Issuu on Google+

Bragt i Jyllands‐Posten, d. 22. september, 2009 

  Kronik: Løsning dyrere end problemet  De politiske beslutningstagere, der mødes i FN i denne uge, bør standse deres ensidige fokus på CO2‐ nedbringelse og i stedet lave aftaler om seriøse investeringer i forskning og udvikling. Der er markant  større sandsynlighed for, at en sådan model vil være acceptabel for de store og afgørende lande som  USA, Kina og Indien, skriver Bjørn Lomborg.  Af Bjørn Lomborg  Der kommer til stadighed flere beviser på, at forholdsvist billige politikker, såsom teknologiske  klimaforbedringer og forskning i ikke‐CO2‐baseret energi, effektivt kunne forhindre global opvarmning,  både på kort og lang sigt. Desværre synes de politiske ledere, som samles til et særmøde i FN i New York i  denne uge, at ville fokusere på en helt anden løsning.   Klimaminister Connie Hedegaard satser her på, at FN's generalsekretær Ban Ki ‐moon vil kunne  konkludere, at verden skal forpligte sig til at temperaturen ikke må stige mere end 2 grader og at verden  derfor skal forpligte sig til at reducere CO2‐udledningerne dramatisk. Der vil være store slagsmål omkring,  hvor stor en reduktion ilandene skylder verden og hvor meget ulandene vil være med, ligesom man vil  skændes om, hvor meget de rige lande skal betale de fattige, for at skære endnu mere. Men alle vil være  enige om, at CO2‐nedskæringer er det helt rigtige.   Dette er desværre det forkerte svar. Det spørgsmål vi måske først burde stille os selv er snarere: Ønsker vi  at være den generation, som lovede så meget, men som ikke kunne løse global opvarmning? Vores  efterkommere vil ikke dømme os på vores flotte retorik eller på størrelsen af vores løfter. Vi bliver dømt  på det vi leverer.   Det er på ingen måde lykkedes os at tøjle den stigende udledning på trods af de velmenende løfter, som  blev givet i Kyoto i 1997 og tidligere, fordi reduktioner af CO2 er dyre at føre ud i livet. Dette problem vil  kun vokse i takt med, at vores løfter bliver mere ambitiøse.   Forskning udført af klimaøkonomen, professor Dr. Richard Tol, viser, at en nedbringelse af CO2, som er  stor nok til at holde temperaturstigninger under de retorisk flotte to grader celsius ‐ et mål som G8‐ landene og EU allerede har bekræftet, og som Connie Hedegaard nu håber bliver gentaget i FN ‐ vil  reducere verdens BNP med svimlende 12,9 pct. i 2100, hvilket svarer til 200.000 milliarder kroner om året.  Til sammenligning vil tabet af velfærd, som er forårsaget af global opvarmning, udgøre langt mindre  15.000 milliarder kroner om året i 2100. Samtidig vil vi skulle betale langt mere for reduktionerne  begyndende fra i dag, mens fordelene først vil begynde at vise sig i løbet af den anden halvdel af  århundredet.   I alt viser det sig, at for hver krone, der bruges på global nedbringelse af CO2, undgår vi klimaskader for  blot to øre. Og måske nok så væsentligt så antager sådanne beregning, at alle politikere på tværs af alle  nationer og kontinenter og igennem hele århundredet vælger de absolut mest effektive løsninger. Hvis vi  mere realistisk antager, at politikere vælger langt mindre smarte løsninger ‐ som de har gjort både i EU,  Australien og USA ‐ vil det være mere sandsynligt at verden for hver krone brugt, vi undgå skader fra  klimaforandringerne til omkring en hundrededel af én øre. Denne løsning er alt i alt utroligt meget dyrere  end problemet.   En global aftale baseret på nedbringelse af CO2 forventes at inkludere store udgifter for rige lande, så de  kan hjælpe de fattige nationer med at forberede sig på global opvarmning. Der er stor fare for, at dette  rent faktisk fjerne fokus på at redde liv fra nutidens problemer.   COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2255 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM


De rigeste lande synes parate til at bruge mange penge på at redde ganske få liv i den fjerne fremtid, i  stedet for at bekæmpe fejlernæring, malaria og smitsomme sygdomme i dag. Men det er umoralsk at  bygge en dæmning for at forhindre en oversvømmelse om 100 år, når de folk, som lever ved siden af  dæmningen, sulter i dag: Vi burde hjælpe samfundene til at blive stærkere i dag og dermed langt bedre i  stand til at forberede sig på skaderne fra global opvarmning, som indtræffer om 50‐100 år.   Det er derfor ikke nogen overraskelse, at verdens førende økonomer ‐ inklusive tre nobelprisvindere ‐som  mødtes tidligere i denne måned til Copenhagen Consensus on Climate for at evaluere politiske svar på  klimaforandring, konkluderede, at de globale CO2‐afgifter er en »meget ringe« løsning.   Alligevel er CO2‐nedbringelse blevet et mantra for den politiske elite. Vi har brug for en anden metode,  som er politisk opnåelig, økonomisk ansvarlig og moralsk forsvarlig. Verdens ledere bør fokusere på de  investeringer, som økonomerne for Copenhagen Consensus‐projektet fandt mest lovende.   Forestil dig, at vi kunne udligne klimaforandringerne i de næste hundrede år for et beløb, som er mindre  end hvad USA bruger på klimaforskning på ét år.   Forskning udført af dr. Eric Bickel fra University of Texas fremhæver potentialet ved teknologiske  klimaforbedringer til at gøre lige præcist dette.   Bickel har undersøgt omkostningerne og fordelene ved såkaldt blegning af havskyer. Dette er er et  veletableret teknologisk forslag, som er blevet beskrevet i tidsskrifter som Nature og Royal Society, hvor  skibe sprøjter dråber af havvand op i atmosfæren. Dette forstærker den naturlige proces hvormed mange  skyer dannes omkring saltpartikler fra fordampet havvand.   Ved at sende flere saltkrystaller op skabes flere og hvidere skyer, der derfor reflekterer mere sollys tilbage  i rummet og gør planeten en smule køligere.   Copenhagen Consensus konkluderer, at hvis der i alt bruges 45 milliarder kroner på at udvikle denne  teknologi, er der gode chancer for, at det kan modvirke den globale opvarmning for hele dette  århundrede. De økonomiske fordele ved at forhindre temperaturstigningerne vil udgøre op imod 100.000  milliarder kroner.   For hver krone vi bruger her, vil vi med stor sandsynlighed kunne undgå mere end 2.000 kroner  klimaskader.   Vi burde forske i denne og lignende teknologier i dag for at identificere dens begrænsninger, risici og  potentiale som en midlertidig løsning, der kunne udskyde den globale opvarmning med hundrede år.   De 100 år har vi brug for til at reducere temperaturstigninger på en bæredygtig, langsigtet måde, som ikke  er baseret på CO2. F forskning, udført af økonomiprofessor Chris Green fra McGill University i Canada,  viser at kilder til ikke‐fossil brændstofenergi såsom atom‐, vind‐, sol‐og geotermisk energi på baggrund af  deres aktuelle tilgængelighed vil få os mindre end halvvejs mod stabile CO2‐udledninger i 2050, og kun en  lille fraktion af vejen mod stabilisering i 2100.   De politiske beslutningstagere, der mødes i FN i denne uge, bør standse deres ensidige fokus på CO2‐ nedbringelse og i stedet lave aftaler om seriøse investeringer i forskning og udvikling. Hvis vi årligt  investerer 500 milliarder kroner i forskning af ikke‐CO2‐baseret energi, ville vi praktisk talt kunne  stabilisere vores udledninger og opnå temperaturreduktioner i løbet af cirka ét århundrede. Copenhagen  Consensus eksperterne viser, at for hver krone der bliver brugt, ville denne investering forhindre  klimaskader til en værdi af mindst 11 kroner.   Da omkostningerne til forskning kunne være langt lavere end nedbringelsen af CO2, ville der være langt  større chance for at opnå politisk enighed og en langt større sandsynlighed for, at løfterne vil blive ført ud i  livet.   Det er markant større sandsynlighed for at en sådan model vil være acceptabel for de store og afgørende  lande som USA, Kina og Indien.   Mange af os frygter passivitet i forbindelse med global opvarmning.  

2


Men vi burde i lige så høj grad frygte, at vi fortsætter ned at den samme blinde vej, hvor vi lover dyr  handling, som enten ikke vil blive gennemført eller som vil være langt mere skadeligt end den globale  opvarmning.   Vi har alternative politiske løsninger indenfor vores rækkevidde som helt klart ville forbedre planetens  tilstand. Vi har en moralsk forpligtelse til ikke blot at aflevere populære skåltaler om urealistiske CO2‐ reduktioner, men at sikre billigere og mere effektive løsninger, der vil føre til en reel og langt større  reduktion af global opvarmning.    

3


22. september, 2009