Page 1

Tror du  ikke,  Jehova  bliver  ked  af  det,  Simon?    

Eventyr kan   være   gode,   men   ikke   hvis   man   lever   i   dem.   En   opvækst   præget   af   dårlig   samvittighed  og  en  kamp  for  at  leve  op  til  Jehovas  Vidners  lære  var  realiteten  for  Simon   Andersen.       Af  Charlotte  Kobberøe  Fink  

På sit   værelse   sidder   19-­‐årige   Simon.   Han   er   ved   at   tage   sine   sko   på,   for   at   møde   op   til   de   ugentlige  studier  af  Jehovas  lære.  En  ganske  almindelig  dag  for  Simon,  men  denne  dag  bliver   alligevel   skelsættende.   For   som   han   sidder   der   på   sit   værelse,   slår   det   ham   pludselig   overvældende,  at  han  har  muligheden  for  at  vælge.  Vælge  en  anden  vej  end  Jehovas.       Simon  Andersen  er  født  ind  i  Jehovas  Vidner.  Hans  tro  var  stærk  gennem  hans  opvækst,  men   omverdenens   fristelser   var   stærkere.   Han   led   af   kronisk   dårlighed   samvittighed   gennem   sin   barndom,  fordi  han  ikke  kunne  leve  op  til  de  krav,  hans  egen  tro  dikterede.  Selvom  han  valgte   Jehovas  Vidner  fra  som  19-­‐årig,  tog  det  ham  år  at  slippe  helt  ud  af  det  psykiske  fængsel,  han   beskriver  sin  ungdom  som.       Ikke  Jehovas  bedste  barn     ”Jeg  har  fået  det  her  eventyr,  som  jeg  kalder  det,  ind  via  modermælken.  Jeg  har  troet  100%  på,   at  verden  var  ond.  På  at  der  skulle  komme  en  ny  verden,  hvor  jeg  kunne  klappe  løver.  Man  kan   sammenligne   det   med   Harry   Potter   –   jeg   føler,   at   jeg   har   været   en   af   dem   på   det   gode   hold   mod  de  onde,  en  af  dem  som  skulle  leve  i  Paradis.”     Men   eventyr   er   illusioner.   Det   ved   Simon   nu.   For   vejen   til   Paradis   gik   gennem   utallige   restriktioner,   og   fristelserne   pressede   sig   på.   Verdens   muligheder   syntes   at   forsvinde,   i   takt   med  han  blev  ældre.     ”Jeg  havde  dårlig  samvittighed.  Hele  tiden.  Du  må  jo  ikke  engang  rive  dig  selv  i  lunten,  altså,  og   det   kan   du   jo   ikke   lade   være   med.   Hvis   du   er   Jehovas   Vidner,   så   skal   du   have   dårlig   samvittighed,  sådan  er  det  bare.”     Simon   var   ikke   Jehovas   bedste   barn.   Han   snød   tidligt   ved   at   gå   til   banale   ting   som   børnefødselsdag  og  fodbold,  som  Jehovas  Vidner  ikke  må  deltage  i.  Som  lille  fyldte  den  dårlige   samvittighed   ikke   meget.   De   moralske   skrupler   pressede   dog   på,   som   tiden   gik.   For   troen   havde  han  stadig.  Overbevisende.     To  verdener   ”Min   verden   er   i   to,   faktisk.   Den   ene   side   af   mig   vil   kæmpe   for   at   føre   min   slægt   videre   i   Jehovas  Vidner.  Noget  af  det  rigeste,  jeg  kunne  forestille  sig  om  min  fremtid,  var,  at  se  mig  selv   skubbe   en   klapvogn   til   et   af   Jehovas   sommerstævner.   Og   den   anden   side   af   mig   var   bare   forelsket   i   verden.   Kunne   ikke   se   nogen   mening   med,   at   den   skulle   gøres   så   ond   eller   så   slem.   Jeg  havde  næsten  lyst  til  at  involvere  mig  i  alt,  der  var  forkert.”     Simon  var  ved  at  forlade  Jehovas  Vidner  første  gang  som  14-­‐årig,  men  familiens  pres  og  den   nagende  samvittighed  tvinger  ham  tilbage  på  den  vej,  han  ved,  han  burde  følge.    


”Det er   det   med,   at   være   det   sorte   får.   Det   var   det,   der   gjorde,   at   jeg   tænkte:  Det   er   fandme   også  dumt  af  mig,  jeg  ved  jo  godt,  hvad  der  er  rigtigt.”       Simon  engagerede  sig  igen  i  Jehovas  Vidner.  For  fuld  styrke.  Han  forkyndte  og    hang  ud  med   folk  fra  menigheden.     Men  Simons  trang  til  at  bryde  væk  indhentede  ham  igen.     ”Det  var  røvssygt.  Jeg  følte  pludselig,  at  jeg  stod  det  samme  sted:  ”Jamen,  det  er  ikke  det  her,   jeg  vil.”  Der  tror  jeg,  at  det  gik  op  for  mig,  at  jeg  havde  opgivet  en  gang  før.”       Den   dag   han   som   19-­‐årig   sad   og   bandt   sine   sko   på   sit   værelse,   valgte   han   at   tage   ned   til   en   kammerat   i   stedet   for   at   studere.  Fra   den   dag   forsøgte   han   at   gøre   alt   for   at   flygte   fra   Jehovas   Vidner.     Angst  for  dæmoner   Simon  fandt  sin  egen  måde  at  bearbejde  sin  fortid  på.  Der  skulle  dog  gå  mange  år,  inden  han   virkelig  turde  se  den  i  øjnene.     De   første   år   var   han   splittet.   Han   tog   ikke   som   sådan   afstand   til   Jehovas   Vidner,   men   ville   heller  ikke  tilbage.  En  ven,  som  selv  havde  fravalgt  Jehovas  Vidner,  blev  hans  redning.  Tog  han   hjem  til  sin  familie,  blev  han  mødt  med  dårlig  samvittighed  og  et  pres  om  at  komme  tilbage.     ”Det   første,   min   mor   sagde,   var:   Tror   du   ikke   Jehova   bliver   ked   af   det,   Simon?   Så   sagde   jeg,   at   jo,  det  kan  godt  være,  men  jeg  har  ikke  lyst  til  at  være  i  det.”     Men  det  er  først,  da  Simon  er  i  slutningen  af  20’erne,  at  han  virkelig  tør  konfrontere  sig  selv   med  sin  opvækst.  Han  vil  finde  ud  af,  hvad  Jehovas  Vidner  egentlig  er,  og  hvad  det  har  gjort   ved  ham.     ”Jeg  havde  fundet  ud  af,  at  det  var  falsk.  Men  hvad  fanden  var  det  egentlig  for  noget?  Så  jeg   studerede   det   i   to-­‐tre   år,   jeg   kunne   slet   ikke   få   nok.   Jeg   kunne   se,   hvor   mange   tankekontroller   der  stadig  sad  i  mig  og  prægede  mig.  Fx  med  ikke  at  kunne  sove  og  en  angst  for  at  tisse  om   natten.  Den  der  angst  for  dæmoner,  der  er  blevet  puttet  ind  i  mig  siden  jeg  var  lille.  Jeg  troede   ikke  på  dem  længere,  men  angsten  var  blevet  i  kroppen.”     Men  en  dag,  var  angsten  væk.     ”Pludselig  en  nat  stod  jeg  bare  op,  jeg  glemte,  at  jeg  var  bange  og  gik  bare  ud  og  tissede.  Jeg   var   jublende,   fordi   der   var   sluppet   et   eller   andet   inden   i   mig,   som   jeg   ikke   selv   har   kunnet   kontrollere.   Det   var   der,   jeg   fik   hævet   mig   over   Jehovas   Vidner,   i   stedet   for   at   stikke   af   og   gemme  mig.”      

Tror du ikke, jehova bliver ked af det  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you