Page 1


DESPERADO


EMIL BLICHFELDT

DESPERADO CALIBAT


Kapitel 1 Jack Solen bager fra en skyfri himmel. Gribbe svæver på de varme vinde. Græsset er tørt på Arizonas endeløse ørkenagtige sletter, men der er masser af liv. Cikader synger, øgler glider over sten og en coyote betragter mig på afstand. Det har jeg ikke øje for, for det eneste, jeg ser,

er de ødelagte marker, spor efter okser og den

overklippede pigtråd. Stolperne er hevet op eller bøjet. På en af dem har de forbandede

kvægdrivere efterladt et blodigt oksekranie. 4


Sikkert en advarsel. Gad vide om deres

kvægflok trækker videre, eller kommer tilbage denne vej?

”Horeunger!” Det ændrer intet at skrige.

Ingen andre end min mustang kan høre mig, og

den lille stærke indianerhest græsser videre, som

om intet er hændt. ”Forpulede cowboys.” Det gør mig ikke rolig at skrige og bande, kun vredere, men hellere vred end bange, som far altid siger.

Vinden blæser ubønhørligt over den varme

slette og rusker i de nedtrampede majs. Vores majs, på vores slette. Kvægbaronerne vil skide

på, hvem den tilhører, de lader bare deres lor-

teokser æde, hvad de vil, hvor de vil. ”Jeg har knoklet min røv i laser for de majs” skriger jeg i

frustration, flår min revolver fra bæltet og sætter en kugle i kraniet på stolpen, så det splintrer og falder.

5


Resterne af kraniet får en kugle mere, før de

blodige stumper rammer jorden. Jeg hamrer colten tilbage i bæltet, lige så hurtigt som den kom op. ”I kan bare komme, så får I en kugle!”

Jeg får ingen klapsalver for min opvisning.

Min mustang er eneste vidne. Esmeralda tygger bare tørt græs i sig. Hun bliver ikke opskræmt af skud. Hun har hørt mig skydetræne masser

af gange bag laden med far, så hun er vant til

larmen. Hun ser bare på mig med sine store gule øjne, som for at spørge om jeg er færdig med at tosse rundt.

”Jeg ved, hvad du vil sige Esme.” Jeg går hen

til hende. Tager blidt om hendes bløde mule og

trykker på den, så hendes læber skiller sig i takt med mine ord. Med lidt god vilje ser det ud, som

mine ord kommer ud af hendes mund. ”Det nyt-

ter ikke noget at tude, Jack. Tag dig sammen, og få fikset stolper og pigtråd, ellers får du din far 6


på nakken ... og hold så op med at tale med dig selv. Det kan godt være, du bor alene med din far på en gård midt ude i ingenting, og du kun

ser andre knægte på din egen alder en gang om

måneden, når du tager til Tombstone efter forsy-

ninger, men ...” mere når jeg ikke, før hun fnyser af mig og tilslimer mit ansigt med græsstum-

per og savl. ”Adr!” Jeg tørrer mit ansigt og hæver hænderne i overgivelse. ”Beklager min opførsel,

ædle frue. Nu skal jeg nok komme i gang.” Jeg tager hammer, søm og spade fra oppakningen og vender mig mod den første stolpe.

Det er varmt og hårdt arbejde. En fjern rum-

len lyder over sletten. Er der torden og regn på

vej? Det kunne være godt for majsen, men regn er ikke sjovt at arbejde i. Heldigvis skal hullerne ikke graves helt forfra. De forpulede cow-

boys har bare hevet stolperne op af jorden. ”I er

pisse rutinerede, er I ikke? I har gjort det masser 7


af gange før. Frem med boltsaksen. Klip. Klip. Pigtråd rullet fint op. Jeres elskede okser skal jo

ikke træde i piggene, og I gider ikke tage det stikkende stads op på jeres fine heste. Tak. Tak.

Så kan jeg bruge det igen, men det syntes I ikke

om, så I smider lassoer om pælene og får jeres heste til at hive dem op. Røvhuller alle til hobe, men ved I hvad? Jeg har en nyhed til jer. Hver

eneste forpulede gang I laver jeres lort, så sætter jeg hegnet op igen. Jeg er bonde og stolt af det. Jeg vil ikke bruge mit liv på at være desperado, som min far var. Jeg har chancen for at dyrke jor-

den og skabe liv i stedet for at tage liv, og det skal I ikke ødelægge. Fuck jer. Fuck jeres mødre og

fædre. Hvad vil I gøre?” Brøler jeg ud over sletten. Jeg står et øjeblik og er svært tilfreds med

mig selv og min enetale, men pludseligt kan jeg høre, at den fjerne rumlen er kommet nærmere, 8


og det ikke er torden. Det er klove i hundredvis. Okseflokken er på vej.

Så hører jeg lyden af hestehove meget tæt-

tere på og en tør stemme sige. ”Er det os, du taler til?”

9


kapitel 2 Tessi Skuddet brager, rekylen rykker i skulderen, men

jeg er forberedt, så det ødelægger ikke mit sigte. Jeg trykker bøjlen ned på min winchester, så den

genlader, og jeg skyder igen. Den næste dåse bliver revet af hegnet.

Jeg fortsætter.

Jeg skyder så hurtigt, at det lyder som et rul-

lende tordenskrald.

15 skud, 15 dåser blæst ned. 10


Jeg vender mig og smiler stort til den hvid-

hårede våbensmed, der stirrer på mig med store

øjne, men det er ikke hans anerkendelse, jeg er ude efter.

Bag ham står McKillan. Min far. Stor, tung

og stærk som de okser, der har gjort ham til kvægbaron. Han smiler et af sine sjældne smil

under det tunge overskæg. ”Du er blevet bedre, min pige.”

Jeg har lyst til at løbe hen og give ham et

kram, som jeg gjorde, da jeg var lille en pige, men jeg er en ung kvinde. Jeg er min fars højre

hånd, og de ti cowboys, der har fulgt opvisningen, respekterer kun vilje og styrke. Jeg tvin-

ger mit smil væk, nikker til min far, går i gang med at genlade, mens jeg fæstner mine øjne på den gamle våbensmed, der spændt venter på

min dom. ”Du har gjort et godt stykke arbejde, Mueller. Jeg kan genlade hurtigere nu.” 11


Han nikker ivrigt. ”Jeg har monteret lidt

spinklere fjedre og forlænget ladebøjlen en smule.

Din winchester kræver lidt mere pleje nu, men hvis du tager dig lige så godt af dit våben, som du skyder, så er det ikke et problem.”

”Fint, Mueller. Nu til næste skridt. Montér

kikkertsigtet.” Jeg vender mig mod de ti cowboys, og jeg ved, hvad de stirrer på. Mine stramtsiddende bukser og skjorte viser med al tydelighed, at jeg ikke længere er et barn. Jeg har altid gået

i mandetøj udenfor, men efter jeg fik former, var jeg ikke længere bare chefens irriterende datter, der ville lære alt om at være cowboy. Efterhån-

den som mine bryster voksede, ville alle fars cowboys lære mig deres bedste tricks. Kun min

fars ulmende vrede og brutalitet holdt dem fra at vise mig andre tricks end dem, man kunne

udføre med revolver, næver og lasso. De stirrer

på mig som sultne hunde, og kun lænkerne i min 12


fars øjne holder dem tilbage. Han er alfaen. Jeg stryger mit lange brune hår tilbage, binder det op med en lædersnøre og råber. ”Drenge. Ryk

dåserne hen til tredje led.” Fire unge cowboys

spurter af sted, med smukke Danny i front, han vil gøre alt for at gøre mig glad. Min far er ikke

den eneste alfa. Tre mexikanere og tre gamle rotter står tilbage. Conway, der har lært mig alt

om lassoen. Roy, der har lært mig at slås. Snider, der har lært mig alt om heste. At skyde har min

far lært mig. Jeg fanger hans blik, og jeg ved, hvad han skal til at sige. Det han har sagt til

mig tusind gange. Ganske rigtigt: ”Det er godt, du kan skyde, min pige, men husk, at det er de mange timer bag skrivebordet, der hiver guldet

hjem. Regnskab, køb og salg. Det er vejen frem, når du skal overtage ranchen.”

Al glæde siver ud af mig. Jeg har lyst til at

minde ham om hvordan han selv kæmpede sig 13


frem som ung, men det nytter ikke noget at starte et skænderi foran fars cowboys, så jeg siger bare det sædvanlige. ”Det er det fornuftige valg.”

Mueller rømmer sig og rækker mig riflen,

før det bliver alt for akavet. ”Den skal lige skydes ind.”

Jeg drejer mig væk fra far og alle de andre,

sigter mod en stolpe i den tomme indhegning,

der venter på, at kvægflokken kommer hjem fra dagens græsning, og så går jeg i gang med at skyde.

14


Kapitel 3 Jack Jeg snurrer rundt, stirrer op og taber spaden. To

ryttere sidder på deres heste under ti meter fra

mig. En ung og en gammel. Bag dem kommer

kvægflokken nærmere, mens den tramper resten af min majs ned.

Den unge cowboy er mexikaner på min alder,

hans tøj er næsten så slidt som mit, og han ser ud, som han har haft en dårlig dag. Han læner

sig frem i sadlen og råber. ”Er du døv, bonderøv? Hørte du ikke mit spørgsmål?” 16


Min mund står åben, mens tankerne kvær-

”Lad ham være, Sarastro. Det er Black Bills

ner rundt. Hvad satan skal jeg gøre?

søn. Han er lige så gal som sin far,” knurrer den

gamle blonde cowboy og sporer sin hest. ”Vi skal have kvæget hjem før solnedgang, så kom i gang, mex!”

Sarastro blotter sine tænder i vrede. Han

bryder sig tydeligvis ikke om at blive kaldt mex, og da han ikke kan lade sin vrede gå ud over sin

chef, vender han sig mod et lettere offer. Han sætter hånden på sin revolver og hvæser. ”Hør

her lille lort. Enten siger du undskyld for alt det pis, du råbte, eller jeg pløkker dine nosser af, hvis du ellers har nogen.”

Min hånd hænger over colten ved min side.

Jeg kæmper for ikke at trække den. Jeg vil ikke give efter for vreden. Jeg vil ikke vælge den 17


nemme løsning, der ødelægger alt, jeg har drømt om at blive.

Sarastro smiler så overlegent, at det gør ondt.

”Ingen nosser. Hvad skal jeg så skyde hul i? Dit hoved er vel også tomt?”

Noget vågner i mig. Noget der vil fri. En del

af mig, der ikke finder sig i noget. Den gamle cowboy havde ret. Jeg er Black Bills søn, og jeg

er mindst lige så gal som min far. Jeg flår colten

frem, spænder hanen og pløkker hatten af mexi-

kaneren, men vreden får mig til at trække af en brøkdel at et sekund for hurtigt. Kuglen går gen-

nem skyggen og sprøjter blodigt ud af pulden på

hans stetson. Hatten flyver af. Sarastro griber sig skrigende til det blodige spor, min kugle har trukket henover hans hovedbund.

Jeg har næsten lyst til at undskylde, at sige

jeg bare ville skyde hatten af, men det er ikke de ord, der kommer ud, i stedet taler jeg som min 18


far ville have gjort. ”Godt, du er så fladpandet, ellers havde du fået mere end en skramme.” Jeg

spænder hanen igen og sigter ned langs løbet. Der er intet sigtekorn. Sigtekorn gør det langsommere at trække.

Sarastro har ikke fattet, hvem han står over-

for, eller også er han bare for vred til at tænke. Han flår sin revolver frem. Dumt.

Når jeg trækker og skyder, rammer jeg sjæl-

dent forbi. Når colten er fremme, og jeg sigter, sidder kuglerne præcis, hvor de skal.

Jeg skyder revolveren ud af hånden på ham

Han tager sig til hånden og skriger i smerte.

og spænder hanen igen.

Jeg har kun en kugle tilbage, men det ved

han ikke. ”Jeg bryder mig ikke om at skyde folk, så skrid fra vores jord og kom aldrig tilbage.” 19


Sarastro stirrer hadefuldt på mig og galop-

perer væk uden et ord. Han behøvede ikke at

sige noget. Vi ved begge to, han kommer tilbage.

Kvægflokken går roligt forbi mig, mens jeg

samler hans blodige revolver op. Kuglen gik gennem hans hånd og sidder i træskæftet. Jeg dre-

jer det tunge metal mellem mine hænder. Det er

en god revolver. Bedre end min. ”Nu har jeg to” mumler jeg.

Bag mig vrinsker Esmeralda. ”Siger du, jeg

skulle have skudt ham?” spørger jeg uden at få

svar. Jeg har aldrig dræbt et menneske. Hvad sker der, hvis jeg gør det?

”Hvad sker der, fordi du lod være?” sukker

jeg og svinger mig op på Esmeralda. Hegnet må være, som det er. Jeg skal hjem og advare far.

20


Kapitel 4 Tessi De tre mexikanere spurter frem og griber

Sarastro, da han glider af sadlen. Sølet ind i blod. Far vil ikke have, jeg snakker med mexikanerne, men de er en del af vores ranch, de er dygtige, og

de er mennesker som os andre. Jeg løber frem. Han bløder fra hovedet og hånden. Hans øjne er

vilde. ”Jeg skal vise ham. Jeg skal vise ham. Jeg skal ...” Det er, som om han kører i rille, genta-

ger den samme sætning igen og igen. ”Han er i chok. Tag ham ind i stuen.” 22


De tre kigger spørgende på mig. Ingen mexi-

kanere får lov at komme ind i huset for min far.

Jeg er ligeglad. Sarastro er ved at dø, og jeg kan redde ham. Jeg retter mig op i min fulde højde,

ingen andre kvinder i Tombstone er så høje som mig og kun de færreste mænd. ”Følg mig. Nu!”

De er lige i hælene på mig.

De tre mexikanere ser lamslået til, mens

Jeg river dugen af spisebordet.

krystalglas bliver knust mod gulvet.

”Op på bordet med ham.”

Min mor kommer løbende ind. ”Du godeste

Gud, hvad er det, du gør, mit barn?”

”Det du har lært mig. Jeg redder liv,” siger

jeg og smøger ærmerne op. ”Varmt vand. Nål, tråd og spiritus.”

Min høje tynde mor løber af sted. Hun var

sygeplejerske under borgerkrigen. Hun reddede 23


min fars liv. Han stjal hendes hjerte, og de har stået sammen i tykt og tyndt lige siden.

Jacob, vores sorte tjener, kommer løbende

med en flaske tequila. ”Tak, min ven.” Jeg griber flasken, hiver proppen af med tænderne og tager

en solid tår, for at få mine hænder til at holde op med at ryste. Rækker flasken frem til en køn ung mand på min egen alder. ”Han skal have halv-

delen indenbords, Pedro.” Den unge mexikaner nikker og er tydeligt overrasket over, at jeg ken-

der hans navn. Min far kalder dem alle mex. Det er dumt.

”Drik, Sarastro. Du har brug for det,” hvi-

sker Pedro indtrængende og holder flasken op til hans mund.

Sarastro bæller tequilaen i sig, som var det

en flaske vand. Han hoster og synker sammen.

Jeg skyller hans sår og mine hænder med tequila. Pedro ser undrende på mig. Jeg gentager min 24


mors ord: ”Spiritus. Aqua vitae, livets vand, renser sår,” mens hun kommer tililende med kogt vand, nål og tråd.

I en glidende bevægelse trækker jeg min

store bowie-kniv. Den er skarp som en ragekniv.

Det er også nødvendigt. Jeg barberer Sarastros krøllede hår af, så jeg kan komme til såret. Skyller såret og drikker det sidste tequila. ”Pedro og

Pablo, hold hans arme. Jimenez, du holder hans ben.” De adlyder uden at tøve, og jeg går i gang med at sy Sarastros sår. Han stønner i smerte, men før han kan virre med hovedet, griber mor

hans hoved og holder det fast i sine stærke hæn-

der. Hun siger intet, men hendes øjne hviler på

mig. De emmer af kærlighed og anerkendelse

over det, jeg gør. Så kommer far ind og kaster sin tunge skygge over os. ”Hvad sker der her?”

25


Kapitel 5 Jack Det sortner for mine øjne et kort øjeblik. Jeg

spytter blod og retter mig op igen. Far sænker hånden, mens hans ansigt vrider sig i vrede grimasser bag det grå fuldskæg. Han bander ind-

vendigt. Bill bander ikke højt længere, ikke efter hans banderi fik mor til at skride. Jeg prøver at lade være med at bande, når jeg er hjemme. Det

nemmeste er at holde helt kæft, som jeg gør nu. Jeg står bare og mærker kinden hæve. Jeg ret 26


ligeglad. Det er bare smerte. Far slår kun, når jeg har gjort noget dumt. Det gør jeg ret tit.

”Sarastro skulle have haft den kugle mellem

”Jeg dummede mig,” sukker jeg, ”men havde

øjnene og ikke i hånden,” siger far mørkt.

det ikke været bedst, hvis jeg bare havde ædt hans ord, så vi kunne blive ved med at være bønder?”

Far løfter hånden igen. Jeg viger ikke til-

bage. Hans øjne er rolige, så jeg ved, han ikke skal til at slå igen. Hånden lægger sig tungt på min skulder. ”Hvis du finder dig i alt, dør din

sjæl. Og en krop uden en sjæl er værre end at

være død. Du må lære at træffe et valg og stå ved det. Jeg ved, det er svært at dræbe første gang, men du er ikke et barn længere. Opfør dig som en mand.”

Jeg nikker, selvom tvivlen stadig gnaver i

mig. ”Næste gang får han en kugle i panden.” 27


Black Bill smiler, så jeg tydeligt kan se hul-

let i munden, hvor hans fortænder burde være. Dem, der blev slået ud, da han var desperado og eftersøgt i flere stater. ”Du får nok chancen snart.

McKillan har længe ledt efter en undskyldning

for at fjerne os. Sarastro vil ikke hvile, før han

har fyldt os med bly.” Så griner far sin syge latter og peger på min nye revolver. ”Lad det røvhul smage sin egen medicin.”

Jeg løfter et øjenbryn. ”Du kom vist til at

”Op i røven med de forpulede regler, knægt.

bande, far.”

Hvis vi alligevel er døde i morgen, så er det sgu lige meget. Der skal bare blæses nogle hjerner

ud, vi kan lige så godt starte med vores egne.”

Far flår skabet op og hiver dunken med hjemmebrændt frem.

”Er det nu klogt?” spørger jeg forsigtigt. 28


Bill stirrer på mig med store, blodsprængte

øjne. ”Naturligvis, Jack. Det er langt nemmere

at dræbe, når du er fuld. Så ryster du ikke på hånden, og der er ingen tøven. Drik knægt, det er tid til at lukke menneskedyret ud af folden!”

Jeg ryster på hovedet af ham, men gør som

han siger. ”Til helvede med det hele!” siger jeg, med en stemme der er lidt for spinkel til at lyde

rigtig sej. Jeg bunder det krus, han rækker mig og mærker det brænde hele vejen ned. ”Bare du ikke begynder med alle dine bibelcitater, så skal jeg nok drikke.”

Bill fylder mit blikkrus igen, løfter dunken

”Åhr nej,” siger jeg og klinker mit krus mod

Men der er ikke noget at gøre. Bills egen far

til læberne og hans øjne bliver sært fjerne. dunken. ”Drik nu bare, far.”

var præst, og biblens ord er brændemærket i hans

sjæl. ”Thi den, som har, ham skal der gives, og 29


han skal få overflod; men den, som ikke har, fra

ham skal endog det tages, som han har … og han skal kastes ud i mørket, hvor der hersker gråd og tænders gnidsel.” Far drikker, og jeg slipper for

mere af hans version af Matthæusevangeliet. Da han sænker dunken, er hans øjne sorte som natten. ”Snart skal vi tage vores fjenders liv og sende

deres sjæle til helvede. Drik ud knægt og lad os finde vores våben.”

30


kapitel 6 Tessie McKillan stirrer vredt rundt i den pæne stue.

Der er støv og jord på gulvet, og bordet sølet

til i blod. ”Hvad ind i helvede har du gang i, dit tossede pigebarn?”

Jeg stirrer trodsigt på min far. ”Jeg redder

Hans ansigt bliver rødt, han ser ud, som om

liv!”

han vil skælde mig huden fuld.

32


Mor rømmer sig og kigger sidelæns på mexi-

kanerne, der står lammet i frygt omkring deres sårede ven.

Far behersker sig og hvæser. ”Kom ud af mit

De tre mexikanere løfter Sarastro og får ham

Min mor kalder på tjeneren og sætter ham i

Far vinker mig med. Han flår døren op,

hus, mex.”

hurtigt ud.

gang med at rydde op.

tramper ned ad gangen, forbi mit værelse og hen til sit kontor. River døren op, går om bag det store skrivebord. Peger på pengeskabet.

”Åbn det.”

Jeg adlyder uden at spørge. Drejer kombina-

tionslåsene i den rette kombination og åbner ind til de vigtige papirer og de to små sække guld. Alt det, han har kæmpet for og tjent. 33


”Er det guld kommet der, ved at jeg har været

Jeg ryster på hovedet. Jeg ved, hvornår jeg

”En dag skal du overtage denne ranch. Du er

blødsøden?”

kan svare igen, og hvornår jeg skal lade være.

en kvinde, så du skal kæmpe endnu hårdere for at få respekt.”

”Hvem siger, jeg skal gøre tingene på samme

måde som dig?” For det meste ved jeg, hvornår jeg skal holde munden lukket. For det meste.

Fars svar er ikke uventet. ”Du gør, som jeg

viser, det skal gøres!” Han stikker mig en syngende lussing, der ville have sendt enhver ung kvinde i gulvet, men jeg er ikke enhver ung kvinde.

Jeg slår ham med knyttet næve midt i ansig-

Han tumler hen ad gulvet og tager sig for-

tet.

bløffet til sin blodige næse. 34


”Jeg skal gøre som dig. Bare hårdere?” siger

jeg med et skævt smil, tørrer blodet af min flækkede læbe, rækker ham hånden og tænker i mit

stille sind, at han var en desperado i mange år, før han blev soldat og siden kvægbaron.

McKillan skraldgriner, og jeg hiver hans 200

pund muskler og flæsk op. ”Du skal nok klare det, min pige. Lad os få et glas cognac.”

”Ok, men kun et lille et.”

”Naturligvis, mit barn. Vi starter med et lille

glas.”

Jeg ryster på hovedet af ham, mens han

skraldgrinende skænker op og går i gang med at

gennemgå planerne for min fremtid, og for første

gang i lang tid føler jeg et lille stik i maven. Vil jeg være kvægbaron? Er dét, hvad jeg vil bruge

mit liv til, eller er der en anden vej, jeg hellere vil gå?

35


Jeg klinker mit glas mod fars, han stopper

talestrømmen og drikker. Før han sænker glasset, siger jeg med et smil: ”Fortæl om din tid som desperado.”

Der tændes en ild i fars øjne, og han skubber

papirerne til side. ”Nu skal du høre, min pige. Det var dengang revolveren viste vejen og ...”

Jeg smiler og lader mig suge ind. Det bliver

en lang aften, far må bare ikke opdage, hvordan ilden i hans ord fænger i min sjæl.

36


Kapitel 7 Jack

Solen hænger lavt på himlen, og vi er godt bedug-

gede. Dunken er tom. Jeg er let i hovedet og ru i halsen af røg og hjemmebrændt. Jeg er ikke fuld, bare let beruset, det er stadig nemt at rulle smøger. Jeg har stukket tre i lommen.

Far ruller endnu en, stikker den i kæften

og ser ud af vinduet med blodskudte øjne. ”De

kommer nok i nat. Lad os gøre klar til en varm velkomst.” Han åbner lemmen i gulvet og tager

madvarer op af det kølige jordhul. Så fjerner 38


han bundens brædder og hiver en lang sæk af

oilskin op. Åbner den og tager indholdet ud. Hans desperado-grej. Rifler. Knive. Revolvere og patroner. Masser af patroner.

Da han ser op på mig med sine sorte øjne,

ved jeg, at min far er væk, og kun desperadoen Black Bill er tilbage. Han smider et hoftebælte til mig. ”Få det på.”

Jeg spænder det tunge bælte om livet. Revol-

verhylsteret sidder lavt på låret, så man kan trække revolveren hurtigt. Jeg strammer lædersnøren om låret, så hylsteret er holdt på plads.

Vi sætter os ved bordet, fjerner rust og giver

”Den sidste olie,” gnækker Bill og glæden i

våbnene olie.

hans ord ved de forestående mord får mig til at

forstå, at den stille, alvorlige far, der har opdra-

get mig, er en anden end den gale Black Bill. Jeg får kvalme og går ud af døren og kaster op. 39


Bill griner bare sygt. ”Du skal nok lære at

holde det indenbords, knægt. Hvis du bliver gammel nok!”

Jeg ryster bare på hovedet af ham. Jeg ved,

det ikke nytter noget at svare igen, i stedet går jeg ud i stalden til Esmeralda med favnen fuld af mad.

Jeg tømmer hendes sadeltasker for udstyr og

fylder dem med mad og binder et par tæpper fast

bag sadlen. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har sovet min sidste nat i vores gamle bjælkehytte, og

hvis jeg overlever natten, har jeg brug for reserver.

Esmeralda puffer til mig med sit store hoved,

og jeg læner mig ind mod hende. ”Far er gal. Han er så blodtørstig, at man skulle tro, døden er det

eneste, der gør ham glad. Hvad tror du, Esme?”

Hun puffer lidt hårdere til mig, og jeg fatter, hvad hun vil. ”Du kan lugte maden, hva?” Jeg 40


finder et par fede havrekiks og deler et par styk-

ker med hende. ”Resten gemmer vi. Det er ikke til at sige, hvornår vi kan få mad igen.”

Jeg hiver hende ud af stalden og slår hende

Hun går et par skridt og ser så tilbage.

på bagen med min hat.

”Kom af sted, Esme. Hvis jeg overlever nat-

ten, skal jeg nok kalde på dig.” Hun kommer tilbage og puffer til mig igen, så jeg kommer til at

grine. Jeg kaster en kiks, så langt jeg kan, og så kommer der fart på hende.

Jeg hiver en smøg op af lommen, tænder den

og får et hosteanfald. ”Det bliver ikke i dag, jeg

får has på de kistesøm. Jeg venter til i morgen … hvis jeg stadig lever,” mumler jeg, knipser skoddet væk og går tilbage til huset, hvor min gnæggende far glæder sig til at sprede død og ødelæggelse.

41


Kapitel 8 Sarastro Bålet brænder højt. Tequilaen brænder vildere i

mit blod. Mine venner synger højt og stærkt. De

er vrede som mig. Jeg har et nyt våben i bæltet og bundet en blodrød bandana om mit hoved. Den

dækker forbindingen over det dunkende sår. Det burde være værre med min ødelagte hånd, men

smerterne er fjerne. Det er minderne om, hvad der skete, ikke.

Jack, der fornærmede mig. Skød mig. Hånede

mig. Hans overlegne blik. Turen hjem var som en 42


ond drøm, et mareridt hvorfra jeg blev reddet af en engel. McKillans smukke datter reddede mig. Jeg husker, hvordan Tessies varme øjne brændte

sig ind i mine efter operationen. ”Jeg er ked af det, Sarastro. Din lillefinger og ringfinger var ødelagt. Vi blev nødt til at amputere.”

”Så længe jeg stadigt kan bruge et våben, er

Tessie svarede ikke, så bare på mig med

det lige meget.”

smerte i øjnene. ”Lad nu være med at gøre noget dumt.”

Så kom hendes gale far ind, og Pedro og

Pablo hjalp mig ud til den lille hytte, hvor vi

kan være i fred for de andre cowboys, drikke og synge. Slippe for McKillans hån. Drømme om, hvad vi vil gøre med hans datter.

Vi har været i gang, siden solen gik ned.

Stjernerne er fremme, og himlens sølvprikker 43


blander sig med bålets gnister. Gnister der flyver til vejrs, hver gang vi smider nyt brænde på.

Drengene kaster stjålne blikke i min retning,

og jeg ved, hvad de tænker. De tænker: Er han knækket? Skal vi have en ny leder? Hvis Sarastro ikke skal lede os mexikanere, hvem skal så?

Jeg rejser mig, før de får dumme ideer. Løf-

ter dunken med de sidste slatter tequila. Løfter den med min sårede hånd, tager en god tår og stirrer rundt. De ser afventende på mig.

”Alle ser ned på os. Vi får de værste opga-

ver. Ingen respekterer os. Vi finder os i det, fordi McKillan betaler godt.” Jeg tager en tår mere og

hæver stemmen. ”Men skal vi finde os i, at en

ligegyldig bonderøv sviner os til? Finde os i, at de skyder på os, når vi bare gør vores arbejde?”

”NEJ!” brøler de og kommer på benene.

Nu har jeg dem. Næsten. ”Hvordan svarer vi

igen?”

44


De holder vejret.

Jeg smider dunken højt i vejret, bålets flam-

mer blinker i den blanke flade, jeg flår det oversavede haglgevær fra mit bælte, trykker begge

løb af. Dunken eksploderer i luften over bålet,

og sprutten får flammerne til at stå mod himlen.

De brøler hæst i begejstring.

Nu er de klar til at gøre, hvad der skal gøres.

Nu er de mine.

Jeg griner ud i mørket og hører lyden af

heste.

45


Kapitel 9 Jack Natten er aldrig helt mørk. Stjernerne brænder huller i himlen, og et varmt lys breder sig fra vinduet i træhytten.

Det ville være en skøn nat, hvis vi ikke lå og

Jeg ryster. Jeg siger til mig selv, at det er kul-

ventede på at slå ihjel.

den og ikke frygt. På sletten er det varmt om

dagen og koldt om natten. Bill snorker stille

under sit tæppe. Jeg har også et tæppe rundt om mig.

46


Jeg sover ikke.

Venter på, at de kommer.

Jeg holder udkig.

Hvis de kommer.

Timerne går, og der sker ikke en skid. Hvorfor skulle de komme netop i nat?

Stjernerne bevæger sig over himlen, som

et tæppe af lys. Grønne, gule og blå, men flest lysende hvide.

Stadigt ingen.

Olielampen i huset æder det sidste brænd-

stof og slukker.

Hvis jeg var såret, ville jeg ikke gå ud for at

myrde løs med det samme. Jeg åbner munden for at vække Bill og sige, det ikke bliver i nat, så

ser jeg noget ud af øjenkrogen. Er der nogen, der bevæger sig i mørket?

47


Kapitel 10 Tessie Natten er lys af stjerner. Gardinerne blafrer i den kolde vind fra det åbne vindue, alligevel vågner

jeg våd af sved. Et mareridt fyldt med ild og røg. Jeg skulle bruge revolveren, men papirer om køb og salg klæbede til mine fingre, så jeg ikke kunne få fat i revolveren og gøre det, der skulle

til for at overleve. Jeg slynger lagnerne til side, hiver min gennemblødte natkjole af og tænder et

lys. Ser min lyse hud i det høje spejl. Griber en svamp, hælder lidt vand i fadet og vasker sveden 48


af. Gyser i vinden, der kærtegner min krop. Jeg hiver mine bukser og skjorte på. Det nytter

ikke noget at sove nu. Tankerne kører rundt mit hoved. Jeg har det, som om jeg er ved at drukne

i at gøre alt det fornuftige, og så er der Sarastros

brændende øjne. Jeg ved, han er ude på noget, men hvad kan han gøre, når han er hårdt såret?

Jeg skutter mig.

Jeg så flammerne i solnedgangen og hørte

Jeg ved, hvad vrede og sprut gør ved folk.

deres fjerne sange, før jeg gik til ro. Skuddet i natten vækkede mig. Jeg havde lyst til at gå ud til dem, men en ting er, hvordan de opfører sig ædru

og i dagslys, men når deres hjerner er brændt væk af sprut og vrede, så er det ikke til at sige, hvad

de kunne finde på, hvis jeg dukkede op som ene kvinde.

49


Mit hjerte banker hurtigere, måske fordi jeg

hørte de unge cowboys grine ikke langt fra mit vindue. Jeg husker Dannys ord.

”Kom gutter, lad os gå ud og feste med de gale mex,” lo Danny.

”Er det nu klogt?” hviskede Haley.

”Det ved jeg ikke, men McKillan stak mig

et par flasker og en kasse patroner og ønskede os go’ jagt.”

”Hvad mente han med det?” mumlede Fen-

Jeg kunne næsten høre Danny trække på

ton.

skuldrene. ”Det ved jeg sgu ikke, men måske kan Sarastro fortælle et og andet. Lad os komme afsted.”

Jeg skutter mig igen, tager en vest over den tynde

skjorte, og jeg ved, jeg ikke kommer til at sove mere i nat.

50


Jeg finder en god bog, men allerede ved før-

ste side ved jeg, at den ikke kan aflede mig. Så der er ikke andet at gøre end at gå i gang med at rense mine våben, og hvis det ikke er nok, så må

jeg bruge ginen, ikke til at tilpasse en kjole, men som boksebold. Igen.

51


Kapitel 11 Jack Vi ligger på vores tæpper med riflerne klar til

skud. Jeg kan høre dem bevæge sig i mørket. Jeg kan ikke se dem rigtigt i den gråsorte nat.

Jeg kan bare se bevægelser, men hvornår det er kroppe, og hvornår det er buske, der rusker i vinden, er ikke til at sige.

Mit hjerte ræser af sted. Jeg har ikke Bills ro,

så jeg hvisker: ”Ville det ikke være smartere, hvis vi lå på hver side af hytten, så vi kan omringe dem?”

52


”Så vi kan skyde hinanden ved en fejl?” fni-

ser han og tager en slurk af sin lommelærke. ”Det duer ikke.”

”Vi kan jo heller ikke se dem. Så snart de fin-

der ud af, vi ikke er i huset, så skrider de garanteret igen,” min stemme er tynd og anspændt.

Bills er tung og rolig. ”Bare vent og se. Om

Ganske rigtigt, jeg ser lys. Noget flammer

lidt skal vi nok få lys.”

op. Jeg ser silhuetten af en mand med noget i hånden.

Jeg spænder hanen på riflen.

Flammer flyver gennem mørket, ind gen-

”Vent!” Hvisker Bill.

nem vinduet på vores bjælkehytte. Der lyder et

hult drøn. Flammer står ud af vinduet og oplyser manden udenfor.

”Det er nu eller aldrig,” hvæser Bill. Min riffel brager.

53


Manden knækker sammen.

”Dræbte jeg ham?” Jeg føler mig på en gang

kold som is, og som om der går ild i mig. Noget brænder væk, og noget andet står tilbage.

”Er du allerede i gang med at tælle? Det kan

jeg li’, knægt. Jeg får den næste!” gnægger Bill og spænder hanen på sin riffel.

Ilden oplyser andre skikkelser i natten. De

Vi skyder.

Nu har de set mundingsilden fra vores rifler

har ikke opdaget os endnu.

Flere falder.

og svarer igen. Kugler river jord op og hvæser forbi os som arrige hvepse.

”Glem riflen, og følg mig, knægt.” Bill krav-

ler ned af bakken, mens kugler flyver over os. ”Op at stå Jack, lad os komme hen på den anden side af huset, så vi kan skyde dem i ryggen.” 54


Jeg har en sur smag i munden, men jeg træk-

ker revolverne alligevel. Jeg har ikke lyst til at dræbe, men det er dem eller mig.

Vores hus står i flammer. ”Jeg brugte et år

på at bygge den hytte, den er brændt ned inden

natten er omme,” knurrer Bill. ”De kommer til at betale. Betale med blod.”

Vi sniger os om bag de visne buske, som mor

plantede, og ingen har passet, siden hun for-

svandt. Vi kommer frem på den anden side af huset. Flammerne står fra bjælkerne og sender gnister mod stalden.

Der står to med revolverne fremme og ser sig

årvågent omkring. To unge mænd på min alder. Den ene er Sarastro.

Bill går frem mod dem uden tanke for sit

eget liv. ”Tid til at dø, røvhuller.” Han skyder fra hoften med begge revolvere. 55


Den ene skriger i smerte, da han får en kugle

Sarastro kaster sig ind i laden.

i maven.

Bill skyder ikke så godt, som han gjorde

engang. Han råber vredt efter Sarastro. ”Der er

kun én vej ind i den lade, men der er to veje ud. Lad min revolver vise dig vejen til helvede.”

Jeg har glemt alt om Sarastro og Bill. Jeg

stirrer bare på den unge mand, der vrider sig i smerte. Han er på samme alder som mig.

Bill skyder ham i hovedet, så hjerne sprøjter

ud over gårdspladsen, træder hen over ham og går grinende mod laden.

Jeg kaster op.

56


Kapitel 12 Sarastro Mit hjerte banker, som ville det ud. Jeg synker

mod væggen i den lille lade. Blodet løber ned i mit øje fra bandagen under bandanaen. Min

hånd dunker af smerte. Jeg har lyst til at smide mine våben og græde. Bare håbe, at det er en

ond drøm, at alt bliver godt igen, hvis jeg bare sover og vågner.

Det er gået helt galt. Det er ikke min skyld.

Det er McKillan. Han gav os patroner og sendte 58


de andre cowboys. Uden dem havde vi bare lagt planer. Drømt om ild og død, men intet gjort.

Bill og Jack har dræbt alle, undtagen mig.

Måske lader de mig leve, hvis jeg overgiver

mig?

Måske mente Bill ikke sin trussel?

Jeg ser ud.

Måske er der andre udveje end at dø? Og der, med det brændende hus i ryggen,

ser jeg silhouetten af Bill, der blæser hovedet af Pedro.

Det vender sig i mig. Der er kun én udvej.

Jeg hiver det oversavede haglgevær frem. Jeg

Dræb eller bliv dræbt.

har kun én chance, og det kræver, at Bill dummer sig. At han kommer lige mod mig.

Jeg hører hans latter.

Noget i mig slår klik. Jeg kaster mig ud med

haglsprederen forrest.

59


Jack står og kaster op.

Bill ser overrasket ud og løfter revolveren fra

Det er ikke ham, jeg sigter på.

Pedros hoved.

Jeg trykker begge løb af.

Mit våben er tomt.

Haglbygen slynger Bill i jorden. Jeg spurter mod hestene og venter hvert

sekund at få en kugle i ryggen.

60


Kapitel 13 Jack Braget fjerner tankerne fra opkast og den døde unge mand. Jeg løfter hovedet. Bill vakler bagud

og vælter ind i mig. Jeg hører løbende skridt, men jeg har kun øje for det store blodige hul i

min fars mave. Jeg griber ham om skuldrene og skriger. ”Du må ikke dø, far.”

Han hoster en blodfyldt latter. ”Det kan jeg

vist ikke undgå.” Han rækker ud mod mig, men i stedet for en hånd på skulderen og de sidste

varme ord, hiver han en smøg op af min lomme. 62


Noget i mig brister.

Bill ser på mig med mørke øjne, peger mod

det brændende hus. ”Skaffer du ild?”

Jeg hører heste galoppere ud i natten. Jeg har

ladet Sarastro slippe igen. ”Forpulede fjols.” Jeg bander af mig selv, men jeg ved, hvor jeg kan finde ham, og lige nu er der vigtigere ting på spil.

Jeg tænder smøgen i ilden fra mit brændende

Han suger dybt, hoster blod og hvæser.

barndomshjem, tager et sug og giver den til Bill.

”Dræb ham. Dræb dem alle. Dræb alle de svin ...” han suger ikke på cigaretten igen. Langsomt dør gløden, og han stirrer tomt ud i natten.

Jeg tager hans revolvere. ”Jeg stopper ikke,

Jeg bukker mig ned og lukker min fars øjne.

før jeg er rød af vores fjenders blod.”

Jeg trækker vejret dybt ind, så løfter jeg ham

og går så tæt på det brændende hus, at varmen 63


brænder gennem mit tøj, og mit hår begynder

at lugte svedent. Jeg lader ham falde ned i ilden og træder et skridt tilbage, før der også går ild i mig. ”Gribbene skal ikke få dig, far, og jeg har ikke tid til at begrave dig.”

Jeg vender mig, tynget ned af våben, men

Jeg går ud i natten og fløjter på Esme.

vreden gør dem lette som fjer.

Tid til at ride ud til død og undergang.

64


Kapitel 14 Sarastro Hestene traver gennem natten. Jeg klynger mig

til min urolige hingst og ved, den kan finde hjem til ranchen selv. Jeg hælder den sidste tequila i mig og kaster flasken ud i mørket.

Hvad gør jeg nu?

Hvad vil McKillan gøre?

Kan jeg komme tilbage?

Min krop bæver i frygt. Han vil give mig

skylden for de døde. Han vil skyde mig, som en syg køter. Han har skudt mexikanere før. Han 66


ser os som dyr, der bare skal aflives, hvis han er utilfreds.

Jeg brøler ud i natten.

Det skal være løgn. McKillan sendte mig ud

for at dræbe, gjorde mig til en dræber, nu kommer han selv til høste frugten. Jeg tager, hvad

der tilkommer mig, tager hans guld, om jeg så skal dræbe alle på min vej.

67


Kapitel 15 Jack Der er ikke mange timers ridt til den store ranch, selvom jeg lader Esmeralda gå i sit eget tempo. Det duer ikke at galoppere om natten.

Det store hus dukker frem som en klippe i

mørket. Det er omgivet af indhegninger fyldt

med kvæg. Der er kun lys i et vindue i det store hus.

Jeg svinger mig ud af sadlen og stryger

Esmeralda over hendes bløde mule. ”Jeg kom68


mer tilbage … håber jeg. Ellers find dig en bedre ven end mig.”

Hun lægger hovedet tungt på min skulder,

så jeg ikke kan gå. Stjernerne blinker i hendes store øjne.

Jeg sukker og stryger hende ned af halsen.

”Synes du, jeg er en idiot, der begiver sig ud i

selvmord? Bare rolig. Det er jeg ikke. Jeg nøjes

med at nakke Sarastro, så stikker vi af, og hvis de kommer efter os, tager jeg dem i baghold.”

Hun løfter ikke hovedet fra min skulder,

Jeg hiver mig fri. ”Selvom du ikke tror på

Hendes sagte vrinsken lyder næsten som

Jeg lister mig nærmere ranchen og bander

giver sig bare til at gumle i min lasede skjorte.

mig, så må det blive sådan. Blod for blod. Vi ses.” gråd.

indvendigt af følelsen i min mave, følelsen af at det, jeg skal til at gøre, er helt forkert. 69


Fuck det, det er bondedrengens tanker, ham

Jeg spurter frem til gårdspladsen. Der står

er jeg ikke mere. Nu er jeg en desperado.

en svedig hest tøjret til hovedhuset, og døren er åben. Jeg springer op på verandaen og går ind ad døren.

På gulvet ligger en ældre sort mand.

Jeg bukker mig, han har puls og ånder tungt.

Han er bare bevidstløs.

Er han blevet slået ned?

Lys trænger ud under en dør på klem. Jeg

Jeg glider dybere ind i huset.

kan høre ophidsede stemmer.

”Jeg siger det en sidste gang. Giv mig guldet

i dit pengeskab, eller hun dør.” Det er Sarastro, han lyder vred og bange.

”Du kan stadig slippe med livet i behold,

Sarastro, hvis du slipper min kone.” Stemmen er 70


dyb og emmer af indestængt vrede. Det må være kvægbaronen.

Jeg lister frem og ser ind ad dørsprækken.

Sarastro holder en bange ældre kvinde om

livet og har presset en revolver mod hendes

hoved. ”Vi reddede dit liv. Hvorfor gør du det her?” hulker hun.

Sarastros underlæbe bæver et øjeblik, så bli-

ver den en smal streg og øjnene hårde. ”McKillan, du sendte os i løvens gab. Bill og Jack skød

alle. Bill grinede, mens han blæste hjernen ud på Pedro. Du skal betale i blodpenge for det, du har gjort.”

McKillans ansigt er rødt af vrede. Hans

halvnøgne krop dirrer, så jeg tydeligt kan se hans styrke under lagene af fedt. ”Jeg sendte

ingen afsted. Du tog mine cowboys med på et

tåbeligt hævntogt, du og din misforståede ære er 71


de eneste skyldige her. Lad min kone gå, og du vil ikke få flere liv på samvittigheden.”

Sarastro spænder hanen på sin revolver. ”Jeg

sender jer alle til helvede, hvis du ikke kommer med dit guld.”

”Du er bare så død, du ved det bare ikke

endnu,” mumler jeg for mig selv og gør mig klar til at gå ind og blæse hovedet af Sarastro. Jeg

skubber forsigtigt til døren og i en døråbning på

den anden side af den fine stue, ser jeg en ung kvinde, der tænder en helt anden ild i mig.

72


Kapitel 16 Tessie Jeg trækker vejret i stød og knuger min winche-

ster. Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg går frem med mit gevær, så skyder Sarastro min mor. Hvis jeg

ikke gør noget, skyder han min mor alligevel, for min far giver ikke efter for trusler, og hvis jeg går frem uden våben, så er jeg bare endnu et gidsel.

Hvad gør jeg?

I samme øjeblik ser jeg døren fra entreen

glide en smule op, og jeg stirrer ind i et par hårde øjne. En dræber med revolveren parat. Så ser han 74


mig. Dræberen forsvinder fra hans blik, og en ung mand stirrer intenst på mig. Og jeg fornem-

mer, at han vil gøre alt for mig, hvis jeg spiller mine kort rigtigt.

Jeg lægger riflen, åbner de øverste knapper

i min skjorte og går ind i stuen med hænderne hævet. ”Jeg kender koden til pengeskabet,” siger jeg med bævende stemme.

Mors øjne er fyldt af tårer.

Min far ser på mig med øjne fyldt af vrede

og frygt. Frygt for at der skal ske mig og mor

noget. ”Du må ikke give efter for trusler, mit barn,” nærmest hvisker han.

”Hold kæft, gamle nar,” brøler Sarastro og

vender revolveren mod ham. ”Jeg blæser dine tænder ud, hvis du ikke lukker kæften.”

Jeg går ind i skudlinjen. ”Lad min far og

mor gå. Mine forældre alarmerer ikke nogen, så

længe du har en revolver rettet mod mig,” siger 75


jeg og gør mit bedste for at ligne en skræmt ung kvinde.

Det er ikke svært.

76


Kapitel 17 Sarastro Jeg ser forvildet rundt. Hvad helvede har jeg

gang i? Det føles, som om jeg er i gang med at grave min egen grav. Har jeg en chance for at slippe levende væk?

Tessie står foran mig.

Hendes fyldige læber bæver, sved løber ned

Hun er bange.

af hendes hals, ned i hendes kavalergang mellem

hendes bryster. Gud hvor har jeg drømt om dem mange gange.

78


”Jeg kan give dig guldet, bare du lader min

Jeg trækker vejret i stød. Hvis jeg tager gul-

mor og far gå, så vil jeg gøre lige, hvad du siger.” det, Tessie som gidsel og et par friske heste, så

kan vi komme langt, måske undslippe. Hvis alt går galt, så har jeg i hvert fald prøvet at være rig og fået min vilje med en kvinde, der burde være uden for rækkevidde.

Det afgør sagen.

79


Kapitel 18 Jack Jeg standser overrasket og ser den høje, unge

kvinde gå ind i stuen. Hun er smukkere end nogen kvinde, jeg har set. Hun ligner en gudinde

og noget fra mine vildeste drømme på samme tid. Hendes blik strejfer mit og i det korte øje-

blik forstår jeg, at hun stoler på, at jeg vil hjælpe

hende. Hendes tillid rammer så hårdt, at jeg

næsten glemmer hendes store bryster under den stramme skjorte. Næsten. 80


”Lad mine forældre gå, Sarastro,” siger hun

Hans blik ændrer sig fra vrede til begær og

bønfaldende.

stemmen bliver hæs. ”Ok, Tessie. Dine forældre går fri. Du giver mig guldet. Hvis nogen tilkalder vagter, får du en kugle.”

McKillan åbner munden, men Tessie er hur-

tigst. ”Det bliver, som du vil have det. Liv er vigtigere end guld. Følg mig.” Hun går ud af rummet, og Sarastro stormer efter.

Luften går ud af McKillan, de tunge arme

hænger slapt ned, og han stirrer hjælpeløst på

døren, og jeg forstår, at han hellere vil miste sit guld og sit eget liv, end at miste sin datter.

Kvinden, der må være Tessies mor, omfavner

Noget løsner sig i mig. Jeg lister ind i rum-

hulkende sin mand.

met og taler sagte til dem, som talte jeg til 81


Esmeralda. ”Sarastro får ikke lov til at krumme et hår på jeres datters hoved.”

Kvægbaronen ser på mig med store øjne og er

Jeg rækker ham en riffel og en revolver, så

så forbløffet, at han ikke kan andet end at blinke.

han forstår, jeg ikke vil ham noget ondt. ”Jeg kan kraftedeme godt forstå, du ikke ved, hvad

du skal sige, når der kommer endnu en galning pakket med våben ind i din stue.”

”Hvordan kan jeg stole på dig?” mumler den

”Det ved jeg sgu ikke, måske fordi jeg lige

gamle og tjekker rutineret revolveren.

har givet dig en revolver og, fordi din datter stoler på mig?”

”Kender du hende?”

”Ikke endnu,” siger jeg og blinker til ham, og

hans ansigt bliver rødt.

Tessies mor lægger sine hænder på vores

skuldre og ser mig ind i øjnene. ”Hvis du kan 82


redde vores datter, så gør det, men du må ikke tage nogen chancer.”

Jeg løfter revolveren til min hat som hilsen.

Hun vinker mig af sted.

Der kommer lys og stemmer fra en åben dør.

”Yes mam!”

Jeg lister ud ad døren og ned ad gangen.

83


Kapitel 19 Tessie Jeg bukker mig forover, så Sarastro har noget at

se på, mens jeg drejer på kombinationslåsene. Jeg kan høre på hans hæse åndedræt, at han længes efter at hive mine stramme bukser ned.

Jeg er ved at tude af skræk, men jeg må for

Hvad nu hvis jeg har taget fejl af den unge

Hvad nu hvis han er en af Sarastros kumpa-

alt i verden aflede Sarastro. mand? ner?

84


Mit åndedræt bliver hurtigere, da panikken

Sarastro lægger en hånd på min røv.

”Hvis vi havde tid, ville jeg vise dig et jern

raser gennem mig.

Tror svinet, at jeg er opstemt?

hårdere end min revolver,” siger han og lyder som den unge mand, han er. Han er ikke et monster. Han er bare en underkuet nar med en revolver.

Jeg bider tænderne sammen og er så rasende,

at jeg kunne skrige. Så forstår jeg, at idioten har givet mig løsningen. Han har lige fortalt, hvordan jeg kan få ham til at glemme sin revolver.

Med et klik åbner pengeskabet, jeg skubber

det op med den ene hånd, åbner to knapper mere i skjorten med den anden. Tager to sække med guld, presser dem ind mod mig, som var de for tunge. Jeg vender mig mod ham og ser på ham

med store, grædefærdige øjne, bævende under-

læbe og presser guldet frem, så mine bryster 85


kommer fri af skjorten. �H-her. Tag, hvad du vil have.�

86


Kapitel 20 Jack Jeg stirrer ind ad dørsprækken, ser Tessie vende sig fra pengeskabet. Hun ser bange ud. Jeg trækker to revolvere og gør mig klar til at sparke

døren, op og i det samme presser hun guld og sine bryster frem mod Sarastro. ”Tag, hvad du vil have.”

Jeg bliver kold som is.

Hvad fanden har hun gang?

Revolverne synker.

Vil hun duske den psykopat? 88


Hvad fanden gør jeg?

Skal jeg bare pløkke dem begge?

Hvad ville Bill have gjort?

89


Kapitel 21 Sarastro Tessie vender sig mod mig, presser guldet og sine bryster mod mig. ”Tag hvad du vil have.”

Hun nærmest tigger om det. Det vil knuse

McKillan, hvis jeg tager både hans guld og hans datter. Min bukser er ved at sprække. ”Du kan

stole på, jeg tager, hvad jeg vil have.” Jeg sætter revolveren i hylsteret og rækker ud efter hendes bryster.

90


Kapitel 22 Tessie Jeg planter en knytnæve i hans ansigt, næsen knaser og brækker. Blodet står fra hans ansigt, mens han vakler bagud.

Hvis jeg er heldig, lammer smerten ham, og

Jeg springer op, parat til at sparke ham så

jeg kan slå igen.

hårdt i skridtet, at han får løgsmag i munden. Please, lad mig være heldig.

”Møgso!” brøler han og flår revolveren frem. 92


Jeg er ikke heldig.

Der gĂĽr et brag gennem rummet.

93


Kapitel 23 Jack Sarastro skriger i smerte og stirrer ned på sin ødelagte hånd.

”Der røg resten af fingrene, fjols!” siger jeg

Tessie vender sig beslutsomt mod mig og

gennem røgen fra mine to rygende revolvere.

rækker en hånd frem, uden at dække sine bare bryster. ”Giv mig en revolver.”

Noget i hendes stemme og øjne får mig til

at lægge hanen ned på den ene revolver og kaste den til hende.

94


Sarastros brøl får mig til at bande over, at jeg

fjernede mit blik fra ham. Han har selvfølgelig

stadig det oversavede haglgevær. Jeg bliver gennemhullet, nøjagtigt som min far.

Men jeg er ikke min far.

Jeg snurrer rundt og beder til, at jeg er hurtig

nok.

95


Kapitel 24 Tessi Sarastro flår et oversavet haglegevær frem. På trods af sine sår er han hurtig.

To revolvere brøler i kor.

Kugler flår hans bryst og mave i stykker.

Sarastro er ikke hurtig nok.

Jeg nikker til den unge mand ved min side

og løfter revolveren igen.

Vi bliver ved med at skyde, til revolverne

klikker.

96


”Nu er du hævnet, far,” siger han grådkvalt

og taber sin revolver. Han stirrer fortabt ud i luften og ligner en, der er lige ved at falde fra hinanden.

Jeg skynder mig at knappe skjorten og hiver

ham ind til mig, mens han hulker af sorg og udmattelse. Jeg stryger ham over håret og føler en dyb varme for ham.

Mine forældre kommer stormende ind,

bevæbnet til tænderne. De ser fra Sarastro til os. Deres øjne lyser af lettelse og stolthed.

”Godt gået, Tessie” siger min far stille. Han

sænker revolveren og ligner en, der skal til at

tage kontrol med situationen, men min mor hiver

ham ud. ”Dine cowboys er på vej. Du er nødt til at forklare dem, hvad der sker, og det skal ikke

være her. Lad os give de unge lidt fred.” De går ud og lukker døren bag sig. 97


Den unge mand hulker ikke mere, og jeg

kan mærke, han er anspændt. Jeg træder et skridt tilbage. Griber ham blidt under hagen og løfter hans hoved en smule, så han ser mig i øjnene, og jeg spørger ham med et smil. ”Hvad hedder du, smukke?”

Han smiler tilbage. ”Jack.” Og ligner en, der

Jeg hvisker til ham. ”Stå ikke bare der og glo

Han griber mig om livet.

ikke ved, hvad han skal stille op med sig selv. Jack. Gør noget ved det!”

Jeg griber ham om nakken og presser hans

mund mod min.

98


Epilog Jack Det er tidlig morgen, solen er lige ved at krybe

over horisonten og de fjerne bjerge. Jeg skutter mig i kulden. Vi ser på hinanden. Varmen i Tes-

sies øjne er der stadig, men der er også et hårdt glimt i dem, hun åbner langsomt munden, som

om hun leder efter de rigtige ord. Jeg kommer

hende i forkøbet. ”Jeg kan ikke blive. Jeg har slået jeres cowboys ihjel, og din far vil aldrig finde sig i det, vi har sammen.”

100


Hun nikker og sukker lettet over, at jeg

forstår situationen. Så griber hun min nye skjorte

og trækker mig ind til sig, så jeg må se op. ”Min far er ikke chef for evigt, og cowboys kommer og går. Kom tilbage om nogle år.”

Jeg nikker åndeløst og mærker alt spænde i

Så kysser hun mig hårdt, før hun skubber

mig i længsel efter at blive i hendes favn for altid. mig let tilbage. ”Jeg venter på dig, men jeg venter ikke for evigt.”

Jeg smiler skævt. ”Ikke ti vilde heste kan holde

mig væk for evigt,” så pifter jeg, og Esmeralda

kommer galopperende. Jeg griber hendes man og svinger mig op. Hun stejler, vrinsker og laver huller i luften med sine hove.

Begejstring blæser fornuften ud af Tessies

øjne. Hun ligner en pige i stedet for en kvinde. ”Du kan nogle tricks med den hest.” 101


Esmeralda fnyser og giver hende et slimbad,

Jeg griner. ”Nix, hun vil bare vise dig, hvem

som Tessie grinende tørrer af ansigtet.

der bestemmer over mig.” Hun stejler igen og galopperer mod solopgangen.

”Fuck det” hører jeg Tessie sige med en lat-

ter, der lyder som om, hun vil tage udfordringen op.

Jeg ser mig tilbage. Ser Tessie springe ind i

hestefolden og videre op på en stor sort hingst.

Hun springer over gærdet og er hurtigt efter mig.

Jeg råber til hende. ”Hvis du rider med mig,

så bliver det hårdt, og jeg har ikke tænkt mig at behandle dig som en fin tøs.

Hun sporer hesten og råber ud i vinden. ”Der

er kun en tøs, og det er ikke mig, så jeg håber du har nosser til at ride med mig.”

102


”Det skal du nok få at se,” griner jeg og smi-

ler fra øre til øre, mens vi galopperer mod solopgangen.

Slut


Colt I starten af bogen har Jack kun én revolver, det

er en Colt Dragoon, senere erobrer han en Colt Army fra Sarastro, og han bemærker, det er et

bedre våben, men hvorfor? Colt Dragoon blev produceret i 1848 og var en forlader, så den tog lang tid at genlade, når de seks skud var brugt.

Først hældte man krudt i kammeret, dererfter

maste man blykuglen på plads med mekanismen under løbet. For de hurtige, tog det 1½ minut at

genlade alle seks kamre. Problemet med langsom

genladning førte til en viderudvikling af Colt’en. I 1873 kom Colt Army på markedet, og den var

med patroner, så den var hurtig at genlade. De 104


første revolvere var single-action, hvilket betyder man skal spænde hanen, før man kan skyde. Senere

kom der double-action, som vi også kender fra

nutidige revolvere, hvor aftrækkeren hiver hanen tilbage, så man kan skyde endnu hurtigere.

105


Winchester Tessie er ekspert med sin winchester. Selvom hun

ikke får brugt den i kamp i første bog, Desperado,

kommer den på banen i næste bog, Wanted. Måske lagde du mærke til, hvor hurtigt hun skyder, og

hvor mange kugler den har. 15 patroner i røret under løbet har modellen fra 1873. Det store magasin, præcision og nemme vedligeholdelse,

gav winchesteren tilnavnet ”The gun that won the west.” Winchesteren bruger ovenikøbet samme

patrontype som flere revolvere, hvilket gjorde det nemmere med ammunitionen, idet man kun behøvede en type til både riffel og revolver. 106


Oversavet haglgevaer Sarastro er dygtig med revolveren, men efter Jack skyder ham gennem hånden, er han ikke længere

nogen præcisionsskytte. Et haglgevær er nemmere at ramme med end en revolver, idet haglgeværet sender en sky af blyhagl, som er mest velegnet til at skyde fugle på afstand, men hvis man saver

løbet af, spreder den haglene på nært hold og er

meget nemt at ramme med og har dødbringende effekt på nært hold.

107


EMIL BLICHFELDT

WANTED


Prolog Jack Jeg har det dårligt. Ikke bare fordi jeg stirrer ned på et tog, der buldrer afsted. Eller at jeg skal til

at hoppe ned på taget af det, og hvis jeg rammer

forkert, så er jeg færdig. Et hop der ikke bliver nemmere af mine massive tømmermænd, men

det, der virkelig skræmmer mig, er udtrykket i

Tessies øjne og kulden i alle hendes bevægelser. Hun kunne ha' været min, men jeg var et fjols.

Nu har jeg kun én chance for at få hende tilbage. 109


”Er du klar?” råber hun over larmen fra toget.

Hun ser iskoldt på mig og løfter en finger.

”Har jeg nogensinde svigtet dig?”

Hun ved jeg lyver. ”Én chance. Det er alt du har tilbage.”

”Følg mig,” skriger jeg, springer og håber vi

overlever.

Læs videre i WANTED

110

Profile for calibat6

Desperado  

”Lad Jack være, Sarastro. Det er Black Bills søn. Han er lige så gal som sin far,” knurrer den gamle cowboy og sporer sin hest. ”Vi skal hav...

Desperado  

”Lad Jack være, Sarastro. Det er Black Bills søn. Han er lige så gal som sin far,” knurrer den gamle cowboy og sporer sin hest. ”Vi skal hav...

Profile for calibat6
Advertisement