Vores samfund. Hele bogen - kun til Marie

Peter Brøndum og Marie Berg Carlsen

Vores samfund

Columbus

Vores samfund © Forlaget Columbus og forfatterne 2024 1. udgave, 1. oplag Fagredaktion: Per Henriksen Forlagsredaktion: Tine Stoltenberg Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Sysser Bengtsson Illustrationer: Kristian Eskild Jensen Tryk: Tarm Bogtryk Printed in Denmark 2024 ISBN: 978-87-7970-824-2

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Forlaget Columbus Østerbrogade 54c 2100 København Ø Tlf. 35 42 00 51 www.forlagetcolumbus.dk info@forlagetcolumbus.dk

Indhold Forord 6

Ulighed og velfærd 9 1.1. Hvad er ulighed? 11 1.1.1. Formel lighed, chancelighed og resultatlighed 12 1.1.2. Ulighed og fattigdom er ikke det samme 13 1.2. Hvordan måler vi økonomisk ulighed, og hvorfor stiger uligheden i det danske samfund? 15 1.2.1. Økonomisk ulighed 15 1.2.2. Stigende ulighed 17 1.3. Hvordan ser uligheden ud i de sociale klasser? 17 1.3.1. Ressourcebeholdere 20 1.3.2. Social mobilitet og social arv 21 1.4. Hvorfor er der ulighed? 23 1.4.1. Funktionalismen – ulighed er en helt ­naturlig ting i vores samfund 23 1.4.2. Pierre Bourdieus teori – ulighed bør reduceres 24 1.5. Hvorfor er der ulighed mellem kønnene i ­Danmark? 28 1.5.1. Lønforskelle mellem mænd og ­kvinder 28 1.5.2. Ulighed i levevilkår mellem mænd og kvinder 31 1.5.3. Ligestillingsdebatten 34 1.6. Hvordan ser de politiske ideologier på ­spørgsmålet om ulighed? 34 1.6.1. Liberalismen 35 1.6.2. Konservatismen 38 1.6.3. Socialismen 41 1.6.4. Ideologier i forandring 45 1.7. Hvad betyder velfærd, og hvad er en ­velfærdsstat? 48 1.7.1. De tre forskellige velfærdsmodeller 49 1.8. Hvilke opgaver løser den offentlige sektor i ­Danmark? 58 1.9. Hvilke udfordringer står den danske ­velfærdsstat overfor? 60 1.10. Hvilke løsninger er der på ­velfærdsstatens ­udfordringer – og vil de mindske eller øge ­uligheden? 65 1.10.1. Opstramnings- og opkvalificeringsstrategien 66 1.10.2. Løsninger på velfærdsstatens udfordringer og konsekvenser for uligheden 69 1.11. Hvad kan vi konkludere om uligheden i den ­universelle velfærdsstat? 70

Ungdomsliv 73 2.1. Hvordan dannes vores identitet? 75 2.2. Hvordan lærer vi at indgå i sociale ­fælles­skaber? 78 2.2.1. Normer 80 2.2.2. Sociale roller 81 2.3. Hvad er en livsstil, og hvad siger den om os? 83 2.4. Hvordan påvirker samfundet individernes ­identitet? 86 2.4.1. Det traditionelle samfund 87 2.4.2. Det moderne samfund 87 2.4.3. Det senmoderne samfund 89 2.5. Hvordan påvirker senmoderniteten vores liv? 90 2.5.1. Anthony Giddens – aftraditionalisering og individualisering 90 2.5.2. Hartmut Rosa – accelerationssamfundet 96 2.5.3. Byung-Chul Han – præstationssamfund og perfekthedskultur 101 2.5.4. Præstation og køn 106 2.5.5. Andreas Reckwitz og Jean Twenge – SoMe og præsta­tionssamfundet 107 2.6. Hvad kan vi konkludere om at være ung i dag? 110

Demokrati og magt 113 3.1. Hvad handler den politiske styreform demokrati om? 115 3.1.1. Repræsentativt demokrati 115 3.1.2. Konkurrence- eller deltagelses­demokrati 116 3.1.3. Medborgerskab 117 3.1.4. Demokratiets modsætninger – autokratiet og teokratiet 119 3.2. Hvem er de politiske partier, og hvad mener de? 120 3.2.1. Partiernes politik – værdi- og fordelingspolitik 120 3.2.2. Partityper 125 3.3. Hvordan fordeles den politiske magt i det ­danske samfund? 127 3.3.1. Borgerne - vælgertyper og vælgeradfærd 128 3.3.2. Folketinget – lovgivning og partiadfærd 133 3.3.3. Regeringen – parlamentarisme og regeringstyper 142 3.3.4. Forvaltningen – implementering 144 3.3.5. Tredeling af magten 145 3.4. Hvordan ”forstyrres” den formelle parla­­­men­tariske styringskæde? 146 3.4.1. Mediernes rolle – debat, medialisering og vagthund 146 3.4.2. Græsrodsbevægelser og ­interesseorganisationer 152 3.4.3. EU 154

3.5. Hvordan kan vi få et overblik over politik? 155 3.6. Hvem har magten? 156 3.6.1. Definitionsmagten 156 3.6.2. Forhandlingsmagten 157 3.6.3. Beslutningsmagten 157 3.6.4. Magt som empowerment 158 3.7. Hvilke udfordringer står det danske demokrati overfor? 158 3.7.1. Borgere og politikere 158 3.8. Hvordan styrkes demokratiet i Danmark? 166 3.8.1. Styrkelse af borgernes deltagelse 166 3.8.2. Mediernes rolle i den demokratiske samtale 168 3.9. Hvad kan vi konkludere om det danske ­demokrati? 168

Økonomi og klimakrise 171 4.1. Hvad handler økonomi om? 173 4.2. Hvad er vigtigt i en privatøkonomi? 175 4.3. Hvad er markedet og markedsmekanismen for noget? 178 4.3.1. Vores økonomiske adfærd 179 4.3.2. Når markedet fejler 181 4.3.3. Politisk regulering ved markedsfejl – afgift og kvoter kan gøre noget for klimaet 183 4.3.4. Forskellige økonomiske systemer 184 4.4. Hvordan hænger den store samfundsøkonomi sammen? 186 4.4.1. Det økonomiske kredsløb 186 4.4.2. Samfundsøkonomiens temperatur 190 4.4.3. Målkonflikter i økonomien 197 4.4.4. Økonomien bevæger sig op og ned 199 4.4.5. Økonomisk politik 201 4.5. Hvordan hænger samfundsøkonomien sammen med klimakrisen? 207 4.6. Hvordan kan vi finde veje til et bæredygtigt ­samfund? 211 4.6.1. Vejen til bæredygtighed er gennem markedet 212 4.6.2. Vejen til bæredygtighed er gennem grøn vækst 214 4.6.3. Vejen til bæredygtighed sker ved at være vækstkritisk 217 4.7. Hvad kan vi konkludere om økonomiens ­påvirkning af klimaet? 220

Indeks 222

Forord Vores samfund! Ja, det er lige, hvad det er. Det er både dit, mit og vores, og derfor er det også vigtigt, at vi alle interesserer os for det og forstår, hvad der har betydning for den måde, som vi lever sammen og hver for sig på.

Grundbogen Vores Samfund er skrevet til samfundsfag i STX, HF, HHX og HTX, og den er bygget op om fire forskellige tematiske kapitler, som giver os mulighed for at forstå, hvad der rører sig i vores samfund lige nu.

Temaerne i bogen dækker læreplanens faglige mål for samfundsfag på c-niveau og understøttes af et stort supplerende materiale, som kan findes på bogens hjemmeside: www.forlagetcolumbus.dk/voressamfund. Materialet består bl.a. af podcasts, videoer, forløbsplaner, øvelsesopgaver, eksamensvideoer og meget mere, som gør det muligt at bringe bogens stof i berøring med det samfund, som vi alle er en del af.

Bogen og det supplerende materiale havde ikke været muligt, hvis ikke det i første omgang havde være for Forlaget Columbus’ direktør Anders Hassings velvilje over for at være med i projektet, hvilket vi er ham meget taknemmelige for. Dernæst skal der lyde en stor tak til vores faglige sparringspartner og redaktør Per Henriksen, som med sin viden og kritiske blik har hjulpet projektet i mål. Tak skal også lyde til digital redaktør Frederik Sølvsten for sit store arbejde med i-bogen. Endeligt har vi også haft den kæmpe fornøjelse at samarbejde med forlaget Columbus’ to jernheste – forlagsredaktør Tine Stoltenberg og forlagets projektmager, video- og podcastproducer Caroline Due. Jeres dedikation, arbejde og ansvarlighed over for vores projekt har været helt utroligt – og vi kan helt sikkert sige, at uden jer to var processen (bog og supplerende materiale) ikke endt nær så godt.

De fejl og mangler, der måtte være i bogen, påhviler alene os forfattere.

I forbindelse med udarbejdelse af det supplerende materiale har vi ovenikøbet været så heldige, at Elisa Stubgaard Franck (Sct. Knuds Gymnasium), Christian B. Mathiassen (Silkeborg Gymnasium), Line Schnack (H.C. Ørsted Gymnasiet) samt Sara Frederiksen (Støvring Gymnasium) hver især har udarbejdet undervisningsforløb, PowerPoint, eksamensspørgsmål osv. til bogens fire temakapitler. Kæmpe tak til jer fire for det store arbejde!

Bogen er i sit design anderledes end andre samfundsfagsbøger, og det skyldes ikke mindst Kristian Eskild Jensen, der med sin streg har evnet at gøre Maries ideer og skitser til virkelighed i form af de mange flotte figurer rundt om i bogen. Tak Kristian. En anden uvurderlig person i den designmæssige proces, som vi skylder stor tak, er vores grafiker Sysser Bengtsson, som har gjort et formidabelt arbejde med at skabe bogens layout og grafiske opsætning, så den i sit udtryk er som ingen andre samfundsfagsbøger.

Brønshøj, Maj 2024 Marie Berg Carlsen & Peter Brøndum

6

FORORD

1

Ulighed og velfærd Hvorfor er der ulighed i en velfærdsstat?

8

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Ulighed og velfærd Hvorfor er der ulighed i en velfærdsstat?

I tv-programmet ”Ulige fra starten?” sidder b­ ørnene Jeppe og Sally, der begge er et år gamle, og kigger rundt, mens de bider ­ ørensen, i noget legetøj. I billedet er der også en ekspert i ulighed, Erik S som ser ned på et stykke papir med en række oplysninger om de to børns forskellige familieforhold. Af papiret kan eksperten læse, at Jeppe er alene med sin mor, der ikke har nogen uddannelse og ofte er arbejdsløs.

Eksperten kan læse, at Jeppes mor lige nu er på kontanthjælp.

Eksperten kan også læse, at Sallys familieforhold er helt anderledes.

Hun lever med både sin far, mor og storebror. Begge hendes forældre har universitetsuddannelser (lange videregående uddannelser), og hendes mor har også en ph.d. i erhvervsjura. Både Sallys mor og far har velbetalte jobs og gode pensionsordninger.

Efter at have nærstuderedet papiret i noget tid kigger eksperten op og ser direkte ind i kameraet og udtaler. ”Statistikkerne fortæller os desværre, at Jeppes vej i livet kan blive noget vanskeligere end Sallys. Det er ikke sikkert, det bliver sådan, men ifølge statistikkerne vil Sally få langt bedre karakterer i skolen end ­Jeppe. Sally vil også have markant bedre chance (ca. fire gange så stor) for at få en lang videregående uddannelse og for at opnå en høj indkomst samt få et både sundere og længere liv end Jeppe. Vi skal dog være opmærksomme på, at Sally er en pige. Det er faktisk ikke uvæsentligt, når vi undersøger ulighed, for vi ved fra omfattende undersøgelser, at mænd som gruppe har større indkomster end gruppen af kvinder i vores samfund, så det kan godt rykke på noget for de to børns livsforløb.

Statistik er dog ikke den fulde sandhed, og det kan jo vise sig, at ­Jeppe bryder det sociale mønster, som han er født ind i, men det er min klare vurdering, at Jeppe kan få vanskeligere ved at opnå de samme levevilkår og livschancer som Sally, også selvom han vokser op og lever i det danske velfærdssamfund,” afslutter Erik Jørgensen, mens kameraet panorerer tilbage til de to legende børn.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

9

Holdningerne til ulighed og velfærd er mange. Spørgsmål om, hvorvidt ulighed er godt eller skidt, og hvordan velfærd skabes og fordeles i samfundet, giver ofte ophedede debatter. Det hænger sammen med, at både ulighed og velfærd knytter sig til spørgsmålet om retfærdighed – og hvad der opfattes som retfærdigt af nogle, gør ikke af andre. Det er nemlig langt hen ad vejen et politisk spørgsmål.

I den første del af dette kapitel kigger vi nærmere på, hvad lighed og ulighed er. Her undersøger vi ulighed i samfundet, blandt andet ved at kigge på de sociale klasser. Vi forsøger også at finde svar på, hvorfor ulighed opstår, og hvorfor den stiger i Danmark. Vi undersøger, hvordan forskellige politiske ideologier forholder sig til spørgsmålet om lighed og ulighed, og om hvorvidt ulighed skal bekæmpes eller ej.

I kapitlets anden del undersøger vi, hvordan det egentlig kan være, at der er ulighed i Danmark, når vi har en såkaldt universel velfærdsstat, hvor målet er at skabe de samme livschancer for alle borgere uanset so-

Livschancer er udtryk for de mulig­ heder og begrænsnin­ ger, den enkelte kan forvente som følge af dennes position i samfundsstrukturen.

cial klasse. Vi undersøger her, hvordan den danske velfærdsstat er indrettet, men vi kigger også på, hvilke udfordringer den danske velfærdsstatsmodel står over for, og hvordan de løsninger, der bringes i spil for at håndtere udfordringerne, kan få betydning for uligheden i samfundet.

Figur 1.1. Den usynlige tråd Fødsels­ vægt

Ikke ind­ lagt på neonatal­ afdeling

Selv­ regulering og samarbejde score, gns

Dansk-­test­ resultater i ­nationale tests score, gns

Under ud­ dannelse

Ingen dom for krimi­ nalitet

Års uddan­ nelse

Lønind­ komst

Ikke kon­ taktet hospital

I arbejds­ styrken

I live

0 år

0 år

3 år 4 år 5 år

8 år 10 år 12 år 14 år

18 år

25 år

30 år

40 år

40-50 år

54 år

60 år

66

95 %

90 %

14,8 år

91,3 % 3.532 g

8,9

64

64

66

90 %

92 %

419.000 kr. 59 %

3.485 g 90 %

7,6 7,5

89,7 % 7,1

3.390 g

88,5 %

6,9

8

53

53

54

87 %

86 %

55

362.000 kr.

13,5 år

7,2

6,3

Mor med videregående uddannelse

45

44

45 45

296.000 kr.

78 %

Mor med ungdomsuddannelse

80 %

12,7 år

Mor uden ungdomsuddannelse

Note: Den usynlige tråd viser, hvordan de vilkår, vi fødes under, ofte har livslange konsekvenser for os.

10

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

90 %

56 %

53 %

84 %

89 %

Kilde: Rockwool Fonden.

8,1

Fokusspørgsmål 1.

Hvad er ulighed?

2.

Hvordan måler vi økonomisk ­ulighed, og hvorfor stiger uligheden i det ­danske samfund?

3.

Hvordan ser ulighe­ den ud i de sociale klasser?

4.

Hvorfor er der ­ulighed?

5.

Hvorfor er der ulig­ hed mellem kønnene i Danmark?

6.

Hvordan ser de ­politiske ideologier på spørgsmålet om ulighed?

7.

9.

Hvilke ­udfordringer står den ­danske ­velfærdsstat ­overfor?

10.

Hvilke løsninger er der på velfærds­ statens udfordringer – og vil de mindske eller øge uligheden?

Hvad betyder ­velfærd, og hvad er en velfærdsstat?

8.

Hvilke opgaver løser den offentlige sektor i Danmark?

1.1. Hvad er ulighed?

Når vi taler om ulighed i samfundsfag, så handler det om forskelle i fordelingen af ressourcer. Det kunne for eksempel være forskelle i, hvor mange penge vi hver især har (økonomiske ressourcer), om vi

Ulighed handler om forskelle i ­fordelingen af ressourcer i et samfund.

selv eller vores familie har uddannelser (uddannelsesmæssige ressourcer), om vi ejer eller ikke ejer vores egen bolig, om vi har gode sociale netværk, der kan hjælpe os, når vi læser til eksamen, eller med at få et job osv.

Vi taler derfor ofte om, at ulighed kan være både økonomisk (forskel i økonomiske ressourcer) og social (forskelle i sociale ressourcer som uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet, sundhed osv.).

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

11

Figur 1.2. Børn fra ressourcestærke og -svage familier RESSOURCESTÆRK

RESSOURCE­SVAG

Det har stor betydning for et barns fremtidsmuligheder, om det vokser op i en res­source­stærk eller ressourcesvag familie.

Formel lighed handler om, at ­ingen alene på grund af køn, race, alder, social gruppe osv. nægtes adgang til job, uddannelse, bolig, sundheds­behand­ ling osv.

Chancelighed handler om at udjæv­ ne folks forskellige forudsætninger, så alle får lige mulig­ heder og livschancer.

Resultatlighed handler om, at alle in­ den for en afgrænset gruppe i sammenlig­ ning med andre grup­ per skal kunne opnå de samme resultater i for eksempel lighed og løn.

Levevilkår er udtryk for befolkningens levevis på en række forskellige områder, for eksempel sund­ hed, bolig­forhold osv.

12

1.1.1. Formel lighed, chancelighed og resultatlighed Ud over forskellen mellem økonomisk og social ulighed, så skal vi også være opmærksomme på tre lighedsbegreber, som ofte er til stede, når vi taler om ulighed – nemlig formel lighed, chancelighed og resultatlighed.

 Formel lighed handler om, at vi alle sammen har de samme lige rettigheder, og at ingen person på baggrund af sit køn, etnicitet, seksualitet, religion osv. skal diskrimineres eller nægtes adgang til centrale samfundsgoder som det at tage en uddannelse, at kunne få et job, at deltage i politik og få en bolig.

 Chancelighed derimod handler om, at man gerne vil skabe lige muligheder og livschancer for alle, uanset hvilken socialklasse (se også figur 1.6), vi fødes ind i. Chancelighed handler altså om, at velfærdsstaten forsøger at udjævne nogle af de forudsætninger, som vi mennesker starter med i livet (om vi for eksempel vokser op i en familie med mange eller få ressourcer), og som kan få stor indflydelse på de levevilkår og livschancer, som vi opnår senere i livet. Tager vi Jeppe fra casen i starten af kapitlet, så vil man i en velfærdsstat som den danske tilbyde for eksempel en gratis uddannelse for at øge chanceligheden. Det vil gøre det lettere for ham at klare sig godt i tilværelsen og bevæge sig op ad samfundets sociale rangstige. Vi vender tilbage til den sociale rangstige senere i kapitlet i forbindelse med, at vi taler om social mobilitet.

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

 Resultatlighed handler om, at alle inden for en afgrænset gruppe sammenlignet med andre grupper skal nå de samme resultater. Går man ind for resultatlighed, så går man altså ind for, at vi alle sammen skal nå de samme resultater, og derfor skal samfundet aktivt sikre, at lige resultater i for eksempel løn, uddannelse, kvinder i bestyrelser osv., nås.

1.1.2. Ulighed og fattigdom er ikke det samme Ulighed og fattigdom er bestemt ikke det samme. Når et menneske er fattigt, så vil det sige, at personen har for få penge til at kunne skaffe sig, hvad der er nødvendigt for at opretholde en acceptabel livsførelse. Ulighed handler om, at ressourcerne er fordelt forskelligt imellem os. Når vi taler om fattigdom, er det vigtigt at kende forskel på henholdsvis absolut og relativ fattigdom.

Absolut fattigdom er udtryk for, hvor stort et økonomisk beløb en person skal have til rådighed for at kunne erhverve sig det allermest nødvendige for at kunne overleve. De to organisationer FN og Verdensbanken har fastsat den absolutte økonomiske fattigdomsgrænse

Absolut fattigdom er udtryk for en absolut økonomisk grænse for, hvad en person skal have til rådighed for at kunne overleve.

til ca. 1,95 USD om dagen. Det betyder, at har man mindre end 1,95 USD til at leve for om dagen, så er man absolut fattig. I Danmark har vi nok set mennesker, der er hjemløse og lever på gaden, men faktisk giver det

Figur 1.3. Medianindkomsten

Medianindkomsten er den indkomst, der ligger lige i midten, hvor præcis halvdelen af befolkningen har højere indkomst og halvdelen har lavere indkomst.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

13

ikke rigtig mening at tale om absolut fattigdom i Danmark, da selv de ”fattigste” mennesker lever for et højere beløb end 1,95 USD om dagen.

Derfor benytter vi i Danmark, og i mange andre vestlige lande, et andet fattigdomsbegreb, nemlig det relative fattigdomsbegreb. En person lever i Relativ fattigdom betyder, at fattigdom vurderes i forhold til det omgivende samfund.

relativ fattigdom, hvis personen må lide afsavn i forhold til det samfund,

Disponible indkomst er den indkomst, som en person har til rå­ dighed til forbrug, når skat, bidrag og renter er betalt.

grænsen, fordi der er forskellige niveauer af velstand på tværs af landene.

Medianindkomsten er den midterste ­indkomst i samfundet.

personen lever i. Det kan der være tale om, hvis en familie for eksempel ikke har råd til at holde børnefødselsdag eller købe vintertøj til børnene, når det bliver koldt. Det er forskelligt fra samfund til samfund, hvor man vil sætte Den metode, vi anvender i Danmark, opgør den relative fattigdom ved at kigge på den enkeltes disponible indkomst (den disponible indkomst er det pengebeløb, vi har tilbage i hånden, når vi har betalt skat og renter), som mindst skal udgøre 50 % af det, vi kalder for medianindkomsten. I 2023 blev man i Danmark regnet som relativt fattig, hvis man levede for et disponibelt beløb på 139.000 kroner eller derunder om året (studerende regnes ikke med her, da deres lave indkomst betragtes som midlertidig).

Kigger vi på figur 1.4, kan vi se, hvordan den relative fattigdom har udviklet sig i Danmark.

Figur 1.4. Udviklingen i andelen af relativt fattige i Danmark, 2015-2022

Pct. 6

4 3 2 1 0 2015

2016

Andel af befolkningen i alt

2017

2018

2019

2020

2021

2022

Andel af antal personer under 18 år

Note: Udviklingen i andelen af relativt fattige i Danmark udregnet familieækvivaleret, hvilket betyder, at der i b ­ eregningen tages højde for, at det kan være billigere at leve flere sammen i en familie (stordriftsfordele), end hvis man bor alene (enlig).

14

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Kilde: Danmarks Statistik, Relativ fattigdom og økonomisk ulighed aftog i 2022, 27.11.2023.

5

1.2. Hvordan måler vi økonomisk ulighed, og hvorfor stiger uligheden i det danske samfund?

I dette afsnit undersøger vi, hvordan vi måler den økonomiske ulighed, og hvordan den økonomiske ulighed har udviklet sig i Danmark. Bagefter undersøger vi den sociale ulighed ved at belyse forhold som uddannelsesniveau, arbejdsmarkedstilknytning, stabilitet i familien osv. Den mest anvendte måde at måle den økonomiske ulighed i samfundet på er ved at benytte sig af den såkaldte gini-koefficient. Her gælder det, at jo tættere tallet er på 0, desto større økonomisk lighed, mens jo tættere tallet nærmer sig 100, desto større økonomisk ulighed.

Gini-koefficienten er et ulighedsmål mellem 0-100, som viser forde­ lingen (uligheden) for eksempel i indkomster i samfundet.

1.2.1. Økonomisk ulighed Som vi kan se af figur 1.5, er gini-koefficienten i Danmark steget ganske betydeligt over de sidste årtier, hvilket er udtryk for, at den økonomiske ulighed er blevet større. Stigningen kan se markant ud, når vi kigger på figur 1.5, men her er det vigtigt at påpege, at en gini-koefficient på omkring 30 er forholdsvis lav sammenlignet med mange andre lande, for eksempel USA, hvor gini-koefficienten er på omkring 47.

Figur 1.5. Udvikling i gini-koefficienten i Danmark, 1988-2022 32

29,96 30

26 24 22 20 Kilde: Danmarks Statistik.

1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022

Procentpoint

28

År

Note: Gini-koefficienten er beregnet på baggrund af disponibel indkomst. Der er nogle, der anvender gini-koefficienten ud fra intervallet 0-1 (i forhold til 0-100), hvor 0 er fuldstændig lighed, og 1 er fuldstændig ulighed.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

15

Udviklingen i den økonomiske ulighed afspejles også i tabel 1.1, som viser udviklingen i disponibel indkomst mellem befolkningen opdelt i ti indkomstdeciler (indkomstgrupper). Men hvorfor er den økonomiske ulighed stigende i det danske samfund? Det er der flere forklaringer på. Det kan blandt andet handle om, at der er blevet flere ældre og unge i det danske samfund. Disse grupper har ikke så store indkomster som resten af befolkningen, og når der bliver flere af dem, så stiger uligheden.

Deciler

2007

2012

2017

2022

1. decil

64.729

72.143

78.128

88.404

2. decil

121.499

138.299

146.503

170.941

3. decil

140.882

160.792

174.947

201.579

4. decil

159.688

182.871

200.087

231.643

5. decil

177.868

205.633

226.804

262.566

6. decil

196.045

228.906

254.422

294.157

7. decil

215.945

254.534

285.080

329.162

8. decil

240.638

285.933

322.842

372.479

9. decil

277.551

332.513

378.649

437.373

10. decil

466.484

533.189

641.188

769.052

Note: Deciler er en opdeling af befolkningen i ti grupper efter den tiendedel, der tjener mindst, næstmindst osv. Der er her tale om ækvivaleret, disponibel indkomst, hvilket vil sige, at man i beregningen af den disponible indkomst (beløb til rådighed efter skat) tager højde for størrelsen af husholdningen (hvor mange mennesker der bor sammen i en husholdning) og derfor medregner de stordriftsfordele, der er ved at bo flere sammen, for eksempel er det billigere at købe ind, billigere at have bil, el osv.

16

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Kilde: Danmarks Statistik

Tabel 1.1. Udvikling i disponibel indkomst i Danmark, 2007-2022, decilgrupper, kroner

1.2.2. Stigende ulighed Gode økonomiske tider, hvor mange er i beskæftigelse og modtager løn, vil også kunne bidrage til en stigning i gini-koefficienten. Her vil det især være stigning i indkomster hos de højeste indkomstgrupper (de øvre deciler), som vil få den økonomiske ulighed målt ved gini-koefficienten til at stige. Centralt i forklaringerne af, hvorfor uligheden er steget op gennem 2000erne og 2010erne, er dog de politiske reformer, der er blevet vedtaget i denne periode:

 Ændringer i beskatning: Der er gennemført en række skattereformer (den seneste er fra 2023), hvor skatten på de fleste lønindkomster er blevet sat ned. Det såkaldte beskæftigelsesfradrag (et skattefrit beløb, som alle, der er i beskæftigelse/job modtager, se også kapitel 4) er blevet øget.

 Ændringer i overførselsindkomster: Blandt andet har folk, der modtager kontanthjælp, modtaget mindre, da overførselsindkomster ikke er reguleret i takt med lønstigninger, og der er indført lave kontanthjælpsydelser (integrationsydelse) til bestemte grupper. Desuden er der lavet begrænsninger i adgangen til førtidspension, og sygedagpengeperioden er reduceret. Der er også foretaget ændringer i SU-beløbsgrænser – både hvor meget der udbetales til den enkelte, og hvor længe man kan få SU (seneste reform på dette område var i 2023).

Så ud over den demografiske udvikling og de senere års gode økonomiske tider, så er det i særlig grad reduceringen i overførselsindkomster samt sænkelse af skatterne for dem i arbejde, der har ført til en stigning i den økonomiske ulighed.

Et yderligere interessant forhold at være opmærksom på, når vi undersøger udviklingen i den økonomiske ulighed, er, at formuefordelingen (fast ejendom, værdipapirer osv.) mellem de forskellige indkomstgrupper i Danmark er langt mere ulige fordelt end indkomsterne. Eksempelvis sidder den ene procent med de højeste formuer på ca. 25 % af den samlede nettoformue i Danmark i form af ejendomme, jordarealer, aktier og andre værdipapirer, som over de seneste årtier har oplevet en markant værdistigning. Har man en formue (for eksempel aktier eller opsparing), får man et afkast (eller renter), som indgår i ens indkomst.

1.3. Hvordan ser uligheden ud i de sociale klasser?

Når vi vil undersøge de sociale levevilkår generelt for hele den danske befolkning, så vil vi, fordi der her er tale om rigtig mange mennesker, være nødt til at lave

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

17

Social stratifikation betyder social lagde­ ling af befolkningen i forskellige klasser på baggrund af udvalgte faktorer (strata) som indkomst, uddannelse, erhvervsposition osv.

nogle overordnede kategorier, som vi kan placere befolkningen i forhold til.

Når vi vælger at inddele befolkningen i såkaldte sociale lag, kaldes det for social stratifikation. På baggrund af væsentlige faktorer som for eksempel indkomst, uddannelse og erhvervsposition (arbejdsmarkedstilknytning og position på arbejdsmarkedet) kan vi inddele befolkningen (stratificere) i

Figur 1.6. Det danske klassesamfund – inddeling af befolkningen i sociale klasser

OVERKLASSE

Udgør ca. 3,5 % af danske familier. For at tilhøre overklassen skal man tjene over 1,2 mio. kr. om året før skat. Mange af dem, som befinder sig i overklassen, har en fremtrædende erhvervsposition som topledere, direktører, selvstændige erhvervsdrivende, højtlønnede specialister (IT-konsulenter, speciallæger osv.). I 1995 var der 22.570 personer i overklassen. Dette tal er steget til 42.090 i 2020.

HØJERE MIDDELKLASSE

Udgør ca. 23 % af danske familier. En person i den højere middelklasse skal enten tjene i gennemsnit 800.000-1,2 mio. før skat om året eller have en universitetsuddannelse. Mange af dem, der befinder sig i den højere middelklasse, er akademikere, ledere og højtlønnede specialister. I 1995 var der 133.010 personer i den højere middelklasse. Dette tal er steget til 361.740 i 2020.

MIDDELKLASSE

Udgør ca. 31,5 % af danske familier. Middelklassen består af ­beskæftigede, som har en mere almindelig indkomst på ca. 480.000 om året før skat og ­oftest en mellemlang eller kort uddannelse (for eksempel pædagoger, ­politibetjente, folkeskolelærere, sygeplejersker osv.). I 1995 var der 500.160 ­personer i middelklassen. Dette tal er steget til 632.820 i 2020.

18

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

bestemte sociale lag. Klasseinddelingen i det danske samfund er vist i figur 1.6. I et uligheds- og velfærdsperspektiv er klasseanalysen interessant, fordi den giver et generelt billede af, hvordan befolkningen fordeler sig i forhold til hinanden.

Denne viden kan vi bruge til at ”kigge” ind i de forskellige sociale klasser og undersøge, hvilke levevilkår den sociale klasse lever under.

ARBEJDERKLASSE

Udgør ca. 30 % af danske familier. Der er ingen indkomstgrænse i arbejderklassen, men i gennemsnit tjener en person i arbejderklassen ca. 460.900 om året før skat. Det er faglærte og ufaglærte arbejdere, vi finder i denne klasse, men det er også rengøringsassistenten, industriarbejderen, buschauffører osv.

Det er en bred gruppe. I 1995 var der 1.444.430 personer i arbejderklassen.

Dette tal er faldet til 972.320 i 2020.

UDEN FOR ARBEJDSMARKEDET

Kilde: www.klassesamfundet.dk og Arbejde og Arbejdsmarked af P. Henriksen, Columbus, 2023.

Udgør ca. 12 % af danske familier. Personer i denne klasse er langvarigt uden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at de som minimum står uden for arbejdsmarkedet 10 mdr. om året. Der er ingen indkomstgrænse for denne klasse, men de fleste personer i gruppen uden for arbejdsmarkedet er førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere eller på dagpenge. I 1995 var der 537.240 personer uden for arbejdsmarkedet. Dette tal er faldet til 519.830 i 2020.

Note: Klasseanalysen har undersøgt befolkningen i alderen 18-59 år. Er man studerende, regnes man ikke med i klasseanalysen, fordi det antages, at det er en selvvalgt, midlertidig status.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

19

Kigger vi nærmere på de sociale klasser, så kan vi finde ud af, at der er en række økonomiske og sociale forskelle. De højere sociale klasser tjener flere penge og har højere uddannelsesniveau og erhvervsposition end klasserne uden for arbejdsmarkedet og arbejderklassen. Vi kan blandt andet se, at klasserne uden for arbejdsmarkedet og arbejderklassen i overvejende grad bor i lejeboliger, hvorimod 66 % i den højere middelklasse og hele 91 % i overklassen har ejerbolig, hvilket har stor indflydelse på formuefordelingen.

sp

ill o

v e r - e ff e

kt

sp

ill o

v e r - e ff e

kt

Økonomiske midler (penge/ formue)

Uddannelse/ dannelse

Høj/lav/ingen position på arbejds­ markedet

Familie/ venner der kan ­hjælpe os

Forældre gift/skilt, faste rammer

Stærkt/svagt helbred

ØKONOMI

KULTURELLE RESSOURCER

ARBEJDSMARKEDSTILKNYTNING

NETVÆRK

STABILITET I FAMILIEN

HELBRED

Note: Modellen viser Jakob Glenstrup Jensby og Peter Brøndums såkaldte ressourcebeholdermodel. Modellen medtager både de økonomiske forhold, som vi nævnte tidligere, men tilføjer samtidig de sociale og kulturelle forhold, som Lars Olsen påpeger.

Dette er vigtigt, da det kan give os en bedre forståelse for, hvordan uligheden viser sig i samfundet, og hvad der kan forklare den.

1.3.1. Ressourcebeholdere Den danske journalist og samfundsdebattør Lars Olsen har argumenteret for, at nok er den økonomiske ulighed stigende og vigtig at være opmærksom på, men det bør ikke lukke vores øjne for, at der også er betydelig social ulighed i samfundet. Her peger Olsen på, at ulighed ikke kun handler om økonomi i form af, hvor mange penge forskellige grupper i samfundet har, men at uligheden i lige så høj grad er social. Det viser sig, når vi undersøger de sociale klassers uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet, stabilitet i familielivet og helbred. Her er Olsen inspireret af den franske sociolog Pierre Bourdieu, som vi vender tilbage til senere i kapitlet.

Olsen anvender de såkaldte ressourcebeholdere (se figur 1.7) til at tydeliggøre, at vi individer hver især kan have flere eller færre ressourcer i vores respektive beholdere, og det er mængden af ressourcer, økonomiske såvel som sociale,

20

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Kilde: Ulighedens mange ansigter – perspektiver på social ulighed, 2. udg., af J. G. Jensby og P. Brøndum, Columbus, 2019.

Figur 1.7. Centrale ressourcebeholdere

Årstal

Fag

Over­ klasse

Højere Middel­ klasse

Middel­ klasse

Arbejder­ klasse

Uden ­ for arbejds­ markedet

Dansk

8,8

8,8

7,7

6,7

6,2

Matematik

9,3

9,0

7,7

6,5

5,8

2022

Kilde: Klassesamfund.dk

Tabel 1.2. Karakterer ved afgangsprøven i dansk og matematik, 2022, sociale klasser

som får betydning for livsforløbet. En pointe hos Olsen er, at der ofte er en spillover-effekt mellem de forskellige ressourcebeholdere, det vil sige, at mængden af ressourcer i en beholder kan påvirke en eller flere af de andre beholdere, både positivt og negativt. Hvis vi nu for eksempel har en ustabil og utryg familiesituation, så vil vi måske have sværere ved at få taget en uddannelse. Det kan så betyde, at vi senere i livet får en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet og ofte står uden et job, der igen kan føre til et svagere socialt netværk med få sociale relationer, der kan resultere i ensomhed og isolation, hvilket kan bidrage til et dårligt helbred osv.

Når vi undersøger de sociale klasser, så kan vi blandt andet se den sociale ulighed ved, at personer, der er placeret i klassen uden for arbejdsmarkedet, har dobbelt så mange lægebesøg om året som personer, der er placeret i henholdsvis overklassen og højere middelklasse. Vi kan også se, at middellevetiden for mænd i klassen uden for arbejdsmarkedet i 2022 var ca. 71 år, mens den for kvinder i samme klasse var 78,2 år. For kvinder i overklassen var middellevetiden 87,6 år, mens den for mænd i samme klasse var 85,2. Overklassen bor altså dyrere og lever markant længere end klassen, der er uden for arbejdsmarkedet.

Vi kan også se, at der er forskelle på, hvordan det går børnene i uddannelsessystemet, afhængig af hvilken sociale klasse deres forældre hører til. Det kan vi blandt andet se, hvis vi kigger på, hvordan danske børn og unge fra forskellige sociale klasser klarer det ved folkeskolens afgangsprøver i fagene dansk og matematik (se tabel 1.2), og hvis vi kigger på det generelle uddannelsesniveau for børn i forhold til deres forældre. Så selvom det i Danmark bestemt er muligt at bevæge sig mellem de sociale klasser, så kan vi alligevel se, at en del af os ”hænger” fast i den sociale klasse, som vi fødes ind i.

1.3.2. Social mobilitet og social arv Når vi forholder os til det enkelte individs mulighed for at bevæge sig op eller ned i samfundet, så taler vi om social mobilitet. Det er

Social mobilitet handler om individer og gruppers muligheder for at bevæge sig mellem sociale klasser i samfun­ det. Social mobi­litet kan være både opadgående eller nedadgående.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

21

Generations­ mobilitet handler om den mobilitet, der er mellem børn og deres forældre, altså hvordan børnene klarer sig i forhold til deres forældre.

Karrieremobilitet handler om det en­ kelte individs evne til, over et livsforløb, at forbedre sin position inden for et bestemt arbejdsområde.

Social arv handler om den overførsel af livsvilkår, som sker fra forældre til børn. Social arv kan være både negativ og positiv, men fokus er ofte rettet mod den negative sociale arv.

et vigtigt begreb, der handler om individer og gruppers bevægelse mellem forskellige sociale positioner eller klasser i samfundet. Bevægelsen kan både forbedre (vi kan bevæge os opad i de højere sociale klasser) eller forværre (vi kan bevæge os nedad i de sociale klasser) den enkeltes sociale og økonomiske situation.

Når vi taler om social mobilitet, er det desuden vigtigt, at vi kender forskel på generationsmobilitet og karrieremobilitet. Generationsmobilitet handler om, hvorvidt børn bevæger sig til en anden social klasse end d ­ eres forældre. Her kigger vi altså på, hvordan børnene klarer sig i deres liv i forhold til, hvordan deres forældre har klaret det. Karrieremobilitet beskriver derimod det enkelte individs evne til, over et livsforløb, at forbedre sin position inden for det arbejdsområde eller arbejdsfelt, som individet gør karriere inden for.

Når nogle individer har vanskeligere ved at bevæge sig fra én socialklasse til en anden, så kan vi blandt andet forklare det ved at anvende begrebet social arv. Social arv handler om, at forældre videregiver deres særlige økonomiske (indkomst og formue) og sociale kendetegn (for eksempel uddannelsesniveau, arbejdsstilling/job, normer, værdier og adfærd) til deres børn, som så vil indoptage disse og reproducere (genskabe) dem i deres eget liv.

Indlæring og optagelse af forældres normer og værdier kaldes også for primær socialisering, og det vender vi tilbage til i kapitel 2.

Sagt på en lidt anden måde så er den sociale arv udtryk for, at vi ”arver” bestemte måder at gøre tingene på, særligt fra vores forældre og nære sociale miljø, som kan få central betydning for de valg, vi foretager os igennem livet. Når vi taler om social arv, så skelner vi mellem negativ og positiv social arv.

Den negative sociale arv handler blandt andet om, at børn kommer til at arve negative sociale mønstre fra deres forældre, som eksempelvis lav eller ingen uddannelse, arbejdsløshed, kriminalitet eller misbrug (stoffer, alkohol). Børnene arver så at sige belastende livsomstændigheder fra deres forældre, som vil gøre det meget vanskeligere for dem i livet. Vi taler også om positiv social arv, som handler om, at barnet arver og viderefører forældrenes stærke ressourcer, sociale status og adfærd og bliver i stand til at placere sig i samme eller i en højere social position i samfundets klassehierarki.

Et begreb, som vi ofte bruger eller støder på i diskussionerne om spe-

Mønsterbryder er et individ, der bryder med sin negative sociale arv.

cielt negativ social arv, er begrebet mønsterbryder. En mønsterbryder er udtryk for en person, som er eller har været i stand til at bryde den negative sociale arv eller ændre på de ressourcer, sociale status og adfærd, som personen ellers er vokset op under.

22

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

1.4. Hvorfor er der ulighed?

I forrige afsnit har vi undersøgt, hvordan uligheden udfolder

Figur 1.8. Funktio­nalismen

sig på tværs af klasser i samfundet. Nu skal vi kigge på, hvordan uligheden kan forklares, altså med andre ord: Hvorfor findes der ulighed?

Til at forklare dette bruger vi to teorier, der kommer med hvert sit bud på, hvorfor ulighed opstår – og som også har to forskellige opfattelser af, hvorvidt ulighed er godt eller skidt for samfundet.

1.4.1. Funktionalismen – ulighed er en helt ­naturlig ting i vores samfund Funktionalismen er en teori, som betragter samfundet som en organisme. Bruger vi menneskekroppen som eksempel på en organisme, så vil alle kroppens enkeltdele hver især være vigtige, men de er ikke lige vigtige. Det vil sige, at alle enkeltdele i samfundet indgår i en samlet organisme, som udgør det samfund, vi lever i. Det betyder, at vi mennesker med vores jobs hver især har en bestemt funktion i samfundet, og den skal vi udfylde, så samfundet kan bestå. Ifølge funktionalismen er alle funktioner og roller dog ikke lige vigtige, og samfundet vil altid belønne de mennesker (med penge og status), som har vigtigere funktioner og roller i samfundet end andre.

Funktionalisterne vil for eksempel argumentere for, at både hjertekirurgen og sygeplejersken udøver vigtige funktioner for samfundet, men at kirurgens arbejde er vigtigere. Der vil derfor være en naturlig lønforskel mellem de to. Funktionalisterne vil desuden argumentere for, at det er gennem belønning som

Vigtig funktion Mindre vigtig funktion

Ifølge funktionalismen er visse dele af samfundet vigtigere end andre dele; samfundet sammenlignes med den menneskelige krop, hvor hjertet tjener en vigtigere funktion end foden. De, der tjener vigtige funk­ tioner, skal også, ­ifølge funktionalismen, ­belønnes bedre end de, der ikke gør.

penge og status, at vi mennesker bliver motiverede til for eksempel at tage en lang uddannelse, som kan være nødvendigt, for at vi kan udfylde de vigtige funktioner – og på den måde tjene samfundet godt.

For funktionalisterne er det derfor også retfærdigt, at dem, der yder mest, også er dem, der får mest. Derfor vil funktionalisterne heller ikke argumentere for, at staten eller andre skal træde ind og forsøge at fjerne uligheden i samfundet, da det vil skade samfundet mere, end det gavner.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

23

1.4.2. Pierre Bourdieus teori – ulighed bør reduceres Den franske sociolog Pierre Bourdieu har også interesseret sig for, hvad der skaber og fastholder, eller som han selv skriver, reproducerer uligheden i samfundet. I sin forskning anvender Bourdieu en lang række begreber, men i dette afsnit vil vi primært bruge tre af disse til at forklare, hvorfor der ifølge Bourdieu er ulighed i samfundet, og hvorfor den reproduceres:

KAPITAL

HABITUS

FELT

 Kapital Begrebet kapital kan vi oversætte til ressource. Vi mennesker har ifølge Bourdieu fire forskellige typer af kapital, som vi kan have mere eller mindre Kapital kan oversættes til en ressource, og vi in­ divider har ifølge Bour­ dieu både økonomiske, kulturelle, sociale og nogle gange symbolske kapitaler.

af (se figur 1.9). Den sociale klasse, som vi fødes ind i, har indflydelse på, hvor meget økonomisk, kulturel og social kapital vi fra fødslen har til rådighed. Som vi så i casen med Sally og Jeppe i starten af kapitlet, så betyder det en hel del for vores livsbane, hvilke familier vi vokser op i. Ifølge Bourdieu kan vi tilegne os kapital gennem hele vores liv gennem de forskellige sociale miljøer, vi færdes i, men Bourdieu lægger dog vægt på, at specielt de unge år er centrale for, hvordan vi senere i livet bliver i stand til at påvirke vores kapitaler.

Økonomisk kapital

Kulturel kapital

Social kapital

Symbolsk ­kapital

En kapital, som handler om indkomster og formue (for eksempel ejendomme, ­værdipapirer). Økonomisk kapital er den mest ­materielle og synlige kapital.

En kapital, som handler om den mængde af viden, uddannelse, information og dannelse, som en person er i besiddelse af.

Kulturel kapital kommer til udtryk i uddannelsesniveau, smag, kunst osv.

En kapital, som handler om de sociale relationer (familie og venner) og sociale netværk, som en person er i besiddelse af eller indgår i.

En form for overordnet kapital, som handler om et individs prestige og status. Har man meget af en eller flere af de tre andre kapitalformer – så kan man så at sige veksle det til symbolsk kapital.

Note: Den symbolske kapital er ikke en konkret kapital eller ­ressource som de tre andre, men snarere en kapital, som tildeles personer. Symbolsk kapital er altså sådan en form for tillægskapital, som kan tilfalde personer, der i­ forvejen har status eller prestige i samfundet.

24

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Kilde: Figuren er inspireret, men forkortet, af en figur fra Ulighed og Livsforløb af M.M. Jæger, M.D. Munk og N. Ploug, Socialforskningsinstituttet 2003.

Figur 1.9. De forskellige kapitaler

Figur 1.10. Kulturel kapital

HABITUS FELT KAPITALER

Den kulturelle kapital betyder alverden i uddannelsessystemet, men der er stor forskel på, hvor meget vi hver især får med hjemmefra. Nogle har meget med i ”rygsækken”, fordi der har været ­bøger, aviser og diskussioner om bordet derhjemme – mens andre ikke har haft adgang til dette.

 Habitus Bourdieus andet centrale begreb, habitus, kan beskrives som en rygsæk, vi bærer med os igennem livet, og som indeholder vores

Habitus skal forstås som vores værdier og normer.

indlærte vaner, holdninger, værdier og erfaringer. Disse baserer sig i høj grad på de kapitaler, vi har med os fra vores opvækst, men også på, hvordan vi livet igennem påvirkes af vores sociale omgivelser og er i stand til at erhverve os flere eller færre ressourcer (kapitaler). Habitus er udtryk for, hvordan vi disponerer vores handlinger – det vil sige det, som gør, at vi handler på bestemte måder i sociale sammenhænge. Sagt på en anden måde så vil det sige, at vi mennesker hver især disponerer vores handlinger på bestemte måder (i skolen, i hjemmet, på arbejdspladsen, sammen med vennerne osv.), og det er blandt andet vores kapitaler, som har indflydelse på vores habitus og dermed på, hvordan og hvorfor vi handler, som vi gør, i forskellige situationer.

Lad os se nærmere på habitus ved at kigge på den kulturelle kapital. Når vi sidder i en gymnasieklasse og kigger rundt, kan vi se, at nogle har lettere ved at knække koden i gymnasiet end andre. Det er ikke tilfældigt. Det skyldes sandsynligvis, at de besidder en høj kulturel kapital, som de har fået med hjemmefra. Den kulturelle kapital, som disse klassekammerater bringer med sig ind i gymnasieklassen, vil fra start af give dem en fordel, fordi de ofte vil være analytisk og kritisk tænkende. Desuden vil de, og det er helt centralt, meget ofte have et sprog, som gør det muligt for dem dels at forstå det faglige sprog, som lærerne taler, dels have en evne til at lære det nye faglige sprog, som der undervises i.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

25

Kort sagt er disse klassekammerater på en måde ”trænet”, eller deres habitus har forberedt dem til at møde de faglige udfordringer, som gymnasiet stiller dem over for. Det gør det muligt for dem at høste anerkendelse fra lærerne og få gode karakterer – ligesom de også vil have en selvtillid og en tro på, at de har vigtige ting at bidrage med. Det, vi ser udspille sig her, er netop et eksempel på en positiv social arv.

 Felt Ud over begreberne kapital og habitus så bruger Bourdieu også begrebet felt. Et felt er en social arena, der består af bestemte krav og forventninger.

Familien kan være et felt, arbejdsmarkedet kan være et andet felt, og Felt er udtryk for en social arena, eksempel­ vis en gymnasieklasse ­eller en sportsklub, en arbejdsplads osv.

uddannelsessystemet kan være et tredje felt osv. I hvert felt, vi befinder os i, har vi mulighed for at blive belønnet, straffet, opnå magt og prestige, afhængigt af hvor gode vi er til at leve op til feltets krav og forventninger.

Inden for alle felter foregår der en kamp om at klare sig bedst muligt, og det, der ifølge Bourdieu er afgørende for, om vi klarer os godt eller skidt, er, om vi er i besiddelse af meget eller lidt af den kapital, som er vigtig i det felt, som vi befinder os i. Kigger vi på eksemplet fra før, så vil vi kunne opnå en bedre position i uddannelsesfeltet, hvis vi har en mængde kulturel kapital og en habitus, der så at sige har ”forberedt” os på de krav og forventninger, der møder os i uddannelsesfeltet.

Figur 1.11. Bourdieus centrale begreber kapital, habitus og felt

ØKONOMISK KAPITAL

KULTUREL KAPITAL KULTUREL KAPITAL

SOCIAL KAPITAL

HABITUS

Felt 1

For eksempel uddannelse som gymnasie, universitet eller professionshøjskole

Felt 2

For eksempel arbejdsmarkedet

Kapitalerne har indflydelse på habitus, og vores habitus styrer, hvordan vi handler i de forskellige felter (sociale arenaer), som vi bevæger os i over et livsforløb. I figuren er kun vist to forskellige felter, men der er mange flere felter, som vi mennesker bevæger os i igennem livet.

26

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Når Bourdieu forklarer, hvorfor ulighed opstår i samfundet, og hvordan uligheden reproduceres, så handler det altså om, at vi mennesker fødes med forskellig adgang til kapitaler. Det får betydning for vores habitus og dermed for vores evne til at disponere vores handlinger og valg på den mest fornuftige måde, hvilket igen har betydning for vores placering i de felter, vi indgår i.

Bourdieu mener derfor ikke, at uligheden er naturlig, sådan som vi så det hos funktionalisterne. Ulighed er snarere en samfundsskabt tilstand, som hele tiden bliver reproduceret (genskabt), fordi der ikke gøres tilstrækkeligt for at styrke kapitalerne hos de grupper i samfundet, som kun besidder få kapitaler. Hvis vi vil uligheden til livs, så er det ifølge Bourdieu nødvendigt at investere i disse grupper, så de kan styrke deres kapitaler.

Figur 1.12. Funktionalisterne og Bourdieus forklaringer på ulighed

Funktionalismen

Pierre Bourdieu

Hvorfor er der ulighed?

Ulighed er naturligt i samfundet, fordi det er nødvendigt med forskel på den belønning (penge og status), som gives til folk i forskellige funktioner.

Ulighed er ikke naturligt, men skyldes, at nogle fra start af i livet har adgang til kapital og kan opbygge en habitus, der gør dem i stand til at handle i overensstemmelse med de krav og forventninger, som stilles i de sociale arenaer (felter).

Hvad ­driver uligheden?

Ulighed reproduceres, fordi vi altid skal motivere de personer, som har de vigtigste funktioner, ved at give dem større belønninger.

Uligheden reproduceres, fordi personer uden den nødvendige kapital i livets forskellige sociale arenaer (felter) vil have meget svært ved at ændre på deres sociale position i samfundet.

Skal ulighed bekæmpes?

Nej. Samfundet skal sikre, at alle har formelle lige muligheder (se afsnit 1.1.1 om formel lighed) for at kunne vælge og blive til det, de gerne vil. Det vil være uretfærdigt over for dem, der er dygtigere end andre, at fjerne uligheden, og det vil svække samfundets dynamik og effektivitet.

Ja. Ulighed skal bekæmpes, så vi kan sikre, at der er chancelighed for alle i samfundet (se afsnit 1.1.1 om chancelighed). Det vil betyde, at samfundet og staten skal gå ind og forsøge at styrke kapitalerne hos de grupper eller klasser i samfundet, som kun har adgang til få kapitaler. Derudover skal man kigge på, om de nuværende krav og forventninger i samfundets forskellige sociale arenaer (felter) rent faktisk giver chancelighed, eller om der sker en forfordeling af nogle socialklasser frem for andre.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

27

Figur 1.13. Løngab mellem mænd og kvinder

1.5. Hvorfor er der ulighed mellem kønnene i ­Danmark?

Et andet aspekt af ulighed er uligheden mellem kønnene.

I Danmark bilder vi os ofte ind, at der er ligestilling mel-

18 %

lem kønnene. Men selvom vi har en ligestillingslov, der skal sikre lige rettigheder og muligheder og modvirke enhver form for forskelsbehandling af kønnene, ser vi alligevel, at der er store forskelle. Især på det økonomiske område halter kvinderne efter mændene, og hvad angår sociale netværk og helbred halter mændene efter kvinderne.

1.5.1. Lønforskelle mellem mænd og ­kvinder Kønsforskelle i indkomst beskrives med brug af begrebet løngab, som måler forskellen på mænd og kvinders Ligestilling handler om, at forskellige befolkningsgrupper har lige rettighe­ der, muligheder og pligter. Ligestilling knytter sig særligt til de to køn (mænd og kvinder).

Løngab er udtryk for forskellen på mænds og kvinders timeløn.

timeløn. I Danmark i 2023 tjente kvinder generelt i gennemsnit 18 % mindre end mænd ifølge et internationalt studie, der ser på ulighed i løn mellem kønnene i 15 lande. 40 % af denne forskel udgøres af en forskel mellem mænd og kvinder, som har samme jobtype. Når vi skal forklare resten (60 %) af den generelle lønforskel, så kan vi kigge på følgende mulige årsager:

 Kvinder arbejder mindre på arbejdsmarkedet Den første forklaring peger på, at lønforskellene knytter sig til det forhold, at flere mænd end kvinder arbejder på fuldtid, mens flere kvinder end mænd arbejder på deltid. I 2022 arbejdede mænd i gennemsnit 36,5 timer om ugen mod kvinders 32

28

Reproduktivt ­arbejde er det arbej­ de, som er ulønnet og finder sted i hjem­ met, og som ikke tillægges en værdi i samfundet.

timer. I denne opgørelse tæller dog kun det arbejde,

Produktivt arbejde er udtryk for det arbejde, som udføres på arbejdsmarkedet, og som samfundet tillægger en værdi.

en time mere i hjemmet om dagen end mænd. Det

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

der finder sted ude på arbejdsmarkedet, og ikke det i hjemmet (børnepasning, tøjvask, rengøring, indkøb, madlavning). Her viser en undersøgelse fra Rockwool Fonden i 2018, at kvinder arbejder ca. ulønnede arbejde, der udføres i hjemmet, kalder vi for det reproduktive arbejde, mens det lønnede arbejde kaldes det produktive arbejde.

2008 2009

2010

2011 2012

2013

2014 2015

2016 2017

2018

2019

2020

2021

Kilde: Beskæftigelsesministeriet, 2023.

39 38 37 36 35 34 33 32 31 30 29 28

39 38 37 36 35 34 33 32 31 30 29 28

Timer

Timer

Figur 1.14. Udvikling i gennemsnitlig ugentlig arbejdstid fordelt på køn, 2008-2022.

2022

År

Mænd Kvinder

Figur 1.15. Forældres deling af barselsorlov, andel i procent, 2003-2021

100 90 80

Procent

70 60 50 40 30 20 0

Kilde: Danmarks Statistik.

10 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 Mors andel af barslen

Fars andel af barslen

Det er særligt i forbindelse med børn, at kvinder sættes tilbage lønmæssigt.

Kvinderne tager langt mere af barselsorloven end mændene, og man får ikke fuld løn under barsel, ligesom man heller ikke sparer op til pension under barslen. Opgørelser viser, at kvinder stadig 10 år efter endt barsel har

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

29

en arbejdsindkomst, der sammenlignet med mandens er 20 % lavere. I et økonomisk ligestillingsperspektiv vil argumentet her lyde, at hvis indkomstuligheden mellem gruppen af kvinder og mænd skal mindskes, så skal andelen af mænd, der tager barsel, øges.

Det var også argumenterne bag den lovgivning, der blev vedtaget i august 2022, som øremærker 11 uger af barslen til begge forældre. Konkret betyder loven, at den ene forælder ikke kan give de 11 uger til den anden forælder.

Når vi diskuterer fuldtid og deltid og køn, så handler det i høj grad om Kønsroller er udtryk for de bestemte opfattelser og forventninger, vi har til det at være mand og det at være kvinde.

økonomi, og så handler det om, at vi som samfund har bestemte opfattelser og forventninger til kønnet mand og kønnet kvinde. Det er det, vi kalder for kønsroller, som er med til at socialisere kvinder til i højere grad at tage sig af børnene (se mere om socialisering i kapitel 2).

Figur 1.16. Kønsroller

 Kvindefag er lavere lønnet Den anden forklaring på, hvorfor der er lønforskel mellem mænd og kvinder, retter sig mod det ­danske arbejdsmarked, der er stærkt kønsopdelt. Kvinder arbejdere i højere grad i den offentlige sektor (som pædagoger, socialrådgivere, skolelærere og sygeplejersker), hvor lønnen generelt er lavere sammenlignet med den løn, som kan tjenes i den private sektor, hvor en overvægt af mænd er ansat. Denne lavere værdisættelse hænger for det første sammen med nogle historiske forhold, hvor ”kvindefag” i den offentlige sektor blev placeret lønmæssigt lavere end ”mandefag”.

For det andet har mange offentlige

De forskellige forventninger til mænd og kvinder udmønter sig i det, vi kalder kønsroller. Traditionelt set har kvindens rolle været udspillet i hjemmet, mens manden har spillet sin på arbejdsmarkedet.

”kvindefag” i årevis kæmpet for at forbedre arbejdsforholdene frem for at kæmpe for højere løn, og for det tredje er der stort set ingen konkurrencesituation i den offentlige sektor, der kan drive lønninger op.

30

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

 Kvinder har færre lederposter Den tredje forklaring handler om, at det er mænd, der sidder på topposterne i vores samfund. Disse topledere lønnes markant højere end andre grupper, hvilket bidrager til den samlede lønforskel. Der er flere årsager til, at vi ser så få kvindelige topledere. En årsag er, at kvinder i topstillinger i endnu højere grad end mænd skal evne at jonglere karriere, samtidig med at de skal stå for mere i hjemmet end manden. En anden årsag er den såkaldte ”Rip, Rap og Rup-effekt”, der går ud på, at vi mennesker typisk ansætter personer, som ligner os selv. For gruppen af kvinder bliver det derfor vanskeligere at få adgang til toplederposterne i samfundet, da de, der skal beslutte, hvem der skal have lederstillingerne, i overvejende grad er mænd.

Det er også det, som vi kalder for glasloftet, at der ligesom er en usynlig barriere for kvinder, der gør det sværere for dem at nå helt til tops i samfundet.

Glasloftet betegner den usynlige grænse, som mange kvinder oplever, når de stiger i samfundets sociale klasser eller hierarki.

1.5.2. Ulighed i levevilkår mellem mænd og kvinder Det er dog ikke kun i toppen af samfundet, at der befinder sig flest mænd – det gælder også på samfundets bund. Når det kommer til forskelle her, er mændene dårligere stillet på en række områder.

 Mænd er oftere hjemløse, kriminelle og dør tidligere I mange år har ligestillingsindsatsen været forbeholdt kvinder, men i løbet af de seneste år er der kommet større fokus på de problemer, der er knyttet til det at være mand. Som ligestillingsminister Marie Bjerre siger i citatet om udsatte mænd (se tekstboks 1.1), så har vi som samfund nogle forventninger til, hvordan en mand bør være (se kapitel 2 om sociale roller).

Disse forventninger kan være medvirkende til, at de mænd, der har brug for hjælp (for eksempel lægehjælp, psykologhjælp, hjælp fra netværk osv.) ikke får det, fordi de ikke rækker ud – eller risikerer at blive opfattet som ”svage”, når de gør det. De manglende lægebesøg kan være en del af forklaringen på, hvorfor mænd i gennemsnit dør fire år tidligere end kvinder, fordi sygdomme, der måske kunne kureres, ikke bliver opdaget i tide. Hertil kommer, at af dem, der begår selvmord, er 7 ud af 10 mænd, ligesom langt flere mænd end kvinder ender som hjemløse, og størstedelen af de indsatte i danske fængsler er mænd (96 %).

Fælles for både mænd og kvinder er, at jo lavere lønindkomst du har, desto tidligere dør du (se figur 1.17). .

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

31

Figur 1.17. Levetid for mænd og kvinder i forhold til, om man har høj eller lav indkomst, 1988-2021

MIDDELLEVETID FOR MÆND 86 år 84 år 82 år

10 år

80 år 78 år 76 år 74 år 72 år 70 år

5 år

68 år 1988 1991 1994 1997 2000 2003 2006 2009 2012 2015 2018 2021

Mænd med lav indkomst

Mænd med høj indkomst

88 år 86 år

7 år

84 år 82 år 80 år 78 år 76 år 74 år

5 år 1988 1991 1994 1997 2000 2003 2006 2009 2012 2015 2018 2021

Kvinder med lav indkomst

32

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Kvinder med høj indkomst

Kilde: Professor emeritus Henrik Brønnum Hansen, Institut for Folkevidenskab, Københavns Universitet.

MIDDELLEVETID FOR KVINDER

Tekstboks 1.1.

De udsatte mænd ”En moderne ligestillingsindsats omfatter både kvinder og mænd. Vi har som samfund ikke i tilstrækkelig grad anerkendt, at når mænd og drenge har dårligere helbred, falder bagud i uddannel­sessystemet,

er til mænd og drenge. Med en ­kommende handlingsplan for mænds og drenges ligestilling ønsker jeg at sætte fokus på de områder, hvor mænd og drenge i særlig grad er udsatte eller har udfordringer.”

Marie Bjerre Venstre (V) ­

Kilde: Digitaliserings- og ligestillingsministeriet.

ender i misbrug, kriminalitet, hjemløshed eller ­begår selvmord, så hænger det også sammen med deres køn og de forventninger, der

 Drenge klarer sig dårligere end piger i skolen De samme forventninger til, hvad en ”rigtig dreng” er, har også betydning i uddannelsessystemet, hvor drengene klarer sig dårligere end pigerne, der både får højere karakterer og i højere grad tager videregående uddannelser.

Figur 1.18. Karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen, 2011-2022

10 9 Piger

8

6

2022

2021

2020

2019

2018

2017

2016

2015

2014

2013

2012

2011

5

Kilde: Kommunernes Landsforening, 2023.

Drenge

7

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

33

1.5.3. Ligestillingsdebatten Inden for ligestillingsdebatten kan vi iagttage to overordnede positioner: Der er dem, der mener, at det i høj grad er op til individet selv at træffe de valg, der stiller dem bedre. Ønsker kvinder for eksempel ikke at få den lavere løn i det offentlige, så bør de søge over i den private sektor, hvor de kan få højere løn i stedet Aktørperspektivet er udtryk for et perspektiv eller en forklaring, der lægger vægt på, at det enkelte individ er ansvarlig for sin livssituation - det er ikke samfundets skyld.

Strukturperspektivet er et perspektiv eller en forklaring, der hand­ ler om, at det ikke er det enkelte individ, der er skyld i de ud­ fordringer, som det står over for, men det er den måde, som samfundet er organiseret på, der giver udfordrin­ gerne.

for at uddanne sig til og arbejde som sygeplejersker og sosu-assistenter i den offentlige sektor. De kan også vælge at tage kortere barsel og lade være at gå på deltid. På samme måde har de mænd, der ender uden arbejde, står uden sociale netværk og har dårligt helbred, selv et ansvar for at komme ind på arbejdsmarkedet, gå til lægen osv. Det væsentlige her er, at der er lige (formelle) muligheder for kønnene i forhold til de valg, de kan træffe.

Denne position i debatten kalder vi også for aktørperspektivet, fordi der lægges vægt på, hvad aktørerne (mændene og kvinderne) selv kan gøre.

Den anden position mener, at det er samfundets indretning (lønforskelle mellem sektorer, socialisering, lavere levealder osv.), som er afgørende for forskellene. Her lyder argumentet, at det ikke hjælper kun at have formelt lige muligheder, hvis samfundets indretning er skyld i, at kvinder systematisk stilles dårligere end mænd karriere- og lønmæssigt, og at mænd i højere grad ender i socialt udsatte positioner. Denne position i debatten kalder vi også for strukturperspektivet, fordi den forklarer forskellene på mænd og kvinders vilkår ud fra samfundsstrukturer.

1.6. Hvordan ser de politiske ideologier på ­spørgsmålet om ulighed?

Når vi undersøger, hvorfor der er ulighed i samfundet, og om vi skal gøre noget for at reducere uligheden, så bevæger vi os over i det politiske område. For tæt knyttet til spørgsmål om ulighed er, hvilken type velfærdssamfund vi skal have, og hvor meget staten skal omfordele (tage fra ”de rige” og give til ”de fattige”) for at forhindre ulighed. Det er der meget forskellige politiske holdninger til, som vi kan se udtrykt i de såkaldte politiske ideologier.

Politisk ideologi er udtryk for et sæt af tanker og ideer om, hvordan samfundet er og bør være.

En politisk ideologi er udtryk for et system af tanker og vurderinger om, hvordan samfundet er (altså hvordan samfundet ser ud) og bør være indrettet (altså der, hvor ideologien gerne vil have, samfundet skal bevæge sig hen, for at vi opnår ”det gode samfund”). Fælles for ideologierne er, at de alle har et:

MENNESKESYN

34

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

SAMFUNDSSYN

SYN PÅ STATENS ROLLE

I det følgende ser vi nærmere på de tre såkaldte klassiske ideologier, liberalismen, konservatismen og socialismen. Vi afslutter gennemgangen med at se på udviklingen i ideologierne ved at sætte fokus på henholdsvis socialliberalismen, socialdemokratismen og den grønne ideologi.

1.6.1. Liberalismen Liberalismen er en af de tre klassiske ideologier, og den opstår i slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet. Liberalismen opstod som en kritik af datidens feudale samfundsorden, hvor kongen og adelen sad på magten og nedarvede magten i samfundet, og hvor det enkelte individs rettigheder var stærkt begrænsede. Særligt den britiske filosof John Locke er en vigtig person i formuleringen af den politiske del af ideologien. Han argumenterede blandt andet for en styrkelse af det enkelte individs frihedsrettigheder (retten til liv, til personlig frihed, retten til privat ejendom og politisk lighed), der skal beskytte individet mod overgreb fra staten. Statens rolle skulle, ifølge Locke, begrænses til kun at beskytte individets ret til liv og ejendom, men ellers skulle staten ikke blande sig i individets liv.

Figur 1.19. Liberalismen

Inden for liberalismen mener man, at mennesket er fornuftigt og bør have plads til at udfolde sig frit.

Det medfører, at mennesket, ifølge liberalismen, også bærer ansvaret for sit eget liv.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

35

Den skotske økonomiske tænker Adam Smith står centralt i den del af liberalismen, som ofte betegnes økonomisk liberalisme. Adam Smith var enig i Lockes politiske tanker om, hvordan samfundet skulle forandres, men Smith tilføjede, at der også skulle være et frit og åbent marked, der skulle basere sig på fri konkurrence, og som ikke skulle reguleres af andet end udbud og efterspørgsel. Smith var vidende om, at når det økonomiske marked blev sat fri, og det eneste, der regulerede markedet, var udbud og efterspørgsel, så ville uligheden i samfundet stige, men mente at alle i længden ville blive rigere på denne måde.

 Liberalismens syn på mennesket Undersøger vi liberalismens syn på mennesket, så bliver det tydeligt, at den har en meget stor tiltro til det enkelte individ. Liberalismen tror nemlig på, at mennesket er fornuftigt, egoistisk og stærkt, og taler derfor om, at individet er sin egen lykkes smed. Det betyder, at her i livet er succes såvel som fiasko bundet op på det enkelte menneskes evne til at træffe de bedst mulige beslutninger for sig selv. Hvis der er noget, vi mennesker gerne vil opnå, så vil vi, ifølge liberalismen, arbejde hårdt for det. For at det enkelte individ kan blive sin egen lykkes smed, så er det dog ifølge liberalismen ekstremt vigtigt, at det enkelte individ har personlig frihed. Individet skal således være helt frit til at gøre og vælge det, han eller hun vil, så længe det dog ikke krænker andre menneskers personlige frihed.

 Liberalismens syn på samfundet For liberalismen står mennesket i centrum, og samfundet findes kun, fordi det består af mange forskellige individer. Uden individer intet samfund, hvilket betyder, at liberalismen har det, vi kan kalde for en mekanisk samfundsopfattelse. Det kaldes mekanisk, fordi samfundet ses som en praktisk sammenslutning, der sikrer individets personlige frihed mod overgreb fra andre, herunder staten.

 Liberalismens syn på statens rolle Liberalisterne argumenterer derfor for, at statens rolle skal være lille og Negativ frihed er udtryk for fravær af indblanding fra andres side, for ek­ sempel staten, som ikke kan blande sig eller krænke det frie individs rettig­ heder, da disse er sikret i loven.

36

begrænset og primært knyttet til konkrete praktiske opgaver eller funk­ tioner som politi, forsvar af landet (militær) og domstole (der sikrer, at alle behandles lige for loven). Statens rolle er simpelthen at sikre, at det enkelte individs ret til liv, ejendom og personlig frihed ikke krænkes. Liberalisterne taler i den forbindelse om det, som kaldes for negativ frihed. Det vil sige, at vi individer hver især skal være sikret (gennem retsstaten) imod enhver form for indblanding fra staten eller andre i samfundet. Det er også derfor,

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Tekstboks 1.2.

Der vil heldigvis altid være ulighed i Danmark ”Folk vælger forskelligt, fordi folk er forskellige. Alene af den grund vil der være ulighed. Og hvis det endelig skulle lykkes de røde at gennemtvinge et socialistisk lighedsutopia, så ville det skade både vækst og velstand og dermed ikke gøre os allesammen

Alex Vanopslagh Liberal Alliance (LA)

Kilde: Altinget, 2019.

lige rige, men lige fattige.”

at liberalismen vil argumentere til fordel for den politiske styreform, som vi kalder for liberal, der netop er bygget op om individuelle rettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed osv.

 Liberalismen og holdning til ulighed i samfundet Fordi liberalismen lægger så stor vægt på den personlige frihed og det enkelte individs evner, men også ansvar for at sørge for eget liv, så vil ideologien ofte være modstander af, at staten træder aktivt ind for at bekæmpe uligheden i samfundet. Ifølge liberalismen er det nemlig ikke statens opgave at udligne forskelle eller uligheder i samfundet, da disse blot er et resultat af, at vi mennesker har forskellige talenter, forskellig disciplin og yder en forskellig arbejdsindsats. Det fører til, at nogle vil klare sig bedre end andre i konkurrencen. Går staten ind og blander sig, så vil den, ifølge liberalismen, mindske den personlige frihed.

For liberalisten vil det derfor være problematisk, at den danske stat (eller kommunerne) udbetaler ganske pæne overførselsindkomster til grupper, der står uden arbejde. Det betyder nemlig, at nogle mennesker hver dag går på arbejde, og af de penge, som de tjener, tager staten en del af dem i skat, for blandt andet at kunne betale til dem, der ikke arbejder. Som vi senere skal se i forbindelse med gennemgangen af velfærdsmodellerne, så er den residuale velfærdsmodel tydeligt inspireret af liberalismen med dens stærke fokus på personlig frihed samt en minimering af statens rolle.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

37

1.6.2. Konservatismen Konservatismen er den næste ideologi, vi skal se på. Den opstår senere – i slutningen af 1700-tallet – som en kritik af liberalismen. Kort sagt mente Edmund Burke (1729-1797), som var en af konservatismens centrale tænkere, at liberalismen var en ideologi, som havde til formål at omstyrte (ødelægge) den sociale orden i samfundet.

Konservatismen, som kommer af det latinske ord conservare (bevare), vil modsat liberalismen argumentere for, at forandringer i samfundet kun skal ske langsomt og gradvist. Det skal de, fordi det ellers ikke vil være muligt for mennesker at tilpasse traditioner og opbygge tilstrækkelig med erfaring, som er helt afgørende for, at samfundet kan hænge sammen. For store og pludselige forandringer, som for eksempel den franske revolution i 1789, er for konservative udtryk for, hvad der sker med et samfund, som ikke lykkedes med at forandre sig gradvist.

 Konservatismens syn på mennesket Konservatismens syn på mennesket er ikke lige så positivt, som det er hos liberalismen. Ifølge konservatismen er mennesket nemlig ufornuftigt og svagt, og derfor vil samfundet ikke fungere uden fællesskaber og en social orden, der sørger for, at alle kender deres plads i hierarkiet. I konservatismen er det den helhed, som individerne indgår i, der er det vigtigste – ikke selve individet (som det er hos liberalismen).

 Konservatismens syn på samfundet Konservatismen har det, vi kalder en organisk samfundsopfattelse. Det betyder, at alle individerne i samfundet blot er dele af – og hænger sammen som i – en organisme (en krop for eksempel). Hver enkelte del i samfundsorganismen har ifølge konservatismen en bestemt funktion, men ikke alle funktioner er lige vigtige (et hjerte er for eksempel vigtigere end en finger i den kropslige organisme). Derfor opstår der helt naturligt hierarkier mellem de forskellige grupper (klasser) i samfundet. Organismetankegange så vi også repræsenteret tidligere i funktionalismens argumentation for, hvorfor ulighed i samfundet er naturligt og retfærdigt.

 Konservatismens syn på statens rolle Konservatismens fokus på bevarelse af samfundet og den sociale orden betyder også, at ideologien ser anderledes på statens rolle, end det vi så hos liberalismen. Staten skal således fylde mere, fordi der i samfundet vil være grupper af mennesker, som ikke vil lykkes på det frie marked, og som befinder sig i en meget vanskelig social situation. Her skal staten kunne træde aktivt ind og hjælpe disse grupper. Konservatismen vil også argumentere

38

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Figur 1.20. Konservatismen

Inden for konservatismen mener man, at samfundet er en hierarkisk organisme, hvor nogle har vigtigere positioner end andre.

for, at staten også skal være behjælpelig i forhold til at sikre de bedst mulige rammer om en af samfundets vigtigste institutioner, nemlig familien.

Familien (en central del af det civile samfund, som vi vender tilbage til under den korporative velfærdsmodel) skal så vidt muligt sikres de bedste muligheder for at fungere. Konservatismen anskuer nemlig familien som helt afgørende for at opdrage de kommende medborgere til at tage aktiv del i samfundets opretholdelse og udvikling. Nogle vil have behov for en aktiv hjælp fra statens side, og den skal de have. Staten skal dog ikke være for stor og omklamrende, så den begrænser familien og andre aktører (frivillige foreninger og kirken) i det civile samfund i forhold til at løse opgaver mellem mennesker, som det civile samfund er bedre til end staten. Statens rolle er primært at sikre den sociale orden, og at folk ikke bliver så utilfredse, at de eksempelvis gør oprør.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

39

 Konservatismen og holdning til ­ulighed Det er ifølge konservatismen ikke statens rolle at bekæmpe de naturlige forskelle eller uligheder, der er mellem sociale klasser i samfundet. Dette synspunkt hænger blandt andet sammen med ideologiens organismetankegang, som jo argumenterer for, at vi alle sammen har forskellige funktioner i samfundets hierarki. Ifølge konservatismen er disse funktioner hver især helt nødvendige for samfundets opretholdelse, men de skal ikke alle sammen belønnes på samme måde, da der er forskel på, hvor vigtige de enkelte funktioner er for samfundet.

En hel del af den ulighed, som vi således kan se i vores samfund, vil ifølge konservatismen være en naturlig ulighed mellem os mennesker grundet forskelle i funktioner, og det skal der ikke ændres på. Dog vil konservatismen, modsat liberalismen, være mere villig til at lade staten spille en mere aktiv rolle i tildelingen af sociale ydelser til grupper i samfundet, som befinder sig i en svær situation, så alle grupper i samfundet får de mest nødvendige behov opfyldt. Konservatismen er ligesom liberalismen primært tilhængere af formel lighed, da dette, ifølge ideologien, er det mest retfærdige. Som vi senere skal se i forbindelse med gennemgangen af velfærdsmodellerne, så er den korporative velfærdsmodel inspireret af konservatismen med dens fokus på alle tre sektorer, særligt det civile samfund, i samfundet.

Tekstboks 1.3.

Man kan ikke bygge et lykkeligt land på jalousi ”Venstrefløjen påstår, at det giver for meget ulighed, hvis staten ikke generationsskifte (når vi skal arve fra vores forældre) handler om meget få ekstremt vel­havende danskere. Men det er ikke det ­sande billede. Der er mennesker, som har sat alt på spil for deres projekter. Hvor mor og far har siddet ved bordet derhjemme, kigget hinanden i øjnene og blevet enige om at tage lån i deres hus. Fordi de ­brændte for ­noget.

Skatten på arv er et bittert og vredt projekt, som tiltaler dem, der ikke kan tåle, at andre har succes. Men man kan ikke bygge et ­lykkeligt land på jalousi.”

Søren Pape Poulsen Tidligere formand for Det Konservative Folkeparti

40

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Kilde: Søren Pape Poulsens tale ved Det Konservative Folkepartis landsråd.

konfiskerer nogle penge. De forsøger at tegne et billede af, at skatten på

Kilde: Figuren er inspireret af figur 8.1 i Økonomiens kernestof af J.G. Sørensen.

Columbus, 2021.

Figur 1.21. Merværdien – fortjenesten (profit), når udgift til arbejder og produktion er betalt

DET BELØB VAREN SÆLGES FOR PÅ MARKEDET = 2.000 KR.

Arbejderens løn for 5 timer = 625 kr.

Merværdi = 1.375 kr.

Merværdi skal dække udgifter til produktion + profit/fortjeneste til arbejdsgiveren

1.6.3. Socialismen Socialismen er den tredje af de klassiske ideologier, og den så dagens lys i midten af 1800-tallet, da den tyske politiske tænker Karl Marx kritiserede den liberalistiske og kapitalistiske samfundsform for at udnytte store dele af befolkningen i produktionen. Marx argumenterede for, at liberalismen nok satte den individuelle frihed højt, men i virkelighedens samfund var det kun en meget lille gruppe i samfundet, den såkaldte overklasse, der ejede produktionsmidlerne (fabrikkerne), som kunne nyde denne frihed. Det store flertal af arbejdere blev derimod groft udnyttet og levede under meget dårlige forhold. De var nemlig ufrie og tvunget til at sælge deres arbejdskraft. Det enormt ulige forhold mellem overklassen og arbejderklassen skabte, ifølge Marx, et ekstremt ulige samfund – et såkaldt klassesamfund.

Dette klassesamfund byggede på, at arbejderne (i dag vil vi betegne arbejderne som lønmodtagere) skulle tilbyde deres arbejdskraft til arbejdsgiverne (dem der ejede for eksempel fabrikkerne), men det var arbejdsgiverne, som fastsatte, hvor meget arbejderen kunne få i løn for det arbejde, som blev udført. Problemet ved dette er ifølge socialismen, at det arbejde, som arbejderen udfører, har meget mere værdi, end hvad arbejderen modtager i løn fra arbejdsgiveren. Den forskel, der er, mellem hvad arbejderen modtager i løn, og den værdi, som varerne kan sælges for på markedet, kalder Marx for merværdien, og denne får arbejdsgiveren. Merværdien er, ifølge socialismen, så urimeligt stor, at der opstår meget stor ulighed mellem klasserne i samfundet. Se figur 1.21.

Merværdi er den værdi, som en produceret vare eller tjenesteydelse handles til på markedet, som er højere end den løn, arbejderen har fået for at producere varen eller ydelsen.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

41

 Socialismens syn på mennesket Socialismens syn på os mennesker er, at vi fødes som frie og lige mennesker med masser af potentialer (men forskellige) og med friheden til at sælge vores arbejdskraft. Grundet udbytning og undertrykkelse udfoldes potentialerne forskelligt, og der opstår alt for stor ulighed. Ifølge socialismen er det urimeligt, for vi mennesker er grundlæggende arbejdende og sociale væsener, som har brug for at indgå i sociale fællesskaber og yde noget for fællesskabet. Dette er dog ikke muligt i et kapitalistisk samfund, som kun privilegerer de få i toppen af samfundet (ved at de får al den økonomiske rigdom) og svækker muligheden for solidaritet med hinanden. Kun i et socialistisk samfund kan menneskets sande muligheder udfoldes.

 Socialismens syn på samfundet Samfundssynet hos socialismen synes at være en naturlig følge af den måde, som ideologien ser på mennesket på. Samfundet hos socialismen er et fællesskab – et såkaldt kollektiv – hvor vi mennesker ønsker at bidrage og leve sammen i lighed og solidaritet. Ifølge Marx er det liberalistisk kapitalistiske Figur 1.22.

Socialismen

samfund fra starten dømt til konflikt. Det er det, fordi det netop ikke er et lige og solidarisk samfund, men i stedet et samfund med stor ulighed og konflikter mellem klasserne. Ifølge Marx vil dette føre til en klassekamp og revolution, hvor arbejderne vil omstyrte samfundet (fjerne arbejdsgiverne) og på sigt indføre det klasseløse samfund, hvor alle klasser ender med at være fuldstændig lige (resultatlighed).

Solidaritet er et centralt begreb hos socialismen, og det handler om, at vi individer er i stand til at sætte os i andre individers sted og være i stand til at yde disse individer hjælp, også selvom det ikke nødvendigvis kommer os selv til gode. Ifølge

Solidaritet og fællesskab mellem individer er centrale værdier i socialismen.

socialismen skal styrken i et samfund på mange måder ses i dets evne til at udvise solidaritet med hinanden. Et kendt slogan knyttet til socialismen er derfor ”yde efter evne og nyde efter behov”. Ifølge Solidaritet betegner en samhørighed i et samfund mellem borgerne, også med de borgere, der er i en vanskeligere social og økonomisk situation end en selv.

42

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

socialismen vil nogle være i stand til at kunne yde meget for fællesskabet, mens andre vil kunne yde mindre, men det ændrer ikke på, at alle (uanset om de yder meget eller lidt for fællesskabet) skal kunne nyde lige meget og lige godt.

Tekstboks 1.4.

Vi skal ikke forgylde elitedanmark! ”Nej, Alex [Vanopslagh], vi skal ikke bruge milliarder på at forgylde elite­ danmark! Det viser sig, at Liberal Alliance [med deres økonomiske plan] i gennemsnit vil give over 20 millioner i skattelettelse til de 100 rigeste danskere. 20 millioner til hver og én! Vi skal da i ­stedet gøre livet lettere for den jævne borger, som arbejder og ­skaber værdierne i samfundet. Det er de mennesker, venstrefløjen er til for. For det store flertal, der ikke leelite, der tjener penge på arbejdsfrie kapitalindkomster, og i forvejen har mere, end de kan bruge. Det synes vi er fair, fornuftigt og retfærdigt.”

Pelle Dragsted Enhedslisten (EL)

Kilde: Pelle Dragsted, Instagram, 2023.

ver i sus og dus, men som får samfundet til at løbe rundt. Ikke for en lille

 Socialismens syn på statens rolle Fordi solidaritet med hinanden er så centralt, så argumenterer socialismen for, at staten skal spille en stor rolle i samfundet. Den skal gå aktivt ind og sikre en retfærdig fordeling af samfundets goder på en måde, som sikrer resultatlighed. Derfor er socialismen også modstander af privat ejendomsret til produktionsmidler (fabrikker, jord, banker osv.), da den kun sikrer belønning til dem, som er ejere, hvorimod fælleseje gør det muligt at fordele overskuddet til alle i samfundet på en lige og retfærdig måde.

 Socialismens holdning til ulighed Ifølge socialismen så er den ulighed, vi oplever i samfundet, uretfærdig og skyldes, at vi mennesker fra start af i livet bliver født ind i bestemte sociale klasser, der har forskellige ressourcer (økonomiske, kulturelle, sociale, helbredsmæssige osv.), og det spiller afgørende ind på, hvilken social klasse vi senere havner i. Det skal der aktivt gøres noget ved, og derfor vil socialismen argumentere for, at skatten på indkomst og formuer skal indrettes, så de højeste indkomster og formuer betaler mest. Arv skal afskaffes, da den fastholder ulighed, og det skal være muligt for staten at indsamle så mange penge som muligt, som den så kan fordele retfærdigt ud i samfundet til alle.

Socialister vil desuden argumentere for, at staten skal arbejde mere aktivt for generelt at forbedre vilkårene for de laveste sociale klasser i samfundet.

Konkret vil det sige, at staten skal hælde væsentligt flere ressourcer op i de

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

43

lavere socialklassers ressourcebeholdere, da det vil føre til en reel styrkelse af den sociale mobilitet og et langt mere retfærdigt samfund, der nærmer sig resultatlighed (se afsnit 1.1.1). Som vi senere skal se i forbindelse med gennemgangen af velfærdsmodellerne, så rummer den universelle velfærdsmodel visse socialistiske elementer (for eksempel solidaritet og statens betydelige rolle i at fordele velfærd ud).

Figur 1.23. De klassiske ideologier – en oversigt

Liberalismen

Konservatismen

Socialismen

Samfundskritik – historisk baggrund

Opstår som en kritik mod mangel på personlig frihed under enevældige konger.

Opstår som en kritik mod liberalismens tro på både individualismen og det frie marked. Det truer samfundets orden.

Opstår som en kritik af den omfattende ulighed i løn og ejerskab mellem samfundets sociale klasser.

Syn på ­mennesket

Det enkelte individ er fornuftigt og stærkt og skal have mest mulig personlig frihed (individuelle rettigheder, som sikrer mod overgreb fra staten).

Individet er svagt, egoistisk og ufornuftigt, og derfor er der brug for ­tydelig autoritet og hie­ rarki, så hvert individ kender sin plads.

Alle individer er født frie og lige og har et ønske om efter bedste evne at bidrage med, hvad de kan.

Syn på staten

Statens rolle skal være lille og begrænset til kun at sikre, at det enkelte individs rettigheder ikke bliver krænket.

Staten spiller en rolle i opretholdelse af ro og orden i samfundet og sikrer, at alle udfører deres funktion.

Statens rolle skal være stor og sikre, at der sker en retfærdig fordeling af samfundets goder.

Syn på ­samfundet

Det enkelte individ er centrum, og summen af individer udgør samfundet, hvorfor individet står over samfundet (mekanisk samfundsopfattelse).

Samfundet kan forstås som en organisme, som står over det enkelte individ (organisk samfundsopfattelse).

Samfundet består af mennesker, der er sociale væsener, og som gerne vil bidrage til fællesskabet (kollektivistisk samfundsopfattelse).

Syn på ­ulighed

Ulighed er en naturlighed i samfundet og skyldes forskelle i de evner og den arbejdsindsats, som individerne bringer ind i livet. Det vigtige er formel lighed.

Ulighed i samfundet er i vid udstrækning naturlig, og det skal der ikke ændres på. Der kan dog være nogle, som skal hjælpes lidt, men ikke noget, som kan ændre på samfundets hierarki. Det vigtige er formel lighed.

Ulighed i samfundet er uretfærdigt, og det skal ændres, så alle kan opnå de samme resultater. Det vigtige for samfundet er at opnå resultatlighed.

”Enhver er sin egen lykkes smed”.

”Skomager bliv ved din læst”.

”Yde efter evne og nyde efter behov”.

Ideologiens slogan

44

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

1.6.4. Ideologier i forandring De tre klassiske ideologier, som vi lige har været omkring, er fortsat repræsenteret i de politiske partier (se kapitel 3) og debatter, men der har også været en udvikling af ideologierne i takt med forandringerne i samfundet. I det følgende skal vi se på tre ideologiske forgreninger: socialliberalismen, socialdemokratismen og den grønne ideologi.

 Socialliberalismen Socialliberalismen er meget enig med den liberalistiske ideologis syn på både det enkelte individ og på samfundet. Det enkelte individ skal have meget stor frihed til at vælge og gøre det i livet, som individet gerne selv vil. Samfundet udgøres af alle de mennesker, der lever i det, ligesom socialliberalismen er tilhænger af den frie markedsøkonomi. Ideologien peger dog på, hvor forskellige udgangspunkter vi mennesker kan have i livet, og hvor ulige dette kan stille os. Det er for eksempel ikke os selv, som bestemmer, om vi fødes i en rig eller fattig familie, og forskellene får derfor socialliberalismen til at argumentere for det, som kaldes for positiv frihed.

Med positiv frihed menes, at samfundet skal stille forskellige ressourcer og støtteordninger til rådighed for de grupper i samfundet, som har brug for disse til at kunne opnå samme chancer i livet som alle andre. Det er i opbakningen til den positive frihed,

Positiv frihed handler om, at staten støtter indi­ viderne og derigennem bidrager til chancelighed.

at vi kan se socialliberalismens syn på statens rolle. Det skal være staten, som stiller de forskellige ressourcer og støtteordninger til rådighed for os borgere, så hver enkelt af os får chancen for at udnytte de muligheder, der er i samfundet (chancelighed).

 Socialdemokratismen Socialdemokratismen er en ideologisk forgrening af socialismen (en anden er kommunismen, som vi kommer kort ind på i slutning af afsnittet her). Ifølge socialdemokratismen skal samfundets udvikling ske gennem fredelige og demokratiske forhandlinger, der fører til reformer, som vil løfte levevilkår og livschancer for de fleste og reducere uligheden. Socialdemokratismen er ikke modstander af det frie marked, men mener, at staten skal regulere markedet, så uligheden mellem samfundets sociale klasser ikke vokser sig for stor.

I et socialdemokratisk samfund har borgeren således både ret til overførsler og gratisydelser og pligt til at arbejde, hvis man kan. Socialdemokratismen argumenterer således ikke for resultatlighed, som socialismen gør det, men derimod for chancelighed ligesom socialliberalismen gør det.

Modsat socialliberalismen argumenterer socialdemokratismen dog for en

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

45

betydeligt større og mere aktiv stat, fordi ideologien tror på, at staten er den bedste til at skabe det mest socialt retfærdige samfund. I det næste afsnit om velfærdsmodeller bliver det tydeligt, at den universelle velfærdsmodel, som vi har i Danmark, er meget inspireret af den socialdemokratiske ideologi.

Den anden ideologiske forgrening, som er udsprunget fra socialismen, er kommunismen, som modsat socialdemokratismen ikke tror på demokratiet, forhandlinger og lighedsskabende reformer. Det liberalistisk kapitalistiske samfund er et uretfærdigt og sygeligt samfund, hvorfor det skal ”rives ned”, og dette kan, hvis der er behov for det, ske med brug af voldelige midler. Kun ved helt at fjerne fundamentet for det liberalistisk kapitalistiske samfund vil det blive muligt at bygge et nyt, retfærdigt samfund op, der bygger på resultatlighed.

Figur 1.24.

Grøn ideologi

 Grøn ideologi De tre klassiske ideologier liberalisme, konservatisme og socialisme er alle meget optaget af at skabe økonomisk vækst i samfundet, selvom de har forskellige opfattelser af, hvorledes denne vækst skal fordeles.

Men denne evige stræben efter økonomisk vækst er, ifølge grøn ideologi, det, som har gjort, at vi mennesker driver rovdrift på naturen og dens ressourcer, og det er årsagen til, at vi i disse år er vidner til en global klimakrise, som kun ser ud til at blive værre. Den grønne ideologi argumenterer derfor for, at vi mennesker

Grøn ideologi lægger den største værdi på naturen, fordi naturen er udgangspunkt for menneskeligt liv på kloden. Derfor står ­naturen over mennesket i en grøn ideologis samfunds­opfattelse.

skal leve vores liv i overensstemmelse med, hvad naturen kan bære, og ikke blot betragte naturen som en ressource. Det kaldes også for de planetære grænser, og det vender vi tilbage til i kapitel 4 om økonomi og klimakrise. Ideologiens syn på samfundet er således, at naturen er forudsætningen for menneskelige samfund, da vi mennesker simpelthen ikke kan overleve uden naturen og de livgivende økosystemer.

Naturen står derfor over mennesket i grøn ideologi.

46

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Tekstboks 1.5.

Vækstkritik er en hjørnesten i Alternativet ”I dagens Danmark – og især i politik – eksisterer der en opfattelse af, at økonomisk vækst er det vigtigste, vi som samfund kan stræbe efter. At mere rigdom betyder mere lykke og succes.

Men pudser man brillerne, så er det ikke så svært at se, at konsekvenserne af dette ensidige fokus på økonomisk vækst rammer os nu. At naturen falmer, drikkevand forurenes, og arter forsvinder. At uligheden stiger, og titusindvis af borgere skal kæmpe med stress, depression og angst. At temperaturen stiger, og klimaet forandrer sig. Problemet med økonomisk vækst lige nu er, at vores levevis smadrer kloden. De herskende samfundsmodeller i Vesten har endnu ikke vist os, hvordan man kan vækste som samfund inden for klodens bæreevne og samtidig sikre menneskers trivsel. Og det er

Franciska Rosenkilde Alternativet (ALT)

Kilde: Information, 2022.

min politiske ambition at vise vejen til dét.”

Grøn ideologi har en tro på, at individet kan bidrage til planetens overlevelse og dermed forsvare naturen frem for at nedbryde den. Det enkelte individ kan dog ikke gøre dette alene, eftersom beskyttelse af naturen er et fælles anliggende. Derfor er det vigtigt, at staten spiller en aktiv og central rolle i forbindelse med at regulere forbrugsmulighederne og produktionsformerne i samfundet samt regulere den menneskelige adfærd, så der skabes en grøn bæredygtig levevis.

Den bæredygtige levevis handler ikke kun om vores forhold til naturen, men også om den måde, vi for eksempel arbejder på i det senmoderne samfund (hvor arbejde og fritid ofte smelter sammen), samt hvor hurtigt alting skal gå (se Hartmut Rosa og hans teori om accelerationssamfundet i kapitel 2). Denne udvikling er, ifølge den grønne ideologi, ikke bæredygtig for os mennesker, fordi den bidrager til, at alt for mange bliver udbrændte og syge af stress. For den grønne ideologi er svaret på dette, at vi er nødt til at skabe et samfund, hvor den traditionelle økonomiske væksttankegang erstattes med en økologisk vækstmodel, som skal bygge på naturen og menneskers liv i samhørighed med naturen. Det vil nemlig medvirke til, at

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

47

vi mennesker vil opleve en reel frihed, fordi vi ikke længere vil være bundet til det nuværende samfunds evige krav om forbrug, forandring, fleksibilitet og forurening (det ser vi nærmere på i kapitel 4).

1.7. Hvad betyder velfærd, og hvad er en ­velfærdsstat?

Ordet velfærd stammer fra oldnordisk og knytter sig til et ønske om at ”fare vel”, hvilket groft kan oversættes til en nutidig betydning som ”hav en god r­ ejse (færd)”. Det er dog en ret bred forståelse af, hvad velfærd er, og derfor forklarer den norske historiker Asa Briggs da også, at en velfærdsstat er en stat, der Velfærdsstat er en stat, der forsøger at modvirke markeds­ kræfterne på forskel­ lig vis. Vi taler typisk om tre forskellige typer: den residuale, den korporative og den universelle.

forsøger at modvirke markedskræfterne på tre forskellige måder: 1. Ved at garantere individer og familier en minimumsindkomst uafhængig af markedsværdien af deres arbejdskraft og ejendom 2. Ved at reducere usikkerheden i forbindelse med for eksempel sygdom, arbejdsløshed eller alderdom.

3. Ved at befolkningen, uden hensyn til deres sociale status eller position, bliver tilbudt adgang til en række sociale serviceydelser (for eksempel gratis sundheds- og uddannelsesydelser).

Det centrale i denne definition af en velfærdsstat er, at den er en form for velfærdsbeskyttelse mod de begivenheder, som kan finde sted i vores liv og på markedet, og som kan betyde, at vi ikke har en markedsindkomst (løn).

Faktisk er markedet utrolig afgørende for, at vi borgere har adgang til velfærd og kan få opfyldt vores behov, for det er på markedet, vi tjener vores løn, som vi kan forbruge af og derved dække vores behov. Fordi vi tjener en løn (direkte), så bidrager vi samtidigt (indirekte) til et vist velfærdsniveau gennem skatten, som bliver betalt ud af vores løn. Som vi skal se i gennemgangen af de tre forskellige velfærdsstatsmodeller, så er der inden for alle tre en vis form for beskyttelse mod det, vi kan komme ud for i vores liv som for eksempel arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Denne beskyttelse er dog meget forskellig, og det hænger blandt andet sammen med de politiske ideologier, som har været inspiration i opbygningen af de tre typer velfærdsstater.

Abraham Maslow og hans såkaldte behovspyramide er interessant, fordi han netop ser på menneskelige behov, og hvordan de skal opfyldes, for at vi mennesker kan trives. I figur 1.25 kan vi se, at ethvert individ har en række forskellige behov for eksempel fysiske behov, sikkerhed, kærlighed, påskønnelse og selvrealisering. Velfærdsstatens formål, som vi vil se på i de tre velfærdsstatsmodeller,

48

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Figur 1.25. Abraham Maslows behovspyramide

Moral, kreativitet, spontanitet, problemløsning, mangel på fordomme, accept af kendsgerninger

SELVREALISERING

Selvværd, selvsikkerhed, ­præstationer, respekt for andre, respekt af andre

PÅSKØNNELSE

KÆRLIGHED/ TILHØR

Venskab, familie, seksuel intimitet

SIKKERHED

Sikkerhed af: krop, arbejde, ressourcer, moral, familie, helbred, boligforhold

FYSISKE BEHOV

Åndedræt, mad, vand, sex, søvn, fysisk balance, udskillelse af kropslige væsker

er i varierende grad at bidrage til opfyldelse af en række menneskelige behov, hvis markedet svigter. Det kan ske både gennem tildeling af overførselsindkomster (for eksempel kontanthjælp, dagpenge, pension) eller via serviceydelser (som gratis adgang til læge, hospitaler og uddannelse). Ser vi på Danmark, så synes velfærdsstaten at forsøge at bidrage til, at den enkelte kan få mulighed for at indfri de fleste behov i pyramiden (for eksempel fysiske behov og sikkerhedsbehov, men også gratis uddannelse, som kan hjælpe til, at de øverste behov i behovs­ pyramiden kan nås). Kigger vi derimod på det amerikanske samfund, så vil det primært være de fysiske behov og behov for sikkerhed, som velfærdsstaten her vil forsøge at bidrage til, og kun midlertidigt og begrænset.

1.7.1. De tre forskellige velfærdsmodeller Det helt afgørende spørgsmål, når vi taler om velfærdsstaten, er, hvem der skal stå for velfærden. Inden for studier af velfærdssamfund taler vi typisk om tre forskellige velfærdsmodeller, som vi kalder for den residuale, den korporative og den universelle velfærdsmodel. I den residuale model er det primært markedet,

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

49

Figur 1.26. De tre velfærdsmodellers vægtning af de tre samfundsarenaer

der sikrer velfærden. I den korporative model er det et samspil mellem markedet, staten og civilsamfundet, mens det i den universelle model er statens rolle at sikre velfærden (se figur 1.26).

Stat

Alle tre modeller indeholder dog et miks fra de tre arenaer.

Marked

Civilsamfund

 Den residuale (liberale) velfærdsmodel I den residuale velfærdsmodel er samfundet indrettet med inspiration fra liberalismen

DEN RESIDUALE MODEL

(se afsnit 1.6.1). Det kan vi også se i trekan-

(liberalisme)

ten i figur 1.26, hvor markedet og dernæst civilsamfundet fylder mest og staten mindst.

I en residual velfærdsmodel er der fokus på mest mulig personlig frihed, men det betyder til gengæld også, som tidligere nævnt,

Stat

at ansvaret for velfærd i højere grad ligger hos den enkelte borger. Det er altså ikke Marked

Civilsamfund

statens rolle at sørge for alle mulige sociale ordninger eller at sørge for, at vi får tildelt

DEN KORPORATIVE MODEL (konservatisme)

generøse (gavmilde) økonomiske ydelser, hvis vi bliver arbejdsløse.

Det er i den residuale model primært op til os selv at købe ydelser på markedet, der sikrer os i den slags situationer. Hvis vi for eksempel gerne vil sikre os mod sygdom el-

Stat

ler arbejdsløshed, så står det os frit for i den residuale velfærdsmodel at gå på markedet

Civilsamfund

Marked

og købe lige præcis den sundheds- eller arbejdsløshedsforsikring, som vi synes, er den bedste. Alternativt kan vi få støtte fra det

DEN UNIVERSELLE MODEL (socialdemokratisme)

civile samfund – for eksempel kan man få hjælp fra sin familie ved sygdom eller til børnepasning. Man kan også deltage i frivillige aktiviteter (lave mad, indsamle tøj osv.) og derigennem hjælpe andre medborgere, som er i en sværere social og økonomisk situation end en selv. Det centrale er dog, at disse aktiviteter, som løses i det civile samfund, baseres på frivillighed og ikke påtvinges af

50

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

staten. At ansvaret ligger hos borgerne, og at staten ikke giver særlig mange ydelser, betyder også, at der betales en lavere skat. De lavere skattebetalinger gør, at staten har færre økonomiske midler til at fordele rundt i samfundet, men der er dog begrænsede velfærdsydelser, som er rettet direkte mod de grupper, der ikke selv er i stand til at sikre deres forbrug på markedet eller i civilsamfundet.

I USA, som har en residual velfærdsmodel, er der for eksempel tilbud om gratis folkeskole og gymnasium (free public schools), ligesom der også vil være mulighed for at få en sundhedsbehandling på bestemte offentlige klinikker og hospitaler (specielt efter Obama-Care). Kvaliteten i de offentlige tilbud er dog ofte meget dårligere, end hvad borgerne selv kan købe sig til på det private marked. Det er også muligt at få en form for kontanthjælp, skulle man miste sit arbejde. Det beløb, man kan få, er dog meget lavt, og der er en begrænsning på, hvor lang tid man kan få udbetalt beløbet. Det skyldes, at borgeren til enhver tid skal være motiveret til at tage et job, og opfattelsen er, at det vil borgeren kun være, hvis de ydelser, som han eller hun kan få fra staten, er lave nok. Den måde, som den residuale liberalistiske velfærdsmodel er indrettet på, betyder, at lande med den model har den største ulighed. Som tidligere nævnt er gini-koefficienten i USA på 47, og man regner med, at omkring 37,9 millioner borgere i USA lever i relativ fattigdom. Uligheden accepteres i den residuale velfærdsmodel, da den opfattes som en motivationsfaktor for det enkelte individ.

Figur 1.27. Den residuale velfærdsmodel I den residuale velfærdsmodel er det op til den enkelte borger at tegne for eksempel en sundhedsforsikring. Statens minimale involvering i borgernes velfærd betyder, at det ofte er velgørenhedsorganisationer, der hjælper dem, der har svært ved at klare sig.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

51

 Den korporative (konservative) velfærdsmodel Den korporative velfærdsmodel har hentet inspiration i konservatismen, og det ses ved, at det civile samfund har den største plads i modellen (se figur 1.26). I den korporative velfærdsmodel er det særligt borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet og det civile samfund, som har indflydelse på velfærdsniveauet.

Figur 1.28. Social sikring i den korporative velfærdsmodel

Staten betaler et betydeligt tilskud til den sociale sikring

Medarbejderen betaler en del af tilskuddet til den sociale sikring

Virksomheden betaler en del af tilskuddet til den sociale sikring

I den korporative model er arbejdsmarkedstilknytning vigtigt, fordi det både giver den enkelte borger en indkomst og samtidig sørger for, at borgeren er forsikret, hvis han eller hun skulle miste sit arbejde. I Tyskland, hvor man har den korporative velfærdsmodel, foregår forsikringen konkret ved, at både den enkelte medarbejder (civilsamfund), virksomheden (markedet) samt staten betaler ind til borgerens sociale forsikring (se figur 1.28). Det er lønnen, der afgør, hvor meget medarbejderen skal indbetale, men også hvor meget virksomheden og staten indbetaler.

Det betyder, at jo højere stilling og løn på arbejdsmarkedet, desto bedre og mere omfattende vil den sociale sikring være for borgeren. Den konservative ideologis præg på den korporative model ses afspejlet her, fordi den fastholder de forskelle, der er mellem de sociale klasser i samfundet. Det bliver for eksempel tydeligt, når borgere i den korporative model går på pension.

Her vil status og lønforskellene oparbejdet på arbejdsmarkedet føres med over i pensionstilværelsen. Det fastholder på den ene side ulighed mellem

52

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

samfundets sociale klasser livet igennem, men på den anden side sikres alle, der har

Figur 1.29. Den korporative ­velfærdsmodel

været tilknyttet arbejdsmarkedet, hvilket ikke nødvendigvis sker i den residuale model.

Den store udfordring ved den måde, som den sociale sikring er skruet sammen på i denne model, er, at der er en gruppe af borgere, som kun har en meget svag eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket reducerer deres sikring. Disse grupper vil være afhængige af specielt familiens forsikringer og evne til at hjælpe dem. I den korporative model er det nemlig ofte sådan, at en medarbejders forsikringer også omfatter familiemedlemmerne. Det viser igen den konservative ideologis præg på velfærdsmodellen, fordi familien spiller en central rolle i denne model, og det gør den, fordi der er en opfat-

I den korporative velfærdsmodel spiller både markedet, staten og civilsamfundet en rolle i at løse velfærdsopgaverne, men civilsamfundet spiller en særligt stor rolle.

telse af, at vi individer udvikler os bedst inden for familiens sociale og trygge fællesskab.

Familien og generelt civilsamfundets andre organisationer, som for eksempel velgørende institutioner og kirkens sociale arbejde, får således en større rolle at spille i den enkelte borgers liv.

 Den universelle (socialdemokratiske) ­velfærdsmodel Det centrale ved den universelle velfærdsmodel er, at her tildeles alle borgere gratis serviceydelser (ved behov for det) i form af gratis folkeskole, gratis gymnasium og videre uddannelse, gratis sundhedsydelser som egen læge, hospitalsbehandlinger osv. Det er simpelthen rettigheder, borgerne har. Ligesom borgeren har ret til at få overførselsindkomst, hvis borgeren ikke selv kan tjene indkomst (for

Serviceydelser er ikke en konkret vare, men en ydel­ se i form af undervisning, sundhedspleje, social omsorg, transport osv.

Overførselsindkomster er økonomiske indkom­ ster, som staten tildeler den enkelte borger efter behov, for eksempel dag­ penge, kontanthjælp, før­ tidspension, SU, pension.

eksempel fordi de er studerende, pensionister, er blevet fyret osv.), som er kontanthjælp, dagpenge, folkepensionens grundbeløb, SU osv.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

53

Det er kendetegnende for den universelle velfærdsmodel, at de sociale ydelser, der tilbydes borgerne, er ganske generøse og omfattende i sammenligning med andre lande. Det skyldes et ønske om både at mindske effekterne af det frie marked, men også at kompensere for de uligheder, som nogle borgere kan opleve, når de fra livets start fødes ind i en familie, der kun har meget få ressourcer. Vi så i den indledende case, at Jeppe og Sally har forskellige udgangspunkter, og gratis uddannelse er blandt andet et eksempel på, hvordan den universelle velfærdsmodel forsøger at bløde op for uligheder i uddannelse. Den socialdemokratiske ideologi, som præger den universelle model, viser sig her, fordi de generøse sociale ydelser er udtryk for en ideologisk holdning om, at det ikke er den enkelte borgers eget ansvar, at borgeren fødes ind i en familie med få midler, eller at denne rammes af sygdom eller arbejdsløshed.

Den universelle velfærdsstat skal så at sige være et beskyttende skjold mod disse sociale begivenheder. Fordi den universelle velfærdsmodel har gratis serviceydelser og fortsat generøse overførselsindkomster sammenlignet med andre velfærdsmodeller, følger også et højt skatteniveau. I Danmark Progressivt skatte­ system er det danske skattesystem. Jo mere man tjener i indkomst, desto mere bliver man beskattet.

har vi en universel velfærdsmodel med et progressivt skattesystem, hvor jo mere du tjener, desto mere skal du betale i skat, så ”de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder”.

Foruden de direkte skatter, som er de skatter, vi hver især betaler i forbindelse med skat på vores indkomst, så er der også en række indirekte skatter i form af moms og afgifter (for eksempel afgifter på snus, cigaretter, biler osv.). Denne indirekte skat betaler vi, hver gang vi køber noget. De høje skatter i den universelle model hænger naturligt sammen med, at staten i form af en stor offentlig sektor spiller så afgørende en rolle i velfærden for borgeren. Der er således en usynlig kontrakt mellem os borgere og staten i den universelle velfærdsmodel, der går ud på, at vi borgere har ret til at modtage velfærdsydelser (og overførselsindkomster, hvis vi har behov for det), men at vi samtidig også har en pligt til at arbejde, hvis vi kan. Det er jo netop det arbejde, ”de brede skuldre” udfører, som finansierer (betaler for) velfærdsstatens udgifter.

Markedet spiller en vigtig rolle i den universelle velfærdsmodel, og der er et tæt samspil mellem den offentlige og private sektor i modellen (se også kapitel 4), men staten har her større mulighed for at kompensere borgerne, hvis der sker fejl på markedet. Det vender vi tilbage til lidt senere, når vi kommer ind på den danske model og flexicurity. Civilsamfundet er den samfundsarena, som har mindst plads i den universelle model. Det handler ikke om, at det civile samfund ikke kan eller bør have indflydelse på borgernes velfærd, men er snarere en politisk holdning om, at staten ”fra vugge til

54

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Figur 1.30. Velfærdsstatens medarbejdere

SUNDHED

ÆLDRE

SKOLE

POLITI

BØRN

grav” vil være der til at sikre os borgere uanset vores økonomiske formåen, status på arbejdsmarkedet eller ressourcer i familien.

Det er i den universelle velfærdsstatsmodel (i lande som Sverige og Danmark), at vi finder det laveste ulighedsniveau (målt ved gini-koefficienten).

Dette hænger netop sammen med den progressive beskatning, de betydelige overførselsindkomster og de gratis offentlige serviceydelser. Denne måde at indrette samfundet på sikrer, at der sker en betydelig økonomisk omfordeling fra de øvre klasser til de nedre klasser. Det er dog ikke et erklæret mål, at

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

55

den universelle velfærdsmodel skal skabe resultatlighed. Der kan således godt være ulighed i en socialdemokratisk universel velfærdsmodel, uligheden må blot ikke blive for stor, og den må aldrig udvikle sig på en måde, hvor alle ikke har samme lige chancer.

Figur 1.31. De tre velfærdsmodeller – en oversigt

56

Den residuale velfærdsmodel (liberale)

Den korporative velfærdsmodel (konservative)

Den universelle ­velfærdsmodel (social­de­mokratiske)

Hvad bør statens ­rolle være?

Staten skal spille en lille rolle i borgerens velfærd.

Kun hvis der er nogle, som ikke kan klare sig selv, kan staten hjælpe, men det skal være på et lavt niveau og tidsbegrænset.

Staten skal spille en vis rolle i borgernes velfærd. Det sker både gennem arbejdsmarkedet og gennem støtte til civilsamfundet.

Staten skal spille en stor rolle i borgerens velfærd.

Høj beskatning muliggør, at staten kan omfordele samfundets goder gennem serviceydelser og overførselsindkomster.

Hvad bør markedets rolle være?

Markedet skal spille en stor rolle og være frit, så den enkelte borger kan gå ud på markedet og købe sig de (velfærds)forsikringer, som borgeren ønsker.

Markedet spiller en vis rolle i den sociale sikring, blandt andet via borgerens arbejdsmarkedstilknytning.

Markedet spiller en vis rolle og kan tilbyde forskellige ordninger – men markedet skal ikke være den primære udbyder af sociale ydelser; det står den offentlige sektor (staten) for.

Hvad bør civilsamfundets rolle være?

Civilsamfundet skal spille en vis rolle, men det skal ske på frivillig basis.

Staten kan ikke tvinge den enkelte borger eller familie til at løse bestemte sociale opgaver.

Civilsamfundet spiller en stor rolle, særligt familien, som den samfundsarena, der kan løfte store dele af de sociale velfærdsopgaver.

Civilsamfundet spiller en mindre rolle, da staten ønsker at kompensere for de forskelle, borgerne fødes ind i eller har adgang til i hverdagen.

Hvem kan få tildelt velfærdsydelser?

Ydelserne er målrettet de svageste (fattigste).

Ydelserne er målrettet folk på arbejdsmarkedet og familier.

Ydelserne er målrettet alle, de er relevante for.

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Den korporative velfærdsmodel (konservative)

Den universelle ­velfærdsmodel (social­de­mokratiske)

Hvad er ­holdningen til ulighed?

Betydelig ulighed i samfundet, men ulighed er ikke i sig selv et problem.

Ulighed er naturligt og udtryk for både samfundets samlede velstand, at forskellige jobfunktioner belønnes forskelligt, og hvert enkelt individ har forskellige talenter, som de udnytter på forskellig vis. Det afgørende er at sikre formel lighed.

Der er ulighed i samfundet, hvilket kan accepteres. Primært skyldes uligheden, at der er forskellige funktioner i samfundet, som alle er værdifulde – men nogle vigtigere end andre, og derfor skal de belønnes mere. Det er vigtigt med formel lighed og at være opmærksom på, at for høj ulighed i samfundet kan blive et problem og forstyrre den sociale orden.

Der er lav ulighed i samfundet, og sådan skal det blive ved med at være.

Der vil nok altid være en vis ulighed, det er acceptabelt, men det er et politisk mål at holde uligheden så lav som muligt, så alle oplever at få chancen for at leve et godt liv. Det vigtige er chancelighed.

Hvilke lande har hvilken velfærdsmodel?

USA og England (angelsaksiske lande)

Tyskland, Italien, Frankrig (Centraleuropa)

Danmark, Sverige, Finland (Skandinavien)

Hvilken ideologi er velfærds­ modellerne inspireret af?

Liberalisme

Konservatisme

Socialdemokratisme

Kilde: Denne figur er inspireret af figur 8.2 i Ulighedens mange ansigter – perspektiver på social ulighed af J.G. Jensby og P. Brøndum, Columbus, 2019.

Den residuale velfærdsmodel (liberale)

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

57

1.8. Hvilke opgaver løser den offentlige sektor i ­Danmark?

Som det fremgår af ovenstående sammenligning af de tre forskellige velfærdsmodeller, så fylder den offentlige sektor, der består af staten, regionerne og kommunerne, meget i den universelle velfærdsmodel. Den tilbyder den enkelte borger både overførselsindkomster (for eksempel kontanthjælp eller dagpenge ved arbejdsløshed, SU til borgere i uddannelse samt folkepension til pensionisterne) og serviceydelser (for eksempel gratis uddannelse og hospitalsvæsen samt tilskud til børnepasning). Disse forskellige overførselsindkomster og serviceydelser er ikke gratis – de skal finansieres (betales for) af skatteyderne. I figur 1.32 kan vi se, hvilke indtægter og udgifter den offentlige sektor har i Danmark.

Figur 1.32. Den offentlige sektors indtægter og udgifter

Hvor kommer den offentlige sektors indtægter fra?

Direkte skatter er de skatter, som vi borgere eller virksomheder betaler direkte af vores indtægt til det offentlige.

Indirekte skatter er de skatter og afgifter, som betales af dem, der forhandler/sælger noget eller producerer noget, men som vi borgere indirekte betaler for, når vi køber varen eller tjeneste­ydelsen. Øvrige skatter og afgifter er for eksempel ejendomsskatter og den afgift, vi betaler til staten, når vi for eksempel har købt en lejlighed eller et hus og skal have dette tinglyst

Hvad har den offentlige sektor udgifter til?

Overførselsindkomster som kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, folkepension, SU, ­sygedagpenge osv.

Hospitaler, privatpraktiserende læger, akutberedskab, medicin, generelt plejeområde ­(hjemmepleje, beskyttede boliger, plejehjem).

Undervisning i folkeskolen, ­gymnasier, tekniske og erhvervs­skoler, specialskoletilbud, korte, mellem og lange videregående ­uddannelser.

Daginstitutioner (vuggestuer, dagpleje, børnehaver, SFO’er).

Forsvar, politi, beredskab.

Klima- og miljøindsatser.

58

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Den offentlige sektor modtager sine indtægter fra skatter, moms og afgifter.

Figur 1.33 viser den offentlige sektors udgifter, og her fremgår det tydeligt, at både overførsler (kontanthjælp, dagpenge, pension osv.), der i figuren placeres under social beskyttelse, og sundhedsvæsen er to af de helt store udgiftsområder, men også undervisning fylder en ganske pæn del af de samlede offentlige udgifter. At omkostningerne til social beskyttelse er så høje, skyldes netop, at Danmark er indrettet som en universel velfærdsmodel med en ambition om, at de fleste, også dem, der har svært ved at forsørge sig selv, kan få så mange som muligt af behovene opfyldt.

Figur 1.33. Fordeling af den offentlige sektors udgifter, 2022

Forsvar (2,70 %) Fritid, kultur og religion (3,11 %)

Offentlig orden og sikkerhed (1,96 %)

Miljøbeskyttelse (0,80 %) Boliger og offentlige faciliteter (0,36 %)

Økonomiske anliggender (6,55 %)

Undervisning (11,80 %)

Social beskyttelse (42,12 %)

Kilde: Danmarks Statistik, 2023

Generelle offentlige tjenester (12,89 %) Sundhedsvæsen (17,70 %)

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

59

1.9. Hvilke udfordringer står den danske ­velfærdsstat overfor?

Dansk økonomi klarer sig godt i disse år, hvilket også er vigtigt, da en god samfundsøkonomi (se kapitel 4) er en forudsætning for, at det høje velfærdsniveau i Danmark kan bevares. Denne positive udvikling ser ud til at fortsætte 3-5 år endnu, men har vi blot et lidt længere tidsperspektiv, for eksempel 10-15 år ud i fremtiden, så er der en række udfordringer, som kan tvinge os til at ændre på den nuværende universelle velfærdsmodel. Der er særligt fire udfordringer, der kan medvirke til, at vi får svært ved at bevare vores velfærdsniveau i Danmark.

Ifølge professor i økonomi Nina Smith drejer det sig om følgende:

Figur 1.34. Udfordringer mod den universelle velfærdsstatsmodel

UDFORDRING 1

UDFORDRING 2

UDFORDRING 3

UDFORDRING 4

Demografisk udvikling

Faldende arbejdsudbud

Stigende ­udgifter til ­forsvar og klima

Stigende individualiseringsog forventningspres

 Udfordring 1: Demografisk udvikling Når vi ser ud i fremtiden, kan vi se, at der sker en ændring i befolkningssammensætningen (demografi betyder befolkningsbeskrivelse), hvor særligt gruppen af ældre vil vokse. Flere ældre medborgere betyder flere udgifter til pension og sundhedsydelser, fordi vi oftere bliver syge og har flere hospitalsindlæggelser, når vi bliver ældre. Vi har kort sagt brug for flere ydelser fra velfærdsstaten, når vi bliver gamle. Der har siden 2017 også været en forventning om, at der vil komme flere børn og unge i Danmark, men Demografisk ­udvikling handler om udvikling i befolkningen over tid, for eksempel i antallet af borgere, alders- og kønsfordelingen mellem borgere, antallet af etni­ ske danskere og ikke-et­ niske ­danskere osv.

60

fødsels­tallene fra 2022 og 2023 viser faldende fødselstal. De forventede stigende udgifter til daginstitutioner, skoler og gymnasier forventes derfor ikke længere at blive lige så høje som først forventet, hvilket vil kunne reducere velfærdsstatens udgifter noget, men ikke til et niveau, hvor den samlede demografiske udvikling ikke er en betydelig udfordring.

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Figur 1.35. Udvikling i demografien (prognose) i Danmark, 2023-2040, indekseret (2023 = 100)

180 160 140 120

2023 15-30 år

2025

2030 31-79 år

2035

2040

80+ år

Kilde: Danske regioner

100

Den demografiske udvikling og de heraf stigende offentlige udgifter vil ikke som sådan være en udfordring, hvis den universelle velfærdsmodel blot er i stand til at få flere indtægter ind i form af skat og afgifter til at finansiere de øgede omkostninger. Kigger vi imidlertid på de grupper, der forventes at kunne bidrage helt eller delvist til arbejdsmarkedet (15-30 år og 31-79 år i figur 1.33), så ser vi, at de ikke vokser tilsvarende med ældregruppen, og det er et problem, for det er netop skatteindtægterne fra disse grupper, der skal finansiere de stigende udgifter.

 Udfordring 2: Faldende arbejdsudbud I tråd med den demografiske udvikling er der faldende arbejdsudbud. Arbejdsudbuddet er den samlede mængde af arbejdstimer, som gruppen af mennesker, der kan tage et arbejde, er villige til at udføre. Når gruppen 18-71-årige bliver mindre, så falder arbejdsudbuddet, fordi der nu ikke vil være så mange til at arbejde som

Arbejdsudbud betegner antallet af mennesker i samfundet, som står til rådighed for det danske arbejdsmarked (det vil sige, som har eller kan tage et arbejde).

tidligere. Desuden er der i disse år en tendens til, at vi i Danmark ikke arbejder lige så mange timer, som vi tidligere gjorde. Det skyldes både, at vi borgere, i takt med at vi oplever et stigende velstandsniveau (at man som enkelt individ og samfund bliver rigere), hellere vil have mere fritid end mere løn, og at nogle arbejder færre timer end tidligere, fordi arbejdsbelastningen er så stor, at det er vanskeligt at klare et fuldtidsjob. Det gælder i særdeleshed mange offentligt ansatte, og det giver en dobbelt udfordring, fordi den offentlige sektor har brug for en hel del arbejdskraft (de såkaldte varme hænder) til at løse de mange velfærdsopgaver som for eksempel pasning af børn, undervisning af børn og unge, pasning af ældre osv.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

61

Figur 1.36. Gennemsnitlig årlig arbejdstid, 1966-2020

2000 1750 1500

2018

2014

2010

2006

2002

1998

1994

1990

1986

1982

1978

1974

1970

1000

1966

1250

Note: Fuld tid svarer til 1.924 timer (efter 1990).

Disse udfordringer kan endda blive forværret af den bekymrende udvikling, som vi har set de seneste år, hvor omkring 15-20 % af den samlede ungegruppe (generation Z – se kapitel 2) oplever en trivselskrise, som risikerer at sætte sig så varige spor, at unge mennesker måske ikke vil blive i stand til at træde ind på fuld tid på arbejdsmarkedet. Sker dette, så vil den samlede gruppe af erhvervsaktive danskere i fremtiden blive endnu mindre end først antaget. At vi bliver færre i gruppen af erhvervsaktive, og at flere går på deltid, betyder, at der vil være færre på arbejdsmarkedet til at betale skat ind til de flere, der står uden for arbejdsmarkedet. Det er det, vi også kalder, at forsørgerbyrden øges. Set fra et universelt velfærdsstatsperspektiv er denne udvikling en stor udfordring, da finansieringen af de offentlige omkostninger hænger afgørende sammen med, at så mange borgere som muligt arbejder så mange timer som muligt og bliver så længe på arbejdsmarkedet som muligt.

Det er kernen i velfærdskontrakten.

Figur 1.37. Manglende offentligt ansatte

62

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Kilde: Arbejde og arbejdsmarked af P. Henriksen, Columbus, 2024.

2250

Den demografiske udvikling og de tendenser, som vi i disse år ser på det danske arbejdsmarked, har da også ført til, at skiftende danske regeringer siden midten af 2000erne har haft en tydelig ambition om at øge arbejdsudbuddet på det danske arbejdsmarked. Vi vender lidt senere tilbage til arbejdsudbuddet, hvor vi undersøger, hvordan man politisk forsøger at håndtere udfordringerne for den universelle model.

Figur 1.38. Stigende forsvarsudgifter I Danmark er det besluttet, at der de kommende år skal bruges langt flere penge på at ­styrke det danske forsvar. Det er blandt andet en konsekvens af krigen i Ukraine og et stigende pres fra USA om, at Danmark skal bruge flere penge på forsvaret.

 Udfordring 3: Stigende udgifter til forsvar og klima Endnu en udfordring, som i disse år lyser ganske kraftigt op, er, at vi i Danmark, ligesom i mange andre europæiske lande, står i en situation, hvor krig og utryghed igen er blevet en del af den europæiske hverdag, og det har betydet, at Danmark og alle øvrige europæiske lande har valgt at øge investeringerne i forsvaret (militæret) ganske betydeligt. Danmark har med forsvarsforliget for 2024-2033 besluttet at investere 143 milliarder i det danske forsvar. De øgede investeringer i forsvaret kommer samtidig med, at Danmark, og alle verdens øvrige lande, står med en lang række udfordringer i forhold til den igangværende klimakrise (se kapitel 4). En krise, som vil kræve massive offentlige investeringer i grønne og bæredygtige energikilder (vind, sol, vand, el), der skal gøre det muligt for det danske samfund at gå væk fra brugen af de traditionelle fossile energikilder (kul, olie og gas), der ødelægger vores klima (se kapitel 4). Forsvars- og klimainvesteringerne vil begge betyde, at den offentlige sektors omkostninger vil stige betydeligt, og det vil igen stille krav til at finde en måde at finansiere (betale for) dette område på. Det kan for eksempel være ved besparelser på velfærd.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

63

 Udfordring 4: Stigende individualiserings- og forventningspres Foruden de tre foregående udfordringer finder vi også en udfordring i den stigende individualisering og de forventninger, som vi borgere har til, hvad den offentlige sektor skal løse af velfærdsopgaver. Individualiseringen hænger sammen med, at vi lever i et senmoderne samfund, hvor vi mennesker er kommet i centrum (se kapitel 2), og det har øget vores individuelle forventninger til, hvad og hvor meget den offentlige sektor skal løse af problemer for os. Det kan for eksempel være en forventning om enestue på hospitalet, valgfrie menuer på plejehjem og ønsker om særlige hensyn til vores barn i skolen osv.

Udfordringen er imidlertid, at disse forventninger ikke harmonerer med, hvad den offentlige sektor reelt er i stand til – og resultatet bliver, at vi borgere bliver skuffede og frustrerede over det offentliges velfærdstilbud.

For eksempel oplever vi borgere måske lange ventetider, hvis vi skal have foretaget en operation. Måske oplever vi, at der ikke er tilstrækkeligt med personale på plejehjemmet til at passe vores gamle bedsteforældre, at der er for få pædagoger i børnehaven, når vi afleverer vores barn, eller at der er lærermangel ude på skolerne osv. Denne frustration kan føre til, at vi vil begynde at overveje, hvorfor vi hver især, på solidarisk vis, skal betale ind (gennem skat og afgifter) til en velfærdsstatsmodel, som ikke synes at indfri vores individuelle behov. Kunne vi så ikke bare selv stå for at sikre vores individuelle velfærdsbehov ved at få mere frihed til at købe private løsninger på markedet?

11 24

25

26 Procent

37 47 56

Note: Et flertal af alle aldersgrupper, der er blevet spurgt i undersøgelsen, har en forventning om, at velfærden enten er den samme eller forbedret om 10 år. Specielt unge har store forventninger.

Spørgsmålet var: Forventer du, at velfærden i de kommende 10 år ...

Bliver dårligere Forbliver den samme som i dag

32 6 18-34 år

64

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

5 35-59 år

23 3 60+ år

Bliver bedre Bliver meget bedre

Kilde: Professor Nina Smith. Fire røde lamper blinker over den danske velfærdsstat af J. Reiermann og T. K. Andersen, MandagMorgen 24.1.2023.

Figur 1.39. Forventninger om bedre velfærd i fremtiden

Vi ser allerede en stigende tendens til, at mange borgere søger over i flere private løsninger på markedet. For eksempel vælger flere forældre, at deres børn skal gå på privatskole (i 2000 gik ca. 12 % af børn og unge på en privatskole – dette tal er i dag steget til 20 % med store forskelle fra kommune til kommune), ligesom flere og flere danskere køber private sundhedsforsikringer, pensionsordninger og lønforsikringer (for eksempel har 2,7 mio. danskere i starten af 2024 en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring eller sundhedsordning), som skal sikre dem hurtigere behandling, hvis uheldet er ude. Denne udfordring rammer selve grundlaget for den universelle velfærdsstatsmodel, der netop bygger på kollektive beskyttelsesordninger, hvor alle de, der kan, betaler ind (gennem skatter og afgifter) til alle dem, der ikke kan (modtager overførselsindkomster), og derved sikrer en forholdsvis rimelig levestandard for de fleste i samfundet.

1.10. Hvilke løsninger er der på ­velfærdsstatens ­udfordringer – og vil de mindske eller øge ­uligheden?

Der er mange måder, politikerne kan gribe udfordringerne an på. Af de mere traditionelle tilgange kan nævnes øget brugerbetaling. Det vil sige, at borgerne selv er med til at betale en del af for eksempel et hospitalsophold, øget bidragsfinansiering (at vi skal selv bidrage med opsparing til for eksempel ældrepleje) eller øget brug af teknologi, hvor vi får robotter til at løse nogle af velfærdsopgaverne.

Ud over disse løsninger så har skiftende regeringer over de seneste 10-20 år også gennemført en lang række reformer.

Tekstboks 1.6.

Danskernes arbejdsindsats ”Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet. Det er ved at snige sig ind i vores samfund, at det er okay for nogle grupper ikke at gå på arbejde. Det skal vi have aflivet. Alle skal stå op om morgenen og gå på arbejde. Så er der nogle grupper, der ikke kan Mette Frederiksen Socialdemokratiet (S)

Kilde: Politiken, 2021.

det, og dem skal vi tage os ordentligt af.”

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

65

1.10.1. Opstramnings- og opkvalificeringsstrategien Disse reformer har primært haft fokus på at styrke og øge arbejdsudbuddet, fordi det er helt afgørende, at vi er nok til at arbejde, hvis der skal betales for de stigende udgifter til især gruppen af ældre, forsvaret og klimaet. Som det er tydeligt i figur 1.40, så har mange af reformerne haft det mål at stramme op (den såkaldte stramningsstrategi) på den universelle velfærdsstats overførselsindkomster og serviceydelser. Man har med andre ord sænket de beløb, visse grupper kan få fra staten, og samtidig indført strengere krav til, hvornår ydelserne kan modtages. Argumenterne for at indføre disse reformer er, at borgerne i Danmark er nødt til at forstå, at vi hver især i højere grad har et personligt ansvar for vores eget liv og for at være selvforsørgende. Forventningen fra politikernes side er, at

Figur 1.40. Udvalgte politiske reformer i perioden 2010-2023 med fokus på at styrke arbejdsudbuddet

Politisk reform

Indholdet i reformerne

Pensionsreform 2006

Pensionsalderen hæves gradvist, så den i højere grad følger levetiden.

Dagpengereform 2010

Dagpengeperioden halveres fra fire til to år, genoptjeningskravet øges fra 26 til 52 uger. Genoptjeningsret betyder den periode, man skal arbejde, efter man har fået dagpenge i to år, for igen at have ret til at modtage dagpenge.

Skattereform 2012

Regulering af sociale ydelser sænkes, højere beskæftigelsesfradrag, topskattegrænsen hæves.

Førtidspensions- og fleks­ jobsreform 2013

Ingen førtidspension til personer under 40. Ressourceforløb, der skal afklare ens jobparathed til en lavere ydelse, indføres.

Sygedagpengereformen 2014

Sygedagpengeperioden halveres. I stedet indføres jobafklaringsforløb på niveau med kontanthjælp.

Integrationsydelsen 2015

Integrationsydelse (i dag kaldes denne ydelse for selvforsørgelsesydelse) indføres, og er en særlig lav overførselsindkomst, som gives til folk, der indvandrer til Danmark.

Kontanthjælpsloft 2016

Maksimal grænse for kontanthjælp, boligtillæg og boligsikring indføres.

Arbejdspligt 2023

Indførelse af en arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder et opholds- og et beskæftigelseskrav. Det er borgere på den laveste sats i det kommende kontanthjælpssystem, og de skal som udgangspunkt bidrage i et omfang, der svarer til fuld tid.

Skattereform 2023

Forhøjelse af det almindelige beskæftigelsesfradrag og beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere og nyt ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer. Topskattegrænsen sættes op, og der indføres en top-top-skat.

Note: I 2020 indførte den socialdemokratiske mindretalsregering med støtte fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti den såkaldte Arnepension, der gav ret til tidligere tilbagetrækning for den gruppe af borgere, som havde arbejdet i mange år på arbejdsmarkedet (anciennitet). Det er den eneste reform op gennem 2010erne og 2020erne, som reducerer arbejdsudbuddet.

66

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

disse stramninger betyder, at færre vil lade sig forsørge af staten og i stedet tage et arbejde (og dermed være med til at øge arbejdsudbuddet).

At stramme op på, hvornår vi kan modtage ydelser, og hvor generøse disse skal være, er én måde at forsøge at påvirke arbejdsudbuddet på. En anden måde er ved at gøre ”arbejderne” og virksomhederne mere effektive og konkurrencedygtige i forhold til at kunne konkurrere på det vigtige globale marked, som en stor del af dansk økonomi afhænger af. Når vi forholder os til den enkeltes evne til at kunne konkurrere på markedet, så kalder vi det for opkvalifice­ ringsstrategien, og det handler om at opkvalificere befolkningen via uddannelse og efteruddannelse til at kunne imødekomme de krav, som arbejdsmarkedet stiller i dag og i fremtiden.

Både opstramnings- og opkvalificeringsstrategien (vi vender tilbage til de to strategier i kapitel 4) er et udtryk for, at vi i Danmark op gennem 2010erne har bevæget os mod det, vi kalder en konkurrencestat.

Konkurrencestaten er en stat, der er født ud af en globaliseret verden, hvor konkurrenceevnen har stor betydning for landets vækst, fordi en stor del af landets indtægter tjenes på handel med udlandet. Konkurrenceevnen er virksomhedernes – og i sidste ende statens – evne til at klare sig godt i konkurrencen på det internationale marked. Globalisering handler om en stadig stigende interaktion mellem mennesker for eksempel i forbindelse med informationer, ideer og rejser samt handel med varer, tjenester og kapital (penge) på tværs af landegrænser og kontinenter. Verdens lande bliver gensidigt mere afhængige af hinanden.

Konkurrencestaten arbejder aktivt for, at befolkningen og virksomheder klarer sig godt i den globale konkurrence, og det sker gennem konstant at reformere samfundet, så det kan imødekomme udfordringerne. Opkvalificeringsstrategien er en konkret måde at møde udfordringerne på. I tråd hermed er der stort fokus på, at den enkelte skal være ansvarlig for sit eget liv ved i videst muligt omfang at være selvforsørgende (det ser vi udtrykt i opstramningsstrategien) for ikke

Konkurrencestat kan defineres som en stat, der er i international konkurrence med andre stater om at skabe øko­ nomisk vækst.

Flexicuritymodel er en betegnelse, der ofte bruges om det danske arbejdsmarked, hvor virksomhederne har stor fleksibilitet og medarbej­ derne betydelig social sikkerhed.

at være for stor en omkostning for staten.

Opstramningsstrategien er inde og pille ved den model, der ellers har karakteriseret det danske arbejdsmarked gennem årtier, nemlig ­flexicuritymodellen.

Navnet flexicurity er en sammentrækning af de engelske ord flexibility (fleksibilitet) og social security (social sikkerhed/velfærd). Modellen går i al sin enkelhed ud på, at danske virksomheder har stor fleksibilitet, når det kommer til at ansætte og fyre medarbejdere (langt større, end det er tilfældet for mange virksomheder i lande med den korporative model som for eksempel Tyskland

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

67

og Frankrig). Det vil sige, at i dårlige økonomiske tider, hvor virksomhederne oplever faldende efterspørgsel efter deres varer og tjenesteydelser, der vil de hurtigt kunne fyre medarbejderne. Omvendt kan virksomhederne i gode økonomiske tider hurtigt ansætte kvalificerede medarbejdere til at lave varer og tjenester til den stigende efterspørgsel (se mere om efterspørgsel i kapitel 4).

Denne fleksibilitet i modellen lader sig netop gøre, fordi vi i Danmark har en udbygget velfærdsstat, der fungerer som et sikkerhedsnet (i form af dagpenge eller kontanthjælp) under os borgere, hvis vi skulle gå hen og blive fyret.

De reformer, som skiftende regeringer har gennemført op gennem 2000erne og 2010erne, har betydet en forringelse af den velfærd, vi kan få fra staten. Beløbsstørrelsen på både dagpenge og kontanthjælp er faldet markant. Derudover har man indført specielle lave kontanthjælpsydelser til visse grupper af medborgere (indvandrere) i form af den såkaldte selvforsørgelsesydelse (det, der tidligere hed integrationsydelsen), ligesom man har gjort det vanskeligere at få sygedagpenge og førtidspension, specielt hvis man er under 30 år.

Hvor man fra politisk side gennem stramninger har svækket sikkerhedsnettet (velfærdsdimensionen) i modellen, så har man i stedet styrket de to andre dimensioner – fleksibiliteten, vi netop har beskrevet, men også den tredje dimension, nemlig den aktive arbejdsmarkedspolitik. En aktiv arbejdsmarkedspolitik handler om, at politikerne forsøger at påvirke arbejdsmarkedet ved, gennem lovgivning og regler, at sørge for, at vi har de arbejdere, vi har brug i Danmark. Det gælder i forhold til, hvor mange vi er på arbejdsmarkedet, hvor man bruger opstramningsstrategien til at sikre, at der hele tiden er så mange som muligt til rådighed, og i forhold til hvilke uddannelser befolkningen tager, hvor man benytter sig af opkvalificeringsstrategien. Et eksempel på en aktiv arbejdsmarkedspolitik er den i 2023 indførte arbejdspligt, der betyder, at gruppen, der rammes (det vil primært være indvandrere), som udgangspunkt skal arbejde fuld tid for at kunne

Figur 1.41. Den danske flexicuritymodel

Social sikring (dagpenge)

68

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

Fleksibelt arbejdsmarked

Aktiv arbejdsmarkedspolitik

Kilde: www.detdanskearbejdsmarked.dk

Flexicuritymodellens hovedakse

Tekstboks 1.7.

Aftale om arbejdspligt Selvom flere flygtninge og indvandrere har udnyttet det økonomiske opsving til at fi­ nde fodfæste på arbejdsmarkedet, så er realiteten stadigvæk, at målgruppen er markant overrepræsenteret i ledighedsstatistikken. Det vidner om, at det underste sikkerhedsnet for nogle borgere er blevet ensbetydende med en passiv hverdag i hjemmet på offentlig forsørgelse. Den passive forsørgelseslogik underminerer integrationen og tiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti enige om at indføre en ny arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder kravene om ophold i riget i mindst 9 ud af de seneste 10 år (opholdskravet) og fuldtidsbeskæftigelse i mindst 2½ år ud af de seneste 10 år (beskæftigelseskravet).

Kilde: Beskæftigelsesministeriet, 2023.

skader sammen­hængskraften i vores samfund. Derfor er regeringen (Socialdemokra­

modtage kontanthjælp. Formålet med den aktive arbejdsmarkedspolitik er så vidt muligt at mobilisere så mange som muligt i befolkningen til at kunne blive selvforsørgende og være i stand til at håndtere kravene fra arbejdsmarkedet.

Når politikerne arbejder aktivt for at ændre og tilpasse det, vi kalder ­forskellige strukturelle forhold i samfundet, så er der tale om strukturpolitik. Det er for eksempel uddannelsespolitik – hvilke uddannelser skal der være, hvor mange skal uddanne sig, hvor længe skal man uddanne sig osv. – eller arbejdsmarkedspolitik, som kan være reduceringer i kontanthjælpsydelser og varighed af dagpenge.

Vi vender tilbage til strukturpolitik igen i kapitel 4.

1.10.2. Løsninger på velfærdsstatens udfordringer og konsekvenser for uligheden Udviklingen i flexicuritymodellen kan hjælpe os til at forstå, hvordan politikerne har forsøgt at håndtere de fire udfordringer mod den danske universelle velfærdsstatsmodel. Samtidig kan det være med til at forklare, hvorfor vi ser uligheden stige i Danmark i disse år. For det handler netop om, som vi også var inde på tidligere i kapitlet, at de reformer, som skiftende regeringer har gennemført op gennem 2010erne og 2020erne, har opprioriteret fleksibilitet og arbejdsmarkedspolitik på bekostning af velfærd – og dét øger selvfølgelig uligheden i Danmark, fordi forskellen på dem, der tjener deres løn på arbejdsmarkedet, og dem, der forsørges af staten, bliver større.

KAPITEL 1 / ULIGHED OG VELFÆRD

69

Denne udvikling giver plads til spørgsmålet om, hvorvidt den danske ­universelle velfærdsstatsmodel er gået ind i en forandringsproces. En forandringsproces, som enten vil udvikle den i retning af de to tidligere omtalte velfærdsmodeller – den residuale og korporative velfærdsmodel. Her er uligheden betydeligt højere end i den danske universelle model. Eller vil den udvikle sig i en retning, hvor velfærdsbehov ikke alene skal opfyldes af en af de tre arenaer (staten, markedet eller civilsamfundet), men i stedet skal opfyldes gennem en samskabelse mellem markedet, staten, civilsamfundet og den enkelte borger? I så fald skal individets forventninger (den 4. udfordring) justere sig i forhold til, hvad der er statens opgave at løse, og hvad der kan løses af de øvrige centrale samfundsaktører som markedet, civilsamfundet og os selv (se figur 1.42).

Figur 1.42. Samskabelse om fremtidens velfærd

Den universelle velfærdsmodel i dag

Den universelle (samskabte) velfærdsmodel i fremtiden

Civil-samfundet

Markedet

Staten (offentlig sektor)

Den enkelte borger

Civilsamfundet

Markedet

Staten (offentlig sektor)

Den enkelte borger

Note: Figuren er inspireret af figur 4.6 i Ensomhed og fællesskab af M. Hasselbach og L. Vendelbo, Columbus, 2021.

1.11. Hvad kan vi konkludere om uligheden i den ­universelle velfærdsstat?

Helt overordnet kan vi konkludere, at den universelle velfærdsstat, der har sikret en lavere grad af ulighed i Danmark siden dens vækst i 1960erne, er udfordret på en række områder – i særdeleshed i forhold til fortsat at kunne betale for alle de nuværende ydelser. Disse udfordringer har politikerne forsøgt at håndtere ved at gennemføre en række reformer, der har haft til formål både at opstramme mulighederne for at få hjælp fra staten og at opkvalificere arbejdskraften i Danmark, så vi kan konkurrere med udlandet. En række af reformerne har bidraget til et øget samlet velstandsniveau i Danmark (højere BNP), men det har samtidig betydet, at uligheden er steget i det danske samfund.

70

KAPITEL 1 \ VORES SAMFUND

2

Ungdomsliv Muligheder eller mistrivsel?

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

71

72

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Ungdomsliv Muligheder eller mistrivsel?

Villiam er 16 år. Han er lige startet i gymnasiet og synes indtil videre, at det er okay. Han var ellers meget i tvivl om, hvad han ville. En del af hans venner fra efterskolen skulle videre på erhvervsskole, men Villiams forældre syntes, han skulle på gymnasiet, fordi det ville give ham flere muligheder, når han skulle vælge en videregående uddannelse. De syntes også, han skulle vælge matematik og fysik på A-niveau, selvom Villiam egentlig hellere ville have haft samfundsfag og engelsk. Hans mor er lærer, og hans far er arkitekt, og de er meget optaget af, at Villiam får sig en god uddannelse.

Villiam ved slet ikke, hvad han vil med sit liv endnu, og det kan godt presse ham, særligt når hans familie og studievejlederne hele tiden spørger ind til det. Men det er jo et stort spørgsmål, og hvad, hvis man vælger forkert? Det virker, som om en del af hans nye venner i gymnasiet allerede ved, hvad de vil. De lader generelt til at have ret godt styr på deres liv. Det kan han fornemme både på sociale medier og ovre i klassen, hvor det virker, som om de fleste får læst deres lektier. Det gør Villiam ikke altid. Han har et fritidsarbejde nede i Netto, som også tager en del af hans tid, og så er han bare så træt, når han kommer hjem. Derfor har han ikke altid overskud til at få lavet lektier og afleveringer, men kommer i stedet til at ligge og scrolle på sociale medier hele aftenen, når han ikke gamer. Det gør han en del sammen med nogle af dem fra hans nye klasse, og det synes Villiam allerede har bragt dem tættere sammen. Så har de altid det at tale om ovre i skolen, hvor han ellers ikke altid ved, hvad han skal sige. Han vil jo helst ikke være kikset og sige noget forkert.

Villiam synes, Emma fra klassen er virkelig sød og cool. De gamer sammen, og så er hun begyndt at sende ham dms. Han håber, de måske kan blive kærester en dag, for han har ikke haft en kæreste endnu, og det har de fleste af hans venner. Villiam håber generelt, at hans gymnasieår bliver gode; at han kan blive en del af en vennegruppe, hvor han kan være sig selv, og at han kan klare sig godt i det faglige. Villiam går tit og fortæller sig selv, at ansvaret for, at han får succes, ligger hos ham selv. Han kan se, at der er så mange muligheder, som han bare kan udnytte, men han synes ikke altid, at det er så nemt at vælge eller at vide, hvad der er det rigtige at gøre. Det irriterer ham, for mulighederne er der jo, så han må da bare tage sig sammen og komme i gang …

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

73

Vi mennesker hænger uløseligt sammen

Fokusspørgsmål

med det samfund, som vi fødes ind i og lever i.

Og ligesom vi selv har mulighed for at påvirke samfundet, så bliver vi også påvirket af de rammer, som samfundet sætter op for os. Det er denne vekselvirkning mellem individ og samfund, som vi tidligere berørte i kapitel 1 om ulighed og velfærd, som vi skal se nærmere på i dette kapitel.

Vi starter kapitlet med at se på, hvordan vi bliver til os selv, og hvordan vores individuelle identitet dannes. Identitetsdannelsesprocessen sker både inde i os selv og i samspil med det omgivende samfund og de fællesskaber, vi indgår i. Når vi skal indgå i fællesskaber, er der nogle rammer, som vi skal holde os inden for for at passe ind. I dag ville vi sige, at vi lever inden for rammerne af det sen-

1.

Hvordan dannes vores identitet?

2.

Hvordan lærer vi at indgå i sociale fællesskaber?

3.

Hvad er en livsstil, og hvad siger den om os?

moderne samfund. Der er forskellige bud på, hvad der kendetegner det senmoderne samfund – nogle peger på en stor grad af frihed til (og ansvar for) at forme os selv, mens andre mener, at alt foregår i et meget højt tempo, der presser os som individer.

Uanset hvad vi mener, der udgør det senmoderne samfund, så påvirker samfundet, hvilke muligheder (og begrænsninger) vi har for at udfolde det gode liv. I vores samfund i dag har vi tilsyneladende flere muligheder, end vi har haft i tidligere tider, men selvom man skulle tro, at det ville gøre os lykkeligere, så ser vi faktisk den modsatte tendens. Særligt mistrives ungdomsgenerationen Gen Z mere, og talrige undersøgelser viser dårligere mentalt helbred end hos de tidligere generationer.

Det helt store spørgsmål, som vi skal forsøge at besvare i dette kapitel, bliver derfor, hvorfor der er så betydelig mistrivsel, når mulighederne samtidig ligger åbne for os? Hvordan hænger det sammen, og hvorfor bliver vi ikke gladere, i takt med at vi får flere muligheder? Det skal vi undersøge med sociologiske briller på ved at kigge på samspillet mellem vores individuelle identitet og det samfund, der påvirker os udefra.

74

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

4.

Hvordan påvirker ­samfundet individernes identitet?

5.

Hvordan påvirker sen­ moderniteten vores liv?

6.

Hvad kan vi konkludere om at være ung i dag?

Tekstboks 2.1.

Hvad er mental sundhed og trivsel?

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, definerer mental sundhed som en tilstand af trivsel, hvor vi kan udfolde vores evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress samt indgå i sociale fælselvom man er fysisk syg, og dårligt mentalt helbred, selvom man er fysisk rask.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

lesskaber med andre. Man kan godt have et godt mentalt helbred,

50 40 30 20 10 0

2009

2013

2017

15-årige med høj livstilfredshed

15-årige med lav livstilfredshed

19-årige med høj livstilfredshed

19-årige med lav livstilfredshed

2021

Kilde: Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2022. Vive – Det Nationale Forskningsog Analysecenter for Velfærd, 2022.

Figur 2.1. Udvikling i andel 15- og 19-årige med høj og lav livstilfredshed. 2009-2021.

Procent

2.1. Hvordan dannes vores identitet?

I dette kapitel skal vi se på to forskellige dele af det at være menneske. Først undersøger vi, hvordan vi hver især bliver til dem, vi er, med vores egen personlighed og identitet. Herefter ser vi på, hvordan vi indgår i de sociale fællesskaber, vi er en del af. I en gymnasieklasse sidder der 28 forskellige individer med hver deres historie og personlighed; vi har alle haft en forskellig opvækst, vi har forskellige interesser, tøj- og musiksmag, følelser og måder at opføre os på. Disse

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

75

Identitet er vores­ ­personlighed, det der kendetegner os og gør os forskellig fra andre.

ting tilsammen gør, at jeg er mig, og du er dig. Vi har med andre ord hver vores identitet. Vores identitet er vores personlighed, det, der er særligt ved os, og det, der gør os forskellig fra andre.

Når vi undersøger vores identitet, stiller vi spørgsmål som, hvad kan jeg godt lide, hvem er jeg og hvad vil jeg gerne være? Vores identitet kan opdeles i forskellige lag:

 Jeg-identiteten: Vores jeg-identitet er det grundlæggende i os. Den består af både det biologiske, vi har arvet fra vores forældre (er vi for eksempel stille eller udadvendte?), og vores oplevelser fra barndommen, der tidligt har været med til at forme os (er vi vokset op i et trygt hjem eller i et hjem med misbrug? Er vi vokset op med begge vores forældre, eller er forældrene skilt?).

Jeg-identiteten er det ved os, der gør, at vi oplever, at vi er os selv – både i går, i dag og i morgen; det er vores kerne.

 Personlig identitet: Vores personlige identitet er det billede af os selv, vi viser til andre omkring os. Den baserer sig på de valg, vi træffer (vores tøjstil, den musik, vi hører, hvem vi stemmer på, hvad vi gerne vil uddanne os til og arbejde med), og det, vi vælger at fremhæve ved os selv, for eksempel på sociale medier.

Denne del af vores identitet ændres med tiden; den måde, vi fremstiller os selv på som 15-årige, vil være anderledes, end når vi er 20 år, ligesom vi kan vælge at fremhæve forskellige dele af os selv afhængigt af, hvilken social sammenhæng vi er i. Når vi er sammen med vennerne, viser vi andre sider, end når vi er sammen med vores bedsteforældre.

 Social identitet: Vores sociale identitet er det billede, som andre mennesker har af os i sociale sammenhænge, for eksempel i vores familie eller klasse.

Det er ikke altid, at andres opfattelse af os stemmer overens med det billede, vi ønsker, at de skal have af os – og det kan være et stort arbejde for os at få andre til at opfatte os, som vi gerne vil, at de skal. Det arbejde laver mange af os gerne, fordi vi har et ønske om at blive accepteret og anerkendt af andre mennesker.

 Kollektiv identitet: Vores kollektive identitet er den del af vores identitet, som vi deler med en større gruppe. Det kan være nationale fællesskaber, minoritetsfællesskaber (i form af for eksempel LGBTQ+ eller etnicitet), religiøse fællesskaber eller andre lignende fællesskaber af mennesker, som vi deler vilkår eller ens forestillinger om verden med.

76

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Figur 2.2. De fire identitetslag

SOCIAL IDENTITET

JEGIDENTITET

PERSONLIG IDENTITET

Jeg-identiteten er vores kerne, den­ personlige identitet er det, vi viser til andre, vores sociale identitet er det b ­ illede, ­andre har af os, og vores kollektive identitet er det, vi deler med andre.

KOLLEKTIV IDENTITET

Disse forskellige lag eller dele udgør tilsammen vores identitet. Det kan være en kompliceret proces at danne sin identitet – særligt i ungdomsårene, hvor vi ofte for første gang rigtigt begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvem vi egentlig er, hvem vi gerne vil være, og om andres opfattelse af os stemmer overens med det. Det er også det, vi kan læse om i dette kapitels åbningscase, hvor Villiam gør sig en lang række overvejelser om, hvem han er, og hvad han skal gøre med sit liv. Hans tvivl er udtryk for en identitetsdannelse, som er på arbejde.

Identitetsdannelse er netop den proces, der sker, når vi danner vores samlede identitet.

Som det fremgår af de forskellige lag i vores identitet, finder en stor del af vores identitetsdannelse sted i samspil med andre mennesker og igennem de sociale grupper, vi indgår i. Vi påvirkes for eksempel af vores familie, venner, klassekammerater og kolleger, men også af

Identitetsdannelse er den proces, hvor vores identitet dannes.

Sociale grupper er grupper vi indgår i som for eksempel familien, skoleklassen, sports­ holdet.

sociale medier, når vi danner vores identitet.

Når sociale grupper fylder meget i dannelsen af vores identitet, skyldes det blandt andet, at vi alle har brug for at opleve anerkendelse som det individ, vi hver især er, og denne anerkendelse får vi netop fra de mennesker, vi omgås med, og de sociale fællesskaber, vi indgår i.

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

77

2.2. Hvordan lærer vi at indgå i sociale ­fælles­skaber?

For at vi som individer kan indgå i fællesskaber (for eksempel familien, gymnasieklassen, håndboldklubben og i sidste ende samfundet), er det vigtigt, at vi tager hensyn til hinanden og holder os inden for nogenlunde de samme regler – regler, der gør, at vi kan leve sammen side om side med en oplevelse af at være med i fællesskabet uden for mange konflikter. Det er noget, som vi, allerede fra vi er børn, opdrages til. Denne ”opdragelse” til at blive en del af fællesskabet og samfundet kalder vi socialisering, og den foregår forskellige steder eller i det, vi kalder forskellige socialiseringsarenaer.

Socialisering er op­ dragelsen til at blive en del af samfundet.

Primær socia­­li­se­ ring er den socialise­ ring, der finder sted i familien.

Sekundær social­i­ sering er den sociali­ sering, der finder sted i institu­tioner/skoler/ arbejdspladser. ­Dobbeltsocia­li­se­ring finder sted, når barnet socialiseres i familien og i institu­ tionen­ ­samtidigt.

Den primære socialisering finder sted i familien sammen med vores forældre og søskende. Det er her, vi først præsenteres for en måde at forstå verden på, nemlig den, vores forældre har. Vi overtager altså meget af den måde at opfatte verden på, som vores forældre har. Vores forældres værdier, normer og verdenssyn får derfor som regel en ret stor betydning for vores adfærd senere i livet, fordi vi tager de værdier, normer og holdninger, som har dannet grundlag for de regler, vi er blevet opdraget efter, med os i livet. I kapitel 1 om ulighed og velfærd berørte vi også dette i forbindelse med, at det er fra vores opvækst, at vi socialt arver bestemte værdier og adfærdsmønstre, som spiller ind på, om vi fra start af får en lettere eller vanskeligere vej for at klare os godt i livet. En anden vigtig ting ved den primære socialisering er, at vi i denne socialiseringsarena altid har en helt særlig plads og opfattes som unikke og uerstattelige af vores forældre.

Den sekundære socialisering finder sted sted uden for hjemmet, for eksempel når vi kommer i daginstitution, i skole, på en arbejdsplads og andre sociale arenaer. Her begynder vi at omgås andre mennesker, vi møder andre værdier, andre måder at være sammen med mennesker på, og vi præsenteres for andre opfattelser af samfundet og verden end dem, vi selv har. Her lærer vi også at blive en del af en større gruppe, og vi begynder at forstå, at vi ikke er mere unikke end alle de andre. Kravene til vores adfærd, altså den måde, vi er på, ændrer sig. Måske hjælper vores forældre os med ting derhjemme, som vi nu selv må klare, når vi er i institution eller skole – simpelthen fordi der er færre voksne til at hjælpe i den sekundære socialisering end i den primære.

Den sekundære socialisering bygger således oven på den primære. Den lærer os at indgå i en gruppe med andre end vores nærmeste familie og viser os nye værdier og måder at opfatte verden på end dem, vi er vokset op med.

I det senmoderne samfund finder der ofte det, vi kalder for en dobbeltsocialisering sted. Det skyldes, at børn fra en tidlig alder både socialiseres i hjemmet og i de institutioner, som mange børn er i hver dag. Barnet skal således forholde

78

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Figur 2.3. De tre socialiseringsarenaer

Vores primære socialisering finder sted i familien, den sekundære socialisering i vores institutioner, og den tertiære socialisering sker gennem medierne.

PRIMÆRE SOCIALISERING

SEKUNDÆRE SOCIALISERING TERTIÆRE SOCIALISERING

sig til to socialiseringsarenaer, hvor kravene er meget forskellige.

Det betyder, at barnet både lærer at udtrykke sine egne behov og oplever en følelse af at være elsket og noget særligt i familien, samtidig med at barnet i institutionen lærer at begå sig i sociale sammenhænge, hvor det ikke selv er i centrum. Ud over den primære og sekundære socialisering – og deres samspil i dobbeltsocialiseringen – sker socialiseringen også via medierne, for eksempel gennem massemedier og sociale medier, hvor vores holdninger og smag påvirkes gennem for eksempel influencers og reklamer. Det kalder vi den tertiære socialisering, og den spiller en stor rolle, netop fordi mange mennesker bruger rigtig meget tid på medierne.

Tertiær socialisering er den socialisering, der finder sted gennem medierne.

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

79

Primær socialisering

Sekundær socialisering

Tertiær socialisering

Opfattelsen af barnet/ mennesket

Barnet opfattes som unikt.

Barnet opfattes som ét barn ud af mange, og skal indgå i det sociale på lige fod med de andre børn.

Barnet/mennesket opfattes som ét der kan påvirkes – ­enten i forhold til holdninger eller forbrug.

Relationer ­ mellem ­barnet og voksne/­ andre børn

Forholdet mellem barnet, ­forældrene og eventuelle søsken­de er privat og baseret på følelser.

Forholdet mellem barnet og pædagoger/lærere er offentligt og er baseret på pædagogik, mens barnets forhold med andre børn bærer præg af venskab.

Forholdet er ­baseret på ­sammenligning mellem barnet/mennesket og dem, barnet/mennesket ser i medierne eller på sociale medier.

Note: Figuren er inspireret af Luk samfundet op! 4. udg. af P. Brøndum og T.B. Hansen, Columbus, 2021.

Figur 2.4. Barnets sociali­se­ringsarenaer

2.2.1. Normer En af hovedingredienserne i socialiseringsprocessen er at lære de normer at kende, som hersker i samfundet og de forskellige steder, eller arenaer, vi ellers kommer i. Normer er sociale regler for, hvordan vi forventes at opføre Normer er sociale regler for, hvordan vi forventes at opføre os.

Formelle normer er officielle, nedskrevne regler.

Uformelle normer er de regler, vi forventes at følge, selvom de ikke er officielle eller nedskrevne.

Sanktioner er den belønning eller straf, vi får, når vi enten overholder eller ikke overholder normerne.

os i forskellige sammenhænge. Når vi taler om normer, taler vi både om formelle og uformelle normer. De formelle normer er de officielle regler, som er skrevet ned (for eksempel i loven, hvor der står, at vi ikke må ryge på skolens område), mens de uformelle normer er de uskrevne regler, som vi lever op til for at kunne begå os sammen med andre mennesker eller passe ind i de forskellige sociale sammenhænge, vi indgår i. I en gymnasieklasse vil det for eksempel gå imod klassens uformelle normer, hvis en elev gør læreren opmærksom på at notere fravær, når læreren har glemt det. De uformelle normer er ikke nedskrevne regler, men snarere uskrevne regler, der har en stor betydning for os. Vi håber, at når vi lever op til de uformelle normer, så passer vi ind i de sociale arenaer og grupper, som vi bevæger os i.

Det, der gør, at vi ofte overholder både de formelle og uformelle normer, er sanktioner. Sanktioner kan være både positive og negative. Positive sanktioner er den belønning, vi får, når vi overholder normerne. Det kan for eksempel være, at vores position i gruppen styrkes, og at vi bliver mere populære blandt vennerne. Negative sanktioner er den form for straf, som vi udsættes

80

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

for, når vi overskrider normerne. Det kan både være en straf i form af bøder eller fængsel, hvis vi overskrider den formelle norm om ikke at stjæle, eller det kan være social udelukkelse, hvis vi overtræder de uformelle normer i en vennegruppe. Tag vores eksempel fra før: Hvis en elev i klassen husker læreren på at notere fravær, så vil der sandsynligvis komme en negativ sanktion fra resten af klassen; eleven bliver upopulær, fordi denne overskrider en uformel norm om ikke at medvirke til, at klassekammerater får fravær, hvis det kan undgås.

Sanktioner, både positive og negative, fungerer som social kontrol – det er en måde at sikre, at de sociale normer opretholdes.

Både de formelle og uformelle normer er noget, vi lærer allerede i vores opvækst, blandt andet ved at lytte til og efterligne vores forældre, lærere og venner.

Det kan være normer, vi først tvinges til at leve op til, men med tiden bliver de en del af den måde, vi naturligt er på, og vi behøver ikke at få at vide, hvad vi skal gøre i den enkelte situation. Når normerne er noget, vi ikke som sådan tænker over, så kalder vi det, at normerne internaliseres (indoptages i os selv). Det er altså socialiseringen og internaliseringen af normer, der gør os i stand til at begå os i forskellige sociale fællesskaber (familien, gymnasieklassen, samfundet m.fl.), hvor vi er mange mennesker, der skal være sammen.

2.2.2. Sociale roller De sociale fællesskaber, vi indgår i, kalder vi sociale grupper, og i disse spiller vi alle sammen forskellige sociale roller. I den sociale gruppe, som for eksempel en gymnasieklasse udgør, vil vi sige, at eleverne spiller ”elever”, og læreren spiller ”læreren”. I sådan en social gruppe er der visse forventninger til, hvordan vi spiller vores roller.

Eleven spiller sin rolle godt, når denne rækker hånden op og svarer på lærerens spørgsmål, og læreren udfylder sin rolle, når denne lærer eleverne det faglige og samtidig skaber en tryg stemning i klassen.

Det er dog ikke altid lige nemt at indfri de mange forventninger, der kan være til forskellige sociale roller, hvilket kan føre til det, vi kalder en rollekonflikt. En rollekonflikt handler om, at der er modsatrettede forventninger til måden, vi skal udfylde vores sociale rolle på. I eksemplet med gymnasieklassen kan man forestille sig, at der på den ene side er en forventning fra læreren om, at eleven skal læse alle sine lektier og deltage i timerne. Samtidig kan der være en forventning

En social rolle består af de forventninger, der er til, hvordan vi opfører os i et socialt fællesskab.

En rollekonflikt finder sted, når der er modsatrettede forventninger til, hvordan vi skal udfyl­ de vores rolle.

fra vennerne i klassen om, at eleven skal feste, game eller være med til fodboldkamp i stedet for at bruge weekenden på at læse lektier. Derudover forventer klassekammeraterne måske også, at eleven er aktiv i klassechatten i stedet for at have fokus på at svare på lærerens spørgsmål i timen.

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

81

Figur 2.5. Frontstage, backstage og middle region.

MIDDLE REGION

FRONTSTAGE

Når vi er frontstage, spiller vi en rolle og når vi er backstage slapper vi af i forhold til den rolle. Når vi er i middleregion, befinder vi os muligvis backstage fysisk, men er samtidig online, hvor vi spiller en rolle.

BACKSTAGE

Rollekonflikt er forbundet med stor bekymring og frustration hos os individer, hvilket blandt andet hænger sammen med, at vi modtager anerkendelse fra vores sociale omgivelser, når vi indfrier forventningerne til de sociale roller, vi tager på os. Denne anerkendelse betyder meget for os, da vi bruger den til at styrke vores identitetsarbejde. Vi individer er derfor hele tiden åbne og modtagelige for de sociale omgivelsers tilbagemeldinger på, hvordan de synes, at vi udfylder rollerne. Når der opstår rollekonflikt mellem vores egne og omgivelsernes forventninger, så vil vi lynhurtigt forsøge at afkode og korrigere, så der bringes overensstemmelse i, hvordan rollen skal ”spilles”.

En teoretiker, der har beskæftiget sig med, hvordan vi handler og positionerer os over for hinanden, er den canadiske sociolog Erving Goffman. Han Frontstage er der, hvor vi spiller en rolle i en social ­sammenhæng.

bruger teatret som en metafor (billedsprog) for vores sociale interaktioner.

Ifølge Goffman er vi på scenen, det, han kalder frontstage, når vi er ”på” sammen med andre mennesker. Når vi er frontstage, er vi meget opmærksomme på at leve op til de forventninger, der er til den rolle, vi skal udfylde, og på ikke at ”tabe ansigt”. Det vil sige, at der ikke skal komme noget frem om os, som ikke passer til det indtryk, vi ønsker at give andre. Vi har altså et selv-

82

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

billede, som vi gerne vil have, at andre også skal have af os. Vi ønsker med andre ord, at der er overensstemmelse mellem vores personlige og sociale identitet.

På den måde bliver andre mennesker vores publikum, ligesom vi bliver deres.

Ifølge Goffman er det imidlertid vigtigt, at vi også kan gå backstage.

Backstage er der, hvor vi slapper af fra den rolle, vi netop har spillet.

Backstage er der, hvor vi kan slappe af fra en rolle.

Når vi har frikvarter, er vi backstage i forhold til rollen som ”elev”. Her er vi til gengæld frontstage i rollen som ”ven”, hvis vi bruger frikvarte-

Middle region er der, hvor vi er fysisk back­ stage, men front­stage på sociale medier.

ret sammen med vores venner. Når vi kommer hjem og lukker døren, så er vi backstage i forhold til vores venner. ­Eller – det var vi, før sociale medier kom til. For nu kan vi ligge på vores seng og stadig positionere os socialt på for eksempel TikTok, Snapchat eller Instagram.

Joshua Meyrowitz, som har videreudviklet Goffmans teori, har tilføjet det, han kalder en middle region. Middle region er den sammensmeltning af backstage og frontstage, der finder sted, når vi bevæger os på de sociale medier, mens vi egentlig fysisk er backstage, og hvor vi deler ting fra vores personlige liv på en måde, der passer til forventningerne på sociale medier.

2.3. Hvad er en livsstil, og hvad siger den om os?

En stor del af vores identitet hænger sammen med den livsstil, vi har.

Vores livsstil er den måde, vi indretter os på i livet. Den baserer sig på vores smag, vores værdier, de normer, vi lever efter, det, vi forbruger,

Livsstil kommer til udtryk som vores værdier, smag, forbrug og valg.

og de valg, vi træffer i vores liv.

Men som vi allerede ved, så dannes vores identitet, og dermed også vores livsstil, ikke i et tomrum. Vi bliver i høj grad påvirket af de sociale fællesskaber, vi indgår i. Disse fællesskaber (særligt de sociale miljøer, vi vokser op i) er med til netop at forme vores livsstil og hjælpe os med at finde den plads, vi har i verden (tænk tilbage på det, vi beskrev i kapitel 1 om social arv).

Når vi kigger ud over alle os danskere, så kan vi inddeles eller samles i en række såkaldte livsstilsgrupper, det vil sige grupper, der har en række af de samme livsstilskendetegn. Det vil ofte være sådan, at hvis vi kun køber økologiske varer, så har vi formodentligt også en længere uddannelse. Ligesom vi sandsynligvis har en relativt høj indkomst, hvis vi altid har champagne på køl. Der er således usynlige tråde mellem de ting, som forskellige grupper foretrækker at se, høre, spise, forbruge og opleve.

De grupper, som vi samler os i, kan vi se i det, vi kalder Minervamodellen (se figur 2.6), som netop er en måde at ordne befolkningen i grupper på baggrund af deres livsstil. Vi kan se, at modellen er tegnet som et kompas, der kan hjælpe os til at finde rundt i de forskellige livsstile. Modellen forsøger både at medtage

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

83

levevilkår som indkomst, uddannelse, erhvervsposition (måske kan du huske, at vi også så på levevilkår i kapitel 1), forbrugsmønstre osv., men også en række forskellige værdier, der kan siges at knytte sig til bestemte sociale grupper med bestemte levevilkår. Kort sagt forsøger modellen at forklare, at opfattelser, holdninger og værdier til bestemte emner eller spørgsmål i samfundet ofte hænger tæt sammen med gruppernes levevilkår.

Kigger vi mod nord i Minervamodellen finder vi de to grupper, som er

Figur 2.6. Minervamodellen Minervamodellen er inddelt i fire grupper, der placerer sig i henholdsvis den moderne eller ­traditionelle ende af skalaen og i den materialistiske eller idealistiske ende af skalaen.

IDEALISTISK

Moderne værdier

Moderne værdier

Idealistiske

Materialistiske

Høj uddannelse

Høj uddannelse

Høj prestige

Høj prestige

Middel indkomst

Høj indkomst

Mennesker knyttet til det offentlige og uddannelsessystemet

Mennesker knyttet til det ­private erhvervsliv

Læser Politiken eller ­Information

Læser Berlingske eller Børsen Stemmer på M, V, KF, LA

Stemmer på ALT, EL, SF, RV

Traditionelle værdier

Traditionelle værdier

Idealistiske

Materialistiske

Lav uddannelse

Lav uddannelse

Lav prestige

Middel prestige

Lav indkomst

Høj indkomst

Mennesker knyttet til det offentlige og service-fag

Mennesker knyttet til ­håndværkserhverv, udfører praktisk arbejde

Læser B.T eller Ekstra Bladet Stemmer på S, DD, DF

Læser B.T eller Ekstra Bladet Stemmer på S, V, DD, DF, LA

TRADITIONEL

84

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

MATERIALISTISK

Kilde: Hvis din nabo var en bil af H. Dahl. Akademisk Forlag, 1997, Sociologi og modernitet af B. Jacobsen m.fl. Columbus, 2008 og Sociologi ABC af M.H. Thorndahl. Columbus, 2008.

MODERNE

­”moderne”. At være moderne betyder, at man går ind for individualitet, globalisering og tolerance over for minoriteter. I syd finder vi de to grupper, der er ”traditionelle”. Disse er mere traditionalistisk orienteret, de vægter familien, det nationale fællesskab samt lov og orden højere. I øst finder vi de ”idealistiske”, som blandt andet går meget op i klima, mens vi i vest finder grupperne, der synes, at de materialistiske værdier er vigtige.

Tekstboks

2.2.

Kender du ty pen? Vis mig dit hjem, og jeg skal sige dig, hvem du er Det er ikke

det beskidte vasketøj, d er bliver h e snurrer ængt til sk i tv-progra ue, når gengæld få m met ”Kend r de to livss e r d u ty pen?”. Til tilseksperte til at se meg r, og dermed et mere, en også seern d når de fles e, lov mede inden te dansker for. e inviterer fr emBlandt and et gennem g å s køleskabet det er fyldt minutiøst. med hjemm For uanset, el a v et om hummus el tomat, så si ler dåser m ger det nog ed makrel et om det m i dagligt. På enneske, der samme må åbner det kø de er det m le sk ab garderobes ed indholdet kabe og i ø i badevære vrigt også lses- og køkkenudst med de mø yr, der findes bler, nips, bøger og i de fleste h hvem vi er, jem. Det hel og hvad der e siger nog betyder no et om, get i vores Ifølge Joha liv. nnes Ander sen fylder taler om id boligen rig entitet. tigt meget, når vi

Kilde: Krist

Johannes An dersen itus ved Aa lborg Unive rsitet

Lektor emer

eligt Dagblad

”Vores måd e at indrett e os på fyld tet, som den er lige så m måde vi sn eget i vore ak s identiker og tænke meget i ind r p å.

Derfor aflæ retningen o se g r v vi også u rd erer, hvem bor. Vi må o folk er ud fr gså huske, a , h v at o rdan de hjemmet ik også er et st ke kun er d ed, hvor vi et sted, vi b in v o it r, men er er gæster. D en iscenesa erfor er vore t virkelighed s hjem også , en slags p ræsentatio n.”

, 2019.

kameraern

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

85

Vi kan bruge Minervamodellen, når vi for eksempel taler om, hvilke grupper de politiske partier appellerer til med deres politik, eller – som i reklamebranchen – hvilke grupper der vil være tilbøjelige til at købe forskellige produkter. Det samme gør sig gældende, når influencere ”influerer” os til at købe et produkt.

Når vi køber det pågældende produkt, er det ofte, fordi vi forsøger at tilegne os noget af den samme livsstil som influenceren. Det skyldes, at vores livsstil viser andre mennesker, hvilken gruppe vi tilhører. Således bliver vores smag, og de valg, vi træffer ud fra denne, en måde, hvor vi kan nærme os én gruppe på, mens vi tager afstand fra andre grupper.

2.4. Hvordan påvirker samfundet individernes ­identitet?

Vi mennesker kan ikke undgå at blive påvirket af det samfund, vi lever i. Vi bliver påvirket af de muligheder eller begrænsninger, vi hver især har for at få en bestemt uddannelse, for at vælge et bestemt arbejde og for at stifte en familie osv. Det så vi også i kapitel 1 om ulighed og velfærd. Samfundet ændrer sig dog hele tiden, og således ændrer betingelserne sig også for den måde, vi hver Samfundstype er en opdeling af, hvad der kendetegner samfundet i forskellige tidsperioder.

især kan leve vores liv på. I dette afsnit skal vi se på de tre overordnede samfundstyper, der har været op gennem historien, og hvordan disse har formet de mennesker, der har levet i dem.

Figur 2.7. Det traditionelle samfund

I det traditionelle samfund var lokalsamfundet omdrejningspunktet for den enkeltes liv.

86

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

2.4.1. Det traditionelle samfund Det traditionelle samfund var den samfundstype, der herskede frem

Det traditionelle samfund betegner tiden op til 1850, hvor samfundet var et land­ brugssamfund.

til midten af 1800-tallet, hvor samfundet i høj grad var et landbrugssamfund. Her var lokalsamfundets fællesskab omdrejningspunktet for den enkeltes liv. Vi mennesker var bundet til årstidernes rytme

og til hinanden i livsvigtige fællesskaber, og ofte boede flere generationer sammen under samme tag med faren som overhoved (en familieform, hvor faren er overhoved, kaldes en patriarkalsk familie). Vi lignede hinanden og delte de samme udfordringer – for eksempel om høsten slog fejl, eller dyrene blev syge.

Det betød også, at hensynet til fællesskaberne, både slægten og lokalsamfundet, til enhver tid var vigtigere end hensynet til det enkelte individ. I det traditionelle samfund var der også en meget lav grad af social mobilitet og mulighed for at rykke op i samfundsklasse. Drengene fik ofte samme arbejde som deres fædre, og pigerne lavede det samme som deres mødre. Religionen spillede en stor rolle i socialiseringen og bestemte de normer, der var herskende.

Figur 2.8. Det moderne samfund

I begyndelsen af det moderne samfund flyttede folk fra landet til byerne på grund af­industrialiseringen – denne medførte også opblomstringen af fabrikker, hvor mange arbejdede.

2.4.2. Det moderne samfund Det moderne samfund erstattede det traditionelle samfund og er perioden fra cirka 1850 til 1960erne. Det var en periode præget af meget store forandringer både teknologisk og i forhold til opfattelsen

Det moderne samfund betegner perioden 18501960, hvor samfundet moderniseredes.

af individet.

De industrielle og teknologiske nyskabelser (dampkraft, jernbaner, telegrafien) satte gang i helt nye måder at producere varer på og måder at kommunikere på.

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

87

Figur 2.9. Udviklingen i fordelingen af befolkningen på by og land

Antal personer 5.000.000 4.500.000 4.000.000

By Land

3.000.000 2.500.000 2.000.000 1.500.000 1.000.000 500.00 0

1801 1840 1855 1880 1901 1930 1950 1960 1970 1990 1999 Note: I 2023 bor omkring 88 % af Danmarks befolkning i et byområde og kun omkring 12 % på landet eller i de såkaldte landdistrikter.

Disse og andre opfindelser betød, at det manuelle arbejde på landet i høj grad blev afløst af maskiner, samtidig med at der opstod stor efterspørgsel efter arbejdere på byens fabrikker. Disse fabrikker havde brug for hænder til at udføre arbejdet ved samlebåndene, og de mange bønder, hvis arbejdskraft var blevet overflødig på landet, flyttede nu i hobetal til byerne, hvor mange boede under usle forhold i små, mørke lejligheder med dårlige hygiejniske forhold. Denne Urbanisering er den proces, hvor en stigende andel af befolkningen flytter fra landet og bosæt­ ter sig i byer.

massebevægelse fra land til by kalder vi urbaniseringen.

Flergenerationsfamilien afløstes af den stabile kernefamilie med far, mor og børn under samme tag. Særligt i begyndelsen af perioden var faren stadig familiens eneforsørger og overhoved, men dette ændrede sig til toforsørgerfamilien i takt med kvindefrigørelsen og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, som for alvor tog fart op gennem 1960erne.

Ud over de store industrielle og teknologiske udviklinger fandt der også en række politiske forandringer sted. Blandt andet vandt den politiske ideologi liberalismen frem (se kapitel 1), med dens tro på menneskets fornuft og ret til personlig frihed. Statens rolle ændrede sig også, og i Europa, herunder i Danmark, gik vi fra enevældigt kongedømme til demokrati og dermed en langt større medbestemmelse for borgerne. De store politiske, økonomiske og sociale udviklinger betød en ændring i normer og levevis, og i dette nye moderne samfund fik individet flere muligheder – heriblandt bedre muligheder for social mobilitet.

88

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Kilde: www.dst.dk og ”Befolkningen i 150 år. Danmarks statistik. 2000.

3.500.000

Figur 2.10. De tre samfundstyper

Periode

Frem til ca. 1850

Ca. 1850 - 1970

Ca. 1970 - i dag

Individet

Det lokale fællesskab er vigtigere end individet.

Traditioner og erfaringer er vigtige og bestemmende i hverdagen.

Nationen som ramme om det enkelte individs liv bliver centralt, men individet får inden for nationen/samfundet stigende muligheder for at fylde mere selv. Dog fortsat meget store kønsforskelle mellem mænd og kvinder.

Individet er vigtigere end fællesskabet. Det står som centrum for alting. Betydelig opgør med forskelsbehandling mellem køn og tiltagende ligestillingskamp. Udvidede rammer for køns- og seksualitetsopfattelser og langt flere muligheder for selv at vælge sin livsvej.

Familie

Generationsfamilien er afgørende for at klare sig gennem hele livet.

Kernefamilie med ­manden som eneforsørger, men det ændrer sig mod slutningen af perioden.

Mangfoldighed af familieformer (regnbuefamilie, svingdørsfamilien, det sociale akvarium, vennefamilie osv.)

Arbejds­livet

De fleste arbejder inden for de primære erhverv, hvor man arbejder direkte med naturen (landbrug, fiskeri osv.). Der er en lav grad af social mobilitet.

De fleste arbejder inden for de sekundære erhverv, hvor man forarbejder råvarer (industri, håndværk osv.). Den sociale mobilitet forbedres i forhold til det traditionelle samfund, men mange er fortsat ”låst fast” i den sociale klasse, de fødes ind i.

De fleste arbejder inden for de tertiære erhverv med handel, kommuni­ kation osv. Der er en betydelig social mobilitet i det senmoderne samfund og der er en tiltagende opløsning af forestillinger om kvinde- og ­mandefag.

2.4.3. Det senmoderne samfund I 1970erne glider samfundet over i det, vi i dag kender som det senmoderne samfund. I det senmoderne samfund vejer individet tungere end fællesskabet – der er sket en yderligere individualisering, og vi mennesker er ikke længere bundet af de traditioner og normer, der i tidligere perioder begrænsede vores muligheder. Alt er til forhandling, og der er ikke længere helt samme tiltro til de autoriteter og normer, der før i tiden afgjorde ens livsbane.

I løbet af vores liv skal vi senmoderne mennesker træffe rigtig mange valg for os selv, som på mange måder bliver bestemmende for vores

Det senmoderne samfund er perioden fra 1960 og op til i dag, der er kende­tegnet ved et brud med traditio­ ner, øget individualise­ ring og hastighed.

Individualisering betyder, at det enkelte menneske er kommet i centrum og opfatter sig selv som vigtigere end fællesskabet.

identitet (uddannelse, job, seksualitet). På den måde bliver den senmoderne identitet et projekt, som vi i høj grad har en forestilling om, at vi kan og derfor selv skal forme. Dette afspejler sig for eksempel på arbejdsmarkedet, hvor

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

89

Figur 2.11. Det senmoderne samfund

omstillingsparathed, fleksibilitet og kompetenceudvikling er vigtige dele i et arbejdsliv, der er præget af hastig forandring.

Ligeledes gør det sig gældende i de mange forskellige familieformer, der findes i det senmoderne samfund (soloforældre, 7/7-ordninger, regnbuefamilier osv.).

I de følgende afsnit vil vi se på forskellige bud på, hvad der kendetegner senmoderniteten, og hvilke konsekvenser det har for os, der lever i denne tid.

2.5. Hvordan påvirker senmoderniteten vores liv?

Som vi netop har læst om, så befinder vi os i det senmoderne samfund. Men hvilke konsekvenser har den samfundstype for individet – og for det, vi satte os for at undersøge i starten af kapitlet her, nemlig hvorfor så mange mistrives, når vi tilsyneladende aldrig har haft så mange muligheder før? Eller sagt på en anden måde, hvad medfører det, at vi er så frie til at forme I det senmoderne samfund er vores identitet et projekt, vi løbende arbejder på og som mange viser frem på sociale medier.

os selv – og er vi virkelig det, hvis vi kigger ordentligt efter?

Disse to spørgsmål skal vi se nærmere på i de kommende afsnit, hvor vi vil gennemgå forskellige teoriers bud på, hvad der kendetegner det senmoderne samfund, og hvilke konsekvenser det har for os at leve i det.

2.5.1. Anthony Giddens – aftraditionalisering og individualisering En af de teoretikere, der har beskæftiget sig med individet i det senmoderne samfund, er den engelske sociolog Anthony Giddens. Giddens, der umiddelbart ser positivt på det senmoderne samfund, peger på to konkrete udviklinger, når han skal forklare, hvilke vilkår vores identitet dannes ud fra i dag: 1) adskillelse af tid og sted og 2) udlejring af sociale relationer.

Adskillelse af tid og sted betyder at, kommunikation er mulig uden, at vi er sam­ me sted på samme tid.

Adskillelse af tid og sted betyder, at vi i det senmoderne samfund ikke længere er nødt til at befinde os på samme tidspunkt det samme sted for at indgå i en social sammenhæng med andre mennesker. Hvor vi i det traditionelle – og delvist i det moderne – samfund blev nødt til at mødes ”det samme sted på et bestemt tidspunkt” – for eksempel ovre i skolen i frokostpausen – for at kunne tale sammen, kan vi i dag sidde

90

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

på hver sin side af Jorden i forskellige tidszoner og stadig have en samtale. En samtale i dag kan altså foregå på tværs af tid og sted, for eksempel via telefonen, chat, dm eller mail. Vi kan se det i den øgede kommunikation på tværs af landegrænser, på sociale medier, ved fremkomsten af kunstig intelligens (eksempelvis ChatGPT), i digitaliseringen af penge, der ikke længere skal overrækkes fysisk, men kan sendes via netbank, og med onlinemøder.

Betydningen af adskillelse af tid og sted kan næppe overdrives; den har medvirket til en rivende globalisering og samtidig ændret vilkårene for vores lokale liv.

Den næste udvikling, som Giddens peger på i forbindelse med rammerne for vores identitetsdannelse i det senmoderne samfund, er udlejring af sociale relationer. Udlejring af sociale relationer ly-

Udlejring af sociale relationer betyder, at opgaver overdrages til ­eksperter.

der kompliceret, men det betyder bare, at vi i dag i det senmoderne samfund overdrager opgaver til eksperter, som vi i det traditionelle og det moderne samfund selv tog os af. I tidligere tider tog familierne sig for eksempel selv af børnepasningen; det er nu ”udlejret”

(overdraget) til pædagoger, der er uddannet til at tage sig af børnene og således er eksperter i børneliv. Udviklingen tog fart i slutningen af 1950erne, samtidig med at kvinderne fik bedre muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket også er afspejlet i figur 2.12, der viser stigningen i antallet af børn i daginstitution, og som indirekte fortæller os, at kvinderne ikke længere kunne passe børnene hjemme, fordi de nu var på arbejdsmarkedet.

Figur 2.12. Udviklingen i andel af 0-6-årige børn i daginstitution, 1958-2014

76,6 %

79,1 %

2000

2014

65 % 52,8 %

6,4 %

1958

7,3 %

1965

1975

1985

1995

Kilde: Danmarks Statistik og www.dr.dk

27,4 %

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

91

Overalt i vores hverdag i dag er der ”eksperter”, som sørger for, at vores senmoderne liv fungerer. Disse eksperter, som både kan være officielle eller selvudnævnte, fortæller os for eksempel, hvad vi skal spise, og hvor meget vi skal motionere, for at være sunde, mens andre eksperter sørger for al den teknologi, vi bruger i vores hverdag (smartphones, computere osv.).

Disse to udviklingstendenser har, ifølge Giddens, medført, at der er sket en aftraditionalisering – vores liv er ikke længere bundet af lokalsamfundet eller kernefamilien, som det var i det traditionelle eller moderne samfund. Vi skal ikke længere overtage vores forældres erhverv, og vi har gjort op med autoriteter (for eksempel vores forældre, lærere, kirken osv.), der tidligere viste os, hvordan vi skulle forstå verden og vores plads i den. Fordi vi ikke længere er bundet Aftraditionalisering betyder, at de tradi­ tioner, der havde stor indflydelse på individernes måde at leve deres liv på i tid­ ligere samfund, ikke eksisterer længere. Øget refleksivitet betyder, at menne­ sket skal reflektere over alle de valg, som det bliver stillet overfor, når det skal udforme sig selv.

Ontologisk usikkerhed er usikkerheden på, om de valg, vi træffer, er gode nok og om, hvad andre mener om de valg, vi træffer.

af de normer og traditioner, der herskede i tidligere samfund, er vi i det senmoderne samfund i højere grad herre over vores liv. Vi får flere valgmuligheder. Det enkelte individ er centrum i sit eget liv, og fællesskabet, der tidligere havde denne plads, er erstattet af vores individuelle ønsker til vores eget liv.

Der er med andre ord sket det, Giddens kalder en individualisering.

Denne individualisering betyder ifølge Giddens, at vi tvinges til hele tiden at reflektere over alle de forskellige valgmuligheder, vi har, og hvordan disse kan forme vores liv efter vores individuelle ønsker. Som Giddens skriver, så er vi ikke, hvad vi er, men hvad vi gør os til. Dette kendetegn ved det senmoderne kalder Giddens den øgede refleksivitet, og den øgede refleksivitet viser sig blandt andet, når vi skal tage en uddannelse, som vi så i casen i begyndelsen af kapitlet. Hvor vi i det traditionelle samfund fik den uddannelse, som vores forældre havde eller bestemte, vi skulle tage, så er det i det senmoderne op til os selv at beslutte, hvad vi vil være.

En sådan beslutning medfører mange tanker om vores identitet, hvilken type vi er, hvad vi kan se os selv som, og hvilke muligheder de forskellige uddannelser giver os i fremtiden osv.

Som vi kan se, så er der mange overvejelser (refleksioner) knyttet til aftraditionaliseringen og individualiseringen. I forlængelse heraf taler Giddens også om, at vi i det senmoderne samfund oplever ontologisk usikkerhed – en usikkerhed på, om de valg, vi træffer, er gode nok, og om, hvad andre mener om de valg, vi træffer.

Netop fordi vi ikke længere har faste rammer eller et fællesskab, der bestemmer, hvordan vi skal leve vores liv, kan det føles, som om vi driver omkring på åbent hav uden et anker. Denne følelse leder for nogle til, at de selv vælger at indgå i fællesskaber, der minder om dem, der var i tidligere samfund; det kan være religiøse fællesskaber, der giver et fast sæt af normer og en tydelig måde at forstå verden på. Husker vi her på casen med Villiam i starten af dette kapi-

92

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Figur 2.13. Model af Anthony Giddens teori

ADSKILLELSE AF TID OG STED

UDLEJRING AF SOCIALE RELATIONER

Aftraditionalisering

Individualisering

Mange valgmuligheder

Øget refleksivitet

Ontologisk usikkerhed

IDENTITETSDANNELSE

tal, så afspejler hans mange tanker om uddannelsesvalg, valg af studieretning på gymnasiet, ønsket om at få en kæreste, tanker om, hvad vennerne gør osv., lige præcis den øgede refleksivitet, men også den ontologiske usikkerhed, som Giddens taler om. På den ene side er det positivt, at Villiam og andre unge har mulighed for at tænke og reflektere over, hvad de vil med deres liv, men det kan også være svært og føles ensomt at være ”direktøren for det hele” i ens eget liv.

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

93

 Hvad er konsekvenserne af aftraditionaliseringen, individualiseringen og den øgede refleksivitet?

Det er i dette virvar af muligheder for at udfolde sig på tværs af tid og sted og alle de mange valg, som vi skal forholde os til, at vi bliver dannet i det senmoderne samfund. På den ene side giver denne udvikling ifølge Giddens os et meget stort handlerum og en stor frihed til at forfølge de dele af vores liv, som vi synes er interessante. Størstedelen af os borgere i vestlige samfund har adgang til stort set alt i kraft af alle de teknologiske muligheder, vi har, og vi har mulighed for at have et meget spændende og afvekslende liv.

Det bliver tydeligt i figur 2.14, der viser, hvor høj grad af frihed mange unge mennesker oplever at have.

I andre aspekter af det senmoderne privatliv, hvor nye familieformer og eget valg af køn vinder frem, ser vi ligeledes øgede muligheder for at udfolde vores individualitet og måske leve mere i overensstemmelse med det, der opleves som rigtigt for os hver især.

Det kan vi blandt andet se på udviklingen i familiemønstrene i det senmoderne samfund. Her bliver eksempelvis langt flere skilt, og der er vokset en mangfoldighed af forskellige familietyper frem: enlige, kernefamilien, skils-

0

10

I alt pct.

20

30

9

40

50

60

70

47

80

90

100

44

Alder 11-årige

10

15-årige

9

19-årige

53

37

48

7

43

39

55

Køn Drenge

7

Piger

10

47 47

46 44

8

47

45

Herkomst Dansk baggrund Anden baggrund

15 Begrænset frihed

51 Nogen frihed

33 Stor frihed

Note: dataindsamlingen er sket ved kombineret web- og telefoninterview og stikprøven er udgjort af 12.046 personer

94

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Kilde: Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2022. Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2022.

Figur 2.14. 11-19-åriges oplevelse af personlig frihed. Udvalgte baggrundsforhold, 2021. Procent

Figur 2.15. Henvisninger til Sexologisk Klinik for udredning vedrørende kønsidentitets­ forhold, 2008-2020

Antal personer 250 200 150 Kilde: Center for kønsidentitet. Rigshospitalet, 2020.

100 50 0 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 År Under 18 år

Over 18 år

missefamilien, sammenbragte familier, solomødre/-fædre (folk, der vælger at få børn uden en partner enten via assisteret befrugtning eller adoption), regnbuefamilier (hvor forældrene er queer) osv. Ifølge Danmarks Statistik er der i dag flere end 37 forskellige familieformer.

På samme vis kan vi se i figur 2.15, at antallet af dem, der bliver henvist til Sexologisk Klinik for at blive udredt i forhold til deres kønsidentitet, er steget markant over de seneste bare 15 år. Ændringen i familiemønstre og kønsopfattelse hænger sammen med den generelle udvikling i det senmoderne samfund, som er gået i retning af mere moderne værdier, kvindefrigørelse og de senere års venstreorienterede identitetspolitik. Netop køn har været meget til debat, og det har åbnet for nye muligheder for LGBTQ+-personer, som disse ikke tidligere havde.

Ud over ændringerne på privatlivets områder så har bruddet med traditionerne også betydet, at den sociale mobilitet er steget mere end i tidligere samfund (om end den er stagneret de seneste år, hvilket vi også så tidligere i kapitel 1), fordi der dels er kommet langt flere muligheder for at uddanne sig, og fordi det ikke længere

LGBTQ+ er en forkor­ telse for lesbians, gays, bisexuals, transgen­ dered, queer-person og alle andre, der ikke tilhører den hetero­ seksuelle gruppe, der identificerer sig med det køn, de har fået tildelt ved fødslen.

forventes, at unge mennesker overtager deres forældres roller og erhverv. Det er således i langt højere grad op til os selv, hvilken uddannelse vi vil tage, og hvad vi gerne vil arbejde med.

Ifølge Giddens er det senmoderne samfund altså et samfund, hvor der er

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

95

stor frihed til at udfolde sig både i privatlivet og i arbejdslivet, men også et samfund, hvor individerne skal kunne tage det ansvar på sig, som det er at skabe sig selv og danne sin identitet.

2.5.2. Hartmut Rosa – accelerationssamfundet Den tyske sociolog Hartmut Rosa er i modsætning til den positive Anthony Giddens mere kritisk, når det kommer til betydningen af at vokse op og leve i det senmoderne samfund.

Ifølge Rosa oplever mange mennesker i det senmoderne samfund nemlig, at alting går hurtigere og hurtigere. Vi skal effektivisere og nå det samme på den halve tid, og vi oplever, at vi ofte er overvældet med opgaver. Det er denne tendens til øget hastighed eller acceleration, som Rosa mener er et afgø-

Acceleration betyder øget hastighed.

rende kendetegn ved det senmoderne samfund. Han peger på tre forskellige områder, hvor der er sket en øget acceleration.

 Acceleration af den sociale forandring Det første område, Rosa omtaler, kalder han acceleration af den sociale forandring. Her peger han på den hastighed, hvormed vores sociale

Acceleration af den sociale forandring betyder, at vi oftere udskifter vores livsstil, arbejde, adresse, ­venner og lignende.

relationer, forpligtelser over for andre mennesker, måder at gøre tingene på, livsstil, holdninger og værdier ændrer sig i et stadig hastigere tempo. Vi skal blive hurtigere færdige med vores uddannelser, vi skifter job mange gange i løbet af vores arbejdsliv, og flere oplever også at blive skilt og danne nye familier. Vi individer søger jævnligt nye livsstile (ved for eksempel at ændre vores madvaner, tøjstil eller det, vi går op i, se også tidligere afsnit om livsstil), og vores venner beholder vi kun i det omfang, at vi får noget ud af relationerne. Alt dette er med til, at vi som individer i det senmoderne oplever mindre grad af den ro, der er i faste strukturer (såsom familie og langvarige job), og at vi ikke kan trække på vores erfaring fra tidligere situationer, fordi alting ændrer sig så hurtigt, at virkeligheden ser helt anderledes ud i dag end i går. .

 Teknologisk acceleration Det andet område, Rosa fokuserer på, er den teknologiske udvikling. Denne har været enorm, siden vi levede i det traditionelle samfund, hvor man enten måtte befinde sig samme sted for at kunne kommunikere eller sende et brev, der var lang tid om at komme frem. I dag kan vi komme i kontakt med hinanden, uanset om vi befinder os på samme sted på samme tidspunkt eller ej, ligesom vi kan bevæge os over meget store afstande på relativt kort tid (dette minder os om Giddens’ adskillelse af tid og sted). Samtidig har teknologiens

96

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Figur 2.16. Hartmut Rosas tre typer af acceleration

ACCELERATION AF DEN SOCIALE FORANDRING

TEKNOLOGISK ­ACCELERATION

ACCELERATION AF LIVSTEMPO

udvikling betydet, at vi kan få hjælp til alle mulige opgaver og derved løse dem hurtigere (for eksempel opvaskemaskinen, der vasker op for os, eller kunstig intelligens, der kan skrive talen til mormors 75-årsfødselsdag for os). Alle disse processer, der er blevet hurtigere – og som gør os mere effektive – muliggøres netop af den teknologiske acceleration.

 Acceleration af livstempoet Det tredje område, Rosa peger på som årsag til accelerations-

Teknologisk acceleration har muliggjort nemmere og hur­ tigere produktion, kommunikation og fysisk bevægelse.

Acceleration af livstempoet betyder, at vi skal nå mere i døgnet nu, end vi skulle tidligere.

samfundet, er acceleration af livstempoet. På grund af særligt den teknologiske acceleration bruger vi i dag langt mindre tid på enkelte handlinger, end vi tidligere gjorde. Skulle vi for eksempel give en besked til vores forældre, så ringede vi til dem, hvor vi i dag i stedet vil sende en hurtig besked over sociale medier. Det tager ikke nær så lang tid som at ringe op og skulle have en samtale – og det samme gør sig gældende med andre former

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

97

for kommunikation, praktiske opgaver eller arbejde. I vores senmoderne samfund kan vi simpelthen gøre tingene mere effektivt.

Men hvorfor oplever vi så ikke at have fået frigjort mere tid? Det skyldes, ifølge Rosa, at der er kommet tilsvarende flere opgaver til; vi skal simpelthen nå mere i døgnet, end vi skulle tidligere. Så med den tid, der er frigivet grundet teknologiske fremskridt, er mængden af ting, det forventes, vi skal nå, steget. Den er endda steget mere end den tid, der er frigivet ved den teknologiske udvikling, hvilket betyder, at vi – for at kunne nå det hele – både spiser hurtigere og sover færre timer i døgnet, end man gjorde tidligere.

 Hvad er årsagerne til det senmoderne højhastighedssamfund?

Hvad er det, der gør, at vi sjældent står stille og nyder livet et øjeblik i stedet for at halse videre til det næste projekt? Det skyldes, ifølge Rosa, to ting.

Den første er idéen om det gode liv. I de vestlige samfund er denne tæt knyttet til, at livet skal fyldes op af en rigdom af oplevelser og udfoldede evner.

At realisere os selv er således blevet et vigtigt mål for os i det senmoderne samfund, og det betyder, at vi i vores stræben efter at opnå det ideal ender med et stærkt forøget livstempo.

Den anden årsag er konkurrencen. I ethvert samfund er der begrænsede ressourcer, og når vi skal fordele disse, kigger vi i vores senmoderne samfund på, hvem der fortjener at modtage den høje løn og høje sociale status. Vi gør os fortjente til disse ting ved at slå ”de andre” i konkurrencen (husk nu, der er ikke ressourcer nok, til at alle kan få del i goderne) – og det afgørende i en konkurrence er præstation. Præstation er defineret som det ”arbejde”, vi kan nå per tidsenhed, for eksempel hvor mange opslag vi kan nå at lave på sociale medier, samtidig med at vi laver lektier for at sikre os gode karakterer, at vi er aktive i gruppechatten med vores venner, og også lige når at løbe en tur med cool musik i ørene, som vi kan imponere vennerne med, at vi hører. Som Rosa skriver, så sover konkurrenten aldrig, og man er enten selv på vej op eller ned i samfundshierarkiet. Således bidrager den senmoderne konkurrencelogik til et accelereret tempo i både arbejds- og privatliv – netop fordi man altid selv er i risiko for at tabe konkurrencen, hvis man slapper af for længe.

 Hvad er konsekvenserne ved at leve i det senmoderne højhastighedssamfund?

Der er ingen tvivl om, at det senmoderne liv opleves som meget tempofyldt for mange. Den teknologiske udvikling og det omskiftelige liv kan på mange måder være et interessant liv.

98

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Men ifølge Rosa er der dog en bagside af medaljen, fordi der hele tiden er en risiko for, at vi individer knækker under det accelererende pres. Det ser vi for eksempel udtrykt i figur 2.17, der viser os, at andelen af stressramte er steget markant bare i løbet af de sidste 10 år. Stigningen har særligt fundet sted blandt yngre kvinder, hvis andel er steget med cirka 20 procentpoint fra 2010 til 2021.

Vi er dog begyndt at se en modreaktion på denne måde at leve på. Nogle vælger

Figur 2.17. Andel, der har en høj score på stressskalaen, blandt mænd og kvinder i forskellige ­aldersgrupper 2010

MÆND

%

2013 2017

60

2021

50

Note: Dataindsamlingen er baseret på et spørgeskema, som blev udsendt til 324.000 personer på 16 år eller derover.

I alt deltog 183.646 personer, hvilket svarer til 56,7 % af de adspurgte. Undersøgelsen er gennemført i alle landets kommuner og regioner på ­s­amme tid.

40 30 20 10 0

16-24

25-34

35-44

45-54

55-64

65-74

> 75

55-64

65-74

> 75

Alder

%

50 40 30 20 10 0

16-24

25-34

35-44

45-54 Alder

Kilde: Danskernes sundhed – den nationale sundhedsprofil 2021. Sundhedsstyrelsen, 2022.

KVINDER

60

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

99

at droppe ud af hamsterhjulet, bosætte sig på landet og leve langsomt i

Fremmedgørelse er en oplevelse af ikke at føle sig hjemme – et bestemt sted eller med bestemte mennesker eller sig selv.

større pagt med naturen. En del af dem fremviser dog deres liv på sociale medier og ender således med at præstere det langsomme liv og idealet om det nære forhold til naturen. Det siger noget om, hvor svært det er at undslippe behovet for anerkendelse af vores præstationer.

Ud over det pres, som den høje hastighed i det senmoderne kan medføre, så peger Rosa også på en anden konsekvens: fremmedgørelsen. Han mener,

% 50

Note: Et ekspertpanel bestående af forskere er blevet spurgt om, hvor enig eller uenig de er i ­følgende udsagn: ”Et øget tempo i uddannelsessystemet er en vigtig faktor i den stigende mistrivsel blandt unge”.

45 40 35 30 25 20 15 10 5 0

Meget enig

Enig

Hverken enig eller uening

Uenig

Meget uenig

Ved ikke

Kilde: De smukke unge mennesker – fra skole, skærm og stress til fremtidens håb. Kraka & Deloitte, 2023.

Figur 2.18. Størstedelen af et ekspertpanel i trivsel mener, at tempoet i uddannelses­systemet har medvirket til mistrivsel

Tekstboks 2.3.

Er accelerationssamfundet en forklaring på mistrivsel? ”Jeg ønsker, at vi drejer diskussionen i retning af rammerne for et godt ungdomsliv.

Er der kommet for meget fokus på tempo? Er der for mange kortvarige ansættelser, linger og evalueringer og tests i uddannelsessystemet? Hvad gør det ved børn og unge, at de konstant skal bedømmes? Har vi fået optimeret os selv et sted hen, hvor det faktisk er svært for stadigt flere unge at leve op til egne og omverdenens forventninger? Som en af de unge, der har oplevet mistrivsel, siger i vores undersøgelse: ’Det er bare tempo, tempo, tempo’”.

Noemi Katznelson Professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet

100

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Kilde: Noemi Katznelson, interview i Politiken, 2022.

som understøtter arbejdsmarkedets behov, men ikke trivslen? Er der for mange må-

at vi på mange måder er blevet fremmedgjorte over for den verden, vi lever i. Vi er blevet fremmedgjorte over for de ting, der omgiver os, fordi vi ikke forstår, hvordan de er lavet, eller vi når at skifte dem ud, inden vi får et forhold til dem. Vi kan også føle os fremmedgjorte over for vores handlinger, fordi andre har bestemt dem, og vi ofte ikke har tid nok til at overveje dem, inden vi er nødt til at kaste os ud i dem. Vi er blevet fremmedgjorte over for naturen, som vi udnytter i så høj grad, at det har ledt til en klima- og biodiversitetskrise (se kapitel 4 om økonomi og klimakrise). Vi er fremmedgjorte over for andre mennesker, fordi mange af vores relationer er så flygtige, kortvarige og overfladiske, og slutteligt, på baggrund af de nævnte ting, bliver vi fremmedgjorte over for os selv. Fremmedgørelsen resulterer i, at vi bliver rastløse og ikke kan finde ro.

Med disse lidt dystre konklusioner, hvad kan vi senmoderne mennesker så stille op for at modvirke stress og fremmedgørelse? Her introducerer Rosa begrebet resonans. Resonans er den følelse, vi får, når vi oplever at være i ”kontakt” med verden, det vil sige, når vi berøres af verden. Et eksempel på dette kan være, når vi ser på et stykke kunst, der rører os, har en meningsfuld samtale med gode venner eller går ude i naturen og føler os forbundet med verden.

Resonans er Hart­ mut Rosas løsning på følelsen af stress og fremmed­gørelse, hvor vi oplever at være i ’kontakt’ med verden.

Dette er, ifølge Rosa, ”modgiften” til fremmedgørelsen og det, som er med til at give os en oplevelse af at leve et meningsfuldt liv. Det er dog en modgift, som den enkelte er ansvarlig for at søge, og ikke noget, som ændrer ved de grundlæggende elementer i samfundet, som bidrager til den manglende trivsel.

2.5.3. Byung-Chul Han – præstationssamfund og perfekthedskultur Hartmut Rosa er ikke ene om at pege på nogle af de udfordringer og omkostninger, der er ved det senmoderne samfund. Også andre teoretikere er mere pessimistiske i forhold til Anthony Giddens’ optimisme og begejstring for mulighederne i det senmoderne samfund. De ser, ligesom Rosa, at der er et stigende præstationspres og en perfekthedskultur, som kun forstærkes af livet på sociale medier. Når unge i dag skal pege på, hvorfor de føler et pres eller mistrives, så taler mange om, at de føler, at de hele tiden skal præstere og leve op til et perfekthedsideal.

Individualiseringen har så at sige udviklet sig fra at være muligheden til at udfolde det, vi hver især anser for at være ”det gode liv”, til det, der ifølge visse teoretikere i dag kan karakteriseres som en ”hård individualisering” med ­fokus på konkurrence og præstationer. Vi har fået det, den tysk-syd­koreanske filosof

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

101

Præstationssamfund er et samfund, hvor in­ dividet oplever at skulle præstere og konkurrere i store dele af tiden.

Byung-Chul Han kalder et præstationssamfund. ­Ifølge Han er vi i dag styret af, at vi hele tiden får at vide, at der ikke er nogen begrænsninger; at vi kan gøre, hvad vi vil, og blive til, hvad vi vil, hvis bare vi arbejder for det og vil det nok!

Det betyder, at mange af os ender med at ville præstere hele tiden, fordi vi ellers frygter ikke at opnå det, vi ellers i princippet ville kunne opnå. Opnår vi ikke det, vi gerne vil opnå, ja, så peger bebrejdelsespilen kun ét sted hen, og det er mod os selv, for vi kunne jo bare have arbejdet hårdere og præsteret bedre.

I denne tankegang ligger der en opfattelse af, at det er vores egen skyld, hvis vi ikke opnår alt det, vi gerne vil opnå, for vi kan jo bare knokle noget mere. Således bliver vi, ifølge Han, både vores egen slave og slavepisker.

Det gælder for mange unge i dag om at få gode karakterer i skolen med henblik på at kunne ”vinde konkurrencen” om at komme ind på drømmestudiet og senere ”vinde konkurrencen” om at blive en værdifuld og vellønnet arbejdskraft.

Denne optimering af vores uddannelse og CV forplanter sig imidlertid også ind i områder af vores liv, som ikke har noget med arbejde at gøre. Det gælder om at opnå status som ”en, der har styr på det”, ikke kun i skole- og arbejdslivet, men også i forhold til det sociale.

For eksempel handler det om, at vi får en cool vennekreds, har et godt forhold til vores familie og at være det perfekte barn/unge i relationen til vores forældre, og senere skal vi naturligvis være de perfekte forældre for vores egne børn. Perfekthedskulturen kommer i høj grad også til udtryk i forhold til det fysiske, hvor vi konstant arbejder på – gennem bestemt træning, kost og eventuel botox eller plastikkirurgi – at optimere og forme vores udseende, så det er

Figur 2.19. Unges (16-24-årige) syn på fremtiden, 2021 39% 32% 17%

Meget enig

Enig

Uenig

Meget uenig

8% Ved ikke

Note: 1200 unge mellem 16 og 24 år har svaret på følgende udsagn: Jeg kan blive præcis det, jeg vil, så længe jeg tager mig sammen.

102

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Kilde: Psykiatrifonden, 2021

5%

Figur 2.20. Model over Byung-Chul Hans teori

ÅRSAGER

Internalisering af ­præstationskrav

Frihed og ­ uligheder. m ”Du kan blive alt”

Stort ansvar på individet

KONSEKVENS

Burnout, stress, angst, ­depression

MEDICIN

Andre mennesker og ’det uperfekte’

perfekt. Et præstationspres og en præstationskultur bliver på den måde hurtigt til en perfekthedskultur, hvor kun det bedste inden for alle områder er godt nok.

Disse tanker om livet synes også at være til stede hos vores ven Villiam i casen i starten af dette kapitel. Han vil også gerne have styr på tingene, være faglig skarp, have en cool attitude, en kæreste, mange venner, en levende profil på de sociale medier, og der synes også at være en indre fortælling hos Villiam om, at ansvaret for, at det kan lykkes, ligger hos ham selv.

Ifølge Han bliver konsekvensen af dette, at vi individer har et meget stort fokus på os selv og på, hvad der kan føre os frem i verden og bidrage til, at vi opnår vores mål om at optimere os selv. Det kan lede til, at vi konstant tror, at vi skal præstere og præstere, indtil vi ikke kan mere og knækker sammen med stress, angst eller depression, der alle tre er lidelser, hvor vi individer vender det svære og kritikken indad i stedet for udad i en samfundskritik. Han siger her, at vi i stedet for denne indadvendthed bør fokusere på forholdet til andre mennesker, på at give plads til det uperfekte og have interesser/hobbyer, der ikke tjener noget formål andet end, at de gør os glade.

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

103

Tekstboks 2.4.

Hvad er kvantitativ metode?

Kvantitativ metode, som vi allerede har mødt og

nemmere (og billigere), end hvis vi skulle ringe

vil møde mange gange i bogen her, er en måde at

rundt til samtlige af Danmarks unge menne-

arbejde på i samfundsfag, der opgør et område i

sker og spørge til deres mentale helbred. Når

tal. Når vi opgør noget kvantitativt, er det typisk

vi laver disse undersøgelser, er det meget

en statistik sat op i en tabel eller et diagram,

vigtigt, at stikprøvegruppen er repræsentativt

som giver os et mere præcist overblik over det

udvalgt – altså at gruppen, vi spørger, består

område, vi ønsker at undersøge.

af personer fra forskellige områder i landet,

Vi kan lave statistik på forskellige måder.

• Vi kan lave det ud fra registerdata, som er en

med forskellig uddannelse og baggrund, så de samlet set ligner Danmarks unge mest muligt (spørger vi kun unge i Jylland, vil svarene ikke

optælling af alle, vi vil vide noget om – det

fange dem, der bor på Sjælland – og de har

gør vi, når vi for eksempel laver statistik over

måske nogle andre udfordringer end de unge

de karakterer, eleverne får ved folkeskolens

i Jylland og vice versa).

afgangseksamen, hvor vi tæller samtlige ele-

Når vi generaliserer fra stikprøven til hele

vers karakterer og ser, hvor mange der har

gruppen, vi ønsker at undersøge (det kalder

fået 02, 4, 7 osv.

vi også populationen), skal vi derudover være

• Så kan vi også lave statistik ud fra spørgeskemaer. Her udspørger vi en mindre gruppe –

opmærksomme på, at der altid er en vis (statistisk) usikkerhed, netop fordi vi ikke spørger alle.

det, vi kalder en stikprøve – af dem, vi gerne vil vide noget om, og så generaliserer vi i forhold

Statistik kan ikke give os svaret på alt. Hvis vi

til hele den gruppe, vi vil undersøge. Det ser

gerne vil vide noget om, hvorfor vi ser de ten-

vi for eksempel i trivselsundersøgelser, hvor

denser, vi gør, i statistikkerne, så skal vi i stedet

vi stiller måske 1.000 unge danskere forskelli-

benytte os af kvalitativ metode (for eksempel

ge spørgsmål omkring deres mentale helbred

interviews), hvor vi kan spørge uddybende til

og så derfra generaliserer til hele gruppen af

årsagerne bag disse tendenser (det ser vi nær-

unge mennesker i Danmark. Denne metode er

mere på i det følgende).

39 % 28 % 17 %

Meget enig

104

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Enig

Uenig

8%

8%

Meget uenig

Uenig

Note: 1200 unge mellem 16 og 24 år har svaret på følgende udsagn: Jeg føler kun, at jeg er god nok, når jeg har succes på næsten alle områder af mit liv (for eksempel skole/job, venner, fritidsaktiviteter, udseende).

Kilde: Psykiatrifonden, 2021.

Figur 2.21. Unge om hvornår de er succesfulde i livet, 2023

Hvad er kvalitativ metode?

Kvalitativ metode er den metode, vi benytter,

overblik over mange menneskers holdninger

når vi gerne vil undersøge alt det, der ikke kan

eller handlinger, så giver den kvalitative til-

gøres op i tal (statistik). Når vi undersøger no-

gang en dybere forståelse for, hvorfor dem,

get kvalitativt, så gør vi det oftest ved hjælp af

vi undersøger, mener og handler, som de gør

interviews (hvor vi kan have en længere sam-

– noget, der kan være svært at indfange og

tale med dem, vi undersøger) eller observati-

få uddybende svar på i et spørgeskema, hvor

on (hvor vi kan observere dem, vi undersøger,

man ikke har samme mulighed for at stille ud-

over kortere/længere tid).

dybende spørgsmål, som man har i et kvalita-

Vi interviewer personer eller observerer

tivt interview.

dem for at forstå dem; for at forstå deres ople-

Den kvalitative metode kan man til gengæld

velser, hvorfor de har de synspunkter, de har,

ikke generalisere ud fra – som vi kan i den

eller hvorfor de handler, som de gør.

kvantitative metode, fordi forklaringerne er

Hvor den kvantitative metode kan give os

knyttet til enkeltpersoner.

Tekstboks 2.4.

Tekstboks 2.5.

Cynthia, midt-20’erne

jeg går ud fra min sidste eksamen, så har jeg gjort det, og så er alt okay, og så er jeg god nok. Det troede jeg virkelig på. Og det var det bare ikke.

Nu er jeg i midten af 20’erne, og hvor skal jeg henad? Det er også derfor, jeg nogle gange kan få det der pres med også at skulle levere og præskal tage det med ­videre, hvor­end jeg skal hen, og som jeg heller ikke rigtig ved, hvor er.”

Kilde: Psykiatrifonden, 2021.

stere på min uddannelse, fordi jeg

ing, Aalborg Uni

og det fik jeg – så tænkte jeg, at når

ungdomsforskn

gik efter at få klassens højeste snit,

fect, Tidsskrift for

”Man jagter hele tiden et bedre fu ndament for at få et godt resultat.

Succeskriteriern e gælder ikke ba re karakterer. Jeg måler for eksem pe l også min egen fe dtprocent, så je g kan få den krop , jeg gerne vil ha ve, og jeg skal pass e på ikke at se re lationer og mine be stræbelser på at være en omsorg sfuld ven eller br or som endnu en pr æstation.”

fik de her gode karakterer – hvor jeg

Kilde: Picture Per

hvis jeg nu kørte mig selv så hårdt,

versitet.

Jesper, 25 år, studerende

”Jeg troede virkelig inderligt på, at

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

105

2.5.4. Præstation og køn Præstationssamfundet og perfekthedskulturen påvirker de fleste i vores samfund, men forskere finder alligevel, at der er en forskel på kønnene, når det kommer til at ligge under for præstations- og perfekthedskrav. Pigerne har i højere grad end drengene forventninger til sig selv om, at de skal være ”perfekte” og præstere på et højt niveau.

Figur 2.22. Andel, der har en lav score på den mentale helbredsskala, blandt mænd og kvinder i ­forskellige aldersgrupper 2010 2013 2017 2021 2023

%

MÆND

40 35 30 25 20 15 10 5 0 16-24

25-34

35-44

45-54

55-64

65-74

> 75

55-64

65-74

> 75

Alder

%

35 30 25 20 15 10 5 0

16-24

25-34

35-44

45-54 Alder

106

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

Kilde: Danskernes sundhed – den nationale sundhedsprofil 2021. Sundhedsstyrelsen, 2022.

KVINDER

40

Det kan blandt andet skyldes de forskellige rolleforventninger, der er til henholdsvis piger og drenge (husk tilbage på det, vi gennemgik om de roller, vi tager på os som en del af vores identitetsdannelse). Ifølge forskere er det i dag en del af det at være succesfuld som pige, at man er ambitiøs og målrettet, mens der oftere ses en ”antiskolekultur” hos drenge. Den forskellige påvirkning fra samfundet i forhold til præstations- og perfekthedskultur kan være en af forklaringerne på, hvorfor vi ser en forskel i andelen af mistrivsel mellem piger og drenge.

0

10

20

30

40

50

12

Føler sig ofte ensom

17 18

Føler sig ofte presset

26 14

Lav livstilfredshed

21 Oplyser, at de har haft psykisk lidelse Spiseforstyrrelser Forsøgt selvmord

20 40 2 14 5 8 23

Dårligt/nogenlunde ­selvvurderet helbred

32 19-årige drenge

19-årige piger

Kilde: Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2022. Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2022.

Figur 2.23. Udvalgte indikatorer for mistrivsel blandt 19-årige drenge og piger, 2021. Procent

2.5.5. Andreas Reckwitz og Jean Twenge – SoMe og præsta­ tionssamfundet Vores måde at positionere os på, når vi er på sociale medier, behandles blandt andet af den tyske sociolog Andreas Reckwitz, der peger på det sociale som en præstation eller performance. Hos Reckwitz er internettet den scene i det senmoderne samfund, hvor vi udspiller vores identitet. Her er vi, ifølge Reckwitz, meget optaget af at være så unikke som muligt, og han taler derfor om det senmoderne samfund som singularitetens tidsalder. Det vil sige et samfund, hvor de fleste af os bruger rigtig meget tid og energi på hele tiden at vise andre, hvor anderledes, enestående og særlige vi er.

Singularitet bety­ der, at vi er unikke og individuelle, og at vores livsvalg afspejler dette.

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

107

Figur 2.24. Reckwitz’s singularitetens tidsalder

Vi iscenesætter os selv gennem vores forbrug, vores interesser og holdninger; alt, hvad vi køber og mener, er særligt udvalgt, så det passer ind i vores livsstil og fortælling om os selv. Vi håber, at vi er særlige nok til at blive tilgodeset af algoritmerne – og får et kick ud af likes og anerkendelsen, når det sker. På den måde peger Reckwitz også på, at vi på rigtig mange områder af vores liv oplever, at vi skal præstere for at være noget særligt for ikke at blive hægtet af eller glemt i mængden af alle de andre interessante individer.

Husker vi tilbage til afsnit 2.2.2, hvor vi gennemgik sociologen Erving Goffmans teori om frontstage og backstage, og bruger hans teori på det øgede præstationsfokus i det senmoderne samfund, så kan vi se, at forventningerne til de roller, vi spiller, er blevet større. Der er ikke plads til, at vi kan være ”den middelmådige elev” eller ”den gode nok forælder”. Der skal mindre til, før vi taber ansigt. Samtidig med det, så indsnævres vores mulighed for at kunne slappe af backstage, fordi vi via de sociale medier hele tiden har mulighed for at være på. Frontstage og middle region kommer med andre ord til at fylde mere, og det sker blandt andet på grund af de sociale medier, der i meget høj grad fungerer som et udstillingsvindue for alle vores præstationer – eller en scene, hvor der aldrig er tæppefald.

Ifølge den amerikanske psykolog Jean Twenge har brugen af sociale medier og smartphones

I singularitetens tidsalder ­iscene­­­sætter ­individet sig selv online og ønsker at ­fremstå så unik som muligt.

generelt haft betydning både for individet og fællesskaberne i det senmoderne samfund. På et individuelt plan medfører brugen af smartphones, at vi sammenligner os med andres glansbilleder af deres liv på sociale medier. Det bidrager til øget mistrivsel, fordi vi får en følelse af, at vi selv ikke ”præsterer” godt nok.

I forhold til fællesskabet viser Twenges forskning, at brugen af smartphones er med til at æn-

108

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

dre den måde, vi er sammen i sociale fællesskaber på. En del af den tid, hvor vi tidligere var sociale sammen med andre fysisk, bruges nu på at sidde alene med vores smartphone. Hun peger på, at unge i dag er omkring en time mindre sammen med deres venner om dagen, end unge i 1980erne var – uden at andre aktiviteter som skolearbejde eller fritidsinteresser er øget. Twenge peger desuden på, at tidspunktet for, hvornår vi begyndte at bruge smartphones, passer med tidspunktet for den dalende trivsel, og hun har lavet forsøg, der viser, at jo mere tid vi bruger på vores smartphones, desto dårligere trives vi. Det gælder særligt for de unge, der bruger meget tid på sociale medier. Mistrivslen er eksempelvis ikke helt så udtalt hos dem, der gamer meget. Igen ser vi en kønsmæssig fordeling med piger, der bruger mest tid på sociale medier, og drenge, der bruger mere tid på gaming.

35 %

31 %

Note: 1200 unge mellem 16 og 24 år har svaret på følgende udsagn: Når jeg er på sociale medier, føler jeg, at veninder og venner har et bedre liv end mig.

31 %

Altid eller ofte

Sommetider

Sjældent eller aldrig

Kilde: Psykiatrifonden, 2021.

Figur 2.25. Sammenligning på sociale medier

Figur 2.26. Andel af danske familier med en PC, mobiltelefon eller smartphone i hjemmet, 1990-2022 PC Mobiltelefon

% 100

Smartphone Adgang til internet

90 70 60 50 40 30 20 10 2022

2020

2018

2016

2014

2012

2010

2008

2006

2004

2002

2000

1998

1996

1994

1992

1990

0

Kilde: De smukke unge mennesker – fra skole, skærm og stress til fremtidens håb. Kraka & Deloitte, 2023.

80

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

109

2.6. Hvad kan vi konkludere om at være ung i dag?

I begyndelsen af kapitlet spurgte vi til, hvad det vil sige at være ung i vores senmoderne samfund. Til det kan vi nu svare, at ungdomslivet er påvirket af de karakteristika, der er ved det senmoderne samfund. Vi er ikke længere bundet af fortidens traditioner, og vi er individualiserede i en grad, der overlader rigtig mange valg og beslutninger til os selv. Der er en høj grad af frihed til at forme os selv og vores fremtid, og der er mange muligheder at vælge mellem, når det kommer til vores identitet, uddannelse, job og generelle livsstil. Det giver på mange måder grobund for at skræddersy vores liv og fylde det med de ting, som vi synes er interessante. Det er disse mange positive aspekter, som sociologen Anthony Giddens hæfter sig ved, når han prøver at indfange, hvad der kendetegner livet i det senmoderne samfund.

Men ifølge andre teoretikere, som Hartmut Rosa og Byung-Chul Han, så kommer den betydelige individuelle frihed, mulighederne og valgene også med en pris. For sideløbende med den øgede frihed er kravene til, hvordan vi forvalter den, steget. Det forventes, at vi præsterer på et højt niveau inden for mange af livets aspekter, og tempoet, som vi skal agere i, er øget markant i forhold til både det traditionelle og moderne samfund. Det gør, at mange mennesker og specielt en gruppe af unge føler et stort pres.

Ifølge Andreas Reckwitz og Jean Twenge forstærkes dette pres yderligere gennem brugen af især sociale medier, fordi disse fungerer som et præstationsvindue og dermed intensiverer det senmoderne samfunds karakteristika.

Langt de fleste unge mennesker i vores senmoderne danske samfund klarer sig heldigvis godt og trives, men som vi har set i løbet af kapitlet, så viser ­talrige undersøgelser, at der er en bekymrende andel af unge, og betydeligt flere end tidligere, der mistrives, og som oplever angst, depressioner, stress osv.

Således kan vi sige, at det senmoderne samfund på den ene side er et samfund, der giver individet mange muligheder for at udfolde sig, men på den anden side er det også et samfund, som stiller store krav til dem, der vokser op i det.

110

KAPITEL 2 \ VORES SAMFUND

3

Demokrati og magt Er demokratiet udfordret?

KAPITEL 2 / UNGDOMSLIV

111

112

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Demokrati og magt Er demokratiet udfordret?

Laura er 18 år og går i 2. g. Hun har netop fået sit valgkort til det kommende folketingsvalg ind ad døren. Hun synes, det er ­rigtig spændende, at hun skal stemme selv for første gang, men hun er også lidt nervøs, for hvem skal hun stemme på?

På det seneste er hun begyndt at gå meget op i klimakrisen, som hun ikke synes, politikerne gør nok for at forhindre. Hun synes også, at unges trivsel burde fylde mere for politikerne, så alle dem af hendes venner, som har det svært, kan få hjælp. Hun ved jo heller ikke, om hun selv pludselig ender med at få det dårligt.

Ingen af Lauras forældre er medlem af noget parti, og selvom hendes far altid ender med at stemme på et blåt parti og hendes mor på et rødt, så stemmer de ikke altid på det samme parti ved hvert valg.

Laura ender nok selv med at stemme rødt. Hun synes dog ikke, det er helt ligetil at danne sig et overblik over, hvad de forskellige partier går ind for. Faktisk synes hun, det virker, som om de alle sammen mener det samme, når de bliver interviewet i nyhederne, men det er måske bare, fordi hun ikke følger så meget med i tv og aviser. Det, hun ved om politik, ved hun mest fra sociale medier, hvor hun følger nogle profiler, som forklarer tingene, så hun nemt forstår det (og selvfølgelig fra hendes samfundsfagsundervisning i 1.g, men da de gennemgik politik, havde hendes kæreste lige slået op med hende, så der fulgte hun ikke så meget med). Hun synes derudover godt, at folk kan blive rigtig ubehagelige i kommentarsporene på sociale medier, og derfor skriver hun aldrig rigtig noget der; hun vil jo helst ikke svines til, sådan som mange bliver. Desuden ved hun heller ikke, hvor meget det hjælper at være en del af debatten, og hvad hendes stemme overhovedet kan gøre af forskel over for de problemer, samfundet står over for. Hun kan godt føle sig lidt magtesløs en gang imellem.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

113

Politik handler om at skabe det

Fokusspørgsmål

gode samfund – men fordi vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad der udgør et godt samfund, handler politik også om kampen for at få netop vores version af det samfund virkeliggjort. Det gør vi i Danmark ved at stemme på de politikere, vi er mest enige med. Politikerne udformer herefter de love, som er med til at forme vores samfund, og som vi skal leve efter.

Når det foregår på den måde i Danmark, skyldes det, at vi har et demokrati.

I et demokrati ligger magten hos folket, og når vi stemmer ved valgene, så overdrager vi denne magt til politikerne, der så herefter repræsenterer os i det politiske system.

Netop derfor er det vigtigt, vi forstår, hvordan det fungerer; det vedrører os nemlig direkte gennem de beslutninger, som politikerne træffer på vegne af os.

Demokratiet er den styreform, der er herskende i Vesten, og har været det gennem de sidste små 200 år. Men i flere lande begynder demokratiet nu at blive udfordret af partier, der tilslutter sig mere autokratiske styreformer, hvor en enkelt eller få personer sidder alene på magten og undertrykker befolkningen. En del politiske eksperter er derfor begyndt at tale om, at demokratiet er truet.

Det er det spørgsmål, som vi undersøger i dette kapitel. For at vi kan tage stilling til, om demokratiet er udfordret, og hvad vi i så fald kan stille op, må vi først forstå de grundlæggende elementer ved demokratiet i Danmark og de måder, som magten udfoldes på heri.

114

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

1.

Hvad handler den politiske ­styreform demokrati om?

2.

Hvem er de politiske partier, og hvad mener de?

3.

Hvordan fordeles den politiske magt i det danske samfund?

4.

Hvordan ”forstyrres” den ­formelle parlamentariske ­styringskæde?

5.

Hvordan kan vi få et overblik over politik?

6.

Hvem har magten?

7.

Hvilke udfordringer står det danske demokrati over for?

8.

Hvordan styrkes demokratiet i Danmark?

9.

Hvad kan vi konkludere om det danske demokrati?

3.1. Hvad handler den politiske styreform demokrati om?

Demokratiet er en styreform, hvor magten ligger hos folket. Gennem tiden har demokratiet haft forskellige udformninger. Det oprindelige, antikke demokrati i Grækenland var et direkte demokrati, hvor alle borgere (hvilket var en lille gruppe) havde mulighed for at vedtage lovgivning og varetage de øvrige politiske funktioner. Her fandt udpegning til de politiske poster oftest sted ved lodtrækning.

3.1.1. Repræsentativt demokrati Den type demokrati, som langt de fleste demokratier har i dag, er et repræsentativt demokrati. Her vælges politikere af borgerne til at repræsentere borgerne.

Det repræsentative demokrati kan udformes på forskellige måder, men den type, vi har i Danmark og Vesten generelt, er det liberale demokrati. Kendetegnene ved det liberale demokrati er følgende

Direkte demokrati er en styreform, hvor alle be­ slutninger træffes direkte af borgerne, for eksempel ved folkeafstemninger.

Repræsentativt demokrati er en styreform, hvor borgerne vælger politikere til at repræsen­ tere dem.

Liberalt demokrati base­ rer sig på, at der afholdes frie og lige valg, at der er retsstatsprincipper, og at at borgerne har friheds­ rettigheder.

tre ting:

 At der afholdes regelmæssige, frie og lige valg hvor alle vi borgere har mulighed for at stille op til politiske poster, og hvor vi frit vælger de politikere, der skal repræsentere os.

 At der er retsstatsprincipper h vor staten – ligesom borgerne – skal overholde loven. En måde at sikre retsstatsprincipperne på er blandt andet gennem tredelingen af magten i en udøvende, lovgivende og dømmende magt, som kontrollerer hinanden og sørger for, at de andre to dele ikke misbruger magten (det vender vi tilbage til i afsnit 3.3.5).

 At vi borgere har frihedsrettigheder h vor vi har ret til at ytre os (ytringsfriheden), ret til at forsamle os (foreningsog forsamlingsfriheden), ret til at tro på det, vi vil (religionsfriheden), personlig frihed og ret til at eje ejendom (ejendomsretten).

En rettighed som ytringsfriheden sikrer, at magthaverne ikke fængsler os, hvis vi kritiserer dem, ligesom ejendomsretten sikrer, at staten ikke bare kan tage vores ejendele.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

115

Tekstboks 3.1.

Retsstatsprincippet og frihedsrettigheder er tæt knyttet til den negative frihed, som vi be-

Borgernes rettigheder i grundloven

skrev i forbindelse med ideologien liberalisme i kapitel 1.

Demokratiet er således en politisk styreform, der giver os borgere medbestemmelse og sikrer

§ 71: Den personlige frihed er u­krænkelig. § 72: Boligen er ukrænkelig. § 73: Ejendomsretten er ukræn­­­kelig. § 77: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at ­offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Kilde: Folketingets hjemmeside.

§ 78: Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. § 79: Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.

os mod overgreb fra staten, der jo selv er underlagt loven og kan holdes ansvarlig, hvis den overtræder loven. I demokratier står reglerne for, hvornår der skal afholdes valg, hvilke rettigheder befolkningen har, og hvordan magten er opdelt, i det, vi kalder en forfatning. I Danmark er det vores grundlov. Hvis man vil ændre i grundloven, kræver det både et folketingsvalg og en folkeafstemning, og derfor ændres den meget sjældent.

3.1.2. Konkurrence- eller deltagelses­ demokrati Grundloven udgør de formelle regler for indretningen af det politiske styre i Danmark – og disse står sjældent til diskussion. Det gør derimod de mere uformelle tanker om, hvordan vi bedst indretter demokratiet inden for de rammer, grundloven giver os, hvor vi blandt andet kan diskutere, hvor meget vi borgere skal være involveret i det politiske liv.

Her mener nogle, at vores politiske engagement skal begrænse sig til, at vi har vores rettigheder, kan stemme ved valgene og vælge vores politiske repræsentanter (der konkurrerer om vores stemme), men ellers ikke blande os i

Konkurrence­ demokrati er en demokratiform, hvor borgerne nøjes med at stemme på politi­ ske ­repræsentanter.

det politiske arbejde. Denne opfattelse kalder vi for konkurrencedemokrati. Målet er her, at den politiske styreform skal være så effektiv som mulig.

Andre mener, at demokratiet selvfølgelig indeholder ovenstående elementer, men at det først for alvor bliver udfoldet, når vi borgere er poli-

116

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Figur 3.1. Deltagelses- eller konkurrencedemokrati?

DELTAGELSESDEMOKRATI

KONKURRENCEDEMOKRATI

I et deltagelsesdemokrati er der et ideal om, at borgerne deltager aktivt i den demokratiske debat. I konkurrencedemokratiet er demokratiet alene defineret ved borgernes rettigheder og deres deltagelse ved lige og frie valg.

tisk aktive i form af aktiv deltagelse gennem for eksempel læserbreve, demonstrationer, debatter, lokalt demokrati på skoler, i foreninger og lignende. Denne opfattelse af, hvordan demokratiet skal fungere, kalder vi for deltagelsesdemokrati.

De to demokratiopfattelser tager begge udgangspunkt i det liberale demokrati, men står over for hinanden, når det kommer til deres syn på, hvor aktive borgerne skal være inden for demokratiet.

Deltagelsesdemokrati er en ­demokratiform, hvor borgerne disku­ terer, stemmer på repræsentanter og er derudover også aktive i debatter og lignende.

Medborger er en person, der nyder sine demokratiske rettighe­ der, efterlever pligterne og føler sig som en del af samfundet.

3.1.3. Medborgerskab Når vi taler om borgernes involvering i samfundet, kan vi også tale om begrebet medborgerskab. At være medborger hænger nøje sammen med at føle sig som en del af det danske demokrati og samfund.

For det første handler medborgerskabet om, at vi borgere har et sæt af rettigheder. Vi har både de rettigheder, vi allerede har omtalt (frihedsrettighederne), men vi har også andre rettigheder, som handler om, at staten træder til og hjælper os, når vi har behov for det (for eksempel i form af retten til social understøttelse og behandling i sygehusvæsenet).

Vi har altså både rettigheder, der beskytter os og hjælper os.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

117

Tekstboks 3.2.

Man er ikke dømt til at mislykkes som ung indvandrer ”De [kriminalitetstruede unge med minoritetsbaggrund] har en oplevelse af ikke at være anerkendt som ligeværdige medborgere. På nogle måder er det en sand fortælling. Hedder du Ali og er fra Blågårdskvarteret, er det sværere at komme ind på et diskotek og få en praktikplads. Men det kan også udvikle sig til en falsk livet, fordi du er fra ghettoen."

Aydin Soei Sociolog og forfatter

For det andet medfølger der også pligter, når man er medborger. Ud over de pligter, der står i grundloven (blandt andet værnepligt og undervisningspligt), har vi også nogle mere uformelle pligter, for eksempel at vi deltager i demokratiet ved at give vores mening til kende og ved at stemme/stille op til valgene. Med til pligterne hører også, at vi gør, hvad vi kan for at forsørge os selv (det vil sige, at vi tager et arbejde, hvis der er mulighed for det, og vi er i stand til det), og at vi ikke belaster miljøet unødigt.

En forudsætning for, at vi har det fulde sæt af rettigheder og kan udfolde vores deltagelse ordentligt, er, at vi har dansk statsborgerskab – og derfor er dette den sidste del af det at være medborger. Har vi ikke statsborgerskab, kan vi for eksempel ikke stemme til folketingsvalg.

Løbende gennem vores opvækst – blandt andet i skolesystemet – socialiseres vi til at blive medborgere. Det er vigtigt for sammenhængskraften i samfundet, at vi alle føler en form for tilknytning til vores samfund, og at vi oplever, vi er en del af den kollektive identitet (som vi så på i kapitel 2 om de forskellige dele af vores identitet).

Modborger er en ­person, der ikke ­oplever sig som en del af samfundet og derfor ikke følger de demokratiske normer.

118

Men ikke alle i vores samfund oplever sig som en del af fællesskabet og anerkender derfor ikke nødvendigvis de love, regler og demokratiske værdier, der ellers præger samfundet. Når folk ikke overholder lovene, reglerne og de demokratiske værdier, taler vi om det, som vi kalder for en modborger (se tekstboks 3.2).

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Kristeligt Dagblad, 2018.

og deterministisk fortælling om, at du er dømt til at mislykkes i

En modborger kan være en, der begår voldskriminalitet eller opfordrer til eller selv udfører terrorisme. Det kan også være grupper på den yderste h ­ øjre- eller venstrefløj, der ikke anerkender tolerance og demokratiske spilleregler på grund af yderliggående politiske holdninger.

3.1.4. Demokratiets modsætninger – autokratiet og teokratiet I den modsatte ende af spektret fra det liberale demokrati har vi autokratiet, som er en styreform, hvor der sidder én eller få personer på magten; det kan være en familie (monarki), generaler (militærdiktatur), et parti (partidiktatur) eller en diktator.

I et autokrati er den politiske magt samlet hos autokraten, og folket har ingen medbestemmelse eller beskyttelse (i form af rettigheder) over for staten. Autokraten er hævet over lovgivningen og behøver ikke respektere borgernes rettigheder. Autokratier kan komme i flere

Autokrati er en styreform med én eller få magthavere, hvor befolkningen ikke har medbestemmelse eller rettigheder.

Figur 3.2.

Autokrati

Autokratiet er demokratiets modsætning. Her er al magten samlet hos én eller få magt­havere i stedet for hos folket.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

119

forskellige former, og der vil ofte være tale om, at styreformen kan bevæge sig væk fra den demokratiske styreform og over i en mere og mere autoritær retning.

Endelig er der den teokratiske politiske styreform, som udgår fra en idé om, at magten i samfundet er underlagt gud (at det er gud, der bestemmer). Eftersom gud ikke er fysisk til stede her på jorden, så vil det ofte være sådan, at man har et religiøst råd, som sørger for, at samfundet følger de guddommelige anvisninger. Iran er et eksempel på et teokrati. Her er præsterådet den øverste politiske magt og kan træffe beslutninger ud fra deres tolkning af de hellige skrifter uden hensyntagen til den enkelte borgers rettigheder.

3.2. Hvem er de politiske partier, og hvad mener de?

De politiske partier udgør rygraden i vores demokrati. Det er dem og kandidaterne fra disse partier, som vi stemmer på ved valgene, og som er repræsenteret i Folketinget og er med i regeringen.

Hvor mange partier der er i Folketinget, afgøres på valgdagen. Ved valget den 1. november 2022 blev der valgt politikere ind i Folketinget fra 12 partier fra Danmark samt fire repræsentanter fra partier fra Grønland og Færøerne. Der er fire såkaldte nordatlantiske mandater i Folketinget fra henholdsvis Grønland og Færøerne, og det hænger sammen med, at de to områder er en samlet del af det danske rigsfællesskab, hvorfor de skal have plads i Folketinget.

3.2.1. Partiernes politik – værdi- og fordelingspolitik Når vi skal danne os et overblik over, hvad de forskellige partier mener, så kan vi opdele deres holdninger i det, vi kalder fordelingspolitik og værdipolitik.

Fordelingspolitik handler om, hvor stor omfordeling der skal være i samFordelingspolitik handler om, hvor stor omfordeling af penge (gennem skatter og afgifter) der skal være i samfundet.

fundet, altså spørgsmål om, hvor meget vi skal betale i skat, og hvor mange af skatte­kronerne der skal gå til fælles velfærdsgoder – såsom hospi­taler og skoler – og til dem, der ikke har et arbejde og derfor ikke kan forsørge sig selv.

Politikerne kan befinde sig enten til højre (højreorienterede) på den såkaldte fordelingspolitiske akse i det, vi kalder blå blok, og mene, at der skal være en lav grad af omfordeling, fordi de har tillid til, at individet godt kan klare sig selv. Eller politikerne kan være til venstre (venstreorienterede) på den fordelingspolitiske akse i den såkaldte røde blok og dermed være fortalere for en høj grad af omfordeling, fordi de vægter solidaritet højt.

Endelig kan politikerne befinde sig omkring midten af den fordelingspolitiske akse, hvor de på den ene side søger at balancere hensynet til det enkelte indi-

120

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Tekstboks 3.3.

Partier i Folketinget RØD BLOK

BLÅ BLOK

DE NORDATLANTISKE

• Alternativet (ALT) • Enhedslisten (EL)

• Det Konservative ­Folkeparti (KF)

• Inuit Ataqatigiit (IA)

• Socialistisk Folkeparti (SF)

• Venstre (V)

• Siumut (SIU)

• Socialdemokratiet (S)

• Liberal Alliance (LA)

• Sambandsflokkurin (SP)

• Dansk Folkeparti (DF) • Danmarks­­demo­ kraterne (DD)

MIDTEN • Radikale Venstre (RV)

MANDATER

• Javnaðarflokkurin (JF)

• Moderaterne (M)

Figur 3.3. Fordelingen af mandater i Folketinget efter valget i 2022

Mandater i Folketinger: 175 (uden Færøerne og Grønland

Radikale Venstre (7) Enhedslisten (9) Nye Borgerlige (6) Venstre (23) Dansk Folkeparti (5)

Alternativet (6 Socialistisk Folkeparti (15) Socialdemokratiet (50)

Siden folketingsvalget i 2022 er en stor håndfuld politikere enten gået over til andre partier, blevet løsgængere (folketingsmedlemmer, der ikke tilhører et parti) eller trådt ud af Folketinget.

Kilde: danmarkshistorien.dk

Det Konservative Folkeparti (10) Liberal Alliance (14) Danmarksdemokraterne (14) Moderaterne (16)

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

121

Figur 3.4. Partiernes fordelingspolitiske placering

HØJ GRAD AF OMFORDELING

EL

ALT

SF

S

DF

RV

M

V

DD

KF

LA

LAV GRAD AF OMFORDELING

Fordelingspolitik handler om, hvor meget vi skal betale i skat, og hvor meget vi synes, staten skal tage sig af.

vids personlige frihed og ansvar og på den

Figur 3.5. Partiernes værdipolitiske placering

anden side fællesskabets ansvar for at ­sikre, at så mange som muligt har lige chancer for at klare sig godt i samfundet. Vi kan se i figur 3.4, hvordan de forskellige partier placerer sig fordelingspolitisk i forhold til hinanden.

Værdipolitik handler om, hvorvidt man har traditionelle eller mo­ derne værdier.

Værdipolitik handler derimod om, hvordan vi forholder os til de områder inden for politik, der er mere præget af værdier end omfordeling – det kan for eksempel være emner som klima, ligestilling mellem kønnene, kriminalitet og straf og indvandring.

På den værdipolitiske linje kan partierne enten være moderne og have stort fokus på bæredygtighed, arbejde aktivt for ligestilling og være fortalere for en lempelig indvandrerpolitik. Eller de kan være traditionelle og fortalere for et knap så stort fokus på klimaet, have større fokus på traditionelle kønsroller,

MODERNE

EL ALT RV SF M LA V S KF DD DF

et ønske om en stram indvandrerpolitik og en tydelig national identitetspolitik. Som vi så det med fordelingspolitik, så kan partierne på den værdipolitiske akse også placere sig omkring midten. Vi kan se i figur 3.5, hvordan de forskellige partier placerer sig værdipolitisk i forhold til hinanden.

122

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

TRADITIONEL Værdipolitik omhandler de emner, der knytter sig til ­vores værdier på områder som indvandring, ligestilling og klima.

Figur 3.6. Fordelings- og værdipolitisk placering af partierne

MODERNE VÆRDIER Ligestilling, homo­seksu­elles rettigheder, miljøbeskyttelse, tolerance over for minoriteter, globalisering

EL ALT

RV SF

M

LA

VENSTREORIENTERET Stor (velfærds-) stat, høje skatter og høj grad af økonomisk omfordeling

V

S

KF

HØJREORIENTERET Lille offentlig sektor, lave skatter, lav grad af økonomisk omfordeling

DD DF

TRADITIONELLE VÆRDIER Traditionelle kønsroller, religiøse værdier, national identitet, stærkt forsvar, lov og orden, modstand mod indvandring

Partierne er vanskelige at placere, da de løbende ændrer holdning til politiske emner eller indgår i politiske alliancer for at opnå større indflydelse, hvilket gør, at de lader sig trække enten i en mere venstre- eller højreorienteret retning eller mod en mere moderne eller traditionel politik.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

123

Figur 3.7. Rød og blå bloks holdninger til fordelings- og værdipolitik

Fordelingspolitik • Hvor meget skal vi betale i skat?

• Hvor meget skal ­omfordeles (overføres fra dem, der arbejder, til dem, der ikke ­arbejder)?

• Hvor mange velfærds­ goder ­(hospital, læge, uddannelse) skal­ ­borgerne have?

Værdipolitik • Hvor stram skal ­vores indvandrerpolitik være?

• Hvor aktivt skal vi sætte ind over for klimakrisen?

• Hvor tolerante er vi over for LGBTQ+-­ grupper?

• Hvor høj skal straffene være ved kriminalitet?

Rød blok Radikale Venstre Socialdemokratiet SF Enhedslisten Alternativet

Blå blok Venstre Moderaterne De Konservative Nye Borgerlige Liberal Alliance Dansk Folkeparti Danmarksdemokraterne

Partierne i rød blok mener, at der skal være en stor offentlig sektor og en høj grad af omfordeling.

Blå blok går ind for en lille offentlig sektor og lave skatter. Partierne her mener, at borgerne selv bedst kan forvalte deres penge, og at man bør beholde så meget som muligt af de penge, man selv har tjent.

De, der arbejder og tjener penge, betaler skat, og den skat finansierer (betaler for) de velfærdsgoder, som alle får del i i form af gratis lægehjælp, uddannelse, eller hvis man bliver arbejdsløs og får brug for understøttelse.

Jo længere mod venstre ende af skalaen et parti ligger, desto flere ting mener partiet, at staten skal tage sig af.

De fleste partier i rød blok fører en moderne værdipolitik. Partierne går ind for:

Partierne i blå blok fører en traditionel værdipolitik. Partierne går ind for:

• en human indvandrerpolitik med fokus

• en stram indvandrerpolitik • markedsløsninger i forhold til at skabe

på integration

• en ambitiøs klimapolitik med høj grad af statslig indblanding

• tolerance over for LGBTQ+-personer • et større fokus på resocialisering (at

lære at blive en lovlydig borger i samfundet) end høje straffe ved lovovertrædelser.

Vi placerer Socialdemokratiet i rød blok, primært fordi deres fordelingspolitik er rød – siden midt-2010erne er partiet blevet mere traditionelt, når det kommer til værdipolitikken (for eksempel indvandrerpolitikken).

Radikale Venstre placeres ofte i rød blok, og det skyldes, at partiet er meget enige med de øvrige partier i rød blok på de fleste af de værdipolitiske emner. Fordelingspolitisk er de dog mere ”blå” i det, og ofte enige med blå blok i for eksempel reducering af skatter og ønsket om reducering af offentlige udgifter (dog ikke i uddannelse).

124

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

bæredygtighed

• traditionelle kønsroller (mens andre

mener, individets frihed bør være i centrum – og at staten for eksempel ikke skal blande sig i barselsregler med henblik på at skabe øget ligestilling)

• høje straffe ved lovovertrædelser DF placeres ofte i blå blok, og det skyldes, at partiet er meget enige med de øvrige partier i blå blok på de værdipolitiske emner. Fordelingspolitisk er de dog ofte mere ”røde” i det, og ofte enige med især Socialdemokratiet og SF fra rød blok i forhold til for eksempel at øge de offentlige udgifter til sundheds- og ældrepleje, samt at skattereformer ikke må være for ulighedsskabende.

3.2.2. Partityper I dag har vi vælgere ikke den allerstørste loyalitet over for de politiske partier – mange af os stemmer langtfra på de samme partier ved hvert valg. Sådan har det imidlertid ikke altid været, og forholdet mellem partierne og vælgerne har ændret sig drastisk over tid. Fra 1870erne, hvor politikerne for alvor begyndte at samle sig i partier, og frem til 1960erne var de fire store, gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre) altdominerende.

Figur 3.8. Klassepartier

Det Konservative Folkeparti (stiftet i 1915, udsprang af partiet Højre fra 1848)

Venstre (stiftet i 1870)

Socialdemokratiet (stiftet i 1871)

Radikale Venstre (stiftet i 1905)

Klassepartierne udgjordes af de fire ”gamle” partier, der repræsenterede hver sin klasse: Social­ demokratiet ­repræsenterede arbejderklassen, Venstre repræsenterede bønderne, Radikale Venstre repræsenterede de små husmænd og de intellektuelle i byerne, og Højre (senere Det Konservative Folke­parti) repræsenterede godsejere og arbejdsgiverne i byerne.

I denne periode var en meget stor del af befolkningen medlem af et af disse partier – og partiet, man var medlem af eller stemte på, afspejlede den sociale klasse, man tilhørte. Der var altså tale om klassepartier.

Fra 1960erne og frem til 1990erne ændrede det politiske billede sig markant; vælgerne var ikke længere i samme grad forankret i klasser,

Klassepartier er en par­ titype, der appellerer til den klasse, som vælgerne tilhører.

Catch all-parti er en partitype, der appellerer bredt til mange forskel­ lige vælgertyper.

og partiernes medlemstal faldt drastisk i perioden. Den største ændring skete ved det, vi kalder jordskredsvalget i 1973, hvor en række nye partier kom ind i Folketinget.

Op gennem 1980erne og 1990erne udviklede der sig derfor en ny partitype, som vi kalder catch all-partiet. Denne partitype forsøger at appellere til en bredere vælgerskare ved at fokusere mindre på ideologi og i stedet på forskellige po-

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

125

pulære mærkesager, som de håber kan få os vælgere til at stemme på dem.

Markedsparti er en partitype, der fungerer som en virksomhed, og som ser vælgerne som kunder.

Catch all-partiet er fortsat fremtrædende i dag, men det er især det såkaldte markedsparti, som lyser kraftigt op i disse år. Markedspartiet er organiseret som en virksomhed, der fungerer på et marked, hvor vælgerne bliver til kunder, som politikerne skal sælge deres politik til.

Figur 3.9. Partiernes medlemstal, 1970-2021. I tusinder

500 450 400 350 300 350 300 150 100 0

1970 EL

1980 SF

1990 ALT

2000 S

RV

2010 V

2015

2016

LA

DF

KF

2017

2018

2019

2020

NB

Note: Tallene er hentet fra partiernes sekretariater. Nye Borgerliges tal afspejler ikke aktive partimedlemmer.

Navngivne og anonyme kilder fortæller, at der i årevis har fundet en praksis sted, hvor medlemmer, der stopper med at betale kontingent, stadig tæller som medlemmer i partiets officielle tal.

2021

Kilde: Samfundsstatistik, Columbus, 2023.

50

126

KLASSEPARTIET

CATCH ALL-PARTIET

MARKEDSPARTIET

Cirka 1870 - 1960

Cirka 1960 - 1990

Cirka 1990 - I dag

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Figuren er inspireret af en figur i Politikbogen, af J. G. Jensby og P. Brøndum, 2. udg. Columbus, 2020.

Figur 3.10. De forskellige partityper, cirka 1870-2024

3.3. Hvordan fordeles den politiske magt i det ­danske samfund?

De politiske partier, som vi har gennemgået ovenfor, spiller en afgørende rolle i det, vi kalder den parlamentariske styringskæde.

Den parlamentariske styringskæde viser, hvordan vi borgere (folket) overdrager magten til de folkevalgte politikere, og hvordan magten herefter udfoldes i det politiske rum.

Den parlamentariske styringskæde er en model over fordelingen af magten fra borgerne til folkevalgte repræ­ sentanter, der danner et Folketing og en regering.

Kigger vi på den parlamentariske styringskæde (se figur 3.11), kan vi se, at borgerne (1) vælger de partier (eller politikerne i partierne), de ønsker skal repræsentere dem i Folketinget (2). Partierne i Folketinget peger herefter på en statsminister, som sammensætter sin regering af ministre (3). Under hver minister er der et ministerium, som er en del af forvaltningen (4). Forvaltningen sørger for at føre de love ud i livet (implementere), som regeringen – i samarbejde med forvaltningen – har udarbejdet, og som Folketinget har vedtaget.

I det følgende skal vi se nærmere på disse forskellige dele af styringskæden – alt sammen for at forstå, hvordan det politiske system konkret fungerer i Danmark.

Figur 3.11. Den formelle parlamentariske styringskæde

2

BORGERNE

• Vælger politikere til Folketinget • Kan stille op til valg

FOLKETINGET

• Lovgivende magt • Består af 179 medlemmer

3 REGERINGEN

4 FORVALTNINGEN

• Udøvende magt • Består af ca. 20 ministre med ansvar for hvert sit ministerium

• Implementering af lovgivning • Består af embedsmænd, der rådgiver ministrene

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

Kilde: inspireret af J.G. Christensen og J. Elklit (red.): Det demokratiske system, 4. udg. Hans Reitzels Forlag, 2016.

1

127

3.3.1. Borgerne - vælgertyper og vælgeradfærd Det mest grundlæggende i den parlamentariske styringskæde er borgerne (se punkt 1 i figur 3.11). Det er os, magten udgår fra i et demokrati. Når vi vælger vores politikere, overdrager vi således magten til dem, så de kan repræsentere os i det politiske system. Valghandlingen er derfor helt central i et demokratisk styre. Det er nemlig denne, der legitimerer (retfærdiggør) politikernes magt til at lave de love, vi alle skal følge.

Det kan variere meget fra land til land, hvor stor valgdeltagelsen er, og det siger noget om tilslutningen til demokratiet. Hvis vi har stor tiltro til demokratiet, og til at vores stemme betyder noget, så er det meningsfuldt for os at deltage i valg. Hvis vi derimod er desillusionerede og ikke synes, at vores stemme gør en forskel alligevel, så bliver vi hjemme. I Danmark har vi generelt en høj valgdeltagelse. Ved folketingsvalget i 2022 var den 84,2 % (til sammenligning ligger valgdeltagelsen i USA på 50-60 %).

 Forskellige vælgertyper Når vi borgere går til valg for at stemme, er det meget forskelligt, om vi stemmer på det samme parti år efter år, eller om vi stemmer på forskellige partier, alt efter hvad vi synes bedst repræsenterer vores holdninger. Disse to måder at stemme på gør, at vi kan identificere to typer af vælgere, nemlig de såkaldte kerne- og marginalvælgere.

Kernevælgere er et partis loyale vælgere.

Kernevælgerne er de loyale vælgere. Det er dem, der stemmer på det samme parti i en årrække – men mindst ved to valg i træk. Dengang partierne hovedsageligt var klassepartier, var de fleste kernevælgere, fordi vælgernes klasse afgjorde, hvem de stemte på, og klassen sjældent ændrede sig gennem livet. Det betød, at arbejderne i reglen stemte på Socialdemokratiet, bønderne stemte på Venstre, husmændene på Radikale Venstre, og adelige, arbejdsgivere og højere embedsmænd stemte på Det Konservative Folkeparti.

Dette meget fastlagte mønster ændrede sig imidlertid op gennem 1960erne, hvor flere vælgere begyndte at skifte parti fra valg til valg. Disse

Marginalvælgere er vælgere, der ikke er knyttet til et parti, men skifter fra valg til valg.

typer vælgere kalder vi marginalvælgere. Marginalvælgerne er de vælgere, som ikke føler sig knyttet til et specifikt parti, men som fra valg til valg beslutter sig for, hvem de vil stemme på – ofte vil marginalvælgerne også beslutte sig for, hvilket parti de vil stemme på, meget sent i processen.

Udviklingen går mod flere marginalvælgere og færre kernevælgere, blandt andet fordi der er flere partier at vælge mellem, samt at færre vælgere føler et klassetilhørsforhold. Kigger vi på statistikken (figur 3.12), bliver denne

128

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Figur 3.12. Vælgervandringer ved folketingsvalg, 1971-2022 % 70 60

Besluttede sig under valgkampen

50 40

Stemte anderledes end ved seneste valg

30 20 10 1971

1975

1979

1984 1987 1990

1994

1998 2001

2005

2011

2015

2019

2022

Valgforsker Kasper Møller Hansen vurderer, at tendensen bare vil fortsætte i de kommende år.

Det betyder, at ­selve valgkampen kommer til at få større betydning ved fremtidens valg, pointerer professoren. De partier, der klarer sig godt under valgkampen, kommer til at få de bedste valg.

Med andre ord bliver det altså dem, der har de største kampagnebudgetter, der har de bedste ­forudsætninger for at vinde. Penge kan komme til at spille en større rolle i politik.

Kilde: Zetland, 2023.

0

tendens meget tydelig.

Ved det seneste folketingsvalg i 2022 stemte ca. 53 % af vælgerne på et andet parti, hvilket er ny rekord.

 Vælgeradfærdsteorier Noget af det, som vi er meget interesseret i inden for samfundsfag, er, hvad der får os til at sætte krydset ud for netop dem, vi sætter det ved på valgdagen.

Til at forklare dette kan vi benytte os af vælgeradfærdsteorierne. Det er teorier, der har hver deres bud på, hvad der betyder noget, når vi vælgere afgiver vores stemme.

Den første vælgeradfærdsteori, vi kigger på, er den amerikanske økonom Anthony Downs’ model. Ifølge Downs’ model er målet for os vælgere at maksimere vores velstand, og derfor stemmer vi på det parti, der lover mest mulig af denne.

Denne teori går ud fra, at vælgerne er rationelle egoister – det

Downs’ model er en vælgeradfærdsteori, ifølge hvilken væl­ geren ønsker størst mulig velstand og stemmer på partier, der lover dette.

vil sige, at vælgernes mål er egoistisk (størst mulig personlig

Vælgerne er rationelle egoister

Vælgernes mål er størst mulig velstand

Vælgerne stemmer på dem, der lover mest velstand

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

Kilde: Populisme og identitetspolitik af M. B. Carlsen.

Columbus, 2020.

Figur 3.13. Downs’ model for vælgeradfærd

129

velstand), og at de er rationelle, så de bruger deres fornuft til at ”regne ud”, hvilket parti der kan give dem den størst mulige velstand.

At Downs tager for givet, at vi vælgere er rationelle egoister, kan udfordres på flere områder. For det første træffer vi langtfra altid rationelle (fornuftige) valg. Det ville nemlig kræve, at vi har det fulde overblik over det politiske landskab, så vi kan regne ud, hvad der bedst kan betale sig. Men det politiske felt er kompliceret, og det er de færreste, der har den indsigt, der skal til for at ”regne den ud”. Derudover ville det også betyde, at vi mennesker ikke er påvirket af følelser, når De unge er til klima, de ældre er til sundhed

vi træffer beslutninger.

For det andet udelukker Downs’ model, at vi kan

Der er stor forskel på, hvad vælgerne i forskellige alders­ grupper synes er vigtigt, men både unge og ældre har et skarpt blik for egne ­interesser.

have andre ønsker end dem, der snævert gavner os

Figur 3.14. Vigtigste dagsordener for vælgere mellem 18 og 34 år, 2021. Procent Miljø og klima Hospitaler og sundhed Integration, flygtninge og indvandrere Styring af dansk økonomi Social ulighed Arbejdsløshed og jobskabelse Uddannelse Børne- og familieområdet Skat Ældre Kriminalitet og terror EU og udenrigspolitik Folkeskoleområdet Kultur Forsvaret og internationale militære…

Erhvervslivets vilkår Andet Ved ikke 0

130

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

2

4

6

8

10

12

14

16

18

20

22

selv. Med denne overbevisning kan det være svært at forklare, hvorfor for eksempel veluddannede, velhavende mennesker stemmer på partier på venstrefløjen, der netop ønsker at omfordele noget af de velhavendes indkomst til de mindre velhavende. Eller hvorfor en større og større del af befolkningen sætter deres kryds ved partier, der prioriterer klima over økonomisk vækst.

Dette sidste kritikpunkt af Downs’ model imødekommes af den næste vælgeradfærdsteori, vi skal se på: issue-vælger-modellen.

Issue-voting er en vælgeradfærdsteori, ifølge hvilken væl­ gerne stemmer på de partier, der varetager de issues (emner), som vælgeren finder vigtigst.

Som issue-vælgere (issue-voting) stemmer vi nemlig ud fra de emner eller sager (issues som for eksempel klimaet, indvandring eller ulighed), som betyder meget for os. Vi er således også rationelle i den forstand, at vi stemmer på de politikere, som vi mener bedst er i stand til at imødekomme vores ønsker inden for det

Figur 3.15. Vigtigste dagsordener for vælgere fra 56 år og derover, 2021. Procent Hospitaler og sundhed Ældre Integration, flygtninge og indvandrere Miljø og klima Styring af dansk økonomi Social ulighed Arbejdsløshed og jobskabelse Kriminalitet og terror Erhvervslivets vilkår Uddannelse Børne- og familieområdet Skat EU og udenrigspolitik Folkeskoleområdet Kultur Forsvaret og internationale militære…

Andet Ved ikke 0

2

4

6

8

10

12

14

16

18

20

22

Note: Resultaterne bygger på beregninger baseret på 3.092 interviews foretaget i perioden 18. januar 202121. januar 2021, 7. april 2021-13. april 2021 og 11. maj 2021-18. maj 2021.

Undersøgelsen er gennemført i Epinion som en webbaseret undersøgelse via onlinepaneler.

Sådan er der blevet spurgt: Hvilket spørgsmål er det efter din opfattelse vigtigst, at politikerne tager sig af?

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

131

issue, vi brænder for.

Ofte vil vi som issue-vælgere stemme på det parti, hvis holdninger til issuet ligger tættest på vores egne (Politiker A i figur 3.18). Når vi stemmer således, så kalder vi det, at vi vælgere stemmer efter nærhedsprincippet. Nogle gange stemmer vi dog i stedet på partier, der måske har nogle mere vidtrækkende holdninger til en bestemt sag eller et emne, end vi måske selv har, men vi stemmer alligevel på det parti, fordi vi gerne vil skubbe på eller trække politikken i ”den rigtige retning” og sende et signal til politikerne om, at nu må denne sag altså prioriteres (Politiker B i figur 3.18). Det kalder vi at stemme efter retningsprincippet.

Figur 3.16. Downs’ model og issuevoting-modellen

DOWNS' MODEL

ISSUE VOTING

Ifølge Downs’ m ­ odel stemmer ­vælgeren på dem, der lover størst mulig velstand, mens vælgeren ­ifølge­ ­issue-voting-teorien stemmer på dem, der varetager de politiske emner, vælgeren synes er vigtigst.

Valget i 2022 cementerede, at partierne er svækkede som organisationer, at vælgerne er næsten ekstremt troløse, og at politik er en meget ­usikker karrierevej.

132

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: X, Esben Schjørring (politisk redaktør på netavisen Altinget), 2023.

Figur 3.17. Om vælgeradfærden ved valget i 2022

Figur 3.18. Nærheds- og retningsmodellen

POLITIKER B

POLITIKER A

VÆLGERENS HOLDNING

Nærhedsprincippet

Retningsprincippet

Vælgeren stemmer, ifølge modellen, ­enten på det parti (eller den politiker), hvis politik ligger tættest på vælgerens egne holdninger – eller på et parti (eller den politiker), der måske er mere yderligt­gående end vælgerens holdning, men hvor vælgeren gerne vil trække politikken i den retning, som det mere yderliggående parti står for.

3.3.2. Folketinget – lovgivning og partiadfærd Nu bevæger vi os videre rundt i den parlamentariske styringskæde – fra borgerne til Folketinget (se punkt 2 i figur 3.11). Folketinget består, som tidligere nævnt, af 179 pladser, og ved folketingsvalget stemmer vi på de partier eller politikere, vi ønsker, skal repræsentere os. De politikere, der bliver valgt ind i Folketinget, vedtager de love, som vi allesammen skal overholde – og er således den lovgivende magt.

 Hvordan vælges Folketinget?

Når der er folketingsvalg i Danmark, opstiller de politiske partier en række kandidater, som vi borgere kan stemme på. For at kunne stemme ved eller stille op til folketingsvalget i Danmark skal man være fyldt 18 år, være dansk statsborger og bo i Danmark.

Når vi skal vælge vores repræsentanter til Folketinget, anvendes den valgmåde, vi kalder forholdstalsvalg. Ved forholdstalsvalg får partierne et antal mandater (pladser i Folketinget), der svarer til den procentdel af stemmerne, de har fået. Hvis Socialdemokratiet

Forholdstalsvalg er en valgmåde, hvor partiernes pladser i Folketinget svarer til procentdelen af stemmer, de har fået.

for eksempel har fået 25 % af stemmerne, så får de ca. 25 % af mandaterne i Folketinget.

Ved denne valgmåde får vi ofte et Folketing med mange partier, fordi også små partier kan komme ind (så længe de er over spærregrænsen på 2 % af stemmerne). Fordelen ved denne valgmåde er, at det kun er de stemmer, som går til partier, der får under 2 %, der går tabt – alle andre stemmer tælles med og er således repræsenteret.

Forholdstalsvalg sikrer, at befolkningens politiske holdninger nogenlun-

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

133

de afspejles i Folketinget, men ikke nødvendigvis at Folketinget afspejler befolkningen generelt med hensyn til alder, uddannelse, erhverv og køn (vi vender tilbage til den manglende repræsentation i Folketinget senere i kapitlet).

 Valg og valgkamp I Danmark må et Folketing og en regering ikke sidde i mere end fire år, før der skal udskrives valg. Det er statsministeren alene, der bestemmer, hvornår valget skal udskrives, og fra udskrivelsen af valget og frem til selve valget går der som regel tre uger. I den periode er der valgkamp. Her er alle på hårdt arbejde; politikerne rejser land og rige rundt for at tale med vælgere, mens frivillige sætter valgplakater op og deler flyere ud med partiernes politiske budskaber. Medierne spiller en særlig rolle i valgkampe, fordi de står for de store debatter mellem partilederne, hvor disse får lov til at diskutere de spørgsmål, der fylder mest i valgkampen (det kan ændre sig fra valgkamp til valgkamp, hvad vælgerne går mest op i).

Det er især marginalvælgerne, som politikerne kæmper om, da de jo netop ikke føler sig tæt knyttet til et parti og derfor nemmere kan påvirkes i en valgkamp. Som vi var inde på tidligere i forhold til issue-vælgeren, så betyder det også noget, hvor stærkt partier og politikere markerer sig på bestemte politiske emner (issues), da vælgerne i dag synes mere parate til at rykke deres stemme inden for den politiske blok end nogensinde før.

Figur 3.19. Valgkamp

I løbet af valgkampen ”reklamerer” politikerne for sig selv ved at opsætte valgplakater på lygtepæle i håbet om, at vælgerne vil stemme på dem på valgdagen.

134

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

 Partiadfærdsteorier Når politikerne er valgt ind i Folketinget, så skal de i gang med at lave love.

Partiernes holdning til en given sag eller lov kan vi undersøge på samme måde, som vi undersøgte vælgernes stemmeadfærd.

Der findes her forskellige partiadfærdsteorier, der med hvert deres fokus søger at forstå, hvorfor partier har de standpunkter, de har.

Figur 3.20. Downs’ model for partiadfærd

Politikerne er ­rationelle egoister

Politikernes mål er at få flest mulige stemmer

Politikerne vælger standpunkter og politik ud fra, hvad der giver flest stemmer

Den første model, vi kan benytte os af, når vi gerne vil forklare, hvorfor partierne/politikerne handler og mener, som de gør, er Downs’ model.

Vi har jo netop set på Downs’ forklaring af vælgernes adfærd

Downs’ model er en partiadfærds­ teori, ifølge hvilken partierne altid ønsker at få flest mulige stemmer.

som rationel egoistisk. Det samme gør sig gældende for politikerne, der ifølge Downs også er rationelle egoister. Det rationelle består i, at de med deres fornuft kan forfølge de mål, de ønsker at opnå – og det egoistiske element handler om, at det, de ønsker at opnå, er noget, der gavner dem selv. Det, som gavner dem selv, er, ifølge Downs, at få så mange stemmer som muligt – det, han kalder stemmemaksimering – således at de kan opnå magtpositioner. Det betyder, at politikerne vil vælge standpunkter eller ideologier, der giver dem flest mulige stemmer.

Et eksempel på partiadfærd, der kan forklares af Downs’ model, er, da Dansk Folkeparti trak sig fra den såkaldte ”elevfordelingsaftale” i gymnasierne, der handlede om, at man skulle sikre en bredere spredning og fordeling af gymnasieelever. Aftalen om elevfordeling blev især brugt af borgerlige partier som Venstre, Konservative og Liberal Alliance til at kritisere regeringen for at ville begrænse det enkelte unge menneskes frihed til selv at vælge, og det satte aftalen i et dårligt lys. Dansk Folkeparti valgte i foråret 2022 at trække sig fra aftalen, hvilket ud fra Downs’ model kan forklares med frygt for at tabe vælgertilslutning.

Downs’ model kan kritiseres for at være en forsimplet måde at anskue politik og politikernes motiver på, fordi den kun fokuserer på ønsket om stemmemaksimering – og ikke tager i betragtning, at politikerne rent faktisk kan brænde for deres politik.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

135

Figur 3.21. Kaare Strøms model for partiadfærd

POLITIK

Søger regeringsmagten

MINISTERPOSTER

Søger flest mulige stemmer

STEMMER

En anden model, der giver os lidt mere at ”vælge mellem”, når vi skal ­forklare politikernes standpunkter eller handlen, er den norske politolog Kaare Strøms model.

Kaare Strøms model er en partiadfærdsteori, ifølge hvilken partierne enten er politiksøgende, stemmesøgende eller regerings­søgende.

Ifølge denne model kan politikerne enten søge muligheden for at få deres politik igennem (politiksøgende), de kan være ude efter stemmer (stemmesøgende) eller efter ministerposter (regeringssøgende), når de udformer deres politik.

Når partier er politiksøgende og ønsker at få så meget af deres politik igennem som muligt, vil de oftest køre en ideologisk linje, som de vil forsøge at overbevise vælgerne om. Man kan argumentere for, at denne del af Strøms model kan forklare, hvorfor partiet Venstres gik med i SVM-regeringen efter valget i 2022, fordi det netop var den bedste mulighed for at få gennemført større skattelettelser og en landbrugspolitik, der ikke gik for hårdt ud over landmændene (Venstres kernevælgere).

De stemmesøgende partier vil derimod tilpasse deres politik til det, der er populært hos vælgerne, for på den måde at sikre sig stor vælgertilslutning (denne forklaring lægger sig tæt op ad Downs’ model).

Det regeringssøgende partis ønske handler i høj grad om personlige ambitioner hos politikerne og ønsket om at opnå status og økonomiske goder (højere løn og livslang pension). For at nå dette mål vil politikerne ofte vælge standpunkter, der gør, at de kan blive en del af regeringen. Tilbage i 2016 ville Liberal Alliance gå imod den siddende Venstre-mindretalsregering, hvis ikke denne regering straks reducerede topskatten (den skat, som folk

136

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Samfundsfag.dk

Søger at få partiets politik igennem

med en høj indkomst betaler) med fem procent. Liberal Alliance fik ikke skattelettelsen, men som et plaster på såret fik partiet til gengæld adgang til regeringskontorerne, da regeringen blev udvidet med både Liberal Alliance og Konservative (deraf navnet VLAK-regering 2016-2019). Denne LA-beslutning kan netop tjene som eksempel på en partiadfærd, hvor de personlige ambitioner hos partiet vægter højere end ideologi eller stemmesøgning.

Det vil sjældent være sådan, at et parti kun ønsker at opnå ét af de tre mål. Oftest vil der være tale om en prioritering af, hvad der er vigtigst. For eksempel kan ønsket om at opnå indflydelse til at føre partiets politik være forbundet med ønsket om ministerposter, fordi man der kan få sin politik igennem, hvorimod det politiksøgende kun i visse tilfælde er foreneligt med det stemmesøgende – der så til gengæld er en forudsætning for overhovedet at blive valgt ind i Folketinget.

Den sidste model, vi skal se på, er lavet af den svenske politolog Björn Molin. Med Molins model kan vi faktisk starte to steder i figuren (se figur 3.22).

Enten kan vi starte i modellen ved boksen til venstre, ydre faktorer (en udefrakommende omstændighed, som politikerne er

Molins model er en partiadfærdsteori, ifølge hvilken partier altid handler ud fra ideologiske, strategi­ ske eller personfak­ torhensyn.

nødt til at forholde sig til), hvis vi vil prøve at forudsige, hvilket standpunkt de vil vælge i en sag.

Eller vi kan starte ved slutningen, hvor vi kan se og høre partiets standpunkt og så bevæge os tilbage i figuren for at afgøre, hvad der har ledt til dette standpunkt. Lad os tage partiet Venstre og dets holdning til klimaafgift på landbruget som eksempel på denne sidstnævnte måde at bruge Molins model på.

Ideologi

Ydre faktorer

Kernegruppens interesser

Opinionsfaktor Strategi

Luk samfundet op! 4. udg. af P. Brøndum og T.B. Hansen, Columbus, 2021.

Figur 3.22. Molins model for partiadfærd

Interessefaktor Popularitet Kontinuitet

Valg af ­standpunkt

Parlamentarisk faktor

Personfaktor

Troværdighed og sympati som politisk person

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

137

Venstre har et ønske om, at en eventuel klimaafgift på landbruget ikke går for hårdt ud over landmændene – dette er deres valg af standpunkt. Hvis vi nu bevæger os fra højre (”valg af standpunkt”) mod venstre i modellen, kan vi prøve at afgøre, hvad der har ledt til dette standpunkt – er det ideologi, strategi eller personfaktor?

Når Venstre ser på, hvorvidt deres standpunkt kan fungere ideologisk, kigger de på, om det vil passe med deres kernevælgeres interesser, eller om de vil kunne risikere at støde deres trofaste vælgere fra sig, hvis nu klimaafgifterne bliver for høje og dermed går for hårdt ud over landmændene.

Dernæst gør politikerne sig strategiske overvejelser i forbindelse med 1) opinionsfaktoren: hvordan resten af vælgerne vil opfatte standpunktet – vil det være populært og/eller vise kontinuitet (en fortsættelse af den linje, partiet ellers har), samt 2) den parlamentariske faktor: hvordan standpunktet vil stille partiet i forhandlinger med Folketingets øvrige partier. Slutteligt kan politikerne overveje, om valget af standpunkt vil give dem større eller mindre grad af troværdighed hos vælgerne.

I forbindelse med klimaafgifter på landbruget viser det sig, at en stor del af vælgerne vil støtte op om klimaafgiftforslaget, og at der også vil kunne findes et parlamentarisk flertal for det i Folketinget. Når Venstre derfor ikke ønsker for voldsom en afgift på landbruget, skal forklaringen altså findes i den ideologiske faktor.

Disse tre modeller – Downs’, Strøms og Molins – kan vi bruge, når vi vil forklare, hvorfor et parti tager det standpunkt, de gør. Er det af hensyn til stemmemaksimering, ønske om at komme i regering eller af ideologiske årsager? Når vi ser nyheder, og der er politiske analytikere i studiet, så vil vi tit kunne se, hvilken af disse modeller eksperten baserer sin analyse på, når de forklarer, hvorfor politikerne handler, som de gør.

 Lovgivningsprocessen Nu har vi set på, hvordan politikerne bliver valgt til Folketinget, og hvorfor partierne har de standpunkter, de har. Nu skal vi se nærmere på, hvordan det egentlige lovgivningsarbejde foregår. Politikernes fornemmeste opgave er at løse de problemer, der opstår i samfundet, og måden, de gør det på, er netop gennem lovgivningen. Lovgivningen foregår i en række faser, som vi kalder lovgivningsprocessen.

I forbindelse med gennemgangen af lovgivningsprocessen anvender vi loven om indskrænkelse af ytringsfriheden som et eksempel på, hvordan den politiske proces folder sig ud, når der laves lovgivning i Danmark.

138

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Figur 3.23. Lovgivningsprocessen i det danske politiske system

OFFENTLIGHED

MINISTERIUM

UDVALG

FOLKETINGSSAL

REGENT

1. Fase Der tages initiativ til loven

2. Fase Lovforslaget udarbejdes i ministeriet

Lovforslaget godkendes på ministermødet og i statsrådet

3. Fase Lovforslaget fremsættes i Folketinget

Lovforslaget sendes i høring

Lovforslaget 1. behandles Lovforslaget sendes i udvalg Lovforslaget 2. behandles

Lovforslaget 3. ­behandles og sendes til afstemning

Kilde: Lovgivningsprocessen, ft.dk

4. Fase Loven underskrives af regenten (kongen) og træder i kraft Loven implementeres

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

139

1. fase: Initiativfasen For at en lov skal blive til, skal nogen få idéen og tage initiativ til den. Oftest vil det være på baggrund af et problem i samfundet. Det kan blandt andet være interesseorganisationer, som skubber på for at vedtage en lovgivning, der vil gavne deres medlemmer. Det kan også gøres direkte af borgerne gennem borgerforslag, hvor borgere kan få fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, hvis 50.000 (stemmeberettigede) borgere har skrevet under på det.

En stor del af lovforslagene kommer dog fra regeringen (ved at et ministerium tager initiativ til et lovforslag) eller fra EU (ved at EU udsender et direktiv – en lov, som Folketinget afgør, hvordan skal føres ud i livet).

Da den danske SVM-regering i slutningen af juli 2023 tog initiativ til at lave et lovindgreb i ytringsfriheden, som er en helt central søjle i det danske demokrati, så var årsagen, at et indgreb kunne gøre det muligt for myndighederne at forhindre de såkaldte koranafbrændinger. Disse afbrændinger var ifølge regeringen direkte medvirkende til at stille Danmark i et meget dårligt lys og gøre Danmark til et oplagt mål for ekstremistiske gruppers vrede, som var blevet stødt over denne behandling af det muslimske hellige skrift.

2. fase: Lovforberedelsesfasen Det lovforberedende arbejde er oftest omfattende. Når ministre ønsker at fremsætte et lovforslag, har de embedsmænd (jurister o.lign.), der kan hjælpe med at udforme det, så det ikke kommer i konflikt med øvrig lovgivning. Her kan interesseorganisationer også bruges til at bidrage med viden om området.

Herefter præsenteres det for de øvrige ministre i regeringen. Når regeringen har sagt god for lovforslaget, bliver forskellige organisationer og foreninger uden for det politiske system bedt om at kommentere på det.

Interessen for lovindgrebet mod koranafbrænding, som regeringens top kaldte for en nålestiksoperation, mødte fra start af voldsom kritik, men regeringen havde forud for det lovforberedende arbejde sikret sig, at ud over de partier, som selv var en del af regeringen (Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre), så ville også partiet Alternativet stemme for lovindgrebet. Med et flertal i ryggen satte regeringen embedsapparatet (forvaltningen) i gang med at afklare, hvordan ordlyden i loven kunne være, så der vitterligt var tale om et nålestiksindgreb, som ikke reelt ville påvirke rammerne for ytringsfriheden i Danmark.

140

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

3. fase: Beslutningsfasen Så er lovforslaget klar til at blive fremsat i Folketinget, hvor partierne debatterer lovforslaget i det, der kaldes førstebehandlingen. Her vil regeringspartierne være for lovforslaget, mens oppositionspartierne (de partier, der ikke sidder i regeringen og ofte ønsker at føre en anden politik end den, regeringen fører) kan være imod.

Efter den indledende debat behandles lovforslaget i et udvalg, hvor udvalgets medlemmer kan stille spørgsmål til ministeren og fremsætte ændringsforslag.

Desuden har interesseorganisationer mulighed for at blive hørt mellem 1. og 2. behandling.

Når udvalget har arbejdet færdigt, sendes lovforslaget til 2. behandling i Folketinget, hvor Folketinget stemmer om de ændringsforslag, udvalget har foreslået.

Denne behandling er som regel kort, og så er lovforslaget klar til at blive sendt i 3. behandling, som er der, hvor Folketinget endelig vedtager den nye lov. For at et lovforslag er vedtaget, skal det have et flertal af stemmerne. Efter vedtagelsen skriver kongen under, og loven kan offentliggøres.

Da "koranloven", som pressen hurtigt navngav lovforslaget, blev fremsat i folketingssalen 1. september 2023, eksploderede debatten. Regeringen kom under massiv kritik for, at dette forslag var et direkte angreb på borgernes frihedsrettigheder (ytringsfriheden) og dermed en trussel mod demokratiet. Den såkaldte ”nålestiksoperation” blev lynhurtigt kritiseret af både oppositionspartier som Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, men også af Alternativet, som indtil fremsættelse af forslaget i Folketinget støttede SVM-regeringen. Derudover blev regeringen kritiseret af en lang række interesseorganisationer som Dommerforeningen, Amnesty International, Advokatrådet og Politiforbundet. Alle kritiserede de lovforslaget for at være alt for upræcist og med en betydelig risiko for at indskrænke ytringsfriheden langt mere, end hvad regeringen indledningsvis havde lagt op til.

Den massive kritik mod regeringen, både i folketingssalen og i pressen og på de sociale medier, fik indflydelse på lovgivningsprocessen. For da lovforslaget behandledes og stemtes om ved 2. behandling og endeligt sattes til sidste afstemning efter 3. behandling, havde regeringen ændret forslagets ordlyd. Afstemningen endte med et flertal for loven, selvom kun de tre regeringspartier og Radikale Venstre endte med at stemme for. Alle øvrige partier i Folketinget, herunder Alternativet, som undervejs var for, stemte imod.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

141

” Regeringens lovforslag er et ­øksehug ind i den danske ytringsfrihed – ikke noget præcisionsindgreb.”

Nina Palesa Bondes Formand for dommerfuldmægtigforeningen

4. fase: Implementeringsfasen Efter Folketingets vedtagelse skal loven føres ud i livet. Det står ministeriet, loven falder ind under, for sammen med for eksempel regioner og kommuner – og i sidste ende de medarbejdere, der arbejder inden for området.

Indtil videre er det uklart, hvorledes ”Koranloven” kommer til at virke, og hvorledes myndighederne, politi og domstole vil handle, da lovgivningen endnu er ganske ny. Men det vil være op til domstolenes vurdering af den konkrete sag i forhold til lovens tekst at fastsætte, hvad der er udtryk for utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund.

Nu har vi set på den lovgivende magt, og hvilken rolle den spiller i vores demokrati, og herunder gjort brug af et konkret lovforslag om indskrænkelse af ytringsfriheden til at vise, hvordan den politiske proces folder sig ud. Nu bevæger vi os endnu en gang videre i den parlamentariske styringskæde.

3.3.3. Regeringen – parlamentarisme og regeringstyper Det næste stop på vores vej rundt i den parlamentariske styringskæde er regeringen (se punkt 3 i figur 3.11).

 Parlamentarisme Når den udøvende magt skal vælges, foregår det i Danmark ved hjælp af Parlamentarisk system betyder, at regeringen udsprin­ ger af Folketinget.

142

det parlamentariske system. Som tidligere nævnt stemmer vi borgere på de partier eller kandidater, vi gerne vil have skal repræsentere os i Folketinget. Når de er valgt ind i Folketinget, så er det partierne, som

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Nina Palesa Bondes (formand for dommerfuldmægtigforeningen) udtalelse i DR2 Debatten.

Tekstboks 3.4.

peger på den kandidat, de ønsker skal være statsminister, og herefter udpeger den person så de ministre, der skal udgøre regeringen. I Danmark har vi det, som kaldes for negativ parlamentarisme, og det betyder, at en siddende regering ikke må have et flertal imod sig i Folketinget, der kræver regeringens afgang. I andre lande, som for eksempel Sverige og Tyskland, har de positiv parlamentarisme, hvilket betyder, at det er et krav, at en siddende regering har et flertal i parlamentet bag sig. Fordi vi har negativ parlamentarisme i Danmark, så sker det ofte, at vi har en mindretalsregering (se figur 3.24).

Flertalsregeringer

Mindretalsregeringer

Et parti

Meget sjælden type. Sidste gang 1905-09 (en Venstre-regering).

Sidste tre gange 1981-82 og 2019-2022 ­(Socialdemokratiet) og 2015-16 (Venstre).

Flere partier

Flertalskoalitioner. Kun en siden jordskredsvalget i 1973.

Mindretalskoalitioner.

Den mest udbredte type. Siden 1968 har vi haft 14 af slagsen.

Alle partier

Samlingsregeringer.

Forekommer kun under krig.

Ikke mulig.

Kilde: Luk samfundet op! 4. udg. af P. Brøndum og T.B. Hansen, Columbus, 2021.

Figur 3.24. Flertals- og mindretalsregeringer i Danmark

Regeringen fungerer som den udøvende magt, altså den del af staten, der gennemfører de love, som Folketinget har vedtaget. For selvom reglerne står skrevet i lovene, så er der en masse detaljer omkring, hvordan lovene skal udmøntes ude i samfundet, der ikke ligger fast.

Regeringen består af ca. 20 ministre med statsministeren i spidsen (antallet af ministerier bestemmes af statsministeren). Hver minister har et ministerium under sig. I disse ministerier sidder en masse embedsmænd og -kvinder (jurister, økonomer, statskundskabere og andre relevante fagpersoner), som både hjælper med at lave de lovforslag, regeringen stiller i Folketinget, og hjælper med, hvordan en given lov skal implementeres, så den virker ude i samfundet.

Lovene bestemmer således ofte, hvad man ikke må (forbud), og hvad man skal (påbud), og implementeringen handler om, hvordan dette omsættes til praksis.

For eksempel indeholder gymnasieloven en liste over de fag, der skal tilbydes i stx, men ikke hvilke emner der skal undervises i. Det sidste står i bekendtgørelser, som det er regeringens ansvar at få på plads.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

143

Figur 3.25. Udvalgte ministerier (justitsministeriet og undervisningsministeriet) med ­ministeren i toppen og et embedsværk samt henholdsvis politi og lærere under sig.

JUSTITSMINISTEREN

UNDERVISNINGSMINISTEREN

EMBEDSVÆRKET

EMBEDSVÆRKET

POLITIET

LÆRERNE

3.3.4. Forvaltningen – implementering Nu er vi nået til det sidste stop på vejen rundt i vores parlamentariske styringskæde, forvaltningen (se punkt 4 i figur 3.11). Den offentlige forvaltning består af ministrene og de embedsmænd og -kvinder, som arbejder i ministerierne (samt i den regionale og kommunale administration). De ansatte i forvaltningen arbejder enten i departementer eller styrelser, hvorfra de hjælper ministrene med det lovforberedende arbejde og med at føre lovene ud i livet (implementeringen). Forvaltningen er således en del af den udøvende magt – og fungerer

144

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Luk samfundet op! 4. udg. af P. Brøndum og T. B. Hansen. Forlaget Columbus, 2021. [Figurboks sl

s, 2021. [Figurboks slut]

som regeringens ”hjælper”, når lovforslagene skal forberedes og lovene føres ud i livet (Se figur 3.25).

3.3.5. Tredeling af magten Et af grundelementerne i et demokrati er magtens tredeling. Tanken bag er, at hvis man deler magten op i en udøvende magt (regeringen), lovgivende magt (Folketinget) og dømmende magt (domstolene), så kan man undgå, at magten er samlet hos én eller få personer og der-

Magtens tredeling er en opdeling af magten i en lovgivende (Folketinget), udøvende (regeringen) og dømmende magt (domstolene).

med undgå, at disse misbruger deres magt. Måden at sikre dette på er ved at lade de tre magter kontrollere hinanden, således at Folketinget (den lovgivende magt) kan fremsætte et mistillidsvotum til regeringen (den udøvende magt) og dermed vælte den, ligesom statsministeren for regeringen kan udskrive valg og derved ”udskifte” Folketinget.

Retsstatsprincippet er et meget vigtigt kendetegn ved demokratiet. Derfor er domstolene skarpt adskilt fra magthaverne, så borgernes rettigheder ikke kan krænkes af magthaverne. I et autokrati og i et teokrati er denne adskillelse udvisket, og det betyder, at magthaverne kan dømme og straffe de borgere, der er

Figur 3.26. Magtens tredeling

LOVGIVENDE

Magten deles mellem den lov­givende (Folketinget), den udøvende (regeringen) og den ­dømmende (domstolene) magt.

UDØVENDE

DØMMENDE

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

145

kritiske over for dem. Ud over denne beskyttelse kan domstolene også afgøre, om nye love strider mod grundloven, ligesom borgere kan lægge sag an mod staten.

Vi har i det foregående gennemgået den formelle parlamentariske styringskæde, der viser os, hvordan magten fordeles fra borgerne til Folketing og regering, samt hvordan forvaltningen hjælper regeringen med dens arbejde. Denne magtfordeling beskrives i grundloven og er helt grundlæggende for vores demokrati. Grundloven er imidlertid snart 200 år gammel, og der er sket meget i vores samfund, siden den blev skrevet – der er kommet nye aktører til, som på forskellige måder påvirker leddene i den formelle styringskæde (vi kalder den ”formel”, fordi den udledes af teksten i grundloven). Det er disse ”nye” aktører i den parlamentariske styringskæde, vi skal se nærmere på nu.

3.4. Hvordan ”forstyrres” den formelle ­­­ parla­­­men­tariske styringskæde?

Rundt omkring aktørerne i den formelle styringskæde er der andre aktører, der blander sig og påvirker den politiske proces (se figur 3.27). Når vi medtager disse aktører i modellen, giver det et mere retvisende billede på, hvordan politik udfoldes i vores samfund i dag. Vi kan kalde denne model for den reelle styringskæde. I den reelle styringskæde indgår medierne, interesseorganisationer og EU på forskellige måder, som vi gennemgår i det følgende.

3.4.1. Mediernes rolle – debat, medialisering og vagthund Medierne er en af de aktører, som påvirker alle leddene i styringskæden. De er helt essentielle, når det kommer til den demokratiske debat. Det er gennem medierne, at vi borgere får vores viden om samfundet – både de klassiske medier som aviser/tv-nyheder og i stigende grad de sociale medier – og det er genDagsorden er de emner, der bliver diskuteret.

Issue-ejerskab er, når ét parti står særlig stærkt inden for et emne.

nem medierne, at politikerne og borgerne kommunikerer med hinanden.

Det er derfor også i medierne, at de forskellige aktører (politikere, borgere og medierne selv) forsøger at sætte dagsordenen og dermed bestemme, hvad der skal diskuteres.

Et politisk parti vil selvfølgelig gerne have emner på dagsordenen, hvor de selv står stærkt, og hvor de har det, vi betegner som issue-ejerskab. For eksempel har Radikale Venstre ofte issue-ejerskab i forhold til uddannelsespolitik, hvilket betyder, at vi borgere opfatter dem som et parti, der kæmper for unges uddannelse. Hvis uddannelse er et meget vigtigt emne eller issue for os, så vil der være en stor sandsynlighed for, at vi stemmer på dem.

På samme måde kæmper vi borgere også om at erobre dagsordenen med de

146

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Figur 3.27. Den reelle parlamentariske styringskæde DEN REELLE STYRINGSKÆDE

D ME

NE I ER

• • EU

I N T ER ES S EO

RG A

NIS

AT I

ON

ER

DEN FORMELLE STYRINGSKÆDE

NE

2 1

FOLKETINGET

• Lovgivende magt • Består af 179 medlemmer

BORGERNE

• Vælger politikere til Folketinget • Kan stille op til valg

3 REGERINGEN

4

rlag,

s Fo

tzel en

,E

.D

am

ga

ar

do

gJ

.E

lkit

,H

an s

Re i

FORVALTNINGEN

• Består af embedsmænd, der rådgiver ministrene • Implementering af lovgivning

2007.

• Udøvende magt • Består af ca. 20 ministre med ansvar for hvert sit ministerium

Kilde: Insp

af D ireret

et d

em o

k ra

e tisk

te sy s

m,

af

J.

G

h .C

ris

te

ns

emner, som vi gerne vil have politikerne til at forholde sig til. Vi ser det blandt andet udfolde sig i klimadebatten, hvor demonstrationer, happenings og debatindlæg er måder at råbe politikerne op på. Ud over borgere og politikere bruger de forskellige interesseorganisationer og virksomheder også mange ressourcer for at få de emner, som er vigtige for dem, op i medierne.

 Hvordan påvirker mediernes rammer den politiske kommunikation?

Når vi ser på, hvordan det er muligt at få indflydelse via medierne, er det vigtigt at have blik for de rammer, som den offentlige samtale udfolder sig

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

147

Medialisering er de rammer, som medierne sætter op om deres nyhedsfor­ midling.

under. Medierne tilpasser nemlig deres indslag ud fra forskellige hensyn, der skal fange os som modtagere og gøre det interessant at se/høre med.

Dette kalder vi for medialisering, og det består af følgende:

sag i en folde alle nuancer i en oftest ikke tid til at ud er r De g: lin nk ore F

 vare et par minutter. or hvert indslag kun må nyhedsudsendelse, hv mere historier i stedet for r diskuteres konkrete  Konkretisering: De e tilgængeligt. at gøre indholdet letter ­abstrakte principper for , store situationer (katastrofer vises klip med intense  Intensivering: Der ldet mere interessant. nde) for at gøre indho følelsesudbrud og ligne batter, over for hinanden i de ttes to modparter op  Polarisering: Der sæ nfl at vise en ko ikt. til enighed, men i stedet nå at er e ikk let må hvor for følelser for at personers oplevelser og på us fok er r De : ng  Personificeri med det viste. seerne at identificere sig gøre det nemmere for

Denne medialisering betyder ikke kun noget for, hvordan medierne udformer deres indslag, men i høj grad også for, hvordan politikerne kommunikerer, når de er i medierne, og generelt for den politiske samtale, vi har med hinanden i samfundet.

Figur 3.28. Polarisering i et tv-studie

Som en del al medialiseringen finder vi ”polariseringen”, hvor personer og deres synspunkter står skarpt og uforsonligt over for hinanden. Et eksempel på dette er, når nyhedsudsendelser ­laver debatter mellem to parter, der er meget uenige om en sag.

148

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Tekstboks 3.5.

Myten om mørkets fyrste I snart 20 år har debatten om spindoktoren været en fast figur i ­vores forestillinger om den politiske magt. Bag [forestillingen] ­gemmer der sig en mistanke om, at spindoktoren får os til at se væk, mens den virkelige magt bliver udøvet. [Men] i ’spindoktorernes’ egen fortælling er der mere praktisk arbejde end mistænkelige strategier: ”Hver dag ligger der en kæmpe bunke arbejde til ministeren. ­Tunge rapporter, lovforslag, høringsforslag, kommentarer, henvendelser, presse. Jeg hjælper med navigationen i det: Hvad skal vi være opmærksomme på? Hvor skal vi sætte ind? Hvad er

Michael Johnson Særlig rådgiver (spindoktor)

Kilde: Altinget.dk, 2020.

politisk relevant? Hvor mangler der noget?”

 Hvordan kommunikerer politikerne ud til befolkningen?

Når politikerne ved, at de kun har få minutter at formulere sig i, har det stor betydning for, hvor skarpt (og unuanceret) de er nødt til at vinkle deres svar. Det er svært at udfolde dybdegående forklaringer i et interview, hvor politikeren efter kort tid afbrydes af journalisten, der skal videre til næste indslag. På samme måde er det svært at søge kompromiset og den gode demokratiske samtale, når det debatprogram, politikeren deltager i, er sat op til at være konfliktfyldt.

Den måde, politikerne kommunikerer på, er således i høj grad tilpasset medierne og deres måder at behandle politisk stof på. Det er ikke nogen nem kunst, og derfor har mange politikere kommunikationsmedarbejdere ansat, eller det, vi også kender som spindoktorer, til at hjælpe dem.

Disse spindoktorer hjælper politikerne med, hvordan de skal præsentere et nyt politikudspil, og hvordan de skal forholde sig, når der opstår kritik.

Spin kommer fra det engelske ”to spin” – at skrue eller snurre for eksempel en bold. Spindoktorens opgave er altså at spinne eller dreje politikerens budskab, så det ”lander” godt hos modtageren.

Den første type spin, hvor man forsøger at komme i medierne med sine budskaber, kalder vi offensivt spin, og den anden, hvor man forsøger at undgå medierne, kalder vi defensivt spin.

Offensivt spin er, når politikerne opsøger medierne for at få deres budskab ud til befolkningen.

Defensivt spin er, når politikerne undgår medierne.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

149

Figur 3.29.

Shitstorm

Andre aspekter af den politiske kommunika­ tion er priming og framing. Priming beskriver den måde, som politikerne gør klar til at fremsætte et politisk forslag på. Her vil de forsøge at erobre dagsordenen og forberede befolkningen på den nye politik inden for et område ved for eksempel at kritisere den måde, området fungerer på allerede. Når selve forslaget fremsættes, så benyttes ofte framing, hvor der lægges en særlig vinkel på den politiske sag for at overbevise vælgerne om, at partiets forslag er vigtigt og nødvendigt. Det gøres blandt andet ved at knytte positive eller negative associationer til emnet hos os vælgere. Et eksempel kan være måden, politikerne taler om klimaet på. Benyttes ordet ”klimakrise”, så lægges der op til at handle mere akut, end

Meget af den offentlige debat foregår på sociale medier, hvor der ikke altid er nogen ansat til at ­redigere indlæg og kommentar­spor. Det kan resultere i, at folk, der ­udtaler sig uheldigt, kan risikere at komme i en shitstorm, hvor de bliver bombarderet med ­vrede beskeder.

når der bruges ord som ”klimaforandringer”, der ikke lyder helt så farligt.

Denne politiske kommunikation – i form af spin, priming og framing – har tidligere kun fundet sted via de klassiske medier, men i de senere år med sociale mediers fremvækst kan politikerne i langt højere grad selv styre, hvordan de kommunikerer til os vælgere. Nu

Priming er, når poli­ ti­­­kerne forbereder befolkningen på et nyt politikforslag/-tiltag.

er bindeleddet i form af journalister, der ud-

Framing er, når politi­ kerne vinkler en sag på en særlig måde.

politikerne kan nå ud til os. De kan bare bruge

Shitstorm beskriver en situation, hvor en person eller virksomhed møder meget stor kritik online.

vælger nyheder og stiller kritiske spørgsmål, ikke længere nødvendigt at gå igennem, for at deres egne sociale medier, hvor de har et ukritisk talerum, ligesom resten af befolkningen også har det. Nu kan alle blande sig i debatten.

Med denne ”uredigerede” adgang for alle følger også risikoen for at lande i en shitstorm, hvor politikere (eller andre personer eller virksomheder) kan komme i modvind og modtage en sværm af hadbeskeder online, fordi de har sagt eller gjort noget, der er upopulært.

150

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

 Hvordan bruger danskerne medierne?

Når vi ser ud over medielandskabet, kan vi se, at der er ret stor forskel på, hvordan forskellige grupper i samfundet bruger medierne. For eksempel er der stor forskel på, hvilke medier der benyttes af de forskellige aldersgrupper – både når det kommer til at få nyheder og anden brug af medierne.

I figur 3.30 ser vi, at danskere i de ældre alderskategorier i højere grad benytter sig af tv-nyhedsudsendelser og trykte aviser end den yngre gruppe, der oftere får deres nyheder via sociale medier.

Figur 3.30. Danskernes foretrukne nyhedsmedietype, fordelt på aldersgrupper, 2022

51 % 56 %

18-24 25-34 35-44 45-54

36 %

55-64

TV-kanalers nyhedssites online

27 %

Avisers nyhedssites online

Trykte aviser

11 % 8% 6% 6%

4% 2% 1% 4% 2%

11 %

19 %

20 % 13 %

17 % 21 %

Radio

Sociale ­­medier

Det ville måske ikke betyde så meget, hvis de nyheder, som flere og flere får på sociale medier, var produceret af de samme, der producerer nyheder til tv og aviser – altså de traditionelle medier – men det er de langtfra altid. I en rapport fra 2023 kan vi se, at over halvdelen af de nyheder, respondenterne ser på sociale medier, præsenteres af berømtheder og influencers.

Medier har altid være politiserede, og de har vinklet deres journalistik i forskellige politiske retninger. Men hvor det borgerlige Danmark tidligere samlede sig om for eksempel Børsen og Berlingske Tidende, og venstre­fløjen fik deres nyheder fra Information eller Politiken, så ser vi i dag et noget mere opsplittet billede, blandt andet fordi de sociale medier fylder mere og mere i den politiske debat.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

151

Kilde: Danskernes brug af Nyhedsmedier 2022, RUC.

TV

7% 6% 4% 6% 8% 7%

6%

19 % 19 %

20 % 22 % 21 % 16 % 10 %

29 % 29 %

30 %

65+

Figur 3.31. Algoritmerne tilpasses den enkelte

Algoritmer på sociale medier ­tilpasser indholdet til den enkelte, så vi får præsenteret indhold, der passer til os og det, vi ­tidligere har søgt på.

Med algoritmer og chatbots (AI) skræddersys de informationer, vi får på de sociale medier, specifikt til os på baggrund af, hvad vi tidligere har søgt på og vist interesse for gennem likes og kommentarer. Det betyder, at vi alle sammen præsenteres for bestemte forklaringer og værdier, tilpasset til os personligt, herunder at det er muligt, at vi ”rammes” af bestemt misinformation (fake news), som kan gøre det vanskeligt for os at have en demokratisk samtale med hinanden, da vi ikke nødvendigvis har samme opfattelse af fakta og dermed af den virkelighed, vi alle er en del af.

Medierne, både de traditionelle og SoMe, påvirker altså den parlamentariske styringskæde ved at være med til at forme den måde, borgere og politikere kan kommunikere på, og hvad vi snakker om, og ved at medvirke til en forskellig opfattelse af, hvad der er fakta. Medierne generelt har således betydelig indflydelse på de meninger (meningsdannelsen), som vi borgere, men også politikere og eksperter, danner og handler på baggrund af.

3.4.2. Græsrodsbevægelser og ­interesseorganisationer Nu vender vi blikket mod græsrodsbevægelser og interesseorganisationer, som begge er grupper i samfundet, der søger at få indflydelse på den politiske proces.

Græsrodsbevægelser er folkelige bevægelser med en flad struktur, der arbejder for en mærkesag.

152

Hvem de består af, og hvordan de arbejder, adskiller sig dog fra hinanden.

Lad os starte med at kigge på græsrodsbevægelserne. Vi bliver en del af en græsrodsbevægelse, hvis vi gerne vil arbejde for en sag, som vi synes er vigtig og ikke oplever, at politikerne gør nok for at fremme.

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

I de senere år har vi for eksempel set græsrodsbevægelser i forbindelse med klimakampen, hvor Greta Thunberg startede Fridays for Future-skolestrejkerne for at øge fokusset på klimakrisen. Græsrodsbevægelser opstår ”nedefra” og har en flad struktur. Det betyder, at der ikke er et hierarki med en direktør i toppen. I stedet er det frivillige, der samler sig om noget, de brænder for og gerne vil ændre i samfundet. Det gør de blandt andet ved at påvirke befolkningens holdninger gennem aktivistiske tiltag såsom demonstrationer og happenings. Ønsket om at påvirke politikerne finder vi ligeledes hos interesseorganisationerne. Men hvor græsrodsbevægelserne opstår omkring en sag, varetager interesseorganisationerne en specifik gruppes interesser. Det kan for eksempel være Landsforeningen for bøsser,

Interesseorganisa­ tioner er organisa­ tioner, der varetager medlemmernes interesser.

lesbiske, biseksuelle og transpersoner, som er en interesseorganisation, der varetager LGBTQ+-personers interesser og sørger for, at medlemmerne bliver hørt i offentligheden og blandt politikerne. Når interesseorganisationerne forsøger at påvirke politiske beslutninger, kalder vi det, at de lobbyer. Lobbyisme er en af de måder, interesseorganisationerne forsøger at få indflydelse på. Visse interesseorganisationer er store og meget magtfulde, enten fordi de repræsenterer en stor gruppe borgere (hvis stemme politikerne gerne vil have), eller fordi de har mange ressourcer (i form af økonomi

Figur 3.32. Skolestrejke, et eksempel på græsrodsaktivisme

og viden) og har været dygtige til at indgå i de netværk, der giver dem indflydelse. Af disse kan nævnes blandt andet FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation med ca. 2 mio. medlemmer, der varetager lønmodtagernes interesser, og DI, som tager sig af et stort antal arbejdsgiveres interesser. Andre interesseorganisationer kan være Ældresagen, der arbejder for at forbedre ældre menneskers vilkår, og DGS, som står for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, der kæmper for gymnasieelevers vilkår.

Vi kan melde os ind i en interesseorganisation og derigennem opnå rådgivning, juridisk hjælp og lignende mod at betale et kontingent.

Fordi interesse­organisationer har betalende medlemmer og har ansatte, der leverer en række ”services”, er der tale om en hierarkisk struktur, som minder mere om en virksomhed, end græsrodsbevægelserne gør.

Fridays for Future er en klima-­­græs­rodsbevæ­gel­ se (etableret i 2018), der gennem ­skolestrejke og demonstra­tioner forsøger at råbe politikerne op.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

153

Som vi så, da vi gennemgik lovgivningsprocessen, så spiller interesseorganisationerne en rolle i lovgivningsarbejdet, fordi de sidder inde med viden på de områder, de er eksperter inden for, og som politikerne benytter sig af. Derigennem får interesseorganisationerne indflydelse på lovgivningen, selvom de ikke er folkevalgte.

Tekstboks 3.6.

Hvor meget påvirker EU dansk lovgivning?

En opgørelse i perioden 2016-2022 viser, at mellem ca. 12 % og 54 % af al dansk ­lovgivning kan siges at udspringe fra EU via direktiver eller forordninger.

De 12 % dækker over danske love, der implementerer EU-­direktiver, mens de 54 % ­medregner alle vedtagne forordninger i EU i perioden 2016-2022.

3.4.3. EU Danmarks medlemskab af internationale organisationer som Den Europæiske Union (EU) har også en påvirkning på den parlamentariske styringskæde. Det har det, fordi der i EU bliver bestemt ting, vi er gået med til at rette os efter.

EU består af 27 europæiske lande, der har indgået et omfattende økonomisk og politisk samarbejde. På det økonomiske område har EU etableret det indre marked med fri bevægelighed af arbejdskraft og varer inden for EU og toldmure uden om EU. Det betyder, at al handel inden for EU’s grænser ikke bliver pålagt told, mens al import fra lande uden om EU pålægges told. Det gør, at vi borgere selvfølgelig hellere bestiller varer fra et EU-land, hvor vi ikke skal betale told for at få varen hjem til os, end vi bestiller fra et land uden for EU, hvor vi skal betale told. På den måde er EU-landene gået sammen for at sikre hinanden så meget handel som muligt. For at gøre denne handel nemmere har mange EU-lande (dog ikke Danmark) indført den fælles valuta euroen.

Politisk har medlemslandene afgivet suverænitet (selvbestemmelsesret) til EU, hvilket betyder, at medlemslandene har givet lov til, at en del af vores lovgivning bliver vedtaget i EU. Det politiske system i EU er opbygget som herhjemme i en tredeling af magten med en lovgivende magt (EU-Parlamentet og Ministerrådet), en udøvende magt (EU-Kommissionen) og en dømmende magt (EU-Domstolen).

Når en lov besluttes i EU, er det enten som en forordning, der skal indføres direkte, eller som et direktiv, der fungerer som et mål, staterne skal opnå, men selv

154

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

beslutter hvordan. Der vedtages love om alt fra barselsregler til fiskerikvoter i EU, og en stor del af vores lovgivning stammer faktisk fra EU. Her bliver forskellen mellem den formelle og reelle parlamentariske styringskæde meget tydelig, for hvor det ifølge den formelle styringskæde er Folketinget, der lovgiver i Danmark, så viser den reelle styringskæde os, at EU faktisk står for en hel del af lovgivningsarbejdet.

3.5. Hvordan kan vi få et overblik over politik?

I det foregående har vi gennemgået både den formelle og reelle styringskæde.

Her har vi set på, hvordan det politiske system fungerer: Borgerne giver magten til folketingspolitikerne, når de vælger dem, Folketinget udpeger en regering, der kommer med lovforslag og sammen med forvaltningen implementerer den lovgivning, Folketinget har vedtaget. Bagefter har vi undersøgt, på hvilke måder denne formelle styringskæde ”forstyrres” af andre, udefrakommende aktører.

Det har givet os en forståelse for den reelle styringskæde, der inddrager medierne, græsrodsbevægelser, interesseorganisationer og internationale institutioner. Her bliver det tydeligt, at der er en del aktører, som ikke alle er folkevalgte, men som alligevel har relativt stor magt og indflydelse på politik i Danmark. Der er således mange aktører på spil i det politiske system, og man kan nemt miste overblikket.

En model, der kan hjælpe os til at få overblikket over politik og de sammenhænge, der kan være mellem de mange forskellige aktører, som vi har været omkring indtil nu, er fremsat af den amerikanske politolog David Easton, som har lavet en simpel, men meget brugbar model af det politiske system (se figur 3.33). I Eastons model vises, hvordan borgernes tillid og støtte til det politiske system (både til dem, der sidder i Folketing, regering og EU, samt til styreformen og fællesskabet) gør det muligt, at der kan træffes beslutninger og vedtages love

Figur 3.33. Eastons model af det politiske system

Output

Input

Krav

Støtte

• Til styret • Til styreformen • Til fællesskabet

DET POLITISKE SYSTEM

OUTCOMES (afgørelser om fordeling af "værdier" i bred forstand)

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

155

på vegne af os. Disse love bliver så implementeret og ”virker” ude i samfundet, hvilket fører til en feedback fra befolkningen – for eksempel gennem medierne, græsrodsbevægelser og interesseorganisationer. Denne feedback kan indeholde kritik af de vedtagne love og afføde nye krav fra befolkningen om, at det politiske system, og helt særligt politikerne, skal gøre noget ved det, som ikke fungerer, hvis de fremover vil have støtte fra borgerne (i form af deres stemme og opbakning til både politikerne og det politiske system).

Når nu vi har set på de forskellige elementer i det politiske system, kan vi begynde at definere, hvad politik som sådan er. Den amerikanske politolog Harold Lasswell definerer politik som: HVEM DER FÅR HVAD, HVORNÅR OG HVORDAN.

Ifølge Lasswell handler politik altså om, at der er nogle med politisk indflydelse og magt, som afgør, hvordan værdierne i samfundet fordeles. I definitionen her er der fokus på den magtudøvelse, der ligger i politik: at nogen får/har magt til at bestemme over andre – både i form af, hvad de skal gøre, og hvad de får. Magt spiller således en essentiel rolle i alt, der omhandler politik, og derfor skal vi nu se nærmere på, hvordan den udøves.

3.6. Hvem har magten?

I politik spiller magt en stor rolle. Det gør den, fordi der er en lige linje mellem, hvor meget magt politikerne har, og hvor meget politik de kan få igennem. I dette afsnit skal vi se nærmere på, hvordan denne magt udfolder sig i den politiske beslutningsproces, fra idéen om et politisk forslag fødes, til den bliver ført ud i livet og senere skal efterleves af befolkningen.

3.6.1. Definitionsmagten I denne første fase i den politiske beslutningsproces ser vi på, hvem der sætter den politiske dagsorden. At kunne påvirke, hvad der skal opfattes som et problem og derfor skal diskuteres og træffes politiske beslutninger om, er en helt afgørende magt at besidde.

Denne magt kan både være i hænderne på politikerne, på interesseorganisationer eller på forskere. Dem, der har denne magt, er folk, der besidder ressourcer – enten i form af viden, netværk eller penge – og det er i kraft af disse ressourcer, de er med til at påvirke, hvad der opfattes som vigtigt.

156

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Et eksempel på dette var afskaffelsen af St. Bededag som helligdag. Her brugte SVM-regeringen sin magt til at definere et problem: at krigen i Europa, efter Ukraine er blevet angrebet af Rusland, betyder, at Danmark må bruge mange flere penge på forsvaret (militært udstyr) de kommende mange år. Disse penge skal findes. Når først krisen er defineret, så vil det ofte også være op til dem, der definerer problemet, at løse det.

Denne form for magtudøvelse kan vi også kalde for en indirekte magt, fordi magtudøvelsen handler om at afgøre, hvad der er vigtigt, og på den

Indirekte magt er, når magtudøvelsen foregår i det skjulte.

måde være med til at definere vores opfattelse af virkeligheden.

3.6.2. Forhandlingsmagten Når først et politisk problem er blevet defineret, så skal der findes en løsning og herefter et politisk flertal i Folketinget for at gennemføre løsningen. I forbindelse med St. Bededag fremsatte regeringen et forslag, der gik ud på, at fridagen skal inddrages, og at vi borgere fremover skal arbejde en ekstra dag om året for at skaffe ekstra midler til forsvaret.

For at få lovforslaget vedtaget forhandlede regeringen internt og med oppositionspartierne for at finde frem til et kompromis, der kunne sikre et flertal for afskaffelse af helligdagen.

I den proces er et partis antal af mandater (pladser) i Folketinget helt afgørende for, hvor meget magt partiet har. Her er det selvfølgelig bedst at have så mange mandater som muligt, men et parti kan også besidde en stor magt, hvis partiet sidder på få, men afgørende mandater, for at et lovforslag kan stemmes igennem. Denne magt kan vi kalde en mere direkte magt, fordi den foregår i det åbne, og ingen er i tvivl om, hvem der har eller udøver magten.

Direkte magt er, når magtudøvelsen foregår i det åbne.

3.6.3. Beslutningsmagten Lovgivning handler ofte om at ændre vores adfærd – at få os til at handle på nye måder, som vi ser i eksemplet med St. Bededag, hvor vi nu skal arbejde i stedet for at holde fri. For at regeringen og Folketinget kan få os til det, må de udøve magt. Denne meget åbenlyse magtudfoldelse finder sted, når politikerne vedtager et lovforslag og derefter implementerer det (får det ud at virke) i samfundet.

Den amerikanske politolog Robert A. Dahl formulerede denne form for magt således: ”A HAR MAGT OVER B, I DET OMFANG A KAN FÅ B TIL AT GØRE NOGET, SOM B ELLERS IKKE VILLE HAVE GJORT”.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

157

Når A får B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort, er der igen tale om en meget direkte magtudøvelse, fordi det er helt tydeligt, at nogen har magt over os. Det betyder også, at hvis vi nægter at overholde loven, så kan den i sidste instans gennemtvinges med tvang (her kommer politiet og domstolene på banen). Dette er dog sjældent nødvendigt, fordi vi som borgere for det meste er socialiseret til at overholde lovene.

3.6.4. Magt som empowerment Det, vi har opridset ovenfor, handler om, hvordan magten udfoldes i den politiske proces. I denne klassiske dominansprægede magtopfattelse er fokus på, hvordan man kan have magt over andre.

Men der er også en helt anden måde at se magt på, nemlig magt til at ­handle selv – det kalder vi også for empowerment eller på dansk bemyndigelse.

Ifølge den tyske politolog og filosof Hannah Arendt er vi individer frie (fra andres magt over os), når vi tager initiativ til at handle og debattere og derigennem skabe forandring i samfundet – som vi for eksempel ser i klimaaktivisternes kamp. Denne måde at opfatte magt på er modsætningen til at føle sig magtesløs og lægger sig op ad samme tankegang, som når vi taler om deltagelsesdemokratiet som den bedste måde at udøve demokratiet på.

Magtudøvelse er en forudsætning for, at vi overhovedet kan udøve politik og fungere som samfund. Samtidig er magtudøvelse dog også nødt til at blive begrænset og kontrolleret, for eksempel gennem magtens tredeling (se afsnit 3.3.5 om magtens tredeling), for ellers kan der være risiko for, at den bliver misbrugt af politikere og andre personer i vores samfund, der får tildelt magtbeføjelser.

3.7. Hvilke udfordringer står det danske demokrati overfor?

Nu har vi gennemgået kendetegnene ved det liberale demokrati, og dermed er det blevet tid til at vende blikket mod det spørgsmål, vi stillede i begyndelsen af kapitlet, nemlig om demokratiet er udfordret i Danmark – og i så fald hvordan?

3.7.1. Borgere og politikere Lad os starte med at se på kernen i demokratiet, borgerne. Hvilke forandringer har der været i den måde, vi er borgere på i demokratiet, som kan medvirke til at udfordre demokratiet?

158

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Figur 3.34. Demokratisk selvtillid blandt unge

26 %

Høj demokratisk selvtillid Lav demokratisk selvtillid Meget lav demokratisk selvtillid

21 % 22 %

31 %

Hele 53 % af unge har

lav eller meget lav demokratisk selvtillid

Note: Demokratisk selvtillid defineres som, at man er helt eller delvist enig i minimum to af nedenstående udsagn: Kilde: Demokratianalysen, 2023. Dansk Ungdoms Fællesråd.

Meget høj demokratisk selvtillid

1. Jeg har noget at bidrage med, når der tales politik blandt venner og familie.

2. Jeg har politiske holdninger, som er værd at lytte til.

3. Jeg kan forstå de fleste politiske sager og spørgsmål.

1.065 unge mellem 16 og 25 år har besvaret undersøgelsen.

 Den første udfordring handler om faldende demokratisk selvtillid, særligt blandt gruppen af unge. I åbningscasen med Laura, som skal til at stemme for første gang, bliver vi præsenteret for den unges tvivl på egne evner i demokratiet, hvilket vi skal være meget opmærksomme på. Helt grundlæggende er det betydningsfuldt, at vi har en tro på, at vi har noget vigtigt at bidrage med hver især, for ellers vil vi ikke have lyst til at deltage i demokratiet. Selvom vi i disse år ser, at flere unge deltager aktivt i det politiske liv, så er troen på egne evner til at deltage i demokratiet desværre dalende i gruppen af unge mennesker mellem 16 og 25 år, og det kan få konsekvenser for gruppens generelle deltagelse i demokratiet i årene fremover (se figur 3.34 og 3.35).

Diskurs betegner en måde at tale om - og dermed forstå et emne på.

Tekstboks 3.7.

Kilde: Demokratianalysen, 2023. Dansk Ungdoms Fællesråd.

Den demokratiske selvtillid ”Jeg synes, der er en diskurs om, at unge ikke ved nok og derfor ikke skal tages seriøst.

Når en ung udtaler sig offentligt, får de at vide af ældre, at de ikke skal udtale sig, fordi de ikke ved nok. Det kan ødelægge ens demokratiske selvtillid, hvis man udtaler sig, og så bliver ens holdninger nedgraderet, fordi man er ung. Har man en høj selvtillid i forvejen, så kan man måske godt holde til de her nedture, men unge med en lav selvtillid kan blive usikre og miste modet og lysten til at deltage i demokratiet.”

Mand, 19 år

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

159

Figur 3.35. Politisk aktivitet fordelt på henholdsvis høj og lav demokratisk selvtillid 64 % Lav demokratisk selvtillid

54 %

Høj demokratisk selvtillid 40 %

36 % 26 %

26 %

25 % 17 %

17 % 12 % 7% Talt om politik med venner eller familie

Stemt ved valg

Skrevet under på en under­ skriftind­ samling

Købt eller fravalgt ­bestemte varer af politiske, etiske eller klimamæs­sige grunde

Deltaget i et politisk arrangement (debatmøde, kursus, foredrag m.m.)

9%

Skrevet, delt eller kommenteret et politisk opslag online

14 % 7% Deltaget i demon­stration

10 % 5%

8%

10 %

3%

Doneret Deltaget i penge en politisk til politiske kampagne på organisa­gaden, uddan­tioner eller nelsessted aktiviteter el. lign. (fx interesseorganisationer eller partier)

Har ikke deltaget i politiske aktiviteter

 En anden udfordring for demokratiet er den manglende deltagelse i foreningslivet. I et demokrati som det danske er foreningslivet vigtigt for den demokratiske udvikling, fordi foreningslivet danner rammen om mødet mellem samfundets sociale klasser. Det er her, vi bygger bro imellem vores forskelligheder, når vi mødes og arbejder sammen om noget fælles (til gavn for foreningen). Det træner vores demokratiske muskler, ligesom arbejdet i foreningens bestyrelse og udvalg gør det.

Foruden unge har også indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund samt grupper med kortere uddannelser en lavere deltagelsesgrad end den øvrige del af befolkningen.

 En tredje udfordring er det faldende medlemstal i de danske politiske partier. Medlemskab af et politisk parti kan nemlig være en mere direkte form for deltagelse i demokratiet. Gennem medlemskabet af partiet kan vi borgere bidrage til den politiske debat internt i partiet, være med til at sætte kursen for partiets politik og til at udvælge kandidater til valg. Men gennem de sidste mange år er medlemstallet i de danske partier faldet og faldet, og dermed er forbindelsen mellem aktive borgere og partierne mindsket. En af konsekvenserne ved dette er, at færre forskellige stemmer er repræsenteret i partierne, når der skal laves ny politik, og det er blevet sværere at finde kandidater at opstille til valgene, der afspejler den brede befolkning. I Folke­

160

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Demokratianalysen, 2023. Dansk Ungdoms Fællesråd.

35 %

tinget sidder der for eksempel meget få faglærte i forhold til akademikere, der sidder meget få med anden etnisk baggrund end dansk, der sidder færre kvinder end mænd, og der sidder både færre yngre og ældre medborgere osv., hvilket betyder, at det reelt er et ret snævert udsnit af befolkningen, der når til tops i politik og dermed får mulighed for at træffe beslutninger på hele fællesskabets vegne (se figur 3.36).

Figur 3.36. Folketingsmedlemmerne vs. befolkningen – køn, alder, herkomst og uddannelse, 2019

FOLKETING

BEFOLKNING

KØNSFORDELING

61,1 %

49,4 % 50,6 %

38,9 %

Mænd Kvinder

ALDERSFORDELING

85,7 %

55,6 % Under 30 år

8,0 %

6,3 %

24,5 %

19,9 %

30-64 år 65 år og derover

HERKOMST

97,1 %

86,2 %

2,9 %

I ndvandrere og efterkommere ersoner med P dansk oprindelse

13,8 %

Kilde: Danmarks Statistik, 2019

UDDANNELSE

47,4 %

89,8 %

52,6 %

10,2 %

Med lang ­videregående uddannelse den lang ­videregående U uddannelse

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

161

 En fjerde udfordring er selve den politiske proces og befolkningens dalende tillid til politikerne. Lovgivningsarbejdet i vores samfund er i dag blevet langt mere omfattende og kompliceret end tidligere, hvilket gør det sværere at forstå for både politikere og almindelige mennesker. Hertil kommer, at den politiske proces er blevet meget mere lukket, og at de politiske processer går meget hurtigere, hvilket går ud over grundigheden i det lovforberedende arbejde. Disse elementer kan tilsammen være nogle af årsagerne til befolkningens dalende tillid til politikerne.

Figur 3.37. Danskernes tillid til de folkevalgte politikere Note: Analysen er lavet af tænketanken INVI og Epinion.

Den baserer sig på 1.029 repræsentativt udvalgte danskere og sammenligner tal fra Valgundersøgelsen, som har målt danskernes tillid til politikere ved folketingsvalgene siden 1994.

80 70 60 50 40 30 20

0

1994

1998

Meget og ret stor tillid

2001

2005

Ret lille tillid

2007 Meget lille tillid

2011

2015

2019

2023

Ved ikke

 En femte udfordring, der tales meget om, er den stigende polarisering Polarisering er en udvikling, hvor grupper i samfundet står stejlt over for hinanden.

mellem højre- og venstrefløjen i politik. Vi kan se denne øgede polarisering mellem danskere, der bor forskellige steder, har forskelligt uddannelsesniveau og forskellige køn. Ved folketingsvalget i 2022 så vi netop en stigning i, hvordan disse forskelle har betydning for, hvem vi stemte på.

Når polariseringen vokser, så mister samfundet sin sammenhængskraft, simpelthen fordi vi får sværere ved at bo og leve ved siden af hinanden på grund af vores forskellige politiske holdninger. I meget polariserede samfund kan der være en tendens til, at politiske modstandere opfattes som ”fjender”, man ikke har noget tilfælles med.

162

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Information, 2023.

10

Tekstboks 3.8.

Valget i 2022 afslørede stigende polarisering Valget i 2022 afslørede en stigende polarisering i samfundet: Forskellene mellem land og by fortsatte med at vokse, forskellene mellem mænd og kvinder voksede, forskellene mellem dem med korte og lange uddannelser voksede. Endelig er der noget, der tyder på, at vi som borgere får sværere og sværere ved at være i stue med mennesker, som vi er politisk uenige med. En tendens, der længe har været kendt i USA, hvor omkring 80 % af vælgerne i dag vil være utilfredse, hvis deres barn gifter sig med en tilhænger af det parti, de mindst kan lide.

til, at udviklingen går den gale vej. Hele 16 % af alle vælgerne vil beskrive tilhængere af det parti, de bryder sig mindst om, som “onde”.

Kilde: Zetland, 2023.

I Danmark gælder det stadig kun 25 % af vælgerne. Men det ser ud

Figur 3.38. Populisternes ”dem” vs. ”os”

OS

DEM

Den stigende polarisering i de vestlige samfund udfordrer demokratiet, fordi vi begynder at ­opfatte dem, vi er politisk uenige med, som fjender.

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

163

Populisme er en form for politik, hvor kompli­ cerede samfundsforhold forsimples, og hvor politikerne udpeger fjen­ debilleder for at vinde stemmer.

En del af denne polarisering drives frem af populistiske politikere, altså politikere, som forsimpler komplicerede samfundsforhold og udpeger fjendebilleder – for eksempel ”eliten” eller ”indvandrere” – for at vinde stemmer. Disse politikere benytter sociale medier og trækker ofte på den dalende tillid til politikere og den stigende tilslutning til identitetspolitik – den politik, en gruppe fører, når denne gruppes identitet opleves som truet. Det primære mål er at drive grupper i samfundet fra hinanden og skabe et tydeligt ”dem” og ”os”. Konsekvensen, ved at vi opfatter ”de andre” som fjender, kan være en mindre tilbøjelighed til at indgå i en demokratisk samtale med dem – og i sidste ende måske endda slet ikke mene, at ”de andre” bør være repræsenteret politisk eller have nogen rettigheder.

 En sjette udfordring er, at den demokratiske samtale i vores samfund er udfordret. Medierne har traditionelt været det sted, hvor den demokratiske samtale mellem politikere og borgere er blevet udfoldet, men som vi var inde Traditionelle medier er tv, radio og aviser.

Sociale medier er for eksempel Facebook, Snapchat, Instagram og TikTok.

på tidligere, så er de traditionelle medier presset på grund af faldende læser- og seertal, og kampen om opmærksomheden betyder, at medierne i stigende grad har fokus på sensation og konfliktfyldt stof i håbet om, at det trækker flere læsere/seere/lyttere til.

En af grundene til, at færre søger information hos de traditionelle medier, er, at flere og flere af os får vores nyheder fra sociale medier.

Dette er dog ikke uden problemer, for her sorteres de nyheder, vi får, som vi tidligere var inde på, af algoritmer, der er baseret på, hvad vi tidligere har set og liket. Det betyder, at vi sjældent præsenteres for noget, der udfordrer

Tekstboks 3.9.

”Jeg deltager ikke rigtig i samfundsdebatten online, da jeg er lidt bange for at blive misforstået eller at blive set som en ’Facebook­kriger’ af venner og bekendte. Jeg kan derudover være bekymret for, at når samtalen ikke lykkes online, så risikerer man at blive endnu mere polariseret. En god diskussion i virkelighedens verden ender typisk godt, selvom man er uenig. I det digitale rum kan man risikere at stå endnu længere væk fra hinanden efter en samtale.”

Kvinde, 23 år

164

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

Kilde: Demokratianalysen, 2023. Dansk Ungdoms Fællesråd.

Den hårde debat online

Figur 3.39. Afholder sig fra at deltage i debat på Facebook på grund af tonen.

Fordelt på køn. 2019

100 % 90 %

70 % 60 %

66 %

50 % 40 %

51 %

30 % 20 % 10 % 0% Ofte eller af og til: Kvinde

Ofte eller af og til: Mænd

Note: 1.042 respondenter er blevet spurgt om følgende: ”Hvor ofte oplever du følgende på Facebook? Jeg afholder mig fra at skrive kommentarer i en debat på Facebook på grund af tonen”.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder (2019), ”Demokratisk deltagelse på Facebook”.

80 %

Tekstboks 3.10.

Debatindlæg: Vi lukker alt for let øjnene for dataindsamlingen om os Alarmen lyder, og inden du har slået øjnene op, rækker du ud efter telefonen. Facebook registrerer, at du tjekker dit nyhedsfeed, liker et opslag og skimmer en artikel, inden du starter din play­liste på Spotify.

Så er dagen i gang. Snapchat og Rejsekortet noterer sig, at du tager på arbejde eller til studiet. Telefonen summer hele dagen, og hos Google kan man se, at du har mange interesser og gøremål, du skal tjekke op på, mens dagligdagens aktiviteter passerer.

på sociale medier. Kort før du falder i søvn, lægger du telefonen fra dig og siger godnat til Facebook, TikTok, Google, ­MobilePay, Netflix og alle de andre.

Kilde: Debatindlæg i Information, 2023.

Du swiper og scroller, finder viden og finder vej, lytter til dagens avis fra cyklen, shopper fra toilettet, og er i kontakt med venner og familie

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

165

vores opfattelse af verden. Dette i kombination med et stigende flow af fake news og kunstig intelligens gør det vanskeligere at afgøre, hvad der er falsk og ægte online, hvilket er gift for en demokratisk samtale. Derudover er der ofte en meget hård tone på sociale medier. Faktisk er tonen så hård, at mange af os (ca. 60 %) helt holder os fra at deltage i debatten. Der er en overvægt af kvinder, som holder sig fra at deltage i debatten, fordi tonen er for hård.

Intet af dette er godt for den demokratiske samtale.

Derudover findes der den såkaldte overvågningskapitalisme, hvor Overvågningskapitalisme er overvågning af borgernes adfærd online med det formål at kunne målrette reklamer skræddersyet til den enkelte – herunder salg af data om borgerne.

Den fjerde statsmagt kalder man medierne, fordi de holder øje med de tre andre ”magter”, den udøvende, lovgiven­ de og dømmende.

store tech-giganter (som Meta og Google) overvåger og tracker vores digitale adfærd og sælger disse data med det formål at kunne målrette reklamer til hver enkelt af os. Udnyttelsen af disse data og denne viden om os har allerede ført til manipulation af vælgerne over sociale medier ved flere demokratiske valg.

Alt dette betyder, at mediernes rolle som en form for demokratiets vagthund eller den fjerde statsmagt er alvorligt udfordret. Det betyder, at den demokratiske samtale, hvor medierne stiller de kritiske spørgsmål og laver undersøgende journalistik, der holder magthavere ansvarlige for deres handlinger og ikke krænker borgernes rettigheder, bliver sværere og sværere at udføre i et presset medielandskab. Politikerne kan meget nemt gå uden om journalisternes kritiske spørgsmål ved for eksempel at lave egne opslag på deres sociale medier eller aftale samarbejder med mere ukritiske influencere osv.

3.8. Hvordan styrkes demokratiet i Danmark?

Der er mange udfordringer, men når vi bliver opmærksomme på dem, giver det os mulighed for at arbejde på at løse dem. Netop dét er fokus i dette kapitels sidste afsnit, hvor vi skal se på, hvordan demokratiet kan styrkes med udgangspunkt i de udfordringer, vi netop har gennemgået.

3.8.1. Styrkelse af borgernes deltagelse Kigger vi først mod borgerne og deres politiske repræsentation, kan vi se på, hvordan vi gennem socialisering kan træne de demokratiske færdigheder hos befolkningen. En måde at gøre dette på er i uddannelsessystemet. Her kan vi i højere grad både undervise i demokrati og med demokrati ved at lade børn og unge indgå direkte i demokratiet gennem øget medbestemmelse og ved for eksempel at gøre ”Skolevalg” obligatorisk (et projekt, hvor eleverne skal stemme, ligesom resten af befolkningen, op til et Folketings-

166

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

valg). Derudover kan vi bruge mere tid på at træne elever til at tage initiativ og give dem plads til at foreslå og virkeliggøre projekter. Det kan både bidrage til demokratisk selvtillid og til viden om demokratiske processer.

Et andet sted at sætte ind kan være, at det gøres nemmere og billigere, særligt for udsatte grupper i samfundet, at deltage i lokale fritidsaktiviteter, således at de bliver en del af det for demokratiet vigtige foreningsliv.

At øge selve den politiske deltagelse hos borgerne ved at få flere medlemmer i partierne er en tredje måde at styrke demokratiet på. Her kan man kan øge partiernes forankring hos borgerne ved for eksempel at styrke medlemsindflydelsen i partierne og sørge for, at det lokale arbejde i partier styrkes. På samme måde kan man arbejde for at opstille kandidater, der afspejler befolkningens sammensætning, og sørge for at medtænke for eksempel alder, ligestilling, erhvervsposition og generel repræsentation, når der dannes regeringer.

Et fjerde forslag, som flere politikere og eksperter efterhånden bifalder, er at sætte valgretsalderen ned til 16 år, så unge mennesker opnår større repræsentation i det politiske system. Når dette kan være en god idé, er det blandt andet på grund af den demografiske udvikling: at der bliver flere og flere ældre. Det betyder, at ungdomsgenerationen reelt set får svært ved at få de mærkesager,

0

5

I alt pct.

Alder

10

7 7

6

15-årige

15 10

7

Køn

8 8

Drenge

Piger

6

2009

2013

2017

25

19

9

20

8 8

19-årige

20

11

9

18

15

7 10

22

2021

KAPITEL 3 / DEMOKRATI OG MAGT

Kilde: Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2022. Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, 2022.

Figur 3.40. 15- og 19-årige, der udfører politisk arbejde, 2009-2021. Procent

167

der særligt optager dem, igennem – simpelthen fordi der er flere stemmer for politikerne i at tilgodese de ældre grupper i befolkningen. Det kan i sidste ende resultere i, at vi får en generation, der ikke føler sig repræsenteret og derfor vender demokratiet ryggen.

3.8.2. Mediernes rolle i den demokratiske samtale Lad os til sidst kaste et blik på mediernes rolle, og hvordan den demokratiske samtale kan forbedres. Hvordan kan vi for eksempel danne og uddanne borgerne til at begå sig på sociale medier?

Her foreslår demokratikommissionen et øget fokus på digital dannelse for alle aldersgrupper, så vi trænes til at føre debatter på sociale medier på en ordentlig måde, samtidig med at vi lærer at afkode, hvornår nogen forsøger at manipulere os via for eksempel fake news. Samtidig skal de etablerede medier omstille sig på, at en del af deres formidling foregår online, og at dette kan give nye udfordringer – i form af en hård tone i kommentarsporene. Her stiller Dansk Journalistforbund for eksempel en guideline om moderering af kommentarspor til rådighed.

På lovgivningsniveau arbejdes der også for at gøre internettet til et sikrere sted at opholde sig. EU indførte i 2022 en lov, Digital Services Act (DSA), der opstiller rammer for, hvad der må være på onlineplatforme, for netop at forhindre spredning af fake news og ulovligt indhold, ligesom GDPR-lovgivning i både EU og Danmark har til formål at passe på borgernes data, så de ikke bare flyder rundt på diverse platforme uden vores accept af dette.

3.9. Hvad kan vi konkludere om det danske ­demokrati?

Demokrati handler grundlæggende om samtale, om at indgå i en demokratisk dialog med hinanden for at finde fredelige løsninger på de problemer, som vi står over for som samfund. Derfor er vi med til at styrke demokratiet, når gymnasiernes elevråd for eksempel oplever at få medindflydelse på beslutninger, der gælder for eleverne. Vi styrker også demokratiet, når vi melder os ind i de fora (lokale foreninger, partier osv.), hvor vi sammen med andre kan diskutere det, vi synes skal være på en anden måde. Medierne spiller selvfølgelig en vigtig rolle her, fordi det er dem, der kan bidrage til, at der kan finde en bredere samtale sted – både mellem politikere og borgere og på tværs af samfundslag og -grupper.

Det er værd at bemærke afslutningsvis, at vi overordnet set har et stærkt demokrati i Danmark, og at en del af at vedligeholde demokratiet netop er at debattere de udfordringer, vi løbende står over for.

168

KAPITEL 3 \ VORES SAMFUND

4

Økonomi og klimakrise Økonomisk vækst på bekostning af klimaet?

170

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Økonomi og klimakrise Økonomisk vækst på bekostning af klimaet?

Ditte er lige blevet færdig med 3. g. Hun kunne godt tænke sig at flytte for sig selv, og samtidig vil hun også godt holde et par sabbatår og tage ud og rejse med sine venner. Helst til New Zealand og Japan. Ditte har fået et job 30 timer om ugen i Espresso House inde i Vejle, hvilket giver en indtægt på ca. 17.200 kr. om måneden, men af de penge skal hun både ­betale arbejdsmarkedsbidrag og skat.

Ditte kan godt se, at lysten til at flytte for sig selv og til at rejse ud i verden kræver, at hun sætter sig ned og får et overblik over sin økonomi. Derfor beslutter hun sig for at lave et budget.

Da Ditte kigger på sit budget og ser, at hun vil gå i et minus på 2.159,86 kr. om måneden, tænker hun først, at det måske ikke er så slemt endda. Hun kunne jo bare tage et lille lån det første år. Men efter hun har kigget lidt mere på tallene i budgettet, så kan hun godt se, at hvis hun mangler 2.159,86 ‌kr. hver måned, så vil hun det første år skulle tage et lån på ca. 26.000 kr., og det kviklån, Ditte har klikket ind på, kræver, at der skal betales en rente på 10 % om året. Det er den direkte vej til Luksusfælden, tænker hun.

Hvis ikke Ditte vil ende der, bliver der altså ikke råd til New Zealand og ­Japan, hvis hun også gerne vil flytte hjemmefra, men hun synes måske også, at det er nogle meget lange flyveture, og flytransport udleder enormt meget CO2, som jo er skadeligt for klimaet. Hun tænker også, at hun kan reducere i sit tøj og sko-budget – og i stedet for nyt kan hun købe brugt, da det både vil være billigere og vil reducere hendes klimaaftryk markant.

Endelig må hun leve med, at hendes husleje kun må koste hende 5.000 kr. om måneden, og det kan også godt lade sig gøre, hvis hun flytter sammen med nogle af sine venner. At bo sammen med andre vil gøre det billigere for D ­ itte at betale for varme, el og madvarer, hvilket er godt, for de sidste par år er priserne bare steget og steget. Hun har heller ikke råd til at gå ud og købe en ejerlejlighed lige nu, da renterne på boliglån er høje, hvilket vil gøre det endnu dyrere at bo for sig selv end sammen med andre.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

171

Tabel 4.1. Dittes budget – på vej i egen bolig og mod fjerne kyster

Indtægter pr. måned: Lønindkomst (erhvervsindkomst) fra Espresso House Disponibel indkomst (når der er fraregnet 8 % i ­arbejds­markedsbidrag og betalt skat af lønnen fra Espresso House) Økonomisk støtte fra mor og far til ny bolig Samlede indtægter pr. måned

17.200 kr.

11.115,14 kr.

1.500 kr.

12.615,14 kr.

Udgifter pr. måned: Forventet udgift til husleje inkl. vand og varme

6.500 kr.

Forventet udgift til el

400 kr.

Telefonabonnement

175 kr.

Medlemskab af PureGym

250 kr.

Forventet udgift til mad og drikke

2.500 kr.

Forventet udgift til tøj og sko

1.500 kr.

Udgift til transport Udgift til tandlæge (indtil 21 år er det gratis) Udgift til indboforsikring Opsparing til rejse Udgifter til at gå i byen Samlede udgifter pr. måned

Indtægter minus udgifter:

350 kr.

0 kr.

300 kr.

2.000 kr.

800 kr.

14.775 kr.

12.615,14 kr.

- 14.775,00 kr.

- 2.159,86 kr.

172

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Fokusspørgsmål

I dette tema arbejder vi med økonomi og klima, fordi måden, vi forbruger og lever på i dagens senmoderne samfund, har massive konsekvenser for klimaet. I dette kapitel får vi en grundigere forståelse for, hvad økonomi handler om, hvad der kan forklare vores økonomiske adfærd, hvilke økonomiske mål vi traditionelt bruger til at kigge på økonomien for at få en forståelse for, hvordan økonomiens forskellige dele hænger sammen, og hvordan man gennem økonomisk politik kan påvirke samfundsøkonomien. Med viden om økonomiske forhold undersøger vi dernæst klimaforandringerne og klimakrisen og ser nærmere på, hvordan den nuværende måde, som samfundsøkonomien drives på, presser klimaet og flere steder truer mulighederne for dyr, mennesker og naturs overlevelse. Med økonomisk indsigt og viden om de udfordringer, klimaet er stillet over for, vil vi i den sidste del af kapitlet præsentere tre forskellige løsninger på, hvordan vi kan finde vej til et bæredygtigt samfund.

4.1. Hvad handler økonomi om?

Hvis vi bliver stillet spørgsmålet ”Hvad handler økonomi om?”, så vil mange af os nok sige noget i retning af, at det handler om penge. Det skyldes, at penge er noget konkret, som vi kan have flere eller færre af, og som giver os mulighed for at forbruge og derved opfylde nogle behov. Vi skriver bevidst ”nogle behov”, for menneskets behov er uendelige

1.

Hvad handler økonomi om?

2.

Hvad er vigtigt i en ­privatøkonomi?

3.

Hvad er markedet og ­markedsmekanismen for noget?

4.

Hvordan hænger den store samfundsøkonomi sammen?

5.

Hvordan hænger ­samfundsøkonomien ­sammen med klima­ krisen?

6.

Hvordan kan vi finde veje til et bæredygtigt samfund?

og umættelige, og vi har alle sammen nok erfaret, at vi ikke har penge nok til at købe alt det, vi kunne tænke os. Vi har heller ikke uendelig med tid til at gøre alle de ting, som vi gerne vil, og verden har ikke naturressourcer nok, til at vi bare kan bruge løs. Ja, det eneste, der måske er uendelig meget af, er alle de behov, som vi mennesker gerne vil have opfyldt. Økonomi handler altså grundlæggende om,

Økonomi er studiet af menneskers økonomiske prioriteringer og valg for at få opfyldt deres behov i en verden med knappe ressourcer.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

173

hvordan vi mennesker forsøger at opfylde vores behov i en verden, hvor

Varer er fysiske pro­ dukter for eksempel en stol, en flaske, en lampe eller en naturressource som hvede, der bear­ bejdes til varen brød.

der kun er knappe ressourcer, hvilket betyder, at der er begrænsede mængder af alting (se figur 4.1).

Det er blandt andet derfor, at vi i disse år ser eksperter råbe op om, at vi er nødt til at ændre den måde, vi forbruger af naturens ressourcer på, da flere

Tjenesteydelser er­ i­­kke-fysiske produkter for eksempel den undervisning som samfundsfags­læreren tilbyder, eller håndvær­ keren, som reparerer vandrørene.

af disse er ved at forsvinde. Det vender vi tilbage til senere i dette kapitel. At der er begrænsede eller knappe ressourcer, betyder, at vi mennesker hele tiden må overveje, prioritere og vælge til og fra, når vi handler økonomisk. Økonomi handler altså grundlæggende om at forstå, hvordan og hvorfor vi mennesker arbejder, forbruger og producerer varer og tjenesteydelser

Mikroøkonomi handler om de øko­ nomiske handlinger (økonomisk adfærd), som særligt virksom­ heder og ­husholdninger ­fore­tager sig.

(tjenesteydelser kan være undervisning, en, der tjekker din billet ved bio-

Husholdning er samle­betegnelse for et enkelt individ eller flere samboende individer, der handler ­økonomisk gennem forbrug, ­opsparing osv.

sen i starten af dette kapitel gør sig en række overvejelser i forhold til sin

Makroøkonomi ­handler om de større økonomiske sammenhænge i hele samfundsøkono­mien (økonomisk vækst, arbejdsløshed, inflation osv.).

tegnelsen husholdning, når det handler om det enkelte individ eller flere

grafen, fysioterapi osv.), samt hvordan vi forsøger at styre økonomien og fordele samfundets goder.

Inden for økonomi taler vi ofte om den lille og den store økonomi, eller med fagbegreber det, vi kalder for mikro- og makroøkonomi. Ditte fra caøkonomi (for eksempel prisen på fødevarer, varme og el osv.), der knytter sig til mikroøkonomi. Mikroøkonomi handler om de økonomiske handlinger (den økonomiske adfærd), som særligt virksomheder og husholdninger foretager sig. Det er her vigtigt at forklare, at inden for økonomi bruges beindivider, der bor samme sted (for eksempel en familie).

Når vi undersøger makroøkonomi, så bevæger vi os fra husholdninger og virksomheder og op i et større samfundsmæssigt perspektiv, hvor vi er interesseret i at finde ud af de større økonomiske sammenhænge i hele samfundsøkonomien. Det vil sige, at vi kigger på forhold som økonomisk vækst, arbejdsløshed, inflation, statens evne til at holde balance på budgetterne, landets handel med udlandet (eksport og import), fordelingen af samfundets goder osv. Alle disse makroøkonomiske indikatorer interesserer vi os for, fordi de

Figur 4.1. Knaphedens lov

174

KNAPHEDENS LOV

PRIORITERING

Ressourcer er knappe, men vi mennesker har uendelige behov.

Hvad skal produceres? Hvor meget skal produceres? Hvordan skal det produceres? Og ikke mindst, hvordan skal ressourcerne og det, der produceres, fordeles?

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.2. Mikro- og makroøkonomi MIKROØKONOMI

Mikroøkonomi knytter sig til husholdningerne og virksomhedernes økonomi, mens makroøkonomi knytter sig til staten og samfundets overordnede økonomi.

MAKROØKONOMI

samlet set kan hjælpe os til at finde ud af, om samfundsøkonomien er sund eller syg. Bruger vi casen med Ditte igen, så gør hun sig faktisk også nogle makroøkonomiske overvejelser, fordi hun kigger ud i samfundet og vurderer faktorer som inflation og rente og den betydning, de kan have for hendes private økonomi.

4.2. Hvad er vigtigt i en privatøkonomi?

Når vi taler om privatøkonomi, så handler det grundlæggende om de økonomiske valg, som vi foretager os som privatpersoner. Det vigtigste, når vi taler om privatøkonomi, er de to økonomiske størrelser indtægter og udgifter. Indtægter er penge, vi modtager, ofte fra det arbejde, som vi udfører efter skoletid, eller det erhvervsarbejde, vi udfører efter endt uddannelse. Vi kan også have indtægter i form af SU, fordi vi er i gang med at tage en uddannelse (over 18 år). Nogle har også indtægter fra børneopsparing, aktier, egenopsparing, lommepenge fra

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

175

forældre og bedsteforældre osv. Her nøjes vi med at forholde os til de indtægter, som vi tjener gennem det arbejde, vi udfører.

Hele den månedlige indtægt, som står opført på vores lønseddel, er dog ikke det samme som det beløb i kroner og øre, som vi får udbetalt på vores bankkonto. Det skyldes, at vi i Danmark betaler skat af vores løn. Vi kan se skatten på vores lønseddel, hvor vi både betaler 8 % i arbejdsmarkedsbidrag, men også betaler en bestemt trækprocent (skat), som er fastsat i forhold til, hvor meget skattevæsenet regner med, at vi kommer til at tjene dette år. Arbejdsmarkedsbidraget (AM-bidrag) er en fællespulje, vi betaler til, som blandt andet går til at betale for barselsdagpenge, sygedagpenge osv., og den udgør 8 %, som vi betaler af hele det beløb, vi har tjent. Grupper, der modtager kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, SU, folkepension osv., betaler ikke AM-bidrag.

Trækprocenten (altså den procentsats, vi betaler Figur 4.3. AM-bidraget

i skat) er forskellig fra person til person, fordi det både afhænger af den kommune, vi bor i, og fordi vi i Danmark har et progressivt skattesystem, hvor ens trækprocent stiger, jo mere man tjener. Derudover har alle, der har et arbejde i Danmark, også et beskæftigelsesfradrag. Beskæftigelsesfradrag betyder, at alle, der modtager løn for deres arbejde, hvert år kan fradrage et fastsat beløb, som der ikke skal betales skat af.

Beløbet, som vi har tilbage, efter vi har betalt AM-bidrag og skat, kaldes for disponibel indkomst, og det er den indkomst eller indtægt, som vi står med i hånden og kan forbruge af. Og netop når vi taler om forbrug, så kommer vi til den anden

Arbejdsmarkedsbidraget udgør 8 %, og det betaler vi af hele det beløb, vi tjener – det går blandt andet til at betale for ­­syge- og barselsdagpenge til dem, der er henholdsvis på barsel og er syge.

vigtige økonomiske størrelse inden for privatøkonomi, og det er selvfølgelig vores udgifter.

Når vi taler om udgifter, så kan vi dele dem op i to, nemlig de faste udgifter og de variable udgifter. De faste udgifter er de udgifter, som vi har regelmæssigt

Disponibel indkomst er det beløb i kroner og øre, vi har tilbage (til disposition) til forbrug, når vi har betalt bidrag, skat og rente.

(hver måned, kvartal eller årligt). Det kan være udgifter til vores mobilabonnement, vores rejsekort, husleje, vand, el og varme, forsikringer, afdrag på eventuelle lån osv. Det er kort sagt udgifter, vi ved, vi skal kunne betale. De variable udgifter er de udgifter, som vi ikke på forhånd ved, hvor store bliver.

Vi ved måske godt, at vi skal købe mad og drikke, men udgiften kan variere afhængig af, hvor meget

176

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

vi vælger at bruge på det hver måned. Mere tydelige variable udgifter er for eksempel

Figur 4.4. Skat og arbejdsmarkedsbidrag – hvad betaler vi om måneden?

forbrug af tøj og sko, når vi går i byen, går på café eller tager ud at rejse osv.

Hvis vi bruger flere penge, end vi tjener, så kan vi blive fristet til at optage et lån for at kunne finansiere vores privatforbrug, men at låne penge til at finansiere et større forbrug,

TOP-TOPSKAT Tjener man i 2026 mere end 2,5 mio. kr., så skal man betale 20 % i top-topskat af det beløb, der overstiger 2,5 mio.

end vi reelt har indtægter til, kan være en forkert vej at gå. Nok er det nemt og hurtigt at optage et kviklån eller et mindre forbrugslån, men konsekvensen er, at vi forværrer vores privatøkonomiske situation, fordi vi nu både forbruger for mere, end vi har, og samtidig

TOPSKAT Tjener man i 2024 mere end 588.900 kr., så skal man betale 15 % i topskat af det beløb, man tjener over de 588.900.

har vi opbygget gæld i form af lån, som vi nu både skal afdrage og betale renter og gebyrer til. Vi kan naturligvis også indrette vores privatøkonomi på en måde, hvor vi laver en opsparing, sådan som vi så det med Ditte i casen i starten af kapitlet. En opsparing vil

KIRKESKAT Hvis vi er medlem af den danske folkekirke, betaler vi kirkeskat – den varierer fra kommune til kommune.

give mulighed for på sigt at investere i en rejse eller indskud på en bolig, to ting, som begge kan være meget store udgifter for vores privatøkonomi.

Den bedste måde at danne sig et overblik

BUNDSKAT Er en skat på 12,04 %, som betales af alle, der i 2024 har en indkomst over 49.700 kr.

over, hvordan det ser ud med vores privatøkonomi, er ved at lave et budget, hvor vi skriver både vores indtægter og vores faste og variable udgifter ind. Når vi skal indskrive

KOMMUNESKAT

de variable udgifter, som jo ikke er de samme

Det er forskelligt, hvor meget vi betaler i kommuneskat – det afhænger af skattesatsen i den kommune, vi hver især bor i.

hver måned, er det en god idé at kigge 6-12 måneder tilbage i netbanken og se, hvad det egentlig er, vi bruger vores penge på. Dernæst kan vi lave nogle forskellige kategorier

ARBEJDSMARKEDS­B IDRAG Vi betaler 8 % i AM-bidrag (undtagen visse grupper).

Note: En person, der tjener 2,8 mio. kr., vil i 2024 skulle betale AM-bidrag, kommuneskat, bundskat, kirkeskat (hvis personen er medlem af folkekirken), topskat af den del af lønnen, som ligger over 588.900 kr., samt 20 % i top-topskat af den del af lønnen, som overstiger 2,5 mio. kr.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

177

i budgettet og så skrive et gennemsnitligt beløb ud fra vores udgifter de sidste 6-12 måneder (på bogens hjemmeside ligger et budgetskema til download). Et budget over vores privatøkonomi samt vores viden om, hvad der påvirker vores økonomiske adfærd, er derfor vigtige redskaber til at få en sund og stærk privatøkonomi. Det privatøkonomiske hænger tæt sammen med mikroøkonomi (den lille økonomi), fordi det her handler om markedet, og hvordan forskellige aktører handler på markedet. Det skal vi undersøge nærmere i næste afsnit.

4.3. Hvad er markedet og markedsmekanismen for noget?

Men hvor går vi egentligt hen og handler? Det gør vi på markedet. Der findes utallige markeder, for eksempel markedet for colaer, markedet for fitness, markedet for bæredygtig kaffe osv. Det er, vi (husholdningerne) går hen fysisk eller digitalt for at købe bestemte varer og tjenesteydelser (frisør, mekaniker osv.), som vi mener kan opfylde vores behov og give os nytte.

Markedet er det sted, sælgere og købere går hen. Sælgeren er på markedet for at sælge sine varer eller tjene­ steydelser, køberen er på markedet for at købe varer og/eller tjenesteydelser.

Markedsmekanismen er udtryk for forholdet eller relatio­ nen mellem udbud og efterspørgsel, som re­ gulerer og fastsætter prisen på en vare eller tjenesteydelse.

Markedsligevægt er det sted, hvor udbuddet (af varer og tjenesteydelser) og efterspørgslen møder hinanden, og prisdannelsen sker.

Virksomhederne er derfor ligesom os husholdninger til stede på ­markedet.

De er der for at sælge flest muligt af deres varer og tjenesteydelser – for at opnå størst muligt overskud (profit). Overskuddet er virksomhedens salg fratrukket dens omkostninger ved produktion (løn til arbejderne for eksempel). Virksomhederne udbyder således deres varer og tjenesteydelser på markedet, og husholdningerne efterspørger dem, og det er præcis forholdet mellem udbuddet og efterspørgslen, der afgør, hvor meget en vare/ tjenesteydelse kommer til at koste. Det kalder vi for markedsmekanismen.

Prisen på en vare/tjenesteydelse afgøres nemlig af, hvor meget de, der efterspørger en vare, er villige til at betale (efterspørgsel), og hvor meget de, der udbyder denne vare, er villige til at sælge den for (udbud). Når efterspørgsel og udbud møder hinanden, så taler vi om, at markedsligevægten – og dermed er varens pris fundet. I figur 4.5 er det der, hvor de to kurver skærer hinanden.

På et marked gælder som regel, at jo lavere prisen på en vare eller en tjenesteydelse er, desto større vil efterspørgslen efter varen eller tjenesteydelsen være (tænk bare på, hvor meget virksomheder som Shein, der producerer meget billigt tøj, sælger). Det omvendte vil også gøre sig gældende: Jo højere prisen på en vare er, desto færre vil efterspørge den. Et væsentligt element i den måde, som markedet fungerer på, er, at virksomhederne er i fri konkurrence med hinanden. Det er konkurrencen om at sælge mest til forbrugerne, der gør, at virksomhederne udvikler de bedst mulige varer til den lavest mulige pris.

Det kan dog være vanskeligt for en virksomhed at regne ud, både hvilke varer

178

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Pris

Udbud

Markedsligevægt: 55 kr. for en fadøl

Efterspørgsel

Mængde

Kilde: Samt på B af O. Scou, V. Bjørnstrup og T. Matthiesen, Columbus, 2021.

Figur 4.5. Markedsmekanismen – efterspørgsel og udbud samt markedsligevægten

og tjenesteydelser vi husholdninger overhovedet vil efterspørge, men også hvor meget vi vil efterspørge og til hvilken pris. Når vi for eksempel er villige til at betale 55 kroner for en øl på Roskilde Festival, så handler den høje pris blandt andet om, at der ikke er konkurrence mellem dem, der udbyder øl (ølboderne sælger til den samme pris), og at det er besværligt for festivalgæsterne at gå hele vejen ind til Netto i Roskilde og købe billigere øl. Så længe festivalgæsterne er villige til at betale de 55 kroner for øl på festivalpladsen, så vil prisen forblive 55 kroner. Det kan så være, at ølboderne tænker, at de vil sætte prisen på en øl op til 75 kroner i håb om at tjene endnu flere penge, men det kan resultere i, at festivalgæsterne bliver så sure, at de organiserer fælles afhentning af øl fra Netto til billigere priser. I stedet for at købe tre øl på festivalpladsen, så reducerer de deres køb af øl på festivalpladsen fra tre til en. Resultatet er, at ølboderne (virksomhederne) taber penge, fordi de udbyder øl til en (for høj) pris, som ikke længere efterspørges.

4.3.1. Vores økonomiske adfærd Men hvad kan egentlig forklare vores økonomiske adfærd, og hvilken pris vi er villige til at betale for en bestemt vare eller tjenesteydelse? Her er begrebet ­betalingsvillighed interessant. Vores betalingsvillighed hænger nemlig tæt sammen med det, som vi inden for økonomi kalder for nytte. Nytte er udtryk for, hvor meget værdi vi synes, at smartphonen, eller et hvilket som helst andet produkt (vare eller tjenesteydelse) vi kan forestille os at købe, kan bibringe vores liv i forhold til

Betalingsvillighed er udtryk for, hvor ­villige vi er til at betale en bestemt pris for en vare eller tjenesteydelse på markedet.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

179

alt det andet, som vi kunne købe for de samme penge, som det koster os at købe smartphonen. Vores overvejelser om, hvor meget nytte, værdi og glæde vores køb af smartphonen vil have for os, hænger ifølge økonomer sammen med, at vi gør os en række overvejelser om de såkaldte offeromkostninger eller alterOfferomkostning handler om, hvor stor omkostningen er ved det alternativ, som vi kunne have købt i ste­ det for den vare eller tjenesteydelse, som vi valgte at købe.

nativomkostninger ved det køb, vi er ved at foretage. Offeromkostninger handler kort sagt om, at vi kigger på, hvor betydelig omkostningen er ved det offer eller alternativ, som vi vælger ikke at købe. For eksempel ved vi, at køber vi en smartphone, så vil det betyde, at vi nok ikke også får råd til for eksempel at købe en festivalbillet til Roskilde.

Figur 4.6. Økonomiske overvejelser – hvordan får jeg mest nytte af mine økonomiske valg?

Hvilke varer eller tjenesteydelser er der, som kan opfylde mit behov?

Hvor meget glæde får jeg ved at købe varen eller tjenesteydelsen?

Hvad er jeg villig til at betale (prisen)?

(Nytte og betalings­ villighed)

Hvilket behov vil jeg gerne have opfyldt?

Hvilke offeromkostninger vil der være, hvis jeg vælger at købe denne vare eller tjenesteydelse i forhold til de alternativer, som jeg så ikke har mulighed for at købe?

(Nytte sat op mod offeromkostninger)

At kunne være med på Roskilde Festival sammen med vores venner vil ellers gøre det til den perfekte sommer. Der er således rigtig gode argumenter for at bruge vores penge på en festival, men alligevel vælger vi at købe smartphonen, og det er, fordi en tur på Roskilde ikke kan måle sig med den samlede nytte, som vi tænker, at en ny smartphone vil give os. Vi foretager altså her en økonomisk prioritering, hvor vi vurderer fordele og ulemper ved at foretage et bestemt køb – og her ofres Roskildeturen altså på bekostning af smartphonen. Ditte fra vores case i starten af kapitlet gør sig lignende overvejelser i forhold til, hvad hun skal prioritere. For hende er det vigtigere at flytte for sig selv end at rejse til New Zealand og Japan.

Den almindelige forståelse af individers økonomiske adfærd har i århundreder været præget af forestillingen om, at vi er fornuftige, men også egoistiske og beregnende. Vi er hele tiden interesserede i at få opfyldt flest

180

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

mulige af vores egne behov. Denne forestilling om mennesket kalder vi for homo economicus. Ideen om homo

Figur 4.7. Homo economicus

economicus bruges inden for økonomi til at lave generelle antagelser om, hvordan vi individer og virksomheder handler økonomisk. Når vi for eksempel (som ovenfor) antager, at der oftest vil blive solgt mere af en vare, hvis prisen er lav, eller at virksomhederne vil forsøge at sælge mere, hvis prisen på deres produkter er høj, så er det, fordi vi har en opfattelse af mennesket som homo economicus.

Der er dog mange eksempler på, at vi hver især kan opføre os økonomisk uklogt og ufornuftigt i vores jagt på at tilfredsstille vores individuelle behov. Det handler groft sagt om, at vi mennesker består af følelser, drifter og behov, som ofte får os til at handle på en måde, som kan være meget kortsigtet og ufornuftig. For eksempel når vi bare må købe den computer lige nu i stedet for at vente, til vi har sparet op. Det gør vi til trods for, at vi er nødt til at optage et lån for at få råd til den, og derved kommer vi til at betale meget mere for computeren, end den oprindeligt ville have kostet, fordi vi nu både skal betale afdrag, renter og gebyrer. Det, der er fornuftigt for den ene forbruger, er det ikke nødvendigvis for en anden. Økonomer antager dog, at vi gennemsnitligt vil handle fornuftigt.

4.3.2. Når markedet fejler Markedet opfattes af mange som det perfekte sted, hvor

Homo economicus er den opfattelse af menneskets økonomiske adfærd som fornuftig og egoistisk, der har hersket i århundreder.

der ikke sker fejl, fordi markedsmekanismen med udbud og efterspørgsel altid vil finde (markeds)ligevægten og sikre den mest effektive samfundsøkonomi med mindst muligt spild. Dette er dog ikke en korrekt beskrivelse af, hvad der egentlig sker på markedet, for her sker der ofte en række fejl.

Der kan for eksempel opstå monopol på markedet (lige­ som ølboderne havde det i vores eksempel om Roskilde Festivalen). Det vil sige, at en enkelt virksomhed (udbyder) sidder på det hele og derfor kan sætte prisen højere, da denne virksomhed ingen konkurrence har. Det er ugunstigt både for forbrugerne, men også for effektiviteten, da virksomheden, der har monopol, ikke har incitament

Homo economicus er det fornuftsstyrede individ, der altid forsøger at forbedre og udnytte sin økonomiske situation, så flest mulige behov kan blive opfyldt.

Monopol er en situation på et marked, hvor der kun er én udbyder (virksomhed), der sælger en bestemt vare eller tjenesteydelse og dermed har fuld kontrol over denne.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

181

­(motivation) til at gøre tingene hverken bedre, hurtigere eller billigere. Der kan også være et generelt problem med manglende konkurrence, hvis lande for eksempel opstiller barrierer i form af told og afgifter (protektionisme), som favoriserer landets egne varer og tjenesteydelser frem for dem, der kommer udefra, som ellers kunne give forbrugerne mulighed for at få adgang til varer og tjenesteydelser til en lavere pris. Forurening af naturen og CO2-udledning i atmosfæren, som fører til de accelererende klimaforandringer, er en tredje markedsfejl og måske den mest alvorlige – den skal vi se nærmere på nu.

Eksternalitet er en sideeffekt ved pro­ duktion og forbrug af varer og tjeneste­ ydelser, som påvirker andre personer end dem, der er direkte involveret for eksem­ pel øget forurening (negativ) eller øget uddannelse (positiv).

Begrebet økonomisk eksternalitet handler om, at der ved produktion og privatforbrug kan ske en påvirkning af andre mennesker, som ikke selv har været direkte involveret i produktionen eller selv har været på markedet og forbruge. En økonomisk eksternalitet kan være både positiv og negativ.

En positiv eksternalitet kan for eksempel være uddannelse. Her nyder hele samfundet godt af, at så mange som muligt uddanner sig. Det vil medføre et øget vidensniveau, som kan medvirke til et mere effektivt og innovativt samfund, hvor velstanden kan øges. Derfor belønnes uddannelse ved, at vi ikke selv skal betale den fulde pris (se kapitel 1), og der støttes med SU. En negativ eksternalitet kan derimod være de meget negative påvirkninger af naturen og klimaet, som er resultatet af den måde, vi i dagens samfund forbruger og producerer på.

Det, vi har kunnet se over de seneste 30-40 år, er, at den måde, som vi har indrettet vores produktion og privatforbrug på, har meget negative effekter på vores natur og miljø. Udfordringen består i, at vi i vores produktion og gennem vores forbrug bruger af naturens ressourcer og samtidig udleder en så voldsom mængde CO2, forurening og affald tilbage til naturen og klimaet, at det påvirker os alle sammen. Produktionen og privatforbruget, som finder sted på markedet, har således omkostninger for borgere, natur, miljø og klima, men uden at producenterne eller vi forbrugere så at sige blive stillet til regnskab for det. Producenter

Output: Forurening/affald ØKONOMI

NATUR Input: Ressourcer

182

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Kilde. Økonomi ABC af P. Henriksen, Columbus, 2009.

Figur 4.8. Økonomi og natur hænger tæt sammen

Figur 4.9. En negativ eksternalitet

Klimaforandringerne er en negativ eksternalitet, fordi de er en sideeffekt af virksomhedernes produktion, der går ud over klimaet, men som virksomhederne ikke skal betale for at udbedre.

og forbrugere betaler ikke for den forurening, som er forbundet med produktionen eller forbruget. Derfor er klimaforandringerne en alvorlig negativ eksternalitet, da det er udtryk for en fejl i den måde, som vi har indrettet markedet på.

4.3.3. Politisk regulering ved markedsfejl – afgift og kvoter kan gøre noget for klimaet Markedet kan ikke selv korrigere fejlene. Det kan for eksempel ikke selv korrigere for fejlen klimaforandringer. Der vil det være nødvendigt at gå politisk ind og ”blande sig” for at mindske eller helt fjerne de negative eksternaliteter. De instrumenter eller værktøjer, som fra politisk side ofte bringes i spil, særligt i Danmark, er at indføre afgifter og kvoter. Brug af afgifter kan være rettet mod at mindske efterspørgslen. For eksempel har de danske politikere forsøgt sig med at indføre en mindre økonomisk afgift på flyrejser, så det bliver dyrere for hver af os at rejse med fly. Ønsket med afgiften er, at færre af os skal vælge flyet, når vi transporterer os selv, da flyrejser er den individuelle transportform, som udleder mest CO2.

Politikerne kan også vælge at indføre kvoter for virksomhedernes udledning af CO2 og forurening, hvilket kan påvirke udbuddet. For eksempel kan man politisk beslutte, at en virksomhed får tildelt en vis mængde kvoter til at udlede CO2

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

183

og forurening, og hvis virksomheden så ikke kan overholde dette, er den nødt til at gå ud på markedet og opkøbe flere kvoter af virksomheder, der ikke har brugt deres, hvilket vil fordyre virksomhedens produktion. Fordi produktionen kan blive dyrere ved kvoteordninger, er det politikernes håb, at de kan motivere virksomhederne til at omlægge deres produktion, så den bliver mere miljø- og klimavenlig. Der er forskel på, hvor meget politikere i forskellige lande blander sig i økonomien, herunder hvor stor en rolle de synes, at staten skal have i markedets anliggende (det vender vi tilbage til i slutningen af kapitlet). I Danmark, hvor vi har en blandingsøkonomi, er der et tæt samspil mellem stat og marked (eller det vi kalder den private og offentlige sektor).

4.3.4. Forskellige økonomiske systemer Spørgsmålet om, hvordan samfundsøkonomien skal indrettes, for at den kan fungere mest optimalt, har alle dage stået helt centralt i de økonomiske diskussioner.

Kigger vi ud over det økonomiske landskab, ser vi, at der findes tre forskellige måder at indrette økonomien på. Disse tre måder kalder vi for:

MARKEDSØKONOMIEN

PLANØKONOMIEN

Figur 4.10. Markedsøkonomi og planøkonomi

MARKEDSØKONOMI

184

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

BLANDINGSØKONOMIEN

En markedsøkonomi bygger på idéen om det frie marked, den frie konkurrence, det frie forbrugsvalg (at vi selv bestemmer, hvad vi vil købe, og hvor vi vil købe det) og den private ejendomsret. Det vil sige, at den enkelte husholdning og den enkelte virksomhed har frihed til at gøre det, som sikrer, at de får opfyldt flest mulige egeninteresser. Hvad der produceres, hvordan der produceres, og til hvilken pris der handles, overlades i markedsøkonomien helt til husholdningerne og virksomhedernes møde på markedet. Markedsøkonomien er tæt knyttet til den liberalistiske ideologi, som vi var inde på i kapitel 1. USA er ofte et land, som forbindes med et samfund, der har den rene markedsøkonomi, fordi markedet spiller en helt central rolle, men faktisk er USA, ligesom alle andre lande i dag, en blandingsøkonomi, hvor der sker en vis statslig regulering af samfundsøkonomien. Reguleringen i USA er dog betydeligt mindre, end den for eksempel er i Danmark.

Den planøkonomiske tænkning er ganske anderledes. Her er det staten, der bestemmer, hvad og hvor meget der skal produceres og til hvilke priser. Formålet er at opfylde de nødvendige menneskelige behov samt skabe lige økonomiske forhold for alle i samfundet. I den planøkonomiske tænkning er man opsat på, at alle så vidt muligt er i arbejde – og at den samlede økonomiske produktion fordeles ligeligt ud til alle. Det betyder, at man regulerer hele økonomien, fordi man ikke tror på idéen om, at det frie marked er den bedste måde at omfordele samfundets goder. Ifølge planøkonomer vil markedet have fejl, og det vil gå ud over mange mennesker. Planøkonomien er tydeligt inspireret af den socialistiske ideologi (se kapitel 1), fordi den lægger vægt på økonomisk lighed gennem

I en markeds­ økonomi er det markedet og markeds­ mekanismen, der bestemmer, hvad der skal produceres, og hvad prisen skal være.

I en planøkonomi bestemmes disse ting af staten.

PL ANØKONOMI

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

185

politisk styring. Cuba er et af de få lande, som fortsat har planøkonomi, og også Kina benytter sig af en række planøkonomiske elementer.

Endelig har vi blandingsøkonomien, som stort set alle lande har i dag – også Danmark. Blandingsøkonomien er en blanding af planøkonomi, hvor prisen og mængden på især velfærdsgoder (uddannelse, sundhed m.v.) og vand, varme og kollektiv transport bestemmes politisk, og markedsøkonomi, hvor prisen og mængden bestemmes af markedet. Blandingsøkonomien er inspireret af socialliberalismen og socialdemokratismen (se kapitel 1), hvor markedet har betydelig frihed, men hvor staten samtidig har mulighed for gennem for eksempel finanspolitiske værktøjer at gå ind og reparere de eventuelle fejl, der kan opstå (vi vender tilbage til finanspolitik senere i kapitlet).

4.4. Hvordan hænger den store samfundsøkonomi sammen?

Inden for økonomi er det at kunne forstå og forklare økonomiske sammenhænge afgørende. Det vil sige, at vi skal kunne forstå og forklare, hvorfor for eksempel efterspørgslen på markedet som regel vil stige på en vare eller tjenesteydelse, når prisen falder, eller hvorfor virksomhederne som regel gerne vil udbyde så mange af deres varer og tjenesteydelser på markedet til den højest mulige pris.

Men økonomi handler også om en hel del mere end forholdet mellem husholdninger og virksomheder, og i det følgende sætter vi nu lys på den store økonomi (makroøkonomi), som vi fremadrettet omtaler som samfundsøkonomien.

4.4.1. Det økonomiske kredsløb For at blive bedre til både at forstå og forklare de mange og ofte ret komplicerede økonomiske sammenhænge, er det godt at kunne ”ringe til en ven” og få lidt hjælp. I denne sammenhæng er modellen af det økonomiske kredsløb den ven, som vi ringer til. Det økonomiske kredsløb er en simpel model, der kan hjælpe os til at forstå økonomiske sammenhænge, fordi vi kan følge de økonomiske strømme mellem de fem centrale sektorer i samfundsøkonomien.

Kigger vi først på forholdet mellem husholdninger (1) og virksomheder (2) i kredsløbet, så tilbyder husholdningerne arbejdskraft til virksomhederne, så virksomhederne kan få produceret deres varer og tjenesteydelser (det kan vi ikke aflæse i figur 4.11, fordi vi i denne model kun ser pengestrømmene). Virksomhederne giver i bytte herfor deres ansatte (husholdningerne) indkomst (løn).

Husholdningerne kan med den indkomst, som de får fra virksomhederne, købe varer og tjenesteydelser fra virksomhederne. Det er det, som vi forstår som

186

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.11. Det økonomiske (penge)kredsløb

3 Den offentlige sektor

Opsparing

Varekøb og subsidier

Løn og overførselsindkomster

Lån Lån

4 Finansiel sektor

Lån

Opsparing

1 Husholdningerne

Skatter

Privatforbrug

Profit og løn

Importudgifter til forbrugsvarer

Opsparing 2 Virksomhederne Importudgifter til råvarer og maskiner

Eksportindtægter 5 Udlandet

Kilde: Luk samfundet op! 4. udg. af P. Brøndum og T.B. Hansen, Columbus, 2021.

Skatter og afgifter

I modellen ser vi, hvordan pengestrømmene går mellem de fem sektorer i økonomien. Vi kunne lave et tilsvarende kredsløb for varer og tjenester, der så blot ville strømme den modsatte vej end pengene (fordi vi betaler penge for de varer og tjenester, vi modtager).

privatforbrug. Husholdningerne tjener eller modtager dog ikke kun indkomst fra virksomhederne. Den offentlige sektor (3) betaler også løn (til de offentligt ansatte, for eksempel lærere, sygeplejersker osv.) og overførsler (for eksempel kontanthjælp, SU og pension) til husholdningerne.

I Danmark er der rigtig mange ansatte i den offentlige sektor, netop fordi vi har så udbygget en velfærdsstat. I maj 2023 var der ca. 875.000 ansatte i offentlig forvaltning og service, mens der til sammenligning var ca. 1,93 mio. ansatte i virksomheder og organisationer i den private sektor. Den offentlige sektor er også en væsentlig forbruger – fordi den offentlige sektor efterspørger varer og

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

187

Figur 4.12. Den private sektor og den offentlige sektor OFFENTLIG SEKTOR

tjenesteydelser fra virksomhederne. Det kan for eksempel være i form af hospitalssenge, nye projektorer til klasseværelser på landets skoler, nye stole og borde til daginstitutioner osv. Derudover bidrager den offentlige sektor til samfundsøkonomien med betydelige investeringer i for eksempel infrastruktur (bygninger, veje, broer). Den offentlige sektor er således en ganske betydelig kunde hos virksomhederne i den private sektor (det ser vi i pilen, 'varekøb', der går fra den offentlige sektor til virksomhederne).

Den offentlige sektor har dog ikke kun udgifter i form af løn, overførselsindkomster, forbrug, in-

PRIVAT SEKTOR

vesteringer osv. Den har også indtægter i form af skat og afgifter (for eksempel moms), som vi alle sammen skal betale i Danmark. Også virksomhederne i Danmark skal betale skat og afgifter til den offentlige sektor (blandt andet selskabsskat og moms), hvilket også fremgår af pilene i kredsløbet.

En fjerde central aktør i kredsløbet er den finan-

Den offentlig sektor udgøres af staten og alt det, staten stiller til rådighed for borgerne (hospitaler, skoler osv.), mens den private sektor består af privatejede virksomheder, der producerer varer og tjenester til markedet.

sielle sektor (4), og den spiller en meget vigtig rolle i forhold til at kunne låne penge ud til investeringer.

Hvis en virksomhed for eksempel ønsker at foretage investeringer i nye bygninger, maskiner eller ny teknologi, eller hvis vi husholdninger har brug for penge til at investere i en privat ejerbolig eller en bil, som koster et beløb, vi ikke lige har stående, så har vi brug for den finansielle sektor (banker, kreditforeninger osv.). Den finansielle sektor kan nemlig hjælpe til at skabe denne finansiering, ligesom den finansielle sektor kan opbevare de økonomiske værdier, i form af opsparing, som både husholdninger, virksomheder eller den offentlige sektor måtte have.

Endelig ser vi også udlandet (5) som en del af det økonomiske kredsløb. Virksomhederne køber varer (råvarer, maskiner, software osv.) og visse tjenesteydelser (specialviden) i udlandet for at kunne producere deres egne varer og tjenesteydelser, som de efterfølgende kan sælge. Også vi husholdninger

188

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.13. Stigende og faldende aktivitet i samfundsøkonomien – et eksempel på, hvordan de forskellige ­sektorer påvirker hinanden

PRIVATFORBRUGET

VIRKSOMHEDERNE

stiger, hvilket øger efterspørgslen i samfundsøkonomien.

vil gerne levere til den stigende efterspørgsel og ansætter derfor flere medarbejdere til at producere flere varer og tjenesteydelser.

PRIVATFORBRUGET

VIRKSOMHEDERNE

falder, hvilket reducerer efterspørgslen i samfundsøkonomien.

sætter deres produktion af varer og tjenesteydelser (udbud) ned og fyrer en del af deres medarbejdere.

DE NYE MEDARBEJDERE får en løn og kan nu efterspørge mere, og det øger efterspørgslen og får den samlede økonomiske aktivet til at stige.

DE NYE MEDARBEJDERE får ikke længere løn, men overførselsind­ komst fra det offentlige og kan ikke længere efterspørge det samme som før. Den økonomi­ ske aktivitet i samfunds­ økonomien falder.

køber en del varer og tjenesteydelser fra udlandet. Når vi køber varer og tjenesteydelser fra udlandet (for eksempel når vi shopper på udenlandske netsider eller rejser til udlandet), så er der tale om ­import, men vi importerer ikke kun i Danmark. Vi eksporterer faktisk også en hel del, og det er danske virksomheder, som står for eksport i form af salg af deres varer og tjenesteydelser til det globale marked. Faktisk er vi i Danmark så gode til at handle med udlandet, at vi tjener flere penge (eksportindtægter), end vi bruger (importudgifter). Det

Import er udtryk for handel med udlandet, hvor danske virksom­ heder og forbrugere køber varer og tjeneste­ ydelser fra udlandet.

Eksport er udtryk for handel med udlandet, hvor danske varer og tjenesteydelser sælges til udlandet.

vender vi tilbage til lidt senere, når vi kommer til det økonomiske mål om betalingsbalancen.

Det økonomiske kredsløb kan hjælpe os til at forstå ændringer i de forskellige ”strømme”, altså pengestrømmene: om de øges eller formindskes. Eksempelvis vil stigende privatforbrug, flere offentlige investeringer, mere offentligt forbrug og øget eksport føre til mere aktivitet i samfundsøkonomien. Derimod vil stigende skatter, mere import og mere opsparing reducere den økonomiske aktivitet i samfundsøkonomien.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

189

Økonomisk krise er en tilstand i øko­ nomien, hvor der er lavkonjunktur, arbejdsløsheden er stigende, der er me­ get lav økonomisk aktivitet, og der kan være negativ økonomisk vækst. Økonomiske mål er mål for, hvordan forskellige områder inden for sam­ fundsøkonomien skal klare sig. For eksempel er det et økonomisk mål, at den økonomiske vækst målt i BNP helst skal være på 1-2 % om året.

4.4.2. Samfundsøkonomiens temperatur I medierne hører vi tit om, hvordan samfundsøkonomien har det. Ikke mindst når der er økonomisk krise, som vi oplevede det tilbage i slutningen af nullerne (2007-2010) i forbindelse med finanskrisen og igen under coronanedlukningerne i starten af 2020erne. Men hvordan finder vi egentlig ud af, om det går godt eller skidt med samfundsøkonomien? Til det formål bruger vi de såkaldte økonomiske mål. Det er en række økonomiske faktorer, som vi undersøger og måler på for at finde ud af, hvordan det egentlig går med økonomien:

Økonomiske mål: konomisk vækst (målt Ø av arbejdsløshed L Lav og stabil inflation

ved BNP)

på betalingsbalancen Balance (gerne overskud) get Balance på statens bud nomi.

Grøn og bæredygtig øko

BNP står for bruttonational­ produktet og er den samlede mængde af producerede varer og tjenesteydelser fratrukket de rå­ stoffer/ressourcer, som er anvendt i produktionen.

 Vækst målt i BNP Økonomisk vækst handler om, at vi som samfund bliver rigere eller fattigere år for år. Den måde, vi måler på, om den økonomiske vækst stiger eller falder, er ved at benytte begrebet BNP og se på den årlige procentvise ændring i BNP. BNP er en forkortelse for bruttonationalproduktet. Det er en opgørelse af den samlede mængde af varer og tjenesteydelser, som bliver produceret i samfundsøkonomien (både i den offentlige og private sektor) på et år gjort op i kroner, fratrukket de varer, som anvendes i produktionen.

Det centrale ved BNP er, at den udløser en indkomst, som kan forbruges i samfundsøkonomien og dermed stimulere den økonomiske aktivitet. Men hvordan får vi vækst i BNP? Det gør vi blandt andet, når vi: får flere mennesker i arbejde. får mennesker til at arbejde flere timer om dagen eller blive længere tid på arbejdsmarkedet (før de går på pension). tiltrækker flere mennesker fra for eksempel andre lande til at komme og tage arbejde i Danmark (hvis der er arbejde). gør vores produktion mere effektiv og produktiv. Det handler om at kunne

190

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.14. Udviklingen i BNP i Danmark, 1966-2021*, mia. kr. og realvækst i procent BNP i mia. kr., 2010-priser, kædede værdier

Realvækst i pct.

2.500

Covid-19

BNP (venstre akse) 2.000

Finanskrise

20

IT-boble

1.500

15

Kartoffelkur 1. oliekrise

1.000

25

2. oliekrise Realvækst i pct. (højre akse)

10

Kilde: Danmarks Statistik.

2020* 2021*

2015

2010

2005

2000

1995

1990

-5 1985

-500 1980

0

1975

0

1970

5

1966

500

Note: I figuren kan ses en række økonomiske begivenheder, som har haft indflydelse på dansk økonomi og derfor på udviklingen i BNP fra 1966 til i dag. * Forventet udvikling

producere mere med de samme eller færre ressourcer, og om at bruge teknologi, automatisering, digitalisering osv. gør folk mere produktive og i stand til at udnytte de teknologiske muligheder til at producere mere.

Inden for økonomisk tænkning taler vi om, at der helst skal være en stigning i BNP på 1,5-2 % om året, hvilket hænger sammen med forventninger om, at vi er i stand til at øge vores produktivitet. Produktivitet vil sige, at vi år for år bliver hurtigere til at producere det samme (for eksempel gennem ny teknologi eller bedre uddannelse). Lad os her tage et eksempel: Snedker Jensen kan producere tre stole på en dag, men så tager han på efteruddannelse, og da han kommer tilbage til sit værksted, kan han nu producere fire stole på en dag, fordi han har lært en smart ny metode. Produktiviteten er øget med én stol. Han kan også øge produktiviteten ved at få en robot, der netop er kommet på markedet, til at sætte stoleben på stolen; nu kan han producere seks stole på en dag – og har altså samlet set fordoblet sin produktivitet i kraft af uddannelse og teknologisk udvikling. Hvis ikke vi andre tjener flere penge, så vi kan købe de stole, snedker Jensen og hans konkurrenter producerer, så vil der ikke være brug for lige så mange s­ nedkere – og

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

191

så risikerer nogle af disse at blive arbejdsløse. For at snedkerne ikke skal blive arbejdsløse, skal vi derfor gerne opnå en generel økonomisk vækst på omkring 1,5-2 % om året, så vi forbrugere har råd til at købe de nye ekstra stole. Som vi kan se af figur 4.14, har der været betydelig økonomisk vækst i Danmark fra 1966 til i dag.

Når vi tæller alt det, der er produceret, sammen, og vi får vores BNP, BNP pr. indbygger er udtryk for brutto­ nationalprodukt pr. indbygger og findes ved, at vi tager landets sam­ lede BNP og dividerer det med det samlede befolkningstal i landet.

så vil vi også gerne kunne sammenligne os med andre lande – men gør vi det uden videre, vil vi se, at Danmark har et meget lavere BNP end store lande såsom Tyskland og USA. Derfor er det vigtigt, at vi bruger begrebet BNP pr. indbygger (eller BNP per capita), for her kan vi regne den enkelte borgers gennemsnitlige velstandsniveau ud. Det gør vi ved at tage Danmarks samlede BNP og dividere det med det samlede befolkningstal i Danmark.

 Lav arbejdsløshed Et andet centralt økonomisk mål handler om, at vi gerne vil have lav arbejdsløshed. Det vil vi for det første, fordi det giver øget økonomisk vækst, når mange af os er i arbejde. Så er vi nemlig både med til at producere (på vores arbejde) og forbruge mere (for vores løn) – alt sammen noget, der skaber vækst. Dernæst ønsker vi selvfølgelig også lav arbejdsløshed, fordi det aldrig er rart at være arbejdsløs, hvis man gerne vil have et arbejde. At være arbejdsløs vil sige, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet og er aktivt søgende efter et arbejde, men ikke kan få et. Der kan være flere grunde til, at en person er arbejdsløs, og konkret skelnes mellem forskellige typer af arbejdsløshed:

• Konjunkturarbejdsløshed handler om, at den samlede samfundsøkonomi er i tilbagegang, og det betyder, at den samlede efterspørgsel og det samlede udbud af varer og tjenesteydelser vil falde. Det fører til, at folk bliver fyret fra deres arbejde, da der ikke længere er brug for så mange personer på arbejdspladsen. Når der er økonomisk krise i samfundsøkonomien, så oplever vi typisk en stigning i konjunkturarbejdsløsheden.

• Sæsonarbejdsløshed er en anden form for arbejdsløshed, og det handler om, at nogle mennesker i samfundsøkonomien arbejder i brancher, som er sæsonbestemte. Det kan for eksempel være jordbærplukkere, julemænd eller fuldtidsarbejdere i en forlystelsespark (Tivoli, Djurs/Faarup Sommerland). De arbejder rigtig mange timer i løbet af en bestemt periode af året, men når så deres erhverv lukker ned, fordi sæsonen slutter, så bliver de arbejdsløse.

192

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.15. Antal ledige i Danmark, sæsonkorrigeret, 2007- jan. 2024

175.000

150.000

125.000

100.000

86.983,5

Note: De 86.683,5 personer, der var registrerede ledige i Danmark i januar 2024, svarer til en arbejdsløshedsprocent på 2,9 %.

• Friktionsarbejdsløshed kaldes også for skiftearbejdsløshed. Det er nemlig, når vi går fra eller skifter fra et arbejde til et andet. Så er der ofte en periode, hvor vi er ledige/arbejdsløse, og det kalder vi for friktionsarbejdsløshed. I Danmark skiftede 968.600 personer job i løbet af 2022.

• Strukturarbejdsløshed handler om, at vores økonomi og teknologien hele tiden udvikler sig, og nye behov og krav opstår til at kunne håndtere de forskellige jobs. Det betyder, at vi kan opleve, at vi har for mange uddannede til en type jobs, som der ikke er særligt stort behov for i samfundet, eller vi har for få til at tage de jobs, der er ledige, fordi de ikke har evnerne og kompetencerne til det. Eksempelvis er der mange ledige slagteriarbejdere, men mangel på dataloger.

 Lav og stabil inflation Inflation betyder generelle prisstigninger. Inflation handler om, at priser på varer og tjenesteydelser vedvarende stiger over tid, hvilket fører til, at vores penge mister værdi. Når priserne på varer

Inflation er udtryk for generelt stigende priser i samfundsøko­ nomien.

eller tjenesteydelser stiger, så kan vi ikke købe lige så meget i dag,

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

193

Kilde: Danmarks Statistik.

50.000

Jan 2007 Maj 2007 Sep 2007 Jan 2008 Maj 2008 Sep 2008 Jan 2009 Maj 2009 Sep 2009 Jan 2010 Maj 2010 Sep 2010 Jan 2011 Maj 2011 Sep 2011 Jan 2012 Maj 2012 Sep 2012 Jan 2013 Maj 2013 Sep 2013 Jan 2014 Maj 2014 Sep 2014 Jan 2015 Maj 2015 Sep 2015 Jan 2016 Maj 2016 Sep 2016 Jan 2017 Maj 2017 Sep 2017 Jan 2018 Maj 2018 Sep 2018 Jan 2019 Maj 2019 Sep 2019 Jan 2020 Maj 2020 Sep 2020 Jan 2021 Maj 2021 Sep 2021 Jan 2022 Maj 2022 Sep2022 Jan 2023 Maj 2023 Sep 2023 Jan 2024

75.000

Figur 4.16. Stigende inflation svækker købekraften

FOR ET ÅR SIDEN

HØJ INFLATION

I DAG

Når inflationen er høj, kan vi købe mindre for vores penge, end vi ­tidligere kunne.

som vi kunne for et år siden for de samme penge. I samfundsøkonomien accepterer vi en vis inflation over tid, så længe den er lav og stabil, for så kan vi så at sige følge med (Den Europæiske Centralbank, ECB, anbefaler ca. 2 % om året). En lav og stabil inflation er nemlig udtryk for økonomisk aktivitet, og at der er gang i samfundsøkonomien.

Udfordringen, når inflationen er for høj, er, at det svækker vores købekraft, hvilket vil sige den evne, vi hver især har som forbrugere til at købe (forbruge) noget for vores penge. Ifølge Nordea mistede en almindelig dansk familie i perioden januar 2021 til august 2023, hvor inflationen var rigtig høj, ca.

40.000 kroner om året. Stigende priser har også betydning for vores udenlandshandel (eksport), fordi prisstigningerne på den danske produktion gør det dyrere for de lande, vi sælger (eksporterer) til, at købe danske varer. Det kan resultere i, at vi ikke sælger så meget til udlandet (faldende eksport).

Når priserne stiger for meget, så starter ofte det, vi kalder for en ond økonomisk spiral, hvor vi forbrugere vil kræve mere i løn af arbejdsgiverne, så vi kan blive ved med at købe det samme for vores penge (vi vil ikke acceptere, at vores købekraft udhules). Arbejdsgiverne vil ofte forsøge at finde de ekstra penge til løn ved at sætte priserne endnu højere op på varer og tjenesteydelser, hvilket kun øger inflationen, og således forværres den økonomiske situation.

Modsat inflation, som betyder prisstigninger, så taler vi inden for økono-

194

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

mi også om deflation, hvilket handler om, at priserne falder. Deflation kan også være en udfordring, for hvis priserne falder, så vil mange af os måske udskyde vores forbrug eller investeringer i en ny lejlighed, hus eller i en ny bil i håb/forventning om, at priserne vil falde yderligere. Det vil reducere den samlede økonomiske aktivitet i samfundsøkonomien.

 Betalingsbalance Det fjerde økonomiske mål handler om den såkaldte betalingsbalance.

Betalingsbalancen er en oversigt eller et regnskab over et lands samlede indtægter og udgifter over for udlandet. Her ser vi helst, at der er balance mellem indtægter og udgifter, eller at der er et overskud. Når vi eksporterer til udlandet, så betyder det, at vi sælger varer og tjenesteydelser fra Danmark til udlandet. Det er altså her, det danske samfund tjener penge, fordi der kommer penge fra udlandet i kassen.

Import handler derimod om de varer og tjenesteydelser, som virksomheder og vi forbrugere køber i udlandet. Ved import er der altså tale om, at vi bruger (betaler) penge i udlandet, og pengene forlader derfor dansk økonomi. I Danmark har vi i mange år haft et ganske pænt overskud på betalingsbalancen, det vil sige, at vi tjener mere på det, vi eksporterer, end vi bruger på det, vi importerer. Det hænger sammen med, at vi har en række konkurrencedygtige virksomheder, specielt inden for medicinalindustrien, som for eksempel Novo Nordisk, der med deres diabetesmedicin og senest deres fedmereducerende medicin har bidraget markant til overskuddet på den danske betalingsbalance. Ud over medicin er Danmark også dygtige til at konkurrere på de globale markeder, når det kommer til udvikling af grønne løsninger til fordel for et bedre klima.

 Balance på statens finanser Balance på statens finanser handler om forholdet mellem statens udgifter og indtægter. Det vil sige, hvor mange penge bruger staten (det offentlige), og hvor mange penge får den ind i skat. Har staten for mange udgifter i forhold til, hvad den har i indtægter, så vil der være underskud på statens finanser.

Så vil man enten være nødt til at låne penge (hvilket fører til statsgæld), eller man vil være nødt til at spare, hvilket vil sige at bruge færre penge på for eksempel kontanthjælpsydelser, pensioner, sundhed eller uddannelse – eller at hæve skatterne. Som vi så i kapitel 1, så har den danske stats finanser det godt i disse år, hvilket blandt andet hænger sammen med, at der er meget lav arbejdsløshed, og at udvalgte danske virksomheder tjener mange penge i udlandet. Det betyder samlet set, at der er overskud på statens finanser (se tabel 4.2).

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

195

Tabel 4.2. States udgifter og indtægter og samlet overskud 2019-2023

Statslig forvaltning og service

2019

2020

2021

2022

2023

Statens udgifter

1.147.800

1.241.147

1.270.324

1.273.555

1.313.384

Statens indtægter

1.243.279

1.249.966

1.373.797

1.368.202

1.400.508

Offentlige overskud

95.480

8.819

103.473

94.647

87.124

 Grøn og bæredygtig økonomi Det sidste samfundsøkonomiske mål handler om den problematik, som vi kort var inde på i afsnit 4.3.2 i forbindelse med markedsfejl. Det handler nemlig om, at den måde, vi producerer og forbruger på, ikke må belaste klimaet på en måde, hvor det reducerer muligheden for, at kommende generationer kan have de samme økonomiske muligheder, som vi har i dag.

Det gælder for det meste af den produktion og det privatforbrug, som Lineær økonomi er det, vi har i dag, hvor vi bruger naturens råstoffer til at producere og forbruge varer, hvorefter vi smider dem ud uden at genanvende noget (modsat cirkulær økonomi).

Cirkulær økonomi er en økonomiform, der forsøger at gentænke måden, vi producerer og bruger af naturens råstoffer på, så alt ved produktion og forbrug af varer kan genanvendes (modsat lineær økonomi).

kendetegner vores samfund i dag, at det påvirker klimaets tilstand blandt andet med høje udledninger af CO2, som fører til global opvarmning (negativ eksternalitet). For at kunne indfri den økonomiske målsætning om en grøn og bæredygtig økonomi skal vi ifølge dette økonomiske mål rette vores ensidige fokus på økonomisk vækst hen i retning af en produktions- og forbrugsform, som tager hensyn til klimaet og naturbevarelse og gerne naturudvidelse, så hensynet til naturen sættes over hensynet til samfundsøkonomien. Det vil sige, at vi skal bevæge os væk fra den såkaldte lineære økonomi (se figur 4.17) og over i en cirkulær økonomi (se figur 4.18).

Figur 4.17. Lineær økonomi

Udvinding af naturens ressourcer

Forarbejdning af naturens ressourcer i forbindelse med produktion af varer og tjenesteydelser

Forbrug af de producerede varer og tjenesteydelser

Bortsmidning af varer, når vi ikke længere finder dem anvendelige

Den lineære økonomi, som vores forbrugssamfund skaber, går ud på først at udvinde, så forarbejde, dernæst producere og til sidst smide væk.

196

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.18. Cirkulær økonomis syv bærende principper

GENDAN Gendan og udnyt ressourcer og energiressourcer.

GIV VIDERE Del med andre og være del af en deleøkonomi.

AFVIS Forbrug ikke, hvad du ikke har brug for.

GENTÆNK Vær opmærksom på dit forbrug, dit forhold til ’ting’ og dit forhold til jordkloden

REPARER Fiks dine ting i stedet for at smide dem væk.

BEGRÆNS Begræns dit forbrug af energi og materialer.

GENANVEND Del med andre.

Genbrug det gamle.

Kilde: Zontausa.org

GENBRUG Udnyt og genbrug alle materialer og ressourcer.

En cirkulær økonomi har i modsætning til en lineær økonomi (som præger vores samfund) fokus på at genanvende og genbruge frem for at producere, forbruge og smide væk. En cirkulær økonomi har syv bærende principper, som er rettet både mod virksomheders produktion, men også mod os privatforbrugere. Vi kommer ind på mere konkrete bud på måder at opnå den bæredygtige økonomi på til sidst i kapitlet.

4.4.3. Målkonflikter i økonomien De økonomiske mål er som sagt de områder, vi kigger på, når vi vil finde ud af, hvordan det går med den samlede samfundsøkonomi, men interessant er det, at det faktisk er meget svært at indfri alle samfundsøkonomiske mål på samme tid. Det skyldes de såkaldte målkonflikter, som vil sige, at når det går godt med det ene mål, så går det ikke nødvendigvis godt for et af de andre økonomiske mål. Det kalder vi for økonomiske målkonflikter, og i figuren nedenfor er der et par eksempler på målkonflikter blandt de samfundsøkonomiske mål.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

197

Figur 4.19. Udvalgte økonomiske mål, der kan være i konflikt med hinanden

MÅLET OM: ØKONOMISK VÆKST

VS

MÅLET OM: BÆREDYGTIGHED

Hvordan kommer de samfunds­økonomiske mål i konflikt med hinanden? Økonomisk vækst har det formål, at vi øger den samlede produktion af varer og tjenesteydelser hvert år med 1-2 %. For klimaet betyder det, at der er et konstant pres på naturens ressourcer (som jo er knappe). Dertil kommer, at med øget økonomisk vækst vil følge en konstant større affalds- og forureningsbyrde, som skader klimaet og dermed arbejder imod den grønne og bæredygtige målsætning.

MÅLET OM: LAV ARBEJDSLØSHED

VS

MÅLET OM: LAV INFLATION

Hvordan kommer de samfunds­økonomiske mål i konflikt med hinanden?

Når vi i samfundet oplever lav arbejdsløshed, så vil det ofte være meget vanskeligt samtidig at holde inflationen lav. Det skyldes for det første, at de, som har fået et arbejde, får flere penge (løn), som de kan gå ud og forbruge.

Det vil øge efterspørgslen, og det fører ofte til, at priserne stiger. Det andet er, at når ledigheden er lav, så er der mindre konkurrence om de jobs, der er i samfundet, og det betyder, at arbejdstagerne (dem, der tager jobbet) vil stille større krav om mere i løn. Det vil ofte føre til stigninger i lønnen og dernæst til stigninger i priserne, fordi virksomhederne vil forsøge at hente den ekstra udgift til løn hjem ved at sætte priserne på deres varer og tjenesteydelser op.

198

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

4.4.4. Økonomien bevæger sig op og ned Mange af os har nok bemærket, at samfundsøkonomien går op og ned. Det så vi senest i forbindelse med coronakrisen, men vi så det også tilbage i slutningen af 2000erne under den omfattende finansielle og økonomiske krise. Når vi vil give en samlet beskrivelse af, hvordan det står til med samfundsøkonomien, så bruger vi begrebet økonomiske konjunkturer, der konkret betyder, at økonomien svinger op og ned.

Figur 4.20. Økonomiske konjunkturer – samfundsøkonomien går op og ned Produktion

Tid

opgang

høj

nedgang

lav

opgang

 Opgangskonjunktur: Når samfundsøkonomien er inde i en positiv udvikling, hvor en række af de økonomiske mål, vi netop har set på, bevæger sig i den rigtige retning. Her er der stigende økonomisk vækst (produktionen stiger), arbejdsløsheden falder, og eksporten, investeringslysten og privatforbruget begynder så småt at stige.

 Højkonjunktur: Når der er høj aktivitet i samfundsøkonomien, ja, der er næsten frygt for, at den overopheder. Her er der høj økonomisk vækst, lav arbejdsløshed, forbedring af statens balance og stor forbrugslyst. Når denne konjunktur er i sin afslutning, begynder inflationen at stige, og investeringsog forbrugslysten i samfundet dæmpes (fordi lønnen presses op på grund af den lave arbejdsløshed, og virksomhederne derfor må hæve prisniveauet på varer og tjenesteydelser).

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

199

 Nedgangskonjunktur: Når der ikke længere er så meget aktivitet i samfundsøkonomien. Her vil vi se, at den økonomiske vækst er aftagende (lavere produktion), at arbejdsløsheden begynder at stige som en konsekvens af den lavere produktion, at inflationen fortsat er rimelig høj (fordi det tager tid for prisniveauet at falde igen), og at investerings- og forbrugslysten reduceres.

 Lavkonjunktur: Når der er meget lav aktivitet i samfundsøkonomien.

Samfundsøkonomien vil enten være stagneret eller i direkte recession. I Stagnation er udtryk for en økonomi, der ”står stille”, eller hvor den økonomiske vækst over en længere perio­ de ikke stiger.

Recession er udtryk for en tilbagegang i økonomien. Konkret er der tale om økonomisk recession, når BNP er faldet to kvartaler i træk.

en lavkonjunktur er der lav vækst, høj arbejdsløshed, meget lavt forbrug, stærkt reduceret investeringslyst og ofte en ubalance på statens budget, fordi staten får øgede udgifter til for eksempel dagpenge og kontanthjælp til de mange mennesker, som er blevet arbejdsløse i denne konjunktur. Inflationen vil dog være lav, netop fordi lønnen er lavere på grund af den høje arbejdsløshed, og virksomhederne derfor kan sænke prisen på varer.

De forskellige økonomiske konjunkturer er tæt knyttet til, hvordan det går med de forskellige økonomiske mål. Det skal forstås på den måde, at vi bruger vores viden om, hvordan det står til med hvert af de økonomiske mål, til at kunne konkludere, hvilken økonomisk konjunktur samfundsøkonomien

Figur 4.21. Økonomiske sammenhænge mellem mål, konjunkturer, politik og kredsløb

200

VIDEN OM DE ØKONOMISKE MÅL

BESTEMMELSE AF ØKONOMISK ­KONJUNKTUR

Vi kigger i tallene vedrørende vækst i BNP, arbejdsløshed, inflation, betalingsbalancen, statens budget osv.

Vores viden om, hvordan det går med de økonomiske mål, bruger vi nu sammen med vores viden om forskellige økonomiske konjunkturer til at bestemme, hvilken økonomisk konjunktur samfundsøkonomien befinder sig i.

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

VALG AF ØKONOMISK POLITIK Når vi har bestemt den økonomiske konjunktur, gør vi os overvejelser om, hvilken økonomisk politik der synes mest hensigtsmæssig at bruge. Vi vælger den økonomiske politik ud fra vores viden om, hvordan økonomien hænger sammen (det økonomiske kredsløb), og hvilke effekter det har i samfundsøkonomien, hvis vi eksempelvis sætter skatten på lønindkomster (ekspansiv finanspolitik) ned, eller hvad det vil betyde, hvis der bliver skåret ned i det offentlige forbrug (kontraktiv finanspolitik).

lige nu befinder sig i (se figur 4.21). Afhængigt af om det går skidt, nogenlunde, godt eller rigtig godt for samfundsøkonomien, kan vi herefter benytte os af økonomisk politik til at regulere samfundsøkonomien.

Når vi løbende regulerer økonomien, så handler det om, at vi helst vil blive i en opgangs- eller højkonjunktur så længe som muligt, men at vi samtidig forsøger at ”udglatte” konjunkturerne, så der ikke kommer alt for store udsving, når samfundsøkonomien er i nedgang. For husk på, at store udsving i økonomien har meget virkelige konsekvenser for os alle sammen i form af for eksempel fyringer, når der er nedgangstider. Vi ser nærmere på økonomisk politik i næste afsnit.

4.4.5. Økonomisk politik Økonomisk politik er de konkrete værktøjer, som politikerne kan tage i brug, når de forsøger at opfylde de samfundsøkonomiske mål. De forskellige økonomiske politikker, som politikerne benytter sig af, er henholdsvis:

FINANSPOLITIK

PENGEPOLITIK

STRUKTURPOLITIK

ekspansiv/kontraktiv

ekspansiv/kontraktiv

stramnings- og opkvalificeringsstrategien

 Finanspolitik er den form for økonomisk politik, som politikerne benytter sig af, når de forsøger at modvirke store udsving i samfundsøkonomien ved hjælp af statens finanser. Politikerne kan her vælge mellem to forskellige former for finanspolitik – enten ekspansiv eller kontraktiv finanspolitik. Politikerne bruger den ekspansive finanspolitik, når samfundsøkonomien befinder sig i enten en nedgangs- eller lavkonjunktur, og de bruger den

Finanspolitik hand­ ler om regeringens regulering af statens finanser på en sådan måde, at det er bedst muligt for samfunds­ økonomien.

Lad os starte med at se på den ekspansive finanspolitik, der føres, når vi er i nedgangs- eller lavkonjunktur, hvor vi gerne vil have gang i økonomien igen:

Lavkonjunktur

kontraktive finanspolitik, når vi er i opgangs- eller højkonjunktur.

• Sænke skatterne: Hvis skatterne reduceres (sænkes) for os husholdninger, så får vi flere penge mellem hænderne. Disse penge kan vi så gå ud og forbruge på flere varer og tjeneste-

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

201

ydelser, hvilket fører til, at efterspørgslen i økonomien stiger. Det fører til øget økonomisk aktivitet, fordi virksomhederne nu skal producere mere og derfor ansætte flere.

• Øge det offentlige forbrug: Hvis den offentlige sektor øger sit forbrug, for eksempel ved at indkøbe et stort antal computere, stole, borde og nye projektorer til alle skoler i Danmark eller hæver overførselsindkomster (kontanthjælp, pension, SU osv.), så stiger efterspørgslen hos virksomhederne, og det betyder, at de ansætter flere medarbejdere, der skal producere bestillingerne til det offentlige. For det arbejde får medarbejderne en løn, som de kan gå ud og forbruge, hvilket sætter yderligere gang i den økonomiske aktivitet.

• Øge offentlige investeringer: Det offentlige kan investere i for eksempel at bygge nye veje og broer rundtom i landet. Det vil føre til, at der skal ansættes

Figur 4.22. Ekspansiv finanspolitik i en lavkonjunktur

Lavkonjunktur

Kort sigt ...

STATEN

• Øger offentligt forbrug/­ investeringer • Sænker skatter/ afgifter Hvorfor?

For at sætte gang i efter­ spørgslen (økonomien).

EFTERSPØRGSEL ØGES PÅ VARER OG TJENESTER

Hvorfor?

Fordi forbruget stiger, da forbrugernes indkomst øges enten gennem skattelettelser, eller fordi der kommer flere i arbejde som følge af statens øgede ­forbrug/ inve­steringer.

PRODUKTION ­STIGER

BESKÆFTIGELSE STIGER

Hvorfor?

Fordi der nu ­efterspørges flere varer/tjenester.

Hvorfor?

Fordi der skal ansættes flere til at producere varer/ levere tjenester.

Figuren her viser, hvad der sker, når politikerne i en lavkonjunktur fører ekspansiv finanspolitik.

202

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

en hel del nye medarbejdere i de virksomheder (brolæggere, ingeniører, elektrikere osv.), som skal udføre arbejdet, men der skal også ansættes flere medarbejdere hos de virksomheder, der skal levere de materialer og maskiner, som skal bruges til arbejdet. Alt sammen er det med til at bringe flere i beskæftigelse, og de får en løn, som de kan gå ud i samfundsøkonomien og forbruge, hvilket stimulerer til øget økonomisk aktivitet.

Som det måske fremgår her, så handler den ekspansive finanspolitik om at sætte gang i økonomien ved at sørge for, at husholdningerne får flere penge mellem hænderne, så de kan forbruge mere. Det betyder nemlig, at virksomhederne skal producere mere, og at de derfor ansætter flere, der nu (i modsætning til før, hvor de var arbejdsløse) har flere penge, de kan forbruge. Det leder igen til øget produktion – og sådan kører det rundt i en positiv ring.

Men bliver højkonjunkturen for ”høj”, kan det også have negative konsekvenser. Når det sker, kalder vi det, at økonomien overopheder. Det sker, fordi

Langt sigt ...

INFLATION STIGER

Hvorfor?

• Lønniveau stiger, fordi køen af­ ­arbejdsløse er ­mindre = arbejderne kan kræve højere løn.

EKSPORT FALDER

Hvorfor?

Fordi danske ­varer bliver ­dyrere at købe for udlandet.

PRODUKTION FALDER

BESKÆFTIGELSE FALDER

Hvorfor?

Fordi udlandet ikke køber (efterspørger) danske varer i samme grad som før inflationen steg.

Hvorfor?

Fordi der ikke er brug for så mange arbejdere, når ­produktionen falder.

• Priser på varer og tjenester stiger, fordi virksomhederne ­hæver prisen, fordi de nu skal betale mere i løn til ­arbejderne.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

203

Højkonjunktur

økonomien har kørt godt længe, og der nu mangler arbejdskraft. Det betyder, at prisen på arbejde – lønnen – sættes op, fordi arbejderne kan kræve mere i løn, når der ikke står en anden arbejder klar til at tage over. Det fører til, at virksomhederne må hæve prisen på varerne for at få dækket deres øgede omkostninger til løn. Dette er et udtryk for inflation, og derfor siger vi også, at der er risiko for stigende inflation, når der er for meget gang i økonomien.

Det ønsker vi ikke, fordi en stigende inflation leder til faldende eksport, og når den falder, så mister virksomhederne indtægter, hvilket resulterer i fyringer og nedgangstider – det er derfor, vi gerne vil ”udglatte” konjunkturer, så vi undgår disse alt for store udsving. Det gør politikerne i højkonjunktur konkret ved at føre kontraktiv finanspolitik: • Skatten sættes op: Når skatterne sættes op, formindskes det disponible beløb, som husholdningerne får udbetalt hver måned. Det betyder, at de forbruger mindre, og derved lægger politikerne en ”dæmper” på efterspørgslen, hvilket vil sænke aktiviteten (produktionen) i økonomien.

• Det offentlige forbrug reduceres: Når det offentlige forbrug sænkes ved for eksempel at reducere beløbsgrænser på overførselsindkomster (færre penge udbetalt som for eksempel kontanthjælp, dagpenge, SU), eller ved at mindske statens indkøb af varer, vil det medvirke til en reduktion i den generelle efterspørgsel i samfundet og dæmpe den økonomiske aktivitet.

• De offentlige investeringer reduceres: Politikerne kan beslutte at udskyde større investeringer i for eksempel infrastrukturprojekter (broer, vejanlæg) eller beslutte, at det offentliges investeringsmidler begrænses markant. Det vil også reducere den økonomiske aktivitet og tage noget af luften ud af den overefterspørgsel, der kan være, hvis samfundsøkonomien er inde i en højkonjunktur.

 Pengepolitik er en anden økonomisk politik, som føres af Nationalbanken, men det sker ofte i et tæt samarbejde med Finansministeriet (regeringen).

Ligesom finanspolitik kan der føres en pengepolitik, som kan være enten Pengepolitik handler om at regulere sam­ fundsøkonomien ved at sætte renten op eller ned.

ekspansiv eller kontraktiv (se figur 4.23). Når vi fører en kontraktiv pengepolitik, så sættes renten op. Når renten på penge sættes op, så betyder det helt konkret, at det bliver dyrere at låne penge, og det bevirker, at det bliver vanskeligere at foretage nye investeringer i bygninger, maskiner eller i en privatbolig osv. Kontraktiv pengepolitik bruges ofte, når der er høj inflation i samfundsøkonomien, og vi ønsker at reducere efterspørgslen.

204

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.23. Ekspansiv og kontraktiv pengepolitik KONTRAKTIV PENGEPOLITIK

Renten hæves

Dyrere og sværere at låne penge

• Forbruget falder • Byggeriet går i stå • Færre investeringer

Efterspørgslen falder

• Arbejdsløsheden stiger • Inflationen falder • BNP falder • Importen falder

Renten sænkes

Billigere og lettere at låne penge

• Forbruget stiger • Byggeriet vokser • Flere investeringer

Efterspørgslen stiger

• Arbejdsløsheden falder • Inflationen stiger • BNP stiger • Importen stiger

Hvis politikerne derimod vil foretage en ekspansiv pengepolitik, så vil renten blive sat ned, hvilket betyder, at det bliver billigere at låne penge. Det vil gøre det lettere for flere, både husholdninger og virksomheder, at optage og blive godkendt til at optage lån til for eksempel at købe en ny bolig, eller for virksomhederne til at investere mere. Ekspansiv pengepolitik bruges ofte, når politikerne gerne vil øge efterspørgslen i samfundet og på den måde få gang i den økonomiske aktivitet i samfundet. Pengepolitikken har dog begrænsede muligheder i Danmark, fordi Danmark er medlem af EU og fører en såkaldt fastkurspolitik over for euroen. Det gør, at Danmark, eller rettere Nationalbanken, hele tiden skal holde øje med, at den danske krone ikke svinger mere end et par procent i værdi i forhold til euroen. Derfor kan Nationalbanken ikke bare sætte renten op og ned, som det passer den.

 Strukturpolitik Politikerne kan også føre såkaldt strukturpolitik, som handler om en række forskellige politikker, der alle har til formål at indrette samfundets økonomiske strukturer på en sådan måde, at det styrker den langsigtede økonomiske udvikling i samfundet.

Det sker blandt andet (i samarbejde med for eksempel arbejdsgiver og fagforening), når politikerne konkret forsøger at indrette uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik,

Strukturpolitik er politiske virkemidler, der bruges til at påvir­ ke enkelte områder i samfundsøkonomien på en måde, som på langt sigt skaber de bedste forudsætnin­ ger for samfundsøko­ nomien.

klimapolitik osv. på en måde, som gavner den samfundsøkonomi-

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

205

Kilde: A. K. Frederiksen, Clio online, 2022.

EKSPANSIV PENGEPOLITIK

Figur 4.24. Stramningsstrategien

Stramningsstrategien tages i brug, når regeringen ønsker at øge motivationen hos a­ rbejdsløse til at tage et arbejde ved for eksempel at give dem mindre i kontanthjælp.

Figur 4.25. Opkvalificerings­ strategien

ske udvikling. Inden for strukturpolitikken er der groft sagt to overordnede strategier – som vi også så på i kapitel 1 – nemlig o ­ pkvalificeringsstrategien og stramningsstrategien.

Opkvalificeringsstrategien (guleroden) handler om, at staten ønsker, at vi borgere hele tiden skal være kvalificerede og i stand til at tage et arbejde og være produktive. Derfor bruges opkvalificeringsstrategien til gruppen af borgere uden arbejde, som vi håber kan komme tilbage i job, hvis de kan få nye kompetencer (gennem uddannelse/ kurser osv.). Kan vi huske lidt fra kapitel 1, så ved vi, at det kniber med arbejdsudbuddet i Danmark på grund af den demografiske udfordring. Derfor

Med opkvalificeringsstrategien ­ønsker man at ”omskole”/dygtiggøre både dem, der er, og dem, der ikke er i arbejde. Fokus er primært på at opkvalificere dem, der står uden ­arbejde, så de nemmere kan få et arbejde.

er der fra politisk side et stort fokus på at få alle kvalificeret til at tage et job.

Den anden strategi i strukturpolitikken er den såkaldte stramningsstrategi (stokken), og den handler som bekendt om, at det ikke må være attraktivt at være på overførselsindkomster, da formodningen er, at det svækker incitamentet (motivationen) til at tage et job. Med stramningsstrategien reducerer man, hvor meget borgerne får udbetalt i kontanthjælp eller dagpenge, og hvor lang tid man må være på dagpenge, og det gøres sværere at få tildelt førtidspension og ret til tidlig tilbagetrækning.

206

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Økonomisk politik

Redskab

Finanspolitik

Skat

Pengepolitik

Rente og ­pengemængde

Offentlige ­udgifter

Type

Primær påvirkning

Kort/langt sigt

Økonomisk mål

Begrænsning

Ekspansiv Kontraktiv

Efterspørgsel efter forbrugsvarer

Kort sigt

Arbejdsløshed

Inflation

Vækst

Betalings­ balance

Rentestigning (kontraktiv)

Investeringslyst

Mellemlangt sigt

Inflation

Andre investerings-­ motiver

Rentefald (ekspansiv)

Strukturpolitik

Mange: • Arbejdsmarked • Uddannelse • Forskning • Erhvervs • Klima • Skatte

-

Vækst

Flaskehalse

Konkurrence-­ evne Produktionsstruktur

Langt/ meget langt sigt

Betalings-­ balance

Usikker ­virkning

Vækst

Fordeling

Som nævnt ovenfor handler strukturpolitik også om klimapolitik, og om hvorledes vi kan indrette vores samfund og samfundsøkonomi på en måde, som er langsigtet og bæredygtig. Klimapolitikkens betydning i dansk politik er blevet stadig mere relevant i takt med de udfordringer, som klimaforandringerne stiller både Danmark og alle andre lande over for. Dette sætter vi lys på i de følgende afsnit.

4.5. Hvordan hænger samfundsøkonomien sammen med klimakrisen?

Kigger vi i dag rundtom på kloden, kan vi allerede se talrige negative konsekvenser af klimaforandringerne i form af ekstreme vejrtilfælde såsom orkaner, voldsomme nedbørsmængder, stormflod, skovbrande, tørke osv. Specielt den sydlige del af kloden vil i fremtiden kunne opleve markant varmere temperaturer og længere og varige perioder med tørke (flere lande oplever det allerede). Det fører til, at disse steder vil have begrænset adgang til drikkevand, som igen vil

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

207

Kilde: Samfundets økonomi, af P. K. Madsen og E. Jensen, Columbus, 2010.

Figur 4.26. Finanspolitik, pengepolitik og strukturpolitik

gøre det vanskeligt at dyrke planter og afgrøder samt øge risikoen for flere og mere omfattende skovbrande.

Derudover vil de varmere temperaturer på kloden betyde, at specielt de store ismængder i Grønland og på Antarktis smelter, og vi vil se havstigninger, som vil true de mange samfund rundtom på kloden, som er placeret ved havet. Eksperter peger på, at omkring 300 millioner mennesker, som lever i såkaldte kystnære områder, inden 2050 vil risikere massive oversvømmelser, som vil gøre disse områder ubeboelige. Også i Danmark oplever vi i disse år de tiltagende klimaforandringer i form af varmerekorder, at nedbørsmængderne er mere voldsomme, og at der hyppigere er kraftige storme med følgende vandstigninger langs kystnære områder osv.

De igangværende klimaforandringer har fået eksperter, organisationer (FN) og politikere til at tale om, at vi har en dediceret klimakrise.

Som vi har berørt flere steder undervejs i dette kapitel, så er der en tæt sammenhæng mellem klimaet og miljøet og den måde, som vores samfundsøkonomi fungerer på. Det er der, fordi der ved al produktion og privatforbrug er en række negative konsekvenser (negative eksternaliteter, som vi gennemgik i afsnit 4.3.2) for miljøet og klimaet i form af betydelig forurening af eksempelvis: Jorden: tungmetaller, PFAS-stoffer og pesticider, der siver ned i grundvandet Vandet: plastik i havene, kvælstof, tungmetaller, pesticider fra kemikalier brugt i landbruget Luften: partikelforurening og ophobning af gasarter som for eksempel CO2 og CH4 (metangas).

Figur 4.27. Udvikling i CO2 -udledning i verden, industrielt og privat energiforbrug, 1900-2022, 1.000 mia. tons (gigaton)

30 20 10 0

208

1900

1910

1920

1930

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

1940

1950

1960

1970

1980

1990

2000

2010

2022

Kilde: The International Energy Agency (IEA), årsrapport 2022.

40

En af de store udfordringer ved den måde, vi i samfundet har indrettet vores produktion og forbrug på, er, at der udledes enorme mængder af drivhusgassen CO2 .

Når vi udleder så meget CO2, så hænger det sammen med, at der til produk­ tion og forbrug kræves energi. Denne energi har vi typisk hentet fra de såkaldte sorte fossile energikilder (olie, kul og gas), der kun findes en begrænset mængde af på Jorden. Energi, som derimod skabes gennem brug af vind og sol, kalder vi for grønne energikilder, fordi de (næsten) ikke udleder CO2, og derudover er de vedvarende. Ud over energi har vores produktion og forbrug også brug for naturens ressourcer, ligesom der er behov for, at naturens økologiske system

Energi Konsekvenser for naturen – forurening, affald m.m.

Produktion og forbrug

Det økologiske system

Ressourcer

Kilde: I. Røpke m.fl. Økologisk Økonomi, Ålborg Universitet, 2017.

Figur 4.28. Sammenhæng mellem produktion og konsekvenser for natur og miljø

Figur 4.29. Drivhusgasudledning fra økonomiske aktiviteter i Danmark, 2020

6%

7%

International transport Husholdninger

5%

Landbrug, skovbrug, fiskeri Forsyningsvirksomhed

9%

48 %

Øvrige brancher Handel og transport, ekskl. int. transport Industri

9%

Note: CO2 (kuldioxid) og CH4 (metangasser) er de gasarter, der udledes mest.

Kilde: www.dst.dk

16 %

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

209

Tekstboks 4.1.

Vækst, vækst, vækst!

Væksten i Danmark er 16-doblet i perioden 1900-2000, og siden år 2000 er den danske samfundsøkonomi målt i BNP vokset med ca. 1,4 % i gennemsnit om året. I USA (verdens fortsat største ­økonomi) er samfundsøkonomien siden 1960 tæt på firdoblet. siden 1990.

kan fungere (for eksempel er biodiversitet helt essentielt, for at det økologiske system kan bestå).

Det er både industrien (virksomhederne) og os forbrugere, som er årsagen til de voldsomme udledninger. Transportsektoren, både erhvervs- og privattransport (fly, lastbiler, biler osv.), samt landbruget (landbrugssektoren udleder blandt andet meget metan) er sektorer med meget store CO2 -udledninger i Danmark (se figur 4.29).

I Danmark udleder hver dansker ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit ca.

11 tons CO2 om året, hvilket er ca. det dobbelte af en gennemsnitlig borger ude i verden. Sammenligner vi Danmark med andre lande i verden i forhold til Earth Overshoot Day er den dag på året, hvor vi mennesker har forbrugt de ressourcer, som jordkloden kan nå at gendanne på et år.

den såkaldte Earth Overshoot Day, så lå Danmarks Earth Overshoot Day i 2024 allerede den 16. marts, mens det for hele verden var den 25. juli. Ifølge den danske klimatænketank Concito produceres og forbruges årligt på globalt plan det, der svarer til 1,7 jordklode. Skulle alle i verden producere og forbruge, som hver af os danskere gør her i midten af 2020erne, så ville vi have brug for godt 4,3 jordkloder. Når der udledes så meget CO2 på globalt plan og i Danmark, så skyldes det særligt to forhold: • Befolkningsstørrelsen: Vi er blevet langt flere mennesker over de seneste 100 år. Flere mennesker forbruger mere, hvilket leder til større produktion og mere CO2 -udledning.

• Velstandsniveau målt i BNP pr. indbygger: Særligt vestlige lande er blevet markant rigere, og det har øget forbruget, produktionen og CO2-udledningerne. Den teknologiske udvikling har bidraget til denne velstandsforøgelse og har derved været medvirkende til at øge forbruget.

210

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Kilde: Concito.

I Kina er samfundsøkonomien (målt i BNP) blevet tidoblet

Både de nationale og globale økonomiske vækstfremskrivninger viser os, at produktionen i årene fremover blot vil kræve endnu flere naturressourcer såsom træ, jern, beton, vand, plastik osv. Derfor vil der være et endnu større behov for energi til at forarbejde disse råstoffer samt en natur og et miljø, der fortsat er i stand til at opsamle affald og forurening (CO2-udledninger osv.) fra produktionen og forbruget. Så der skal gøres noget.

4.6. Hvordan kan vi finde veje til et bæredygtigt ­samfund?

Når vi spørger klimaeksperter, organisationer, virksomheder, politikere samt et øget antal borgere i Danmark, kan vi se, at der er en stigende bekymring over, at den måde, som vi indtil nu har skruet vores produktion og forbrug sammen på, ikke er holdbar i længden. Det vil nemlig føre til, at blandt andet CO2-udledningerne vil blive for høje, og konsekvenserne vil herefter være, at temperaturerne vil stige endnu mere end først antaget.

Som vi så under afsnittet om de økonomiske mål, så står økonomisk vækst som et helt centralt mål for samfundsøkonomien. Her kan vi med rette spørge, hvad skal vi egentlig med den økonomiske vækst, når vi kan se, at det skaber alvorlige forandringer i klimaet og bringer natur og miljø i så alvorlig krise, at det kan true den måde, vi mennesker lever vores liv på?

Figur 4.30. Bekymring over klimakrisen, 2022. Procent

17

18-29 år

34

30-39 år

19

40-49 år

14

50-59 år

18

60+ år

8

29

37

12

38

22

32

8

40 36

20 I høj grad

4 3

33

30

30 51

I nogen grad

4

8

13

3

14

2

19 I mindre grad

Slet ikke

3

Ved ikke

Note: Respondenterne er stillet følgende spørgsmål: ”Hvor bekymret er du for, at klimaforandringerne vil være til skade for dig personligt i din levetid?”

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

Kilde: Concito, Klimabarometret 2022.

Total 2022

211

Det er faktisk et meget svært spørgsmål at svare på, og der er mange forskellige holdninger til spørgsmålet om økonomisk vækst og klimakrisen, og hvad der skal gøres. Både i Danmark og udlandet kan vi finde disse diskussioner, men her til sidst i kapitlet kigger vi primært på diskussionerne i Danmark og på de tre forskellige veje til et bæredygtigt samfund, hvor samfundsøkonomien består, men ikke nedbryder naturen eller bidrager til klimaforandringer. Veje til et bæredygtigt samfund går gennem:

MARKEDET

GRØN VÆKST

VÆKSTKRITIK

4.6.1. Vejen til bæredygtighed er gennem markedet Denne retning er liberalistisk orienteret og mener, at den økonomiske vækst er en forudsætning for, at vi overhovedet har råd til at løse klimakrisen, og at løsningen skal findes på markedet og ved hjælp af markedsmekanismen. Ifølge markedsløsningen skal markedet derfor have plads og frihed, fordi dette er grundlaget for den konkurrence, innovation og udvikling af nye teknologiske løsninger, der – ifølge markedsløsningen – er helt nødvendige for at skabe den grønne omstilling.

Tekstboks 4.2.

Klimakrisen skal løses af ­markedet og teknologien "Liberalismen kan tilbyde klimaet den hurtigste, billigste og mest r­ ea­­listiske vej til grøn omstilling, og det gør vi ved at satse på, at markedet og teknologien gør arbejdet. Når markedet ikke i højere grad har løst klimaudfordringerne af sig selv, skyldes det en markedsfejl, som kan rettes til med en CO2-afgift. Det, vi ser i den vestlige verden lige nu, er en ny grøn kapitalisme med virksomheder, der laver reelle vet mere og mere energieffektivt, skyldes det også, at kapitalismen er blevet grøn."

Alex Vanopslagh Liberal Alliance (LA)

212

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Kilde: Information, 2022.

investeringer og forskning, som de tjener penge på. Og når vi som samfund er ble-

Figur 4.31. Afgifter og kvoter

AFGIFTER/ KVOTER

Dyrere at producere for virksomheder

KONSEKVENS: Mere bæredygtig ­ roduktion, så virkp somhederne slipper for ­afgifter og køb af kvoter

Note: Afgifter på de dele af produktionen, som særligt belaster miljøet, gør det dyrere for virksomhederne at producere på ikke-bæredygtige måder. Forventningen er, at afgiften vil give virksomhederne incitament til at producere mere bæredygtigt.

Fortalerne for markedsløsningen erkender dog, at der optræder markedsfejl (i form af negative eksternaliteter, hvor ingen af dem, der forurener, betaler for den forurening, der udledes ved produktion og forbrug). De accepterer derfor en vis statslig indblanding via afgifter og kvoter på de dele af produktionen, som er særligt forurenende, da det kan rette op på markedsfejlen. Idéen er, at afgifter/kvoter kan motivere producenter (virksomheder) og os forbrugere til at ændre vores adfærd på markedet i en mere grøn og bæredygtig retning. Lægges der for eksempel en afgift på de dele af en produktion, der forurener meget, vil det gøre disse dele dyrere at producere for virksomheden, og forventningen er så, at virksomheden vil forsøge at ændre sin produktion i en mere klimavenlig retning, så virksomheden slipper for at betale den dyre afgift (se figur 4.31).

Hvis det er svært for virksomheden at omlægge produktionen, så vil den lade os forbrugere betale ved at forhøje prisen på varen. Forventningen er så, at forbrugerne vil købe (efterspørge) mindre af den vare, netop fordi den er blevet dyrere. Pointen med en afgift er således, at den mindsker den produktion og det privatforbrug, som forurener og presser naturen.

En CO2-afgift må dog ikke forringe de danske virksomheders konkurrenceevne på de globale markeder. Det kan blive en konsekvens, hvis produktionen fordyres med CO2-afgifter for danske virksomheder, der ikke også rammer udenlandske virksomheder. Frygten er her, at der vil opstå en såkaldt CO2-lækage, hvor danske virksomheder vil flytte deres produktion til udlandet, fordi de der ikke bliver pålagt samme CO2-afgifter. Det vil så ikke føre til en reduktion i den samlede globale CO2-udledning, og Danmark vil samtidig miste arbejdspladser, hvilket er dobbelt uheldigt! Når man pålægger virksomhederne CO2-afgifter, så skal det altså samtidigt sikres, at de slipper økonomisk billigere et andet sted, så deres økonomiske omkostninger er på samme niveau, men motivationen til at udlede mindre CO2 stiger.

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

213

Vi skal dog ikke forstå dette sådan, at markedsløsningen er jubeltilhængere af, at staten pålægger danske virksomheder og forbrugere afgifter i forsøg på at skabe grønne løsninger. Bekymringen er, at hvis staten blander sig for meget (enten gennem afgifter og særligt igennem offentlige investeringer), ja, så vil der ske det, at den dynamiske markedsmekanisme bliver svækket, og det vil skade mulighederne for at finde de bedste og billigste grønne løsninger til gavn for både virksomheder, forbrugere og natur. Løsningen skal altså primært findes på markedets præmisser.

4.6.2. Vejen til bæredygtighed er gennem grøn vækst Den anden løsning på klimakrisen er den såkaldte grøn vækst-vej til bæredygtighed, der både vil benytte markedet, men samtidig ønske en større grad af statslig indblanding i løsningen på klimakrisen. Denne løsning er præget af en mere socialliberalistisk eller socialdemokratisk tankegang.

Ifølge grøn vækst-løsningen er økonomisk vækst vigtigt og muligt at ­fastholde, men den økonomiske vækst skal gøres grøn. Det skal ske ved, at vi på den ene side (ligesom markedsløsningen) udnytter markedets evne til at konkurrere om at skabe ny og bæredygtig teknologi, og på den anden side, at staten træder aktivt til. Det skal staten blandt andet gøre gennem betydelige offentlige investeringer i bæredygtig energi, betydelig regulering og (som hos markedsløsningen) i form af indførelse af afgifter/kvoter.

Et eksempel på en grøn offentlig investering er for eksempel oprettelsen af havvindemølleparker, hvori staten investerer massivt og gør sig selv til med-

Figur 4.32. Grønt BNP og Green Reform

214

GRØNT BNP

GREEN REFORM

Det almindelige BNP, som vi kender, fastholdes, men med det grønne BNP medregnes nu de negative konsekvenser (eksternaliteter) for natur og miljø, som er en konsekvens af økonomisk vækst. For eksempel beregnes mængden af luftpartikelforurening. Luftpartikelforurening forkorter vores gennemsnitlige levealder og har derfor en økonomisk betydning, eftersom vi ikke kan producere økonomisk værdi, hvis vi er syge eller døde.

Tidligere har man ikke beregnet, hvilken påvirkning politiske tiltag (for eksempel økonomiske reformer med fokus på at øge den økonomiske vækst) har betydet for udledning af forurenende stoffer, med ødelæggende konsekvenser for natur og miljø. Green Reform er et værktøj, der vil styrke samtænkning af økonomiske politikker med klima- og miljøpolitikken.

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Figur 4.33. Økonomisk vækst og CO2 -udledning i Danmark, 1990-2022 (Indeks 1990 = 100)

200 180

Indeks

160 140 120 100

1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020 2021 2022

80

Kilde: Danmarks Statistik.

Udledning fra dansk økonomi, inkl. danske transportvirksomheder i udlandet Økonomisk vækst (BNP)

Note: I figuren er medtaget udledning fra dansk økonomi og danske transportvirksomheder i udlandet. CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse samt udledning og optag af jordbund og skove er ikke medtaget.

ejer (ca. 20 %) af disse havvindmølleparker. Et andet eksempel er de offent­lige investeringer i forskning og uddannelse i grønne løsninger, som hurtigere, end hvis det kun er op til markedet selv, skal bidrage med ny teknologi. Statens aktive rolle er, ifølge fortalerne for grøn vækst-løsningen, en forudsætning for, at det, man kalder afkobling,

Afkobling betegner muligheden for at koble stigning i den økonomiske vækst fra, at der også sker en stigning i CO2-udled­ ninger.

kan finde sted. Afkobling handler om, at det skal gøres muligt at koble hele eller noget af den økonomiske vækst i samfundet fra dens påvirkning af klima, natur og miljø (det vil sige øge den økonomiske vækst og samtidig reducere CO2-udledningerne).

Kigger vi på figur 4.33, så ser det umiddelbart ud til, at Danmark fra omkring midten af 2000erne har formået at skabe afkobling, da vi af figuren kan se, at den økonomiske vækst er steget pænt, samtidig med at udledningerne af CO2 er faldet med 40 %. Tallene er dog ikke helt så positive, når vi går dem efter i sømmene, for der viser det sig, at ikke al udledning tælles med i denne opgørelse (for eksempel regnes brug af biomasse ikke med – se noten under figuren).

Ud over idéen om afkobling har grøn vækst-fortalerne arbejdet for, at klimaet

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

215

Figur 4.34. Statslig investering i grøn energ Staten kan inve­ stere i grøn energi enten ved at blive medejer af for eksempel grønne energikilder (som en havvindmølle­ park) eller ved at give tilskud eller fradrag til grønne løsninger ­(solcelleanlæg).

får en ”betydelig stemme” i samfundets økonomiske diskussioner. Det har klimaet nu fået i form af det såkaldte grønne BNP, som viser, hvad den økonomiske vækst koster samfundet om året i forhold til træk på klimaet, og i form af den såkaldte green reform, der har til formål at indregne de klimamæssige konsekvenser af al anden politik (se også figur 4.33). Da det grønne BNP blev offentliggjort i januar 2023, var konklusionen, at Danmarks udnyttelse og forringelse af natur og miljø årligt koster det danske samfund ca. 250 milliarder kroner. Med det grønne BNP kan vi nu sort på hvidt se, hvad det koster den danske samfundsøkonomi i kroner og øre, når vi belaster naturen og miljøet på den måde, som vi gør. Det kan ifølge eksperterne få os til at overveje, om ikke vi kunne lave initiativer og lovgivning, der kunne reducere natur- og miljøbelastningen.

Green Reform-modellen er her interessant, fordi modellen fra start af medtager de negative eksternaliteter, så vi får et mere retvisende billede af, hvad et konkret politisk tiltag kan betyde både for samfundsøkonomien, men også for det grønne BNP. Når politikerne i Danmark for eksempel foretager et økonomisk politisk indgreb som at sætte skatten på arbejde ned (se ekspansiv finanspolitik tidligere i dette kapitel), så vil det alt andet lige give folk flere penge mellem hænderne, hvilket vil give dem bedre muligheder for at gå ud og forbruge, hvormed den økonomiske aktivitet og væksten målt i BNP stiger. Green Reform-modellen vil dog allerede i forberedelsen af dette økonomiske tiltag gøre politikerne bevidste om, hvilke konsekvenser en sådan finanspolitisk reform vil betyde for belastningen af naturen og miljøet i Danmark. Fortalerne for grøn vækst mener således, at både markedet og staten spiller centrale roller i løsningen af klimakrisen, men i grøn vækst-løsningen betones, modsat i markedsløsningen, at det er særligt vigtigt, at staten er villig til at investere i de grønne løsninger, eftersom markedet på egen hånd ikke arbejder tilstrækkeligt hurtigt til at skabe de grønne forandringer, der er nødvendige.

216

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

4.6.3. Vejen til bæredygtighed sker ved at være vækstkritisk Den tredje vej at gå i forhold til løsninger på klimakrisen er den såkaldte vækstkritiske løsning. Denne retning går ind for de mest omfattende ændringer i opfattelsen af økonomi og vækst. Den vækstkritiske løsning forstår samfundsøkonomien som en central del af en samlet organisme bestående af både mennesker, klima, naturressourcer og miljø, der hænger tæt sammen og er afhængige af hinanden.

Derfor vil påvirkninger det ene sted, for eksempel forurening, få negative konsekvenser andre steder i organismen. Eftersom samfundsøkonomien er en del af det samlede liv på Jorden, hvor alle ressourcer er endelige (husk tilbage på knaphedens lov i starten af kapitlet), giver det derfor slet ikke mening at tro på, at vi til alle tider kan have økonomisk vækst. Det eneste, der vil ske ved denne måde at tænke økonomi, klima, natur og miljø på, er det, som vi ser i disse år, nemlig at klimakrisen blot vokser sig større og dybere.

Figur 4.35. De ni planetære grænser

STIGENDE RISIKO Klimaforandring

Fremmede stoffer

Biodiversitet ert råderum Sikk

Nedbrydning af ozonlaget

Aerosoler i atmosfæren

Ændring i skovdækket

Forsuring af havene

Udslip på kvælstof (N) og fosfor (P)

Kilde: Information.

Ændring i ferskvandsforbrug

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

217

Planetær grænse er udtryk for en naturlig og biologisk grænse, som ikke bør overskrides, da det kan medføre al­ vorlige konsekvenser for livet på planeten Jorden.

Tipping point er udtryk for en proces, der overskrider en (klima)grænse, som derefter får alvorlige konsekvenser, og hvor det vil være meget svært at gen­ skabe den naturlige balance.

Trivselsøkonomi handler om øko­ nomiens evne til at fremme almen trivsel, afstemt med økosystemets bæreevne.

Ifølge vækstkritikerne skal vi i stedet sikre, at vores samfundsproduktion og forbrug holder sig inden for de såkaldte planetære grænser. En planetær grænse er en grænse for, hvor meget belastning vi kan lægge på planetens forskellige klima-, natur- og miljøsystemer, før de såkaldte tipping points indtræffer. Når det sker, sættes der gang i en række negative processer, som hastigt vil forandre klima og natur og føre til, at leveforhold for både mennesker og dyr her på kloden vil blive kraftigt forværret. Der tales om ni forskellige planetære grænser (se figur 4.35).

De planetære grænser står centralt i den vækstkritiske løsning, fordi disse grænseværdier gør det muligt at måle på, i hvilken retning den vækst­ orienterede samfundsøkonomi bevæger sig. Et internationalt studie fra september 2023 lavet af 29 forskere under ledelse af professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, peger på, at vi i dag har overskredet seks af de ni planetære grænser. Vækstkritikerne argumenterer derfor for, at bæredygtighed (både for mennesker og natur) skal i centrum. Det vil man blandt andet gøre ved at indføre trivselsøkonomi, der har til formål at opfylde vores (og fremtidens generationers) grundlæggende behov, uden at de planetære grænser overskrides (se også tekstboks 4.3).

Erkendelsen af dette betyder ifølge den vækstkritiske løsning, at vi ikke bare kan fortsætte som hidtil, hvor samfundsøkonomien bare bliver ved med at vokse (mere og mere økonomisk vækst), for allerede i dag fylder den alt for meget med skadelige konsekvenser for mennesker, dyr og planters livsbetingelser på Jorden. Økonomien er kort sagt nødt til at blive reguleret og tøjlet og underlagt hensynet til klimaet, naturen og miljøet og ikke omvendt.

Et bud på, hvordan samfundsøkonomi og natur fremadrettet skal indrettes, kommer fra den engelske professor i økonomi Kate Raworth, som er skaberen

Tekstboks 4.3.

Trivselsøkonomi ”I stedet for som det første at fokusere på, hvordan vi skaffer penge til velfærd eller skattelettelser, begynder man i en trivselsøkonomi med at spørge, hvad der egentlig skal til for at sikre borgerne gode liv – og

Mads Falkenfleth Økonom

218

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Kilde: Zetland, 2024.

hvordan vi så kan skaffe dét uden at smadre planeten i processen.”

af den såkaldte Doughnut-økonomi. Hovedpointen hos Raworth er, at vi skal forstå samfundsmæssig produktion og forbrug som en del af Jordens cyklus og ikke som noget, der kan adskilles fra den. Doughnut-teorien handler derfor om at skabe både social, klima-, natur- og miljømæssig bæredygtighed i økonomien.

Doughnut-modellen er formet som en doughnut: På indersiden af doughnuten ligger det sociale fundament, og på ydersiden ligger det miljømæssige loft. Det sociale fundament er vigtigt for Raworth, fordi fokus her er på, at økonomien skal kunne bidrage til, at mennesker rundtom på kloden kan få opfyldt rimelige behov for at leve fornuftige liv (vand, mad, energi, sundhed, uddannelse osv., som vi lærte om i Maslows behovspyramide i kapitel 1). Er der mennesker

n

t De

jø mil

F er

sige loft mæ s

sk v

an

ds

fo r

br

u

er

s

Mad

Sundhed

Vand

le r

fo s fo r k r

M

Energi

g an

edsløb

Uddannelse Indkomst og arbejde

Netværk

v en e

Ud t y

Social lighed

Fred og retfærdighed Ind-

flydelse

Fo

on oz

r su

af

rin

ga

ng ndi

f ha

Ligestilling

e

f- og

Tab af biodiver s itet

Bolig

Ov

el s

lsto

De

ciale fundamen t t so

id kr

æ Kv

Æn

dr

et

br

g

a

a fl

de jo r nd

r andringer

g

u

Klimafo

Kilde: Klima og bæredygtighed, af M. Hasselbach og M. H. Knudsen, Columbus, 2020.

Figur 4.36. Doughnutmodellen

la

g

et

Luf

t fo r

ureni ng

sk Kemi

re fo r u

g nin

KAPITEL 4 / ØKONOMI OG KLIMAKRISE

219

rundtom på kloden, som ikke får opfyldt disse grundlæggende leveforhold (og det er der), så vil de stikke ud inde i hullet i doughnuten (der, hvor pilen peger indad, og der står mangler).

I doughnutens yderside (det miljømæssige loft) flyttes fokus nu fra os mennesker og hen på, hvor meget samfundsøkonomien må fylde, uden at det skader klimaet, naturen og miljøet. Det er tydeligt at se, at Raworth benytter de såkaldte ni planetære grænser som grænseværdier for, hvad og hvor meget økonomien må fylde, eftersom de er placeret i Doughnut-modellens yderste kant. Pointen er, at skal vi mennesker skabe en socialt og klima- og miljømæssigt bæredygtig verden, så er vi nødt til at sikre os, at vi hele tiden placerer os inde i selve doughnuten – det, som Raworth kalder for det sikre og retfærdige rum for menneskeheden.

Raworth anbefaler, ligesom de øvrige vækstkritiske folk, at vi skal gå væk fra et ensidigt fokus på økonomisk vækst målt i BNP. Det skal vi, fordi det viser sig, at dette mål har betydet, at vi har og fortsat driver rovdrift på naturens ressourcer og overskrider de planetære grænser, som er selve forudsætningen for liv på jorden. I stedet skal vi begynde at tænke på en tilværelse eller et liv, hvor traditionel økonomisk vækst ikke skal være omdrejningspunktet, men hvor naturen sættes før økonomisk vækst. Dette syn minder en hel del om grøn ideologi, som vi var inde på i kapitel 1.

4.7. Hvad kan vi konkludere om økonomiens ­påvirkning af klimaet?

De tre løsninger anerkender alle, at vi er nødt til at handle aktivt for at mindske klimakrisen, men de er, som det også fremgår, uenige om, hvor drastisk og samfundsomvæltende vi skal gå til værks, og derfor også hvilke midler vi skal tage i brug. Én ting er dog sikkert: Måden, vi indretter vores samfundsøkonomi på, spiller en helt central rolle for alle de løsninger, der er på bordet – uanset om man mener, vi stadig kan få vores behov opfyldt, som vi ”plejer”, eller om man er kritisk over for væksttanken.

220

KAPITEL 4 \ VORES SAMFUND

Indeks A absolut fattigdom 13 acceleration, af social forandring 96 acceleration, af livstempo 97 accelerationssamfund 96 adskillelse af tid og sted 90 afgift 183 afkobling 215 aftraditionalisering 92 aktørperspektiv 34 algoritme 152 arbejdsløshed 192 arbejdsmarkedspolitik 68 arbejdsudbud 61 Arendt, Hannah 158 autokrati 119

B backstage 83 betalingsbalance 195 betalingsvillighed 179 blandingsøkonomi 186 blå blok 124 BNP 190 Bourdieu, Pierre 24 brugerbetaling 65 Burke, Edmund 38

C catch all-partiet 125 chancelighed 12 cirkulær økonomi 196

D dagpengeperiode 66 dagsorden 146 Dahl, Robert A. 157 Danmark 55 deltagelsesdemokrati 117 demografisk udvikling 60 demokrati 115

222

VORES SAMFUND

direkte demokrati 115 direkte magt 157 disponibel indkomst 14 dobbeltsocialisering 78 doughnutmodellen 219 Downs' model, partiadfærd 135 Downs' model, vælgeradfærd 129 Dragsted, Pelle 43 dømmende magt 145

E Eastons model 155 efterspørgsel 179 eksport 189 eksternalitet 182 EU 154

F fattigdom 13 felt 26 finanspolitik 201 flexicuritymodellen 67 fordelingspolitik 120 forholdstalsvalg 133 formel norm 80 formel lighed 12 forsvarsudgift 63 forsørgerbyrde 62 forvaltning 144 forventning 64 framing 150 Frederiksen, Mette 65 frihedsrettigheder 115 frontstage 82 funktionalisme 23 førtidspension 66

G generationsmobilitet 22 gen Z 74 Giddens, Anthony 90 gini-koefficient 15

glasloft 31 green reform 214 grundloven 116 græsrodsbevægelse 152 grønt BNP 214 grøn vækst-løsning 214

H habitus 25 Han, Byung-Chul 101 homo economicus 181 husholdning 174 højreorienteret 123

I identitet 76 identitetsdannelse 77 ideologi 34 import 189 indirekte magt 157 individualisering 64, 89 inflation 193 integrationsydelse 66 interesseorganisation 153 issue-ejerskab 146 issue-vælger 131

J jeg-identitet 76

K kapital 24 karrieremobilitet 22 Katznelson, Noemi 100 kernefamilie 88 kernevælger 128 klasseparti 125 klimakrise 207 kollektiv identitet 76 kommunisme 46 konkurrencedemokrati 116

konkurrencestat 67 konservatisme 38 korporativ velfærdsmodel 52 kvalitativ metode 105 kvantitativ metode 104 kvote 183 kønsrolle 30 Kaare Strøms model 136

mikroøkonomi 174 minervamodellen 84 modborger 118 moderne samfund 87 moderne værdi 123 Molins model 137 monopol 181 mønsterbryder 22 målkonflikt 197

L

N

Lasswell, Harold 156 levevilkår 19 LGBTQ+-personer 95 liberalt demokrati 115 liberalisme 35 ligestilling 28 lineære økonomi 196 livsstil 83 livstilfredshed 75 Locke, John 35 lovgivende magt 133, 145 lovgivningsproces 139 løngab 28

negativ social arv 22 negativ frihed 36 norm 80 nærheds- og retningsmodellen 133

M magtens tredeling 145 makroøkonomi 174 marginalvælger 128 marked 178 markedsligevægt 178 markedsløsning 213 markedsmekanisme 178 markedsparti 126 markedsøkonomi 185 Marx, Karl 41 Maslows behovspyramide 49 medborgerskab 117 medialisering 148 medianindkomst 14 medier 146 mekanisk samfundsopfattelse 36 mental sundhed 75 middle region 83

O offentlig sektor 58 offeromkostning 180 Olsen, Lars 20 ontologisk usikkerhed 92 opkvalificeringsstrategi 67 organisk samfundsopfattelse 38 overførselsindkomst 53 overvågningskapitalisme 166

P parlamentarisk styringskæde 127 parlamentarisk system 142 partiadfærdsteori 135 partitype 125 pengepolitik 204 pensionsalder 66 perfekthedskultur 103 personlig identitet 76 planetær grænse 217 planøkonomi 185 polarisering 162 politisk kommunikation 147 populisme 164 positiv frihed 45 positiv social arv 22 Poulsen, Søren Pape 40

priming 150 primær socialisering 78 produktivt arbejde 28 progressivt skattesystem 54 præstationssamfund 102

R recession 200 Reckwitz, Andreas 107 reel styringskæde 147 regeringen 142 relativ fattigdom 14 reproduktivt arbejde 28 repræsentativt demokrati 115 residual velfærdsmodel 50 resonans 101 ressourcebeholder 20 resultatlighed 13 retsstatsprincip 115 rolleforventning 107 rollekonflikt 81 Rosa, Hartmut 96 Rosenkilde, Franciska 47 rød blok 124

S samfundstype 86 sanktion 80 sekundær socialisering 78 senmoderne samfund 89 serviceydelse 53 shitstorm 150 singularitetens tidsalder 107 skat 177 Smith, Adam 36 Smith, Nina 60 social arv 22 socialdemokratisme 45 social gruppe 77 social klasse 18 sociale medier 109 social rolle 81 social identitet 76

INDEKS

223

socialisering 78 socialisme 41 socialliberalisme 45 social mobilitet 21 social stratifikation 18 Soei, Aydin 118 solidaritet 42 spill-over-effekt 21 spin 149 stagnation 200 stramningsstrategi 66 strukturperspektiv 34 strukturpolitik 205 Sverige 55 sygedagpengeperiode 66

T teknologisk udvikling 96 tertiær socialisering 79 tippingpoint 218 traditionelt samfund 87 traditionel værdi 123 trivselsøkonomi 218 Twenge, Jean 108 Tyskland 52

U udbud 179 udlejring af social relation 91 udøvende magt 145 uformel norm 80 ulighed 17 universel velfærdsmodel 53 urbanisering 88 USA 51

V valg 134 valgkamp 134 Vanopslagh, Alex 37 velfærdsstat 48 venstreorienteret 123

224

VORES SAMFUND

vækstkritisk løsning 217 vælgeradfærdsteori 129 værdipolitik 122

Ø øget refleksivitet 92 økonomi 173 økonomisk konjunktur 199 økonomisk (penge)kredsløb 187 økonomisk mål 190 økonomisk politik 201 økonomisk vækst 190