__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

Professoren

Et journalistisk festmagasin til og om mediemennesket Anker Brink Lund 60 책r februar 2010


Le

d

Anker Brink Lund fylder 60. Men en atypisk forsker skal ikke have et typisk festskrift. Landets ’vagthavende medieforsker’ har fortjent et journalistisk festmagasin, som andre forhåbentlig også kan få glæde af.

n ofte forekommende øvelse i moderne journalistik består i at ringe til en ekspert. Og professor i medieledelse på Copenhagen Business School Anker Brink Lund har opfundet udtrykket ’den vagthavende medieforsker’. Men ligesom politiet efter politireformen tager han sjældent sin telefon og aldrig sin mobil. Der kan heller ikke indtales besked. Automatsvareren meddeler, at man kan sende en mail til ham. Så kan den vagthavende skønne, om han vil reagere. Og det gør professoren ikke altid, fordi han kun vil kommentere det, han mener at have forstand på. Medieprofessor Lund er også på andre måder et særsyn. Trods sin hemmelige mobiltelefon er han alle vegne. Han rådgiver, forsker og skriver. Han færdes uhindret overalt i et medielandskab, som generelt er skeptisk over for medieforskere. Han elsker god journalistik og har svært ved at skjule sin skuffelse over dårlig. Han har opfundet begreber som ’lemminge-(d)effekten’, og ’nuheder, nærheder og nåheder’. Hans store udredning om mediestøtten i 2009 (i samarbejde med Rambøll) har gjort ham til en af dansk medieverdens mest indflydelsesrige personer.

E

16. FEBRUAR 2010 fylder Anker Brink Lund 60. Så er det akademisk kutyme, at der udgives et festskrift. Det er som regel en bog, hvor

er

forskerkolleger hylder den store mand med ordrige, mere eller mindre forskningsbaserede tekster. Dette skrifts redaktion føler det absolut upassende at dansk journalistikforsknings førstemand spises af med et skrift af den art. Derfor dette magasin med nedslag om professoren, om medier, medieforskning og journalistik VI ANVENDTE DEN Brink Lundske metode (vær venlig, insisterende, åben – men afslut aldrig dialogen, før de har sagt ja!) og overtalte en kreds af mediepersoner til vederlagsfrit at sætte sig til tasterne. Her skal lyde en stor tak til alle bidragydere, hvis bylines udgør det, der i det traditionelle akademiske festskrift kaldes tabula gratulatoria. En helt særlig tak skylder vi Lars Munch, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, som uden tøven stillede hjælp, tryk og papir til rådighed. Uden Dagbladet Politikens fremragende redaktionelle og tekniske team, som redigerede, layoutede, fotograferede og professionelt og brutalt hev manuskripterne fra redaktionen og gjorde dem til et færdigtrykt magasin, havde denne publikation aldrig set dagens lys. Lasse Jensen og Ida Willig København, februar 2010

PROFESSOREN – et journalistisk festmagasin til og om mediemennesket Anker Brink Lund Redaktion: Lasse Jensen og Ida Willig. Redigering: Anders Godthjælp Nielsen/Politiken. Foto, hvor intet andet er nævnt: Per Folkver/Politiken. Layout: Tomas Østergren/Politiken. Tryk: Mediehuset Mors. Udgivet af SL-forlagene med støtte fra JP/Politikens Hus A/S v/ administrerende direktør Lars Henrik Munch. ISBN 978-87-7071-023-7

4


Den bidske vagthund

Megasej, gedigen, grundig, mundret, loyal og rundhåndet. Men også hård, utålmodig, magtfuld og frygtet. Silke Bock, tidligere studerende hos Anker Brink Lund, tegner et portræt af professoren, der fylder 60. Selv om han har lagt den intellektuelle 1970’er-pibe fra sig, er han stadig en skarp debattør og akademiker, der tør gå op imod magthaverne – altid med udgangspunkt i virkeligheden. Læs næste side Privatfoto


... bidske vagthund Anker Brink Lund skoser gerne de medier, som han på den ene side elsker – og på den anden side forholder sig dybt kritisk til. Han er et rodehoved, men også et fyrtårn i den danske medieforskning, der siden specialeskrivningen i Århus i 1970’erne har udviklet adskillige forskningsmodeller til forståelse af den danske medieverden. portræt SILKE BOCK, JOURNALIST, TV2 NEWS

lidte fløjlsbukser, blød striktrøje under en velourhabit, gråt, halvlangt hår og ludende skuldre. Professoren, debattøren og provokatøren Anker Brink Lund bekræfter alle fordomme om tænksomme forskere, der tøjmæssigt gik i stå, mens de skrev speciale. Det gælder de lange linjer, faget og substansen, og hvad kan så være mere uinteressant end modens luner? Som vaskeægte forsker har Anker Brink Lund et helt særligt forhold til enkle modeller, der kan indfange en kompliceret virkelighed. Det har han haft siden sin pure ungdom som statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet. I specialet ’Magten i DR’ er der på forsiden afbildet en organisationsmodel, hvor DR’s generaldirektør ydmygt først optræder som femte led i et kompliceret hierar-

S

6

ki af råd, nævn, udvalg, departementer og ministerier. Og senere i specialet hedder det helt i tråd med tidens sprog og intellektuelle analysemodeller: »Den udledte, genstandssentitive magtmodel kan opfattes som et sæt af koncentriske magtsfærer: den dominerende produktionsmåde er bestemmende for forholdene i samfundsstrukturen, inden for hvilken en række magtsubjekter udøver magt over magtobjektet – in casu DR«. Og mediernes magt, journalisternes (u)duelighed, medieledernes inkompetence og de organisatoriske forhold i den branche, der af mange betegnes som den fjerde statsmagt, har optaget Anker Brink Lund lige siden. Sproget var anderledes dengang, og både modellerne og medierne har udviklet sig. Det særlige ved medieprofessoren er dog, at han uden tøven stiller sin viden til rådighed, til diskussion og gerne provokerer til yderligere udvikling – til det bedre, forstås! Senest har vi set det i den kontroversielle redegørelse om mediestøttens fordeling i Danmark og i den netop udkomne bog, hvor nyhedsstrømmen i 2009 med gedigen grundighed sammenlignes med nyhedsstrømmen i 1999. Anker Brink Lund taler med entusiasme om både nyheder og ’nuheder’ – en slet skjult kritik af nyhedsproduktionens overfladiskhed.

Rundhåndet akademiker I dag, 33 års produktion og livserfaring efter specialeskrivningen på Aarhus Universitet, er modellerne fortsat en trofast følgesvend. Men de er blevet enklere, sproget mere mundret – og tonen skarpere. Og Anker Brink Lunds modeller har

gennem årene været flittigt benyttet til at skose de medier, som han på den ene side elsker – og på den anden side forholder sig dybt kritisk til. Af adskillige kolleger bliver han betragtet som en forsker, der er eminent til at formidle sine resultater til det folkehav, der er (u)kritiske storforbrugere af medierne – og dermed dybt afhængige af den professionalisme og faglighed, hvormed medierne forvaltes og udvikles. Som den faste samarbejdspartner Ida Willig fra Roskilde Universitet (RUC) siger: »I en verden, hvor mange holder kortene tæt til kroppen, er han aldrig nærig. Han deler rundhåndet ud af sin viden og vil gerne have sin forskning spredt«. Men tilbage til den yngre Brink Lund. To år efter sin kandidateksamen aflægger han sin første gæstevisit i mediebranchen, da han i 1978 bliver ansat som medieforsker i DR. Og herfra går det stærkt. Han bliver lektor i kommunikation på RUC, og i 1997 forsvarer han sin doktordisputats med den rammende titel: ’Smitsomme sygdomme i dansk journalistik’. Her kulegraver Anker Brink Lund udviklingen i den danske sundhedsjournalistik, og konklusionen – der bygger på et materiale af ikke færre end 21.628 artikler – er blandt andet, at journalisternes fagområder er ved at forsvinde til fordel for generalister, der skal kunne håndtere alt. Udviklingen har underbygget denne konklusion i en grad og et tempo, som han næppe havde forestillet sig. Det er disputatsen, der for alvor får Anker Brink Lund til at springe ud som mediernes bidske vagthund. Først langer han ud efter journalisterne – som f.eks. i Berlingske Tidende i 1997:

»Væk er de principielle diskussioner af livskvalitet og værdier, som en Herman Bang eller en Henrik Cavling stod for, nu beskæftiger journalistikken sig med enkeltpersoner, præsenterer deres problemer og kræver resolut handling af de ansvarlige her og nu«, tordner han.

Megasej underviser Fra RUC går turen i 1999 videre til et professorat på det nyåbnede Institut for Journalistik i Odense efter en kort omvej som gæsteprofessor på Handelshøjskolen i København. Her sætter han sammen med ’Jern-Henrik’, professor Jørn Henrik Petersen, og en række håndplukkede undervisere barren højt: Der skal uddannes praktikere med akademisk ballast. Det er i disse år, en af de meget huskede modeller bliver præsenteret for de måbende studerende. Allerede inden de har bedrevet noget, der blot minder om journalistik, får de med pisken, da ’dræbermodellen’ bliver kastet op på storskærmen. Det er en trekantsmodel, der i al sin enkelhed går ud på, at man som journalist kun har tre muligheder: Man kan resignere, nedsynke i kynisme eller udvikle et latent selvhad! At det ikke kan være anderledes, skyldes angiveligt spændet mellem fagets idealer og dets realiteter. »Den trekant er måske det, jeg tydeligst husker fra al vores teoretiske undervisning på uni. Ved siden af modellen stod Anker så – og han forsøgte ikke med ét ord at bløde konklusionen op. Der var helt klart format over det. Men det var samtidig, som om han straffede os studerende på hele standens vegne – og der var stadig over et år, til vi overhovedet skulle være praktikanter«, husker Jakob Moll.


Privatfoto

Alligevel tropper samtlige studerende hver gang op til Anker Brink Lunds timer. For som Lea Korsgaard fortæller: »Han var megasej og temmelig arrogant ...og så havde han ikke særlig meget tilovers for den del af de studerende, der altid sad nede på bagerste række og råbte: »Men hvad kan vi bruge det til?««. Anker Brink Lund er en studenterspotter og forstår at få dem sat i arbejde: ud på ’fact-finding-missioner’ til hans store forskningsprojekter som for eksempel ’Nyhedsugen’. »Han forventede, at vi knoklede. Til gengæld var han der også for en. Da jeg dumpede til min bacheloreksamen og efterfølgende gik ud og fik arbejde, ringede Anker pludselig en dag flere år senere og sagde, at jeg burde gøre uddannelsen færdig. Han sagde, han nok skulle vejlede mig, for det der med ikke at gøre noget færdigt – det kunne han ikke forstå. Så jeg blev færdiguddannet journalist, og det kan jeg takke Anker for«, husker Jens Bertelsen, der var professorens første studentermedhjælper. Og det er typisk – hvis man udviser en tilpas mængde af det, han kalder stamina, altså udholdenhed, så er han dybt loyal, fortæller journalist og forsker Gitte Meyer, der var ph.d.-studerende hos professoren: »Han gider ikke folk, der klynker eller skal have barnepige. Han gider kun involvere sig, hvis folk selv involverer sig. Respekt er vigtigt for ham«.

Prygl til journalister og chefer Den helt private Anker Brink Lund lever trukket tilbage fra hurlumhejet med familien. Den skønneste plet har han ud-

Er Anker Brink Lund en mand, man lytter til af lyst eller af nød? Lars Liebst, bestyrelsesformand, TV 2:

»Jeg er efterhånden – også fra min tid i Kunstrådet – stødt på mange professortyper, der udgiver laaange undersøgelser om alt det, vi gør galt. Det er meget sjældent, de skriver noget om, hvad vi så skal gøre. Det er typiske betragtninger fra bagsædet, men det er nok også derfor, forskerne har placeret sig på bagsædet. Når det er sagt, gør Anker Brink Lund et vigtigt stykke arbejde, og derfor lytter jeg også til ham af lyst, for der er brug for debatterne«. Jim Receveur, direktør, Radio 100FM:

»Anker Brink Lund er et menneske, man lytter til, fordi man er nødt til det – ikke fordi man har lyst. Han er et mediebrand i Danmark, som mange topmediefolk og politikere har lyttet til i mange år. Gennem tillid, fortrolighed og viden er Anker Brink Lund blevet et af de mest magtfulde mediemennesker i Danmark. Men han er også meget negativ over for den kommercielle radiobranche, og hans seneste forudsigelser om Radio 100FM var heldigvis forkerte. Vi er i live og har det godt. «.

valgt sig i Viby Sjælland – og også privaten er fyldt op med dokumenter, papirer og bøger. Nøjagtigt som hans kontor på universitetet. Men selv om professoren set udefra er lidt af et rodehoved, farer han aldrig vild i forskningens moseland. Han har for længst manifesteret sig som landets toneangivende medieforsker og medierevser: »I dag søger unge ind på journalistuddannelserne, fordi de er fascinerede af medievirkelighedens aura. Mange drømmer om at blive studieværter i Jeopardy. Vi har brug for en højere grad af faglig specialisering i dansk journalistik. Vi bør ikke slå os til tåls med de journalister, vi har i dag«, skælder han. Og det er ikke kun de studerende, der får prygl. Mediecheferne er også for ringe. Hør bare dommen i Information i 1999, hvor professoren samtidig tilrettelægger et af sine primære forskningsprojekter: »Dansk journalistik er præget af ekstrem dårlig ledelse. En af de vigtigste forskningsopgaver, vi står overfor, er derfor at finde ud af, hvordan den redaktionelle ledelse kan styrkes«. Medielederne kan tilsyneladende lide at få smæk, for der findes næppe en medievirksomhed i Danmark, der ikke har haft Anker Brink Lund på besøg til foredrag om strategi, journalistik og ikke mindst om den ledelsesresistens, som han mener at have diagnosticeret. Også her bliver der inddraget modeller, og for tiden er den mest anvendte en trekant med staten, markedet og civilsamfundet som de hjørner, inden for hvilke enhver medievirksomhed kan placeres. Lige så meget Anker Brink Lund brænder for sin forskning og for de kolleger,

han stoler på – lige så lidt holder han af det, han hånende omtaler ’det akademiske bureaukrati’. Og han snor sig for at undgå at stå med kaffebestillingen til konference, fortæller flere.

En stemme man lytter til Tålmodighed er heller ikke Anker Brink Lunds største styrke. I hvert fald ikke, når han er til møder. Derfor har han udviklet et talent, som nok de færreste kender, men som måske hænger sammen med hans forkærlighed for modeller: Han er en habil ’mødetegner’. »Han har virkelig opbygget en lækker streg. Han folder typisk sine tegneevner ud, når han keder sig, og det gør han gerne, når tingene bliver meget konkrete. Anker er mere til det strategiske overblik«, fortæller Peter Bro, en af Anker Brink Lunds tidligere ph.d.-studerende. I dag er Anker Brink Lund professor i medieledelse ved CBS, og medieledere betragter hans stemme som en, man må lytte til. Efter flere års arbejde præsenterede han for nylig et katalog med forslag til omfordeling af den massive mediestøtte i Danmark. Nu er det op til politikerne at handle. Og lur mig, om de ikke kan støtte sig til en model eller to, hvis de kommer i tvivl. I det hele taget er der ingen i mediebranchen, der kommer uden om mediernes grand old man. Grundighed, flid, vedholdenhed – og ikke mindst ægte kærlighed til den branche, der er blevet hans skæbne – aftvinger bred respekt i både forskningsmiljøer og branche. Vi har næppe set den sidste model eller fået de sidste piskeslag fra professoren i de bløde fløjlsbukser.

7


NETVÆ Anker Brink Lunds netværk i den danske medieverden er vidt forgrenet. Berlingske Nyhedsmagasin har afdækket netværket i en artikel, som vi bringer efter aftale med Berlingske Media. UFFE GARDEL, JOURNALIST, BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN

Tegning: Jens Hage

8


ÆRKET KOLLEGERNE PÅ CBS

INTRO Netværk skal være løst vævet Der er to måder at bygge netværk på: Man kan satse på tætte forbindelser med få eller etablere løsere kontakter til mange. I lukkede hierarkier kan de tætte netværk fungere bedst. I åbne, kreative miljøer duer de ikke, mener Anker Brink Lund. »De løst koblede netværk er dem, som er mest nyttige i forhold til investeret tid«, siger han og sammenligner sine egne mange løse netværk med en plads i Rotary, hvor man bruger mindst en frokost om ugen på at møde de samme mennesker. I løsere netværk er man heller ikke så gensidigt forpligtet; får man et tilbud i netværket, kan man sige nej tak, uden at nogen af parterne taber ansigt ved det. »Den ekstreme modsætning er jo mafiaen, som er et tæt netværk, hvor man får tilbud, man ikke kan afslå«, siger Anker Brink Lund – og ler.

CV Anker Brink Lund 60 år (16.2.1950) Gift med museumsleder, ph.d. Henriette Buus. Sammen har de sønnerne Bjarke, der læser nanoteknologi ved Danmarks Tekniske Universitet, og Terkild, der læser biologi ved København Universitet. Stilling: Professor i medieledelse ved International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School. Uddannelse: Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og dr.phil. fra Roskilde Universitet. Karriere: 1976-77: Adjunktvikar i komparativ politik ved Aarhus Universitet. 1977-78: Amanuensisvikar i mediekundskab ved Danmarks Journalisthøjskole. 1978-1998: Adjunktvikar og fra 1980 lektor i kommunikationssociologi ved Roskilde Universitetscenter. 1999-2004: Professor i mediesociologi ved Syddansk Universitet. Tillidshverv: Mediesagkyndigt medlem af EU-kommissionens netværk for forskning i sundhedsfremme (ENPHAC), Euromedia Research Group, Folketingets Magt- og Demokratiudredning, Statsministeriets udvalg vedr. Dagspressens Finansieringsinstitut, Udredningen af offentlig mediestøtte, Svenska Demokratirådet og Tietgenkomiteen under Dansk Erhvervsforskningsakademi. Bestyrelsesposter ved Dacapo Teatret, Forum Business Communication (CBS’ kommunikationsforskernetværk), Institut for Konjunkturanalyse, Institut for Medieledelse, Kommunikationsforeningen, Modinet, og Relation Lab.

I hverdagen henter Anker Brink Lund tværfaglig inspiration fra International Center for Business and Politics, som ledes af professor Lars Bo Kaspersen. Desuden giver funktionen som koordinator for CBS Forum Business Communication kontakt til kolleger fra andre CBS-miljøer: professor Anne Marie Bülow-Møller, Institut for Kultur og Kommunikation, professor Jan Damsgaard, Center Applied Information and Communication Technology, professor Birgitte Tufte, Institut for Afsætningsøkonomi, institutleder Peter Kjær og professor Jesper Strandgaard, Institut for Organisation, professor Anne-Marie Søderberg, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, og professor Niels Åkerstrøm, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. Andre CBS-kontakter er forskningskoordinator Maj Britt Aronstein, forskerskoleleder Maja Horst, adjungeret professor og fhv. DR-generaldirektør Christian Nissen og professor emeritus Erik Johnsen.

MEDIEFORSKERNE Tættest er relationerne til Center for Journalistik på Roskilde Universitet med lektor Ida Willig og lektor Mark ØrstenBlach, som er medforfattere til hans seneste bog ’Hvor kommer nyhederne fra?’. I den forbindelse etableredes også et tæt samarbejde med forskningschef Niels Christiansen, Infomedia. Desuden har professoren igangværende forskningsprojekter med lektor Peter Bro, Syddansk Universitet, og lektor Gitte Meyer, Københavns Universitet. Internationalt er kontakten tættest til forskernetværket Euromedia Research Group, der ledes af Josef Trappel, Universität Zürich, og Leen d’Haenens, Nijmegen Universiteit. Desuden er der formaliseret forskningssamarbejde med Ulla Carlsson på Göteborgs Universitet, James Curran, Goldsmiths College ved University of London, Shanto Iyenger, Stanford University, Gianpietro Mazzoleni, Universitá degli Studi di Milano, Lars Nord, Universitetet i Sundsvall, Karin Raeymaeckers, Universitetet i Ghent, Johann Roppen, Høgskulen i Volda, og Inka Salovaari-Morig, Helsinki Universitet.

MEDIEBRANCHEN Anker Brink Lund har aldrig lukket sig inde i forskerverdenens elfenbenstårn, men færdes gerne ude på medievirksomhederne. Han er fast klummeskriver ved Berlingske Tidende og drøfter jævnlig mediesituationen med mediehuscheferne Lars Munch, JP/Politikens Hus, Merete Eldrup, TV 2/Danmark, Kenneth Plummer, DR, og Lisbeth Knudsen, Berlingske Media. Desuden omfatter netværket blandt mange andre Jesper Jürgensen, SBS TV, direktør Lars Vesterløkke, Ritzaus Bureau, direktør Bjarne Salomonsen, Apressen, direktør Henrik Bo Nielsen, Det Danske Filminstitut, formand for Dansk Journalistforbund Mogens Blicher Bjerregård, direktør Ebbe Dal, Danske Dagblades Forening, og direktør Christian Kierkegaard, Specialmedierne. En særlig varm linje går til journalist Lasse Jensen, der ofte har professoren som gæst i programmet ’Mennesker & medier’ på P1.

KOMMUNIKATIONSSFÆREN Indtil sidste år sad Anker Brink Lund i bestyrelsen for Dansk Kommunikationsforening, hvilket ikke blot førte til samarbejde med formanden, Ole Schmidt Pedersen, og direktøren, Sonja Sukstorff, men også har bygget bro til en lang række kommunikationschefer, først og fremmest Lotte Leth-Sørensen, International Transport Danmark, Svend Bie, Dansk Arbejdsgiverforening, Steen Dahl Pedersen, Kommunernes Landsforening, og Leon Østergaard, Danmarks Statistik. Med til netværket hører også flere kommunikationskonsulenter, blandt andre Thomas Blach, Firstline, Michael Buksti, Communique, Anders Krarup, Krarup Kommunikation, og Charlotte Waldorf, Relation Lab, hvor professoren sidder i bestyrelsen sammen med direktør Fritz Schur og direktør Jan B. Olsen.

9


5 benspænd fra fortiden Anker Brink Lund konstaterer Mediefolket svarer igen Hvad var de fem vigtige udviklinger i mediebranchen de seneste 25 år? Vi har spurgt Anker Brink Lund. Og bedt en række mediefolk forholde sig til de fem udsagn.

Konstatering 1: Internettet blev etableret med gratis søgemuligheder

Konstatering 2: Gratiskoncepter svækker betalingsvillighed

Konstatering 3: Danmark har oplevet en nyhedseksplosion

Ebbe Dal, direktør, Danske Dagblades Forening, svarer:

Jakob Høyer, chefredaktør, metroXpress, svarer:

Anne-Marie Dohm, rektor Danmarks Journalist- og Mediehøjskole, svarer:

Nettet er ikke et medie, men en distributionskanal

Gratisaviser er en gevinst for branchen

Dét er svært at argumentere mod, Anker Brink Lund, men spørgsmålet om internettet i relation til medier er jo, om de gratis søgemuligheder er et overvejende positivt eller negativt udviklingstræk. Er internettet – oven i købet med gratishedens destruktive natur – i virkeligheden mere vejen mod medieafvikling end mod medieudvikling. Når al begejstringen for søgemuligheder, nem adgang til alt osv. har fortonet sig, hvad har vi så tilbage? Har vi et samfund uden fælles værdier og uden sammenhæng, fordi den samling, som de gamle medier på godt og ondt kunne skabe om ideologier og fælles samfundssyn og referencer, har lidt strådøden? Har vi mistet evnen til at skabe national og international begejstring, fordi alle går i alle retninger eller i bedste fald samler sig på sociale medier udelukkende gennem tilvalg. Måske er internettet, der næppe er et medie, men snarere en distributionskanal, den bombe, som får 300 års vej fra knugende absolutisme til udviklet demokrati og frihed til at detonere og efterlader os med et fraktioneret mig-samfund i famlende anarki. Og så blev internettet ikke et udviklingstræk, men et afviklingstræk i medieudviklingen – som du ville udtrykke dig. Lad os håbe, vi bliver positivt overrasket.

10

Gratiskoncepter svækker mediebrugernes betalingsvillighed, lyder det fra dansk presses ypperste professor alias Anker Brink Lund. Javel, ja. Det er muligt. Men omvendt har gratiskoncepter faktisk øget brugen af medier og skaber liv i en branche, der i årtier var ved at udvikle sig til talerør for eliten, til eliten og mellem eliten. Gratiskoncepterne har skabt liv og vendt op og ned på hele mediebranchen. Først og fremmest har gratisaviser stoppet den konstante nedgang i avislæsning i Danmark og fået unge, indvandrere og mange andre til at læse avis for første gang. Et historisk fremskridt og en sejr for demokratiet. Dernæst har gratis adgang til nyheder på nettet fra DR, TV 2, betalte morgenaviser og mange andre skabt et kæmpe forbrug af nyheder, der bliver læst, set og forbrugt mere end nogensinde. Også en gevinst for nyhedsbranchen og for demokratiet som helhed. Til gengæld har særligt de betalte morgenavisers gratisstrategi på nettet gjort det umuligt for dem at tjene penge både på nettet og med papiraviserne, som taber oplag og værdi for læserne. Og ingen af de gamle aviser har fået succes med den udvikling, som Wired-redaktør Chris Anderson beskriver fra ’free’ til ’freemium’, hvor der faktisk tjenes penge på udvalgte produkter og ydelser. Så ja, betalingsvilligheden er i knæ. Mest af alt på grund af mediebranchens egen utilstrækkelighed og manglende værdi. Alternativet ville dog være endnu mere trist: elitære betalingsmedier med færre brugere, færre medier og dermed også en meget mindre branche at forske i. Og det er jo ikke godt.

Unødige bekymringer Nyhedseksplosionen er uden tvivl symptom på en af de væsentligste medieudviklinger – digitaliseringen af både medierne og de journalistiske researchværktøjer. Udviklingen er langtfra bekymrende. Tværtimod. Ifølge Anker Brink Lund er der ellers grund til bekymring. Ikke mindst set i lyset af, at en stor del af nyhedseksplosionen består af ran, genbrug og journalistisk klippe-klister af den værste slags. Anker Brink Lund er så bekymret, at han opfordrer os – journalistikkens garvede praktikere – til at standse op og tænke over, hvad det egentlig er, medierne producerer (selv om hverken standsning eller tænkning hører til vores spidskompetencer). Det gør vi så. Og de mest garvede af os sender tankerne tilbage til tiden før Anker Brink Lunds første nyhedsuge-undersøgelse fra 1999. Det var dengang, mængden af redaktionelle medarbejdere eksploderede. En stor del af dem kom aldrig ud over rampen – i de mest ulykkelige tilfælde faldt de faktisk af rampen. Et fåtal af de producerende journalister havde en meget langsom modemadgang til et smalt internet, hvor kun de mest professionelle kunne begå sig. Endnu flere havde slet ikke internetadgang fra arbejdspladsen. Vi var overladt til kilder med umådelig ringe forståelse for pressens arbejdsvilkår og deadlines, og arkivklip i uendelige mængder af støvede arkivskabe. Borgerne hørte vi aldrig noget til. De var vores tavse publikum. Det var bekymrende, når man tænker på, hvor vigtig en rolle journalistikken skulle udfylde – også dengang.


To gange fem benspænd Smiger og bestilt ros er ikke i fødselarens ånd. Derfor måtte der indhentes modspil fra nogle af branchens skarpeste stemmer. Redaktionen

konspirerede med MediaWatchs chefredaktør, Ole Nørskov, der under dække af at researche til en artikel bad professoren om fem bud på de vigtigste udviklingstræk i de seneste 25 års mediehistorie og de fem største udfordringer for mediebranchen i de næste 25 år. Disse ’to gange fem benspænd’ blev sendt videre til polemik, debat og kritisk eftersyn

hos en udvalgt skare af danske medieledere. Her er resultatet.

Konstatering 4: Journalisternes selvforvaltede kildeafhængighed og kollegialt synkroniserede smagsdommeri Bent Falbert, ansv. chefredaktør, Ekstra Bladet, svarer:

Anker Brink Lund har kun ret hver anden gang Det er godt, Anker ikke skal leve af at være journalist. Så ville hans selvforvaltede afhængighed af diset akademikersprog komme til kort. Som sædvanlig forstår jeg kun halvdelen af, hvad den kloge mand skriver. Hvad betyder »journalisternes selvforvaltede kildeafhængighed«? Hvem andre skulle dog forvalte vore kilder end vi selv? Ankers andet missil træffer derimod branchen under vandlinjen: Det »kollegialt synkroniserede smagsdommeri« er ubestrideligt en plage. Især politisk journalistik domineres alt for voldsomt af cirka 15 pressefolks personlige meninger om enhver udvikling. Dette være tilstået af én af dem! Det ulidelige er, at politikeres forslag sjældent behandles som alvorligt mente forsøg på at forbedre nationens tilstand. Medierne reducerer rutinemæssigt initiativer til taktisk spin, der skal fremme indsamlingen af stemmer. Hvilket omgående fordømmes af de journalistiske smagsdommere. Men politikeren selv bliver ikke spurgt. Point taken, professor!

Konstatering 5: Manglende professionalisering af medieledelse Lasse Bolander, bestyrelsesformand, Nordjyske Medier, svarer:

Den svære medieledelse Tjaaa. I bagklogskabens klare lys er det jo let at påstå, at dårlig ledelse er en af årsagerne til mediernes situation i dag. Lad mig nævne et par eksempler fra de seneste ti år. Først og fremmest ‘beslutningen’ om at stille artikler, lyd og levende billeder gratis til rådighed på nettet. Fremtidsudsigterne for de traditionelle medier med stor egenproduktion af indhold ville måske have set mere lys ud, hvis brugerne var blevet vænnet til at betale for nyheder og underholdning? Et andet eksempel er gratisaviskrigene. Tænk, hvis nogen af de mange resurser, der er blevet puttet i at bekrige hinanden, var blevet brugt på at udvikle nye digitale medier? Men går man bag om de to eksempler, vil man se, at ingen realistisk set kunne have valgt anderledes. Hvem turde i slutningen af 1990’erne lukke for fri adgang til sin internettjenester, når alle andre buldrede derudad med stigende trafik og annonceomsætning til følge? Hvem turde i starten og midten af dette årti melde sig ud af de to gratisaviskrige? Truslen var enorm, og risikoen for, at de etablerede trykte mediers markedsposition ville blive undermineret, var stor. Ingen medieleder kunne sidde truslen overhørig. På et område mener jeg dog, at kritikken er berettiget. Det handler om medieledernes markeds- og kundeforståelse. Man skal ikke mange år tilbage, før aviser – og tv-aviser – blev redigeret ud fra redaktørens mavefornemmelse. Tv og radio var de første i mediebranchen til at bruge markedsanalyser, fokusgrupper m.v. for at finde ud af, hvem målgruppen var. Først langt senere vågnede dagbladene op til dåd og begyndte at redigere aviserne i forhold til læsernes profil. Så det sorte kapitel i medieledernes historiebog er heldigvis nu ved at være lukket. Jeg er sikker på, at man også i fremtiden vil kunne påstå, at det er ‘ledelsens skyld’, hvis det går dårligt for medievirksomhederne. Det er fair nok, for det er jo deres ansvar. Jeg vil dog gerne appellere til forståelse hos fremtidige medieforskere for, at det faktisk ikke er så let at drive virksomhed – og slet ikke medievirksomhed – i turbulente tider som disse.

Læs mere på næste side

11


5 benspænd fra fremtiden Anker Brink Lund kigger i krystalkuglen. Mediefolket svarer igen. Hvad er de fem største udfordringer for mediebranchen de kommende 25 år? Vi har spurgt Anker Brink Lund. Og bedt en række mediefolk forholde sig til de fem udsagn.

Udfordring 1: Etablering af publicistiske forretningsmodeller på nettet

Udfordring 2: Bedre målemetoder, som kan bringe annoncer tilbage til publicistiske medier

Udfordring 3: Strammere redigering og udvikling af publicistiske ’varedeklarationer’

Rasmus Nielsen, udgiver, Altinget.dk svarer:

Arne Ullum, adm. direktør, Søndagsavisen svarer:

Lisbeth Knudsen, koncernchef og ansvh. chefredaktør, Berlingske Media, svarer:

Hvem spærrer vejen?

Er Anker Brink Lund fejlplaceret?

Tillykke til Anker Brink Lund fra os, han definerer som »fritstående netmedium med meriteret indhold«; det er i hvert fald ikke hans uvildige forskning udi mediestøtte og fødekæde, der spærrer vejen for etablering af publicistisk internet på dansk. Hvad gør da? Nettets gratiskultur: Computer- og softwareproducenter samt teleselskaber sikrede sig en masse indhold – på bekostning af indholdsproducenter, der surfede med på gratisbølgen. Tilbageskuende dansk mediestøtte: Alle skal i fremtidens slås om det samme digitale marked, men støttemilliarderne gives alene til print og til public service tv/radio, som gør det betydeligt sværere for unge journalistiske iværksættere at udvikle bæredygtige net-forretninger. Fremtidens publicister skal etablere ’1000x1000koncepter’, læs: Nichens-niche-netmedier, som 1.000 abonnenter betaler 1.000 kr. årligt for. Nok til den individuelle publicist. De største mediehuse kan så tænke i 1000x1000x1000-modellen, altså at drive 1.000 netaviser – så er den første milliard hjemme igen. Hver dansker har mindst 5-10 områder, hvor vi er helt specifikt interesserede og gerne vil betale for sådanne nichens-niche-nyheder. Om 25 år kan det for eksempel være, at en del af festskriftets læsere vil være interesserede i netavisen ’danmarks-bedste-plejehjem.dk’….

Endnu et udsagn fra Anker Brink Lund, som må få en til at overveje, om han er fejlplaceret som medieforsker. Det er ikke så overraskende, at udtalelsen afslører en dybfølt omsorg for det publicistiske indhold – den omsorg har stort set alle. Det bemærkelsesværdige er, at medieforskeren Brink Lund endnu en gang demonstrerer en sans for det forretningsmæssige, som næppe overgås af nogen medieleder i Danmark. Det ses blandt andet ved, at han tør udfordre mediebranchens modstand mod det målbare. Han tør blankt erkende, at uanset hvor godt et publicistisk medie er, så vil annoncørerne kun betale, hvis vi kan dokumentere en effekt. Udtalelsen viser også, at Anker Brink Lund tror på en fremtid for det publicistiske indhold – han er ikke fatalist. Han tror faktisk på, at vi med de rigtige forretningsmæssige beslutninger kan genskabe fundamentet for publicistiske medier. Netop troen på udvikling og modet til at tale om behovet for forandringer vidner om en mand, som er med til at bringe branchen fremad. Dermed er Anker Brink Lund i en klasse helt for sig selv blandt medieforskerne i Danmark. Og det er faktisk netop derfor, at man kan overveje, om han er fejlplaceret som forsker. Tænk, hvad den mand kunne have udrettet som topchef i den danske mediebranche.

12

Kunderne vil og skal bestemme Der bliver ikke én slags publicistiske varedeklarationer i mediebranchen i fremtiden, men rigtigt mange. Det vanskeligste ved det er, at det ikke bliver branchen, der kommer til at fastlægge dem som i gamle dage, hvor vi kunne bestemme, hvad der var god kvalitet. Det bliver kunderne, der i fremtiden vil blande sig i, hvad der er relevant, væsentligt og vigtigt, og udfordre vores professionelle valg. Kunderne vil søge til de produkter, der enten kommer tættest på at ramme deres behov eller giver dem den største fleksibilitet til selv at sammensætte nyhedsmenuen. Varedeklarationerne kommer til at handle mere om medieproduktets troværdighed omkring indholdet, hvad det står for image- og holdningsmæssigt, samt hvad det giver af mulighed for involvering af brugerne. Det bliver med andre ord mere etiske og stilmæssige varedeklarationer, der afgør kundernes valg, end traditionelle publicistiske normer. Hvad angår den strammere redigering, er det en klokkeklar forudsætning, når kampen om opmærksomhed og tid er den afgørende faktor. Den strammere redigering kommer både til at handle om den korte præsentation såvel som den hurtige dybde og perspektivering af nyhederne.


Man kan overveje om han er fejlplaceret som forsker. Tænk, hvad den mand kunne have udrettet som topchef i den danske mediebranche Arne Ullum, adm. direktør, Søndagsavisen

Udfordring 4: Bedre udnyttelse af den dyre, men kortuddannede journalistiske arbejdskraft

Udfordring 5: Mindre selvsupplerende medieledelse og bedre publicistisk forretningsforståelse

Mogens Blicher Bjerregård, formand for Dansk Journalistforbund, svarer:

Merete Eldrup, administrerende direktør, TV 2 svarer:

Ingen reelle ledelsesproblemer Mere uddannelse til journalister Nye journalister skal have en længere uddannelse end i dag med mere forskningsbaseret undervisning. Det er nødvendigt for at kunne levere varen i en stadig mere kompliceret verden, hvor der på alle fronter, blandt andet hos Anker Brink Lund, stilles større krav om viden, indsigt og lixtal. Ellers risikerer journalistikken at falde igennem professorernes nåde. Det er det ene svar til det dobbeltsporede Anker Brink Lund-statement ’Bedre udnyttelse af den dyre, men kortuddannede journalistiske arbejdskraft’. I forvejen rubriceres journalistuddannelsen som en mellemlang videregående uddannelse, men den skal nok blive både længere og dyrere. Til den let skjulte misundelsesagtige påstand om, at journalistisk arbejdskraft er dyr, er der kun at sige til Anker Brink Lund, at det ikke kan være anderledes. Der er ikke andre brancher, hvor den faglige organisation går ind for lønforskelle, som vi gør i DJ. Vi har faktisk ikke noget imod, at vores medlemmer får mere i løn. En god fødselsdagsgave til dig, Anker Brink Lund, kunne være et pressekort, endda et nyt internationalt. Men det kræver, at du vil tage en nem, hurtig tjans til en ordentlig hyre inden for vores branche.

Anker Brink Lunds udsagn kunne fortsættes med: Flere medieforskere med virkelighedsforståelse. Men det er ikke helt rimeligt. Anker Brink Lund bør fremhæves som et forbillede i relation til at kende og forstå den virkelige medieverden og ikke blot teoretisere bag et skrivebord. Mindre selvsupplerende medieledelse. Hm. Hvad mener han mon med det? Er det et reelt problem i dag? Det mener jeg ikke. Mange ledere bliver rekrutteret i en professionel proces. Kendskab og erfaring fra branchen kan vel ikke være en ulempe? Publicistisk forretningsforståelse. Netop. Det er lige, hvad TV 2 har. Og det skal man kunne mestre mange steder i mediebranchen. Vi kalder det på TV 2 ’kommerciel public service’, men meningen er den samme. Et publicistisk udgangspunkt, der skal gå hånd i hånd med en kommerciel virkelighed. Vi tjener penge for at kunne producere endnu bedre tv med et public service-indhold.

13


Hvorfor hader journalister medieforskere? Journalister bryder sig ikke om at blive kigget i kortene. Eller sådan var det engang. I 1970’erne havde de unge medieforskere svært ved at bryde gennem muren af ’journalistisk mystique’. En medvirkende faktor var medieforskernes selvgodhed. I dag er den gamle mystique nærmest væk – til gengæld har medielandskabet fået noget nyt: den ’Anker Brink Lundske mystique’. KIM MINKE, FORHENVÆRENDE REKTOR, DANMARKS JOURNALISTHØJSKOLE

or mange år siden, da Anker Brink Lund var teenager i Århus, blev der skrevet bøger om den maskuline og den kvindelige mystique som opløb til datidens bølge af kvindefrigørelse. Koreografen og danseren Eske Holm udgav i 1975 en bog om mandlige kønsroller, som fik meget opmærksomhed: ’Den maskuline mystik’. Lidt ærgerligt fordanskede han stavemåden af mystik, så den blev mindre mystisk. Men meningen var stadig at forsøge at sætte ord på nogle forhold omkring mænd, kvinder og kønsroller, som i dagligdagen bare var der: ubetvivlelige, taget for givne og usynlige, uden begreber til at angive konturerne af adfærdsmønstre og holdninger. Forfatterne fik på hattepulden for deres pirken til væremåder og indstillinger, men forandringer kom der ud af det, og bøgerne med deres nye begreber og synsmåder var en del af processen. Samtidig med udgivelsen af Eske Holms bog gik Anker Brink Lund, Jørgen Poulsen (nuværende RUC-professor), jeg selv og flere andre i gang med at være medieforskere. Som enhver ny generation i et fag mente vi at have noget nyt at komme med. En af de ting, vi fandt underbelyst i forskningen, var journalisters arbejdsmetoder, tænkemåder og holdninger.

F

Journalisterne sjoskede af sted De fleste journalister dengang var mesterlæreuddannede og havde lært faget gennem efterligning og ikke efter lærebøger med begreber og oplæg til afprøvning af velbeskrevne metoder. Uden at træde den generation af journalister for nær kan man godt sige, at de var forholdsvis uartikulerede omkring deres eget ar-

bejde: hvad det bestod i, hvilke metoder de benyttede og hvorfor og til hvad og med hvilken virkning. Forholdsvis uartikulerede eller måske forbavsende uartikulerede, for de manglede jo ikke ord til at beskrive alt muligt andet. I stedet for at bevæge sig fremad og forbedre sig ved hjælp af begreber, metoder og evidensbaseret praksis sjoskede journalistikken og journalisterne af sted på bedste beskub. Forandring fandt sted i blinde eller i bedste fald ved en slags ’forsøg, tag fejl, eller måske lykkes det’-proces. Ændringer i journalistikken kom, uden at journalisterne selv opdagede, at de var en del af dem. Sådan syntes de unge medieforskere, det var fat. Når de prøvede at snakke med journalister om det, blev det mødt med ’den journalistiske mystique’. Et uigennemtrængeligt ordløst værn omkring kernekompetencerne, som lå gemt inde i midten, for fine og for komplicerede til at lade sig fatte i ord og begreber. Prøvede man som medieforsker alligevel at få fat i, hvad det gik ud på, måtte det i journalisternes øjne falde håbløst naivt ud. Medieforskerne vidste ikke engang, hvad det var, de ikke vidste. De prøvede at være vidner til et mysteriespil, men de havde overhovedet ikke nøglen til at forstå det og beskrive, hvad det gik ud på. Og hvad værre var, nøglen ville de aldrig kunne finde i studerekammeret eller elfenbenstårnet, lige meget hvor grundigt de ledte. Journalistikken var på den måde uden for kategori. Almindelig logik og realitetsreferencer kunne ikke åbne for, hvad der foregik.

Journalister i selvforsvar Derfor er det ledende spørgsmål i overskriften acceptabelt. Journalisterne hadede at blive kigget i kortene, og de syntes, at det, der kom ud af det, var verdensfjernt og allerhøjst fangede en lille eller banal del af helheden, men alligevel blev det fremstillet som ny omfattende indsigt. På sin vis havde de måske en pointe, for forskning og begrebsdannelse reducerer den kompleksitet, som man med sin intuition og sunde fornuft synes, man kan ane i arbejdsprocesserne og meningen med det hele. Men der var også et element af selvforsvar i reaktionerne. At besidde mystique er at være interessant og attraktiv på en hemmelighedsfuld måde. Det, forskerne gik i gang med, var en profaneringsproces. Uden respekt for det mystisk hellige gik de i gang med at nedbryde arbejdsprocesser, holdninger og sociale relationer i deres mindste bestanddele, og de efterlod respektløst dyngen af smådele til åben beskuelse. Var journalistik virkelig blot det, og gjorde journalister bare sådan? I selvforsvar og i forsvar for noget, som

nogen efter afsløringen kunne mene var ufortjente privilegier og ubegrundet anseelse, gik journalisterne til modangreb på medieforskerne. Og de fik da også sat nogle stød ind, der sved, for meget journalistik- og medieforskning var virkelig verdensfjern, irrelevant og uden fornemmelse for den praktiske virkelighed, journalister arbejdede i. Det var bare svært for forskerne at finde fast ståsted, fordi mystique’en ikke tillod dem at sætte en fod rigtigt.

Fatamorganaernes ørkenvandring Selv havde jeg en periode i 1980’erne, hvor jeg i stigende grad følte mig fremmed over for den fremherskende medieforskning og irriteret over, hvad jeg opfattede som selvgodhed. Jeg husker nogle konferencer, hvor jeg påhørte forskere, som i ramme alvor mente, at man kunne måle journalistisk kvalitet på, i hvor høj grad journalistikken formidlede forskningsviden rigtigt. Man kunne så for eksempel spørge, om kritisk journalistik, der handlede om atomkraft og sikkerhed, så havde været dårlig journalistik? Den videnskabelige konsensus havde jo været, at sikkerheden var fin nok. Lige indtil Three Mile Islanduheldet og Tjernobylkatastrofen indtraf. Kunne der så faktisk ikke have forekommet journalistik, som på sin vis havde større kvalitet end den videnskabelige konsensus, den så netop ikke fulgte? Men den kvalitet ved journalistik var ikke inde på radaren. Tingene løste sig i løbet af en snes år. I dag laves der glimrende, jordnær og teoretisk velfunderet dansk journalistikforskning, hvor forskerne er helt tæt på de journalistiske arbejdsprocesser. Og hvor journalisterne har selvtillid nok til

Den manglende gensidige forståelse og respekt Forholdet mellem journalister og medieforskere er ikke altid præget af varm, gensidig forståelse og respekt. Lederen af det danske kulturinstitut i Edinburgh

Kim Minke er medieforsker – og forhenværende rektor for Danmarks Journalisthøjskole. Han gik et par klasser under Brink Lund i folkeskolen i Århus i 1950’erne. Dette er hans svar på det (retoriske) spørgsmål, som redaktionen stillede: Hvorfor hader journalister medieforskere?

at lade sig kigge over skulderen. Den større vidensmæssige og teoretiske dybde i de moderne journalistuddannelser har på den måde gjort deres virkning. Mystique’en forsvandt, men det var der også mange andre grunde til. Og Anker Brink Lund har været med hele vejen. Da Anker Brink Lund i slutningen af 1990’erne efter sin doktorafhandling om smitsomme sygdomme i dansk journalistik kastede sig ud i at være med til at opbygge en journalistuddannelse ved universitetet i Odense, bestemte han sig for – tror jeg – at hver gang han sagde »viden om ... journalistik, medier, kommunikation eller ledelse«, så skulle der siges »forskningsbaseret« foran. Måske var det for at betone forskellen til den i nogles øjne mere praktisk betonede uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Måske var det efterveerne fra den store doktorafhandling. Til tider kunne det næsten ligne en ny art mystique.

I centrum af forskning og politik Her i det 21. århundrede har Anker Brink Lund blandt andet gennem sine undersøgelser af nyhedsugerne i 1998 og igen i 2008 og gennem sin ledelse af udredningsprojektet om mediestøtteordninger placeret sig centralt både forskningsmæssigt og mediepolitisk. Måske er det ved nærmere eftertanke den politiske del, som den gamle politolog forsøger at afværge betydningen af ved altid at sige, at det, han kommer med, er forskningsbaseret viden. Det er det bestemt. Og Anker Brink Lund ved bedre end nogen, at når han siger forskningsbaseret, så spiller han op til en opfattelse af forskning i den politiske offentlighed, som er bekvemt positivistisk. Så er det, som om det politiske niveau først kommer som et lag ovenpå. Anker Brink Lund besidder ud over de fornemme forskningsmæssige og organisatoriske kompetencer et stort mål af politisk og social adræthed. Derfor kan journalister, mediepolitikere og interesseorganisationer lide at lytte til ham. Hans forskning og formidlingen af den efterlader ikke det der indtryk af akademisk fatamorgana og virkelighedsfjernt elfenbenstårn. Anker ser tidligere end de fleste, hvor tingene bevæger sig hen. Når han tegner sit mentale landkort over kræfternes parallelogram for at finde retningen, så glemmer han ikke noget, hverken det, hans forskning fortæller, eller hvad hans viden om politik, interesseorganisationer, opinionsklimaet og hans sunde fornuft husker ham på. Det er nok derfor, at journalister ikke hader Anker Brink Lund. De nærmest elsker ham. Og den Anker Brink Lundske mystique.

15


Medieforskere, der Der findes medieforskere, som ikke har begreb om virkeligheden. Og så er der dem, der ved, hvad det hele handler om. Anker Brink Lund tilhører den sidste kategori. Derfor lytter branchen til ham. Men det betyder ikke, at han kan gå på vandet. Også en højtprofileret professor kan indimellem tage fejl. EBBE DAL ADMINISTRERENDE DIREKTØR, DANSKE DAGBLADES FORENING

et avisindlæg i 2008 harcelerede jeg over en medieforskningsprofessor, der atter en gang havde meddelt omverdenen sin uforbeholdne mening om noget, han ikke har forstand på, nemlig dagbladsledelse: »Der er faktisk mange unge forskere, som ved noget om dagblade og gør en fin forskningsindsats. De er befriet for den

I

16

bedreviden og berøringsangst i forhold til mediebranchen, som skaber grobund for uinformeret snak og tankespind (…) Journalisternes adressebog trænger til fornyelse. Spørg de unge forskere. De ved noget«. Den væsentligste årsag til, at det er sådan fat med unge forskere, er, at de har mødt Anker Brink Lund. Malin Lindgreen karakteriserede engang Ebbe Kløvedal Reich som den røde ko, der græssede på de borgerliges marker. Anker Brink Lunds rødmen ligger vist i dag langt tilbage, men alligevel kan man godt bruge allegorien om ham i forhold til mediebranchen. Anker Brink Lund har gennem de sidste 10-15 år skabt sig en position, så der lyttes til hans forskningsresultater – også i mediebranchens og ikke mindst dagbladenes chefkontorer. Når det er lykkedes ham, hænger det sammen med hans lydhørhed over for branchens egne og det simple forhold, at han godt kan lide medierne, anerkender deres vilkår og langt hen forstår og i en vis udstrækning har sympati for deres handlingsmønstre. Ingen anden medieforsker har et branchenetværk som Anker, og ingen andre har gjort forsøg på at få det.

For her fra mit udsigtstårn i Pressens Hus i København er det desværre svært at se andet, end at de traditionelle medieforskere som regel er sig selv nok. Måske finder de også, at deres integritet som forskere kan trues af en alt for tæt kontakt. Hvis det er tilfældet, har de vel nærmest et problem med deres personlighed.

Forskernes manglende viden Som bekendt er der mange, der gerne vil være med til at styre medierne. Politikerne elsker det, og mange store erhvervsfolk har gennem årene ønsket sig og fået et dagblad eller en mediegruppe at lege med. Tænk på Dassault i Frankrig eller Berlusconi i Italien. Desværre sidder bacillen også i kødet hos medieforskerne, der traditionelt tror, at forskningsmæssigt kendskab til et delområde ligesom magisk foranlediger evner til at råde om driften af medier. Der er masser af eksempler. En professor i journalistik forskede i nærnyheder og følte sig med denne baggrund kaldet til at meddele verden, at B.T. måtte lukke. En professor i medievidenskab med en lang publikationsliste om radio og tv sad i mange år altid klar ved telefonen med et synspunkt på dagbladene. En universi-

tetslektor med en bemærkelsesværdig kort publikationsliste er til enhver tid klar med en kommentar om dagbladenes tåbelige adfærd, selvom hans forskningsområde er tv-nyheder osv. Det er nu ikke. fordi Anker Brink Anker Brink Lund står altså Lund har undladt at udtale sig om sifrygtløst på ne synspunkter på integritetens branchens fremsikre grund. tid. Derom vidner Men når det er utallige avisklummer, artikler og rasagt, gælder dioprogrammer. det nu om at Og man kan tit væforhindre ham re uenig med ham. i at undersøge Men for det første har han jo sin alt for grunforskningsmæssig digt, om han tyngde – han er vel også kan gå foreløbig den enepå vandet ste medieforsker, som har orket eller evnet at få skrevet den disputats, som gør, at han kan smykke sig med den doktorgrad, der engang var normen, hvis man ville være professor. For det andet har han på grund af sine


har nok i sig selv netværksevner og det, han siger, foden så langt indenfor i medievirksomhederne, at han kan suge til sig af vidnesbyrd fra det virkelige liv og bruge, hvad han hører. Og det lykkes ham så godt, at han også er ombejlet moderator og programchef for talrige mediekonferencer og møder.

På integritetens sikre grund Ikke desto mindre har Anker Brink Lund evnen til at være helt uafhængig. Herom vidner for eksempel rapporten om mediestøtten fra efteråret 2009 med hans forslag til omstrukturering af subsidierne, som han på forhånd udmærket vidste, at han ikke ville få ros for fra hverken dagblade eller public service-stationer. Anker Brink Lund står altså frygtløst på integritetens sikre grund. Men når det er sagt, gælder det nu om at forhindre ham i at undersøge alt for grundigt, om han også kan gå på vandet. For nylig udkom forskningsrapporten ’Hvor kommer nyhederne fra’. Rapporten handler om, hvordan strømmen af nyheder flyder gennem medierne fra den ene mediegruppe til den anden. Som sædvanlig er der tale om spændende resultater, og Ankers finurlige sprog fornægter sig ikke i de samlende afsnit.

Den manglende kærlighed Forholdet mellem medieledere og -forskere er ikke altid præget af kærlighed eller respekt. Medieforskere kan en gang imellem sammenlignes med forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, der blev beskrevet som en rød ko, der græsser på de borgerlige marker, skriver chefen for Danske Dagblades Forening, Ebbe Dal. Han anmeldte i november 2009 Brink Lunds og Ida Willigs bog om Nyhedsugen i Danmark på en konference, og hans kærlig-kritiske foredrag fik redaktørerne af dette magasin til straks at afkræve ham en artikel.

Desværre er der også et opsamlingskapitel, hvor Anker slår fast, at »Hvis bare et par af disse forskningsbaserede forslag vil blive taget op til konstruktiv overvejelse på danske nyhedsredaktioner, ser vi med fortrøstning frem til året 2018, hvor

vi igen har tænkt os at lave en systematisk måling af produktivitet og originalitet i den journalistiske fødekæde«. Blandt de ’forskningsbaserede’ forslag er, at de lokale dagblade ikke skal komme seks, men tre dage om ugen på papir, ligesom mange gør i Norge. Et andet forslag peger blandt andet på, at ingen dagblade har fundet balancen mellem web og print, og at det næppe heller vil ske, før de bliver enige om en betalingsmodel, der kan skabe kommerciel værdi til dækning af journalistlønningerne.

Tredageskæphesten Anker Brink Lund har redet tredageskæphesten i kommentar og tale gennem længere tid. Problemet er bare, at Danmark ikke er Norge. Hvor nordmændene har oplevet antallet af udgivelsesdage vokse fra én og over to til tre, så vil en reduktion i Danmark jo blot signalere nederlag. Det er formentlig også umuligt at lave privat tredagesdistribution, fordi et sådant budjob vil være uinteressant, og skulle Post Danmark klare distributionen, ville omdelingsprisen blive tredoblet. Så er der rådet om, at webaviserne skal finde deres betalingsmodel, før alt bliver godt. Det er

nok en af verdens mindste overraskelser. Men hvordan man skal blive enige om en betalingsmodel, når karteller er forbudt? Den form for råd er værdiløse, og hvad værre er: De er ikke forskningsbaserede. Kun meninger. Grunden til, at der i så mange år i øvrigt har været en kløft mellem medieforskere og mediefolk i Danmark, har været, at medieforskerne altid har ladet sig friste til at mene alt muligt, som havde mere bund i egne holdninger og kandestøberier end i forskning. For os i branchen har det været en meget stor glæde at se, at der med Anker som inspirator og fortrop er blevet skabt en ny generation af forskere, som holder sig for gode til at tro, at deres mission er at drive virksomhederne, men i stedet ved at levere spændende resultater har skabt den historiske situation, at mediernes ledere – både redaktionelle og forretningsmæssige – lytter til dem. Og Anker Brink Lund er klog. Fremtiden ligger ikke i at fortsætte vandgangen, men i at søge i land igen og vandre ad de hidtidige stier. Det ved han; og i branchen glæder vi os til mange års fortsat inspiration for en forsker, som har forstået, hvad det hele handler om.

17


Hvad skulle man egentlig med en afdeling til forskning i DR? 18


I gamle dage var DR-cheferne i ligeglade med, hvad seere og lyttere ville have. I dag styres programproduktionen af seerog lyttertal. Og det er i høj grad – men ikke alene – medieforskernes skyld, mener eksDR-bossen Christian Nissen. interview LASSE JENSEN OG IDA WILLIG vad kan medieledere bruge medieforskere til, Christian Nissen?

H

»Nu ligger der i ordet forskere noget ejendommeligt, og det var noget, jeg studsede over, da jeg kom til DR. Dengang havde DR jo alt: tømrere, mekanikere, malere, snedkere, barberer og frisører, og så havde man også en forskningsafdeling. Det var meget symptomatisk. For hvad skulle man egentlig med en afdeling til forskning?«. »Man kan vel sige, at det beskriver noget af udviklingen i medierne i den periode. I begyndelsen var det nogle meget perifere forskere, som lavede en hel masse meget interessant forskning, men som ikke havde indflydelse på den daglige programvirksomhed – og i den periode, vi er i nu, er medieforskningen i DR lagt sammen med ’markedsføring’, så det er blevet en funktionel stabsfunktion, som bruges på fuldstændig samme måde som i en hvilken som helst anden forretningsvirksomhed. De har analyser af, hvordan de kan komme i kontakt med kunderne, hvor længe kunderne bruger det, og hvad de mener om det«. »Så de 20 år beskriver en udvikling, hvor medieforskning er gået fra at være en akademisk nebengesjæft set fra en virksomheds synspunkt til at blive noget fuldstændig integreret og centralt – ikke bare for, hvordan man kommer ud til kunderne med produktet, men for, hvordan produktet skal se ud«. »Det ville have være ganske utænkeligt i DR og formentlig i de fleste aviser for 15-20 år siden. Der lavede man sit produkt, som man syntes, det skulle være, og så kan det godt være, at man i et vist omfang havde nogle folk ... men for DR’s vedkommende var man jo i elfenbenstårnet ikke forfærdelig interesseret i, hvem der brugte det«. »Hvis man går helt tilbage til den for medieforskningsmæssigt vedkommende mest interessante anekdote, så er det jo kammersangeren (Emil Holm, Statsradiofoniens første chef, red.) , der nedlage forbud mod verdens første analyse og forbød, at der blev lavet noget lignende, altså Balalajkaundersøgelsen«. Hvad gik den ud på?

»Balalajkaundersøgelsen er sensationel og internationalt kendt blandt forskere. For det første var det den første, man lavede i hele verden. For det andet var det ikke en stikprøveundersøgelse; det var en total populationsundersøgelse på bagsiden af girokort til alle lytterne – vi er tilbage i 1929-1930. For det tredje er den unik ved, at den aldrig blev offentliggjort. Og for det fjerde er den unik, fordi Emil Holm forbød, at der blev lavet noget tilsvarende, for han kunne ikke lide resultatet. Det er grunden til, at man skal helt op til 1960’erne, før der igen bliver lavet en lytterundersøgelse«. »Grunden til, at direktøren ikke kunne lide undersøgelsen, var, at man spurgte lytterne, hvilken slags musik de ville have. De ville have let musik – altså ’Palmehave’ og den slags – og det var ubehageligt for

kammersangeren at høre. Derfor blev undersøgelsen ikke offentliggjort«. En af de første fokusgruppeundersøgelser var i foråret 1996. Og det var for øvrigt lige meget, for udsendelsen var optaget og kunne ikke flyttes. Det var af programmet ’Safari’.

»Jeg tror nu, at Børne- og Ungdomsafdelingen (B&U) havde gjort det tidligere. De tog ud i børnehaver og viste film, mens de filmede børnenes reaktion, og sad bagefter og så på, hvornår børnene tog hænderne op for øjnene, og hvornår de grinede. Men altså i starten var det sådan med medieforskere, at der var nogle på DR og nogle på universiteterne, og det var en særlig biotop, som arbejdede meget sammen. Programredaktionen i DR brugte deres resultater en gang imellem, men det havde ikke nogen fast plads«. Der var en undersøgelse fra DR Medieforskning lavet af Ralf Pittelkow, som hed ’TV-avisen set indefra’, en sociologisk undersøgelse af journalistikken, og den blev brugt lidt i den redaktionelle udvikling, men blev primært brugt i den politiske debat. Er det, du siger, at forskningen har bevæget sig fra at være en fri forskning til at være kontraktforskning?

»Jeg vil spidse det endnu mere til. Jeg ved slet ikke, om det stadig hedder medieforskning i DR. I dag er det jo meget tættere på. Fra dag til dag ser man på ting, som hvordan seertallene ser ud, om de såkaldte lead-in og flow fungerer, og om vi skal have et andet design. Så det er meget tættere på produktionen. Og samtidig er det ikke en afgrænset forskningsopgave. Derfor er det paradoksalt, at man nu flytter medieforskningen væk fra den udsendelsesansvarlige og til generaldirektøren«. Siger du dermed, at forskningen er blevet en del af markedsføring og produktudvikling?

»Ja, lige præcis, og uden at vide noget om det, så tror jeg, det er det samme på dagbladene. Jeg ved, at en række redaktører laver undersøgelser af mange ting – som hvordan øjnene flytter sig fra billede til billedtekst«. Hvis vi forstår dig ret, har vi dermed to forskellige former for medieforskning. Den, som ligger ude på medierne, og så den på universiteterne. Hvad kan vi bruge sidstnævnte til?

»Der er et andet interessant element, som måske er specielt relevant for fødselsdagsbarnet. De fleste medieforskere har en humanistisk, litterær forskningsbaggrund. For det første er det interessant, at de arbejder meget tættere på den sociologiske disciplin. For det andet, at de af egen fri vilje – eller presset at medierne – udtaler sig om alt fra nye strukturændringer til noget nyt i markedet«. »Det er oget af et paradoksEgentlig er Anker Brink Lund vel en af de meget få, der har en uddannelsesmæssig baggrund med relation til organisationsudvikling, organisationslære og ledelse. Hvis jeg skal være meget kritisk, udtaler mange forskere sig med stor sikkerhed om det, selv om de aldrig har været i nær-

Den gamle general Christian S. Nissen er adjungeret professor ved CBS, formand for RUC’s bestyrelse og mediekommentator på Information. I dette interview har Christian Nissen taget en gammel kasket på og fortæller om, hvordan han som generaldirektør oplevede medieforskningen i Danmark – og i DR.

heden af noget, der handler om ledelse. Da jeg kom til DR, var der jo stort set ikke andre, der professionelt beskæftigede sig med det. Ikke andre end medieforskerne, der beskæftigede sig med udviklingsstrategier, eller hvordan man ledelsesmæssigt skulle organisere arbejdet på en avis«. »Medieforskerne havde ret stor frihed – i hvert fald i DR – til at forske i det, de fandt interessant. Måske fordi der ikke var så stor efterspørgsel efter deres produkter. Et interessant eksempel er, at kimen til det, der senere blev til public service-kontrakter, lå i medieforskningen i DR«. »Det var en række medieforskere i DR og i de andre nordiske lande, der begyndte at opstille regnskaber for, hvordan seerlytter-tal med mere har udviklet sig. Det blev gjort en gang om året, og så begyndte DR at offentliggøre dem«. »Det var i starten tænkt ud fra to formål, først internt som et ledelsesinstrument, hvor man opstillede et budget. Så måtte chefredaktionerne rette ind og prøve at opnå de mål. Radiodirektøren ville jo for eksempel gerne have, at der blev spillet en vis mængde dansk musik på P3, men det lykkedes aldrig. Når året var gået, var det tydeligt, at vi havde spillet mindre«. »Dermed kan man sige, at vi kædede et ’hobbyprojekt’, som nordiske medieforskere havde startet, sammen med noget, som blev et ledelsesinstrument. Og senere blev det udviklet, og der er jeg mere bekymret, fordi jeg selv har været med til at fremme udviklingen frem mod, at tallene er blevet et statsligt styringsinstrument«. Hvordan?

»I lang tid var jeg fortaler for public service-kontrakter. Så havde man et næsten

retsligt grundlag for sine mål. Som leder ville jeg gerne have en afklaret relation til opdragsgiveren (Folketinget og regeringen, red.) – så man kunne sige: Her er budgettet, og det her er en aftale, og så skal I ikke komme løbende og sige alt muligt, for vi har en kontrakt. Så fra at interessere sig forskningsmæssigt for at dokumentere, hvad det rent faktisk var, DR gjorde, hvem man nåede ud til, og hvad de syntes om det, så blev det først til et internt ledelsesinstrument og senere til noget faretruende – et eksternt kontrolinstrument«. En ting, der er sket inden for de seneste 10 år, er, at der er kommet journalistikforskning. Har du gjort dig tanker om det?

»Det er vel en imødekommelse af et behov. Selv om det ikke er en nødvendighed for forskning, at nogen skal kunne bruge det. Nogle gange kommer det mest interessante, geniale og epokegørende ud af noget, som ingen kunne se ideen med fra start. Ser man mere institutionelt på det, har det været karakteristisk, at den danske journalistik har haft et løsere forhold til det akademiske miljø, hvorimod journalister i de andre nordiske lande har haft en akademisk baggrund«. »I den forbindelse kan man sige, at ved at begynde at forske i journalistik, har man gradvis fyldt et problematisk vakuum ud. Journalistik er jo så samfundsmæssigt og kulturelt vigtigt, at det er ejendommeligt, at det ikke tidligere har været en del af forskningen. Men det kan hænge sammen med, at man fra den akademiske elites side har set lidt ned på journalister«.

19


JOURNALISTIK ÅR

2030 SAMLET OG INTRODUCERET AF GITTE MEYER, JOURNALIST, PH.D. KØBENHAVNS UNIVERSITET

vor vil journalistikken være om 20 år, i 2030? Hvordan vil den være – hvis den da overhovedet vil være? 15 medieforskere fra 14 lande, plukket fra Anker Brink Lunds kreds af internationale samarbejdspartnere, har fået stukket temaet ’Journalistik 2030’ ud og er blevet bedt om at skrive en kort tekst. Tilsammen udgør udsagnene en diskussion om journalistikkens problemer og muligheder; om hvad der truer eller kan håbes på; om godt og skidt i dagens journalistik – og hvad der overhovedet skal forstås ved journalistik. Medieforskere er ikke sandsigere og medieforskning ikke eksakt videnskab. Derfor blev de 15 bidragydere ikke bedt om videnskabelige forudsigelser, men om at bruge anledningen til at kommentere træk i nutiden. Nogle har valgt at skrive miniature-science fiction. Andre appellerer eller giver

H

råd til ejere af aviser, til det politiske system eller engagerede borgere. Atter andre forsøger forsigtige fremskrivninger og rejser samtidig spørgsmål om, hvad der er ønskeligt. Det store fælles tema er journalistikkens eventuelt snarlige endeligt. I øvrigt er forskelligheden stor. Særligt hvad angår synet på journalistikkens redigerende funktion – ville det være en frigørelse eller et tab, hvis den blev borte? Og med hensyn til betydningen af teknologi – har journalistik en kerne, som er uafhængig af den informationsteknologiske udvikling? Teksterne kommer fra Belgien, Finland, Grækenland, Holland, Italien, Norge, Polen, Rusland, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland, USA og Østrig. De er uomtvisteligt personlige. Samtidig kan den, der har lyst, more sig med i samlingen at genkende træk fra forskellige nationale og regionale kulturer, ganske som man kan, når man studerer forskellige varianter af journalistik. Medieforskere er ikke sandsigere. Her bidrager de som samfundsdebattører.

Rolig, rolig – træk vejret

Teknoblændværk og truet kvalitet

Underholdning frem for indhold

Digipolis-beboere fodres med info

Vil kreditkortet vinde?

Michael Schudson, Columbia University, USA:

Hans J. Kleinsteuber, Universität Hamburg, Tyskland:

Gianpietro Mazzoleni, Università degli Studi di Milano, Italien:

Inka Moring, Universitetet i Helsinki, Finland:

Ulla Carlsson, Göteborgs Universitet, Sverige:

Journalistik beretter sande historier om forhold i samtiden. Når den er bedst, stammer historierne fra aktiv reportervirksomhed. Den informerer og kaster perspektiver på de magtfulde, som disse måske hellere havde set skjult. Og om folk, som vi troede var for forskellige fra os selv til, at de rigtigt kunne interessere, giver de indsigt. Også i 2030 vil journalistikken fortælle disse historier. Den vil gøre det mindre hierarkisk, med større tryk på fællesskab. Det altid uskarpe skel mellem journalist og ikkejournalist vil flimre. En bøn for denne nye-gamle journalistik: at den ikke lader sig overvælde af glæde ved tempo, af dyrkelse af behændighed eller af selvhøjtidelighed. Under ferier, uden nyhedsadgang, går verden ikke i stå. Måtte 2030-journalistikken stoppe op og trække vejret.

Lad os se tyve år tilbage. Hvad er der sket i journalistikken? Nettet er kommet til. Der er podcast, mobile nyheder osv. Men det er jo bare teknologi og har ikke bevirket særlige ændringer i det journalistiske produkt. Ny teknologis betydning pustes tit op. I 1970’erne var det den computeriserede redaktion, i 80’erne kabel-tv, i 90’erne satellitter. Men det er andre typer udviklinger, som påvirker indholdet. Annoncører betaler ikke længere. Nettet understøtter desværre ideer om, at journalistik ikke behøver at koste, men det koster, hvis den gode journalistik skal reddes. Og det er afgørende for demokratiet. Vi må finde nye måder at organisere og finansiere journalistik på. De nye måder skal fungere i 2030, hvis der skal være kvalitetsjournalistik til den tid.

Nyhedsverdenen globaliseres, men journalistikken vil blive ved at tilpasse sig nationale og lokale traditioner. Danskernes informationssmag er og vil vedblive at være en anden end italienernes. Det er stabilt. Store forandringer – ud over teknologiske sådanne – kan til gengæld ventes, hvad angår reporternes stil. Tag politik, for eksempel. Det har været et forfærdeligt seriøst nyhedsfelt, fjernt og uspændende for store dele af befolkningen, men overalt er der nu tegn på, at journalister tager det mindre alvorligt og går ind i det for at finde sladder, kendisstof og underholdning snarere end information om indholdet. Hold øje med denne udvikling: Infotainment vil blive et markant træk i fremtidens politiske journalistik. Måske kan det tilmed stimulere en smule politisk interesse hos misfornøjede borgere.

‘Infominutilisme’ kaldes den puls, som er journalistikkens ramme i 2030. Det interaktive digitale medielandskab består af menneskeskabte aktører, digitale strømme og selvorganiserende netværk. Gennem implanterede biochip kontrollerer den enkelte sit fysiologiske system. Sociale medier og et globalt informationsagentur fodrer digipolisens beboere med information om økologiske risici, digitale sammenbrud og andre trusler. Mediekonglomerater, specialiseret i infotainment, sender direkte fra kamphandlinger. Folk lider af medierelaterede sygdomme: kognitiv desorientering eksempelvis. Terrorister spreder misinformation og dysfunktionelle signaler, som angriber hjernefunktioner. Mens bevægelsen ’Logging off’ danner fællesskaber uden for digipolisen.

Stadig færre ser nyheder i vores almindelige massemedier. Ganske vist er der flere, som ser nyheder på internettet, men det er en anden type nyheder. Dels korte nyhedstekster i de traditionelle mediers netversioner, dels meningsytringer på blogs. Vurderingen af kilders troværdighed overlades til den enkelte. Og mængden af klik får stadig større betydning for, hvad der bliver en nyhed. Den politiske verden forekommer lige så rådvild som medieindustrien. Der mangler en overordnet digital politik. Hvad sker der med journalistrollen og demokratiets behov for velinformerede borgere? Selve pulsåren i medielandskabet er et resultat af politisk vilje. Vil historien gentage sig, så vi får politisk aftalte rammer, eller vil kreditkortet vinde? Ny teknologi og ideer er ikke nok – uden politisk vilje ingen udvikling!

20


Brug brugerne meget mere end i dag!

Cyberjournalistik på fremmarch

Sammenhæng er stadig sagen i 2030

Public servicemedier udfordres

Mere end sladder til de mange?

Karin Raeymaeckers og Jeroen De Keyser, Gent Universitet, Belgien:

Boguslawa Dobek-Ostrowska, Wroclaws Universitetet, Polen:

Leen d’Haenens, Radboud Universitet Nijmegen, Holland:

Lars Nord, Mittuniversitetet, Sverige:

Laura Berges, Universitat Autònoma de Barcelona, Spanien

’Vi skriver, I læser’. Det er medierness traditionelle form, men både medierne selv og formen er under pres. Fra dalende annonceindtægter og læserskarer. Fra gratisnyheder. Og fra nye former for borger- og deltagerjournalistik. Ny teknologi muliggør inddragelse af brugere i nyhedsproduktionen, men tages kun tøvende i brug. Konkurrencefrygt har styret brugen af ny teknologi. De første netaviser var blot udstillingsvinduer for papirudgaverne. Gradvis viste netaviserne deres egne styrker, men deltagelsesteknologier udnyttes fortsat for lidt. Selv om borgerjournalistik ikke har undergravet de traditionelle producenters position, må medierne bruge teknologierne mere aktivt. F.eks. ved at opbløde journalistrollen som dørvogter, så brugere kan bidrage med indhold, uden at journalisten mister kontrollen.

Journalistikken vil overleve, at dens institutioner dør ud. Det er en påstand, som giver mening. Avisen, som den blev udviklet i 1800-tallet, er på vej mod et kollaps. Investorer og bankfolk presser på. Reklameindtægterne svigter. Publikum foretrækker onlinemedier. I 2030 vil gennemsnitslæseren bruge endnu mere tid med sin computer. Blot enkelte nicheaviser om økonomi, politik og eventuelt underholdning vil måske være tilgængelige for ganske få mennesker. Dette markerer dog ikke journalistikkens endeligt. Den vil leve videre som cyberjournalistik med manden på gaden som en mere aktiv deltager, der nu også producerer information og dermed udfordrer den professionelle journalist. Borgergrupper vil stå bag onlinemedierne. Nogle vil nok blive offentliggjort via overleverorganisationer såsom BBC og CNN.

Dystre varsler om journalistikkens snarlige endeligt optræder for tiden blandt andet i udtalelser fra højtstående myndighedsrepræsentanter. Jeg lader mig ikke overbevise. Journalister vil skulle tilpasse sig ændrede arbejdsvilkår. De vil skulle levere til forskellige medieplatforme og vil skulle evne at gøre deres indhold til en del af andre ydelser. Men der vil fortsat være brug for professionelle journalister. At informere går ikke kun ud på at samle de seneste facts, men også på at inddrage, hvad der tidligere er sket. Nyheder er punktnedslag og frit tilgængelige i dag. Men det store billede får man gennem sammenhængene. Opgaven med at sætte ind i sammenhængen er afgørende for demokratiets kredsløb. Derfor er journalistik en profession, som vil leve videre – også i 2030.

Det er i grunden svært at tænke sig journalistik uden kobling til et ideal om public service. Det var lige så svært at gøre det i 1930, som det er i 2010, og som det formentlig bliver i 2030. Journalistik handler nemlig om at tjene almenheden. Sandsynligvis bliver det dog endnu vanskeligere for fremtidens journalister at løfte opgaven. I det multimediale miljø, hvor medievanerne er ekstremt individuelle og medieudbuddet omfattende, er det ikke lige så let at fortælle mennesker det, som det er ’godt’ for dem at kende til, som i radioens og fjernsynets gyldne tid. Afgørende for journalistikkens stilling i 2030 bliver derfor også, om public service-medierne i de skandinaviske lande vil klare de multimediale udfordringer.

Ikke en storslået profession, men en af de små. Og dårligt betalt. I 1800-tallet talte en kendt spansk journalist med en ironisk åre sådan om journalistik. Han skrev også om politiske og økonomiske interesser, som stod i vejen for sandhed og kvalitet. Det er problemer, vi fortsat kender til, og de vil utvivlsomt også findes i 2030. Også den banal sladder, propaganda, kommerciel profilering og grundig, dyr information om kommercielle forhold til få erhvervsfolk vil fortsat være der, om end teknisk mere forfinet. Men måske vil vi også se en ny journalistik, hinsides 2010’s blogs. En kritisk, engageret, bredt samarbejdende og formentlig økonomisk skrøbelig journalistik version 2030, som nyttiggør ny teknologi til sprede information.

Fortsættes næste side

21


JOURNALISTIK ÅR 2030 Mobile Ana er fremtiden

Fra information til orientering

Guldalder for offentlige medier

Den nordiske kerne

Grinagtig science fiction

Josef Trappel, Universität Wien, Østrig:

Stylianos Papathanassopoulos, Athen Universitet, Grækenland:

Johann Roppen, Høgskulen i Volda, Norge:

James Curran, University of London, UK:

Chefredaktøren på nyhedshusets gang: Hvordan går det med studierne? Praktikanten: Fint. Vi lærer en masse. I denne uge har vi haft mediehistorie. Chefredaktøren: Har du hørt om Google? Da jeg var ung, kaldte vi det at google, når vi søgte information. Vi troede faktisk, at journalistik gik ud på at surfe på nettet. Praktikanten: Ja. Journalister godtog endda tekstbrokker, foto og små videoklip som journalistisk indhold. Bizart! Chefredaktøren: Enig. Men til slut gik det da op for os, at vi var til grin. Og så genopfandt vi professionen. Det første skridt var at indse, at gode historier foregår i virkeligheden, ikke på nettet. Et andet skridt var, at vi lagde Google på is – derfra gik det ned ad bakke for dem. Praktikanten: Interessant ... Undskyld. Min mobile ANA (automatic news announcer, red.) fortæller, at der vil ske en større trafikulykke uden for byen i eftermiddag. Jeg må skynde mig derud.

Har journalistikken en fremtid? Aviserne kæmper for at overleve. Det virtuelle rum er fyldt med ’borgerjournalistik’. Virksomhederne har investeret mere i teknologi end i indhold og dermed journalistik. Alligevel mener jeg ikke, at journalistikken er ved at blive overflødig. Journalistik handler jo ikke kun om at informere, men også om at understøtte en demokratisk debat. Desuden vokser behovet for orientering, som kan give mening til de efterhånden ufordøjeligt store mængder information. Vi har brug for et filter. Kun journalister kan gøre dette. Men de må klædes ordentligt på. Nogle hævder, at journalistik ikke kan læres gennem undervisning, men opgaverne fordrer mere, end man kan lære inden for nyhedsmediernes egne rammer. Der er brug for akademisk uddannelse. Og for en mere ansvarlig journalistik, som lægger tabloidvanerne bag sig. De vil ikke være en konkurrencefordel i fremtiden.

I 2030 står de nordiske public service-institutioner foran en digital guldalder. En reformation har fundet sted. Public service-radio og -fjernsyn er blevet til public service-medier. De har fået en klart defineret samfundsopgave og nyder stor legitimitet. De offentlige medier vil vinde, dels på grund af de foregående tyve års homogenisering af den europæiske og nordiske radio- og fjernsynspolitik, dels på grund af den økonomisk-teknologiske udvikling. De centrale elementer i modellen med public service-medier er politisk uafhængighed, fuldstændig licensfinansiering, gratis indhold og fuld frihed til at gå ind på multimediale markeder. I konkurrence med et stadig mere fragmenteret kommercielt medieunivers bliver de offentlige medier en stabil faktor.

Helena Vartanova, Statsuniversitetet i Moskva, Rusland:

22

I 2010 er journalistikken bedst repræsenteret af det trykte dagblad. Selv i de elektroniske mediers æra har papiravisen en følelsesmæssig appel. Den kan røres og lugtes. Nordiske læsere synes at være de sidste, der dropper avisen. Hvorfor? Bygger deres samfund på avisens betydning for samfundsdebat? Hjælper deres aviser med at undersøge verden? Er deres dagblade vokset ind i de daglige rutiner og det intellektuelle miljø? Det trykte dagblad vil fortsat spille en rolle under det system med ubrudte informationsstrømme i døgnets 24 timer, som er under udvikling. At læse en avis vil stadig være udgangspunktet for dybere eftertanke, analyse og ... fysisk kontakt med historien fra dag til dag. Til forskel fra den elektroniske strøm – nødvendig ganske vist, men vægtløs og flygtig – vil de trykte nyheder kaste lys over spørgsmål og problemer, over behov for at træffe vanskelige valg og vedblive at være borgere. Er dette den kerne fra de nordiske aviser, som vil overleve?

Når man ser tilbage i tiden i 2030, er det svært at lade være at le højt over alle de gamle forudsigelser om journalistikkens fremtid. I 1940’erne ville ’faksimileavisen’, spredt via radioen, vende op og ned på alt. I 1970’erne ville borgerradioer ved hjælp af nye bølgelængder tage verden med storm. I 1980’erne ville camcorderen demokratisere fjernsynet. I 1990’erne ville cd-rommen slå bogen ud. Og i det første årti af 2000tallet ville den professionelle journalist blive erstattet af borgerjournalisten. Så det er egentlig ganske mærkværdigt, hvor lidt der har ændret sig: De store nyhedsmedier dominerer fortsat, og den professionelle journalist er stadig den vigtigste dørvogter til nyhederne. Desuden har vi selvfølgelig ‘mini-meds’ – mini-mediemobiler – som nyhedsjunkier bruger til at holde sig løbende forsynet med nyheder. Triste typer. De skulle se at få sig et liv.


Skriv, så de relevante idioter forstår det Forskning skal kommunikeres til forskellige målgrupper, og allerhelst skal kommunikation være en del forskningen. MAJA HORST, LEKTOR, CBS

u skal ikke skrive, så enhver idiot kan forstå det – du skal skrive, så de relevante idioter forstår det!« Så kort var Anker Brink Lunds kontante vejledning, da jeg engang i begyndelsen af 1990’erne spurgte ham til råds om skrivestil og genrer. Det var ikke, fordi han talte ned til målgruppen. Målgruppen var nemlig i første omgang ham selv, fordi han var min specialevejleder. Jeg opfattede det mere som en af de spidsformulerede læresætninger, som professoren spreder jævnt om sig til almindelig opbyggelighed. I de år var strategisk tænkning i målgrupper hovedbudskabet i undervisningen. Forelæsningerne hvilede på forskning i diverse sundhedskampagner, og han var på det tidspunkt en varm fortaler for, at RUC’s kommunikationsfag skulle bevare sit oprindelige fokus på faglig formidling. Det var dog først i forbindelse med den nye universitetslov næsten ti år senere, at disse argumenter kom til at fremstå fremsynede for en større skare.

D

Forsk og fortæl For da universitetsloven i 2003 indførte et formidlingskrav, kom der langt stærkere fokus på kommunikation om forskning. Desværre er det ikke alle, der har fået den ’Brink Lundske’ spidsformulerede strategiske målgruppetænkning med i bagagen. Da det såkaldte Antorini-udvalg som opfølger på det nye formidlingskrav i 2004 udgav rapporten ’Forsk og Fortæl’, blev forskningskommunikationens målgrupper hovedsageligt beskrevet som ’forskellige grupper i den brede offentlighed’. Men hvis forskningskommunikation skal have effekt som andet og mere end

en intern universitetskappestrid om, hvem der kan få flest citater i Infomedia, er det nødvendigt, at vi lærer at sige noget mere eksplicit om, hvem disse ’grupper’ er, og hvad der kendetegner dem. I 1986 skelnede Anker Brink Lund mellem objektive og subjektive informationsbehov. Pointen var, at en modtager måske nok kan have et objektivt behov for at høre et budskab, men at det ikke nødvendigvis matcher modtagerens subjektive behov. Hertil kan man tilføje, at viden både kan være direkte og indirekte brugbar. Så der er ganske enkelt forskellige målgrupper for forskningskommunikation (se boks her på siden). Afhængigt af hvilken viden der er tale om, vil disse fire grupper selvfølgelig bestå af forskellige slags mennesker. Ikke alle kan være forbrugere af al slags viden.

Gør videnskaben bedre Men forskningskommunikation handler ikke kun om, at forskerne taler, og de andre lytter. Kommunikation kan også være en direkte hjælp til at gøre videnskaben bedre. Det kræver dog, at man holder op med at tænke forskningskommunikation som noget, der først kommer efter forskningen. Kommunikation bør være en integreret del af selve vidensproduktionen. I den forstand har Anker Brink Lunds forskningsarbejde været forbilledligt. Allerede da fokus var på sundhedskampagnerne, foregik det meste af forskningen i samarbejde med relevante organisationer uden for universitetet. Efter at fokus i højere grad flyttede sig over mod nyhedsproduktion og medieledelse, blev denne tendens kun mere udtalt. Fordelen er naturligvis, at der sker en løbende diskussion af forskningen, som gør vidensproduktionen meget robust. Men der bliver også i langt højere grad tale om, at selve forskningens spørgsmål kan vokse ud af den løbende dialog. På den måde bliver forskningen bedre – og forskningskommunikationen når de relevante idioter.

Forskningskommunikation – fire målgrupper: Vidensforbrugeren har et oplevet behov for viden, der er direkte brugbar. For ham handler det om at få fat i en bestemt viden, som han objektivt set også direkte kan anvende til et eller andet. Der er typisk tale om professionelle, der ønsker at holde sig orienteret i den nyeste viden inden for deres felt. Men der kan også være tale om eksempelvis patienter, der er interesserede i mere viden om netop deres sygdom. Kommunikerer man til en sådan målgruppe, handler det primært om at gøre sig selv tilgængelig og forståelig Den potentielle vidensforbruger kunne have direkte nytte af en bestemt viden, men er ikke selv er opmærksom på dette behov. Kommunikerer man til en sådan målgruppe, er man i langt højere grad nødt til at tænke på, hvordan man motiverer målgruppen til at indgå i en dialog. Til gengæld er det i den gruppe, at det største umiddelbare udnyttelsespotentiale ligger i forbindelse med forskningskommunikation. Statsborgeren vil have mere viden uden at have et egentlig direkte anvendelsesbehov for den. Hun kan være drevet af lyst og nysgerrighed, men også af en forestilling om pligten til at holde sig orienteret. Denne gruppe er tilsyneladende en yndlingsmålgruppe for forskningskommunikation, og det er ofte dem, der henvises til, når der (dovent) tales om den brede offentlighed. Formentlig er denne gruppe generelt langt mindre end mange forskningskommunikatører forestiller sig, og der kan være rift om at få dens opmærksomhed. Af den grund bør kommunikatører også udøve selvdisciplin og undlade at tage denne gruppe som kommunikationsgidsel, blot fordi det ser pænt ud i brandingstatistikkerne. Den indifferente oplever ikke selv at have et behov for viden. Denne gruppe er det i sagens natur ganske svært at kommunikere med.

Kommunikation Der var en tid før fødekæder og lemminge-deffekter. Dengang forskede Anker Brink Lund i strategisk kommunikation på RUC’s kommunikationsuddannelse, underviste i faglig formidling og havde kampagneklynger. Maja Horst, dengang specialestuderende, nu lektor på CBS og modtager af Forskningskommunikationsprisen, husker Anker Brink Lund for spidsvinklede læresætninger – og for at have været forud for sin tid med hensyn til forskningskommunikation.

23


De århusianske superligadrenge i AGF er et hold, som tilhængerne elsker at hade, men aldrig vil hade at elske. Anker Brink Lund har altid været fan af ’de hvide fra Fredensvang’. LASSE ELLEGAARD JOURNALIST, INFORMATION

a jeg fik adresse i Tyrkiet midt i 1990’erne og masserede mit nye miljø med fodboldsnak, stødte jeg bestandig på navnet ’Niilsen’, der året før havde spillet i Istanbul-klubben Fenerbache. Jeg anede ikke, hvem de talte om. Jes Høgh og nigerianeren Ushe Okechukwu, begge hentet i Brøndby, udgjorde en populær midtbaneakse i klubben, men hvem var ’Niilsen’, ’vikingen’, der spillede ’med hjertet’? Det var Brian Steen Nielsen, som i min forståelse var en midtbaneslider, der ikke veg tilbage fra at tackle en modspiller til lirekassemand. Med andre ord ikke nogen stor spiller. Så nogle år senere blev jeg en smule forundret over, at Fenerbaches ’viking’ efter karrierens efterår i AGF blev ansat som klubbens sportschef. Alle mænd har et hjertekammer for den klub, de har spillet i som drenge, men med skallesmækker-typer som Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen knækkede min hukommelses efterhånden brun-tintede AGF-film om fodbold som etisk fordring.

D

26

I min optik var AGF en klub, der gav begrebet ’sportsligt’ mening i betydningen kollektivt ansvar uden stjernenykker på banen, men også uden falsk lærkesang på melodien ’tab og vind med samme sind’ uden for. I AGF ville man vinde, men vinde ordentligt, og rækken af store spillere fortalte netop den historie: Henry From, Hans Chr. Nielsen, Jørgen Olesen, Peder Kjær, John Amdisen, Henning Enoksen, Åge Rou Jensen (især Rou), senere Lars Lundkvist, Bjørn Kristensen, Lars Bastrup, Kim Sander, Flemming Povlsen, Henrik Mortensen, John Stampe, Troels Rasmussen, Kim Ziegler, Jan Bartram, Marc Rieper. Den historie havde ikke efternavnene Nielsen eller Tøfting. Og dog. Det var umuligt at overse en til tider tragikomisk symbiose på besværet med omstilling til den professionalisme, som for AGF blev en smertelig periode, der observeret udefra syntes at bunde i uhellige alliancer mellem naive amatørledere og finansielle amatører. Den solide bastion for sportslige værdier blev forvandlet til et vulgært yuppie-cirkus med alle de patetiske magtkampe og intriger, der gør trofaste tilhængere triste.

Fra storhed til fjas Med trakasserierne ophørte klubben med at være en faktor i dansk topfodbold. Alligevel forblev publikum loyalt. For AGF er ikke en klub i byen, men byens klub. Ikke kun fordi arbejderklubben AIA’s gled ud af eliten allerede i 1960’erne, mere fordi fodbold som fænomen blev et stedse bredere identifikationsparameter, både med tv-dækningens intensivering og

AGF Anker Brink Lund om kærligheden til AGF: »Mit forhold til AGF begynder som mange andres med et par selvmål på lilleputholdet – du ved, der, hvor alle løber rundt i en klump efter bolden – undtagen ham, der har fundet en regnorm – og derfor står helt fri foran eget mål når bolden dumper ned. Det kunne have været her jeg fik ideen til ’lemminge-defekten’ – men det var det nu ikke! Fredensvang – hvor AGF holder til – lå i nærheden af Lindevej – hvor jeg boede – og Rosenvangskolen – hvor jeg gik. Jeg rykkede op igennem rækkerne. Aldrig helt i top, men dog som en habil venstre back på andetholdet. Desuden brugte jeg en del tid som bolddreng. Henry From og Henning Enoksen var mine idoler. Det ebbede ud, da jeg drog til USA som udvekslingsstudent i 1967-68. Her havde jeg en kort gæsteoptræden som kicker på skolens footballhold. Siden blev det tennis, jeg muntrede mig med. Men fodboldblod er tykkere end vand, så jeg holder stadig med AGF i Superligaen – selv om det i perioder har været noget af en prøvelse«.

nedbruddet af klasse- og fagbevidstheden, og det blev typisk nok Poul Schlüter, der satte ord på ophørsudsalget: »Ideologi er noget bras«. Det er fodbold ikke, og fra at være en sport for de interesserede blev den totem for en stammekultur, der i AGF samlede de pæne i en officiel fanklub, og de ikke så pæne i White Pride. I 1990’erne var førsteholdet med rygklappere fast inventar i midtbyens natteliv, hvor de førte sig frem i italienske jakkesæt som fejrede stjerner, uanset om holdet lå og rodede lige over eller under nedrykningsstregen. Det var ikke sket i Rous tid, men hvad, jeg kredser om her, er ikke en forargelse over, at spillerne kunne antræffes ud på natten – det skal ingen høre for – men mere et uskyldstab: Byens hold var blevet det folkelige vindue for celebritytyper og popikoner . Holdet var det lokale emblem – i højere grad end Musikhuset og Festugen og teateret og Tivoli Friheden. For det er et hold, byen aldrig vil svigte, selv om det ikke mangler på knubbede ord, når det spiller ad helvede til.

Den indædte toer Og grunden er, at holdet spiller i Århus og ikke i nogen som helst anden by. Som i Barcelona, Milano og andre ’nummer tobyer’ er den lokale psyke i opposition til det på samme tid dragende center. AGF er fortællingen om provinsens psykologiske mobilisering mod hovedstadens højrøvs-dominans. Men mandjævningen gjaldt ikke kun i fodbold. I samme rille lå det århusianske


forever

Foto: Carsten Ingemann

AGF, Århus, medierne Århus er landets næststørste by. Det har både været en byrde og en velsignelse. Professor Anker Brink Lunds lokalpatriotisme stammer tilbage fra barndommen, da han spillede på AGF’s første drengehold. Journalist Lasse Ellegaard, tidligere chefredaktør for Dagbladet Information og nu bladets Mellemøstkorrespondent med bopæl i Beirut, tegner et billede af professorens yndlingsklub – og et billede af et Århus, der skabte fodbold, musik – og medieforskning.

studenteroprør, mere radikalt end Københavns og også mere mondænt: Det var her – på Ringgaden, ikke på Frue Plads i København – at det tyske studenterikon Rudi Dutschke fik asyl. Tv-programmet ’Spørg Århus’ havde populær gennemslagskraft, og på det akademiske niveau etableredes cand.scient.pol.-studiet med Erling Bjøl som nestor, Johannes Sløk som drivhjul i den nye disciplin idehistorie og en medieforskning, som blev ’opfundet’ af blandt andre Frands Mortensen og Anker Brink Lund. Jyllands-Posten blev taget alvorligt som opinionsdanner, og musikscenen blev kvalitativt og kommercielt magtfuld. Der var knald på de sociale mønsterbrud, og

AGF’s gyldne mandskab fra 1950’erne var begyndelsen. Netop i den periode – i sæson 1956-57 – var jeg medlem i klubben som bosat i Viby, kun et stenkast fra træningsbanerne i Fredensvang. Mine plejeforældre var mentalt allergiske over for fodbold. Som kulturradikale med rødder i borgerskabet foragtede de med et PH-udtryk »sportslivets fristelser«, og Gunnar ’Nu’ Hansens banal-nationalisme ekkoede i deres øren af 30’ernes ideologier. Men jeg insisterede, tilskyndet af en klassekammerat, og spillede som dreng halfback i AGF. Han fik mig til træning, men jeg kom aldrig i nærheden af førsteholdet – jeg ynder at tro, at det var, fordi jeg til første træning mødte op i blå og hvid-stribet KB-trøje og blev sendt ind i bad. I AGF spillede man i hvidt. Men jeg var sikkert ikke god nok, selv om træneren så interesseret ud, da jeg scorede et par gange i spillet til to mål. Men 1. drenge var et lukket hold. Forbudt for børn, der ikke var født ind i klubben. Min kammerat ’Nuller’ var født AGF’er – ikke kun i kraft af forældrenes sociale status med adresse i en villa på Dalgas Avenue, men også fordi han som spiller var en solid og boldsikker slider og altså i samklang med den kollektivitet, der under klubmottoet Sudare pro communi causa (at svede for fælles sag) bar holdet frem til fire mesterskaber fra 1955 til 1960. Der var kun én stjerne på det hold: træneren Geza Toldi, der i 1930’erne havde spillet på Ungarns landshold og grundlagt den kultur, der 1952-56 gjorde det til

verdens bedste. Toldi var chefen, og også her tog AGF hul på fremtidens fodbold.

Igen tophold?

HÅB BADET I LYS. På AGF’s anlæg har mangen en Århusdreng drømt om store mål – også Anker Brink Lund.

I Aarhuus Stiftstidende blev AGF’s succes tilskrevet ’kammeratskab og sammenhold’. Sportsredaktør Aksel Hansen overvågede personligt træningen i Fredensvang stående mellem drengespillerne nede bag det mål, hvor skud-træningen med Henry From foregik, og hvor råbet »brug det tredje ben« gjaldede ved hvert kikset forsøg – fulgt af et bjæffende »så er det nok«, når ældre spillere spottede de svedne drengegrin bag målet. Redaktøren var dus med klubben og skrev indforstået med hovedvægt på de positive nyheder. Man behøver ikke at være medieforsker for at konstatere, at han ikke var pioner for ’kritisk journalistik’, men det var ingen sportsjournalister dengang. De udgjorde en kasteløs gruppe, foragtet af kollegaer, der i det stille misundte dem deres læsertække. Men hvis den intellektuelle lavstatus påvirkede ham , viste han det ikke. Han var en venlig mand, der – som kollegial gestus til min plejefar, ansat på avisen – tog mig med ind i presselogen til en hjemmekamp. Jeg husker tydeligst den dag, Skovshoved vandt 3-1. Det var overraskende, for AGF var jo uovervindelig. Det er ikke tilfældet i dag, selv om 2009 lovede bedre tider med Erik Rasmussen – den mest fodboldbegavede træner siden Toldi. Som en fan sagde, sidst jeg var i Århus:»Det er sgu en lettelse, at GF (som holdet hedder i lokaljargonen, red.) igen er tophold«. Ja, det er det.

27


Fra æsken

i ilden Æsken var et livsstilsværtshus, før begrebet var blevet opfundet. På folkeværtshuset mødtes Århus’ progressive 70’er-intellektuelle – heriblandt Anker Brink Lund. Vi bringer en kærlighedserklæring til en historisk modmagt, hvor marxistisk modstand blev til Modtryk – og kimen blev lagt til en ny akademisk disciplin i Danmark: medieforskningen. PAUL GAZAN, JOURNALIST

å Fandens fødselsdag, en råkold 11. december 1971, går døren op til en skummel, århusiansk trappeopgang på adressen, Anholtsgade 4-6. De slidte trin fører tre etager op i en kondemneret slumbygning, der siden 1921 har huset Århus Æskefabrik. Det er i denne bygning, at den danske medieforskning fødes. Men det vender vi tilbage til. Denne aften er det ikke ekkoet fra flittige arbejdertræsko, der runger i opgangen, men derimod ivrige, forventningsfulde og glade stemmer med kurs direkte op til den lemfældigt brandsikrede, men nogenlunde ombyggede tagetage. Det er her, de studenteraktivister, der har slumstormet ejendomskomplekset, indvier byens nye, alternative udskænkningssted, møbleret med kasserede stole fra Hotel Regina, rødternede duge på bordene og lydende det politisk korrekte navn: Folkeværtshuset Æsken. Og det med lige så folkelige priser: 2.75 kr. for en bajer.

P

Fuldt hus Oppe ved baren, som Æsken har fået foræret af Studentersamvirket på Aarhus Universitet, står to mænd og drikker øl med hinanden, mens rummet bliver fyldt op af lokale beboere fra Sjællandsgade-

28

kvarteret, aktivister, tilfældige tilløbere, studenter samt repræsentanter for de to lokale aviser, Aarhus Stiftstidende og Demokraten. Besættelsen af husene i Anholtsgade markerer for, alvor at studenteroprøret er rykket ud i byen, ud i det civile samfund, en understregning af, at ’Fagkritikken’ ikke bare er en akademisk eksegese, men en reel politisk kraft, der er nødt til at forbinde sig direkte med ’folket’. I en tid, hvor der endnu ikke var mange, der kunne stave til Antonio Gramsci, var det lykkedes at etablere en virkelig, antiautoritær modmagt midt ude i et gammelt arbejderkvarter i det centrale Århus. Den enorme, kaotiske energiudladning, der sendte sine revolutions elektrificerede gesandter ned fra universitetsbjerget til byen ved sin fod, var lige ved at kortslutte hele projektet i sin fødsel. Der var stuvende fuldt på Æsken. Ikke bare den aften, men i dagene efter havde rygtet om de billige øl på det nye sted spredt sig som en hed steppebrand i decemberkulden og bevirket, at folk stod som sild i en tønde hele vejen ned ad trappens frønnede reposer, og en lang, utålmodig kø slangede sig hen ad fortovet ude på gaden. Anarkiet havde ramt Midtbyen, og der måtte noget så reaktionært til som en dørmand til. Flere problemer ventede. Freddy Freeloader, en rørlægger, der var en af de første bartendere, var pludselig forsvundet med flere dages omsætning, og tumulten om aftenen både inde på Æsken, i opgangen og ude på gaden var ved at tage folkelig overhånd.

Folkeligt kaos Et stykke inde i 1972 kunne der derfor på forsiden af Sjællandsgadekvarterets beboerblad under rubrikken ’Æsken lukker i 14 dage’ læses, at kursen skulle lægges radikalt om på det nye kvistværtshus. Efter at den daglige ledelse havde slået fast, at den primære målsætning med et folkeværtshus var at udvikle bevidstheden om klassesamfundet gennem det sociale samvær og at nedbryde det borgerlige samfunds isolering af mennesker, lyder konklusionen i opråbet:

»På grund af de lave priser har de folk ’vundet’, som blot ønsker at tabe bevidstheden over en flok bajere. Det vil (der) nu på forskellig vis blive lavet om på«. Kort sagt: Folkeværtshuset var lynhurtigt blevet en tand for folkeligt. Praksis havde på dialektisk vis antaget en antitetisk form til teorien, kvantiteten havde slået om i en anden kvalitet end beregnet, og Anholtsgadeidealisterne måtte sande, hvad allerede Emile Zola havde erkendt i slutningen af det 19. århundrede; der er en afgørende diskrepans mellem begreberne ’folket’ og ’pøblen’. De indførte en ledelse, en organisation og økonomisk kontrol.

Modmagt Helt overordnet var der imidlertid ingen tvivl om, at den succesrige åbning af Æsken havde givet den nye venstrefløj i Århus – og dele af den gamle – et socialt og kulturelt omdrejningspunkt, hvis betydning og gennemslagskraft for de politiske bevægelser, organisationer og ikke mindst for et par generationer af enkeltindivider på ingen måde kan overvurderes. Æsken var et livsstilsværtshus, inden begrebet nogensinde var blevet opfundet. Beværtningen var i en evigt søgende,

Medieforskningen ’opfindes’ i Århus Det var i det pulserende munkemarxistiske liv i og omkring Sjællandsgade i Århus i 1970’erne, at en række studerende – herunder Anker Brink Lund – opdagede noget, de kaldte ’medieforskning’. I en atmosfære af intens samfundskritisk aktivitet, som ofte havde sit udgangspunkt i folkeværtshuset Æsken og kom til udtryk via Forlaget Modtryk. Journalist, tidligere redaktionschef på Ekstra Bladet og forhenværende Tv-Danmarkprogramdirektør Paul Gazan var med fra starten.

kritisk pagt med sin egen underliggende trend og solgte derfor ikke aflad til sine kunder, men kunne derimod officielt legitimere timers ophold på udskænkningsstedet som del af en højere mening, ja, nærmest som en mission, der ikke kunne afvises. Dette særlige forhold mellem socialitet, politik og personlig udvikling sikrede de næste årtier stedet et købedygtigt, loyalt publikum, der til gengæld brugte værtshuset skånselsløst til sin egen videreudvikling. Vel var der skærmydsler mellem forskellige politiske og sociale lag blandt publikum, og vel var der konflikter mellem brugere og bartendergruppen, der til tider kørte folkeværtshuset som oplyst enevælde. Men når det er sagt, dannede Æsken, per se, en unik sammenføjning af den hæsblæsende, initiativrige dynamik, der især prægede dele af den århusianske venstrefløj i 70’erne og 80’erne. En af grundene til at ikke bare kritikken af den politiske økonomi, men også et værtshus kunne få en omfangs logiske status, lå i det faktum, at Æsken blev født og holdt over dåben af en stærk aktivistisk kraft – en slumstormeraktion i Anholtsgade, der via en konkret handling resulterede i, at store dele af det mange facetterede antiautoritære oprør fik et autentisk offentligt rum, hvor mennesker af kød og blod kom i konkret og intim berøring med hinanden på tværs af deres sociale, individuelle og personlige udgangspunkter. Det betød noget. Der var udfordring. Der var noget på spil. Der var livstydning. Det var en modmagt. Æskens historie er derfor også historien om en følelsesfunderet dannelsesproces. En kakofoni af stemmer fra et sammensurium af kritiske studenter, radikaliserede havnearbejdere, anti-imperialistiske bevægelser, kvindekamp, kollektivbevægelse, partiforberedende grupperinger, lærere og pædagoger, beboeraktivister, musikere, akademikere, skarptslebne teoretikere, kunstnere og skæve eksistenser dannede et formidabelt lydtapet af holdninger, overvejelser, erfaringsudvekslin-


Foto: Carsten Ingemann

ger, skænderier, kærlighedserklæringer, analyser, tanker, smalltalk og erkendelser.

Tvillingefødsel Æsken hang sammen med Forlaget Modtryk i en fælles navlestreng. Der var nærmest tale om en tvillingefødsel, og der var et stort personsammenfald i den kollektive forældrekreds. Modtryks udgivelsesvirksomhed startede i 1972 med de fagkritiske rapporter, der blev spyttet ud på forlagets eget trykkeri, der havde til huse på etagen lige neden under Æsken. I 1973 udkom en af forlagets mest sagnomspundne bøger med den mundrette titel ’Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status’, skrevet af den bilgale idehistoriker og senere formand for forlagets bestyrelse Hans-Jørgen Schantz. Titlen blev efterhånden synonym med begrebet ’munkemarxisme’, der især blev taget i anvendelse af københavnske kritikere af aktiviteterne på den studentikose venstrefløj i Århus. Det skal ikke nægtes, at der bankede en stærk lokalpatriotisk åre i selvopfattelsen af, hvilken betydning den jyske politiske og teoretiske marxisme havde. Alligevel må man så mange år efter konstatere, at de nedladende dommere på Djævleøen havde sat kikkerten for det blinde øje. Modtryk blev en bogportal, der spejlede den udogmatiske venstrefløjs kolossale appetit på at få støvet hylderne af i det traditionelle videns- og erkendelsesbibliotek, vælte reolerne og smække vinduerne op for at lukke friske kastevinde ind af nye tanker, nye vinkler, ny kundskab og ikke mindst en ny kritisk dagsorden. En stor del af denne dagsorden var at nedbryde murerne mellem universitetsdisciplinernes intellektuelt indsnævrede fagidioti, at bruge et anderledes akademisk-politisk kompas fort at navigere sig frem til en højere indsigt og sætte ud på en nysgerrig opdagelsesrejse ind en i anden bevidsthed om menneskets samfundsmæssige organisering og væren.

Mediepiraterne Et af de kaperskibe, der blev søsat i 70’erflåden af åndelige mytterister, var bestyk-

ket med tværfaglige kanoner, flagede med et uset banner på videnskabens syv have og havde påmønstret en besætning med en helt ny gradsbetegnelse: medieforskere. De kastede sig frådende over massemedierne, altså de medier, der enten havde ’folket’ som brugere eller afsendere (de sidste var der ikke mange af). Analysernes formål var som oftest at afdække mediernes skjulte dagsorden i den borgerlige indoktrinerings tjeneste. Alt, hvad der udkom på tryk, blev sendt ud i æteren eller flimrede på tv-skærmen, blev gransket og sat under lup. Fra Anders And til Radioavisen, fra Ekstra Bladet til tvunderholdning, fra journalistpraktikanters arbejdsvilkår til magtanalyser af Danmarks Radio, fra manipulerede sensationer til objektive nyhedskriterier. Der blev blæst til kamp. For 70’ernes mediekrig, som en kulturkrig, havde allerede en feltherre i form af Erhard Jakobsen, der med vanlig politisk tæft havde identificeret og brandmærket opkomsten af en ny herskende klasse, nemlig journalister og programmedarbejdere i DR-monopolet, som »røde lejesvende«. En kritik, der ikke blev mindre udtalt, efter Jakobsen blev partiejer i november 1973, og jordskredsvalget i december samme år ikke alene bragte CD’erne på tinge, men også sendte Glistrups højreAnalysernes drejede, formål var antistatslige bevæsom oftest at gelse med det progressivt klingende afdække mediernes skjulte navn, Fremskridtspartiet, ind i Folkedagsorden i tinget. den borgerlige Det handlede for indoktrinerings alle krigsførende parter om det politjeneste tiske indhold og mediernes placering i den borgerlige offentlighed. Det handlede om ’det civile samfund’ kontra ’staten’. Om den individuelle frihed sat op mod den kollektive solidaritet. Om den frie forskning i modsætning til kontraktforskning for erhvervslivet. Det handlede om redaktionel frihed og den fjerde statsmagt som oppo-

sition mod marketingstiltag og politisk kontrol. Det er nok for meget at hævde, at den moderne danske mediekritik har sin rod i Århus. Så bliver de formodentlige sure igen i København (I hvert tilfælde Ib Bondebjerg, der i dag er professor ved Filmog Medievidenskab på Københavns Universitet og samfundsdebattøren Ralf Pittelkow, der også var medieforsker i 70’erne) Men sandt er det dog, at den gamle Journalisthøjskole havde til huse i Universitetsparken, inden den blev udgrænset til Olof Palmes Allé i byens nordlige udkant. Sandt er det vel også, at nogle af den nye mediekritiks fremmeste røde pirater var hjemmefødte århusianere eller tilrejsende, der bevæbnede sig med lærdom fra eller underviste på de højere læreanstalter i Århus. Ud over Journalisthøjskolen, gælder det Handelshøjskolen, Institut for Idéhistorie, Institut for Statskundskab og selvfølgelig ikke mindst Institut for Nordisk Sprog og Litteratur.

Negationens negation Mange af navnene kan der nikkes genkendende til som personer fra den gamle Modtrykkreds: Niels Ole Finnemann og Frands Mortensen er professorer ved Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet, hvor forlagets nuværende bestyrelsesformand Per Jauert er lektor. Preben Sepstrup er selvstændig medieforsker, Mogens Schmidt ansat ved Unescos kommunikationsafdeling og Michael Skovmand forsker også i medier som lektor ved Afdeling for Engelsk, Aarhus Universitet. Disse kunne efter forlagsmøderne vandre op på Æsken og møde kollegaer som Jørgen Stigel (i dag lektor i kommunikation ved Aalborg Universitet), Ole Prehn (der var medieforsker og dekan samme sted indtil sin død i 2009) og Anker Brink Lund. Og det var om aftenen på Æsken, altid festligt pyntet op med tobakstunge, kvælende røgguirlander og øl på de ternede duge, at negationen af munkemarxismen fandt sted. Brudflader på kryds og tværs kunne danne et Grand Canyon af modsigelser mellem individerne deroppe på 3. sal i An-

holtsgade 4-6. Højtråbende, grædende, leende, omfavnende, aggressive, forstående, intelligente og skarpe, kærlige og sensuelle eller bare med en simpel erfaringsformidling tog generationer af stamkunder i 70’erne og 80’erne livtag med den enorme, uforløste ophobning af forandringskraft, som samfundsudviklingen i de kuede, grå 50’ere og den overfladiske, materielle velfærd i 60’erne havde skubbet foran sig. Befrielsen lå i opfyldelsen af det skrigende behov for reelle forhold mellem mennesker, en ligestilling af de ulige på tværs af køn og social status, der tillod at de enkelte individer både at være kejsere i deres eget Kina, være noget i Der bankede ret og stadig en stærk lokal- egen opretholde en patriotisk åre samtidighed med i selvopfatandre. Denne fase var telsen af, negationens negahvilken tion. betydning den Alle vidste at jyske politiske »den som er Herre, og teoretiske kan ikke være fri«. Æsken ophørte marxisme med at være Æsken havde for alvor i 1989, da stedet blev moderniseret. Ud røg den aldrende bar fra Studenterhuset, og graffitien blev vasket ned på pissoirvæggen. I 90’erne blev Æsken en antitese og havde ved stedets endegyldige lukning i 2001 udviklet sig til en forsumpet subkultur, paradoksalt nok som et spillested for den såkaldte verdensmusik. Den gamle Æske-katedral havde for længst konfirmeret de gamle stamkunder. Den gamle ’nye venstrefløj’ var blevet voksen og sendt videre i livet. Ikke som munke og nonner, men som rigtige, fritstående mennesker var de gået fra Æsken og i ilden. Det samme er Forlaget Modtryk, der residerer i Æskens bedagede, men nu renskurede lokale, og i øvrigt ejer den gamle slumstormerejendom. Samfundskritikken sejrede med et tocifret millionoverskud – med god hjælp fra bestsellerforfattere som Jan Guillou og Stieg Larsson.

29


krøllet jyde Lærer med krøllet tøj Mens resten af RUC stadig diskuterede dogmer og ideologier i 1980’erne, samlede underviseren Anker Brink Lund en håndfuld studerende omkring sig. CLAUS LADEGAARD OMRÅDEDIREKTØR, DET DANSKE FILMINSTITUT, CAND.COMM.

september 1986 havde jeg min første undervisningsdag på kommunikationsuddannelsen på RUC. Det var en uddannelse i faglig formidling. Det betød, at vi skulle læse et andet fag på RUC og derefter lære at formidle det, så målgruppen kunne forstå det. Det var desuden en forsøgsuddannelse og havde derfor bedre bevillinger og flere lærerkræfter end resten af universitetet. Anker Brink Lund var en af de undervisere, der modtog os. Han var lektor i samfundsvidenskab. Dengang var de smukt svungne kommunikationstitler endnu ikke kommet på mode. Håret var en anelse kraftigere, men ellers så han ud som i dag – og også dengang klædt i de eviggyldige anbefalinger fra universitetets herremoderåd. Han var en af arkitekterne bag kommunikationsuddannelsen og havde i modsætning til en række af de andre lærerkræfter forstand på kommunikation. Lærerkollegiet var en blanding af medieforskere, praktiske formidlere og akademiske ’hangarounds’. De var på godt og ondt repræsentative for RUC og derfor uenige om det meste. Den største uenighed herskede mellem dem, der ønskede en praktisk anlagt formidlingsuddannelse, og dem, der ønskede en uddannelse, der sigtede på analyse, forskning og rådgivning. Anker tilhørte de sidste. Det var ikke altid lige let. Hovedparten af studenterne tilhørte nemlig den første. Vi ville hellere producere video eller lave radio. Vi var alle sammen trætte af at gå på RUC og ville lave praktisk formidlingsarbejde. Det var måske derfor, at Anker Brink Lund ikke var en af de mest synlige lærere. Han underviste ikke så meget. Han var heller ikke en stor beundrer af det faglige niveau. Hverken hos studerende eller kolleger. Det sidste antydede han med jævne mellemrum over for dem, og det gjorde ikke stemningen bedre. Det betød dog ikke så meget, fordi An-

I

RUC-vejlederen Det var på kommunikationsuddannelsen på Roskilde Universitetscenter i midten af 1980’erne, at Anker Brink Lund fik sit første lektorjob. En uddannelse, der igennem årene har fungeret som en central leverandør af ledere i den danske medie-, reklame- og kommunikationsbranche. Her beskriver områdedirektør, cand.comm. Claus Ladegaard, Det Danske Filminstitut, sit møde med uddannelsen – og den fremtidige professor.

30

ker Brink Lund havde opdaget, at man sagtens kunne rage uklar med både det akademiske personale og med de studerende, så længe man havde en alliance med TAP’erne (Teknisk Administrative Personale). I 1980’erne var de universitets egentlige magthavere. Anker Brink Lund underviste ikke så meget, fordi han som regel var frikøbt. Det betød, at han havde skaffet noget ekstern finansiering og derfor ansatte akademiske løsarbejdere til at passe undervisning og vejledning. Det var svært at bebrejde ham. I de år var der stadig diskussioner om, hvorvidt det faktisk var reaktionært at modtage almindelig undervisning og ikke kun gruppevejledning.

Vi skulle gøre en forskel Pengene til Anker Brink Lunds frikøb kom fra forskningsprojekter og større konsulentopgaver. Det var her, jeg lærte ham at kende. Og det var der jeg fik en central del af min uddannelse. Det var nemlig kendetegnende for alle Anker Brink Lunds eksterne projekter, at de krævede en masse dataindsamling. Og data skulle analyseres. Det ansatte Anker Brink Lund studerende og unge kandidater til. Indtil et vist punkt. Når vi havde lagt bolden til rette, var det Anker Brink Lund selv, der dirigerede den i mål. På den måde bevarede han overblikket, og jeg og andre lærte og blev klogere. Vi lavede fremtidsværksteder, konsensuskonferencer, kvalitative interview og spørgeskemaundersøgelser. Vi arbejdede blandt andet med ældreforsorg, lokal-tv, teknologivurdering og udviklingen af lokale og regionale dagblade. Det var en uddannelse i anvendt kommunikationsforskning og formidling. Og modsat den rent akademiske kommunikationsforskning har Anker Brink Lund altid været optaget af, at hans forskning blev brugt og gjorde en forskel. Det med anvendt forskning eller aktionsforskning er vist noget, han havde lært, da han var ung og venstreorienteret på Aarhus Universitet. Han ville finde løsninger, der virkede. Og gjorde derfor også altid opmærksom på, at halvdelen af alle problemer løser sig selv, en fjerdedel kan ikke løses, og det gælder om at finde den fjerdedel, som det faktisk er muligt at gøre noget ved.

Noget de ikke forstår Det var Anker Brink Lunds kommunikationsuddannelse. Den byggede videre på den officielle uddannelses curriculum, men havde også sine egne dogmer. Som nyuddannet kandidat var jeg en overgang ansat på en stor evaluering af den danske aids-oplysning. Det var stort og kompliceret, og jeg var blevet ansvarlig for en delrapport om mediernes behandling af hiv og aids. Efter jeg i et par år havde lært om faglig formidling, havde jeg gjort mig umage med at skrive rapporten i et sprog, så målgruppen kunne forstå den. Da jeg var færdig, sendte jeg rapporten til Anker Brink Lund til endelig godkendelse. Det blev den ikke. Det var forståeligheden, der var problemet. Anker sagde: »Hvis kunderne forstår hvert et ord, synes de ikke, at de har fået noget for pengene. Der skal altid være noget, de ikke forstår«. Så meget for faglig formidling.

Professor med jydegen Anker Brink Lund er en fornøjelse at have som medarbejder, og hans kræmmerevner skaffer mange ekstra forskningsmidler. PROFESSOR LARS BO KASPERSEN, CENTER FOR BUSINESS AND POLITICS, CBS

januar 2009 havde jeg den årlige medarbejderudviklingssamtale med Anker Brink Lund, hvor han orienterede mig om, at han fylder 60 år 16. februar 2010. Det kom som noget af et chok. 60 år! Det kunne ikke passe. Han er jo ung, dynamisk, hårdtarbejdende, initiativrig og meget andet, man ikke forbinder med de fleste 60-årige forskere. Dog må jeg sige, at de øvrige medarbejdere, der findes på CBP i den alder, alle er i den hårdtarbejdende kategori – men alligevel. Jeg var selvfølgelig også flov over, at jeg som leder ikke på forhånd havde lavet en grundigere research og dermed kunne være kommet Anker Brink Lund i forkøbet med et planlagt fødselsdagsarrangement. Tilbage til samtalen: Anker Brink Lund gjorde rede for sine fødselsdagsplaner, en planlagt konference samt en tilhørende reception. Resten af samtalen omhandlede mindre væsentlige sager som for eksempel årets undervisning, forskningspublikationer og fremskaffelse af forskningsmidler. Samtalen illustrerer ganske godt Anker Brink Lund som medarbejder. Velforberedt. Alt er planlagt. Ingen slinger i valsen. Og han sørgede for, at samtalen kommer til at fokusere på det vigtigste i 2010. Jeg er Anker Brink Lunds nærmeste leder. Og det er ikke svært. Han gør jo, hvad man må forvente sig af en dynamisk professor: forsker, formidler, underviser og skraber penge sammen til yderligere forskning. Han har en særlig evne til at finde penge – oftest småpenge. Hans jydegen sikrer imidlertid, at der bliver samlet mange småpenge op, så der er i sidste ende tale om gode beløbsstørrelser til fin forskning. Han er desuden ansvarlig for CBP’s berømte og berygtede work-in-progress-seminarer, som han kører med fast hånd og stort overblik, og sikrer, at der altid er guldkorn at hente. Anker Brink Lund underviser også – dog ikke så han bliver overanstrengt. Han udbyder et meget anset kursus om kommunikation på et af CBS’s masterprogrammer. En god kollega fra et søsterinstitut fortalte, at han med stor succes og stor tilslutning havde kørt et kursus i adskillelige år om etik i den offentlige forvaltning. Det kursus led sin død, da Anker Brink Lund kom på banen med sit kursus om sladder og rygtespredning som en effektiv kommunikationsform. Det er endnu ikke lykkes at gennemføre et etikkursus, mens Anker Brink Lunds kursus om hykleri og sladder går glimrende! Sommetider vil forskellige kollegaer sikkert hævde, at Anker Brink Lund til tider glemmer at kommunikere indadtil i organisationen. Men det bekymrer mig ikke så meget, for der er jo mindst ti år til at rette op på dette problem, da Anker Brink Lund næppe ønsker at blive emeritus de første ti år.

I

Medarbejderen Anker Brink Lund udtaler sig gerne om ledere og ledelse, men hvordan er han selv som medarbejder? I de seneste år har professoren været tilknyttet Center for Business and Politics ved CBS. Her fortæller professor og institutleder Lars Bo Kaspersen om, hvordan det er at lede Anker Brink Lund.


godfather Forsker, mentor, godfather Anker Brink Lund har oplært en generation af yngre forskere. Han er som en godfather, hvor respekt spiller en ganske særlig rolle. PETER BRO, LEKTOR, PH.D., CENTER FOR JOURNALISTIK, SYDDANSK UNIVERSITET

r du også en af Ankers drenge?«. Sådan spurgte en ældre kollega, da jeg første gang deltog i en international forskningskonference. »Ja, han er min ph.d.-vejleder ved journalistuddannelsen i Odense«, svarede jeg og kunne straks se, at det var et svar, der gjorde lykke. Det var første, men ikke sidste gang, at Anker Brink Lunds navn har lettet min og andre yngre forskeres gang på jorden. Hans gennemslagskraft strækker sig nemlig over mange fagområder, landegrænser og tidligere ansættelsessteder. Fra statskundskabsmiljøet i Århus, kommunikationsuddannelsen i Roskilde, journalistuddannelsen i Odense og sluttelig til medieledelsesafdelingen på CBS i København har han sat sig spor, og det er ikke mindst kommet til udtryk i form af ansvaret for oplæringen af nye forskere. Inden for den begrænsede, men støt voksende journalistikforskning her til lands gælder, at næsten samtlige forskere, som er blevet uddannet siden starten af de nye journalistuddannelser i Odense og Roskilde i 1998, umuligt har kunnet komme uden om Anker Brink Lund. Hvad enten det skyldes, at de selv har haft ham som vejleder under det treårige forløb som ph.d.-stipendiater, eller de har måttet forsvare deres endelige afhandling med ham i bedømmelsesudvalget. Anker Brink Lunds gennemslagskraft – ikke mindst inden for journalistikken – har i den forstand gjort ham til en art godhjertet ’godfather’ for en ny generation af yngre forskere.

E

Skabelsen af et imperium I den første ’Godfather’-film har den aldrende Don Corleone, spillet af læspende Marlon Brando, opbygget et imperium inden for den organiserede kriminalitet. Et imperium baseret på en blanding af generøs uddeling af kontanter til vennerne og kontant afstraffelse af modstanderne. Det er en form for imperiedannelse, som også er kendt i forskningsverdenen, om end der til alt held her som oftest bliver anvendt andre midler. Men hvor andre fremtrædende forskere i Anker Brink Lunds generation har været dygtige imperiebyggere, fordi de har samlet folk omkring sig, fordi de har udviklet nye avancerede teorier, benyttet særlige forskningsmetoder eller udnyttet et fast datamateriale, så har Anker Brink Lund skabt en anden form for gruppe omkring sig. En gruppe, som det kan være vanskeligt at udpege, fordi den netop ikke er samlet omkring en særlig teori, empiri eller tilbagevendende metodebrug. Dertil kommer, at Anker Brink Lund har været en efterspurgt forsker, der som nævnt har skiftet arbejdspladser indtil flere gange, og han synes ikke nogen steder at have været optaget af at efterlade sig en stor gruppe af ukritiske proselytter, der salvelsesfuldt fortsætter det arbejde, han i forskellige faglige sammenhænge har påbegyndt. I stedet sætter han sig spor i mennesker og i mange forskellige faglige sammenhænge gennem noget så godfatheragtigt som at fastholde betydningen af respekt.

Over alt står respekten

forskningen og bekymrer sig om den. En journalistikforsker, der holder af journalistikken og bekymrer sig om dens udvikling. En medieforsker, der holder af medierne og bekymrer sig om deres udvikling. En kommunikationsforsker, der holder af kommunikation og bekymrer sig om dens udvikling. Og sådan kunne man fortsætte inden for alle de fagområder, hvor han virker og har virket. Når Anker Brink Lunds navn således mange steder er omgivet af respekt, synes en af de vigtigste forklaringer at være, at han nok er hurtig i hovedet og på hænderne, når det handler om at afdække problemer på solid forskningsmæssig baggrund. Men han holder sig sjældent tilbage for samtidig at fremhæve potentialer ved de forhold, han udforsker, og i mange tilfælde har han også videreudviklet disse muligheder sammen med de faggrupper, hvis virke han undersøger. Det er alt sammen en respekt, som blot synes at være vokset, i takt med at der bliver stadig flere af hans i forvejen utallige samarbejdsprojekter og -partnere inden og uden for landets grænser. Og resultatet er i alle tilfælde en respekt, man som yngre forsker kan være heldig at varme sig ved, når man befinder sig alverdens steder lige fra forskningskonferencer i udlandet til redaktionsmøder i hjemlandet. Men ét er naturligvis at opbygge imperier, noget ganske andet er at holde dem samlet, og i modsætning til Don Corleone har Anker Brink Lund intet trofast følge af rådgivere, der kan tage sig af juridiske, politiske og andre kringlede situationer. Ligesom han ikke har håndgangne mænd, der med stor muskelkraft kan give livets vankelmodige mennesker »et tilbud, de ikke kan afslå«. Men skal man opbygge og opretholde et imperium inden for forskningen, kræver det også en vis barskhed, og den kommer hos Anker Brink Lund mest hårdhændet til udtryk, når han oplever mangel på respekt for sit virke, viden og visioner. En form for gensidig respekt, som også bliver sat højt af Marlon Brandos Godfather. Men er respekten der, falder hjælpen også prompte, og i ofte overvældende anvendelig grad.

Et fremtidigt faderopgør? I ’Godfather’-filmene overlader Marlon Brando i fred og fordragelighed sit imperium til næste generation. Anker Brink Lund har selv påtalt behovet for, at man indimellem må tage et rask ’faderopgør’. Pointen er vist, at respekten for universitetsverdenens hvide elefanter ikke bør spærre for nytænkning og nye forskningsmæssige landvindinger. Men han gør det ikke let for nogen af os. For i disse år synes han selv at være mere produktiv end nogensinde, og det er i mange tilfælde fortsat ham selv, der tegner og afskridter fagets frontlinjer.

Mentoren Hvilken betydning har Anker Brink Lund haft for yngre forskerkolleger? Vi har bedt Peter Bro, lektor, ph.d., Center for Journalistik på Syddansk Universitet, give et svar. Og han er ikke bange for at hylde sin mentor og vedgå arv og gæld. Anker Brink Lund er ’godfather’ for en hel generation af yngre medie- og journalistikforskere, mener Bro, men sammenligningen med filmens mafiaboss er kærlig. Hans magt og indflydelse er en kendsgerning, men hans metoder er knap så brutale.

Respekten kommer for en forskerspire mest tydeligt til udtryk ved, at Anker Brink Lund er en forsker, der holder af

31


Stemmer fra fortiden … Redaktionen har bedt tre centrale mediepersonligheder om at (gen)læse tre Anker Brink Lundklassikere.

rofessor Anker Brink Lund har et utal af publikationer på sin samvittighed. Listen kan læses andetsteds i dette magasin, men redaktionen udvalgte tre centrale bøger. Et speciale fra Institut for Statskundskab i Århus om ’Magten over Danmarks Radio’, som indbragte den unge studerende en cand.scient.pol.-titel i 1970’erne, afhandlingen om ’Smitsomme sygdomme i dansk journalistik’, som gjorde professoren til dr.phil. fra Roskilde Universitet i 1990’erne, og ’Den redigerende magt’ fra begyndelsen af 2000’erne, der stadig

P

anses for at være et hovedværk i dansk journalistik- og medieforskning. Anmelderne repræsenterer tre generationer i dansk journalistik og medievirksomhed. Chefredaktør Tøger Seidenfaden fra Politiken mødte som studerende den unge undervisningsassistent Anker Brink Lund på Statskundskab i Århus. Tidligere DR 2-kanalchef, cand.comm. Mette Davidsen-Nielsen var en af hans studerende på RUC, og medlem af chefredaktionen på Berlingske Tidende Christian Jensen tvang vi til at læse tobindsværket om de smitsomme sygdomme.

Magt over medierne – på en 70’er-agtig måde Anker Brinks Lunds tidligere studerende og medhjælper Mette Davidsen-Nielsen har forsøgt at læse fødselarens speciale. Det rummer kimen til at forstå den senere Anker Brink Lund, men er også langhåret – som 1970’erne. METTE DAVIDSEN-NIELSEN, FHV. KANALCHEF, DR 2, CAND.COMM.

BOGANMELDELSE Anker Brink Lund: Magten over Danmarks Radio. Speciale udarbejdet ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Forlaget Publimus, 1976, 183 sider.

llerede da Anker Brink Lund skrev speciale, stod det klart, at der var tale om en ung mand, der nok skulle blive noget ved borgermusikken. Også selv om den næstsidste sætning i hans speciale lyder sådan: »Men på lang sigt er det kun muligt at ændre udviklingen ved at omforme selve samfundsopbygningen«. Uden at have foretaget en empirisk analyse ville mit slag på tasken være, at sådan sluttede to tredjedele af specialerne på Institut for Statskundskab i 1976. ’Selve samfundsopbygningen’ har ikke ændret sig fundamentalt, men Anker

A

32

Brink Lund er i mellemtiden blevet meget sjovere. Det holdt hårdt at læse fødselarens speciale, ’Magten over Danmarks Radio – en analyse specielt med henblik på forholdene omkring lydradioens nyhedsformidling 1970 – 1976’. Dels fordi den lettere gulnede ’1. udgave, 2. oplag’ fra Forlaget Publimus simpelthen gik i opløsning, da jeg åbnede bogen. Dels fordi gennemgangen af de teoretiske grundbegreber var ved at tage livet af en 80’er-type som mig, der er skolet i en postmoderne og ironisk periode. »Analysen viser, at DR ikke i sin praksis kan overskride de normative grænser for den nuværende sociale struktur. Der er påvist en klar tidsmæssig sammenhæng mellem kriser i den kapitalistiske produktionsmåde og intensivering af den strukturelle magtudøvelse og reduktion af DR’s autonomi«. (s. 168). Nemli’ ja! Magten over DR er et eviggrønt emne. På én gang dynamisk og konstant. Hvis man er i bekneb for et specialeemne eller samtaleemne til middagsselskaber i mediebranchen, kan man til enhver tid kaste sig over det. Sådan var det i 70’erne. Sådan er det stadig. NÅR MAN LÆSER om magtstrukturen og beslutningsprocesserne i DR i 70’erne, kan det undre, at det overhovedet lykkedes medarbejderne at producere noget som helst. Over generaldirektøren svævede – eller tyngede – både Radiorådet, Radionævnet, Programudvalget og Forretningsudvalget krydret med Amternes

Programråd. På den anden side har det charmerende ved Statsradiofonien altid været, at de operetter, der med jævne mellemrum bliver opført på broen, kun i begrænset omfang påvirker programproduktionen. Antallet af magtkampe og organisationsændringer har været og er fortsat overvældende. En af forudsigelserne i Anker Brink Lunds speciale lyder: »Selvcensuren vil blive øget, og frustrationen på alle niveauer i organisationen vokser« (s. 170). Det er vanskeligt at vurdere, om frustrationen er større i 2010, men det er påfaldende, hvor lidt man hører fra medarbej-

derne i den offentlige debat. De passer deres arbejde under skiftende chefer og stigende regulering. Man kan også sige det på en mere 70’er-agtig måde: »Analysen viser, at DR’s formelle status som uafhængig offentlig institution under alle omstændigheder ikke i praksis betyder, at mediet er autonomt og magtneutralt. Det forekommer mere plausibelt at karakterisere DR som tilhørende samfundsstrukturens kapitalaffirmative felt, underlagt betingelserne for det formelle statsapparat med de begrænsninger, denne statur medfører« (s. 169). Anker Brink Lund har været ansat inden for skiftende universitetsmure i hele sin karriere, uden at de har holdt ham inde. Han har analyseret, men også minglet med mediernes magthavere. ’Anvendt forskning’ hedder det. Allerede i forordet til specialet er det tydeligt, at Anker Brink Lund er drevet af ambitionen om at blande sig. Man finder kimen til den selvbevidsthed og trang til at gå egne veje, vi kender professorens gangart på. Han konstaterer med stolthed, at en række gymnasier og højskoler har brugt hans speciale i undervisningen (stakkels dem!). I dag er Anker Brink Lund som bekendt selv en magtfaktor, der står i spidsen for analyser og udredninger, som påvirker de politiske beslutningsprocesser og dermed magten over Danmarks Radio og medierne i almindelighed. Det er der god grund til at glæde sig over på hans fødselsdag.


Stemmer fra fortiden ... Journalistikken smitter heldigvis stadig Anker Brink Lund advarede i sin doktorafhandling om, at konsekvensjournalistik skævvrider prioriteringerne i sundhedsvæsnet. Har medierne taget advarslen alvorligt? Nej. Og heldigvis for det. CHRISTIAN JENSEN CHEFREDAKTØR, BERLINGSKE TIDENDE

BOGANMELDELSE Anker Brink Lund: Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. Afhandling. Munksgaard, 1997, 663 sider.

or en forsker må det være noget nær målet med det hele: at ens resultater har gyldighed for eftertiden. I så fald kan Anker Brink Lund være en glad mand af andre årsager end den forestående runde fødselsdag. ’Smitsomme sygdomme i dansk journalistik’ hed Anker Brink Lunds 663 sider lange og meget omtalte afhandling, hvor han minutiøst analyserede 21.628 artikler om sundhed og sygdom i dags-, fag- og magasinpressen fra 1883 til 1994. I sig selv en imponerende bedrift, og man forstår godt, at han dedikerede afhandlingen til sin hustru, der må være et særlig tålmodigt gemyt. Afhandlingen har siden været en bastion i den moderne medieforskning, og ingen har siden formået – eller haft lyst til – at rejse et så ambitiøst og grundigt forskningsarbejde. Hvad kan vi så bruge Anker Brink Lunds arbejde til i 2010? En hel masse. Vi kan bruge det til at blive klogere på, hvordan medierne i det forrige århundrede udviklede sig fra oplysning i retning af underholdning. Hvordan medierne frigjorde sig fra staten og censuren. Hvordan medierne derefter frigjorde sig fra økonomiske interesser. Hvordan medierne derefter frigjorde sig fra politiske interesser. Man kan sige, at medierne gik fra at være magthavernes talerør til at blive den lille mands talerør over for selv samme magthavere. Lyder det ikke meget godt? Hvad er problemet? Ifølge Anker Brink Lund er problemet, at mediernes fokus på patienter-

F

33

ne efterlader journalistikken i en mistrøstig strøm af skæbnefortællinger, brugerinteresser og konsekvensjournalistik, som han selv kalder det. Patienternes klagesange skævvrider prioriteringerne i det danske sundhedsvæsen, fordi politikerne løber efter den dagsorden, medierne sætter. Groft sagt. Når medierne skriver om fru Hansens fejlbehandlede hofte, griber ministeren ind med en hovsaløsning. Når medierne dagen efter skriver om hr. Pedersens fejlopererede øje, griber

ministeren ind med en ny hovsaløsning. Muligvis får den enkelte patient det bedre, men det efterlader et sundhedsvæsen i aflåst sideleje. Ingen har overblik over de samlede prioriteringer, lod Anker Brink Lund bl.a. forstå dengang. HVIS ANKER Brink Lunds ærinde var at få sat en stopper for konsekvensjournalistikken, må man sige, at missionen er mislykkedes gebommerligt. Aldrig har der været flere skæbnefortællinger i de

danske medier. Tag eksempelvis Berlingske Tidende, der i sidste halvår af 2009 undersøgte det danske akutberedskab. Et beredskab, der er stort set uden faglig agtelse, og hvor studerende ofte modtager de patienter, der har akut behov for den bedst tænkelige lægelige behandling. Et akutberedskab, hvor vagtlægens journalsystem ikke er koblet med patientens journal, hvorfor vigtig information ofte går tabt i de minutter, der indimellem afgør liv eller død for patienten. Et akutberedskab, der er helt uden faglige standarder. Alle historier er dokumenteret med cases eller konsekvensjournalistik. Udgangspunktet var 14 måneder gamle Christian, der døde efter at have slugt et batteri. Tre af de i alt elleve læger blev oplyst om mistanken om det slugte batteri. Intet skete. Berlingske Tidende har gjort det, Anker Brink Lund advarede imod for ti år siden, og heldigvis for det. Nu reformeres hele akutområdet, og den beslutning blev taget med følgende ordlyd fra regionernes formand, Bent Hansen (S): »Det er en stor hilsen til familien til lille Christian og alle de andre, der er stået frem med deres historie. Politikere og embedsmænd bryder sig normalt ikke om enkeltsager. Men jeg må sige, at det, vi er blevet præsenteret for gennem det sidste halve år, har fået det til at stå meget, meget klart, at vi er nødt til at handle nu og forbedre forholdene«, sagde Bent Hansen til Berlingske Tidende 17. december 2009. Det er ikke ord, der er talt ud af Anker Brink Lunds mund, men den gode professor har jo ret i, at konsekvensjournalistikken er farlig, hvis man alene fortæller, at sundhedsvæsnet svigtede, og undlader at fortælle, hvorfor systemet svigtede. Det er den kvalitetsstandard, man som læser, politiker og potentiel patient med rette kan stille til medierne i 2010. Den pointe er almengyldig, og på den måde har Anker Brink Lunds afhandling overlevet årtusindskiftet. Men i journalistikken må vi ikke distancere den virkelige virkelighed med bureaukrati og systemsnak. Vi skal lade mennesker gå foran systemet, men det ene skal selvfølgelig ikke udelukke det andet. Derfor smitter journalistikken stadig. Og heldigvis for det.


RINGENS HERRE. Anker Brink Lund med den doktorring, han fik for afhandlingen ’Smitsomme sygdomme i dansk journalistik’.

En klassiker om medierne Anker Brink Lunds ’Den redigerende magt’ er stadig – otte år efter udgivelsen – en solid grundbog i, hvordan medierne faktisk fungerer. TØGER SEIDENFADEN, ANSVH. CHEFREDAKTØR, POLITIKEN

BOGANMELDELSE Anker Brink Lund: Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse, Magtudredningen, Aarhus Universitetsforlag, 2002, 225 sider.

t genlæse ’Den redigerende magt’ otte år efter bogens første offentliggørelse er først og fremmest en påmindelse om, hvor lidt og hvor dårlig medieforskning der dengang fandtes her i landet. Selv om vi mediepraktikere stadig brokker os over, at medieforskerne udtaler sig i øst og vest og uden forståelse for de faktiske forhold i ’jernindustrien’, så er situationen her ved begyndelsen af 10’erne usammenlignelig med det forskningsmæssige landskab, Anker Brink Lund dengang tog udgangspunkt i. I dag kan der føres en reel – og for begge parter nogenlunde meningsfuld – dialog om, hvad der foregår i branchen. Ikke at der ikke igennem hele det 20. århundrede blev skrevet en masse pressehi-

A

storie, og ikke at perioden fra 1960’erne til 90’erne ikke var præget af livlige debatter om medieforhold. Men Anker Brink Lund kunne ikke desto mindre med stor ret indlede sin bog med at konstatere, at myter og normativ teori uden udspring i mediernes egen virkelighed dengang langt dominerede over forskningsbaseret eller bare nogenlunde analytisk afklaret indsigt. Dermed være også sagt, at ’Den redigerende magt’ i sit grundlæggende anslag og indhold holder den dag i dag. Der er tale om en analytisk klar og empirisk velfunderet grundbog i, hvordan medierne faktisk fungerer, der samtidig formår at holde så meget snor i både offentlighedsteori og andre normative (demokratiske) tilgange til emnet, at fremstillingen ikke kun er nogenlunde retvisende – den er også interessant. Uden at have kendskab til hele den nu tilgængelige litteratur på dansk ville jeg stadig trygt anbefale ’Den redigerende magt’ som en solid indføring i, ’hvordan det faktisk foregår’ i nyhedsinstitutionen, især naturligvis når det gælder den politiske journalistik og samspillet med de autoritative kilder på Christiansborg lokalt, og når det gælder EU-spørgsmål. Samtidig er bogens store styrke, at den støtter sig til solid empiri: indholdsanalysen af ’Nyhedsugen’ samt tre grundige case studies af fokusjournalistik. Nyhedsugestudiet er noget af det bedste, der nogensinde er overgået branchen – ikke kun

på Forlaget Ajour, der udkom sidste år. Ud over at registrere, at netmedier nu er slået igennem, og at antallet af gatekeepers dermed er udvidet til også at omfatte TV 2 News og de store morgenavisers nyhedssites, er opdateringen fuld af relevante og veldokumenterede iagttagelser af den digitale revolution, der har været det store dyr i åbenbaringen i 00’erne, og som modsat gratisaviserne, der mest var – dyr – støj på linjen, vil sætte dagsordenen i mange år endnu.

fordi det bekræfter, hvad man som avisredaktør godt vidste, nemlig at morgenaviserne i særdeleshed og aviserne i al almindelighed stadig udgør den journalistiske grundstamme i landet, men først og fremmest fordi den gør det muligt at diskutere på basis af facts i stedet for følelser og mytologier om, hvad der over tid fylder mest og mindst i medierne. Og Anker Brink Lund har med påskønnelsesværdig konsekvens netop sørget for en opdatering af de nu ti år gamle data i form af ’Hvor kommer nyhederne fra?’

HVOR TOG Anker Brink Lund fejl i 2002? At der stadig – og især i rutinejournalistikken – er tale om en »institutionaliseret magtbalance mellem ligeværdige partnere i skiftende alliancer«, kan der nok ikke sættes spørgsmålstegn ved. Men fremadrettet anså bogen hovedudfordringen for at være journalisternes lidt for store mulighed for at fratage politikere og centraladministration nogle af deres privilegier som autoritative ordstyrere i det offentlige rum. For mig at se er det gået helt omvendt: Udviklingen i 00’erne har understreget de politiske partiers fortsatte dominans over dagsordenen i Danmark. Medierne skal virkelig tage sig sammen for at udfordre den dagsorden, partierne – eller bare de toneangivende af dem – etablerer. Det fænomen kunne Anker Brink Lund godt tage fat på ved lejlighed. Han er jo ikke kun medieforsker, men også noget langt finere: politolog.

35


Eksperten afkræves svar:

Hvorfor dit Hvorfor dat Anker Brink Lund optræder ofte som medieekspert . Men han hader, når en journalist blot ringer for at få fyldt et hul på tre linjer. Og tv undgår han helt. Vi spørger eksperten om mediernes brug af eksperter. interview

man ofte vil lede efter to eksperter, som er uenige. Når der er mange eksperter, der for eksempel mener, at klimaet er menneskeskabt, så er der også flere til at dele citationen. Der er ikke så mange på det andet talested. Der kan også være den simple forklaring, at den ekspert, der har en ledig plads i meningsmarkedet, alt andet lige får flere citationer. Journalisten er interesseret i en vinkel, mere end i en forklaring – det skal tilføres troværdighed, ethos!«.

»Der er jo en slags arbejdsdeling. Jeg er stort set aldrig i tv, for eksempel. Og det er jeg ikke, fordi der har jeg ingen som helst styr på, hvad jeg bliver brugt til. Jeg har nogle gange oplevet, at der er blevet brugt 15 sekunder af mig i en historie, som er vinklet helt anderledes end det, vi havde talt om i forvejen, så tv holder jeg mig fra. Der er en arbejdsdeling her. Jeg elsker for eksempel radio og er mere tilbøjelig til at sige ja til radioen end til fjernsynet«.

Hvad er det mest typiske spørgsmål?

Siger du, at tv misbruger eksperterne?

»Det er: »Hvad sker der, hvis….«. Det er ofte hypotetiske spørgsmål, som jeg så vidt muligt forsøger at undgå. Så finder der jo en forhandling sted, hvor jeg siger: »Hvad er vinklingen her?«, og i 8 ud af 10 tilfælde prøver jeg at hjælpe journalisten med at finde en, der ved mere om det end mig selv. Min grundholdning er, at jeg ikke udtaler mig om ting, jeg ikke mener at have forstand på. Så bliver der nogle gange lidt stille i den anden ende. Som regel respekterer journalisten det, og da jeg hører til dem, der ikke behøver at blive eksponeret mere end højst nødvendigt, så kan man faktisk godt tillade sig at sige, at dette her ved jeg ikke noget om. Dette her har jeg ikke forsket i, men jeg kender X eller Y, som jeg tror, du vil have mere fornøjelse af at tale med. Det synes jeg er den mest ærlige og redelige måde at gøre det på«.

»Nej, tv rendyrker en bestemt form for ekspertise. Tv er et svært medie, hvor det er svært at bevare troværdighed og vidensformidling. Jeg tror, det er derfor, at journalister netop dér har en tilbøjelighed til at interviewe hinanden som eksperter, fordi de eksperter, man får ind, enten ikke er til at styre på en hel tønde land, eller også har de faktisk besluttet, at dette her gider de ikke at spilde deres tid på. Folk som Henrik Qvortrup og Ask Rostrup er jo ikke bare vidende om deres eget stofområde, men de er også eksperter i fjernsyn. Blandt andet i kraft af, at de er ansat der. Det, der driver en ekspert, er jo bl.a. et ønske om at oplyse om sin egen viden – og måske i nogle tilfælde også et ønske om at skaffe sig nogle flere forskningsbevillinger, hvor opmærksomheden er det interessante. Men for tv’s egne eksperter er det jo ba-

LASSE JENSEN vad er din forklaring på mediernes masseanvendelse af eksperter i de senere år, Anker Brink Lund?

H

»Det er nemt. Og det giver som regel også en slags pondus til artiklen, så jeg tror, man må forklare det med … ikke så meget en leden efter viden, men det er i virkeligheden også efter holdninger. Det, man efterspørger, er i virkeligheden holdninger, som journalisten så ikke selv behøver at udtrykke«. Vil det sige, at hvis du laver en analyse, så vil journalisterne hellere have en mening, en holdning?

»Ja, det kan man godt sige. Hvis man prøver at fortælle dem, hvordan verden hænger sammen, så vil man ret hurtigt opdage, at det forsvinder fra artiklen, og det, der kommer til at stå tilbage, er, at man mener noget. Det er også derfor, jeg er blevet meget mere forsigtig med at udtale mig«. Hænger det sammen med medieudviklingen – altså at eksperter erstatter journalister med et fagspeciale?

»Det tror jeg er rigtigt. I hvert tilfælde forventes man også i mange tilfælde at skulle være researcher. Først er man sådan en researchmaskine, man henter viden i – og så skal man sætte sagen på plads. Som en amerikaner engang sagde om journalisterne, at de vil helst have one-armed scientists. Ikke noget med på-den-ene-side og så på-den-anden-side. Nej, det skal være kontant og citerbart«. Bjørn Lomborg er den mest citerede ekspert på klimaområdet i danske landsdækkende dagblade. Og han befinder sig vel i gråzonen mellem eksperter og holdningsmennesker. Er grunden til det, at han repræsenterer et klart og kontroversielt synspunkt?

»Han repræsenterer jo modsynspunktet, og det er også en del af forklaringen, fordi

36

Jeg har lagt mærke til, at næsten ligegyldigt hvem der anvendes som kilde i disse sammenhænge, så får de betegnelsen ’eksperter’?

»Begrebet eksperter er jo en ubeskyttet titel! Men ofte er det vel en, der har en eller anden form for akademisk eller anden viden, som lægmand ikke har. Jeg tror, man skal skelne mellem specialister – og dem er der faktisk ikke ret mange af, der udtaler sig, for de ved formodentlig for meget om emnet – og så nogle allround-eksperter. Altså folk, der kan sætte ting i sammenhæng. Så begrebet ekspertise er flydende. Det er ikke specialister, man går efter«. Der er en anden slags eksperter, som har vundet stort indpas i de senere år. Det er mediernes egne folk. Journalister – oftest politiske redaktører – som næsten dagligt optræder på skærmen eller i spalterne for at forklare og analysere. Henrik Qvortrup på TV 2, Ask Rostrup på DR.

Landets mest citerede medieekspert I december 2009 blev Anker Brink Lund interviewet til P1’s ’Mennesker og Medier’. Indslaget blev klippet ned og brudstykker af det brugt i en debat om mediernes stigende brug af eksperter. Programmets redaktør, Lasse Jensen, talte med Brink Lund, fordi han i 2009 var den mest citerede medieekspert i dagbladene. Selv forklarede han, at denne topposition formentlig primært skyldes, at han i 2009 var ophavsmand til to store publikationer. Den store mediestøtterapport og forskningsrapporten om ’Nyhedsugen’.

re en del af deres arbejde. Det er deres brand. Det, de lever af at gøre, hvorimod vi andre kan tillade os at sige nej, for vi er ikke på kontrakt«. Du nævner selv, at nogle eksperter optræder i medierne, fordi det er en fordel for dem selv – for deres egen virksomhed. Gælder det også for dig?

»Ikke for mig personligt, men for min virksomhed, altså CBS Copenhagen Business School, som du altid skal nævne, når du præsenterer mig. For dem er det faktisk så vigtigt, at det indgår som en del af vores succeskriterier. Der er nogle universiteter i Danmark, hvor man giver løntillæg med henblik på, at folk udtaler sig og dermed profilerer virksomheden. Formodentlig i forventningen om, at det rekrutterer flere studerende. Jeg er nu ikke sikker på, at det er rigtigt, men så længe man tror på det … jo, det betyder noget. Der er et element af handelsvirksomhed i at være ekspert i medierne. Du får noget opmærksomhed osv. Til gengæld er der også en pris. Hvis du udtaler dig uden for dit eget fagområde, så kan du bande på, at dine kolleger nok skal komme og fortælle dig, at »nå, du var nok i fjernsynet i går…«. Der er i overført betydning både nogle positive og negative ’indkomster’ ved at udtale sig«. Hvilken konsekvens har den stigende brug af eksperter for journalistikken? Svar bare, selv om det ikke er forskningsbaseret …

»Jeg mener, det fremmer en bestemt form for dovenskab, som i virkeligheden er, at man ikke selv researcher sagerne, og at man til dels også bliver meget afhængig af en særlig type af ekspertise, som er i stand til at oversætte viden til slagord eller også til views, altså til holdninger. Journalistikken har ikke fået styrke af det. Hvis man brugte eksperterne mere som baggrund – og det er her, hvor jeg bruger ret meget tid på journalister, som ikke nødvendigvis får et citat, men får at vide, hvordan jeg mener, verden er skruet sammen – er det nyttigt. Men når man nogle gange ringes op, og det er tydeligt, at journalisterne allerede har vinklet historien, de ved ikke så meget om … de er heller ikke så interesserede i at researche historien ihjel – men der er et ’hul’ i historien på de tre linjer, hvor jeg så skal sige noget, der helst skal understøtte vinklen. Det er ikke godt. Hverken for ekspertens troværdighed og eller for mediernes«.


ANKER BRINK LUNDS FØRSTE BIL. Privatfoto


Et udvalg af Anker Brink Lunds forskningsbaserede publikationer Magten over Danmarks Radio. Forlaget PubliMus, 1976 (2. oplag 1977, 3. oplag 1979). Kommunikation mellem myndigheder og borgere i Danmark. Politica, 1977. Informationsbehov og lokalsamfund. Danmarks Radios Forskningssektion, 1980. Fagre Elektroniske Verden – Medierne og den ny teknik. Forlaget Fremad, 1981. (Med Robin Cheesman og Oluf Danielsen) Regionalradio i Danmark: Sammenfatning og perspektiver. Danmarks Radios Forskningssektion, 1981 (Med Olga Linné og Erik Nordahl Svendsen) Mediehåndbog – om at bruge presse, radio og TV. Forlaget Fremad, 1982. Televisioner – fremtidens mediesamfund. Teknisk Forlag, 1983 (2. oplag 1984). (Med Ole Prehn og Jørgen Poulsen) Habermas i hovedet og Gallup på papiret – Undersøgelse af informationsbehov. I: Det ukendte publikum – Nye metoder i medieforskningen. Hans Reitzels Forlag, 1986. Involving Stakeholders in Technology Assessment. I: Technology Policy in Denmark. New Social Science Monographs, 1989. Det sunde liv – hvem er det godt for? Komiteen for Sundhedsoplysning, 1990. (Med Henriette Buus) Radioens P1 – vurderet af lyttere og DR-medarbejdere. Danmarks Radios Forskningssektion, 1992. (Med Anne Tortzen) Using Persuasion Research for Convincing HIV/ AIDS Prevention. ENPHAC, 1994. (Med Marianne Ulldal Jepsen) Lokale og regionale dagblade – morgen eller eftermiddag? Danske Dagblades Forening, 1996. (Med Jørgen Poulsen) Reactions to Health Education among Men. Health Education Research, 1996. (Med Lucette Meillier og Garjo Kok) Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. Munksgaards Forlag, 1997. The Backpack Function of Health Education. Science Communication 1997. (Med Lucette Meillier og Lars Ulrik Gerdes). Crisis Management in Danish Journalism. Nordicom Review, 1998. Journalistik og akademisk (ud)dannelse. Ny Viden, 1999. Den offentlige debat – mål, middel eller mantra? Forlaget Fremad, 1999. (Med Maja Horst). Öffentliches Krisenmanagement und kollektive Meinungsbildung. Publizistik, 2000. (Med Roy Langer). Målsættende ledelsesretorik i Danmarks Radio. I: Æstetisk kommunikation. Handelshøjskolens Forlag, 2000. Først med det sidste – en nyhedsuge i Danmark. Forlaget Ajour, 2000. Statens information: Fra borgerlig offentlighed til kampagne-demokrati. I: Regering og embedsmænd. Om magt og demokrati i staten. Systime, 2000. Researching Journalistic Food-Chains. Nordicom Review, 2001.

40

Den påklædte journalist. Efterskrift til Niels Ufer: Den nøgne journalist. Ajour, 2001. Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse. Folketingets Magtudredning: Aarhus Universitetsforlag, 2002. Kriminalitet i danske massemedier. Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 2003. Standhaftige dagblade. I: Dansk Mediehistorie. Samfundslitteratur, 2003. Mediesociologi. I: Sociologi – en grundbog til et fag. Munksgaard, 2004. Fagpressen i den journalistiske fødekæde. Danske Specialmedier, 2005. Mediemagt i Norden – et komparativt perspektiv. Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift, 2005. Strategisk kommunikation. I: Modernisering av offentlig sektor. Universitetsforlaget, 2005. Domesticating the Simpsons – Four Types of Citizenship. Politik, 2006 Making Room for Pluralism by Re-Defining Journalism. The International Journal of Communication Ethics 2006.(Med Gitte Meyer) Forandringsledelse og journalistisk kvalitet. Journalistica 2006. Medierna och yttrandefriheten. Demokratirådet: SNS Förlag, 2007. (Med Olof Petersson, Eivind Smith, Lennars Weibull. Change Management in News Organizations. In: Strategic Management in the Media Industry. Sage, 2008 Valgkampens politiske kommentatorer. Tidsskriftet Politik, 2008. (Med Peter Bro) Television Diversity by Duopolistic Competition and Co-Regulation. International Communication Gazette 2009. (Med Christian Edelvold Berg) Media System, Public Knowledge and Democracy: A Comparative Study. The European Journal of Communication 2009. (Med James Curran, Shanto Iyengar & Inka Salovaara-Moring) Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark. Rambøll Management, 2009. (Med Preben Sepstrup, Kasper Lindskow, Christian Enevold Berg, Henrik Stener Pedersen) Multimediale udfordringer for Skandinavisk Public Service. Nordicom Förlag, 2009. (Med Lars Nord & Johann Roppen) Hvor kommer nyhederne fra? Den journalistiske fødekæde i Danmark før og nu. Forlaget Ajour, 2009. (Medredaktører: Ida Willig & Mark BlachØrsten) Polarisation of the Public Debate on Climate Change. In: Earth on Fire. Alfa. 2009. (Med Gitte Meyer)

Desuden har Anker Brink Lund skrevet anmeldelser i fagtidsskrifter, konferenceoplæg og journalistiske artikler, blandt andet for Morgenavisen Jyllands-Postens ’Varme Linje’ 1971-74, Østjyllands Radio og Orientering på P1 1975-80, Det Fri Aktuelt 1995-97, Weekendavisen 1998-2000, Morgenavisen Jyllands-Posten 2000-04 og for Berlingske Tidende siden 2005.


Privatfoto

Født i Brørup Flytter til Århus Indskrives på Rosenvangsskolen i Viby J. Indmeldes i fodboldklubben AGF Redaktør af skolebladet Kaktussen Medarbejder ved ungdomsmagasinet Trafikanten Indskrives på Viby Amtsgymnasium AFS-udvekslingsstudent i Los Angeles High School Diploma fra U.S. Grant High School Nysproglig student og derefter indskrevet ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 1971: Spinatfugl ved Jyllands-Postens ’Varme Linje’. 1972: Undervisningsassistent i samfundsfag ved Handelshøjskolen. 1973: Instruktor i politisk idéhistorie ved Aarhus Universitet 1974: Tilvalgsfag fra Danmarks Journalisthøjskole. 1975: Freelancer ved Østjyllands Radio og Orientering på P1. 1976: Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet 1976: Adjunktvikar i komparativ politik ved Aarhus Universitet 1977: Amanuensisvikar i mediekundskab ved Danmarks Journalisthøjskole og projektansat ved Danmarks Radios forskningssektion samt kredskoordinator ved Nordisk Sommeruniversitet. 1978: Adjunktvikar ved kommunikationsuddannelsen på Roskilde Universitetscenter 1980: Lektor i videnssociologi, organisationssociologi og informationssociologi ved Roskilde Universitetscenter 1982: Studieophold i Los Angeles og Boston 1983: Bevilling fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd til forskningsprojektet Helsetjenestens Anvendelse af Computerassisterede Kommunikationsmidler (Hacker-projektet) 1984: Gift med Henriette og far til Bjarke 1986: Bevilling fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd til forskningsprojektet Retrospektiv Teknologivurdering af danske cases fra sundhedssektoren (Finsen-projektet) 1987: Far til Terkild 1994: Koordinator af EU-Kommissionens netværk for forskning i forebyggende sundhedskommunikation (ENPHAC) 1998: Dr.phil. ved Roskilde Universitetscenter og derefter gæsteprofessor ved Handelshøjskolen i København 1999: Professor i mediesociologi og offentlighedsanalyse ved Institut for Journalistik, Syddansk Universitet – herunder dansk repræsentant i forskergruppen om Media Society around the Baltic Sea og bevilling fra Folketingets magtudredning til forskningsprojektet Den redigerende magt i Danmark 2000: Medlem af forskningsledelsen ved det tværvidenskabelige grundforskningsprojekt Modinet (Medier og Demokrati i Netværkssamfundet) 2003: Forskningsbevilling fra Europaparlamentet til komparativ analyse af valgkampdækningen i udvalgte EU-lande 2004: Medlem af Statsministeriets udvalg vedr. Dagspressens Finansieringsinstitut (Betænkning nr. 1445) 2005: Professor i medieledelse ved International Center for Business and Politics, Copenhagen Business School 2006: Mediesagkyndig bidragyder til Folketingets udredning af offentlig mediestøtte i Danmark, medlem af Euromedia Research Group og bevilling fra Forskningsrådet for Kommunikation og Kultur til projektet Media Content and Public Knowledge (i samarbejde med Stanford University Research Fund & The British Economic and Social Science Research Council) 2007: Leder af Projekt Kommunernes Kommunikation finansieret af Kommunernes Jubilæumsfond og Direktør Aase og Ejner Danielsens Fond 2008: Årets erhvervsforsker i kommunikation og kultur udpeget af Danmarks Erhvervsforsker Akademi (DEA) 2009: Leder af Projekt Nyhedsuge 1999-2008 finansieret af Danske Dagblades Forening, Specialmedierne og Ugeaviserne

Privatfoto

1950: 1952: 1956: 1957: 1962: 1965: 1966: 1967: 1968: 1970:

Privatfoto Foto: Lisbeth Thorlacius

Højdepunkter fra Anker Brink Lunds liv

Anker


Efterskrift: Verdens mest ens journalister. Anker Brink Lund har i årtier været med til at uddanne danske journalister. Men det er ikke ham, der har fastlagt rammerne for undervisningen. Det har politikerne – og ikke mindst den magtfulde ’Braaanccche’. Vi kaster et kærligt-kritisk blik på den monopolistiske danske journalistuddannelse, der blandt andet er kendt for en rekordlang praktikordning. IDA WILLIG OG LASSE JENSEN, FESTSKRIFTREDAKTØRER

olk, der har forsket i journalistuddannelser verden over, har ikke set noget, der ligner den danske. De noterer sig, at Journalisthøjskolen har haft monopol på uddannelsen af journalister i det meste af det 20. århundrede. De noterer sig (med forundring), at Danmark ikke tilbød journalistik på et eneste universitet før 1999 (mere end 100 år efter USA). Og de bemærker, at journalister bliver uddannet meget ens i Danmark. Også nu – ti år efter at både Syddansk og Roskilde Universitet begyndte at uddanne journalister. Uddannelserne ligner hinanden, fordi de alle sammen inkluderer mellem 12 og 18 måneders praktik, og fordi en stor del af tiden før praktikopholdet går med at forberede det. Andre lande har ikke en enkelt model for journalistuddannelse – tværtimod.

F

42

Man kan tage et håndværkskursus og kombinere det med praktik. Man kan også blive journalist efter en universitetsuddannelse, som ikke nødvendigvis behøver at være journalistik. Man kan også blive journalist uden formel uddannelse, f.eks. ved at bevise sine evner for faget på en redaktion som student eller frivillig. Men det er sjældent, at udlandets journalistspirer er underkastet et krav om obligatorisk praktik.

Tre uddannelsesinstitutioner Hvorfor ser den danske journalistuddannelse så ud, som den gør? Det korte svar er, at det gør den, fordi de virkelige magthavere i dansk journalistik er ’BRANCHEN’. Der er selvfølgelig både et Undervisnings- og et Forskningsministerium, men når det kommer til den overordnede arkitektur og ledelse, er det ’BRANCHEN’, der sidder tungt på journalistuddannelsen herhjemme. På SDU har ’BRANCHEN’ en dominerende plads i den såkaldte styrelse. Sådan en er der ingen andre centre, institutter eller fakulteter på SDU, der har. De har såkaldte aftagerpaneler, der skal sikre sammenhængen mellem det akademiske og virkeligheden. I princippet skal journalistikstyrelsen på Syddansk Universitet kun rådgive. De må faktisk ikke beslutte noget, fordi det ville være imod den grundlæggende idé og lovgivning om frihed og uafhængighed til at forske og undervise. Men i praksis har styrelsen meget stor indflydelse på f.eks. ansættelse af centerlederen. Så svært er det ikke for bestyrelsen for Danmarks Journalist- og Mediehøjskole. Den både ansætter og afskediger og udstikker økonomiske rammer. Formanden er Lisbeth Knudsen, der er administreren-

de direktør og chefredaktør for Berlingske Media. Denne bestyrelse besluttede f.eks. for et par år siden at gå imod det flertal af undervisere, der ønskede en sammenslutning med Aarhus Universitet. Bestyrelsen valgte i stedet at fusionere med Den Grafiske Højskole. Det havde den fordel, at man forblev under Undervisningsministeriet, hvor der ikke eksisterer de begreber som akademisk frihed og uafhængighed, som Forskningsministeriet opererer med. På Roskilde Universitet har man ikke

Journalistuddannelse Når man forsker i journalistik og medier kommer man ikke uden om journalisterne. Og dem har Anker Brink Lund været med til at uddanne. Han underviste i mediekundskab på Danmarks Journalisthøjskole i 1970’erne, i faglig formidling på RUC’s ikkejournalistuddannelse i 80’erne og fra allersidst i 90’erne på Syddansk Universitet. Her skriver journalist Lasse Jensen (født 1946 og mesterlærling fra 1968) og Ida Willig (født 1971, ph.d. i journalistik og lektor på RUC) om uddannelsen af journalister i Danmark – en historie blandt andet om et meget tæt forhold mellem producenter og aftagere af journalister.

nogen be- eller styrelse. Man har et kompetencepanel med begrænset indflydelse. På RUC har man konstateret, at man aldrig har haft problemer med at skaffe praktikpladser – heller ikke før Kompetencepanelets eksistens. Branchens sult efter praktikanter er til at tage og føle på. Adskillige danske redaktioner ville være ilde stedt uden en hærskare af sultne, energiske og lavt betalte journalistpraktikanter. De tætte, varme og konstruktive forbindelser med branchen er historisk betinget. Fag- og magasinpressen, aviserne og Journalistforbundet sad i årevis på det hele i Århus. De sørgede for eksempel for, at truende nymodens opkomlinge som radio og tv for eksempel først fik stemmeret, da bestyrelsen afløste Uddannelsesrådet i 1996. Uddannelse i tv-journalistik blev kun langsomt og modstræbende indført, mange år efter at tv var blevet et dominerende nyhedsmedie.

Tre faser Kort fortalt – og journalistisk skarpvinklet – er der tre faser i dansk journalistuddannelseshistorie: mesterlærefasen, monopolfasen og magister med praktik-fasen. Frem til 1971 var journalistuddannelse i Danmark en mesterlæreuddannelse, hvor hovedparten af uddannelsen foregik på redaktionerne i en mere eller mindre struktureret form. Senere blev der udbudt kurser ved det nyoprettede journalistkursus ved Aarhus Universitet, som så blev til Journalisthøjskolen, hvor mesterlærlingene indtil 1971 skulle gennemgå et obligatorisk 2 gange 3 måneders kursus.


I 1971 blev mesterlæren afskaffet og erstattet af en fireårig journalistuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole, der blev en selvejende institution under Undervisningsministeriet. Uddannelsen bestod dengang som i dag af både skoleophold og praktikophold. I 27 år skulle man flytte til Århus og gå i monopolskolen for at blive autoriseret journalist. Men så begyndte politikerne – specielt den radikale Marianne Jelved – at bekymre sig over, hvad de så som en ensretning af journalistikken, angiveligt som følge af Journalisthøjskolens monopol. Der skulle konkurrence til, så i 1998/1999 begyndte en ny fase: akademiker med praktik. SDU oprettede en bacheloruddannelse, og RUC oprettede en kandidatuddannelse; ikke som rene akademiske uddannelser, men som akademiske uddannelser med branchereguleret optag og brancherettet praktikordning. Trods monopolbruddet fastholdt branchen sit overopsyn med uddannelserne i langt højere grad end andre branchers indflydelse på andre uddannelser.

Systembevarende konservatisme De to nye universitetsuddannelser skabte en ny generation af journalister, der ikke delte skole, lejligheder og fester i Århus. Men spørgsmålet er, hvor meget de to nye uddannelser har eller vil ændre fremtidens journalistkultur. Mindst tre forhold tyder på, at kulturen ikke vil ændre sig meget, men at den grundlæggende dynamik i feltet er konserverende.

For det første er uddannelserne – sammenlignet med uddannelserne i udlandet – meget ens. Alle danske journalister skal lære de samme grundforudsætninger (f.eks. nyhedstrekanten og vinkling), og de skal mindst 12 måneder i praktik For det andet betyder den lange praktik – sammenlignet med praktik i udlandet – en meget stærk socialisering til branchens normer allerede under uddannelsen. Måske ankommer praktikanterne med forskellige erfaringer og kompetencer til praktikpladsen, men der går ikke lang tid, før det er svært at se forskel på, om det er en DJH’er, en SDU’er eller en RUC’er. Det er ikke så mærkeligt. Praktiktiden handler i høj grad om at forme praktikanterne, så de performer godt på nyhedsfabrikken. For det tredje møder de nyuddannede journalister et stigende konkurrencepræget arbejdsmarked. Mediernes økonomi er efter en række gyldne år i 1980’erne og 90’erne stærkt presset. Det betyder, at fastansættelser ikke hænger på træerne – et stigende antal nyuddannede journalister tvinges i dag ud i tidsbegrænsede stillinger eller må klare sig som freelancere. Det fremmer en mere konform og konserverende kultur. Har man været heldig at få ansættelse på en seksmåneders kontrakt efter sit praktikophold, vil de fleste gøre det, de bliver bedt om, og ikke prøve at revolutionere branchen med de nye

teorier eller ideer, de har lært på universitetet. ’BRANCHEN’ skaffer og betaler for verdens længste og bedst betalte praktikpladser for journaliststuderende. Derfor er den naturligvis en del af systemet. Uansvarlige folk hævder ofte, at energiske, ambitiøse og kompetente journaliststuderende til en tredjedel af en normal journalistløn hver dag sørger for, at adskillige danske medier – fra TV-avisen til Information – overhovedet kan udkomme. Det er – naturligvis (eller måske) – tom snak. I et interview i ’Mennesker og medier’ på P1 i april 2008 sagde professor Jørn Henrik Pedersen, SDU-journalistuddannelsens grundlægger og første leder: »Journalistikken som uddannelse har jo adskilt sig fra stort set alle andre uddannelser derved, at den har været meget, meget stærkt påvirket af, for ikke at sige styret, af branchen. Jeg kan huske, da jeg i starten lærte et udtryk. Det hed: Braaanccchen. Og man hørte altid om braaanccchen, der mente det ene og det andet. Det er jo meget meget usædvanligt, at man på den måde sidder på uddannelserne. Jeg oplevede ikke mindst i den tidlige fase, hvor vi gik i gang med en ny uddannelse, en voldsom skepsis over for, at nogen ville prøve at gøre det på en anden måde, end man havde været vant til, og som måske havde en lidt mere uaf-

hængig status. Men ikke mere uafhængige, end at vi jo var bundet til, at vores studerende skulle ud i praktik osv. En stærk branchepåvirkning er et konserverende element. Det er sjældent, at nye tanker fostres i brancherne, og her taler jeg ikke specielt medierne; det gælder hele vejen rundt. Nye tanker skal på en eller anden måde komme udefra ...«. Branchens dominans sikrer også – naturligvis i kun i teorien – at uddannelsen ikke skejer ud, at de rigtige folk blive ansat, og at uddannelsen ikke skaber vidende, men verdensfjerne ballademagere. Formålet har helt sikkert haft til formål at skabe verdens bedste journalister, men måske er de kommet til at skabe verdens mest ens journalister. Branchens stærke indflydelse på journalistuddannelsen er et fint system, der fastholder tætte og tillidsfulde relationer mellem uddannelse og erhvervsliv. Et system, der har produceret journalister i årevis til branchens fulde tilfredshed. Branchen er bare ikke branchen mere, og det er medierne heller ikke. Folk elsker nyheder, men de vil bare ikke betale for dem, så der kæmpes med næb og kløer for at finde forretningsmodeller, der kan sikre mediernes – og journalistikkens – overlevelse.

43


Et afsluttende alvorsord fra vores sponsor:

Takt

Tone eller

i medieverdenen Medierne er her ikke for at tjene penge. De tjener penge for at kunne være her. LARS MUNCH, ADMINISTRERENDE DIREKTØR, JP/POLITIKENS HUS

edievirksomheder – bladhusene ikke mindst – har rationaliseret en del de seneste år. Ve den dagbladsdirektør, der ikke har kunnet vise sin handlekraft ved nedskæringer, lukninger, opnåelse af synergier, indførelse af lean, mean og meget andet gøgl. Spørgsmålet er, om det går den rigtige vej. Spejler vi i virkeligheden vore medievirksomheder i et ideal, som er hentet i industrien, uden at tænke over, om det er foreneligt med de særlige vilkår, der – heldigvis – hersker i vores andedam? Der er selvfølgelig intet som helst galt med fiskemelsfabrikker og møbelproducenter, assuranceanstalter og vulkanisører, fred være med dem, men det er næppe sådan, at de samme idealer kan gælde overalt. På ethvert anstændigt ledelsesseminar fortæller man hinanden om vigtigheden af at gå i takt, om at have en fælles vision, så enhver med selv den spinkleste løncheck skal kunne fremsige ’mission statement’ klokken 4 om morgenen. Og lykkes det så yderligere at få medarbejderne til at gå i takt, kan den lange march mod bundlinjen begynde.

M

DER ER NOGET HER, der ikke passer til bladhuse og heller ikke bør passe til me-

44

dievirksomheder. Medievirksomheder lever af toner, ikke af takt. Bøvlet har sin særlige vigtige position i den journalistiske virksomhed, og den leder, der konsekvent rydder ud i bøvlet, mister både kreativiteten og originalerne. Det er ikke svært at forstå, at det sker. Det er anstrengende at administrere bøvl, besvær er ikke i høj kurs, og hvem er ikke stolt over at være i stand til at rydde endnu en hindring af vejen. UDEN PENGE GÅR det ikke, og uden overskud på bundlinjen slet ikke. Det siger sig selv. Men måske er en medvirkende årsag til den omsiggribende pengemangel i dagbladsbranchen, at normalisering og ensretning umærkeligt følger med, når man ledelsesmæssigt tror, man har skubbet lidt på fremskridtet. Lidt mere effektiv, lidt mere synergi, lidt mere fælles vision – lidt mindre bøvl. Det eneste ubekymrende ved den sande bekymring er, at her kan man jo begynde med sig selv. Og det vil sige kigge mere end én gang på virksomhedens særpræg og finde ud af, hvad det egentlig er, gode medievirksomheder lever af, og hvorfor vi er her. Vi er her ikke for at tjene penge. Vi tjener penge for at være her. JP/Politikens Hus har bekostet opsætning og tryk af dette festmagasin.


TEORI er, når man véd alt – men intet fungerer.

PRAKSIS er, når alt fungerer men ingen véd hvorfor

HOS OS er og

TEORI

PRAKSIS

nu forenet:

– intet fungerer – og ingen véd hvorfor!

(Plakat på Anker Brink Lunds kontor) Professoren – et journalistisk festmagasin til og om mediemennesket Anker Brink Lund SL-forlagene, 2010, ISBN 978-87-7071-023-7

Profile for Copenhagen Business School

Professoren  

Et journalistisk festmagasin til og om medie- mennesket Anker Brink Lund 60 år februar 2010

Professoren  

Et journalistisk festmagasin til og om medie- mennesket Anker Brink Lund 60 år februar 2010

Advertisement