Page 1

Klumme Af Christoffer Boserup Skov

Askesky og Albert Camus Da SåDAns klummeskribent sent i april vovede sig til Paris, var det umiddelbart efter, den berømte askesky havde hærget og lammet flytrafikken i store dele af Europa. Den islandske vulkan Eyjafjallajökull kom hurtigt på alles læber – på trods af, at vi ikke kunne udtale dens navn. Og askeskyen var mere end flyaflysninger – det var en påmindelse fra naturen. En påmindelse om, at vores hverdag og moderne samfund hviler på og afhænger af en række stabile, naturlige parametre, vi er blevet vant til at tage for givet. På trods af vores ekstreme videnskabelige og kontrollerede verden er der ting, vi ikke kan styre; nemlig naturen. Den er i sig selv kaotisk og tilbøjelig til at udløse de vildeste, mest meningsløse og uforudsigelige katastrofer. Askeskyen var et lille hint om, at vi er nådeløst udsat for naturens grusomheder. Den slovenske filosof Slavoj Žižek udtalte i forbindelse med askeskyen, at den begrænsning af vores frihed, der pludselig bliver håndgribelig ved en

naturlig hændelse, er det paradoksale resultat af vores eksponentielle vækst i frihed og magt. Paradokset er, at menneskets voksende evne til at omforme naturen omkring os samtidig destabiliserer de grundlæggende parametre for liv på jorden. Men det lykkedes, trods lidt aske, at komme frem. Og på jagt efter den franske sjæl gik turen naturligvis til de lokale beværtninger på Montmartre – det livlige og muntre kvarter i Paris, hvor forfattere, skuespillere og kunstnere lever la vie og finder rå inspiration. Der gik ikke lang tid, før det stod klart, at der herskede en regulær Albert Camus-mani i Paris. I år er det 50 år siden, den franske filosof, forfatter og nobelprisvinder Albert Camus kørte ind i et træ og mistede livet. Den voldsomme kærlighed og interesse for Camus skyldes ikke mindst, at franskmændene de senere år har opdaget Camus som en moderne forfatter og filosof, der kan hjælpe os med at forstå og acceptere det komplekse samfund, vi lever i.

Pariserne forklarer hellere end gerne om Camus’ klassiske værker som "Den fremmede" (L'étranger), "Pesten" (La peste) og "Sisyfos-myten" (Le mythe de Sisyphe) – og om, hvordan Camus accepterer verdens absurditet. Hans tese er, at der ikke findes en metafysisk mening med livet. Men netop erkendelsen af det absurde står for Camus som vejen og meningen i et moderne samfund – meningen kommer i vores forholden-sig-til og erkendelsen af det absurde. Og populariteten skyldes måske også, at Camus’ humanisme er mere aktuel end nogensinde. I en verden med mangel på store ideologier og en globalisering, der gør det sværere og sværere at fastholde sin identitet, giver Camus et bud på, hvordan vi skal leve med, at der ikke er nogen mening med vores eksistens, og at verden derfor forekommer absurd. Jeg kan ikke andet end at tilslutte mig parisernes begejstring og sige: Il est vrai – Camus est extraordinaire!

Klummen er udelukkende udtryk for skribentens holdning, og afspejler ikke nødvendigvis organisationens holdning og værdier. Klummepladsen går på skift mellem alle interesserede – så har du noget på hjerte i forhold til organisationen, finansverdenen eller noget helt tredje, så skriv til redaktionen@sda.dk.

12636_SÅDAN_Juni 2010.indd 24

07-06-2010 13:05:12

Albert Camus  

Klumme om den franske filosof Albert Camus

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you