Page 1

Bragt i Berlingske Tidende 22. maj 2008

Kronik: Prioritering ii: Alle de andre problemer I går beskrev Bjørn Lomborg, hvordan klimaforandringer og terror har beslaglagt verdens opmærksomhed. I dag kommer han ind på en række mindre omtalte, men meget alvorlige problemer, som Copenhagen Consensus-analyser har fundet økonomisk fornuftige løsninger på. AF BJØRN LOMBORG De tragiske konsekvenser af den globale fødevarekrise har fået mange til at indse, at vi har prioriteret biler over mennesker. Krisen demonstrerer, hvad der sker, når vi fokuserer ensidigt på én specifik - og ineffektiv - løsning til et stort globalt problem i panik over at få løst problemet. Reducering af udledningen af CO2 er blevet et mål i sig selv. Det eneste andet globale problem, der kommer i nærheden af at forårsage den samme frygt som global opvarmning, er transnational terrorisme. I går i kronikken viste jeg, hvordan nye analyser for Copenhagen Consensus 2008 understreger, at verden har fokuseret på dårlige løsninger til begge problemer. Analyserne, som er udført af økonomiske specialister fra hele verden, går længere endnu. De afslører, hvor meget mere filantroper og globale beslutningstagere kunne opnå, hvis der fokuseredes på det store perspektiv i stedet for på overdramatiserede problemer. Samlet set giver analyserne os en menu af projekter og tilgange med et overblik over, hvordan forskellige omfattende miljø- og udviklingsproblemer kunne tackles. Menuen kommer endda med priser, så det er tydeligt, hvor meget der kan opnås til hvilken pris. I visse hjørner af verden falder levealderen rent faktisk. I fattige lande vil der i år dø over 10 millioner børn - et tal som ville være på kun 1 million, hvis betingelserne var de samme som i rige lande. Det grundlæggende problem er ikke udelukkende fattigdom - visse fattige lande har forholdsvis gode sundhedsbetingelser - men at få billige behandlinger, som er bredt tilgængelige i rige lande, til de fattige lande. Vi kunne tackle underernæring relativt nemt gennem udbredelsen af essentielle mikroernæringsstoffer, som mangler i diæten i udviklingslandene. Vi kunne erklære krig mod tuberkulose, en sygdom som allerede er udryddet i de rige lande, gennem forbedret identificering af symptomer og behandling. For blot 280 millioner kr. kan vi sikre, at 80 pct. af spædbørn under 2 år i Afrika syd for Sahara og det sydlige Asien kan få A-vitamin-kapsler og zink-tilskud. Dette ville resultere i årlige økonomiske gevinster på over 4,5 milliarder kr. på grund af færre dødsfald og forbedret helbredstilstand. Det betyder, at hver krone, som bruges på et sådan program, har en effekt på 17 kr. Ved at bruge 4,5 milliarder kr. på at bekæmpe tuberkulose kan vi undgå helt op til 1 million dødsfald med økonomiske fordele i størrelsesordenen 140 milliarder kr. Selvom disse kæmpe problemer en sjælden gang kommer med i nyhedsudsendelserne i Danmark, er det svært at forestille sig, at hjertekarsygdomme i den tredje verden kunne komme med. Det er ikke et »sexet« problem, men indsatsen har store økonomiske fordele. Hjertekarsygdomme står nu for mere end en fjerdedel af alle dødsfald i de fattige lande. Rige lande som Danmark behandler akutte hjertekarsygdomme med billig og let tilgængelig medicin, som ikke er tilgængelig i den tredje verden. Hvis man brugte blot 940 millioner på at få denne medicin til de fattige lande, kunne vi redde 300.000 om året. For at sige det i økonomiske termer så vil de samlede fordele ved at forbedre helbredstilstanden betyde, at én krone brugt på hjertekarsygdomme i udviklingslandene gør for 25 kr. godt. Sammenlignet med de COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2255 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM


12 øre, som én krone brugt på USAs »krig mod terror« giver, eller de kun 90 øres effekt, man får for én krone ved udelukkende at fokusere på at skære i udledningen af CO2 for at bekæmpe global opvarmning, så er det en rigtig god investering. Fokuseres der primært på omkostningerne og fordelene kan vi genoverveje potentialet i løsninger som nu synes uddateret. Den upopulære krig i Irak har undermineret de rige landes tro på effekten af militære interventioner til at reducere voldelige konflikter. Men den nye Copenhagen Consensus-analyse af voldelige konflikter afslører, at fredsbevarende styrker er meget mere effektive end bistandshjælp til at reducere sandsynligheden for konflikter i lande med høj risiko for konflikt. Fire nye konflikter forventes at bryde ud inden for det næste årti i de fattige lande. Sammenlignet med en situation uden militær intervention ville vi for blot 4 milliarder kr. kunne reducere sandsynligheden for voldelig konflikt fra 38 pct. til 7,3 pct. ved at bruge pengene på fredsbevarende initiativer. Som følge af konflikters forfærdelige og langvarige omkostninger betyder ethvert procentpoints reduktion i risikoen for et udbrud, at verden sparer 12 milliarder kr. Ved at bruge 4 milliarder kr. årligt til at reducere risikoen med hele 30 procentpoint sparer det verden for over 350 milliarder kr. over 10 år sammenlignet med en udgift på 40 milliarder. Man får således 9 kr. tilbage for hver krone, man investerer. På andre mindre omdiskuterede, men særdeles alvorlige, områder, ser vi ligeledes gode løsninger, som kan overraske. Dårlig vandkvalitet og sanitet påvirker over to milliarder mennesker og vil i år koste millioner af liv. Forskere på dette område konkluderer, at store, multi-funktionelle vandreservoirer i Afrika vil være et af de få omfattende, infrastrukturprojekter, hvor omkostningerne er substantielt mindre end fordelene. Overraskende giver dyre vand- og sanitetsledninger få målbare fordele. Vandreservoirer synes muligvis ikke politisk korrekt. Men der er massive forskelle på USA og Europa, hvor der er legitime miljøargumenter for at stoppe konstruktionen af store vandreservoirer eller endda for at afvikle dem, og lande som Etiopien, som ikke har nogen faciliteter til opbevaring af vand, og som har store udsving i nedbør, og hvor vandreservoirer kunne blive opført i fjerne egne med få konsekvenser for miljøet. Det ville koste 16 milliarder kr. at bygge et reservoir i Etiopiens sparsommeligt befolkede kløft Blue Nileområdet. Det ville producere kraftigt eftertragtet elektricitet for Etiopien, Sudan og Egypten, løse manglen på regionale vandbeholdninger under tørker og forøge muligheden for kunstig vanding. Disse fordele ville være mindst to en halv gange større end de relativt høje omkostninger. Andre gange bekræfter Copenhagen Consensus-analyserne det økonomisk fornuftige i at implementere løsninger, vi intuitivt ved er rigtige. Der er f.eks. et stort finansielt incitament til at reducere diskrimination mod kvinder. Tre ud af fem analfabetiske børn i verden er piger. Særligt i Sydasien og Afrika syd for Sahara standser kulturelle normer og økonomiske vanskeligheder forældre fra at sende deres døtre i skole. Hvis vi betaler mødrene for regelmæssigt at sende deres døtre i skole, forøges pigernes andel af indskrevne børn i skolerne. Derudover viser studier, at det giver mødrene en bedre finansiel forhandlingsposition i hjemmet. Den årlige pris per elev vil være på 150 kr. Den samlede pris for at nå enhver berettiget pige i Afrika syd for Sahara og i Sydasien vil årligt være på 140 milliarder kr. Fordelene vil være 3 til 26 gange større, primært i form af stigende fremtidige lønninger. På hvert enkelt af disse områder - og inden for områder som luftforurening, uddannelse og handelsbarrierer - er der interessante og rentable måder, hvorpå verdens knappe ressourcer kan benyttes til at nå den største effekt.

2


I næste uge vil nogle af verdens førende økonomer mødes i København for at drøfte de nye analyser. De vil sammensætte en prioriteret liste, som vil vise de bedste løsninger, som verden kan drage fordel af i arbejdet med de store globale udfordringer. Fredag 30. maj offentliggøres listen. Projektet forsyner både verdens beslutningstagere og velgørenhedsorganisationer med et overblik over, hvordan de bedst kan håndtere de vanskelige beslutninger, som de står overfor, når de skal prioritere, hvilke projekter de skal implementere. At anerkende, at nogle investeringer og udfordringer ikke bør være vores topprioritet, er ikke det samme som at sige, at udfordringerne ikke eksisterer. Overordnet betyder det at finde ud af, hvordan man kan nå den bedst mulige løsning med et begrænset beløb til rådighed - lige nu og her. Den globale fødevarekrise har desværre vist faren ved at fortsætte i det nuværende spor, hvor uholdbare løsninger anvendes på alvorlige problemer i stedet for at se tingene i et større perspektiv og fokusere på de bedste investeringer, der kunne gøres for at redde denne planet. Blot fordi et problem opfattes som det største, betyder det ikke, at man redder flest menneskeliv eller får mest global velfærd ved at gøre noget ved det. Derfor er det også vigtigt at høre om alle de andre problemer.

3

22. maj 2008  

I går beskrev Bjørn Lomborg, hvordan klimaforandringer og terror har beslaglagt verdens opmærksomhed. I dag kommer han ind på en række mindr...