__MAIN_TEXT__

Page 1


Jonny Nekrotic 1: Zombiepesten Tekst: © Emil Blichfeldt Illustrationer: © Peter Snejbjerg Redigering: David Mørck Korrektur: Trine Arleth Testlæser: Julius B. Brasch Layout: Søren Tim Nordbo Bogen er sat med Georgia Gratisbørnebøger-versionen 2020 www.Calibat.dk


Emil Blichfeldt

Zombiepesten

Illustreret af Peter Snejbjerg


Tilegnet Dennis Jßrgensen – Uden Kadavermarch, ingen Jonny Nekrotic


Prolog: Sommeraften Jonny var ligeglad. Det var ikke hans problem. De døde kunne hærge så tosset de ville. Han havde alt det, han behøvede. Med et suk lænede han sig længere tilbage på parkbænken, rettede lidt på det lækre tøj og tændte endnu en smøg.

6


Solen hang lavt over byens tage i den lune sommeraften. I det fjerne kunne Jonny høre skrig og lyden af skud. Endnu en flok overlevende var åbenbart i kamp med de fucking zombier. Han tog et dybt drag af cigaretten. Det var ikke hans problem. Han sørgede for sig selv. De andre overlevende kunne bare gøre det samme. Solens sidste stråler farvede himlen orange og de fjerne skrig stoppede. Jonny knipsede cigaretskoddet væk og rejste sig op. Eller rettere, prøvede at rejse sig, for hans Armani-jakke hang fast. Jonny sukkede. Bare jakken ikke var ødelagt. Man skulle være vildt forsigtig med sit kluns, 7


for det var ikke til at få ordentligt tøj mere. Han var nødt til at rejse længere og længere for at finde noget i de fede forretninger. Jonny vendte sig forsigtigt for at frigøre jakken, men det var ikke et søm eller en splint, der sad fast i hans jakke. Det var en gullig, opsvulmet hånd. „Årh pis, ikke igen!“ råbte Jonny. Han råbte endnu højere, da zombiens anden hånd landede tungt i hans ansigt. Knogler brækkede og tænder blev slået løs. Men endnu værre, jakken blev revet i stykker. Slaget lammede Jonny. Han vidste, han burde løbe, men det gjorde alt for ondt. Zombien tøvede ikke, den rallede bare og greb fat i hans arm. Det levende lig var uhyggeligt stærkt. Lort, lort, lort, tænkte Jonny. Så begyndte zombien at spise, mens Jonny skreg af smerte.

8


1. Jonny Nekrotic Morgen. Solen krøb langsomt frem over de tomme bygninger. På gaderne holdt udbrændte biler og folks ting flød overalt. Tøj, tegneserier og forladte bamser. Jonny åbnede øjnene, kiggede ned af sin blodige krop og skreg: „Neej, min Armani-jakke er totalt ødelagt!“ Han rejste sig, mens han bandede og hev tøjstumperne af sin ømme, trætte krop. Kroppen var dækket af røde ar. Ar efter zombiens tænder og negle. Heldigvis voksede kroppen hurtigt sammen. Jonny var ikke som de andre levende, men han blev lige forskrækket, hver gang zombierne fik ham. Hvorfor kunne de ikke bare lade ham være? Nu måtte det være nok. Nu var det fandme zombiernes tur til at blive flået i stykker! Kun iført bar røv og dolk sneg han sig ud af parken. Zombierne var overalt, men solen gjorde dem sløve og dovne. Hvis man bare sneg sig af sted, blev man ikke opdaget. Jonny hadede bare at snige sig af sted. Det var langt under hans værdighed. Han var en stjerne, og stjerner sniger sig ikke rundt. Men der var ikke noget at gøre, han skulle hen til det store supermarked. Jonny bandede stille, han havde altid hadet supermarkeder, men man kunne ikke få våben i modeforretninger, så han havde intet valg. 10


Jonny gik hen over vejen og forbi et læskur ved busstoppestedet, der stadig havde gamle reklamer hængende. En af dem viste en storsmilende ældre herre: Træt af sygdom? Få kuren i dag! Jonny spyttede på plakaten: „Fuck dig, doktor Zeuthen, din kur var bare en endnu værre sygdom!“ Mens han stirrede på plakaten, tænkte han tilbage på sit møde med Doktor Zeuthens tidligere assistent. Han huskede tydeligt, hvordan doktorens assistent svedte og konstant så sig over skulderen, mens han fortalte Jonny og de to andre, hvad der skulle ske. Assistenten rablede ord af sig. Ord om fejl i Zeuthens kur og muligheden for redning. Jonny havde ikke rigtig hørt efter. Han sad og tænkte på det lækre tøj, han kunne købe for alle de rare penge, assistenten tilbød. De fik alle tre en indsprøjtning, og kort efter begyndte det at brænde i hans nakke. Og så havde han mistet bevidstheden. Da Jonny var kommet til sig selv igen, var det til lugten af røg og en der råbte hans navn. Han var blevet vækket af en af andre, der havde fået en indsprøjtning. Laboratoriet var fyldt med røg, og i det fjerne var der en, der skreg. Den tredje forsøgskanin var allerede stukket af. Med alle pengene! Det svin, havde Jonny tænkt, da han og den anden flygtede ned i kloakken. 11


Jonny rystede opgivende på hovedet og traskede væk fra plakaten af dr. Zeuthen og videre hen over parkeringspladsen mod supermarkedet. Jonny bed skammen i sig og startede i supermarkedets tøjafdeling. „Fuck, det er sgu da kun tabere, der køber tøj i et supermarked.“ Hurtigt hev han noget undertøj på og fandt et par cowboybukser, der ikke var alt for grimme. Til sidst hev han en spraglet hawaiiskjorte på. Skulle det være dårlig stil, kunne det lige så godt være rigtig dårlig stil. Han nikkede til sig selv i spejlet og satte det mørke hår i en acceptabel frisure. Så tændte han en smøg og smilede til sit spejlbillede: „Alt klæ’r den smukke.“ Han tog et dybt sug og pustede røgen ud gennem næsen: „Tid til at bevæbne sig.“ Efter noget tids søgen fandt han supermarkedets jagtafdeling. En meget tom jagtafdeling. „Arrh mand, det er bare løgn! Alt det gode grej er snuppet!“ Med hængende skuldre gik han videre, men sportsafdelingen var også tømt. Ingen baseballbats eller golfkøller. Med krydsede fingre gik han ned til værktøjsafdelingen. Han søgte overalt, rev æsker med søm og skruer på 12


gulvet: „Hvor helvede er motorsavene?“ Jonny blottede tænderne, væltede en række river og stampede i gulvet. Så var det han så den. Indkøbsvognen. Den var spækket med alle de gode sager. Shotguns, revolvere, ammunition, baseballbats, en motorsav og en benzindunk: „Hæ hæ, man har sgu lov at være heldig nogle gange!“ Han greb kærligt en shotgun, og i det samme hørte han lyden. Lyden af løbende fødder. Våde, nøgne fødder. Zombierne var indenfor. Her var ingen sol, så de bevægede sig hurtigt. Jonny grinede hånligt af de tre løbende skikkelser. To mænd med rådne arme og hvide øjne, og en kvinde i joggingtøj og fedtet gult hår. „ARRHRGG!“ skreg de sultent. „Fuck din tøjsmag!“ råbte Jonny mod kvinden og skød fra hoften. Shotgunen bragede og blev næsten revet ud af hans hænder. Haglene blæste en række tommestokke ned fra en hylde, mens zombierne hurtigt nærmede sig. Han satte shotgunen op til kinden, sigtede og skød. Geværets rekyl lammede hans skulder, mens haglene flåede hovedet af den forreste zombie. Jonny grinede, selv om han havde sigtet efter maven. Hans arm var fuldstændigt lammet, så han smed sin shotgun og greb en stor revolver med venstre hånd. 13


Skuddene bragede gennem værktøjsmagasinet. Han kunne overhovedet ikke ramme. Zombierne var nu så tæt på, at han kunne se tatoveringen på den enes halvrådne arm. Febrilsk smed han revolveren, og prøvede at løfte motorsaven. Den var alt for tung, så han greb baseballbattet og hamrede det i hovedet på den første zombie. Nakken knækkede, men zombien gurglede bare sultent videre. „Piiiiiis, tid til at dø igen!“ mumlede Jonny smågrædende, men pludselig eksploderede zombiens dinglende hoved i en regn af knoglestumper og hjernemasse. Jonny kastede sig forskrækket ned. Den sidste zombie stoppede op og kiggede langsomt rundt. Så eksploderede dens hoved også. Jonny kom rystende op at stå. Han kiggede ned ad sig selv. Han var dækket af blod og slim, og endnu et sæt tøj var ødelagt. Arrigt sparkede han til den tatoverede zombie og råbte: „Dumme skid, hvordan fanden skal jeg blive ved med at finde nyt tøj?!“ En stemme sagde grinende: „Det kunne ha’ været meget værre. De kunne have dræbt dig!“ Stemmen var lys og kom fra toppen af en høj reol med skruer og møtrikker. 14


Jonny kiggede op. På øverste hylde sad en knægt med en rygende riffel på lårene. Hans fødder dinglede ud over kanten. Ungen havde tydeligvis ingen tøjsmag. Han var iklædt det sædvanlige drengekluns. Kasket, ternet skjorte, for store cowboybukser og sneakers. „Var det godt at blive reddet?“ grinede knægten og lavede en tyggegummiboble. Jonny rystede på hovedet og svarede: „Det bliver vist mig der redder dig fra dit eget tøj! Kom herned, så går vi over til tøjafdelingen.“ Boblen sprang og knægten kravlede grinende ned.


2. Fedtet garn De gav hinanden hånden og gik snakkende gennem det ødelagte supermarked. Vognen med våben skramlede af sted, og hjulene blev konstant blokeret af knoglestumper og tomme æsker.

Knægten præsenterede sig. „Danny, 13 år, mesterskyt-

te. Tre bukke, 17 fasaner og 74 zombier – i denne sæson,“ pralede han: „Det var den gamle, der lærte mig og mine brødre at skyde. Vi skulle kunne forsvare os selv. Naboen fra farmen ved siden af grinede af os, men da zombierne kom, var han færdig med at grine.“ Danny sprang tænksomt en boble og sukkede: „Da vi løb tør for kugler, tog den gamle og mine ældre brødre ind til byen efter friske forsyninger.“ Danny sparkede en knogle væk, der blokerede det ene hjul: „Da jeg løb tør for mad, opgav jeg farmen og tog ud for at lede efter dem.“ Der gik et par minutter, hvor ingen af dem sagde noget, så tog Jonny fat i Dannys skulder: „Meget rørende historie, men det er ikke nogen undskyldning for dårlig tøjsmag,“ og med de ord hev han Danny ind i tøjafdelingen. Danny rystede Jonnys hånd af sig: „Fuck dig, du piller ikke ved mit tøj!“ 17


Men Jonny var stålsat: „Ser du, min lille ven, klæder skaber folk.“ Han fandt noget tøj frem, der mindede om det, Danny havde på i forvejen, bare med den forskel, at det sad ordentligt og farverne matchede. „Årsagen til, at jeg har fået mine filmroller, er alene min stil og attitude. Uden de to ting er du intet i Dollywood.“ Danny rynkede brynene: „Vågn dog op, mand! Hele verden er ved at ryge på røven, og du snakker om tøj!“ Alligevel kunne han ikke lade være med at smile selvtilfreds til sit spejlbillede. „Der kan du se, selvom vi måske skal dø, så skal vi ikke opføre os som vilde dyr indtil da! Nu mangler vi bare håret. Dit fedtede garn er alt for nørdet.“ Danny tog ladegreb: „Du rører ikke mit hår!“ Jonny blinkede ikke, da knægten pressede løbet ind i hans mave: „Enten ryger håret eller også ryger kasketten.“ Danny sank en klump og sænkede riflen. Kiggede på Jonny med respekt i øjnene. Under den fimsede overflade var Jonny hård som flint, næsten lige så hård som hans far: „OK, så ryger håret, men ingen tøsefrisure.“

18


De fandt de nødvendige redskaber i afdelingen for personlige pleje, og Jonny gav Danny en skarp frisure. „Så knægt, nu ligner du ikke lort mere.“ Danny nikkede til sit spejlbillede. Han så ældre ud end sine 13 år. Sulten havde fjernet hvalpefedtet og pludselig havde han stil. Så spærrede han øjnene op, drejede rundt på stolen og trak en Magnum fra bæltet. Jonny løftede hænderne undskyldende: „Hey, sådan var det heller ikke ment!“ Men Danny snerrede bare og skød. Jonny stod med lukkede øjne og med ringen for ørerne. Han ventede bare på, at smerten kom. Det gjorde den ikke. Langsomt åbnede han det ene øje. Danny grinede bøvet: „Bag dig, mand!“ Jonny vendte sig. På gulvet lå en zombie, der manglede det meste af sit hoved. Jonny lod skuldrene synke og daskede Danny på skulderen: „Det er nogle effektive våben, du har, knægt.“ Danny satte tre nye patroner i revolveren: „Jep! Riflen kører med lav kaliber og høj krudtladning. Projektilet vender sig, når det går ind i kraniet, og kommer ud sidelæns! Det river hele baghovedet i stykker.“ Jonny rynkede på næsen, men Danny fortsatte: „Revolveren er jeg nødt til at snyde lidt med. Jeg skærer et kryds 19


i projektilets bløde spids. Det ødelægger præcisionen på afstand, men på klods hold er det lige meget. Når projektilet rammer, folder det sig ud og flår alt i stykker.“ Danny smilede veltilfreds. Jonny lagde hovedet på skrå og gned sig i hænderne: „OK, Dannyboy, hvis du lærer mig at skyde, så hjælper jeg med at finde din familie.“ Danny kiggede op og ned af Jonny: „Jeg kan ikke love dig, at du lærer det, men OK, du er sgu meget skæg at snakke med.“ Efter at have pakket mad, våben og tøj i et par rygsække, tog de fat på skydetræningen.


3. Skydetraening Solen stod højt på himlen. Luften flimrede over parkeringspladsens varme asfalt. „OK, vi starter med det nemme. Shotgun og revolver.“ Danny hev shotgunen op og gik i gang med instruktionen: „Skæftet skal ligge helt ind til kinden og dybt i skulderen. Hvis den ikke ligger helt tæt, får du smadret skulderen.“ Jonny nikkede og knipsede cigaretskoddet væk: „Jo tak, det har jeg prøvet.“ Danny smilede skævt: „Så følger du målet og skyder.“ Jonny nikkede ivrigt: „OK, det lyder sgu nemt nok! Er der andet jeg skal gøre, før vi finder nogle zombier at skyde på?“ Danny smilede lumsk, hev en kasket op af tasken og rakte den til Jonny Jonny så bedende på Danny, der bare rystede afvisende på hovedet: „Hvis du vil lære at skyde, så har du kasket på.“ Jonny bandede indvendigt. Kasketten ødelagde hans frisure totalt. Desuden kunne han ikke helt forstå, hvorfor man skulle have kasket på, når man skød.

22


Danny skjulte sit smil og stillede en række tomme dåser op på en lav mur. Fem minutter senere var alle dåserne stadig hele. Danny havde gjort sit bedste for at guide Jonny undervejs. Først havde de skudt med revolver, men den blev hurtigt opgivet. Derefter var de gået over til shotgunen, men selv på ti meters afstand ramte haglbygen ved siden af. Jonny sparkede surt til et kranie: „De dåser er alt for små, lad os hellere øve på nogle zombier!“ „Du lærer det aldrig på den måde, men OK, du får en chance.“


Danny rystede på hovedet og pegede opgivende på den eneste zombie i syne. Det var det levende lig af en gammel dame, komplet med gangstativ og en puddel i snor. Hunden levede tydeligvis af at spise sin ejers ben. Zombien hvæsede. Jonny skød. Hunden bjæffede arrigt. Liget af den gamle dame stavrede tættere på. „Skyd samtidigt med du ånder ud,“ korreksede Danny. Jonny svedte i den varme sol: „Ja, ja, jeg har styr på det.“ Danny rystede bare på hovedet. I det fjerne kunne de se flere zombier nærme sig. Skuddene tiltrak dem. Så skød Jonny igen. Blod stod i en sky fra den gamle zombie. Der var et stort hul gennem kjolen og damens brystkasse. Hun vaklede et øjeblik, men faldt ikke. Jonny sænkede sin shotgun. Danny rystede på hovedet: „Altid hovedet! Huller i resten af kroppen stopper dem ikke.“ Zombien stavrede videre, mens puddelhunden slikkede lever op fra asfalten. Jonny skød igen, og denne gang blev hovedet blæst af. Zombien sank sammen og lagde sig tungt hen over gangstativet, og nu var tre andre kommet indenfor skudvidde. Jonny skød løs. 24


En kom helt tæt på og fik Dannys pistol at føle. Jonny grinede: „Kasketten virker sgu.“ „Den er god med dig,“ sagde Danny, „men nu må vi hellere komme i ly, før flokken bliver for stor.“ De spurtede væk fra parkeringspladsen, hen mod en tankstation.


4. Handicaptoilet Tankstationens glasdør lukkede bag dem. Bag disken stod endnu en zombie. To shotguns bragede. Den ene haglbyge væltede brillestativet, den anden fjernede zombiens dødningesmil. Danny grinede som en flækket træsko: „Smukt skud, Jonny, det brillestativ er færdigt med at true nogen.“ Jonny svarede ikke, men vrængede bare surt. Danny sprang en boble og kiggede sig pludselig nervøst over skulderen. „Hvad nu? Flokken er her om lidt,“ peb han. Jonny pegede hen over skulderen: „Vi skal på lokum.“ Danny spærrede øjnene helt op: „Hvad? Kan du ikke holde dig til vi er i sikkerhed?“ Jonny kiggede på ham, som om han var dum: „Come on! Er du tungnem eller hvad? Vi kan låse toilettet indefra! Så er vi i sikkerhed.“ Danny nikkede: „OK, det er en røvdårlig plan, men i mangel af bedre, så gør vi det.“ Heldigvis var tankstationen politisk korrekt, så der var et fint stort handicaptoilet. Døren var bare låst; det lille felt over dørhåndtaget viste rødt. Optaget.

27


Med møje og besvær begyndte Danny at drejet det røde felt over mod grønt, samtidig med at flokken af zombier væltede ind i butikken. Og det var ikke lørdagsslik, de var ude efter! Jonny skreg og tømte shotgunen så hurtigt, han kunne. Zombierne stod så tæt, at han ikke kunne undgå at ramme. Kød og knoglestumper sprøjtede ud over lokalet. Endelig fik Danny døren op, og de skyndte sig ind. På kummen sad en meget død og indtørret mand. „Skide-ærgerligt sted at dø, hva’?“ Jonny lo nervøst. Danny smækkede og låste døren. Få sekunder efter hamrede de levende lig løs på døren. „Ka’ du følge mig?“ fortsatte Jonny, da Danny ikke svarede på hans dårlige joke: „Skide-ærgerligt, ikke? Ha ha. Han sidder jo på lokum.“ Danny kiggede træt op på ham: „Der står 50 sure zombier uden for døren, vi sidder på lokum med en død mand, og du fyrer bare dårlige jokes af. Tror du, at fister på kummen havde det sjovt med at sulte ihjel på et lokum?“

28


Zombierne hamrede løs på døren. Jonny så surt på Danny: „Han kunne sgu da bare være smuttet.“ Danny rystede på hovedet: „Du er da for dum mand, prøv at se på ham.“ Jonny kiggede, mens zombierne rev i døren så det knagede. Den døde mand manglede det ene ben og på gulvet lå hans krykke. „Han havde valget mellem at humpe fra zombierne eller blive her.“ Jonny lagde hovedet på skrå og rynkede sine bryn. Så lyste han op i et smil: „Hæ, du har ret, han ville nok hellere dø end at miste flere kropsdele.“ Danny klaskede sig for panden: „Du er for dum!“ Uden Danny gad lytte, fortsatte Jonny med at rive dårlige vittigheder ud af ærmet, akkompagneret af zombiernes arrige grynt. Danny var ikke glad for at indrømme det, men Jonnys tåbelige dødsforagt gjorde frygten for de levende lig noget mindre. En enkelt zombie kunne ikke skræmme ham længere. Men flokken, der kom væltende som en tidevandsbølge og ikke lod sig stoppe af noget. Den gjorde ham pissebange!

30


„Åh nej,“ sagde Jonny teatralsk og afbrød Dannys dystre tanker: „Vi har lavet en megafejl, knægt.“ Danny kiggede bekymret op. Jonny stirrede på ham med en grimasse, der skulle forestille panik: „Der er rygning forbudt på lokummet, ha ha!“ Han klaskede sig selv på låret og Danny kunne heller ikke lade være med at grine. Det er sgu godt med et publikum igen, tænkte Jonny, og tændte en cigaret. Danny hev et par poser chips op fra rygsækken, smed den ene over til Jonny, og så spiste de saltede kartofler, mens zombierne hamrede videre. Den nat sov de på tankstationens handicaptoilet. Der var lige plads til to personer og et lig. I løbet af aftenen kunne de høre zombierne bevæge sig ud i natten. Kun et par zombier blev tilbage og ruskede sløvt i døren.


5. Hundemad Næste dag skinnede solen gennem toilettets lille vindue. Jonny strakte sig og ruskede i Danny: „Så er det tid til morgenmad.“ Danny strakte sine lemmer og de gylpede dåsesodavand og cornflakes i sig. Bagefter pakkede de deres ting og gjorde sig klar. Jonny åbnede døren forsigtigt, mens Danny stod parat med sin shotgun. Ingen zombier. Tankens butik var ribbet for det meste, men de fandt et par pakker langtidsholdbare sukkersager. Udenfor var det stadigt køligt, solen var kun lige stået op. De fleste zombier var væk. Kun en enkelt sad og delte resterne af den gamle zombiedame med puddelhunden. „Skal vi nakke den?“ spurgte Jonny ivrigt, og pegede på zombien med en nytændt cigaret. Danny rettede på kasketten: „Jep, men ingen skydevåben denne gang.“ Jonny sænkede skuffet sin shotgun. Danny tog et tyggegummi i munden og pegede forklarende på den: „Det larmer for meget. Brug battet og gå efter hovedet.“

32


Jonny nikkede og hev aluminiumsbattet op af indkøbsvognen, der havde overlevet natten på parkeringspladsen. Langsomt listede han sig hen mod det levende lig. Zombien registrerede ingenting, og åd videre, men puddelhunden fulgte Jonny med øjnene og begyndte så at knurre. Da han stod lige bag den siddende zombie, begyndte hunden at bjæffe som en gal. Zombien løftede og drejede langsomt sit hoved. Halvdelen af ansigtet var væk og maddiker kravlede ind og ud af hullet. Baseballbattet susede hen over dens fedtede hår, og Jonny snurrede bandende rundt om sig selv. Zombien gurglede dybt i sin rådne hals og rejste sig langsomt.


Danny grinede og trak en golfkølle fra indkøbsvognen. Hans slag ramte zombien på skulderen, og maddiker stod fra den som en hvid regn. Den gryntede bare og slog ud efter Danny, der hoppede hylende til side. „Hold dog kæft din tøsedreng,“ sagde Jonny og slog zombien i knæskallen med battet. Zombien væltede og Danny gik rutineret hen til den. Zombien stirrede vredt op på ham, mens gult slim løb fra dens mund. Køllen sendte tænder og hjerne ned ad gaden. „Wow! Rent Tiger Woods det der,“ grinede Jonny. Danny så skævt op på ham: „Dig derimod, du stinker for vildt! Du er simpelthen for dårlig til at ramme.“ Hunden bjæffede stadig, som om den blev betalt for det. Jonny stirrede surt tilbage: „Jeg kan sgu da ikke gøre for, at jeg er løbet tør for kontaktlinser!“ Danny stirrede forbløffet på ham: „Hvorfor har du ikke taget briller på?“ Jonny gloede fornærmet. „Stjerner går ikke med briller, det har vi ikke brug for,“ sagde han arrigt, og slog ud efter hunden for at demonstrere sine evner. Battet susede hen over dens hoved og ramte gangstativet, der skramlede hen af gaden. Hunden bjæffede videre.

34


„OK, Jonny, to ting.“ Danny holdt to fingre i luften: „Briller til dig, og få styr på hunden!“ Jonny bandede og lossede til hunden, der fløj hylende af sted. Inde på tankstationen hev Danny det sønderskudte brillestativ op på disken igen. De fleste af brillerne var mere eller mindre smadret af hagl, men det lykkedes dem at finde et par, der til nød kunne bruges. Jonny lagde armene over kors: „Jeg nægter at gå med dem.“ Danny kiggede på ham med halvt lukkede øjnene og lod en boble springe. „Ingen briller, ingen våben,“ sagde han, hvorefter han rejste sig og tog Jonnys shotgun: „Farvel tumpe.“ Jonny skulede vredt, smed cigaretten ned på gulvet og tværede den ud med spidsen af sin fine italienske sko: „OK, du vinder, din møgunge! Stik mig en shotgun og de briller, så finder vi din familie.“ Danny nikkede med et skævt smil, pressede brillerne på plads på Jonnys næse, og stak ham en shotgun. Med det på plads, hev Danny et bykort frem. Flere steder på kortet var der røde krydser, og Danny kiggede op på Jonny: „OK, brilleabe, hvert rødt kryds er et supermarked, der er undersøgt. Det sidste min far sagde, var, 35


at de ville hente forsyninger, så der er god sandsynlighed for, at vi kan finde dem i et af byens supermarkeder. Som du kan se, mangler jeg at undersøge tre steder.“ Jonny nikkede og plantede en nikotingul finger midt i kortet: „Fint, knægt, lad os tage Wallsmart først, det er nærmest.“ Kort efter vandrede de af sted under den bagende sol. Fluerne summede og luften var tyk af ligstank. Endnu en almindelig dag i zombie-land.


6. Fremmede Først var lyden fjern. Men langsomt blev den tydeligere. På motorstøjen at dømme var det en stor bil. Så kom den til syne, og Danny gik i gang med at messe: „Blågrøn Ford Mustang. 8 cylindre. 3 km pr liter ... maskingevær på taget. OK, det er ikke standard!“ Danny løftede imponeret på kasketten. Mustangen blinkede med den tilbageværende forlygte. Danny og Jonny vinkede tøvende tilbage. Bilen standsede et stykke fra dem, og en ung fyr med cowboyhat og solbriller stak hovedet ud af det smadrede sidevindue: „Hey, gutter, jeg kan, se I har våben! Skal I ha’ et lift med til NegaCity? Vi kunne godt bruge et par ekstra pistoler, når vi skal skyde os igennem kødranden. Zombierne har omringet byen!“ Jonny trak på skuldrene: „Tak for tilbuddet, men vi skal finde nogen, der er forsvundet.“ Manden med cowboyhatten grinede: „I finder sgu ikke andet end zombier. Kom hellere med til NegaCity. Det er det sidste sikre sted i landet.“ Jonny nikkede eftertænksomt: „Det lyder godt, men bare kør i forvejen. Vi kan måske indhente jer om et par dage.“ 38


Manden lettede på hatten til afsked og gassede op. „OK, vi venter to dage ved Dead-End-Store, eller indtil vi har mandskab nok til at komme gennem zombie-horden,“ råbte han, og sendte bilen ned af den smadrede gade. Jonny kiggede langt efter bilen. NegaCity, den sidste by hvor der stadig var stilsikkert tøj og damer, der forstod at sætte pris på en stjerne. Han sukkede: „OK, knægt, først din familie, så NegaCity.“ Danny nikkede sammenbidt og spyttede tyggegummiet ud.


7. Familie De standsede foran Wallsmart: „OK, Jonny, vi efterlader taskerne udenfor. Vi tager shotgun, pistol og kølle med ind.“ Jonny kiggede surt på Danny og tændte en cigaret: „Hvem fanden har udnævnt dig til at være leder? Du er en lille lort og jeg er voksen.“ Danny grinede bare: „Voksen min røv, den dag du kan skyde som du kan snakke, kan du få lov til at bestemme.“ Jonny kneb øjnene sammen bag skodbrillerne: „Den dag kommer snart, Dannyboy!“ Danny grinede hånligt og tog et nyt tyggegummi: „Ha, den er god med dig, det bliver sgu ikke i min levetid.“ Jonny bed tænderne hårdt sammen om sin cigaret: „Ja ja, grin du bare. Den der ler sidst, ler bedst.“ Danny trak på skuldrene: „Fint fint, Mr. Star, tid til at købe ind!“ Og med solen i ryggen tog de begge ladegreb og gik ind i det enorme supermarked. Supermarkedets store glasparti ud til parkeringspladsen var helt smadret. Enorme mængder af ødelagte varer, krøllede indkøbsvogne, skeletter og toiletpapir bød dem indenfor, og de listede forsigtigt videre.

40


Halvtomme pakker med cornflakes knasede under deres fødder, mens butikkens mørke lukkede sig om dem. „Der er garanteret en del af de rådne herinde, skift til køllen, så vi ikke påkalder alles opmærksomhed.“ Jonny nikkede, slyngede sin shotgun over skulderen og hev alu-battet op af tasken: „OK zombier, tid til bankekød.“ De sneg sig langs hylderne i den mørke forretning. En svag vind trak gennem supermarkedet og ødelagte paneler klaprede sagte. Selvom det var køligt, svedte Jonny: „Knægt, jeg har en dårlig fornemmelse med det her sted, lad os se at komme væk.“ Danny spyttede sit tyggegummi ud: „Niks makker, vi skal finde min familie.“ Jonny rystede på hovedet, men sagde ikke noget.


De var nu dybt inde i supermarkedet, spindelvæv hang fra hylder med bortrådnet kød, og maddikerne var for længst klækket til fluer. „Pis, hvor er der mange fluer her,“ sagde Jonny og daskede til en. „Åh-åh,“ svarede Danny, „zombie-tid!“ Zombien stod som mørk skygge mellem de halvtomme frysemontrer. „Jeg nakker den,“ sagde Danny, og trådte frem i det samme som zombien stavrede ud af skyggen. Danny standsede og spærrede øjnene op: „Far!“ „Grarrgghh,“ svarede zombien, mens to andre zombier kravlede op af frysemontren. „Løb Danny,“ råbte Jonny og hev shotgunen frem. Danny drejede sig ved lyden af Jonnys ladegreb og skreg: „Neej, det er min familie!“ og blev så hevet om på gulvet af liget, der engang havde været hans far. Maddiker dryssede fra zombiens mund da den åbnede sig og bed Danny i kinden. Drengen skreg og shotgunen brølede. „Pis, du er blevet smittet!“ skreg Jonny. Hans briller duggede let, mens lyden af de følgende skud sendte ekkoer gennem supermarkedet og forvandlede zombierne til en bunke iturevet, dødt kød. 42


Jonny løb hen og hev Danny op. „Du er blevet god til at skyde,“ sagde Danny med febersvag stemme: „Det hjalp med briller.“ Jonny blinkede bag de duggede glas. „Jonny, lad mig ikke ende som dem. Lad mig dø med min familie.“ Jonny satte sig ned og hulkede. Han kunne ikke lade Danny dø. Han var ikke længere ligeglad. Danny skulle leve. Måske var der læger i NegaCity. Hvis Danny bare kunne blive som han selv var, så ville han overleve. „Du dør ikke, så længe jeg lever,“ sagde han, løftede beslutsomt Danny op, og gik over mod værktøjsafdelingen. „Hvad har du gang i, Jonny?“ spurgte Danny sløret: „Om et par dage vil jeg rejse mig som en zombie. Skyd mig, jeg har ingen familie og intet at leve for.“ Jonny bed tænderne sammen: „Kun tøsedrenge giver op overfor den sikre død.“ Danny grinede svagt: „Hæ hæ, det lød sgu som et citat fra en B-film! En du har været med i?“ Jonny sukkede og hev fem ruller gaffatape ned fra en hylde: „Niks knægt, jeg har kun været med i børnefilm. Men nu er det slut med tøse-attituden.“ Jonny viklede Danny ind i gaffatape og slyngede ham over skulderen: „Nu kan du blive zombie så tosset du vil. 44


Jeg har styr på dig, indtil du får kuren.“ Danny kiggede forbavset på ham: „Jamen der er jo ingen kur?“ Jonny så tænksomt på drengen, mens hans tanker gled tilbage til doktor Zeuthens assistent og vaccinen mod doktor Zeuthens fejlslagne forsøg på at kurere alle sygdomme. Et forsøg, der havde gjort næsten alle til zombier. Så bed han tænderne sammen. „Kuren var næsten klar. Nu er det på tide, at den bliver lavet færdig!“ sagde han, og skyndte sig ud af supermarkedet, på vej mod NegaCity.


8. Fenriz Danny lå hen over Jonnys skulder og svedte. Når feberen forsvandt, ville han rejse sig som en zombie. Jonny gik så hurtigt han kunne, men den gaffatape-indpakkede Danny sinkede ham. Hver gang han var gået nogle hundrede meter, måtte han lægge ham ned og holde en pause. Pokkers, bare jeg havde noget at køre i, tænkte Jonny, mens han stirrede på drengen foran sig. Som et svar på Jonnys bønner, hørte han en dæmpet rumlen. Han vendte sig mod lyden, og blandt de udbrændte biler snoede en stor Harley sig nærmere. Jonny trak sin shotgun.

46


47


Den sorte maskine havde forlænget forgaffel, en nøgen dame malet på tanken og en sorthåret kvinde i sædet. Hun bremsede hårdt op udfor Jonny, og målte ham med øjnene. Blikket hvilede kort på hans shotgun og låste sig fast i hans øjne: „Hej dukkedreng! Hvis du kan bruge den shotgun, så har du lige scoret en tur med Fenriz her.“ Hun plantede en tommelfinger mellem brysterne. Jonny løftede blikket til hendes isblå øjne og smilede: „Jeg kan plukke knoppen af firs kilo dødt-kød på tyve meters afstand. Så giv plads til mig og bagagen.“ Fenriz virkede mærkeligt nok ikke særlig overrasket over, at bagagen var en smittet knægt, men hun brokkede sig en del da Jonny tapede Danny fast på tværs af bagsædet: „Hvis du fucker læderet med din tape, så er du en død mand!“ Jonny tørrede panden og sendte Fenriz et svedent grin: „Bare rolig, smukke. Jonny her ved alt om at behandle lædervarer ordentligt!“ Hun smilede tilbage, rettede på de stramme læderbukser og svarede: „Vi får at se, om du har det, der skal til, dukkedreng.“ Jonny mærkede et sug i maven. Et sug han ellers kun følte i en Armani-butik. Så svingede han sig op på motorcyklen, greb om Fenriz’ stærke mave med den ene hånd, 48


og holdt shotgunen parat i den anden. Det var som om sorgen over Danny gled i baggrunden. Den tunge motorcykel brølede og accelererede ned ad vejen. Vinden rev kasketten af Jonny, men brillerne blev siddende.


9. Vejen Motorcyklen brølede ud ad vejen, mens mørket og kulden bredte sig. „OK, så starter festen. Kødhoveder klokken to,“ råbte Fenriz gennem vinden. Jonny så sig hurtigt om efter et ur. Doh, tænkte han. Hun mente selvfølgelig retningen! Og ganske rigtigt kom zombierne løbende ind fra højre på kørebanen. „Tid til at sparke røv, Danny!“ Jonny tog ladegreb og kiggede på Danny. Han lå og savlede med vind i håret, og Jonny konkluderede tørt: „OK, så klarer jeg kødhovederne alene.“ Skuddene bragede gennem tusmørket. Hoveder eksploderede, og Fenriz manøvrerede uden om de få resterende zombier. „Du er sgu god nok, dukkedreng! Hvad hedder du?“ spurgte Fenriz. Jonny ladede shotgunen mens han holdt fast om motorcyklen med sine ben og tænkte på en gammel film: „Navnet er Nekrotic, Jonny Nekrotic.“ „Hmm, Jonny Nekro, det kan jeg li’,“ spandt Fenriz, og skubbede sig bagud mod ham.

50


Jonny tabte en haglpatron og sagde hæst: „Måske skulle vi finde et motel?“ Ti minutter senere svingede de ind på et lille og tilsyneladende forladt motel. Fenriz holdt motorcyklen i tomgang, mens Jonny gik ind i reception. Rummet var mørkt, men bag en skranke fandt han de hængende nøgler. Brudesuiten! Perfekt! tænkte Jonny, og lænede sig ind over disken. I det samme lukkede en rådden hånd sig om hans hals og trak ham ned. Zombiens tænder sank ned i hans arm, smerten sendte ham mod drømmeland, men han tog sig sammen. Der var vigtige ting på spil. „Fuck dig, kødfjæs,“ hvæsede Jonny, og slog zombie-receptionisten gentagne gange i ansigtet, til den slap grebet om hans hals. Så tog han nøglen og hamrede den gennem zombiens pande. Liget sank sammen med nøglen begravet i sin rådne hjernemasse: „OK, det bliver vist ikke brudesuiten alligevel!“ Fenriz kørte motorcyklen op på verandaen, der strakte sig om hele motellet, Jonny åbnede døren til det valgte værelse, og hun rullede cyklen ind. „Du sku’ ha’ taget brudesuiten! Der havde været bedre plads til cyklen,“ sagde Fenriz.

51


Jonny lo en smule: „Der var andre, der havde suiten på hjernen!“ I suitens halvmørke lagde han nænsomt Danny på gulvet. Derefter tændte han en smøg og et stearinlys. Flammen oplyste hans flænsede ærme og Fenriz spærrede øjnene op. „Blev du bidt?“ spurgte hun krævende, og trak en revolver. Jonny rystede på hovedet og smøgede ærmet op: „Den fik kun ærmet, se ingen sår.“


Sårene var allerede vokset sammen. Ud over at være immun overfor zombie-pesten besad Jonny også en sær evne til at hele sår ultrahurtigt. Fenriz smilede frækt, smed revolveren på hovedpuden og hev læderjakken af: „Kom her, Jonny Nekro. Jeg tror resten af din krop skal tjekkes for bidmærker.“ Jonny smilede tilbage og hev skjorten af sin magre overkrop. Han vendte sig om og smed skjorten over Dannys hoved. Ingen grund til, at han skulle være tilskuer. Idet han vendte ryggen til Fenriz, sagde hun: „Fed tusch! Er det en spiral? Lad mig lige se!“ „Jeg har sgu da ingen tattoo på ryggen,“ grinede Jonny, og i det samme mærkede han Fenrizs kølige hånd på sin nakke. Den kølige berøring forvandlede sig til en brændende smerte og alt blev sort. 53


10. Highway 666 Morgenlyset faldt skråt ind gennem skodderne. Jonny satte sig gispende op i sengen. Han kiggede forbavset rundt. Kvinden ved hans side vågnede langsomt. Hun strøg de lange sorte lokker væk fra sit blege ansigt og stirrede på ham med sine isblå øjne: „Du skreg og faldt om da jeg rørte din tattoo i går. Du var ikke til at vække, så jeg slæbte dig i seng. Du skreg flere gange i nat, som om du havde mareridt.“ Hun skubbede til ham: „Dine skrig lokkede hele nabolagets zombier til!“ Jonny sank en klump og fiskede en cigaret frem fra den krøllede pakke. Han havde haft den særeste drøm. Hurtigt fik han ild på cigaretten, mens drømmens billeder fortonede sig i en sky af røg. Et kort øjeblik var han helt tom, men så hamrede billedet af de to andre fra forsøget frem, ledsaget af assistentens stemme: „Find dem!“ Jonny hostede og hev endnu en lungefuld røg inden-

54


bords. „Hvad sker der, Jonny?“ spurgte Fenriz, i en langt blidere tone end ellers. Jonny trak sig væk og gik hen til Danny, der stadig lå tapet sammen ved siden af motorcyklen, og hev skjorten af hans hoved. Danny stirrede sløvt ud i luften. Hans hud var bleg og det så ud til, at feberen var ved at falde. Snart ville han blive til en zombie. Jonny sukkede, tog skjorten på og knappede den. Han kiggede ud mellem skodderne. Zombierne stod der stadigt. „Lad være med at stå og hæng, vi skal videre!“ Blidheden var forsvundet fra Fenriz’ stemme. Jonny nikkede fraværende: „Vi har ikke lang tid, før vi

55


skal være fremme ved NegaCity.“ Fenriz hev læderjakken på og kiggede på ham med rynkede bryn: „Rart at vide, at det er dér, vi skal hen! Men hvordan vil du komme ind? Der står tusinder af zombier omkring byen.“ Jonny tænkte lidt. Så smilede han og knipsede cigaretskoddet væk: „Jonny har venner alle vegne! Lad os få monteret bagagen, så kører vi.“ Ved fælles hjælp fik de tapet Danny fast i siddende stilling. Fenriz gassede op i god afstand fra den låste dør. Jonny tog ladegreb, Fenriz slap koblingen og motorcyklen skød frem. Shotgunen bragede. Døren og de ventende zombier blev blæst i stykker, motorcyklen gled i indvoldene og fløj ud over verandaen.


Efter at have svævet i fri luft et kort øjeblik bed hjulene i underlaget og sendte grus til alle sider. Motorcyklen slingrede kort, før Fenriz rutineret fik grebet om kværnen og tvang den ud mod vejen. „Shiit,“ hylede Jonny da han så kødranden: „Så meget larmede jeg vel heller ikke i nat?“ Fenriz svarede ikke, men gav den gas og kørte en lille zombiepige over: „Hold op med at snakke og skyd!“ Febrilsk fik Jonny fumlet brillerne helt på plads. Shotgunen bragede, og kropsdele fløj til alle sider. Motorcyklen bumpede over både døde og levende lig, så det var svært at ramefter løb han tør

me, og få sekunder for patroner.


Hurtigt stak han shotgunen ned i rygsækken og rodede i tasken. „Få dem for helvede af vejen, Jonny! Ellers kravler vi rundt med dem om lidt.“ Jonny fandt det han søgte og hev den kompakte motorsav frem: „OK, så er det tid til de grove udskæringer.“ Adrenalinen gav Jonny uanede kræfter, så med et hurtig ryk fik han startet motorsaven, holdt fast med benene og nød følelsen af savklinge gennem råddent kød. Motorcyklen drønede frem og motorsaven gjorde kort proces med de levende lig. „Fy for satan, hvor du svinede,“ grinede Fenriz, da de var kommet igennem horden af zombier.


Jonny så, at de var dækket af zombierester, og grinede tilbage. Hans arme begyndte at ryste og de sidste kræfter forsvandt. Motorsaven gled ud mellem hans hænder og ramte vejen i en sky af gnister. „Den smed du lidt for tidligt, der kommer flere forude!“ Men mærkeligt nok angreb zombierne ikke. De stirrede forvirret på den larmende motorcykel, men de lagde ikke an til angreb. „Hmm, det må være fordi vi lugter som dem nu,“ sagde Fenriz. Jonny nikkede bare og kæmpede for at holde fast. Det var kun lige blevet morgen og han var totalt udmattet. Det ville blive en lang dag. „OK, nu får vi mere fart på, Highway 666 er lige forude.“ Fenriz hev gassen i bund og speedede ud på den brede vej.


11. NegaCity Efter en lang dag på vejen nærmede de sig NegaCity, men de var nødt til at få et hvil, inden de fortsatte. Søvnen havde overmandet Jonny flere gange undervejs og Fenriz havde vækket ham brutalt med en albue i maven. Motorcyklen stoppede på en zombieforladt tankstation. Jonny gled halvt af kværnen, landede med ansigtet i asfalten og sov som en bevidstløs. Danny var vågnet med blodsprængte øjne. Han snappede ud i luften og knurrede ildevarslende, men gaffatapen holdt ham fast. Fenriz slukkede motoren og strakte sig, så flager af tørret zombieslim faldt af hendes blege hud. Hun rev solbrillerne af og grinede lidt af Jonny, der snorkede, som om han blev betalt for det. Derefter svingede hun sig af motorcyklen, og tog en lille benzindunk og en håndpumpe op af den ene saddeltaske. Hun åbnede dækslet til en af de underjordiske benzintanke, smed pumpens slange ned og gik i gang med det langsommelige arbejde. Solen bagte og benzindampene gjorde hende døsig. „Klak-klak.“ Lyden af et ladegreb vækkede Fenriz fra døsen. 61


En mand sad på taget med en riffel og nogle meter væk kom en anden listende med en økse. „Slap af gutter, hvornår har i sidst set en zombie pumpe benzin?“ spurgte Fenriz irriteret og fortsatte med arbejdet. Manden sænkede øksen: „Øh, vi tænkte bare …“ Fenriz sukkede: „Ja ja min bare, åbenlyst tænkte I ikke særligt meget. Hvor mange gnister tror du, der skal til, før vi ryger i luften?“ Manden med øksen kløede sig under cowboyhatten og pegede så på Danny og Jonny: „Ikke for at skifte emne, men du må da indrømme, at I ligner zombier pænt meget?“ Fenriz kiggede over på Jonny, der lå ved siden af motorcyklen og snorkede, indsmurt i zombie-splat. Danny sad og knurrede med en usund kulør. Fenriz sukkede igen: „OK, fair nok. Gaffatape-mumien ER en zombie, men inden I nakker ham, vil Jonny nok gerne have et par ord indført.“ Før de andre kunne sige mere, rejste Fenriz sig, pakkede pumpen sammen og sparkede til Jonny, der faldt endeligt ned fra kværnen. „Arrgh, bliver vi nu spist igen?“

62


Fenriz gik ned i knæ og kneb øjnene sammen. „Hvad mener du med igen?“ spurgte hun. Jonny rystede hovedet og vågnede helt: „Øh? Ik’ noget! Jeg mener ingenting!“ Før Fenriz kunne bore mere i emnet, sprang Jonny op: „Hey, godt at se dig, Hr. Cowboy.“ Manden med øksen så sig forvirret omkring, og grinede så. Han satte øksen ned og løftede på hatten: „Navnet er Derek. Godt at se dig igen, fik I klaret det, I skulle?“ Jonny vendte sig og kiggede på Danny: „Tja, vi fandt hans forældre, men de havde det ikke helt godt længere, så Danny blev også lidt sløj.“ Derek satte hatten på plads og kiggede nærmere på Danny: „Ja, den er god nok, han er ved at blive til en liggnasker. Vi må hellere få hugget hovedet af ham,“ men før Derek kunne løfte øksen til hug, følte han koldt stål mod sin hals.


Fenriz holdt macheten op under hagen på ham: „Ingen hamrer en økse ned i min cykel, forstået?“ Derek nikkede blegt, og manden på taget løftede riflen igen. Jonny stillede sig i skudlinjen og lagde en hånd på Dereks og Fenriz’ skulder: „Slap af venner, vi er på vej til NegaCity!“ Han tænkte hurtigt og fyrede en løgn af fra hoften: „Jeg har hørt et rygte om, at lægerne har en eksperimentel kur klar. De mangler bare nogen at prøve den på.“ Han svedte, mens han smilede, men de andre håbede åbenbart så meget på en kur, at de valgte at tro ham. „Sænk riflen Harry, det er dét, vi har ventet på!“ råbte Derek begejstret. Manden på taget slyngede riflen over skulderen og kravlede ned ad brandstigen. Fenriz satte macheten i skulderhylsteret og nikkede afmålt. Derek grinede og pegede hen mod sin store bil: „Smid Danny i bagagerummet til de andre.“ Jonny og Fenriz gjorde store øjne, da Derek åbnede bagagerummet og der lød en højlydt snerren fra to zombier, der lå tæt snøret sammen med reb. Derek trak på skuldrene og sendte Jonny et alvorligt smil. „Jeg er heller ikke så glad for at skille mig af med 64


mine venner,“ sagde han, og lod hånden løbe gennem en zombiekvindes blodindsmurte hår. Hun snappede som en gal efter hans fingre. Jonny sank en klump: „Kuren skal nok redde dem alle.“ Danny knurrede vredt, da de tog ham af motorcyklen og lempede ham ind i bagagerummet. Derek og Jonny smækkede klappen i: „OK, så er det tid til at få lavet bilen om til en kampvogn.“


De havde valgt den helt rigtige tankstation, for der var både mekanikergarage og en skrotplads. Harry talte ikke meget, men han var ferm på fingrene, og sammen fik de monteret en lille sneplov på bilens front. Metalgitter blev monteret foran alle vinduer, og tynde metalplader svejset på alle åbninger hvor zombier


kunne tænkes at få fat. Maskingeværet på taget blev omkranset af metalplader, og til sidst fik dækkene snekæder på, så de kunne få fast vejgreb gennem bunkerne af dødt kød. Harry tørrede olie af fingrene med en snavset klud og smilede tilfreds.


Derek klappede ham på skulderen: „Godt gået, makker. Er du klar til at pløje dig gennem et par tusind tons lig?“ Som svar spyttede Harry på asfalten. „Motoren er tunet og nedgearet. Vi kører ikke længere en bil. Dét her monster,“ sagde han og klappede køleren kærligt, „er det, man får, når man parrer en traktor med en kampvogn.“ Fenriz smilede og klaskede Jonny i røven: „Apropos parring, så tror jeg det er ved at være på tide at komme i seng, hvis vi skal være friske til det store slagteshow i morgen.“ Jonny rødmede, mens Derek og Harry skraldgrinede.


12. Slagteshow De sov i kælderen, hvor de tykke betonmure dæmpede eventuelle lyde. Jonny havde prøvet at liste sig ned i Fenriz’ sovepose, men hun havde skubbet ham væk. Jeg lærer aldrig at forstå kvinder, tænkte Jonny, før han forsvandt i en sær drøm. En drøm fyldt med levende lig, og tre mænd der badede ham i deres eget blod. Jonny vågnede som den første, sveden drev ned af ham og hans hænder rystede, mens han fik ild på dagens første smøg. Det var bare en drøm, beroligede han sig selv. Morgenmaden bestod af kolde dåsebønner og colaer. De spiste i tavshed. Alt var klar til afgang. Fenriz låste sin motorcykel og vendte sig mod monstertrucken. De tre andre sad allerede sammenbidte og ventede. Fenriz hamrede en næve ned i biltaget: „Nå, tøser, er I klar til at sparke røv, eller vil I hellere have en tudekiks?“ Som svar drejede Derek tændingsnøglen, motoren brølede og flammer stod ud af udstødningsrørene. Fenriz skyndte sig ind, og i en regn af gnister accelererede bilen ned ad vejen.

69


Efterhånden som de nærmede sig centrum af NegaCity, voksede mængden af zombier i gaderne. Monstertrucken kørte slalom mellem bilvrag og levende døde. På hvinende dæk drejede de om et hjørne, og foran dem var den helt store horde af zombier. Som publikum til en koncert stod de rallende foran indre NegaCitys høje mure. De fire i bilen kiggede på hinanden. „Der er jo flere tusind,“ gispede Jonny: „Det klarer vi aldrig.“


Derek skubbede cowboyhatten på plads: „Fuck det! Vi laver et skinangreb, lokker dem væk, kører rundt om en husblok og tager den for fuld gas igennem de sidste.“ Før Jonny og Fenriz kunne komme med indvendinger, grinede Derek og trykkede speederen i bund. Snekæderne høvlede asfalt op, og monstertrucken fløj frem mod zom-


bierne. Derek og Harry råbte „Banzai!“ i kor, mens zombiehorden vendte sig og kom nærmere. Som en tidevandsbølge væltede de levende lig frem, og Harry pløkkede løs. I sidste sekund lavede Derek en håndbremsevending, der sendte rådne arme og ben til alle sider. Jonny skreg begejstret på bagsædet, mens zombierne væltede ind over bilen. Derek grinede videre, skiftede gear og gav den gas. Zombier fløj til højre og venstre, og andre blev knust under snekæderne. Fenriz bandede og holdt godt fast. Stanken fra zombierne væltede ind i bilen og deres brøl lød som et oldtidsuhyre fra helvedes dyb. „Jeg tror, vi fik deres opmærksom! Mon det er nu, vi skal aflede dem?“ hvæsede Jonny stakåndet. Derek nikkede selvtilfreds og trillede af sted. Med zombieflokken i hælene kørte de rundt om den nærmeste husblok. Da de igen nærmede sig muren, var zombierne mere spredt, og Monstertrucken tordnede frem gennem de levende lig. Hver gang de pløjede gennem en zombie, sendte det et stød gennem bilen. Stødene gik fra at være rytmiske til at være en konstant, kaotisk dunken mod bilens sneskraber, og hastigheden faldt. Derek satte trucken

72


i et lavere gear og snaskede videre. Harry blæste hoveder af med maskingeværet indtil han løb tør for kugler, og den stadig endeløse zombiehorde lukkede sig om bilen. Harry sank en klump, kravlede ind i bilen og lukkede lugen op til kanontårnet. „Fuck, der er for mange,“ skreg Derek og satte bilen ned i andet gear. Der var stadig 100 meter til porten, og bilen kørte i sneglefart nu. Zombierne kravlede op på taget i hobetal og fra alle sider tævede de løs. Deres vægt trykkede bilen ned mod vejen, indtil undervognen stødte


mod asfalten. Mens zombierne kravlede op på bilen, og taget langsomt, men sikkert bulede nedad, hamrede Derek næverne mod rattet. „Nu brænder lokummet!“ brølede Jonny, men så lød et fjernt skud og så endnu et, og et par zombier faldt ned fra bilen. „Der er skarpskytter på muren,“ skreg Harry. „Og de kan fandeme deres kram,“ gnækkede han veltilfreds. Opmuntret satte Derek bilen i første gear, og meter for meter rullede de ind mod muren, mens undervognen skrællede asfalt op. „Se, der hænger et reb,“ skrålede Jonny, og ganske rigtigt, et par meter over de tilbageblevne zombiers hoveder dinglede et reb. „Vi skal bare helt hen til muren, op gennem bilens kanontårn, og så videre op ad rebet,“ sagde Harry sammenbidt. Derek nikkede og trykkede speederen helt i bund: „OK, så rykker vi.“ I løbet af få sekunder var de så tæt på, at Derek kunne vride rattet rundt og glide de sidste par meter ind under rebet. Motoren kørte i tomgang og de fire kiggede på hinan74


den. „Hvem henter vores zombievenner i bagagerummet?“ spurgte Jonny med et vist underskud af offervilje. „Ikke noget problem,“ sagde Harry: „Bagsædet kan lægges ned, så vi kan få fat i bagagen uden at gå ud af bilen. Men først skal vi ha’ en op på muren og sætte dem ind i situationen.“ Derek tog hatten af, og fleksede de svulmende overarme: „Jeg kravler op ad tovet, mens I dækker mig.“ De andre nikkede og klargjorde deres våben. Harry var først klar, han åbnede kanontårnets dæksel og stak hovedet op. Det gav et ryk i ham og blod stod til alle sider. Harry skreg i smerte, da zombien trak ham op og begyndte at æde. Hans skrig overdøvede brølet fra horden af zombier. Derek hev sig hurtigt op gennem kanontårnet og Fenriz fulgte efter. „Neej!!“ skreg Derek fortvivlet, da han så Harry blive trukket ned i havet af levende lig. Han hev sin shotgun frem og blæste de nærmeste zombier i småstykker, men Fenriz greb ham i skulderen, da han så ud til at ville hoppe ud for at redde Harry. Derek vendte sig om mod Fenriz med tårer løbende ned over ansigtet: „Fortæl mig, hvad der er at leve for, når alle 75


andre dør?“ Fenriz kiggede på ham med sammenknebne øjne og slog ham med flad hånd i ansigtet: „Tag dig sammen tudefjæs, og kom op ad det reb!“ Derek blottede tænderne i vrede, mens alle musklerne spændtes. Fenriz vendte sig væk og begyndte at skyde hoveder af de zombier, der kom kravlende op på bilen. Derek lod skuldrene synke, smed sin shotgun og sprang op efter rebet. Fenriz vendte sig mod Jonny, der var kommet til syne: „Få vores zombievenner op. Jeg holder taget frit imens.“ Jonny kiggede på den enlige kvinde, der med sin pistol metodisk pløkkede zombie efter zombie. „Kom i gang babyfjæs, vi har ikke hele dagen,“ skreg hun. Jonny sank en klump og dykkede ned i den gyngende bil. Da han havde fået Danny og de andre op på taget, var der blevet hejst flere reb ned fra muren. Tre af dem havde kroge i enderne. Fenriz bevægede sig som et rovdyr, hun dansede rundt og tømte magasin efter magasin i de levende lig, men selv hendes effektive dødedans ville have været for lidt, hvis soldaterne ikke havde stået på muren og 76


sendt byger af kugler ned i zombierne. Mirakuløst undgik de at ramme de levende. Jonny satte kroge fast i tape og reb omkring deres inficerede venner og signalerede til mændene på muren. Da alle var på vej op, vendte han sig mod Fenriz, og rakte hende et reb. Sved løb ned af hendes ansigt: „Bind det rundt om mig, så dækker jeg tilbagetoget.“ Jonny så bekymret på hende, mens han strammede rebet om hendes lædertøj. Hun kiggede ham hurtigt i øjnene og smilede skævt: „Bare rolig, jeg klarer den. Der er en grund til, at jeg hedder Fenriz!“ Jonny nikkede, kiggede kort på hende, rejste sig og tog fat i det sidste reb. Nu var Fenriz alene tilbage. Pistolen jammede, hun smed den fra sig og trak macheten. I en hvirvelvind af blod og stål snittede hun sig grinende gennem zombie-​ flokken, satte af fra taget og mærkede trækket i rebet. Zombierne forsvandt under hende, mens hun blev trukket op langs NegaCitys betonmur. Soldaterne på muren hujede over redningen, og de tre venner kiggede forpustet på hinanden. „Vi klarede den! Og så er det tid til at få lavet en kur!“ 78


sagde Jonny. Derek og Fenriz stirrede på ham. „Se ikke så forbløffede ud, venner! Hvis kuren allerede eksisterede, så ville zombierne være væk,“ grinede Jonny nervøst. Dereks ansigt blev højrødt: „Dit lille svin! Harry døde uden grund, og nu er det din tur!“ Fire soldater holdt ham tilbage. Fenriz kiggede Jonny koldt i øjnene: „Jeg er sikker på, at du har en plan, babyfjæs. Hvis den ikke virker, så ryger du på hovedet ned til liggnaskerne!“ Jonny sank en klump og nikkede. Derefter vendte han sig mod soldaterne: „Før mig til jeres læger.“ En karseklippet, vejrbidt soldat trådte frem og stak sit sure fjæs helt hen til Jonnys ansigt: „Her er det mig der bestemmer, knægt! Hvis du spørger pænt, får du måske


lov.“ Jonny stirrede ind i de blygrå øjne, sank en klump og åbnede munden, men før han kunne sige noget, stillede Fenriz sig imellem: „Hør her, fuckhoved, vi har lige kæmpet os gennem tusinder af zombier, og vi kræver ...“ men mere nåede hun ikke at sige, før den karseklippede soldat slog hende til jorden. Derek sprang frem for at forsvare hende. Soldaten spærrede øjnene op, som så han for første gang rigtigt på Derek: „Dig!?“ Han undveg Dereks slag og gav ham et knæ i maven. Da Derek bukkede sammen, slog han ham i nakken, og Derek faldt sammen uden en lyd. Den gråhårede soldat bukkede sig ned og hvislede: „Så fik jeg dig endelig, Derek, din lille lort!“ Jonny spekulerede som en gal på hvilken forbindelse der var mellem Derek og soldaten, men måtte opgive midt i al forvirringen. Soldaten tørrede blod af sin knyttede næver og bjæffede til sine mænd: „Smid dem i kachotten, så de kan lære hvad det vil sige, at modsætte sig Sgt. Müller.“ Han kastede et sidste blik på Derek, og vendte sig så mod Jonny

80


igen: „Hvad var det så, du ville sige, før vi blev afbrudt?“ Jonny sank en ny klump: „Hvis jeg må tale med jeres læger, så kan jeg måske hjælpe med at finde en kur mod zombiepesten.“ Sgt. Müller nikkede og smilede stift: „Se, det var slet ikke så svært, vel knægt?“ Han drejede om på hælene og marcherede af sted: „Du følger med mig, knægt.“ Tilbage blev kun tre hængende skikkelser på murens yderside. Midt mellem frelse og et frådende hav af zombier.


13. Laboratoriet En lille fed mand bød Jonny ind i et klinisk lokale, mens han bad de andre blive ude. Først da manden nævnte smittefaren, gav Sgt. Müller efter og ventede udenfor. Da de var alene i laboratoriet, kiggede manden på Jonny og rystede så hektisk på hovedet: „Beklager, jeg glemmer mine manerer! Jeg er Dr. Søndergaard. Jeg er specialist i mikrobiologi, og er meget spændt på, hvad du har fundet ud af, doktor!?“ Jonny rømmede sig og overvejede et kort øjeblik at lyve, men tog sig i det: „Jeg er ikke læge, men jeg bærer kuren i mig. Jeg har været med i et eksperiment. Doktor Zeuthens assistent har givet mig en indsprøjtning. En indsprøjtning der har ændret mit blod og gjort mig immun overfor smitten.“ Der var ingen grund til at fortælle alle detaljer om de to andre i forsøget, den mystiske tatovering i hans nakke og de sære drømme. Dr. Søndergaard så skeptisk på ham, men Jonny satte trumf på: „Jeg er blevet bidt af zombier cirka sytten gange, men hver gang vokser kødet ud, mine sår forsvinder, og jeg bliver ikke smittet. Måske kan du lave en kur med mit blod?“ Doktoren trak opgivende på skulderen og tog en blodprøve fra Jonny.

82


Efter han havde udtaget prøven, kørte han den igennem en række standardtest. Jonny prøvede at følge med hans snak, men faldt hurtigt i søvn hen over bordet. Jonny vågnede. Doktoren ruskede ham blidt. Han så opstemt ud: „Testen viser, at dit blod er meget anderledes. Det har et højt indhold af særdeles reaktive lymfocytter og din blodtype eksisterer kun teoretisk. Det er type ren O! Helt uden antigener!“


Jonny glippede med øjnene: „Jeg fatter bjælde!“ Doktoren nikkede fraværende og trak Jonny hen mod et skab: „Det betyder, at dit immunforsvar er ekstremt stærkt, og at alle mennesker kan tåle dit blod. Din blodtype passer sammen med alle andres.“ Doktoren åbnede skabet og rakte Jonny en sikkerhedsdragt. Hurtigt fik de trukket dem på og gik ind i et mindre, isoleret laboratorium. I det sikrede laboratorium trak doktoren en prøve ud af et køleskab, lagde den i et mikroskop og tændte en skærm, så Jonny kunne se med. Billedet på skærmen afslørede en mørk grumset væske. Zombieblod. „Nu tilsætter jeg en dråbe af dit blod.“ I midten af skærmen landede en rød dråbe. Først skete der intet, men så begyndte de mørke partikler at bevæge sig mod det røde, der også blev mørkt. Skuffet løftede doktoren sit hoved: „Ja, ja det ville også have været for nemt.“


Jonny kiggede ikke på doktoren, men stirrede med vidt opspærrede øjne på skærmen. Den mørke grumsede væske ændrede sig langsomt, den blev mere klar og velordnet. „Yes! Det virker!“ Jonny dansede rundt og kom til at rive et par glaskolber på gulvet. Doktoren skubbede ham ud, inden den flydende nitrogen sænkede temperaturen til et punkt, hvor al biologisk aktivitet stopper.

Efter at være blevet desinficeret i laboratoriets sluse,

rev Jonny dragten af og greb fat i doktoren: „Vil det her sige, at en indsprøjtning med mit blod kan gøre zombier normale?“ Doktoren nikkede ivrigt: „Teoretisk set ja, men vi må finde ud af om der eksisterer efterladte noter fra doktor Zeuthens assistent. Vi må udføre flere test, lave dyreforsøg og undersøge langtidseffekter. Der kan gå mange måneder før vi kan være sikre.“ Jonny rystede på hovedet: „Pis med dig! Nu er det tid til at redde verden.“ Doktoren blev ved med at snakke, men Jonny skubbede ham væk og stoppede sprøjter og kanyler i lommen. Doktoren stirrede overasket på Jonny og vendte sig mod et samtaleanlæg. Han råbte febrilsk ind i det, mens Jonny gik ud på gangen. 86


Ude på gangen kom Sgt. Müller gående hurtigt mod Jonny, der tog en dyb indånding og skruede op for sine evner som skuespiller. „Sgt. Müller, jeg har brug for dig. Du må fortælle mig, hvad vi skal gøre,“ sagde han med forpint stemme. „Tal! Du har 30 sekunder til at gøre dig forståelig!“ Doktoren kom nu også ud, men Sgt. Müller stoppede ham med en løftet finger. Jonny smilede: „Der er noget i mit blod, der kan gøre zombier normale, men doktoren tør ikke teste det på mennesker. Han vil bruge måneder på dyreforsøg! Til den tid er det måske for sent!“ 87


Sgt. Müller nikkede eftertænksomt, mens han gned sig på hagen, og vendte sig så mod doktoren: „Er det rigtigt, hvad han siger?“ Doktoren rystede på hænderne og svedte: „Teoretisk set ja, men ...“ Sgt. Müller afbrød ham: „Fuck teori, det er tid til at handle!“ Doktoren åbnede munden på vid gab: „Det kan gå grueligt galt, hvis ...“ Sgt. Müller plantede en spids finger i panden på doktoren: „Ikke et ord mere fra dig! Du er i husarrest i dit laboratorium. Hvis du vrøvler mere, vil du blive straffet!“ Sgt. Müller spærrede øjnene helt op: „Forstår vi hinanden?“ Doktoren så rædselsslagen ud og Sgt. Müller skubbede ham brutalt ind i laboratoriet. Sgt. Müller vendte sig mod Jonny: „Hvad venter du på? Lad os få testet kuren.“


14. Kuren De tre inficerede var blevet hevet op fra muren og taget ned i et lazaret, der stødte op til laboratoriet. Under hårde kommandoer fra Sgt. Müller gik Dr. Søndergaard i gang med arbejdet. Han trak kanylen ud af Jonnys arm. Sprøjten var fyldt med Jonnys blod. På bordet foran dem lå den inficerede Danny og vred sig. Dr. Søndergaard kiggede kort på ham og gav ham så sprøjten. Først skete der ingenting, men pludselig begyndte Danny at skrige. Først et dybt gurglende brøl, der langsomt blev til en høj hvinen. Dannys hoved faldt tilbage og han lå helt stille. Jonny greb ham med begge hænder og rystede ham: „Danny for helvede – du skal leve!“ Kroppen begyndte at ryste og Danny hostede blod, men han trak vejret. Langsomt ændrede hans ansigtsfarve sig. Alle i lokalet jublede. I løbet af dagen fik en række andre zombier indsprøjtningen, og Sgt. Müller fulgte eftertænksomt processen. Han lagde en hånd på skulderen af den udmattede Jonny og spurgte Dr. Søndergaard: „Vil en normal person, der får indsprøjtningen, være vaccineret mod at blive zombie?“ 89


Dr. Søndergaard rystede på hovedet: „Jeg ved det ikke.“ Sgt. Müller smilede diabolsk: „Så må vi jo finde ud af det.“ Om det var fordi Sgt. Müller kendte og foragtede Derek fra en tidligere episode, eller om det var af spontant ondskab, var svært for Jonny at fastslå, men Sgt. Müller blottede sine tænder i et ulvegrin og gjaldede: „Hent Derek fra cellen!“ Jonny prøvede at liste væk, men soldaterne greb ham. Doktoren trak undskyldende på skuldrene og tappede en ny dosis blod. Derek råbte forbandelser, mens soldaterne slæbte ham ind i lazarettet og spændte ham fast til en stålseng på hjul. Under høje protester gav de ham sprøjten, og rullede sengen af sted. Døren ind til et cellelignende rum blev åbnet og Derek blev brutalt skubbet derind. Sgt. Müller råbte: „Du savnede dine venner – så her er en af dem.“ Derek skreg, da han så den lyshårede kvinde, der stavrede ind i lokalet. Hans skrig blev afbrudt, da døren smækkede. Sgt. Müller fløjtede sagte, mens han kiggede på sit ur. Ti sekunder senere trak han sin pistol og åbnede døren. 90


Zombiekvinden med det lyse hår, løftede snerrende hovedet fra den liggende Derek, og fik en kugle mellem øjnene. Hjernemassen sprøjtede op ad væggen og kvinden sank sammen over Derek. Sgt. Müller stirrede tænksomt på de to skikkelser en kort stund og lukkede så døren igen: „Så er det bare at vente.“


15. Ondt blod Morgen. Lyset skar ham i øjnene. Jonny var ør i hovedet. De havde tappet blod, til han besvimede. Han gned sig på armen. De mekanismer, der helbredte hans sår, havde produceret nyt blod i løbet af natten, men åbenbart ikke nok til at erstatte alt det tabte. Han rystede og stavrede ud i bad. Han havde højt og helligt lovet at samarbejde. Han sank en klump og tænkte på Fenriz og Derek. Han havde ikke noget valg, han måtte samarbejde og prøve at redde de to senere. Efter badet havde Jonny det bedre, og han iklædte sig den kedeldragt, der var blevet lagt frem. Han kiggede sig selv i spejlet og rynkede på næsen. Han lignede ikke just en stjerne, men der var vigtigere ting på programmet. Han skulle se, om Danny havde fået det bedre, og finde ud af, hvad han kunne gøre for Derek, og hvordan han kunne få Fenriz befriet. Han smilede skævt til sit spejlbillede, han var trods alt Jonny, den levende zombiekur! Han skulle nok få ordnet sagerne. Jonny mødte Sgt. Müller, der stod skrævende med et skævt smil i Dereks celle. Foran ham sad Derek bøjet over kvinden med det lyse hår.

93


Hverken Derek eller kvinden var zombier længere, men kuren havde ikke fået hendes hjerne til at gro frem igen. Sagte mumlede den garvede soldat: „Så kan du lære at rette ind, knægt!“ og så løftede han blikket og vendte sig: „Det er en succes, blodet virker!“ De fire soldater omkring ham nikkede og smilede, og Sgt. Müller rullede sit ene ærme op: „Lad os gøre det, mænd!“ Jonny vendte sig væk i afsky, og åbnede døren ind til lazarettet. Her lå ti tidligere zombier. Jonny gik hurtigt forbi sengene, hen til den sidste i rækken. Dannys seng. Jonny lagde en hånd på Dannys skulder, og han åbnede langsomt sine øjne. Hans ansigt var slidt og øjnene lå dybt i hulerne. Han lignede ikke den glade dreng, Jonny havde mødt for et par dage siden, men han levede, og var ikke længere en zombie. Danny smilede træt: „Hej Jonny.“ Jonny fik tårer i øjnene: „Godt at se dig frisk igen.“ Danny rejste sig besværet på albuerne: „Frisk er sgu så meget sagt, men jeg har det bedre.“ Han smilede og blottede tænderne. De var røde af blod. Jonny pegede chokeret på dem: „Hvad sker der, Danny?“ Danny smilede videre. „Jeg var lidt sulten da jeg vågnede,“ sagde han ildevarslende, og kastede sig i det samme frem. 94


Jonny skreg og rev hånden til sig et øjeblik for sent. Lillefingeren manglede og blodet sprøjtede. Danny sank med synligt velbehag: „Ah, det var lige hvad jeg manglede!“ Kuløren vendte langsomt tilbage til drengens ansigt. Jonny kunne ikke tro sine egne øjne, og trak sig langsomt tilbage mod lazarettets bagvæg, mens han holdt fast i sin blødende hånd.


De sengeliggende rejste sig langsomt og vendte sig mod ham. Danny kiggede på ham med kolde øjne: „Engang var du min ven, men så dukkede hende den åndssvage tøs op. Så var jeg bare bagage. Nu er det din tur. Nu er du morgenmad!“ Jonny rystede skrækslagent på hovedet: „I kan ikke alle sammen æde af mig - kødet vokser ikke hurtigt nok ud! I kommer til at dræbe mig, og så er der ikke mere blod!“ Danny smilede bare og rykkede nærmere, mens de andre fulgte ham: „Bare synd for dig, gamle ven.“ Jonnys skrig gav genlyd i NegaCitys gange.

Hvad Sgt. Müller siger til den nye situation, om doktoren kan lave en rigtig kur, og ikke mindst om Fenriz kommer fri i tide ... Det må du læse mere om i Jonny Nekrotic 2: Blodbad.

96


Af samme forfatter: For børn: - Spådrømmen 1: Trolddom & Knurhår, 2013 - Spådrømmen 2: Dragernes Land, 2014 - Spådrømmen 3: Dragernes Genkomst, udkommer 2015 For unge: - Vintersjæl 1: Modlys, 2013 - Vintersjæl 2: Skæbneblod, udkommer 2014

– flere bind under forberedelse

- Jonny Nekrotic 1: Zombiepesten, 2014 - Jonny Necrotic 2: Blodbad, udkommer 2014 - Jonny Nekrotic 3: Showdown!, udkommer 2015 - Thor & Loke 1: Prøven, udkommer 2014

– flere bind under forberedelse

... og der er flere bøger på vej fra Emil Blichfeldt! Følg med på www.Calibat.dk


Profile for calibat6

Jonny Nekrotic - Zombiepesten  

“I det fjerne kunne Jonny høre skrig og lyden af skud. Endnu en flok overlevende var åbenbart i kamp med de fucking zombier. Han tog et dybt...

Jonny Nekrotic - Zombiepesten  

“I det fjerne kunne Jonny høre skrig og lyden af skud. Endnu en flok overlevende var åbenbart i kamp med de fucking zombier. Han tog et dybt...

Profile for calibat6
Advertisement