Page 1

Roboys

Diamantnøglen

4

Benjamin, Nadim og Iching er tilbage i professorens syge spil, men denne gang er det frivilligt, og de gør det for at redde verden. Spørgsmålet er bare, om de har en chance mod en fjende, der er stærkere end alt, de tidligere har mødt. Ny fed serie af forfatteren bag den Orlanominerede Jonny Nekrotic. Roboys er for alle der er vilde med Gameraction, Grin og Gys.

Roboys

Det susede i de slimede gange. Benjamin tog et forsigtigt skridt. Han mærkede, hvordan det røde gulv gyngede under fødderne. ”Godt at være tilbage, hva’ Nadim?” Nadim drejede sin metalkasket om i nakken og justerede på sin sniper rifle. ”Jep, det ligner sig selv. Nu skal vi bare finde Iching.”

Emil Blichfeldt

Emil Blichfeldt

4

Emil Blichfeldt

Diamantnøglen

4

Tom Kristensen


”Tak til alle jer læsere, der fortæller mig at i er vilde med Roboys, især tak til Jonathan, der bad mig skrive bog 4 og syntes den skulle hedde Diamantnøglen” Emil Blichfeldt


”VOXNE ER BØRN DER ER BLEVET SINDSSYGE” Michael Strunge


Prolog De havde været i gang i timevis. Alle var hårdt sårede. Det var nu, det hele blev afgjort! Den enorme krop fløj ud over skrænten, muskler bevægede sig under stål og flåede sværdet frem. De rustningsklædte fjender så op, millisekunder før han ville ramme dem. Våben kom frem og låste sig fast på ham. Fjenden tøvede ikke, de var de bedste. Men der er altid nogen, der er bedre. Et hovedskud pløjede gennem hjelmen på den ene fjende. Den anden blev angrebet bagfra af en slank skikkelse. Den største fjende tømte sit våben i den faldende. Livet løb ud, men Benjamin knurrede bare. ”Er det alt, du har?” og ramte fjenden for fuld kraft. Sværdet skar sig gennem stål og kød videre ned i jorden. Tre faldne. Tre sejrherrer. ”Team Beta Blue wins,” tikkede frem på skærmen.

6


”Yeah!” grinede Benjamin. Han lænede sin tunge, trætte krop tilbage i stolen og nød sejren. Det blev hele tiden sværere, men de var på vej mod toppen i World War-ligaen, så det var helt naturligt. ”Super angreb, Benji,” tikkede en besked ind i toppen af skærmen. ”Nice headshot, Nadim,” skrev han tilbage og skulle lige til at skrive mere, men Nadim sendte en ny besked. ”Smukt sneak attack, Iching – du har de lækreste moves.” Benjamin sukkede og skubbede sig væk fra skærmen, så han slap for den regn af beskeder, de to ville gå i gang med at udveksle. Han var dødtræt. Både af at spille om natten og af alt det Nadim og Iching skrev til hinanden. Beskeder, der var lidt mere end venskabelige. Han vaklede ud og børstede tænder. Klokken var fire om natten. Benjamin så på sig selv i spejlet og mumlede: ”Tre timers søvn igen. Hvorfor skal alle de store kampe være i USA?” Ingen svarede i det mørke hus.

7


Kapitel 1: Skolen Lærer-Jørgen snakkede løs om verdensrummet. Benjamin blinkede med øjnene. Det var svært at holde dem åbne. Det eneste, han kunne tænke på, var den næste kamp. Om tre dage. Den endelige kamp i World War-turneringen. Hvis de kunne sove om dagen, havde de måske en chance. Men de kunne ikke få fri fra skole. Hvis de havde været på et fodboldhold, der skulle spille en kamp i udlandet, så havde de nok kunnet få fri. Men ingen tog e-sport alvorligt. Så drengene blev hele tiden mere og mere udmattede. Jørgen klappede hænderne sammen og smilede venligt til klassen. ”Nu slukker vi lyset og ser en lille film om planeterne. Det er meget nemmere at forstå det uendelige 8


univers, når man ser det i virkeligheden.” ”Årh, nej, hvis der bliver mørkt, har jeg ikke en chance for at holde mig vågen,” mumlede Benjamin. Måske hvis jeg bare hviler hovedet et øjeblik. Bordet føltes som verdens blødeste pude, og Benjamin faldt i søvn på et øjeblik. Hans drømme blev en blanding af World War og fjerne planeter. Det eneste irriterende var, at Iching og Nadim hele tiden ville holde i hånd i stedet for at skyde rumvæsner.

9


”Slam!” Benjamin vågnede, idet døren svingede op, og lyset blev tændt. Benjamin så til sin skræk, at rektor kom marcherende ind i lokalet. Han havde Nadim på slæb. ”Hvordan vidste du, jeg sov?” peb Benjamin. Rektor grinede sit sindssyge grin. ”Jeg ved alt! Og nu kommer du med mig ned på kontoret!” Resten af klassen sendte medlidende blikke efter Benjamin. Selv deres klasselærer smilede skævt og mumlede: ”Det skal nok gå. Bare lad være med at drille rektor. Gør for guds skyld, som han siger.” ”Det er nemlig rigtigt. Adlyd og overlev!” gnæggede rektor og smækkede døren efter sig.

10


Kapitel 2: Rigtige venner Benjamin og Nadim så forskræmt på hinanden. ”Vil du dræbe os, hvis vi bliver ved med at game?” Rektor grinede, så det lød som et æsel. ”Det var bare for sjov. Har I glemt, vi er venner?” ”Venner?” sagde Benjamin og Nadim i kor. De troede ikke deres egne ører. Godt nok havde de sluttet fred med rektor, da hans skøre kone blev fængslet på ubestemt tid, for at lave et livsfarligt eksperiment med børn. Et eksperiment, hvor Benjamin, Nadim og Iching var blevet til nanorobotter, der bekæmpede sygdomme inde i en menneskekrop. De havde sluttet fred med rektor, men de var langtfra venner med ham. Rektor hev dem videre ned ad gangen 12


og ind mod sit kontor. Et kontor, der lå som djævlens hule for enden af en mørk gang. ”I vil måske ikke være mine venner? I vil måske hellere være mine fjender … igen?” ”Nej-nej. Vi er dine venner,” sagde Benjamin. ”Bedste venner,” tilføjede Nadim, mens han stirrede på rektors udstilling af torturinstrumenter gennem tiderne. Rektor fnisede og skubbede døren op med sin skulder. ”Godt. Og ved I, hvad venner gør?” ”De gamer!” sagde Nadim og Benjamin i kor. Rektor fnøs i afsky. ”Nej! De hjælper hinanden.” ”Skal vi hjælpe dig?” spurgte Nadim, der altid var ham, der gennemskuede tingene først. Lige meget om det var fjender i World War eller en rablende rektor. ”Netop!” sagde rektor og lød som en stor, tilfreds kat, der netop havde slået kløerne i en mus … eller to. ”Nu er det ikke et nyt skørt eksperiment, vel?” sagde Nadim.

13


Kapitel 3: Nyt eksperiment? Rektor slog en rungende latter op, og drengene slappede en smule af. Faktisk havde de længe frygtet, at rektor ville fortsætte, hvor hans skøre professorkone var stoppet. Rektor tørrede sine øjne ”Ih, hvor er I sjove.” ”Hæ-hæ. Ja, meget sjove,” grinede de nervøst. ”Det er sjovt, I er så gode til at gætte. I har nemlig helt ret. Jeg skal bruge jer til et nyt eksperiment.” Drengene blev helt hvide i ansigterne. Rektor viftede med sin lange og tynde pegefinger. ”Men denne gang er der noget langt vigtigere på spil.” ”Noget, der er vigtigere end din kones

14


liv?” spurgte Nadim og huskede, hvordan de i guldmissionen havde udryddet kræftceller i professor Hansens hjerne. Rektoren klappede hænderne så hårdt sammen, at hans sorte briller hoppede på næsen. ”Nemlig. Denne gang drejer det sig

om menneskets bedste ven. Min bedste ven.” Drengene så uforstående på ham, og rektor skyndte sig om bag sit røde kateter. Et bord, der efter sigende var malet med blod fra uartige børn. Han løftede en kasse op på bordet og fremdrog et lille, logrende dyr.

15


”Er det en rotte?” spurgte Benjamin uden at tænke. ”Sød hund,” sagde Nadim udglattende og bremsede rektors raserianfald. ”Ja, det er nemlig verdens sødeste hund. Men den er blevet skør. Jeg har brug for jeres hjælp til at undersøge den.” ”Den ser da ikke skør ud?” ”Se her.” Rektor stillede hunden på gulvet, og den gik stivbenet afsted. Den bumpede snuden ind i et skab og ændrede kurs, som om den var en robot. Rektor løftede den straks op og trøstede den, som var den et lille barn. Benjamin og Nadim stirrede på hinanden. Nadim begyndte at smile med halvt lukkede øjne. Benjamin kendte det smil. ”Åh, nej. Sig ikke, at du har fundet på en ny vanvittig plan.” ”Åh, jo,” svarede Nadim og vendte sig mod rektor.

17


Kapitel 4: Verdens sødeste hund Nadim gik hen til rektor og så op på ham med store dådyrøjne. ”Jeg tror, det er verdens sødeste hund, du har der. Hvad hedder den?” Rektor så på ham og smilede. ”Den hedder Lille Stalin. Vil I hjælpe min lille vovse?” ”Ja. Venner hjælper jo hinanden. Hvis vi hjælper Lille Stalin, kan vi så få fri de næste tre dage? Hvis vi ikke er friske, har vi ikke en chance i den store World War-turnering.” ”Vil det sige, at I vil have fri fra skole tre dage for at spille et dumt spil?” ”Øh, nej, vi vil have fri, så vi kan blive friske til at hjælpe verdens sødeste hund. Vi skal jo være friske, når vi skal på mission inden i Lille Stalin og fjerne hans sygdom,” løj Nadim. 18


”Det lyder bedre, men vi kan ikke vente tre dage. Vi må i gang straks! I får fridage, når Stalin er reddet.” ”Men hvem skal styre alt udstyret, når professoren er i fængsel?” spurgte Benjamin. ”Det troede jeg, du havde gættet,” gnæggede rektor. ”Dig?” råbte drengene skrækslagent. ”Naturligvis ikke. Det ville gå helt galt. Vi kan jo ikke risikere, der sker noget med Lille Stalin.” Rektor strøg den lille, skelende hund over pelsen. Benjamin og Nadim stirrede på hinanden. Selv uden ord kunne de se, at de tænkte det samme. Han er ligeglad med os. Det eneste, der betyder noget for ham, er hans bøvede hund. ”Nej, mine allerkæreste små møgunger. Det er skam Nadja, der står for sagerne nu sammen med en, I kender rigtig godt. Staten har overtaget alt udstyret og arbejder på

19


et tophemmeligt projekt. Nu har de taget kontakt til mig, fordi … fordi de skal have styr på de sidste detaljer. Og jeg gik kun med til sagerne, fordi de vil hjælpe med at redde Lille Stalin … og hvis projektet lykkes, så kommer dronningen og giver os medaljer!” Rektor stirrede henført på billedet af dronning Margrethe på væggen. ”Snif. Hun er den bedste konge, landet nogensinde har haft.” Han tog brillerne af og kørte en hånd hen over ansigtet, hvorefter hans sædvanlige syge grin vendte tilbage. ”Nåååeeeh, lille Benjamin. Har du gættet, hvem der fixer alt computerudstyret sammen med Nadja?” Benjamin tænkte, så det knagede. Hvem kender jeg, der kan alt muligt med computerudstyr? Så blev hans øjne store. Rektor grinede. ”Der faldt ti-øren, hva knægt?”

20


21


Kapitel 5: Projektet ”Er det min far, der er med i projektet?” spurgte Benjamin og var ved at tabe underkæben. Rektor klappede ham på hovedet og stak ham en hundekiks. ”Dygtig dreng. Men nu har vi snakket nok. Der holder en bil udenfor og venter på os. Min sekretær kontakter dine forældre, Nadim. Du kommer hjem om et par dage. Hvis alt går godt. Ha-ha.” Rektoren forlod kontoret med sin slidte lædertaske i hånden og Lille Stalin under armen. Nadim humpede afsted på sit kunstige ben, mens han blinkede til Benjamin. ”Shit, jeg er glad for, at din far er med. Så er det nok ikke så farligt, som da professoren styrede sagerne.” Benjamin traskede afsted ned ad gangen, mens han gned sig på næsen. ”Jeg håber, 22


du har ret.” Hans far havde ændret sig på det sidste. Han var stadigt meget væk, men når han var hjemme med Benjamin, talte de faktisk sammen. Hver morgen var de dødtrætte, men overgearede. De talte om fede ting. De talte om at game. Far var pludselig begyndt at spille World War og spurgte ind til en masse om udstyr og våben. De havde haft det vildt sjovt, mens far snakkede med havregryn i 23


munden og tegnede ideer til nyt grej på bordet. Benjamin rankede sig og hoppede ned ad trappen til skolegården. ”Jeg tror faktisk, det her kan blive ret fedt!” ”Det skal bare overstås, så vi kan blive klar til World War-turneringen.” Nadim gled rutineret ned ad gelænderet og bremsede, før han kom helt ned. Han humpede hurtigt hen over asfalten. ”Vi kan helt sikkert få Iching til at hjælpe os. Det eneste, der bekymrer mig, er, om de kan få hjernemaskinen og nanorobotterne til at virke ordentligt uden professoren.” ”Det tror jeg godt, de kan. De har sikkert fået en anden til at gøre det, hun gjorde. Hvor svært kan det lige være at styre en maskine, der overfører tankerne fra et menneske til en mikro-bitte-lille-robot?” De stirrede kort på hinanden, og ingen af dem behøvede at sige, at det nok blev pænt svært. Benjamin skubbede skoleporten op og gik hen mod den store, sorte bil, hvor rektor allerede var hoppet ind ved siden

24


af chaufføren og var i gang med at skælde ham ud over et eller andet. De smækkede dørene og så nu, at vinduerne også var sorte på indersiden. De kunne ikke se, hvor de blev kørt hen. Bilen startede med et ryk. Begge drenge havde på fornemmelsen, at alt kunne gå galt.

25


Kapitel 6: Den hemmelige base Bilen standsede, og drengene fik sorte briller på, så de ikke kunne se. Så blev døren åbnet, og de blev ført ind et sted, som lugtede af beton. En elevator kørte dem langt ned under jorden. Mens det stadig sugede i deres maver, tog rektor deres briller af. ”Slap af unger. Nu begynder det sjove snart.” Benjamin og Nadim lignede ikke nogen, der troede, at det snart blev sjovt. Elevatoren åbnede, og drengene spærrede øjnene op. De stod på toppen af en trappe, der førte ned i et kæmpestort rum, som var inddelt i forskellige områder. Droner fløj mellem lamper bærende på elektronik. Mænd svejsede på store robotter. Computere med mange skærme gik fra gulv

26


til loft. Mænd og kvinder i kitler inspicerede personer med kabler og elektroder. Folk byggede store modeller af sære landskaber. Overalt lød en dæmpet summen af begejstrede stemmer. Som stod de foran en enorm legeplads med det vildeste legetøj. Rektor var ligeglad. Han gik ned ad trappen med Lille Stalin i favnen. ”Kommer I eller hvad?” De skyndte sig efter ham ned ad den åbne gang. Rektor stoppede ved en åbning. ”Her skal I ind. Vi ses senere.” Nervøst bankede de på. ”Kom ind,” råbte en stemme. Benjamin genkendte den og skyndte sig at åbne døren.

27


Inde i et stort, rodet rum sad hans far omgivet af computerudstyr. Han gik dem smilende i møde og løftede Benjamin op i et kram, selvom Benjamin var alt for stor til den slags. ”Øj, jeg skal vist træne lidt mere, hvis jeg skal løfte rundt på dig, min store dreng.” Benjamin kiggede genert ned i gulvet. Han vidste godt, at han vejede lidt for meget. ”Hej Jens,” sagde Nadim og rakte hånden frem. Jens greb den og ruskede den ivrigt. ”Velkommen til hulen, drenge. Det er her, det sker.” ”Hvad sker der helt præcist, far?” Jens rodede sig i håret og tog en tår kaffe. ”Det er lidt svært at forklare, for jeg ved ikke det hele selv. Jeg ved bare, at staten overtog hjernemaskinen, fik Nadja til at styre det hele og har hentet folk ind fra resten af verden til at videreføre professorens arbejde. Jeg ved ikke, om det er helt lovligt. Men Nadja siger, at det drejer sig om en sag, der er så vigtig, at alle midler må tages i brug.” Benjamins øjne lyste. ”Sejt. Er det sådan noget med at forhindre en krig? Er du blevet hemmelig agent, far?” 28


29


Jens rettede genert på sit vilde hår. ”Jo-eh, jeg er vist lidt en agent. Og jeg tror, der er endnu mere på spil end at stoppe en krig. Jeg tror, det er rigtig stort. Her på basen er der folk fra mange lande.” Nadim og Benjamin stirrede forundret på hinanden. Nadim rømmede sig. ”Hvorfor har I brug for børn til at hjælpe? Kan I voksne ikke klare det selv?” Jens gned sig i sine trætte øjne. ”Nadja har forklaret, at børns hjerner fungerer helt anderledes end voksnes. At hjernen ændrer sig, når man bliver voksen. Man bliver bedre til nogle ting og dårligere til andre. Jeg forstod ikke helt forklaringen, men en af de evner, der bliver meget dårligere, er evnen til at leve sig ind i ting. Sagt med andre ord, voksne har dårligere fantasi end børn. Det betyder åbenbart, at hjernemaskinen og nanorobotterne ikke virker så godt på voksne.” ”Wow. Så børn er bedre end voksne?” udbrød Nadim. Jens skulede til ham. ”Det var ikke helt det, jeg sagde. Men ok, der er nogle ting, børn er bedre til end voksne, og der er nogle

30


ting, vi voksne er bedre til end børn. Faktisk meget bedre,” smilede Jens selvtilfreds. Benjamin brød ind, før Nadim fik startet en længere diskussion om, hvem der var bedst til hvad. ”Ok, far. Hvad er det, vi helt præcist skal i gang med nu?” Jens slog ud med kaffekoppen, så det skvulpede ud på gulvet foran noget underligt udstyr, der hang udspændt mellem gulv og loft. ”Vi skal i gang med at træne til missionen, så I kan redde verden!”


Kapitel 7: Virtual reality Nadim og Benjamin stirrede på de mærkelige ting, der hang og svævede over jorden. Det lignede en blanding mellem en dragt og et skelet. ”Det er exoskeletter. I bliver spændt fast i dem, og computeren overfører alle jeres bevægelser til spillet,” sagde Jens og gik i gang med at spænde skeletdragterne fast til drengene. Han kom med hjelmene og rakte dem til drengene. ”Det her er en virtual reality udgave af professorens hjernemaskine.” ”Hvorfor bruger vi ikke den rigtig hjernemaskine?” ”Ææh, den er vist ikke helt klar. Desuden var den rigtig farlig, man kunne dø inde i den. I VR-spillet er det ligesom alle andre spil. I har bare bedre kontrol og …” sagde 32


Jens og vippede med øjenbrynene. ”Desuden har jeg sørget for meget federe udstyr … er I klar til at spille?” ”Skal vi allerede ind i Stalin og fjerne sygdomme?” 33


Jens så uforstående ud. ”Stalin har da været død længe?” ”Hvad? Er rektors hund død?” ”Ha–ha. Nu forstår jeg. Jeg troede, I talte om den russiske diktator. Nej, I skal ikke ind i en levende krop endnu. Vi har lavet en testbane, så I kan vænne jer til det nye udstyr. Er I klar?” Drengene nikkede ivrigt og fik VR-hjelme på. Der gik et øjeblik, og så stod de inde i et helt hvidt rum. Der lød en høj hvinen, og så fløj de ind mellem enorme reoler fyldt med grej. ”Wow, hvor er vi?” ”I er i udstyrsrummet. Her er alle de våben og ekstraudstyr, I kan få brug for. Når I har taget det grej, I vil have, så går I ud ad døren for enden og kommer ind på kamppladsen.” Nadim rakte ud efter en sniper-riffel. Benjamin så sin vens nye krop og sagde: ”Wow!” ”Kan du ikke sige andet?” sagde Nadim, vendte sig mod sin ven og sagde: ”WOW! Du ligner noget fra Transformers!”

34


35


Benjamin grinede. Deres nye kroppe så monsterseje ud. Store og stærke. Muskler af blankpoleret stål. Kabler og rør snoede sig om kroppen. Masser af dimser, der stak ud til alle sider, og hjelme, der fik dem til at ligne heltene i en actionfilm. ”Jeg vidste, I ville kunne lide det,” sagde Jens i deres høretelefoner. Benjamin mærkede på sin nye krop. Handskerne efterlignede trykket. Det føltes ikke helt rigtigt, men måske var det godt nok. Der var i hvert fald masser af udstyr. Benjamin greb et skjold og et stort sværd. Skjoldet kunne vokse sig stort, og sværdet havde motorsavsklinge ”Vi er klar,” sagde Benjamin spændt. ”Vil I ikke have flere våben?” nærmest bønfaldt Jens. ”Jeg har lavet så mange seje ting.” ”Vi starter med at teste de våben, vi er bedst til,” sagde Nadim bestemt, før Benjamin kunne pakke en masse ekstra for at gøre sin far glad. ”Vi starter nu,” sagde Nadim. Hans robotkrop bevægede sig hurtigt frem.

36


Fødder af stål hamrede mod gulvet, og hele maskineriet brølede, som en Ferrari, der gassede op. Med en dyb hydraulisk lyd skød hånden frem og åbnede døren til kamppladsen.

37


Kapitel 8: Kampplads De væltede ind på kamppladsen og landede på et fjedrende underlag. Alt var rødt, som da professoren havde sendt dem ind i blodårerne, men her kunne de se pixels. Det var flot lavet, men lignede et computerspil. Benjamin gik forrest. Han trak sit sværd. Nadim snipede over hans skulder. En dør gik op, og noget stort og velkendt masede sig frem. ”Klump klokken fem,” sagde Benjamin. Nadim drejede geværet til højre og skød klumpens øjne ud. Den susede blindt mod dem. De trådte til side, og Benjamin sprættede klumpen op med sit sværd. Det rykkede i hans arm. Han kunne tydeligt mærke, at det ikke var klumpens bevægelse, der rykkede i 38


ham. Det var de små motorer i exoskelettet. ”Det klarede I jo fint. Lad os se, hvordan I håndterer flere fjender på en gang,” lød Jens’ stemme. Og så kom de. Klumper. Edderkopper og gnarler. Nadim pløkkede dem på afstand, og Benjamin tog sig af dem, der kom tæt på. Det gik hurtigere og hurtigere. Nadim skød vildt om sig, men han var ikke så præcis som før. Hans arme i den virkelige verden bevægede sig for langsomt. Benjamin kunne mærke, at han blev træt. Han kunne ikke svinge sværdet hurtigere, end han var i stand til i virkeligheden. Gnarlerne væltede ind over dem og lammede dem med elektriske stød. Klumperne bed deres metalkroppe i stykker, mens de skreg. Et stort billede tonede frem. ”GAME OVER.”

39


De flåede hjelmene af. Jens smilede bekymret. ”Det klarede I jo fint, drenge, I skal bare lære udstyret at kende, så kører det. Vil I have lidt mere grej?” ”Det må vi hellere,” stønnede Benjamin, ”og noget cola.” De fik udstyret af. Jens fandt slik og cola. Benjamins arme dirrede af træthed. ”I er allerede meget bedre end de voksne testpersoner.”

40


Benjamin vrængede ad ham. ”Sikkert. Men det dur altså ikke, at vi bliver så hurtigt trætte. Vi bliver nakket for let. Vi vil aldrig kunne klare en lang mission på den måde.” Jens pressede håndfladerne mod ansigtet. ”Jeg ved godt, det er et kæmpe problem. Vi har tidligere testet en version, hvor man styrer nanorobotterne med mus og keyboard. Problemet er bare, at når man kommer ind i en krop og ikke har en følesans, så kommer man for nemt til at ødelægge noget. Mase nanorobotten ud gennem væggene på blodårerne eller ødelægge nerveceller. Værten bliver smadret.” Nadim spærrede øjnene op. ”Hvad!? Har I smadret en masse mennesker?” ”Niks. Vi brugte regnorme til træningsområde for nanorobotterne. Det svinede en del. Det gik bedre med VRudstyret, men ikke godt nok til, at vi turde teste på mennesker.” Nadim tog en dyb indånding. ”Vi ved vist godt, der kun er en måde, det her kommer til at virke.”

41


”Gør vi?” Jens stirrede forvirret på Nadim. Benjamin skyndte sig at spise noget mere slik. En stor karamel og et par lakridser. Han stirrede på Nadim og kunne se, at vennen havde fundet på en syg plan. Formentlig den sygeste nogensinde. ”Det mener du ikke,” sagde Benjamin, der havde forstået, hvad hans ven ville. ”Hvad snakker I om?” spurgte Jens, der ikke havde forstået noget som helst, men som voksen var hans fantasi jo heller ikke helt i topform. Nadim lagde armene over kors. ”Det her udstyr er ikke godt nok. Vores eneste chance er at få professoren til at hjælpe os.” ”Men hun er jo i fængsel?” sagde Jens, der stadig ikke forstod, hvad Nadim ville.

42


Nadim sukkede og så skævt på Benjamin, som om det var hans skyld, at Jens var så langsom i opfattelsen. ”Prøv at hør her, Jens. Det er altså vildt vigtigt for jer at få det her til at virke ordentligt, ikke?” ”Jo.” ”Dit VR-udstyr er bare ikke godt nok. Vi skal have gang i hjernemaskinen, og det er kun professoren, der kan få den til at virke. Vi er nødt til at få hende ud af fængslet.” ”Man kan ikke bare få nogen ud af et fængsel.” sagde Jens bestyrtet. ”Far, du har kontakter hos politiet! Og du er næsten selv hemmelig agent.” Jens rettede sig lidt op i stolen og solede sig i ordene. Alligevel tøvede han. ”Er I sikre på, at det her er en god ide?” ”Nej. Men det er den eneste måde, vi kan klare missionen … og overleve.” Jens sukkede. ”Ok. Følg mig. Jeg ved, hvad vi skal gøre, men det er ikke helt lovligt.”

43


Kapitel 9: Fængslet Dør efter dør hamrede i bag dem. Drengene bevægede sig længere og længere ind i det topsikrede fængsel. De kom forbi celler, hvor tatoverede arme rakte ud gennem tremmerne efter dem. Benjamin mumlede. ”Jeg tror gerne, jeg vil ud igen. Meget hurtigt.”

44


Jens gik ved siden af fængselsbetjenten, der sagde. ”Bare rolig, drenge, her er intet at frygte. Det er først, når vi kommer til den sikrede afdeling. Der, hvor jeres professor er fængslet.” ”Var det meget slemt, det, hun gjorde?” peb Benjamin. ”Hun er en af den slags fanger, som kan påvirke de andre fanger. Når hun først begynder at forklare om videnskab, hører de andre efter. Lige pludselig er fængslet fyldt med folk, der vil være gale professorer, og det kan vi jo ikke have, vel?” ”Naj, det kan jeg godt se,” mumlede Benjamin. De kom ind i et stort lokale. Lysstofrør spredte et blegt lys over et tomt rum. Tomt, bortset fra en ting. En bænk i midten. Betjenten trykkede på en knap, og bænken kørte op i opretstående stilling. På bænken var en spinkel kvinde spændt fast. Hun knurrede bag sin mundkurv. ”Bider hun?” spurgte Nadim. ”Nej. Men hun vil hele tiden vikle fingrene om sit hår og sutte på det. Det er vildt klamt. Så hun er spændt fast, indtil hun lærer at holde op,” svarede betjenten. 45


”Det er sygt,” hviskede Nadim. Betjenten vrængede ansigt. ”Ja, det syntes vi også. Virkeligt klamt, at hun sutter på sit hår.” ”Det var ikke helt det, jeg mente,” sukkede Nadim. ”Før jeg løsner hende, så skal jeg lige se ordrerne igen.” Jens rakte sin tablet frem, og betjenten

46


løb filerne fra staten igennem. Han kiggede skævt på Jens. ”Så du er altså den ansvarlige, mens hun er prøveløsladt?” Jens nikkede. ”Og hun er prøveløsladt, så hun kan være sammen med sin syge mand, der plager en hel skole, fordi hun ikke er der til at tage sig af ham?” Benjamin og Nadim blinkede med store, våde hundeøjne. ”Ja, han er rigtig ond, når hun ikke er der til at styre ham,” sagde Nadim og tænkte: Det her er den dårligste løgn ever! Men betjenten var åbenbart ikke helt normal. I stedet for at grine af den platte løgn stirrede han medlidende på dem og vendte sig mod Jens. ”Det er rigtig synd for både ham og børnene, men vi slipper hende altså kun fri, hvis du lover, at hun ikke laver gale professorstreger igen.” ”Det lover jeg,” sagde Jens med krydsede fingre bag ryggen. Betjenten ville nok ikke blive så glad, hvis han vidste, at professoren meget snart ville få adgang til alle sine maskiner igen.

47


Kapitel 10: Forsøgskaniner Den store jerndør smækkede bag dem. Professor Hansen viklede håret om sin finger og suttede på lokken. Hun havde fået sine briller og kittel på igen. Hun stirrede på drengene som en haj, der har udset sig en velpolstret badegæst. ”Jeg går ud fra, I har fået mig fri, fordi I skal bruge min hjælp?” Benjamin og Nadim nikkede i takt. Jens rømmede sig. ”Det er mig, der er den voksne, så det er mig, der skal forklare det hele.” Professoren lo. ”Naturligvis. Du skal sige en masse ord uden indhold, og jeg skal sige ja. Men det, jeg ser frem til, er at komme videre med mit eksperiment. Nu da du har medbragt mine yndlingsforsøgsdyr, skal jeg nok lade, som om jeg hører efter, når du taler.” 48


Jens stod med åben mund og stirrede. Han lignede en, der skulle til at eksplodere. Hvis den store, sorte bil ikke var kommet, før han nåede at sige noget, var det sikkert gået galt. Professoren satte sig ind på bagsædet, Jens hoppede efter og hev Benjamin med, så Nadim måtte sidde på forsædet. Chaufføren kiggede på ham. ”Du er nødt til at tage bind for øjnene, så du ikke kender vejen til den hemmelige base.” Nadim sukkede, men gjorde, som han fik besked på. Bagefter spidsede han ører, så han kunne høre snakken på bagsædet. ”Det her siger jeg kun en gang,” brølede Jens ”Hvis du ikke med det samme holder op med at omtale drengene som forsøgsdyr, så er det lige tilbage i cellen.”

49


Professoren vendte sig mod Jens og stirrede længe på hans vrede ansigt. Chaufføren spurgte: ”Kan vi køre?” Jens lagde armene over kors. ”Næh! Ikke før professoren siger undskyld!” Professoren nikkede i respekt over hans barnlige opførsel. ”Er det bedre, hvis jeg kalder dem forsøgskaniner?” ”NAAJ. Jeg bliver gal!” skreg Jens og stampede i jorden som et hidsigt barn. Benjamin begyndte at blive en anelse bekymret. Han havde godt lagt mærke til, at de voksne blev mere og mere skøre. Men nu var det ved at blive helt tosset. De taler, som om de er fjollede børn. ”Eller hvad med forsøgsrotter?” fnes professoren. Jens greb hende hårdt i kitlen. Professoren holdt op med at smile. ”Ok. Hvis du slipper min yndlingskittel, skal jeg nok kalde dem 42 og 43 i stedet.” ”Du skal ikke bruge deres numre fra dit eksperiment. Du skal bruge deres navne, ellers må du ikke lege med os!” ”Jamen, jeg er vildt dårlig til navne.”

50


”Bare kald os drenge, det er fint,” sagde Benjamin beklemt. ”Nu gider jeg altså ikke vente mere. Nu kører jeg!” hylede chaufføren og lavede hjulspin hen ad parkeringspladsen. Benjamin blev trykket tilbage i sædet. Hvad sker der? Er alle ved at blive vanvittige? 51


Kapitel 11: Udstyr Jens og professoren talte ikke mere sammen resten af køreturen. Heller ikke da de kom ud af bilen og ind på den hemmelige base. Først da de steg ud af elevatoren og ind i den store hal fyldt med droner, computere og andet legetøj for voksne, begyndte de at slappe lidt af. ”Jeg har bygget en sej computer,” sagde Jens tøvende. ”Jeg er helt pjattet med seje computere,” svarede professoren med en skinger latter. ”Nadja byggede en til mig. Er hun her også?” ”Vi byggede computeren sammen, men drengene siger, at den ikke er lige så god som din hjernemaskine,” mumlede Jens ærgerligt og skubbede en dør op. Inde på hans kontor var en radio tændt,

52


og en mand råbte op om, at hans raketter var større end en anden mands. Nyhedsværten fortalte om, hvordan lederne fra de to lande var i gang med at sende raketter mod hinanden for at vise, hvem der var sejest. Inden Jens slukkede, nåede Nasim lige at høre nyhedsværten sige, at begge lande kunne sprænge hele verden i luften tusind gange, hvis de gav sig til at proppe bomber i raketterne. Det ville Nadim helst ikke tænke på, så han fokuserede på at hjælpe professoren i VR-udstyret. Nadim hviskede til hende: ”Hvis du bliver ved med at tale pænt til ham, får vi lov til at bruge hjernemaskinen i stedet. Bare sig, det er nogle seje våben, han har lavet.” Professoren nikkede ivrigt som et lille barn, der havde fået stillet en pose slik i sigte. Professoren kørte testprogrammet igennem, tog udstyret af og så alvorligt på Jens. ”Det er noget skrammel. Det dur ikke, at man bliver træt af at kæmpe.” Jens lignede en, der skulle til at græde. Nadim gav hende en albue i siden, og professoren snakkede videre: ”Men det er nogle gode våben, du har lavet.

53


Dem kan vi bruge. Vi overfører dine våben til hjernemaskinen, så skal det nok blive godt.” Jens blinkede, og professoren klappede ham på kinden. ”Se at komme i gang. Du kan ikke sidde og tude hele dagen.” Så vendte hun sig mod Nadim og Benjamin. ”I skal heller ikke sidde og pille næse. Få fat i Iching, så I alle tre er klar, når udstyret er på plads. Benjamin nikkede glad, tændte sin mobil og sendte en besked til Iching, mens Jens forklarede Nadim, hvordan han ændrede på udstyret. ”Jeg har droppet det med, at I skal snakke med computeren undervejs. I får en vejviser, der er koblet sammen med computeren, så kan I bedre få oversigt og hente den viden, I har brug for.” Han rakte Nadim noget, der lignede en tablet. ”Vejviseren er magen til den her. Alle programmer og informationer spejles mellem de to vejvisere. Sæt dig ind i, hvordan den skal bruges.” Nadim nikkede ivrigt, og mens professoren satte hjernemaskinen op, gik han i gang med at finde ud af, hvordan stifinderen virkede. Og med Benjamins hjælp fik de installeret et par ekstraprogrammer, så

54


de kunne game World War, mens de ventede. Få timer senere satte de sig i maskinen, og professoren stillede den skøre hund op på et bord. Den havde også en hjelm på. ”Er I klar, drenge?” Benjamin og Nadim stirrede skræmt på hinanden. Professoren slog en skinger latter op og trykkede knappen i bund.

55


Kapitel 12: Opgraderet Det susede i de slimede gange. Benjamin tog et forsigtigt skridt. Han mærkede, hvordan det røde gulv gyngede under fødderne. ”Godt at være tilbage, hva’ Nadim?” Nadim drejede sin metalkasket om i nakken og justerede på sin sniper rifle. ”Jep, det ligner sig selv. Sjovt, der er så lidt forskel på hund og menneske. Nu skal vi bare finde Iching.” ”I behøver ikke lede,” lød en velkendt stemme. Iching trådte ud af skyggerne. Hun havde præcis så meget udstyr, hun kunne bære uden at blive for tung. ”Jeg har savnet det her spil helt vildt. Det er det eneste spil, der føles virkeligt. Hvor jeg næsten er rigtigt sammen med jer.” Selvom det lød, som om

56


hun talte til dem begge, stirrede hun på Nadim. ”Jeg synes nu, du er ret fantastisk i World War,” sagde han med et fjoget grin. Benjamin rakte tunge. Han var efterhånden ved at være træt af, at Nadim hele tiden skulle være så sukkersød ved Iching. Det værste var, at det virkede. Iching smilede, og hendes smukke metallæber blottede de skinnende hvide tænder. ”Jeg ville ikke være så god, hvis du ikke havde min ryg, Nadim.” Benjamin lavede bræklyde og mumlede. ”Og hvad med mig, er jeg bare det tredje hjul?” Nadim hørte ham ikke, i stedet lagde han en hånd på Ichings arm. ”Fed rustning, du har på.” Iching fnes og tjattede til Nadims skulder. ”Du er da vist også blevet opgraderet.” Nu kunne Benjamin ikke holde til mere. Det var slemt nok med alle de små kommentarer, når de spillede World War, men det var for meget at se sine to venner stå

57


og pille ved hinanden som hunde, der snuser til hinandens bagdele. ”Kan I ikke bare kysse og så fokusere på missionen bagefter?”

Nadim og Iching nærmest hoppede væk fra hinanden. Hvis metalhud kunne skifte farve, havde de blusset rødt. ”Lad os få lavet en kampplan,” knurrede Benjamin. En ting var at have en mistanke om, at de to var ved at blive mere end venner, noget andet var at få det skåret ud i pap. Hvis Nadim og Iching blev kærester, hvad skulle der så blive af ham?

58


De kiggede afventende på ham, uvant med at Benjamin førte ordet, men de var begge så forfjamskede, at det var nemmere at lade ham bestemme. ”Ok, champ, hvad gør vi?” spurgte Nadim. Benjamin var så sur, at han glemte sin vanlige nervøsitet. ”Hvis I er færdige med at savle over hinanden, så gør vi, som vi plejer. Vi laver en plan. Nadim, hvem er fjenden, og hvor er de?” Nadim fumlede sin stifinder frem og trykkede hurtigt på tasterne. ”Øh. Vi skal helt til tops, ligesom i guldmissionen. Der er noget inde i hundens hjerne, og det er ikke nogen små gnarler. Det her er en kæmpeboss. Den er 327 klik væk, og den er næsten ét klik lang.” ”Den er flere hundrede gange større end os!” konstaterede Iching. Nadim sank en klump. ”Ja, og så vidt jeg kan se, er der mere end én. De største er i hjernen, men i resten af kroppen er der flere. Hvor starter vi?”

59


Kapitel 13: Klam sygdom Iching og Nadim stirrede afventende på Benjamin. Han skulle lige til at råbe op om, at han ikke havde svarene. Han vidste ikke, hvor de skulle angribe. I stedet bed han tænderne sammen. ”Iching, vi skal have noget intel på fjenden. Du har prøvet at være fanget i eksperimentet, så du ved, hvordan man skaffer information uden at vække opmærksomhed.” Iching nikkede anerkendende. ”Lad os starte med at undersøge fjenden …” ”Orme, de ligner orme på skærmen,” sagde Nadim og pegede på sin stifinder, der viste et tværsnit af hunden. Med fingeren kunne han trække en lup rundt og undersøge de forskellige dele af kroppen. Lige nu var han i gang med at lede efter fjenden og finde 60


sikre ruter. Han viste stifinderen til Benjamin og trak sig lidt væk fra Iching. ”På skærmen ser det ud til, at der er mange i leveren, men der er de små. De er kæmpestore i hjernen.” ”Tror I, det her også er en eller anden klam sygdom?” spurgte Nadim. ”Helt sikkert!” svarede Benjamin. ”Men hvis det bare er en sygdom, hvorfor opfører hunden sig så mærkeligt?” ”Det ville du nok også, hvis du havde orme i hjernen.” ”Har du lagt mærke til, hvor mærkeligt de voksne er begyndt at opføre sig?” Benjamin trak på skuldrene. ”Voksne er altid skøre.” ”Ja, det er rigtigt. Men de opfører sig ekstra sært for tiden. Lagde du ikke mærke til, hvor mærkelige de var i fængslet?” ”Tjoh.” ”Og kan du huske det, vi hørte i radioen? At de to præsidenter vil bombe hele verden?” 61


”Har det ikke altid været sådan?” ”Måske, men jeg tror, det er værre nu end nogensinde før.” Iching nikkede. ”Dem, der styrer mit land, er også endnu mere skøre end nogensinde. Alle opfører sig som egoistiske pattebørn.” ”Præcis. Lad os finde ud af, hvad de her orme er for nogle væsner.” Nadim skulle lige til at udpege vejen frem, men han tøvede og så på Benjamin. ”Hey, min ven, jeg skal ikke bestemme det hele. Jeg ville bare have gang i sagerne.” ”Det er du ikke ene om,” sagde Iching og sendte et fingerkys til Nadim, der rødmende kiggede ned i stifinderen. ”Ej, altså, nu stopper I!” gryntede Benjamin og gik ind mellem dem. ”Vis vejen, Iching. Så følger vi efter.” Iching grinede bare som svar og sneg sig ned gennem den dunkle tunnel.

62


Kapitel 14: Klumper eller dræberceller? Iching holdt en hånd op. De to drenge stoppede. De var i en sidegang, der førte ud til en større gang. ”Øj, der er mange klumper,” hviskede Benjamin. ”Hvordan skal vi komme forbi dem?” ”Se, hvor mærkeligt de bevæger sig,” hviskede Iching. ”Ja, de går rundt i cirkler …” sagde Nadim. ”… som om deres program er gået i loop,” færdiggjorde Iching hans sætning og løftede hånden til en highfive. Nadim klaskede hendes hånd. ”Bortset fra de ikke er computerskabte. Klumperne er hvide blodlegemer, også kaldet dræberceller. De er kroppens forsvar mod indtrængere,” sagde Nadim og pegede på sin skærm, der


viste info om alt det, de så. ”Jeg troede, de også var en sygdom,” hviskede Benjamin. ”Nix, de hører til i kroppen. Hvis de ikke virker, må det være en ret vild sygdom, der er trængt ind.” ”Skal vi se, om vi kan snige os forbi dræbercellerne?” ”Jeps, lad os det. Vi skal bare ikke komme i vejen for dem. Hvis vi kommer inden for deres cirkler, så angriber de sikkert. Følg mig,” sagde Iching og hoppede ud af gangen og gled ned ad den glatte hulevæg. Drengene fulgte efter, men den usynlige blodstrøm var kraftig i den brede gang, så de landede lidt fra hinanden. ”Vi må være i en pulsåre, siden der er så meget tryk på. Hver gang hjertet slår, laver det en usynlig blodbølge. Pas på, når I går over på den anden side,” sagde Nadim og løb frem. Benjamin og Iching fulgte lige i hælene på ham. Væggene blævrede, og dræbercellerne pressede sig ned mod underlaget. Den

65


usynlige blodbølge bevægede sig gennem gangen som et godstog. Benjamin greb Nadims hånd og pressede sig ned. Nadim greb Ichings hånd og hev i hende, men hun havde ikke tænkt sig at kaste sig ned. Nadim hev hende lidt ud af kurs, mens hun spurtede mod sikkerhed. Den lille forsinkelse var nok til, at hun blev revet med af bølgen og slynget ind i siden på en dræbercelle. Dræberen bed ud efter hende. Iching var hurtig. Hun hev sine to pistoler og skød den i smadder. Ud af hovedet faldt en lille, sær orm. Den var flad i stedet for rund og havde to små, sorte øjne. Den gav sig straks til at hyle, og alle dræbercellerne væltede frem mod de tre. ”Løb!” hylede Iching. ”Hvorfor smed du dig ikke ned?” råbte Nadim. ”Jeg var nået i sikkerhed, hvis du ikke havde hevet i mig. Jeg behøver ikke din hjælp!” hvæsede Iching. ”Vi er et team for pokker,” hylede Nadim fortørnet.

66


”I kan skændes senere. Nu skal vi i sikkerhed,” skreg Benjamin og løb ind ad sidegangen, mens dræbere i hundredvis væltede efter dem.

67


Kapitel 15: Voksne? De pressede sig ind i en smal gang, hvor dræbercellerne ikke kunne følge dem. Nadim stirrede surt på Iching. ”Nu har de opdaget, vi er her. Jeg troede, du var totalt ninja?” ”Jeg var gledet igennem, hvis du ikke havde hevet i mig.” ”Kan I ikke fokusere på missionen, venner?” spurgte Benjamin. ”Bland dig uden om!” hvæsede Nadim og Iching i kor. Benjamin stirrede forbløffet på sine to bedste venner, der gav sig til at skændes. Så tog han en dyb indånding og gik ind mellem dem. Han greb dem begge i kraven og løftede dem op mod væggen. De kæmpede imod, men Benjamin var stærkest. ”Hør her: Verden er ved at blive skør. Vi er inden i en 68


skør hund, og vi er forfulgt af dræberceller, der er skøre, fordi der er små orme inden i deres hoveder. Har I også fået orme i hovederne, eller hvad sker der for jer?” Nadim og Iching stirrede på hinanden. Nadim sukkede. ”Det kan faktisk godt være, det er problemet, men jeg tror ikke, ormene virker på børn.” ”Så du siger, at I er ved at blive voksne?” spurgte Benjamin med frygt i stemmen. ”Måske lidt,” hviskede Iching. Benjamin satte dem ned. ”Det er alt det kæresteri, der gør jer skøre. Kan I ikke bare være venner, så skal det hele nok gå?” ”Ok, det prøver vi,” sukkede Nadim. 69


”Så kan vi altid prøve kæresteriet, hvis vi overlever,” smilede Iching. ”Mener du det?” sagde Nadim med så meget glæde i stemmen, at Benjamin ikke kunne lade være med at smile. Smile på trods af dræbere, der skreg og hylede, mens de prøvede at mase sig ind til dem. Iching kørte hånden gennem sit korte hår. ”Klart. Du er sjov at skændes med.” Nadim så stødt ud. ”Man er vel ikke bare kærester for at skændes?” Benjamin greb dem i kraven igen. ”Nu stopper I og fokuserer på missionen. Ok?” Iching og Nadim holdt begge hænderne op. ”Ok. Det skal vi nok. Slap nu af.” ”Jeg slapper ikke af, før jeg hører en plan.” Nadim tastede på sin stifinder. ”Det smarte ville nok være at starte med at undersøge de små orme og finde ud af, hvad de er for nogle væsner, før vi opsøger kæmpeormen …” ”… men når vi nu ikke længere kan snige os rundt, så lad os gå direkte mod bossen,” afsluttede Iching. Benjamin sukkede. ”Så din kloge plan er

70


bare at kaste os direkte mod kæmpeormen uden nogen form for plan?” ”Det var ikke helt det, jeg sagde. Prøv at høre, hvad vi gør!” Og så begyndte Nadim at forklare, hvad de skulle gøre.

71


Kapitel 16: Våben Det føltes, som om det tog dem tusind år at presse sig igennem de smalle gange. Men endelig kom de ud i hovedgangen igen. De var langt fra de rasende dræberceller. ”Er du klar, Iching?” spurgte Nadim. Iching løsnede en stor flage fra væggen. Da den usynlige bølge ramte dem, brugte de den som sejl og blev trukket afsted. De skød i rekordfart gennem hundens hovedpulsåre, og snart nærmede de sig hjernen. Her blev de standset af en mur. ”Det her er blod-hjerne-barrieren,” sagde Nadim med øjnene stift rettet mod stifinderen. ”Muren forhindrer uønskede ting i at komme ind i hjernen fra blodet. Der skulle være små pumper i muren, der transporterer sukker og andet godt ind til 72


nervecellerne. Vi får svært ved at komme igennem.” ”Øh, skal der være et hul i muren?” spurgte Benjamin og pegede på en flænge lidt længere fremme. ”Godt at have næsen i skærmen, især hvis man også husker at kigge op,” sagde Iching spydigt. Hun daskede til Nadim og gik hen mod hullet. Nadim skulle til at svare, men Benjamin greb ham i nakken. ”Tænk og tal bagefter. Det plejer du at være god til.” Nadim stirrede irritabelt på sin ven, men nikkede og fulgte efter. ”Hvordan finder vi monsterormen?” ”Behøver du spørge?” sagde Iching og pegede på et stort hul. Et hul, der førte ind i den kolossale hjerne. En hjerne, der bredte sig foran dem som en enorm labyrint. Lyn bevægede sig over overfladen, og gnarler marcherede rundt som en hær af myrer, der sørgede for, at hjernen havde det godt. Eller rettere sagt: Det burde de havde gjort. Men ligesom

73


dræbercellerne gik gnarlerne rundt i cirkler og virkede ikke særligt effektive. Benjamin stirrede overvældet på hjernen og det store hul. ”Ok, der er vist ikke nogen tvivl om, hvilken vej monsterormen er gået ind. Spørgsmålet er bare, om vi skal snige os ad små veje eller tage den direkte rute? Hvad siger I? Skal vi være kloge og langsomme eller hurtige og …” Nadim afbrød ham. Han holdt sin stifinder op. Skærmbilledet viste noget helt andet end hunden. Den viste noget meget velkendt. En enorm kampplads fyldt med avatarer. Krigere i tusindvis med enorme våben. De knurrede og brølede. Ventede på den store kamp. ”Jeg har hacket skærmen, så vi kan følge med i optakten til World War. Der er kun to dage til den store turnering. Hvis vi skal være friske til den store kamp, så skal vi have afsluttet denne her mission i en fart.” Benjamin og Iching nikkede ivrigt. Her var noget, de alle tre var enige om. En ting var, at hele verden var ved at blive

74


skør, og de jagtede monsterorme inden i en hund, men hvis de ikke skyndte sig at redde verden, så ville de tabe den store World Warturnering. ”Så vi er altså enige? Vi hiver det tunge skyts frem og laver et stormløb. Lige ind i den sorte tunnel mod en monsterorm med ukendte kræfter?” spurgte Nadim. Benjamin bed sig i metalunderlæben. ”Når du siger det på den måde, så lyder det lidt dumt.” Så begyndte Benjamin at smile og trak noget frem fra ryggen. ”Men jeg har jo ikke fået opgraderet min hyperblaster for sjov.”

75


Nadim hev sin enorme sniper rifle frem og klappede den kærligt. ”Jeg glæder mig til at afprøve dens nye funktioner.” ”Små drenge, store pistoler,” sagde Iching og trak to lasersværd. ”Den, der kommer sidst, er en tøsedreng.” Så løb de ind i mørket.

76


77


Kapitel 17: Monsterorm De løb om kap ind i den mørke gang, der strakte sig dybt ind i hjernen som en togtunnel gennem et bjerg. Lyn gnistrede fra enderne af ødelagte nerveceller. De løb og nød styrken i deres utrættelige kroppe. Drevet af energipakker. Pakker, de havde nok af. Et brøl skar gennem stilheden. Et brøl fra noget meget stort. ”Vi nærmer os,” hviskede Iching. Foran dem åbnede gangen op i en enorm hule. Midt i hulen, badet i knitrende lyn, tårnede monsterormen sig op. Bagkroppen fortabte sig i mørket bag den, mens hovedet var løftet og klar til angreb. Øjnene lyste gult, og rygende lava dryppede fra gabet. 78


”Shit. Det er ikke en orm. Det er en old wyrm,” hvæsede Nadim. ”En stor o-ond drage,” stammede Benjamin og mærkede frygten kaste sig over ham. Iching gik ned i knæ, men ikke af frygt. ”Fang dens opmærksomhed.” ”Hvad vil du …” Mere nåede Nadim ikke at sige, før Iching sprang til angreb. Al frygt forsvandt fra de to drenge, og gamerinstinkterne tog over. ”Angrib mund og øjne,” hvæsede Nadim og satte sin sniper til skulderen, zoomede ind på øjnene og trykkede af. Projektiler kraftige nok til at rive hul i en kampvogn hamrede ind i monsterormens ene øje. Varmesøgende missiler fløj fra Benjamins hyperblaster og forsvandt ind i ormens svælg. Eksplosioner kraftige nok til at sænke en ubåd fik monsterormens mave til at bule ud og lyse orange. ”Så er der fest. Tid til at skære kagen ud,” hylede Iching og ramte monsterormens side som en bi, der torpederer et næsehorn. En bi med lasersværd.

79


80


81


Lunser af kød fløj til alle sider, mens hun arbejde sig ind. Monsterormen brølede og spyede lava i alle retninger. Benjamin nåede lige at trække Nadim til siden, inden lava blæste deres skjul i stykker. ”Tak, bro. Den er syg, den drage.” ”Yeah. Tid til at give den hele armen.” Benjamin spurtede frem med aftrækkeren i bund. ”Skift til gatling gun med eksplosive skud.” Hundredvis af kugler sprøjtede ud og trak et bælte af eksplosioner hen over monsterormens side. Nadim åbnede sin taske og hev ét af sin tre specialskud frem. ”Hvis det her ikke virker, så er der fandeme noget galt.” Nadim tog en dyb indånding, fastlåste sigtet på monsterormens sidste åbne øje, pustede ud og trykkede på aftrækkeren. Kuglen borede sig ind i øjet og rev en luns af baghovedet på monsteret. Samtidigt stod en fontæne af slim ud af monsterets ryg med Iching på toppen af springvandet. Benjamin brugte den utømmelige gatling

82


gun som en sav, hvis utallige eksplosioner rev monsteret midt over. Med et brøl sank ormen sammen. ”Vi vandt,” skreg de tre i kor og krammede hinanden i en glædesrus. Ingen af dem opdagede den kæmpe skikkelse, der lydløst rejste sig bag dem.

83


Kapitel 18: Tom sejr Benjamin var helt høj af glæde. Det var den vildeste opvisning i hypervold, han nogensinde havde været med til. De havde klaret missionen. Nu skulle de bare vente på en stemme, der sagde: Tillykke, I har vundet diamantnøglen, men det var en helt anden lyd, der fik Benjamin til at dreje hovedet. Det var lyden af en mund, der åbnede sig. Et tandbesat gab, der var stort nok til at sluge dem alle tre i en mundfuld. Et øjeblik stod de lammet af skræk foran en ny monsterorm, lige så stor som den, de lige havde nedlagt. Dens øjne stirrede hadefuldt på dem, og så brølede den med en stemme, der fik alt til at ryste: ”I har dræbt min mage.” ”Øh. Monstre plejer ikke at kunne tale,” 84


peb Benjamin, mens de to andre greb efter deres våben. Monsterormen var hurtigere. Dens åbne gab skød frem som skovlen på en kæmpe gravko. Kæberne lukkede sig omkring dem, og de tumlede ind i et inferno af ild og larm. Fangarme skød ud fra alle sider af svælget og tog deres våben og trak de tre ned mod lavaen i ormens mavesæk.

85


”Vi er færdige!” hylede Benjamin. ”Hvis jeg havde mine hænder fri, kunne jeg få fat i et backup-våben,” hvæsede Iching og kæmpede for at komme fri. Nadim var ikke bange for at dø, men han var bange for at miste sine venner. I stedet for at gå i panik ledte han efter en udvej. Sekunder før de ramte lavaen, slog det ham. Monsteret er intelligent, altså kan vi snakke med det. ”Hej orm, du dummer dig totalt, hvis du dræber os.” Fangarmene stoppede. De hang få meter over den boblende lava. ”Hvorfor skulle det være dumt at dræbe jer?” rungede det i ormen. Nadims hjerne kogte. Alle hans spilrutiner var ubrugelige nu. Han måtte ty til det våben, der fik ham gennem hverdagen og forhindrede ham i at ende som mobbeoffer, selvom han kun havde et ben: Selvtillid og bluff. ”Hvis vi dør, kommer vores venner og nakker dig.” Lavaen skvulpede under dem, da ormen

86


87


lo. ”I vil sige hvad som helst for at komme fri.” ”Niks. Jeg kan vise dig, hvem der kommer efter dig og alle de andre orme.” ”Hmmm. Det er altid godt at kende sin fjende. Jeg kan godt udskyde jeres død en smule.” Benjamin og Iching stirrede lettet på Nadim, mens fangarmene hev dem op gennem ormens hals. ”Hvad er det for venner, du taler om?” hviskede Iching og Benjamin i kor. ”Det kan jeg ikke afsløre nu. Bare vær klar til at støtte op om den nye plan.” ”Klart!” hviskede de I kor, mens fangarme hev dem op til ormens mund. De blev ikke spyttet ud. I stedet åbnede et hul sig i halsen, som førte videre ind i ormens hoved.

88


89


Kapitel 19: Det store bluff Fangarmene førte dem ind i ormens hoved. De blev smidt på et fedtet gulv i et rum med blinkende computere. Midt i rummet dinglede en lille hjerne i tråde af slim, der gled ned fra loftet. Hjernen var fyldt med ledninger. Men det var ikke hjernen, der styrede ormen. En stol foran to store skærme drejede sig mod dem. Der sad en mand med grøn hud, følehorn i panden og tre øjne. ”I behøver ikke se så overraskede ud. I regnede vel ikke med, at en orm kunne tale?” De tre stirrede på den grønne mand, der smilede med tænder spidse som syle. ”Har I spekuleret over, at jeres verden er ved at blive gal?”

90


91


Nadim nikkede. ”Og I har måske regnet ud, at det ikke er helt naturligt?” Benjamin nikkede ivrigt. ”Normalt fortæller jeg ikke mine fjender mine planer, men siden I alligevel skal dø, så vil det glæde mig at se den frygtelige sandhed synke ind i jeres små, dumme hoveder.” Ingen nikkede. ”Det er mig og min hær, der står bag angrebet mod menneskeheden. I er alle inficerede med hjerneorme, og meget snart ødelægger I jeres eget samfund,” sagde den lille mand og brød ud i en ond latter. ”Hvem er I?” hviskede Nadim og kantede sig ind foran sine venner. ”Vi er hæren fra mikrokosmos. Og vi er kommet for at erobre jeres verden!” ”Er I ikke lidt små?” ”Jo, men det gør ikke noget. Vi fandt en parasit fra jeres verden. En leverikte. En fladorm, der lever inde i mennesker og dyr. Og det bedste er, at den kan kravle ind i jeres hoveder og gøre jer en smule skøre. Men når vi sidder ved rattet, så kan leverikten gøre jer helt skøre. Så skøre, at I ender med at

92


sprænge jeres verden i luften og forgifter alt. Og når det først er sket, så overtager vi den. Og jeg, lord Zheitan, bliver hersker.” Nadim afbrød Zheitans onde latter. ”Det kan godt være, I har overtaget hjernerne på de voksne, men I kan ikke ramme børnene.” Zheitan så mistroisk på ham. ”Er børnene de små mennesker?” ”Ja, det er helt rigtigt. Det er os, I skal frygte.” ”Det er jo latterligt. I bestemmer ingenting!” En plan begyndte endelig at tage form i Nadims hoved. ”Det er noget, du tror. Vi tre er bare en fortrop fra jordens største styrke.” ”Hvis det er sandt, hvorfor har vi så ikke set den hær?” ”Fordi den er hemmelig, men jeg kan vise den til dig. Så du kan nå at tænke dig om, inden du starter en krig mellem vores verdener.” Zheitan vinkede Nadim hen mod sig, og fangarmene pressede ham fremad. Benjamin så Iching kæmpe for at komme fri, men fangarmene bevægede sig med hende og holdt hende fast.

93


Selvom Benjamin havde en fangarm om sig, var hans hænder fri. Han greb tentaklen, der holdt Iching, og hun begyndte at vride sig ud. ”Teamplay,” hviskede hun med et smil. Zheitan stirrede surt fra Nadim og hen på Iching. Hun havde hvisket lidt for højt, og nu kæmpede hun for at komme fri, før hun blev fanget igen. Hun var stærk og hurtig, men Zheitan var hurtigere. I en glidende bevægelse trak og kastede han en kniv, der med en dump lyd ramte Iching i halsen.

94


95


Kapitel 20: Død? Iching spærrede øjnene helt op og flåede en sidste gang i sine bånd, før hun sank sammen med kniven siddende i halsen. Som et ekko hørte Benjamin professorens stemme i sit hoved. ”Hvis I dør i spillet, dør I også i virkeligheden.” ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJJJJJ,” skreg Nadim og kastede sig mod Iching, men blev bremset af fangarmene. Zheitan smilede som en haj. ”Dræbte jeg din mage?” Han lavede en parodi på et sorgfuldt ansigt. ”Det må du meget undskylde.” Hans øjne blev kolde igen. ”Du dræbte min mage, og jeg dræbte din, nu står vi lige. Lad os komme videre.” Nadim skreg i baggrunden, men 96


Benjamin bukkede sig ned mod Iching. Fangarme sprang frem og greb hans hænder. ”Du må ikke dø, Iching,” hulkede han. Ichings øjne dirrede. Hun hostede gnister og talte som en robot. ”Jeg. Betyder. Intet. Bare. Red. Nadim.” Benjamin blinkede. ”Du er ikke død?” mumlede han. Nadim skreg, og Zheitan lo. Benjamin knipsede. ”Det må være, fordi vi er i robotkroppe. Vi er sværere at dræbe end mennesker.” Iching begyndte at ryste og gnister stod fra hendes mund og kniven i halsen. Selvom hun ikke var død endnu, var det bare et spørgsmål om tid, før kniven kortsluttede hendes krop. Et kort øjeblik tøvede Benjamin og tænkte på, hvor meget nemmere alting ville være, hvis det bare var ham og Nadim igen … men så rystede han på hovedet, og med opbydelsen af al sin styrke bukkede han sig forover og greb kniven med munden.

97


Alt i ham rystede, men han holdt fast, og langsomt hev han kniven fri og spyttede den ud på gulvet. Iching holdt op med at ryste. Benjamin rejste sig op og vendte sig mod Zheitan. I stedet for at smile gjorde han sit ansigt alvorligt og sagde: ”Hun er død.” Zheitan grinede bare videre og vendte sig mod Nadim. ”Ville du vise mig noget, eller skal du tude hele dagen?” Nadim stirrede på Benjamin med så meget sorg i blikket, at Benjamin næsten fik tårer i øjnene. Benjamin gik et skridt til siden, så Nadim kunne se Iching. Små gnister sprang stadig fra hendes hals, men hun blinkede til Nadim. Zheitan stod stadig med ryggen til og kiggede på sine skærme. Han opdagede ikke, hvad de lavede. ”Bliver det til noget? Lad mig høre alt om jeres hær, før jeg dræber jer.” Nadim tog sig sammen og bevægede sig hen til Zheitan. Nadim rakte ned i sit bælte. En fangarm sørgede for, at han ikke kunne bevæge hånden hurtigt. Han tog sin stifinder. ”Kan du koble min mikrocomputer til din skærm?” sagde han med rystende stemme.

98


”Selvfølgelig.” Ledninger krøb ud af den store computer og ind i stifinderen. De to skærme ændrede billede. Nadim brugte stifinderen til at logge ind i en velkendt verden. Zheitan gispede, da krigerne tonede frem på hans skærm. Brølende hævede de deres våben. ”Det her er vores virkelige hær. Vi er bare spejderne. Snart vil der blive sendt krigere ind i alle, I har inficeret, og når det sker, så starter World War for alvor.”

99


Kapitel 21: Krigerne Zheitan stirrede rystet på de utallige krigere, der stod parat til den store turnering i World War. Krigerne lignede Nadim, Benjamin og Iching så meget, at Zheitan troede på dem. Desperat vendte han sig mod de tre. ”Men de ved ikke, hvem de skal angribe. De ved intet om, hvem vi er.” Nadim smilede med sine blanke ståltænder. ”Du tager fejl. Alt, hvad vi siger, bliver sendt til vores krigere. Hvis vi dør, så starter angrebet. I bliver udryddet.” ”Vi har fanget jer. I er gidsler!” Hvæsede Zheitan. ”Hvem er fanget?” sagde en hård stemme bag Zheitan. Iching pressede en kort, men skarp kniv mod hans hals. Zheitans egen kniv.

100


”Hvordan?! Du var ved at dø lige før!?” ”Ja. Men vi jordkrigere kan noget, I ikke kan. Vi kan finde ud af at hjælpe hinanden.” Benjamin mærkede selvtilliden vende tilbage. Med opbydelsen af alle sine kræfter flåede han fangarmene fra hinanden. Han pegede på Zheitan og løj, så vandet drev. ”Vi lod os fange med vilje, så vi kunne komme til at snakke med dig. Vil du trække dine tropper tilbage, eller skal I have smæk?” Zheitans skuldre sank sammen. ”Jeg ville jo bare erobre en ny verden! Det er så kedeligt i vores verden. Der er ingen kamp! 101


Hvad skal jeg sige til alle mine mænd?” De tre venner så på hinanden med et tænksomt blik. Så snakkede de kort sammen. Til sidst vendte Nadim sig mod Zheitan. ”Hvis du ikke har lyst til at tabe ansigt over for dine mænd, og du gerne vil kæmpe, uden I dør rigtigt, så kan jeg fortælle dig, hvad du kan gøre.” ”Du må hellere hviske det til mig, så alle ikke hører det.” Nadim lænede sig frem og hviskede i Zheitans øre. Zheitan grinede ondere end før og sagde. ”Det er en aftale!” Zheitan skreg en ordre og trykkede på en knap. Orme overalt i verden trak sig ud af de skøre voksnes hoveder. De tre venner stod med stifinderen imellem sig. Et billede af en nøgle tonede frem, og en venlig stemme sagde: ”Tillykke. I har vundet diamantnøglen.” De tre mærkede et sug, da de blev trukket tilbage til virkeligheden.

102


103


Kapitel 22: Turneringen Omkring Nadim, Benjamin og Iching bølgede et hav af krigere. Alle var parate til den store turnering. De tre venner var udhvilede. De havde fået en masse søvn, efter de kom ud af professorens hjernemaskine. Der er ikke noget, der kan give ro som at afværge en invasion af rumvæsner fra mikrokosmos. Jens og alle andre havde rost dem til skyerne. Rektor gik mest op i, at hans hund var reddet. Han var lige så skør, som han plejede at være. Men resten af verden var blevet mere normal uden orme i hovedet, og lederne af landene truede ikke længere med at sprænge verden i luften. Nu kunne børn fra hele verden fokusere på at lege krig i stedet for. Turneringslederen rømmede sig, så 104


de tusinder af deltagere kunne høre ham: ”Velkommen, krigere. I er fundet værdige til at deltage i finalen. Om lidt vil der åbnes portaler til fremmede verdener. Her skal I kæmpe mod hinanden og den hemmelige fjende. Bered jer på at møde Zheitan og dragerne fra mikrokosmos!” De tre venner smilede og highfivede. ”Nu får Zheitan og hans krigere deres kamplyst stillet,” grinede Nadim. Iching trak to lange sværd. ”Jeg glæder mig til at stoppe dem her langt ned i halsen på deres drager.” Benjamin så på sine to venner. ”Er I sikre på, I vil kæmpe og ikke kysse?” ”Er du misundelig? Skal du også have lidt nus?” drillede Iching. Benjamin og Nadim løb skrigende mod portalen til en anden verden, mens Iching skamskød dem med fingerkys.

105


Epilog Dybt nede i en kælder, et hemmeligt sted, sad en ensom skikkelse. En, alle havde glemt. Hun sad foran en masse skærme. En skærm viste voksne, der stirrede fortumlet rundt og begyndte at opføre sig normalt igen, hvilket kun var en smule mindre skørt end med hovedet fyldt med orme. En anden skærm viste rektor lege med en glad lille hund. En tredje skærm viste World War-turneringen. Hun fulgte ikke rigtig med på de skærme. Hun var mere interesseret i en skærm fyldt med tal, bogstaver og sære billeder. En skærm, der viste alle de data, stifinderen havde sendt til hende. Viden om alt, hvad der var sket i kampen mod ormene. Men det vigtigste var, at den havde opsnappet en masse information, mens den var koblet sammen med computeren i ormens hoved. Professoren snoede en tot hår om sin finger. ”En computer, der gør det muligt at styre sygdomme. En hel verden gemt i mikrokosmos.” Hun begyndte at le ondskabsfuldt. ”Verdensherredømmet. Muligheder. Det her giver uanede 106


muligheder!” Hun begyndte straks at justere på sine maskiner og kiggede kort op på skærmen, hvor Benjamin, Iching og Nadim kæmpede i turneringen. ”Det er godt unger. I må endelig holde jer i god kampform, for hvis I tror, I er sluppet fri fra hjernemaskinen, kan I godt tro om igen.” Professorens latter rungede gennem gangene under jorden. Uden at vide hvorfor fik Benjamin, Nadim og Iching kuldegysninger.

107


Profile for calibat6

Roboys 4 – Diamantnøglen  

Advertisement