Page 8

Forholder man sig alene til den vesteuropæiske sammenhæng, kan man sige, at der er tale om et forhold mellem uddannelsesforskning og pædagogisk praksis, der gennem de sidste 20 år i stigende grad har været konfronteret med spørgsmålet ”what works?”. Spørgsmålet er især blevet stillet af politikere, der har haft den idé, at der må eksistere bestemte metoder, der er mere effektive end andre, uanset målgruppe, fagligt indhold og institutionel kontekst – nemlig dem, der virker. Med ”virker” tænkes der på, om metoderne fører til, at barnet eller eleven opnår bedre resultater i forhold til de standardiserede mål, der er sat for den lege- og/eller læringsaktivitet, der er på spil (Rasmussen, Kruse, & Holm, 2007.) Dette fokus på resultater har øget interessen for den del af uddannelsesforskningen, der formidler relevante evidensbaserede resultater. Tilhængerne af denne tilgang bliver nogle gange kaldt for evidensoptimister. De ser brugen af uddannelsesforskning som grundlag for, at pædagogiske professioners professionelle dømmekraft kan styrkes. Omvendt har tilgangen også affødt modreaktioner fra evidensskeptikere, der vurderer, at professionel dømmekraft begrænses, hvis de professionelle tilstræber en evidensbaseret praksis. Skeptikerne peger på risikoen for, at evidensbasering tilsidesætter den autonomi, der er nødvendig for at udøve dømmekraft i konkrete situationer.

Debatten mellem evidensoptimister og -skeptikere I denne antologis første del indtager Hargreaves med sin artikel ”Undervisning som en forskningsbaseret profession” umiddelbart positionen som evidensoptimist, mens Hammersley sammen med Gert Biesta udgør evidensskeptikerne, idet de begge tager afstand fra at forstå undervisning som en evidensbaseret, teknisk metier. Hammersley og Biesta argumenterer for, at undervisning er en praktisk metier, hvor lærerens autonomi til at udøve dømmekraft er afgørende til forskel fra en evidensbaseret praksis, der gør undervisning til en regelfølge uden behov for refleksion (Kvernbekk, 2013). Men helt så simpel en modsætning er der måske ikke grundlag for. Ifølge Tone Kvernbekk forbindes Hargreaves med en forståelse af undervisning som en evidensbaseret praksis. Det er der, mener hun, ikke fuld dækning for. På den ene side er det korrekt at hævde, at Hargreaves hylder en evidensbaseret praksis. Det sker, når han sammenligner undervisning med evidensbaseret medicin, som den udøves af praktiserende medicinere. Men ifølge Hargreaves vil det inden for uddannelse kræve en forskning, der ikke eksisterer. På den anden side er Hargreaves ikke, stadig ifølge Kvernbekk, entydig eller konsistent som

6

Profile for Dafolo Forlag

Evidens og dømmekraft  

Målet med denne antologi er at belyse, hvordan den internationale diskussion af undervisning som evidensbaseret praksis og læreres professio...

Evidens og dømmekraft  

Målet med denne antologi er at belyse, hvordan den internationale diskussion af undervisning som evidensbaseret praksis og læreres professio...