Page 1

Tema Danskhed & Frihed nr 3/2008 Udgivet af

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / centrum-venstre / holdninger / innovation / udfordring

At man skal være pragmatisk og se på den konkrete sag er en undskyldning for ikke at tænke sig om. Du kan ikke sejle et skib uden et kompas og du kan altså heller ikke få en kurs i politik, uden at du har et kompas. Martin Ågerup, Direktør for cepos

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / centrum-venstre / holdninger / innovation / udfordring

Læs også Cevea - centrum-venstre opruster til idépolitisk kamp Demokraternes toprådgiver George Lakoff om de progressives nederlag Margrethe Vesterager: Europa er forudsætningen for den moderne danskhed


i denne udgave: Leder: 3 Derfor Cevea 4 Ideerne er i din hjerne! 6 Venstrefløjen må finde sin niche 8 Behov for progressiv talentudvikling 10

“I takt med, at blokpolitikken har cementeret al politik og i takt med, at politikerne af samme grund er blevet angste for alt, der smager af idéer og idéernes afprøvning, er Christiansborg ikke længere i stand til at stille de rigtige spørgsmål og levere fornuftige svar. ”  Læs mere om ny centrum-venstre tænketank på side 4

tema: Danskhed & frihed Temaleder: 12 Da danskheden blev tabt 12 Venstrefløjen må være folkelig i kampen for individualisme 14 Danmark for fællesskabet 16 Ingen ”danskhed” uden Europa 18 Centrum-venstre mangler fjendebilleder 2 0 ”Vi kan ikke slå Fogh...” – Jo, sammen kan vi! 22 Den rådne banan – smager bedre end den lugter 24 Frihed og frivillighed i velfærdssamfundet 26 Opråb: Giv de danske skoler frihed! 28 Slip det sociale engagement fri! 30

“Danskheden er de senere år blevet gjort til noget negativt, en ideform, der tegner karikaturer af en hellig profet, går i krig uden om al fornuft, kører på mountainbike med USA’s dårligste præsident – kort sagt, en racistisk og krigerisk ånd.” Læs mere om visions forslag til en danskhedsreform på side 16

“Den økonomiske frisættelse af privatskolerne og tilbageførslen af midler til folkeskolen bør ikke stå alene. Det offentlige undervisningssystem kan tage ved lære af de private skolers succes. Kan vi trække på den pædagogiske erfaring og de udprægede frihedsrettigheder, der præger en stor del af de private skoler?” Læs mere om hvordan skole får mere frihed på side 28

2


Leder

Den idépolitiske prolog I alle gode cykelløb starter rytterne med at køre en kort prolog. Styrkeforholdene testes og de dominerende træder i karakter. Sådan er det også i moderne idépolitik, hvor ruterne alt for længe har været domineret af en enlig aktør i den liberale tænketank Cepos. Men nu kommer der endelig modstand. Centrum-venstre tænketanken, Cevea, kører af rampen!

Af jens jonatan steen, Chefredaktør OG Peter Westermann, Redaktør

Dansk politik har alt for længe været præget af dårlige ben og idépolitisk stilstand, af manglende angrebslyst og politisk innovation. En kvalificeret debat om de grundlæggende præmisser for politik og for det danske samfund har ikke kunnet spire i en atmosfære af goldt Gallupdemokrati. De politiske partier har været fanget i kortsigtede strategier og et stigende pres fra medierne, der blæser enhver politisk nytænkning op til konflikt og fløjkamp. I dette spind har de svært ved at bidrage til den idédebat, demokratiet har behov for og som borgerne ønsker. Den politiske fælleskurs fra S og SF vidner om stigende selvtillid og større politiske visioner for en opposition i optur, men i lighed med de øvrige Christiansborgpartier høster man de lavthængende strategiske frugter og misser det længere perspektiv, som Helle ThorningSchmidt selv udtrykker det i interviewbogen ”Den første” fra 2007. I bogen erklærede den socialdemokratiske statsministerkandidat således følgende: ”Det er vigtigt, at vi politikere blander os i debatten med forslag og tanker, der ikke helt automatisk kan glide over i lovforslag. I virkeligheden ville jeg ønske, at der var flere folkevalgte, der deltog mere i den fremadrettede debat med bøger, kronikker og artikler”. Når de traditionelle aktører ikke formår at løfte den idépolitiske opgave, så må andre udenfor det partipolitiske system træde til. Hvilket netop udgør grundlaget for den nye tænketank, Cevea, der ønsker at formulere nye progressive løsninger på de eksisterende problemer og blive en stærk pendant til Cepos.

I udlandet bliver den politiske scene tilført idealisme og visioner fra aktører uden for partierne, idet intellektuelle og tænketanke træder til, hvor partierne har måttet give slip. I denne udgave af Vision bringer vi et interview med George Lakoff, stifter af Rockridge Institute, der pointerer, at netop idéerne er nøglen til det politiske magt. Det har Republikanerne i USA forstået at udnytte. De har bygget en idépolitisk infrastruktur med medier, uddannelser og tænketanke. Andre har fejlet, fordi de har savnet de redskaber, der kan skabe deres politiske fortælling. Ceveas entré i den danske debat markerer et vendepunkt for dansk politik. Nu lægger centrum-venstre grundstenene til en idépolitisk infrastruktur. Nu udfordres den teknokratiske konsensus ikke kun fra det idépolitiske højre, men også af et centrum-venstre i offensiven med et nyt, skarpt våben. Cevea – med Vision – skal bidrage til at flytte hegnspælene for debatten og højne loftet i dansk politik. Politik skal være vedkommende for mennesker i en grad, så de, i en i forvejen stresset tilværelse, ønsker at bidrage aktivt til samfundets udformning. Derfpr skal politik handle om værdier, som folk kan relatere til og navigere ud fra. Cevea går til kamp for mere og ikke mindre fællesskab. Vi tager udfordringen fra den dominerende frimarkedstænkning op, der underminerer vores fællesskab og giver den atomiserende individualisme eneret. Centrumvenstre må tage udgangspunkt i at styrke de fællesskaber, der giver menneskers tilværelse indhold og muligheder – derfor sætter vi også i dette tema af det nye Vision fokus på friheden og danskheden - de to måske mest afgørende værdier i vores fællesskab. Men vi nægter at acceptere, at danskheden skal bestå af entydigt nationaltkonservative symboler, som en undersøgelse foretaget for Vision viser, at den for indeværende gør. Vi nægter at acceptere, at centrumvenstrefløjen har tabt danskheden. Vi er stolte af at tilhøre centrumvenstre og vi er stolte af at være danskere. Danskheden skal defineres positivt som tolerance, kolonihavehygge og åbenhed. Men der er et større behov for idealistisk at definere progressive nuancer af danskhed og frihed, hvis centrum-venstre skal kunne andet end at overtage forvaltningen af en reaktionær forståelse af værdierne. Hvis centrum-venstre for alvor skal ændre samfundet til det bedre, kræver det et øget fokus på dets idémæssige indhold.

Vision er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Læs mere om Vision på cevea.dk Chefredaktør Jens Jonatan Steen Redaktør Peter Westermann Layout Karl Kjær Bang Søren Gisselmann Sune Juul-Sørensen Redaktionsmedlemmer Karen Nilaus Mette Kraaer Christian Rønberg Christian Rabjerg Madsen Martin Grunz Karl Kjær Bang Camilla Weber Rikke Skovgaard Andersen Mia Rasmussen Jakob Damsholt Kia Wied Frederik Andreas Jørgensen Stefan Agger Illustrationer Johan Krarup Palle Schmidt Anders Brønserud Abonnementsadministration Martin Leider Olsen abonnement@cevea.dk 22 27 14 26 Indlæg i Vision er ikke udtryk for Ceveas holdning - medmindre det tydeligt fremgår af artiklen. Vision forbeholder sig retten til at redigere eller afvise indkomne indlæg. Vision må kun gengives med tydelig kildeangivelse som “Ceveas tidsskrift Vision”.

Med Cevea og det nye Vision har vi påbegyndt prologen til det løb, der skal afgøre, hvilke visioner og ideer der skal kendetegne det danske samfund de næste 50 år ud i fremtiden.

3


Kommentar

Derfor Cevea I en tid hvor Christiansborg tømmes for idealisme og idékamp, er der brug for flere idépolitiske aktører som Cepos, der tør sige de idéforladte politiske partier og konsensusvældet midt imod. Cepos mangler helt indlysende en mod- og medspiller, og derfor er der brug for Cevea.

af Ove Kaj Pedersen, Bestyrelsesmedlem Cevea og Anders dybdal, uddannelsesleder Cevea

Kampen om idéerne er samfundets grundlæggende dynamo. Idékampen sørger for, at samfundets og dets borgere ikke går i stå, men konstant forholder sig til kritisk og konstruktivt til samfundsudviklingen og de udfordringer, den skaber. Politik er idékamp. Desværre er kampen om idéerne næsten forsvundet. Kampen er erstattet af idéernes tavshed. I stedet er der skabt konsensus; en slags enighed mellem de politiske partier, arbejdsmarkedets organisationer og mange andre om det danske samfunds væsentligste udfordringer. Herunder hvilke løsninger, der er nødvendige og dernæst mulige.

Fra produktiv til uproduktiv konsensus

Det kan diskuteres, hvorvidt konsensus er produktiv eller ej. På den ene side er konsensus en vigtig brik til forklaring af det danske samfunds store succes, også ved sammenligning med lande, hvor de politiske konfrontationer er hårde og direkte, og hvor idéer konstant konfronteres på et åbent marked for idékamp. USA er et eksempel; England er det også; det samme kan delvist siges om Frankrig. I Danmark har konsensus ført til politisk stabilitet, som har lagt grundlaget for en lang række reformer, og som kan bruges til at forklare, hvorfor Danmark dags dato er et af de mest succesrige af alle lande, når det kommer til tilpasning til globalisering og dens voldsomme dynamik. På tværs af 25 års skiftende regeringer og mange års kollektive overenskomster har det været muligt at bygge reform på reform til modernisering af det offentlige sektor, til deregulering af den

4

private sektor og til investeringer i infrastruktur og velfærdsordninger, herunder uddannelse. På den anden side kan konsensus stivne og blive til ideernes tavshed. Sådan som det er sket under den nuværende regering, hvor konsensus er lig med, at der ”ikke er noget at komme efter”. Hvor de mindste pip fra selv liberalt tænkende bliver lagt død sekunder efter, at de er ytret. Hvor ethvert anløb til diskussion af værdier og ideer straks afspores for at blive ført tilbage på regeringens hjemmebane – til spørgsmålet om udlændinge og alt det fremmede, der kommer ude fra. Der er med andre ord forskel på konsensus. Der er den positive, hvor idéer formuleres, konfronteres og afprøves før de lægges til grund for enighed. Og så er der den negative, hvor idéer stivner og tavshed er et politisk middel, fordi den eksisterende konsensus ikke må udfordres. Her er konsensus uproduktiv og fører til en stiltiende accept af tingenes tilstand.

Behovet for idékamp

Verden er ikke statisk; den er i konstant forandring, og nye udfordringer kræver nye svar. Gammel konsensus må udfordres. Desværre er det ikke på Christiansborg, hverken i regeringen eller hos oppositionen, at udfordringen tages op. I takt med, at blokpolitikken har cementeret al politik og i takt med, at politikerne af samme grund er blevet angste for alt, der smager af idéer og idéernes afprøvning, er Christiansborg ikke længere i stand til at stille de rigtige spørgsmål og levere fornuftige svar. Det samme gælder de mange kommissioner og råd som regeringen har nedsat, og som i metermål producerer analyser, tabeller og fremskrivninger, men uden at tage hensyn til hvad formålet er, og hvilke værdier fremtidens samfund skal bygges på. Efterkrigstidens velfærdstat og demokrati blev bygget på ideer og værdier, nogle vil endda sige en filosofi. Nutidens reformer er ideforladte og den talbaserede konsensus råder. Idéernes tavshed er indtrådt! Hvad skal legitimere fremtidens samfund? Hvorfor er det overhovedet ulejligheden værd at forandre og reformere og modernisere og løbe hurtigere og hurtigere? Heldigvis tyder det på, at vælgerne er begyndt at være trætte af politik blottet for idealer og idékamp. En analyse i Vision viste, at 7 ud af 10 vælgerne vil nu have mere idealisme i dansk politik. Danskerne ønsker ideer og værdier. De ønsker mening. Livet skal være livet værd. Det har politikerne glemt.

Idépolitik frem for teknokratisme

Idékamp som den drivende kraft i politik er erstattet af stilstand og teknokratisme. Alle store politiske udfordringer reduceres til et spørgsmål om problemer og løsninger – om tal og fremskrivninger, blottet for idéer og værdier. Teknokratismen er et udtryk for den pragmatiske magtrealisme, hvor målet for beslutningstagerne er at bevare eller erobre magten og administrere samfundet, som var det en hvilken som helst virksomhed. Tag statsminister Anders Fogh Rasmussen som eksempel. Han var engang en af landets førende idépolitikere. Han havde en vision om et samfund båret på liberalistiske værdier og med en minimal stat. I dag er han reduceret til velfærdsadministrator. Han er snarere koncernchef for Danmark A/S end statsminister i klassisk forstand. Desværre er han ikke den eneste, for stort set alle samfundets bærende institutioner har lidt samme skæbne. Hverken universiteterne, fagbevægelsen, erhvervslivet, medierne eller de intellektuelle i en bredere forstand stiller kritiske spørgsmål til det bestående samfund. Og hvis de gør, er det ikke ud fra formulerede værdier og principiel stillingtagen. De administrerer samfundet,

Idéernes tavshed er indtrådt! Hvad skal legitimere fremtidens samfund? Hvorfor er det overhovedet ulejligheden værd at forandre og reformere og modernisere og løbe hurtigere og hurtigere? reproducerer det eksisterende, og er fuldt ud tilfredse med det! Der er brug for idépolitiske institutioner, der tør forfølge deres idealer, tænke langsigtet, og tør at sætte spørgsmål ved herskende forestillinger og selvfølgeligheder. Der er brug for personer, der tør formulere principper og værdier, og tør afprøve dem i åben diskussion uden straks at skulle til den sidste eftermiddags meningsmålinger. Der brug for, at politik taler direkte til folk i værdier, sprog og følelser, som man kan forstå og forholde sig til. Men når hverken de politiske partier eller de øvrige samfundsinstitutioner påtager sig rollen, så må andre træde til. I andre lande organiseres idéernes kamp


Idépolitik

Cepos

Venstre

Højre Mandag Morgen

CASA

Som idépolitisk tænketank vil vi gøre op med det ukritiske konsensusvælde og idéforladte politiske system, og vi vil med nye idéer og principielle standpunkter bidrage til formulering af ideologiske standpunkter for centrum-venstre i Danmark. Det er på høje tide! Siden den store økonomiske og politiske krise i 1970`erne og 1980`erne har centrum-venstre været under kritik – og har gennemgået en betydelig selvkritik. Meget har været vendt bagud; kun lidt fremad. Det er helt åbenlyst på tide, at centrum-venstre diskuterer idéer og værdier, og gør det for at besvare en række grundlæggende spørgsmål, der alle er afgørende for hvad, der kan blive fremtidens Danmark.

»» Hvilke værdier skal vi – som danskere – være fælles om?

Ugebrevet A4 Copenhagen Institute

AE-Rådet

Teknokratisme

anderledes. I USA og England er der kamp fra idé til idé, nærmest et marked for idékamp, bestående af private tænketanke, udadvendte universiteter, mange tidsskrifter, blogs osv. I Frankrig spiller de intellektuelle stadig en betydelig rolle, producerer essays og opråb, bøger og konferencer, tidsskrifter og TV dialoger. I Tyskland er der mange tænketanke og forskningscentre, der deltager i den offentlige diskussion. Kun i Danmark er konsensus udartet til tavshed. Kun den borgerlige tænketank Cepos fungerer som havkatten i hyttefadet, og kun Huset Mandag Morgen producerer ideer, der ligger på yderkanten af den udbredte enighed.

Cepos udvider idéproduktionens landkort

Siden marts 2004 har Danmark haft en ny idépolitisk institution i Cepos – stærkt inspireret af neoliberale eller neokonservative tænketanke som Adam Smith Institute, CATO Institute, American Enterprise Institute og Heritage Foundation. Alle fra USA og England, begge med en lang tradition for idékamp. Da CEPOS trådte ind på markedet for tænketanke, var det et nybrud. Medierne havde svært ved at placere dem på landkortet. De var ikke som de andre kendte tænketanke. De var ikke en del af den evigt arbejdende konsensusmaskine sådan som Ugebrevet A4, Mandag Morgen, CASA, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Copenhagen Institute og de mange - og nu tidligere – sektorforskningsinstitutioner. Forskellen er, at de andre tænketanke er teknokratiske institutioner, og derfor har anderledes indspark til den politiske debat. De stiller ikke grundlæggende spørgsmål til samfundsudviklingens præmisser, men forsøger at levere løsninger på veldefinerede og allerede kendte problemer. Det er ikke en uvæsentlig rolle – heller ikke på samfundsniveau – men det bidrager ikke til progressiv nytænkning og kritisk refleksion. Teknokratismen må derfor ikke stå alene. Vi har forsøgt at illustrere forskellen i model-

len til højre. Den beskriver forskellen på de eksisterende idéproducerende tænketanke i Danmark. Den horisontale akse deler dem efter politisk anskuelse på en klassisk højrevenstre skala, og den vertikale aske deler dem efter deres rolle som enten idépolitisk eller teknokratisk institution. Tænketanken Cepos bidrager med et andet input. Det er en i hovedsagen idépolitisk institution, der stiller spørgsmål til præmisserne for samfundsudviklingen. Og alligevel! Selvom Cepos ikke skjuler sit neoliberale standpunkt og ikke går af vejen for at stille kritiske spørgsmål, så er Cepos hurtigt udartet til en regnemaskine frem for en tænketank. Det ideologiske grundlag er nok åbenlyst, men idéerne er for det meste velkendte. Cepos afprøver idéer i offentligheden, men bidrager med forudsigelige forslag. Ingen nye og overraskende problemstillinger, ingen uventede løsninger, ingen hvide pletter. Cepos tæller og regner, men de tænker ikke nye tanker. På trods af Cepos’ forudsigelighed, bidrager de alligevel til øget idékamp i den offentlige debat. Desværre kommer diskussionen sjældent til at handle om neoliberalismens værdier, eller om andre former for liberalisme og deres filosofiske grundlag, fordi de mangler en mod- og medspiller. De mangler et modspil, der kan fremme idépolitik.

Cevea – en vigtig prik på landkortet

Der er brug for mere idépolitik og mere idékamp; for flere principielle standpunkter og for mere åben konfrontation mellem ideologiske ståsteder. Det er på den baggrund, at vi bidrager aktivt til at etablere en ny idépolitisk institution på centrum-venstre under navnet Cevea. En institution, der skal udfylde en vigtig prik på idéproduktionens landkort og bidrage til fornyet kamp om idéerne. Cevea adskiller sig på den ene side fra de teknokratiske tænketanke ved kritisk at forholde sig til samfundsudviklingen. Vi tænker ikke kun i problemer og løsninger – men også i visioner, værdier og idéer. Vi vil ikke blot reproducere det eksisterende samfund, men forsøge at kaste et nyt blik på det.

»» Hvorfor skal vi udvise solidaritet mod de svage – også i fremtiden? »» Hvad er det for en slags identitet skolen skal give de fremtidige generationer? Cevea adskiller sig på den anden side fra højrefløjens idépolitiske tænketank Cepos, ved at tage udgangspunkt i radikalt andre idéer. Vi kæmper for fællesskabet som bærende idé. Det danske samfund skal bestå af åbne, forpligtende og frisættende fællesskaber. Et samfund bygget på fællesskabstanken, hvor rettigheder og pligter tilfalder alle uanset køn, generation, race, religion, formue og evner. Vi vil etablere et progressivt alternativ til den dogmatiske frimarkedstænkning, der groft sagt mener, at det frie marked er svaret på alle udfordringer. Det progressive centrumvenstres svar er en konstruktiv balance mellem stat, marked og civilsamfund, hvor vi alle har mulighed for at skabe en meningsfuld tilværelse. Det handler derfor ikke om staten for statens skyld, men derimod om en kreativ, omsorgsfuld og inkluderende stat i offensiven for fællesskabet. Cevea har intet imod konsensus, så længe det sker på grundlag af idéernes konfrontation. Desværre er Danmark i dag plaget af uproduktiv konsensus, fordi idékampen er fraværende. Der er behov for nye idéer, åben diskussion, men især for grundlæggende standpunkter. Der kan ikke skabes produktiv konsensus uden, at de værdier, der ligger bag idéer, stilles til skue, diskuteres, afprøves, og dernæst reformuleres og præciseres. De politiske partier, de bærende samfundsinstitutioner og de teknokratiske tænketanke forholder sig ikke til værdier, ej heller til principper, de mener slet ikke at have en ideologi, eller noget så langhåret som en filosofi. Alligevel er det neoliberalistiske tankegods, forestillingen om konkurrence og marked som vejen til det bedste samfund, blevet en stadig mere central del af den politiske dagsorden - uden, at de formentlig har opdaget det, eller vil diskutere konsekvenser og forudsætninger. Idéernes tavshed, den uproduktive konsensus har brug for et modspil. Der er brug for en tænketank, der tør tænke tanker, og tør at sætte sig op mod konsensusmaskinen. Vi forny idékampen i Danmark og puste liv i idealismens flamme.

5


Interview

Ideerne er i din hjerne! Konservative over hele verden vinder kampen om fremtiden. De formår at få deres ideer ud i virkeligheden, ind i sproget og ind i vores hjerner. Ifølge den politiske rådgiver og professor i kognitiv lingvistik George Lakoff, er de progressive i fuld gang med at tabe kampen om ideerne. Hvis du får at vide, at du ikke må tænke på af Jens JOnatan Steen chefRedaktør

vinde den offentlige opinion og sikre, at hans republikanske arbejdsgivere kunne opnå valg. Som politisk ”word-doctor” har han udgivet den såkaldte ”Republican Playbook”(opdateret i 2005), som meget minutiøst beskriver, hvilke ord en ”god republikaner” må bruge eller ikke bruge. Politik påvirker den måde, almindelige mennesker tænker på, og er derfor også noget det moderne centrumvenstre bør være langt mere opmærksomme på. For at udvide vores forståelse for sprogets betydning har Vision snakket med eksperten, Demokraten og lingvisten George Lakoff.

Vision Du har skrevet meget omkring betydningen af ideer, og hvordan ideer påvirker os som mennesker, men hvorfor er det, du mener, at ideer er så vigtige?

en elefant, så vil du med stor sandsynlighed tænke netop på en elefant. Det er et klassisk lille eksperiment, som viser, at vores hjerner responderer direkte på ord, og at ord fremkalder bestemte billeder i vores hjerner. Hvis vi bliver påvirket direkte af ord, vil vores politiske sprog således også fremkalde bestemte reaktioner i vores hjerner. At den menneskelige hjerne reagerer direkte på de ord, som vi anvender i vores hverdagssprog har været det helt centrale budskab for kognitive lingvist George Lakoff og politiske rådgiver Frank Luntz. De to herrer har det sidste årti turneret det amerikanske kontinent som oplægsholdere for henholdsvis Demokraterne og Republikanerne, for hvem de har forklaret den afgørende betydning, det har at tale metaforer og rammer som almindelige mennesker opfatter instinktivt. Særligt Frank Luntz har excelleret i at teste det konkret sprogbrug og identificere de ord, der kan

GL

De er vigtige, fordi de rent fysisk befinder sig i hjernen. Alle de ideer. vi har, er fysisk repræsenteret i hjernes neurale kredsløb. Det betyder, at alle ord er defineret relativt til en konceptuel ramme, og det enkelte ord fremkalder og aktiverer en bestemt ramme, der er lejret i din hjerne. Derfor tænker vi ud fra rammer og metaforer. Alle de ideer, vi har, er lejret i vores neurale kredsløb. Og hvis vi har lært en idé, så kommer den til at optræde permanent i vores neurale kredsløb. Det betyder, at alle ord vil aktivere et givet kredsløb og samtidig aktivere den tankegang og de ideer, der er forbundet med det givne kredsløb. Når ideer engang er blevet lejret i din hjerne, så forbliver de i din hjerne, og afgør hvorledes du opfatter verden. Hvis du lærer det konservative sprogbrug og får de konserva-

Vi finder ikke svaret mod den borgerlige trussel ved at ændre den måde vi taler på – svaret findes derimod i de ideer, som vi taler og tænker ud fra. tive ideer ind i dit hoved, så vil du også tænke og ræsonnere ud fra en konservativ tankegang, medmindre de progressive skaber en forsvarsmekanisme, der kan dæmme op for dem. En sådan forsvarsmekanisme vil få én til at afvise de konservative ideer som fjollede, falske eller propaganda. Uden dette forsvar vil de konservative uhindret kunne sende deres ideer ud i offentligheden og få folk til at tænke på deres måde.

Vision Hvordan kan man skabe en progressiv forsvarsmekanisme mod den konservative tankegang?

GL

Du skal gøre to ting. For det første skal du få de progressive ideer ud i offentligheden. og når du har gjort det, skal du kunne sige hvad, der er i vejen med de konservative. Det skal så gentages igen og igen. Det var netop det, de konservative gjorde ved de liberale her i Amerika. De talte om ”The liberale elite”, som om de liberale udelukkende udgjorde en elitær gruppe, der så ned på almindelige mennesker. De talte om “The tax and spend liberals”, som liberale udgjorde gruppe, der vil stjæle folks penge og smide dem væk. Når du har gjort det længe nok – over en periode på 40 år – så bliver de liberale altså opfattet, som nogle, der faktisk er elitære og faktisk vil smide dine penge væk. Det var deres forsvar mod de liberale. Og de progressive skal gentage det samme overfor de konservative og understrege hvad, der er galt med dem.

Vision På hvilken måde mener du, at vi som

progressive skal udstille de konservative? Hvilke rammer og hvilke ord skal vi bruge til at beskrive deres verdenssyn og deres måde at agere på?

GL

Der en lang række pointer, vi skal fremdrage i kritikken af konservatismen. For det første er den socialt uansvarlig, den fokuserer udelukkende på individuelle ansvarlig og ikke på socialt ansvarlig. Den er anti-omsorgsfuld, og tager ikke omsorg for andre mennesker. Den er autoritativ. Den ser

6


98 procent af vores tanker er underbevidste. De fleste progressive tror det er illegitimt at bruge følelser, rammer eller metaforer. Det opfattes som manipulation, men rent faktisk den måde almindelige mennesker tænker. George Lakoff udelukkende moral som det at adlyde autoriteter. Hvis man kigger på det frie marked, så er man heller ikke i stand til at beskytte almindelige mennesker mod trusler fra multinationale selskaber og store virksomheder. Det, ville jeg mene, er et godt sted at starte, men man kan sagtens gå videre.

Vision Du snakker om at gentage dette igen

og igen, det lyder jo sådan set ret nemt, men hvis det er så lige til, hvorfor har de progressive så ikke for længst har gjort det?

GL Det er, fordi de anvender oplysningsti-

dens ”fornufts-begreb”, hvilket min nye bog ”Political Mind” beskriver i detaljer. Oplysningen medbragte en masse vigtige politiske ideer som lighed, frihed, retfærdig og magtens tredeling. Meget vigtige ideer. Men den har også medbragt en særlig opfattelse af, hvad fornuft er - en opfattelse som mange progressive stadig tror på. Det syn på fornuft betyder, at fornuft er bevidst, fornuft er følelsesforladt, fornuft passer direkte på verden, fornuft er logisk, fornuft leder direkte til rigtige konklusioner, fornuft er universel, fornuft er abstrakt, og at dets formål er at tjene dine interesser. Det er den almindelige opfattelse af oplysningstidens fornuftsbegreb. Men den kognitive videnskab har bevist, at de alle sammen er falske, fornuft passer ikke direkte på verden, men passer kun på verden igennem de neurale kredsløb i hjernen dvs. rammer og metaforer. Den ikke uden følelse, der findes kulturelle narrativer, som er defineret ud fra følelse, som f.eks. har kæmpe indflydelse i politik. Den er ikke abstrakt, det er rent faktisk en fysisk ting.

Vision

Så skal vi appellere til den generelle offentlighed ved at bruge følelser og metaforer frem for at bruge fornuft?

GL Nej, du skal appellere til ”reel fornuft”, du

skal appellere til deres kulturelle narrativ, du skal appellere til de rammer, de tænker ud fra, du skal appellere til deres værdier, du skal appellere til de metaforer, de anvender i deres almindelige sprog. Du skal lære, hvad der findes i underbevidstheden. 98 procent af vores tanker er underbevidste. Du skal lære, hvordan den underbevidste fornuft fungerer. De fleste progressive er opvokset med oplysningens opfattelse af fornuft, så de tror, at det er illegitimt at bruge følelser, rammer eller metaforer. Det opfattes som manipulation, men rent faktisk så er det ”reel fornuft”. Hvis du skal overbevise folk om, hvad, du tror på, eller bare forklare hvorfor det er vigtigt, så bliver du nødt til at anvende disse redskaber. Fordi det er på den måde almindelige mennesker rent faktisk tænker. For at fortælle hvad, der er rigtigt, hvad, der er sandt eller hvorfor noget er moralsk, så skal du bruge metaforer, rammer, følelser og kulturelle narrativer. Du kan ikke være rationel uden at følelsesmæssig.

Vision Du har i flere af dine bøger skrevet, at

Republikanerne er langt foran Demokraterne, når det handler om at påvirke amerikanerne med deres ideer. I den forbindelse har du angivet ”den konservative infrastruktur” som en afgørende forklaring?

GL Det er helt sikkert en afgørende forkla-

ring. Men siden dengang har de progressive investeret en masse penge i at etablere deres egen infrastruktur og deres egne tænketanke som et modsvar til de konservative. Men de er startet baglæns, og har gjort det hele forkert. De har gjort det modsatte af de konservative. De konservative tænketanke tager udgangspunkt i den grundlæggende konservatisme og forsøger at anvende dette tankesæt på alle politiske områder. De progressive har i stedet ansat en masse forskellige eksperter på specifikke områder, så man har en ekspert i sundhed, en ekspert i udenrigspolitik, en ekspert i uddannelse osv. De vil have 100 eksperter og 30 millioner dollars ligesom ”Center for Progress”, men eksperterne vil ikke have nogen som helst idé om hvad. det vil sige at være progressiv. De ville ikke kunne generalisere, fordi de kun er eksperter på specifikke områder.

Vision Med hvad skulle de så have gjort? GL

Den store fejl var, at de tog udgangspunkt i den falske forståelse for fornuft og aldrig formåede at appellere til almindelige mennesker. De skulle have startet en progressiv tænketank, der bygger på grundlæggende progressive ideer. Og så skulle de have anvendt deres ideer på tværs politiske områder. Deres primære målsætning skulle have været, hvordan de kunne få deres dybeste visioner og ideer ud til offentligheden – og ikke hvordan man formulerer de bedste politikker. Der er ikke noget galt i at formulere nye politikker, men du bliver nødt til at kunne generalisere på tværs af politiske områder og bruge dine ideer offensivt. De har ingen idé om, hvordan deres ideer skulle nå ud til almindelige mennesker.

konkrete institutioner. De har sprogeksperter, som tester og skaber det konservative sprog. De har uddannelsescentre, hvor de træner og uddanner talspersoner, kandidater og politiske ledere, så de kan ræsonnere, tale og opfører sig som konservative. De ejer en masse mediestationer. De har bookingbureauer, hvor radio- og tv-stationerne kan booke deres debattører fra.

Vores krig

Krigen på ord raser allerede over Danmark med udbredelsen af et entydigt borgerligt sprogbrug, der betegner beskatning af fastejendom som ”brandbeskatning”, et sprogbrug, der betegner danskere, der ønsker større tolerance overfor udlændige som ”hallal-hippier”, og endelig den mest misvisende betegnelse, at behandling på private sygehus er udtryk for et ”frit-valg”. Vi ser det måske ikke i vores hverdag, men langsomt bliver vores måde at tale og kommunikere på mere liberalistisk, konservativt og nationalistisk Vi finder ikke svaret på den borgerlige trussel ved at ændre den måde vi taler på – svaret findes derimod i de ideer, som taler og tænker ud fra. Derfor handler den store udfordring for det moderne og progressive centrumvenstre i første omgang om at nytænke og udvikle vores politiske ideer. Derefter skal vi i anden omgang opbygge den idépolitiske infrastruktur, hvormed vi kan bringe ideer ud i samfundet til almindelige mennesker på kontorer, cafeer og skurvogne. Den danske centrumvenstrefløj har derfor ikke brug for en hardcore socialistisk tænketank, der kan levere den rene og politiske korrekte varer fjernt fra almindelige mennesker hverdag. Denne gruppe på 10 procent af befolkningen bakker allerede op om de klassiske værdier og dogmer. Vi har brug for en tænketank der tænker i helheder og tør formulere politiske ideer og løsninger, som er relevante for hele den danske befolkning. Ideer er noget der tilhører eliten – de tilhører vores hjerner.

Vision I Danmark har der været en stigende

efterspørgsel efter nye ideer og visioner fra progressive aktører. Men hvad ville der, efter din opfattelse. kræves for at opbygge en progressiv infrastruktur?

GL

Det er ikke noget enkelt spørgsmål, men jeg kan give dig nogle af de grundlæggende brikker, som man skal bruge. Du skal have en klar forståelse for, hvordan man tænker til højre og venstre. Du skal have den dybeste forståelse for den progressive tankegang. Du skal have et sprog for den progressive tankegang. Du skal bruge en måde at få dine ideer ud til offentligheden på. Derudover skal du lige som de konservative have en masse

George Lakoff (1941) er professor i kognitiv lingvistisk på University of Califorania, Berkeley. Han var grundlægger af den progressive tænketank Rockridge Institute og har bl.a. været forfatter til bøgerne ”Metaphores We Live By” (1980), ”Dont Think of an Elephant” (2004), og ”Political Mind” (2008)

7


Interview

CEPOS har fundet sin niche – vi må finde venstrefløjens! De borgerlige har magten, de har pengene, og de har også modet. Og CEPOS står i forreste linje. Men hvordan gør de? Vision har inviteret CEPOS direktør, Martin Ågerup, til en snak om tænketanke, politikformulering og venstrefløjens selvopfattelse. AF christian rønberg Redaktionsmedlem

politikformuleringen på Christiansborg.

Vision Hvis man følger med i medierne, må

man selv som centrum-venstre være imponeret over den måde CEPOS kommer frem på. Om folk er enige i Jeres frimarkedstænkning, det ved jeg ikke, men I spiller en rolle i den offentlige debat. Både analytisk men også som meningsdanner. Hvordan er den succes opstået? Er det fordi samfundet havde brug for dette tænketanksmiljø, eller er det fordi jeres kommunikationsstrategi har været speciel?

CEPOS’s har en fremtrædende rolle i den politiske debat. For at forvisse sig om dette, kan man skele til en undersøgelse, hvor landets største artikeldatabase og medieovervåger, Infomedia, har sammenlignet CEPOS’ og Arbejdernes Erhvervsråds synlighed i medierne. 1262 artikler fra starten af 2006 er blevet gennemgået i Politikken, Information, JyllandsPosten og Berlingske Tidende. Svaret er ikke til at tage fejl af. CEPOS er 39 % mere omtalt i aviserne, de er citeret 34 % flere gange, og de formulerer 35 % flere selvstændige udspil. Dette mener direktøren for Arbejdernes Erhvervsråd, Lars Andersen, dog ikke er en helt fair sammenligning, idet han er af den opfattelse, at de to tænketanke udfylder forskellige roller i samfundsdebatten. I forbindelse med undersøgelsen udtaler han: ”Det overrasker mig egentlig ikke. Cepos er jo meget mere medieorienteret og kampagneorienteret, end vi er. Vi er en blanding af en tænketank og et analyseinstitut. De er også meget mere markante end os i den forstand, at de fremlægger forslag ligesom politiske partier gør”. Men uafhængigt af om man kalder sig et analyseinstitut eller en tænketank, og uafhængigt af den enkelte organisations kommunikationsstrategi lader det til, at CEPOS har fundet en efterspurgt niche i gråzonen mellem meningsdanner og analyseinstitut. Pointen er ikke, at arbejderbevægelsens nuværende modstykke til CEPOS har spillet fallit, men i stedet, at venstrefløjen sakker bagud i den politiske kamp, der foregår ude i den brede offentlighed uafhængigt af de politiske partier. CEPOS tør sige, hvad de mener, de kommer med analyserne, og de vil påvirke

8

Jeg tror ikke, vores kommunikationsstrategi er noget specielt, altså med al respekt for vores dygtige kommunikationsfolk. Det, som det grundlæggende set handler om, er, at her var et standpunkt, som trods alt giver mening for en hel del mennesker, men som kom meget lidt til udtryk. Der var ikke rigtig nogen, der satte sig ned, og satte de her dagsordner. Og det gjorde så, at vi havde et slags monopol, og det gav en relativ stor opmærksomhed. Hvis det synspunkt skal frem, så er der ikke så forfærdelig mange andre at ringe til end CEPOS.

Vision Hvad er det, en tænketank kan gøre,

som I ikke ville kunne gøre med et politisk parti? Er det lettere at komme udefra som en eller anden modpol?

Du kan simpelthen ikke gøre det politisk. Partiet er stemmemaksimerende. De ser ikke på, om der er gode argumenter - indenfor rimelighedens grænser, jeg siger jo ikke politikerne er uanstændige mennesker - men grundlæggende set er partierne stemmemaksimerende. De ser ikke på, om forslaget er fornuftigt, de ser på om dette forslag vil gøre, at vi maksimerer vores stemmer. Dvs. der er grænser for, hvad vi kan gøre, hvis vi går ind i politik. Det, vi kan forsøge at gøre, er, at vi kan påvirke hele meningsdannelsen i samfundet og så påvirke politikkerne den vej rundt. Men jeg siger ikke det er spild af tid at gå ind i politik.

Hvis jeg går ud og siger noget principielt, giver det dig en mulighed for at gå ud og svare noget principielt et andet sted fra, rent politisk… Det får jo lige pludselig en relevans, fordi der er et modstykke ovre på din fløj. kort tid til endnu, men der er nogle tegn på det. Det var os, der startede debatten om at forkorte dagpengeperioden fra 4 år til 2,5 år eller det vi siger nu, 1 år. Det var sådan set os, der startede den debat. Og hvis der ikke var nogen, som havde sagt det, så kan det godt være det var blevet tænkt, men partierne havde nok sagt, at det tør vi ikke rigtigt... Det er så ikke gennemført, men det er et meget konkret eksempel. Og jeg mener også, vi har haft en vis indflydelse på skattedebatten.

Politikerne mangler dogmatisme og visioner

Martin Ågerup og jeg diskuterer videre, hvad det er, de moderne politikere mangler, som er med til at give CEPOS’ værdiorienterede dagsorden mere vind i sejlene i medierne.

Vision

Men mangler politikkerne en vision med det de gør?

MÅ Ja, og det er dét, der er problemet. Vision Man stemmemaksimerer frem for at sige, hvad man vil?

MÅ Ja, lige præcis. Vi mangler politikere, der

Så det giver jer en eller anden mulighed for noget mere?

stiller sig op og siger: ”det der ville jeg ikke havde indført, hvis det skulle til afstemning i dag, men nu har vi det, og nu kan vi ikke fjerne det, men vi skal have det afviklet efterhånden.” Den form for retorik mangler vi.

Vision Der var relativt meget fokus på de ti

Vision

Ja, helt sikkert. Det er dér, der er en mulighed for en politikudvikling, men jeg kan ikke ligge hovedet på blokken og sige, at de ideer, vi har, vil modnes og blive til konkret politik, det har vi simpelthen eksisteret for

socialdemokratiske teser, hvor Mette Frederiksen jo lige præcis forsøger at formulere et personligt socialdemokratisk ansvar. Overrasker det dig? Mener du, det var fordi, det


Partier ser ikke på, om et forslag er fornuftigt, men på om det er stemmemaksimerende. Dvs. der er grænser for, hvad vi kan gøre, hvis vi går ind i politik. Det, vi kan forsøge at gøre, er, at vi kan påvirke hele meningsdannelsen i samfundet og så påvirke politikkerne den vej rundt.

Martin Ågerup

var en særlig genial kommunikationsstrategi, eller var det fordi, det lige præcis er det S mangler?

Der er helt klart behov for mere dogmatik i politik – jeg bruger bevidst et udtryk, der er negativt ladet. Det der med, at man skal være pragmatisk, og at man skal se på den konkrete sag og aldrig er i stand til at sige noget generelt, det er en undskyldning for ikke at tænke sig om. Du kan ikke sejle et skib uden et kompas, og du kan altså heller ikke få en kurs i politik, uden at du har et kompas, i form af nogle ting, hvor du kan sige: ”Det her er ”true north”. Det er det, man ideelt set bør gøre”.

Vision Hvis vi siger, at vi har partierne og så

alt det udenom. Kunne man så gå så langt som til at sige, at dem udenom, om man så er dybt autonom eller frimarkedstænkende, har et fælles projekt i det at formulere flere dogmatiske eller idealistiske tanker?

Imellem højre og venstre? Ja, det kunne det godt være – i hvert fald på den måde, at vi godt kan have en koalition eller en alliance på ønsket om at få nogen principielle diskussioner, for hvis jeg går ud og siger noget principielt, giver det dig en mulighed for at gå ud og svare noget principielt et andet sted fra, rent politisk… Det får jo lige pludselig en relevans, fordi der er et modstykke ovre på din fløj.

Vision Den tidligere omtalte undersøgelse

og Lars Andersens udtalelser viser tydeligt, at AE ikke ønsker at tage værdikampen op med CEPOS i medierne. Derfor spurgte jeg Martin Ågerup om der mangler et modstykke til CEPOS?

MÅ Jeg synes, at vi har masser af modspil,

men jeg ville ikke have noget imod at få en tænketank. Dét, jeg tror, den ville kunne gøre, uden at kunne sige om den rent faktisk vil gøre det, er at sætte spørgsmålstegn. Nu ved jeg godt, at jeg er lidt grov, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det uden at fornærme dig, men forskellen på at være liberal og venstreorienteret, det er, at på venstrefløjen har man, efter min mening, ikke en klart defineret ideologi. Man har nogle ønsker og målsætninger, men man har ikke den der kompasnål, hvor man kan sige, at dét her er målsætningen: ”Mindst mulig indblanding i folks liv, frihed frem for tvang osv.” Vi har nogle meget tydelige målsætninger, ”True north’s”, vi kan pege i retning af, og så laver man nogle afvigelser ud fra en erkendelse af. at du ikke kan afskaffe efterlønnen, men så i stedet lave en reform, der trækker lidt i den rigtige retning. Det ,jeg synes kunne være spændende, var, hvis venstrefløjen fik forklaret sig selv. F.eks. hvorfor man er modstander af, at den offentlige sektor skal have konkur-

Der var ikke rigtig nogen, der satte sig ned og satte de her dagsordner. Og det gjorde så, at vi havde en slags monopol, og det gav en relativ stor opmærksomhed.

for alle, kan man sagtens formulere politik. Det kollektivistiske medborgerskab, som velfærdsstaten i mange henseende bygger på, formår netop at forene friheden og ligheden, individet og fællesskabet. Nu gælder det blot om at føre denne tankegang ind i et moderne alternativ til det borgerlige.

rence? – ikke alle er modstandere, men rigtig mange er. Hvorfor er det lige, at man ikke bryder sig om monopoler i den private sektor, men elsker dem i dem i den offentlige?

Vision

Martin Ågerups råd til den anden fløj fortsætter med henvisning til venstrefløjens manglende stillingtagen til medarbejderproblemerne på de offentlige sygehuse:

MÅ … Der er forskel på folk! – nogen er bare

dygtigere end andre og hele den diskussion synes jeg altså, at der er en berøringsangst overfor på venstrefløjen. Der er sikkert også nogen ting, som I ville kunne pege på hos os, men jeg har lettere ved at pege på Jeres, og hvis en venstreorienteret tænketank ikke formår at kradse i de her ting, så bliver det bare en gang rygklapperi: ”vi skal have flere offentlige ansatte og vi skal udvide den offentlige sektor” – så kommer I til at lyde fuldstændig som patientforeningen og alle de andre, der skriger på flere penge, og så tror jeg heller ikke, det bliver et særligt interessant projekt for medierne eller nogen andre. Dét, det handler om er at gå ind og kradse i venstrefløjens selvforståelse, ligesom vi gør det på den borgerlige fløj.

Martin Ågerup (1966) er direktør for den neo-liberale tænketank Cepos. Han er en aktiv foredragsholder og er forfatter til bogen ”Den retfærdige ulighed” (2007).

Vision Og her rammer Martin Ågerup hove-

det på sømmet i hans diagnostik af centrumvenstres mangler. CEVEA-projektet udspringer bl.a. af en frustration over politikernes manglende diskussion af det, Martin Ågerup kalder for ”venstrefløjens selvforståelse”. For hvis man ved, hvad man vil med sit politiske projekt, handler det blot om at kommunikere det ud til befolkningen. Man må ikke miste de politiske visioner i frygten for at fejle, hvilket både CEPOS og CEVEA er enige om. Helt grundlæggende mangler vi det moderne idepolitiske centrum-venstre fra politikernes side, og hvis de ikke kommer med et udspil, er vi andre, der nok skal. Martin Ågerups rationale med den historisk fraværende ideologiske retning for centrumvenstre, er, ligegyldig om man er enig med dette eller ej, ikke en begrundelse for at stoppe med at drømme. Tror man på centrum-venstre-projektet, en aktiv og dominerende stat, der i samspil med private og civile aktører kan skabe reelle og lige muligheder

9


Kommentar

Behov for progressiv talentudvikling Der er behov for en ny generation af meningsdannere. Cevea vil gennem en ambitiøs talentudvikling, skabe en generation af progressive meningsdannere, der ikke er bange for at udfordre reaktionære dogmer og neoliberalistisk tankegods.

AF Anders dybdal, uddannelsesleder Cevea og morten cristensen, sekretariatsleder cevea

Hvis vi skal tage temperaturen på den politiske talentudvikling, så rammer den absolut ikke det røde felt. Det samme billede tegner sig over hele linjen – de politiske partier svigter fælt i deres udvikling og uddannelse af nye talenter. De gør for lidt og skaber for få politiske arvtagere. Resultatet har således været en absolut ensidig talentudvikling. Talentarbejdet har været overladt til de politiske ungdomsorganisationer, studenterbevægelsen og de faglige ungdomsorganisationer. Men trods gode hensigter, leverer de ofte en relativt ensidig talentudvikling. Der er ingen tvivl om, at disse organisationer leverer et godt produkt og udfylder en væsentlig rolle. De tilbyder deres aktive medlemmer læring i form af ansvarsuddeling, deltagelse og undervisning. Og de uddanner i dag fremtidens talentfulde partipolitikere, fagforeningsbosser og uddannelsesbureaukrater. Desværre er mange af organisationerne lige fra VU til DSF domineret af enhedskultur. De dyrker ikke forskelligheden, og de talenterne, de udvikler, ligner til forveksling hinanden. De herskende idéer og logikker gives videre ukritisk, og man forsømmer at skabe nye miljøer for refleksiv idéudvikling. De udvikler ensartede, traditionsbundne og oftest

10

Ensidig talentudvikling

reaktionære meningsdannere, der tænker, taler og handler ens. Alle, der ikke passer ind i de konforme rammer, løber skrigende bort. Har man et ønske om at præge en progressiv samfundsudvikling som kunstner, skolelærer, forretningsmand eller noget helt syvende, så er muligheden ikke-eksisterende. Lad os tage de politiske ungdomsorganisationer som eksempel. Stort set over hele linjen kan vi se en bestemt type, der befolker de tunge poster i disse organisationer: Vedkommende er mand, etnisk dansker, studerende på en samfundsvidenskabelig videregående uddannelse, har størstedelen af vennekredsen blandt ligesindede politisk aktive, og har et brændende ønske om at blive toppolitiker. Den nuværende indsats har – som vi ser det – tre grundlæggende problemer:

1. Idéfattig talentudvikling – en ødelæggende politisk kultur

Organisationernes talentarbejde undermineres i høj grad af enhedskultur. Det ekskluderer en stor del af talentmassen, og det bremser for idépolitik og kritisk refleksion over samfundsudviklingen. Selvfølgeligheder accepteres og reproduceres.

2. Useriøs talentudvikling – for få ambitioner og for ringe kvalitet Det er ikke muligt at få et ambitiøst uddannelsestilbud af tilstrækkelig høj kvalitet, som situationen er i dag. Uddannelsesforløbene strækker sig typisk over én weekend eller maksimalt 5 dage, og underviserne er oftest ældre aktive.

3. Ensidig talentudvikling – ingen leverer hele pakken

Talentindsatsen i organisationerne er for ensidig, og de leverer ikke alle de fornødne kompetencer, en progressiv meningsdanner har brug for. Talenterne har brug for en blanding af samfundsvidenskabelig teori, træning i politisk idéudvikling samt kommunikative redskaber til at sætte en anderledes dagsorden. Mens den traditionelle talentudvikling på centrum-venstre i vidt omfang har svigtet den stigende efterspørgsel, så har det ideologiske fyrtårn Cepos med millioninvesteringer fra Saxo Bank skabt et interessant liberalistisk uddannelsestilbud. Cepos Universitetet tilbyder unge studerende en attraktiv pakke bestående af undervisning i neoliberalistisk teori, politisk tænkning og konkrete redskaber til at sætte en bestemt dagsorden. Her underviser fremtrædende professorer, erhvervsledere og tidligere toppolitikere i, hvordan man sætter sig igennem som neoliberalistisk meningsdanner og beslutningstager. Her netværker de studerende med højrefløjens fremtrædende ideologer og meningsdannere. Kort

sagt: Her ser vi en velsmurt talentudviklingsmaskine, der er på vej til at skabe en generation af meningsdannere, der alle arbejder for et Danmark styret af ”den usynlige hånd”. På mange måder gør Cepos alt det rigtige – det er bare deres grundlæggende idéer. den er gal med. For at sikre, at frimarkedstænkningen og Cepos ikke forbliver de eneste steder, hvor diskussionslystne og idealistisk indstillede unge studerende og ligesindede kan gå hen, så har vi etableret et ambitiøst talentudviklingsprogram bestående af uddannelsen Progressiv meningsdanner og senere Cevea Summer School. Cevea vil gennem kritisk debat og talentudvikling tilbyde en række flerstrengede uddannelser, som ikke er bange for at udfordre det neoliberalistisk tankegods og de reaktionære dogmer. Akademiet tilbyder en unik uddannelse der:

»» styrker din indsigt i samfundsteorien »» ruster dig til at idéudvikling og politikformulering »» giver dig redskaber til at sætte dagsordener. På Ceveas uddannelser får du et eksklusivt og unikt tilbud, som giver dig mulighed for at prøve kræfter med en bred vifte teoretiske og praktiske redskaber, som skal udruste dig til at blive en af morgendagens kreative og offensive meningsdannere. Du får, i samarbejde med en række af landets dygtigste forskere og praktikere, ny indsigt i det tværfaglige spændingsfelt mellem politologi, sociologi, økonomi og kommunikation. Samtidig vil Ceveas uddannelser give dig adgang til et eksklusivt netværk i form af kompetente medstuderende men også særligt udpegede mentorer. Ceveas mentorkorps byder på de største navne indenfor både den politiske verden, universitetsverden, medieverden, fagbevægelsen, erhvervslivet og kulturliv, og de vil åbne nye verdener for dig i form af sparring, karrierevejledning og hyggesnak. Ceveas uddannelser er hverken politikerskoler eller klassiske universiteter. Hos Cevea er der plads til alle talenter – uanset om man drømmer om at blive politiker, professor, håndværker eller musiker. Eneste krav er, at man brænder for at bidrage til progressiv idéudvikling og idékamp. Dét er det centrale hos Cevea. Progressiv politisk idéudvikling handler om at sætte viden og holdninger på spil. Kun gennem dette kan mulighedsbetingelserne i den aktuelle samfundsdebat flyttes. Cevea giver dig mulighed for at være med til at ændre verden.


willia ms.dk

Svært ved at få overblik ? God indsigt i økonomien giver dig bedre udsyn i hverdagen. Privatøkonomi er – ligesom livet selv – under stadig forandring. Derfor skal der ryddes op og lægges nye planer en gang imellem. Er du interesseret i et gratis og uforpligtende ØkonomiEftersyn, er du altid velkommen til at komme ind og tale med os.

Vi arbejder for dig

www.al-bank.dk

11


Undersøgelse

Da danskheden blev tabt Er Dansk Folkeparti virkelig ”danskhedens” vogtere? Det mener halvdelen af danskerne, ifølge en undersøgelse foretaget af Ceveas tidsskrift Vision. Men selvfølgelig er de ikke det. For danskhed er så meget mere og andet en nationalkonservatisme. Så venner, lad os tage den idépolitiske kamp op! af Kaare Dybvad Simonsen stud.scient.soc

Centrum-venstre har tabt kampen om værdierne. Det er det tydelige resultat af en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Interresearch for Vision. Særligt i spørgsmålet om, hvilket parti, der repræsenterer danskheden, har centrum-venstre tabt terræn til højrefløjen, herunder især Dansk Folkeparti. Direkte adspurgt mener 48 % af danskerne, at Dansk Folkeparti repræsenterer danskheden, mens der kun er 24 %, der mener, at de radikale, Socialdemokraterne eller SF repræsenterer værdien. Samtidig er der mere end en tredjedel af de tre partiers vælgere, der ser Dansk Folkeparti som repræsentant for danskheden. På de klassiske venstrefløjsværdier kan man notere sig opbakning, mens man taber terræn til regeringen og Dansk Folkeparti på en række andre spørgsmål.

Partierne vinder på de klassiske

Interresearch har for Vision spurgt 1253 repræsentativt udvalgte danskere om, hvilke partier, der repræsenterer følgende værdier: Lighed, frihed, tolerance, danskhed, retfærdighed og solidaritet. Især i forhold til værdierne lighed og solidaritet står den klassiske venstrefløj stærkt, og især Socialdemokraterne og SF bliver karakteriseret som repræsentanter for disse værdier. Ikke mindst blandt partiernes egne vælgere er der intern opbakning, og undersøgelsen viser således, at cirka 70 % af de to partiers vælgere mener. at deres eget parti står for henholdsvis lighed og solidaritet. På samme måde er det partiet Venstre, der i videst udstrækning står som repræsentant for friheden, idet 33 % af de adspurgte mener, at værdien tilhører det gamle bondeparti. Dermed har partiet fastholdt positionen som frihedspartiet, der blev opbygget med Uffe Ellemann ved roret, men som gennem

12

de seneste ti år er blevet kraftigt udfordret af mere yderligtgående liberale. Bemærkelsesværdigt er det også, at selvom undersøgelsen er foretaget i perioden 14.-18. August, og altså efter Lars Seier, Anders Samuelsen og Naser Khader tonede rent flag som liberale, er det kun en lille del af vælgerne der betragter det daværende Ny Alliance som repræsentant for friheden. Bare 3 % af de adspurgte mener, at liste Y er repræsentant for friheden, hvilket om ikke andet tyder på, at der er flere dimensioner i spil i forhold til frihedsbegrebet end den rent liberalistiske.

grunden ved valgene, og en stor del af vælgerbefolkningen er begyndt at stemme efter værdipolitiske emner. Det mest centrale værdipolitiske emne er uden tvivl indvandrer/flygtninge, hvor danskheden står som et væsentligt element i debatten.

I forhold til tolerancen står de radikale stærkt. hvis man sammenligner med deres øvrige stemmeopbakning, mens den borgerlige fløj som helhed har lav opbakning i forhold til denne værdi. Til gengæld er den borgerlige side i gang med at erobre begrebet retfærdighed, der ellers ofte bliver betragtet som en klassisk centrum-venstre værdi. På dette område mener hele 48 % af de adspurgte, at et af de fire borgerlige partier repræsenterer værdien.

Højrefløjen har altså i høj grad patent på danskheden, men sådan har det ikke altid været, hvis man spørger Christian Albrekt Larsen, der er forfatter til bogen ”Danskernes Nationale Forestillinger” og adjunkt ved Aalborg Universitet. Han mener ikke, at danskheden som begreb traditionelt har tilhørt centum-venstre: ”I det lange perspektiv har Socialdemokraterne været den lille mands parti og dermed repræsenteret danskheden. I de gamle programmer hedder det ”Danmark for folket” og Socialdemokratiet forsvarede danskheden et godt stykke op i tiden. Men der er sket et klart skift, og i det lange perspektiv er det klart, at socialdemokratiet og de radikale har tabt terræn.”

Kampen om det danske

Vi er tilbage i september 2007. Der var alt, hvad der skulle være, for at det skulle se autentisk ud: de små kaffekopper, den rødternede dug, dannebrogsflaget og det snorlige hvide stakit. Kolonihavehuset på Dansk Folkepartis landsmøde var som taget ud af virkeligheden. Det var ikke tilfældigt, at Dansk Folkeparti ved deres landsmøde valgte at opstille et kolonihavehus ved siden af presseområdet, og Pia Kjærsgaard trak ved samme lejlighed tv-eksponering ved at forklare, hvor vigtigt det var at gå imod dem, der latterliggjorde kolonihaverne, i dette tilfælde den daværende Ny Alliance-politiker Gitte Seeberg. Når man latterliggjorde kolonihaverne, fornægtede man den danske kultur, var rationalet. I 2002 opsatte en række kunstnere en danseforestilling på Pakhus 11 i København med titlen ”Danmark”, hvor det var et selvstændigt formål at bruge Dannebrog som symbol i opsætningen. I DR’s ”Profilen” forklarede instruktøren, hvordan han mente, at vi havde brug for at generobre danskheden fra Dansk Folkeparti og for at sætte Dannebrog tilbage, hvor man mente det hørte til; I fødselsdagslagkagen. Udtrykket i forestillingen var præget af danske symboler, mens det politiske udtryk var tolerant og globalistisk, i et forsøg på at redefinere de danske værdier. De to situationer er stemningsbilleder fra de sidste ti år, hvor danskheden for alvor er blevet en del af den offentlige debat. Det er efterhånden åbenlyst, at de traditionelle socioøkonomiske skillelinier er trådt i bag-

Højrefløjen har patent på danskheden

Mens Dansk Folkeparti sikrede sig 13,9 % af stemmerne til sidste folketingsvalg, er der hele 48 %, der mener, at partiet repræsenterer danskheden, mens centrum-venstre er gået bag af dansen.

Ikke overraskende er det ifølge videnskaben, de nye værdipolitiske temaer som miljø, retspolitik og flygtninge/indvandrerpolitik, der har ændret opfattelsen af, hvem, der repræsenterer det danske. Samtidig mener Christian Albrekt Larsen, at det har haft en væsentlig betydning, at man, særligt i Socialdemokratiet, har oplevet en voksende andel af politikere med akademisk baggrund. Denne udvikling bidrager til forestillingen om centrum-venstrefløjen som en politisk blok, der ligger fjernt fra den almindelige danske befolkning. Samtidig er de veluddannede i Danmark, i sammenligning med øvrige EUland, overnormalt indvandrervenlige, hvilket yderligere sammenkæder høj uddannelse med fornægtelsen af danskheden. Politisk kommentator Erik Meier Carlsen mener derimod, at det er Dansk Folkeparti, der alene har mobiliseret danskheden som politisk kampplads: ”Før Dansk Folkeparti kom ind i det politiske billede har man ikke set danskhed som en selvstændig værdi. Gennem flygtninge/indvandrerdebatten har Dansk Folkeparti formået at gøre danskheden politisk. Det er problematisk for de andre partier, da en stor del af befolkningen associerer danskheden med noget positivt. Men det viser, at Dansk Folkeparti har et stort potentiale, så længe de associeres med danskheden”.


50

40

%

30

Hvilket politisk parti forbinder du med Danskhed?

25

%

Hvilket politisk parti forbinder du med frihed?

20 30

15 20

10 10

5

0

0

ø

f

s

r

y

v

c

o ingen

ø

f

s

r

y

v

c

o ingen

1253 udvalgte danskere har deltaget i meningsmålingen i perioden14-18. august 2008. Analyseinstituttet Interresearch A/S har stået forafvikling af og bearbejdning af undersøgelsen. Tallene er vejet efter køn, alder og seneste partivalg, så de er fuldt repræsentative for den danske befolkning.

Stemmer i danskhed

Mens Dansk Folkeparti langsomt har fået lov til at definere de danske værdier, er det blevet åbenlyst for de resterende politiske partier, at der er stemmer i diskussionen om danskheden ”Version DF”: ”Særligt de radikale har prøvet at være multikulturelle – at være en modpol til Dansk Folkeparti. Man har givet køb på danskheden og tjent stemmer på ikke at være det, ja faktisk på at være en modpol til danskheden. I det lys er det ikke nødvendigvis højrefløjen, der har erobret sagen, men i lige så høj grad nogle af partierne i oppositionen, der har smidt den væk” mener Christian Albrekt Larsen. Socialdemokraterne har i den sammenhæng udmærket sig ved ikke at tage stilling, angiveligt af frygt for at rive partiet midt over. Denne tendens er også tydelig, hvis man kigger nærmere på de enkelte partiers vælgere, og i hvor høj grad de mener, at deres eget parti repræsenterer danskheden. På centrum-venstrefløjen er der blandt SF’s og de radikales vælgere bemærkelsesværdigt få, henholdsvis 24 % og 22 %, der mener, at deres eget parti repræsenterer danskheden. Hos Socialdemokraterne er det tilsvarende tal 42 %. Derimod er der blandt alle tre partiers vælgere godt en tredjedel, der mener, at Dansk Folkeparti repræsenterer danskheden.

Danskerne ønsker en samlet nation

Ifølge en overordnet europæisk undersøgelse af nationale forestillinger, betragter over halvdelen af danskerne sig selv som positive overfor interkulturel dialog, mens der dog i befolkningen et meget stærkt ønske om et nationalt fællesskab, hvor alle er inkluderet. Forestillingen om et samfund, hvor forskellige kulturer lever hver for sig, er ikke udbredt, og selv blandt de mest indvandringspositive, er der en forventning om, at medborgere fra andre kulturer deltager i det omkringliggende samfund. Denne holdning fører nødvendigvis til, at der kun er to mulige løsninger: At indvandrere assimilerer sig i det danske samfund eller, at man skaber en ny

danskhed som en overbygning på de forskellige grupper, der eksisterer indenfor det danske territorium. Ifølge Christian Albrekt Larsen er der et stærkt politisk potentiale i at forsøge at redefinere danskheden som begreb: ”Vi vil gerne se os som et samlet folk, og der er politisk potentiale i at samle nationen og definere en ny danskhed. Jeg tror Ny Alliance kunne gøre det, da de var højest oppe, men det lykkedes ikke for dem. Den rene multikulturalisme og globalisme som de radikale har stået for, har danskerne svært ved, men vi har også svært ved den gammeldags opfattelse af danskheden, som Dansk Folkeparti står for. Man kan tjene mange stemmer på at redefinere danskheden”. Han understreger dog, at øvelse ikke nødvendigvis er den sikre vej tilbage til regeringskontorerne i samme omfang, som det var for Dansk Folkeparti og regeringen i 2001. Ifølge Erik Meier Carlsen ligger den politiske venstrefløjs muligheder i at skabe sammenhæng mellem danskhed og vores samfundsindretning: ”Der er en velbegrundet glæde og tilfredshed med det danske samfund blandt danskerne, og en af grundene til, at blandt andet Socialdemokraterne er presset af debatten, er, at man ikke har kunnet fastholde begejstringen for den danske samfundsindretning”. Han kritiserer samtidig visse elementer på venstrefløjen for at etablere unødig opbakning til Dansk Folkepartis forståelse af danskheden: ”Nogle på venstrefløjen prøver at skabe et meget negativt billede af danskheden og henviser til undersøgelser fra udlandet, der viser, at man synes danskerne er provinsielle og indelukkede, ja nærmest racistiske. Det er et problem for venstrefløjen, fordi det forhindrer udviklingen af den begejstring for det danske samfund, som er nødvendig”. Der er derfor en stor efterspørgsel på en ny definition af danskheden, der kan gøre op med forestillingen om kolonihaven som det centrale nationale symbol. Når Visions meningsmåling viser, at næsten halvdelen af danskerne abonnerer på netop denne

opfattelse, er det et resultat af den åbenlyse omstændighed, at ingen andre end Dansk Folkeparti er kommet med et holdbart bud på en version af danskheden.

Mere end et politisk fællesskab

Den danske kultur har traditionelt set været båret af kulturen, hvor morgensangen og de nationale symboler har dannet en fælles identitet. Derfor må diskussionen om, hvordan man skaber en centrum-venstre udgave af danskheden nødvendigvis tage udgangspunkt i det kulturelle såvel som det politiske. Hvis det nationale fællesskab alene består i de politiske institutioner, og fællesskabet om disse, skaber man ikke den samhørighed, som danskerne efterspørger. Dermed er ballet også åbnet for en diskussion af danskheden, og af hvordan det politiske centrum-venstre leverer et reelt bud på en danskhed, der samler hele nationen. Så længe man i oppositionens rækker ikke kan præsentere et holdbart alternativ til kolonihave-danskheden, har man meget svært ved at deltage i en diskussion, der sandsynligvis bliver lige så central i de kommende valgkampe, som den har været i de tre forrige. Mens Venstres Søren Pind har valgt den nemme løsning ved at erklære, at det er nydanskernes opgave at assimilere sig i det danske samfund, kræver et holdbart centrum-venstre svar større eftertanke. Hvis man skal være klar til at etablere ”danskheden version 2.0”, er der behov for, at vi gør os klart, hvilke kompromiser, vi er villige til at indgå, og hvilke, der er utænkelige, hvilke muligheder. der er i en større dansk samhørighed, og hvordan man når dem. Udfordringen er at levere en bæredygtig plan for en ny danskhed, der omfatter og forholder sig til en række af de centrale velfærdsområder: Folkeskolen, arbejdsmarkedet og boligpolitikken, samt ikke mindst på centrale værdipolitiske områder som justits og kultur. Kun ved selv at levere et alternativ kan vi tilbageerobre Dansk Folkepartis patent på danskheden.

13


Interview

Venstrefløjen må være folkelig i kampen for individualisme Den etablerede venstrefløj er årsagen til højrepopulismens fremmarch, Marx er mere relevant end Giddens og så er kollektivisme mere befordrende for individuel frihed end liberalismen. Vi har bedt nordmanden, Magnus Marsdal, uddybe sine standpunkter. af Peter westermann Redaktør

Den unge norske journalist og samfundsrevser Magnus Marsdal har med sine to bøger, ”Tredje Venstre”, som han skrev med litteraturredaktør Bendik Wold, og ”Frp-koden” undersøgt venstrefløjens tilbagegang siden 90erne. Individualisme og folkelighed er to af de ingredienser, der ifølge ham skal til for, at venstrefløjen igen kan hæve sig op. Visions udsendte så sig nødsaget til at bede den unge norske forfatter forklare sig.

Vision Liberalisme kommer af ordet frihed,

og fokuserer på det enkelte individ som forbruger, mens venstrefløjens succes har været gennem kollektivets mobilisering. Hvordan kan du da hævde, at individualismen burde placeres som en venstreorienteret værdi?

MM

Det er forkert at tænke, at et stærkt fokus på individet skal være noget, som hører højrefløjen og dens liberalisme til, al den tid ethvert menneske har et stærkt fokus på individet, nemlig sig selv og sit liv. Dette står ikke i modsætning til, at vi lever i samfund og har ansvar for hinanden, både i nære relationer og i større, kollektive sammenhænge. Individet står heller ikke i modsætning til samfundet, det er sociologisk set mere træffende at sige, at individet, som nødvendigvis er socialiseret, er en af samfundets fremtrædelsesformer. I bogen ”Tredje venstre” ser vi idehistorisk på den såkaldte individualisme, og identificerer dens indhold ved at pege på tre værdiladede målsætninger, som har vundet frem i Vestens kulturer de sidste 200 år: Respekten for

14

individets værdighed, kravet om individets selvstændighed og ønsket om menneskets selvudvikling. Dette kan man kalde «individualisme», som altså er noget ganske andet end egoisme. Hvad Karl Marx gjorde, var at påpege, at grundlaget for, at disse værdier skal kunne realiseres, altid vil måtte skabes kollektivt, altså i samfund. Forudsætningen for værdighed, selvstændighed og selvudvikling er, at individet ikke hele dagen er fastlåst i et udmattende arbejde for at sikre sin overlevelse, forudsætningen er altså et vist niveau af materiel velstand, og den skabes kun gennem den produktivitet, som opnås gennem arbejdsdeling, det vil sige i fællesskab. Vejen til individuel frigørelse går i denne helt basale betydning med nødvendighed gennem samfund og samarbejde. På et næste niveau finder vi det samme, når vi betragter «kollektivistiske» bevægelser som arbejderbevægelsen. Dette er kollektive, organiserede projekter og bevægelser, som kender værdien af sammenhold, solidaritet og sågar disciplin. Men hvad er resultatet? Fagorganiseringens resultat er en overenskomstaftale med virksomheden, som sikrer arbejderens individuelle tryghed og frihed på et niveau, hun aldrig kunne have opnået individuelt. Vi finder det samme i form af love, som begrænser arbejdsdagens længde, forbyder farlige arbejdsforhold og så videre: Her har mennesker gennem deres kollektive, politiske kamp produceret civilisatoriske fremskridt, som øger individets værdighed, selvstændighed og mulighed for selvudvikling. Selvsagt bliver det anderledes, hvis man ser sagen fra kapitalistens ståsted. Hans ret til at behandle sine ansatte, som han vil – efter sine individuelle præferencer og indskydelser – begrænses gennem overenskomstaftaler og love om arbejdslivet. Men fuld individuel frihed for kapitalisten ville have tilsvaret slaveri for arbejderne. Her ser vi en vigtig styrke i Marx’ perspektiv: Hans tanker om individet var ikke filosofering over det abstrakte Menneske (som altid mistænkeligt ligner den privilegerede mandlige Borger, altså filosoffen selv), de handlede tværtimod om de konkrete mennesker, som de findes her og nu. Og de findes i samfund, hvor forskellige grupper står mod hinanden med forskellige interesser, for eksempel kapitalister mod ansatte. For flertallet af nutidens mennesker vil «kollektivistiske» projekter som fagbevægelse og offentlig velfærd ikke stå i modsætning til den individuelle frihed, men tværtimod

For flertallet af nutidens mennesker, vil «kollektivistiske» projekter som fagbevægelse og offentlig velfærd ikke stå i modsætning til den individuelle frihed, men tvært imod være dens forudsætning. være dens forudsætning. Hvor meget har, for eksempel, gratis skolevæsen, offentlige børnehaver og beskæftigelses i den offentlige sektor ikke betydet for, at kvinder i vore skandinaviske samfund har øget deres individuelle værdighed og frihed, sammenlignet med en situation, hvor de allerfleste kvinder var helt og holdent afhængige af en mands indtægt?

Vision Du identificerer en ”treenighed” af ny-

liberalisme, postmodernisme og underholdningsindustri, der forstærker hinanden. Men beviser nutidens velstand og udfoldelsesmuligheder ikke, at det frie marked har sejret og frisat individet i et væld af muligheder, hvor det som spændende menneske kan skabe sig selv?

MM

Nej, denne frihedsmyte ligner mere en amerikansk tv-reklame end virkelighedens kapitalistiske samfund. Hvis nogen fortsat hævder, at «markedet har sejret», i en verden simultant ramt af kapitalismens finanskrise, klimakrise og fødevarekrise, fremstår det ikke som et videnskabsbaseret standpunkt, snarere som en ideologisk besværgelse, der virker mere og mere desperat.

Vision Den danske LO-formand Thomas Nielsen udtalte engang, ”vi har sejret ad helvede til” og hentydede til, at arbejderbevægelsen havde skabt levevilkårsforbedringer, der gjorde, at det store flertal ikke længere følte behov for at engagere sig politisk. Man talte om 2/3-samfundet, hvor kun ganske få var fattige og ganske få meget rige. Er det ikke derfor højrefløjen dominerer i dag?

MM

Jo, det er klart, det bliver lettere for højrefløjen at dominere, når venstrefløjen er gået over til at propagandere højrefløjens


Klassificeringen tilhører den politiske kamp, hvilket gør det politisk livsfarligt ukritisk at overtage borgerlige klassificeringer, såsom tanken om «2/3-samfund» i stedet for klassesamfund, «globalisering» i stedet for imperialisme og «postmodernitet» i stedet for kapitalisme. Magnus Marsdal ideologi, såsom forestillingen om 2/3-samfundet. Hvis venstrefløjen gravlægger alle analytiske instrumenter som i sin tid overhovedet gjorde det muligt at rejse en intellektuel venstrefløj, overrasker det jo ikke, at højrefløjen vinder ideologisk terræn. Venstrefløjen kan imidlertid ikke gribe tilbage til marxistiske studiekredse fra 1930- eller 1970erne for at opdatere sit verdensbillede. Analyserne må gøres her og nu, og selv om Karl Marx fortsat fremstår langt mere relevant end typer som baron Anthony Giddens, er det ikke sådan, at man skal lade sin intellektuelle horisont begrænse af Marx’ begrænsninger. I Frp-koden forsøger jeg at vise nogen indsigter, man kan vinde ved at kombinere marxistiske perspektiver på samfundskonflikternes grundlag og dynamik med forskningstraditionen efter Pierre Bourdieu, for eksempel, når det gælder uddannelsessystemets tunge rolle i vores samfundsformation, eller klassekonflikternes symbolske og æstetiske dimension. Og hvad man finder gennem sådanne virkelighedsbaserede analyser, er så ikke noget 2/3-samfund, men et kapitalistisk klassesamfund.

Vision Hvilket skel ser du som det mest afgørende for folks partivalg i dag? Indtægt, køn, uddannelse eller noget andet? – og burde det være anderledes?

kæmpe mod andre aktører i den symbolske kamp, som gør, hvad de kan for at opløse, tilsløre og afkræfte klasseperspektivet, noget den dominerende klasse altid vil have interesse i. Venstrefløjen må indse, at denne kamp om klassificeringerne tilhører den politiske kamp, hvilket gør det politisk livsfarligt ukritisk at overtage det borgerlige samfunds selvsmigrende kategorier og klassificeringer, såsom tanken om «2/3-samfund» i stedet for klassesamfund, «globalisering» i stedet for imperialisme og «postmodernitet» i stedet for kapitalisme.

Vision

I Frp-koden angriber du centrumvenstre for at have gået fra at tage udgangspunkt i folk flest og kampen for at forbedre deres livsvilkår, til at være blevet en ”venstrumselite” af statspartier. Hvad, hvornår og hvorfor skete det? Og hvad bør gøres nu?

... venstrefløjens akilleshæl – den øgende afstand mellem venstrefløjspartiernes politiske elite og den almindelige vælger i arbejderklassen.

MM Det kommer an på, hvad man mener

med «skel». Sociale variable er jo ikke i sig selv noget «skel», men snarere faktum, man må tage ind i analysen, hvis man ønsker at beskrive, hvilke årsager, som gør sig gældende. Hvad venstrefløjen må tænke over, er, hvilke skillelinjer (sociale og ideologiske), man kan anvende for at mobilisere progressive flertal i partipolitikken. Er det kvinder mod mænd? Er det højt uddannede mod lavt uddannede? De gode mod de onde? De intelligente mod de dumme? De hvide mod de sorte? De fattige mod flertallet? Arbejdere mod kapitalister? Der findes lige så mange sådanne skillelinjer, som der findes forskellige sociale grupper og interesser, og «klasse» er bare en af de mange konkurrerende kategorier for klassificering, som de symbolske kampes aktører (som politikere og teoretikere) anvender i kampen om at påtvinge sin foretrukne definition af samfundet på samfundet. Dette faktum har mange marxister overset. De tror, at fordi kapitalismens økonomiske klasser kan tegnes på papiret, altså i teorien, vil disse med nødvendighed også optræde som sociale og politiske klasser i virkeligheden. Men sådan bliver det ikke nødvendigvis. Arbejderklassen som politisk mobiliseret klasse er en latent MULIGHED, som kun kan realiseres til omkostningen af et omfattende politisk arbejde – et mobiliseringsarbejde. Kampen OM klassen går altid forud for klassekampen, og den er desto mere kompliceret, fordi den, som ønsker at anvende «klasse» som kategori altid må

MM Det skete gennem to separate, kom-

plementære processer i vore skandinaviske samfund. Den vigtigste er, at de store, socialdemokratiske arbejderpartier gradvist blev omformet til statspartier. Den socialdemokratiske elite blev, særligt i årtierne efter anden verdenskrig, indvævet i statseliten, partierne blev karrierestiger, og enhver tanke om socialisme nedenfra blev erstattet med kapitalisme ovenfra. Der kom også efterhånden et markant socialt skel mellem den jævne, fagorganiserede arbejder eller funktionær på den ene side og en statsadel af socialdemokrater som gerne har embedsmandsforældre på den anden, mennesker som Norges statsminister Jens Stoltenberg, født med en «license to rule». Den anden proces er det, der skete til venstre for socialdemokratiet. SV i Norge, og jeg vil tro SF i Danmark, blev gennem 1970erne «studentificeret». Det blev et parti for uddannelsesmiddelklassen, for lærere og lignende, og «socialisme» blev ikke længere symbolsk forbundet med arbejderne, de ubyttede, de afmægtige som gennem organisering bliver mægtige, men med overfyldte bogreoler, runde briller, langt hår og højere uddannelse. Disse to processer har tilsammen ført os frem til en situation, hvor arbejderklassen i realiteten ikke har noget parti længere. De er udsat for en symbolsk berøvelse af de politiske redskaber, som arbejderne møjsommeligt byggede op gennem første halvdel af 1900-tallet. Det

er denne gradvise politiske ekspropriation af arbejderklassen som har åbnet det politiske landskab for højrepopulisternes mobilisering af arbejdervælgere til partier som DF og V.

Vision Du fremhæver højrepopulisternes

identitetspolitik som deres stærkeste kort. Hvad er koden bag den?

MM Nej, jeg mener ikke, at de har nogen

«identitetspolitik», i og for sig. Men jeg påpeger, at det norske Fremskrittsparti kommunikerer effektivt på frekvenser, vi godt kan kalde «identitetspolitiske» ved, at de anvender en retorik egnet til at mobilisere bestemte sider ved de potentielle vælgeres identitet. Det kan være identiteten som mand, som norsk, som hvid, som forbruger, og ikke mindst en bestemt type identitet som «underdog», det vil sige en krænket identitet, som findes hos mange, der føler, at de ikke bliver set af de styrende, at de ikke bliver taget for alvor, at deres færdigheder og holdninger ikke er en skid værd i øjnene på den arrogante «elite», der behersker politik og massemedier. Her ser vi, hvordan højrepopulisterne, gennem en retorik, som kan være mere baseret på følelser end kolde fakta, klarer at angribe venstrefløjens akilleshæl – den øgende afstand mellem venstrefløjspartiernes politiske elite og den almindelige vælger i arbejderklassen. --Magnus Marsdal leverer således en konsekvent og bramfri kritik af venstrefløjens udvikling de seneste årtier. Heldigvis er det en konstruktiv kritik, der anviser en vej til en genrejst venstrefløj. En vej, der, ifølge Marsdal, går over respekt og rum for folk flest, og ideologiske livtag med liberalismen for at tilbageerobre det individualistiske projekt. Venstrefløjen må rykke med tiden og ned på jorden.

Magnus Marsdal (1974) er norsk journalist, forfatter og samfundsrevser. Han er tidligere formand for den norske afdeling af Attac. Af bøger har Marsdal skrevet ”Tredje venstre - for en radikal indidualisme” (2004), ”Frpkoden” (2007) og ”AFP på en-to-tre” (2008)

15


Kommentar

Danske fordi vi mener det - ”Danskhedsreform” fra Cevea Det danske centrum-venstre har stiltiende og uden modstand accepteret, at den nationalt konservative højrefløj har taget patent på danskheden. Ny ”danskhedsreform” fra Cevea skal vinde Dannebrog, pølsevogn og Dybbølmølle tilbage.

af Frederik Andreas Jørgensen, Redaktionsmedlem, Mette Kraaer, Redaktionsmedlem & Peter Westermann, Redaktør

Da det Borgerlige Danmark overtog rorpinden for den danske stat, havde de en Danskhedspakke med i bagagen. Det, Søren Krarup kalder folkeåndens gennembrud med Systemskiftet, 2001. Men det er præget af en negativ danskhed, der søger at fastholde og indskrænke grundlaget for det danske, funderet i nationalkonservativ ideologi med det formål at udskille ”de fremmede” fra ”os danskere”. Danskheden er de senere år blevet gjort til noget negativt, en idéform, der tegner karikaturer af en hellig profet, går i krig uden om al fornuft, kører på mountainbike med USAs dårligste præsident – kort sagt, en racistisk og krigerisk ånd. Men det er opspind. Danskerne har aldrig været racister, eller snævertsynede. Det danske samfund er et af de rigeste, mest egalitære og tillidsbaserede samfund i verden. Danskhedens lighedsorientering fokuserer derfor også på de sociale eksklusionsfaktorer, der skaber underklasser. Det frihedsbegreb, der udspringer fra centrum-venstre, indeholder netop ideen om at koble lighed og frihed, fordi lighed er frihed; det er lige muligheder i fællesskabet. Det er derved danskhed skal forstås. For danskhed er ikke en fastlåst størrelse, men grundlaget for et sundt og nødvendigt fællesskab i en globaliseret verden. Danskheden er ikke konservativ – den forandrer sig og tilpasser sig. Danskheden er først og fremmest folkelig, og som sådan bør den om noget være at finde til venstre på det politiske spektrum, hvor partier og bevægelser tager udgangspunkt i

16

kampen for bedre vilkår for det store flertal – for fællesskabet. Indvandringen og den senere mangelfulde integration satte for alvor ild til debatten om, hvad det vil sige at være dansk. Indtil videre har den nationalkonservative skabelon fået lov til at lægge sig tungt over forståelsen af danskheden, men Cevea vil erstatte reaktionære og elitære patenter på danskhed med en progressiv, folkelig danskhed. Hverken den kulturradikale eller den nationalkonservative forståelse af danskhed har patent på det danske. En styrket danskhed skal styrke fællesskabet, som skal udgøre grundlaget for Danmarks ageren i det globale og europæiske. Det er den folkelige danskhed, der er grundlaget for danskheden, det er Danmark for folket. Den flydende danskhed defineres ikke af en smal elite – det er netop dens demokratiske styrke. Staten og samfundet tager mennesket i hånden, og viser dem muligheden i flerheden. Som Siegfried Matlok, redaktøren for Der Nordschleswiger, sagde, er den særligt danske måde at konfrontere nazismen på at konfrontere den med åben pande. Vi forbyder ikke vores demokratiske modstandere, men tager i stedet dialogen. Det er det stærkeste våben. En progressiv danskhed har som sit udgangspunkt, at der er rum for flere kulturelle nuancer. VKO’s benyttelse af danskheden har været at dele befolkning op i hvem, der lever dansk og udansk. Vi insisterer på, at det danske samfund skal hænge sammen og have plads til alle, der vil et demokratisk og solidarisk fællesskab. Den danskhed, vi ønsker at fremme, er det forandringsparate, inkluderende og folkelige nationale fællesskab. Det er det, vi forstår ved en progressiv, folkelig danskhed. Sammenhængskraften er forudsætningen for, at vi i Danmark kan føle os forpligtede over for hinanden og det samfund, vi deler. Sammenhængskraften er det kit, der binder fællesskabet sammen. Denne har flere kilder, heriblandt sociale, kulturelle og geografiske. Cevea foreslår en reform af sammenhængskraften i det danske samfund, så vi kan gå fremtiden i møde med et styrket fællesskab om det at være danske i en globaliseret verden.

Danskheden er først og fremmest folkelig og som sådan bør den om noget være at finde til venstre på det politiske spektrum, hvor partier og bevægelser tager udgangspunkt i kampen for bedre vilkår for det store flertal – for fællesskabet. Derfor foreslår Cevea en ”danskhedsreform” af det danske samfund og opstiller 5 punkter, der skal fremme sammenhængskraften og den progressive danskhed:

1. Praktik for forståelse

Statsborgerskab er mere end bare pas og papirer. Menneskelige relationer er grundvilkåret for det nationale fællesskab. Derfor skal Danmark tilbyde kulturpraktik til alle, som ønsker dansk statsborgerskab. Forståelse for andre danskeres liv og hverdag er en forudsætning for at kunne indgå i det danske samfund. Derfor er en uges ophold ved en dansk værtsfamilie den bedste start på et statsborgerskab. En af de største trusler mod den kulturelle og sociale sammenhængskraft kommer fra parallelsamfund og ghettoer, nydanskere, der aldrig møder gammeldanskere og omvendt. Uvidenhed er grobund for fordomme og skal nedbrydes gennem en forståelse, der opbygges af hverdagserfaringer. Statsborgerskabspraktikken vil for mange være det første møde med det danske, og vil derfor være med til at nedbryde fordomme, udgøre et godt grundlag for at lære det danske sprog og skabe bånd mellem de nye og de gamle danskere. Værtsfamilier vil kunne melde sig på nettet – f.eks. www.statsborgerskabspraktik.dk, og kompenseres økonomisk med et øget skattefradrag på 5.000 kr. for at huse en nydansker, og 3.000 kr. for følgende, i tilfælde af, at det er en familie. Der vil være en statsborgerskabspakke, der udgør grundlaget for, hvilke rammer, der er for praktikken. Formålet med praktikken er, at praktikanter – ligesom folkeskolens erhvervspraktikanter – skal forstå, hvordan hverdagen ser ud for de mennesker vedkommende er i praktik hos.


Det Søren Krarup kalder folkeåndens gennembrud med Systemskiftet, 2001. Men det er præget af en negativ danskhed, der søger at fastholde og indskrænke grundlaget for det danske, funderet i nationalkonservativ ideologi med det formål at udskille ”de fremmede” fra ”os danskere”. Cevea Det er ikke formålet at fortælle folk, hvordan de skal leve, men at vise dem, hvordan andre danskere lever. Gennem denne øgede kulturelle forståelse vil en del af integrationen mellem nye og gamle danskere blive lettere. Ordningen er ikke kun for kommende statsborgere, men også som et integreret tilbud til folk, der opnår arbejdstilladelse i Danmark. Derved kan virksomheder tilbyde udenlandske medarbejdere en unik chance for et frivilligt praktikophold blandt danske familier.

Cevea foreslår obligatorisk statsborgerskabspraktik 2. En uges kulturudveksling i 8. klasse.

Forskellene i det danske samfund er ikke kun af økonomisk art og udjævnes ikke blot ved omfordeling mellem kommuner og regioner, men bygger på både uddannelsesmæssigog social baggrund, på geografisk placering og kulturelle forhold. For at øge forståelsen på tværs af disse skel, skal alle danske skolebørn fremover i kulturudveksling i 8. klasse på samme måde, som man i dag bliver sendt i erhvervspraktik. Den nordsjællandske direktørs og den vestjyske lagerarbejders børn går i samme folkeskole, men de skal fremover også besøge hinandens hjem, på tværs af landet. Derved får danske skolebørn en dybere forståelse for hvad, det vil sige at være borger i Danmark, for hvad, der er til fælles og hvad, der adskiller. Danske skoler skal have midler til denne kulturpraktik, og lærerne skal koordinere initiativet. Lærerne spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af forsøget, og skal sikre forholdene under praktikken, og praktikken skal udøves gennem etablerede venskabsskoler, på tværs af landet. Eleverne vil lære mindst lige så meget af kulturpraktikken, om hvordan livet leves i andre dele af landet og i andre sociale lag, som de kan lære af erhvervspraktikken. Forskellen er, at erhvervspraktikken har vundet hævd og begrundes funktionalistisk i, at praktikanten en dag skal have et arbejde og derfor skal have en bredere erhvervsforståelse. Kulturpraktikkens begrundelse skal findes i at de unge vil skulle omgås og dele samfundet med andre med anden baggrund end de selv har. Den folkelige forståelse for landets forskellige livsformer er det, der binder et land sammen.

Cevea foreslår en ugea obligatorisk kulturudveksling 3. Gratis kontingent hvis dine forældre er på kontanthjælp

Hvis forældrene er på kontanthjælp eller de laveste overførselsindkomster kan det være

svært at få pengene til at række. Derfor bliver børns aktiviteter ofte nedprioriteret, og det skader barnets trivsel og hindrer udfoldelse af sociale såvel som fysiske færdigheder. Det er en uacceptabel situation, der kan have langsigtede konsekvenser for børnene. Uanset etnisk herkomst vil det forbedre forholdene for børn og unge, hvis staten betaler kontingentet til én fritidsaktivitet. Det skal selvfølgelig gå direkte over kommunen, og ophører den dag, forældrene får et arbejde. Så længe de kun har kontanthjælp, er det børnene, der betaler prisen, og dermed samfundet. En stor del af den danske sammenhængskraft kommer gennem et aktivt foreningsliv, hvor mennesker med forskellige baggrunde får et fællesskab.

Cevea foreslår statsfinansieret kontingent til én fritidsaktivitet, for børn af kontanthjælpsmodtagere. 4. Mentorordninger til flygtninge

Blandt nydanskere er det et konsekvent problem, at de ikke kan gennemskue det danske velfærdssamfund. Mange har aldrig kendt til velfærdsydelser, offentlig transport eller tandlæger. Det er de mest basale ordninger, de ikke kender, så hvordan skal de begå sig i Danmark? Deres baggrund taget i betragtning, er der ikke så meget at sige til deres manglende viden om hverdagsting. For at hjælpe disse mennesker til en god og fornuftig tilværelse i Danmark, ville en mentor være en fremragende ordning at indføre. En person, der kender det danske system, der kender sygesikringen, bibliotekerne, S-togene, DSB, demokratiet, stemmeret, indkøb, boligsikring etc. ville for disse mennesker gøre underværker, samtidig med, at det ville gøre det væsentlig lettere for nydanskere at forholde sig til danskerne og det danske samfund. Udover at være en udstrakt hånd, er det derfor også en gevinst for samfundet. Ordningen kunne minde om den måde besøgsvenordninger er indrettet i dag, en mentor, der hjælper og taler med nydanskere, fra det mest basale til det mest nødvendige. Ordningen kunne udmøntes i f.eks. at koble studerende fra socialrådgiver-uddannelsen til indvandrermiljøerne, sammen med helt almindelige danskere.

til folketingsvalg, selvom man bor i landet og derfor er underlagt de love, Folketinget beslutter. Ikke alene må det være et demokratisk krav, at alle, der direkte berøres af en beslutning, kan påvirke den, men det vil samtidig styrke forpligtelsen til det danske samfund, hvis udlændinge med fast bopæl i Danmark kan være med til at sammensætte Folketinget. På samme måde skal udenlandsdanskere, der betaler skat i Danmark, kunne påvirke, hvad deres skattekroner bruges til. Derfor skal de også kunne stemme til kommunal-, regions- og folketingsvalg.

Cevea foreslår fuld stemmeret til udlændinge med fast bopæl i Danmark samt til udenlandsdanskere, der betaler skat i Danmark. 6. Kåring af årets dansker

For at generobre serveretten og samtidig sende et klart signal til danskerne, skal lederne af de danske centrum-venstre partier i fællesskab kåre årets dansker. Det er ideen, at de fire partiledere skal bruge denne chance for at vise, at de også er ”stolte af at være danskere” og samtidig vise, at højrefløjen ikke har patent på at definere indholdet i danskheden. Ved at vælge årets dansker kan centrum-venstre klart markere, hvad de opfatter som danskhed, hvad enten det måtte være tolerance, solidaritet eller andre danske kerneværdier. Johnny Hansen er langt fra den eneste dansker – han repræsenterer tværtimod noget meget udansk. Frem for alt giver det centrum-venstre mulighed for at fremstille den positive og fremadrettede danskhed. Samtidig kunne kåringen af ”Årets dansker” følges op med kåringen af ”Årets fornyer af danskheden” eller ”Årets hjemvendte Dansker”. Det kunne være en, der har fremhævet eller fundet en ny side af danskheden og en, der har bragt noget vedkommende og stærkt med sig hjem fra udlandet. Det vil i modsætning til højrefløjens negative og statiske opfattelse af danskheden give den et mere dynamisk og progressivt præg. Villy, Helle, Johanne og Margrethe skal i fællesskab udnævne fremtidens danskere.

Cevea foreslår en årlig kåring af årets dansker

Cevea foreslår derfor en flygtningementor og en uddannelsesmentor. 5. Stemmeret til alle myndige

En væsentlig del af tilhørsforholdet til et samfund er, at man er med til at påvirke politikken, der sætter rammerne for det. I dag skal man være i besiddelse af det eksklusive danske statsborgerskab for at kunne stemme

17


Interview

Ingen ”danskhed” uden Europa I sommerens løb er det blevet klart, at europæiske regler om fribevægelighed giver danskere langt bedre mulighed for at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark end danske regler gør. Socialdemokraterne og SF har indledt et forpligtende samarbejde for at fastfryse danske regler. Det Radikale Venstre ønsker en politik i Danmark, der svarer til de europæiske regler. De Radikale føler, at den europæiske tidsånd er med dem. Hvor går grænsen mellem dansk og europæisk identitet, både som borger og lovgiver? Vision har spurgt Radikale Venstres politiske leder Margrethe Vestager.

at have holdt skjult for borgerne i en årrække. Det er et totalt rod. Der er også derfor, vi vil lancere vores bud på en effektiv udlændingepolitik. Netop fordi den nuværende er ineffektiv – den forhindrer ikke tvangsægteskaber, og den sikrer ikke, at vi kan tiltrække og fastholde den udenlandske arbejdskraft, vi har brug for - og samtidig tilsidesætter den fuldstændig danske statsborgeres rettigheder.

Vision Når vi er undergivet europæisk lov-

givning, hvor stort råderum mener du så, at danske lovgivere skal have. Skal man kunne opretholde 24-årsreglen?

MV Demokratiet skal være lige så stort

som problemerne og mulighederne. Når et problem overskrider grænser, må der findes en grænseoverskridende løsning. En dansk 24-års regel svarer til, at vi lader, som om Danmark er et lukket land. Det er det ikke. Derfor giver det god mening af have fælles regler for, hvornår man kan bo sammen med sin ægtefælle. Den lovgivning som vedtages af Europaparlament og Ministerråd er også vedtaget af danskere – sammen med en masse andre mennesker. Der er danske politikere i Europaparlamentet og danske ministre i Ministerrådet. Vi er selv med til at lovgive.

Vision Opfatter du dig i ligeså høj grad som AF Camilla Hjorth Weber, Redaktionsmedlem og Martin Grunz, Redaktionsmedlem

europæisk lovgiver som dansk lovgiver?

MV Hmmm... Neeej... Det er meget mere inVision Lad os begynde 24-årsreglen, som De

Radikale nu, efter S-SF-samarbejdet, sammen med Enhedslisten er det eneste parti i Folketinget, der er modstandere af. I er imod, fordi den europæiske standard er en anden?

MV Nej. Vi ønsker andre regler, fordi det er en

grundlæggende rettighed, at man kan bo i sit fædreland med ens ægtefælle og børn. Samtidig er det en grundlæggende rettighed, at man kan blive fri for tvang. Tvangsægteskab er uacceptabelt – og vi gider ikke have hverken illegal indvandring eller proformaægteskaber. De nuværende regler virker ikke. De forhindrer ikke tvang, og de sender danskere på juridisk powershopping i andre EU-lande. For det er nu lysende klart, at der er ét sæt regler for en dansk statsborger, når hun er i Danmark og ét sæt regler for en dansk statsborger, når hun har arbejdet i et af de andre EU lande i et par uger. Det synes regeringen,

18

direkte. Jeg sidder ikke i Europaparlamentet, og De Radikale har kun ét medlem af Europaparlamentet ud af 785. Når jeg føler mig som europæisk lovgiver, så er det som en del af et flertal, der giver mandat til en dansk minister.

Vision Hvilke udfordringer mener du, at De

Radikales syn på danskhed står over, i betragtning af jeres store fokus på det europæiske?

MV En del af det at være dansk er at leve i

et demokrati, hvor vi kan løse problemer og skabe gode forandringer. Det kan vi gennem EU – fordi problemer som organiseret kriminalitet, handel med kvinder, klima o.s.v. overskrider grænser. Så må vores demokrati også overskride grænser. Når vi kan løse problemer på en demokratisk måde, kan vi også blive ved med at udvikle vores sprog, kultur, uddannelser o.s.v. Jeg oplever, at det radikale syn på danskhed bliver udfoldet gennem fokus på det europæiske. Ikke udfordret.

Jeg vil snarere sige, at det at være dansk er i konstant forandring. Man kan ikke vende tilbage og sige: ”hér var danskhedens højdepunkt”, og så prøve at måle, hvor danske vi er i dag i forhold til det. Vision Du taler om at udvide demokratiet.

Hvilke institutioner mener du skal udvides?

MV I et europæisk perspektiv er det helt

oplagt at se på de nye muligheder som Lissabontraktaten giver, hvor f.eks. borgerinitiativet giver mulighed for, at en million europæere gennem deres underskrifter kan få kommissionen til at tage initiativ til lovgivning. Samtidig bliver de nationale parlamenter stærkere medspillere i den europæiske lovgivningsproces. For at nævne to eksempler. På et helt andet demokratisk plan, så forsøger vi i Radikale Venstre at udvikle vores partiorganisation. Vi har f.eks. udover vores traditionelle hjemmeside et socialt netværk, der hedder radikale.net, hvor man, ligegyldigt om man er medlem af partiet eller ej, kan diskutere politik, organisere sig og danne netværk. Det er en anden måde at give organisationsdemokratiet nyt liv på og gøre det relevant.

Vision Det er selvfølgelig et demokratisk

sundhedstegn, at et enkelt parti, eller en enkelt bevægelse, eksperimenterer med de demokratiske former. Men forestiller du dig også, at det kan ske på nationalt plan – at det kan blive en institutionaliseret del af vores demokrati, at man supplerer parlamentarismen?

MV Det ved jeg faktisk ikke, men jeg er

grundlæggende optimist. Min oplevelse er, at der egentlig er en meget stor interesse for at deltage i politiske debatter. I bund og grund tror jeg stadigvæk, at det, der var med til, at vi fik demokrati i sin tid, det, der gav kvinderne stemmeret og det, som gav ligestillingskampen og alle de ting, det er sådan set intakt. Det er nemlig ønsket om udvikle, gøre en forskel, sige fra, påvirke hinanden og


Hvis demokratiet ikke følger med markedet vinder markedet til sidst. Og vi ved med sikkerhed hvem det går ud over: det går altid ud over de svageste! Magrethe Vestager

overbevise hinanden om, at man har ret – det tror jeg er intakt. Derfor tror jeg også, at vores demokrati udvikler sig. Den helt store forskel på dansk demokrati og europæisk er vel, at vi i Danmark taler dansk, omgås hinanden i det daglige og kender til hvad der sker i landet, fordi vi læser de samme bøger, aviser osv. Det vilkår eksisterer ikke i EU. Mangler der ikke et grundlæggende ikke-institutionelt fællesskab, for at der kan udvikles en demokratiform, der minder om hvad vi kender?

MV Vi har en europæisk historie til fælles. Vi

har alle de krige, vi har kæmpet mod hinanden til fælles. Vi har menneskerettighederne til fælles. Vi har problemer og udfordringer til fælles. Jeg er enig i, at den europæiske offentlighed først er under udvikling. Men jeg tror, at vi har nok til fælles til, at demokratiet kan fungere. Det danske demokrati ville næppe fungere, hvis kravet var, at vi læste de samme bøger og de samme aviser. For det tror jeg ikke, at vi gør (mere). Der skal mere til at binde os sammen end, at vi har set den samme tv-avis. Det ”mere” kan f.eks. være ønsket om og viljen til at leve sammen og udvikle sproget og demokratiet, som jeg talte om før.

Vision Hvad mener du, at man kan gøre for at hjælpe den europæiske offentlighed på vej?

MV Når man lever i et markedsbaseret de-

mokrati sådan som vi gør, så tror jeg ikke, at vi får flere europæiske nyheder, hvis ikke de bliver efterspurgt. Jeg tror først, at det er i det øjeblik, at nationale parlamentarikere, herun-

der jeg selv, for alvor bruger det og forholder sig til f.eks. det kommende ligestillingsdirektiv og opfatter det som værende ligeså relevant som national lovgivning, at der for alvor sker noget. Men så skal det nok rykke.

Vision Handler det om at have en niveaudelt identitet, hvor der er noget der er lokalt, noget der er dansk og noget, der er orienteret mod det europæiske? At vi skal vænne os til, at vores identitet kommer flere steder fra, i stedet for bare fra ét sted?

Vision Så du mener, at det også kan give

økonomisk tilbageslag at holde stædigt fast i en danskhed, der ikke kan følge med markedets vilkår?

MV Nej. Danskheden følger ikke markedet.

At være dansker er blandt andet at leve i et demokrati. Vores demokrati udvider sig og bliver også europæisk. Hvis vi vælger mere demokrati fra, vælger vi også løsninger fra og arbejdskraft fra. Det kan give tab af vækst og velfærd. Og det kan jeg ikke genkende som dansk.

MV Jeg tror ikke, at identiteten kommer et

sted fra eller har forskellige niveauer. Hver enkelt af os har et livsarbejde med at finde ud af ”hvem er jeg?”, i en verden, der er ekstremt mangfoldig, og hvor man kan finde brikker til identiteten mange steder. Uanset om vi vil det eller ej, er vi danske europæere – men på mange, mange forskellige måder.

Vision Hvis vi skal vende din tilgang til udvik-

Vision Betyder det, at den danske identitet

MV Jeg tror snarere, ambitionsniveauet skal

bliver suppleret med en europæisk?

MV Jeg vil snarere sige, at det at være dansk

er i konstant forandring. Man kan ikke vende tilbage og sige: ”hér var danskhedens højdepunkt”, og så prøve at måle, hvor danske vi er i dag i forhold til det. Det er en afledning, hvis man tror, at det europæiske demokrati nedbryder danskheden. Det er snarere en udvidelse. Og det vil være rigtig træls, hvis vi ikke udvikler demokratiet lige så hurtigt som markedet og de problemer, der også følger med globaliseringen. Hvis markedet styrer alene går det som sædvanligt ud over de svageste.

ling af demokrati til et europæisk perspektiv, kunne det så være en idé at sænke ambitionsniveauet lidt? Kan man ikke tolke udviklingen sådan, at den europæiske integration går hurtigere end udviklingen af den europæiske offentlighed?

op: Det skal være klart som dagen, at vi gennem det europæiske demokrati kan bekæmpe organiseret kriminalitet, kvindehandel, reelt handle så klimaet bliver bedre o.s.v. Nogle gange er vi helt tilfredse med europæiske løsninger, andre gange ikke. Sådan er det også i folketinget, i et regionsråd eller i en kommunalbestyrelse. Det er demokrati. Man må vænne sig til, at det nogle gange bliver, som man ønsker og andre gange ikke.

Magrethe Vestager (1968) er formand for Det Radikale Venstre. Hun har været medlem af folketinget fra 2001 og har været uddannelses- og kirkeminister i Nyrup-regeringen (1998-2001).

19


Analyse

Centrum-venstre mangler fjendebilleder Politisk identitet beror ikke alene på, hvad man kæmper for, men i lige så høj grad hvad – og ofte også hvem – man kæmper imod. Men hvis venstrefløjens gamle fjender er forsvundet, hvor er så de nye? af Frederik Andreas Jørgensen, Redaktionsmedlem

I den følgende artikel forfølges tanker om fjendebilleder og Vision vil forsøge at tegne nogle nye og anvendelige fjendebilleder for centrum-venstre. Politiske fjendebilleder forholder sig historisk til enkelte partier, og derfor vil den historiske analyse tage et snævert udgangspunkt i Socialdemokraterne. Det giver ikke mening at blande SF, Enhedslisten, Radikale og Socialdemokraterne sammen i den forbindelse. Derimod giver det mening at forholde sig fremadrettet til nye fjendebilleder for det samlede centrum-venstre.

Konsensus, kamp eller krig?

Brugen af fjendebilleder i politik er ikke et nyt fænomen, men tværtimod en klassisk retorisk disciplin. Historisk set har Socialdemokraterne haft flere skiftende fjendebilleder; kapitalister, fascister, og kommunister. Disse fjendebilleder har været brugt til at skabe en fællesskabsfølelse blandt almindelige borgere. I dag har Socialdemokraterne imidlertid valgt en anden strategi; man forsøger nu at vinde midtervælgere ved at imitere de borgerlige partier. Tilslutningen til skattestoppet er et eksempel på minimere kløften mellem dem og os. Med denne strategi overser partiet den grundlæggende præmis, at politik beror på uenigheder og modstridende interesser. Hvis ikke den politiske konflikt er tydelig, vil politik orientere sig mod ligegyldige enkeltsager. En konflikt indebærer også en klart defineret modstander, der personificerer det, man kæmper imod. Kapitalisten (ofte fremstillet som en fabriksejer) har historisk set udfyldt denne rolle; kampen for bedre arbejdsforhold og højere løn var en kamp mod kapitalisterne, der således fungerede som et fjendebillede

20

Betegnelsen fjendebilleder giver associationer til nazisternes antisemitisme. Her førte brugen af dæmonisering til hetz, forfølgelse og folkedrab. Denne drejning er naturligvis totalt uacceptabel, og vil altid være en latent fare, når man benytter sig af fjendebilleder. Men at bruge udviklingen i 30’ernes Tyskland som argument mod brugen af fjendebilleder svarer til at modsætte sig eksistensen af et politikorps med henvisning til Gestapos forbrydelser. Fjendebilleder er uhyre effektive, og skal anvendes med omtanke. Fjendebilleder skal være rettet mod systemer, ikke mod individer. Hvorledes det realiseres er således afgørende. Derfor er her en sammenfatning af den nyere politiske tænkning, opstillet i tre overordnede modeller for perceptionen af politisk konflikt; Politisk antagonisme forholder sig til ekstremismens trivsel i det politiske system, og er både dogmatisk og voldelig. Denne forståelse er udviklet af den tyske statsteoretiker Carl Schmitt under politikkens sammenbrud i mellemkrigstidens Tyskland. Det anti-parlamentariske fundament byggede på anvendelsen af ekstreme modsætninger, og modsætter sig i kernen også en liberal politik-forståelse. Schmitts kontroversielle teori er siden hen blevet ignoreret, fordi manden bag er blevet betragtet som det 20. århundredes måske mest omstridte politiske tænker, da han lagde det teoretiske grundlag for Hitlers magtovertagelse i 1933, og tiltrådte efterfølgende som det tredje riges kronjurist. Politisk agonisme er anerkendelsen af den grundlæggende politiske konflikt, ført med fredelige, demokratiske midler. Teorien er udviklet af den belgiske politolog Chantal Mouffe på grundlaget af netop Schmitt, om end hun afviser Schmitts antihumanisme. Erkendelsen af modsatrettede interesser er både nødvendig og konstruktiv for politikudvikling, og det vil være en falsk forståelse, at lægge låg på konflikten. Det er også en af grundene til, at højrefløjen i Europa er vokset markant, og skellet mellem højre og venstre er tilsløret. Den konsensussøgende linie, der især er karakteriseret med den tredje vej, er både endimensional og farlig. Det hun imidlertid ser som en realistisk løsning er indarbejdelsen af agonistisk pluralisme, hvor muligheden for forskellige, modsatrettede meninger kan konkurrere, og at legitime konflikter får afløb i demokratiske kanaler.

Med denne strategi overser partiet den grundlæggende præmis, at politik beror på uenigheder og modstridende interesser. Hvis ikke den politiske konflikt er tydelig, vil politik orientere sig mod ligegyldige enkeltsager. Lidenskaben for politik er rygraden i demokratiet, og den må fremmes ved at vælge side. Mouffes anvendelse af agonismer giver et yderst anvendeligt grundlag for at vurdere og udøve politisk konflikt. Politisk moderation er den konsensussøgende, pragmatiske politiktilgang, der antager ideologiernes død, og i stedet betragter politik som et forhandlingsspil. Denne forståelse er repræsenteret af den engelske sociolog Anthony Giddens, og bevægelsen omkring den tredje vej, som både Blair, Clinton og Schröder gjorde sig til repræsentant for. Grundlaget er at forvalte samfundets samlede interesser, og den tredje vej indebærer kampen om midten, om at erobre den diskursive og politiske repræsentation for median vælgeren, og at partierne derfor lægger sig tæt på hinanden for at appellere bredest muligt, men konflikter opløses på midten, og den konsensus-søgende rationalisme fjerner fokus fra konflikten, og slører forskellene. Hvor den politiske antagonisme blev udviklet omkring Weimarrepublikkens parlamentarisme og ikke formåede at tæmme og tøjle de politiske bevægelser, er den tredje vej udviklet omkring det angelsaksiske to-parti system. I forsøget på at bekæmpe den politiske antagonisme har vi bevæget os mod den anden yderlighed, hvor modsætningerne helt eller delvist forsvinder. Konsensuspolitikken udgør en stadig større trussel for centrum-venstres politiske indflydelse. Politiske agonismer er en fornuftig balance mellem de ekstreme modsætningers politik, og den konsensussøgende pragmatisme. Det er vigtigt netop at anerkende eksistensen af polarisering, og anvendeligheden af fjende-


Tilslutningen til skattestoppet er et eksempel på minimere kløften mellem dem og os. Med denne strategi overser Socialdemokraterne den grundlæggende præmis, at politik beror på uenigheder og modstridende interesser. Vision billede.

Lær af fortiden og fjenden

Arbejderbevægelsens historiske succes har ikke blot beroet på evnen til at definere sit eget politiske projekt men også på at definere et klart og troværdigt fjendebillede, hvad enten det måtte dreje sig om nazisme, bolsjevisme, kommunisme, fascisme, eliten, storindustrien, eller guldets konger. Fjendebillederne har underbygget den politiske kamp; kampen for ordentlige arbejdsforhold harmonerede således fint med dæmoniseringen af kapitalisterne. At fjendebilleder rent faktisk er blevet anvendt, bliver tydeligt, når man åbner arbejdersangbogen. Arbejdersangene tydeliggør, at netop fjenden er blevet defineret, enten i form af kapitalisten, der blev begærlig og tog hendes dyd, og tærer på proletarens arbejdskraft, eller i fortællingerne om, hvordan arbejderhæren byder tyrannerne trods, i kampen mod krybet. Samtidig med, at Socialdemokratiet repræsenterede arbejdernes interesser, udvidede partiet sin identitet til et folkeparti, der appellerede bredt, og sikrede retfærdighed og lige muligheder til alle. Det parti, der i dag anvender fjendebilleder med størst succes er Dansk Folkeparti, der har to centrale fjendebilleder. Det første er naturligvis indvandrere; denne gruppe betegnes som velfærdsnassere og antidemokrater. Med andre ord som en gruppe borgere, der aktivt bekæmper, eller i bedste fald undergraver, det demokratiske velfærds Danmark, som DF gør sig til eksponent for. Det andet fjendebillede som DF benytter med stor dygtighed er den akademiske elite: En lille gruppe af privilegerede danskere, der ikke bekymrer sig om almindelige borgere, og det særlige danske fællesskab. I årtier har denne gruppe siddet tungt på magten i samfundet – faktisk lige indtil DF skubbede dem væk. Denne gruppe bliver ofte konkretiseret som det Radikale Venstre. Det interessante er, at DF og de Radikale indgår i en politisk symbiose, hvor partierne mobiliserer deres vælgere på baggrund af fjendebilleder om de andre. Tydeligst blev dette med Nasser Khaders kluntede målsætning om at holde DF uden for indflydelse. Denne os og dem retorik har en stor gennemslagskraft i befolkningen. I Ny Alliances tilfælde forsvandt denne opbakning dog hurtigt, bl.a. fordi partiet ikke havde nogen sammenhængende politik. Karakteristisk for alle effektive fjendebillederne er, at skønt de ofte er voldsomt overdrevne, så har de en kerne af sandhed. De betegner en minoritetsgruppe, hvis adfærd eller værdier afviger fra flertallets.

Nye potentielle fjendebilleder for centrum-venstre

Centrum-venstre er i flere år blevet afkrævet

et projekt, mens kun få taler om den manglende vilje eller evne til at tegne et troværdigt fjendebillede. Vi vil her give et bud på centrum-venstres Goldstein, George Orwells figur fra klassikeren, 1984;

Den kortsigtede egoist:

En gruppe, der er karakteriseret ved altid at vælge det, der forekommer mest fordelagtigt her og nu, uden hensynstagen til fællesskabet: Firhjulstrækkere på gule plader, sort arbejde, og private overklase-ghettoskoler. Deres kortsigtede egoistiske adfærd tilskyndes af borgerlige partier, der derved er skyldige i nedbrydelsen af det nationale fællesskab. Fx i form af bolighajer, miljøsvin og spekulanter. Det skal gøres tydeligt, at en skattereform, der bygger på en sænkelse af topskatten vil gå ud over lønmodtagerne. At arbejdsudbuddet ikke vil stige, men derimod stimulere importen af luksusvarer, og ikke indlandsefterspørgslen som ved en sænkelse af bundskatten. Overklassens interesser er ikke centrum-venstre interesser.

De borgerlige autoriteter

Bedrevidende, med en naiv tro på markedet og fuldkommen konkurrence, der ignorerer årtiers politiske erfaring og latterliggør lønmodtagernes kamp for bedre forhold. Fx CEPOS, der gerne udtaler sig om, hvordan andre skal komme i arbejde, men selv intet andet laver end foruddefinerede analyser. Elitens borgerlige apostle lader hånt om danskerne og nedsætter kommissioner konstant. Senest en personligt ansvarskommission, der skal lære danskerne at tage ansvar – til trods for, at de arbejder mere nu end nogensinde. Markedet regulerer ikke sig selv, er ikke i ligevægt, og borgerlige interesser er ikke lønmodtagernes interesser.

DF – de falske toner

For at finde en troværdig, reel og effektiv modsætning mellem os og dem, er folkepensionister en vigtig base at repræsentere. De, der hævder, at denne gruppe repræsenteres reelt af DF, tager fejl. Folkepensionisternes forhold er blevet væsentligt forringet siden 2001, på trods af, at DF hævder at varetage deres interesser. De svageste ældre kompenseres med ældrechecken, men det er en ringe trøst. S-SF har senest foreslået at lægge loft over madpriserne for de ældre, det er en nødvendig offensiv strategi, og skærpes den kunne man tage en stor vælgergruppe tilbage. Gruppen udgør en meget stor og voksende gruppe af vælgerne, der til stadighed nedprioriteres. Derfor ville et fornuftigt modspil være at hæve folkepensionen. Samtidig skal det gøres klart, at skylden alene er DFs og de borgerliges, at forringelserne skyldes en ældrefjendsk politik, og et ensidigt fokus på økonomisk effektivitet.

sentere lønmodtagerne, og undgå at fremstå som et akademikerparti. Derfor er det afgørende at tage afstand fra elitens projekt, evt. i form af at give ikke-akademikere forrang til FT-opstilling. For et folkeparti med bred repræsentation er Folketingsgruppens sammensætning afgørende. Store grupper af lønmodtagere har de seneste tre valg sat deres kryds på højrefløjen. De grupper skal

Centrum-venstre er i flere år blevet afkrævet et projekt, mens kun få taler om den manglende vilje eller evne til at tegne et troværdigt fjendebillede. vide, at de repræsenteres af centrum-venstre, ikke kun igennem kommunikation, men særligt politisk. Det er ikke højrefløjens fortjeneste, at de stemmer borgerligt, men derimod centrum-venstres fiasko.

Fundamentalisme

Venstrefløjen har alle dage været arnestedet for modstanden mod religiøs fundamentalisme, og for sekularismens grundlag. Men i stedet for at halse efter regeringen og DF må man turde gå foran, på samme vis som Villy Sønvdals opgør med Hizb ut-tahrir og dermed sætte skillelinjerne mellem demokrater og antidemokrater, og ikke mellem forskellige trosretninger. Man skal således afvise enhver form for fundamentalisme, hvad enten det er fra kristne, islamister eller hardcore autonome. En af Mouffes afgørende anklager mod centrum-venstre er fraværet af lidenskab, som er det måske største problem for politikudviklingen. Uden lidenskab er man ikke i stand til at forstå den politiske drivkraft, for politik er ikke blot et spørgsmål om at fordele ressourcer men også kampen om at forstå verden. Konsensuspolitik formår ikke at mobilisere lidenskab, og det ødelægger vælgernes mulighed for at se alternativer. Anvendelsen af fjendebilleder skal først og fremmest ses som en retorisk oprustning, der kan bidrage til at revitalisere centrumvenstre, fordi markante politiske fronter øger den politiske bevidsthed og skaber fællesskabsfølelse. Centrum-venstre har tabt værdikampen, men krigen kan stadig vindes. Det forudsætter, at afpolitiseringen af det politiske erstattes med ven/fjende forholdet.

Frelste intellektuelle

Arbejderbevægelsens opgave er at repræ-

21


Kommentar

”Vi kan ikke slå Fogh...” – Jo, sammen kan vi! Det nytter sgu ikke at demonstrere. Vi har været på gaden, vi har organiseret demonstrationer, vi har råbt politiske paroler i kor med hård kritik af regeringen. Og hvad er der sket? Fogh sidder stadig i statsministeriet, Løkke kører finansen og Pia tager stikkene hjem.

af Thor Möger Pedersen og Mattias Tesfaye

Sådan lyder desillusion. Det er en fristende udvej for faglige organisationer og andre progressive kræfter i Danmark at afskrive den folkelige mobilisering, fordi centrum-venstre i efteråret tabte tredje valg i træk. Men vi må afstå fra fristelsen og holde fast i realiteterne. Vores tese er, at det vil være katastrofalt, hvis ikke det lykkedes i god tid inden næste valg at opbygge en stærk folkelig bevægelse, der går imod den tiltagende afmontering af velfærdssamfundet og markedets voksende pres på fællesskabet. En bevægelse af almindelige danskere anført af deres organisationer, der ikke kun presser regeringen, men også er fundamentet for det politiske forandringsprogram, som centrum-venstre skal gennemføre efter et valg. Men først et hurtigt tilbageblik: Siden 2001 har den folkelige utilfredshed med stadigt mere udsultede kommunale budgetter og finanslovsnedskæringer medført et voksende ønske om forandring. Utilfredsheden og ønsket har fundet fælles udtryk ved hundredetusinder af danskeres deltagelse i demonstrationer, vendt mod regeringen, igennem de sidste syv år. De foreløbige kulminationer har været demonstrationerne 17. maj 2006 og 2. oktober 2007. Hvorfor netop disse fremhævelser? For det første samlede begge mobiliseringer over 100.000 deltagere på landsplan, og dermed har den folkelige gennemslagskraft af kravene været til stede. For det andet bestod bevægelserne, der førte frem til de to demonstrationer, af historisk brede organisa-

22

tionsalliancer. Faglige organisationer fra det private og offentlige arbejdsmarked, elev- og studenterorganisationer, venstrefløjspartier og sågar kultursammenslutninger. Alliancens omfang afspejler – i modsætning til antallet af demonstranter – bredden i den bevidstgørelse og de diskussioner, de to mobiliseringer medførte. Og netop her finder vi demonstrationernes væsentlig styrke: Bevidstheden i den danske befolkning blev rykket, diskussioner på arbejdspladser og forældremøder fik danskerne til at kræve forandring og nye politiske boller på suppen. Hvorfor vandt vi så ikke valget? Formentlig topper alle andre årsager end store folkelige demonstrationer listen. Men alligevel: De sidste mange års protester mod velfærdsnedskæringer har manglet tre centrale elementer. Alliancen af organisationer har været kortvarig, demonstrationerne har været en-

Den folkelige bevægelse skal sikre, at kritikken af regeringen rammer dybere en velmenende hjemmesiders anklageskrifter og forargede læserbreve: Utilfredsheden skal diskuteres og spire ved køkkenbordene, på arbejdspladserne og i fodboldklubberne. keltstående begivenheder uden opfølgning – og sidst, men ikke mindst, har der manglet fremadrettede krav om indholdet i en ny politik. Sagt mere kritisk har organisationerne og deres medlemmer samlet sig fra gang til gang i flagrende alliancer under variationer af parolen ’nej’ og pakket det hele sammen efter braget på slotspladsen. Så selvom det lykkedes momentvis at presse de borgerlige på meningsmålingerne, undgå planlagte SUbesparelser og trods alt formildne efterlønsindgrebet, mangler gennembruddet stadig. Den store udfordring for alle, der ønsker et nyt flertal og en ny politik, er derfor opbygningen af en kontinuerlig og politisk markant folkelig bevægelse. Og opgaven kan ikke skubbes nederst i papirbunken, og så findes

frem om et par år. Bevægelsen skal sikre, at kritikken af regeringens udmatning af velfærdsfællesskaber og omvendte Robin Hoodpolitik rammer dybere end velmenende hjemmesiders anklageskrifter og forargede læserbreve: Utilfredsheden skal diskuteres og spire ved køkkenbordene, på arbejdspladserne og i fodboldklubberne. Men samtidig skal bevægelsen evne mere end blot kritikken. Der er lang tid til næste valg, og det er derfor faktisk realistisk at skabe en folkelig diskussion, der inddrager håndværkere, studenter, sundhedsarbejdere, pædagoger, lastbilschauffører – alle, der ønsker et nyt flertal – i formuleringen af de centrale pejlemærker for en ny centrumvenstre-regering. Med afsæt i overskrifter om tryg velfærd, ordentlig uddannelse og ambitiøs klimaindsats – for vores skyld også gerne arbejdsliv, ulighedsopgør, bedre boliger og ny udenrigspolitik – vil en koalition af FTF- og LO-forbund, lokale fagforeninger, elevorganisationer og studenterforeninger have en unik mulighed for at inddrage og forpligte almindelige danskere på en ny politik. Og ligeså vigtigt vil det give en ny centrumvenstre-regering mere end blot flertallet af stemmerne – det vil sikre folkeligt forankrede reformer. Den afgørende forudsætning er imidlertid vilje fra de store folkelige organisationer til at påtage sig opgaven, slutte sig sammen i et koordineret handlingsfællesskab og opbygge en bevægelse, der fortsætter indtil en ny politik er gennemført. På Christiansborgs gange arbejder de store oppositionspartier på højtryk for at sikre fælles fodslag, presse regeringen og udvikle løsninger på samfundets politiske udfordringer. Men en offensiv alene forankret i partiorganisationer slår ikke Anders Fogh. Skal danskernes hjerter og hjerner for alvor vindes for en ny politik, forudsætter det diskussioner i nærmest alle danske hjem og på alle arbejdspladser. Regeringen skal rystes af den ene store demonstration efter den anden vendt imod asociale tiltag. Og det er en alliance af de store folkelige interesseorganisationer, der skal binde demonstrationer og diskussioner sammen til folkelige krav om en ny politik. Det vil være af essentiel værdi for udfaldet af næste valg – og af endnu større værdi for tiden efter et regeringsskifte. Når et land skifter regering, skifter det ikke nødvendigvis politisk kurs. Den parlamentariske danmarkshistorie er tværtimod bro-


At få Fogh ud og Helle ind, er kun det første, det letteste skridt. Langt sværere bliver det at få nyliberalismen ud, og solidariteten ind i Statsministeriet. Thor Möger Pedersen og Mattias Tesfaye lagt med visionære oppositionspartier, der udarbejder ambitiøse valggrundlag, skriver optimistiske regeringsgrundlag og fremlægger realistiske lovforslag. Men ender med opgivende at administrere de internationale politiske og økonomiske modediller. Risikoen for, at en ny regering ender sådan, er absolut ikke urealistisk. At få Fogh ud og Helle ind, er kun det første, det letteste skridt. Langt sværere bliver det at få nyliberalismen ud, og solidariteten ind i Statsministeriet. En ny S-SF-R regering åbner muligheden for en ny politik – men det er absolut ingen garanti. At sikre det politiske kursskifte kræver stramt fokus på tre hovedopgaver, der alle forholder sig til regeringsspørgsmålets kernebegreb: Magt. For det første: Vi er opdraget med, at det ikke handler om at vinde, men om at være med.

Hvis vi svigter, når der skal leveres i konkrete politiske forhandlinger, fordi vi bliver principielle i vores argumenter, eller fordi vi egentlig helst vil stå og være frelst på sidelinjen, så svigter vi ikke alene hjemmehjælperen og de ældre, men også de hundredtusinde andre fra velfærdsdemonstrationerne. Det fungerer fint på børnehavens fodboldbaner, men ikke i de sociale konflikter om indflydelse og rettigheder, der udspiller sig på arbejdsmarkedet og på Christiansborg. Vi skal genfinde vindermentaliteten i os selv, vores partier og vores politik. For alt for mange i oppositionen handler det ikke om at vinde magten; der er dem, der aldrig har forstået, at vi har tabt den. Og der er dem, der aldrig har troet på, at vi kan vinde den. Og så er der dem alleryderst, der mener, det vil være forkert, hvis vi vandt. Vindermentalitet kan opnås på mange måder. For fodboldtræneren er det ligegyldigt om holdets topscorer spiller for penge, for sjov eller for berømmelse og store biler. Men i politik er det igen anderledes. Vi skal ville magten, helt ned i maven, fordi vi anerkender, at netop magten f.eks. er forudsætningen for, at personalet i hjemmeplejen får tid til omsorg.

Hvis vi svigter, når der skal leveres i konkrete politiske forhandlinger, fordi vi bliver principielle i vores argumenter, eller fordi vi egentlig helst vil stå og være frelst på sidelinjen, så svigter vi ikke alene hjemmehjælperen og de ældre, men også de hundredtusinde andre fra velfærdsdemonstrationerne. Den folkelige velfærdsmobilisering er altså ikke kun adgangsbilletten til regeringskontorerne, den er udgangspunktet, ja selve formålet, med magten. For det andet: Både politikere og vælgere har siden velfærdsstatens opståen gjort sig skyldige i at grave grøften mellem Christiansborg og det omkringliggende samfund dybere. På selve valgdagen tager befolkningen ansvar, og derefter forventes det, at vi 5 millioner borgere kan stå på sidelinjen og se, hvor godt det så går for de politikere, vi har smidt ind på den parlamentariske scene. Dette mønster skal brydes. Netop fordi et politisk skifte forudsætter stærke kræfter ude i samfundslivet, der kan understøtte, ja til tider aftvinge, en ny regering, at den bryder den nyliberale konsensus, der præger regeringen af de fleste europæiske lande. Målsætningen er at opbygge et skæbnefællesskab mellem LO og FTF forbundenes medlemmer og en ny regering. Fagbevægelsen bør langt mere eksplicit optræde som loyale og strategiske støtter for enhver regerings konstellation, der vil stoppe privatiseringen af det danske velfærdssamfund. Det betyder også, at fagbevægelsen må sætte noget på spil, ikke kun i form af økonomi i en valgkamp, men også selve velfærdsbevægelsens politiske integritet. Vi har brug for en aktiv mobiliseret befolkning, der står bag sin egen regering. Første gang vi mødes på Slotspladsen efter et regeringsskifte, skal det være for at fastholde regeringen på sit eget grundlag. Metoden for skæbnefællesskabet er simpel: Valget skal vindes på velfærdsdagsordenen, med en klar lønmodtagerprofil. Vi skal gå meget bevidst efter, at langt hovedparten af fagforeningsmedlemmerne skal stemme på en ny regering. Og et kommende regeringsgrundlag skal meget tydeligt fremhæve konkrete forbedringer for LO og FTF grupperne. En succes for regeringen bliver dermed en succes for lønmodtagerne. En fiasko for regeringen, bliver en fiasko for lønmodtagerne. Vi skal altså have velfærdsbevægelsen og en kommende regering sovset godt og grundigt ind i hinanden. For det tredje: Mængden af magt i enhver relation er konstant. Sådan forholder det sig også i et samfund. Vi skal benytte regeringsmagten til at forrykke magtbalancen til fordel for det brede flertals magt over eget arbejdsog samfundsliv, på bekostning af de mere privilegerede samfundsgrupper. Det er altså

ikke en gratis omgang, og en regering kan derfor forvente modstand fra velstillede samfundsgrupper på begge sider af den politiske højre-venstre akse. Konkret betyder det f.eks. mere magt til fagbevægelsen, både på den førte politik og i arbejdslivet. Og mere magt til staten, på bekostning af erhvervslivet. Formålet er at gøre samfundsforandringerne robuste for politisk konjunkturskifte. Vi har et enormt behov for at udvikle denne slags langsigtede reformer,

En koalition af FTF- og LO-forbund, lokale fagforeninger, elevorganisationer og studenterforeninger vil give en ny centrumvenstre-regering mere end blot flertallet af stemmerne – det vil sikre folkeligt forankrede reformer. der flytter den økonomiske, politiske og ideologiske magtbalance ude i samfundslivet, og dermed gør det muligt at forsvare den solidariske politik, selvom vi i perioder ikke kan tælle til 90 i Folketinget. Det politiske skifte kan virke diffust og langt væk. En af metoderne til at få forandringerne til at rykke tættere på, er netop at snakke om dem. At få ansigt på nedslidningen, at lægge øre til utilfredsheden. At føle efter på eget liv. Udgangspunktet er utilfredsheden med et samfund, hvor vi hver især er os selv nok. Og her har utallige undersøgelser påvist, at vælgerne, specielt lønmodtagerne, er enige med oppositionen i, at velfærdssamfundet bør opretholdes uden private forsikringer, udliciteringer og nedskæringer. Så jo. Vi kan vælte Fogh, Løkke og Pia. Det nytter at demonstrere. Men vi skal ville magten, og turde tage konsekvenserne. Thor Möger Pedersen (1985) er strategisk rådgiver for SFs folketingsgruppe og medlem af partiet. Tidligere har han været formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvorefter han først var sekretariatsleder og dernæst landsledelses- og forretningsudvalgsmedlem i Socialistisk Folkepartis Ungdom. Han stod i 2007 for SFs valgkamp. Mattias Tesfaye (1981) er murersvend og medlem af bestyrelsen i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Han har tidligere arbejdet som konsulent for 3F og været formand for 3F Ungdom. Han er medlem af SF og aktiv oplægsholder og skribent.

23


Analyse

Den rådne banan – smager bedre end den lugter Er den rådne banan er god anledning for at fuldende urbaniseringen, en naturlig evolutionær schumpetersk udvikling der følger den kreative destruktion eller et råb om hjælp, og en god mulighed for at tilgodese udkantsområder? af Frederik Andreas Jørgensen, Redaktionsmedlem

Frihed til at udfolde sit menneskelige potentiale har ikke nogen geografiske begrænsninger, og kan derfor heller ikke være betinget af at være bosat i landets hovedstad, som tilgodeses med et væld af spændende muligheder lige fra kulturliv, beskæftigelse og uddannelse. Frihed udfoldes i fællesskaber, og det må derfor være et mål at udbrede de frisættende fællesskaber til udkants Danmark. Nu står det nok ikke så slemt til, som beskrevet – der er trods alt eksempler på det modsatte, men lommer af elendighed eksisterer, og kræver handling. Konflikten mellem de urbane vækstcentre og udkantsrecession er en overordnet problematik, der truer sammenhængen i det danske land, et valg mellem interne spændinger, der ikke - som nogle gerne vil give indtryk af - er en naturlig udvikling, men en konsekvens af årtiers politiske valg og prioriteringer. Problemet er ikke kun lommer af negativ økonomisk udvikling, men værre er det, at dårlige socialpolitiske forhold følger umiddelbart efter, og hvem bosætter sig frivilligt i en lomme af elendighed? Mangel på jobs, uddannelse, og egentlige muligheder og med overflod af overførselsindkomster, ungdomskriminalitet og faldefærdige huse er ikke kun en trussel, det er også en udfordring. Men hvordan kan udviklingen vendes? Vision ser nærmere på forholdene i den yderste udkant, Thy i Nordjylland. Vi har talt med Orla Hav og Erik Hove Olesen om hvad, der skal til.

24

Thy – en udkant i vækst

Thisted – man kommer dårligt længere fra København. Thy er porten til Nordatlanten, med jævnlige afgange til Norge, Island, Grønland og Færøerne. Hanstholm er Danmarks største konsumfiskerihavn, i Thisted er sygeplejeskolen, erhvervsakademiet - Thy Uddannelsescenter, pædagogseminaret og her har beredskabsstyrelsen sit nordligste hovedkvarter. Ikke desto mindre er Thy placeret i den rådne banan. Erik Hove Olesen (S) er borgmester i Thisted. I 2006 greb han til våben mod Den Fede Pølse, millionbyen i Østjylland, der i skærende kontrast til Den Rådne Banan er ved at kvæles i vækst. »Centralmagten har satset meget på den østlige del af Danmark, så det vestlige Danmark er faldet bagefter«. Forholdene i Thy, er meget anderledes end andre steder i Danmark, og selv den regionale metropol Aalborg er meget langt væk. Det giver Thy nogle store udfordringer, men Erik Hove er fortrøstningsfuld, for i Thisted har de satset meget offensivt på vedvarede energi; »Vi er så langt fremme, at vi i dag er selvforsynende. Samtidig med er Danmarks første nationalpark, National Park Thy åbnet. Men det væsentligste er uddannelse, her prøver vi for alvor at slå til.« Thisted har fulgt undervisningsministeriet, og samlet erhvervsskolerne under én hat, for derved at opnå den bedst mulige uddannelse. »Et af de store problemer er, at de unge rejser væk og ikke kommer tilbage, derfor er målet at holde de unge længere. Thy Uddannelsescenter skal skabe grundlaget for at tiltrække unge fra oplandet, og holde på dem. På længere sigt skal vi også etablere et tættere samarbejde med Aalborg Universitet. Konkret vil det sige, at vi med fordel kan få mellemlange uddannelser placeret i Thy, det er specielt AAUs bachelor-uddannelser, der er relevante for området.« Han ser muligheder i hjemmearbejdspladser, men han påpeger, at det vender begge veje, og »hjemmearbejdspladser hjælper til at holde folk lokalt, men man må være opmærksom på, hvor vigtigt det faglige miljø er for lønmodtagerne.« Hove ser mener også, at infrastrukturen halter. Flere motorveje er ikke løsningen, i stedet skal vi udbygge det eksisterende.

Det vigtigste er at gennemføre intelligente omstruktureringer, der giver en transportvej fra Hanstholm ud i Europa, ved at binde Thy op på E45. »X-busserne har været en stor gevinst, med gode muligheder for en hurtig og effektiv transport mellem byerne. Indførelsen af gratis bybusser i Lemvig er også en interessant udvikling«. Hove ser også en fornuftig strategi i at satse på billigere og mere effektiv offentlig transport mellem byerne i Danmark. I hans eget område er det vigtigt at forbedre transportforholdene mellem den vestlige og den østlig del og genopstarte Thisted lufthavn. »Det er vigtigt at have hurtig adgang til luftbroen. For Thisteds to største virksomheder (Oticon og Coloplast), er det vigtigt med transport mellem de forskellige afdelinger. Under de forhold er det væsentligt at give gode vilkår for danske virksomheder.«

Uddannelse er nøglen

Gode vilkår udmønter sig afgørende i en veluddannet arbejdsstyrke, og det er her udkantsområderne bør løftes. »Udførelse af produktionen har også ramt Thisted, men det er den glatte produktion, den mest simple, der bliver flyttet. Vi skal optimere uddannelserne for at fremtidssikre erhvervslivet i udkantsområderne.« Det afgørende for Erik Hove er derfor at støtte de lokale uddannelsestiltag, »Vi bliver nødt til at stoppe markedsgørelsen af den danske erhvervspolitik – den underminerer udkantsområderne, fordi den centraliserer udviklingen. Derfor må vilkårene for uddannelse i udkantsområderne også være lokalt orienteret, bygge på de forhold, der findes i forvejen.« Hove påpeger, at Thisted ikke »kan konkurrere med København på de samme vilkår. Vi bliver nødt til at skabe en basis for uddannelser i Thisted og omegn.« For nylig besøgte Bertel Haarder Thisted for at se på forholdene, men den centralisering han efterspørger duer ikke i Thisted. »Erhvervsakademiet er en succes, men hvorfor skal det underlægges Aalborg Erhvervsakademi? Thisteds uddannelsesprioriteringer kan ikke tilgodeses fra Aalborg, men må udvikles lokalt.«


Positiv særbehandling til udkantsområderne

Den analyse er Orla Hav, Socialdemokraternes erhvervsordfører, delvis enig i, »Det er afgørende, at vi tilgodeser områder, hvor befolkningsgrundlaget er tyndt, for at fremme udviklingen i udkantsområderne. Ved at indføre positiv særbehandling for udkantsområderne, kan vi modvirke markedets centralisering.« Orla Havs bud er også at fokusere mere på uddannelse, »blandt andet bør vi lave en anden taxameterordning, og give udkantsområderne positiv særbehandling både i forhold til erhvervsskoler, men også de mellemlange uddannelser. Helt konkret vil det sige at differentiere imellem én taxametertakst for byområderne, og en anden for bananen, for derved at skabe et positiv incitament til at placere uddannelser i udkantsområderne, forøge det nuværende taxameter 100 til 110.« For Nordjylland ville det give Aalborg Universitet et fornuftigt incitament til at udvide sine uddannelser og offensive satsninger som i Thy og placere Bacheloruddannelser i Thisted. Den model vil også være attraktiv for andre universiteter og uddannelsesinstitutioner i Danmark. Socialdemokraterne satser på en flerstrenget strategi, hvor »udviklingen af udkantsområderne kobler uddannelse, forskning, rådgivning, innovation og positive incitamenter.« Hovedparter af de virksomheder, der er placeret i den rådne banan er små- og mellemstore, Hav nævner smedemesteren, der har etableret eget firma, men skal have råd og vejledning, eksempelvis »i form af væksthuse, der giver adgang til innovation og udvikler nye teknologi-former, hvor forskningslaboratorier indopereres i det private erhvervsliv. Vi skal øge brugen af erhvervs ph.d.er således, at vi tilgodeser netop de små- og mellem-

store virksomheder.« »Derved vil vi stimulere innovationen i virksomheder, der ikke har nogle akademikere, og derved tilgodese virksomheder i udkantsområderne. Det er en gennemgribende reform af anvendelsen og udviklingen af viden i mellem virksomheder og vidensinstitutioner, som universitetet eller erhvervsakademiet.« I forhold til infrastrukturen står vi overfor en række udfordringer, og Orla Hav understreger, at en god infrastruktur er en forudsætning for vækst. »Tekstilindustrien et godt eksempel på, at dansk design er vokset massivt i de senere år, og her er hjemmearbejdspladser et fornuftigt initiativ, for designere behøver ikke sidde i København eller Kolding for at udvikle tøj, men kan sagtens bo andre steder i landet, så nogle brancher er mere oplagte end andre.« Orla Havs ide er, at eksempelvis en taxa-central i København kan organiseres fra Læsø. »De mere rutineprægede kontoropgaver lader sig svært løse længere fra de faglige miljøer.« Erik Hoves indvending om betydningen af det faglige miljø, tager Orla Hav alvorligt.

Offensiv uddannelsespolitik er den nye økonomis vækstgrundlag

Unge fra især udkantsområderne undlader i stigende grad at tage en uddannelse. Derved taber samfundsøkonomien en potentiel guldgrube på gulvet. Eftersom uddannelse er kernen i den danske velfærdsstat, er det rent ud sagt en katastrofe. Vi er ikke blevet rige på udnytte naturressourcer, men på at investere i mennesker. Derfor er det afgørende i fremtidens investeringer, at vi bringer uddannelsen til folket, frem for at presse folket ind i kon-

“Rådden”?! Den er bare meget moden...og sød!

forme uddannelseskasser, hvor befolkningsgrundlaget kan betale det. Centraliseringstanken er farlig, fordi den antager at kunne forudse den økonomiske udvikling, men det er det rene volapyk. Den spanske byplanlægger Manuel Castells har i mange år beskæftiget sig med den globale urbanisering og netværksøkonomien. En af hans pointer er, at om end den fysiske placering af virksomheder og vækstcentre stadig er central, gør informationsteknologien det muligt at udvikle mere fornuftige strategier for planlægningen af samfundsøkonomien. I den nye økonomi er netværksvirksomheden forbundet gennem en smal formidling af økonomisk aktivitet, bygget op omkring specifikke forretningsprojekter, hvor netværket er virksomheden. Det afgørende er derfor ikke den fysiske placering af netværksvirksomheden men selve netværket. Set i det lys er det for udformningen af en aktiv erhvervspolitik i udkantsområderne helt afgørende at satse på uddannelse, fleksibilitet og teknologisk infrastruktur. Ved at binde udkantsområderne op på informationsteknologien kan deres potentiale for vækst fremmes. Med mennesker som med vækst. Uddannelse er sammen med omfordeling den væsentligste front mod markedets tendens til centralisering af vækst, af penge og magt.

Konklusion

Den nye økonomi er uforudsigelig - det er umuligt at forudse det næste store vækstområde, fysisk såvel som teknologisk. Erfaringer fra Thy med vedvarende energi, fra Herning og Kolding med design eller Lolland med transport peger netop på det. Logikken om at lade falde hvad ikke kan stå, kan ikke anvendes i den nye økonomi. Dens uforudsigelighed gør, at man fra staten må forsøge at fremme lokale iværksættere, og stille de mest gunstige vilkår til rådighed. Udkantsområderne kan ikke bare overlades til sig selv, det går udover sammenhængskraften i Danmark. Hoves pointe med at satse på det lokale udkantspunkt er helt rigtigt, for udkantsområder såvel som for Danmark. Uddannelse er nøglen i det hele, men uddannelse, der bygger på lokale styrker, og her har Danmark den fordel, at statsfinansierede saltvandsindsprøjtninger i uddannelse kan fremme lokalområderne som nye vækstcentre. Det er fire trin; uddannelse i udkantsområderne, en aktiv erhvervspolitik, gode transportmuligheder og fleksible arbejdsforhold. Nye initiativer skal have den bedst mulige start – uanset fysisk placering. Men i dag er forskellene i geografi og vækstmuligheder så store, at udkantsområderne vinder frem på trods. Det er ikke godt nok - markedets usynlige hånd virker ikke. Dertil er de muligheder og konkurrencefordele, som udkantsområder tilbyder entreprenører, virksomheder og iværksættere ikke gode nok, ikke i et informationssamfund, der konsekvent kræver uddannet arbejdskraft. Udkantsområderne skal opprioriteres, primært gennem uddannelse, men også transport, arbejdsforhold og erhvervsstøtte. Arbejde og uddannelse skal bredes ud, fordi det giver de bedst mulige vilkår for, at nye ideer kan vokse frem.

25


Analyse

Frihed og frivillighed i fremtidens velfærdssamfund Velfærdsstaten drives som en moderne virksomhed. Moderne virksomheder leverer velfærdsløsninger. Frivillige organisationer bruger markedsmetoder. Medarbejderne søger åndelig og materiel vækst. Det betyder, at social ansvarlighed er blevet et grundvilkår, men hvad betyder det i praksis? af Tania Ellis, Konsulent og foredragsholder

Det gode (arbejds)liv

I disse år er den traditionelle arbejdsetik, der har handlet om pligt og om at tjene penge til dagen og vejen ved at blive erstattet af en ny arbejdsetik, der handler mere om nydelse, lyst og selvrealisering. For mange unge medarbejdere handler det om at få det gode (arbejds)liv: De ønsker at udvikle sig selv både fagligt og personligt. De ønsker en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv. De ønsker at arbejde i virksomheder, der har værdier, de kan identificere sig med. Og at arbejde med noget de kan være stolte af og se en mening med. De vil have frihed til at tænke, vælge og skabe selv. I dag skal der derfor mere end høj løn og materielle frynsegoder til for at tiltrække og fastholde virksomhedernes mest knappe og eftertragtede ressource. Vi er nået til toppen af behovspyramiden, hvor livskvalitet og lykke begynder at betyde mere end økonomisk sikkerhed. Og én af måderne at finde lykke på – viser forskning – er ved at gøre noget godt for andre. Måske er det derfor, at frivilligt arbejde i Danmark er i vækst og fremgang. Hjælpeorganisationer melder i hvert fald om, at de hjælpende hænder kommer fra selv travle karrierefamilier med børn. De føler, at de har et overskud, og vil gerne bruge det på noget meningsfuldt. Men effekten af den nye arbejdsetik smitter også af på det frivillige arbejde: Mens den ældre generation af frivillige er del af den traditionelle forpligtende kultur, ønsker de

26

unge friheden til at kunne engagere sig efter interesse. Arbejde og fritidsengagement er i disse år endda ved at vokse yderligere sammen. Virksomheder ser efter jobansøgere med frivilligt arbejde på c.v.’et i erkendelse af, at denne form for arbejde udvikler mange af de personlige kompetencer, som ledere og medarbejdere skal have i dag. Og så er virksomheder også begyndt at tage andre midler i brug i bestræbelserne på at skabe rammerne for det gode (arbejds)liv: De tilbyder frivilligt arbejde i arbejdstiden som et immaterielt frynsegode.

Ny velgørenhedstrend

Corporate volunteering er det udtryk, der oftest bruges, når virksomheder tilbyder frivillig arbejdskraft til hjælpeorganisationer. Det er ikke tilfældigt, at det er et engelsk udtryk, der anvendes. For denne form for samarbejde har i mange år været udbredt i lande som USA, hvor der er en stærk tradition for velgørende arbejde og filantropi, fordi staten er relativt tilbagetrukket på en række sociale områder. Eller i England, hvor 18 procent af den samlede arbejdsstyrke har været på en arbejdsplads med et corporate volunteering program, heriblandt virksomheder som Body Shop, Cadbury Schweppes, Barclay’s Bank, KPMG, Arsenal Football Club og Lloyds TSB. Der findes som regel to forklaringer på, hvorfor virksomhederne satser på denne slags arbejde. 1) De gør det for deres medarbejderes skyld – det styrker virksomhedernes employer branding. 2) De gør det som led i deres samfundsengagement, corporate social responsibility (CSR) – og det styrker deres bundlinje. Denne tendens er nu også ved at vinde indpas i Danmark. Således har danske medier gennem de sidste par år skrevet om, hvordan og hvorfor virksomheder som IBM, Microsoft, GE Money Bank, Novo Nordisk, TDC og Skandia har valgt at bruge tid og penge på corporate volunteering. Sidstnævnte virksomhed udgav her i forsommeren Danmarks første (gratis) drejebog om frivilligt arbejde i arbejdstiden. Heri videregiver Skandia sine strategiske og værdimæssige overvejelser samt praktiske erfaringer, så andre virksomheder med frivillighedstanker kan navigere uden om de værste faldgruber og komme godt fra start. Skandias corporate volunteering program

hedder Idéer for Livet Ambassadører. Programmet blev oprindeligt startet op af Skandia i Sverige tilbage i 1996, men blev lanceret i Danmark sidste år. Her samarbejder Skandia med fire hjælpeorganisationer: Red Barnet, Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår.

I dag skal der derfor mere end høj løn og materielle frynsegoder til for at tiltrække og fastholde virksomhedernes mest knappe og eftertragtede ressource. Medarbejderne kan melde sig frivilligt til programmet, hvor de får fri to timer om måneden til at udføre frivilligt arbejde i fx en sportsklub, en genbrugsbutik eller som indsamler ved store hjælpeprojekter. Timer, som de kan vælge at afvikle løbende eller samle i en timebank til to eller tre hele dage om året. Programmet er en stor succes: Omkring 40 procent af Skandias 200 medarbejdere har siden sidste år meldt sig til programmet, og hver måned kommer der nye til. For medarbejderne får mulighed for at bruge deres kompetencer i nye, meningsfulde sammenhænge, ligesom de oplever et positivt og anderledes samvær med kolleger på tværs af afdelinger og stillingsbetegnelser. Medarbejderne bliver ganske enkelt mere glade, stolte og motiverede. Men også udadtil har den frivillige indsats en effekt. I løbet af det sidste års tid har Skandia fået omtale i de fleste landsdækkende medier. Dette er ikke kun med til at styrke Skandias evne til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Det er også med til at styrke Skandias image eller corporate branding overfor resten af omverden. Det frivillige engagement er ikke kun en hjertesag. Det er også en investering i virksomhedens levedygtighed.

Gevinster for alle

Partnerskaber mellem private virksomheder og frivillige organisationer giver muligheder for at skabe både økonomisk og social værdi for begge parter. For hjælpeorganisationerne – og dermed samfundet – er der endda flere gevinster at hente. Organisationerne får ikke


Tiltag som fx corporate volunteering har potentiale for at spille en betydningsfuld rolle i udviklingen af ikke blot nye forretningsmuligheder, men også af et bedre og mere mangfoldigt udbud af alternative velfærdsløsninger. Tania Ellis

bare flere hænder, men også adgang til faciliteter, viden og specialistkompetencer fra erhvervslivet, som de kan bruge i fx deres itarbejde, økonomistyring og administration. Omvendt kan virksomhederne styrke deres omdømme, interessentrelationer, tiltrække og motivere den velkvalificerede arbejdskraft – og i sidste ende øge deres konkurrencekraft og indtjeningsmuligheder. Især hvis de fokuserer på at arbejde med projekter og organisationer, som ligger i naturlig forlængelse af virksomhedens profil og kerneydelser. For ved at tænke i innovation frem for ansvarlighed kan virksomheden udpege særlige indsatsområder med forretningsstrategisk betydning, så det frivillige arbejde giver adgang til lokale netværk og alliancer samt indblik i nye behov og problemstillinger, der så kan give idéer til nye praktikker, ydelser og produkter. Idéer som kan komme både virksomhederne og organisationerne til gavn. Men som med alt andet, er der naturligvis også skyggesider og faldgruber ved corporate volunteering. For eksempel kan medarbejderne blive så engagerede, at de kommer til at lægge mange flere timer i det frivillige arbejde, udover hvad der er aftalt med virksomheden, så det ender med at blive en arbejdsbelastning. Virksomheder kan være fristet til at bruge corporate volunteering til at skabe sig et bedre image for at dække over andre af sine måske mindre ansvarlige praktikker. Eller hjælpeorganisationerne kan føle de frivillige hænder som en ekstra byrde, hvis samarbejdet ikke er sat ordentligt i system. Der er dog ingen tvivl om, at gevinsterne overstiger faldgruberne. Corporate volunteering er kommet for at blive, for der er ikke bare tale om fornyelses- og brandingmuligheder for virksomhederne. Der er også mulighed for at skabe reel social værdi på (nye) måder, der gavner både medarbejdere, organisationer og samfundet som helhed.

Fornyet velfærd og vækst

I Danmark har der altid været en stærk tradi-

tion for at samarbejde, tilpasse sig nye krav med respekt for alle samfundets interessenter, og at finde nye løsninger på menneskers behov. Dette har bl.a. ført til udviklingen af den velfærdsmodel, som Danmark i dag er så verdensberømt for. En velfærdsmodel, hvor virksomheder var til for at tjene penge, det offentlige sørgede for orden, retssikkerhed og velfærdsgoder, mens frivillige organisationer og andre aktører fra civilsamfundet skabte solidaritet og social sammenhængskraft. En velfærdsmodel, som gennem tiden har bidraget til, at Danmark år efter år har kunnet placere sig på toppen af de globale ranglister over national konkurrencekraft. Men tiderne har ændret sig, og velfærdsmodellen står overfor krav om forandring og fornyelse. For dels står vi overfor at skulle omstille samfundet til fremtidens globale vidensøkonomi. Dels har vi indset, at samfundsproblemer og menneskers behov ikke indretter sig efter sektorkasser. I dag handler det derfor ikke så meget om, hvem, der løser opgaverne, men om hvem, der løser opgaverne bedst. Og aktørerne i de tre sektorer er begyndt at anerkende, at hvis de skal have succes med deres respektive mission – om den så er social eller økonomisk – så er de nødt til at samarbejde på nye måder. Danmark er allerede i dag et internationalt forbillede på området. Vi er kendte for vores store deltagelse i frivilligt arbejde, og danske virksomheder er også i global sammenhæng langt fremme, hvad angår social ansvarlighed. Men der er stadig et stort uforløst potentiale, som fortjener endnu større samfundsmæssig og politisk opmærksomhed, end det hidtil har fået. En national satsning inden for ikke bare corporate social responsibility men også corporate social innovation kan give Danmark en unik og klar differentiering i forhold til sine øvrige konkurrenter på det globale marked. Og underliggende tiltag som fx corporate volunteering har potentiale til at spille en betydningsfuld rolle i udviklingen af ikke blot nye forretningsmuligheder men også af et bedre og mere mangfoldigt udbud af alternative velfærdsløsninger, der giver den

Fordele ved Corporate Volunteering For virksomheden

For medarbejderne

For NGOen

»» Bedre image

»» Personlig udvikling

»» Løser sociale problemer

»» Øger viden- og kompetenceniveau

»» Samarbejde på tværs af »» Flere frivillige hænder virksomheder »» Flere kompetente hove»» Forbedrer medarbejdeder rinitiativer, teamwok og sociale kompetencer »» Øger innovationskraft

»» Mere attraktiv arbejdsplads »» Øger innovationskraft

enkelte mulighed for at tage et personligt ansvar på en meningsfuld måde. Derfor bør vi rangere dette område som værende lige så værdifuldt for Danmarks fremtidige vækst og globale markedsposition, som eksempelvis satsningen på vedvarende energi og forskning. Hvorfor ikke etablere en fond for social innovation efter samme model som Højteknologifonden? Bestyrelsen skulle bestå af repræsentanter fra alle tre sektorer. Og formålet skulle selvsagt være at fremme det tværsektorale samarbejde, velfærdsudviklingen og eksportmulighederne.

Behov for sammentænkning

På ministerielt niveau er der behov for større tværfaglig sammentænkning af indsatserne på området. I maj i år udgav regeringen den første handlingsplan for virksomheders samfundsansvar netop i erkendelse af, at danske virksomheder kan styrke deres konkurrencekraft ved at finde innovative løsninger på nationale og globale udfordringer. Og i erkendelse af, at samfundsansvarlighed samtidig vil styrke Danmarks omdømme udadtil. En handlingsplan, som godt nok blev til et tværministerielt samarbejde. Men paradoksalt nok var Velfærdsministeriet ikke med. Potentialet inden for CSR og underliggende tiltag som corporate volunteering kan kun indfris til fulde ved en tværpolitisk indsats mellem Velfærdsministeriet, som slår på civilsamfundets interesser, Økonomi- og Erhvervsministeriet, som slår på benhård business, og Videnskabsministeriet, som har ansvar for forskning og innovation. For NGOerne vil gerne samarbejde med det private erhvervsliv, men har ikke ressourcer til store oplysnings- og hvervekampagner. Erhvervsvirksomhederne ved ikke nok om de muligheder og gevinster, der er ved corporate volunteering. Begge parter står famlende overfor, hvordan de kan etablere et samarbejde i praksis, fordi der endnu ikke findes systematisk erfaringsopsamling fra virksomheder og organisationer. Og vi kender i Danmark ikke nok til den økonomiske og sociale effekt af corporate volunteering. Med den rette politiske bevågenhed og støtte kan samfundsansvarlige og tværsektorale tiltag som corporate volunteering komme til at yde vigtige bidrag til fornyelsen af dansk velfærd og vækst, og de vil samtidig markere Danmark internationalt som et ansvarligt, innovativt og dynamisk samfund. Det er sådanne løsninger fremtidens velfærdssamfund kommer til både at efterspørge og leve af. Tania Ellis (1969) er indehaver af formidlings- og rådgivningsvirksomheden Inspiratorium. Hun er konsulent og holder foredrag om sociale business tendenser, ledelse og arbejdsliv. Tania Ellis har også skrecvet bogen ”De Nye Pionerer – om sociale innovatører, der skaber vækst, værdi og en bedre verden” (2006). Læs mere på www.taniaellis.dk.

27


kommentar

Opråb: Giv de danske skoler frihed! De danske skoler er pressede på friheden. Lærer får ikke lov til at undervise. Ledere får ikke lov til at lede. Skoler får ikke lov til at tænke kreativt. Og frem for alt, så er privatskolerne underlagt en misforstået understøttelse fra staten. Derfor skal vi give skolerne frihed til at leve.

af Camilla Schwalbe og Magnus Barsøe Bennetzen

Historien om de private grundskoler er en succeshistorie. I modsætning til den kommunale folkeskole, der over de seneste år har været udsat for massiv kritik og faldende tilslutning fra skolesøgende forældre, har især det seneste ti år været privatskolernes gyldne periode. En massiv elevfremgang kombineret med gode faglige resultater, har skabt en cocktail af succes, som man vanskeligt kan undgå at nikke anerkendende til. Tallene taler for sig selv. Fra 2000 til 2007 steg antallet af elever i privatskoler med 22 pct. således, at der i sidste kalenderår var ca. 92.000 børn indskrevet på landets 491 frie grundskoler. Samlet set modtog 13,4 pct. af alle danske grundskoleelever 2007 undervisning på en privat skole. Udover elevtilvæksten kan de private grundskoler også glæde sig over gode faglige resultater. Sammenlignes karaktergennemsnittet ved grundskolens afgangseksamen i 2006 mellem alle landets grundskoler lå de private udbydere helt i top. 15 ud af de 20 bedst placerede grundskoler var private. Eleverne på de private skoler scorede en højere gennemsnitskarakter i samtlige af de bundne prøver. I ingen fag scorede folkeskolens elever et karaktergennemsnit, der var højere eller matchede deres kammerater på de private skoler. Med den ubestridte succes in mente er det intet under, at mange forældre foretrækker det private frem for den lokale folkeskole. Hvis den vigende tilslutningen til folkeskolen skal vendes, er det politikernes opgave at skabe de nødvendige rammer. I Danmark har vi en lang tradition for at give statsstøtte til private grundskoler. Statsstøtten til skolerne fastlægges ud fra folkesko-

28

lens driftsudgifter. De beløb sig til ca. 41.000 kr. årligt pr. elev i 2007. Det samlede direkte bloktilskud til privatskolerne var 3,6 milliarder kroner. I debatten argumenteres der ofte for opretholdelsen af den betragtelige statsstøtte, da ideen om frie grundskoler trækkes tilbage til NFS Grundtvigs tanker om ”Skolen for livet”. Men traditionen for private – eller frie – skoler er ikke unik dansk. Et eksempel herpå er Holland og Sverige, hvor der ses tilsvarende strukturer. I Sverige kombineres et frit skolevalg, som vi kender fra egne breddegrader, med et pengene-følger-eleven princip. Den fulde udgift dækkes af det offentlige, og skolerne må ikke kræve opkræve skoleafgifter. Skolerne har en vis grad af frihed, men underlægges en række håndfaste krav fra offentlig side. I Holland forholdes skoleudgifterne også fuldt ud af det offentlige. Til gengæld er disse skoler under udstrakt statslig kontrol. Staten betaler ved kasse et, men forlanger også indflydelse som modydelse. Friheden til at drive en privat skole er derfor begrænset. Den danske model er ingen af de to. Herhjemme dækker statstilskuddet til privatskolerne i gennemsnit 78 pct. af den normale udgift, som folkeskolen forholder pr. elev. Resten finansieres primært af forældrenes skolepenge. Af uransagelige historiske årsager er vi landet på de 78 pct. Selvom skatteborgerne finansierer størstedelen af gildet har det offentlig ikke afgørende indflydelse på faktorer såsom elevsammensætning og pædagogisk linje på den enkelte skole. Pladserne på de mest attraktive skoler fordeles gennem uigennemskuelige ventelister, skoleledelsen kan smide krævende elever ud, og i princippet kan de private skoler føre tilsyn med hinanden. Det forekommer i strid med gængs markedslogik, at det offentlige massivt subsidierer en privat undervisningssektor, men samtidig giver den private sektor nogle langt mere liberale spilleregler end dem, som det offentlige skal operere indenfor. Hvor folkeskolen har både rettigheder og pligter, har privatskolerne mestendels rettigheder. Det er uholdbart. Som vi ser det kan det danske grundskolesystem gå én af to veje. Enten stiller vi flere krav til privatskolerne om socialt ansvar og undervisningsindhold som modsvar til den massive statsstøtte. En noget-for-noget politik. Den anden mulighed er at sætte privatskolerne fri fra den statslige indblanding, og samtidig fjerne den finansielle subsidiering. Den sidste løsning rummer flere spændende perspektiver. For det første vil det frigive et milliardbeløb, der kan investeres i folkeskolen. For det andet vil frisættelse give privatskolerne det fulde råderum til at tilret-

telægge skoleafgifter, elevsammensætning og undervisningsprincipper, som de ønsker. Indholdet i undervisningen skal underlægges et mindstekrav fra undervisningsministeriet, men friheden til at disponere over skoletid og didaktiske principper bør være udstrakt. Den økonomiske frisættelse af privatskolerne og tilbageførslen af midler til folkeskolen bør ikke stå alene. Det offentlige undervisningssystem kan tage ved lære af de private skolers succes. Kan vi trække på den pædagogiske erfaring og de udprægede frihedsrettigheder, der præger en stor del af de private skoler? Det korte svar er ja. Vi vil pege på to elementer som samlet vil styrke frihedsgraden i folkeskolen, og sikre grundlaget for tilrettelæggelsen af en tidssvarende undervisning.

Giv folkeskolen frihed til ledelse

Den såkaldt liberale regering har ikke just ført en politik baseret på frihed på folkeskoleområdet. Større detailstyring og centralisering har været mantraet. Derudover har regeringen undveget at gennemføre de nødvendige ledelsesmæssige reformer af folkeskolen. Folkeskolen har brug for en slagkraftig og organiseret ledelse på de enkelte skoler med en større grad af frihed til at disponere over egen økonomi, tilrettelægge undervisningen og til at indgå relationer med det omgivende samfund. Man bør overveje initiativer på flere niveauer. For det første skal folkeskolen have mulighed for at opbygge tættere relationer til omverdenens institutioner og foreninger. I samspil med skoleledelsen kan lokale frivillige kræfter bidrage til at skabe undervisningstilbud, der ligger udover den normale ramme. Drama i samarbejde med en teaterforening og idrætsundervisning i samspil med den lokale fodboldklub, er åbenlyse eksempler herpå. Man kunne oprette eksterne bestyrelser på skolerne med rådgivende kompetence. Bestyrelsen kan institutionalisere samspillet med lokalområdets børneog ungdomstilbud, hvorigennem skolens uddannelsestilbud kan udvikles i dialog med forældre, lærere, elever og ledelse. For det andet skal der gøres op med folkeskolens rigide aflønningsstruktur. Der bør gives mere ledelsesfrihed til at belønne den enkelte lærer på baggrund af engagement og kompetencer. Vi forestiller os etableringen af en decideret kompetenceløn, som en reformering af den eksisterende Ny Løn. Kompetenceaflønningen skal baseres på gennemskuelige parametre, lærerens resultater og faglige kompetencer. Som en


s

sf

ø

Give skolerne frihed til at eksperimentere og afprøve nye uddannelsestilbud, der bl.a. vil give den enkelte skole udvidede muligheder for at udbyde helhedsskoler, magnetskoler og profilskoler?

Ja

Ja

Ja

Give skolerne frihed til organiserer deres egne aktiviteter, således at de danske privatskoler afvikler deres statslige afhængighed og bliver rent privat finansierede?

NEj

NEj

NEj

Give skoler og skolelederne frihed til at belønne deres lærer efter resultater, kvalifikationer og engagement der skal være større mulighed for at differentiere lønnen mellem lærerne?

Ja

NEj

NEj

Give skolerne frihed til at ansætte de ledere, som de selv mener, har de bedste kvalifikationer, uanset deres faglige baggrund?

Ja

Ja

NEj

Give lærerne frihed til at gøre de er gode til og derfor nedsætte en minimumsgrænse for meget af deres tid der skal gå til undervisning(f.eks. en 60 % grænse)

Ja

NEj

Ja/NEj

del af kompetencelønnen indføres samtidig et tilladeligt lønspænd på eksempelvis 3000 kr. månedligt for alle lærere. Det betyder, at alle lærere er sikret et lønniveau svarende til deres løntrin, men at skoleledelsen har mulighed for at tildele lærerne op til 3000 kr. yderligere. For det tredje skal skolerne have frihed til at ansætte den ledelse, de anser for mest kompetent. De lærerseminaruddannedes monopol på positionen som skoleleder stillinger bør ophæves. En god skoleleder behøver ikke være lærer, men derimod dygtig til inddragende ledelse med udgangspunkt i folkeskolens værdier. Som en yderligere styrkelse af de ledelsesmæssige aspekter bør der oprettes en et-årige masteruddannelse i skoleledelse som overbygning til landets bachelor- og professionsbacheloruddannelser.

Frihed til skoleformer, valgfag og lærerne

Kommunernes råderum til at etablere alternative skoletilbud, der efterspørges lokalt, er i dag begrænsede. Helhedskolen eller heldagsskolen, hvor skoledagen sammenlægges med skolefritidsordningen, er eksempelvis blevet afvist af undervisningsministeren. Hvor privatskolerne i årevis frit har kunnet eksperimentere med løbende overgang mellem undervisningstid og fritidstilbud, skal kommunerne stadigvæk søge dispen-

sation i hvert enkelt tilfælde. Hvorfor ikke give kommunerne samme frihedsrettigheder til at ophæve den rigide opdeling mellem barnets lege-, fri- og skoletid? De økonomiske midler, der frigives ved at fjerne støtten til privatskolerne, kan med fordel benyttes til at sikre skolernes finansielle fundament for at oprette eksperimenterende skoleformer såsom helhedsskolen. I helhedsskolen kan den udvidede skoledag give forbedrede muligheder for at tænke idræt, bevægelse og praktisk-musiske kompetencer ind i en samlet helhed. Et andet punkt er reserveringen af flere timer til valgfag. Hvorfor ikke gå forrest og sikre ressourcer til minimum to valgfagstimer mere ugentligt? Det vil styrke folkeskolernes mulighed for at matche nogle privatskolers kreative undervisningsprofil. Endvidere tjener det faglige niveau i folkeskolen ofte som et afgørende argument fra forældrene til at flytte børnene over i privatskole, fordi den kommunale ikke tilbyder den nødvendige højniveauundervisning eller supplerende musisk-praktiske tænkning. De ekstra timer til valgfag kan følgelig benyttes til at udbyde højniveaufag for de elever, der har lyst til at få mere udfordring i nogle specifikke fag. Det kan være et godt tilbud til de elever, der ikke føler sig udfordret i den almindelige undervisning. Her bør folkeskolen også sikres friheden til at tilrettelægge højniveauundervisning i samarbejde med en lokal ungdomsuddannelse, så eleverne kan få et indtryk

af niveau- og undervisningsforskel mellem grundskole og ungdomsuddannelser. Et sidste element er lærernes frihed til at udføre deres primære arbejdsfunktion: at ruste eleverne fagligt gennem undervisning. Her bør man indledningsvist overveje to tiltag. I det daglige bruger mange lærere tid på mødeaktivitet, forældrekontakt og gårdvagter. Alt sammen gode ting. Men for at sikre at lærerne hovedsageligt bruger tiden til undervisning af eleverne bør man fastlægge en minimumsgrænse for hvor meget af arbejdstiden, der bruges på reel klasseundervisning. Det kunne være mindst 60 pct. fraregnet forberedelse. For yderligere at motivere lærernes engagement bør en større del af pensum lægges frit ud til læreren. Vi er enige i den forøgede fokus på obligatoriske pensumelementer og delmål på de enkelte klassetrin, men omvendt stoler vi tilstrækkeligt på lærernes viden om på de pågældende fag til at give dem en større del af ansvar for udvælgelse af det relevante pensum. Grundtvigs tanker om skolen for livet og fokus på barnets almene dannelse rummer stadig værdi. Men hvorfor skal friheden til at tænke ude af boksen reserveres til de private grundskoler og på fællesskabets regning?

”Jeg mener vi skal arbejde hårdt imod tendensen til at flere og flere forældre vælger privatskolerne. Hovedproblemet er, at tilvalget af privatskole i mange tilfælde i højere grad handler om at man ælger folkeskolen fra, end at man ønsker en anderledes skole. Væksten i privatskolerne er med til at øge uligheden i samfundet og i uddannelsessystemet”. Johanne schmidt nielsen Enhedslisten ”I Finland har man et fast timetal for alle lærere. Det fungerer godt. Samtidig skal der ryddes op i lærerens opgaver. Læreren er eksperten i at undervise og skal ikke også være psykolog og socialrådgiver. Til gengæld skal skolen have ansat de andre fagligheder, så alle gør det, de er bedst til på skole” Christine Antorini Socialdemokraterne ”Skolelederne skal have pligt til at tage en uddannelse i ledelse, have større ansvar og flere kompetencer. Mulighed for at ansætte ikke-læreruddannede i enkelte ledelsesfunktioner, når der stadig er en leder/ledere med pædagogisk baggrund på den enkelte skole”. Pernille Vigsøe Bagge Socialistisk Folkeparti

29


Analyse

Slip det sociale engagement fri! Der ligger et stort og uudnyttet potentiale i de sociale virksomheder, men manglende interesse og historisk skepsis udgør massive hindringer. Vores naboer i Sverige og England har taget springet – men hvem vil tør være de første med investering og politik for socialøkonomiske virksomheder i Danmark? af Lars Hulgård Professor, Ruc

Sociale virksomheder har for alvor gjort entre på den internationale politiske scene som en sektor for produktion af velfærdsydelser kombineret med stærke værdier om samfundsnytte, medindflydelse og frivillighed. Så forskellige lande som Brasilien, Sverige, Polen, Italien og Storbritannien er blot nogle få af de nationer, der har formuleret politikker og andre markante tiltag for at fremme sociale virksomheder, socialt entreprenørskab og den socialøkonomiske sektor. En tale af tidligere formand for EU kommissionen Romano Prodi illustrerer på glimrende vis, hvad denne sektor er og kan. Prodi fremhæver, at organisationer i den sociale økonomi arbejder med en ligeværdig kombination af solidaritet og forretning. De er ”skoler i deltagelse og aktivt medborgerskab” samtidig med, at de som professionelle leverandører af serviceydelser demonstrerer, at ”solidaritet på ingen måde støder sammen med en forretningsmæssig tankegang”. Social virksomhed er initiativer, som kombinerer økonomiske målsætninger om produktion og indtjening med sociale målsætninger om at tjene borgere, brugere og lokalsamfund. Det europæiske forskernetværk EMES (http://www.emes.net/) har med deres komparative undersøgelser af den socialøkonomiske sektor over hele verden bidraget med en entydig definition på sociale virksomheder, der har vundet stor udbredelse. Det væsentlige i definitionen er, at det kun er organisationer, der kombinerer økonomiske og sociale målsætninger i deres virke, der regnes for sociale virksomheder. De økonomiske kriterier lyder blandt andet,

30

at den sociale virksomhed har som væsentligt formål at producere varer eller serviceydelser. Virksomheden opererer med en høj grad af autonomi (fra hhv. den private og den offentlige sektor). Den konkrete virksomhed er forbundet med en vis økonomisk risiko, forstået på den måde, at virksomhedens aktører står til regnskab for deres virke, fx gennem muligheden for tab af job. Endelig skal der være betalt arbejde forbundet med virksomheden. De sociale kriterier afspejler virksomhedens lokale og fællesskabsorienterede værdier. Det er via disse kriterier, at vi kan se virksomheden som en del af den tredje sektor ved siden af staten og de private virksomheder. De sociale kriterier lyder blandt andet, at virksomheden må være opstået som et resultat af kollektiv dynamik, ofte baseret på et lokalt borgerinitiativ. Virksomhedens beslutningsog indflydelsesstruktur er ikke baseret på økonomisk ejerskab.

Historie

Sociale virksomheder har rod i det nittende århundredes europæiske historie. Andelsselskaber, kooperativer og andre former for økonomiske selskaber til fremme af fælles interesser opstod som arbejdernes og bøndernes reaktion på transformationen i vestlig kapitalisme. I dag anvendes begrebet socialøkonomi ofte om sådanne organisationer. Den vigtigste historiske erfaring er, at socialøkonomi og sociale virksomheder er udviklet i et krydsfelt af flere ideologiske strømninger, som prægede Europa i det nittende århundrede. Blandt de ideologier og skoler som især forbindes med udviklingen af den socialøkonomiske sektor finder vi utopisk socialisme, der med tænkere som Charles Fourier og Robert Owen arbejdede på udviklingen af en moralsk verden bestående af et netværk af kooperativer og arbejdsfællesskaber. Men vi finder også den katolske sociale doktrin, som dels påpeger, hvordan intermedierende organer forbinder det enkelte menneske med staten, dels arbejder på grundlag af det ofte fremhævede subsidiaritetsprincip. Endelig finder vi blandt rødderne til socialøkonomien og de sociale virksomheder også social liberalismen, der er fortaler for folkelig foreningsdannelse med henblik på at styrke økonomisk frihed og selvhjælp, blandt andet via adgangen til kooperative banker. Hvorfor nu pine læseren med historier om virksomheder, der arbejder på et fundament af deltagelse, aktivt medborgerskab og kollektive værdier suppleret af historiske kends-

I de udviklede nordiske velfærdsstater var socialøkonomi og sociale virksomheder noget pjat. I bedste fald udtryk for konservativt hattedameri, i værste fald et knæfald for introduktion af private virksomhedsmodeller i den sociale verden. gerninger fra en forgangen epoke? Ganske enkelt fordi socialøkonomiske initiativer og sociale virksomheder for øjeblikket har sat turbo på udviklingen af svar på nogle af det senmoderne samfunds stadig uløste sociale problemer. Problemer som blandt andet vedrører de socialt udsattes levevilkår og deres adgang til arbejde på fleksible vilkår og udvikling af integration mellem etniske grupper i en verden præget af kulturel mangfoldighed. Men i Danmark har vi indtil for ganske nyligt oplevet en manglende interesse fra de politiske partier i at sikre sig et ideologisk eller værdibaseret ejerskab til den socialøkonomiske virkelighed, der aktuelt udfolder sig på den globale velfærdspolitiske scene. Dette er interessant, både fordi den danske velfærdsmodel gennem årtierne har påkaldt sig stor international opmærksomhed på grund af sin innovative tilgang til socialpolitiske spørgsmål, og fordi de idéhistoriske rødder til den socialøkonomiske virksomhedsform ikke er knyttet til et enkelt parti eller politisk interesse. Men hvorfor oplever vi en skepsis mod at tage markante politiske skridt i retning af at fremme sociale virksomheder og socialt entreprenørskab i Danmark? Det ville jo falde godt i tråd med et land, hvis nyere politiske historie er tegnet af andre ’umulige’ kompromisser, balancerede interesser, hybride organisationer, blandede ressourcemodeller og påviseligt innovative og tværgående svar på problemer på arbejdsmarkedet, i undervisningssektoren, samt social- og kulturpolitikken. På den ene side vil det på baggrund af vores historiske erfaringer ikke undre, hvis vi snart finder Danmark i den internationale superliga af lande, der sætter socialøkonomiske


Bøndernes andels- og højskolebevægelse og arbejdernes kooperation og fagbevægelse var organisationsdannelse og læreprocesser, der bidrog til at løfte og integrere store socialt udsatte befolkningsgrupper i det moderne samfund hele vejen op gennem det tyvende århundrede. Lars Hulgård programmer i spil suppleret af en interesse i at sikre gode vækstbetingelser til sociale entreprenører og sociale virksomheder. På den anden side sker dette ikke per automatik, da ingen af de politiske partier, måske bortset fra de Radikale, identificerer sig stærkt og direkte med nogle af de idéhistoriske rødder til den socialøkonomiske sektor. Lad os tage Socialdemokraterne som et eksempel. Når vi overhovedet så en kooperativ sektor udvikle sig i Danmark som en del af arbejdsbevægelsens store velfærdsprojekt skete det i udgangspunktet på trods af betragtelig socialdemokratisk skepsis og modvilje. Partikongressen i 1898 vedtog, ”at anbefale den største varsomhed ved oprettelsen af kooperative foretagender”, en advarsel som blev særligt rettet mod brugsforeningerne, hvor partiet valgte at tage hensyn til sine tilhængere blandt de næringsdrivende. Jeg skal ikke trætte med baggrunden for denne markante skepsis over for den kooperative organisations- og virksomhedsform. Men der er næppe tvivl om, at den kooperative tanke stod langt stærkere i de udgaver af socialismen, som blev praktiseret i latin og sydeuropæiske lande som Italien, Spanien og Frankrig. Der er således her tale om lande, hvor flere af de ideologiske rødder til den socialøkonomiske virksomhedsform sameksisterede op gennem det nittende og tyvende århundrede.

Sociale virksomheder i dag

Siden fortog den socialdemokratiske skepsis sig noget, og på kongressen i 1908 vedtog partiet et principprogram om kooperationen. Man skal dog huske, at dette først skete mere end fyrre år efter, at det første danske andelsselskab (Thisted Brugsforening) så dagens lys, og på et tidspunkt, hvor den kooperative tanke udviklede sig i fuldt flor i de lande, Danmark så ofte har sammenlignet sig med. Ser vi på situationen i dag, rejser der sig en lang række spørgsmål. Har den socialdemokratiske skepsis mod at understøtte borgernes kollektive selvorganisering, fortaget sig? Udnytter socialdemokraterne den historiske mulighed, der ligger i at være på forkant med en bevægelse, som udvikler sig med høj hastighed i disse år? Ønsker Socialdemokraterne overhovedet at identificere sig med sociale virksomheder og en socialøkonomisk bevægelse, der kombinerer selvorganisering og civilsamfundsinitiativer med økonomisk risikovillighed og indtjening? Det er næppe en tilfældighed, at mens ”Andelsbevægelsen” er selvstændigt og fyldigt beskrevet i den danske udgave af Wikipedia, findes der ingen artikel om hverken ”kooperativ” eller ”kooperation”. I en forskningsrapport fra EMES-netværket skelner jeg mellem tre perioder, når vi taler

om sociale virksomheder i Danmark. Den første periode karakteriseres af bøndernes andelsselskaber og arbejdernes kooperativer. Den anden periode karakteriseres af nye sociale virksomheder og selvejende institutioner, der er opstået med betydelig støtte fra offentlige socialpolitiske puljer og udviklingsprogrammer, herunder i de senere år Satspuljen. Heller ikke den anden periode havde Socialdemokraterne som primus motor, selvom vi her så en meget lang række af kulturelle, beskæftigelsesmæssige og socialpolitiske bottom-up initiativer, der siden har undergået en transformation i retning af socialøkonomiske virksomheder. Den tredje periode, vi befinder os i nu, består i, at der har dannet sig en international diskurs om socialøkonomi og sociale virksomheder. Denne diskurs lader sig ikke indplacere i tidligere tiders ofte alt for firkantede velfærdspolitiske debat, der handlede om at indplacere landene i kendte velfærdspolitiske regimer (socialdemokratisk, liberal, residuel). Ud fra denne – gamle – velfærdspolitiske horisont, var sociale virksomheder noget, man til en vis grad kunne acceptere at tillægge værdi i ikke udviklede velfærdsmodeller. Men i de udviklede nordiske (læs: socialdemokratiske) velfærdsstater var det noget pjat. I bedste fald udtryk for konservativt hattedameri, i værste fald et knæfald for introduktion af private virksomhedsmodeller i den sociale verden. Men den tredje periode er langt fra færdigformuleret, den udspiller sig som et felt for meningsdannelse, strid og organisationsudvikling, hvor Socialdemokraterne kunne få en central placering, såfremt man turde tage denne udfordring på sig. Sverige, der med ”Folkhemmet” står som den store socialdemokratiske moderfigur, har for længst opdaget det potentiale, der knytter sig til den sociale virksomhedsform. Her har man endda haft en minister for socialøkonomi. Storbritannien har udviklet utallige programmer til fremme af socialøkonomiske virksomheder og socialt entreprenørskab. Under Tony Blair var de sociale virksomheder tæt knyttet til udvikling og implementering af hans vision om en tredje vej. Men også under et eventuelt britisk regeringsskifte, kan vi forvente, at denne trend vil fortsætte, idet den konservative leder David Cameron har udtalt sig markant og positivt om den socialøkonomiske virksomhedsform. I Italien har en dugfrisk forskningsrapport dokumenteret, at lønningerne i de sociale kooperativer, der både leverer sociale serviceydelser og udvikler beskæftigelse for samfundets socialt udsatte grupper, de seneste år er steget mere end i den private og offentlige sektor (Jf. Carlo Borzaga, 2008).

der med udkig til den franske solidaritetstradition aktuelt udvikles politikker for solidarity economy enterprises (SEE). Sådanne sociale virksomheder er hybride organisationer, der blander sociale, økonomiske, politiske og kulturelle målsætninger på utallige og ofte uregerlige måder. Virksomhederne arbejder som regel med et væsentligt element af empowerment både i forhold til deltagerne og de lokalsamfund, hvori de opererer. Sociale virksomheder og andre typer af socialøkonomiske innovationsprocesser vil fortsætte med at bidrage til udviklingen af velfærdssamfundet. For de politiske partier rejser der sig spørgsmålet om, hvordan de skal forholde sig til fænomenet? Skal de anbefale den ”største varsomhed ved oprettelsen” af sociale virksomheder og advare mod de sociale entreprenørers fantasterier? Eller skal sådanne civilsamfundsbaserede initiativer gøres til centrale elementer i deres strategiudvikling? Bøndernes andels- og højskolebevægelse og arbejdernes kooperation og fagbevægelse var historiske eksempler på succesfulde sociale virksomheder og entreprenørskaber, der var nødvendige ingredienser i disse gruppers integration i det moderne industrisamfund. Men de var mere end det. De var organisationsdannelse og læreprocesser, der bidrog til at løfte og integrere store socialt udsatte befolkningsgrupper i det moderne samfund hele vejen op gennem det tyvende århundrede. Måske kan sociale virksomheder og andre innovative organisationer i den sociale økonomi blive den faktor, der kan lære os hvad integration vil sige i et senmoderne netværkssamfund, der bygger på kulturel diversitet og etnisk mangfoldighed. Hvis det bliver tilfældet, kunne vi måske begynde at fejre forskelligheden som en berigelse snarere end spotte den som en trussel mod det snævre og afgrænsede værdifællesskab, der alligevel ikke længere eksisterer.

Lars Hulgård er professor ved RUC, hvor han i 2006 var initiativtager til Center for Socialt Entreprenørskab (http://www.ruc. dk/paes/cse/). Han er forfatter til bøger og artikler om social kapital, socialt entreprenørskab og sociale virksomheder, herunder ”Sociale entreprenører – en kritisk indføring” (2007). Han er aktiv i internationale forskningsprogrammer om civilsamfund og socialøkonomi og var i 2003 initiativtager til CINEFOGO-Network of Excellence. Hulgård er medlem af bestyrelsen for EMES-netværket (http://www.emes.net/).

Sidst men ikke mindst ser man i fremadstormende økonomier som den brasilianske, at

31


Prisstigninger kommer af sig selv Det gør lønstigninger ikke Bedre løn- og arbejdsvilkår bliver nemlig kun en realitet, hvis den faglige kamp bliver taget. Nogle gange indebærer den faglige kamp en konflikt. Og ja, vi ved godt, at konflikten på det offentlige område har fyldt meget – i hverdagen og i medierne. Men selvom de fleste er glade for, at konflikterne nu er overstået, så er det alligevel værd at give konfliktvåbnet en eftertanke. For godt nok er det træls, når børnehaven lukker eller operationen udskydes. Men i det lange løb er konfliktvåbnet til gavn for os alle. Konfliktretten er nemlig helt afgørende for, at vi når så mange forhandlingsresultater, som vi gør. Alene truslen om konflikt gør, at der er nok på spil for både lønmodtagere og arbejdsgivere til, at de gør sig ekstra umage for at mødes i forhandlingerne. Og de forhandlingsresultater, der skabes sammen af arbejdsmarkedets parter, er nu

engang den bedste garant for et stabilt, fleksibelt og godt arbejdsmarked. Nogle gange går forhandlingerne så meget i hårdknude, at det er nødvendigt at gå hele vejen og tage en konflikt, før parterne igen er modne til at forhandle. Når arbejdsgiverne står stejlt på deres, er strejke et effektivt våben til at få forhandlingerne i gang igen. Og ingen skal være i tvivl om, at vi i LOfagbevægelsen rykker sammen til forsvar, når et af vores medlemsforbund er i konflikt. Det kan være i form af moralsk opbakning, økonomisk støtte eller sympatikonflikter. Pointen er, at arbejdsgiverne ved, at den samlede LO-fagbevægelse ikke er sådan at kue. Derfor opnår vi også gode resultater til gavn for lønmodtagerne. Det er os med overenskomsterne – det er forskellen på os og de gule fagforeninger.

Kom ind i kampen

Profile for Kirstine Rask

Vision #3 2008  

Tema: Danskhed og Frihed

Vision #3 2008  

Tema: Danskhed og Frihed

Profile for ceveakrl
Advertisement