Issuu on Google+

#2 2013

Corpus er et gratismagasin for alle studerende pü Center for Sundhed og Samfund ved Københavns Universitet.


indhold

indhold

Magasinet Corpus #2 - MAJ 2013

Magasinet Corpus www.corpus.ku.dk corpus@corpusmagasin.dk Postadresse SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 5 1353 København K Chefredaktør Rune Meidell rune@corpusmagasin.dk tlf. +45 29 93 97 40 Journalistisk redaktør Michaela Hjorth Bønnelykke michaela@corpusmagasin.dk

3 Leder 4 Nyheder fra Kubis

Layoutgruppe Julie Kathrine Treu Mette Roikjer

6 REPORTAGE: Fest, farver og folkestyre 10 INTERVIEW: Når ude er hjemme 13 ANMELDELSE: De uønskede børn 14 DEBAT: Presserende behov for

Annonce- og økonomiansvarlig Asmus Harre

forbedringer af det danske asylsystem 17 DEBAT: Før vi glemmer os selv

Skribenter, fotografer & illustratorer

Rune Meidell, Cecilie Linding Fredberg, Anne Katrine Gram Heegaard, Rune Madsen, Marie Seestedt, Anna Laulund, Benjamin Ebeling, Anna Rasmussen, Simon Mogensen, Anders Højberg Kamp, Lars Juul Hauschildt, Anders Bonatto Fisker, Nikolaj Arve Henningsen, Julie Kathrine Treu

Forside Mette Roikjer Få mere information om annoncering, ved at downloade medieinfomation på: http://corpus.ku.dk/ medieinformation Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere, forkorte og udelade indsendte indlæg. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale, der indsendes uopfordret.

2

MAJ 2013

Støttet af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Corpus er et gratismagasin for alle studerende på CSS ved Københavns Universitet. Magasinet udgives af de studerende selv og er redaktionelt uafhængigt af CSS. Tryk Svendborg Tryk Oplag 2.000 ISSN 1902-8148

tema

campusliv

18 Medicin er en menneskeret 19 INTERVIEW: Profit, Ansvar og

Menneskeliv 20 ANMELDELSE: Statskundskabsrevyen 22 Nyheder fra Kubis 25 Nikolajs klumme


LEDER

”I Danmark er jeg født ..?” ”At rejse er at leve”, var der vist engang en digter, der skrev. Et udsagn, jeg kan nikke genkendende til, men som også indeholder noget, der ofte har undret mig. For hvad foretager man sig så, når man er hjemme eller ikke er på rejse?

TEKST: Rune Meidell, chefredaktør

For mange nye studerende er det første studieår snart forbi og en rejse ved vejs ende. De sociale arrangementer, nye venner, det at læse på universitetet og mange nye fag, kan være et krydsfelt at manøvrere i. Hvorfor vi på Corpus året igennem har rapporteret om, hvad der sker på campus og forhåbentlig har bidraget til at gøre det lidt nemmere og mere overskueligt at begå sig på CSS. Og forhåbentlig føler du dig sikkert i havn. Måske kan du endda kalde CSS et hjem. Studieårets sidste tema kaster et skarpt blik på det at føle sig hjemme. I finder her en del debat- og opinionsstof, der diskuterer begrebet

hjemstavn og stiller spørgsmål til Danmarks asylpolitik. Desuden har vi været i marken og undersøgt, hvordan man opnår den ultimative blåstempling af danskhed, nemlig statsborgerskabet. Vi sætter selvfølgelig også fokus på, hvad der sker på campus. Og her finder I en ikke ubetinget begejstret anmeldelse af årets statskundskabsrevy leveret af vores uvildige anmelder, Anders Kamp, venligst udlånt af Berlingske. Det er også her, I kan læse om, hvad de studerende gør for at udbrede adgangen til livsnødvendig medicin i en global verden. Kløjs nu ikke i eksamenslæsningen, og husk at Corpus er din ven, der får timerne på læsesalen til at flyve af sted. God fornøjelse! /Rune Meidell, chefredaktør

MAJ 2013

3


Nyheder interview

CSS-studerende foretrækker stadig de trykte bøger Tekst: Anders Bonatto Fisker, Informationsspecialist Udbuddet af e-bøger og e-artikler på biblioteket stiger år for år. Men på det samfundsvidenskabelige bibliotek er det dog stadig kun lidt over halvdelen, der har prøvet at bruge e-bøgerne. Og 25 pct. af de studerende er slet ikke klar over, at man kan låne e-bøger på biblioteket. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som

4

MAJ 2013

er blevet gennemført på Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek. Undersøgelsen viser også, at 25 pct. af lånerne printer deres e-bøger ud på papir, og at kun en lille gruppe på under 10 pct. bruger deciderede e-bogslæsere eller tablets til at læse e-bøgerne. De fleste bruger stadig den bærbare eller stationære computer til læsning. Som kommentar til undersøgelsen skriver en del studerende, at de generelt savner mere information om e-bøgerne. Flere nævner også, at softwaren ikke er god nok til at dække behovet for bl.a. notetagning, udprintning og søgning i teksten.

Dette er også en barriere, der gør, at man har svært ved helt at slippe den gamle vane med altid at ville have litteraturen på tryk. Udviklingen går alligevel ret tydeligt i én retning: ”Vi ser klart et voksende forbrug af e-bøger”, fortæller informationsspecialist Vibeke Ring, som har været med til at lave undersøgelsen. Hun fortsætter: ”Udlånet bliver større år for år for alle fagområder inden for samfundsvidenskab. Vi ser også, at mange ældre titler, som rent faktisk findes i en trykt version, også bliver flittigt udlånt i elektronisk form”.


TEMA

Tema

Hjemstavn j e m s t a v n MAJ 2013

5


TEMA

Statsborgerskabsdag

Fest, farver og folkestyre Flaget er hejst, skoene pudset og folkestyrets politikere smiler, krammer og poserer. Og med fællessang og pindemadder på programmet er der ingen tvivl om, at Statsborgerskabsdagen er en festdag. Men hvorfor denne festivitas? Corpus satte sig for at undersøge fænomenet, hvem de nye danskere er, og hvorfor stomp er noget særligt dansk. TEKST OG FOTO: Rune Meidell og Cecilie Linding Fredberg

Forårsluften er fuld af stemmer, latter og grin, der forenes i en farvestrålende forsamling af glade mennesker, mens Anne Linnets ’Barndommens gade’ strømmer ud af højttalerne. En kvinde smiler og omfavner sin søn, mens manden er travlt optaget af at forevige øjeblikket med sit lille digitalkamera. Han er ikke den eneste, der har medbragt kamera – en skare af fotografer gør, hvad de kan for at fange de helt rigtige øjeblikke. Da solens stråler lidt efter trænger ned gennem det rød-hvide telts tag, der i dagens anledning er rejst på ridebanen foran Christiansborg, træder Folketingets formand, Mogens Lykketoft, op på talerstolen og byder velkommen: ”Velkommen til Christiansborg og Folketinget. Velkommen til vores folkestyre.” En hyldest til demokratiet Det er ottende gang, at arrangementet afholdes for de nye statsborgere. Mens forsamlingen lytter i stilhed, fortæller Lykketoft, at statsborgerskabet ikke blot er et stykke papir, men derimod en gensidig forpligtelse. Mens han taler, kan vi ikke lade være med at overveje, hvem alle disse mennesker er, og hvorfor

netop de er rejst til Danmark og er her i dag. Lykketoft giver bud som kærlighed, venskab, bitter nød, trusler på livet eller forfølgelse på grund af politiske overbevisning, tro eller etniske tilhørsforhold og siger, ”at det en alvorlig sag og en stor begivenhed i et menneskes liv – at få nyt statsborgerskab. ” Under den rød-hvide voksdug lægger Lykketoft vægt på den tillidserklæring, det er at få et nyt statsborgerskab. Der er, som han siger, tale om en indlemmelse i det danske demokrati og han nævner grundloven flere gange. Og efter en længere beretning om det danske demokratis historie opfordrer Lykketoft alle til at deltage i demokratiet, i politik og i foreningslivet. ”Det at være dansk handler ikke om, hvad man spiser, hvilken gud man tror på, eller hvordan man ser ud”, hvilket et blik ud på den brogede forsamling da også bekræfter. Her er folk i forskellige former og farver, nogle i farvestrålende festtøj andre mere afslappet klædt i fleecetrøjer eller sweatre. Til slut slår Lykketoft fast, at kernen i danskhed er at være sammen i forskellighed.

Statsborgerskabsdagen bliver afholdt af Folketinget en gang om året og foregår i og omkring Christiansborg Arrangementet afholdes i år for 8. gang. I 2006 blev det oprettet på initiativ af Det Radikale Venstre. I 2012 fik 2.100 ansøgere dansk statsborgerskab. 2013 er det år, hvor flest politikere har deltaget i arrangementet. Arrangementet indeholder hvert år festlige indslag, hvor anerkendte kunstnere som Benny Andersen, Søs Fenger, Isam B og Københavns Drengekor tidligere har deltaget.

6

MAJ 2013


tema

”Det at være dansk handler ikke om, hvad man spiser, hvilken gud man tror på, eller hvordan man ser ud” Det rødhvide telt er fyldt, og folk lytter, klapper og vifter med dannebrogsflag i takt til musikken.

Tak til os, tak til Danmark Kontrasterne er slående, men det er tydeligt, at de tilstedeværende er stolte. Da vi synger ’Der er et yndigt land’, synger alle af deres lungers fulde kraft. Og et kort øjeblik ligner seancen til forveksling en dansk højskolebegivenhed. Musikprogrammet er bredspektret. Bobo Morenos jazzificerede fortolkninger af danske klassikere – med noget så dansk som Ole Kock Hansen på klaver og Bo Steif på bas med diverse sporadiske bassoloer – ser ikke ud til at vække den store begejstring. Og heller ikke Morenos lystige forsøg med parodier over ostemaden i ’Svantes lykkelige dag’ som noget særligt dansk vinder genklang. Mere farve er der over Moussa Diallo, der i dagens anledning har taget sit danske pas med. Han ønsker forsamlingen tillykke med statsborgerskabet, mens han fortæller, hvor meget det har betydet for ham og hans familie – ”Tak til Danmark, tak til os” afslutter han. Hans musik er populær, og stemningen stiger. Folk griner, klapper, hujer og festen er i gang. Mens Diallo synger og får hele salen til at

klappe med, går fotograferne tæt på og kæmper om de bedste billeder. En lille afrikansk pige danser lystigt rundt i sin kjole, og med et dannebrogsflag i hånden er vi ikke de eneste, der ser dette som et oplagt og kontrastfyldt ”kodak moment”. Hurtigt kaster fotograferne sig over motivet. Der bliver skubbet og mast for at forevige øjeblikket, mens barnets moder forundret kigger på. Festen højdepunkt kommer med Copenhagen Drummers. Fire blankpolerede unge mænd med stive smil, vokset hår og bare, heftigt pumpede overarme indtager scenen og banker løs på trommer og skraldespande. Koreografien er stram og rytmen er der til tider. Men som hos stive tinsoldater er der total uoverensstemmelse mellem krop og rytme, mens trommer og trommestikker ihærdigt maltrakteres. Men publikum er ellevilde, og selv handelsministeren klapper lystigt med. Bookingen rammer plet – folkefesten er total. Festlighederne i teltet er forbi, men som Helai ytrer, er jagten først lige begyndt: ”Jeg vil så gerne have et billede af mig og Helle!” Hun er ikke den eneste. Og selvom statsministeren er hurtigt ude af teltet, stiller de fleste politikere sig velvilligt op og poserer storsmilende foran digitalkameraernes blitzende skær. Også her er dagspressens

fotografer tilstede. ”Kig herover, Lars”, råber de, mens Lars Løkke er ved at få overbalance i overgangen fra det ene motiv til det næste. Yde for at nyde? Målet for os er nu at finde ud af, hvem nogle af alle disse mennesker er. Uden for teltet falder vi i snak med Sofia fra Venezuela. Og vi lades forstå, at det er fint med en selektiv indvandrerpolitik. For som hun siger: ”terrorister skal ikke have lov til at komme ind i landet.” I Vandrehallen møder vi andre historier. Der er Bjørn fra Norge og Veronique fra Belgien for hvem skridtet til at søge statsborgerskab ikke har været svært. De bor til dagligt i Greve og arbejder for medicinalindustrien: ”Det var på tide at blive dansk – også på papiret,” fortæller Bjørn. Han var fritaget fra sprogprøven. Det er Veronique ikke, og hun skal op til alle prøver næste år. Alle, vi snakker med, er enige om, at det er en god dag og politikerne stemmer i. Manu Sareen fortæller os rørende, om dengang hans forældre fik statsborgerskab. Og selv hos Enhedslistens Rosa Lund er der ingen kritiske røster at spore. De så dog gerne, at flere fik statsborgerskab, når hun

MAJ 2013

7


tema

lige at indskyde. På De Radikales initiativ Den oprindelige idé med arrangement var at lave en velkomstdag for nye danskere på kommunalt niveau, fortæller Marianne Jelved, der i sin tid var med, da initiativet startede. Det lykkedes ikke, og i 2006 arrangerede De Radikale dagen i Folketinget. Siden har resten af partierne fulgt trop, og planlægningen er blevet overtaget af Folketinget. På spørgsmålet om det ikke bare er nem presseomtale, svarer Marianne Jelved: ” Det er ikke en decideret mediebegivenhed, men pressen møder op, og efterfølgende er der altid nogle gode historier.” Fra Afghanistan til Danmark Hos Socialdemokraterne møder vi Helai igen. Det lykkedes hende ikke at få et billede af hende og statsministeren. Hun stråler og fortæller stolt at hendes navn på dansk udtales ligesom ”Helle, Helle Thorning”.

Det kan heller ikke undre, at hun har et forbillede i den kvindelige statsminister. Helai er uddannet jurist i det tidligere Sovjetunionen og kommer fra Afghanistan, hvor hun var politisk engageret socialdemokrat, der arbejdede for børn og kvinders rettigheder. I Afghanistan var hun desuden frivillig og startede programmer, der skulle hjælpe folk med analfabetisme. Det er svært at tage gejsten fra Helai, og det er først, da vi spørger til hendes fars skæbne, at stemmen ændrer toneleje. Hendes far var socialdemokrat og sad i parlamentet, men han og flere af hendes familiemedlemmer blev dræbt, da Taliban overtog magten. Resten af familien flygtede til Danmark, hvor de fik politisk asyl. Helai er en stolt kvinde. Hun er stolt af sin familie, der i dag bliver fejret, af sine forældre, som ifølge hende har gjort, at hun udviklede sig, som hun gjorde, fik en uddannelse og er her i Danmark i dag. Hun er stolt af det danske demokrati og foreningsliv, men hun er også forundret over, at hun ikke har fået dansk statsborgerskab.

Hun har søgt og har bestået de forskellig sprog- og vidensprøver, har taget en dansk pædagoguddannelse, og hun er, som hun selv siger, en aktiv medborger, der arbejder frivilligt for Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. Men hun kan ikke få statsborgerskab, fordi hun i dag ikke har fast arbejde. Hun falder dermed uden for de lovmæssige krav, der lyder, at man ikke må have været på offentlig forsørgelse i mere end et halvt år inden for en periode af i alt fem år for at få dansk statsborgerskab. Hun fortæller om første gang, hun søgte statsborgerskab under VK-regeringen: ”Repræsentanter fra udlændingestyrelsen sagde, at jeg ville få et hurtigt svar. Men der gik ikke bare lang tid, jeg fik et dårligt svar – jeg fik afslag. Og jeg var ked af det.” Arrangementet er ved at være slut. Forsynet med Venstre-flag, røde roser og gratis merchandise strømmer folk ud af de gamle egetræsdøre og tager de sidste billeder.

"Hendes far var socialdemokrat og sad i parlamentet, men han og flere af hendes familiemedlemmer blev dræbt, da Taliban overtog magten". Dagspressen er mødt talstærkt op og flokkes om de fremmødte folketingspolitikere, der poserer.

I Venstres grupperum får Ahmed en snak med forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

8

MAJ 2013

”Repræsentanter fra udlændingestyrelsen sagde, at jeg ville få et hurtigt svar. Men der gik ikke bare lang tid, jeg fik et dårligt svar – jeg fik afslag.”


tema Bjørn fra Norge, ansat i kemivirksomhed, og Veronique fra Belgien, arbejder med medicin Bjørn har boet og arbejdet i Danmark i de sidste 7 år og synes derfor, at det var på sin plads at blive dansk statsborger. Parret bor i Greve. Bjørn skulle ikke tage sprogprøve, fordi han er fra et andet skandinavisk land. Veronique har ikke opnået statsborgerskab endnu, men skal op til prøverne næste år.

Sofia Hansen fra Venezuela, Revisor Sofia kom til Danmark fra Venezuela i 2002 for at bo med sin danske mand. Hun bor i dag sammen med sin nye mand. Og hun har netop været på den venezuelanske ambassade for at stemme for sidste gang. Hun fortæller, at det har været en lang proces at opnå statsborgerskab, men at det er blevet lettere efter, at den nuværende regering er kommet til magten. Bibi fra Iran, hjemmegående, og Sajaed fra Iran, IT-supporter Bibi og Sajaed kom til Danmark i 2001, hvor de begge søgte politisk asyl. De synes, at Statsborgerskabsdagen er en god dag. Bibi fortæller, at hun har glædet sig meget til at deltage. De siger begge, at det har været en hård proces, og at prøverne er svære. Bibis datter er dumpet en af prøverne to gange, men de er positive over for politikken på området. Bibi siger: ”Det ér svært, men det skal også være svært”. Helai fra Afghanistan, arbejder frivilligt for Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp Helai kom til Danmark i 1997 som politisk flygtning pga. Taliban-styrets magtovertagelse. Inden da mistede hun flere familiemedlemmer, bl.a. sin far, der var politisk engageret socialdemokrat. I 1980’erne læste hun jura på universitetet i Sovjetunionen og har gået på pædagoguddannelsen i Danmark. Hun bor i dag i Hillerød og lægger stor vægt på, at det er vigtigt at uddanne sig. Hun fortæller, at hun i dag føler, at hun har to lande, som hun elsker – Afghanistan og Danmark.

Ahmed Hadji fra Afghanistan, gymnasieelev, 18 år: Ahmed har boet i Danmark i 10 år, 8 år i Jylland. Han kom til Danmark som flygtning. Da han blev 18 år søgte han om at blive dansk statsborger. Han syntes ikke, at prøverne var så svære. Flere i hans familie har også fået statsborgerskab de seneste år, så han har været til Statsborgerskabsdagen flere gange. I dag er han her kun sammen med sin far, som ikke har opnået statsborgerskab endnu, men som Ahmed siger: ”Det er hans tur næste gang”.

Tabita fra Uganda, sygeplejerskestuderende, 21 år Tabita kom til Danmark som flygtning sammen med sin mor i 1994. Her efterlod moderen hende. Herefter blev hun plejebarn hos en dansk familie. Hun fortæller, at det skyldes ren dovenskab, at hun ikke har taget prøverne tidligere. Hun ser prøverne som forholdsvis pædagogiske, fordi man fik udleveret en øvebog. Tabita havde to fejl til den endelige prøve. Hun synes, at det er i orden, at man skal yde noget for at blive statsborger, men er ikke sikker på, at det er den rigtige måde, som det gøres på i dag.

MAJ 2013

9


tema

Når ude er hjemme Hvad betyder det, når man ikke længere har fødderne plantet på kendt jord? Hvert semester tager en gruppe internationale studerende til Danmark for at bo og opleve den danske kultur. Corpus har mødt fire af dem til en snak om deres hjem, og hvilken betydning et ophold i Danmark har. TEKST OG FOTO: Cecilie Linding Fredberg

Navn: Philipp Alder: 22 år Uddannelse: Communication Studies and Political Science Hjemland: Tyskland Hvad er et hjem for dig? Det er faktisk noget af det, jeg er ved at finde ud af lige nu. Der, hvor mine forældre bor, og jeg opvoksede, er et hjem for mig, men lige nu er København også mit hjem. Jeg ved, at jeg har et sted i Tyskland, hvor jeg altid kan tage hen, men jeg tror på en måde, at du skal finde dit eget sted. Så jeg har et nyt hjem her. Hvad skal der til for, at et sted kan blive et hjem? Jeg tror, at det er en særlig følelse. Du skal føle, at du ikke har lyst til at være et andet sted. Hvis bare du er tilfreds med din situation, kan et sted altid blive dit hjem. Det afhænger også af menneskerne, du er sammen med, og tingene du har med dig. Jeg elsker at lytte til musik, så det var vigtigt for mig at medbringe min computer, hvor alt mit musik er på. Hvor end jeg har min musik med mig, føler jeg mig hjemme. Jeg bruger den, når jeg har brug for at finde min indre ro, fordi jeg ved, at jeg kan stole på musikken. Nogle gange kan den nærmest bruges som en erstatning for en ven, men det betyder altså ikke, at musikken er vigtigere end menneskerne omkring mig! Hvilke værdier har du taget med dig fra dit hjem? Jeg kan nævne en masse typisk tyske ting som f.eks. at komme til tiden og at have alt ordnet på mit værelse. Fra min familie har jeg lært at tage ansvar for mine egne handlinger. Jeg tror dog ikke, at tyskere og danskere er så forskellige. Hvad er det, du har fundet her, som du ikke havde før? Det er mange ting. Jeg har følt, at folk sætter pris på, at jeg er her. Alle er så venlige og tænker på, hvordan du har det. Hele følelsen af at være på universitetet, hvor du kan gå i Kommunen eller Jacques D og møde en masse mennesker, og også alle mentorerne, som har gjort så meget for at inkludere os. Det var noget helt nyt for mig. I München er dine venner mere spredt. Her føles det mere som om, man er et lille samfund. Man bekymrer sig mere om sine medstuderende. Det er virkelig tydeligt for mig. Der er mange ting her, som jeg savnede i München.

10

MAJ 2013


tema Navn: Jaime Alder: 20 år Uddannelse: International Relations Hjemland: Spanien Hvad er et hjem for dig? Det er der, du bor, og hvor dem du elsker er. Det er følelsen af, at det er det rigtige sted at være. Det er svært at beskrive den følelse, men når du er hjemme, ved du det. Det kan føles godt mange steder, men det er en særlig følelse, når du er hjemme. Jeg synes, at det er forfærdeligt, når folk ikke har et hjem eller nogen ide om hjem. Det er som at være strandet på havet og ikke have noget at holde fast i. Det er efter min mening ret forfærdeligt. Hvilke værdier har du taget med dig fra dit hjem? Jeg er meget venstreorienteret og nok også mere radikal end gennemsnittet her i Danmark. Måske er det en slags stædighed, som vi har i Syden. Det er måske nok ikke noget at være stolt af, men sådan er det. Fordi jeg læser Statskundskab, går jeg selvfølgelig meget op i, hvordan tingene står til, især i Spanien, fordi det går så skidt. Det gør, at vi er meget kritiske over for alting som eksempelvis vores institutioner og regering. Du udfordrer alting og prøver at se på, hvad der ikke fungerer, selv når alt ser ud til at fungere. Forholdene er så dårlige lige nu, at du ikke rigtig tror på, at det kan blive godt. Så når noget faktisk bliver bedre, bliver man mistænksom. Det er godt at være kritisk, men ikke at være overkritisk, for så bliver dit liv lidt sørgeligt. Hvilke ting eller danske værdier vil du tage med dig hjem? Det er et svært spørgsmål, da det er svært at vide, hvad du er blevet påvirket af. Jeg vil sige, at danskere er meget målrettede, og det er en god ting i nogle dele af livet. I er mere strukturerede, eller i det mindste i den akademiske verden. Institutionerne og bureaukratiet fungerer meget bedre. Særligt i det akademiske arbejde er det godt at have struktur og vide, hvordan man præcis skal gøre tingene. Men misforstå mig ikke – man skal ikke lade strukturerne overtage. Det synes jeg ikke sker her i Danmark, for der er stadigvæk fleksibilitet, hvilket er en sund ting. Dét at arbejde inden for en ramme vil jeg gerne tage med mig tilbage tilbage til Spanien. Jeg tror også, at man kommer til at kunne se det i mit fremtidige akademiske arbejde. Navn: Zeíla Alder: 22 år Hjemland: Brasilien Uddannelse: International Relations Hvad er et hjem for dig? Når jeg tænker på ’hjem’, tænker jeg på der, hvor min familie er. Hvor end de er, er ’hjem’ for mig. Jeg ved, at der er mennesker der, som elsker mig lige meget hvad og altid vil være der for mig. Men ikke kun mennesker som elsker mig, også mennesker som jeg elsker, og som ved, at jeg vil gøre det samme for dem. Hvordan vil du beskrive Danmark sammenlignet med dit hjemland? Jeg har været på udveksling før, men jeg har aldrig været så langt hjemmefra. Så jeg havde allerede en ide om, hvad jeg ville savne, men nu ved jeg virkelig, hvad jeg savner. Det, jeg savner mest, er menneskelig kontakt. I Brasilien giver vi altid hinanden knus og kysser hinanden. Her kan jeg først gøre det, hvis det virkelig er min ven, men faktisk har Danmark været meget bedre end jeg forventede. Da vi lige var kommet, fortalte institutlederen på Statskundskab, at danskerne er Skandinaviens latinoer. Nu tænker jeg, at det egentligt er rigtigt, for når folk er til fest, danser de meget og har det sjovt. Det er ikke normen i Europa og specielt ikke i Skandinavien. Så jeg er ret sikker på, at det sted i Skandinavien, hvor jeg vil føle mig mest hjemme, må være Danmark. Så jeg er glad for, at det var her, jeg kom til.

”Det, jeg savner mest, er menneskelig kontakt. I Brasilien giver vi altid hinanden knus og kysser hinanden.”

Hvor tror du, at dit hjem er om 20 år? Mit hjem er, hvor min familie er, men om 20 år vil jeg nok være gift og have børn, så jeg har ingen anelse. Jeg har ikke noget problem med at flytte et andet sted hen, og hvis jeg bliver en del af et samfund, vil jeg ikke have noget problem med at kalde det for mit hjem. Dog vil en del af mig altid være brasiliansk, og det vil altid være mit udgangspunkt. Du skal være heldig for at finde mere end et sted, hvor du har alle de ting, som jeg mener udgør et hjem.

MAJ 2013

11


tema

Navn: Susan Alder: 23 år Uddannelse: Political Science and Spanish Literatures Hjemland: Født og opvokset i El Salvador. Flyttede til USA, da hun var 17 år, og har også boet i Argentina i en kort periode. Hvad er et hjem for dig? Som klichéen lyder: ”hjem er, hvor mit hjerte er”. Jeg har rejst meget og efterladt mig venner og familie mange steder. Men når jeg er sammen med dem, føler jeg mig hjemme. Måske er det fordi, jeg er så adskilt fra min egentlige base, El Salvador, hvor jeg ikke har været i 2,5 år. Hvad betyder det for dit syn på dit hjem, at du har været væk fra det i en længere periode? På spansk har vi et ordsprog, der lyder, ’du er ikke en professor i dit eget land’. Så da jeg flyttede til USA, fandt jeg ud af, at jeg gennem andre lærte meget om, hvem jeg virkelig er. Du begynder at spørge dig selv om, hvordan du ser på dig selv. Du bliver lidt som ’fluen på væggen’ og oplever dig selv lære og gøre anderledes ting i nye miljøer. Jeg fandt ud af, at jeg ikke rigtigt kendte til de grundlæggende ting om mit eget land. Så jeg begyndte at læse bøger om det, og derigennem fik jeg et overblik. Da jeg boede i El Salvador, tænkte jeg: ”Åh, det er sådan et forfærdeligt land.” Men da jeg så kom til udlandet og åbnede ’Lonely Planet’, fandt jeg ud af, at folk faktisk rejser til mit land for at opleve det. Har du tænkt på noget, som du har oplevet i Danmark, som du kunne tænke dig at tage med dig? Helt sikkert ’respekt’: Jeg har kun prøvet at miste to ting ind til nu. Den ene var mit USB-stik, hvor jeg har hele mit liv på. Det lå på CSS en hel weekend, og da jeg kom om mandagen, var det her endnu. Men det er lige så meget respekt for ens medmennesker. Det ser jeg f.eks. i metroen, hvor alle er stille og er i deres egen verden. Det er ikke nødvendigvis en god ting, men det vil du ikke se nogen andre steder. Selv når du er på en bar, og folk er fulde, så holder de sig for sig selv og forstyrrer ikke andre. Jeg tror det må være en skandinavisk ting, for jeg så det også, da jeg var i Stockholm. Jeg har taget mig selv i at tænke ”Klokken er 3 om natten – er det her virkelig bylivet?” Det er lidt mærkeligt, men det er også fedt. Hvor tror du, at dit hjem er i fremtiden? Jeg kunne godt tænke mig at tage tilbage til El Salvador og få et job der på et tidspunkt. Jeg tænker allerede om et års tid at tage tilbage og bo der et halvt eller et helt år, men ikke for at slå mig fuldstændig ned. Det er ikke fordi, jeg savner mit hjem, men for det første vil jeg gerne besøge min bedstemor, som er meget gammel. For det andet vil jeg gerne tilbage til min base for at føle, at jeg har en. Jeg har måske et hjem andre steder, men jeg har ikke nødvendigvis en base. Et hjem og en base er ikke det samme. En base er et sted, hvor der altid vil være et hus, hvor du ved, at nogen eller noget venter på dig.

12

MAJ 2013


tema: anmeldelse

De uønskede børn Filminstruktør Michael Graversen fralægger sig journalistiske idealer og skaber en både smuk og rørende fortælling, der portrætterer tre uledsagede flygtningebørn fanget i overgangen fra barn til voksen i kamp med sig selv og et ugennemsigtigt asylsystem. Still fra filmen "Ingenmandsland"

TEKST: Rune Meidell Vi følger I dokumentaren ”For ung til udvisning” de tre uledsagede flygtningebørn Wasiullah, Shafi og Abdissa. Tre meget forskellige karakterer der på hver deres måde takler livet og ventetiden i Flygtningecenter Jægerspris. Abdissa stjæler alles hjerter ved sit nærvær og sin kreativitet. Han tegner barnagtige tegninger, som han forærer til personalet og chatter med piger på nettet. Shafis historie er mere dyster, og vi følger ham, imens han i tredjeinstans får afslag på asyl. Det medfører vrede og frustration, ikke alene hos drengen, men også blandt de Røde Kors-ansatte, der ikke kan forklare afslaget og gruer ved tanken om hans fremtid. I en alder af bare 16 år kan han se frem til endnu to år i asylcenteret, før han juridisk kan sendes ud af Danmark.

Filmen er et øjebliksbillede, der ikke gør meget ud af at fortælle drengenes flygtningehistorier, hvor de kommer fra, hvad der er sket med deres familier, juridiske teknikaliteter eller hvilke psykiske sygdomme de måtte lide af. Og netop fordi den er renset for disse diagnoser og fordomme, formår filmen at skabe nogle smukke og meget indtrængende portrætter, der fremstiller drengene som hele personer, der ikke kun kæmper for at opnå asyl, men også er unge mennesker, der har svært ved at komme op om morgenen.

”Den danske sommer og den smukt portrætterede natur optræder i skærende kontrast til de dramaer, der udspiller sig i fortællingen”

Der går noget tid før den tredje dreng, Wasiullah, får charmeret sig ind hos seeren. Han virker frastødende, har et grimt sprog og er aggressiv. Lunten er kort, og han bebrejder omverdenen sine problemer, når han f.eks. ikke kan komme ind i sit køleskab. Pludselig bryder han ud i gråd og sammenbidt smerte. Og man ser, at han kun er et barn. Et barn med endog meget store problemer. Hvilket kun understreges af, at hans hukommelse svigter, og at han glemmer ting.

At filmen ikke er journalistik arbejde, men en filmmagers værk, fremstår tydeligt på billedsiden. Den danske sommer og den smukt portrætterede natur optræder i skærende kontrast til de dramaer, der udspiller sig i fortællingen. Billederne af naturen og sommervejret som kullise bliver en poetisk dimension, der måske ikke ænses af dem, filmen berettes om, men ikke desto mindre er med til at skabe en virkningsfuld dimension for filmens seere. Få steder virker replikkerne instruerede, og her taber filmen terræn. Det virker utroværdigt,

Instruktør: Michael Graversen Spilletid: 30 min. TV-versionen "For ung til udvisning" blev vist på DR2 den 25.april. Biografversionen "Ingenmandsland" forventes at få biografpremiere til efteråret.

når drengene rundt om bordfodboldbordet med et smil på læben siger ”.. endnu et spil til at holde kedsomheden væk”. Det havde klædt filmen at udelade dette, og i stedet lade billederne tale for sig selv. Eksemplet er dog heldigvis en undtagelse i en film, som er bedst, når den poetisk beskriver, ikke når den forceret spidser vinklen til. Alt i alt en smuk, rørende og ikke mindst relevant fortælling, der på en menneskelig måde fortæller historien om en af vores samfunds store udfordringer og måske derigennem kan være med til at skabe debat om Danmarks rolle i en global verden. Bedøm selv!

MAJ 2013

13


tema: debat

Presserende behov for forbedringer af det danske asylsystem Det er alt for nemt at overse de barske kår, som er realiteterne for asylansøgere i dagens Danmark. Vi bliver nødt til at spørge, hvordan asylpolitikken påvirker samfundet, og her mener jeg, at vi har brug for et mere humant system. Der er efter min mening akut behov for forbedringer af det danske asylsystem, hvis vi vil sikre vigtige værdier og et bæredygtigt samfund for fremtiden. Tekst: Anne Katrine Gram Heegaard Foto: Ungdommens Røde Kors Kan du forestille dig at være på flugt? Kan du forestille dig at afvente et altafgørende svar på en ansøgning om asyl? Det er realiteterne for de mennesker, hvis sager er under behandling i det danske asylsystem og som under processen lever på asylcentrene rundt omkring i landet. De er flygtet og håber på, at Danmark kan blive deres nye hjem. Nogle får opholdstilladelse, andre får afslag. Sagerne kan tage måneder eller år at få afgjort. Mens tiden går, er vi ansvarlige for et system med uforsvarlige menneskelige omkostninger. Mandagsklubben Min indgangsvinkel til emnet og mine personlige holdninger er formet af mine erfaringer som frivillig i Ungdommens Røde Kors’ ”Mandagsklubben”. Det er en klub for unge, uledsagede asylansøgere, som jeg har været med til at køre gennem mere end to år. Eftermiddagene i klubben sammen med de unge asylansøgere har givet mig meget og gjort det meget lettere for mig at forholde mig til spørgsmål om asylpolitik. Det er nemlig ikke så nemt at ignorere de mennesker, som sidder og venter på de altafgørende svar på asylcentrene, når man først har fået sat ansigt, navn, følelser og fælles oplevelser på dem. Jeg forstår godt, hvorfor det er nemt at ignorere, når man ikke har. I dagens Danmark er centrene og dermed asylansøgerne bogstavelig talt isoleret fra

14

MAJ 2013

det omkringliggende samfund. Men når man ved bare lidt om den situation, som asylansøgerne befinder sig i, og de menneskelige omkostninger der står på spil, så er der intet forsvar for at udskyde forbedringer. Derfor synes jeg, at vi skal vide mere om det system, vi stiller til rådighed for vores medmennesker på flugt, og overveje hvad der er vigtigt, når vi tænker på de konsekvenser, som vores samfundsindretning skaber. Håbet om et hjem I disse dage foregår der tvangsudvisninger af asylansøgere, som har fået afslag på asyl. Det drejer sig konkret om afghanere, som ikke vil vende tilbage til Afghanistan, da dét de er flygtet fra, stadig får dem til at frygte for deres sikkerhed. Situationen i Afghanistan, de konkrete trusler samt tiden, hvor afghanerne har været på flugt og opholdt sig i Danmark, gør tvangsudvisningerne fuldstændigt umenneskelige. De har ikke noget at vende tilbage

til, intet hjem. ”Send dem hjem!” er således ikke bare en aldeles hånlig kommentar, men for mange en direkte meningsløs ytring. Bare ordet hjemsendelse er misvisende, hvis altså man forstår et hjem, som et sikkert sted, hvor man gerne vil være. Håbet om et hjem får en hård medfart gennem asylsagsprocessen. Mens sagen behandles, kan opholdet på asylcenteret bedst beskrives som en venteposition i ingenmandsland; en konstant tankestrøm omkring den uvisse fremtid, kun afbrudt af de daglige rutiner, som består i opretholdelse af livet og et minimum af frihed. Der kan være lysglimt og håb, men usikkerheden og manglen på muligheder for selvstændig udfoldelse tærer på psyke og krop. For de afviste asylansøgere, som ikke kan tage tilbage, er den eneste mulighed at blive på asylcentrene, indtil de bliver tvangsudvist. Det vil sige, at de er henvist til en meningsløs situation – både menneskeligt og samfundsmæssigt.

"Bare ordet hjemsendelse er misvisende, hvis altså man forstår et hjem, som et sikkert sted, hvor man gerne vil være."


tema: debat

Hvis du vil vide mere ... Hvis du vil vide mere eller arbejde frivilligt se: • Røde Kors og Ungdommens Røde Kors www.rodekors.dk og www.urk.dk • Dansk Flygtningehjælp og Ungenetværk www.flygtning.dk og www.dfunk.dk • Asylret www.aylret.dk • Trampolinhuset www.trampolinehouse.dk

Spil og hygge i ”Mandagsklubben” - et lille frirum i den ellers barske hverdag for unge, uledsagede asylansøgere.

Livet siver ud som dagene går Som jeg ser det, har mennesker brug for et holdested, hvor de kan finde helle. Når det er sikret, kan der så opbygges et tilhørsforhold gennem en kombination af følelsesmæssige forbindelser mellem det liv, de værdier og de muligheder, som et land kan tilbyde, og det medansvar og engagement som det enkelte individ lægger i sin tilværelse. Derfor synes jeg, at det er på sin plads at spørge, hvad vi ønsker at opnå med opbygningen af vores asylsystem? Hvilke værdier skal skinne igennem, hvis vi tænker på den effekt systemet og asylsagsprocessen har på de mennesker, det involverer? Hvis en ansøger vurderes at være berettiget til asyl efter de gældende regler, så er det bedst, at den pågældende hurtigst muligt bliver vist til rette i Danmark. Det kan indebære at påbegynde danskundervisning, begynde på uddannelse, i praktik eller på arbejde og måske engagere sig i frivillige aktiviteter og i foreningslivet. Når mulighederne for disse ting udsættes gennem en asylsagsproces, som kan tage adskillige måneder eller år, så går dyrebar tid til spilde, mens livet siver ud i en tilstand af pacificering og isolation i forhold til det omkringliggende samfund. Det er derfor mit håb, at lovforslaget om asylansøgeres muligheder for at bo og arbejde uden for centrene, som lige nu er under behandling hos Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, vil udmønte sig i reelle muligheder, som inkluderer og frigør asylansøgerne, mens deres sag behandles. Dernæst, at lovforslaget vil åbne op for yderligere muligheder for nytænkning og inklusion. Det handler ikke om partifarve Grundlæggende handler det om opbakning fra den danske befolkning og viljen til politiske prioriteringer med udgangspunkt i respekten for vores

medmennesker og ønsket om et hæderligt system, som vi kan være stolte af. Selvom det kræver politisk vilje og magt, mener jeg ikke, at opbakningen til de bagvedliggende motiver kræver nogen bestemt partifarve. Kan vi ikke være enige om at beskytte udsatte, sårbare mennesker? Vil alle ikke bakke op om en ordentlig og retfærdig behandling af mennesker på flugt? Hvis man tror på, at politik skal bero på noget dybere og stærkere end ren økonomi, skal man også være villig til at handle, når det er nødvendigt. Hvis vi ønsker et retfærdigt samfund, hvor der er plads til omsorg og positiv udvikling i form af bæredygtige prioriteringer, så er nødvendigheden i at gøre noget ved situationen for asylansøgerne ikke til at tage fejl af. Overordnet set bør man sikre en ordentlig asylsagsproces og garantere afgørelse inden for en fastsat tidsramme. I første omgang mener jeg, at man bør genåbne sagerne for de asylansøgere, som har fået afslag, men ikke kan tage tilbage. Det inkluderer efter min mening også, at tvangsudvisninger til Afghanistan bør stoppes. Dernæst bør man gøre mere for de unge, uledsagede asylansøgeres muligheder for aktivering gennem uddannelse og arbejde. Til at udarbejde forslag og komme med nye initiativer, foreslår jeg en arbejdsgruppe bestående af kompetente og engagerede mennesker på området: Politikere, Røde Kors-medarbejdere, tidligere og nuværende asylansøgere samt andre aktive på asylområdet. De første punkter på dagsordenen kan passende være konkrete forslag som bedre tolkning i asylsagerne, gratis offentlig transport for asylansøgere og mere gennemsigtighed i sagsbehandlingen.

”Grundlæggende handler det om opbakning fra den danske befolkning og viljen til politiske prioriteringer med udgangspunkt i respekten for vores medmennesker og ønsket om et hæderligt system, som vi kan være stolte af.”

Forhistorien .. Forløberen for dette indlæg er et debatindlæg, Anne Katrine Gram Heegaard indsendte til Politiken i slutningen af februar. Det blev bragt i avisen d. 4. marts 2013 og er at finde på pol.dk. I indlægget satte hun spørgsmålstegn ved vores aktuelle asylsystem og efterlyste ændringer i en mere human retning. Anne Katrine læser til daglig fransk med sidefag i samfundsfag.

MAJ 2013

15


Er du kreativ, har du talent for at skrive eller lyst til at lære at lave layout?

Så er

Corpus noget for dig!

Vi søger lige nu: - En redaktør - En layouter - Skribenter - Fotografer Send en mail til corpus@corpusmagasin.dk, og få information om, hvordan du bliver en del af redaktionen. Corpus er dit studentermagasin og åbent for alle, der læser på CSS. //Corpus 16

MAJ 2013


tema: debat

Før vi glemmer os selv

Efter mere end et årti med værdikamp, er vi stadig danskere?

Tekst: Rune Madsen Rune Madsen læser statskundskab Hvad skaber en hjemstavn? Er det, når et stort nok antal mennesker, der er enige med hinanden om verdens sammenhæng, bosætter sig et sted og kalder det for deres? Er det, når man udpeger bestemte genstande, som f.eks. statuer, som særlig vigtige for følelsen af at høre til? Eller har det noget med viden at gøre, som da Carina Christensen fra Det Konservative Folkepart i sin grundlovstale 2009 sagde: ”Når vi kender vores kultur og kulturarv, så giver det os medejerskab til samfundets institutioner og værdier.” altså at alle skal være enige om, hvad der adskiller ”os” fra ”dem”? Dette er blot få svar på det spørgsmål, som har præget os i mere end ét årti: Hvornår har man hjemme i Danmark? Angriber vi spørgsmålet funktionelt, vil hjemme være der, hvor man blev født. Men vi efterlades utilfredse med denne beskrivelse. Hjemstavnen er ikke kun, hvor man blev født, men også der, hvor man gik i børnehave, mødte sine venner, fik kærester og dét sted man længtes tilbage mod, da man flyttede væk. Hjemstavnen er altså der, hvor vi har vores minder. Men minder er en svær ting at holde fast på. Især i det offentlige. Blev velfærdsstaten skabt af glødende idealister, der håbede på en bedre verden eller af fornuftige pragmatikere? Tog Danmark imod folk ramt af krig, sult og tortur, eller blev vi rendt over ende af snyltere, lukket ind af idioter? Siden disse spørgsmål blev stillet for første gang, er vi ikke kommet et svar nærmere. Og det er ikke fordi, vi ikke har forsøgt at overdøve hinanden.

der dog to datoer, som fornyligt er gået ubemærket hen: den 8. og den 9. april. Den 8. april markerede den dag, hvor et fly lastet med de sandsynligvis sidste kampsoldater, der bliver sendt til Afghanistan, lettede fra Danmark. Der var to af mine kammerater om bord. Siden krigen i Afghanistan startede, er 43 soldater blevet dræbt og 211 er blevet såret i større eller mindre grad. Det er de tal, der dækker over de menneskelige tragedier, som Danmarks krige siden starten af det nye årtusind har medført. Snart kommer de hjem igen. Forhåbentligt alle uskadte og i live. Når vi taler om hjemstavn, kan vi ikke komme uden om, at Danmark ved flere lejligheder har valgt at gå i krig. På nær starten af Irakkrigen, var der ikke tale om krige, hvor det gjaldt om at tæve de andre soldater og bombe deres byer ind til modstanden holdt op, men derimod krige, hvor modstanderen opererede skjult blandt lokalbefolkningen og uden for vores evne til at overvåge. Der har været delte meninger om den danske indsats i disse krige. Der har været stillet spørgsmål om, hvorvidt det nyttede noget. Om Danmark overhovedet kunne gøre en forskel. Sandheden er, at selv om vi havde vores tvivl, så var det det officielle Danmark, vores alles repræsentanter, der træf en beslutning på vores vegne. Og det var de danske soldater, der meldte sig parat til at udføre ordren. hver især havde de deres egne bevæggrunde, men da vi kaldte på dem, så kom de uden tvang. De påtog sig den opgave, de blev givet, velvidende at de kunne ende med at dø. Om noget har de sidste 12 år vist os, at vi blandt os har enestående mænd og kvinder, der er villige til at bringe det højeste offer, når vi beder dem om det.

"Den 8. april markerede den dag, hvor et fly lastet med de sandsynligvis sidste kampsoldater, der bliver sendt til Afghanistan, lettede fra Danmark."

Men selv efter et årti præget af forskellige bud på, hvad det vil sige at være dansk, og hvornår man er dansk samt flere forsøg på at vise, at vi med våbenmagt vil værne om danskheden, er

Den anden dato som er gået ubemærket hen, er den 9. April. Datoen der markerer dagen, hvor Danmark sidst blev udsat for et angreb fra en fremmed statsmagt. Den dag i 1940 blev det besluttet, at vi ville stoppe med at kæmpe for de danske værdier med våbenmagt mod den overmægtige fjende. I stedet ville vi vise de danske værdier hver dag og holde dem i live over for hinanden og over for de soldater, som skæbnen havde gjort til vores besættere. I modsætning til dem, der truer os i dag, viste vi dengang gennem vores tolerance af de tyske soldater en vis form for solidaritet med dem. De gjorde kun det, som de fik besked på, fordi de ville værne om deres land og dets værdier. Præcis som vores soldater gør det i dag. Selvom besættelsesdagen, bortset fra lyden af luftsirenerne, foregik i tavshed, og selvom kun få kendte til de danske soldater, der tog af sted den 8. April, og kun få var der for at tage afsked med dem, markerer disse to dage for mig noget særligt. Selv i en tid, hvor mange af os føler os frigjorte fra de bånd, der bandt vores forfædre til deres plads, har vi stadig vores bedste arv fra de mørkeste kapitler i vores historie. En historie, der beretter om et fravær af had over for dem, der er anderledes og som skæbnen har bragt os nær, samt en vilje til at give os for hinanden. Det er for mig ikke et tilfælde, at værnepligten lige nu er populær som aldrig før med unge, der står på venteliste i et år for at aftjene den. Eller det faktum, at hjemmeværnet får stadig flere nye medlemmer. Efter over et årti, hvor vi er blevet til splittede, frigjorte individer, der skal være selvrealiserende og nyttemaksimerende, søger vi fællesskabet, hvor det findes. Vi vælger at gøre selvdestruktive ting af hensyn til fremmede. Vi søger et hjem, hvor vi kan give os for noget, som vi føler er værd at værne om. For mig som dansker er hjemme der, hvor andre vil have mig, og hvor jeg vil have andre. Et sted, hvor jeg kan bringe et offer for andre. Et sted, hvor vi mindes dem, som var der for os i vores nød. Et sted, hvor vi ikke lader forskellighed skille os ad som mennesker.

MAJ 2013

17


Campusliv

Medicin er en menneskeret Tekst: Marie Seestedt, Anna Laulund og Benjamin Ebeling, Foto: Simon Mogensen

Medicin er ikke en økonomisk byrde – det er en menneskeret. Så enkelt er budskabet hos studenterforeningen UAEM, der arbejder for global adgang til livsnødvendig medicin i et system, hvor sundhed, empati og socialt ansvar bør vægtes højere end profit.

Mens det meste af Danmark eftersigende skulle være på piller, er problematikken den omvendte andre steder i verden. Manglen på medicin koster liv i den tredje verden - en realitet, der næppe kan overraske nogen. Men problemets uoverskuelighed og kompleksitet gør det til tider svært at finde rundt i problemstillinger, løsningsmuligheder, og hvad man som universitetsstuderende kan gøre ved sagen. Studenterforeningen Universities Allied for Essential Medicine, i daglig tale UAEM, har alligevel taget kampen op for et system, hvor global sundhed bør have højeste prioritet – uanset hvilke økonomiske midler, de, der har brug for medicinen, har til rådighed. I foreningen arbejdes juridisk og sundhedspolitisk med global adgang til livsnødvendig medicin, og med den måde hvorpå forskning i statsligt regi bliver foretaget og finansieret. Ikke fordi de studerende alene kan gøre noget – men fordi de gennem deres magt på universiteterne kan være med til at skabe fokus og tvinge medic-

18

MAJ 2013

inalindustrien til at ændre den nuværende skævvridning inden for både forskning og adgang til medicin. Foreningen er international og tværfaglig; bare på CSS tæller den både statskundskabere og folkesundhedsvidenskabere; og kampen for den sundhedspolitiske dagsorden samlede sidste måned over 100 studerende, forskere, NGO’er og politikkere til konference på Københavns Universitet. Oversete sygdomme og rigide patentregler Men hvad kan studerende på statskundskab og folkesundhedsvidenskab overhovedet gøre, når det skønnes, at en tredjedel af jordens befolkning ikke kan få adgang til livsnødvendig medicin, og at dette koster 10 millioner menneskeliv årligt? Løsningen er alt andet end simpel. Og her spiller allokeringen af forskningsmidler en vigtig rolle – lige nu bruges 90 % af verdens forskningsmidler til at forske i 10 % af alle verdens sygdomme. Dette betyder, at forskning i mange sygdomme negligeres; de er simpelthen uinteres-

sante, fordi andre markeder er mere profitable. Sovesyge og gul feber får nok ikke en klokke til at ringe hos særlig mange CSS’ere. Men netop disse – og mange andre sygdomme, der primært rammer i tredjeverdenslande – er blandt de oversete sygdomme, når der forskes. Samtidig gør rigide patentregler det dyrt for befolkningen i tredjeverdenslande at få råd til medicin. En ændring af reglerne, der kan nedbringe priserne i den tredje verden – uden nødvendigvis at ændre de profitable markeder i vesten – er derfor også en måde at afhjælpe problemet på. På den lange bane arbejdes der i UAEM for et sundhedssystem, hvor forskning og udvikling globalt set kommer alle til gode – og hvor sundhed bliver ses som en menneskeret frem for et spørgsmål om profitmaksimering. Ikke fordi de studerende alene kan sørge for global sundhed, men fordi de gennem deres magt på universiteterne kan være med til at sætte en dagsorden.


Campusliv: interview

Profit, Ansvar og Menneskeliv Tekst: Marie Seestedt, Anna Laulund og Benjamin Ebeling, Foto: Simon Mogensen

I sidste måned mødtes studerende, forskere, politikkere og NGO’er på Københavns Universitet til en konference om retten og adgangen til medicin og global sundhed. Men hvad er de mest presserende problemer? Og har de universitetsstuderende overhovedet en chance mod medicinalindustriens lobbyister? CORPUS fik en snak med tidligere europaparlamentariker, spanieren David Hammerstein, der i dag kæmper for et mere retfærdigt globalt sundhedssystem.

Hvad er din motivation for at være her til konferencen? Det er vigtigt, at de unge i samfundet indser, at relationen mellem universiteternes medicinske forskning og de medicinalvirksomheder, de arbejder sammen med på mange måder har et umoralsk og korrupt element: at de ikke tilgodeser dem, der rent faktisk har brug for medicin og medicinsk behandling. Den største motivation har dog været at fortælle de studerende, at de har muligheden for at ændre dette system. Hvad er det så de studerende rent faktisk kan gøre? Studerende, som i fremtiden vil være ledere inden for det politiske system, bør vide, at det globale sundhedssystem er udemokratisk og ugennemsigtigt, men at de i kraft af deres positioner, har magten til at ændre det. Hermed ikke sagt,

at de ikke har muligheden for at ændre systemet her og nu. De studerende har et fantastisk drive, er kreative og har generelt en evne til at skabe bred folkelig opmærksomhed omkring emner, hvilket ofte skaber et så stort pres på de ansvarlige, at de må ændre deres sædvanlige måde at handle på. Som tidligere medlem af Europaparlamentet, hvad ser du så som EU’s vigtigste opgave på dette område? Som I sikkert allerede ved, bliver en stadig større del af de enkelte staters lovgivning bestemt fra Bruxelles, og derfor ville det selvfølgelig være fantastisk, hvis der blev lavet fælles retningslinjer – eller endda love – der sørger for, at den forskning, der er statsligt finansieret, også kommer alle til gode. Det kunne ske igennem en nytænkning af patentsystemet eller gennem et krav om, at den kæmpe mængde statsligt støttet forskning der findes, skal komme hele det globale samfund til gode.

Hvad er de største forhindringer i forhold til at få sådan en lovgivning igennem? Sådan som jeg ser det, er der to rigtig vigtige ting, der mangler – og det er her, at NGO’er som UAEM er vigtige. For det første er der brug for, at den brede befolkning bliver opmærksomme på problemet og stiller deres politikkere ansvarlige. Her er oplysningsarbejde rigtig, rigtig vigtigt, og det er noget som NGO’erne generelt er gode til. Det andet problem er, at vi ser et kæmpe lobbyarbejde fra medicinalfirmaernes side. Der er over 400 lobbyister i Bruxelles, der arbejder på vegne af medicinalindustrien og kun en håndfuld, der advokerer for den anden side. Det skyldes selvfølgelig forskelle i ressourcer, men også, at man skal kende EU’s indretning. Derfor er det vigtigt, at NGO’erne har medlemmer, der har forstand på dette system. Det er i dag sådan, at de store private virksomheder vinder ved at prioritere økonomi over menneskeliv. Det skyldes stærk lobbyisme fra deres side.

"Den største motivation har dog været at fortælle de studerende, at de har muligheden for at ændre dette system."

MAJ 2013

19


campusliv: Anmeldelse

Heilende grækere og 100% politisk ukorrekthed Tekst: Anders Højberg Kamp Foto: Lars Juul Hauschildt Sex, provokation og platheder ”Revyen er for lækker, revyen er for lækker, revyen er for lækker”, lød det igen og igen i den fyldte forelæsningssal. Ingen tvivl om, at den studentikose begejstring var at føle i den flere hundrede mand store forelæsningssal. Setuppet var en blanding af musical og sketches, samt et følsomt rockband til at holde begejstringen oppe under de mange sceneskift. Det handlede om aktuelle politiske og kulturelle tendenser. Midlerne var sex, provokation og platheder. To akter. Som sådan alt det, der gør udgør en revy. Revyen var bedst, når den var politisk ukorrekt: Vi grinede af n-ord og skævøjer, af grækere der heilede, af skydeliderlige soldater, af religiøse tosser, bøsser og frihedsfundamentalister. Tiltrængt i en tid, hvor børn dårligt må læse om Tintins eventyr i Afrika, og hvor ordet neger er blevet til hysterisk tabuisering. Det var revyens sketches, der fungerede bedst. Dén om drengerøvene med chips og cola, der sad foran deres playstation og skød hundredevis af fjender og civile, mens publikum grinte højlydt af deres barnagtighed og fuldkomne optagethed af at få flere frags og en højere score. Vi kender

20

MAJ 2013

nemlig alle til stereotypen i vores omgangskreds. Latteren blev ikke mindre, da vi fandt ud af, at drengerøvene var unge soldater, som styrede dronefly hjemme fra basen. De uansvarlige soldater kunne sagtens være taget fra den tre år gamle film ”Armadillo”, som satte spørgsmålstegn ved de danske Jensers moral og intellekt.

kunne man genkende ham fra virkeligheden – og så var det en glimrende idé at insinuere, at han havde udarbejdet finanslove omkring 40 år frem, og dermed stadig sad på magten og fik svage sjæle til at udføre sine love: ”Tillykke med din første finanslov, Bjarne”, lød det nasalt fra den forhenværende statsminister i sketchen.

Svage politikerparodier og en nasal Fogh Nyhedsindslaget, hvor der blev taget pis på tidens journalistik, var også i top. En mandlig OG kvindelig studievært underholdt os med Breaking News om ræven Mads, der vist nok havde været i fare, om de dumme, lækre vejrdamer og om mineudgravning i Grønland, hvor deres korrespondent var ekspert i massegrave, fordi ”han havde været på cykeltur i Kosovo”. Generelt holdt man også et højt niveau med sketches over det svenske kulturindtog med Astrid Lindgren og krimier i front, en sketch som folk fremhævede i pausen, og om det homoseksuelle ”fede svin, der hellere ville være læge”! Karikaturerne af Vilhelmsen, Vestager, Corydon osv. var til gengæld so and so. For det var svært at genkende politikerne i de lallende karakterer, og så falmede satiren. Derfor fungerede den i øvrigt meget brugte kontrolfreak Anders Fogh Rasmussen bedst – for med sin nasale stemme

Råstof rimer på ”hot stuff ” Sangene var en blandet landhandel. Nogle af sangteksterne var desværre lidt for klodsede og spidsfindige til for alvor at være morsomme, og værre var det, at den instrumentale lyd i flere af numrene var så høj, at vokalen blev utydelig. Det gjorde sig blandt andet gældende i åbningsnummeret ”Kina på glatis”. Sangteksten skulle vist nok være morsom, men utydelig rap blandet med distortion-guitar gjorde, at ørerne kom på overarbejde. Det, der foregik på scenen, virkede ellers sjovt nok. Noget med fordrukne grønlandske slaver styret af imperialistiske risgnaskere på indtog i grønlandske miner, men ”det eneste de fandt, var en masse flaskepant”. Som sådan et okay tema, klassisk, men det gav et los i røven til den politiske korrekthed: ”Det er sjovt, fordi de ligner hinanden”. Havde bandet skruet ned for lyden, så rappen var blevet tydeligere, og havde lyrikken været skarpere, kunne det fungere godt: men at lade


campusliv: Anmeldelse

råstof rime på det intetsigende fyldord ”hot stuff ” kan gøres bedre. At lade ord rime, fordi de rimer, eller for fyldens skyld, var desværre symptomatisk for flere af sangene. Heldigvis var der også lyspunkter! Blandt andet var et sådant lyspunkt ”Sidste punkt på dagsordenen” sunget A cappella om konsekvenserne af den økonomiske krise og klimaets deroute: ”Markederne fejler, grækerne heiler (...) Vi bomber CO2’en (...) vores bomber de gør naller, og temperaturen falder.” Adele-kopien fungerede godt på det melodiske plan på grund af en stor, men rå sangstemme og tøserne bag mig var bjergtagede, kunne man høre. ”Hvor er det fantastisk” lød det. En satire over midaldrende kvinder med hængepatter, som i økonomiske krisetider skuer langt efter botox og plastik, blev der også plads til, og nummeret om den efterhånden store gruppe af silverfoxes på Christiansborg, hvor ældrebanden bekæmper børnebanden med sølvgråt hår, sad også lige i skabet. Lyriske perler på snor Og man skal ikke vende det blinde øje til, når lyrikken bliver fremført godt, så den kræver visuel opmærksomhed: ”Men det er nu svært med sorte, der går rundt med hvide klær,” lød det tørt fra et hvidklædt kor af religiøse tosser. Lyrikken fungerede også godt i ”En græsk tragedie”, hvor ”statskassen er tom” og ”sommer

gik med Ouzo og kæmpe vom”. De dovne europæiske sydlændinge ville hellere gå på pension på deres fyrretyvende fødselsdag og lade Merkel betale. Eneste problem var ”Mørkemænd fra fremmed land” som skulle ordnes med ”negerflækker”. Fremførslen var om muligt endnu bedre. Fem olierede bare overkroppe i underbukser rappede over Bikstok Røgsystem til det kvindelige publikums store fornøjelse – et par af dem så vist ret godt ud. Bar røv og stænger Og revyen var rigtig nok lækker, på det punkt var jeg helt enig. Jeg klagede i hvert fald ikke over den arabiske prinsesse og den smukke blondine, som dansede rundt i strømpebukser med nærmest bar røv og stænger under et Beyoncenummer. Til hele salens store begejstring, der første og eneste gang under revyen rejste sig op. Man kunne jo for helvede intet se, hvis ikke man fulgte flokken! Og sådan skal det være. Ingen revy uden sex. Næppe var der mange på drugs, men rock n’ roll var der også. For bandet Munken og Græske Penge fortjener roser med på vejen for glimrende udgaver af blandt andet Depeche Modes Personal Jesus, Kraftwerks The Model (ét minut for kort) og det hårrejsende nye danske hit Panamahs DJ Blues.

Anders Højberg Kamp er journalistpraktikant på Berlingske med speciale i kultur og livsstil

Anders Højberg Kamp er vores uvildige anmelder og er til dagligt journalistelev på Berlingske Tidende med kultur- og forbrugsstof som speciale.

MAJ 2013

21


N

campusliv

yheder

fra det

Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek

Stor tilstrømning til kurser Zotero er et gratis program, som du kan downloade og installere som add-on til din Firefox browser. Det hjælper med at holde styr på dine referencer og noter og kan derved spare en masse tid. Programmet arbejder sammen med Word og gør det muligt lynhurtigt at indsætte f.eks. en litteraturliste i en opgave eller afhandling. Referencerne er altid tilgængelige online, og man kan også let dele dem i en studiegruppe eller klippe dem ind i en mail til sin vejleder. Blandt de studerende på CSS er der en stor efterspørgsel efter Zotero. Det samfundsvi-

22

MAJ 2013

denskabelige bibliotek har derfor i løbet af foråret afholdt en hel række kurser, for at hjælpe studerende med at komme i gang med at bruge programmet. Erik Schwägermann, som er en af underviserne, er selv meget begejstret for Zotero og forklarer, at det er væsentlig lettere at bruge end andre referencehåndteringsprogrammer. Han beskriver, hvordan de studerende emmer af begejstring, når de ser, hvordan man i løbet af få sekunder kan indsætte en flere siders perfekt udformet litteraturliste i et dokument. ”Ja, man skulle tro, at jeg havde aktier i Zotero. Det har jeg desværre ikke, for så var jeg blevet en holden mand”, fortæller Erik Schwägermann med et smil. I løbet af efterårssemestret vil der igen blive afholdt kurser i Zotero. Hold øje på bibliotekets hjemmeside, www.samf.kb.dk, hvor du også kan tilmelde dig elektronisk.


klumme

Nikolajs klumme

Manifest for takt og tone på læsesalen: Eller hvordan en gulerod kan ødelægge min dag TEKST: Nikolaj Arve Henningsen Så skete det igen! Med et enkelt gnask i en sølle gulerod fik pigen på læsesalen ødelagt min formiddag. Morgenen havde ellers været fyldt af en guddommelig stilhed, men nu – fra det ene øjeblik til det andet – var det hele ødelagt. Sart? Ja! Men hvis du ikke genkender følelsen, er du sikkert én blandt de mange, der tror, at gulerødder er helt okay på læsesalen. Jeg kan afsløre, at det er de ikke. Der er intet, ikke engang en punkteret cykel eller en emsig politibetjent med bødehæftet fremme, der er så afskyeligt, så ødelæggende for en god start på dagen, som når læsesalen fyldes af den øresønderrivende lyd af tænder, der knaser sig i gennem guleroden, spyttet, der smasker rundt i munden, og den tilstoppede næse, der desperat hiver efter vejret. Åh, hvor jeg håber, du må kløjes i din usle, lille gulerod! Jeg bliver oprigtigt ked af det på menneskehedens vegne, intet mindre, når folk ikke kan forstå den simple husregel, der går under navnet det kategoriske imperativ: ”Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne”. Eller på dansk: Gulerødder hører ikke til på en læsesal. Punktum. Det kan godt ske, at mor og far aldrig har givet dig en fornemmelse for almindelig pli, ja, de har måske endda opfordret dig til at spise grøntsager i ny og næ. Men det er aldrig for sent at lære. Og de to identiteter – den flittige elev på læsesalen Nikolaj Arve Henningsen læser statskundskab på 6. semester

og den sunde grøntsagsfanatiker – må, kan og skal adskilles. DESVÆRRE ER GULERODSGNASKEN ikke det eneste problem. Det er nærmere den ekstreme udgave af et meget mere omfattende problem: At læsesalene bliver brugt til alverdens andre gøremål end lige netop dét, de er sat i verden for. Helt bogstaveligt: At være en sal, hvor studerende kan læse. Hvem har eksempelvis ikke sendt en hurtig sms? Sovet? Hørt lidt for høj musik i høretelefonerne? Lavet en morsom, men alligevel lidt seriøs, navlebeskuende, men alligevel verdensklog, statusopdatering på Facebook? Det har vi alle, og dét er problemet. Hver for sig forstyrrer de små ting måske ikke nok til at blive irriterende, men til sammen udgør de et direkte angreb på den stilhed, brugerne af en læsesal fortjener. Du kan selvfølgelig altid indvende, at jeg bare er en dum jyde, som ikke er vant til storbyens trummerum. Men du skulle tage at prøve det, stilhed, bare et øjeblik. Det kan faktisk være meget rart. Jeg foreslår derfor, at universitetet omdanner en del af de nuværende læsesale til reelle læsesale og omdøber resten til arbejdsrum. Så kan vi, der bare gerne vil læse, gøre det i fred og ro, mens de, der gerne vil taste løs på computerens tastatur, sove, sms’e eller høre musik, kan gøre det i lokalet ved siden af. Om der bliver plads til gulerodsgnaskerne i arbejdsrummene, skal jeg ikke kunne sige. Det må tiden vise. Men måske de en dag tager plads foran universitetets døre i små grupper ved siden af rygerne, for at samtale og gnaske løs på de orange sataner, låne gulerødder af hinanden og have det godt med sig selv. For alle eventyr har en lykkelig slutning. Også denne gang.

MAJ 2013

23


du har valgt en lang uddannelse.

nu skal du ikke nøjes med en hvilken som helst a-kasse.

ma-kasse.dk

Vi kender vejen til dit drømmejob Vi ved, at vores medlemmer har helt unikke kompetencer, og at du bliver drivkraften på fremtidens arbejdsmarked. Og så sikrer vi dig selvfølgelig økonomisk, hvis du bliver ledig. Er du studerende, har du mulighed for at få medlemskabet gratis. Har du været medlem i ét år, når du dimitterer, slipper du for karensmåneden og tjener dermed 14.235 kr. Send en sms med teksten MA til 1277 så ringer vi til dig. (Det koster normal takst). Meld dig ind på ma-kasse.dk/blivmedlem

Scan og bliv ringet op af MA


Corpus #2 2013