Issuu on Google+

CULES.DK Bolden ruller i spansk politik

F.C. Barcelonas fodboldkamp mod Real Madrid onsdag var en symbolsk styrkeprøve inden søndagens regionalvalg i Katalonien Af Bjarke Møller, information.dk En pibekoncert som et bidende ondt år vælter ned over de elleve hvidklædte spillere fra den kongelige klub, Real Madrid, da de betræder den fløjs-grønne bane i denne den allerhelligste katedral for den katalanske nationalisme, Nou Camp, F.C. Barcelonas imponerende stadion. Barça, Barça, Barça, som mes que un club. Barça er mere end en klub. Under diktatoren Primo de Rivera og sidenhen under General Francos diktatur var Barças tribuner det eneste sted, hvor det i egen bevidsthed kuede og undertrykte katalanske folk kunne pibe, pifte, råbe og forbande disse hvidklædte repræsentanter for den centralistiske stat i Madrid. Et århundredes historie og stærke følelser er sammenfattet i pibekoncerten fra de 98.000 tilskuere, de tusindvis af vajende katalanske flag på tribunerne og hos de hundredetusinder af børn, der forventningsfulde, med bankende hjerter, har iklædt sig små kommercialiserede kopier af Barças blå og skarlagenrøde spilledragt. At massernes følelser ville være særligt stærke denne onsdag aften i oktober vidste Barçamedlem nr. 5283, Kataloniens præsident gennem 19 år, nationalisten Jordi Pujol, da han i sommers steg ned fra bjerget Aneto og via sin mobiltelefon lod meddele, at der skulle være regionalvalg i Katalonien den 17. oktober - kun fire dage efter Barças fodboldkamp mod Real Madrid.

“En kamp mellem Barça og Real Madrid er som et valg,” erkender Pujols stærkeste modkandidat til præsidentposten, socialisten Pasqual Maragall. Denne onsdag aften rykker Maragall, Pujol og hele Kataloniens politiske klasse ind i æreslogen for at overvære det, der skal blive et dramatisk og medrivende arvefjendeopgør. Sproget i kampen Otte timer før kampen slår den konservative Alberto Fernández tonen an ved et møde på Hotel Rallye, et hvidklædt hotel kun et stenkast fra Nou Camp. Fernández får ikke et godt valg på søndag, og meningsmålinger spår ikke mere end 11 procent. I dag taler han på sit modersmål, katalansk, men for to uger siden skabte han overskrifter, da han i det regionale TV-3 talte „de hvid-klædtes sprog‟, kastillansk. “Når 50 procent af vælgerne har et andet modersmål end katalansk, så er det umuligt i valgkampen at forsvare den mono-linguistiske politik,” siger Fernández til Information og henvisner til, at Pujol sammen med socialisterne og venstrerepublikanerne i to sprog-love har fremmet katalansk i skolerne på bekostning af kastillansk. Selv Pujol måtte krybe til korset for to uger siden, under et besøg i et „spansktalende‟ arbejderkvarterer uden for Barcelona. „Pujol talte kastillansk!‟ skrev aviserne bagefter, men Pujol søgte at nedtone betydningen af det. Venstrerepublikaneren Josep-Lluis Carod-Rovira, der lover “frisk luft” i valgkampen og kræver Kataloniens selvstændighed, irettesatte dog Pujol for ikke at tale „sit eget sprog‟ og for at fiske efter stemmer ved at tale kastillansk. To timer inden kampen på Nou Camp mødes socialisten Pasqual Maragall på åben gade i arbejder- og indvandrerkvarteret Santa Coloma med Spaniens forhenværende ministerpræsident, Felipe Gonzales. På en fælles gadevandring bliver den ruskindsklædte Felipe omfavnet og kysset af ældre damer med afbleget hår. På et valgmøde, foran 6000 tilhængere - det store flertal er over tres år - taler han om globaliseringen: “Globaliseringen af økonomi og teknologi er en realitet, men vi spilder tiden, Pasqual. Nogen i verden tager beslutninger for os,” siger Gonzales. Maragall følger efter med en tale med et internationalt tilsnit: “Dette land skal ikke sætte grænser for nogen.

Side 1 af 2


CULES.DK Vi ønsker et stort, frit og pluralt Spanien. Vi ønsker et Katalonien, der åbner sig overfor omverdenen,” siger han. Pujol først “Katalonien først” proklamerer en stærkt sminket Jordi Pujol på valgplakater i bybilledet. Dette „Pujolandia‟ er iflg. forfatteren Terenci Moix et sted, hvor “den katalanske nation er Jordi Pujol. Det katalanske sprog er Jordi Pujol. Den katalanske familie er inkarneret i Jordi Pujols. Og en triumf for det omnipotente Barça er en triumf for Jordi Pujol”.

Kort ind i anden halvleg bringer Figo med et hurtigt antrit og et knaldhårdt spark Nou Camp på kogepunktet. 2-1 til Barça. Festen er reddet. Pujol rejser sig i stolen og jubler med 98.000 tilhængere. Ti minutter efter vælter raseriet ned fra stolerækkerne over den sortklædte ordensmagt, dommeren Díaz Vega, der pludselig ser rødt og sender Kluivert ud, da stjernen protesterer. “Hijo de puta!” - ludersøn - råber publikum og vifter vildt med de hvide tørklæder. Barça tvinges i defensiven, og få minutter før tid sender Raul som en anden Batistuta et hånende hvidt godnatkys op til Barças publikum. 2-2. Maragall skynder sig hjem. “At forandre er at vinde”, lyder hans valgslogan, men der er kun få dage tilbage inden valget på søndag, og han er stadig tre-fire procentpoint efter Pujol. Pujol har ikke travlt. Han hilser høfligt på den konservative regerings udsendte talsmand, ministeren Josep Piqué, som et symbol på, at der også vil blive regeret efter på søndag.

Jordi Pujol Men onsdag aften for øjnene af 300 millioner omnipresente tv-seere i hele verden går noget galt. I det 26. minut stiger spansk fodbolds angrebsstjerne, den unge hvidklædte Raul, til vejrs og kysser som en flyvende sommerfugl bolden ind i netmaskerne bag Barças målmand, tyskeren Hesp. Centralmagten Madrid er foran. Nou Camps tilskuere er tavse, et øjeblik. For to minutter efter genoprettes magtbalancen mellem Madrid og Barcelona, da portugiseren Luis Figo sender læderkuglen ind til Kluivert, der støder den skråt tilbage til den største af alle, brasilianeren Rivaldo, som med et hårdt målgivende skud ønsker sin kone tillykke med fødselsdagen. 1-1.

Side 2 af 2


bolden ruller i spansk politik