagne. Og i går arbejdede Lærke til klokken ti om aftenen – men de sidste mange timer var nu mest hygge. »Man er jo venner med de andre, så i går lavede vi middag og hang ud det meste af aftenen,« siger hun. Selvom Lærke bruger så godt som alle sine vågne timer på Operation Dagsværk, synes hun, det er det hele værd. »Det er virkelig fedt, at man har mulighed for at føre sine visioner ud i livet,« siger hun.

Lærkes dag 9.00: Morgenmøde for alle de frivillige – også kaldet sekten. 11.00 –12.00: Møde i pressegruppen. 12.00 –12.30: Fotosession med Operation Dagsværks nye merchandise. 12.30: Frokost med de andre frivillige. 13.00: Møde om lørdagens jubilæumsfest. 15.00: Skrive artikel om valget i Burma. 16.00: Ringe til Chili for at høre, om de vil bringe en artikel om Operation Dagsværk. 17.00: Har fri, men bliver og hænger ud med de andre. Sådan bliver du frivillig for Operation Dagsværk

Ring på tlf. 33 11 45 40 eller skriv en mail til od@od.dk.


Mange har gennem Kim Bildsøe Lassen Lønnet medarbejder ’89 – ’90 de sidste 25 år Journalist og tv-vært, DR været engageret i blev aktiv i Operation Operation Dagsværk ”Jeg Dagsværk fordi jeg syntes, Her fortæller Allan Ahmad, Kim Bildsøe Lassen og Pia Thomsen om deres tid i organisationen

Allan Ahmad

Sekretariatsfrivillig’04 – ’05

Medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten

”Jeg var på højskole i 2001 og rejste til Bolivia. Dér fik jeg øjnene op for verdens uretfærdigheder og fik lyst til at gribe til handling. Da jeg startede på HF, var det derfor naturligt for mig at blive aktiv i Operation Dagsværk. Jeg blev kontaktperson for mit gymnasium Vesterborgerdyd (Det Åbne Gymnasium) under Nepalog Cambodjakampagnerne. I Dagsværkgruppen på mit gymnasium var vi overbeviste om, at Foto : Katrine Scott Operation Dagsværk var det mest spændende og retfærdige projekt. På trods af det var der nogle mennesker, som havde mistillid til os og stillede sig kritisk over for os. Det var en stor udfordring at tale med dem og overbevise dem om Operation Dagsværks bæredygtighed og velovervejede projekter. Efterfølgende var jeg frivillig på sekretariatet under Mellemamerika- og Kirgistan-kampagnerne. Det allerfedeste var at være ude på mange forskellige gymnasier og holde oplæg for så mange folk rundt om i Danmark. Operation Dagsværk har været med til at åbne mine øjne for, at konflikter i verden kan se meget forskellige ud, men at det på samme tid er grundlæggende de samme dynamikker, som fører til ulighed og uretfærdighed. Jeg har lært meget om mange forskellige steder i verden og de problemstillinger, som man ellers aldrig hører om. Operation Dagsværk har givet mig endnu mere lyst til at arbejde for en bedre verden, om ikke andet, så et bedre København.”

»Det fedeste ved Dagsværk er weekenderne. Følelsen af, at det her er kæmpestort. Alle menneskerne i Dagsværk, det er det fedeste.« Mette 3.k, Rosborg Gymnasium, landsrådsmedlem i Operation Dagsværk.

det gav mening og var et spændende projekt. Jeg var lønnet medarbejder på sekretariatet i ’89 eller ’90. Det var rigtig spændende med hele processen med at få kommunikeret projektet ud til eleverne. Derudover var selve Dagsværk-dagen hamrende interessant og spændende, og så var det selvfølgelig dejligt, at det gik godt. Jeg tror, at det mest udfordrende i min periode ved Operation Dagsværk var, Foto : Bjarne Bergius at nogle internt i gym- Hermansen nasiestrukturen satte spørgsmålstegn ved, at årets projekt var en god idé. Der var en del politiske uenigheder, som der i stedet blev sat fokus på, og det var et enormt problem. Det handler om at glemme, hvorvidt du eller jeg mener det ene eller det andet og i stedet fokusere på at hjælpe mennesker, der har det svært. Det fedeste var, at det vi lavede havde en større mening. Hvis man har rejst rundt i verden, ved man, at vi er ualmindeligt heldige, når det gælder materielle goder. Man kan hjælpe med en minimal indsats. Det er kun én dag, eleverne skal bidrage med, og det kan betyde meget for mange, der har det værre, end vi har det. Jeg fik nogle gode kammerater gennem min tid i Operation Dagsværk. Og så lærte det mig noget om, hvordan en kampagne skal organiseres.”

Ninna Thomsen Aktiv i Dagsværk-gruppe ´92

Sundheds- og Omsorgsborgmester i Københavns Kommune

”Jeg blev aktiv i Operation Dagsværk, da jeg gik i 1.g. på Horsens Statsskole. Jeg havde tidligere været i elevrådet og var lidt træt af, at det hele bare var snak, snak, snak. Her var der et konkret projekt, som gav mening, og hvor der var et klart og tydeligt output. Det mest spændende var selvfølgelig selve Dagsværkdagen. Den samler alt forarbejdet og alle de små planlægningstråde. Det er store Foto : www. eksamensdag for alt besværet. Det mest udfordrende op ninnathomsen.kk.dk til var helt sikkert planlægningsprocessen. Og så var det også en kæmpe udfordring at få folk med på projektet. Horsens Statsskole i ’90erne var måske ikke jordens mest progressive sted, så det var nogle gange liiidt op ad bakke. Men der var et godt engagement. Og et fedt fællesskab på tværs af klasser og årgange. Operation Dagsværk var mit første store projekt. Det gav en masse gejst og selvtillid. Det var i høj grad der, det gik op for mig, at jeg var god i pressede situationer. Jeg så hvor stort et kick, det gav mig at arbejde projektorienteret og i samarbejde med andre.”

015


25 år med ‘en dag for Dag’ Da den svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld omkom i et flystyrt i Afrika i 1962, besluttede svenske gymnasieelever at hædre ham med en årlig arbejdsdag. I 1985 nåede idéen om 'en dag for Dag' til Danmark. Her er et tilbageblik på 25 år med Operation Dagsværk Af Bjarke Lindemann Jepsen, aktiv i Operation Dagsværk 2004-10

Foto : UN/DPI

I 1985 besluttede seje danske gymnasieelever, at nu skulle der gøres en forskel for verdens børn og unge at de skulle have en uddannelse og en fremtid. Det var samme år, som den famøse velgørenhedssang Afrika blev udgivet første gang (den er lige blevet genudgivet), og man skrålede med på ‘det land, som alle børn kender’. Mon ikke netop dén verslinje har motiveret en del dagsværkere i 1985 og senere. Uddannelse og oplysning er en forudsætning for at tage stilling til verden, og hele ideen med Operation Dagsværk er, at vi har pligt til at hjælpe unge på vores egen alder med en uddannelse i udlandet, og pligt til at undervise vores medunge i Danmark om, at Afrika da vist ikke er noget land. Det er svært at samle de bedste klip og billeder fra 25 års fantastisk arbejde. Operation Dagsværk har til tider været altfavnende og til tider dybt kontroversiel. Hver eneste af de 23 oplysningskampagner og Dagsværkdage, man har holdt siden 1985, fortjener sin egen udgivelse. De klip, der er med her, giver derfor ikke et udtømmende billede af Operation Dagsværks historie, men er glimt fra organisationens 25-årige virke.

Around the world. Siden 1985 har Operation Dagsværks mange aktive lavet oplysningskampagner og tjent penge på Dagsværk-dagen til ikke mindre end 23 projekter. Igennem årene har danske elever indtjent over 120.000.000 kr. til uddannelsesprojekter.

Ikon og inspiration. Den svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld var kendt for at spille en aktiv rolle i fredsbestræbelser rundt omkring i verden og talte ofte undertrykte folks og nationers sag. Da han døde i et flystyrt over Den Demokratiske Republik Congos jungle, besluttede de svenske gymnasieelever at skabe en dag til ære for ham – en solidaritetsdag som de kaldte "En dag for Dag".

Her kan du læse mere om Operation Dagsværks historie: www.od.dk/om-od/historie.

Foto : Mathilde Fruergaard Solidaritet. Vi kan også blive klogere, og derfor går uddannelsen begge veje. Og det er derfor, at Operation Dagsværk hvert efterår lancerer en massiv oplysningskampagne om årets projektland. På den måde kan vi også lære noget om de vilkår, som møder de unge i vores projekt. Sangerinden Thanda Richardson underviser om forholdene i hendes hjemland , Zimbabwe 2009

016

Mantra. Operation Dagsværk er enestående, fordi de penge, som vi laver uddannelse for, selv stammer fra unge under uddannelse. I solidaritet med unge i resten af verden giver vi én dag af vores uddannelse på Dagsværk-dagen, for at andre kan få en. Kys for en 10’er, 1986


Kreativitet. Arbejdet på Dagsværk-dagen kan både være traditionelt og meget kreativt, fra at luge ukrudt hos mormor til at overtale det lokale brandvæsen til at stille med vandvogn på torvet, så man kan vaske biler for en 20’er. Dagsværkere fjerner affald i København under sloganet ’Shit Happens’, Mozambique 1995.

 Debatskabende. Operation Dagsværks projekter vælges af eleverne fra år til år. Nogle år er der bred opbakning til det valgte projekt, andre forsøger man sig med mere kontroversielle emner, hvor Dagsværks rolle i visse tilfælde er blevet misforstået. Karikaturtegning i Jyllands-Posten, Nicaragua 1986 

Konflikt. Ikke alle har igennem tiden synes, at Operation Dagsværk var værd at støtte. Oftest tog man debatten på saglig grundlag, andre gange tog man mere utraditionelle metoder i brug, som da sabotører kopierede Operation Dagsværks brevpapir og sendte et brev til alle skoler dagen for Dagsværk-dagen, hvori man aflyste årets indsamling. Avisudklip, Namibia 1988



OPERATION DAGSVÆRK

Hjælp til selvhjælp. Operation Dagsværk har gentagende gange stået fast på, at uddannelse er mindst lige så vigtigt som akut nødhjælp, fordi uddannelse kan være med til at forebygge katastrofer. Sending med Operation Afrika, den eneste gang hvor Dagsværk-midler er gået til nødhjælp, Somalia 1992



017


Kostskoler gør op med slavementalitet I det sydlige Bolivia har Guaraní-indianere levet som gældsslaver. Pengene fra Operation Dagsværks indsamling i 2007 har givet guaraníerne en uddannelse, som kan hjælpe dem til en ny fremtid Af Siri Dencker Nattestilheden er brudt få minutter efter, solens første stråler har vist sig over den gulgrønne bakkekam. Kostskolens elever stikker hovederne ud af sovesalene og går i gang med dagens pligter, inden de griber skolebøgerne. I 2007 arbejdede over 20.000 elever 6,1 millioner kroner ind, så 5.500 guaraníere kan få en uddannelse og blive rustet til at leve en fri tilværelse. I over 100 år har guaraníerne levet som gældsslaver. De fødes, arbejder og dør på store landejendomme, haciendaer, som de har ringe eller ingen mulighed for at forlade. De ejer intet, har ingen uddannelse eller jord uden for haciendaerne. Ofte får de udbetalt lønninger i naturalier og har ikke deres egen økonomi. Guaraníerne har derfor ikke ressourcerne til at bryde det moderne slaveris bånd. Uddannelsen skal gøre op med generationers trældom, og kostskolerne spiller en central rolle. De er mere end blot et tag over hovedet og et sted at bo i studietiden. Om eftermiddagen får eleverne modersmålsundervisning og lærer om guaraníernes historie og kultur, ligesom de får støtte til at være langt væk fra far og mor.

Foto: David Høgsholt

Flere piger har fået adgang til skole-bænkene i Niger Operation Dagsværk-indsamlingen i 2008 har givet flere børn i Niger mulighed for at tage en uddannelse – og som noget nyt får pigerne også lov til at være med Af Marie Bennike og Pernille Rosenbæk

018

Læreren tager et bundt hirsepinde op. »Vi har otte pinde. Vi tager tre fra. Hvor mange er der så?« Elevernes fingre knipser om kap. Læreren smiler bredt og råber igen, »hvor mange har vi så?« Børnene råber i kor, ivrige for at svare. En pige får ordet og smiler stolt, da hun svarer rigtigt. Skolen i Katsallé er en af 23 skoler, som er blevet bygget med de 6,3 millioner kroner fra Operation Dagsværks Nigerindsamling i 2008. Her går 53 piger og drenge, som hver dag knokler i skolen. De drømmer om at uddanne sig til lærere, læger eller projektmedarbejdere, så de kan bidrage til landets udvikling. Der er sket en mentalitetsændring i området, efter projektskolerne i Maradi-regionen er blevet bygget. Nu er alle enige om, at også piger hører til på skolebænken. Allerede nu er fordelingen af piger og drenge 50/50 på skolen. Foto: Mads Nissen


26-årige Simba er tilbage på skolebænken Operation Dagsværk-indsamlingen i 2009 gav en gruppe unge i Zimbabwe en ny chance. En af dem er Simba, og han ved godt, hvad den skal bruges til: At hjælpe andre unge i samme situation Simbarashe Mguni, eller Simba som han kalder sig, er 26 år og skoleelev. Da han gik i 3. klasse døde begge hans forældre. Simba og hans søskende måtte flytte ind hos bedsteforældrene. Simbas bedstemor forsørgede familien ved at lave koste af strå, som hun solgte på det lokale marked. Der var derfor ikke mange penge til børnenes skolegang, og Simba endte med at droppe ud af skolen. I stedet arbejdede han illegalt som minearbejder og begyndte at tage stoffer. Men nu har Simba fået en chance for at starte forfra. De seks millioner kroner fra Operation Dagsværkindsamlingen i 2009 har bl.a. hjulpet Simba og de 33 andre unge i hans klasse tilbage på skolebænken. »Mine venner sagde, at jeg var for gammel til det pjat,« sige Simba. Men han drømte om, at færdiggøre skolen og starte på college. »Jeg vil gerne undervise andre og være med til at udvikle vores lokalsamfund,« siger han. I dag kommer alle hans venner, som tidligere sagde, at det var noget pjat, og beder om hjælp til at vende tilbage til skolen.

Foto : Mick Andersson

Frivilligt arbejde gør drømme til virkelighed Af udviklingsminister Søren Pind Hvad er din drøm, Søren Pind? Spørgsmålet bliver stillet af en ung, spinkel pige på Egedal Gymnasium ved Stenløse. Jeg er netop startet ud på en debatturné til knap 40 uddannelsesinstitutioner. Emnet er dansk udviklingsbistand. Eleverne er tydeligt interesserede. Unge mennesker har masser af idealer, tanker og ideer for fremtiden. Livsmod og håb. Det er fantastisk at opleve. Spørgsmålene er mange og velgennemtænkte. Det er ikke hver gang, jeg kan komme med et klart svar eller en fiks og færdig løsning. Årsagen til spørgsmålet om mine drømme var, at jeg netop havde berettet om min tur til Zimbabwe i februar. Her mødte jeg en politisk frihedskæmper, Morgan Tsvangirai. Tsvangirai deler regeringsmagten i Zimbabwe med Robert Mugabe, der ikke er blandt verdens bedste børn. Men Tsvangirai er tålmodig. Danmark støtter ham, og Danmark støtter Zimbabwes befolkning. Et folk, der kæmper – mod korruptionen og for at få mad på bordet. Jeg mødte en af de lokale bønder, som Danmark har hjulpet. Jeg spurgte ham, hvad hans

drømme var. Det er altid spændende at høre svaret på netop dét spørgsmål, fordi det ofte siger meget om mennesker og deres situation. Bondens svar viste mig, at selvom han og jeg har helt forskellige livsvilkår, er vi også meget ens. Hans drøm var at kunne sende sine døtre i en god skole og derefter på universitetet. Han drømte om at skabe et bedre liv for sine børn. Mit største håb er det samme: At mine drenge kommer godt igennem livet. Forskellen er, at vores muligheder er meget forskellige. Hans drøm bliver svær at udføre i praksis. Heldigvis kan vi gøre noget for at hjælpe. Og “vi” er ikke kun staten med dens offentlige bistand. Danmark kan udrette meget med de over 15 mia. kr., vi bruger årligt. Men vi kan ikke løse alt. Jo flere, der frivilligt engagerer sig i en sag og gør opmærksom på den, jo flere drømme nås. Danske ngo’er og deres medlemmer gør en flot frivillig indsats på bistandsområdet, men modellen har også stor vægt i andre samfundsspørgsmål. Ensomme ældres drøm om at dele lidt timer med andre mennesker kan relativt let opfyldes. Frivillige besøgsvenner gør en ægte forskel. Med frivilligt engagement kan man være med til at ændre andres liv og hjælpe drømmene på vej.

019 019


www.sos-su.blogspot.com

Sådan styler du årets Operation Dagsværk T-shirt Katarzyna og Line Love har bloggen S.U.S, hvor de skriver om mode, byliv og meget andet. Her giver de inspiration til, hvordan man kan bruge årets Operation Dagsværk T-shirt på forskellige måder Katarzyna har valgt at style toppen med denimshorts, en denimskjorte og sko med et træsko-agtigt præg. Shortsene har været et af sommerens hit og kan sagtens bruges ind i efteråret med et par strømpebukser under. Line Love er også hoppet med på én af årets store tendenser, nemlig hatten – en trend, som vi tror holder ind i næste sæson. Derudover er hun i højtaljet nederdel og snørresko, hvilket vi også vil se mere til i løbet af efteråret. Katarzyna og Line Love har begge været aktive i Operation Dagsværk på deres gymnasier.

http://www.sos-su.blogspot.com

Køb årets merchandise på od.dk/webshop Nget Pyaw Paung (En slags burmesisk bananbudding) 5 bananer 325 g. sukker 80 g. smør 160 g. olie 140 g. mel 2 tsk. salt 300 g. kokosmel 1 dåse kokosmælk 1. Mas bananerne med en gaffel. 2. Sigt melet. 3. Tilsæt kokosmel, mel og olie til de maste bananer og bland det godt. 4. Hæld bananmassen ned i en smurt bageform og glat overfladen. 5. Hæld kokosmælken ud over massen og bag det i ca. 45 min ved 200 grader.

»Jeg synes, det giver mening at lave noget, der ikke handler om bøger og om at kunne præstere. Astrid 3.d, Munkensdam Gymnasium, kontaktperson for Operation Dagsværk.

»Det fedeste ved Operation Dagsværk er, når man kan læse, hvordan projektet er gået. Og så er det, når man kommer igennem til elever, der først ikke ville være med.« Mille 3.c, Himmelev Gymnasium, kontaktperson for Operation Dagsværk.

Husk Dagsværk-dagen 3.november 2010

DEMOCRAZY - Demokrati på Burmesisk  

Siden 1985 har Operation Dagsværk organiseret danske gymnasieelevers hjælp til udviklingslande over hele verden. I den anledning har vi udgi...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you