__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

TRE VESTJYSKE KIRKER TIM

STADIL

VEDERSØ

Jon Høgh FORLAGET STRAND


TRE VESTJYSKE KIRKER


Tre Vestjyske Kirker © Jon Høgh Udgivet af Tim Stadil Vedersø Menighedsråd i samarbejde med Forlaget Strand Foto, layout og tilrettelæggelse © Forlaget Strand Bagsidevignetter © Peder Svendsen Hæftet er sat med Baskerville Trykt hos Rasmussens Bogtrykkeri, Ringkøbing ISBN 978-87-972347-0-9 ---


TRE VESTJYSKE KIRKER

Jon Høgh


TIM Tim Kirke er opført i romansk bygningsstil omkring år 1200, men kun i den halve længde af den nuværende. Engang i 1500-tallet udvidede kirkens ejer, rigsmarsk Knud Gyldenstjerne den Ældre til Timgård, kirken til den dobbelte længde ved mod øst at tilsætte den 20 alen eller 12 meter af samme byggematerialer, tilhuggede kvadersten, som det oprindelige skib. Kirken kom derved til at fremstå som et langhus, hvor kor og skib går ud i et. Knud Gyldenstjerne lod ved samme lejlighed mod syd tilbygge kirken et begravelseskapel for hans adelige slægt. Af årsager, som vi ikke kender – og heller ikke ved hvornår – er kapellet blevet nedrevet. Det vestlige tårn med nord-sydvendte gavle og våbenhuset mod nord er opført i henholdsvis 1400- og 1600-årene. I tårnet hænger to klokker, der ved højtidelige lejligheder er i brug samtidig. Den mindste bekostedes i 1562 af Peder Gyldenstjerne, mens den samme Gyldenstjerne efter sagnet hjemførte den store klokke, der er en af Jyllands største landsbykirkeklokker, fra Sverige, hvor han deltog i Den dansk-svenske Syvårskrig, 1563-1570. 7


Kirkerummet er meget stort og enkelt med hvidkalkede mure uden kalkmalerier. Under en stor og gennemgribende restaurering af kirken i 1952-53 kasseredes de gamle bænke til fordel for løse stole tegnet af arkitekt Kaare Klint med flettede sæder og salmebogshylder på ryglænet. Efter sigende blev bænkene solgt til en murermester, der omtømrede dem til murerstilladser. Dog blev to henlagt på kirkens loft. I 1982 restaureredes kirken atter, og da måtte de 30 år gamle stole, der var blevet simple i fletværket, vige pladsen til fordel for de nuværende bænke, fremstillet af den lokale tømrermester Anders J. Nielsen. I deres grønne farver harmonerer de meget fint med det ældste inventar, prædikestol og altertavle. Under dette restaureringsarbejde fandt håndværkerne de to hengemte bænke på loftet. De kom herefter atter til ære og værdighed, da de i en afvigende rødlig farve blev genopstillet som de øverste i kirkerummet. Den mindste af dem under prædikestolen er den gamle degnestol med en del indridsede årstal, men også med et tælleapparat, som degnen brugte, så han kunne føre statistik over altergæsternes antal. Prædikestolen, der er uden årstal, fremstår meget smukt med afbildede evangelister og apostle i de høje smalle fag. Denne udformning af fagene samt hjørnesøjlerne godtgør, at den er fremstillet i ungrenæssancen, 1550-1590 – altså meget kort tid efter reformationens gennemførelse i 1536,

8


hvor prædikenen, samt nadveren, var blevet meget vigtige elementer under den evangelisk-lutherske gudstjeneste. Altertavlen er jævngammel med prædikestolen. I sidefelterne ses motiver fra Kristi fødsel og opstandelsen. Imellem disse vigtige begivenheder er det store midterfelt en fremstilling af korsfæstelsen på Golgata. Jesu fødsel, død, opstandelse, det er altertavlens indhold, som kunstneren Jais Nielsen byggede videre på, da han i 1957 i brændt rødglaceret ler fremstillede alterbordets reliefudsmykning, der skildrer dele af Jesu livshistorie. Det er også Jais Nielsen, der, også i 1957, er kunstneren bag glasmosaikruden, Maria med Jesusbarnet, i det oprindelige romanske nordvindue. Maria-mosaikken i Tim Kirke

På skibets nordmur er ophængt et stort epitafium af alabast og marmor fra midten af 1630´erne. Oprindeligt var det opstillet i det omtalte nedrevne begravelseskapel som gravmonument over Knud Gyldenstjerne den Yngre, hans hustru Øllegaard Huitfeld og deres børn. I kort afstand fra epitafiet, mellem kor og skib, er døbefonten opstillet. Den er smukt tildannet af kirkens bygmester, og som sådan er den kirkens ældste inventar.

9


Kirkeskibet, en tremastet fregat, Daniel, er fra ca. 1880. Det er udskåret og skænket af styrmand og skibsfører Daniel Kofoed, der var født i maj 1837. Fregatten er ophængt over de sydlige bænkerader. Muret på våbenhusets vestmur står tre gravsten. Stenen til venstre har engang ligget i det første korgulv som et minde over Conradus Frands, der er den tidligste optegnede ejer af Timgård. De to andre sten har ligget i midtergangen og er derfor godt slidte. På stenen i midten, der var lagt over Niels Gyldenstjerne og hustru Mette Bildt af Landting, ses derfor både Gyldenstjernernes og Bildternes våbenmærker. Den tredje og simplere gravsten er minde over Peder Nielsen Gyldenstjernes hustru Regitze Bille og hendes søster, Kirsten. Også ude på kirkegården finder vi gravmæler for Gyldenstjerneslægten, én oprejst sten mod sydvest og tre liggende ikke langt fra kirkens kormur. På græsplænen i nærheden er fællesgraven anlagt. Den høje sten prydes af en udhugget menneskefigur, der i sorg over at have mistet et kært menneske skjuler ansigtet i hænderne. Vi kan ikke besøge Tim Kirke uden at hilse på bygmesteren selv. Han har udhugget sig selv på en af sydsidens sokkelsten. Her har han stået siden 1200 i relief med sit stenflækkearbejdsredskab, spidshammeren.

10


STADIL Stadil Kirke, der er opført i tiden omkring 1200, har romansk kor og skib af tilhuggede granitsten. Engang var der tilbygget koret et sakristi på nordsiden, hvor det bord, der blev anvendt ved altergang, før der kom faste alterborde, de hellige kar, bøger og præstens klæder opbevaredes. Sakristiet, eller præsteværelset, som det ofte er blevet kaldt, blev derved opholdssted for præsten, når han skulle skifte klæder. Én af murværkets sten indeholder en cirkelfigur, der måske er et solmotiv, mens der i en anden noget højere siddende sten er indristet et billede af en skabning, der på afstand minder mest om en fugl. Mod syd har der været nok en tilbygning i form af et gravkapel for ejerne af den beskedne herregård, Søndervang, der hørte under Timgård. Da bønderne med Stavnsbåndets ophævelse i 1788 blev frie med effektuering senest 1800, overtog de kirken. De lod gravkapellet forfalde, og i 1810 blev det nedrevet.

11


På sydmuren ses to afvigende kvadersten. I den øverste er udhugget et mandshoved. I den nederste er mejslet en indskrift med majuskler.

Indskriften på sydmuren

Det er først for nylig, at indskriften er blevet tydet af professor Niels Haastrup: Hvis du vil have penge, mand, svøm. Penge vil blive dig givet i den svømmende hånd. Hvis du vil have penge, svøm med styrke, skønt bølgen bærer dig med sin egen kraft. Hidtil havde man troet, at indskriften blot var en undertekst til mandshovedet – men, ret beset, kan det jo godt være, at den er det. Ved det vestvendte slanke sengotiske tårn står en piscina [udtales: piskina], der er betegnelsen for den kumme, der stod i koret, og hvori det hellige vand blev hældt, der er det vand, der bruges til dåb, til præstens håndvask eller til rensning af de hellige kar før og efter brug. Vandet kunne derefter ved en afløbsindretning løbe ned i den indviede jord ved kirken op til kormuren.

12


Koret i Stadil Kirke domineres af en raritet – det gyldne alter. Det er kun få danske landsbykirker, hvis alterfrontale er gyldent. Jyske eksempler på dem er udover Stadil Sahl – kun ca. 50 km nordøst for Stadil – Ølst syd for Randers og Tamdrup vest for Horsens. De gyldne altre er vor eneste bevarede alterudsmykning fra romansk tid! Men sikken arv! Deres motiver veksler noget, men opbygningen er stort set den samme. Alterfrontalen i Stadil består af flg. i felterne i de tre vandrette rækker fra venstre mod højre: Øverste række: De hellige tre konger, Maria med Jesus-barnet, to felter med engle med skriftebånd, bebudelsen, besøgelsen. Midterste række: I hvert felt er afbildet to apostle. Nederste række: Jesu fødsel, to apostle, i de to næste felter ses engle med røgelseskar, to apostle, Jesu fremstilling. I midten troner Jesus Kristus. Rundt om hele herligheden er en ramme med cirkelflader. De viser øverst til venstre Matthæus (engel), en engel, helligåndsduen, en engel og øverst til højre Johannes (ørn). Nederst til venstre Markus (løve), en engel, gudslammet, en engel og nederst til højre Lukas (okse). I de lodrette rammedele er der en engel i cirkelfladerne.

13


I topstykket er både korsfæstelsen og opstandelsen fremstillet, mens sidefelternes motiver er de fire evangelister. I korets loft hænger en klokke fra den katolske tid, en messeklokke, der har ringet for at kalde folk ind fra kirkegården. Efter reformationen lød dens klang for at angive, hvornår præsten gik på prædikestolen. Klokken bærer udover årstallet 1526 også et dødningehoved, der var Ribekannikken, Poul Andersens våbenmærke. Årsagen hertil er sikkert, at Stadil Kirke i en periode har hørt under kannikkerne ved Ribe Domkirke. Tilhørsforholdet udmøntede sig også i, at degnestolen til venstre i koret bærer Ribe Bispedømmes våben. Endvidere er der i muren ved degnestolen placeret en gravsten for Stadil Sogns første lutherske præst, Peder Berthelsen Schomann, der virkede her i årene 1514-1550. Stolen til højre er præstens stol. Granitdøbefonten med tovfletninger, arkader og hjørnekløer har stenmesteren stået for. Ved siden af den står en ottekantet renæssancefont af træ med himmel fra ca. 1650. Efter sigende har den engang i en periode været ’trukket over’ stenfonten for at skjule granitten. Kirkebænkene er renæssancearbejder. På de øverste indtog herremanden på Søndervang og hans familie deres pladser. Men da Søndervang som nævnt hørte under Timgård, har de Knud Gyldenstjernes og hustrus, Øllegaard Huitfelds initialer og våben.

14


Også den meget store prædikestol fra renæssancetiden med lydhimmel er prægtigt udsmykket – ligesom alteret med Kristus- og evangelistrelieffer. Adskillige sognepræster har herfra forkyndt det gode budskab. En af de mange er digterpræsten Kaj Munk, der var konstitueret i embedet i to år, 1924-1926. Adskillige degne og kirkesangere har menigheden haft at støtte sig til under salmesangen. Lærer i Stadil, I.C. Christensen, beklædte dette embede i flere år, før han som politiker, og statsminister 1905-1908, betrådte de bonede gulve på Christiansborg. Døren til våbenhuset er af samme alder som kirken selv, og dermed er den en af de ældste kirkedøre i vort land. Ved vestmuren i våbenhuset står en ligsten over en herremand på Søndervang, Erik Vognsen, der ejede gården fra 1563 til 1607.

Gudslammet Detalje fra gyldenalteret

15


VEDERSØ Vedersø Kirke, der er en solidt granitfunderet vestjysk kirke, er uden ydre og indre glitrende pragt. Den er opført o. 1150. Skibet er opbygget på en skråkantsokkel, mens korets sokkel har fået tilføjet en karnis, der er en gesims med s-formet profil. Engang har der været to tilbygninger på sydsiden. Den østlige eksisterer stadig og har længe indgået som en del af kirkerummet. Men oprindeligt var den og den i begyndelsen af 1800-tallet nedrevne tilbygning kapeller for von Obelitz-slægten, der i årene 1680-1768 ejede herregården Åbjerg et par kilometer nord for kirken. Tårnet mod vest med to toptinder og fire fodtinder er for størstedelen opført af munkesten i middelalderen. Adgang til kirken sker igennem våbenhusets kvindedør mod nord. Men kirkegæsten har forinden opdaget, at der ligger en døbefont i hjørnet mellem våbenhusets østmur og kirkeskibets nordmur. Den font blev i 1915 ved en stor restaure-

16


ring degraderet til museumsgenstand på Ringkøbing Museum og senere på egnsmuseet i Vedersø for til sidst at få den kranke skæbne at ligge her. Stående inde i skibet bemærker kirkegæsten over døren et tympanon. Af figurerne fremtræder et hjulkors og to løver. Mellem dem står et menneske (tilsyneladende på tre ben), og man har derfor længe tolket motivet som Daniel i løvekulen. Men nyere forskning fortæller noget andet: mennesket symboliserer Jesus, men figuren udtrykker på den anden side også frugtbarhed, idet det mellemste ben forklares som et kønslem, hvorved figuren jo netop bliver et frugtbarhedssymbol. Hjulet, der omslutter det kristne kors, er et soltegn. Solen symboliserer også frugtbarhed. Med andre ord udgør tympanonets motiver tilsammen et kompromis mellem hedenskab og kristendom. På nordmuren til højre for døren hilser vi på Odins søn Vidar, der har givet navn til Vedersø. Under Ragnarok dræbte han Fenrisulven, men han pralede ikke med det. Han sagde i det hele taget næsten lige så lidt som stenhovedet, og derfor omtales han som Vidar den tavse. Det kunne Kaj Munk godt lide, og han overførte Vidars manglende lyst til at ytre sig til den fåmælte vestjyde på denne måde: ’Det er let at tale med en vestjyde, i det meste af samtalen drejer det sig om at tie stille’.

17


Ordet krypt betyder skjult, og det er egentligt et udmærket navn for det rum, der ligger skjult under kirken – som regel under koret. Men i Vedersø Kirke ligger det under tårnet. Da de første kirker opførtes, skete det, hvis det var muligt, over en helgen- eller martyrgrav, hvor menigheden, eller dele af den, kunne samles til små andagter. Vedersø Kirke er indviet til skytternes værnehelgen, Skt. Sebastian. Jordiske rester af ham, end ikke et lille relikvie, er der nu ikke fundet. I krypten er ophængt præsterækketavler, series pastorum, med navne på de sognepræster, der har haft deres virke her siden reformationen. Kaj Munk var meget optaget af en af sine forgængere, Johan Frederik Plesner. Ofte dvælede han efter gudstjenesten ved hans grav vest for kirken. Plesner var i øvrigt far til den kendte arkitekt, Ulrik Plesner, der har tegnet adskille Skagenshuse, men også smukke bygninger i Ringkøbing og omegn. Endnu en døbefont, som de små børn er blevet holdt over i Vedersø Kirke, har mistet sin oprindelige status og fundet plads hernede. Den fandt pastor Plesner engang liggende uden for kirkegårdsdiget! Efter at den var blevet restaureret, kom den ad omveje tilbage til kirken. Men den måtte finde sig i, at dens nye plads blev i kælderdybet. Den i brug værende døbefont er ret dekorativ hele kummen rundt. Foroven afsluttes den med to vulster, der er to 18


pølseformede fortykkelser. Det er let at se, at kumme og fod består af to forskellige slags sten. Dåbsfadet med en fremstilling af bebudelsen er fra ca. 1575. Nadverens indstiftelse er motivet på altertavlens midterparti. Scenen viser det øjeblik, hvor Jesus udpeger den af disciplene, som ville forråde ham: ’Sandelig, sandelig siger jeg jer: en af jer vil forråde mig’. Og han er der, han, der ville det, Judas Iskariot. Han sidder forrest til venstre i en blå kappe og manglende højre hånd. Topfeltet er en fremstilling af korsfæstelsen på Golgata. Prædikestolen med lydhimmel er ophængt på nordmuren. På alle billedfelter, der i siderne er indrammet af to søjler, hvorpå en arkade hviler, er der bemærkelsesværdigt nok fugletræk, men ellers illustreres Bjergprædikenen, vort skyldbrev, Paulus´ ord om falsk tale og, ved oksen på feltet ind mod muren, ’en arbejder er sin løn værd’. På nordmuren hænger kirkens krucifiks. Solskiven bag Jesus´ hoved er opstandelsens lys. For enden af korsplankerne er motiver af evangelisterne. Rundt om plankerne er der knopper eller blomster, der symboliserer korset som livets træ. På den vandrette planke tælles 12 knopper, en for hver af de 12 apostle. De fire knopper over solskiven er en for hver af evangelisterne, mens de 14 knopper på den nederste del af den lodrette korsarm gælder for de 14 hvilestationer på Via Dolorosa, hvor Jesus slæbte af sted med korset mod Golgata.

19


Kirkeskibet over midtergangen, en tremastet skonnert, hedder Hvide Sande. Den smukke skibsmodel er bygget af og skænket til Vedersø Kirke ca. 1925 af lærer ved Vedersø Skole, Jens Peter Fjelking. Hævet over menigmands kirkebænk sad herskabet på Åbjerg i herskabsstolene mod vest. I vor tid står orglet heroppe, men pulpiturets facade er den samme som i adelens storhedstid. Malerierne set fra venstre mod højre er Bjergprædiken, de ni saligprisninger, adelige våbenmærker, Forklarelsens Bjerg og et pinsemotiv. På sideskibets østmur hænger en plade med Kaj Munks yndlingssalme, Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom. Under indskriften oplyses, at ’Med denne salme mindes Vedersø Menighed præsten Kaj Munk.’

20


Vedersø Kirke besøges hvert år af tusindvis af turister. De kommer ikke så meget for at se den lille forblæste kirke; der er andet, der trækker: digteren og præsten Kaj Munks grav ved den østlige kormur. Kaj Munk var sognepræst i Vedersø i 20 år, 1924-1944. Munks grav er flankeret af sønnens, Helges, grav og af hans hustrus, Lise Munks grav. I det sydvestlige hjørne af kirkegården har Marie Sand fundet sit sidste hvilested. Hun døde 30 år gammel under en fødsel i 1925. Hendes død var Kaj Munks måske vigtigste inspirationskilde til skuespillet ’Ordet’ fra 1925.

_

21


ISBN 978-8797234709

9 788797 234709

Profile for cuterp

Tre Vestjyske Kirker  

Tre Vestjyske Kirker  

Profile for cuterp
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded