Issuu on Google+

Bragt i Berlingske Tidende den 9. januar 2006

Debat: Opinion: Verden har brug for Copenhagen Consensus Hvis man vil gøre godt i verden, er det vigtigt at turde se realiteterne i øjnene og prioritere

Bjørn Lomborg Ph.d., adjungeret professor og direktør i Copenhagen Concensus Center, CBS

Copenhagen Consensus satte fra 2004 dagsordenen for meget af den globale debat om verdens prioriteter. Den stillede for første gang det helt afgørende spørgsmål: Hvis vi ikke kan gøre alle ting, hvad skal vi så fokusere på først? Den bragte nogle af verdens bedste økonomer sammen, inklusive fire nobelpristagere, der vurderede alle de forskellige muligheder for at gøre godt, fra klima og smitsomme sygdomme til fejlernæring, finansiel ustabilitet og frihandel. De opstillede for første gang og i stor enighed en rangordnet liste for verdens bedste indsatsområder fra indgreb, hvor vi kan gøre utrolig meget godt for hver krone, til indgreb, der gør meget lidt forskel. Mødet og listen blev refereret og debatteret i de fleste lande – et lille glimt inkluderer New York Times, Washington Post, CNN, BBC, ZDF, The Economist, Fortune, Telegraph, Guardian, le Monde, Volkskrant, Die Welt, Der Spiegel, El Mundo, til Hindustan Times og aviser i Indonesien, Uganda, Sydafrika og Columbia. Og Copenhagen Consensus har blandt andet været en del af baggrunden for USAs beslutning om at give 1,2 milliarder dollar til malariabekæmpelse sidste år. Alligevel harcelerer Christian Ege 4. januar over, at der skal laves en ny og endnu bedre Copenhagen Consensus i 2008. Det er måske ikke overraskende. Christian Ege mener her (som han har skrevet mange gange tidligere), at der ikke er behov for at prioritere, men at der burde være penge til alle gode formål. Som idealistisk udsagn er det naturligvis meget sympatisk, og jeg ville også ønske, at vi levede i en verden, hvor vi håndterede alle problemer – en verden hvor ingen døde af AIDS, ingen manglede rent drikkevand og kloakering, alle havde uddannelse og adgang til vores markeder, drivhuseffekten blev tacklet, og ingen sultede. Men hvis man vil gøre godt i verden, er det vigtigt at turde se realiteterne i øjnene. Vi kunne tackle næsten alle problemer samtidig, men det bør være indlysende, at vi langtfra gør det. At vende det blinde øje til dette er ikke idealistisk, men dumt. Det betyder ikke, at man er moralsk, men at man har opgivet at handle i den virkelige verden. Man undgår ikke, at en prioritering finder sted ved at undlade at snakke om den – men man gør det umuligt at gøre den bedre. Man accepterer i stedet, at det ikke er de bedste løsninger, men de bedst medieprofilerede der bliver gennemført. Tænk, hvis læger på en overfyldt skadestue ikke visiterede patienterne efter deres sygdomme. Tænk, hvis lægerne først behandlede dem, der tilfældigvis stod forrest i køen eller råbte højest. Så kom den brækkede arm måske før hjertetilfældet. Det ville koste liv og være forkert brug af ressourcer. Vil vi acceptere den metode, når det gælder hjælp til verden? Men i Christian Eges optik er Copenhagen Consensus et ondt projekt. Det er svært at se andre COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2254 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM


begrundelser for, at han gentagne gange beskriver og kritiserer det mod bedre vidende. Christian Ege hævder, at Copenhagen Consensus Center får »et langt større beløb« end Danidas nedskæring på oplysningsbevillingen. Dette er simpelthen forkert og formentlig baggrunden for, at han mener, vi bliver forgyldt. Vi får lidt over 2 mio. om året, nedskæringen er 12 mio. Christian Ege hævder, at nyheden om centeret skulle være ladet »sive 23. december« for at undgå opmærksomhed. Det er en overraskende fordrejning, al den stund han selv udtalte sig i pressen om projektet 21. december, og vi faktisk holdt en pressekonference 22. december. Endelig sætter Christian Ege spørgsmålstegn ved den folkelige efterspørgsel efter Copenhagen Consensus. Det er en skam, Christian Ege ikke har fået læst den korte offentliggjorte oversigt over projektet, inden han farer i blækhuset. Vilstrup har spurgt 1.000 danskere, og mens hele 14 pct. var enige med Christian Ege, mente 71 pct., at der var et stort eller meget stort behov for en Copenhagen Consensus. Måske vigtigst hævder Christian Ege, at Copenhagen Consensus gennem den såkaldte diskontering bygger på »en økonomisk metode, som automatisk nedprioriterer de langsigtede spørgsmål«. Dette er objektivt forkert, og det er han blevet gjort opmærksom på adskillige gange. For det første hævder Christian Ege, at der er andre metoder, men dette er simpelthen ikke rigtigt – alle økonomer er enige om, at en eller anden form for diskontering er nødvendig. For det andet hævder Christian Ege, at metoden favoriserer kortsigtede projekter og glemmer fordele langt ude. Begge er forkerte og også pointeret tidligere. Metoden inkorporerer både fordele og omkostninger på kort og langt sigt. Han protesterer over, at HIV/AIDS kommer før klima i Copenhagen Consensus listen, men det skyldes ikke blot, at kondomer redder mennesker her og nu, men også at en AIDS-indsats på langt sigt vil stille Afrika langt bedre, og at indsatsen per krone er ufattelig virkningsfuld. Derimod vil en stor indsats over for klimaet (som f.eks. Kyoto) koste mange penge her og nu, men gøre kun meget lidt godt om hundrede år. Det er svært ikke at fornemme, at Christian Eges egentlige anke skyldes, at han er forkæmper for en vidtgående klimaindsats, og at den kom nederst på listen. Det er ikke overraskende – en prioritering vil altid betyde, nogen kommer nederst, og det er sjældent populært hos dem. Men det ændrer ikke ved diskussionen: Hvis vi skulle bruge flere penge på at gøre godt i verden, skulle vi så hjælpe overordentlig mange mennesker meget nu og dermed sikre dem og deres efterkommere et langt bedre liv med større muligheder, eller skulle vi bruge de samme penge til at gøre meget lidt godt først om hundrede år? At lukke øjnene for prioriteringen er åbenlyst ikke moralsk forsvarligt.

2


9. januar 2006