Page 1

#1 / Juni / 2012

TYSK TROPEIDYL I HANGAREN

billedserie om Tropical Island - et tropisk bad“Seeland i en gammel zeppelinerhangar, 60 km sydøst

for Berlin

GRÆNSER FOR KUNST I KAIRO

fortsætter ufortrødent hos de mange “Revolutionen unge kunstnere, der er spiret frem med den ny-

w

w

w

. m

a

g

a

i

n

s

e

t

k

o

l

l

a

vundne ytringsfrihed i Ægypyten

p

s

. d

k


KOLOFON

REDAKTION

Chefredaktør Peter Christian Nielsen Politisk redaktør Hjalte Lokdam Kulturredaktør Ida Meisling

SKRIBENTER

Anders Osvald Thorkilsen Anders Ravn Sørensen Charlotte Kjærholm Pedersen Hjalte Lokdam Lone Aburas Ida Meisling Peter Christian Nielsen

FOTOGRAFER

Benita Marcussen Sisse Stroyer Toke Bull Franne Voigt

ILLUSTRATIONER Stine Hvid Louise From My Buemann

FORSIDEFOTO Sisse Stroyer

KOLLAPS

Prags Boulevard 43 2300 Kbh. S www.magasinetkollaps.dk

2


INDHOLD

4 10 14 30 38 44

KULTUR

POETEN OG DEN VIRKELIGE VIRKELIGHED KOLLAPS HAR HEVET DIGTERET I FLØJLSBUKSEN OG BEDT HAM FORSVARE DINE SLUMROMANTISKE KLICHEER

POLITIK

GRÆNSER FOR KUNST I KAIRO DEN POLITISKE GADEKUNST HAR INDTAGET KAIROS BYRUM.

UDTRYK

TYSK TROPEIDYL I HANGAREN

DEN POLITISKE GADEKUNST HAR INDTAGET KAIROS BYRUM.

POLITIK

KINAS VERSION: DRAGEN HAR STÆKKENDE VINGER

DEN POLITISKE GADEKUNST HAR INDTAGET KAIROS BYRUM.

KULTUR

SANDHEDEN OM GOODIEPAL

DEN POLITISKE GADEKUNST HAR INDTAGET KAIROS BYRUM.

RADIOMAGASINET KOLLAPS

KROPPEN KOLLAPSER

DEN POLITISKE GADEKUNST HAR INDTAGET KAIROS BYRUM.

3


POETEN OG DEN VIRK Københavns oprørske stemme bliver “ kvalt i hvid granit og bejdset træ, me-

ner storbypoeten Claus Høxbroe. Som så mange andre kunstnere trives han bedst i en metropol med plads til thai-massage, brune bodegaer og fællesbad. Kollaps har hevet digteren i fløjlsbuksen og bedt ham forsvare sine slumromantiske klichéer

44


KELIIGE VIRKELIGHED AF IDA MEISLING

55

KULTUR


Claus Høxbroe kalder sig beatpoet. Han holder til i København og flytter jævnligt sit skriveværksted for at komme hele vejen rundt mellem samfundslagene i den storby, han inspireres af på godt og ondt. Fra en gammel lægepraksis i Sydhavnen til en brandstation på Refshaleøen, eller i isolation på en bondegård i Dragør og senest på et nedlagt bordel i Nordvest skriver han samfundskritiske digte, der higer efter et andet København. Hvad er det for et København, du længes efter? - Vi er ved at lave hovedstaden om til en middelmådig, halvstor provinsby. Man burde turde noget mere med København, have nogle større ambitioner. Der skal da klart være Metro, Joe and the juice og café latte, men der skal også være alt det andet. Der skal være thai-massage og autoværksteder. Og der skal være plads til bygninger, som vi ikke lige ved, hvad vi skal bruge til.

- Hvis du har et København, hvor der er plads til skævhed i bygningerne og det visuelle, så vil de skæve mennesker også være der. Det kan være den prostituerede, men det kan også være digteren, musikeren og den enlige far til to børn, der har råd til at bo i København. Når middelklassen flytter ind, stiger boligpriserne. Og med dem ryger de skæve eksistenser, der ellers gjorde kvarteret kreativt, attraktivt og tiltrak dem i første instans, lyder kritikken fra Claus Høxbroe. Selv får han da også mere ud af at gå rundt i de ”skæve områder” end i Ørestaden. - Vi bliver mere og mere gjort til forbrugere. Hvis du skal være på en plads i dag, er det eneste sted, du kan sidde, på en café, hvor du skal betale for at være der. Bænkene er blevet fjernet, for de tiltrækker de forkerte mennesker.

Middelklassen overtager Bygningerne er også folket, og folket er bygningerne, mener Claus Høxbroe. Og når man strømliner byens rum med sorte glasfacader, hvid granit og bejdset træ er det på bekostning af en mangfoldig befolkning.

SE KORTFILM OM CLAUS HØXBRO

6

Sandheden på bunden Kunstnere, digtere og musikeres devise om, at de trives bedst i storbyen og henter inspiration fra dens skyggesider er velkendt. Det er en gammel sang, der hylder mangfoldigheden og ophøjer storbyens mørke afkroge som hjemsted for noget ægte og autentisk, som ensretningen af byens rum spænder ben for. Men i de selv samme afkroge er de skæve eksistenser også handlede nigerianske ludere og hjemløse alkoholikere.


Er det ikke en inspiration på bekostning af triste skæbner og på tvivlsomme præmisser? - Nej, for jeg har jo aldrig turistbrillen på. Jeg kan kun skrive, som jeg gør, fordi jeg møder dem i øjenhøjde. Jeg føler mig lige så meget som en del af dem, som jeg føler mig som en del af det andet. Nu er det så et bordel, jeg sidder og skriver i, men det er bare, fordi lejemålet er sjovt. Ligesom bondegården i Dragør var sjov. Jeg synes, det er interessant at dykke ned i, hvorfor vores by er formet, som den er, og hvorfor folk tænker, som de gør. Jeg søger det ærlige og det reelle. - Jeg synes det er spændende, at når man kommer op i samfundet, så kan alle snyde sig til noget, bare de har jakkesæt på. Stein Bagger er et godt eksempel. Han kunne udgive sig for noget og løbe med milliarderne. Du kan ikke engang gå ned og låne dig til en 20′ er nede på værtshuset. Det skal fandeme være reelt, før de tror på det. Selvfølgelig er der lige så mange slamberter og bavianer, men jeg synes sgu også der er meget reelt i det skæve. Samfundet lamineres Selvom Claus Høxbroe til en vis grad glorificerer samfundets bund, mener han også, at man skal

7

passe på med at ophøje byens skæve skyggesider. Det handler ikke om, at byfornyelse er ubetinget dårligt, og at han hellere så, at vi skulle i gården for at gå på toilettet. Men der skal være højere til loftet i København og plads til noget af det, vi ikke selv forstår, forklarer han. - Det handler om, at vi laminerer samfundet, så vi bedre kan tørre det af med en tør klud. Vi fjerner alle skampletterne. Det er trist. Sjællandsgadebadet, som var et sted, der fungerede for den sorte, den hvide, den blå og den gule. Men på rådhuset kan man ikke forstå, hvad det er. Det er lettere at sige, at her har vi en sportshal, hvor der bliver dyrket sport. Det er sværere at knytte en overskrift på et sted, der bare udfylder en social funktion for en masse mennesker, men ikke har nogen formålsparagraf. Men samfundskritikken kan også hurtigt blive forenklet og fortabe sig i politiske partifarver. Man kan ikke stole blindt på, at venstrefløjen er garant for det skæve i samfundet, mener Claus Høxbroe. - Nu har vi godt nok fået en lyserød regering, men før i tiden var den blå. Dengang kunne man sige, at det også bare er de blå drenge, der

KULTUR


ødelægger København. Men vi har jo stadig mistet Ungdomshuset, A-huset, Turbinehallerne og Sjællandsgadebadet. Det skete alt sammen under en socialdemokratisk borgmester. Forandring nedefra At loftet ikke er højt nok i København handler derfor ikke bare om politiske tiltag, understreger Høxbroe. Det handler lige så meget om befolkningen og vores måde at tænke på, for forandring skal komme nedefra.

gynger”.

- Mine digte kommer nedefra, og jeg tror, det er sådan tingene ændrer sig. Man kan stå som politiker og have de største drømme, men hvis folk ikke rykker med, så sker der ikke noget. Som befolkning må vi selv gøre noget. Det er klart, at politikerne, der sidder inde på deres pind, ikke ved, hvad en københavner vil og kan. Derfor laver de det, de tror er godt for København. Og nogle af initiativerne er da spændende. Det er dejligt at se, at Torvehallerne lykkedes. Det tog lige 10-15 år og er hamrende dyrt, men de fik det lavet. Det var da en ambition om at tilføre noget nyt til København. Jeg har en mulighed som digter, som en politiker ikke har. Jeg har plads til at drømme og sige noget højt, som måske ikke kan blive til noget. Politikere tænker meget i, at ideer skal lykkes.

Det forlorne forstadsliv ”There is only one good thing about a small town. You know that you want to get out,” synger Lou Reed på han og John Cales klassiske LP ”Songs for Drella”; en hyldest til Andy Warhol, som også måtte forlade det forlorne middelklasseliv i forstaden for en gloværdig kunstnerkarriere på avantgardescenen i New York. Claus Høxbroe har gjort sig lignende betragtninger. Selv voksede han op i Herlev, og i starten fulgte han det mønster, som han mener, mange bliver lullet ind i i forstaden. Men før forlovelse, fast lejlighed og hund blev til tomgang, sprang han fra og drog mod storbyen for at finde rytmen til at udleve digterdrømmen. - De fleste, der bor i København, er ikke født og opvokset der, men har truffet et aktivt valg. Jeg stillede mig selv spørgsmålet ”vil jeg bo i Herlev? Nej, det vil jeg ikke. Jeg vil være digter, og jeg vil gerne ind og bo, hvor der er noget rytme”. Jeg tror, den slags valg gør, at byen får en anden energi. Det kan også være, man vælger at bo i forstaden, hvor ens børn kan gå på græsset, og man kan kigge op på himlen uden at blive kørt ned. Så har man også gjort det af den rigtige grund.

- Jeg ville gerne høre en politiker, der bare sagde: ”min drøm er det her, og det kan godt være det ikke bliver til noget, men det drømmer jeg om”.

Ja, for man kan vel også dømme middelklassen og forstadens villakvarterer på det forkerte grundlag. Man får vel næppe et bedre liv af at sidde på en brun bodega og drikke sig i hegnet?

På samme måde ser Claus Høxbroe også et påfaldende fravær af drømme og mod hos befolkningen. Særligt i forstæderne. - Jeg tror, der er en hel gruppe af mennesker, som i bund og grund ikke ved, hvad det er, de vil eller ikke vil. De har bare en følelse i sig, som de ikke ved, hvad de skal stille op med. Det kan være, de tror, det er kæresten, de ikke er tilfredse med, men måske er det slet ikke kæresten. Måske er det bare, hvor de bor, eller at de aldrig tør forfølge deres drøm. Men der er jo også masser af mennesker, der bor i forstaden af den rigtige grund. De har taget stilling og vågner op og kigger på deres børn ude i haven og siger: ”hell yeah, mand. Det var lige det, jeg ville. Jeg har to børn, og den ene sidder og

-Netop. Det gælder om at se folk for, hvad folk er. Det er klart, at for mig er det helt rigtigt at være digter og bruge 11 timer om dagen på det her, men det vil ikke være rigtigt for en, der vil være læge. Du kan ikke dømme folk ud fra, hvad de laver. Du kan se på dem og snakke med dem og høre, om de er lykkelige eller ulykkelige. Men du kan ikke sige, at ”du er er fra Herlev og du har to børn, du må da have et lorteliv.” Og man skal da også passe på at pege fingre af en bankrådgiver, fordi man tænker, at det er et tørt liv. Men jeg gad det ikke. Jeg ville visne og dø af det.

8

DEL PÅ FACEBOOK

KOMMENTER


99

KULTUR


GRÆNSER FOR GAD Den politiske gadekunst har indtaget Kairos byrum. Med kontroversielle og revolutionære budskaber prøver de mange opstandne kunstnere at holde liv i de krav, oprøret startede med. Men gadekunsten er ved at blive udvandet, frygter flere kunstnere.

kommet ud af revolutionen, er kunstscenen. Med den er det blevet nemmere at sprede kritiske, politiske budskaber, siger Suzee Morayef, blogger og kurator, som startede med at dokumentere gadekunst før revolutionen, hvor det var et snævert undergrundsfænomen.

”Fear is their power”, ”Don’t forget to remember” og ”Brotherhood Bullshit” er blandt de budskaber, der står skrevet på mure i Kairos bybillede, efter en bølge af street art har indtaget det offentlige byrum. Revolutionen fortsætter ufortrødent hos de mange unge graffitikunstnere, musikere, bloggere, fotografer og filminstruktører, der er spiret frem med den nyvundne ytringsfrihed.

Kulturel vækkelse Graffitien er et af de mest synlige og tilgængelige tegn på det fortsatte oprør mod den undertrykkelse, der endnu ikke er forsvundet med Mubaraks fald. Rammerne er i princippet frie; kunstnerne kan bruge murene i gadebilledet som tableauer for politiske budskaber. Før revolutionen blev den beskedne mængde graffiti fjernet fra dag til dag, men selvom der stadig er restriktioner og modstand mod gadekunst, er bølgen nu ikke længere til at tøjle.

Revolutionens resultater kan ellers være svære at få øje på i et samfund, der fortsat præges af korruption og fattigdom. Tahrir-pladsen fyldes stadig af vrede demonstranter, og de liberale, revolutionære kræfter har trange kår i magtspillet mellem Det Muslimske Broderskab og Militærrådet. - Det kan godt være, vi fik væltet en diktator, men regimet hersker stadig. Det bedste, der er

- Den livlige kunstneriske aktivitet er selvfølgelig en effekt af revolutionen. Det er ligesom en løve, der er sluppet løs efter 60 års fangenskab. Når den pludselig kommer ud af sit bur, vil den løbe rundt og te sig. Det er det, der sker nu. Og det kan kun være godt for befolkningens kritiske sans,

10 10


DEKUNST I KAIRO Af Ida Meisling

siger en af de mest produktive gadekunstnere, der gemmer sig for offentligheden under pseudonymet Keizer. Efter revolutionen har Keizer gjort sig bemærket med enkle motiver, der polemisk karikerer politiske figurer og den ulighed og undertrykkelse, der stadig er til stede efter Mubaraks fald. - Jeg går til angreb på alt det, der holder mennesket fanget i låste rammer, siger Keizer. Fra undergrund til mainstream I takt med at de ulydige graffiti-tags er blevet anerkendt som gadekunst, har street art-bølgen nu spredt sig i en sådan grad, at der bliver spyttet fotobøger og merchandise ud; de nationale TVshows bruger graffiti som baggrundsscenografi; og reklamekampagner integrerer kunstformen til at justere produkters image. På det amerikanske universitet ved Tahrir-pladsen står murene til rådighed for kunstnernes spraydåser, og de flotte motiver tiltrækker turister og fotografer. De egyptiske kunstnere bliver inviteret til at udstille og forelæse i Europa og USA, som også har fået øjnene op for de post-revolutionære kunstudtryk.

Den anden vej rundt lader mange af gadekunstnerne sig også inspirere af vestlige street art-ikoner som Banksy, og med hypen følger således også den undergravning af gadekunstens oprindelige formål, som er en velkendt konsekvens af kommercialiseringen. - Gadekunst er blevet mere mainstream. Nu hvor graffiti er blevet anerkendt som en revolutionær æstetik, er den også blevet brugt i kommercielle sammenhænge, og det har udvandet genrens kritiske potentialer, siger Adham Bakry, grafisk designer, der startede med at lave street art før revolutionen. Et eksempel er Pepsi, der efter revolutionen begyndte at integrere gadekunst i deres reklamer, fordi de ville brande sig på et revolutionært image. Bakry iværksatte i den forbindelse en modkampagne, hvor han sprayede Pepsi-reklamerne over med logoer på de egyptiske sodavands-mærker, Pepsi har været med til at udrydde fra markedet, og lagde skabeloner ud på nettet, der opfordrede folk til at gøre det samme.

11

POLITIK


Selvkontrol De fleste af Bakry og Keizers motiver får ikke lov at være til offentligt skue ret længe. For selvom der er højere til loftet, og politipatruljerne ikke længere kan følge med kunstnernes ihærdighed, bliver de mest utvetydige kontroversielle motiver hurtigt malet over. Men det er ikke nødvendigvis altid politiet, der står bag. - Kunstscenen er kontrolleret, men det er lige så meget indefra som udefra. Når gadekunst bliver malet over, kan det lige såvel handle om, at forbipasserende synes det er forkert, umoralsk eller blasfemisk. Vi lever stadig i et følsomt samfund i en følsom tid, siger Suzee. Hun har selv iagttaget, hvordan en skopudser har brugt sin sværte til at dække et motiv i nærheden af hans bod. Men det er ikke så underligt, at den fattige egypter kan have svært ved at sluge de systemkritiske budskaber, mener hun.

“Det var ikke noget, man talte om. Der var ingen politisk debat og intet mulighedsrum for kritik” - Man må tænke på, at vi har levet et liv uden at tale om politik og uden at tale om Mubarak. Jeg er 29 år, og før revolutionen har jeg aldrig haft en samtale med mine venner om, hvorvidt jeg kunne lide eller ikke lide Mubarak. Det var ikke noget, man talte om. Der var ingen politisk debat og intet mulighedsrum for kritik. Så når folk ser graffiti med budskaber som ”fuck mubarak”, er det klart, at de stadig er chokerede. Propaganda på tv Befolkningens modvilje mod gadekunst kan også hænge sammen med den måde, militæret har formået at sætte revolutionen i et dårligt lys, mener Bakry. Op til parlamentsvalget før Mubaraks fald, satte Bakry klistermærker på National Democratic Partys (NDP) valgplakater, der som de eneste dominerede gadebilledet. Klistermærkerne forestillede

den leende ko, som en glad Mubarak er kendt for at ligne, med NDP’s logo som øreringe og et stort rødt kryds over. Symbolikken var enkel, og ideen var at spolere de udemokratiske valgplakaters dominans. Efter revolutionen, hvor rammerne blev friere, angreb han militærets lokale mediepropaganda under ramadanen, hvor egypterne typisk samles foran fjernsynet, ved at spraye tvskærme med budskabet ”Gå på gaden!” på byens mure. - Militæret har iværksat kampagner, der skal overbevise befolkningen om, at revolutionen kun har ført dårlige ting med sig, og derfor møder jeg langt større modstand på min kunst end i starten, hvor folk klappede en på skulderen for at have startet revolutionen, siger han. Disciplineret gadekunst Men i takt med at gadekunsten går fra at være et undergrunds- og civil ulydighedsfænomen til at blive sat i institutionelle eller strategiske rammer, udvandes dens politiske og kritiske legitimitet. Ambivalensen blev ikke mindre hos Bakry, da Kairos populære ”Townhouse gallery for contemporary art” inviterede ham til at bidrage til udstillingen ”This is not graffiti”. Her kunne Egyptens kreative klasse nyde godt af en intellektualisering af tendensen i institutionelle rammer, og de førende gadekunstnere fik mulighed for at overmale galleriets vægge uden fare for indgriben udefra. Galleriets ide faldt heller ikke i god jord hos Keizer, der har hentet sit pseudonym fra mærket på det egyptiske brød, fattige egyptere har råd til. På samme måde var udgangspunktet for hans kunst, at den skulle nå ud til menig egypter. Både Bakry og Keizer deltog alligevel i udstillingen. Selvom den kompromitterede præmisserne for deres kunst, forklarer de sig med, at det gav dem mulighed for at kritisere udstillingskonceptet indefra. Keizer efterlod ingen motiver, men teksten ”Everything you can imagine is real (imagine a masterpiece)”, mens Bakry havde efterlignet Townhouses logobanner og justeret teksten til ”Townwhores – Gallery of Contemporary Tart”

12

DEL PÅ FACEBOOK

KOMMENTER


13

POLITIK


TYSK TROPEIDYL Fotoserie af Sisse Stroyer

14


I HANGAREN I en gammel zeppelinerhangar 60 km sydøst for Berlin ligger verdens største tropiske badeland. Tropical Islands strækker sig over et areal, der svarer til størrelsen af otte fodboldbaner. Her er tropisk regnskov og hav med 200 meter sandstrand, luftballoner, der løfter badegæsterne 70 meter op i luften, og sågar skildpadder i mangrovesumpen. Hangaren rummer op til 8000 besøgende om dagen, og for dem der kommer langvejs fra, er der mulighed for at slå et telt op ved vandkanten.

15

UDTRYK


16


1717

UDTRYK


18 18


19

UDTRYK


20 20


21 21

UDTRYK


22 22


23

UDTRYK


24 24


2525

UDTRYK


2626


27 27

UDTRYK


28 28

DEL PÅ FACEBOOK


KOMMENTER

29 29

UDTRYK


KINAS VERSION: DRAGEN HAR STÆKKEDE VINGER AF HJALTE LOKDAM

30


Vesten ser Kina som verdens nye supermagt, men kineserne frygter at interne problemer kan stoppe dragens himmelfart. Kollaps giver dig kinesernes version af fremtiden for Riget i Midten. En ny global magtbalance med Kina i spidsen er ved at tage form. Kina bliver verdens største økonomi inden for de næste 10-15 år, og kineserne står i euro og dollar til knæene. Den fremmede valuta er benhård magtkapital, der bliver brugt til at købe vestlige staters gæld, virksomheder og vital infrastruktur. Hvis tendensen fortsætter, vil vi i Vesten ikke alene stå i en uoverstigelig gæld til den folkerige nation, Kina vil også eje vores vigtigste ressourcer, og vores liv og velfærd vil være i hænderne på Kommunistpartiet. Det skræmmescenarie går igen og igen i politiske debatter, i medier og i blogosfæren. En anden mere optimistisk udlægning i vestlige medier er, at Kina vil træde til og hjælpe USA og Europa, der er presset i knæ. Eksporten til USA og EU er afgørende for Kinas fortsatte vækst og kineserne har derfor en naturlig interesse i, at de nordatlantiske allierede ikke går rabundus. Der kan være en sandhed i begge udlægninger, men Li Xing, lektor ved Aalborg Universitet, rådgiver i udenrigspolitiske anliggender for Kinas Statsråd og forfatter til bogen The Rise of China and the Capitalist World Order, pointerer, at investeringerne i Vesten hverken skal forstås som et forsøg på fjendtlig overtagelse af vitale ressourcer eller en udstrakt hånd til de gældstyngede lande i Vesten. - Kinesernes interesse skyldes snarere en række interne problemer, som den kommunistiske regering i øjeblikket kæmper med for at bevare den økonomiske fremgang og sikre stabiliteten i landet i årene fremover. Investeringerne i Europa og USA er blot et skridt på vejen, siger Li Xing. Ældrebyrde og grøn vækst Selvom Kinas civilisation er ældre end Europas, er nutidens Kina stadig en ung stat. Og som i så mange andre unge stater er der rigeligt med interne problemer at tage fat på.

- Først og fremmest er den store befolkning et kæmpe problem. Det kan godt være, at Kinas økonomi nominelt er verdens næststørste, men med en befolkning på 1,3 milliarder, svarer det til en gennemsnitsindkomst á la Angola, siger Zhou Mengtao, talsmand for den Kinesiske Ambassade i København. Befolkningsproblemet i Kina er næppe en nyhed for nogen. Selvom etbarnspolitikken blev indført i 1979, er befolkningstallet alligevel steget med næsten 400 millioner siden da. Men den store befolkning har også været Kinas primære konkurrencefordel og kilden til den voldsomme vækst og velstandsstigning, mange kinesere har oplevet siden Deng Xiaopings økonomiske reformer i 1970erne. Alle kender til virksomheder, der har flyttet produktionen til Kina, for at få glæde af den billige arbejdskraft. Det har løftet over 400 millioner kinesere ud af fattigdom, men ifølge Li Xing er succeshistorien måske ved at være fortid: - Mange har stadig et billede af Kina som verdens fabrik, og at økonomien bare stormer frem uden forhindringer. Men det billede er forsimplet. Kina har de seneste år oplevet markante lønstigninger, som til dels hænger sammen med, at arbejdsreserven bliver mindre og ældre som følge af etbarnspolitikken. Det kan få alvorlige konsekvenser for den kinesiske vækstrate. Produktionsomkostningerne i dag er ved at blive så høje, at det efterhånden er billigere at flytte den lavteknologiske produktion til sydøstasiatiske lande med et lavere lønniveau. Selvom etbarnspolitikken er blevet lempet siden årtusindskiftet, står Kina overfor en massiv ældrebyrde, samtidig med at de veluddannede enebørn ikke ønsker at arbejde i industrien ligesom deres forældre. Kina er med andre ord tvunget til at flytte fokus fra fabriksarbejdet til en mere højteknologisk produktion, hvor værditilvæksten er større. Investeringerne i Europa og USA skal forstås i netop den sammenhæng, da vestlige virksomheder ligger inde med den avancerede grønne teknologi, som kineserne har brug for, hvis omstillingen skal lykkes. Udkantskina og velfærd Omlægningen til grønne teknologier er ikke kun

31

POLITIK


relevant for Kina i forhold til værditilvækst. Velstandsstigningen har fået mange kinesere til at skifte cyklen ud med en bil og forbruge mere i det hele taget. Det har sammen med den hurtige industrialisering ført til forureningsproblemer, som truer med at gøre store dele af østkysten ubeboelig og uopdyrkelig, grundvandet udrikkeligt og floder, bugter og fjorde tomme for liv. Men imens østkysten døjer med problemer fremkaldt af industrien og de forbedrede økonomiske forhold, må det vestlige Kina døje med fattigdom, sult og underudvikling. Selvom det er svært at vurdere uligheden i Kina præcist, er der meget, der tyder på, at uligheden er steget markant siden 1970erne. Skellet mellem by og landområderne vokser, og Kina er måske det land i verden, der har de største problemer med udkanten. - Kina er et meget stort land, og der er stor forskel på den økonomiske situation i den østlige og den vestlige del af landet. Den østlige del ligger ud til havet, hvilket er bekvemt i forhold til den industrielle eksport, som Kina i høj grad har lukreret på. I modsætning hertil består store dele af det vestlige Kina af ørken og klimaet gør, at hverken landbrug eller industri trives i denne del af landet, forklarer Zhou Mengtao. Derfor er flere og flere kineserne i takt med industrialiseringen flyttet til byerne for at finde arbejde. - På lang sigt er det uholdbart, hvis migrationen fra land til by fortsætter i det omfang det har haft hidtil. Derfor forsøger regeringen, ved hjælp af forskellige investeringer og økonomiske incitamenter, at sætte gang i den økonomiske aktivitet i den vestlige del af landet. Ambitionen er skabe så gode vilkår, at såvel kinesiske som udenlandske virksomheder, forskere og forretningsfolk finder det attraktivt at flytte længere vestpå, siger Zhou Mengtao. Også Li Xing ser uligheden imellem land og by som et af Kinas væsentligste problemer: - Det høje lønniveau og velstanden i byerne på østkysten står i skærende kontrast til fattigdommen i landområderne længere vestpå. Den stigende ulighed bekymrer i høj grad magthav-

erne, og de frygter for sociale uroligheder og landets stabilitet, hvis ikke den bliver udlignet, siger Li Xing. Men velfærd er også højt på dagsordenen af helt andre årsager. Den økonomiske udvikling i Kina bygger i dag primært på eksport til USA og Europa. Men det betyder, at Kinas vækst i fremtiden afhænger af det fortsatte (over)forbrug i Vesten. - Kineserne er meget forsigtige forbrugere, og de fleste lægger en stor del af deres indkomst til side, for at spare op til svære tider. Det betyder, at Kina reelt ikke har et bæredygtigt indre marked, der kan mindske landets afhængighed af Vesten. Hvis det skal lykkes at gøre Kinas økonomi uafhængig af Vesten, må regeringen indføre et socialt sikkerhedsnet, der kan få kineserne til at begynde at bruge af deres opsparinger og i det hele taget bruge en større del af deres indkomst på almindeligt forbrug, siger Li Xing. En ny verdensorden Da Kina historisk set altid har været selvforsynende, har landet haft råd til at være selvcentreret. Kineserne har ikke vist den store interesse for resten af verden og de har sjældent blandet sig i konflikter og stridigheder, der lå uden for landets grænser. Men siden 1970erne har Kina været afhængigt af eksport til Vesten. Det har betydet, at styret i Kina har måttet tilpasse sig verdensmarkederne, der i vidt omfang er styret af en logik, der reflekterer vestlige værdier som frie markeder, individualisme og personlig frihed. - Lykkes det regeringen at opbygge en økonomi, der tager afsæt i hjemmemarkedet ved at indføre et socialt sikkerhedsnet og booste det hjemlige forbrug, vil vi nok se Kina agere anderledes og mere aggressivt i verden, end det nogensinde har gjort tidligere, spår Li Xing og fortsætter: - Som følge af Vestens nuværende krise vil kineserne gribe chancen til at forsøge at redefinere spillereglerne på verdensmarkedet, så de bedre harmonerer med kinesisk kultur. Samtidig har den økonomiske udvikling igennem det sidste årti har tvunget Kina til at forfølge en mere aktivistisk udenrigspolitisk rolle for at sikre adgang til vitale ressourcer i særligt Afrika. Hvis disse in-

32


teresser kommer i fare, er det slet ikke utænkeligt, at Kina vil intervenere direkte i en væbnet konflikt, der ligger langt væk fra Kinas grænser.

bevæger sig imod demokrati på landsplan. Men inden da skal Kina have løst sine nuværende problemer.

Demokrati på kinesisk Et emne, som bliver ved med at dukke op når snakken falder på Kina, er spørgsmålet om Kinas demokratisering. Medier, politikere og kommentatorer i Vesten har travlt med at spå om Kinas snarlige demokratisering, ud fra antagelsen om, at demokrati og kapitalisme uløseligt hænger sammen. Men spørgsmålet er, om demokrati er en værdi, som styret til en vis grad modvilligt har måttet tilpasse sig, eller om det er en reelt ønske hos styret og befolkningen.

Landsbydemokratiet blev indført allerede i 1980erne, og efter indledende eksperimenter blev det vedtaget ved lov og der er indført stemmepligt. Formen varierer fra landsby til landsby, men valgene er generelt relativt frie. Det giver større mulighed for medbestemmelse blandt landsbyboerne, selvom opposition imod ”proletariatets demokratiske diktatur,” som det hedder i forfatningen, stadig er forbudt.

- Der er ingen tvivl om, at den økonomiske frihed, som især den hastigt voksende middelklasse oplever, og den politiske kontrol, som Kommunistpartiet udøver, harmonerer meget dårligt, siger Li Xing og tilføjer:

Ud over at kineserne har fået større økonomisk frihed, har internettet givet kineserne større ytrings- og informationsfrihed.

- Men der er allerede indført direkte demokrati på landsbyplan, og der er ingen tvivl om, at Kina på lang sigt også

33

POLITIK


“Vestlige medier tegner ofte et billede af, at der ingen menneskerettigheder og politiske friheder er i Kina. Men sådan er det ikke.” I dag er der over 450 millioner internetbrugere i Kina, ogselvom det kun svarer til ca. 35% af befolkningen, giver internettet den almindelige kineser adgang til at læse og drøfte nyheder og tendenser i ind- og udland. Onlinefora og sociale medier er opstået som nye knudepunkter for meningsudveksling og forsamling, og her kan kritik af styrets politik få luft. Men Kommunistpartiet har taget tyren ved hornene og giver befolkningen ”lov” til at diskutere de fleste emner frit. - Vestlige medier tegner ofte et billede af, at der ingen menneskerettigheder og politiske friheder er i Kina. Men sådan er det ikke. I dag er der mange, der taler om politik og kritiserer regeringen på blogs, microblogs og selv i taxaen, siger Zhou Mengtao. Og ifølge regeringen er kritikken velkommen: - Hvert ministerium har embedsmænd ansat til at følge debatter i onlinfora for at se, om der skulle være kritik af det pågældende ministerium. De samler så kritikken og forslagene fra befolkningen og bringer dem videre til deres over-

ordnede, som så igen justerer den førte politik, hvis det er muligt. Et skridt frem og to tilbage Kommunistpartiet holder på ingen måde overvågningen af internettet skjult. Visse internetsider med skadeligt indhold og potentiale – f.eks. (børne)pornografi, vold eller ucensurerede internationale søgemaskiner, nyheds- og mailtjenester – er helt fjernet eller på anden vis blokeret. Men i de fleste tilfælde, vil internetbrugeren i stedet blive mødt af internetpolitiet i form af JingJing og ChaCha (Jingcha er det kinesiske ord for politi). Disse små tegneseriefigurer minder internetbrugeren om, at styret følger med i, hvad der foregår på nettet, og pålægger borgeren at regulere og censurere sin færden på nettet. Kombineret med regelmæssige anholdelser af markante systemkritikere som demokratiforkæmperen Liu Xiaobo, vinder af Nobels Fredspris 2010, er det et sofistikeret og effektivt redskab til at komme decideret systemkritik til livs. At der lige er nogle problemer, der skal løses in-

34


den demokratiet og ytringsfriheden i Kina for alvor kan få lov til at folde sig ud, er hørt før. I august 2011 frigav Wikileaks en række kabler, der afslørede, at ledende embedsmænd mener, at demokrati vil være direkte skadeligt for Kina. Samtidig kom det frem, at Politbureauet – Kinas styrende organ – var direkte involveret i at hacke en række kinesiske menneskerettighedsaktivisters Google mail-konti. Og historisk set er demokratiske fremskridt i Kina blevet efterfulgt af kraftige tilbageslag. Det bevidner det brutale indgreb i protesten ved Den Himmelske Freds Plads i 1989. Billederne fra protesten gik verden rundt og er blevet et stærkt symbol på den kinesiske befolknings stræben efter frihed og demokrati over for Kommunistpartiets totalitarisme og ubarmhjertighed. Massakren, som vestlige medier kaldte den, slukkede dengang håbet om, at den demokratiske åbning i landsbyerne skulle brede sig til resten af landet.

Med interne problemer som ulighed, forurening, en aldrende befolkning, ressourcemangel og for lavt hjemligt forbrug står nutidens Kina overfor ligeså omfattende reformer, som landet gjorde i slutningen af 70erne. Demokratiseringen bliver i dag ligesom dengang efter alt at dømme tilsidesat til fordel for økonomiske nødvendigheder.

DEL PÅ FACEBOOK

KOMMENTER

Også de kinesiske revolutioner illustrerer de demokratiske pendulsvingninger i Kina. Den oprindelige tanke bag den Kinesiske Revolution i 1949 var at indføre folkets demokratiske diktatur. Visionen var at skabe et samfund uden ulighed, hvor folket kunne lede sig selv og hinanden som ligeværdige i en flad magtstruktur. Til trods for de gode intentioner opstod der hurtigt en situation, hvor eliten i Kommunistpartiet nidkært værnede om sin egen magt, og befolkningen blev undertrykt og sat uden for indflydelse. Kulturrevolutionen, som formand Mao satte i værk i 1966, var officielt andet led i indførelsen af den demokratiske socialisme. Men Maos personlige ønske om at tilbageerobre magten fra den øvrige elite vejede efter alt at dømme tungere. De kaotiske tilstande, der herskede i alle samfundslag under revolutionen, resulterede i en økonomisk og social katastrofe, og i dag betragtes Kulturrevolutionen som en af de mest traumatiske perioder i Kinas nyere historie. Da Deng Xiaoping kom til magten efter revolutionen blev al snak om demokrati tilsidesat. Nu skulle riget på ret køl igen, og demokratiske processer ville kun modarbejde indsatsen og forsinke de nødvendige økonomiske reformer.

35

POLITIK


AF SARAH RISBØL JACOBSEN

SANDHEDEN OM GOODIEPAL Mit navn er Goodiepal, Gæoudjiparl van den Dobbelsteen, The Århus Warrior, Gæoudji Sygnok og Parl Kristian Bjørn Vester. Jeg er musiker, kunster, avantgardist, tænker, selvbestaltet akademiker, udskældt, hadet og hyldet. Jeg rejser verden rundt og giver forelæsninger i mine teorier om Radikal Computer Musik på Princeton og Brown – teorier, som kostede mig jobbet på Det Jyske Musikkonservatorium. Dette er ikke min dagbog. Dette er dit, journalistens, forsøg på at se verden gennem mine øjne.

Jeg er fra før internettet. Jeg er fra før al information blev tilgængelig. Derfor har jeg formået at snyde med en masse ting. Holde tingene lidt blurred. Og ved at holde tingene lidt blurred, så der er nogle ting, som måske er en røverhistorie, men som så er blevet til sandheden. Fordi nu er de optaget som sandheder, og nu kan jeg ikke ændre dem, fordi at det er sandheden. Vi gik fra et samfund, hvor røverhistorier fandtes, til et samfund, hvor røverhistorier ikke længere findes. De røverhistorier, som opstod lige før alting blev dokumenteret, er svære at slippe af med. Og det er

meget fint. Hvis du ved alt om folk, så er det mindre interessant.

Der cirkulerer en historie om, at jeg nedstammer fra den familie, der skabte Lego, altså Kirk-familien. Det er løgn. Eller er det? Min far arbejdede for Lego, men folk tror, at jeg er arving til Legodynastiet. Og den har jeg aldrig kunne slippe af med. Det synes jeg er sjovt. Det er måske også derfor, du som journalist synes, det har været vanskeligt at interviewe mig. Ikke fordi jeg aktivt prøver at vedligeholde myterne om mig og dermed lyver for dig, for det gør jeg ikke. Men fordi mit forhold til sandheden er mere flydende end dit. Andres sandheder er ligeså gode som mine, og jeg vil ikke gøre mig til herre over den. Det er også derfor, jeg sagde ja til at være med. Det, du skriver, bliver den nye sandhed om Goodiepal. Det er spændende. Da du mødte mig første gang, troede du, jeg var en stor selviscenesættelse. En exhibisionistisk figur, som bevidst skabte sceneriet omkring mig, som synes det var sjovt at forvirre journalister med

36


tvetydige svar på famlende spørgsmål om mit rablende virke. Da jeg skulle rundt for at sælge plader, og du halsede efter mig fra Gl. Kongevej til Blårgårds Plads i silende regnvejr, noterede du dig min altmodische fremtoning i slidt ræveskinshat, islændersweater og lærredsbusker, som stumpede over mine mørkeblå gummicrocs, mit cykelstyroverskæg og vandkæmmede hår. En blanding af Salvador Dalí og en pædagog fra 70erne. Du noterede dig de opspilede øjne og fjogede smil, den måbende dreng i Route 66, og hvor ville du ønske han havde sagt ’men han har jo ikke noget tøj på’, for det ville rigtignok have afsløret mig som en burlesk facade som lovede mere, end den kunne holde. Det er du ikke så sikker på længere, er du?

Narc Beacon kåret til en af de 50 vigtigste udgivelser i dansk musikhistorie i Dansk Rock Leksikon, og i musikmagasinet Gaffa harcelerede anmelderen over, at jeg var en af de mest undervurderede musikere herhjemme: Han laver musik, der er nyskabende og original, hvilket jo er frygtelige fyord i den danske musikbranche. Pladen scorede fem og seks stjerner på stribe. Men det har jeg ikke nævnt for dig under vores timelange samtaler. Du pløjede rundt i min barndom, fordi du ville vide, hvordan jeg var blevet til den, jeg er. Jeg prøvede at forklare dig, at det, jeg laver, er den jeg er. Der er ikke noget bagved, ingen lukkede rum, som du ikke må komme ind i, hvor nøglen til gåden Goodiepal er velbevaret. Den findes ikke. End of story.

Da du spurgte mig, om jeg er en figur, blev jeg lidt træt. Det er der blevet kørt så meget rundt i, og nej, jeg er ikke en figur, jeg er den jeg er. Jeg har mit overskæg, fordi jeg kan lide det. End of story.

Sådan er det med journalister. På evig jagt efter fakta, dokumentation og argumenter. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så interessant. Måske er det derfor, I har svært ved at forstå de ting, jeg laver.

“Nogle skiver på min blog, at jeg er fuld af lort. Andre skriver jeg er Min personlighed har sin pris. Jeg er blevet overfaldet genial.” flere gange. Straffet for min musikalske overbevisning. Et af overfaldende skete en sen aften under en af mine gåture i London. Den dag i dag bliver jeg stadig dårlig ved lyden af engelske teenagere i flok.

Nogle skriver på min blog, at jeg er fuld af lort. Andre skriver, at jeg er genial. Jeg blev fyret fra min stilling som underviser på Det Jyske Musikkonservatorium, fordi man mente, at mine metoder var for utraditionelle. Jeg kom ikke ind på hverken konservatoriet eller kunstakademiet. Jeg må ikke være med. Giv mig fem års betalt SU, og du skulle se, hvordan jeg kunne…drikke øl. Eller hvad det er, folk på SU gør. Måske var jeg blevet bedre. Måske var jeg bare blevet kedelig. Mens de kloge ryster på hovedet af mig herhjemme, rejser jeg verden rundt og giver forelæsninger i mine teorier om Radikal Computer Musik på Harvard og Princeton, i klubber, parker og værtshuse. I 2001 blev mit elektroniske album

Den unge mand fra Urban, som dukkede op på Charlottenborgi slutningen af marts, da jeg sad og pakkede mine nye plader i museets kælder, havde i hvert fald svært ved at forstå, hvad jeg havde gang i. Han kom for at interviewe mig om min nye plade, som bliver udgivet sammen med mit bankkort, så køberen kan hæve penge fra min konto. Jeg forklarede ham, at for at kunne hæve fra min konto skal man bryde en kode, og det kan man ved at lytte til min musik, som snart udkommer som e-bog. Ja, som e-bog. Du forstod journalistens usikre udtryk, når mine svar gav anledning til yderligere ti spørgsmål og forvirrede mere end de opklarede. Du var glad for, at det ikke var dig, som skulle skrive en artikel om mig på 60 linjer. Til sidst sagde han med påtaget hovedrysten: - Du giver mig fandeme noget af et sisyfosarbejde her. Jeg får en rigtig lang weekend.

37

KULTUR


Artiklen kom i Urban tre dage senere, hvor journalisten beskrev mig som ’det mest eksotiske dyr i den danske musikunderskov’, og oplevede mig som ’mildt sagt excentrisk’. Mit projekt blev i øvrigt betegnet som vanvittigt. Det er ikke op til mig at bedømme, om han har ret i det. Det er heller ikke op til mig at bedømme, om jeg er genial, tænker ud af boksen eller om jeg er specielt kreativ. I forhold til hvem? Jeg sætter bare ting i gang, som jeg ikke ved, hvor ender. Det er også derfor, jeg giver penge væk. Jeg har lånt 200.000 af en irsk ven, som skylder mig en tjeneste. Hvis det nu bare var penge, jeg havde i forvejen, så ville det bare være for at blære mig. Eeeej, se, hvor mange penge jeg har! Men i og med, at jeg opbygger en kæmpe gæld, bliver det spændende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal betale pengene tilbage endnu, men på den måde er jeg også med til at holde mig selv i gang. Så bliver jeg nødt til at finde på et eller andet, som kan give mig en indtægt. Det er ikke første gang, jeg gør det. Jeg gav også 500 kroner væk med min forrige plade, i alt godt en halv million kroner. Dengang lånte jeg penge af den ukrainske mafia. Du bliver ved med at spørge hvorfor. Du forstår det ikke. Og selvom det lyder langt ude, at jeg har lånt pengene af en irsk ven og den ukrainske mafia, så har du ingen chance for at tjekke, om det er sandt. Du bliver nødt til at tage mit ord for det. Du ved, at det er rigtige penge, jeg giver væk. Hvordan harmonerer det så med dit billede af mig som en selviscenesættende figur? Som syvårig flyttede jeg sammen med min mor fra Færøerne til Århus. Min far har jeg aldrig kendt, han døde da jeg var to år gammel. Jeg voksede op blandt betonblokke i Gellerup og havde en jævnaldrende nabo, som hed Rasmus. Hans onkel arbejdede indenfor noget Hi-fi, og derfor havde Rasmus en Commodore 64. Hver dag efter skole sad vi og spillede computer. Vi lærte det første programmeringssprog, Basic, og lavede demoer, som er grafik, der bevæger sig til musik. Jeg var drevet af at lave noget, andre ikke kunne lave. Hvis en Commodore 64 kun kan vise otte farver, så fik vi farverne til at blinke, så det i glimt så ud som om, der var flere farver. Det var hele mit liv.

38

Da BBS kom, en slags forgænger til www, begyndte jeg at hacke. Vi ringede op til BBS og fik adgang til forskellige filer ved at trykke en bestemt kode. Vi hentede lister med telefonkoder på biblioteket og hackede dem, der havde password. I otte år gik jeg på en Rudolf Steiner skole. Her blev jeg udstyret med en chrotta. Et klodset strenginstrument, der minder om en violin, men som er større. Den blev kaldt for spasserviolin. Den kom i en stor, uformelig trækasse, og når man gik med sådan en, betød det, at man ikke formåede at begå sig på en almindelig violin. Eller at man ikke


formåede at begå sig overhovedet. Det føltes som en hån.

Måske var det på det tidspunkt, jeg første gang fik en fornemmelse af at høre til.

De andre så lidt skævt til mig. Som om, jeg var sådan lidt bagefter. Jeg kan ikke forklare hvorfor, eller fortælle om en konkret oplevelse, som du fisker efter. Det var bare sådan en stemning, der var.

Vi mødtes i et fælles had til loops og rytmebokse. Odd havde stablet en avantgarde festival på benene i det aarhusianske Galleri Høgsberg sammen med en gruppe efterhånden velhængte fløjtehippier, som kendte hinanden på kryds og tværs, som han siger. Der var i byens lille avantgardemiljø blevet etableret bestemte måder at gøre tingene på, og Odd ville forhindre, at han og musikerkollegerne blev til endnu en generation truttende, århusianske jazz-hønisser.

Efter otte år forlod jeg Steiner skolen og mødte undergrundsmusikeren Odd Bjertnes. Han var en af de få, som troede på det, jeg lavede, og det er jeg ham dybt taknemmelig for den dag i dag.

39

KULTUR


Jeg udmærkede mig ved at råbe skældsord ad publikum i en megafon. Alle kunne godt lide mig. Jeg var et frisk pust i et fasttømret miljø, og jeg var uden hæmninger. Da du spurgte Odd, hvad han så i mig, sagde han: Kristian kunne noget, som ingen andre i avantgardemiljøet kunne. Hvor mine musikerkolleger stadig spiller den samme melodistump som de gjorde for 30 år siden, og stadig venter på at folk skal underkaste sig den melodistump frem for at fnise ad den, udviklede Kristian sig, fik opbygget en diskografi og fik gode kontakter i udlandet. Han lavede det ene enmandsband efter det andet, hvilket var kuriøst på det tidspunkt, hvor man spillede i duoer, trioer og kvartetter.

fyrre minutter lange performancekoncert, hvor jeg afspillede mine lektioner i Radikal Computer Musik. Imens sad jeg i et hjørne med ryggen til og akkompagnerede forelæsningerne med synthesizer eller hjemmebygget lut. Med et spejl foran mig, så jeg kunne se, hvad der foregik blandt publikum.

Jeg har den fantastiske egenskab, at uanset hvad jeg siger, så tror folk ikke på mig. Det giver mig et interessant spillerum. Min mormor har samme egenskab. Hende bor jeg hos, når jeg er i Aarhus. Hun holder meget af mig. Jeg minder hende om sin lillebror, som var finurlig på samme måde, som jeg. På den måde, hvor andre mennesker godt kan synes, åh, det er lidt for pjattet, det er lidt for meget, nu kammer det over.

Du bemærkede måden jeg talte på, konstaterende uden at være bedrevidende, en velartikuleret, løbsk monolog, og du anede en snert af selvbevidst træthed over at gentage de samme pointer, når jeg messede ’og så videre og så videre og alt det der, og så videre og alt det der’. Men det var naturligt,tænkte du, eftersom jeg har undervist i det samme stof på over universiteter og uddannelsesinstitutioner.

Hun fortalte dig, at jeg altid havde gang projekter som lille. Jeg lavede små landskaber af bivoks, tegnede og lærte navnene på de vilde planter, som voksede omkring mine bedsteforældres sommerhus i Helgenæs, hvor jeg tilbragte mange weekender. Jeg brugte tidligt ord som ’botanisere’ og ’ubehageligt’, og lærte at udtale dem korrekt. Min mormor brød sig ikke om det, når folk ikke talte ordentligt – hun taler selv et meget smukt rigsdansk. Hun var med til et af mine foredrag på Århus Universitet, men hun forstod intet. Hun fortalte dig, at hun sommetider er forbavset over, at de unge mennesker kunne sidde og være så optaget af det, jeg sagde, og at de spurgte så meget ind til det. - Men Kristian er jo meget… jeg kan godt forså, de er fascineret af ham. Jeg kan virkelig godt forstå, at de bliver optaget af ham som person, sagde hun til dig. Du var med i Salonen på Charlottenborg i begyndelsen af marts til min seks timer og femog-

Salonen var fyldt, da jeg begyndte min mundtlige præsentation af lektionerne. Som jeg stod der med nedslået blik og messede introduktionen til mine omdiskuterede teorier formede du passager i hovedet, som sammenlignede mig med en skør professor eller et misforstået geni, som først ville blive forstået efter sin død. Du kan godt lide at putte folk i kasser.

- Nogle af jer vil gå undervejs, og nogle af jer vil blive, og jer som bliver, I vil så holde ud… ja, ligeså længe som mig – indtil klokken 24. Jeg afspillede mine timelange lektioner og en transskription af min lydfil, Mort Aux Vaches Ekstra Extra Walkthrough. Med tyve minutters intervaller kravlede jeg henover Salonens ubehandlede trægulv på alle fire for at taste ’enter’ på computeren og forhindre, at den gik i dvale. Du kunne ikke finde ud af, om det var for at tiltrække mig mindst mulig opmærksomhed, eller det stikmodsatte. Du prøvede virkelig at koncentrere dig om lektionerne. Du anstrengte dig for at følge med i pointerne, til du fik spændingshovedpine. Du forstod mange af enkelthederne, men så sprang jeg for hurtigt frem i mine pointer og tabte dig. Til sidst føltes det uvirkeligt. Var det dig, der var for langsom til at følge mine

40


spring fra pointe til pointe? Du følte dig skiftevis overbærende og dum, og det sidste har du det skidt med. Måske er det derfor, du senere bare nikkede og smilede, når jeg forklarede dig noget, som du ikke forstod. Atten blev siddende til midnat. Men på det tidspunkt var du taget hjem. Du følte dig lidt svimmel, men det sagde du ikke. Da jeg blev fyret fra min stilling på Det Jyske Musikkonservatorium, erklærede jeg akademisk krig og sendte ledelsen en krigserklæring i fem punkter.

Jeg synes, undervisningen var regressiv, så jeg underviste i mine egne teorier om, at utopien skal tilbage i den elektroniske musik ved at gøre den uskannelig for en kunstig intelligens. Et af punkterne i erklæringen var at vinde krigen ved at sige, at jeg højst sandsynligt led af hjernesygdommen Huntingtons Chorea. En sygdom, som forstyrrer det centrale nervesystem, og som ændrer personligheden. Personen har ikke de samme hæmninger som tidligere, kan få problemer med uhæmmet, forgrovet adfærd, bliver mere og mere impulsstyret og kan ikke sætte grænser for sig selv.

41

KULTUR


Det er en stærkt arvelig sygdom, som mange i min familie har. Jeg har symptomerne. Og jeg er blevet testet for det. Men jeg vil ikke fortælle, hvad den sidste test viste. Heller ikke til dig. Ved at sige, at jeg måske lider af Huntingtons Chorea, siger jeg: Bare rolig, jeg lider højst sandsynligt af den her sygdom, så alt det, jeg har sagt, er måske bare noget pjat. Jeg giver dem mulighed for at sige: han er jo bare tosset. Og det er der så mange, der har benyttet sig af. Uvidenheden gør det smukkere. Jeg er misundelig på alle, der har en toværelses lejlighed. Jeg er misundelig på folk, der kan finde ud af at have et liv. Med lejlighed, børn og arbejde. Jeg kan ikke finde ud af at opretholde et hjem. Jeg har ingen adresse og bor rundt omkring hos venner i England og Danmark. I den proces, hvor andre får et liv, bliver jeg udskilt. Jeg har en god veninde, og da hun fik mand, barn og lejlighed, måtte jeg ikke komme på besøg mere. Fordi det blev for underligt, at jeg var der. Jeg kan ikke forklare det bedre, end at jeg ikke kan forholde mig til rum. Jeg kan ikke acceptere,

at her ligger Snedebakken, og der bor hr. og fru Danmark. Det er derfor, du kun kunne få fat i mig på et bestemt telefonnummer efter midnat. Når jeg er i København sidder jeg på et kontor, hvor jeg har fået lov at sidde om aftenen og om natten, når alle andre er gået hjem. Jeg har heller ingen telefon. Jeg kunne ikke holde ud, at den ringede hele tiden. Så hvis folk vil have fat i mig, må de troppe op her på kontoret eller ringe om natten. Du har selv været her, og du kunne godt se grunden til, at jeg ikke kan have en telefon. I løbet af vores interview kom tre af mine venner uanmeldt forbi. Du bad den ene om at tie stille, da han kom til at blande sig i interviewet. Det havde jeg det ikke godt med. Jeg kan ikke lide at sige nej til folk. Under resten af interviewet afviste jeg pænt mine venner ved døren, mens du sad derinde på kontorstolen som en anden dørvogter, selvom du gennem kontorets glasvægge kunne se på mit undskyldende kropssprog, at jeg ikke havde det godt. Da en anden ven ringede og spurgte, om han

“De ting, vi ikke ved alt om, får vi lov at drømme om. Vi får lov selv at lægge magien til.”

42


SE INTERVIEW MED GOODIEPAL

måtte komme forbi, fik jeg nok og sagde højt nok til at du kunne høre det - Ved du hvad, der er ingen der skal bestemme, om du må komme her eller ej. Du kommer bare! Jeg smækkede røret på. Jeg kan regne ud at jeg snart skal væk fra København igen. Jeg kan i hvert fald ikke blive siddende her ret meget længere. Får jeg kop te? Ja, helt sikkert. Så er jeg pludselig bartender i en kaffestue på et kontor. Det har været hemmeligt i mange år, at det var her jeg sad. Nu har folk fundet af det. Men det er ikke kun skidt, at jeg ikke kan sige nej. Hvis du siger nej, så siger du bare nej. Der er muligheder i et ja. Uanset, hvad der kommer ud af det. Jeg synes godt, jeg efterhånden kan sige, at jeg har en vis impact på skandinavisk kultur, og at jeg er en halvstor spiller. Det skyldes min manglende evne til at kunne sige nej.

Du konstaterede, at det måtte være et hårdt liv. Ikke at kunne sige nej, ikke at have noget sted at bo, at blive afvist gang på gang. Og ja, det er det også, men jeg har det ikke hårdere end andre har det. Og det kan bare ikke være anderledes. Når du kom for at interviewe mig, var det på mine præmisser. Venner kom forbi, jeg arbejdede på mine ting, alt bevægede sig uafbrudt. Der var en stemning af uafhængighed, et helt selvfølgeligt opgør med det system, de normer og det livssyn, som du selv har slået dybe rødder i. Det mindede dig om noget jeg sagde til dig tidligere: De ting, vi ikke ved alt om, får vi lov at drømme om. Vi får lov selv at lægge magien til. Og det vil jeg egentlig gerne have lov at give folk mulighed for med mig.

43

DEL PÅ FACEBOOK

KOMMENTER

KULTUR


KROPPEN KOLLAPSER I NYT RADIOMAGASIN PÅ DEN2RADIO Radiomagasinet Kollaps er skudt i gang på Den2Radio. Lyt til første udsendelse, der under overskriften “Kroppens kollaps” undersøger kroppens status i samfundet. I samarbejde med Den2Radio supplerer Kollaps fra nu af netmagasinet med et månedligt radiomagasin. Under devisen “nedbrud nærer nye tanker” stiller temaudsendelserne spørgsmålstegn ved tendenser eller fænomener, som måske kollapser i en krisetid, og kigger nærmere på det, som kommer i stedet for. I første udsendelse skal det handle om kroppen. Vi stiller spørgsmålet, om kroppens æra er ved at være forbi. Det manuelle arbejde og samlebåndsproduktionen flytter østpå. Industrisamfundet bliver erstattet af videnssamfundet. Hånd bliver erstattet med ånd. Sociale relationer bliver rykket ind i digitale rum, og man behøver

ikke forlade sin stol for at vedligeholde venskaber og lave det arbejde, man bliver betalt for. Kollaps-redaktionen har bedt en forsker i arbejdsmiljø, en performancekunstner, en ekspert i digital kommunikation og en sociolog om at give deres perspektiv på kroppens fremtid. Michael Andersen og Anders Kaas-Larsen fortæller om en ø-gruppe i Japan, hvor kroppen har særligt gunstige vilkår. Og så diskuterer læseklubben Olga Ravns nye digtsamling Jeg æder mig selv som lyng, der har kvindekroppen som omdrejningspunkt.

DEL PÅ FACEBOOK

HØR UDSENDELSEN HER:

44

KOMMENTER


45


Eksamensprojekt for Magasinet Kollaps  

Dette er en eksamenopgave, og derfor ikke et rigtig magasin...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you