Page 1

Nu kan Christopher køre selv Christopher Brynes nye buskort giver ham mere end transport fra hjemmet i Them til specialklassen på Bryrup Skole. Buskortet giver selvtillid og selvstændighed Christine Brink

Christopher Bryne sætter sig ved vinduespladsen i skolebussen. ”Jeg plejer egentlig at sidde i den anden siden”, forklarer han og peger på det syntetiske sædebetræk i den modsatte side af bussen. Små forandringer betyder ikke noget for 12-årige Christopher, som går i Bryrup specialklasse på grund af indlæringsvanskeligheder. I december besluttede Christophers forældre på opfordring fra skolens lærere at skifte taxaens komfortable læderbetræk ud med en cykel og et buskort. Nu tager Christopher bussen fra Them til Bryrup selv. Helt selv. En beslutning, der både styrker hans selvstændighed og giver selvværd, fortæller lærerene i specialklassen. Nej tak til taxa Christopher startede i specialklassen, efter politikerne havde

indskærpet mulighederne for taxakørsel. Alligevel blev Christopher og hans forældre tilbudt en taxaordning. Christophers forældre undrede sig ikke over tilbuddet. ”Hvis du køber en mobil, får du også et mobilabonnement med. Så er det først, når du undersøger det nøje, du finder ud af, at du kan slippe for abonnementet”, siger Christophers stedfar Henrik Therkildsen. Forældrene ændrede beslutningen på opfordring fra skolens lærere. ”Som lærerne sagde: Der er ingen grund til at gøre dem mere specielle, end de er. Og det kunne vi jo kun nikke genkendende til. For os var det bare en del af pakken, at han skulle med taxa”, siger Henrik Therkildsen. Taxa giver tryghed Christophers klassekammerat Frederik Zachariassen sætter sig altid på den samme plads i taxaen. ”Du behøver ikke at lukke døren. Det gør den automatisk”, siger han med et fast tag om skoletasken, som er placeret på nabosædet. Samme plads, som den plejer. 14-årige Frederik har kørt med taxabussen, siden han startede i Bryrup specialklasse efter som-

merferien. Og den er tryg. Det er nødvendigt, fordi Frederik som autist har brug for faste rammer. ”Det er vigtigt for Frederik, at tingene er ens, og at der ikke er for mange forskellige indtryk”, siger Frederiks mor Liselotte Zachariassen. Diagnosen er dog ikke den eneste grund til, at han kører med taxa i skole. Frederik bor i Gjessø, som ligger mere end 14 kilometer væk fra Bryrup Skole. Skulle Frederik tage skolebussen, ville han vente forgæves. For bussen kører ikke fra Gjessø til Bryrup. Liselotte Zachariassen oplevede ligesom Henrik Therkildsen, at taxaordningen var en naturlig del af specialklassen. ”Det er simpelthen en del af pakken, når man vælger et specialtilbud”, siger Liselotte Zachariassen. Social succes I bussen spørger chaufføren Torben Pedersen, om Christopher har haft et godt nytår. Det har han. Chaufføren kan alle navnene på børnene i bussen, som ofte bliver sat af ved deres hjem i de små byer, bussen passerer. For Christopher betyder det nye buskort, at han kan fasthol-

de kontakten med sine tidligere klassekammerater, som også tager skolebussen. ”Bus er bare sjovere”, siger Christopher og fortæller ivrigt om, hvordan han og kammeraterne lavede den længste guirlande, da bussen skulle pyntes op til jul. Forskellige behov De automatiske taxadøre lukker bag Frederik, mens Christopher siger farvel til buschaufføren. De to drenge er glade for hver deres ordning. Og der er behov for forskellige aftaler, som passer den enkelte elev, pointerer lærerne på Bryrup Skole. ”Nogle af vores elever har brug for tryghed, mens andre godt kan rumme, at de ikke har den samme forudsigelighed. Og det jo livet i sin nøddeskal. Det er ikke forudsigeligt”, siger lærer Anne Lyngsholm og opfordrer til en individuel gennemgang af elevernes transportmuligheder. ”Tak for turen”, siger Frederik, inden han bliver sat af halvtreds meter fra sit hjem. Ved busstoppestedet i Them har Christopher stadig en kilometer på cykel. Men det gør ham ikke noget. For nu kan Christopher køre selv.

CASE: Nu kan Christopher køre selv  

Case, eksamensartikel, 1. semester, januar 2012

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you