Issuu on Google+


New Zealand Da jeg var lille føltes det som om december var flere liv lang. Jeg har det på nøjagtigt samme måde i dag, fornemmelsen af evigheder der henslæber sig. Det føles som om tiden bevidst har sat sit tempo ned, bare fordi den kan. Sådan føler jeg det altid, i tiden optil et nyt fiskeeventyr. Og som med juleaften, da jeg var knægt, varer disse ture altid, alt alt for kort. Den eneste forskel på dette år og mine barndoms juleaftner var at det i år var den 1.dec og ikke den 24 jeg glædede mig til. Så mens sensommerens lange aftner, langsomt blev kortere og vejret koldere, og naturen gik mere og mere i stå, stod jeg op hver dag med det samme i hovedet. Mødte på arbejde med det samme i hovedet. Fik fri med samme i hovedet. Tog hjem og bandt fluer med det samme i hovedet…New Zealand. Nu skulle det ske, det Madsen og jeg havde snakket om alle de sene nattetimer omkring fluestikket på Ålestrup naturefterskole. Et eventyr, en hel dansk vinter, byttet med en New Zealandsk sommer, med intet andet end fiskeri, dag ud og dag ind, hver dag, i flere måneder. Endelig tog vi afsked med de danske kyster, for at efterlade kulde, sort sne, juleræs og nytårsfester til fordel for varme, bjerge og bækørreder. To et halvt døgn efter ankom vi til Christchurch fuldstændig smadrede i hele kroppen af den farlige cocktail: Søvnmangel, jetlag og fejlernæring af det den mistrøstige og mistænkelige snask flyselskaber kalder mad. Vi


følte os, og lignede allerede fiskebumser, uden at havde kastet en eneste flue endnu. Til vores store glæde, ventede en mand fra biludlejningsfirmaet på os ved udgangen fra lufthavnen. Da hverken Madsen eller jeg lider af den farlige sygdom der på latin hedder ”masser af penge”. Havde vi brugt et noget tvivlsomt, men meget billigt udlejnings firma, så vi var lettede over at se ham. Vi fik en bil og tog af sted ud i det blå. Der er noget fundamentalt skræmmende ved pludselig at skulle køre i den forkerte side af vejen, specielt når man tager hele vores situation i forhold til søvn og des lige i betragtning. Jeg havde af taktiske grunde aldrig fået taget mig et kørekort og denne strategi, gav virkeligt bonus i New Zealand. Det var ikke så få gange på turen, hvor jeg valgte at bruge transporttiden mellem floderne til at slumre, for så at være fuldstændigt klar, når vi kom frem og det for alvor var vigtigt at være klar. Så jeg var kortholder og Madsen chauffør. Han viste fra starten at han havde nerver af stål og klarede sig godt. Han håndterede vores først kontanter med rundkørsler, med enten en sand udfoldelse af stoisk ro, eller krampagtig indestængt panik, jeg for mit vedkommende var for træt og brugt, til at skelne de to fra hinanden. Det eneste som indikerede, at noget så grundlæggende og indgroet som hvad side af vejen man køre var fundamentalt anderledes, var Madsens konstante mani, med at tænde for


vinduesviskeren i stedet for blinklyset, som selvfølgelig også sidder placeret omvendt. Trods alle disse forvirrede og skræmmende nye elementer i vores liv, mistede vi aldrig fokus: At undslippe byen og komme ind i bjergene. Dette lykkedes os efter lidt nødvendig proviantering mad, fiskekort, en gummikylling og andre livsnødvendige ting. Vi var i gang, det var alvor, det var nu eventyret tog sin begyndelse. Travers. Vi havde besluttet os for at fiske i Travers river. En elv, der er kendt for store og smukke ørreder, men også for altid at være klar på trods af regn, så sigthfishing altid var muligt. Dette havde jeg ved selvsyn erfaret året forinden på min første tur til landet med glasfloderne. Stemningen var god, men også udmattet, da vi holdt ind på den lille resteplads i bunden af den smukke sø, Travers løber ind i toppen af. Fra vores guidebog vidste vi at det var 5 timers vandre tur op langs søen til elvudmundingen. Da det var blevet sent besluttede vi at tilbringe natten i bilen og begive os af sted den følgende dag med friske kræfter. Dette var ikke nogen let beslutning (man er vel junkie), men mørket var allerede begyndt at snige sig ind i dalen og på trods af de 5-6 energi drikke og den nærmeste smertefulde trang til at kaste små fluer efter store fisk, vandt fornuften til sidst. Næste morgen stod vi op, relativt udhvilede, man sover ikke ligefrem fantastisk i en bil, men det


slår gulvet i en lufthavn eller et flysæde til hver en tid. Det vi vågnede op til var det mest storslåede syn, man kan forestille sig, søen lå helt blik, ikke en vind rørte sig, alt var stille, der var kun os, himlen, de sneklædte bjergtinder der gik over i regnskov, som gik helt ned til søen på begge sider. Det var der at det sank ind og blev bundfældet, vi var her og det var virkeligt. Det første jeg kan huske Madsen sige denne morgen fangede det meget præcist, ” Det er som om vi er stået op midt i et postkort Daniel” og det var sandheden. Så vi begyndte at pakke til en tur på fire dage, vi behøvede ikke teltet på denne tur, da den vandre rute vi ville brug var temmelig benyttet og lå i en nationalpark, hvilket betød at der ville være vandrehytter man kunne sove i. I New Zealand har man en lang tradition for vandring og på mange vandreruter er det muligt at overnatte i hytter, der bliver vedligeholdt af parkbetjente. Disse er store og der er plads til mange vandrere, de er en billig måde at få tag over hovedet på. Det koster omkring det samme som en pakke tørfluekroge Pr. overnatning. Man køber en stak billetter på et park kontor og smider så halvdelen af en billet i en kasse for hver nat man bor der. Det er samtidigt en god måde at møde sjove mennesker for der er altid et par vandrere i hytterne i sæsonen. Hytterne har typisk plads til 15-30 personer, men er sjældent fyldt. I hytterne er der køjesenge med madrasser betrukket med tyk plastik, så man smider bare sin sovepose i en fri seng. Der er rindende


vand fra en regnvands opsamling og et toilet, som bare er et stort hul i jorden med et skur udenom. Et fremragende logi og så slipper man for at slæbe på teltet. Mens vi pakker vores tasker begynder der at ankomme andre mennesker, en af disse har en båd med på en trailer som han sætter i vandet. Det er en watertaxi og viser det sig og taxaskipperen lever af at sejle folk op til den anden ende af søen. Da turen har en fast pris, lige meget hvor mange der skal med og der er 3 udover os, der allerede skal af sted, beslutter vi os for at spare os selv for traveturen og få fire timers mere fiskeri for den lille sum af Ca. 4 pakker tørfluekroge. Vi kravler ombord og skipper lægger fra land. Vi har vel sejlet 10 minutter, da vores skipper begynder at kommentere vores udstyr, for vores stangrør har afsløret os som lystfiskere. Inden længe er vi langt inde i en snak og floden og fiskeriet. Det viser sig at skipper har en fætter, som guider og han er meget ihærdig for at få os overtalt til at booke ham. For et par knægt som os kunne godt bruge en professionel til at vise os vandet og hvordan man fanger de store og sky bækørreder, travers er kendt for. Han kaster sig ud i en længere forklaring om hvor svært fiskeriet er, og konklusionen på hans meget rodede salgstale for fætteren, ender med en proklamation om at det kun er hver 4 fisker der fanger een fisk i Travers, og det er med guide. Jeg har persontligt svært ved at genkende dette scenarium, fra året før, men vælger ikke at kommentere på vores skippers salgstale. Vi er ved godt mod og


er fast besluttede på at give den en skalle på egen hånd. Vi takker ham for hans venlighed og for de informationer han har givet os. Til afsked forsikre vi ham om at skulle vi ikke have heldet med os vil vi overveje at kontakte den guidende fætter. Da vi er nået op i den anden ende af søen bliver vi sat af på en lille træbro og går den sidste kilometer op til hytten, smider vores grej, rigger til og begiver os af sted mod elven. Fiskeriet foregår på den måde at vi går langsomt opstrøms langs den klare elve og kigger efter fisk. Vi kaster kun til fisk vi har set og denne måde at fiske på er utroligt spændende for det er ikke små fisk, det er bækørreder som de fleste kun drømmer om at fange i Danmark. At se så store bækørreder stå i strømmen og spise nymfer eller at ringe for så at snige sig ind på dem med let grej og små fluer er en oplevelse helt for sig selv. Det er sigthfishing, og det er det vi har ventet på så længe. Vi har på forhånd afgjort hvem der skal fiske på den første fisk. Det afgøres på samme måde som alle vigtige tvivlsspørgsmål her i livet, med sten saks papir. Denne gang er jeg den heldige vinder efter en nervepirrende 3-2 sejer. Vi har vel gået et par hundrede meter langs elven, da jeg ser noget, som kunne være en fisk under et udhængende træ. Vi betragter skyggen i et par minutter uden at vi bliver klogere. Det ligner en fisk og det ser ud som om den engang i mellem slår lidt ud i strømmen som om den tog en nymfe. Da det er min tur, skal jeg nu træffe det svære valg om jeg vil fiske på den, eller


vente på næste fisk, hvis jeg venter, er det Madsens fisk. På den måde kan vinderen af sten, saks, papir, vente til han ser en store fisk og så fiske først på den, men til gengæld kan taberen så fiske på alle de fisk som vinderen ikke vil prøve. Når man har valgt at fiske til en fisk, bliver den andens tur til at have første ret til fiskene indtil han har fisket på en og så fremdeles. Samtidigt er det ikke tilladt at skifte flue, så når man har kastet første gang er der den andens tur, hvis ikke fluen er den rigtige. Det kan let udvikles sig til en slags nervekrig, for man er gode venner, men vi er begge fiskere og ingen af os kommet for at danse. Heldigvis er der mange ørreder i New Zealand, så det er sjældent at tingene udvikler sig til korporligheder og håndgemæng. Alle disse muligheder vælter gennem hovedet på mig for hvis, jeg bruger min tur nu er der først mig igen efter næste ørred. Jeg vejer for og imod og beslutter mig for at give skyggen et par kast. Jeg sniger mig tættere på og vader langsomt ud i vandet, for at opnår en bedre vinkel at lægge fluen ud i. Tanker vælter gennem hovedet på mig, da jeg åbner min flueboks for at vælge en flue, presset er på mig, arenalinet bruser gennem mine åre, Madsen holder et vågent øje med mig. Jeg vælger en lille nymfe uden belastning, da der ikke ser dybt ud, hvor den formodede fisk står. Jeg trækker line af hjulet og skal til at kaste da jeg kommer


i tvivl, Er fluen for let? Er mit forfang tyndt nok? Jeg kigger igen opmærksomt på skyggen ved træet og beslutter at skifte til en tungere flue. Madsen protesterer øjeblikkeligt, med et smil på læben. Jeg forklarer at jeg ikke har kastet endnu og derfor er i min gode ret til at skifte. Tvivlen nager igen, var min første indskydelse måske ikke den rigtige. Det går op for mig at jeg kunne stå her hele dagen og skifte fluer, der er kun et at gøre, kaste og se hvad der sker. Jeg vurdere den mængde line jeg har trykket af hjulet og kommer til det resultat at det nok passer, begynder at kaste og sender et kast af sted. Fluen lander tre meter foran skyggen. Det er et godt kast og nymfen kommer perfekt. Jeg er ikke sikker, men da jeg mener fluen er lige foran skyggen synes jeg at se skyggen slå en smule ud i strømmen, min arm reagere som om den ikke er en del af mig, men har sin egen vilje og giver et tilslag. Stangen bøjer og mit tilslag bliver besvaret med nogle resolutte rusk i stangen og en drømmefisk efter dansk målestok springer fri af vandet. Fisken tager det roligt og svømmer over til modsatte brink, hvor vandet er dybere og roligere. Jeg ryster over hele kroppen, og er sikkert mere stresset over situationen end fisken. I bunden af poolen er der er meget kraftigt stryg, hvor en ørred let ville kunne slå sig af, hvis ikke jeg er forsigtig. Fisken springer igen og sætter kurs mod det farlige vand i stryget, jeg ved at det vil blive svært at lande den hvis den får lov til at stikke af, så jeg lægger hårdt mod hårdt og får vendt


den. Resten af fighten har jeg fisken under kontrol og et par minutter senere kan Madsen uden besvær nette en smuk kompakt New Zealandsk ørred. Ørreden bliver efter en kort fotosession genudsat. Vi sidder og smiler sammen på brinken, nu hvor det er lykkedes er der en næsten ærbødig tavshed. Denne bliver først brudt da det velovervejet og nøgternt og med slet skjulte reference til skipper og hans fætter kommer fra Madsen ”Ja så har du fanget for fire mand med guide, i første kast” og vi er griner begge og efter en mandig omfavnelse med tilhørende maskuline kraftige skulderklap begiver vi os videre opstrøms. Den dag skal vise sig at blive meget bedre, for da vi ud på aftenen er på vej mod hytten har vi fanget for 16 mand….med guide, alle meget store fisk efter dansk målestok, min største den dag er til dato større end min største blanke kyst fisk på flue. Den tilfaldt mig i et hurtigt stryg under dramatiske omstædigheder, men det er en anden historie…. Da vi tre dage senere kommer tilbage til bilen efter den gode travetur tilbage langs søen, støder vi igen på vores skipper og fortæller ham og vores fiskeri. Vi er nu oppe på at have fanget for 48 mand(12 fisk) alle flotte fisk og dette fortæller vi ham og viser ham vores billeder på kameraets plasmaskærm. Han smiler meget af dette og siger til os, mens han griner, at hans fætter hurtigt ville blive arbejdsløs, hvis den historie slap ud. Vi pakker


bilen og tager afsked med travers og køre ud af det ene postkort og ind i det nÌste.



Travers