Issuu on Google+

FOKUS:TAKTIKTID

LIXEN | november 2013 | 15

»Kunsten er at koreografere et interview« Med relanceringen af DR2 fik Deadline-programmet mere end bare et nyt studie. Relanceringen indebar også en genansættelse af den tidligere vært Martin Krasnik. På kort tid har han fået ry for at være intervieweren, man slår sig på. Bare spørg Lars Hedegaard, Annette Vilhelmsen eller Morten Bødskov. I dette interview kommer vi tættere på Krasniks interviewtaktik. Også når det indebærer, at man skal gentage sit spørgsmål 28 gange. fantastisk når det gør.

Carl-Emil Søe

Hvad betyder din research for det succesfulde interview? Den betyder alting. Som vært på Deadline laver jeg ofte lange interview, og jo længere interviewene er, jo mere research kræver det. Et par minutter inde i et langt interview er det ikke særlig forudsigeligt, hvad gæsten vil sige, og så er ens research altafgørende. Jeg har ofte prøvet, at den jeg interviewer, overrasker og svarer anderledes eller offensivt på et spørgsmål. Så bliver man sgu sat hurtigt til vægs, hvis man ikke har sat sig godt nok ind i emnet. Hvis interviewpersonen er mere kvik, fantasifuld eller aggressiv i sine svar, bliver jeg bragt ud på dybt vand uden ordentlig research, og så bliver jeg nødt til at bluffe. Og det går jo ikke at gøre dét for ofte.

Hvad er din taktik for det vellykkede kritiske interview? I mange af de interviews jeg laver, gør jeg mig selv til part. Jeg sætter mig selv i rollen som den interviewedes modpart uanset interviewpersonens politiske farve. Jeg vil gerne gøre op med interviewet, hvor man sidder som journalist og stiller mere eller mindre neutrale hv-spørgsmål. Det laver jeg nærmest aldrig. Jeg er meget bevidst om, at jeg tager rollen som modpart på mig, for det bliver interviewet mest interessant af. Oftest er det meget mere spændende, end hvis den egentlige modpart var til stede i studiet. Det ville jo være nemt nok at hente to fra hver sin politiske fløj ind, men det er sjældent, at der kommer noget spændende ud af det. Det bliver en fuldstændig indøvet dans, som alle kender trinene på, og som ikke er spor overraskende. Der bliver ikke nogen egentlig infight, og modparterne går ikke i kødet på hinandens argumenter. Så er det meget bedre, når jeg gør det, for jeg har ikke noget budskab eller nogen dagsorden ud over at finde hullerne i argumenterne. Forbereder du dig på, hvad gæsten vil svare på dine spørgsmål? Hvis jeg har tid til det, så gør jeg. Så har jeg sammen med en til to andre fra redaktionen haft en dag til at sætte mig ind i stoffet. For eksempel ved at have læst tidligere interviews med interviewpersonen, så vi ved, hvad han vil svare på de forskellige spørgsmål. Kunsten er at koreografere et interview. Så når vedkommende svarer, ved jeg, hvad jeg skal spørge ind til i modløb, og så har jeg også en ide om, hvad han vil svare på det. Det er meget sjældent, det sker, men helt

Hvor lang tid brugte du på at researche til interviewet med Morten Bødskov? Én dag. Vi vidste, at vi skulle have Bødskov ind en dag eller to i forvejen. Det betød, at vi kunne sætte nogle kræfter af. Vi var tre til fire mennesker; der kun researchede på det interview fra formiddagen til aften. Det sker nærmest aldrig. Oftest er det kun mig selv og en akademisk praktikant, og oftest går interviewet først igennem om eftermiddagen, og så har man ganske få timer til research.

Folk savner, at der kommer nogen og sparker hul i den mærkelige boble, der er rundt om den politiske debat i Danmark på tv. Det er oftest så voldsomt forudsigeligt. Man kan sidde og forudse, hvad folk vil sige, inden man har set det. Der var opstået en mærkelig

Hvordan bruger du dig selv i dine interviews? Jeg får masser af kritik for at gå ind og tage en holdning, men jeg repræsenterer bare et standpunkt. Man kan ikke undgå at bruge sig selv som journalist. Sammenlign det med skuespillerne. De ta-ger også noget af dem selv med i rollen. Det prøver jeg også at gøre, når jeg skal agere Claus Hjorts eller Bødskovs modpart. Så spiller jeg vedkommendes politiske modstander. Der bruger jeg mig selv. Mit temperament, sindelag

gerne involveres i en politisk samtale, der er fyldt med temperament og lidenskab. Ballade og gang i den.

Du skrev personligt til Lars Hedegaard om din egen holdning til ham, da du inviterede ham i Deadline. Er det en taktik at skrive personligt til gæsterne? Lars Hedegaard-interviewet var særligt, da jeg havde beskæftiget mig meget med Lars Hedegaard og ytringsfrihedsdebatten som journalist på Weekendavisen, hvor jeg havde været meget aktiv med mine meninger. Så at lade som om, at jeg var fuldstændig objektiv, ville være åndssvagt. Jeg kan ikke se nogen modsætning med at komme med en venlig høflig invitation og så det kritiske interview. Alle journalister vil prøve eller har prøvet at smøre deres kilder for at få interviews. På den ene eller anden måde. Det er jo latterligt at påstå, at det ikke sker. Om man gør det ved at true, smøre,

lokke eller hvad ved jeg. Det afgørende er, at man også gør klart, at det bliver et kritisk interview. Så kan jeg ikke se nogen problemer med hverken at afsløre sin egen holdning eller være mere venlig i invitationen.

I dit interview med Morten Bødskov om offentlighedsloven stillede du det samme spørgsmål 28 gange. Var det et godt interview?

og daglige humør. Hvordan jeg går og har det lige den aften. Det påvirker interviewet utrolig meget. Hvis man som journalist gemmer sig bag såkaldte neutrale interviews og bag lutter åbne hv-spørgsmål, kan jeg garantere for, at den journalist får en røvkedelig karriere.

Hvorfor tror du, at dine interviews har skabt så meget røre?

stilstand, hvor intet bevægede sig. Det var som om, at politikere og journalister bare sad og talte til hinanden. Folk var holdt op med at høre efter. Det kunne ligeså godt have været en anden, men så var det bare mig, der gjorde det på en anden måde, og det skabte noget ballade og ramasjang, og så begynder folk at høre efter igen. Alle vil jo

Bødskov-interviewet, synes jeg, var meget vellykket. Her blev det vist, at mange politikere går ind til interviews om meget vigtige emner uden at have forberedt andet end svar, der rækker tre-fire minutter frem. Det viste sig i forhold til offentlighedsloven, at hverken regeringen eller oppositionen havde gjort sig nogen som helst ulejlighed med at gennemtænke en argumentation,

der kunne forklare den holdning, de havde. Det viste en utrolig arrogant og nedladende holdning til offentligheden, der havde krav på at få en ordentlig forklaring.

Men er der ikke en grænse for, hvor mange gange man kan spørge om en given ting. Man risikerer jo at udstille interviewpersonen? På et eller andet tidspunkt må man jo holde op med at stille det samme spørgsmål, hvis der ikke kommer et svar. Men jeg tror også, at mange tv- og radiojournalister, slet ikke hører, de svar, de får. De har tre til fire spørgsmål skrevet ned, og uanset hvad der bliver svaret til dem, går de videre til næste spørgsmål. Så hvis der er en grænse, bør den rykkes for alt for ofte bliver spørgsmålene ikke gentaget. I Bødskovs tilfælde synes jeg ikke, at jeg udstillede ham. Det gjorde han selv meget fint.

Er det blevet sværere at være journalist? Ja, det er i hvert fald blevet sværere at lave Deadline. Politikerne er blevet professionaliseret i en grad, så det er blevet vanskeligere at bekrige deres vrøvl og bullshit. De er blevet meget mere opmærksomme på, hvad de siger og meget mere nervøse for, at det, de siger, er forkert. De er omgærdet af rådgivere og teknikker. Se eksempelvis Løkke GGGI-sag. Det var helt utroligt at se, hvordan Venstreløjtnanterne undlod at svare på spørgsmålene. Den form for kommunikation breder sig som ukrudt i debatten, og jeg tror, at det er skadeligt for den demokratiske samtale. Samtidig kan politikerne få taletid på langt flere formater end fra otte til ti år siden, hvor Deadline var det eneste program med seriøse lange interviews. Nu er der masser af platforme, hvor politikere kan sidde og ævle bævle, så de behøver ikke også Deadline. Hvem er de sværeste kilder at interviewe? Kunstnere og forfattere er notorisk de sværeste at interviewe. De er så dårlige til at formulere sig på andre måder end den måde, de formulerer deres kunst på. Jeg synes ikke, at politikerne er de sværeste. De er bare de klart mest professionelle Og man kan hele tiden se, at de lærer nye teknikker. Det er nærmest ynkeligt at se. ’Nå, nu har Anette Vilhelmsen været på et kursus i det og det’. Det er sgu næsten til at græde over.

Hvilke gode råd har du at give videre? Du skal være så klog, at du kan tænke selv. Så du kan gennemskue det bullshit, der kommer fra politikerne. Det kræver fandme, at man ved noget selv. Man skal have erfaring, for jo mere man kender til tidligere politiske sager, retoriske kneb og politisk sprog, jo mere kan man sammenligne med, og jo mere kan man gennemskue. csoee12@student.sdu.dk


November Martin Krasnik