Page 1

Bragt I Kristeligt Dagblad 17. marts 2007

Debat: Drivhuseffektens lille beskidte hemmelighed GLOBALT SET: De store skåltaler kom frem, da EU i sidste uge indgik en miljøaftale. Men ingen af talerne nævnte det kedelige faktum, at miljøindsatsen vil være som en dråbe i havet, mens prisen bliver astronomisk

Af Bjørn Lomborg I sidste uge kundgjorde den Europæiske Union, at den på det nærmeste havde reddet planeten fra undergang. EU lovede at skære CO2-udslippet ned med 20 procent i forhold til niveauet i 1990, og kommissionsformand José Manuel Barroso hævdede i den forbindelse, at Europa vil føre an mod klimaforandringerne. Når man tænker på, at EU i forvejen med Kyoto-aftalen havde forpligtet sig på en nedskæring på 8 procent næste år, synes det nye mål mindre ambitiøst, end det er ved første øjekast. Projektet lider oven i købet af samme grundlæggende problemer som den forkrøblede Kyoto-aftale, så EU's nye aftale er faktisk værre. De menneskeskabte klimaforandringer finder sted og udgør et alvorligt problem. Imidlertid ignorerer den nuværende tankegang (om at skynde sig at skære i udslippet, før det er for sent), det faktum, at verden ikke besidder fornuftige løsninger, som kan gennemføres i en ruf. Og det er vel derfor, vi går så meget op i ting som Kyoto-aftalen, der skal få os til at føle os godt tilpas. Aftalens grundlæggende problem har bare altid været, at den på en gang er håbløst ambitiøs, inkonsekvent og særdeles dyr. Aftalen stiller så skrappe krav til begrænsninger, at de færreste lande kan leve op til den. Lande som USA og Australien valgte dengang ikke at tilslutte sig aftalens skrappe krav. Lande som Canada, Japan og en lang række europæiske stater lader, som om de vil leve op til den, men vil i bund og grund ikke gøre det. Men selv hvis alle havde underskrevet og havde fulgt Kyoto-aftalens stadig strengere krav, ville det stort set ingen effekt have haft på miljøet. Aftalens effekt på temperaturen ville ikke være målbar i 2050, og den ville kun udskyde drivhuseffekten med fem år i 2100. Ikke desto mindre ville udgifterne have været alt andet end banale: de anslås til 180 milliarder dollars om året. Den skingre retorik kan let forlede en til at tro, at EU nu på egen hånd har taget et stort skridt til løsning af problemet. Barroso kalder aftalen "historisk", Tony Blair hylder dens "banebrydende, modige og ambitiøse mål", mens den tyske kansler Angela Merkel vovede en påstand om, at disse løfter "kan forhindre en menneskelig katastrofe". Ingen afslører aftalens lille beskidte hemmelighed: nemlig at den nærmest ingen forskel vil gøre - og det igen til en høj pris. Ifølge en veletableret model vil effekten af EU's nedskæring på 20 procent af udslippet udskyde drivhuseffekten i 2100 med blot 2 år. Men den vil koste omkring 90 milliarder dollars om året. Når aftalen er så dyr, skyldes det, at Europa er et dyrt sted at skære i CO2-udslippet. Den vil også være inkonsekvent, fordi EU i udgangspunktet kun vil stå for omkring seks procent af al udledning i det 21. århundrede. Den nye aftale vil altså føre til en endnu mindre effektiv brug af vores ressourcer end den gamle Kyoto-aftale. Det er vigtigt at lære af fortiden. Vi er ofte blevet lovet voldsomme nedskæringer i CO2-udslippet langt ude i fremtiden - blot for at se løfterne fordufte, når vi kommer dertil. I Rio de Janeiro i 1992 lovede Vesten at stabilisere udslipsniveauet, men i stedet steg det med 12 procent. I Kyoto blev vi lovet en reduktion på 7 procent af udslippet på verdensplan, men vi vil formodentlig kun nå et fald på 0,4 COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2255 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM


procent. De langsigtede løfter afgives naturligvis af politikere, der efter al sandsynlighed ikke længere sidder på posten, når tiden er inde til at leve op til løfterne. Vi vil ikke kunne løse problemet med drivhuseffekt i løbet af de næste årtier. Vi har brug for et halvt eller et helt århundrede. Vi må finde en gangbar og langsigtet strategi, som er klog og rimelig og ikke kræver voldsomme ofre til gengæld for små resultater. Heldigvis findes en sådan strategi. Den består i forskning og udvikling. Investering i forskning og udvikling af energi-teknologier uden kulstofudslip vil sætte fremtidige generationer i stand til at gennemføre store, men økonomisk mulige og givtige nedskæringer i CO2. En ny drivhuseffekt-aftale bør give mandat til at bruge 0,05 procent af bruttonationalproduktet på forskning og udvikling i fremtiden. Det vil være langt billigere, men gøre meget godt i det lange løb. EU's nye drivhuseffekt-aftale kan måske nok være med til at få de politiske ledere genvalgt af vælgere, som er bange for udsigten til klimaforandringer. Men aftalen vil nærmest intet godt gøre, den vil være dyr at gennemføre, og (som det er set med så mange andre af EU's højtravende løfter) den vil næsten være dømt til fiasko. Lad os håbe, at resten af verden er smart nok til ikke at følge trop, men derimod foreslå en bedre, billigere og mere effektiv løsning for fremtiden.

Bjørn Lomborg er direktør for Copenhagen Consensus Center og adjungeret professor ved Handelshøjskolen. © Copyright Project Syndicate 2007. Oversat af Sara Høyrup

2

17. marts 2007  

GLOBALT SET: De store skåltaler kom frem, da EU i sidste uge indgik en miljøaftale. Men ingen af talerne nævnte det kedelige faktum, at milj...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you