Page 1

Tema FINANSKRISEN nr 4/2008 Udgivet af:

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / centrum-venstre / holdninger / innovation / udfordring

Befolkningerne erkender nu, at de har den moralske ret og myndighed til at forbande den ideologi, der har resulteret i finanskrisen. Dette er en fundamental ændring.

Noreena Hertz

idepolitik / debat / visioner / analyse / viden / handling / progressivitet / uafhængighed / løsninger / centrum-venstre / holdninger / innovation / udfordring

Læs også Professor David Held om behovet for nye ideer og øget global ansvarlighed Tidligere overvismand, Torben M. Andersen, om ideologiens indflydelse på krisen Visions udsendte på jagt efter den ægte danskhed i landets pølsevogne


“True individual freedom cannot exist without economic security and independence. People who are hungry and out of a job are the stuff of which dictatorships are made.” Franklind D. Roosevelt

LEDER

Hvad erstatter nyliberalismen? Sovjetunionen gik sit endelige nederlag i møde, da Berlin-muren, som det afgørende symbol på socialismens storhed, blev væltet i 1989. De ideer, man havde levet efter under Honecker, Ceausescu og Brezjnev, var brudt sammen og en ny verden skulle grundlægges på fundamentet af det frihedselskende Amerika.

Af Jens jonathan steen, chefredaktør og Peter Westermann og Karl Kjær Bang, redaktører

Sovjetunionen gik sit endelig endelige nederlag i møde, da Berlin-muren blev væltet i 1989 som det afgørende symbol på socialismens storhed. De ideer, man havde levet efter under Honecker, Ceausescu og Brezjnev, var brudt sammen, og en ny verden skulle grundlægges på fundamentet af det frihedselskende Amerika. Det globale finanssektors sammenbrud har med koleriske avisoverskrifter som ”kapitalistisk nedsmeltning”, ”ny-liberalistisk Waterloo” og ”liberalismens undergang” ledt tankerne tilbage på det ikoniske år 1989. Selvom de to kriser ikke kan sammenlignes direkte – finanskrisen har, med undtagelse af Island, endnu ikke ført til decideret statsbankerot – så er begge kriser opstået som følge af nedbrud i de politiske ideer, som vi har sat vores lid til og levet vores liv efter. Det handler ikke om økonomiske, men om idépolitiske kriser.

Ingen kan være tjent med, at vi igen skal blive udsat for kriser, der tager udgangspunkt i fejlslagen ideologi. Hos de nyliberalister som siden senhalvfjerdserne og startfirserne langsomt overtog styringen af verdensøkonomien skabtes et nyt paradigme. Under den tvivlsomme titel ”The Washington Consensus” skabte de økonomiske guruer som Friedman, Hayek og Greenspan en ensporet økonomisk filosofi, som aldrig kunne tage fejl. De brugte stærke institutioner som den Amerikanske Centralbank, Verdensbanken, OECD og IMF til at fremme deres ideologiske linje og fastsatte klare rammer for, hvordan økonomien skulle styres - eller rettere ikke styres.

2

Den stærke nyliberalistiske skoling og indflydelse har givet den økonomiske verden en uhørt ensretning og særdeles ensidigt verdensbillede. Som den tidligere amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan selv udtrykker det overfor sine faglige kritikere: ”Hvorfor ønsker i at hæmme de bestøvende bier på Wall Street?” Ideen er ganske enkel og ligeledes universel – markedet passer bedst sig selv, og alle andre skal blande sig udenom. Denne filosofi har været gældende for de seneste årtier og ikke mindst for den nuværende finanskrise. Hvis man kigger på den globale økonomi, kan man identificere tre fælles udviklingstræk, som markedsøkonomien lige fra Amerika til Danmark har gennemgået:

fensiv og deliberativ rolle: ”De klogeste politikere vil være dem, der forstår og er eksplicitte omkring, at de er nødt til at tilpasse deres verdenssyn, når kendsgerningerne ikke længere passer ind frem for at tilpasse kendsgerningerne, når de ikke længere passer til verdenssynet.”

• Ufinansierede skattelettelser for de rigeste indkomster • Afregulering af den finansielle sektor • Udbredelse af nye variable låntyper (subprime og afdragsfrie lån)

Men denne ansvarlighed betyder også på kort sigt, at de danske centrumvenstrepolitikere skal leve op til deres ansvar. I oktober måned er 1800 blevet arbejdsløse, mens tallet i USA har rundet 240,000 nye arbejdsløse. Vi er således på vej mod en global recession, som kræver indgriben her og nu, hvis vi skal sikre en blød landing. Det har tidligere været venstrefløjens store styrke at bringe Danmark ud af arbejdsløshed, men intet kommer af sig selv. Centrumvenstre må vise sig som finanskrisens Holger Danske, der vågner når landet stander i våde, og arbejdsløsheden truer.

Ideologien i Østblokken før 1989 byggede på en altdominerende stat, som ikke tillod nogen form for marked eller civilsamfund. Man valgte entydigt ”Partiet’ og ofrede dermed forskelligheden og individualismen. På det spinkle grundlag blev de nye socialistiske stater et let offer for den enevældige og karismatiske leder som Stalin og Mao. I modsætning til de socialistiske stater blev det nyliberale samfund offer for markedet og dets ukontrollerbare kræfter. De nyliberale spilleregler har i vidt omfang tilsidesat den økonomiske saglighed og underkendt politikernes rolle. Derfor ønsker Vision med denne udgivelse at sætte fokus på krisens opståen og ideernes rolle i denne. Og på at det hverken er staten eller markedet, der alene skal herske ukontrolleret. Både den rendyrkede socialisme og liberalisme har således haft hver deres chance. Vi har i stedet brug for reflekterede og idealistiske løsninger, der tager udgangspunkt i den lokale virkelighed, vi lever i, frem for en stringent og snæver ideologi, som skal styre vores verden. De svigtende politikere skal, som Noreena Hertz klart formulerer det i sin artikel, spille en langt mere of-

Det synes således klart, at vi skal kræve de progressive politikere tilbage på banen. De må stå fast på deres medansvar og tilbageerobre deres indflydelse overfor det enorme kapitalapparat i finanssektoren. Ingen kan være tjent med, at vi igen skal udsættes for kriser, der tager udgangspunkt i fejlslagen ideologi – det har kriserne i både 1989 og 2008 vist os. Vi kræver det politiske ansvar og de progressive ideer tilbage.

Hos vores nordiske brødre og søstre i Norge og Sverige er oppositionen allerede gået til hårdt angreb mod statsministrene Frederik Reinfeldt og Jens Stoltenberg. De har advaret kraftigt mod det manglende mod og den fraværende handlekraft hos de siddende regeringer, som kan få fatale konsekvenser for landenes økonomi. Fra venstre i Sverige og højre i Norge kalder de stadig stærkere oppositioner på omfattende reformer og offentlige investeringer. De sætter skarpt fokus på de ideer, der skal følge i kølvandet på krisen. Finanskrisen giver progressive kræfter over hele verden en unik mulighed for at sætte en positiv dagsorden. Når hverken økonomer eller politikere lever op til deres ansvar, må fællesskabet kræve større indflydelse på politikken og økonomien. Det er kun i fællesskabet, at vi kan geninstallere den fraværende rationalitet og ansvaret for samfundets interesser.


InDEX

REDAKTION Vision er et uafhængigt idépolitisk tidsskrift, der bliver udgivet af centrum-venstre tænketanken Cevea. Læs mere om Vision på cevea.dk Chefredaktør:

2

Hvad erstatter nyliberalismen?

22

Pølsevognen – den danske mands oase

4

Hvem er skyld i krisen?

24 Obama Sunrise?

Jens Jonatan Steen Redaktører: Peter Westermann Karl Kjær Bang

5

Den ideologiske krise

26

Der er intet behov for at besynge Danmark som noget idéelt

Artdirector og Grafiker: Johan Grann Kristiansen

6

Nye veje, vores ansvar 28

8

Det er en intellektuel kynisme, som er kommet på mode

Redaktionsmedlemmer: Karen Nilaus

Hvad skete der med kapitalen? 31

Systemskifte?

Mette Kraaer Christian Rønberg

11

Finanskrisen set fra de små hjem

Martin Grunz Camilla Weber

14

Foghs økonomiske uansvarlighed

Rikke Skovgaard Andersen Mia Rasmussen Jakob Damsholt

16

Et paradigme er afgået ved døden

Kia Wied Frederik Andreas Jørgensen

18

Islamisk inspiration til finansetisk smiley

20

ALBA - Rapport fra en revolution

Christian Struckmann Irgens Søren Gisselmann Illustration: Johan Krarup Tore Alexandersen Johan Grann Kristiansen Nickolas Freng Rasmus Hoygaard Nicolai Hvidberg Jørgensen Mathilde Plough Kristian Nordentoft Korrektur: Morten Hjortskov Larsen Abonnementsadministration: abonnement@cevea.dk 50508607 Indlæg i Vision er ikke udtryk for Ceveas holdning - medmindre det tydeligt fremgår af artiklen. Vision forbeholder sig retten til at redigere eller afvise indkomne indlæg. Vision må kun gengives med tydelig kildeangivelse som “Ceveas tidsskrift Vision”.

3


Nye lånetyper (fx. sub-prime) bliver populære Januar '08: 'Subprime' er årets ord

1990

2000

2007

'96: Rentetilpasningslån kommer til Danmark

2008

marts '07: Nationalbankens udlånsrente over 4% for første gang i 5 år

Undersogelse

Hvem er skyld i krisen? Finanskrisen har fremkaldt lange diskussioner om, hvem der skal bære ansvar og skyld for den fejlslagne økonomi, men danskerne synes langt mere optagede af fremtiden, og de kræver modstandsdygtighed. Hele 63 procent ser øget regulering som det afgørende svar.

Af Jens Jonatan Steen, Chefredaktør

Den nuværende finanskrise har givet anledning til voldsomme diskussioner om, hvordan en global krise kunne overraske en hel verden af centralbanker, finansinstitutioner og økonomiske orakler. Men faktum er, at kun de færreste havde spået hvad den enkelte låntager, husejer eller investor kunne vente af efteråret 2008. Den finansielle krise lægger op til omfattende selvransagelse hos de ansvarlige økonomer, politikere og lignende fagfolk, som har siddet for enden af de lange direktionsborde og lagt de store linjer i verdensøkonomien. Men frem for at føre til selvransagelse har krisen forlænget køen ved håndvasken, hvor de nyliberalistiske økonomer har haft travlt med at give politikerne skylden, mens politikerne har givet de grådige bankdirektører skylden, og endelig har bankerne givet de dårlige betalere skylden.

Bankerne får sorteper

Der tegner sig således et billede af en krise, hvor alle er skyldige, men ingen har taget fejl. For at råde bod på denne ansvarsforflygtigelse har flere aviser og tidsskrifter forsøgt at spørge borgerne hvem de opfatter som skyldige. I en undersøgelse fra Financial Times (1-13. oktober) udpeger mere end 80 procent af de

6,276 adspurgte europæiske respondenter handelsog investeringsbankerne som ”fuldstændige ansvarlige” eller ”overvejende ansvarlige” for den finansielle krise. Herhjemme er det bl.a. Berlingske Nyhedsmagasin, der 10. oktober har forsøgt at placere skylden ved at udpege den tidligere amerikanske centralbank direktør Alan Greenspan som finanskrisens bandit nummer 1 stærkt efterfulgt af de internationale ranking-bureauer Standard & Poor og Moodys & Fitch, som anklages for at have gjort det muligt at forklæde usikre værdipapirer som sikre. Som undtagelsen, der bekræfter reglen, har Greenspan faktisk taget anklagen til sig og anerkendt sine fejltagelser: ”Jeg begik en fejl ved at antage, at organisationernes egen interesse, især bankernes, var sådan, at de ville være bedst i stand til at beskytte deres aktionærer”.

4

19,2%

27,3%

53,5%

Finansmarkederne skal reguleres mere i fremtiden:

Regeringen holder ryggen fri

I Vision har vi fulgt op på den internationale debat om skylden for den nuværende finanskrise og bedt vores analyseinstitut Interresearch spørge danskerne til deres holdning. I modsætning til de internationale resultater synes danskerne at placere ansvaret for krisen bredt hos den amerikanske regering (35,1 %), de danske banker (11,7 %) og Verdensbanken og IMF (11,2 %). Det mest overraskende i undersøgelsen er sandsynligvis, at både finanstilsyn og regering klarer frisag i forhold til at blive draget til ansvar for den nuværende krise. Regeringen har på sin side været anklaget for at hælde benzin på bålet ved at fastfryse ejendomsværdiskatten og opfordre til låntagning i den friværdi, der forsvinder med den bristede boligboble. På den anden side står finanstilsynet anklaget for at have accepteret den offensive lånepolitik, hvor tvivlsomme investorer har fået millioner til nye investeringer på f.eks. boligmarkedet. Mens danskerne ikke opfatter regeringens eller finanstilsynet som de største syndere i den nuværende krise, så er 53,5 procent enten ”Uenige” eller ”meget uenige” i følgende udsagn ”De danske myndigheder i form af finanstilsyn, finansministerium og regering var tilstrækkeligt forberedt på krisen”. Selvom danskerne ikke opfatter regeringen som de skyldige, så mener et klart flertal, at regeringen skulle have rustet Danmark bedre til den nuværende krise. Danskerne mener ikke, at regeringen er skyldig i finanskrisen, men skyldig i ikke at ruste Danmark tilstrækkeligt.

Subprime Subprime-lån er den billigste type boliglån i USA, der ydes til personer med lav kreditværdighed. Derfor er usikkerheden og risikoen større ved disse lån. Lånene udstedes i den tro, at den købte bolig vil stige i værdi, hvorved man kan omlægge til et bedre lån (prime-lån). Det betyder fx, at mange subprime-lån har lav rente i starten, hvorefter de stiger kraftigt efter en årrække.

De danske myndigheder i form af finanstilsyn, finansministerium og regering var tilstrækkeligt forberedt på krisen:

FlexLån FlexLån er rentetilpasningslån, der blev introduceret i Danmark i 1996. Rentetilpasningslån betyder, at renten tilpasses markedsrenten på bestemte tidspunkter efter aftale med låntager. Det vurderes at ca. 250.000 danskere har rentetilpasningslån.

16,3% 20,0%

63,8%

Enig Uenig Ved ikke

Kravet er øget regulering

Den manglende kritik af regeringen kan ikke umiddelbart tilskrives deres egen økonomiske politik eller progressive finansberedskab men derimod en nation af vælgere, opposition og sagkundskab, der vælger at holde sammen i krisetider. Danskerne fravælger i vidt omfang det moralske standpunkt og sætter især fokus på fremtiden. De pragmatiske danskere sætter således fornuft over moral i deres syn på krisen, men alligevel er deres ønskeliste ikke til at tage fejl af. Det er således hele 63,8 procent af danskerne der ønsker regulering af de finansielle markeder, mens kun 20 procent mener, at det vil være den forkerte vej at gå. Kravet om øget regulering er således også et krav til politikerne, der ikke har leveret det fornødne forsvar og den fornødne regulering af det grænseoverskridende finansielle system. Hvis man skal lytte til danskernes klare stemme i vælgerdybet, handler svaret på den nuværende krise således om mere handlekraft, mere ansvarlighed og mere politik på bekostning af et marked, der har vist at være dybt utilstrækkeligt i den nuværende krise. Skylden er ikke det vigtige spørgsmål, men det er til gengæld løsningen, som kan forhindre kommende kriser – her må svaret være mere politik.


i USA

oktober '08: Folketinget vedtager finansiel hjælpepakke

2009 August '08: Roskilde Bank overtages af Nationalbanken

December '08: Nationalbankens udlånsrente er 5% og rentetilpasningslån skal omlægges til højere rente.

Interview

Den ideologiske krise Skyldes finanskrisen enøjet ideologisk nyliberalisme eller manglende kompetencer hos pragmatiske administratorer af den finansielle sektor? Vision har spurgt fire topøkonomer om deres bud.

Benn Steil

Jagdish Bhagwati

Benn Steil

Senior Fellow ved the International Economics Council on Foreign Relations og redaktør for magasinet International Finance.

Dean Baker

professor ved Columbia University og Senior Fellow i International Economics at the Council on Foreign Relations To

Dean Baker

Torben M. Andersen

med-direktør for Center for Economic and Policy Research i Washington og har tidligere arbejdet som seniorøkonom ved Economic Policy Institute

professor ved Århus Universitet og tidligere overvismand (2001-2003) og formand for velfærdskommisionen (2003-2005)

Af Karl Kjær Bang og Peter Westermann redaktører

Økonomer hævder generelt, at håndtering af økonomien handler om objektive og politisk neutrale faglige færdigheder frem for politiske valg. Men der er klare uenigheder om, hvad de økonomiske sandheder er. Og det er netop i krisetider, disse blusser op og kampen om det gamle paradigme indenfor økonomi udspiller sig. Ligesom keynesianismen fik skylden for 1970ernes og 1980ernes kriser, så har neoliberalismen et medansvar i denne krise, som den engelske økonom, Noreena Hertz, hævder på side 16. I denne artikel lader vi fire internationale topøkonomer forholde sig til finanskrisen ud fra mistanken om, at ideologi har spillet en rolle i finanskrisen.

Kriseskabende boligdrømme?

Professorerne er enige om, at krisens konkrete udspring er et usundt boligmarked, særligt i USA. Og her har venstrefløjsideologi ifølge nogle angiveligt spillet en rolle: >> BS ”Det mest dødbringende ideologiske element i denne krise var troen blandt specielt venstrefløjspolitikere i USA på, at alle skulle eje et hjem frem for at leje det.” >> JB ”Boliglånskrisen blev drevet af Freddie Mac og Fannie Mae, der var halvoffentlige størrelser med indbyggede garantier for investorerne. Som led i regeringens mål om at alle skulle eje et hus – selvom de ikke havde råd – blev de bedt om at udvide de billige boliglån. Og så skyder nogen skylden på deregulerende ideologi eller ”markedsfundamentalisme”?!”

Ideologi eller korruption?

Hvis så mange kunne se, at den ville blive helt gal med boligboblen, hvorfor greb man så ikke ind? Var der måske ikke en god del ideologisk modvilje mod at blande sig i markedet? >> DB ”Det er åbenlyst, at centralbankdirektør Alan Greenspan ikke har ideologiske aversioner i forhold til at påvirke markedsresultater. Beslutningstagerne har ingen problemer med at gribe ind i markedet, hvis det gavner finanssektorens interesser. De lader kun som om de ikke vil blande sig i markedet, når

den nødvendige indgriben vil skade disse interesser. Det er forkert - og alt for venligt – at kalde dette ideologi. Det var korruption. Regeringen handlede på vegne af særinteresser. Centralbankernes fejlen i ikke at tage boligboblen seriøst er helt central for finanskrisen.” >> JB ”Jeg ville IKKE give ideologi skylden for krisen, som populister på venstrefløjen ynder at gøre. Problemet var, at investeringsbankerne ikke havde samme fornuftige forpligtelser, som de kommercielle banker. Hvorfor? Fordi de store investeringsbanksdirektører, inklusiv Henry Paulson, der senere blev Bushs finansminister, ”overtalte” de regulerende instanser til ikke at lade de samme reguleringer gælde for dem. Dette var IKKE deregulering; det var en reguleringsbrist. Var dette ideologi?” >> JB NEJ!! Det var Wall Street, der søgte mere profit.” >> DB ”Investeringsbankernes ledelse blev lønnet - i tocifrede millionbeløb i dollar - efter den kortsigtede, risikable præstation. Hvis gamblingen gik dårligt ville de måske tjene færre penge i nogle år, men de fleste ville blive i chefstolen. Med denne incitamentsstruktur må alle, der tror at folk reagerer på incitamenter, kunne have forudset at bankdirektørerne ville tage enorme risici.” De amerikanske økonomer mener altså ikke, at krisen skyldes ideologi. Måske fordi der nærmest hersker konsensus om denne form for økonomisk politik, der ikke sætter spørgsmåltegn ved markedskræfternes herredømme. Torben M. Andersen giver os en nuancering fra et dansk ståsted: >> TMA ”Den største ideologiske effekt er nok for dem, som enøjet har troet på markedskræfternes ufejlbarlighed. Dette er påfaldende al den stund, at finansielle kriser faktisk har været hyppigt forekommende. Alene i ’90erne så vi blandt andet IT-boblen briste, problemer i Asien og Rusland og sammenbruddet af EMS i starten af 90erne. Udviklingen viser at markeder kan blive “løsrevet” fra de fundamentale økonomiske forhold, at der er ”overskydende volatilitet”, og at markederne ikke er

effektive. Det gode spørgsmål er, hvad er alternativet?” Pendulet svinger væk fra nyliberalismen. Økonomerne ser konkrete, omend forskellige, konsekvenser for det ”frie marked” på baggrund af krisen: >> TMA ”Der er behov for at nytænke reguleringen. Om man skal kalde det et regimeskifte afhænger lidt af temperament. Under alle omstændigheder vil en væsentlig ny faktor være, at det offentlige direkte eller indirekte har fået andele i ejerskab i finansielle institutioner. Det vil i sig selv være en væsentlig ændring, som vil have betydelige konsekvenser.” >> DB ”Først og fremmest må vi insistere på, at centralbanker tager værdibobler seriøst. At lade boligboblen vokse var en forbrydelse af ufattelig inkompetence. Det vigtigste er, at vi ikke lader nogen skyde skylden på ideologi, når krisen i virkeligheden bare skyldtes en blanding af korruption og inkompetence. De ansvarlige gjorde ikke deres arbejde. Vi har ikke brug for at ændre deres ideologi, vi har brug for at øge deres evner.” Trods deres uenighed om de konkrete konsekvenser af krisen, peger økonomerne på, at pendulet nu svinger tilbage fra den nyliberalistiske ideologiske dominans: >> TMA ”Der kan allerede ses et skift i holdningen til offentlige indgreb og regulering. Det gælder blandt andet behovet for aktiv finanspolitik for at undgå en dyb lavkonjunktur. Jeg forventer også, at der vil komme en diskussion af, om pengepolitikken har været for enøjet fokuseret på inflationen i forbrugerpriser på bekostning af udviklingen i boligpriser, aktiekurser.” >> BS ”Der er ingen tvivl om, at krisen har givet ammunition til politiske bevægelser, der opponerer mod det frie marked og frihandel.” >> DB ”Krisen skaber en enorm åbning, særligt fordi den falder sammen med valget af en ny amerikansk præsident. Vi må gribe øjeblikket!”

5


Interview

Nye veje, vores ansvar Neoliberalismen har slået fejl som international udviklingsstrategi. Samtidig er spørgsmålet ikke længere om USA taber verdensherredømmet, men hvornår. Derfor skal intellektuelle verden over finde nye veje for en mere retfærdig verdensorden. Det mener David Held, den verdensberømte engelske politolog, hvis eget bud på den nye verdensorden er en drøm om kosmopolitisme.

Af Frederik Andreas Jørgensen, redaktionsmedlem og Karl Kjær Bang, redaktør

FINANSKRISEN har meldt sin ankomst, og politikerne står på nakken af hinanden i deres forsøg på at tage æren for at redde markedsøkonomien. I mellemtiden kører det intellektuelle Europa på kedlerne, de kappes om at finde Løsningen. En af dem er David Held, den britiske politolog fra London School of Economics, intellektuel og erklæret socialdemokrat. I flere år har han talt for en reform af det økonomiske system, men hvad har han egentlig tænkt sig at gøre? Vision mødte ham i lobbyen på hans hotel i København aftenen inden hans gæsteforelæsning på Ceveas lanceringskonference

Helds store projekt er kosmopolitismen, der grundlæggende er en idé om menneskets ligeværd på tværs af alle skel - kultur, etnicitet og nationalitet (se boks 1). Umiddelbart kan det jo lyde en smule højrøvet, ja elitært. Men det afviser han: ”Der er ikke noget elitært over kosmopolitisme, tværtimod. Det er et tankesæt, der stiller alle lige overfor hinanden ved først og fremmest at stille dem lige overfor loven.” Men grunden til, at det lyder elitært, er vel lige netop, at folk i almindelighed har loyaliteter overfor deres land, etniske gruppe, og at de lægger en værdi i deres kultur? Er det ikke kun eliterne, der er løsrevet nok fra det folkelige til at kunne tro på de kosmopolitiske idealer? Nej ”Tag EU som det lysende eksempel. Her har folk i dag et tilhørsforhold til deres lande frem for til EU. Men der var ingen tysk, fransk eller dansk identitet før den blev skabt, og selvfølgelig er tilhørsforholdet stærkere til de nationer, der har eksisteret i århundereder. På præcis samme måde kan det kosmopolitiske tilhørsforhold til Europa dog skabes. Der har aldrig været noget folk nogen steder, før det blev skabt. Der var ingen national-demokratiske befolkninger før de national-demokratiske forfatninger blev skrevet - they were pushed from below and created from above”, som han malerisk udtrykker det.”

Neoliberalismens død

Grundlaget for udviklingen hen mod en kosmopolitisk verdensorden kommer ifølge Held gennem repræsentativitet og legitimitet. Og for at opnå dette, er det helt essentielt, at ”vi kommer ud over idéen om, at one size fits all. Vores opgave som intellektuelle er at nedbryde ideen om, at én udviklingsmodel er nok for alle.” Og her mener Held vi har fejlet. Det har nemlig, ifølge Held, været overbevisningen i Vesten indtil nu, hvor Washington Consensus (WC) (se boks 2) har styret kravene for lån og støtte fra Vesten. WC er et tankesæt båret frem af prominente borgerligt-ideologiske intellektuelle. En af disse er Helds neoliberalistiske modstykke, Martin Wolf fra Financial Times, som Held ofte har krydset klinger med. Som Held fremlægger det, er WC ideen om, at ”integration i verdensøkonomien og markedsliberaliseringer er grundstenen for udvikling, alt andet er ligegyldigt. Men det tankesæt er fuldstændig forfejlet.” Historien har nemlig vist, at ”det der har virket for udviklingslandene, har ikke været WC, som dominerede 90ernes udviklingspolitik, men derimod de lande, der ikke fulgte WC. Og i dag kan vi jo se, at det også er de lande, der har fulgt WC, der er hårdest ramt af krisen, mens dem, der er gået deres egen vej næsten er sluppet. Kina, Indien, og de fleste latinamerikanske lande er de åbenlyse eksempler på lande, der stort set er uberørte af krisen.”

David Held, ved Cevea lanceringskonference d. 04/10 2008

6

Held fortsætter: ”Et andet eksempel på at WC er et fortidslevn er dens opbakning. Mens kun 14-15 udviklingslande var med i Washington, var de alle

med i Beijing for at deltage i ’Beijing Consensus’. For hvor amerikanerne kræver, at de skal leve op til deres enhedsmodel, er kinesernes model ikke-ideologisk og tilpasset det enkelte lands forhold. I Beijing er der ikke én løsning, der passer til alle. Dette er selvfølgelig også udtryk for, at USAs styrkeposition i verden mindskes i takt med at Kina, Indien og andre stormer frem. Pointen her er, at der i dag er mulighed for at komme med nye idéer til, hvordan fremtidens verdensorden skal være – og det er den, vi skal gribe!”

De nye veje

Og her har Held to forslag til, hvad en ny verdensorden bør bestå i. Vi skal enten indføre reel global governance, der bygger på en øget repræsentativitet og legitimitet i de internationale institutioner. Vesten kan ikke repræsentere hele verden gennem sine institutioner, som de, ifølge Held, gør det i dag: ”Vi kan jo lige så godt sige det, som det er: Den internationale Valutafond er europæernes institution (chefen udpeges af europæerne, red), og Verdensbanken er amerikanernes (chefen udpeges af amerikanerne, red). For at der kan opstå reel repræsentativitet, skal udviklingsverdenen have sine egne institutioner til at løse egne problemer. De skal ledes af egne repræsentanter, og geografisk skal institutionerne ligge i deres egne regioner.” Og det er netop en hovedpointe hos Held, at regionalisering må være en af grundstenene i den globale udvikling. Det vil nemlig føre til, at vi konkret kommer ud over idéen om, at one size fit all. Helds andet forslag har han fremlagt i bogen ’Den globale kontrakt’ (The global covenant). Kontrakten går grundlæggende på at lave ”en socialdemokratisk overenskomst mellem de forskellige lande på globalt plan ud fra en anerkendelse af, at FNs magtfordeling er forældet. Derfor skal landene indgå en global kontrakt om de kosmopolitiske idealer.” Men er det ikke en fuldstændig urealistisk tanke, at diktaturstater og demokratier kan komme sammen på globalt plan og blive enige om menneskets grundlæggende ligeværd? Helt urealistisk mener Held ikke det er, men jo, siger han, det kosmopolitiske demokrati er da en drøm; ”men uden drømme, når vi ingen vegne.”  

Regulation will be back

Langt fra drømmen om et kosmopolitisk samfund har vi igennem de seneste par måneder oplevet, at verdens aktiemarkeder er styrtdykket, siden nedturen rigtig startede i begyndelsen af september. Netop en finansiel krise har Held tidligere argumenteret for, at der var en overhængende sandsynlighed for ville komme. Vi beder ham forklare: ”Siden 1970erne og fremefter har der været en voksende kløft imellem den reelle økonomi og den finansielle verden. I 1979 blev der for hver eneste dollar investeret i reel handel, investeret 12-13 dollars i de globale finansielle markeder. 25 år senere blev der for hver dollar investeret i reel handel, investeret 60 til 70 dollar i de global finansielle markeder.”


Vores opgave som intellektuelle er at nedbryde idéen om, at én udviklingsmodel er nok for alle. David Held

Og det er her finanskrisen starter. For Held forklarer nemlig, at ”der udviklede sig et kasino-lignende finansielt system, hvor man tjente penge på at tjene penge. I stedet for fremvæksten af en reel global produktionssektor med international arbejdsdeling, begyndte pengene blot at skifte hænder, og jo hurtige pengene skiftede hænder, jo flere penge tjente du. Derved blev interessen for at investere i den reelle økonomi marginal, fordi det var så attraktivt at investere i finansmarkeder, og tjene kortsigtede profitter.” Finanssektorens vækst i forhold til den reale økonomi tilskriver Held WC’s fokus på deregulering generelt og liberalisering af kapitalmarkederne specifikt. Sidestillet med, at de lande, der undlod at følge WC, indtil videre er gået nogenlunde fri af krisen, mener Held, at ”det vi ser i den financielle krise er liberaliseringernes endeligt. Regulation will be back.” I tråd med det anser Held det for meget sandsynligt, at Poul Nyrup Rasmussens lovforslag om at regulere kapitalfonde på europæisk niveau kommer igennem i Europa Parlamentet, netop fordi krisen har overbevist folk om, at vi bliver nød til at regulere markederne – specielt de finansielle. Og set i lyset af, at Sarkozy, Merkel og det borgerlige Europa siden finanskrisen tog fart, har forsøgt at tage patent på den socialdemokratiske løsning, er det ikke usandsynligt.

Det globale Europa

Det er ikke tilfældigt, at Held igen og igen i interviewet fremhæver Europa. For Held er EU nemlig det bedste eksempel på den kosmopolitiske drøm – et udtryk for at verden kan blive et bedre sted gennem samarbejde og kontrakter: ”EU er en vellykket udvikling. Tænk blot at det var europæerne, der i det tyvende århundrede var ved at udslette kloden – endog to gange! Det var ikke Islam, ikke kineserne, men europæerne. Alligevel lever vi i Europa 60 år senere i fred.” I tråd med at han mener, vi skal væk fra en one size fits all-tankegangen, mener han ikke, at regionaliseringen er et problem som sådan – nej, det er nærmere et trin på vejen mod den reelle globale kosmopolitisme. Men Held har også indvendinger mod den måde EU er udformet på i dag: ”Grunden til, at europæerne ser EU som et elitært projekt, skyldes hovedsageligt to ting: At EU i dag arbejder ud fra et meget konservativt sæt af prioriteringer, som et ensidigt fokus på inflationsbekæmpelse og det demokratiske underskud.”

Helds konkrete forslag til, hvordan det demokratiske underskud mindskes, går på, at vi indfører direkte valg af en EU-præsident, fordi det vil være med til at samle europæerne omkring det politiske og derved om ”det der samler, i stedet for det der deler os.” Forkastelsen af traktaterne i Irland, Frankrig, Holland og DK skyldtes således, ifølge Held, ikke indenrigspolitiske forhold eller modstand mod EU som sådan, men derimod frygten for et mere liberalistisk EU, der ikke sikrer borgernes rettigheder og jobs: ”Truslen mod europæisk beskæftigelse må sikres, hvis befolkningerne skal ønske et stærkere EU. I opbygningen af det sociale Europa (PES officielle mål, red.) er vi nødt til at fokusere på den reelle økonomi.”  Hvad enten Helds kosmopolitiske vision er en drøm eller ej, er kampen mod banale udviklingsteorier og en liberalistiske regionaliseringsprocesser afgørende for at få udviklingen tilbage på sporet. Ideologiske økonomer og politikere har ført grundlaget for deres egne teoriers død med den krise, vi står overfor. Derfor har Held en afgørende rolle i kampen mellem folket, staten og markedet. I kampen om hvilken vej verden skal gå efter finanskrisen.

Boks 2 - Washinton Consensus af John Williamson 1989 For Held står den socialdemokratiske verdensorden i direkte modsætning til WC, som Held definerer udfra følgende 11 principper: • Frihandel • Liberalisering af kapitalmarkederne • Flydende valutakurser • Udlånsrenter fastlagt af markedet • Deregulering • Privatisering af afgørende dele af den offent lige sektor • Snævert fokus på offentlige investeringer i social områder • Fiskal disciplin • Skatteomlægning • Opretholdelse af den private ejendomsret • Opretholdelse af patenter

David Held Englænder, født i 1951. Han er erklæret Labour-mand og fokuserer i hans forskning specielt på demokrati og globale problemstillinger. I 1984 var han med til at grundlægge det inflydelsesrige Polity Press. Han er i dag professor på London School of Economics, hvorfra han forsøger at udbrede hans kosmopolitiske visioner.

Boks 1 - Kosmopolitisme Helds principprogram for den globale socialdemokratiske kontrakt: • Fremme af retsstaten og upartiske anven delse; • forstærke politisk ligestilling og sociale kerne områder; • udvikle demokratisk politik gennem regler og institutioner, der giver mulighed for den bre dest mulige folkelige deltagelse på områder, der påvirker dem; • fremme social retfærdighed ved at forbedre livsvilkårene; • styrke den sociale solidaritet og social integra tion, der afhænger af en række fælles værdier og menneskerettigheder; • forfølge økonomisk effektivitet og organise ring under rammerne af de andre punkter og miljømæssige hensyn. Læs mere i Helds bog, ’Global Covenant - The Social Democratic Alternative to the Washington Consensus’.

7


Interviews

Hvad skete der med kapitalen? Kapitalismen er et besynderligt system. Dets kerne er ekspansion, hvilket på samme tid også dets forbandelse. Ordene er Rosa Luxemburgs - en af de mest substantielle kritikere af det kapitalistiske system.

INTERVIEW 1 Zygmunt Bauman

Zygmunt Bauman Født i 1925 i Poznan, Polen. Kæmpede under 2VK for de frie polske styrker under den røde hær. Var med da både Kolberg, Warszawa og Berlin faldt. Han blev ansat ved universitetet i Warszawa i 1953, indtil han blev forvist af styret. Efterfølgende arbejdede han ved universitet i Tel Aviv, indtil han forlod Israel for at slå sig ned i Leeds. Hans forfatterskab byder på et meget bredt spektrum af studier; modernitet, globalisering, død, rationalitet etc. Men det væsentligste i denne tid, er hans vedholdende anklager mod systemet – konsekvensen af det, de andre tænker, uanset om det er globalister, liberalister eller kosmopolitter.

For Bauman er finanskrisen således ikke udtryk for bankernes fallit – tværtimod deres ubetingede succes. Opbyggelsen af bjerge af gæld, der med renter og renters rente er dømt til at styrte sammen under sin egen løgn. Kapitalismen nedbryder dermed sig selv på toppen af sin succes, og viser sig ikke at være et bæredygtigt system.

INTERVIEW 2 Anders Fogh Jensen

Anders Fogh Jensen

Af Frederik Andreas Jørgens og Karen Nilaus redaktionsmedlemmer

Kapitalismen virker! Ser man bort fra de jævnlige stød og kriser, har intet system til dato bidraget til større teknologisk udvikling end tiden fra den kapitalistiske produktionsmetode blev indført efter 1776 og fremefter. Så hvad er problemet egentlig? Det etablerede system har omfavnet kapitalismen i sådan et omfang, at kritikken maskeres og kvæles ihjel. Resultatet bliver en blind tro på den evige værditilførsel på et løst finansieret grundlag. Dette har været kimen til krisen og viser samtidig, at kapitalismen ikke formår at opretholde sine egne levevilkår. Island er blevet billedet på finanskrisen: fra et af verdens rigeste lande til at blive sat under administration af den internationale valutafond (IMF) - og så i løbet af kun få dage. Bemærkelsesværdigt nok er Island det eneste land, der overgår Danmark i antallet af investorer, eller var… Men hvad når det går galt? Hvem har da ansvaret for de bristede luftkasteller: De der køber dem, de der sælger dem, eller de der råder andre til at købe dem? Hvem er værst; idioten eller den, der følger ham? VISION har bedt sociologen Zygmunt Bauman, filosoffen Anders Fogh Jensen og økonomen Christian Kellermann komme med hver deres bud på finanskrisen, den filosofiske, den teoretiske og den praktiske; Den moderne kapitalismekritik.

Take the Waiting out of Wanting Den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman bærer verdenshistorien i sin krop. Han har dedikeret sit liv til at undersøge modernitetens grundlag, og den måde hvorpå kapitalisme genopfinder sig selv. Fra sit mangeårige domicil i Leeds har han igen-og-igen set ’nye og forbedrede’ profitskabende strategier ”erobre kapitalismens tankesæt, som nye ubefrugtede landvindinger, der venter på erobring – indtil forsyningerne løber tør og nyere strategier” bliver opfundet.   Bauman ser det nuværende Credit Crash som ”den seneste udgave af dramaet om den ’kapitalistiske slange der lever af sin egen hale’. Alle potentielle låntagere er blevet forført til at belåne sig selv til grænsen, og ofte også over, af deres kreditværdighed.” Derfor, understreger han, er yderligere låntagning blevet ekstraordinært dyrt. Upåagtet har långivere fortsat med at producere gæld gennem nye lån givet til låntagere, der allerede har illustreret, at de ikke kunne tilbagebetale de første lån, og at der dermed ikke er yderligere profit at tjene. ”Og derved udhulede endnu en strategi i den lange linje af kapitalistiske produktionsmetoder sit eget potentiale: Endnu engang fortærede kapitalismen, i forsøget på at ekspandere de rammer, der er forudsætningen for dens overlevelse...”   Zygmunt Bauman fortæller om en 51-årig mand, der skylder 600.000 kr. fordelt på 14 kreditkort. I takt med, at leveomkostningerne er steget, kan han ikke længere betale sin gæld. En anden historie melder om en familie, hvor datteren er fanget i massiv gæld, men hver gang hun når loftet, bliver hun automatisk tilbudt nye lån. Forældrene mener, at bankerne opfordrer unge til at låne til forbrug for derefter at låne for at betale deres gæld tilbage. Og hvad er egentlig formålet med at kunne låne 250.000 kr. over sms? Bauman anklager långiverne, For de er også skyldige: ”Långiverne gør det for let at forgælde sig. Da kreditkortet blev introduceret var det under sloganet ‘take the waiting out of wanting’. Derved blev det pludselig muligt at købe det du ville have i morgen i dag”. Prisen var gæld, og det virkede.

8

Født 1973 i Kolding. Uddannet i filosofi ved Sorbonne i Paris. Blev i 2007 Ph.D. i filosofi ved Københavns Universitet med speciale i fransk. Ansat som filosofisk konsulent hos DISPUK. AFJ er Danmarks egen kapitalismekritiker, og drager landet rundt for at skabe debat om kapitalismen – både de banale konsekvenser, og det vi ikke tænker over i hverdagen.

Vi begærer vores egen undertrykkelse Anders Fogh Jensen (AFJ) har arbejdet på Copenhagen Business School, hvor han har undervist fremtidens kapitalister i kapitalismekritik. Fra de tonede glasruder i bygningen, har filosoffen kunne overvåge hvordan markedet, politikerne og medierne har spillet fallit i det omkringliggende samfund. Han mener grundlæggende, at det største problem ved markedet er, at det bliver for egenrådigt: ”Markedet bliver en anden form for diktatur, hvor markedet afgør om noget får lov at eksistere eller ej. Har noget eksistensberettigelse? Ja, hvis det kan sælges på et marked.” AFJ tror dog ikke at folk vil se finanskrisen som et vidnesbyrd på konsekvenserne af markedets egenrådighed. Det er det paradoks, som den hollandske filosof Spinoza i 1760 formulerede, og som også til stadighed undrer AFJ; ”Hvordan kan det være, at mennesket begærer sin egen undertrykkelse?” ”Markedet har udviklet sig til at være mere end det klassisk liberalistiske frimarked og har i stigende grad indfiltret stats- og civilsfæren. Konsekvensen er, at markedet er blevet et sandhedsvidne, en domsinstans. Markedet er blevet altafgørende for om noget tillægges værdi.”

P1 er uinteressant Derfor ser AFJ også mediebilledet som et udtryk for det neoliberalistiske paradigme, for hvad bestemmer egentlig om et program skal sendes eller ej? AFJ udtrykker det helt simpelt: ”Gider danskerne se det? Det er det, der bliver afgørende for, om programmerne skal laves,” og han opfordrer til, at public service-kanaler i stedet for underholdning bør ”tænke i, hvordan vi skal uddanne vores befolkning sådan, at de forstår andet end følelsesporno og spiser andet end intellektuel slik.”


Det kan godt være, at staten ikke er blevet privatiseret fuldstændigt, men den er blevet underlagt nogle markedsvilkår, der gør, at den hele tiden er nødt til at tænke i, hvad der kan betale sig Anders Fogh Jensen

Selv mener han, at P1 er uinteressant. I stedet hører han lydbøger i sin bil, for ”der er ikke tid til at diskutere præmisserne for tingene og diskutere i dybden andre steder.” Konsekvensen er, at ”danskerne er udannede, men det bider også sig selv i halen, fordi de ikke bliver tilbudt særligt mange muligheder for at blive mere oplyste og dannede. ” Men så ”længe man har lyttertal, læsertal eller seertal som det, der afgør om noget skal laves eller ej, så har man svigtet sin forpligtelse som stat. ”Alligevel bruges licenspenge til folkets TV på at hjælpe danskerne med at finde rundt i den finansielle labyrint. Så nu er danskerne heldigvis godt klædt på, til at sikre deres egen økonomi mod finanskrisen. I de seneste år er spekulation blevet en naturlig del af hver mands aftenhygge. Familien Danmark er for alvor trådt ind i finansverdenen,” som AFJ udtrykker det. Det er selve fundamentet, der grundlæggende er problematisk. For som AFJ siger, ”er opgøret med markedsgørelsen umuligt indenfor rammerne af kapitalismen. Kapitalismekritikken må bryde med det bestående system for at tænke nyt.” ”Det kan godt være, at staten ikke er blevet privatiseret fuldstændigt, men den er blevet underlagt nogle markedsvilkår, der gør, at den hele tiden er nødt til at tænke i, hvad der kan betale sig.” Og derved bliver grundlaget for handling ifølge AFJ, at folk indordner sig efter, om noget kan betale sig på det kapitalistiske marked. Bruddet med den udvikling følger af et fundamentalt opgør med systemet: ”Nogle ville nok mene, at man er nødt til at forholde sig til finanskrisen, men det (at undlade, red.) ville netop være en måde at få talt krisen ned på. Ligesom med terror, så nærer det også finanskrisen, at vi er så optagede af den. Mindre fokus vil tage noget af gassen af den ballon!” Ironisk nok kunne AFJ alligevel lokkes til at udtale sig om finanskrisen til VISION. Men dette understreger måske ligefrem pointen om, at et sporskift er svært, og at vi lader os rive med af kapitalismens dagsorden – selv når vi er bevidst herom.

INTERVIEW 3 Christian Kellermann

Christian Kellermann Født 1974 i Bayern. Blev i 2005 Ph.D. i International Politisk Økonomi fra universitet i Kassel. Ansat ved Friedrich Ebert Stiftung, Berlin, med speciale i europæiske og globale økonomiske problemstillinger. Det er folk som Kellermanm, der sidder midt i den konkrete kamp mod det kapitalistiske system, ham der beslutter hvordan socialdemokratiets Europæiske hjerte handler.

SPDs 14 punkter for socialdemokratiske initiativer 1. Forøg likviditeten og kapitale reserver for finans institutter 2. Strammere regnskabskrav for finansinstitutter 3. Krav om minimums dækning på 20 procent på udlån 4. Internationalt forbud mod ødelæggende kortsig tede spekulationer 5. Omlæg incitamentstrukturen og aflønningssyste met 6. Slut med privat profit og fælles tab; De ansvarlige skal hæfte personligt for tab 7. Styrk europæisk finanstilsyn af bankerne 8. Bedre opgørelser gennem et fælles europæisk vurderingsbureau 9. IMF skal sikre finansiel stabilitet gennem ny nøgle rolle 10. Streng regulering af hedge funds og private equity funds 11. Mere gennemsigtighed og kontrol med statsfonde 12. Styrk deltagerrettigheder for ansatte i firmaer 13. Luk alle skattely – først i Europa, dernæst verden over 14. Er udelukkende relevant for det tyske bankvæsen Se mere på www.SPD.de

markederne. Hans forslag er meget vidtgående og størstedelen er – i stort omfang – blevet implementeret af EuropaParlamentet. Nyrups reform er de europæiske socialdemokraters (PES) største succes, og er blevet sendt verden rundt. På den baggrund har SPD i Tyskland foreslået 14 punkter, der forbedrer stabiliteten på finansmarkederne, og understøtter den rigtige økonomi.” Kellermann mener, at ”der er behov for grundlæggende reformer og ikke kun kortsigtede kosmetiske ændringer, der fastholder et system, hvor de få bliver sindssygt rige, og de fattige, fattigere.” Generelt er det ikke enkelte aktører, der bærer skylden, men det er systemet der har fejlet: ”En række af de store finansinstitutter er allerede faldet, men flere er blevet reddet, fordi de blev set som for store til at lade falde.” Kellermann påpeger, at ved systematiske risici skal staten (eller helst nationalbanken) agere sidste udvej for at redde de nationale finansielle systemer fra at kollapse. På den anden side bør de væsentligste aktører forsikre sig selv, hvis de er store nok, for derved ikke at tære på statssikkerheden. For som han siger: ”Det skal være helt klart: Offentligheden skal ikke afhjælpe uansvarlig økonomisk opførsel. Tab må være privat, på samme måde som gevinster er det. Det nuværende paradigme af grådighed uden ansvar er grundlaget for den næste krise.”

For Christian Kellermann er udviklingen som en del af et større opgør med de neoliberale tendenser, der fulgte i kølvandet på Reagans og Thatchers angelsaksiske verdensregime, der fra 80’erne dominerede udviklingen af den internationale finansverden.

I 1944 blev hele strukturen for efterkrigstidens økonomiske verdensorden fastlagt ved Bretton Woods i USA. Det var her IMF og Verdensbanken blev født, og det monetære system bundet op på de amerikanske guldreserver. Ifølge Kellermann er det system forældet, og han ser nødvendigheden af et nyt Bretton Woods: ”Vi må sætte ind med at regulere de finansielle transaktioner (på mikro-niveau), som forbedrer regnskabsstandarder, regulering af egenkapital, regler for kortsigtet salg etc.”

Kellermann arbejder for det tyske socialdemokratis (SPD) tænketank, Friedrich Ebert Stiftung, hvor han forsøger at komme med progressive løsninger på økonomiske problemstillinger.

På det institutionelle plan, bliver vi nødt til at ”beskatte alle kortsigtede finansielle transaktioner, oprette bedre overvågningsstrukturer, og skabe et statsligt agentur for tilladelse af nye finansieringsformer.”

Han ser Poul Nyrup Rasmussen som en afgørende stemme i kampen mod uregulerede finansmarkeder: ”Han var en af de første, der lancerede en gennemgribende reform af finans-

Men det er de internationale spilleregler, der skal pilles ved. Kellermann mener, at vi må udfordre beggar-thy-neighbourpolitikken, hvor stater ikke vinder frem på bekostning af

Det nye Bretton Woods

andre (f.eks. i form af reduktion i selskabsskatten, inflation eller toldsatser, red.), men hvor regler er ens for alle. Han siger det helt klart: ”Vi skal have en ny Keynes Plan for det 21. århundrede.” Og det er det, Nyrup har lavet. Nyrup har selv ført en meget keynesiansk inspireret økonomisk politik. Det var Keynes, der ledte den britiske delegation under Bretton Woods, og hans ideer der i høj grad blev implementeret. Nyrups kamp mod det uregulerede finansmarked, både i form af aggressive opkøb fra kapitalfonde og en meget liberal lånepolitik, viser vejen frem for regulering på EU-plan.

Åbent vindue for kapitalismekritikken Information skrev som svar på finanskrisen, at Marx var tilbage. Det er sandt at den marxistiske analyse er tilbage, som også er grundlaget for de tre respondenter i dette interview. Men de radikale løsninger Marx foreslog er begravet, sammen med millioner og atter millioner af menneskelige ofre. Der forbliver de, for som Bauman siger: ”Kommunismen er socialismens utålmodige lillebror, der vil skyde genvej til himmerige.” Og han har om nogen set det. Som interviewene meget godt illustrerer, er kritik af det kapitalistiske system ikke ensbetydende med, at kommunismen har nogen relevans. Det understreger derimod de socialdemokratiske løsninger, der i det 20 århundrede har sejret af helvede til, men som de seneste 20 år har tabt terræn til neoliberalismen. Svaret på krisen ligger hverken i den kommunistiske yderlighed eller den liberalistiske, men derimod i midten hvor det bedste fra begge verdener kombineres i en blandingsøkonomi. Blot fordi den angelsaksiske markedsøkonomi er kollapset, betyder det ikke, at vi står overfor en politisk renæssance af socialdemokratisk politik. Hvis ikke socialdemokratier Europa over koordinerer implementeringen, vil det borgerlige Europa sejre, og folket tabe. Ufinansieret forbrug er en trussel for stabiliteten, ikke kun blandt de internationale finanser men også i folks hverdag. Politikerne skylder befolkningen, at de indretter et system, der så tager ansvar for kortsigtet profit og i stedet fremmer langsigtede investeringer. Heri ligger også, at privatiseringstanken er fjernt fra et solidarisk system. Privat kapital vil aldrig stå overfor det samme ansvar og demokratiske spilleregler som offentlig. Vores fælles økonomi, staten, er en stor fordel, og man bør være meget varsom med at sælge dele af den fra – der er ingen garanti for succes, og er salget først en realitet, er det meget svært at gøre det om. Mere konkret er det for let at stifte gæld. Forbrug er godt, men ikke for enhver pris. Og hvem er egentlig skyld i dårlige forbrugslån – låntager eller långiver? Eller vigtigere; hvem tager ansvar? Den kapitalistiske fristelsesøkonomi skal tæmmes, så den ikke endnu engang eskalerer og skaber usikkerhed for udenforstående. Men der er også brug for at påvirke måden vi tænker på. Der er brug for et opgør med forbrugstanken, så borgeren ikke bliver reduceret til kun at være forbruger. Det betyder blandt andet, at der skal stilles skærpede krav til de, der formidler finansiel viden som TV2 Finans og bankrådgivere. Et velfungerende system skal sikre den enkelte borger i hverdagen mod de største risici og ikke køre sig selv af sporet. Hvis ikke systemet kan sikre dette, er det utilstrækkeligt og unødvendigt. Men det er vigtigt at huske på, at finanskrisen ikke kun udløser problemer men også store muligheder. De største socialdemokratiske reformer er blevet gennemført i krisetider. Derfor skal vi som samfund endnu engang smede, mens jernet er varmt og allerede i dag gennemfører de nødvendige reformer.

9


10


Jeg tror ikke samfundet kan bære, hvis almindelige mennesker mister virksomhed og skal gå fra hus og hjem. Mohammed, 27 år

FELTSTUDIE

Finanskrisen set fra de små hjem Danskerne kan mærke krisen, finanskrisen forstås, ikke direkte i privatøkonomien, men mentalt har recessionen slået igennem. Vision har haft tre danskere på kaffe til en snak om hvordan de oplever, at være midt i det der angiveligt er den værste krise i 75 år.

Af Christian Struckmann Irgens, redaktionsmedlem I efteråret kunne Jyllands-Posten offentliggøre at Rambøll havde fundet ud af, at tre ud af fire danskere i ringe eller ingen grad var bekymrede for deres privatøkonomi. Lidt overraskende når man tænker på, hvor meget vi hører om krisen i medierne. Efter Rambølls undersøgelse er krisen imidlertid vokset til recession, så hvordan sætter danskerne selv ord på krisen?

skab. Det kan godt være, det lyder socialistisk, men jeg tror ikke, samfundet kan bære, hvis almindelige mennesker mister virksomhed og skal gå fra hus og hjem. Derfor skal staten sikre, at der kommer gang i lånemarkedet igen.

ploderer. På spørgsmålet om, at markedet ikke kan klare situationen, svarer han, at konsekvenserne vil være for store, og at markedet vil bruge længere tid på at rette sig op uden statens hjælp.

Vi er så småt igennem kaffen. Jeg er imponeret over Mohammeds mod men også lidt bekymret. Det tror jeg nu også, at han selv er inderst inde.

Polakkerne er rejst

Vi satser på den næste optur

Jeg har sat vand over til endnu en kande kaffe. Jeg venter besøg af Jesper på 27. Han bor sammen med sin kæreste i ejerlejlighed og er under uddannelse til officer. Jesper har altså udsigt til en relativ tryg ansættelse, men, som vi alle ved, i et job der kan have store personlige konsekvenser.

Karsten lægger dog ud med at fortælle, at byggebranchen er gået totalt i stå, og at der alene hos hans vognmand er fyret tre ud af 35 ansatte, og at flere er på vej ud. Personligt er han ikke så bange for fyring, men han er gået ned i arbejdstid, og det ser ikke ud til at blive bedre.

Jesper fortæller, at han og kæresten har haft deres lejlighed til salg, men at den er umulig at sælge. Samtidig har rentestigningerne betydet, at afdragene er steget med 500,- om måneden. Jesper beroliger mig dog med, at det ikke vælter deres økonomi.

>> Karsten ”Du kan se, alle polakkerne er også taget hjem. Lige nu er der ikke andet at gøre end at skære ned, og det kommer til at ramme hårdt i byggeriet. Jeg tror også at folk igen begynder at forstå, hvorfor man har brug for fagforeningerne. ”

Kapitalistdrengene leger

Karsten er særligt skuffet over, at politikerne ikke satte en stopper for forbruget og spekulationerne i tide. >> Karsten I min branche er der blevet bygget alt for mange lejligheder, der nu står tomme; hvor skulle alle de mennesker komme fra? Men sådan er det når kapitalistdrengene leger. Nu er det os andre, der skal redde dem og boligejerne.

Jeg tager chancen

Min ven Mohammed på 27 skal til at starte egen virksomhed. Han har ellers et godt job som sælger, og hans tiltalende personlighed er uden tvivl til glæde for hans nuværende arbejdsplads. Så helt ærligt hvordan tør han springe ud som selvstændig?

Nye dagsordner?

Mens vi skænker den første kop kaffe, giver Mohammed mig ret i, at krisen er lidt uvirkelig. Lidt lige som klimaog terrortrusler, man ved de er der, men man mærker det ikke. Mohammed indrømmer dog, at han er blevet mere forsigtig. Han tør ikke kaste sig ud i større investeringer som bolig og bil. Han er også usikker på, hvordan det skal gå, når han skal i banken for at låne startkapital til virksomheden. >> Mohammed Vi har en god forretningsplan og kunder, men jeg tror ikke, vi kan låne penge, før der er ro på markedet. >> Vision Du er ikke bange for, at I må opgive planerne? >> Mohammed Nej, jeg har besluttet mig for at give det en chance, så må jeg tage nedturen, hvis den kommer. Men der er ikke meget goodwill lige nu. >> Mohammed Jeg håber dog, at politikerne viser leder-

I danskernes syn på finanskrisen kommer jeg også en tur forbi Karsten i Hillerød. Karsten er 44 og kranfører. Han bor til leje sammen med sin kone, så de har ikke selv oplevet faldet i huspriserne.

>> Jesper Det er i højere grad drømmene, man kan vinke farvel til. For et par år siden kunne alt lade sig gøre, og vi troede let, at vi kunne købe et hus, så nu satser vi på næste optur. Mens vi drikker kaffen ud, fortæller Jesper, at han mener, at politikerne skal sikre at lånemarkedet kan komme i gang igen, og at arbejdsløsheden ikke eks-

Det slår mig, at ingen af de tre er synderligt bekymrede for deres egen situation; Rambølls undersøgelse havde altså fat i noget. På den anden side mærker man også tydeligt, hvordan perspektiverne på fremtiden har ændret sig, og at der er nye forventninger til vores politikere. Krisen giver altså også mulighed for, at politikerne kan træde i karakter og komme med løsninger på de problematikker, der i det seneste halve år er begyndt at fylde mere i vores bevidsthed. Som så mange andre tilhører de tre gutter i interviewet det vælgersegment, der er mobile mellem folketingets to største partier. De er ikke ideologiske, men dog bekymrede for samfundet, og de sætter pragmatisk deres stemme hos det parti, der tør tale rent ud og vise vej gennem krisen. Det er ved at forstå, hvad der rører sig hos disse vælgere netop nu, at man kan komme ud over fløjkannibalismen og få flyttet stemmer over midten.

11


12


13


Analyse

Foghs økonomiske uansvarlighed Fogh-regeringen har ført den mest uansvarlige finanspolitik, siden det fra midten af 1970’erne blev muligt at måle den finanspolitiske effekt. Alligevel hævder regeringen, at der har været ført en konjunkturudjævnende politik. Men Nationalbanken har sat regeringen på plads.

Figur 1

lg

lt

overophedning som målt ved ledighedsgab og lønstigningstakt 2000 - 2008 ledighedsgab

lønstigningstakt, DA-området

2

5

1 4

0 -1

3

-2 2

-3

2000 Af Christen Sørensen, tidl. overvismand

Den internationale situation

Finanskriser opstår af og til. I 1987 oplevede vi det store børskrak den sorte mandag 19. oktober. I 1997 var det den sydøstasiatiske finanskrise med voldsomme devalueringer og tab, vi blev vidne til. Verden kom sig hurtigt over disse kriser, fordi de var begrænset til dele af den finansielle sektor og/eller til mindre økonomisk tungtvejende lande. Men krisen bliver denne gang såvel dybere som mere langvarig, idet der allerede var en økonomisk afmatning i gang i flere lande og udbredt forventning om, at den amerikanske økonomi var på vej til recession, da den finansielle krise brød ud i lys lue med Lehman Brothers konkurs i september.

Langvarig afmatning – også i Danmark

Finanskrisen betyder derfor først og fremmest, at afmatningen bliver dybere og ikke mindst kommer

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007 2008

Kilde: Finansministeriet 2008. Økonomisk redegørelse Aug. 2008 hurtigere, end den ellers ville, idet den sædvanlige tendens til, at virksomheder m.fl. lige venter lidt med at nedjustere arbejdsstyrken nu vil være stærkt reduceret. Hvis jeg får ret i mine forudsigelser, vil der komme en periode, og den vil komme ret hurtigt – i første halvår af 2009 – hvor det generelle pres på arbejdsmarkedet er historie, og der vil gå relativ lang tid, før vi igen oplever stort pres på arbejdsmarkedet. Først tidligst i 2012 vil jeg vurdere. Hvad kan vi så gøre ved det? Ikke ret meget og i hvert fald ikke nær så meget som vi havde kunnet, hvis vi – da vi havde mulighed herfor uden store samfundsmæssige omkostninger i form af ledighed og konkurser – havde handlet i tide, dvs. strammet finanspolitikken med virkning allerede fra 2006.

Regeringens uansvarlige finanspolitik

Det paradoksale er, at regeringen på en og samme gang, nemlig i Økonomisk Redegørelse fra aug. 2008 dels fremlagde dokumentation for, at det skulle være gjort, og dels hævdede, at der har været ført en ansvarlig finanspolitik. Økonomisk Redegørelses ufrivillige(?) påvisning af, at finanspolitikken har været uansvarlig fra 2006, fremgår af figur 1, der viser sammenhængen mellem overophedningen af dansk økonomi og lønstigningstakten for årene 2000-2008. Figur 1 viser overophedningen ved ledighedsgabet, der er forskellen mellem den faktiske ledighed og den strukturelle ledighed. Og når den faktiske ledighed er lavere end den strukturelle ledighed, er der overophedning. Det har således været tilfældet siden 2006, hvor ledighedsgabet har været negativt. Men ikke nok hermed. Det negative ledighedsgab – og dermed overophedningen - er blevet større helt frem til nu. I Økonomisk Redegørelse fremhæves nødvendigheden/fordelen af, at der føres en konjunkturudjævnende finanspolitik, som sikrer, at ledighedsgabet ligger ret tæt omkring nulpunktet. Det følger umiddelbart heraf, jf. figur 1, at der senest med virkning for 2006, dvs. med finanslov 2006, skulle være sket en finanspolitisk opstramning af en ikke ubetydelig størrelse, såfremt en ansvarlig økonomisk politik skulle være realiseret. Men i Økonomisk Redegørelse er der ingen erkendelse af, at regeringen er 3 år for sent på den. Tværtimod påstås stridende mod egne tal, at der ikke har været ført en konjunkturforstærkende – og dermed uansvarlig – finanspolitik. Det påstås direkte – se side 11 og 12 – at den finanspolitiske praksis i de seneste 2030 år har været udtryk for en konjunkturdæmpende politik! Og det gentages endog i Finansministeriets såkaldte kasseeftersynsrapport fra 20. okt. Men det har i hvert fald ikke været tilfældet i årene fra og med 2006, hvor der i alle årene har været ført en ekspansiv finanspolitik, selv om dansk økonomi har været ret så kraftigt overophedet. Et så groft forsøg på historieforfalskning kan vel kun forklares ved politisk pres, idet fagligheden i hvert fald hidtil har været høj i finansministeriet.

14


Det generelle pres på arbejdsmarkedet er historie, og der vil gå relativ lang tid, før vi igen oplever stort pres på arbejdsmarkedet. Christen Sørensen Figur 2 % af BNP

Boliginvesteringer i % af BNP i Danmark 1990 - 2007

8

været ”finanspolitisk praksis i Danmark gennem de seneste 20-30 år” at føre en konjunkturudjævnende økonomisk politik.

7 6 5 4 3 2 1 0 1990

1991

1992

1993

1994

1995

1996

1997

1998

Regeringen blev endda klart advaret mod, at overophedning med efterfølgende løbsk omkostningsudvikling ville blive konsekvensen af den fra 2006 førte finanspolitik. Nationalbanken advarede således meget stærkt herimod i september 2006 – og andre havde allerede udtrykt dette i 2005 forud for vedtagelsen af finansloven for 2006. Nationalbanken udtrykte det således i 2006: ”Den økonomisk-politiske udfordring i efteråret er et spørgsmål om håndtering af risikoen for en overophedning af den danske økonomi. Denne risiko har gennem en periode været voksende. Sandsynligheden for, at et fortsat efterspørgselspres sætter varige spor i priser og lønninger i et omfang, der på længere sigt vil føre til en stigende arbejdsløshed, er nu så stor, at det er tilrådeligt, at der fra de offentlige finanser udgår en mærkbart afdæmpende effekt på den samlede økonomi” Her står det jo så tydeligt, som det næsten kan, at den finanspolitiske stramning, som Nationalbanken anbefalede med en finanseffekt på -½ pct. af BNP, skulle iværksættes i 2006 i forbindelse med finansloven for 2007. Det burde være interessant at bemærke, hvor præcis Nationalbankens diagnose var. Men det forhindrede dengang ikke, at regeringen blot arrogant afviste Nationalbanken og andre. Bl.a. skulle de økonomiske lærebøger skrives om! Hvorfor var det så vigtigt, som bl.a. Nationalbanken påpegede i 2006, at finanspolitikken dengang blev opstrammet? Som det er fremgået af figur 1, er omkostningsudviklingen løbet løbsk. Det sker altid, når der i nogen tid har været en betydelig overophedning. Og omkostninger/lønninger har meget lettere ved at stige end ved at falde. Det betyder igen, at det nemt ender med, at det tager længere tid at redressere stigninger end at udløse stigninger. Derfor risikerer vi nu længere tid med højere arbejdsløshed og dårlig økonomi med konkurser m.v. og dermed en stor regning grundet den uansvarlige finanspolitik, fordi vi nu ikke har et nært så stort råderum, som vi ellers havde haft mulighed for.

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007 2008

En væsentlig årsag til, at dansk økonomi blev så specielt overophedet med historisk høje boligprisstigninger og stærkt stigende boliginvesteringer til følge, har ikke mindst været de fra USA udgående lave renter kombineret med skattestoppet, der også indebar, at boligskatterne blev fastfrosset. Mens boligbyggeriet tegnede sig for 4,3 pct. af BNP i 2001, steg denne andel til hele 7 pct. i 2007. Udviklingen siden 1990 i boligbyggeriets andel af BNP er vist i figur 2. Som det fremgår af figuren, er niveauet for boliginvesteringernes andel af BNP i 2007 det højeste siden i hvert fald 1990. For at sætte udviklingen i figur 2 i relief er det i figur 3 vist, hvor stor en andel boligbyggeriet i en række OECD-lande udgjorde af BNP i 2007. Som det fremgår af figur 3, er det kun i Irland og Spanien, at boligbyggeriet har haft et relativt større omfang end i Danmark i 2007. Bemærk endvidere, at boligbyggeriets betydning i USA ikke er nær så stor som i Danmark. Til gengæld har vi i Danmark ikke haft låneformer (subprime-lån o. lign.), der har haft specielt lave startydelser forårsaget af bl.a. renter under markedsrenten i starten efterfulgt af renter over markedsrenten efter nogle år med heraf følgende ulykker. Det er naturligvis også på grund af de uholdbare prisstigninger på boligmarkedet og det alt for stærkt stigende boligbyggeri i Danmark, at det må forventes, at den kommende afmatning bliver dybere og længerevarende, end det ville have været tilfældet, hvis der i tide var grebet ind herimod. Men det var nu ikke bare regeringen, der valgte den på kort sigt bekvemme ”lukke øjne” politik, jf. boks 1.

Heldigvis er jeg ikke alene om at udstille, at dette er udtryk for vold mod fakta. I Nationalbankens kvartalsskrift fra 1. kv. 2008 anføres side 23 vel at mærke med udgangspunkt i finansministeriets egne tal: ”I de senere år er der sket en ændring i tilrettelæggelsen af finanspolitikken. Hvor finanspolitikken i 1980’erne og 1990’erne var konjunkturdæmpende, dvs. reducerede udsvingene i BNP, har den i en årrække været konjunkturforstærkende. … En opgørelse på Finansministeriets tal viser, at den førte finanspolitik siden 2002 i høj grad har bidraget til det store kapacitetspres i økonomien de senere år. Finanspolitikken har dermed været medvirkende til at skabe det nuværende pres på arbejdsmarkedet.” Og det er jo en helt anden udlægning af essensen fra figur 1, end den regeringen – med bistand fra den nuværende overvismand i Politiken 22. sep. - forsøger at bilde os ind.

Hvad nu?

Hvis min analyse af de økonomiske udsigter holder stik, står vi som anført overfor en ret langvarig økonomisk opbremsning, hvis længde og dybde naturligvis vil komme til at afhænge af, hvordan det går med verdensøkonomien. Og hvad kan vi så gøre ved det? Selvfølgelig noget, men betydeligt mindre end vi ellers havde kunnet, hvis vi i årene 2006 og 2007 havde grebet kraftigt ind over for overophedningen af dansk økonomi. Dette noget kunne være at forberede offentlige investeringsprojekter, som alligevel skal gennemføres. F.eks. infrastrukturprojekter (jernbaner og elektrificering heraf, renovering af skoler m.v.), hvortil der ikke er knyttet store driftsudgifter. Og iværksætte disse i den takt, som udviklingen i arbejdsløsheden og konkurserne tilsiger. Hermed være ikke sagt, at det ikke på langt sigt er ønskeligt, at arbejdsudbudet øges, for det har vi alle en interesse i. Men vi skulle måske også være optaget af, hvordan vi på den klogeste måde afbøder virkningerne af den forestående opbremsning af også dansk økonomi. Og så må de lovgivningsmæssige rammer for pengeinstitutvirksomhed strammes op. Dette er nærmere beskrevet i den udvidede version af dette indlæg, der kan ses online her: http://www.cevea.dk/vision_114/ artikler/christen_soerensen/.

Christen Sørensen

Ikke siden 1970’erne...

Professor, Syddansk Universitet: Odense. Født 1945, er professor i økonomi ved Syddansk Universitet, Odense, og bl.a. formand for Det rådgivende udvalg vedr. Grønlands økonomi. Han er tidligere overvismand, formand for Københavns Fondsbørs, formand for Juristernes & Økonomernes Pensionskasse, formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Alt i alt må jeg konkludere, at der næppe siden midten af 1970’erne, hvor der kom styr på, hvordan den finanspolitiske effekt skulle måles, har været ført en så uansvarlig finanspolitik som i de senere år. At denne uansvarlighed så hidtil er blevet skjult af, at dansk økonomi forinden havde opnået en meget stærk udgangsposition, er noget andet. Men det har vi i hvert fald delvist nu sat over styr, hvad vi kommer til at mærke i de kommende år. Alligevel er det i Økonomisk Redegørelse fra august anført, at det har

Boks 1 Udbredt uansvarlighed hos centrale aktører I en erhvervskronik under overskriften ”Bobler og boligbyggeri.” i Berlingske Tidende 4. aug. 2005 anbefalede jeg for at imødekomme den fra især boligsektoren udgående overophedning, at der blev grebet ind herimod. Synspunkterne heri var bestemt ikke lige populær alle steder. Formanden for BAT-kartellet, John Larsen, skrev således bl.a.: at foreslå ”en særlig strafmoms på byggeri for en komme en såkaldt ”prisboble” til livs, vækker ikke alene forundring men også vrede i byggefagene. I byggefagene ser vi ingen som helst tegn på, at der er ved at opstå flaskehalse og en overophedning af økonomien..” Så det var ikke alene regeringen, der satte kikkerten for det blinde øje. Også de organisationer, der var repræsenteret i Det økonomiske Råd, brugte næsten alle kikkert på samme måde eller forfaldt til urealistiske forslag om på selv kort sigt at øge arbejdsudbudet fra ikke mindst import af arbejdskraft, som det fremgår af referaterne fra møderne i Det økonomiske Råd fra 2006-2007.

Figur 3 Boliginvestering i % af BNP i 2007 Sverige USA Italien Norge UK Frankrig tyskland Finland Belgien Holland Danmark Spanien Irland

% af BNP

0,0

2,0

4,0

6,0

8,0

10,0

12,0

15


kommentar

Et paradigme er afgået ved døden Dette er afslutningen på Fukuyamas ”Historiens Afslutning”kapitalisme. Afslutningen på amerikansk hegemoni og på ”one size fitz all”. Men ikke på kapitalisme som sådan. Politikerne må tage opgaven på sig og sikre, at de kommende hårde tider ikke vil være forgæves. Politikken må igen styre økonomien - ikke omvendt.

Af Noreena Hertz, britisk økonom og samfundsrevser Vi er vidne til et paradigmes død. I øjeblikke af sorg er udsagn som det mødt med benægtelse, modstand og vrede fra den gamle tros fædre og forsvarere.   Men det ville være snæversynet at tro, at de seneste begivenheder blot udsætter mangler i banksystemet - små mangler. Og at resultatet blot vil være en smule småændringer i det finansielle system, og at det så er det. Den dominerende økonomiske teori gennem de seneste 20 år - en teori, som satte frihed før egenkapitalen, der gav markeder mere magt end stater, og som oplevede risiko som et offentligt gode, som ikke bør dæmpes – den teori er nu gået til grunde. Det er et system, der ikke blot tolererer men fremmer overdreven grådighed. Det er den ”laden stå til”-kapitalisme, som blev omfavnet af USA og Storbritannien for omkring 20 år siden, og som man har prakket på de fattigste lande i verden ved hjælp af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Alt dette har haft sin tid. Befolkningerne vil ikke tolerere, at denne kapitalisme bliver genoplivet.

”Historiens Afslutning” har mødt sit endeligt

For at gøre det helt klart, så betyder det ikke, at alle former for kapitalisme nu er overflødige. En del af det hegemoniske Washingtons arrogance var tanken om, at deres kapitalisme var den eneste kapitalisme, der eksisterede. Men kapitalismen har altid eksisteret i meget forskellige former. Det kontinentale Europas kapitalisme adskiller sig fra Asiens, som igen adskiller sig fra Sveriges og så videre. Forskellene afhang i høj grad af, i hvilket omfang et land værdsatte staten, omfordeling af rigdomme, samfund, kultur, og ikke-monetære mål for succes. Det er kun den angloamerikanske ”Historiens Afslutning”-kapitalisme - en

16

filosofi, der aktivt ser bort fra disse andre faktorer og afkobler økonomi fra social retfærdighed - som snart vil være begravet.   For det paradigme, der bygger på løfter, som aldrig vil kunne leveres, var i sagens natur uærligt, og i løbet af de sidste par uger er dets forskellige afkoblinger fra virkeligheden begyndt at blive afsløret. Afkoblingen mellem de virkelige penge, der er i vores økonomier og de Matador-pengene, der findes i det finansielle marked. Afkoblingen mellem, hvad vi fysisk ejer, og det vi faktisk har råd til at eje. Afkoblingen mellem risiko og belønning - to ting, som paradigmet angiveligt afvejede mod hinanden, men som i de senere år er blevet gensidigt afhængige – des større risiko, des større belønning. Afkoblinger, der nu konkret manifesterer sig i uigennemskuelige bankregnskaber, i en hidtil uset personlig gæld, og i at hedgefond-chefer hvert år tjener op til halvanden milliarder pund (13,5 milliarder kroner, red.). Indtil nu har det kun været en begrænset gruppe tænkere, der, som jeg, så skriften på væggen og publicerede med et budskab, der udfordrede det domine-

rende paradigme. Hertil kom en håndfuld nationale politikere, der var målrettede i deres kritik.   Men selvom vi dissidenter havde et betydeligt publikum, blev vores synspunkter aldrig betragtet som mainstream, fordi tilhængerne af det dominerende paradigme bestod af den globale forretningselite, de dominerende økonomiske og finansielle medier og USA, som indtil nu har været den globale supermagt. Det vil nu ændre sig. For nu hvor revnerne i paradigmet er så klare, nu hvor folks job er i fare - i Storbritannien og USA stiger arbejdsløsheden med en rivende fart - nu hvor låne-pusherne kræver deres lån indfriet, nu hvor vi ikke har penge til at shoppe for og bliver vidner til, at vores husstands rigdom bryder sammen – nu er befolkningerne ved at blive vrede .... og ikke blot på bankfolk. Vi oplever en grundlæggende forargelse over det rod af et sammenkoblet system, vores samfund bygger på. Folk er forargede over energiselskaber, der indkasserer massive overskud, mens de tillader, at deres pensionister skal kæmpe for at holde sig varme vinteren over; over administrerende direktører, der kan tjene op til


Det er kun den anglo-amerikanske “Historiens Afslutning”-kapitalisme - en filosofi, der aktivt ser bort fra andre faktorer og afkobler økonomi fra social retfærdighed - som snart vil være begravet Noreena Hertz

1000 gange lønnen af den gennemsnitlige ansatte. Og snart, ja hvilken som helst dag det skal være, vil forargelsen over systemet inkludere de politikere, der har tilladt, at dette kan ske. På alle dem, der tillod, at der er så grundlæggende en modsætning mellem, hvordan de beskrev verden, og hvordan vi nu kollektivt oplever den.

Snart vil forargelsen over systemet inkludere de politikere, der har tilladt, at dette kan ske. Alle dem, der tillod, at der er sådan en grundlæggende modsætning mellem, hvordan de beskrev verden, og hvordan vi nu kollektivt oplever den. Noreena Hertz Befolkningerne erkender nu, at de har den moralske ret og myndighed til at forbande den ideologi, der har resulteret i dette. Dette er en fundamental ændring. De kloge politikere har allerede set dette tektoniske skifte, denne ændring i magtbalancen fra finansverdenen og de store selskaber til folket, og de forsøger at opbygge politiske kapital herved. Vi er alle socialister nu. Se bare Merkel og Brown og Cameron (hhv. tysk og engelsk premierminister, og David Cameron er de konservatives leder i England, red.), der var tre af de helt store fortalere for det gamle paradigme. Nu kritiserer de bankfolkene for deres uansvarlige adfærd og lønninger og stiller krav om statslig indgriben i de finansielle markeder. Men disse opfordringer vil ikke få dem valgt eller genvalgt, hvis de kun henvender sig til banksektoren og stopper dér. Den finansielle krise var udtryk for en grundlæggende forkert måde at se verden på, en forkert måde at tænke på, som nu i stinegnde grad vil komme til at gå ud over virkelige mennesker, i takt med at vi går ind i en global recession.

Og paradigmet vil ikke kun skade folk i de lande, hvor det blev prædiket. Paradigmet vil også skade folk i de lande, hvor det ikke blev prædiket. I Rio de Janeiro, Bogota, Beijing og Moskva ser vi allerede nedlæggelse af arbejdspladser, faldende udsigter til vækst og styrtdykkende børser. Og i verdens fattigste lande kommer de til at opleve den dobbelte effekt ved først at have dereguleret, privatiseret og åbnet deres markeder for at få vestlige støttekroner for derefter at finde ud af, at pengene aldrig kom, at det var tomme løfter, fordi de vestlige stater og institutioner er pressede af krisen.

Globaliseringens første krise

Dette er globaliseringens første altomfattende krise. Det er en erkendelse af, at i en verden hvor alle er tæt indbyrdes forbundet, bliver ét lands problemer hurtigt hver og ens. Det er det første kollektive ”lose lose”. Det er altså ikke så mærkeligt, at alle de politikere, der mødte op i New York til G20-topmødet i slutningen af november, undtagen lame duck-Bush, syntes ikke blot villige til klart at distancere sig fra deres ”laden stå til” i fortiden. De var også parate til at kapre dagsordenen på mødet og gøre det til en åben udveksling af idéer om, hvilken slags verden, hvilket samfund, vi nu ønsker. Mødet skulle ellers have handlet om at afhjælpe det globale finansielle system. Men der blev ikke kun snakket om behovet for at regulere bankerne men også om direktørernes lønninger, om behovet for en multilateral indsats, og at der skal skabes plads til alle stemmer i debatten, og ikke kun dem, der tidligere monopoliserede magten.   Og det er igennem disse samtaler, som startede i november, at de politikere vil opstå, der er klogest, og som befolkningerne kan stole på og følge. Og disse politikere vil være dem, der er villige til at rekonstruere og om nødvendigt afvikle deres tidligere antagelser. Det vil være dem, der med åbent sind vil tage stilling til, hvilke tænkere, ideer, teorier de nu skal tage til sig, og hvilke de skal afvise.    De klogeste politikere vil være dem, der forstår og er eksplicitte omkring, at de er nødt til at tilpasse deres verdenssyn, når kendsgerningerne ikke længere passer ind frem for at tilpasse kendsgerningerne, når de ikke længere passer til verdenssynet.   Og i denne proces, kan og skal politikerne tage ved lære af de seneste tyve år. Ikke flere økonomiske forskrifter ud fra ideen om, at ”one size fits all”. Lande skal have friheden til selv at bestemme, hvilke

økonomiske politikker der bedst kan opfylde deres nationale behov. Ikke mere herskesyg romantiseret dereguleringspolitik. Farerne ved svag eller ikkeeksisterende regulering er nu alt for tydelige. Og det betyder, at det nu skal stå frit for at regulere enhver industri, der potentielt er til skade for det almenes ve og vel – og reguleringen må være hårdhændet. Myten om, at den gyldne hånd gør, at alles levestandard hæves, når de rige bliver rigere, der stod så centralt i den gamle ideologi, må endelig være skudt til jorden. For det var aldrig rigtigt. Social mobilitet i Storbritannien har stort set ikke ændret sig i 40 år. I USA er en fjerdedel af landets velstand i hænderne på blot 14.000 familier. Det er nu tid til aktivt at indføre politikker, der vil sikre at positive gevinster deles - ikke kun nedadrettede risici. Hvis kapitalismens næste fase bliver formet rigtigt, vil den forlade iørefaldende slogans og nydelige økonomiske modeller til fordel for de komplekse nuancer vores multi-polare verden faktisk kræver. Samtidig med et fornyet fokus på de lokale forhold vil den nye kapitalisme have en forståelse af, at problemer, der udspringer af vores fælles afhængighed – som fx CO2-udledning - kræver globale løsninger og kan ikke løses af landene hver for sig. Den nye kapitalisme vil aktivt søge at omdefinere, hvad der er værdifuldt, således at børn, der vokser op i dag, ikke begår den fejl, vores generation begik: At forveksle succes med mulighed for at købe et ekstra par Nike-sko eller en Gucci Taske. Det kan godt være, det gamle paradigme er ved at dø. Men lad os ikke begræde det, men have håb. For hvis der fra dets aske opstår noget, der er væsentligt anderledes, bedre og mere intelligent, så vil den nærmeste fremtids lidelser ikke være forgæves, men være for vores fælles bedste. Oversat af Karl Kjær Bang og Malcolm H. Bang

Noreena Hertz Forfatter af The Silent Takeover og IOU: The Debt Threat, Distinguished Fellow, Judge Business School, University of Cambridge og gæsteprofessor, Rottterdam School of Management, Erasmus University

Pust liv i idédebatten!

CEVEA.DK 17


KOMMENTAR

Islamisk inspiration til finansetisk smiley Den slagne republikanske præsidentkandidat John McCain og vores egen minimalstatsminister er blandt dem, der har forklaret årsagen til finanskrisen med etiske brister hos finansfolket. Vi kulegraver den etiske brist og opstiller et alternativ.

der maksimerer egen (kortsigtet) profit. Dette deler den med nyliberalismens dereguleringstilgang. Forskellen er blot, at reguleringstilgangen erkender, at investorernes egeninteresser ikke nødvendigvis – og i finanskrisens eksempel åbenlyst ikke – er i samfundets almene interesse. Derfor foreslår denne tilgang regulering, der ændrer aktørernes kalkuler, så det ikke i samme grad kan betale sig at spekulere til skade for almenvellet. Grundlæggende befinder begge tilgange sig inden for det rationelt-egoistiske univers.

Etik i virsomhederne

Af Mia Rasmussen, redaktionsmedlem og Peter Westermann, redaktør

Reguleringens rationaler

Det kommer næppe som en overraskelse, at liberale og konservative frontfigurer skyder skylden for finanskrisen på enkelte brodne kar blandt de finansielle aktører i stedet for at anerkende de strukturelle problemer ved markedets kriseskabende tendenser, der ville kræve grundlæggende reformer. Den diskussion vil vi imidlertid lade ligge for at forfølge den etiske diskussion. Svaret på den nuværende finansielle krise har fra mange sider været mere regulering af den finansielle sektor. Den danske regerings redningsplan indeholder eksempelvis begrænsninger af brug af aktieoptioner, som anses for at have skabt nogle skumle incitamenter for ledelsen i bankerne. Lovgivning, som regulerer erhvervslivet, har imidlertid svært ved på samme tid at være fleksibel, så virksomhedernes økonomiske driftighed ikke kvæles, og samtidig sikre innovation. Myndigheder overså måske derfor, at lovliggørelsen af subprimelånene ville være en katalysator for finanskrisen, da det åbnede mulighed for at sammenstrikke finansielle produkter, som havde en høj rente og risiko, men uden at investorerne reelt vidste, hvilke reelle aktiver der lå bag. Måske ønskede investorerne ikke at vide for meget, så de ikke skulle bekymre sig om, hvem der bar byrden for den høje profit, og måske ønskede de tilsynsførende myndigheder – måske ideologisk betinget - ikke at blande sig i markedsaktørernes adfærd. Reguleringstilgangen angriber dog ikke en sådan manglende etisk dømmekraft, hvor forsætlig den end måtte være. Reguleringstilgangen anerkender nemlig antagelsen om, at investorer er rationelle aktører,

18

Etik er i et andet univers. Hvad, det vil sige at handle etisk, kan defineres forskelligt. Den prøjsiske oplysningsfilosof Immanuel Kants kategoriske imperativ, der lyder: ”Du skal handle på en måde, så du er villig til at gøre din handlen almengyldig”, betyder omtrent det samme som Bjergprædikenens: ”Du skal elske din næste, som du elsker dig selv”. På kort form kan det siges, at etik afviser den egennyttige beregning som handlingsgrundlag og i stedet anviser universelle regler, som man skal følge for at handle etisk. Etik tager således hensyn til almenvellet, men lader reguleringen ske autonomt i den enkelte aktørs samvittighed – man kan ikke tvinge folk til at være etiske, men det kan godt være etisk at tvinge folk. Etikken har således brug for loven for at kunne sikre sig efterlevelse, da det ikke kan forventes, at aktørerne af sig selv handler etisk.

Islamisk inspiration?

At nogle få etiske retningslinjer kan have omfattende indflydelse på erhvervslivet kan ses i den islamiske verden. Ifølge Jørgen Bæk Simonsen, Professor ved Københavns Universitet og forfatter til ”Politikens bog om Islam”, er der i Koranen kun få anvisninger om korrekt økonomisk adfærd:

”Den mest kendte er forbuddet mod Riba, som på dansk bedst oversættes til ågerrenter. Dette forbud bunder i, at det anses som asocialt at tjene penge på folks nød. Derudover er der også anvisninger om, at man bør benytte korrekte mål og tage retfærdige priser”, forklarer Jørgen Bæk Simonsen. Som sådan ligner Islam sine slægtninge, Kristendommen og Jødedommen. Forskellen ligger i efterlevelsen i dag. Op gennem middelalderen forbød den katolske kirke rentevirksomhed, hvilket gav rum for jødiske vekselerer, der gerne måtte tage renter fra ikke-jøder. Til gengæld for den lukrative virksomhed, erhvervede jøderne sig desværre et ry for at være uetiske pengepugere – en fordom, som antisemitismen har forsøgt sig med helt op i moderne tid. Selvom de eksplicitte regler for økonomisk adfærd er få i Koranen, er erhvervslivet i muslimske lande alligevel dybt påvirket af disse anvisninger, for ikke at tale om muslimer, som bor uden for den muslimske verden. I Danmark er det sidste eksempel oprettelsen


Forbudet bunder i, at det anses som asocialt at tjene penge på folks nød. En sådan etik rummer spændende inspiration for at indrette finansiel virksomhed mere socialt retfærdigt – og dermed samfundsetisk.

af Amanah - en bank, som ikke tager renter, men derimod indretter boliglån, så risiko og gevinst følges ad. I praksis ejer banken den del af huset, som er ”belånt” og sælger den stykvis tilbage til beboeren til en på forhånd fastsat pris, der sikrer banken en indtjening og sikrer kunden en gennemsigtig og pålidelig tilbagebetaling. Årsagerne til denne type bankvirksomhed skal findes i forbuddet mod ågerrenter, men også et forbud mod at tjene penge på renter, da man ikke må tjene penge på penge alene. Samtidig fordrer sharialov, at muslimer ikke må investere i foretagender med tvivlsom moral såsom alkohol, tobak og porno. En sådan etik rummer spændende inspiration for at indrette finansiel virksomhed mere socialt retfærdigt – og dermed samfundsetisk.

Fundamentalisme i flere former

Hvis man tolker fundamentalisme som den bogstavelige efterlevelse af religiøse skrifter i samfundslivet, kan man kalde forbuddet mod renter fundamentalistisk – ligesom al anden lovreligion i øvrigt. Loven står ikke til diskussion. Hvad mange liberalistiske religionskritikere imidlertid overser er, at en lignende tilgang imidlertid også findes hos de ærkeliberalister, der hævder at enhver regulering er imod Den usynlige Hånds lov. Det nyliberalistiske svar på finanskrisen er yderligere deregulering. Politikere skal kunne have endnu mindre indflydelse på markedet, så Den usynlige Hånd kan fungere uden politikeres velmenende, men besværlige indblanding. Denne holdning er den rene, virkelighedsfornægtende markedsfundamentalisme.

Blind tiltro til Den usynlige Hånd er lige så hovedløst et grundlag for økonomisk politik som blind tiltro til religiøse skrifter. Forskellen er blot, at påbuddene fra de religiøse skrifter tager udgangspunkt i en fællesskabsorienteret etik, mens Den usynlige Hånd først og fremmest tjener den personlige berigelse på bekostning af andre.

tighed, når de køber deres varer. Også lovgiverne har fået øjnene op for CSR som etisk pisk til at få virksomhederne til at blive gode samfundsdeltagere. Der er således et lovforslag på vej igennem, som vil gøre det lovpligtigt for de allerstørste virksomheder herhjemme at offentliggøre, hvorvidt de har lavet en CSR-strategi eller ej. CSR har hidtil mest haft fokus på virksomheder i produktionssektoren og blandt andet lagt vægt på vilkår hos leverandører fra især 3. verdenslande for at sikre, at produkter med virksomhedens navn på ikke reelt var produceret under uetiske forhold, dvs. af børnearbejdere eller lignende. CSR har været virksomhedens stempel for at produkterne er ”etisk” i orden ud fra de angivne retningslinjer, som virksomheden selv har lavet. Corporate Social Responsibility betyder således overordnet, at virksomheder skal kunne bevise, at de ikke skader samfundet gennem deres virke. Det kan man ikke sige er tilfældet for de spekulanter, der har startet den finanskrise, vi nu mærker følgerne af. Det må ikke ske igen. For at sikre os mod de utæmmede markedskræfter må vi finde en måde at kombinere markedets fleksibilitet og innovationsevne med en sikring mod de kriser, der forårsages af markedets natur, der fremmer den uetiske spekulation. Et led i den regulering, der skal til, må og skal angribe den etiske dimension. Derfor foreslår vi at udvide begrebet Corporate Social Responsibility til også at omfatte finansiel virksomhed. For at sikre at disse værdier efterleves, foreslår vi, at Finanstilsynet indrettes med inspiration fra Advokatnævnet. De har nemlig muligheden for at fratage uetiske advokater, der bryder med god advokatskik, deres ret til at virke som advokat. Dette begrundes med, at ”Advokater indtager en særlig betroet stilling i samfundet, og derfor gælder der en række strenge krav til advokaters adfærd og etik.” Vi mener, at

Vores forslag til CSR-model for finansiel virksomhed skal bygge på følgende værdier:

1. Gennemsigtighed Det skal være gennemskueligt for kunden hvilke vilkår lån og opsparing foregår på. Det skal være muligt at gennemskue finansielle virksomheders investeringsmæssige foretagender, for at kunne sikre sig at virksomheden ikke er engageret i ulovligheder eller uetiske investeringer

Verden forandrer sig og derfor må alt kunne sættes til diskussion og ændres, hvis det viser sig at være hæmmende for fællesskabets interesser. Derfor må vi afvise enhver form for fundamentalistisk samfundspåvirkning. Hverken et religiøst eller ideologisk fundament kan accepteres, hvis det ikke tillader diskussion af mål og midler.

2. Retfærdighed

CSR for finanssektoren

at kunden kan betale tilbage

I forhold til finanskrisen bliver spørgsmålet, om man kan få spekulanterne til at agere på en måde, som er mere i overensstemmelse med en bestemt fælleskabsgavnlig etik. Der har i de seneste år været meget fokus på Corporate Social Responsibility (CSR) som en måde for virksomhederne at tage ansvar i samfundet. Virksomhederne har selv taget dette til sig som en måde at skærpe deres profil som gode samfundsstøtter på, og dermed give kunderne bedre samvit-

Tilbagebetaling og renter skal ligge på et retfærdigt niveau i forhold til den generelle rente og økonomien i samfundet. Lån skal gives i forhold til hvad der er realistisk

Som samfund kan vi trække de finansielle aktører til det etiske trug, men om de drikker af det, kan vi ikke bestemme. Vi kan derimod bestemme konsekvenserne af ikke at drikke – at lade deres virksomhed tørre ind. finansielle rådgivere også indtager en særlig betroet stilling i samfundet, da det påhviler dem at sørge for, at den finansielle sektor ikke skaber kriser, der kan få katastrofale følger for de enkelte låntagere og samfundet som helhed. Dette kan de sørge for ved at overholde god finansskik. For at sikre denne overholdelse er det nødvendigt med klarere kriterier, som de skal leve op til, såvel som med et langt mere opsøgende og kontant tilsyn.

Samfundet må trække finansaktører til det etiske trug

En CSR-ordning, som den vi foreslår, skal fungere som en kollegial godkendelse af en finansiel virksomheds egne kontrolprocedurer for at sikre overholdelse af den gode finansskik. Som sådan bør den indrettes som en smiley-ordning, der sikrer offentligt kendskab til virksomhedens grad af overholdelse af den gode finansskik. Virksomheder med en samfundsøkonomisk ansvarlig profil, der opnår gode smileys, kan - i lighed med virksomheder med en strategi om ikke at bruge børnearbejdere - fremstå mere attraktive over for kunder og investorer, som har samfundets bedste på sinde. Dermed bliver denne etisk begrundede ordning til sidst også et rationelt aktiv for aktøren. At denne cirkelslutning opstår – at en rådden finansetik, der er baseret på den rationelle egennytte, skal afhjælpes af en samfundsetisk regulering, der til sidst påvirker den rationelle egennytte – skyldes, at vi netop ikke tør at lade det være op til den enkelte aktørs etiske opførsel i sig selv. Samfundet er nødt til at ændre de egennyttige kalkuler, der kan fordre en efterlevelse af god finansetik. Som samfund kan vi trække de finansielle aktører til det etiske trug, men om de drikker af det, det kan vi ikke bestemme. Vi kan derimod bestemme konsekvenserne af ikke at drikke – at lade deres virksomhed tørre ind. Økonomisk politik må tage højde for aktørers interesser gennem regulering, der påvirker interesserne. Herved skal den økonomiske politik sikre, at adfærden bliver etisk forsvarlig. Dét er styrken ved en fællesskabsfunderet, rationelt etisk politik.

3.Forudsigelighed Det skal være muligt for kunderne at kunne forudsige deres betalingsforpligtelser, uden risiko for voldsomme rente eller afbetalingsstigninger.

19


ANALYSE

ALBA

- Rapport fra en revolution ALBA startede i 2004 som en aftale mellem den højtråbende venezuelanske præsident, Hugo Chávez, og den evigt revolutionære cubanske leder, Fidel Castro. Det var første led i den bolivarianske revolution – Hugo Chávez’ personlige projekt.

Af Frederik Andreas Jørgensen, redaktionsmedlem

Chávez kalder ALBA for det 21. århundredes socialisme, og han er dens fremmeste fortaler. Han har tilegnet den til Simon Bolivar, den latinamerikanske frihedshelt, der ville samle hele det sydamerikanske kontinent. ALBA står således for det Bolivarianske Alternativ for Amerika. På spansk betyder ALBA morgengry og står i kontrast til ALCA, det spanske navn for Free Trade Area of the Americas, som er USAs initiativ, der skal samle hele Amerika fra indlandsisen til pampassen under ét stort frihandelsområde (selvfølgelig undtaget Cuba, som USA ikke anerkender). ALBA er først og fremmest startet som en politisk og økonomisk modvægt til det USA, som især Bush har stået i spidsen for. Men det er i lige så høj grad en reaktion mod de frihandelsprincipper, som ligger bag ALCA, og som tidligere var så stærkt udbredt i Sydamerika. Men hvad er ALBA egentlig? Et énmandsshow, skabt af en lokal despot, et kommunistisk alternativ til Washington Consensus, eller er det et reelt alternativ?

Latinamerika

Dette nummer af Vision er spækket med økonomiske teorier og opfordringer til regulering af de internationale finansmarkeder. Men hvad er modsvaret til massiv deregulering og neoliberalistiske initiativer i praksis? Vision tager et nærmere kig på et af de steder, der har været hårdest ramt af den amerikanske neoliberalisme: Latinamerika.

20

Bolivia

Rapporter fra Honduras hævder, at der er få så popu-

Unasur: Mercosur Argentina. Brasilien, Uruguay, Paraguay, Venezuela

Andre medlemmer Guyana, Suriname, Chile

Venezuela, Cuba, Bolivia, Nicaragua, Honduras, Dominica

Nicaragua

Tanken bag ALBA er samarbejde mellem medlemmerne, ikke konkurrence. Målet er en alternativ udviklingsstrategi, der tager udgangspunkt i forholdene i Sydamerika gennem de såkaldte Folkets Handelsaftaler. Fra Cuba modtager Venezuela læger, lærere og sundhedspersonale, fra Bolivia naturgas og råstoffer og fra Honduras og Nicaragua fødevarer. Venezuela sender i stedet olie og penge retur. Principperne er samarbejde og solidaritet, og landene bidrager med det de har. Men virker det så også?

Andes Fællesskabet Bolivia , Peru, Ecuador, Columbia

ALBA:

Honduras

Samarbejde og solidaritet

Cuba Dominica Venezuela


Rapporter fra Honduras hævder, at der er få så populære som Chávez, fordi hver gang en fattig bonde får en grå stær-operation, udføres det gratis af cubanske læger.

lære som Chávez, fordi hver gang en fattig bonde får en grå stær-operation, udføres det gratis af cubanske læger. Regningen betales med hilsen fra Chávez og ALBA. De store mængder fødevarer, Venezuela modtager i bytte for olie, deles ud til de fattige. Det overordnede mål for samarbejdet i ALBA er et mere socialt retfærdigt Latinamerika. Således er den reformpakke, Chávez allerede har introduceret i Venezuela, i store træk målsætningen for ALBA, der med Chávez i spidsen også har blæst til kamp mod analfabetisme, fattigdom, social marginalisering og boligmangel. Målet er gratis uddannelse på alle niveauer, gratis sygehuse og billige boliger, der er miljøvenlige og bygget af rester fra olieindustrien (Petrocasa). Som herhjemme i gamle dage er der også oprettet kooperationer, der skal sikre beskæftigelse og et demokratisk erhvervsliv. Et mere overordnet mål er at blive uafhængig af IMF og Verdensbanken, der historisk har været de to institutioner, der har fremmet den neoliberalistiske dagsorden i ulandene, ved at udstede lån med krav om privatisering og frihandel. Derfor har Venezuela oprettet ALBA-banken, der udsteder billige lån til medlemmerne, gennemfører fælles investeringer og samarbejdsaftaler, etablerer skoler og hospitaler. Venezuela har tilmed forpligtet sig til at finansiere industri og infrastruktur og opkøbt lån fra mange af sine naboer, for at gøre regionen uafhængig. Gennem ALBA har Venezuela investeret massivt i en energifond, der på længere sigt skal gøre hele regionen uafhængig. Resultaterne i Venezuela er dog tvetydige. Fra 1999 til 2007 er børnedødeligheden faldet markant, middellevealderen er steget og arbejdsløsheden er faldet. Men selvom Chávez blandt andet har gennemført en jordreform, der overdrog jord fra besidderne til jordløse bønder, er uligheden ironisk nok steget. Det skyldes primært en høj inflation på over 30 procent og fødevarekrisen; forhold, der tilsammen øger leveomkostningerne mere end minimumslønnen er steget. På længere sigt kan det skade opbakningen til Chávez og ALBA.

Sort guld

Det er især energiområdet, der bestemmer udfaldet i ALBAs økonomi. De betydelige forekomster af naturgas og olie i Bolivia og Venezuela gør hele forskellen. Og det hele er ikke lutter lagkage. Efter Chávez smed de amerikanske oliefirmaer ud, er den samlede olieproduktion faldet med en fjerdedel, hvorfor Venezuela har problemer med at overholde sine aftaler inden for ALBA. Men på trods af faldet i kapacitet er Venezuelas indtjening fra olien steget fra 7 mia. US dollar i 1999 til 75 i år. På baggrund af denne velstand tilbyder Venezuela favorable olieaftaler til ALBA-landene, så de modtager olie for langt under markedspris. Gennem PetroCaribe modtager de caribiske østater også billig olie, der betales gennem 25-årige lån med 1 procent forrentning ellers betales de i form af naturalier. Gennem selvforsyning vil Latinamerika være meget stærkt rustet til fremtiden. Bolivias præsident, Evo Morales, valgte i 2006 også at nationalisere naturgassen, hvilket på sigt vil give flere penge til ALBA. Og tilmed har Venezuelas og Bolivias nationaliseringer ikke skræmt investorerne væk. ALBA-landene tiltrækker i dag massive investeringer fra russiske, kinesiske, indiske og europæiske firmaer. Dertil kommer nye store oliefund, så Venezuela i dag har verdens største kendte oliereserver, og store anlægsprojekter af rør og gasledninger er under konstruktion.

Dæmon og folkehelt

Det eventyr endte med, at den brasilianske præsident, Lula de Silva, forsøgte at holde Venezuela ude af Mercosur. Oprettelsen af ALBA er derfor også en del af et regionalt modspil til Brasilien. Og tidligere på året trak det ovenpå Columbias operation mod FARC op til krig mellem USA-allieret Columbia og Venezuela. For så vidt, som man kan finde fredelige løsninger, synes regionalisering at være et muligt svar på globaliseringens negative kræfter, og i Europa har vi ikke gode erfaringer med de former for klassisk magtpolitik, der lige for tiden præger sydamerikansk politik.

For først at afklare, hvor dybt kritikken mod manden bag projektet stikker, er spørgsmålet, hvorvidt kritikken af ham ikke i højere grad er politisk motiveret, end at den omhandler manglende demokrati, antiamerikanisme eller hans personlighed. For hvad kendetegner egentlig forholdene i Venezuela? Vi har stillet en faktuel gennemgang op i boksen ’Retrospekt’ nedenfor.

I maj i år blev Unasur oprettet, som et forsøg på at skabe et fælles toldområde, der dækker hele Sydamerika. Det bygger direkte på de liberaliseringspolitikker, vi kender i EU i form af Det Indre Marked. Oprettelsen af Unasur er en trussel mod ALBA, for er der egentlig plads til både Unasur og ALBA, når de grundlæggende er modstridende?

ALBA er Chávez’ projekt, så man kan med rette spørge, om ALBA ikke bare er et forsøg på at forøge Venezuelas magt i regionen? Chávez er resolut, bombastisk og en af de mest kontroversielle ledere verden over, under anklage for at knægte demokratiet, for antiamerikanisme og for rent ud sagt at være en klovn. Anklagerne siger, han vil skabe et nyt Cuba, og Bush’ tidligere seniorrådgiver, Otto Reich, har beskrevet Chávez og Castro som Latinamerikas Terrible Two, der må stoppes hurtigst muligt.

Retrospekt Chávez blev udsat for et kup af den konservative elite i 2002, men stod selv bag et mislykket kup i 1992. Chávez accepterede majoritetens fravalg af en forfatningsændring, der ville give ham mulighed for at blive siddende som præsident. Chávez kritiserer Bush huden fuld, men roser Obama til skyerne og støttede ofrene for orkanen Katrina i New Orleans med flere penge end USAs føderalstat. Internationale valgobservatører (deriblandt EU’s) har godkendt valgene i Venezuela 2005 og 2006 som demokratiske. I 2006 undlod han at forny licensen på TVstationen RCTV. Selv efter stationen blev lukket, er omkring 80 procent af mediefladen ifølge den canadiske forsker Poul Kellogg dog stadig overvejende regeringskritisk. Som modsvar på de generelt kritiske medier har Chávez oprettet sin egen sydamerikanske TVstation, TeleSUR, der sender verden ind i stuerne, blåstemplet af revolutionen. Han har tilmed sit eget talkshow, Aló Presidente, hvor han hver søndag formiddag toner frem efter kirketid og tager mod spørgsmål fra seerne om revolutionen. Chávez har til forsvar mod en potentiel invasion etableret en stor milits, der er udstyret med Kalashnikovs og hedder Misión Miranda. Senest har Chávez opbygget et stort fællesparti for den bolivarianske revolution, Partido Socialista Unido de Venezuela (PSUV).

Som boksen viser, er Chávez altså nok en folkehelt, men på den anden side er han hverken demokratiets ypperste vogter eller den dæmon han gøres til. Han er realpolitiker til benet og har meget markante holdninger.

Ét latinamerika?

Hans holdninger kom blandt andet til udtryk, da han i 2005 forlod handelsfællesskabet Andesfællesskabet, som reaktion på at Colombia og Peru indgik bilaterale frihandelsaftaler med Bush. Chavez søgte i stedet optagelse i det andet handelsfællesskab, Mercosur.

Det er dog afgørende for fremtiden i Latinamerika, at ALBA og Unasur kan sameksistere, og at lederne finder fælles fodslag og ikke opruster, men problemet er inkonsekvente ledere. De taler alle sammen for regionalisering, men ud fra egne præferencer, som langt fra er identiske. Oprettelsen af Unasur er et kæmpe skridt mod sydamerikansk udvikling, og kan ALBA og Unasur potentielt vokse sammen, kan det styrke regionen som helhed.

u/hellige alliancer?

Og det er ikke urealistisk, at Latinamerika kan forenes, som det skete i Europa. Den latinamerikanske venstredrejning er konsekvensen af årtier med forrykte militærjuntaer, med Chile som neoliberalismens prøvekanin under Pinochet, med økonomiske chokterapi-doktriner, privatiseringer og en enorm ulighed til følge. Den neoliberalistiske periode endte symptomatisk med Argentinas økonomiske kollaps i 1999. Siden da er hovedparten af de sydamerikanske ledere udskiftet med folk til venstre for midten. Dette står i stærk kontrast til tidligere tider, hvor USA anså Latinamerika for sin baghave. Men siden 11. september 2001 har USA haft øjnene andre steder. Venstredrejningen generelt og etableringen af ALBA specifikt har været mulig til dels på grund af dette. Senest har Rusland meldt sin ankomst i regionen med et nyt strategisk samarbejde med Venezuela. Den russiske flåde er sendt til Venezuela, og nye våben er købt i stor målestok. Der er ingen tvivl om, at alliancen med russerne vil forbedre ALBAs overlevelseschancer. Chávez har tilmed truet med at lukke olieforsyningen til USA. Dette må dog anses som tomme trusler, da Venezuela ikke vil kunne bære det økonomisk. Lykkes det at skabe reel uafhængighed, økonomiske reformer, højere sociale standarder for de dårligst stillede, energisikkerhed, sikkerhedspolitik og vækst, så har man opskriften på succes. Men risikoen for konflikt er desværre høj. Obama vil dog forhåbentlig kunne spille en afgørende rolle som mægler, da han har en mindre ideologisk tilgang end Bush. Grundlæggende bygger ALBA på fordele ved samarbejde frem for konkurrence. Reformerne kommer måske til udtryk i lige dele populisme og reel reform. Men store skridt er taget - specielt indenfor energipolitik, der i grundlaget minder om EUs landbrugspolitik ved at subsidiere, så området på lang sigt kan være selvforsynende. Men ALBA er ikke kun økonomi og energi, det er også et lidenskabeligt projekt, der er i stand til at skabe begejstring og tro på fremtiden for mange mennesker, der har svært ved at tro på hverdagen.

21


Feltstudie

Pølsevognen – den danske mands oase Ved Dansk Folkepartis landsmøde i 2008 udråbte Pia Kjærsgaard pølsevognen til et ægte udtryk for dansk kultur. Vi har sat os for at efterprøve påstanden og besøge en række tilfældigt udvalgte pølsevogne i København for at se, om de virkelig er så danske. Måske får vi sat ord på det lidt luftige begreb ”danskhed”.

Af Martin gunz og Christian Struckmann Irgens, redaktionsmedlemmer Det bliver skægt, det her! Vi har lagt en rute der går gennem det meste af København, målet er otte pølsevogne på syv timer. Altså én hver 52. minut – vi er på cykler, så det bliver en smal sag! Vi begynder på Damhustorvet; hvor København møder Vestegnskommunerne Hvidovre og Rødovre. Den folkelige kultur har her et mekka med Damhuskroen hvor Kjeld Heick, Søs og Kirsten, Monrad og Rislund – you name ’em – står på scenen. Første stop er Helges Pølser på Damhustorvet. Her er et overraskende stort udvalg, flere varianter af medisterpølser, masser af hjemmelavede saucer og dressinger, ovenikøbet en bøfsandwich med bearnaise og bløde løg. Vi starter dagen med medister, akkompagneret af Cocio til at skylle efter med. Nå, mystikken skal ud af pølsevognen. Vi spørger pølsemutter: >> Vision Hvad køber folk, når de er her? ”De køber pølser. Det er en PØLSEvogn, det her” >> Vision Men hvem kommer på Helges Pølser? ”Det gør hr. og fru Danmark. Mest hr. Danmark”. Når ”damerne” indfinder sig, så bestiller de ”to wienerpølser med brød”. Mændene er mere avancerede og eksperimenterer mere. Også med sproget – de dyrker pølsevognsslang og bestiller svedne søm, døde fingre, kager og klejner. Er man meget avanceret kan man få en ”sydeuropæisk indviklet” – en fransk hotdog med baconpølse forstås.

22

Der noteres flittigt, oplysningerne skal sammenlignes med de andre pølsevogne. Vi laver også besøgsstatistik; mens vi har spist, har der været otte kunder udover os. Vi siger farvel og cykler mod 2450 SV.

Her tager man ikke damen med

En frankfurter med Anker

Vi når Borgbjergsvej og stopper ved MINE PØLSER. Det er ikke en pølsevogn i ordets egentlige forstand, spisestedet er nemlig grundmuret. Indenfor er der barstole, og BT og Ekstra Bladet ligger fremme. Vi bestiller pølser og bliver installeret med to kopper kaffe.

”Jeg er virkelig ikke sulten længere”. ”Ahr, hold op! Vi er kun 3. sted – så tager vi også en guldøl”! Og ja – historien skal i hus. Man kan også få smørrebrød, sandwiches og wienerbrød på 4kanten, men vi tager to franske hotdogs. Vores vært får besøg af mange chauffører og turister. 95 % af kunderne er mænd.

>> Vision Hvornår er der flest kunder?

>> Vision Hvorfor?

”Til frokost. Der kommer hele tiden kunder, men der er travlest til frokost”. 90% er stamkunder, 60% er mænd, og 40% er kvinder med børn. Her sælges flest pølser, men flæskestegssandwichen er også et hit. Pølsemanden er italiener, men er faldet for den danske mad, og så selvfølgelig en dansk kvinde – derfor har han nu hjemme i Måløv og ikke i fødebyen Assisi. Pludselig falder Martins øjne på en fotokollage til højre for disken. Den er fyldt af smilende børn med pølser i hænderne, men midt i det hele er et billede af Anker Jørgensen.

”Jaah, det er nok ligesom værtshuse mest en mandeting”. ”Kvinder passer nok lidt mere på med usund mad. Vi har ellers prøvet med pastasalat – men det har ikke hjulpet. Og så er en pølsevogn jo heller ikke lige et sted man inviterer fruen ud”.

”Folk slapper af når de kommer her... De taler sammen. Ja, man forventer sgu’ at tale med sidemanden, når man står ved en pølsevogn.” ”En dag regnede det helt forfærdeligt” forklarer pølsemanden, ”og det væltede ind med folk. Så jeg skaffede to engangskameraer. Jeg synes, det kunne være sjovt med billeder af alle børnene”.

Vi ankommer til Artillerivej og 4kanten. 4kanten er både pølsevogn, kaffebar og cafeteria. Inden vi bestiller, trækker Martin Christian til side og hvisker:

Vi kan kun give ham ret: en pølsevogn er ikke et oplagt sted til en date! Vi er jo sjovt nok også to mænd, der er ude at lave reportage om pølsevogne. I den halve time vi har brugt på 4kanten, har vi mødt ti kunder – alle mænd. Vi bevæger os ud på det regnfulde Amager. Tilbage i sadlen sætter vi retning mod Langelinie. Ti minutter senere står vi foran Tages Pølsevogn ved Churchillparken. Vi bestiller en pølse i svøb og en bacondog. Kvinden bag disken bekræfter vores antagelse: ”Ja, pølsevogne er en mandeting”, siger hun. ”Der er mange kvinder, der ikke vil have, at deres mænd går herned... så jeg føler mig nogle gange som sammensvoren. Men jeg har et trick: Man skal bare droppe ketchuppen, så kan kvinderne ikke lugte, at mændene har været forbi pølsevognen. Det er altså ikke løg eller chili men ketchuppen, der afslører dem”. Mens vi morer os over dagens tip, bliver vi pludselig distraheret: Ved siden af os står Marianne Jelved! Vi kan ikke lade være og spørger hende, hvad hun siger til, at Pia Kjærsgaard mener, at pølsevognen er indbegrebet af danskhed:

>> Vision Og af Anker?

”Det er rigtigt, det har hun ret i! Men jeg må altså gå nu, der er en 3årig, der venter i bilen”.

”Ja, han kom også forbi – og ham ville jeg da gerne have med”. Det viser sig, at Anker fra tid til anden kommer forbi og får en frankfurter med brød. Nu er vi i hvert fald sikre på, at Dansk Folkeparti ikke er alene om at holde af pølsevogne. Vi tager afsked med italieneren, der foruden os havde syv kunder, mens vi var på besøg. Videre mod næste mål på Amager.

Efter fru Jelveds retræte fortæller vores værtinde, at mange af hendes kunder er ”kendte og slipsedyr”. Vi takker, og noterer 13 kunder under vores besøg. Nu kan vi for alvor mærke konsekvenserne af den massive fejlernæring - de tomme kalorier banker rundt i blodet, knæene er blevet bløde og opgaven virker uoverskuelig. ”Ikke så meget brok” kommanderer


Pølsevognen er mere end pølser... Den lille vogn ændrer udtryk og nuancer med værten og lokalsamfundet.

Christian, cyklerne skal i gear, og vi skal til Nordhavn for finde havnearbejdernes pølseskjul. Modvind og støvregn tærer på moralen, men pludselig dukker en lille pølsevogn op på den vindblæste mole. Herude hvor ingen andre former for liberalt erhverv kan finde fodfæste, trives pølsevognen på Stubbeløbsgade. Indehaveren indvilliger i at få en snak og langer pølser over disken. Vi bliver betroet, at pølsevognen ikke er en helt ringe forretning og noterer værtens henkastede nik over mod en Mercedes parkeret 50 m. væk. ”Selvom det ikke ligefrem er Strøget, kommer der mange havnearbejdere forbi, og de nye virksomheder i Nordhavnen har ofte forretningsforbindelser med forbi til en ristet hund”. Under vores besøg har to andre kunder lagt vejen forbi. Efter lidt luft ved Øresund går turen videre mod Nørrebro. Pludselig fremstammer Martin ”Hubertus”, uden yderligere diskussion gør vi holdt på Vinstuen Hubertus. To hof hjælper på humøret. Pludselig kommer Julie, en gammel bekendt af Martin, ind på Hubertus. Hun skal låne toilettet, men stopper og spørger bekymret til vores modløse udtryk. ”Har I spist på fem pølsevogne??”, udbryder hun. Vi indrømmer, at vi stadig mangler tre måltider. Hovedrystende ønsker hun os held og lykke. Nu er der ingen vej tilbage, vi skal i mål. Vi drikker ud og forsætter ad Jagtvej mod Nørrebro.

Kettarsenap, hr?

Klods op ad Nørrebro Station står en pølsevogn, med ægte storbystemning, larm og trafik.

ker farvel til Lars. Nu går jagten ind på dagens sidste vogn. Vi håber at finde en vogn omkring Ålekistevej i Vanløse. Da vi næsten er tilbage ved udgangspunktet, opstøver Martin en grundmuret pølsevogn. Der er ikke noget at stille op – vi går ind på Café Fodkoldt på Hyltebjerg Allé. Da vi træder ind i det varme rum, møder vi til vores overraskelse en smilende pakistaner. ”Værs’go, tag en kop kaffe”, lyder det venligt. Pludselig føler vi os hensat til en scene fra Rejsen til Saturn - og nærmest uden opfordring får vi historien om Danmarks første muslimske pølsemand. Eller det vil sige... han omtaler sig selv som den første gæstearbejder, der havde pølsevogn, og insisterer i øvrigt på at være dansker med Pakistan som fødeland. Vi slutter dagen med en flæskestegssandwich. Kunderne på Café Fodkoldt er lokale, mest stamkunder – og mange børnefamilier. Vi klemmer det sidste ned, takker værten og noterer fire andre gæster. Ude på Ålekistevej griber vi hinandens hænder og ser hinanden dybt i øjnene. >> Vision Vi klarede det! Men har Pia Kjærsgaard så set rigtigt? Er pølsevognen et ægte udtryk for dansk kultur? Vi konkluderer, at et ophold ved en pølsevogn i hvert fald rummer de oplevelser, som danskerne gerne vil se som det bedste af nationalkarakteren: Uhøjtidelighed, imødekommenhed, humor. Selvom der kommer få kvinder, er kunderne fra alle samfundslag – men i de 10 minutter, de gæster pølsevognen, har de et selvvalgt fællesskab på trods af verdens modsætninger. Pølsevognen er mere end pølser: Den lille vogn

ændrer udtryk og nuancer med værten og lokalsamfundet – dét har rundturen vist os. Jo, Pia har nok ret i at pølsevognen er et ægte symbol på danskheden, konkluderer vi, og bugserer vores udmattede og misbrugte kroppe hjem. Måske skulle vi have lagt mere vægt på Pias afsluttende ord om pølsevogne: ”Alt med måde. Men - madglæde er vel også livsbekræftende?”

Faktaboks til pølsevognsturen 1 hvidløgsmedister m. brød + 1 cocio 1 chilimedister m. brød + 1 cocio 1 hotdogpølse m. brød + 1 kop kaffe 1 ostepølse m. brød + 1 kop kaffe 1 fransk hotdog m. frankfurter samt chili og ketchup + 1 guldøl 1 fransk hotdog m. frankfurter samt chili og tabasco + 1 guldøl 1 pølse i svøb + 1 cocio 1 bacondog + 1 citronvand 1 ristet hotdog 1 wienerpølse m. brød 1 ristet pølse m. brød + 1 cola 1 hotdogpølse m. brød + 1 cola 1 bøfsandwich m. bløde løg + 1 faxe kondi 1 bøfsandwich m. bløde løg og ”verdens stærkeste chili” + 1 faxe kondi 1 flæskestegssandwich + 1 kop kaffe 1 flæskestegssandwich + 1 kop kaffe

Vi mangler stadig at få afkodet den danske oplevelse ved at spise på en pølsevogn – men vores venlige værtinde er heldigvis behjælpelig. Hun giver os ret i, at kønsfordelingen er skæv – men gør det dog klart, at ved hendes pølsevogn kommer der en del kvinder, og for den sags skyld også muslimer. Og ja, de spiser svinekød. ”Ja, jeg synes, at pølsevognene er ægte danske”, konstaterer hun. >> Vision Hvori består så den ægte danske oplevelse? ”Folk slapper af når de kommer her. De taler sammen. Ja, man forventer sgu’ at tale med sidemanden, når man står ved en pølsevogn. Der bliver talt om politik, økonomi, og hvad der falder én ind”. Vi takker vores skarpsindige værtinde, som udover os har underholdt tre kunder. Vi kører ad Frederikssundsvej mod Husum, mens mørket er ved at sænke sig over de gamle arbejderkvarterer. På Frederikssundsvej finder vi Larses Pølser, og kort efter står vi begge med en bøfsandwich i hånden. Lars fortæller, at det er et skønt, men barskt job. Der er ikke tid til familien, og mange pølsemænds parforhold hænger i laser. Lars vil dog ikke bytte. Han er typen, der sætter pris på hyggesnakken, og han slynger om sig med pølseslang: ”To døde fra akvariet… s’gærn - kettarsenap? Ellers andet hr.?” Lars har alle mulige typer på besøg i vognen, også de unge muslimske knægte kommer for at få en bøfsandwich med bløde løg. Kvinderne kniber det lidt med, selvom de udgør omkring 1/3 af gæsterne. Normalt bestiller de franske hotdogs, men Lars gør, hvad han kan for at opdrage dem: ”Livet har sgu’ meget andet at byde på end franske hotdogs!”. Vi har delt oplevelsen med fem andre kunder og vin-

23


kommentar

Obama Sunrise? Vision var med i skyttegravene under den amerikanske præsidentvalgkamp for dermed at kunne give en øjenvidneberetning om Obamas evne til at fascinere og engagere, men også holde et kritisk centrum-venstre øje med, om der med valget af Obama nu også er grund til den helt store eufori.

Jacob Damsholt, redaktionsmedlem, og Peter Westermann, redaktør

Obamamania tur-retur

Obamamanien var en realitet, der blandt meget andet gjorde Obamas kampagne til en nyskabelse af rang. På vores rejse i det amerikanske så vi overalt folk iført Obama-merchandise i forskellige afarter - en klar indikator på Obama-hype. En fordel for Obama-kampagnen i forhold til at skabe denne hype var selvfølgelig, at man havde et solidt tag i ungdommen. Uden for bibelbæltet i al fald. Det er trods alt ungdommen, der sætter hitlisten, når det gælder popkultur. Med slogans som ”Yes we can”, ”Hope” og ”Change we need” gav budskaberne god genklang i ungdommen, den sorte minoritet og den hvide kulturoverklasse. Når vi gik fra dør til dør i Miamis sorte ghettoer var det ALLE, lige fra tre-årige børn til hærdede narkohandlere, der bad om Obamaklistermærker eller badges. Det er ikke til at forestille sig, at disse marginaliserede mennesker på samfundets kant har reageret sådan på Kerry eller Gore (de to tidligere demokratiske præsidentkandidater, red.). Der er ingen tvivl om, at Obama har været i stand til at give mange mennesker troen tilbage på det demokrati, det samfund, som de føler sig snydt af. I et faldefærdigt hus mødte vi en gammel dame, der med tårer i øjnene fortalte, at hun ikke havde stemt siden Kennedy blev myrdet, men denne gang ville hun gå op og stille sig i kø i 4-5 timer for at sætte sit kryds. Obama er blandt disse mennesker allerede et ikon for håb, og på troen på en lysere fremtid. Dette er i sig selv en bedrift, der gør Obama fortjent til en stor del af den status han er blevet givet.

24

Obama is the new black

Mange af de fattige, men jublende afroamerikanere, vi mødte i vores Obamauniformer, vidste ikke ret meget om, hvilke planer Obama har får landet. Obamas popularitet her skyldes fantastisk retorik og farven på hans hud. Retorisk bringer Obama minder frem om Martin Luther King og borgerrettighedsdagene, hvilket kampagnen understøttede så godt den kunne, bl.a. gennem merchandise med King og Obama sammen. På hudfarven kunne afroamerikanere se, at han er en af ’deres’. Dette er efter vores mening den væsentligste forklaring på hans succes i denne vælgergruppe. Form over indhold. Det er naturligvis godt for landet, at mange af disse folk har stemt for første gang, og at de har valgt en demokrat, men man kan nok ønske sig, at baggrunden for deres valg og engagement havde været mere substantielt og ikke baseret på fremtoningen. Den smarte modehenvisning på T-shirts, som at ”Obama is the new black”, er derfor måske ikke så langt fra at beskrive en stor del af opskriften på hans succes.

Obama one on twenty-five thousand

Obamamanien oplevede vi for fuld udblæsning til et valgmøde – et Obama rally – i et ishockeystadion i Sunrise, Florida. I titusindvis ventede vi i den stegende sol i over fem timer på at blive lukket ind blandt de 25.000, der var plads til. Da vi kom ind, gik der endnu tre timer, før talerne gik på scenen. Ventetiden blev tilbragt på en måde, så man var i tvivl, om man var til amerikansk

fodboldkamp. Bølgen gik lystigt og vedholdende på lægterne, mens kampråb til tider overdøvede poprock’en og countrymusikken, alt imens burgere, sodavand og friturestegt kylling blev fortæret lystigt. Efter multietniske og ligestillingskorrekte talere var færdige med indgangsbøn, stemmeprocedurer, national troskabsed, kampagnestatus og nationalsang, og et par senatorer havde fået deres del af rampelyset, var det endelig tid til det, folk var kommet for: Joe Biden indtog scenen og leverede et kvarters energisk tale. Han er en mand, der i dén grad udstråler autoritet. Bidens hovedpointe var, at McCain var “more of the same”, mens Obama var “the change we need”, inden han til sidst forsikrede om Obamas lederevne og parathed. Sjældent har vi hørt så øredøvende jubel, som da Obama resolut gik på scenen og indledte sin tale. Temaet var næsten udelukkende økonomien – “restoring the middle class” og “encouraging bottom-up growth”. Eksemplerne, der skabte identifikation hos folkemængden, var mange – og tilråb og bifald strømmede retur. En halvekstatisk tilstand af masseeufori er nok det, der kommer stemningen nærmest. En tilstand der blev skabt gennem en overflod af klichéagtige og velkendte virkemidler gennem hele showet, som kampagnen og i særdeleshed de to kandidater mestrede i en grad så selv danskere med hang til pragmatisk og empirisk velbelagt politik blev revet med et langt stykke af vejen. Udover en enorm karisma besidder Obama en evne til at få alle til at


USA er stadig en falmende supermagt, hvilket ikke giver de bedste udsigter til en værdidrevet uegennyttig politik. Derfor skal man heller ikke blindt følge USA, selvom landets præsident hedder Barack Obama.

What’s new – pussycat?

føle sig forbundet med ham. Han taler lige præcis til dig og er interesseret i dig. Han er one-on-one med alle tilhørere.

Det har været interessant at følge med i, hvordan den danske venstrefløj har stået i kø for at rose Obama og måske sammenligne sig selv lidt med ham over for vælgerne og dermed lukrere på hans stjernestøv.

Al denne energi, engagement og ’Obamania’ var naturligvis et enormt potentiale for Obama-kampagnen - især i et land som USA hvor kampagnevirksomhed kræver voldsomme mængder af frivillig arbejdskraft. Det er ikke nok at have folk til at udbrede kandidatens budskab for at overbevise folk om at stemme på vedkommende. Der skal også være folk til den nok så vigtige ”get out the vote”-del. Det drejer sig om folk, der går fra dør til dør eller ringer rundt til i forvejen overbeviste vælgere for at få dem til rent faktisk at stemme. Den amerikanske borgerdyd er ikke af en karakter, der gør at stemmeprocenter kommer af sig selv.

Udover en enorm karisma besidder Obama en evne til at få alle til at føle sig forbundet med ham. Han taler lige præcis til dig og er interesseret i dig. Han er one-on-one med alle tilhørere. Udfordringen for Obama-kampagnen har imidlertid været, hvordan man kunne være i stand til at absorbere al den energi og arbejdskraft, man havde til rådighed. På kort formel har løsningen været en flittig brug af internettet krydret med organisatorisk nytænkning og selvorganisering. Således har man med hjælp fra skaberen af Facebook oprettet netværket mybarackobama.com, der faciliterer mødet og koordinationen mellem de mange mennesker, der har ønsket at være med til at gøre en forskel. Via hjemmesiden kunne man finde sit kampagnekontor, events i området, hvordan man organiserede egne aktiviteter, og om ens nabo var registreret som demokratisk eller republikansk vælger. Ved offensiv brug af email og web generelt slog kampagnen alle rekorder for at rejse penge og Obama har flittigt fortalt historien om, at hans kampagne var finansieret af det amerikanske folk, mens McCains var finansieret af slemme lobbyister. Denne fortælling har været et stærkt aktiv for Obamas brand og har været medvirkende til, at republikanerne ikke lykkedes med at portrættere Obama som elitær og folkefjendsk, som det lykkedes dem med John Kerry ved sidste valg. I stedet lykkedes det Obama at have en bred folkelig appel uden at blive populistisk. Obama talte op til folks håb og drømme og koblede dette med konkrete løsningsforslag. En så effektiv kampagne, der ikke appellerer til laveste fællesnævner, tjener som eksempel til efterlevelse. Særligt i en dansk politisk kontekst, hvor håb og drømme ikke levnes megen plads mellem konkrete punktplaner og teknokratisk pragmatik.

For nylig udtalte Pia Kjærsgaard således i Politiken: ”Sagen er jo, at Obama, som efter amerikansk målestok muligvis nok er lidt venstreorienteret, ligger langt til højre for Venstre i en dansk optik… Og så er han altså både en krigens mand, der støtter et missilskjold i Polen, klos op ad Rusland – og tilhænger af retten til at bære våben og af dødsstraf”

Skarp kampagnehjerne og hovedløs kampagnekrop Kampagnens hjerne fortjener stor ros. Organisationen var gennemtænkt og styringen med pressen var stram; frivillige måtte for eksempel ikke udtale sig, hvilket holdt kampagnen on message – de valgte budskaber var også dem, der tegnede billedet i pressen. Anderledes forholdt det sig imidlertid på gadeplan, hvor vi kæmpede. I vores område var man meget fascineret af ’60ernes borgerrettighedsmarcher og forsøgte rask væk at arrangere tilsvarende helt op til de sidste dage i valgkampen, hvor fokus burde have været mere lavpraktisk på at nå ud til så mange husstande som muligt. Målet for den første march, vi deltog i, var 25.000 deltagere - vi var 100. Senere deltog vi i to marches, der foregik på samme tidspunkt med få kilometers afstand – ikke noget med at samarbejde på tværs af kampagnedistrikter. Opreklameringen var ikke-eksisterende; vi blev sendt ud i en park med flyers 20 minutter før starten. Til den ene march var Miamis borgmester kaldt ud for at holde tale. Da der ikke kom mere end 30, alle trofaste Obama-aktivister, endte borgmesteren i stedet med at tage billeder af os danskere og synge med på slagordene fra den brandbil, der lige akkurat holdt marchen fra at være tragikomisk

Sagen er jo, at Obama, som efter amerikansk målestok muligvis nok er lidt venstreorienteret, ligger langt til højre for Venstre i en dansk optik… Pia Kjærsgaard Arbejdet på kontorerne var ofte elendigt tilrettelagt og plaget af et forsøg på at inkludere alle, hvilket gjorde, at vigtige ressourcer blev brugt på at agere socialkontor. Det står klart, at græsrodsaktivisme ikke hører til den politiske hverdag for de fleste amerikanere. Med en baggrund som vores i en politisk aktiv kultur og med organisatorisk erfaring var vores frustrationer over den hovedløse kampagnekrop mange.

Pia Kjærsgaard rammer hovedet på sømmet, for det er helt korrekt at Obama på mange områder er reaktionær og ikke den progressive politiker, som mange forsøger at gøre ham til. Ikke alene er Obama tilhænger af dødsstraf og af, at amerikanere i vid udstrækning skal have lov at beholde deres våben. Han er også modstander af homoseksuelle ægteskaber og mener, at et registreret partnerskab må være nok. Ikke just vand på den danske venstrefløjs værdimølle. Til rallyet hørte vi, at et af hans argumenter, for at man nu skulle trække sig ud af Irak, var, at den Irakiske regering nu havde overskud på finanserne, så derfor var det ikke rimeligt, at USA skulle betale for at skabe fred og sikkerhed i landet. Der er mange fine argumenter imod krigen på den danske venstrefløj, men dette er vist ikke et af dem…

Fordelingspolitisk deler Obamas politik primært gaver ud til middelklassen, hvilket selvfølgelig er langt bedre end Bush, der forgyldte milliardærerne. Med fokus næsten udelukkende på middelklassen, kan Obamas politiks dog stadig give en gedigen social slagside. Man skal glæde sig meget over valget af Obama, særligt i lyset af alternativet. Men når rusen har lagt sig, vil det alligevel blive vigtigt at formulere kritik af USA og den måde landet opfører sig på. Obama er ingen blød og nuttet missekat og vil på den internationale scene først og fremmest tænke på USA’s interesser. Selvfølgelig vil det blive bedre end under Bush, men vi skal ikke tro, at vi nu har set USA tilsidesætte internationale aftaler og sætte sin egen vækst og sikkerhed øverst for sidste gang. USA er stadig en falmende supermagt, hvilket ikke giver de bedste udsigter til en værdidrevet uegennyttig politik. Derfor skal man heller ikke blindt følge USA, selvom landets præsident hedder Barack Obama.

25


Interview

Intet behov for at besynge Danmark som noget idéelt Hvorfor og hvornår holdt rockmusikerne op med at beskæftige sig med Danmark som fædreland? Vi har spurgt Kenneth Thordal, som med 3 albummer i eget navn er en rockscenens mest respekterede sangskrivere.

Af Martin Grunz og Camilla Weber, redaktionsmedlemmer Der er langt mellem moderne fædrelandssange i det danske sangskrivermiljø – Danmark og danskhed hitter ikke som tema. Men fylder idéen om danskhed kun i politiske kredse, eller optager det også sindene i kunstneriske miljøer? Vision har sat en af Danmarks mest habile sangskrivere stævne på Café Nick i København. Både personen og stedet er nøje udvalgt: Kenneth Thordal står der respekt om blandt kunstnere og musikere – han er noget af en musician’s musician, hvilket hans salgstal da også vidner om. Derfor lever han først og fremmest af at være oversætter. Måske netop et job, der har givet ham den særlige sproglige snert, der har fået den gamle Gasolin’-guitarist Franz Beckerlee til anerkendende at kalde ham en gadedreng. Cafe Nick er de tidligere københavnerbohemers fortrukne beværtning, hvor dansk kunst bogstaveligt betalte regningen, når pungen var tom. Nu driver det ned af væggene, sammen med minder om alle de store, som var her: Jens August Schade, Sigfred Pedersen... Vi har inviteret Kenneth Thordal indenfor til en snak om, hvor kærlighedssangene til ”Danmark” er blevet af.

Hjemstavn uden fædreland

>> Vision Vi kører et danskheds tema, fordi vi synes, at et af de store problemer, centrum-venstre har, er, at man ikke kan definere danskhed. Det er man på højrefløjen meget gode til. Og i den forbindelse har vi undret os over, at der skrives alle mulige sange om fx København, mens der faktisk ikke skrives særligt mange moderne fædrelandssange. Der er masser af hjemstavnssange: Vesterbro, Nørrebro, Skanderborg, Øresundsvej. Byen - dét kan man skrive moderne poesi om, det kan man ikke om det andet. >> KT Jamen, jeg ved ikke, om man kan sige, at hjemstavnssange egentlig er specielle fædrelandssange, som bare ikke bruger ordet Danmark. Det land, de

26

skriver om, er et andet land; det er barndommens land. Jeg starter mit sidste album med en sang, der handler om, hvor jeg kommer fra (”Knap Nok Begyndt”, red.) – jeg er vokset op i Skovlunde, jeg er ikke vokset op i Danmark. Altså selvfølgelig er jeg vokset op i Danmark, men det har ligesom bare været en selvfølge, tror jeg. Jeg kan huske, fra jeg var 10-12 år, der sad de seje drenge på deres Puch Maxi og havde skrevet ’2740’ på deres cowboyveste - postnummer var tit det, man skrev på sin jakke. Det var identitetsskabende på en eller anden måde. Men jeg tror ikke, der var nogle, der skrev ’Danmark’.

Det med ikke at ville skrive på dansk, det er noget fortænkt vås. Kenneth Thordal >> Vision Hvorfor er der ikke længere lyrik i ”Danmark”? >> KT ... >> Vision Er det blevet umoderne? >> KT Åbenbart. Hvis I har ret – jeg sidder og prøver at komme med nogle sange fra de sidste ti år, hvor man bruger ordet ’Danmark’, – længere tilbage kan man jo godt finde dem, så er der sådan noget Shu-bi-dua, men sådan i nyere tid... (pause)... Har Jokeren ikke lavet noget?

En obskur religion

>> Vision Men det er en tendens, man også ser andre steder, at tingene bliver enten globale eller lokale. Det nationale er ligesom ’feset ud’. >> KT Det er måske et sundhedstegn? Det kan jo være - hvis vi skal tage det fra den positive side - så kan det jo være, fordi de folk, der er beskæftiget med den slags, hvor forskellige de end må være, egentlig ikke er så interesserede i det nationale længere, og det er måske meget godt. Fordi ligesom alle andre former for fanatisme, så er nationalisme også en eller anden obskur form for ”religion”, der har forvoldt meget skade, og det er måske meget godt, at det ikke er så meget i højsædet længere. Det kunne være en forklaring. >> Vision Det er rigtigt, men det, som er meget sjovt, er, at du skriver og optræder for danskere...”

>> KT Det er ikke, fordi de er danskere... >> Vision Nej, men det er dit sprog, og det er der, du bliver distribueret. Som danskere refererer vi jo til Politiken, DR2 etc., som man ikke kender udenfor Danmark. >> KT Ja, det er jo det, der er pointen, at jeg skriver på dansk, fordi det er det sprog, jeg udtrykker mig bedst på, og selvfølgelig også fordi de lyttere, jeg måtte have, forstår det langt bedre, især følelsesmæssigt – én ting er intellektuelt, men danskerne er langt ringere til engelsk, end hvad de bilder sig ind. Jeg har været oversætter i ti år – jeg ved, hvad jeg taler om – jeg ved, hvor dårlig jeg er til engelsk. Når jeg skriver på dansk og skriver om danske forhold, så er det jo ikke fordi, det er Danmark og danske forhold, så er det fordi, det er det sprog, jeg er i stand til at udtrykke mig på. Det er bare sådan naturligt, derfor er der ikke behov for at besynge det som noget ideelt. Jeg synes, du bruger ordet Danmark meget – mange af de sange, vi sidder og taler om, alle de her hjemstavns sange, bl.a. Henrik Marstals album ’Hjemstavn’ med 12 sange.. altså, det kan da godt være, at der er kommet en eller anden forskrækkelse, hvis jeg nu skal følge den tankegang, at det kan være, de er blevet pissebange for at bruge ordet Danmark, fordi Dansk Folkeparti har taget patent på det.

Sprog er ikke et valg

>> Vision Tror du, at danske sangere tænker det ind i deres sangskrivning at skrive på engelsk frem for dansk for at distancere sig fra fx Dansk Folkeparti? >> KT Nej, det er noget vrøvl. Der er ingen, der vælger at skrive på et bestemt sprog – det skal da lige være sangere i Tyrkiet, som vælger at synge på kurdisk som politisk statement. Herhjemme handler det om, at man er vokset op med at høre noget musik, og så gør man, hvad man kan med det. Man kan mærke det på hiphop’en – det er enormt få, der rapper på engelsk, fordi de sproglige krav til hiphop’en er enormt høje. Hvorimod i pop- og rockmusik betyder teksterne typisk lidt mindre. Så det med ikke at ville skrive på dansk, det er noget fortænkt vås – det er at tillægge pop- og rockmusikere nogle politiske ambitioner, de ikke har. >> Vision Hvis man skulle lave et Danmark compilationalbum, og du blev tilbudt at indspille en sang, hvilken fædrelandssang ville du så indspille? >> KT En, der er skrevet i forvejen? >> Vision Ja... En, du føler noget for – en, der rammer...


Det Radikale synspunkt står i den ene ende og DF’s i den anden, hvor dansk bare er noget, der SKAL bevares – men begge punkter gør dansk til noget mekanisk, noget, der kan bevares eller kan afskaffes. Kenneth Thordal

>> KT (lang pause) ”Øhh, jeg skulle lige have tjekket Wikipedia ud... >> Vision Jeg har nogle sangbøger med, Folkehøjskolens Sangbog, Arbejdersangbogen... >> KT Ja, prøv lige at vise mig, hvad det er, du taler om... (pause) Der bliver brugt noget bånd på den tænkepause her... ja, hvad kunne man føle noget for?..

Hvorfor kan jeg ikke få en ordentlig shawarma?

>> Vision Mange af de store danske fædrelandssange er blevet skrevet i perioder, hvor Danmark nationalt har været lidt presset. Er det noget, du kan forholde dig til? >> KT Nej, men det tror jeg ikke nødvendigvis hænger sammen med ideen om fædreland, det hænger sammen med, at der skete et brud, da musikken blev moderne. Hvis man arbejder i pop/rock format, så har man jo 4 minutter at gøre godt med, så det er begrænset, hvor meget man faktisk kan nå at sige, medmindre man vil udtrykke sig enormt firkantet - større talenter end mig kunne måske gøre det. >> Vision På Dansk Folkepartis sidste landsmøde nævnte Pia Kjærsgaard at en pølsevogn, dét var en meget dansk ting, det er et symbol på Danmark. Kan du sætte ord på, hvilken oplevelse du har, når du står ved en pølsevogn? >> KT Satans osse – hvorfor fanden står jeg her? Hvorfor kan jeg ikke få en ordentlig shawarma?

Danskhedens domænetab

>> Vision Kan man sige, at når man tidligere har skrevet mange fædrelandssange og gjort det på dansk, så er det fordi dansk har været det sprog, der har ligget digteren nærmest?

>> KT Selvfølgelig er jeg dansker, selvfølgelig kan jeg godt lide årstiderne, jeg var lige ved at sige, at jeg også godt kan lide dansk mad, men gu’ kan jeg ej – jeg kan ti gange bedre lide italiensk mad, thai mad og så videre. Når jeg hører musik, hører jeg heller ikke ret meget dansk musik – de sidste par dage har jeg hørt Beck, Björk og Teitur. Sebastian, Kim Larsen og de typer, de rør noget ved mig, men...

>> KT Ja det kan måske være en af tingene... det eneste jeg ved noget om, det er rock and roll, og så sidder jeg her og skal gøre mig klog på danskhed...

>> Vision Så det handler om at hæve sig over alle de her symboler – men er der noget, der får dig til at føle dig dansk?

>> Vision De Radikale har tidligere lagt op til, at det officielle sprog i Danmark skulle være engelsk. Hvad synes du om sådan en idé? >> KT Jeg tror det ville være ekstremt farligt, stupidt. Det kan jo ske henad vejen. Man har talt om det her domæne-tab, hvor der pludselig er en stor del, der foregår på engelsk, og så mister Danmark en danskhed, fordi dansk i så fald ikke ville være et fuldkomment sprog længere. Måske begynder dansk at tabe domæne, og det ved jeg ikke, om jeg vil være bekymret for, hvis det sker som en slags evolution, men at lovgive om det, tror jeg ikke på. Så gør man sproget til en ren mekanisk størrelse, og sprog handler jo om meget mere, end den der faktuelle kommunikation, det handler også om følelser. Så det ville betyde, at pr. den dato en sådan lov trådte i kraft, skulle vi afskære os fra vores følelsesliv; der er bare en masse ting, vi kommunikerer bedre om på dansk.

Kenneth Thordal har tidligere brokket sig over, at drukkulturen er forsvundet fra dansk rockmusik. Vi har gjort vores for at få den tilbage. Ordene er blevet usammenhængende og Nick skal til at lukke. Så finder vi ud af, at diktafonens bånd for længst er løbet ud i takt med vores samtale. Destillationen af interviewet må blive, at for Kenneth Thordal ligger danskheden i sproget og sprogets muligheder for at fæstne indtryk. Om sangene skrives til Danmark eller ej, gør dem hverken mere eller mindre danske. Måske har det altid været sådan, måske er fædrelandssangene bare en gennemlevet og gennemprøvet stilart. Men i hvert fald holder Café Nick stadig på tørstige kunstnersjæle.

Man kan sige, at det Radikale synspunkt står i den ene ende og DF’s i den anden, hvor dansk bare er noget, der SKAL bevares – men begge punkter gør dansk til noget mekanisk, til noget der kan bevares eller kan afskaffes. Jeg taler dansk, fordi det er det sprog, jeg er vokset op med, men det kan jo sagtens ændre sig – altså sproget. Så – igen – når digtere skriver på dansk, så er det jo fordi, det er det sprog, der ligger dem mest naturligt.

Kenneth Thordal Kenneth Thordal er rockmusiker og oversætter. Det er rockmusikken, der har gjort ham kendt i det danske rockmiljø, og han har da også udgivet 3 dansksprogede plader Kenneth Thordahl som solist: ’11 salmer fra bunden af havet’ (2003), ’Skåret ud i pap’ (2005) og ’Alt og ingenting’ (2007). Læs mere på www.thordal.com. Interviewet foregik på den sagnomspundne Café Nick i Nikolajgade i København.

Vision – gaven til dig og dine! Synes du også at den politiske grød mangler kanel og smørklatter? Pift den op med progressiv idépolitisk inspiration - den perfekte gave til dig og dine kære! Tegn abonnement på Ceveas tidsskrift Vision og modtag et års forbrug af skarpe analyser, provokerende debat og progressive visioner. Alt dette for kun 150 kr. for studerende og pensionister og 300 kr. for andre! Tegn abonnement ved at skrive JA! + navn, adresse og e-mail til: abonnement@cevea.dk eller 50 50 86 07 (alm. sms-takst)

27


Interview

Det er en intellektuel kynisme,

som er kommet på mode Rune Lykkeberg er en travl mand: Kulturredaktør på dagbladet Information, flittigt brugt kommentator og ikke mindst forfatter til ’Kampen om sandhederne’. Det er lykkedes Vision at fange Rune Lykkeberg per mail i San Francisco.

Af Af Martin gunz, redaktionsmedlem ”Kampen om Sandhederne” har fået en næsten entydig positiv pressemodtagelse, og selvom jeg selv kan lide bogen, synes jeg alligevel, at der mangler noget gammeldags klasseanalyse i den. Jeg kan ikke dy mig for at spørge ind til det. >> Vision ’Kampen om sandhederne’ har undertitlen: ”Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald”. Det er selvfølgelig lidt urimeligt at kritisere en bog for, hvad den ikke er frem for for, hvad den er. Alligevel: Tenderer du ikke til at gøre klassemodsætninger til et spørgsmål om personlig stil, smag og udtryk – og ikke til økonomiske og ejerskabsmæssige forhold? >> RL Jeg skelner mellem subjektive og objektive analyser. Den objektive analyse fokuserer på fordeling af forskellige former for kapital. Den bestemmer, hvem der er de rigeste, hvem der har den administrative kapital til at bestemme reformer og forvaltning, og hvem der har den kulturelle kapital til at bestemme, hvad der er god smag og sætte sit blik igennem som den naturlige, fornuftige måde at se tingene på. Den objektive analyse er en forudsætning for den subjektive analyse, og bogen står på skuldrene af Erik Jørgen Hansens empiriske forløbsundersøgelser, Tim Knudsens bog ”fra deltagerdemokrati til markedsdemokrati” og den officielle magtudredning. Men det, som den objektive analyse ikke redegør for, er, hvordan den åbenlyst urimelige fordeling af kapital forekommer retfærdig og naturlig. Den redegør med andre ord ikke for, hvorfor de dominerede finder sig i at blive domineret, og hvorfor offentligheden ikke indigneres over det. Spørgsmålet er: Hvordan kan vi på den ene side registrere, at vi lever i et klassesamfund, og på den anden

28

side registrere den officielle konsensus om, at klassekampens tid er forbi, og alle er lige og frie til at leve, som de gerne vil. For at kunne besvare det spørgsmål, har jeg brugt skønlitterære tekster og andre æstetiske kilder til at vise, hvordan folks opfattelse af grænserne for, hvad de kan, og hvad der passer sig for dem, varierer fra klasse til klasse. Og her kan ”stil”,”smag” og ”sproglige udtryk” være indikatorer på, hvem der optræder afslappet og selvsikkert, tør improvisere og regner med, at de har noget at sige, som er relevant for andre – og hvem der bestemt ikke gør.

Veltalenhed, selvsikkerhed og den rigtige kulturelle stil honoreres hele vejen gennem uddannelsessystemet. Rune Lykkeberg Den venstreorienterede intellektuelle analyse har i mange år gået fra en objektiv analyse af klasserne på papiret til at drage slutninger om, hvad folk bør tænke og kaldt det ”falsk bevidsthed”, ”ideologi” eller ”småborgerlighed”. Denne tilgang overser det helt grundlæggende demokratiske faktum, at man ikke uden at lytte til folk og tale med folk kan formulere, hvad de bør og skal tænke, og antager, at der findes en indsigt i ”de sande forhold”. Det er den samme analyse, der regner ”smag”, ”stil” og ”udtryk” for ligegyldige variabler i en social virkelighed styret af hård økonomisk kapital. Jeg mener, at den forkerte stil, den dårlige smag og de manglende sproglige ressourcer, som du kalder ”udtryk”, i mange tilfælde kan være den subjektive side af objektive forhold, som de indgår i et kompliceret samspil med. Det er jo også derfor, at kampen om bevidstheden, om det offentlige blik, kan være med til at forandre de objektive forhold.

Ingen opdateret kapitalkritik

Så meget for den traditionelle klasseopdeling, der er betinget af køb og salg af arbejdskraft. Men hvad med klassebevidstheden? Jeg stikker videre til Rune Lykkeberg. >> Vision Du skriver, at det er en fundamental præmis for ’Kampen om sandhederne’, at man ikke kan sætte sig ud over andres foragt. Er det ikke kun et forhold,

der eksisterer indenfor et lukket klassekredsløb? Bankdirektøren lever vel fint med bistandsklientens foragt? Er det ikke kun naboens dom, vi frygter? >> RL Du kan ikke regne med, at bistandsklienten foragter bankdirektøren. Den økonomiske overklasse ses i den offentlige debat ikke som udbytter eller undertrykker. Det hedder sig ikke længere, at de store virksomheder skal kritiseres og afkræves legitimation for deres dispositioner og beskattes offensivt. Det hedder sig, at de er garanter for velfærd og beskæftigelse. Businessleadere som Asger Aamund bliver brugt som nationale vismænd. Selv under finanskrisen bliver bankernes rådgivere brugt i medierne som neutrale eksperter, og medarbejdere ser deres arbejdsgivere som allierede i en global konkurrence. Der er ingen tvivl om, at ”globaliseringen” som strategisk henvisning har været med til at overbevise folk om, at ”man” skal passe på ikke at skræmme de danske virksomheder væk og trusler om ”outsourcing” & ”udflytning” bruges til at sikre opbakning om danske virksomheders nedskæringer og forringelse af arbejdsvilkår. Og der er ingen tvivl om, at venstrefløjen – bortset fra enkelte markante undtagelser som Frank Aaen – ikke har været i stand til at udfordre dette blik og levere en opdateret ”kapitalkritik.” Og bankdirektøren er ikke ligeglad med bistandsklientens foragt – eller nogen andres foragt. Kapitalismens historie er en historie om forskellige regimer af retfærdiggørelse, fordi økonomisk vækst ikke i sig selv er tilstrækkelig til at tiltrække den fornødne arbejdskraft. Kapitalen skal til enhver tid under forskellige omstændigheder tilbyde løfter om værdig selvrealisering og udfoldelse af den individuelle frihed, løfter om tryghed og stabilitet for den enkelte og løfter om bidrag til det fælles bedste. Det er derfor, at det har været muligt gennem det tyvende århundrede for fagforeninger, socialstaten og solidariske positioner at indgå kompromisser med kapitalen.

Den veltalende vinder

>> Vision Du omtaler ’Systemskiftet 2001’ som et opgør med den moralske foragt, som ”de, der er bedst til at skrive, tale og gøre sig gældende”, ikke længere er i stand til at påføre andre. Er der ikke også i den påstand tale om et lukket kredsløb, hvor det ”at være bedst til at tale og skrive” bare er én stil blandt mange? En målestok som fx at være meget belæst eller meget sælgende eller meget hørt synes ikke tænkt ind i analysen. >> RL Det er en banal pointe, at veltalenhed, selvsikkerhed og den rigtige kulturelle stil honoreres hele vejen gennem uddannelsessystemet, hvorfra vindere og tabere i det såkaldte videnssamfund forventes at blive rekrutteret. Det gjaldt ikke kun i 60’erne og


Man bruger Machiavelli som inspiration, når den politiske journalistisk fokuserer på spillet om magten (spin) frem for forvaltningen af magten. Rune Lykkeberg

70’erne. Empiriske undersøgelser af folkeskolen i dag indikerer, at den naturlige måde at tale og tænke på i den kulturelle overklasse stadig honoreres som den rigtige måde at gøre tingene på i skolen. Det er ikke med samme fokus som tidligere på ”den kritiske, engagerede og demokratiske præstation”, men nu med fokus på elevens ”performance” og evne til at levere en overbevisende præsentation. Undersøgelser af lærernes kriterier viser, at de ofte vælger at belønne retorisk stil over faglig præstation: Den smilende elev, der uden manuskript holder et oplæg bedømmes bedre end eleven, der efter hårde anstrengelser sammenbidt læser op af sit manuskript.

Trusler om ”outsourcing” & ”udflytning” bruges til sikre opbakning om danske virksomheders nedskæringer og forringelse af arbejdsvilkår. Rune Lykkeberg Fra Hal Koch til Søren Krarup

Nu er Lykkeberg ved at være inde på et kernepunkt: Menneskelige værdier og egenskaber – og hvilke der med rette eller urette kan kaldes borgerlige. Hvilken politisk konsekvens kan der drages af disse menneskelige værdier. >> Vision Du beskriver nærmest folketingsvalget i 2001 som et opgør med et kulturradikalt paradigme, der eksisterede i kraft af en alliance mellem et stærkt socialdemokratisk-radikalt politisk lederskab og en særlig intellektuel smag. Men er den politiske drivkraft i dag ikke blot skiftet til Venstre og Dansk Folkeparti? Og har denne drivkraft ikke blot dannet en ny alliance med intellektuelle der er inspireret af Ayn Rand frem for Jürgen Habermas og Søren Krarup frem for Hal Koch?

til fælles fornuftige antagelser for at bevæge andre. Den overser, at Habermas’ ideal faktisk appellerer til en intuition hos alle borgere i et demokrati, som gør, at vi gider engagere os i at tale sammen, og at vi bliver ved med at gide at diskutere. Men respekten for intuition forudsætter også, at man læser Krarup og Ayn Rand, at man afsøger argumenterne hos dem, man er uenig med og ser dem som rationelle diskussionspartnere frem for irrationelle populister.

Den politiske sejr over pladderhumanismen

Intellektuel kynisme og rene magtaspekter. Godt så. Har ”højrefløjen” regnet den ud? Har de i god tid iscenesat regeringsskiftet og forskydelsen af magtbalancen? >> Vision Kan man planlægge sig til et systemskifte som det i 2001, eller ramler det ned over én som et jordskred? >> RL Det var først, da kritikerne forsynede det borgerlige samfund med ideologien om ”det borgerlige samfund”, at det viste sig sammenhængende. Og det samme kan siges om kulturradikalismen: Først da den var holdt op med at overbevise og var blevet genstand for foragt fra forskellige samfundsklasser, blev den rekonstrueret som et samlet program. Det var bestemt ikke Foghs præstation. Han profiterede på et opgør, der allerede havde fundet sted. Derfor blev det storstilede opgør med lalle-tolerance, pladderhumanisme, sødsuppementalitet og slaphed til en politisk sejr. Grunden til, at man kan kalde opgøret for afsluttet, er, at mange af dem, der havde været med til at formulere det dominerende system af sandheder i 60’erne og 70’erne, selv havde gjort op med dem. Jeg har svært ved at se det samme ske for Foghs optik, fordi både Socialdemokraterne og SF har tilsluttet sig det verdenssyn, hvor det gælder om at stå fast, markere grænser, slå hårdt, tale direkte, ikke lade stå til og til enhver tid overbevise om, at man hverken er blød eller slap. Jeg kan i hvert fald

Både Socialdemokraterne og SF har tilsluttet sig det verdenssyn, hvor det gælder om at stå fast, markere grænser, slå hårdt, tale direkte Rune Lykkeberg hverken forudsige eller planlægge det. Men det kan jo komme et helt andet sted fra, og det kan jo være i gang, uden vi har bemærket det, og når så opgøret endelig bliver tydeligt, vil vi kunne se, at det havde været længe undervejs. Det er Hegels gamle pointe: Historien viser sig først ved sin afslutning. Ifølge Rune Lykkeberg står vi altså i et vadested, hvor den borgerlige kultur er afløst af kynisme, men hvor alternativet samtidigt ikke kan finde sine egne ben. På hver sin måde to forældede reaktioner, der står overfor hinanden. Der er vist ikke andet at sige, end at der er nok at tage fat på for den, der vil forandre!

Rune Lykkeberg Født 1974 i Århus. Han er kulturog weekendredaktør ved Dagbladet Information og har læst filosofi og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Rune Lykkeberg er i øjeblikket aktuel med bogen ’Kampen om sandhederne’ (2008).

>> RL Jeg vil kalde det en intellektuel kynisme, som er kommet på mode. Til den intellektuelle kynisme hører synet på borgeren som homo economicus: Man regner det økonomiske incitament for den eneste troværdige motivation. Man ser lavsociale kriminelle som udenfor pædagogisk rækkevidde. Man regner humanistisk socialteknologi for naivitet. Derfor skærer man i overførselsindkomster og hæver straffene. Man tror på den store straffende faderstat. Man fokuserer på magtaspektet i politiske og demokratiske handlinger: Man kalder de humanitært engagerede for godhedsindustrien, man bruger Machiavelli som inspiration, den politiske journalistisk fokuserer på spillet om magten (spin) frem for forvaltningen af magten. Der udøves magt i alle menneskelige relationer: Man vil noget med andre og med sig selv, når man diskuterer og argumenterer sammen. Og dette magtaspekt er blevet en ny tids ideologikritiks stadige ritual at fremhæve: ”Se, hun tror, hun taler om feminismen, men i virkeligheden er Hanne-Vibeke Holst bare selvoptaget”. Man hylder den barske realisme, man vil udstråle handlekraft og beslutsomhed. Man vil for alt i verden ikke ses som svag. Min pointe er, at denne magtkritik afdækker et ofte overset aspekt af menneskelig kommunikation, som belaster Habermas’ ideal om, at det bedre arguments tvangfri tvang bør regere. Men magtanalysen udvikler sin egen blindhed. Den overser, at man må bruge gode grunde og appellere

29


williams.dk

Svært ved at få overblik ? God indsigt i økonomien giver dig bedre udsyn i hverdagen. Privatøkonomi er – ligesom livet selv – under stadig forandring. Derfor skal der ryddes op og lægges nye planer en gang imellem. Er du interesseret i et gratis og uforpligtende ØkonomiEftersyn, er du altid velkommen til at komme ind og tale med os.

Vi arbejder for dig 30

www.al-bank.dk


“Nogle regner folketingsvalget i 2001 for et systemskifte og en stor sejr for folket over eliten. Andre benægter, at der skulle være noget folk og nogen elite, og at et systemskifte skulle have fundet sted. Men alle må erkende, at noget er radikalt forandret” Rune Lykkeberg

ANMELDELSE

Systemskifte? Rune Lykkeberg beretter i ny bog om, hvorfor og på hvilken baggrund centrum-venstre siden folketingsvalget i 2001 har befundet sig på sidelinjen af dansk politik. Det er historien om den kulturelle elites storhed og fald, men også historien om, hvordan fordelingspolitik og værdipolitik blev to adskilte størrelser i danskernes bevidsthed.

Paw Hedegaard Amdisen, ekstern skribent Som trofast læser af Rune Lykkebergs skriverier i Information, havde jeg nogle klare forventninger til Kampen om Sandhederne. Om det kulturelle borgerskabs storhed og fald. Jeg forventede en bog, der ville overraske og give nye perspektiver på centrale problemstillinger i den danske samfundsdebat. Lad det være sagt med det samme. Mine forventninger er til fulde blevet indfriet. Bogen, der er disponeret i syv tematiske kapitler, tager udgangspunkt i det skelsættende folketingsvalg i 2001. Det var et valg og en efterfølgende regeringsdannelse, der formåede at nyorientere ikke bare dansk politik, men også et flertal af danskernes politiske bevidsthedsdannelse under overskrifter som kontraktpolitik, konsekvens, opgør med rundkredspædagogik og ekspertvælde. Der var, som Rune Lykkeberg ikke undgår at gøre opmærksom på, primært tale om retoriske markeringer, men Fogh Rasmussen-regeringen fulgte også – massivt støttet af Dansk Folkeparti – de retoriske markeringer op med politisk handling. En effektiv cocktail, der foreløbig har sikret den borgerlige regering genvalg af to omgange og i det hele taget sat dagsordenen for, hvad man kan sige, og ikke mindst hvad man ikke kan sige i dansk politik.

Den kulturradikale dominans

Men Rune Lykkeberg bruger kun valget i 2001 som udgangspunkt. Det der er hans virkelige ærinde er at analysere de idéhistoriske og sociologiske forudsætninger for det ”systemskifte”, valget kan siges at være udtryk for. Her griber han tilbage til mellemkrigstiden og kulturradikalismens efterfølgende dominans. En dominans der kulminerede med den alliance, som i 1960’erne dannedes mellem en kulturradikal elite af kunstnere og meningsdannere og ledende medlem-

mer af Socialdemokratiet. Med denne alliance, mener Lykkeberg, startede den polarisering mellem folk og elite (som retorisk og ideologisk modsætning), der ved folketingsvalget i 1973 førte til en vælgermæssige nyorientering, og i 2001 fik sin fulde politiske gennemslagskraft, da Venstre – efter moden strategisk overvejelse – begyndte at tematisere de protester mod den etablerede politiske og kulturelle konsensus, som 1970’ernes protestpartier i mangt og meget havde repræsenteret.

Hvor er Lykkebergs egne bud?

Noget der i særlig grad udmærker Rune Lykkebergs bog er den eminente evne til at eksemplificere udvalgte pointer med en høj grad af træfsikkerhed. Uanset om eksemplerne hentes fra samtidslitteraturen, litteraturhistorien, for længst glemte debatbøger fra 1970’erne, nyere danske film, betænkninger eller sociologiske og samfundsvidenskabelige analyser, så kan man hele tiden være sikker på, at eksemplerne er præcise og åbner nye perspektiver for læseren. Det kræver både overblik og indsigt at kunne gøre dette. Især Lykkebergs samtidskritiske læsninger af aktuel skønlitteratur virker både skarp og vellykket.

så er det helt indlysende, at Lykkebergs bog stiller centrum-venstre over for en helt konkret udfordring. Hvordan vil centrum-venstre i fremtiden forene fordelingspolitiske og værdipolitiske yderpositioner inden for konturerne af et samlet politisk projekt? Hvordan får vi Det Radikale Venstre til at samarbejde med Socialdemokratiet og SF og samtidig adressere de politiske problemstillinger, der optager et folkeligt flertal? Opgaven bliver ikke nem, men meget tyder på, at løsningen – jf. Lykkebergs bog – må indebære et opgør med fortiden og ikke mindst en ny alliance mellem folk og elite som den, der i sin tid banede vejen for folkeligt demokrati og parlamentarisme i Danmark.

Samlet Karakter:

Det er ingen hemmelighed, at borgerlige anmeldere har taget endda særdeles godt imod bogen. Fra Hans Hauges gæsteanmeldelse i Information til Bent Blüdnikows anmeldelse i Berlingske Tidende. På sin vis kan det ikke undre, at en bog, der beskriver centrumvenstres aktuelle idé- eller værdipolitiske fallit, vækker begejstring hos landets borgerlige kommentatorer og anmeldere, men man fornemmer alligevel, at Rune Lykkebergs hjerte banker til venstre for midten. Hvorfor kommer Lykkeberg så ikke med konkrete bud på, hvordan centrum-venstre kan genopfinde sig selv og sit politiske projekt? Dette perspektiv savner man ærlig talt i bogen. Rune Lykkeberg fremhæver, at der siden 2001 (måske allerede siden 1973) er sket et klart fokusskifte fra venstreorienteret fordelingspolitik til højreorienteret værdipolitik, og at det er dette skifte, der mere end noget andet, har ført til centrum-venstres aktuelle krise, fordi regeringen i overensstemmelse med et angiveligt befolkningsflertal har overtaget en venstreorienteret fordelingspolitik og profileret sig på en ”fast og fair” (højreorienteret) værdipolitik. Men hvad sker der i det øjeblik en finanskrise truer? Kunne man tænke sig, for nu at bruge et marxistisk ordvalg, at så snart basis (økonomien) begynder at krakelere og finanskrisen for alvor bider sig fast, så vil den overdrevne fokusering på overbygningsfænomener (idé- og værdipolitik) fortabe sig, og at centrum-venstre med sit traditionelle fokus på ægte fordelingspolitik igen vil blive et attraktivt alternativ? Er det i virkeligheden det, der er ved at ske lige nu? Disse overvejelser savner man også i Lykkebergs bog.

Svær opgave forude…

Forudsætter vi dog, at idé- eller værdipolitikken fortsat vil spøge, som jeg i høj grad selv tror den vil,

Rune Lykkeberg, Kampen om sandhederne, Gyldendal, 2008. 382 sider, 299 kr.

31


Prisstigninger kommer af sig selv Det gør lønstigninger ikke Bedre løn- og arbejdsvilkår bliver

de for, at vi når så mange forhand-

står stejlt på deres, er strejke et ef-

nemlig kun en realitet, hvis man

lingsresultater, som vi gør. Alene

fektivt våben til at få forhandlinger-

tager den faglige kamp. Nogle

truslen om konflikt gør, at der er nok

ne i gang igen.

gange indebærer den faglige kamp

på spil for både lønmodtagere og ar-

en konflikt. Og ja, vi ved godt, at

bejdsgivere til, at de gør sig ekstra

vi i LO-fagbevægelsen rykker sam-

forårets konflikt på det offentlige

umage for at mødes i forhandlinger-

men til forsvar, når et af vores med-

område fyldte meget – i hverdagen

ne. Og de forhandlingsresultater, der

lemsforbund er i konflikt. Det kan

og i medierne. Men selv om forårets

skabes sammen af arbejdsmarkedets

være i form af moralsk opbakning,

konflikt er overstået, så er det værd

parter, er nu engang den bedste ga-

økonomisk støtte eller sympatikon-

at bruge efteråret på at give kon-

rant for et stabilt, fleksibelt og godt

flikter. Pointen er, at arbejdsgiverne

fliktvåbnet en eftertanke.

arbejdsmarked.

ved, at den samlede LO-fagbevægel-

For godt nok er det træls, når bør-

Nogle gange går forhandlingerne

Og ingen skal være i tvivl om, at

se ikke er sådan at kue. Derfor opnår

nehaven lukker eller operationen

så meget i hårdknude, at det er nød-

vi også gode resultater til gavn for

udskydes. Men i det lange løb er

vendigt at gå hele vejen og tage en

lønmodtagerne. Det er os med over-

konfliktvåbnet til gavn for os alle.

konflikt, før parterne igen er modne

enskomsterne – det er forskellen på

Konfliktretten er nemlig helt afgøren-

til at forhandle. Når arbejdsgiverne

os og de gule fagforeninger.

Kom ind i kampen

32

Vision 4, 2008  

Vision 4, 2008 - Finanskrisen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you