Issuu on Google+

At hilse er at se og blive set -Evaluering af et pilotprojekt i Odense kommune


Rapporten er udarbejdet af: Trine Lolk Haslam, cand.scient.soc, udviklingskonsulent i CEPRA v/Udvikling & Innovation, UCN Rapporten er udarbejdet for Videncenter for evaluering i praksis, CEPRA Layout Kommunikationsmedarbejder Yvonne Miller v/Udvikling og Innovation, UCN December 2009


Forord Nationalt Videncenter for Evaluering i Praksis, CEPRA, University College Nordjylland beskæftiger sig professionelt med et bredt spektrum af evalueringsfaglige problemstillinger. CEPRA løser opgaver med: • • • • • •

Evaluering af kommunale indsatser i det pædagogiske område Undervisning i evalueringsfaglighed Undervisning i evalueringskultur på skoler Kursusvirksomhed Konsulentvirksomhed Rådgivning

Læs mere om CEPRA på www.cepra.dk Med venlig hilsen Tanja Miller Videncenterleder ph.d.


Indhold Forord 1. Indledning

- tanken bag projektet

1

2. Evalueringsdesign og metode

3

3. Analyse

5

3.1 Hvad viser datamaterialet fra casebeskrivelserne? 3.2 Hvad viser interviewmaterialet? 6

5

4. Konklusion

15

5. Bilag

17

5.1 Interviewguide Hilseprojekt– skolepersonale/bestyrelsesrep. 5.2 Interviewguide Hilseprojekt – Victoria klubben 18 5.3 Interviewguide Hilseprojekt – Elevrepræsentanter 5.4 Caseskabelon 20 5.5 Projektgruppens arbejdspapir

22

17 19


1. Indledning - tanken bag projektet ”At hilse er at se og blive set” er et pilotprojekt omkring voksne, børn og unge i et lokalområde i Odense. Projektet er blevet til på baggrund af en tværfaglig gruppes arbejde under Odense Kommunes Ide akademi. Arbejdsgruppen har bestået af tre repræsentanter fra folkeskoler, en repræsentant fra en ungdomsskole, to repræsentanter fra forebyggelsesafsnittet, og en distriktskoordinator. Målet har været på et konkret niveau at finde en måde hvorpå man kan bidrage til: Mere og flere smil i hverdagen; Mere trivsel, mere optimisme og færre konflikter samt; Mere positivitet og mere berigende miljøer for såvel børn og unge som de voksne. Motivationen for at vælge netop det at hilse som fokusområde i dette projekt, skal findes i tankegangen: ”at det mest simple ofte kan være det sværeste”. Arbejdsgruppen har beskrevet 3 motivationspunkter, nemlig ”At hilse” ser vi i pædagogiske sammenhænge som et for ofte glemt, men vigtigt metodisk redskab, som kan og bør løftes. Desuden sender ”At hilse” flere vigtige signaler udover eksempelvis det rituelle ”håndtryk”. Det er også en første bio-psykologisk/emotionel og social registrering, som også i de pædagogiske møder har vital betydning. En betydning i forhold til det ”at læse hinanden”: Vil han/hun mig det godt eller skidt?! Endelig berører ”At hilse” i handling forudsætningerne og rammerne for et positivt og berigende omsorgs- og læringsmøde og endvidere betingelserne for et godt arbejdsmiljø (bilag: projektgruppens arbejdspapir). Den bagvedliggende tankegang bag projektet er, at således det, at ”At hilse” udgør et signal om, hvad vi vil med hinanden; Er en handling, der kan vise ønsker om forståelse, fællesskabsfølelse og medvirker som byggesten for en almen dannelse; Kan være et udtryk om det ligeværdige møde med børn og unge, hvor de herigennem kan opnå fornemmelsen af tilknytning og anerkendelse; Er et element til at børn og unge udvikler positive følelser om medborgerskab; Er et tegn i og omkring et fair møde; Et er tegn på at give og få respekt og endelig er en metode til og på at omsorgs- og læreprocesser kan lykkedes (bilag: projektgruppens arbejdspapir).

1


På baggrund heraf har projektet til formål at: 1. Etablere og gennemføre et pilotprojekt, som retter sit pædagogiske fokus på de måder hvorpå vi i dagligdagen hilser på hinanden i skolen, sfo’en og klubben 2. Undersøge om hvorvidt det kan dokumenteres, at der er en sammenhæng imellem de måder hvorpå vi i dagligdagen hilser på hinanden i forhold til • Oplevelser af tilknytning • Oplevelser af trivsel • Oplevelser af læreprocesser Dette er således også evalueringens omdrejningspunkt: Er der i datamaterialet argumentation for at sandsynliggøre, at hilseprojektet på en konkret skole, SFO og klub har bidraget til oplevelse af tilknytning, trivsel og læreprocesser?

2


2. Evalueringsdesign og metode Formålet med projektet har arbejdsgruppen operationaliseret ud i nogle konkrete tiltag igangsat på Sct. Hans skole samt i Rising Ungdomsskole ved Victoriaklubben (begge i 5000 Odense). Pilotprojektet forløb i perioden april 2009 – november 2009. Alle evalueringsdata er dermed også indsamlet i denne periode. Evalueringen er før-under-efter evaluering, der har til hensigt at påvise, om der er sket en forandring på pilotstederne i henhold til tilknytning, trivsel og læreprocesser, som anført ovenfor. Det tiltag, som igangsættes med henblik på at skabe en ændring er øget fokus på netop det at hilse. Her er der valgt håndtrykket som eksplicit markør for ”at hilse”, men de enkelte lærere/pædagoger har haft kreativ frihed til at organisere hilserutinen, sådan som de bedst synes det passer ind og giver mening i deres hverdag. Det vil sige, at der ikke har været nogen fast regel for eller opskrift på hvordan dette skal organiseres i praksis, hverken på skolen, i SFO eller klubben. Interventionen blev igangsat 1. september 2009 og fik særligt fokus i 6 uger. Herefter vil det være op til de enkelte at videreføre det de har lyst til. Der er således 3 runder af dataindsamling: Første runde er en før-evaluering, der har til hensigt at beskrive den eksisterende hilsekultur de respektive steder, som den ser ud inden egentlige tiltag igangsættes. Dette foregår i april 2009, hvor der på såvel Sct. Hans skole som i Victoriaklubben skrives cases. I alt fem cases nedfældes – fire fra skolen og en fra ungdomsklubben. Anden runde af dataindsamlingen sker efter fire ugers intervention på skolen og i klubben. Det vil sige under forløbet for at høre deltagerne hvordan det går. Dette foregår ultimo oktober, hvor der foretages 2 fokusgruppeinterviews og et almindeligt interview. Et fokusgruppeinterview med klasserådsrepræsentanter (der hvor det var muligt) fra alle klasetrin – i alt 10 deltagere. Et fokusgruppeinterview med 3 lærerrepræsentanter fra skolen, en forældrebestyrelsesrepræsentant, lederen af SFO’en samt en afdelingsleder på skolen og endelig et kvalitativt interview med lederen af Victoriaklubben.

3


Tredje runde af dataindsamlingen er efter-evalueringen, der igen består af casebekrivelser. De samme spørgsmål stilles som i første runde, for at kunne sammenligne om der i beskrivelserne viser sig en ændring efter interventionen. Disse casebeskrivelser udfyldes af samme personer som ved første runde og dette foregår i starten af november 2009.

4


3. Analyse Analysen deles op i to dele; først gennemgås casebeskrivelserne og dernæst analyseres interviewmaterialet. Disse data sammenholdes undervejs med hinanden.

3.1 Hvad viser datamaterialet fra casebeskrivelserne? Før-evalueringen viser, at lærerne hilser på hinanden om morgen, når de mødes i personalestuen eller i gården for at ryge, ved at sige hej og nikke til hinanden. Dem man ikke fik hilst på om morgenen hilser man på senere på dagen. Er der tid stopper man måske op og snakker. Ca. halvdelen mener, at der er en god hilsekultur på skolen blandt de voksne, mens den anden halvdel mener, at den ikke er helt så god. En trækker frem, at det er en stor skole og man derfor kender nogle bedre end andre, så man måske ikke får husket at hilse på alle. Nogle som flere mener, der måske ikke altid bliver hilst på er servicepersonalet, de ansatte i tandklinikken og pædagogerne. Andre udtaler dog, at de altid husker dette og synes der er en god humoristisk hilsekultur. Det kan på baggrund heraf i hvert fald konkluderes, at der ikke er enighed om hvordan hilsekulturen egentlig er – og at den synes bedre for nogle end andre. Klubpersonalet hilser på hinanden, når de møder ind. Det beskrives ikke nærmere hvordan dette foregår. Alle lærerne hilser på de børn de har i løbet af dagen. I de mindre klasser lader der til at være en tæt kontakt mellem lærer og elev, og der prioriteres tid til at høre om de enkeltes oplevelser inden timen begynder. Andre beskriver, at de kigger rundt og får øjenkontakt med næsten alle og på den måde siger hej/godmorgen. Der lader til i alle casebeskrivelserne at være en god kontakt til børnene. En case nævner også at der hilses på børnene udenfor skoletiden, da det er fornemmelsen at eleverne sætter stor pris på dette. Er læreren der når eleverne bliver afleveret af deres forældre (de mindste klasser), hilses der også på forældrene og måske snakkes der lige om en eller anden historie/hændelse relateret til deres barn.

5


I klubben siger personalet hej til deres medlemmer, når de kommer hver dag og spørger af og ind til om de har en god dag, hvad de har lavet i weekenden osv. De medlemmer de kender rigtig godt kan de også bede om at tage kasketten af, så de bedre kan se dem i øjnene, når de taler sammen. Børnenes hilsekultur lader til at være meget uformel præget af kun at hilse på dem men kender bedst/”hænger ud med”, når de møder ind om morgenen. Flere af lærerne oplever det faktisk som om, at de slet ikke hilser, men blot tager tråden op fra dagen før. De lader, ifølge lærernes opfattelser, ikke til at hilse på hinanden senere på dagen. Det samme billede gør sig gældende i klubben, hvor de ikke hilser, da de kommer sammen fra skole ned til klubben. Overordnet set, ser der faktisk på efter-evalueringen ikke ud til at være sket den store forandring efter at pilotprojektet har kørt – hverken på skolen eller i klubben. Lærerne hilser stadig på hinanden på samme uformelle måde som før. Der nævnes i efter-evalueringen ikke noget om, hvorvidt de er blevet bedre til at hilse på alt personale eller ej, så det er svært at tyde om det betyder, at det er blevet bedre, eller om der blot ikke lige var fokus på dette ved denne besvarelse. En skriver, at der er en pæn hilsekultur – men uddyber ikke hvad der ligger heri. Børnene hilses der på, på samme vis som inden projektet. Flere skriver, at det virker akavet med håndtryk og at et den almindelige hilsen ”hej” eller ”davs” er okay. Ligeledes hilser børnene også stadig på hinanden på samme måde som tidligere, ved at gå hen til dem de kender og begynde at snakke, eller ved at sige ”hej, hvad så?”. Betyder dette så, at projektet ingen betydning har haft? Har det intet rykket i forhold til både børnenes og de voksnes oplevelse af tilknytning, trivsel og læreprocesser? For at kunne give et mere klart svar herpå skal interviewmaterialet inddrages.

3.1 Hvad viser interviewmaterialet? Interviewet med lærergruppen/SFO/forældrerådsrepræsentant/afdelingsleder viser overordnet set en gruppe af mennesker, der alle kan se det gode og givtige i håndtrykket som hilseform, men som også alle mener, at det mest hører særlige anledninger til, da det ellers bliver for akavet. 6


Alle på skolen startede første mandag morgen i projektperioden med at gå rundt og sige hej med håndtryk til alle kollegaer. Det var lidt sjovt men også underligt fortæller de, og de endte med kun at give håndtryk den ene dag til kollegaer, da det simpelthen virkede for akavet at give hånd. Især var det akavet at skulle give hånd til de kollegaer, man ikke mødte om morgenen men først senere på dagen. De føler selv, at projektet har givet dem en større opmærksomhed på at huske at hilse på alle og ikke blot dem de kender bedst, men en egentlig ændret hilsekultur er der ikke tale om. Lærerne føler selv, at effekten for børnene måske har været større end blandt kollegaer. De er dog enige om at det er rart lige at sige hej i personalestuen, det gør at; ”man føler at man hører til”. ”Det er rart at blive smilt til og hilst på – man føler sig velkommen.”. På trods af at casebeskrivelserne ikke afslørede nogle ændringer i hilsekulturen blandt skolens personale har projektet således skabt en større opmærksomhed på vigtigheden af at hilseogdermedanerkendedeandrestilstedeværelseogbydedemvelkommenifællesskabet.Derernogeni personalegruppen der konsekvent ikke hilser, og det har været svært at få dem med. Men før hvor man måske ikke lagde så meget mærke til det, så bliver det nu bemærket, når nogen ikke hilser. Som en siger: ”Det er ikke vores kultur at hilse med hånd, men det er vigtigt at hilse på hinanden.”. I forhold til tanken om at ”At hilse” også giver betingelser for bedre arbejdsmiljø kunne dette være et tegn på, at det er tilfældet her. Der behøves ikke hilses med hånd, men vigtigheden af at blive set og hilst på af kollegaer er vigtigt – også for tilknytning og trivslen på arbejdspladsen lyder det ud fra ovenstående citater. I forhold til at hilse på børnene har der også været forskellige tiltag i projektperioden. Afdelingslederen har blandt andet stået 5-6 morgener og sagt goddag til alle børn og forældre, der kom til skole. Eftersom det er en stor skole med mange elever, er det gået stærkt, men det er indtrykket at især forældrene synes det var sjovt. Nogle af børnene synes det var mærkeligt, mens andre var klar med hånden fremme når de nærmede sig. Nogle af de større gik en anden vej for at undgå det, men om de skyldes det er lidt fjollet og akavet eller hvad der ligger bag, ved vi ikke præcist. Børnene selv fortæller at ”Der var mange der ikketogdetsåseriøst.Nogledersletikkegadellerblevsurenårinspektørenstodogsagdehej”.Mensandre synes det var ”meget sjovt lige i starten når man ikke vidste det”. En anden elev siger, at hun egentlig ikke har lagt så meget mærke til at hilseprojektet har været i gang. Hun har kun tænkt på det engang imellem,”ogsånårinspektørenståridørenoghilser.Jegsynesdetvarmegetdejligt..ellersjovtatskoleinspektøren stod og sagde hej. Det gjorde mig lidt mere glad.”. At blive hilst på af skoleledelsen kan altså for nogle være med til at gøre en forskel i forhold til trivsel – at man bliver mere glad. En af lærerne udtaler, at det måske har en forebyggende effekt at give hånd til de større børn. Det giver en følelse af forpligtelse overfor hinanden, at man har set hinanden i øjnene og givet hånd, og dermed 7


bliver det måske list sværere at lave ballade med god samvittighed. Det er vigtigt med det relationelle, og det kan et håndtryk være med til at skabe. Lærerne mener desuden, at det er en fin måde at synliggøre ledelsen på, så både forældre og elever ser dem oftere. Forældrerådsrepræsentanten supplerer med, at det virker meget imødekommende, når man bliver hilst på. Eksempelvis når man kommer til forældremøder og der gives hånd. Før det første ”signalerer det overfor børnene, at man hilser på hinanden, men det er også generelt vigtigt for stemningen at man siger hej til hinanden.”. Det er også hendes indtryk, at hvis de større børn hilser på de mindre, så bliver de mindre glade. De føler sig set, og det mener hun betyder meget for hvordan det er at være på skolen. Dette bekræfter eleverne. Det er ”meget dejligt at man siger hej til hinanden når man kommer om morgenen”. Det er rart at hilse på hinanden. En af de ældre piger siger: ”Jeg synes hvis nu man kommer for sentsåsigersådanallesammengodmorgensåblivermansådanlidtgladere,…hvismannuharhaftendårlig morgen.”. Hun synes det er meget godt nu hvor man hilser. Rart at sige hej og blive sagt hej til - både mellem eleverne og mellem lærer og elev. En fortæller, at det er lidt ensomt, hvis der ikke er nogen der hilser på en, men som hun fortæller, så et de vant til at man ikke gør det i klassen altid. De siger ikke altid hej, ”man går bare over og snakker”. En rigtig god dag starter med at lege, siger de mindste, men de større piger siger, at få snakket med veninderne er vigtigt, ”At de kommer over og siger hej eller godmorgen eller sådan noget.”. En anden vigtig ting for en god morgen er, ”at læreren ikke kommer ind totalt sur, det er også nogetdergørdet(…)menkommerind”godmorgenharIhaftengodweekend”ellersådannogetforellers bliverdetforsurt.”.Ensupplerer:”oglærerenkommerindogerlidtfriskeogikkestartermed”bøgernefrem” men siger godmorgen til os, kommer ind med et smil for så får vi også lyst til at smile til dem. Det der ligger i at få sagt godmorgen og føle sig set at både kammeraterne og lærerne er altså vigtigt for eleverne, og kan være med til at give dem en bedre dag i skolen og gøre dem mere motiverede for læring. En lærerrepræsentant fra indskolingen fortæller, at han havde organiseret det sådan, at de to elever der mødte først skulle stille sig i døren og hilse på alle de andre som kom efterfølgende. Det er således elevelev relationen der primært er fokus på her, da læreren her følte, at han i forvejen havde en tæt personlig kontakt med eleverne. Han siger hej til hvert enkelt elev der kommer ind og flere elever kommer altid op til skivebordet og fortæller om et eller andet. De små kommer ifølge lærere, altid og hilser på ham når de kommer, da de gerne være sikker på at han har set dem. Nogle af eleverne synes efter lærerens opfattelse, at det var sjovt at skulle hilse på denne måde, men andre synes det var pinligt – især at hilse på de forældre der kom ind i klassen. Efter noget tid gik der lidt rigeligt pjat i hilseritualet, og børnene begyndte at overdrive hilsnen. Før hilseprojektet gik elevere rundt og sagde hej og begyndte at lave af8


taler om hvad de skulle om eftermiddagen. På den måde fik de også hilst på hinanden men ”før var der sikkert nogen man ikke fik hilst på, nu er man sikker på at få alle i klassen med.”Alle er blevet hilst på og det er en god velkomst. Der kan måske ikke umiddelbart aflæses nogle direkte virkninger af projektet, synes han, men han vil alligevel lade hilseordningen køre videre af sig selv, så længe eleverne selv bliver ved. En lærer fra mellemtrinnet gav hånd til alle eleverne i morgentimerne i de første par uger. Derefter gled det lidt ud, da det føltes lidt akavet - især senere på dagen. I perioden hvor der blev hilst med håndtryk var det anderledes i klassen på den måde, at ”man kom rundt til alle børn og fik kigget dem alle i øjnene og sagtgodmorgentildenenkelte”.”Jegkunnegodtlidedet,menja…”.”Detgodevedathilseeratallefårlærens opmærksomhed den dag.”. Hun synes ikke umiddelbart at det gav nogen forskel i timen - der var ingen adfærdsændring. Før projektet sagde hun godmorgen ud i klassen og fik øjenkontakt med så mange som muligt. Det gik hun hurtigt tilbage til, da det også føltes meget tidskrævende at skulle rundt til alle. Det er svært at nå både at give hånd, krydse af, lave kalender og skrive op på tavlen hvad vi skal i dag – så er der ingen tid til undervisning. ”Så må man vælge noget fra” som hun siger og så finder hun det bedre at hilse ved at nikke rundt og kigge eleverne i øjnene. Det hun til gengæld fandt ud af var, at mange slet ikke kunne ikke finde ud af at give hånd – de lavede i stedet pjat med det. Derfor snakkede de i timen om hvor vigtigt det er, at kunne give et rigtigt håndtryk – fx i jobsøgningssituationer senere hen. De øvede det et par gange og snakkede om det, men gjorde så ikke mere ved det. Læreren fra overbygningen fortæller at eleverne grinede af ham, da han kom og ville give hånd til alle. De syntes det virkede overhøjtideligt og det blev derfor plat og gav heller ikke rigtig noget. Læreren mener, at han alligevel altid siger hej til alle, og at det virker bedre, da det er naturligt for både ham og eleverne at hilse på denne mere uformelle måde. ”Det kan nemt blive meningsløst hvis man ikke mener det”, siger han. Når det er påtvunget mister det værdien. I denne klasse blev der derfor kun givet hånd den første gang og ellers kun en enkelt gang om morgenen. En elev siger i samklang hermed at flere af lærerne har lignet, at de ikke mente det. Det har for nogle af eleverne lidt lignet, at lærerne har hilst med hånden fordi de skulle, og det bevirker ifølge elverne selv at de heller ikke rigtig engagerer sig i det. Der er i dette interview ikke de store erfaringer fra SFO med, da den medarbejder, der skulle have deltaget i interviewet blev syg, og lederen derfor i stedet kom med. Hun vidste desværre ikke så meget om hvordan det var gået i praksis. Hendes erfaring var dog, at når der kommer en stor flok ind i SFO’en på en gang så kan det være svært at nå og hilse på alle. De lavede nogle tiltag i starten med at give hånd, men ved ikke hvordan det er gået med det. Børnene skal i forvejen sige hej og farvel, når de kommer og 9


går i SFO’en, men om det lige bliver med hånd det er lidt sværere at sige grundet ovenstående. Børnene iinterviewetfortæller,atdem ”derkrydserenafdekommerhenogsigergoddag.Dettrækkerbaretidenud”, siger en. De andre voksne ”siger bare hej som før, der er ikke noget anderledes”, fortæller børnene. Det lyder således ikke umiddelbart som om de mindre børn, der bruger SFO’en synes det giver noget særligt i SFO sammenhæng. Måske fordi de alligevel føler sig set der, eller måske fordi, de ikke finder det vigtigt. Samlet kan man sige, at de alle voksne synes det er godt med håndtryk, men at de ikke mener, det ikke har givet nogle konkrete udtryk i projektperioden. Håndtrykket er godt i nogle sammenhænge men ikke i andre. I klassesituation fungerer en almindelig hilsen bedst, men måske på en lejrtur kunne man gøre det når man sagde godnat, eller ved juleferie og sommerferie afslutning kunne der gives hånd i alle klasser. Der er flere der giver hånd til forældremøder, men det kunne være godt at det altid var sådan. Det kunne ifølge forældrerådsrepræsentanten få forældrene til at føle sig mere trygge ved mødet på skolen. ”Alle ville føle at de er blevet set” og på den måde bliver det lige for alle forældre. Det kunne også virke den anden vej - at læreren føler sig bedre tilpas i situationen. Et forslag er også at de kunne sige godmorgen hver mandag og farvel hver fredag med håndtryk i hhv. første og sidste time ligesom de nok fortsat vil lade lederne være ude nogle morgener og hilse på. På den måde kunne de få det gode ved håndtrykket – godt at se dig/velkommen/ha det godt – men uden det akavede ved rutinemæssigt at give hånd i situationer som i hvert fald de voksne finder akavede. En lærer siger: ”At give et håndtryk i nyognæerengodide.Fxtilmotionsdagnæstefredagkunnemangivehånden.Ellerengangimellemforlige atblødeopoggørenogetandetiklassen.Etoverraskelsesmomentengangimellem.”.Genereltsetmenerde at hilse på hinanden har en præventiv virkning og er med til at skabe en kultur, hvor man opfører sig ordentligt overfor hinanden. De har dog ikke bemærket en anden tone eller stemning på skolen/SFO i perioden.

10


I forhold til hvordan eleverne hilser på hinanden lægger interviewmaterialet sig meget op af casebeskrivelserne. Det er blandet hvordan eleverne hilser på hinanden – nogle slet ikke, nogle med kram/ håndslag mv., nogle ved at sige hej ud i klassen osv. Eleverne hilser især i det større klasser ikke med alle. Igen skal det tages i betragtning, at det er en stor skole men mange elever, så man kan ikke kende alle. Der er grupperinger og de hilser på dem de kender, men ellers ikke. De hilser ikke hvis der eksempelvis kommer en fra en mindre klasse forbi. ”Hvorfor skulle de også det? De har det her tilhørsforhold der hedder Sct.Hansskole,menellerssåhardejoikke…enelevi7.klasseogenelevi9.Klasseharjoikkemeresammen”, siger en lærer. De er 150 elever på overbygningsgangen og det er som sagt mange at forholde sig til. En af de større elever fortæller: ”De første 3 dage efter vi havde fået det af vide….Vi havde fået af vide at vi skulle hilsepåallepåårgangen.Dergikmigogmindeveninderrundtoghvisvimødtenogenpåårgangen,såsagde vihejogsådannoget,menjegtrorvifiksvar3gangeellersådannoget,ogsåogsågjordemanikkedetmere og så var det lidt mere i klassen og der gjorde man heller ikke så meget ud af det, der var det bare normalt, og så det eneste jeg har lagt mærke til er, at min klasselærer har altid sagt farvel inden vi tog på weekend, det har han altid gjort, men så vores dansklærer er også begyndt på det om fredagen. Det er det eneste.”. Det kunne ud fra denne udtalelse tyde på at i hvert fald eleverne følger at der har været lidt varierende engagement til projektet – både fra eleverne selv og fra lærerne. Dette bekræftes også af lærernes udtalelser, hvor de selv fortæller om hvordan de måske gjorde lidt ekstra i starten, men så stoppede det hurtigt igen. Flere mener at det mest er klasselæreren der går op i det. Flere lærere gjorde det kun lige da projektet startede men ellers ikke, udtaler eleverne. En elev synes næsten ikke, der er nogle lærere der gør det: ”Inde hos os har vi ikke rigtig lagt mærke til at vi har det.Vi lagde mærke til at vi skulle huske at sige hejtilfolkdenførstedagmensåstoppededetlidtigen.Deterbareikkevoresnatur.Jegsynesdetermegetgodt somdeter.Jegbehøverikkegårundtoghilsepåallemedhånden.”.Enandenfortællerat”ligeistartenvarder også mange elever der kom rundt og sagde hej” – det synes hun var meget sjovt, men så efter lidt tid så glemmer eleverne, at ”man skal sige hej”, og siger bare hej til dem de kender. Eleverne mener alle således, at man i perioden primært hilser mere i klasserne – ikke i skolegården. ”Jeg tror det ville blive en bedre morgenfordidervarfleredersagdehej,ogsåvennerneistedetforbareatsættesigovertilsitbord”.Enanden siger:”hvismanvirkeligsattesigindidetsåtrorjegdetkunnebliveikkebareengodmorgenmenenheldag, forsåfxkl.halvtinårmanhavdefrikvarter,såkunnenmangåovertilnogleafdeandreklasserogså.(…)Det hjælperogsåtilatdetbliverbedreogbedrefordimanmødernyemennesker,altsåikkenyemennogenman ikkenormaltsigerhejtil,ogdethjælperjotilheledagen.”.Entredjesupplerer:”Hvisvigjordedetmereoftere såkunnemanogsålæreandreatkende.”.”Detvilleogsåhjælpemigtil,atjegvillehavedetbedreiskolen,hvis jegogsåkunnefxsnakkemedalleirummether.Jegkenderjonæstenikkenogenafnavneneherogjeghar gået her i 9 år.”. Dette er den samme elev som i starten af interviewet sagde at hun ikke havde behov for 11


at gå rundt og sige hej til alle, så det viser, at selvom det måske ikke er nødvendigt at give hånd, så er der ingen tvivl om at et øget fokus på at hilse på hinanden – se hinanden – er noget eleverne tilsyneladende anser for vigtigt i forhold til både tilknytning og trivsel i skole/kammerat/lærer relationerne. Nogle af eleverne mener at dagen er blevet anderledes, fordi lærerne går rundt og siger godmorgen. Andre synes kun det er anderledes i starten af dagen eller kun ved enkelte lærere. Det er generelt set mest om morgenen der hilses, hvilket stemmer overens med det, de voksne fortæller. ”Det er altid rart hvis enlærerkommerhenogsigergodmorgen,menjegsynesikkedeteranderledesenddetplejeratvære”,siger en elev. En elev fra de mindre klasser synes det er ”lidt dumt at lærerne nogle gange ikke gider være med til at sige hej. Så siger de, at det skal vi vente lidt med og så gør de det ikke. De er nok ved at være lidt trætte af det”, mener vedkommende. Dette referer til de nye hilseritualer og eleven tror at læreren er træt af det fordi det tager tid. En måde at skabe nye relationer mellem de klasser der eksempelvis ikke arbejder sammen så ofte kunne være til fx en temauge, hvor man kunne gøre noget ud af at de skulle hilse på hinanden med håndtryk, foreslår lederen fra SFO’en. Det ville måske gøre det til noget særligt at hilse på hinanden. Også eleverne foreslår, at der skulle gøre noget, så alle fik hilst på hinanden. Man kunne eksempelvis have en periode hvor man mødtes årgangene i gymnastiksalen og så lave forskellige lege eller sådan noget, foreslår en, for ”selvom man snart skal ud af skolen er det altid sjovt med en lille leg”. Så kunne man også få nogle fælles oplevelser og grine lidt af det. En af de mindre elever synes det ville være godt hvis alle bare sagde lidt mere hej og man fx gik over i sin parallelklasse og sagde hej engang imellem. Igen er der her indikatorer på at, ”At hilse” har en betydning i forhold til trivsel og tilknytning for eleverne”. Som forældrerepræsentanten siger, er der mange måder at hilse på, men det er vigtigt at føle at man er blevet set. Vigtigt med den anerkendelse der ligger deri. Et venligt klap på skulderen eller noget kan også virke, men det er godt med opmærksomhed på, hvordan det er rart at blive hilst på, da det er forskelligt hvordan man har det med at hilse. Også børnene bekræfter dette. Til spørgsmålet om de godt kunne tænke sig at projektet fortsatte, siger et af de mindre børn: ”Ja men altså ikke det der med at give hånd[pga.bakterier]menjegkangodtlidedetdermedatmanihvertfaldsigergodmorgenogsådannoget.”. En af de større piger siger: ”Jeg synes det ville være fint nok, hvis det fortsatte. Sådan lidt valgfrit fra klasse til klasse, så man ikke var tvunget til at gå rundt og sige hej til alle.”. Senere siger samme elev dog, da en anden elev siger at lærerne kunne godt lige bruge et par minutter på at høre hvad man har lavet eller hvad man skal i weekenden: ”Ja det kan jeg godt huske fra jeg var mindre, alle spurgte hvad man skulle og så blev man lidtgladfordiman skulle fortælle om hvadmanskulle,altsåatdervarnogendervisteinteressefordet. Det 12


blev man da glad af. Det gjorde jeg da. Bare fordi man er blevet ældre… De gør ikke så meget ud af det i de større klasser.”. ”Det gør vores lærer meget ud af”, siger en fra de mindre klasser. Alle er enige om, at det er rart at få lov at fortælle lidt, hvilket handler om at blive set og anerkendt som det enkelte individ. Desuden mener eleverne, at lærerne måske bude have gjort mere ud af hilse-projektet, hvis det virkelig skulle have rykket noget. Eleverne mener ikke at lærerne rigtig havde sat sig ind i projektet og selv huskede at hilse. ”Vi gider da heller ikke gå rundt og sige hej til alle hvis de ikke selv gør det, for så kan det ikke være så vigtigt”, siger en af de større elever. De mener, at det havde virket bedre, hvis lærerne selv havde gjort mere. Alle lærere skulle være enige om at alle skulle være med. Være enige om, om man skulle give hånd eller ej. Nogle sagde det ene og andre det andet, det var lidt forvirrende for eleverne. Eleverne kunne også godt tænke sig, at lærerne havde snakket lidt mere om projektet med dem, inden det begyndte, så de havde været mere forberedte. De fleste vidste ikke rigtig hvad det var, da projektet begyndte – de så bare nogle plakater, der var hængt op på skolen og så kom lærerne pludselig og gav hånd. Det ville også være fint, hvis det var hele skolen, der havde været med og ikke bare nogen enkelte klasser, siger eleverne. Projektet har omfattet hele skolen, men det er måske ikke i alle klasser, at eleverne har oplevet der har været gjort noget. I klubsammenhæng har konteksten for at hilse været en anden, fortæller klublederen. For det første er de få voksne pr. barn i klubben. Det vil sige, at der er en anden form for kontakt og der er mange steder den voksne skal være på én gang. Desuden kommer børnene ofte i store flokke fra skolen og står klar til at gå ind, når klubben åbner. Der er således ikke den samme ro og kontekst som eksempelvis i et klasseværelse. Klubben har derfor arbejdet med hilseprojektet på en sådan måde, så det kunne passe ind i deres hverdag. Det er blevet organiseret således, at hver af de 3 voksne i perioden har en hilsedag hver om ugen. Det vil sige en dag, hvor de er ansvarlige for at få hilst på alle børnene. De børn der interviewes mener ikke umiddelbart, at der har kørt et hilse-projekt i klubben, men det er også længe siden flere af dem har været der, siger de. De kan også være kommet på de dage, hvor der ikke er blevet hilst ekstraordinært. Normalt stiller man sin taske når man kommer, siger hej til et par personer, og går i gang med noget. Der har ikke været aktiviteter igangsat for at få børnene til at hilse på hinanden, da de fleste kender hinanden i forvejen og har fulgtes til klubben fra skolen. Som lederen siger, er det en ”landsby i byen, hvor alle kender hinanden.”. De fleste går på same skole, fælles fritidsaktiviteter og går i samme klub. Børnene synes derfor også det var lidt underligt også at skulle hilse i klubben, for det havde de jo gjort i skolen. Lederen fortæller, at de har afprøvet forskellige modeller – både at stå og hilse på hvert enkelt barn med hånden, når de kommer til klubben og også at gå rundt og hilse lidt tid efter de er kommet. 13


Det at stå og hilse med hånden i døren ”hej og velkommen” eller ”hej jeg hedder …” mener lederen giver en anden stemning lige når det sker, men så ryger det hurtigt over i det samme igen. Hermed menes, at hvis du hilser når børnene kommer, så giver det en mere rolig start: ”Så farer de ikke ind som vilde dyr og smider sin taske. Det giver en anden start men udmunder i det samme.”- det vil sige at roen og stemningen holder ikke ved. Der er stadig konflikter der eksempelvis skal løses i gården og børn der farer rundt. Personalet synes dog at have bemærket at ”nogle børn bliver mere glade når jeg hilser på dem”. ”Nogle har været mere snakkesalige i perioden.”. ”De synes det er en okay måde at hilse på [med håndtryk]”. Det er tydeligt, at børnene ikke er vokset op med håndtrykket: ”nogle føle sig helt usikre (…) og nogle har haft svært ved at hilse og se i øjnene.”, fortæller lederen af klubben. Men der er ”ikke nogen der ikke vil hilse”, de tackler bare situationen forskelligt. Især de yngre børn har haft svært ved at kigge i øjnene og hilse. For de store i 7. klasse var det fint at hilse med navn og hånd. I klubben har de traditionelt hilst ved at sige hej, så børnene føler sig velkommen. I projektperioden har de afprøvet de lidt mere højtidelige hilseformer,og”forskellener,atnårdugørdetformeltsåstopperduopogligesomentenharøjenkontakten ogsnakkerogsåkommerdernogleandresætningersom”nejhardufåetnyjakke”eller”hvadskaldulavei dag”(…) hvor du er tættere på barnet. Hvor når du siger hej, så siger man hej igen og går man, det er mere uformelt. Der har man ikke stoppet mere op.”. Når man hilser, bliver man set, og det ”er vigtigt at børnene føler at de voksne har set dem og kender deres navn”. Det giver et tilhørsforhold”, siger lederen. Personalet har været mere bevidst om at give hånd i forbindelse med projektet, og det har givet nogle eftervirkninger/tanker om hvad der sker. ”Det er vigtigt at bremse op og se på hvad er det, det gør ved både barn og voksen at give hånd.”, fortæller lederen. Hun mener, at det giver noget andet end i dag hvor alting er mere flyvsk og der hermed ikke er samme tætte samhørighedsforhold. Det er mere i forbifarten, og det passer (desværre) fint til den stressede livsform vi har. Der er et vist dannelsesaspekt i at give hånd. Hun tror dog ikke, at det bevidste med at give hånd kommer til at fortsætte efter projektperioden, da det er tidskrævende og lidt akavet. De plejer at krydse eleverne af, når de kommer og her siger hej til hver enkelt. Dette mener hun giver samme anerkendelse, som at hilse med hånd, selvom det at hilse med hånd giver mere rolig start og lidt dybere snak. Hvis man virkelig skal ind og arbejde med relationer skal det være i mindre grupper, hvor dybere relationer kan skabes. Dette arbejder de eksempelvis med i deres værksteder, hvor børnene kommer i og med de gider den voksne og de projekter de laver. Det giver muligheder for relationer/tilhørsforhold på tværs af børnegruppe. ”Vi får ikke ”panelbørnene”med i et hilseprojekt som dette. Det skal være i de dybere relationer”, men det har heller ikke været målet med dette projekt, der netop har været et opmærksomhedsprojekt.

14


4. Konklusion Overordnet set tegner der sig et billede af at alle – både voksne og børn – kan se vigtigheden af at hilse, men at det ikke nødvendigvis skal være med hånd. Det at hilse med hånden menes at have et vist dannelsesaspekt og giver en anden forpligtelse parterne imellem, men er samtidigt mere velegnet til særlige situationer en hverdagssituationer. Både elever og voksne har haft svært ved håndtrykket som hverdagshilseritual, men i hverdagen kunne der meget vel gøres endnu mere ved ”at hilse” på hinanden på andre måder. Børnene giver udtryk for at det gør dem gladere, giver dem en bedre dag og at det er rart, når man bliver hilst på og selv hilser på andre. Både når det gælder at hilse børnene imellem men også når det gælder at hilse mellem lærere og elever. Udtalelserne fra eleverne giver således belæg for at det for elevernes vedkommende i skolesammenhæng kan være af betydning for såvel trivsel som tilknytning og læreprocesser, at der hilses – både mellem elever og mellem lærer og elev. Projektet lader således til at have opnået målet med at skabe opmærksomhed om vigtigheden af at hilse og hvad det kan gøre ved hverdagen. Dette er dog desværre ikke ensbetydende med at projektet nødvendigvis forplanter sig til en ændret adfærd fremadrettet blandt såvel elever som pædagogisk personale. Det vil dog vise sig om tråden tages op og de gode ideer fra interviewmaterialet, som også er med i denne rapport tages op og føres videre. Dette gælder opmærksomheden omkring at det faktisk gør en forskel og derfor fremadrettet huske at gøre noget særligt ud af ”At hilse” i forskellige sammenhænge. Det virker ikke til at børnene selv har det samme fokus på ”at hilse” når det gælder SFO og klub. Det virker ikke til at være lige så vigtigt for dem her som i klasse/skole sammenhæng. Om det skyldes at der er gjort mest ud af det i skolen i projektperioden, om det er for di konteksten er en anden og eleverne lægger mere mærke til det i skolesammenhæng eller om det skyldes noget tredje kan ikke udledes ud fra interview- og casematerialet. Det har været forskelligt hvordan de på skolen har organiseret ”at hilse” i de enkelte klasser/SFO. Som en lærer udtaler, er det også svagheden ved projektet. Det har været svært at overbevise alle om at det var en god idé med dette projekt netop på det tidspunkt, hvor det faldt, grundet svineinfluenza. Både forældre, elever og personale har været betænkelige ved situationen og dette kan meget vel have haft en væsentlig betydning i forhold til projektets resultater. Hele problematikken med at få snakket projektet igennem med eleverne forinden har desuden været lidt vanskelig, da det lige inden projektstart var usikkert om det overhovedet skulle starte op, grundet svineinfluenza. Embedslægen var inde over 15


og vurdere om det var forsvarligt, og svaret herfra kom først lige umiddelbart inden d. 1.september, hvor det hele skulle skydes i gang. Dette er naturligvis uheldigt, da det kan have påvirket resultatet af projektets resultater. Havde alt personalet i både skole, sfo og klub taget en grundig snak med både hinanden og eleverne, kunne det antages, at der havde været et større umiddelbart udbytte af projektet. En organisering hvor alle/årgange havde den samme tilgang og gjorde den samme indsats ville muligvis have givet et andet resultat af pilotprojektet. Eleverne og lærerne mener selv, at dette ville have givet en større synlighed af og forpligtelse i forhold til projektet og dermed også en mere synlig effekt. De implicerede parter skal have ejerskab til projektet og hvorledes dette bedst sikres kan være vanskeligt at forudsige på forhånd. Om dette ville have været vejen frem kan dermed ikke med sikkerhed siges. Der har været lagt op til, at den enkelte lærer/pædagog selv skulle byde ind med, hvad var relevant og passende i forhold til kontekst og alderstrin, men det har ifølge interviewene ikke rigtig fungeret efter hensigten, da det har betydet at nogle har gjort noget og andre (næsten) intet. Disse erfaringer er nyttige hvis projektet skal udvides og spredes til andre skoler/SFO’er/klubber mv. Det lader til at der fra alles sider mest har været fokuseret på ”at hilse” i forhold til voksen/barn relationen. Lærerne/pædagogerne imellem gjorde kun noget ekstra ud af at hilse de første dage men ellers ikke. De udtaler ligeledes i interviewet, at virkningen af projektet nok har været størst for eleverne, og dermed ikke har betydet det store for dem selv. Dette til trods for, at der i interviewmaterialet nævnes, at det er rart at blive hilst på og det giver en bedre dag. Casebeskrivelserne viser desuden, at der ikke er enighed om hvor god en hilsekultur der er på skolen, hvilket tyder på, at det kunne være interessant med mere fokus på ”At hilse” blandt de voksne også. Alt i alt er det lykkedes dette projekt at skabe positiv opmærksomhed omkring det at hilse og de positive virkninger dette har i forhold til netop trivsel, tilknytning og læreprocesser. Der er erfaringer der kan drages nytte af i forhold til finjusteringer af projektet med henblik på at skabe endnu større synlighed, ejerskab og resultater af en sådan indsats. Jeg mener dog projektet viser, at det nytter at gøre noget, og at et konkret håndgribeligt (i bogstaveligste forstand) tiltag gør det nemt for de implicerede parter at handle.

16


5. Bilag 5.1 Interviewguide Hilseprojekt– skolepersonale/bestyrelsesrep. Formålet med dette fokusgruppeinterview er at få klarlagt jeres opfattelser af Odense kommunes hilseprojekt, der har kørt her på skolen siden 1. september i år. Her er det vigtigt at få jeres udsagn, tanker, følelser frem i forbindelse med implementeringen af projektet. (Hvordan har det været at være forældre på skolen i denne periode? Beskriv hvordan du oplever det hele løbende) • Hvordan og hvornår hilser I voksne på hinanden her på skolen/i SFO? • Husker I altid at hilse på hinanden? Hvornår glipper det? • Er det blevet anderledes her i projektperioden i forhold til tidligere? Hvordan/hvorfor? • Hvordan opleves det når man får hilst på hinanden? Hvilke følelser vækker det? Giver det en anderledes dag? Hvordan? • Hvordan opleves det når man ikke bliver hilst på? Hvilke følelser vækker det? Giver det en anderledes dag? Hvordan? • Hvordan og hvornår hilser I på eleverne når de kommer i skole/I SFO’en? Konkrete eksempler. • Er det sådan I altid har hilst på dem? Hvis ikke hvordan er det så anderledes fra før? • Har I udviklet nye hilsemåder? Eller fået øje på nogle? • Hvordan oplever I at de unge har det, når I hilser på dem? Hvad gør det ved dem? • Spørgsmålet om forskelle mellem køn, alder og etnicitet • Har de unge nævnt noget om hvad det får dem til at føle? Kan I give konkrete eksempler? • Hvordan og hvornår oplever I at eleverne hilser på hinanden? • Har der været en ændring i de unges adfærd i forbindelse med at projektet har kørt? I bekræftende fald hvordan? Forklar • Har der været en anden stemning her i på skolen/i SFO’en i projektperioden? Hvordan/hvorfor? Giv eksempler • Har projektet givet jer en større bevidsthed om at huske og hilse? Hvordan/Hvorfor/Hvorfor ikke

17


5.2 Interviewguide Hilseprojekt – Victoria klubben Formålet med dette fokusgruppeinterview er at få klarlagt jeres opfattelser af Odense kommunes hilseprojekt, der har kørt her i Victoriaklubben siden 1. september i år. Her er det vigtigt at få jeres udsagn, tanker, følelser frem i forbindelse med implementeringen af projektet. • Hvordan og hvornår hilser I voksne på hinanden her i Victoria-klubben? • Husker I altid at hilse på hinanden? Hvornår glipper det? • Er det blevet anderledes her i projektperioden i forhold til tidligere? Hvordan/hvorfor? • Hvordan opleves det når man får hilst på hinanden? Hvilke følelser vækker det? Giver det en anderledes dag? Hvordan? • Hvordan opleves det når man ikke bliver hilst på? Hvilke følelser vækker det? Giver det en anderledes dag? Hvordan? • Har I udviklet nye måder at hilse på hinanden på? • I hvor høj grad giver i hånd og er opleves det anderledes end andre hilsemåder? • Hvordan og hvornår hilser I på de unge når de kommer her i klubben? Konkrete eksempler. • Er der forskel på hilsemåder set i forhold til køn og etnicitet? • Er det sådan I altid har hilst på dem? Hvis ikke hvordan er det så anderledes fra før? • Hvordan oplever I at de unge har det, når I hilser på dem? Hvad gør det ved dem? • Har de unge nævnt noget om hvad det får dem til at føle? Kan I give konkrete eksempler? • Hvordan og hvornår hilser de unge typisk på hinanden? Er der forskel i forhold til køn, alder og etnicitet? • Har der været en ændring i de unges adfærd i forbindelse med at projektet har kørt? I bekræftende fald hvordan? Forklar • Har der været en anden stemning her i ungdomsklubben i projektperioden? Hvordan/hvorfor? Giv eksempler • Har projektet givet jer en større bevidsthed om at huske og hilse? Hvordan/Hvorfor/Hvorfor ikke

18


5.3 Interviewguide Hilseprojekt – Elevrepræsentanter • Nu er der sat det her hilseprojekt i gang på jeres skole – kan I fortælle mig lidt om det? Hvad vil det sige? Kan I give nogle konkrete eksempler. • Hvordan hilser lærerne normalt på jer? Hvad siger og gør de når de kommer ind i klassen/møder jer på gangen mv.? • Hvordan synes I det er, når de hilsner på jer? • Hvordan er det hvis de ikke hilser på jer? • Er dagen anderledes når lærerne hilser på jer end når de ikke gør? Forklar i så fald hvordan? • Er der noget der er blevet anderledes end det plejer? Er det godt eller skidt/hvordan? Giv eksempler/ forklar. • Hvordan hilser I på hinanden eleverne imellem? Hilser alle på hinanden?/ Hvordan? • Er det blevet anderledes her i projektperioden? • Hvad er rigtig godt ved at I hilser på hinanden? • Hvordan føles det når man bliver/ikke bliver hilst på? • Hvordan bliver I mødt af de voksne når I kommer i SFO’en? Hvad sker der/giv eksempler? • Hvad er godt / skidt ved det? • Kan I give eksempler på hvordan en rigtig god dag starter? • Hvad gør I nu?

19


5.4 Caseskabelon ”At hilse er at se og blive set” Beskrivelse af ’hilsekulturen’ på din skole / institution ”At hilse er at se og blive set” er et projekt i Odense Kommune, der sætter fokus på det at hilse som en del af mødet mellem børn og voksne i skoler og institutioner. I forbindelse med projektet ønsker vi at danne os et indtryk af, hvordan praksis er nu efter projektet er officielt afsluttet. At hilse kan foregå på mange måder, og vi vil gerne høre hvordan det opleves på af voksne og børn i praksis. Vi vil derfor bede dig om at give en beskrivelse af ’hilsekulturen’ på din skole / institution ved at benytte skabelonen på de næste sider. Hvordan og hvornår hilser I helt konkret på hinanden? Vi vil bede dig svare så konkret og ærligt som muligt, så vi kan få et retvisende billede. Du må meget gerne fortælle nogle konkrete historier fra hverdagen, fx en situation fra første time om morgenen, morgensamling e.l. Din beskrivelse vil indgå som en af flere illustrative cases i forberedelsen og evalueringen af projektet. Besvarelsen er anonym. På forhånd mange tak for dit bidrag til projektet! Med venlig hilsen Leif Kjær Karlsen, Odense Kommune &

20


Trine Lolk Haslam, CEPRA, Nationalt videncenter for evaluering i praksis

Skabelon til beskrivelse af ’hilsekulturen’ på din skole / institution. Tag udgangspunkt i den praksis og børnegruppe du selv kender til. Du må gerne skrive til hvis du mangler plads! Hvordan og hvornår hilser de voksne typisk på hinanden på din institution og i dit team/gruppe e.l.? Du må gerne beskrive det gennem en eller flere konkrete historier fra hverdagen.

Hvordan og hvornår hilser du og de andre voksne typisk på børnene i det team / den gruppe du arbejder i til daglig? Du må gerne beskrive det gennem en eller flere konkrete historier fra hverdagen.

Hvordan og hvornår hilser børnene i din børnegruppe typisk på hinanden? Du må gerne beskrive det gennem en eller flere konkrete historier fra hverdagen.

Giv en generel beskrivelse af ’hilsekulturen’ på din skole / institution. Du må gerne beskrive det gennem en eller flere konkrete historier fra hverdagen. Du kan fx også fortælle, om det er noget I har fokus på eller har talt om.

21


5.5 Projektgruppens arbejdspapir Idenavn: ”At hilse er at se (og blive set)”. - Om at hilse aktivt og anerkendende på hinanden i og omkring vores pædagogiske miljøer i dagligdagen. Motivation: 1. ”At hilse” ser vi i pædagogiske sammenhænge som et for ofte glemt, men vigtigt metodisk redskab, som kan og bør løftes. 2. ”At hilse” sender flere vigtige signaler udover eksempelvis det rituelle ”håndtryk”. Det er også en første bio-psykologisk/ emotionel og social regi-strering, som også i de pædagogiske møder har vital betyd ing. En betyd-ning i forhold til det ”at læse hinanden”. (1) ”Vil han/hun mig det godt eller skidt”?! 3. ”At hilse” berører i handling forudsætningerne og rammerne for et positivt og berigende omsorgs- og læringsmøde og endvidere betingelserne for et godt arbejdsmiljø. (2) 22


Baggrund : ”Ud fra at det mest simple ofte kan være det sværeste”.

9 motiverede spørgsmål:

1. Hvordan kan vi i dagligdagen i handling blive styrket i og omkring mødet med børn, unge, forældre og kolleger? 2. Hvilke pædagogiske metodikker kan vi i et positivt udviklingsfelt inddrage i forudsætningerne for at vores omsorgs- og læreprocesser faktisk kan lykkes? 3. Hvordan er det at vi i det daglige hilser? Opfattes det ofte alene bare som en rituel og kulturel forankret handling. 4. Hvordan oplever børn og unge os som voksne, såfremt vi ikke hilser på dem? 5. Hvordan har vi det som voksne, hvis vi ikke bliver hilst på? 6. Kan voksne stille krav til børn og unge om at hilse ordentligt og ikke selv som voksne leve op til det? 7. Kan man igennem en opløftning af måden, hvorpå man møder/ hilser på børn og unge reducerer noget af den 25 % tid vi som forældre, pædagoger og lærere bruger på at skænde på og irettesætte dem (Sigsgaard Skældud – 2002). 8. Kan den positive psykologi og den positive pædagogik fortælle os noget om, hvilken betydning det har for børn og unge, at blive mødt og hilst ”ordentligt” på af deres voksne omkring dem? 9. Bør Odense Kommunes ansatte med mål om ”gode omsorgs-, lærings- og arbejdsmiljøer” for ALLE (børn, unge og voksne) derfor opruste egne handlinger i forhold til de måder hvorpå vi møder hinanden, eksempelvis i lyset af at.. ”Children do, children see”, (link http://www.youtube.com/watch?v=7ZscS775ek8)

23


7 grundlæggende argumenter for ”Vi hilser”..

5 vidensargumenter for ”Vi hilser”..

5 værdiargumenter for ”Vi hilser”..

1. ..udgør et signal om, hvad vi vil med hinanden. 2. ..er en handling, der kan vise ønsker om forståelse, fællesskabsfølelse og medvirker som byggesten for en almen dannelse. 3. ..kan være et udtryk om det ligeværdige møde med børn og unge, hvor de herigennem kan opnå fornemmelsen af tilknytning og anerkendelse. 4. ..er et element til at børn og unge udvikler positive følelser om medborgerskab. 5. ..er et tegn i og omkring et fair møde. 6. ..er et tegn på at give og få respekt 7. ..er en metode til og på at omsorgs- og læreprocesser kan lykkes. 1. Iflg. mange undersøgelser ved vi, at gode omsorgs- og læreprocesser forudsætningsvist fordrer fornemmelser af trivsel og til-knytning. 2. At børn og unge som oftest giver udtryk for at de håber på at møde anerkendende, motiverende og inspirerende voksne, som er i stand til at kunne kommunikere med dem og ikke til dem. 3. At børn og unge herunder skelner imellem voksne som de intuitivt læser ud fra ”Vil hun/han mig/os det godt eller vil hun/han mig/os det dårligt” 4. At børn og unge som oftest viser positive og optimistiske forventninger til dagligt at kunne mødes med vennerne, have det rart/”fedt”. 5. At det er vigtigt at blive set, blive lyttet til og at gode venskaber/ kammeratskaber er motiverende for ”det gode liv”. 1. Handlingsafsæt i FN`s børnekonvention, som specifikt berører artiklerne 2-3-6-812-13-14-15-16-17-19-23—24-27-28-29-30-31(3) 2. De lokale danske nationalministerielle lovgrundlags formål.(4) 3. De opsatte formål, strategier og politikker for Odense Kommunes B/U område.(5) 4. Herunder Odense Kommunes mål om at handle: A: ”Helhedsorienteret”, B: ”Tværfagligt” C: ”Vidensbaseret” . 5. At Odense Kommune har et aktuelt og fremtidigt handlefokus på ”gode omsorgs- og læringsmiljøer” for alle børn og unge og herunder et godt arbejdsmiljø for voksne, hvor det ”at hilse ordentligt” udgør en vigtig forudsætning. Metaforisk kan det ”at hilse” ses som ”døren” ind til disse miljøer for at vi overhovedet kan komme i gang med alt det spændende, udfordrende, berigende og meningsfyldte.

24


Indsatsen omfatter: Interessenter: • Alle institutioner i BUF. • Alle ansatte (voksne) • Alle børn og unge Ledelsesmæssig forankring: Distriktsudvalgsmedlemmerne i de 4 Distrikter Projektets organisering Forslag til bemanding og videre proces: Der kobles nuværende ”ildsjæle” (”part time”) til detailprocessen frem til imple-menteringsforløbets start.. Dato for forventet igangsætning af lokalt Pilotprojekt: PILOTprojekt d. 1. August 2009 med henblik på: • Udarbejdelse af diverse info-materialer (til motivation, inspiration og som ”tools”) til brug i BUF (fælleskommunalt, i distrikterne og lokalt). • Udarbejde forslag til hvordan ”SHILS” fra d. 1. januar 2010 vil kunne indgå i BUF`s ”interne papirer” • Opsøge, uddanne og ”certificere” 4 ”Ambassadørkorps” for hvert af de 4 distrikter i BUF bestående af 4 voksne, 4 børn og 4 unge og der indgås x antal aftaler med ”kendisser”, som kan og vil deltage i de lokale ”happenings”. • Etablering af en workshop lokalt i distrikterne for de 4 Distriktsudvalg, hvor ”SHILS” præsenteres og hvor der herunder træffes beslutninger om tidsplan for ”Ambassadørkorpsets” besøg i den enkelte institution i efteråret 2009. Angående ressourceforbrug ved samlet implementering… : • Personaletimeforbrug anslået : 1,5 årsværk • Uddannelses- og mødevirksomhed + workshops (fælleskommunalt, distriktsmæssigt og lokalt) anslået : 60.000 kr. • Info-materialer mv. anslået: 50.000 kr. 25


BILAGSDEL:

“Inddragelse”

Udarbejdet af arbejdsgruppen: Morten Hansen Johnna Hansen Morten Munch/ Allan Hejnfelt Daniel Frank Leif Kjær Karlsen Morten Møller

Humlehaveskolen Sct. Hans Skole Forebyggelsesafsnittet Tarup Ungdomsskole Forebyggelsesafsnittet Distriktskoordinator Humlehaveskolen

SHILS ”At hilse er at se (og blive set)”

Morten.hansen214@skolekom.dk Johnnahansen@ofir.dk MEMU@odense.dk ALHE@odense.dk DHF@odense.dk LHKK@odense.dk mormol@hotmail.com

Noter 1. -Damasio , Antonio. - 2000 –The Feeling of What Happens - Body and Emotion in the Making of Consciousness -Ekman, Paul – 2007 “Emotions Revealed” – “Recognizing Faces and Feelings to Improve”. “Communication and Emotional Life”. -Goleman, Daniel – 2007 “Social Intelligence” - “Beyond IQ Beyond Emotional Intelligence” “The revolutionary New Science of Human Relationsships” 2. -Arbejdsgruppen Inddragelse 2008. ”Vi hilser”har et positivt afsæt om at de internationale, nationale og lokale etiske værdier, pligter og rettigheder bør følges op med flere konkrete handlinger, som i kombinationen med ny viden kan forbinde forudsætninger, rammer, metoder etc. med de opsatte mål og visioner for børns opvækst og udvikling. ”Vi hilser” rummer brede tværsektorielle, tværfaglige og netværksorienterede handlingselementer. ”Vihilser”berørerhvordanviuniverseltogkultureltmøderhinandenoghvordanviinteragererifællesskaber. ”Vihilser”kanmansomudgangspunktikkekonventioneltlovgiveomellersættefasttømrederegleropfor. 3. Fra FN børnekonvention.. at man anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af 26


sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse, Og finder, at barnet fuldt ud bør forberedes til at leve sit eget liv i samfundet og opdrages i lyset af de idealer, der er udtrykt i De Forenede Nationers Pagt, og særligt i en atmosfære af fred, værdighed, tolerance, frihed, lighed og solidaritet, At man tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling, anerkender betydningen af internationalt samarbejde for at forbedre børns levevilkår i alle lande. Fra Artikel 2 1. Deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i denne konvention, for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling. 2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro. Artikel 3 1. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række. 2. Deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. 3. Deltagerstaterne skal sikre, at institutioner, tjenester og organer med ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt tilsyn. Artikel 6 1. Deltagerstaterne anerkender, at ethvert barn har en naturlig ret til livet. 2. Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling.

27


Artikel 8 1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding. 2. Hvis et barn ulovligt berøves en del af eller hele sin identitet, skal deltagerstaterne yde passende bistand og beskyttelse med henblik på hurtigt at genoprette barnets identitet. Artikel 12 1. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. 2. Med henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder. Artikel 13 1. Barnet skal have ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til uanset territoriale grænser at søge, modtage og videregive oplysninger og tanker af enhver art, enten mundtligt, skriftligt eller på tryk i form af kunst eller gennem en hvilken som helst anden udtryksmåde, barnet måtte vælge. 2. Udøvelsen af denne ret kan underkastes visse begrænsninger, men kun sådanne som følger af lovgivningen, og som er nødvendige: a) af hensyn til andres rettigheder eller omdømme; eller (b) til beskyttelse af national sikkerhed, offentlig orden (ordre public), folkesundhed eller sædelighed. Artikel 14 1. Deltagerstaterne skal respektere barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed. 2. Deltagerstaterne skal respektere rettigheder og pligter for forældrene, og i påkommende tilfælde værger, til på en måde, der svarer til barnets gradvise udvikling af dets evner, at give retningslinier til barnet med henblik på udøvelsen af dets ret. 3. Frihed til at udøve sin religion eller overbevisning kan kun underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige for at beskytte den offentlige sikkerhed, orden, folkesundheden, sædeligheden, eller andre menneskers grundlæggende rettigheder og friheder. 28


Artikel 15 1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til foreningsfrihed og dets frihed til at deltage i fredelige forsamlinger. 2. Udøvelsen af disse rettigheder må ikke underkastes andre indskrænkninger end sådanne, som er foreskrevet ved lov, og som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale eller offentlige sikkerhed, den offentlige orden (ordre public), beskyttelse af fol-kesundheden eller sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder og friheder. Artikel 16 1. Intet barn må udsættes for vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privat- og familieliv, sit hjem eller sin brevveksling, eller ulovlige angreb på sin ære eller sit omdømme. 2. Barnet har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller sådanne angreb. Artikel 17 Deltagerstaterne erkender massemediernes vigtige rolle og skal sikre, at barnet har adgang til information og materiale fra forskellige nationale og internationale kilder, særligt sådanne, hvis formål er at fremme barnets sociale, åndelige og moralske velfærd og fysiske og psykiske sundhed. Med henblik herpå skal deltagerstaterne: (a) tilskynde massemedierne til at udbrede information og materiale, der er af social og kulturel værdi for barnet og i overensstemmelse med ånden i artikel 29; (b) tilskynde til internationalt samarbejde om produktion, udveksling og spredning af sådan oplysning og materiale fra forskellige kulturelle, nationale og internationale kilder; (c) tilskynde til produktion og udbredelse af børnebøger; (d) tilskynde massemedierne til at tage særligt hensyn til de sproglige behov hos børn, der tilhører et mindretal eller en urbefolkning; (e) tilskynde til udvikling af passende retningslinier for beskyttelse af barnet mod oplysning og materiale, der skader dets velfærd, jf. bestemmelserne i artikel 13 og 18.

29


Artikel 19 1. Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt. 2. Sådanne beskyttende foranstaltninger bør i passende omfang omfatte virkningsfulde retningslinier, såvel for udformning af sociale programmer, der kan yde den nødvendige støtte til barnet og til dem, der har barnet i deres varetægt, som til andre former for forebyggelse og identifikation, rapportering, henvisning, undersøgelse, behandling og opfølgning af tilfælde af børnemishandling som beskrevet ovenfor og om nødvendigt til retsforfølgelse. Artikel 23 1. Deltagerstaterne anerkender, at et psykisk eller fysisk handicappet barn bør have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive deltagelse i samfundslivet. 2. Deltagerstaterne anerkender det handicappede barns ret til særlig omsorg og skal inden for rammerne af de midler, der er til rådighed, arbejde for at sikre det berettigede barn og dem, der er ansvarlige for dets omsorg, bistand, hvorom der er indgivet ansøgning, og som er rimelig under hensyn til barnets tilstand og til omstændighederne for forældrene eller andre, der passer barnet. 3. I erkendelse af et handicappet barns særlige behov skal bistand, der ydes i henhold til stk. 2, være gratis, når dette er muligt, idet der tages hensyn til forældrenes økonomiske formåen eller den økonomiske formåen hos andre, der passer barnet, og skal udformes med henblik på at sikre, at det handicappede barn har fuld adgang til og modtager undervisning, uddannelse, sundhedspleje, revalidering, forberedelse til arbejdslivet og muligheder for fritidsadspredelse, alt på en måde, der bedst muligt fremmer barnets sociale tilpasning og personlige udvikling, herunder dets kulturelle og åndelige udvikling. 4. Deltagerstaterne skal i det internationale samarbejdes ånd fremme udveksling af passende information om forebyggende sundhedspleje og medicinsk, psykologisk og funktionel behandling af handicappede børn, herunder spredning af og adgang til information om former for revalidering, undervisning og erhvervsvejledning, med henblik på at gøre det muligt for deltagerstaterne at forbedre deres formåen og kunnen og at udvide deres erfaring på disse områder. I den henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov.

30


Artikel 24 1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet. Deltagende stater skal stræbe mod at sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan behandling og pleje. 2. Deltagerstaterne skal arbejde for fuld gennemførelse af denne ret og især tage passende forholdsregler for: (a) at formindske spædbørns- og børnedødeligheden; (b) at sikre ydelsen af nødvendig lægelig bistand og sundhedspleje til alle børn med særlig vægt på udvikling af den primære sundhedspleje; (c) at bekæmpe sygdom og underernæring, herunder inden for rammerne af den primære sundhedspleje, blandt andet ved anvendelse af let tilgængelig teknologi og gennem ydelse af tilstrækkelig og nærende mad og rent drikkevand under hensyntagen til de farer og risici, der er knyttet til forurening af miljøet; (d) at sikre kvinder passende svangerskabs- og barselspleje; (e) at sikre, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn, oplyses om og har adgang til undervisning og støttes i brugen af grundlæggende viden om børns sundhed og ernæring, fordelene ved amning, hygiejne og rengøring af omgivelserne og forebyggelse af uheld; (f) at udvikle forebyggende sundhedspleje, rådgivning af forældre, samt undervisning og bistand i forbindelse med familieplanlægning. 3. Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed. 4. Deltagerstaterne forpligter sig til at fremme og opmuntre internationalt samarbejde med henblik på gradvis at opnå fuldstændig gennemførelse af den i denne artikel anerkendte ret. I denne henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov. Artikel 27 1. Deltagerstaterne anerkender ethvert barns ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling. 2. Forældrene eller andre med ansvar for barnet har hovedansvaret for efter evne og økonomisk formåen at sikre de levevilkår, der er nødvendige for barnets udvikling. 3. Deltagerstaterne skal i overensstemmelse med nationale forhold og inden for deres evner og økonomiske muligheder træffe passende forholdsregler for at bistå forældre og andre med ansvar for barnet med at gennemføre denne ret og skal i tilfælde af behov derfor yde materiel bistand og udarbejde støtteprogrammer, især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig. 31


4. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler til at sikre inddrivelse af underholdsbidrag til barnet fra forældrene eller andre personer med økonomisk ansvar for barnet, både i deltagerstaten og i udlandet. Især i tilfælde, hvor den person, der har det økonomiske ansvar for barnet er bosat i en anden stat end barnet, skal deltagerstaterne fremme tilslutning til internationale aftaler eller til indgåelse af sådanne aftaler samt indføre andre passende ordninger. Artikel 28 1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de især: (a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle; (b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter grundud dannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler, såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i trangstilfælde; (c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres evner og med alle passende midler; (d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelig og opnåelig for alle børn; (e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i skolegang og begrænse frafald. 2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at disciplinen i skolen administreres på en måde, der tilgodeser barnets værdighed som menneske og er i overensstemmelse med denne konvention. 3. Deltagerstaterne skal fremme og støtte internationalt samarbejde om uddannelsesspørgs-mål, især med henblik på at bidrage til afskaffelse af uvidenhed og analfabetisme overalt i verden og lette adgangen til videnskabelig og teknisk viden og moderne undervisningsmetoder. I denne henseende skal der tages særligt hensyn til udviklingslandenes behov. Artikel 29 1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at (a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud; (b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt; (c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for 32


kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur; (d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger; (e) udvikle respekt for det naturlige miljø. 2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler. Artikel 30 I stater, hvor der er etniske, religiøse eller sproglige mindretal eller personer tilhørende urbefolkninger, skal et barn, der tilhører et sådant mindretal eller en sådan urbefolkning, ikke nægtes retten til i fællesskab med andre medlemmer af sin gruppe, at udøve sin egen kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller at bruge sit eget sprog. Artikel 31 1. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv. 2. Deltagerstaterne skal respektere og fremme barnets ret til fuld deltagelse i det kulturelle og kunstneriske liv og skal opmuntre til, at der stilles passende og lige muligheder til rådighed for kulturel, kunstnerisk, fritidspræget og rekreativ udfoldelse. 4. Fra lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) § 1. Formålet med denne lov er at 1) fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring.. -forebygge negativ social arv og eksklusion.. -skabe sammenhæng og kontinuitet.. Fra § 7. Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring.. Fra stk. 2 .i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst... Fra Stk. 4. Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati. Dagtilbud 33


skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund. Fra stk 5 -understøtte grundlæggende kompetencer og lysten til at lære. Fra §8 stk 2 om fremme af børns alsidige personlige udvikling, sociale kompetencer og de kulturelle udtryksformer og værdier. Fra § 12 vedr. børnemiljøvurdering om at der skal i alle dagtilbud udarbejdes en skriftlig børnemiljøvurdering, som indeholder en kortlægning af dagtilbuddets fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø. Fra folkeskolens formål § 1. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling. Fra stk. 2. Folkeskolen må søge at skabe sådanne rammer for oplevelse, virkelyst og fordybelse, at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Fra stk. 3. Folkeskolen skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer og for menneskets samspil med naturen. Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Fra formålet og rammerne for den frie folkeoplysende virksomhed § 1… med respekt for forskellige holdninger…, der bygger på fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag. være demokratisk opbygget.. Om Ungdomsskolen §1… skal den give unge mulighed for at fæstne og uddybe deres kundskaber, give dem forståelse af og dygtiggøre dem til samfundslivet og bidrage til at give deres tilværelse forøget indhold samt udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund. 5. Fra Odense kommune s formål, værdigrundlag og mål.. at sikre børn og unge i Odense Kommune gode opvækstvilkår, herunder sikre at børn og unge udvikler erkendelse, fantasi og lyst til at lære, således at de opnår tillid til egne muligheder og en baggrund for at tage stilling og handle. Der er helhed og sammenhæng i børns og unges hverdag Det betyder at: • børn og unge har medindflydelse på anliggender, der vedrører deres egen situation • børn, unge og forældre oplever helhed og sammenhæng i indsatserne ved overgangene (dagpleje 34


daginstitution, daginstitution - skole, skole - fritid, skole - ungdomsuddannelse) • børn og unge oplever respekt og samarbejde mellem vigtige personer i deres liv, herunder deres forældre og medarbejdere • det enkelte barns og den enkelte unges forudsætninger er udgangspunktet for arbejdet i Børn- og Ungeforvaltningen. Der er særlig opmærksomhed på at støtte børn og unge med særlige behov Værdigrundlaget for Odense Kommunes børn- og ungepolitik og Børn- og Ungeforvaltningen er den danske kulturtradition, det danske samfunds værdier og respekt for andre kulturer. • udvikling af børns selvværd og identitetsfølelse • medbestemmelse og medansvar • respekt for det enkelte barns særpræg og behov • udfordringer og selvvirksomhed • tryghed, omsorg og sund livsstil • ligestilling • forpligtende fællesskaber og børns evne til at indgå i sociale sammenhænge • forældres ansvar for at være primærpersoner i deres børns liv • respekt og forståelse for familiens baggrund og livsform at alle børn og unge, uanset kulturel baggrund, har samme pligter og rettigheder Barnets tarv er afgørende, hvis der opstår interessemodsætninger og konflikter om forhold vedrørende børn og unge.

35


Nedslag fra arbejdsgruppens proces: På baggrund af de vide definitionsgrundlag for begrebet ”Inddragelse” valgte gruppen i denne sammenhæng at tilnærme sig temaet ud fra almenpædagogiske grundspørgsmål til: • Hvordan kan vi på det metodiske og operationelle niveau forbedre ”inddragelsen” af hinanden i positive (herunder i og med anerkendende og inkluderende tilgange) i vores forpligtende omsorgs- og læringsfællesskaber? • Hvad ved vi om ”inddragelse” der virker og hvad kunne have større effekt i vores praksisser? • Hvilke pædagogiske forudsætninger skal vi arbejde med i ønskerne om udvikling af B/U ”Inddragelse”? • Hvad er det som samlet betyder noget i og omkring vores daglige møde med B/U, forældre og hinanden som kolleger? Anvendte pædagogiske nøglebegreber, som i processen relaterer sig til det ”At Hilse” ANERKENDELSE INKLUSION AT BLIVE SET OG HØRT TILLID TROVÆRDIGHED ROLLEMODELLER LIGEVÆRDIGHED ENGAGEMENT INVOLVERING Arbejdsgruppen fandt det vigtigt at forslaget arbejder i retning af værdigrundlag og på samme tid rummer evidensbaseret viden. At værdier og viden kan gå hånd i hånd. Forslaget er udsprunget af arbejdsgruppedeltagernes pædagogiske tilgange og egne praksiserfaringer. Med videre henvisning til udarbejdet PPT præsentationsmateriale……………..

36


37


38



At hilse er at blive set