{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1

Mathias Botfeldt & Emil Blichfeldt

”Ørgh!” sagde Ran, da en stor klo løftede ham i nakkehuden. En kæmpe, pansret skikkelse gled frem fra en skygge. ”Jaaa, hvorfor så hemmelighedsfuld, snegledreng? Laver du nu igen forbudte sager?” ”Ørrrgh,” stønnede Ran igen. ”Det var en dårlig forklaring. Giv mig en god grund til ikke at afklippe dine usle tentakler?” *

9 788793 728141

REJSEN TIL CRUSTACIA – BOG 1

Pigen Sani vågner i en mærkværdig verden fyldt med snegle- og krebsdyr-lignende væsener. Hun kan ikke genkende denne verden og hun kan heller ikke huske, hvor hun kommer fra. Sammen med snegledrengen Ran rejser hun mod storbyen Crustacia for at opklare mysteriet om sin fortid, men de er ikke alene på deres rejse, og det vil kræve al deres snilde ikke at falde i kløerne på den berygtede Shakbat og hans slæng.

Mathias Botfeldt & Emil Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA

BOG 1


Rejsen til Crustacia – Bog 1 Tekst: © Mathias Botfeldt og Emil Blichfeldt 2020 Illustrationer: © Mathias Botfeldt 2020 Redigering: Jonas Wilmann Korrektur: Camilla Friis 1. udgave, 1. oplag Bogen er sat med Effra Regular Grafisk opsætning: www.mathiasbotfeldt.com ISBN: 978-87-93728-14-1 Bogen har fået støtte fra Tegnerforbundet af 1919 www.tegnerforbundet.dk


Mathias Botfeldt og Emil Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA BOG 1


Kapitel 1: Transformation Solen skinnede gennem den beskidte rude og fik støvfnug til at bevæge sig, som blev de fanget af usynlige vinde. Pigen blinkede, satte sig op og trak det grove tæppe til side. Hun gned søvnen ud af øjnene og nød det skarpe lys. Hun kunne høre fodtrin uden for døren. Med en knirken gled den slidte dør op, og en dreng kom ind i værelset. ”Godt, du endelig er vågen, lillesøster.” Pigen missede med øjnene i det skarpe lys. Har jeg virkelig en storebror? Hvorfor kan jeg ikke huske det? Drengen kom tættere på, og pigen skreg. 4


6


Hun krabbede sig baglæns hen i sengens hjørne. Drengen havde blålig hud og følehorn i stedet for hår – men værst af alt: Hans øjne sad på stilke. Han lignede en blanding mellem snegl og menneske. ”Du er et monster!” sagde hun forbløffet. Snegledrengen sukkede og lod skuldrene synke. ”Jeg er din bror og ikke et monster. Jeg ser bare anderledes ud, end du husker.” Snegledrengen slog ud med sine tentakelarme. ”Du er blevet ramt af transformationen. Det er derfor, du ikke kan huske noget.” Pigen svarede ikke. Hun holdt bare vejret og stirrede der, hvor hans hænder burde være. Han havde ingen. Ud af hans ærmer kom bare lange tentakler. Hurtigt så hun ned på sine egne hænder og sukkede lettet. De var helt normale hænder. Det mente hun i hvert fald. Hun lod dem glide over sit ansigt og hår. Alt føltes, som det skulle. Men hvordan så hun ud? Hun spejdede rundt i rummet. 7


Snegledrengen opfattede med det samme, hvad hun søgte, og hev noget op af sin rygsæk. En halskæde med en gylden medaljon for enden. Den ene side af medaljonen var udsmykket med snørklede symboler og havde en lille, rund fordybning i midten, hvor der for eksempel kunne være plads til en stor perle. Den anden side var spejlblank. Han rakte den til hende, og hun snuppede den nervøst fra hans tentakelhænder. Medaljonen føltes så velkendt, at den måtte være hendes egen. Hun kiggede på sit slørede spejlbillede. Hendes grønne øjne stirrede tilbage under det viltre, lyse hår. Hun kørte fingrene gennem håret og prøvede at få styr på lokkerne, imens den blå snegledreng snakkede videre. ”Det virker, som om du ikke kan huske mig. Jeg frygtede, at det ville ske.” Pigen hørte sorgen i snegledrengens stemme og følte et stik af dårlig samvittighed. Havde hun hørt den stemme før? Hun tøvede et øjeblik ”Hvis du er min bror, så er det lidt mærkeligt, jeg ikke kan huske, hvad du hedder?” 8


Han smilede med sin mærkelige mund. ”Jeg hedder Ran. Kan du huske dit eget navn?” Pigen kløede sig i håret. ”Vent … nej … det kan jeg ikke! Hvorfor kan jeg ikke det?” ”Det er alt sammen på grund af 9


transformationen,” forklarede Ran og så medfølende ud. Hans øjenstilke blev pludselig meget optaget af rummet de befandt sig i, selvom der ikke var noget særligt at lægge mærke til, men vendte så opmærksomheden tilbage til hende. ”Du hedder Sani.” Pigen gentog forundret navnet for sig selv: ”Sani … Sani …” Sani rynkede på brynene og kiggede ud ad den støvede rude, mens hun tænkte over sit navn. Udenfor var der en smal gyde. På den anden side af gyden var et andet hus med en sær, nubret overflade og et stort, rundt vindue. Hun kunne se omridset af en, der bevægede sig rundt derinde. Damp drev ud ad et vindue på klem. ”Hvad laver hun?” spurgte Sani distraheret fra sine tanker om transformationen, tentakler og manglende hukommelse. Ran gled tættere på Sani for at kunne kigge ud ad vinduet. Hun veg tilbage. Hans udseende og slimede lugt var overvældende. 10


Ran pegede på skikkelsen på den anden side af gyden. ”Hun er nok vaskekone, der vasker tøj for Krabberne. De er de eneste der bruger noget så dyrbart som vand, til andet end at drikke.” Han vendte sig mod Sani. ”Her i området er alle nogle der arbejder for krabberne. Det er et lidt anderledes kvarter, end vi er vant til, hva’?” Sanis hoved føltes, som om det var ved at eksplodere af tanker. Svampehuse, hvad snakker han om? tænkte hun. I det samme skar en smerte gennem hendes hoved. Hun gispede og tog sig til tindingerne. Som en vågen drøm væltede billederne ind over hende. Kvindens ansigt var badet i tårer. Hun krammede Sani og holdt hende ud i strakte arme. Gav hende en medaljon og talte med stor alvor … Så var synet væk. Hvem var kvinden? Hvad havde hun sagt? Sani greb om medaljonen og knugede den ind til sit bryst, mens smerterne dunkede i hovedet. Det var for meget. Hun klynkede, og tårerne løb ned ad hendes kinder. ”Drik det her. Det hjælper!” sagde Ran 11


omsorgsfuldt og rakte hende en bulet metaldunk. Desperat greb hun dunken og drak nogle store slurke. Det smagte bittert, men lidt efter lidt aftog smerten, og en varme bredte sig i kroppen.

Sani følte sig afslappet og ubekymret. Hendes mave knurrede. ”Kan vi ikke få noget mad, mens du fortæller det, jeg har glemt?” sagde hun med et søvnigt smil. Ran nikkede og hev en tør bolle op af sin rygsæk. Sani snuppede den straks fra hans fremstrakte tentakel og tog en stor bid. Ran smilede sit mærkelige sneglesmil. ”Du lader dig ikke slå ud.” ”Du glemmer helt at fortælle. Du sidder bare og kigger på mig.” 12


Ran rømmede sig. ”Okay. Jeg fortæller det helt kort.” ”Ja, ja – kom nu bare i gang.” sagde Sani og drak noget mere fra metaldunken. Hun synes ikke længere Ran virkede uhyggelig. Han virkede fjollet. Måske var han virkelig hendes bror? Jo mere hun drak, jo bedre blev hendes humør. Ran stirrede ud ad vinduet og fortalte, imens tentaklerne for enden af hans ærmer snoede sig om hinanden. ”I går blev hele Artropodas ramt af en sygdom kaldet transformationen.” Han holdt en kort pause og skævede hurtigt over til døren. ”Hvad er en artropodas?” spurgte Sani med bolle i munden. ”Det er jo det land, vi lever i. Du kan virkelig ikke huske noget?” sagde Ran medfølende og rystede bekymret på hovedet. ”Vi var på besøg her hos vores onkel, da sygdommen spredte sig i landet og forvandlede nogle folk til mærkelige væsener – ligesom dig! Du besvimede og mistede hukommelsen. Da du vågnede, så du sådan her ud,” sagde Ran 13


og pegede sin tentakel op og ned ad Sani. ”Vi kommer fra byen Crustacia. Hvis vi bare kan komme tilbage, inden det er for sent.” Ran stirrede på gulvet. ”Så kan lægerne give dig vaccinen, der kan gøre dig rask og give dig din hukommelse tilbage.” Sani stoppede med at spise. ”Hvor er vores forældre?” Ran rejste sig fra sengen, stod med ryggen til Sani og stirrede ud ad vinduet, imens han vred sine tentakler mod hinanden. ”Vores forældre? Jo, jeg er sikker på, at de venter utålmodigt på os. Forstår du. Vi kommer fra en meget vigtig familie …” Han holdt en lille pause, og det virkede, som om han lyttede efter fjerne lyde. Så vendte han sig rundt og sagde: ”Men vi er altså nødt til at komme af sted! Det er meget vigtigt, at du gør præcis, som jeg siger. Andre folk kan være bange for, at du smitter dem. Vi er nødt til at holde dig skjult. Og hvis du får ondt i hovedet igen, så bare sig til, så får du noget mere saft.” 14


Sani nikkede og væltede ud af sengen. Ran åbnede vinduet med en lille nøgle, han fiskede op fra sin rygsæk. Sani stirrede på den lukkede dør og kunne høre nogen rumstere i det andet rum. Ran gled ud ad vinduet med et klistret svup. ”Kom nu, Sani!” Sani tøvede. Hun kiggede fra Rans slimede tentakel til den lukkede dør. ”Vi er nødt til at skynde os,” sagde Ran med en pibende stemme, ”stoler du ikke på mig?” Sani vidste ikke om hun kunne stole på Ran, men hun havde en fornemmelse af, at hun havde set ham før. Beslutsomt tog hun halskæden med medaljonen på og smilede. ”Selvfølgelig stoler jeg på min bror.” Og med de ord sprang hun ud ad vinduet.

15


Kapitel 2: Sære vækster Sani løb i hælene på Ran. De klemte sig op ad et sært, blødt svampehus. Løb videre hen i dækning af en stor muslingeskal, der lå henslængt, som var det skrald. De løb fra skygge til skygge, fra hus til hus. Det ene hus var mærkeligere end det andet. ”Nu er vi snart ude af byen,” hviskede Ran. ”Hvorfor hvisker du?” sagde Sani højt. Alle Rans tentakler virrede uroligt. ”Vær stille. Vi skal ud af byen, før vi bliver opdaget.” ”Hvem må ikke opdage os?” hviskede Sani.

16


”Ørgh!” sagde Ran, da en stor klo løftede ham i nakkehuden. En kæmpe, pansret skikkelse gled frem fra en skygge. ”Jaaa, hvorfor så hemmelighedsfuld, snegledreng? Laver du nu igen forbudte sager?” ”Ørrrgh,” stønnede Ran igen.

17


”Det var en dårlig forklaring. Giv mig en god grund til ikke at afklippe dine usle tentakler?” grinede den store krabbemand, mens han ruskede Ran. Sani boblede af arrigskab. Lige siden hun havde drukket af Rans metaldunk, var alle hendes bekymringer og alt hendes frygt forsvundet. I stedet var hun blevet meget hidsig og modig. Hun trådte frem og råbte så højt, hun kunne, hvilket var ret højt, i forhold til hvor lille hun var. ”Slip min bror med det samme, eller det får konsekvenser!” Krabbemanden stivnede og vendte sine øjenstilke mod Sani. Før han kunne sunde sig, hev hun sin gyldne medaljon frem og pegede den mod hans ansigt. ”Hvis du bare er halvt så klog, som du er stor, så kender du min familie. Du kommer i problemer, hvis ikke du gør, som jeg siger.” ”Gør jeg?” spurgte krabbemanden overrasket over Sanis beslutsomhed. Han stirrede på medaljonen. 18


”Jeg gider ikke diskutere det. Sæt min bror ned, eller det her kommer til at gå galt. Vi har travlt, at du ved det.” Hun svajede lidt fra side til side, men genvandt balancen med en kraftanstrengelse. Hun undrede sig over, hvorfor hun var så svimmel.

”Øhh, okay, jeg vidste ikke, I var sammen,” sagde krabbemanden og satte forsigtigt Ran ned. Han klappede ham akavet på tentaklerne med sin store, gråbrune klo. 19


Sani stak medaljonen ind under blusen, mens Ran hostede. Krabbemanden kløede sig i nakken og lignede én, der var meget forvirret. Sani var ikke forvirret. Hun gad bare ikke al den snak, så hun klappede krabbemanden på hans pansrede arm. ”Vi kan snakke videre en anden dag, lige nu har vi meget travlt. Farvel, farvel.” Krabbemandens munddele formede sig til noget, der måske var et smil. Ran hev Sani videre, så hurtigt hans fødder kunne glide hen ad gaden. * Forpustede kom de to børn ud ad byporten og stirrede ud over et åbent prærielandskab. Sletten var tyndt bevokset med kaktuslignende vækster. I det fjerne hævede bjergene sig mod skyerne. Ran så sig om og pegede mod et lille hus lidt uden for byen. Ved siden af huset stod en vogn, og foran den et enormt bænkebider-lignende væsen. En sneglemand havde lige spændt den 20


fast til vognen og var gået indenfor for at hente noget. ”Hvad er det for et dyr?” spurgte Sani forbløffet. ”Det er en isopod,” forklarede Ran. ”Et trækdyr. Den isopod-vogn er på vej af sted lige om lidt, og vi skal med.” Han hev Sani af sted. De skyndte sig hen til huset. Ran hjalp Sani op på vognens lad og hviskede: ”Bliv deroppe, isopod-vognen kører om lidt.” Sani rynkede på næsen af lugten fra de mange store muslinger, der lå bunket sammen på ladet. Ran listede over til huset og greb en pisk, der stod ved døren. Han skyndte sig tilbage til vognen og skulle lige til at kravle op, da krabbemanden kom løbende ud af byporten og råbte: ”Stop, i lovens navn!” Sani kiggede fortumlet på ham. ”Nu er han vist sur igen!” Ran skyndte sig at slå et ordentligt slag med pisken, og straks begyndte isopodens mange ben at krible af sted. Ran hujede og løb efter den. 21


”Skal du ikke op på vognen?” ”Jeg kommer nu!” skreg Ran, men han kunne ikke få fat. Resolut strakte Sani sig ud over siden og greb fat i Rans hovedtentakler, der blev strakt som elastikker. Netop som hun næsten ikke kunne holde fast længere, sagde tentaklerne ”kasproing”, og Ran fløj gennem luften.

22


Han landede blandt ræbende muslinger og en fortumlet Sani. ”Åh, Sani, hvor er jeg glad for, at jeg rendte ind i dig,” gurglede Ran fornøjet og krammede hende. ”Rendte ind i mig?” gryntede Sani og skubbede Ran væk. ”Jeg troede, vi altid havde været sammen?” Et øjeblik snoede alle Rans hovedtentakler

23


sig, som om han blev forvirret, så knipsede de synkront. ”Åh. Det, jeg ville sige, var: Ih, hvor var jeg glad for at vælte ind i dig! I stedet for at ramme de hårde muslinger.” Sani kiggede mistænksomt på Ran, der smilede bredt og savlede en smule. I det næste lange stykke tid stirrede Sani og Ran ud over det øde landskab, mens isopod-vognen fløj af sted over stok og sten.

Sani spekulerede som en gal på den kvinde, hun havde set i drømmen, og lod fingrene glide 24


over medaljonens mønster. Hvem var hun? Og hvem var Ran? Var han virkelig hendes bror, eller var han en luskefis? Pludselig gik det op for hende, at Ran havde stjålet vognen. Hvad nu hvis han også havde stjålet hende? Hun skuttede sig, mens alle bekymringerne vendte tilbage. Hun kiggede på Ran, og syntes han så lige så uhyggelig ud, som første gang hun så ham. Hun rykkede sig så langt væk, hun kunne. Ran rakte tentaklerne frem for at berolige hende. ”Få de der tentakler væk fra mig!” råbte hun og skubbede sig længere bagud, fik overbalance og faldt ud over vognens kant.

25


Kapitel 3: Pas på Shakbat! Ran greb ud efter Sani, da hun faldt, men hans tentakler fangede kun luft. Hun ramte jorden hårdt og væltede rundt. Ran sprang efter og skreg i smerte, da han landede. Vognen kørte videre i en støvsky. Sani prøvede at rejse sig, men i det samme ramte hovedpinen hende for fuld kraft. Hun begravede ansigtet i hænderne. Krummede sig sammen i fosterstilling. For hendes indre blik begyndte drømmen igen. Men denne gang føltes det meget mere virkeligt. Føltes, som om hun var et andet sted i en anden tid. Sani så himlen brænde. Byen falde sammen. 26


Flugten ned under jorden. Lysglimt i mørket. Den grædende kvinde, der gav hende medaljonen. Hendes utydelige ord, der til sidst brød igennem: ”Du skal overleve, mit barn.” Og så blev alt mørkt. Noget svøbte sig rundt om Sanis nakke og løftede hende blidt. Væske løb ind i hendes mund. Væske, der fik hovedpinen til at glide væk. Langsomt fik hun det godt nok til at åbne øjnene. De sad i skyggen af et stort, lilla kaktuslignende træ. Ran kiggede bekymret på hende, som om han var nervøs for, om hun ville blive skræmt af ham igen. Sani satte sig op og følte sig helt rolig, som om væsken havde fjernet hendes frygt sammen med hovedpinen. Ran virkede igen mere fjollet end farlig med alle sine snoede tentakler. Sani følte et sting af dårlig samvittighed. ”Undskyld, at jeg blev bange og faldt af vognen,” sagde hun og vendte sig mod Ran. ”Det skal du ikke være ked af. Det er jo bare på grund af sygdommen,” sagde han sagte og vred sine tentakler. 27


Sani nikkede fraværende og kiggede op. ”Hvad er det for en plante?” 28


”Det er et cyano-træ. Hov, det minder mig om noget,” sagde Ran, gik hen til træet og tog en sylespids genstand frem fra sin rygsæk. Han brugte sylen til at lave et lille hul i stammen. Ud flød en lilla saft, der langsomt fyldte drikkedunken. Til sidst stoppede han hullet til igen. ”Kom, vi bliver nødt at komme videre.” Sani skulle til at rejse sig, men blev ved med at miste balancen. ”Hmm. Du har vist fået lidt for meget at drikke. Jeg bliver nok nødt til at bære dig. Kom op på min ryg,” sagde Ran misfornøjet, mens Sani kravlede op. * Solen hang lige der på himlen, hvor den bagte allermest. Ran sprang ikke glad af sted. Han slæbte Sani på sin ryg, meter efter meter. Kilometer efter kilometer. ”Er vi der ikke snart?” sagde Sani for cirka tusinde gang, inden hun tog en slurk af drikkedunken. Hun rokkede frem og tilbage i takt 29


med Rans glidende gang over sand og sten. Ran holdt vejret, før han svarede. Man skulle næsten tro, at han talte langsomt til ti inde i sit hoved for ikke at eksplodere i en sky af eder og forbandelser. ”Hvis du ikke var hoppet af vognen, kunne vi have været i Crustacia nu.” Sani følte sig let til mode og gad ikke svare på Rans brok, i stedet daskede hun til en af hans øjenstilke. ”Kan du ikke gå lidt hurtigere?” Øjenstilken drejede rundt, og et af Rans øjne stirrede stift på Sani. Ran knurrede dybt i svælget og lød, som om han netop havde opbrugt sine sidste rester af tålmodighed. Men i stedet for at lade alle de ophobede eder strømme ud, spærrede øjet sig helt op. ”Det kan ikke være rigtigt …” hviskede han og stirrede på noget i det fjerne bag dem. Sani vendte sit hoved og kneb øjnene tæt sammen. ”Hvorfor er der en støvsky efter os?” Det gav et ryk i Ran. Han tog et godt tag i Sani, og i stedet for at glide roligt gennem ørkenen bevægede hans bløddyrben sig så hurtigt, at Sani 30


hujede af glæde: ”Wuuuu-huuuuu. Det var bedre, brormand. Det her er alt andet end sneglefart!” Med vinden i håret forsvandt jorden under Rans sneglefødder, der gled over sand og småsten, som om det var en skøjtebane. * Efter en hård spurt kom Ran til toppen af en klit. Han holdt en kort pause for at få pusten, mens han stirrede ud over ørkenlandskabet. Foran dem blev sandklitterne afløst af rødlige klippeformationer. Sani stirrede bagud. ”Selvom du er hurtig, så er skyen hurtigere. Den er kommet tættere på.” Ran sank ned i knæ og sukkede. ”Øv, altså! Det var min bedste turboslim, jeg brugte.”

31


Sani nikkede eftertænksomt, mens hun stirrede på det skinnende spor, Ran havde efterladt. ”Jeg tror, det er dit spor, skyen følger.” Hun hoppede ned fra hans ryg og vaklede en smule stadig lidt usikker på benene. Mistede balancen og kom til at træde ud over kanten på klitten og rullede hele vejen ned. Det gjorde hende bestemt ikke mindre rundtosset. ”God ide. Så kan de ikke se mine slimspor,” sagde Ran fra toppen af klitten og rullede efter. Sani prøvede at komme af vejen, men hun vaklede og faldt over sine egne ben. Ran rullede ind i hende, og de landede i en stor bunke i bunden af klitten. Sani løftede fortumlet hovedet og mærkede, at hendes hår havde filtret sig ind i noget, der bevægede sig. Hun spærrede øjnene op, da hun så, det var Rans tentakler. De to stirrede på hinanden og kunne ikke lade være med at le. Sani smilede, mens hun blidt gav sig til at vikle tentakler ud af håret, og spurgte: ”Sig mig. Hvem 32


er det egentlig, der er efter os?” ”Øh …” sagde Ran og vred sine tentakler. Sani stirrede surt igen og satte hænderne i siden. ”Du siger altid ’øh’ og vrider tentakler, når du skal til at lyve. Hold op med det!” Ran så overrasket ud. ”Gør jeg det?” ”Ja, du er supernem at gennemskue, brormand.” Ran sank en klump. ”Jeg skal nok fortælle, hvem der er efter os, men først må vi i sikkerhed. Hop op på min ryg.” ”Et øjeblik,” sagde Sani. Hun bøjede sig og tog sine sko af. Hurtigt gav hun Ran dem på. ”Så laver du ikke slimspor.” ”Smart!” sagde Ran, hvorefter han satte af og faldt på snuden. Sani lo igen. ”Du kan ikke glide, når du har sko på. Tag mig i hånden, så løber vi sammen.” De havde ikke løbet langt, før Ran hev efter vejret. ”Det her går ikke. Jeg er slet ikke vant til at løbe. Det er meget hårdere end at glide.” Sani stoppede pustende og stirrede bagud. 33


”Støvskyen er næsten på toppen af klitten. Hvis vi ikke gemmer os, så ser dem, der er inde i skyen, os om et øjeblik.” Ran knipsede med en tentakel. ”God plan. Vi gemmer os.” ”Men hvor?” peb Sani og kunne mærke en knude i maven af frygt. Som om en del af hende godt vidste, hvem der lavede støvskyen. Som om hun måske godt vidste, hvem der var efter dem, men bare havde glemt, hvem de var. Før hun nåede at tænke over, hvor meget hun egentlig havde glemt, hørte hun en fjern stemme kalde. Ikke en stemme, hun kunne høre med sine ører, men som en fjern, venlig stemme i hendes hoved. Hun kiggede rundt og fik øje på en stor, rød klippe. Midt i klippen var en indgang. Hun kunne ikke høre stemmen mere, men hun havde en fornemmelse af, at den kom derfra. Hun hev Ran i tentaklen. ”Kom, vi kravler ind i klippehulen derovre!” *

34


Kort efter sad de pustende inde i hulen. Sani vendte sig mod Ran. ”Du lovede at sige, hvem der er efter os!” Ran sukkede forpustet og gemte sine tentakler i ærmerne. ”Dem, der er efter os, er Shakbat og hans to hjælpere, sneglene Vrats og Frats. De er meget farlige!” ”Hvorfor forfølger de os?” ”Shakbat er dusørjæger. Jeg tror, at han vil prøve at kidnappe os.” Sani virrede med hovedet. ”Der er så meget, jeg ikke forstår. Gid, jeg ikke var blevet forvandlet. Hvis jeg bare kunne tænke klart, så kunne vi løse alle mysterierne.” Ran nikkede hurtigt. ”Du har ret, men nu tror jeg, vi skal være stille, så Shakbat og hans mænd ikke hører os.” Sani nikkede og klemte munden sammen. Minutterne gik, og til sidst kunne Sani ikke sidde stille længere. Hun smugkiggede over hulekanten og opdagede, at deres forfølgere var alt for tæt på hulen. Hun kunne ikke lade 35


være med at komme med et lille gisp over, hvor skræmmende de så ud. Den ene vendte hovedet i hendes retning, og Sani trak sig øjeblikkeligt i skjul. ”Chef. Jeg tror, jeg så noget,” sagde en hæs stemme. ”Så undersøg det, Vrats!” vrissede en anden stemme.

36


”Ja, chef. Jeg glæder mig til at sætte tænderne i de dumme unger.” Sani hørte tydeligt lyden af nogen, der nærmede sig. Hun stirrede fortvivlet på Ran, der rodede febrilsk i sin rygsæk. Med en glat hvislen gled Vrats’ arrede fangarme rundt om hulens åbning. ”Er der nogen, der skal bides i?”

37


Kapitel 4: Vogteren Vrats hev sig længere ind i hulen, og hans øjne blev langsomt sorte. ”Er der nogen, der vil lege?” gnæggede han og gled helt ind i hulen. Sani og Ran klemte sig ind i den ene side af hulen. Det var bare et spørgsmål om tid, før de ville blive fundet. Ran ledte i sin taske, mens Sani stirrede som forstenet på Vrats, der langsomt kom ind mod dem. Hun kunne mærke et skrig kravle op i halsen, men før det kunne komme ud, hørte hun igen stemmen i sit indre. Denne gang hørte hun ordene helt tydeligt: Kom til mig, sagde stemmen blidt. Sani kiggede op. Det var, som om stemmen 38


39


kom fra hulens anden side. Med ét fik hun øje på et hul lige ved siden af Vrats. Et hul, der førte dybere ind i klippen. Problemet var bare, hvordan de skulle komme forbi Vrats? Samtidig med at Sani pegede mod hullet, hev Ran en lille, rund ting op af sin rygsæk. ”Der er nogen herinde,” grinede Vrats hæst, da han hørte bevægelsen. Ran rystede kuglen blidt, og den gav en sær, kradsende lyd som et dyr, der hvæsede. Reaktionen var overvældende. Vrats trak sig ud af hulen og skreg med en tynd stemme: ”Hjjjæææælp. Der er giftgopler.” Sani grinede højt. ”Hvor er du bare god, Ran. Du snød ham! Følg mig.” Sammen kastede de sig hen mod hullet. Shakbat råbte vredt: ”Det eneste kryb derinde er den lille snydepels til Ran og menneskeungen. Fang dem, I tumper!” Sani hørte ikke, hvad Vrats og Frats svarede, men koncentrerede sig om at mase sig igennem 40


det snævre hul. Hun kom ind i en ny hule, hvorfra en tunnel førte dybere ind i mørket. Ran fulgte gispende efter. Sekundet efter fløj Vrats’ fangarme ind og greb efter dem, men Ran og Sani rykkede sig uden for rækkevidde. Adrenalinen pumpede gennem Sani. Det var, som om svimmelheden forsvandt og overmodet kom tilbage. Hun daskede til en af Vrats’ fangarme. ”Æv-bæv, du er for tyk til at komme ind.” Ran prøvede at hive hende tilbage mod tunnelen. ”Æææh, det skal du ikke være for sikker på …” Vrats gnæggede bare stygt og begyndte at presse sig ind i hulen. Han var tilsyneladende ligeglad med klipperne, der trak blodige spor ned over hans hæslige ansigt. Sani skreg op og styrtede ned ad tunnelgangen. Hurtigt kom de dybere ned under jorden.

41


Snart begyndte underlaget at blive glat. Sani gled, faldt og kurede af sted, som om de var på en underjordisk rutsjebane. Ran var lige bag hende. På trods af uhyggen ved at glide gennem en glat tunnel med tusinder af tons sten over sig og fjender i hælene kunne de to ikke lade være med at hyle i af begejstring. Midt i et langt hyl så de et svagt, blåt lys midt i mørket. En lyscirkel, der hastigt nærmede sig. Det var en åbning. Før de kunne nå at spekulere over, hvor den førte hen, blev de skudt ud af tunnelen og hang et øjeblik i luften. Under dem boblede vandet i en underjordisk sø. Det var, som om noget var på vej op fra dybet. Noget, der oplyste vandet nedefra. Sani og Ran ramte vandet med et stort plask og sank ned mod bunden. Et øjeblik var Sani ved at gå i panik, men så ramte de bunden. Den fjedrede og bevægede sig under deres fødder, mens den pressede dem op. Sani brød vandoverfladen og trak vejret dybt ind. Gned vandet ud af øjnene. Så gned hun en 42


gang til. Hun kunne ikke tro sine egne øjne. Men væsnet foran hende forsvandt ikke. Lamslået stirrede hun på en enorm gople. Kæmpegoplen svajede, som om en usynlig vind bevægede sig gennem den enorme hule, og Sani hørte den venlige stemme fra før: Du skal ikke være bange, lille menneskehjerne. ”Det er jeg heller ikke,” svarede Sani og stirrede som fortryllet på lyset, der pulserede under goplens hud. Lyset fik indre billeder, glemte minder, til at boble frem. Glimt af at sidde på et gulvtæppe og lege med dukker, og en venlig, slidt stemme, der fortalte om gamle dage. Sammen med minderne kom smerten i hovedet. Nogle gange gør det ondt at huske fortiden. Tag denne perle, og fastgør den til din medaljon. Den vil dæmpe din hovedpine. En af goplens lange fangarme rakte hende en stor, hvid perle. Uden at tænke snuppede hun den, og satte den fast i medaljonen. Minderne og hovedpinen forsvandt med det samme, og Sani følte sig helt afslappet, hverken 43


svimmel, overmodig eller bange. Bare tryg og rolig. Så talte stemmen igen inde i hendes hoved: Jeg er vandets vogter. Jeg er en af ti. Siden den nye tids begyndelse har vi observeret jer, der sov, men nu kan vi mærke jer vågne og komme frem. Er tiden kommet? Er det nu menneskerne atter vil gå på jorden? Sani blinkede og sukkede. ”Jeg forstår altså ikke et pløk af, hvad du siger …” Kæmpegoplen rystede, som om en usynlig vind blæste gennem hulen. Menneskehjerner er mærkelige, mumlede goplens tanker nærmest for sig selv. 44


45


”Jeg troede det var dig, der var mærkelig?” sagde Sani forvirret. Stilheden sænkede sig over den underjordiske hule. Det var ikke til at sige, om goplen var fornærmet eller bare tænksom. Der var så stille, at de kunne høre fjerne stemmer. Vrede stemmer, der langsomt blev tydeligere. Vrats og Frats var på vej gennem tunnelen. ”Æ-æ-ærede vogter,” stammede Ran. ”Vi skal nok tænke over dine vise ord, men vil du ikke være rar og hjælpe os? Vi skal til Crustacia, og vi er forfulgt af farlige banditter.” Goplen svajede igen, og dens stemme lød atter inde i børnenes hoveder: Menneskehjerne, i Crustacia vil du finde ’artefaktet’. Sammen med medaljonen og perlerne er den nøglen til fortiden og fremtiden. Men den hvide perle kan ikke undertrykke din hovedpine for evigt. Find de sidste perler, og aktiver artefaktet inden fire dage. Ellers vil din hovedpine vokse, til du dør af den. Sani gispede. ”Hvordan skal vi klare alt det, når jeg ikke ved, hvor vi skal lede?” 46


Perlen vil vise vejen. Den hvide perle begyndte straks at lyse op.

Lydene fra Vrats og Frats kom nærmere. De var tæt på nu. Meget tæt på. Vogteren talte til hende igen: Lille Sani Menneskehjerne, der er så meget, du har glemt. Hvis vi havde mere tid, kunne jeg hjælpe dig med at huske. Men tiden rinder ud, du må søge dine svar hos artefaktet … ”Kan jeg nå at stille et sidste spørgsmål?” spurgte Sani og kiggede på Ran, der bed sig febrilsk i en tentakel. ”Er Ran min bror?” Han er det tætteste du kommer på en bror i denne verden. Sanis øjenbryn skød op i panden, og Ran stod helt stille med åben mund. Sani skulle til at sige noget, men i det samme kom Vrats’ ansigt 47


frem i tunnelåbningen. Med en stemme, der var halvvejs mellem sang og et brøl, råbte han: ”Her er Vrats – er I klar til at lege?” Vrats lignede bestemt ikke en, der ville lege noget, som var sjovt for andre end ham selv, så Ran peb: ”Nej tak. Jeg vil helst ikke lege med dig,” og greb en af vogterens tentakler. ”Ærede vogter, vi vil meget gerne væk. Lige nu, tak!” Samtidig med at Vrats og Frats sprang ned i søen, poppede der to lysende minigopler ud af vogterens fangarme, der gled ned over hovederne på Sani og Ran. Vogterens stemme lød pludselig meget tydeligt i deres hoveder: Når I bliver ét med goplen, kan I ånde under vandet. Sani og Ran nikkede panisk, mens minigoplerne svøbte sig om deres ansigter som et ekstra lag hud. Sani trak vejret ind og mærkede noget af goplen glide ned i halsen. Først troede hun, at hun skulle blive kvalt, men hurtigt forstod hun, at hun kunne trække vejret med goplens 48


hjælp. Hun knugede medaljonen med den pulserende perle mellem sine fingre. Foran hende rejste Vrats og Frats sig. I hænderne havde de kraftige reb. ”Nu har vi jer!” Sani skreg i panik, men ikke en lyd kom ud, bare en masse små bobler på indersiden af minigoplen. Vrats greb ud efter hende, men han stod lidt for tæt på vogterens fægtende tentakler. Han blev væltet omkuld, da en tentakel ramte ham i nakken. ”Så er det min tur,” brølede Frats og kastede sig efter Sani, men Ran var for hurtig. Han greb Sani og sprang på hovedet i vandet, hvor de straks blev trukket ned af perlens sære kraft. Ned mod bunden. Ned i mørket.

49


Kapitel 5: Bekendelser Sanis øjne vænnede sig hurtigt til mørket. Måske hjalp minigoplen hende med at se bedre? Hun stirrede på Ran, der ligesom hende stod mellem sære planter på søens bund. Hun kunne nu se, at minigoplen over hans hoved havde et selvlysende skær. Ran løftede hænderne, som om han spurgte, hvilken vej de skulle. Sani stirrede på medaljonen og mærkede den trække dem hen mod endnu en sær plante. Eller var det en plante? Dens form var anderledes. Den lignede ikke noget levende. Hun lod hånden glide ned ad planten, og pludselig forstod hun, hvad det var. 50


Det var et håndtag! Ville perlen have, de skulle trække i håndtaget? Hun trak alt, hvad hun kunne, men håndtaget rokkede sig ikke. Ran kom hen til hende. Sammen lagde de alle kræfter i og håndtaget begyndte at give sig. Det kørte ned, og samtidig mærkede de en stærk strøm rive i dem. Foran dem åbnede en lem sig. I det samme kunne hun høre vogterens stemme i sit hoved: Skynd dig afsted, menneskebarn. I Crustacia vil du finde andre ligesom dig. Andre ligesom mig? Mere nåede hun ikke at tænke, før de blev suget ind i et rør. De klamrede sig til hinanden, mens strømmen flåede dem frem. De bumpede mod tunnelens glatte vægge i en evighed. Minigoplernes lys begyndte at flakke, og det blev sværere at trække vejret. Det var, som om goplen var ved at løbe tør for energi. 51


Panikken bredte sig i Sanis bryst. Hvis de ikke kunne få luft, ville de ikke have en chance hernede i vandet. Dybt under jorden. Ville de nogensinde se himlens lys igen? Som på kommando ændrede røret sig, og de blev presset op. Foran dem kunne de se lys, og i næste nu fløj de op i luften på toppen af et springvand. Så faldt de og landede i vandet. De befandt sig midt i en lavvandet sø. En sø, der voksede omkring dem, mens springvandet gradvist blev mindre. De flåede goplerne af, og hostende kom de ind på land, hvor de satte sig ved søbredden og fik vejret. De var i sikkerhed. ”Jeg tror, jeg foretrækker at være på land i stedet for i vand,” fremstammede Sani. Ran nikkede tænksomt, mens gejseren faldt til ro. ”Sani, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig.” Sani nikkede og rystede vandet ud af sit hår. Rans skuldre sank, da han kiggede i hendes retning. 52


53


”Jeg løj for dig, Sani. Du er ikke min søster.” ”Ja, det har jeg regnet ud. Jeg går ud fra, at der heller ikke var nogen sygdom, der forvandlede mig, og at der ikke er nogen forældre, der venter på mig i Crustacia?” sagde hun med trist stemme. Ran rystede langsomt på hovedet. ”Hvor er mine forældre så?” Ran kiggede op på hende, mens hans følehorn nærmest gemte sig i nakken. ”Det ved jeg ikke. Vi fandt et mærkeligt skib fyldt med glaskister. Kister, der ikke kunne åbnes. Men da jeg stod foran en lille kiste, fandt jeg en medaljon i støvet.

54


Jeg løftede den, og da den kom nær kisten, åbnede den, og du lå i den. Shakbat blev ellevild og …” En vrede blussede op i Sani. ”Siger du, at du var i ledtog med Shakbat og de andre monstre?” Ran vred sine tentakler og stirrede igen ned i jorden. ”J-ja, jeg var deres hjælper.” Sani spilede øjnene op og lignede én, hvis verden faldt fra hinanden. Hun stirrede vantro på ham. ”Sig mig, hvem er du egentlig? Og hvorfor har du løjet for mig? Hvorfor skulle jeg tro på sådan en løgner som dig?” Ran krummede sig sammen som en lille snegl, der manglede sit sneglehus. ”Jeg har heller ingen forældre. Da jeg var en lille snegl, blev jeg købt af Shakbat og hans bande. De fik mig til at gøre forfærdelige ting. Jeg er slem, slem, slem,” sagde Ran og lavede en ubehagelig lyd, der nok var et sneglesnøft. Synet af Rans skam fik noget af Sanis vrede til at fordampe. Hun satte sig på hug ved siden af ham og klappede ham akavet på skulderen. Der 55


var dog stadigvæk et spørgsmål, der trængte sig på, og selvom hun stadig var vred, spurgte hun så roligt som muligt: ”Ran … hvem er jeg så?” Ran kiggede op på hende med øjne på stilke. ”Du er et menneske. Vi fandt dig i en glaskiste under jorden. Krabberne giver mange vandkredit for mennesker.” Sani forstod pludselig, hvordan tingene hang sammen. ”Shakbats bande vil sælge mig!” Ran nikkede: ”Ja … da jeg så dig, tænkte jeg straks, at vi kunne hjælpe hinanden. Jeg tog medaljonen og gemte den i min rygsæk. Du var helt træt og omtåget, da de tog dig ud af kisten. Jeg overhørte Shakbat sige, at mennesker ikke kan huske noget, fra før de lå i glaskister. Det var der, jeg fik ideen til sygdommen, der havde forvandlet dig, og at vi var søskende på vej til Crustacia.” ”Men hvorfor fortalte du mig den historie? Hvorfor ikke bare sige sandheden?” sagde Sani vredt. Ran kiggede nervøst på hende. ”Jeg havde sneget 56


cyano-saft i deres vand, og da de faldt i søvn, var jeg nødt jeg til at handle hurtigt. Der var ikke tid til at forklare alt muligt.” ”Så du løj og gav mig cyano-saft?” ”Ja, men kun en lille smule,” sagde Ran undskyldende. ”Du var bange og havde ondt i hovedet. Lidt cyano-saft fjerner smerte og gør en modig, men får man for meget, så bliver man søvnig eller dårlig. Nå ja, det minder mig om noget,” sagde han og fyldte metaldunken med vandet fra søen. Ran kiggede drømmende på søen. ”Tænk, at der er så meget vand under jorden. Vi kunne blive rige, hvis vi kunne få det op.” Sani kiggede på Ran med et skeptisk blik. ”Så mit rigtige navn er vel heller ikke Sani?” ”Nej, men Sani lyder da meget pænt, gør det ikke?” ”Hmf, det er da bedre end ingenting,” sagde hun opgivende og stirrede modløst ned mod søen. ”Hvis bare vogteren havde fortalt, hvem jeg er, og hvorfor jeg lå i en glaskiste.” 57


”Vi finder det der artefakt i Crustacia og får alle svarene,” sagde Ran opmuntrende. ”Vi må hellere komme væk, før Shakbats bande finder en vej ud af den underjordiske hule.” Ran greb Sanis arm, og de begyndte at kravle op. ”Sig mig,” spurgte Sani, ”hvorfor vil DU egentlig til Crustacia?” ”I en stor by er der mange muligheder og fordi …” Ran tøvede lidt. ”… sådan en medaljon kan indbringe mange vandkredit.” ”Vi skal i hvert fald ikke sælge min medaljon. Den er alt, hvad jeg har, og nøglen til min fortid og fremtid!” udbrød Sani fornærmet og kiggede skeptisk på Ran. ”Ja ja, jeg ved det godt,” sagde Ran irriteret, mens han kom op og stå. Han rakte Sani en tentakel og hjalp hende op. ”Men nu prøver vi at komme ind i Crustacia, så du kan finde artefaktet, og så tager vi den derfra. Jeg skal i hvert fald aldrig tilbage til Shakbats bande.” ”Hvor langt er der til Crustacia?” 58


”Hvis vi rejser hen over klipperne, så har vi et par dages rejse tilbage. Det er en lidt længere tur end, hvad jeg havde planlagt. Men nu, hvor Shakbats bande er efter os, bliver vi nødt til at rejse i det skjulte. Det er ved at blive mørkt, så vi må finde et sted at slå lejr for natten.” Sani nikkede. Selvom Ran var en løgnhals, var hun nødt til at følges med ham. Hun havde jo ikke andre venner i verden, og hvis de ikke fandt artefaktet inden fire dage, ville hendes hovedpine gøre det af med hende.


60


61


Skitser De første skitser af Sani.


Den første tegning af Ran til venstre og hans endelige design til højre.

Den første skitser af Shakbat og Frats.

63


Læs den næste bog! Mathias Mathias Botfeldt Botfeldt & & Emil Emil Blichfeldt Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA

BOG 2

3D print din egen Crustacia model: www.mathiasbotfeldt.com/3d-crustacia

Profile for calibat6

Rejsen til Crustacia  

Advertisement